Vildlaks og tamlaks

Der produceres tamlaks som aldrig før. Den samlede verdensproduktion ventes snart at runde 400.000 tons! Samtidig har vildlaksen det dårligere end nogensinde…

I 1994 blev der på verdensplan produceret 356.000 tons atlanterhavslaks i fortrinsvis flydende netbure – med Norge som den absolut førende nation. Samme år blev der af erhvervsfiskere blot landet 5.000 tons…

Det er således enorme mængder tamlaks, der efterhånden produceres til det næsten umættelige verdensmarked. Resultatet er blevet, at laks idag er billigere at købe end torsk – hvor det før var direkte omvendt.

Men udviklingen standser ikke her. Således forventer lakseopdrætternes brancheorganisation, “International Salmon Farmers Association”, at den samlede produktion af atlanterhavslaks i 1995 vil nå op på 460.000 tons!

Situationen er en noget anden på den nordamerikanske vestkyst – i Stillehavet. Her blev der af erhvervsfiskere i 1994 fanget ikke mindre end 765.000 tons stillehavslaks fordelt på fem forskellige arter. Opdrættet, som her stadig er i sin vorden, producerede “kun” 67.000 tons pacifiske tamlaks…

Da det norske havbrugsopdræt af laks for alvor tog fart i 80’erne, så mange det som redningen for den atlantiske vildlaks. Det store og støt stigende opdræt pressede priserne på laks så langt ned, at det ikke længere var rentabelt at drage langt til havs og brænde i tusindvis af liter dieselolie af for at fange vildlaksene på deres opvækstpladser i internationalt farvand.

Hermed var vejen banet for den utrættelige islænding Orri Vigfusson og hans “North Atlantic Salmon Fund”, der kunne opkøbe først den færøske og siden den grønlandske laksekvote og dermed sikre i titusindvis af vilde laks mulighed for at vende sikkert hjem til deres respektive fødelande.

Fordele og ulemper

Så vidt så godt. Desværre voksede træerne ikke ind i himlen.

Den lille norske lakseelv Etne har i de senere år oplevet et fiskeri, man ikke har kendt magen til. For godt 20 år siden – i 1975 – satte man en foreløbig rekord med en årsfangst pa 5,5 tons laks. En i sig selv imponerende fangst for så lille en elv. Etne er nemlig kun laksetørende på de nederste 7-8 km, og vandføringen er sammenlignet med andre norske lakseelve ganske beskeden.

I 1989 indførte så nordmændene det længe ønskede forbud mod drivgarn i norsk farvand. Og allerede samme år kunne man i Etne notere en ny lakserekord med en fangst på over 8 tons! Alle klappede i deres små hænder og glædede sig – dels over forbudet, dels til næste sæson, som da også levede helt op til selv de vildeste forventninger. Årsfangsten i 1990 blev nemlig endnu en ny rekord med mere end 9 tons laks !

Det norske drivgarnsforbud var næppe kommet, hvis ikke en norsk kæmpeproduktion af tamlaks i netbure havde presset laksepriserne så langt ned, at garnfiskeriet ikke længere var nær så interessant.

Norge er i dag verdens suverænt største producent af tamlaks. I 1970 havde man en beskeden produktion på omkring 100 tons i et fåtal havbrug med flydende netbure. 20 år senere – i 1990 – havde man en produktion på knap 200.000 tons. Og i 1996 passerer vi altså de 400.000 tons!

Det er et næsten ufatteligt stort tal. Regner man det om til antal laks, så er det et sted mellem 100 og 200 millioner laks! Leger man videre med tallene, vil disse laks – hvis man lagde dem i forlængelse af hinanden – kunne nå næsten tre gange rundt om Jorden ved Ækvator! Eller en tredjedel af vejen ud i verdensrummet til Månen!!

Regn selv efter, hvis du ikke tror på det! Regnestykket antager, at en typisk havbrugslaks vejer 2,5 kg og måler 65 cm.

Genetisk forurening

Flydende netbure ikke ret solide. Faktisk er de ganske skrøbelige og ofte udsat for brud på netmaskerne i hårdt vejr – naturligvis med masser af undslupne laks til følge. Det kender vi jo også fra vore hjemlige havbrug, hvorfra der regelmæssigt undslipper regnbueørreder.

Herhjemme glæder vi os ofte over de undslupne regnbuer. I Norge bander man i stedet over de undslupne tamlaks, der sommer og efterår søger op i nærmeste elv for dér at gyde sammen med vildlaksene.

Problemets størrelse ses af, at man fra officiel norsk side anslår antallet af undslupne laks i 1990 til små 2 millioner! Til sammenligning regner man med, at der i hele Norge findes 100.000 vilde laks. Alene i 1990 undslap der altså 20 gange så mange tamlaks, som der er vildlaks i Norge!

De mange undslupne tamlaks gyder sammen med de få vildlaks, hvilket medfører en såkaldt “genetisk forurening”. Tamlaksenes gener er af blandet og ukendt herkomst og derfor i høj grad uønskede i elve med en naturlig produktion af vildlaks.

Gennem årtusinder har vildlaksene tilpasset sig netop deres fødevandløb og dets karakteristika. Vildlaksene har derfor udviklet lokale stammer, som er unikke for det pågældendc vandløb. Stammer, som ikke sjældent ser helt forskellige ud. Nogle er korte og tykke – andre lange og slanke. Nogle vandrer tidligt op – andre sent. Alt i alt har vildlaksene således tilpasset sig optimalt til netop “deres” vandløb.

I den norske Eidselv oplevede man ved årsskiftet 91/92 det helt store mareridt, da elven efter voldsomme vinterstorme blev invaderet af undslupne tamlaks. Fra lokalt hold anslog man, at der pludselig var ti gange så mange tamlaks som vildlaks i elven. Tamlaks, som oven i købet var inficerede med sygdommen furunkulose – den, der senest har hærget i den svenske Mørrumså. Og som man nu frygter skal smitte de resterende vildlaks i elven.

Vender vi igen tilbage til den lille Etne, som jo oplevede et sandt eventyr af en lakseopgang i både 1989 og 1990, så kan man med rette spørge sig selv, hvorfra mon alle de mange laks pludselig kom. Der var jo næsten tale om en fordobling af fangsten fra 1975 til 1990. – Kan lille Etne overhovedet have en så stor naturlig produktion?

Det kan den ikke. Den kolossale fremgang i fangsterne skyldes udelukkende undslupne tamlaks. Så store, naturlige udsving forekommcr ikke, at man pludselig dobler en gammel rekordfangst op. Teorien bestyrkes fra flere hold. Blandt andet kunne den svenske laksefisker Erik Erlandsson, som har set flere laks end de fleste, under et besøg konstatere, at samtlige de tre laks, han så, var tamlaks…

Østersølaksen

Østersølaksen er mindst lige så hårdt trængt som Nordatlantens laks. Den tilhører samme art, men er en stamme, som aldrig forlader Østersøen. På samme måde som mange atlanterhavslaks samles i Davisstrædet mellem Grønland og Canada for at æde, så samles de fleste østersølaks i den sydlige Østersø, hvor føden er rigeligst.

Herude på opvækstpladserne er de genstand for et erhvervsfiskeri, som idag truer med at trække tæppet væk under de sidste naturlige bestande. Man regner med, at der idag højst er 10% vildlaks tilbage i Østersøen med tilløb. De øvrige skyldes massive udsætninger.

Men i takt med de stigende udsætninger er det kommercielle laksefiskeri langt til havs også steget. Og på opvækstpladserne tages tamlaks og vildlaks i én skøn forvirring. Udsætning af og fiskeriet efter tamlaksene er således en trussel mod de sidste vilde østersølaks.

Men med de nuværende lave laksepriser – igen på grund af det norske lakseopdræt – er der ikke megen omsætning i østersølaksen. Således landede bornholmske fiskere i 1995 kun laks for en værdi af 11 millioner kroner – en brøkdel af, hvad eksempelvis det svenske sportsfiskeri efter laks i Mørrumsåen indbringer.

Der er således kun gode grunde til at stoppe det kommercielle laksefiskeri i Østersøen helt. Stopklodsen for en sådan beskyttelsesforanstaltning er de gamle traditioner i fiskerierhvervet. De har mildest ikke fulgt med tiden…

Smittebærere

Mange betragter som nævnt det store norske lakseopdræt som vildlaksens redning, idet opdrættet via lavere laksepriser har gjort det uselektive højsøfiskeri urentabelt.

Der er da heller ingen tvivl om, at det har betydet utrolig meget for den udvikling, der for øjeblikket er i gang overalt i de lakseførende lande omkring Atlanterhavet. Den udvikling, som islændingen Orri Vigfusson satte i gang ved at opkøbe først den færøske og siden den grønlandske laksekvote. Noget tilsvarende er nu ved at ske i såvål Canada som Storbritannien.

Havde det ikke været for de rekordlave laksepriser, ville denne udvikling aldrig være startet. Det er således hævet over enhver tvivl, at det store lakseopdræt har givet lave kilopriser, som har gjort det urentabelt at fortsætte med højsøfiskcriet efter laks. At lakseopdrættet på denne måde har bidraget til vildlaksens redning.

I de senere år har det imidlertid vist sig, at lakseopdrættet er et tveægget sværd, som ikke kun er til fordel for vildlaksen. Som allerede nævnt giver det storstilede lakseopdræt et enormt antal undslupne tamlaks, som blander sig med de talmæssigt underlegne vildlaks på gydepladserne – med en skadelig genetisk forurening til følge.

Men ikke nok med det. De mange tamlaks er også farlige smittebærere for elvenes vildfisk. De kan påføre vildlaksene sygdomme, som helt kan udrydde svage bestande. Eksempelvis førnævnte furunkulose. De kan også smitte elvene med parasitter såsom den frygtede “Gyrodactylus salari”, der i de senere år har hærget mange af Norges bedste lakseelve.

Det er en parasit, som menes at stamme fra lakseopdræt ved Østersøen, hvor laksene er resistente (modstandsdygtige) over for den efter mange, mange års sameksistens. Det er de nordatlantiske laks ikke.

Fødekonkurrenter

Endelig er der en meget overset sammenhæng mellem lakseopdrættet og vildlaksene. 100-200 millioner tamlaks vokser sig ikke store på en diæt af ingenting. De kræver foder af høj kvalitet og i store mængder.

– 0g hvor kommer så dette foder fra? Fra selvsamme hav, der brødføder vildlaksene! I havet lever vildlaksene af ikke mindst småfisk som sild, brisling, tobis og lodde med flere, som alle fiskes kommercielt. Det er de såkaldte “skidtfisk”, der anvendes i fiskemelsindustrien til fremstilling af – fiskefoder!!

Det er fiskebestande, som idag fiskes så hårdt, at de flere steder er truede. Tænk blot på, hvordan det Iykkedes erhvervsfiskeriet at udfiske en vigtig fødefisk som lodden oppe i Barentshavet.

Som tommelfingerregel bruges der 2,5 kg “skidtfisk” til produktion af 1 kg fiskefoder af høj kvalitet. Og selv om fiskeopdrætterne bliver dygtigere og dygtigere til at lave foder om til fisk, så kræves der stadig mere end 1 kg foder til at producere 1 kg laks.

Til den nuværende årsproduktion af 400.000 tons laks bruges der således mere end 1.000.000 tons “skidtfisk” – mere end 1 million tons småfisk! Det er ufattelige mængder føde, der på denne måde “unddrages” vildlaksene i Nordatlanten…

Det er næsten tragikomisk at tænke på, hvordan vildlaksene og tamlaksene på denne måde konkurrerer om den samme føde. Et storstilet lakseopdræt kræver foder, der fremstilles af selvsamme fødeemner, som vildlaksene ernærer sig af. Et støt stigende fiskeopdræt vil derfor uvægerligt tære på vildlaksenes føderessourcer.

Der verserer således allerede teorier om, at de senere års dårlige laksefiskeri i de fleste lakseførende lande omkring Nordatlanten meget vel kan skyldes overfiskning af de “skidtfisk”, som vildlaksene lever af. Tobisen har været nævnt som et af de fødeemner, der er blevet fisket alt for hårdt – til mulig skade for både vildlaksene og de havfugle, der også lever af dem – eksempelvis lunder.

Sådan genkendes tamlaksen

Den, der blot én gang har nydt synet af en nystegen, sølvblank vildlaks, vil aldrig være i tvivl, hvis ellers han tænker sig lidt om. Der er nemlig adskillige ting, som gør det muligt at skelne vildlaks og tamlaks fra hinanden:

– Vildlaks er slanke og torpedoformede fisk, der kan være mere eller mindre kompakte. Linjerne er rene og ubrudte, og fisken føles fast og muskuløs. Vildlaksen er helt enkelt formet af sit liv som hurtigsvømmer i de store have. Tamlaksen derimod er mere plump al kropsform – dertil lidt “lasket” og slap at føle på. Ofte er underkæbenlængere end overkæben, hvilket sjældent ses hos vildlaks.

– Selv om både vildlaks og tamlaks kan være helt sølvblanke, så er der dog alligevel forskel. Skællene sidder helt regelmæssigt på en vildlaks, hvor de ofte kan være uregelmæssige på en tamlaks. Det sikreste kendetegn er imidlertid pletterne, som er langt mere udtalte hos tamlaks end hos vildlaks. Selv efter længere tids ophold i det fri vil en tamlaks have flere sorte pletter end en vildlaks.

– En vildlaks vil altid have hele finner med skarpe kanter. Det er et sikkert kendetegn. En tamlaks vil derimod have mere eller mindre deforme finner – eller i hvert fald spor deraf. Det skyldes dels håndteringen af fiskene som små i ferskvandsdambruget – dels indbyrdes stridigheder i dammene eller senere netburene. Fiskene er aggressive og bider hinandens finner til blods, hvis de går for tæt.

Deforme, krumme og delvis uudvoksede finner er altid et sikkert tegn på, at fisken er en tamlaks.

Morale

Moralen af alt dette er, at der ikke altid er grund til glæde, når man netop har landet en laks. En laks er ikke blot en laks. Er det en vildlaks jævnfør ovenstående, er det bedst at sætte den ud igen. På den måde belaster man ikke den sårbare bestand af vildlaks. Er det i stedet en tamlaks, så er der mere end god grund til at slå den for panden og således befri elven for et uønsket element!

Tamlaks bliver kun vildlaksens redning, hvis opdrættet flyttes ind på land, hvor man kan kontrollere fiskene, mindske udslippet og holde sygdommene i ave.

Og så er der endda problemet med foderet at tage stilling til…

Laksen er i sandhed en vanskelig fisk!

Steen Ulnits