Ti facts om fiskeopdræt

Hvis man spiser fisk og skaldyr – medmindre man da selv har fanget dem – så stammer de efter al sandsynlighed fra et dambrug eller havbrug. Og de er fulde af skadelige stoffer…

“Akvakulturerhvervet anno 2014 er som en hval på steroider.”

Sådan beskrives det i en tankevækkende artikel fra den amerikanske organisation “MindBodyGreen”, som opregner nedenstående skræmmende facts om fiskeopdræt.

Akvakulturen vokser hurtigere end noget andet i landbrugssegmentet og tegner sig nu for halvdelen af ​​de fisk, som spises i USA. Samt en uforholdsmæssigt stor del af de såkaldte “skidtfisk” eller industrifisk, som ellers skulle have været føde for havenes vilde fisk. Dette stiller en række samvittighedsspørgsmål til alle fiskespisere:

– Skal det kommercielle fiskeri fortsat fratage verdens oceaner deres liv – med en tredjedel af fiskebestandene allerede kollapsede og resten godt på vej i samme retning?

– Er fiskeopdræt virkelig den mirakelkur, der skal til for at løse Jordens behov for fødevarer?

– Kan fiskeopdræt opfylde tre milliarder menneskers behov for protein?

Trods de i regelen yderst tvivlsomme svar på disse spørgsmål ses fiskeopdræt ofte som en mulig måde at imødekomme verdens stigende efterspørgsel på proteiner på.

Denne artikel ser på akvakulturen og dens langsigtede virkning på fisk, mennesker og andre dyr. Den byder på ti faktuelle oplysninger, som alle dedikerede fiskespisere bør kende til før næste besøg på fiskerestauranten:

1. Opdrættede fisk har en tvivlsom næringsværdi.
Omega-3 indholdet er ikke, hvad du tror.

Her kommer et frustrerende paradoks for dem, der spiser fisk for deres helbreds skyld:

De ernæringsmæssige fordele ved fisk er stærkt nedsat, når den er opdrættet. Tag som eksempel omega-3 fedtsyrerne. Vilde fisk får deres omega-3 er fra animalske kilder – fisk og skaldyr, ikke mindst.

Opdrættede fisk derimod fodres ofte med majs, soja eller andre vegetabilske foderstoffer, der indeholder lidt eller ingen omega-3 overhovedet. Deres ernæringsmæssige værdi bliver derfor tilsvarende ringere end de fisk, der opdrættes på animalsk baseret foder.

Samtidig risikerer nogle fisk at akkumulere uheldige niveauer af forskellige fedtsyrer – mættede såvel som umættede.

Hertil skal endda lægges, at den anvendte majs og soya i regelen stammer fra genmodificerede (GMO) afgrøder, som er flasket op med Glyphosat. De kan således kun dyrkes efter sprøjtning med Monsanto’s giftige RoundUp.

Endvidere er opdrættede fisk rutinemæssigt tilført antibiotika, som kan forårsage antibiotikaresistente sygdomme hos mennesker.

2. Opdrætsindustrien stjæler fra de vilde fiskebestande.
Fødefisk decimeres eller udryddes undervejs.

Mens nogle opdrættede fisk kan leve og vokse på en kost af majs eller soja, har andre brug for at spise rigtige fisk – og masser af dem. Tun og laks, for eksempel er nødt til at spise op til 2,5 kg fisk for hvert et kilo, de selv tager på. Resultatet er, at byttedyr som ansjoser og sild fiskes til randen af ​​udslettelse for at brødføde tamfiskene i verdens dambrug og havbrug.

“Vi har fanget alle de store fisk i havene, og nu vi går efter deres mad,” siger den almennyttige organisation Oceana, som bebrejder akvakulturen dens glubende sult efter fald i bestande af hvaler, delfiner, sæler, søløver, tun, laks, albatrosser, pingviner og andre arter.

3. Fisks oplevelse af smerte og stress.
Det gør ondt at leve så tæt pakket.

I modsætning til den gængse ønsketænkning hos mangen en Catch and Release lystfisker, så mener flere forskere nu, at fisk oplever smerter og stress. I én bestemt og ofte refereret undersøgelse blev fisk injiceret med bigift i deres følsomme læber, hvilket resulterede i en rokkende adfærd normalt knyttet til smerte hos andre dyr. Og sammenlignet med andre kontrolgrupper reduceredes deres svømmeaktivitet.

De undersøgte fisk ventede tre gange længere tid med at spise, og de havde en højere grad af ventilation. Opdrættede fisk er underlagt rutinemæssig stress og pladsmangel i hele deres liv – “hyperconfinement” kalder man det –  og bliver typisk aflivet på langsomme, smertefulde måder, som var de svin på et slagteri.

4. Opdrættede fisk er fyldt med sygdomme.
Som spreder sig til vilde fiskebestande.

Opdrættede fisk er pakket så tæt som mønter i en pung – eksempelvis syvogtyve voksne ørreder typisk klemt sammen i et badekar-stort rum. Disse unaturlige forhold giver anledning til sygdomme og parasitter, der ofte undslipper fra fiskeopdrættet og inficerer de vilde fiskebestande udenfor.

På Canadas Stillehavskyst, for eksempel, er havlus ansvarlige for massedrab på pukkellaks, hvilket har reduceret fiskebestandene med op til 80 % enkelte steder. Men skaden slutter ikke dér, idet ørne, bjørne, spækhuggere og andre rovdyr jo også er afhængige af laksene for at overleve. Nedgang i laksebestandene rammer derfor disse dyr hårdt.

5. Dambrug er fyldt med giftstoffer.
Som uundgåeligt havner i vandmiljøet.

Da ejerne af dambrug og havbrug i sagens natur ikke vil tolerere, at fiskesygdomme og parasitter inficerer deres økonomiske enheder, så svarer de igen på sygdomsudbrud med tilførsel af koncentreret antibiotika og andre kemikalier til vandet.

Sådanne toksiner skader lokale økosystemer på måder, vi først er lige begyndt at forstå. Én undersøgelse har for eksempel vist, at et lægemiddel, der anvendes til at bekæmpe fiskelus, samtidig dræber en række andre og aldeles sagesløse marine smådyr samt spredes adskillige sømil gennem vandet.

6. Opdrættede fisk lever i deres egen afføring.
Og forgifter samtidig omgivelserne.

Ekskrementer fra opdrættede fisk havner som sediment på havbunden i tilstrækkelige mængder til at dræbe det marine liv i umiddelbar nærhed af fiskeopdrættet – ofte også længere væk. Nedbrydningen af ekskrementerne bruger al ilten i vandet, hvorefter de vilde fisk kvæles eller må flygte.

Ekskrementer fra de mange millioner fisk i dambrug og havbrug fremmer samtidig algevæksten. Det reducerer vandets iltindhold, når algerne efterfølgende synker til bunds og skal nedbrydes her. Den israelske regering lærte for snart nogle år siden, at algevækst forårsaget af to havbrug i Det Røde Hav var ødelæggende for et nærliggende koralrev. Regeringen tog konsekvensen heraf og lukkede efterfølgende begge havbrug. Der var langt større turistindtægter på spil.

7. Opdrættede fisk forsøger hele tiden at undslippe.
– Og hvem kan bebrejde dem det?

I det nordatlantiske område alene slipper op mod to millioner løbske laks hvert år ud i naturen. Resultatet er, at mindst 20% af de angiveligt vilde laks fanget i Nordatlanten er tamlaks fra fiskeopdrættet.

Fiskeudslip i denne størrelse kan kompromittere genpuljen og skade den vilde bestand, hvis oprindelige gener udvaskes. Nyklækkede hybridlaks, for eksempel, har en langt ringere overlevelse end deres vilde artsfæller, og voksne hybridlaks dør normalt tidligere end deres racerene pårørende. Dette pres på de vilde bestande skader yderligere rovdyr som bjørne og spækhuggere, der er afhængige af laks som føde.

8. Jevons paradoks:
Akvakultur løser ikke fødevareproblemet. Den øger det.

En umiddelbart ulogisk økonomisk teori siger, at mere effektive produktionsmetoder får efterspørgselen på ressourcer til at stige i stedet for at falde – som man ellers kunne have forventet det. I takt med, at moderne akvakultur gør fiskeproduktionen stadigt mere effektiv og fisk både billigere og lettere tilgængelige, da stiger efterspørgslen over hele linjen.

Dette har afstedkommet overfiskeri, som gør ondt på de vilde populationer. På samme måde som opførelsen af ​​nye laksefarme i perioden 1987-1999 førte til lavere priser og større tilgængelighed, så er verdens efterspørgsel på laks mere end firedoblet i samme periode. Nettoresultatet: Fiskeopdrættet øger presset på allerede truede bestande af vilde fisk rundt omkring i verden.

Og her gik man engang og troede, at opdræt af tamlaks skulle redde vildlaksen…

9. Når de miljømæssige skader tages med i regnestykket.
Så er fiskeopdræt den rene tilsætning.

Én undersøgelse viste, at akvakultur i Sveriges kystvande “ikke kun er økologisk, men også økonomisk uholdbare.” En anden rapport konkluderede, at fiskeopdræt i en kinesisk sø er et “økonomisk irrationelt valg set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, med en ulige afvejning mellem miljømæssige omkostninger og økonomiske fordele.”

Kort sagt: Akvakultur koster samfundet flere penge penge, end det indbringer. I USA har fiskeopdrættet hvert år sådanne skjulte omkostninger på omkring 700 millioner dollar – omkring halvdelen af den samlede produktions værdi.

10. Fiskeopdræt i stor skala er en rigtig dårlig idé.
Som kun gør situationen værre.

Vi må desværre konkludere, at et storstilet fiskeopdræt, som vi verden over oplever det i dag, ingen problemer løser overhovedet. Det skaber ikke protein til verdens sultende befolkninger, men i stedet luksusfisk og skaldyr til den velstående vestlige verden, der ikke har brug for det.

Samtidig belaster fiskeopdrættet de sidste vildfiskebestande, som fiskes op for at fremstille fiskemel og fiskeolie til fiskefoderet. Som tager fra de vilde fisk og giver til de tamme. Med det resultat, at de vilde bestande af værdifulde spisefisk på samme tid overfiskes og udsultes. Med det resultat, at de havner på The Red List som vist herover.

Med i købet får vi så en masse giftige kemikalier, resistensfremmende antibiotika samt adskillige sygdomme og parasitter i de opdrættede tamfisk, der kan smitte de truede vildfisk.

Så velbekomme, når du næste gang sætter tænderne i en giftigt rød og overfed tamlaks fra Norge. Eller det, der måtte være værre…

© 2014 Steen Ulnits

Fotos: Greenpeace

Relaterede artikler om havbrug: