– Atomkraft kan redde verden, siger dens tilhængere og argumenterer korrekt, at atomkraft ikke udvikler C02 og derfor ikke bidrager til drivhuseffekten. Men de glemmer noget væsentligt…
Atomkraftens tilhængere glemmer i den sammenhæng, at man stadig ikke har en holdbar løsning på en sikker opbevaring af det brugte og højradioaktive atombrændsel. Indtil videre indstøbes det i glas og beton, hvorefter det placeres i stålbeholdere, som opmagasineres dybt inde i udgravede salthorste. Eller dumpes på kilometerdybt vand…
Almindeligt brugt atombrændsel kan deponeres direkte og har da en nedbrydningstid på måske hundreder af år, førend det har afgivet al sin radioaktivitet. Det kan også sendes til oparbejdning på specielle anlæg, der kan omdanne det gamle brændsel til nyt. Problemet er blot, at man så ender op med et højradioaktivt affaldsprodukt, som skal deponeres forsvarligt i tusinder af år. Næppe nogen god løsning på verdens energiproblemer…
Sellafield
Det engelske oparbejdningsanlæg Sellafield har længe været i såvel myndighedernes som miljøorganisationernes søgelys. Her oparbejdes gammelt atombrændsel til nyt, og herfra udledes store mængder radioaktivt spildevand.
Det kan blandt andet måles i form af det radioaktive affaldsstof Technetium-99, som hurtigt spredes med havstrømmene. Således kan man nu spore Technetium-99 fra Sellafield så langt borte som i den danske del af Kattegat. Det er et stof, som optages af dyr og planter, hvorfra det så ophobes op gennem fødekæden. Mest og bedst ophobes det i blæretang, som derfor er en god indikator for stoffets spredning. Skaldyr er også gode indikatorer.
Det er indtil videre små doser Technetium-99, der er målt i Kattegat, men koncentrationen vil givet stige. Da de engelske myndigheder sidste år målte koncentrationen af Technetium-99 i hummere fanget ud for Sellafield, fandt de stoffet i en koncentration, der var 42 gange højere end EU’s såkaldte “interventionsgrænse for radioaktivitet i fødevarer efter atomulykker”!
Denne Technetium er nu på vej ud i Nordsøen og herfra på vej videre ind i de indre danske farvande. Nordiske forskere har derfor sat sig for at kortlægge spredningen af Technetium-99 fra det Irske Hav, hvor Sellafield ligger, og så nordpå til henholdsvis Grønlandshavet og Østersøen. Herved ønsker man at danne sig et billede af havstrømmenes retning og fart og dermed spredningen af farlige stoffer.
De massive udslip af Technetium-99 fra Sellafield startede i 1994. I 1997 var sporstoffet nået til Norges kyster, og i 1998 er det kommet til de indre danske farvande. Technetium-99 forventes til Barentshavet i 1999 og til Østgrønland i år 2001.
Indtil videre siger målingerne, at radiokativiteten i Nordsøen og Østersøen er omkring 10 gange større end oppe i Arktis. Endnu i hvert fald. EU’s miljøministre har dog besluttet, at udslippene skal reduceres hurtigst muligt og bringes helt til ophør i år 2020.
Lidt ældre læsere kan måske huske, at Sellafield slet ikke hed sådan oprindeligt. Det hed nemlig “Windscale” og tog først navneforandring til Sellafield, da Windscale-navnet efterhånden havde fået et så dårligt omdømme rundt omkring, at man ikke følte, man kunne leve med det længere. Lidt som at bygge højere skorstene i stedet for at fjerne forureningen…
På den anden side af den Engelske Kanal – i Frankrig – ligger for øvrigt et tilsvarende oparbejdningsanlæg for brugt atombrændsel – La Hague, hedder stedet. Også her døjer man med radioaktive udslip til vandmiljøet, omend ikke i nær samme grad som ved Sellafield.
– Hvad er radioaktivitet for en fisk?
Atombomber dræber på kort hold ved den kolossale varmestråling, som de udvikler – op mod 20 mio. grader Celsius samt lufttryk på flere mio. atmosfærer. Alt bliver brændt af og blæst væk. På lidt længere afstand er det strålingen, der er dødbringende. Som forårsager strålesyge og død i løbet af få dage. På langt hold og længere sigt er det radioaktive nedfald også sundhedsfarligt.
Radioaktivt nedfald havde man kendt til lige siden de amerikanske atomprøvesprængninger på Bikini atollen i 1954. Men først sent fandt man ud af de skadelige langtidsvirkninger, som radioaktivt nedfald har – i form af leukæmi, misdannede fostre og tilsvarende fænomener, der ofte først optrådte adskillige år senere. Lidelser, som primært kun kan spores rent statistisk – ved at se på stigningen i antallet af dødsfald over en årrække.
Radioaktivitet er i al sin betagende og skræmmende enkelhed en betegnelse for den stråling, der udsendes fra radioaktive stoffer under disses såkaldte “henfald”. De energirige stoffer fra uran-familien udsender konstant stråling, mens de henfalder til mindre energirige tilstande og stoffer. De ender alle med at blive til bly, når de har mistet al deres stråling. Pudsigt nok det grundstof, som på grund af sin uhyre store stabilitet bruges til netop beskyttelse mod radioaktiv stråling!
Radioaktivitet er en opdagelse af nyere karakter. Det var således franskmanden Becquerel, der i 1896 for første gang identificerede og beskrev fænomenet – hurtigt efterfulgt af landsmanden Curie i 1898. Man kunne måle fænomenet, men kendte endnu ikke noget til strålingens farlighed. Mange af de tidligere stråleforskere døde derfor af cancer efter kortere eller længere tids arbejde med de radioaktive stoffer…
Dødsfaldene bragte fokus på strålingens effekter. Man vidste, at stråling i store doser var livsfarlig. Men man fandt samtidig ret hurtigt ud af, at målrettet stråling i korrekt dosering i visse tilfælde rent faktisk kunne redde kræftpatienter fra deres sygdom. Den dag idag bruges strålebehandling stadig i kræftbekæmpelsen.
Technetium-99 er ganske vist et radioaktivt stof, og det har ganske vist en halveringstid på mere end 200.000 år! Alligevel tilhører det ikke de sundhedsfarlige af slagsen. Det gør derimod stoffer som Caesium-137 og Strontium-90, der er meget aggressive og stærkt kræftfremkaldende.
Radioaktive stoffer har en struktur, der gør, at de i vid udstrækning optages og indbygges i kroppen i stedet for andre og livsvigtige stoffer. Således har myndighederne i mange år anbefalet, at man i tilfælde af stråling eller strålingsfare indtager overdoser af stoffet jod, som så går ind og blokerer for optagelsen af de farlige radioaktive stoffer.
Tjernobyl
Den 28. marts 1979 gik det galt på Three Mile Island i staten Pennsylvania, USA. Det lokale atomkraftværk påbegyndte en livsfarlig nedsmeltning, da kølevandssystemet svigtede og den ene af værkets to reaktorer løb løbsk.
Nedsmeltningen forårsagede et større radioaktivt udslip og evakuering af lokalbefolkningen, som dog slap uden men. Kun klippegrunden under værket afværgede den ultimative katastrofe.
Det meste af verden gøs derfor, da Tjernobyl kraftværket i Rusland eksploderede den 26. april 1986. Den store reaktor 4 løb løbsk og begyndte en nedsmeltning. I hele Europa holdt man derfor vejret og fulgte nervøst med i vejrudsigterne. Det var og er jo vejret – primært vindretningen og sekundært nedbøren – der afgør, hvor det radioaktive nedfald vil ske og i hvor store mængder.
Den officielle russiske forklaring på Tjernobyl-uheldet var, at der var sket en menneskelig fejl under en rutinemæssig afprøvning af sikkerhedssystemerne. Russiske videnskabsmænd iværksatte dog deres egen undersøgelse, som viste, at der efter al sandsynlighed var sket et mindre jordskælv (sølle 2 på Richter-skalaen) blot 22 sekunder før eksplosionen på Tjernobyl.
Så små rystelser er ikke usædvanlige – heller ikke på vore breddegrader – og et atomkraftværk bør naturligvis være bygget, så det kan modstå langt større rystelser. Tjernobyl-værket er imidlertid af den farlige åbne type og samtidig dårligt bygget. Det har fået forskerne til at spekulere i, om det kan have været de små jordrystelser, der gjorde værket sårbart og forårsagede ulykken.
Reaktor 4 blev i løbet af et halvt års tid begravet under en sarkofag af metertyk beton med en anslået holdbarhed på mindst 30 år. Idag, snart 20 år efter, har man registreret mere end 1.000 kvadratmeter revner i betonen – revner, der nu lækker radioaktivitet fra den forulykkede reaktor.
Det er planen helt at lukke de øvrige reaktorer i Tjernobyl i år 2000. Ukraine, hvor værket ligger, har forlangt 26 milliarder kroner som kompensation for en lukning af værket, og så mange penge er der endnu ikke kommet ind fra EU og de såkaldte G-7 lande. Trods milliardstore investeringer er det således meget uvist, om lukningen overhovedet bliver en realitet.
Man har længe vidst, at især russerne bygger atomkraftværker af den åbne og dermed potentielt farlige type. En enkel og billig type, hvor udslip i forbindelse med driftsuheld kun vanskeligt lader sig holde tilbage. I Vesten satser man mere på sikkerheden, hvilket uundgåeligt medfører større anlægsomkostninger. Svenske Barsebäck, hvis placering klods op af København – blot på den anden side af Øresund – er dybt åndssvag, er da også af den lukkede og dermed relativt sikre konstruktion.
Et af verdens allerstørste atomkraftværker – Ignalina i Lithauen –hører desværre også til den åbne og farlige konstruktion, hvorfra radioaktive udslip hurtigt spredes for alle vinde. Og i en god østenvind er der forfærdende kort fra Ignalina til Ishøj…
– From Russia with love…?
Samerne i Lapland blev bestemt ikke ellevilde af begejstring, da de så vejrudsigten efter Tjernobyl-ulykken. Det var nemlig så uheldigt, at vinden bar den radioaktive sky fra det forulykkede atomkraftværk ret op mod Nordsverige, som derfor modtog ganske store mængder radioaktivt nedfald.
Det lagde sig på græs og planter, som umiddelbart blev ædt af elge og rensdyr med flere andre planteædere. Det radioaktive nedfald blev på denne måde straks inddraget i fødekæden, hvor det hurtigt opkoncentreredes så meget, at kødet fra elge og rener blev sundhedsfarligt at indtage. Intet mindre end en katastrofe for de samer, der levede af rensdyravl. Og et reelt problem for de ganske mange svenske familier, der sæsonen igennem ofte sætter tænderne i en elgsteg.
Heller ikke fiskelivet gik ram forbi. Efter nedfaldet fra Tjernobyl kunne man i lang tid konstatere, at koncentrationen af det radioaktive og farlige stof Caesium-137 blev ved med at stige i fiskene – opkoncentreret som det var gennem en meget lang fødekæde.
Hvor elge og rener åd direkte af det forurenede græs, måtte radioaktiviteten i vand gennem en meget længere fødekæde – fra planteplankton (alger) over dyreplankton til småfisk – inden det til sidst havnede i rovfiskene. Fra hvert led i fødekæden til det næste sker der en voldsom opkoncentrering af stoffer. Således kunne man snart måle alarmerende høje koncentrationer af Caesium-137 i ikke mindst de nordsvenske gedder – toprovfisken på de kanter.
Det farlige ved de nordsvenske gedder og rensdyr var, at de rent faktisk selv blev radioaktive af at indtage de radioaktive stoffer. At man derfor kunne måle stråling fra dem. Spiste man dem, udsatte man derfor sig selv for farlig stråling.
Man skal i denne forbindelse være klar over, at radioaktivt bestrålede fødevarer ikke selv er radioaktive. De udsender ingen stråling selv, men har blot været udsat for bestråling, som skal gøre dem sterile og bakteriefrie. Der er således ingen risiko ved at spise bestrålet og dermed langtidsholdbar føde.
Noget helt andet er så, om man kan forliges med, at der ligger atomkraft bag. For smagen er der intet i vejen med…
Kola kalder – på hjælp
Verdens sidste fristed for atlanterhavslaksen ligger idag på den russiske Kola-halvø. Laksefiskere fra hele verden valfarter derfor til Kola for at dyste med den sølvblanke fisk.
Desværre ligger verdens største atom-losseplads idag også på Kola-halvøen, nærmere betegnet i Murmansk, som med sin halve million indbyggere er hovedbyen i dette område. Og som samtidig byder på verdens nordligst beliggende permanent isfri havn.
Efter Anden Verdenskrig og op gennem den kolde krigs år opbyggede russerne en imponerende Nordflåde af atom-ubåde, som havde og stadig har base netop her. Men i takt med, at den kolde krig tøede op og Sovjetunionen smuldrede bort, begyndte den stolte atomflåde langsomt at ruste op. Manglende bevillinger førte helt enkelt til manglende vedligeholdelse.
Idag anslår eksperter, at der findes mere end 200 atomreaktorer på Nordflådens ubåde, 13 på havneanlægget i selve Murmansk og fire reaktorer på halvøens kraftværk. Flere er taget ud af drift og tærer langsomt op. En tikkende atombombe, så at sige.
Hertil skal så endda lægges de enorme mængder radioaktivt affald, som gennem de seneste årtier er dumpet i Barentshavet ud for Kola. Russerne har dumpet mere radioaktivt materiale i havene end alle andre nationer tilsammen. Og en stor del er helt naturligt havnet i Barentshavet, hvor jo Nordflåden opererer.
Onde tunger har påstået, at de kolossale ishavsrødinger, som angiveligt findes på Novaja Semlja øen nordøst for Kola, skulle være de rene mutanter – radioaktive fjeldørreder, hvis røde farver og hvide finnekanter må være ekstra lysende!
Det sidste er nu nok ren fantasi, men den radioaktive forurening omkring Kola er ingen fantasi, desværre. Den er en benhård realitet. Netop ud for Novaja Semlja har den russiske flåde dumpet adskillige skrottede atomubåde – med reaktor og det hele. En billig, men ikke i længden holdbar løsning.
Russerne er klar over problemet og har bedt omverdenen om hjælp. Man har ikke selv midler til at foretage en forsvarlig skrotning af Sovjertunionens gamle reaktorer.
Atomkraft ser således ikke ud til at være verdens redning…
© Steen Ulnits 1999
Alle disse oplysninger stammer fra en russisk militærperson ved navn Aleksandr Nikitin, der videregav dem til den norske miljøorganisation “Bellona”, som så formidlede dem videre til en skræmt vestlig verden. Russerne svarede med at anholde Nikitin, der af FSB (tidligere KGB) blev anklaget og fængslet for at have lækket statshemmeligheder.
De russiske myndigheder har i mellemtiden ikke været i stand til at afvise Nikitins tal. De har ikke engang forsøgt på det. Ganske vist har retten i Sankt Petersborg netop afvist sagen, men alligevel valgt at opretholde sigtelserne. Menneskerettigheder er for en gangs skyld ikke en by i Rusland…
Som lystfisker kan man kun gøre én ting: Boykotte det russiske laksefiskeri på Kola. Så undgår man også at udsætte sig selv for mulig stråling fra de mange lækkende reaktorer, der er mere rustne nu, end da tallene blev lækket.
© Steen Ulnits 1999
Del denne artikel: