Forfatterarkiv: Steen

Polarlys – nordlys og sydlys

Noget af det mest fantastiske i denne verden er polarlys. Nordlys i nord er værd at rejse langt efter!

Jeg så selv mit første nordlys tilbage i 1974, hvor jeg var på min første fisketur i Sydgrønland. Det var i august måned, hvor nætterne var kulsorte.

Efter flere timers sejlads var vi ankommet til vor lejrplads, hvor elven mødte fjorden og de turkisgrønne drivende isbjerge. Teltet kom op i en fart, hvorefter jeg i det svindende lys gik op langs elven for at fylde dunken med drikkevand, som var helt fersk.

Nat ved elven

Mens jeg stod og lod det iskolde elvvand løbe ned i dunken, hørte jeg pludselig en svag lyd over mig. Jeg kiggede op, og dér – ret over mit hovede – bølgede det smukkeste tæppe af grønne og røde farver hen over himlen. Først det ene sted – så det andet.

Samtidig kunne jeg tydeligt høre en ganske svag knitren i den ellers totalt stille polarnat.

Jeg havde aldrig set nordlys før og var heller ikke forberedt på det. Men jeg var ikke i tvivl om, hvad det var. Jeg blev ikke bange, men var fuld af respekt over dette overjordiske fænomen. Overvældet og noget forsinket vendte jeg tilbage til lejren – en kæmpe oplevelse rigere.

Siden da har jeg set nordlyset mange gange – i canadiske Labrador, det sydlige Grønland og det nordøstlige Island. Hver gang har oplevelsen været lige stor. En af de aftener, jeg husker bedst, var i Nuuk i 1984.

Nat på fjorden

Vi havde krydset Godthåbsfjorden og var gået i land på Nordlandet for at vandre op til den øvre del af et stort vandsystem, som afvandede i modsat retning. Det var først i september og dagene korte. Den første sne var faldet i fjeldene, og rødingerne lyste op i deres knaldrøde gydedragt.

Vi fangede nogle fine fisk i 1-1,5 kg’s klassen, inden vi måtte vende tilbage til båden igen. I det hastigt svindende lys var det eneste, vi kunne se af fiskene i vandet, de lysende hvide finnekanter!

Vel ombord på båden begyndte det helt store lysshow. I de følgende timer flammede nordlyset på hele himlen over den store fjord. Jeg lagde mig til sidst på agterbænken og kiggede blot op på den bølgende nattehimmel, mens båden stille arbejdede sig sydover til Nuuk.

Jeg kunne været død lykkelig den aften på Godthåbsfjorden. Så smukt var det.

Nordlys og sydlys

Mange tror, at jo længere nordpå man kommer, desto mere nordlys er der. Men det er helt forkert. Nordlys forekommer kun i et relativt smalt bælte gennem Nordnorge, Island, Sydgrønland og videre rundt om Jorden. Syd og nord for dette bælte ses nordlyset kun i horisonten. I bæltet ses det ret over hovedet.

Tilsvarende findes mod Antarktis et sydlysbælte. Nordlyset kaldes Aurora borealis og sydlyset Aurora australis. De forekommer primært i bælterne henholdsvis 60-70 grader nord og 60-70 grader syd.

“Polarlys” er fællesbetegnelsen for nordlys og sydlys. Begge er de lige fantastiske. En sjælden gang kan nordlys ses i Danmark, men da kun svagt i horisonten længst mod nord. Og ikke at forveksle med de natskyer, som ofte ses højere på nattehimlen.

Der er naturligvis også nordlys om dagen. Da kan man blot ikke se det!

Solvind og farver

De smukke farver skyldes solvinden, som rammer jordens magnetfelt. Herved “exciteres” atmosfærens ilt- og kvælstofatomer, der udsender gult, grønt og rødt lys. De bringes af solvinden op i en højere energitilstand og afgiver herunder lys. I op til 250 km’s højde udsender ilt rødt lys, mens kvælstof udsender grønt lys helt ned til 100 km’s højde.

Det synlige polarlys er således en kombination af forskellige farver i flere højder. Fra rødligt lilla øverst til gulligt grønt nederst. Intensiteten afhænger af solvindens styrke, der igen er et resultat af Solens aktivitet – de såkaldte “solpletter”. Jo flere solpletter desto større aktivitet og stærkere solvind.

Keine Hexerei. Men forståeligt nok, at mennesket i gamle dage betragtede fænomenet med frygt eller ærefrygt. De anede jo ikke, hvad det var.

Vi andre kan heldigvis nøjes med at nyde synet af det flagrende nordlys. Af bølgende gardiner, som på sekunder kan bevæge sig fra den ene ende af himlen til den anden. Fantastisk.

Klik her, hvis du vil se flere artikler om

astronomi og rumfart

Nikon Coolpix P900

Dette er ikke ligefrem et kamera til undervandsfotografering. Nikons nye P900 er i stedet tiltænkt naturinteresserede foto-entusiaster.

Når jeg tænker tilbage på rejser og fisketure til nær og fjern, så dukker der altid billeder op på nethinden. Mentale billeder, jeg gerne ville have haft på skærmen i digital tilstand. Eller dyr og fugle på så lange afstande, at de ikke tillod mig at få rigtige billeder af dem med hjem.

Men nu er jeg kommet ét skridt nærmere virkeliggørelsen af den gamle drøm om at tage alle de gode oplevelser med hjem til skærmen, så også andre kan få glæde af optagelserne. Så man kan dele sine oplevelser med andre ligesindede.

Jeg har nemlig investeret i det nye Nikon Coolpix P900 kamera, som med en helt fantastisk zoom på 24-2000 mm giver muligheder, jeg aldrig har haft før. Hele 83X optisk zoom, hvilket er præcis lige så fantastisk, som det lyder.

Læg hertil et optisk billedstabiliseringssystem (OIS), der muliggør håndholdte optagelser, der førhen krævede et tungt stativ. Et stativ, som man kun undtagelsesvis gider medbringe og bruge. Man er jo et dovent svin, når det virkelig gælder. Jeg er i hvert fald – som klatfotograf af Guds nåde…

Der er tale om et såkaldt “bridge” kamera, der er stort som et spejlreflekskamera. Men som har en fast optik, der ikke kan udskiftes.

Man plejer jo altid at fremhæve SLR spejlreflekskameraet for dets udskiftelige objektiver, som gør denne kameratype præcis lige så alsidig og fleksibel, som man har midler og objektiver til. Jeg har selv været gennem ganske mange SLR kameraer siden det første i 1978 – et Olympus OM2.

Efter en årrække med Olympus og Kodachrome følte jeg mig totalt svigtet, da den digitale tidsalder indtrådte. I modsætning til Canon og Nikon, hvis gamle objektiver fortsat kunne bruges med de nye digitale kamerahuse, trak Olympus stikket helt ud og efterlod os trofaste OM-brugere med en række fremragende, men nu aldeles værdiløse objektiver. Det har jeg aldrig rigtig tilgivet dem…

Anyway. Efter ganske kort tid med det nye P900 stod det klart, at jeg jo slet ikke behøvede at kunne skifte optikken ud. Den indbyggede optik klarede alt fra landskaber i vidvinkel over portrætter og closeups til fugle og dyr på langt hold. Og så var der jo lige muligheden for et par håndholdte moon shots af rigtig god kvalitet…

Den indbyggede blitz på P900 er noget højere, end man er vant til at se den – helt enkelt for at kunne nå ned foran det store og lange objektiv.

Her vokser træerne dog ikke så langt ind i himlen, som man kunne have ønsket sig. Optikken selv kan fint fokusere ned til 1 cm’s afstand, men herinde skygger optikken altså helt for blitzen, der således ikke erstatter en rigtig ringblitz til det rigtig tætte closeup arbejde.

Den indbyggede flash er TTL styret – det vil sige, at den selv lukker ned for lyset under optagelsen, når der er afgivet lys nok fra flash’en – og overraskende stærk af sin størrelse. Således kan den oplyse motiver, som er flere meter væk – afhængigt naturligvis af afstanden til og reflektionen fra motivet.

Er baggrunden meget mørk, kan det i regelen svare sig at zoome lidt ind på motivet først. På den måde undgår man, at baggrunden sluger alt for meget blitzlys.

Nikon Coolpix P900 kan bruges på grøn fuldautomatik, hvis man er ny udi fotograferingens svære kunst. Eller man kan vælge mellem de traditionelle blændeprioriterede (A), lukkertidsprioritede (S) eller den helt manuelle mode (M), hvor man selv indstiller det hele.

Den fuldautomatiske mode giver rigtig gode resultater de allerfleste gange. Skulle der være brug for at kompensere for vanskelige belysninger, slår man i stedet over på den programstyrede (P), hvor man selv kan gribe ind i automatikken og kompensere med op til plus/minus 2 EV.

I tilgift til disse traditionelle optage-modes er der en række scene-modes, som er specielt tilpasset specifikke formål. Jeg nævner i flæng Portræt, Sport, Fest, Strand, Sne, Solnedgang, Skumring, Nærbillede, Mad, Museum, Fyrværkeri, Sorthvid, Modlys, Panorama, Kæledyr, Måne, Fugle samt Interval.

Man får kort sagt det hele serveret i P900 – også de lidt mere avancerede muligheder såsom natfotografering og astronomiske optagelser, der ellers kan være lidt svære at gå til for en begynder. Og det hele virker. Men så laver Nikon jo heller ikke så meget andet!

Nikon Coolpix P900 er som allerede sagt et stort og tungt kamera, som man kun tager med, når man virkelig vil fotografere. Således vejer det knap 1 kg og måler fuldt udzoomet hele 23 cm. Bredden er mere beskedne 14 cm.

Men når først de mange, mange features er fundet frem og fundet ud af, virker det som et helt almindeligt kamera, der trods sin størrelse ligger rigtig godt i hånden. Alt er inden for bekvem rækkevidde af tommel- og pegefinger. Knappen til videooptagelse, som på mange kameraer ofte er uheldigt placeret, sidder rigtig godt og naturligt på P900. Lige til tommelfingeren.

Søger og skærm blev jeg hurtigt meget begejstret for. Det er garanteret klassens bedste og mest gennemtænkte setup. Skærmen kan foldes ud og vendes om, så den peger bagud til normale optagelser. Eller fremad til selvportrætter med timer. Så man er helt sikker på, at man nu også har placeret sig rigtigt. Endelig kan skærmen vendes indad, så den er beskyttet under transport. En rigtig smart og praktisk detalje, der få alle andre løsninger til at virke forældede.

Smart og praktisk er det også, at der i tilgift til skærmen er en indvendig elektronisk søger. Ikke mindst i solskin er denne funktion så godt som uundværlig. Samtidig har P900 en indbygget sensor, der selv registrerer, når man nærmer sig søgeren med øjet. Da slukker den automatisk skærmen og tænder søgeren. Sådan skal det gøres, Nikon. Thumbs up!

Lange telelinser er som udgangspunkt lig med skyhøje priser, lav lysfølsomhed, lange lukkertider samt behov for et stativ, så man undgår rystede billeder.

For at afhjælpe dette medfødte problem hos lange telelinser indbygger man forskellige systemer til billedstabilisering. De billigste er elektroniske – de dyreste optiske. OIS kalder man dem – Optical Image Stabilization.

Nikon Coolpix P900 er forsynet med et yderst vellykket OIS, der ifølge producenten selv gør det muligt at lave frihåndsoptagelser ved længere lukkertider end hidtil. Svarende til hele 5 blændestop, skriver fabrikanten, der samtidig har givet sit eget system dette imponerende navn:

“5.0-stop Dual Detect Optical Vibration System”

Sådan. Ikke et øje er tørt. Hvorvidt de lovede præstationer så også er objektivt (!) korrekte, er det vanskeligt at udtale sig om. Men i felten opleves systemet i hvert fald som overordentlig vellykket. Man kan lave frihåndsoptagelser på tider og steder, hvor det førhen var umuligt. Det er den klare subjektive oplevelse.

Vi lever i en trådløs tidsalder, hvor antenner til GPS, WiFi og NFC er en naturlig og uundværlig del af hverdagen. Stort set alle smartphones har indbygget GPS modtager, så de altid ved, hvor man er, og hvor billederne er taget. Og de fleste af os går på nettet via WiFi eller mobilt bredbånd. Mindre og mindre foregår via det gamle kobber i de trukne kabler.

Nikon Coolpix P900 er ingen undtagelse, men helt i takt med tiden. Den indbyggede GPS registrerer løbende, hvor billederne tages, og med NFC kan man med en let berøring udveksle fotos mellem kompatible smartphones og kamera.

Det samme gælder WiFi. Med et enkelt tryk på en dedikeret knap etablerer kameraet sit eget trådløse netværk, som man så kan logge sig på med sin smartphone. Herefter er overførsel af fotos fra kamera til smartphone det rene Piece of Cake – ved brug af Nikon’s egen “Wireless Mobile Utility” app. Hvor tidligere Nikon apps virkede meget PC-agtige, har såvel interface som design fået en grundig overhaling her.

Man trykker blot på kameraets dedikerede WiFi knap, hvorefter kameraet etablerer sit eget WiFi netværk. Det logger man sig på med sin smartphone af hvilket som helst fabrikat, vælger “overfør fra kamera”, og venter så ellers på, at billederne bliver overført. Det går hurtigt og smertefrit – stik modsat den tvivlsomme brugeroplevelse og ustabile funktion for blot nogle få år siden.

Konklusion: Den indbyggede megazom på 24-2.000 mm sætter dette bridge-kamera fra Nikon i en klasse for sig. Hele 83X zoom! Det giver muligheder, som intet andet kamera tilbyder – hvis man ellers forstår at udnytte dem og kender de indbyggede begrænsninger.

For heller ikke her vokser træerne ind i himlen, selv om den indbyggede billedstabilisering er rigtig vellykket og gør det muligt at lave håndholdte optagelser på meget lang brændvidde. Blot skal man ikke sætte næsen op efter yderligere redigering af RAW-filer. Dem kan P900 nemlig ikke tage – uvist af hvilken grund. Tydeligvis et stort problem for nogle anmeldere, men ikke for mig.

De er et stort og tungt kamera, som kan virke lidt klodset i vore dage med smartphones, der uden problemer smutter ned i en bukse- eller skjortelomme. Derfor er det på ingen måde et kamera, der erstatter smartphone eller point-and-shoot kameraer, som altid kan følge med – uanset hvad man ellers har gang i.

Nikon Coolpix P900 er i stedet et kamera, man tager om halsen, når man skal ud for at fotografere – ikke fiske, jage eller andet. Dertil er det for stort og tungt.

Men så er det også et helt fantastisk kamera til prisen:

Set til kr. 4.495,- hos wupti.com

Samtlige ovenstående naturfotos er hentet fra min Instagram-profil, der snart runder ét tusinde fotos fra nær og fjern.

DSF forbløder – II

Vi har netop fået de seneste medlemstal for Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), og de ser bestemt ikke godt ud.

Forbundet bløder medlemmer i en sådan grad, at medlemstallet er faldet fra 25.100 i 2010 og til blot 15.604 i 2018. Det er kun godt halvdelen af, hvad jeg har af besøgende her på siden i en god måned, og sådan bør det naturligvis ikke være med et landsdækkende forbund.

Medlemstal 2010: 25.100

Medlemstal 2011: 23.975

Medlemstal 2012: 21.607

Medlemstal 2013: 20.781

Medlemstal 2014: 19.918

Medlemstal 2015: 17.417

Medlemstal 2016: 17.058

Medlemstal 2017: 15.995

Medlemstal 2018: 15.604

Tallene repræsenterer en medlemstilbagegang på knap 10.000 alene i perioden 2010-2018. Og mere end en halvering i forhold til tidligere, hvor DSF havde omkring 33.000 medlemmer. Ekstrapolerer man kurven, er der i værste fald ikke mange år tilbage i DSF.

Den frygtede “bedemandseffekt” lurer også lige om hjørnet – i form af ældre medlemmer, som falder fra af naturlige årsager. Regnskabstallene ser heller ikke godt ud – trods et årligt tilskud fra Tipsmidlerne i omegnen af et par millioner kroner.

Det er dobbelt trist, for med den nuværende miljøfjendske Venstre-regering har vi har mere end nogensinde brug for et stærkt forbund, der kan tale fiskenes og fiskernes sag.

Den markante medlemstilbagegang skyldes ikke én enkelt ting, men mange forskellige faktorer – flere af dem med rødder langt tilbage i tiden.

Læs artiklen og få en idé om, hvorfor det er gået så galt.

Steen Ulnits

Hotte fluer på en kold dag…

Jeg husker det tydeligt. Det var en isnende kold dag først i februar, da telefonen kimede. Det var Johnny fra Grejbutikken i København:

– De har lige ringet fra Amalienborg og bestilt to æsker med flotte fluer. – Kan du ikke lige klare dem? – Ring til hofmarskallen og hør nærmere!

Jeg kiggede på kalenderen og måtte konstatere, at der endnu var langt til første april. Efter at have tygget lidt på sagen, tog jeg hofmarskallatet på oplysningen og ringede til Amalienborg.

– Jo, den er god nok. Dronningen skal på officielt besøg i USA og skal til formålet bruge nogle gaver til præsident Bush og udenrigsminister Baker.

Da vor egen udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen ved, at både Bush og Baker er ivrige fiskere, har han foreslået en æske danske fluer til hver. Med 25 styk i hver. Den ene må godt være lidt finere end den anden, ved du…

Og vi skal bruge dem i morgen, hvor dronningen med følge tager afsted!

Med hofmarskal Søren Haslund-Christensens ord rungende i ørerne gik jeg i gang. Der var ingen tid at spilde. Fra mine egne flueæsker blev gamle favoritfluer valgt ud, og nye blev bundet. Der blev svedt over fluestikket den nat!

Men da morgenen kom den 5. februar 1991, var de to æsker færdige – fulde af danske fluer i flotte farver. Til James Baker var der et langbenet stankelben som toppen af kransekagen. Han har jo selv en ranch ude vestpå – med eget ørredfiskeri.

George Bush fik en sirlig udgave af en dybhavsreje, komplet med rygskjold, øjne på stilke og lange følehorn. Jeg kunne naturligvis ikke dy mig for også at inkludere en god del egne Juletræer i de to æsker!

I et forfærdeligt snefog blev æskerne hentet ekspres af JetPost og kørt direkte ud til flyveren i Tirstrup Lufthavn. Klokken 16.15 var fluerne vel fremme på Amalienborg og kunne indlemmes blandt officielle gaver såsom det obligatoriske Flora Danica porcelæn.

Dronningens personlige gave på det besøg var et eksemplar af hendes selvillustrerede udgave af Tolkiens “Ringenes Herre”.

Brevet om Bush

Og fluerne blev så sandelig modtaget vel. Jeg citerer her fra et brev fra udenrigsministeren:

“Jeg kan i øvrigt fortælle dig, at dine fluer gjorde overordentlig stor lykke, både hos Bush og hos udenrigsminister Baker.

Den aften, der var stor gallamiddag i Det Hvide Hus, var Dronningen med nærmeste følge inviteret ovenpå i “Privaten”, mens gæsterne gik til bords – og her trak Bush sin æske frem for at få forklaret, hvor man brugte sådan nogen i Danmark. Så jeg fortalte ham om vore prægtige å-løb i det jyske.

Det foregik kun tre dage før landkrigen startede i Kuwait, så han må have haft hovedet fuldt af andre ting. Derfor imponerede det at opleve den indre ro, han må være i besiddelse af”.

Det blev i sandhed til hotte fluer på en kold dag. Tre dage senere brød helvedet så ud i den kuwaitiske ørken. Hvilket for øvrigt blev en kærkommen lejlighed til at tage en tur til Maldiverne i det Indiske Ocean. Ingen turde flyve, for hvad kunne den gale diktator ikke finde på?

Flypriserne raslede ned. Hver dag fulgte vi med i aviserne og turde til sidst ikke vente længere. Da kostede en to ugers luksusferie i Bountyland kun godt to tusinde kroner per næse… Og da tog hele staben hos rejsebureauet da også med!

Da rejsen var betalt og regningen til Amalienborg indfriet, var der stadig penge tilbage. Men det er en helt anden historie…

Artiklen er et uddrag fra min trykte bog “Absolut Sandfærdige Fiskehistorier” fra 2002, udgivet på eget forlag – Ulnits Bøger. Den fås også som U-Book – som e-bog i pdf eller ePub format. Du kan finde den her.

Læs også gerne Uffe Ellemann-Jensens anmeldelse af min bog “Fiskerejser til Fjerne Lande“, som også indeholder historien. Det var i Jyllands-Posten, Go’ Lørdag den 20. april 2002.

Majfluer på Lough Corrib

Flashback til 1981, hvor jeg første gang besøgte Irland med fiskestang i bagagen.

Som de fleste andre blev også jeg så betaget, at jeg siden har måttet tilbage igen. Flere gange endda. Irland er nemlig et vidunderligt land. Med grønne græsklædte bakker og blomstrende rhododendron langs vejene. Med storprikkede ørreder i søerne og bredvingede majfluer i luften.

Mit første mål var den store kalkstenssø Lough Corrib, hvis ørreder og majfluer er verdenskendte og har været det i årtier hvis ikke århundreder. Her skulle der fluefiskes ørreder, spinnes gedder og så naturligvis ”dappes”, som er den lokale specialitet.

Det var i august, hvor majfluerne for længst var over alle bjerge. Men heldigvis har søen en sæson nummer to sidst på sommeren, når græshopper og stankelben blæser ud over vandet og grådigt tages af søens ørreder.

Men nu står jeg her så igen – denne gang i begyndelsen af maj, hvor vi alle venter på netop dem – majfluerne. Dem, der lokker ørrederne op til overfladen og fiskere fra hele verden hertil.

Majfluerne klækker

Ephemera vulgata er en nær slægtning til vor hjemlige majflue, Ephemera danica. En majflue, der i modsætning til vor egen strømlevende art lever hele sit lange liv i stillestående vand, hvor den graver sine gange i bunden.

Det er en majflue, hvis blotte størrelse kan få selv den største søørred til at droppe fiskediæten, miste besindelsen og stige til overfladen efter en sidste fatal og vinget godbid. En majflue så indbydende, at selv grønne nybegyndere kan fange fisk, når den er på vandet.

“Duffer’s Day” har man derfor døbt denne korte, men hektiske periode, hvor alt eksploderer. Egentlig en lidet flatterede betegnelse, der betyder noget i retning af “Dumrianernes Dag”. En tid, hvor selv det største fjols kan fange fisk…

Well, der er nu aldrig noget galt i at fange fisk – næsten uanset metode. Er man ny på Lough Corrib, bør man så absolut prøve det berømte dapping fiskeri med blowline og levende insekter. Et fascinerende fiskeri, som kræver kontrol og selvbeherskelse, hvis der skal komme fisk på krogen.

Med en 15 fod lang stang og en meget let og luftig blowline lader man den svage brise bringe den agnede krog ud over vandet. Man sænker forsigtigt stangen, så den levende majflue kun lige akkurat rører vandoverfladen. Man “dapper” den, som det hedder på engelsk.

Ofte foregår det hele så tæt på båden, at man kigger direkte ned i det hvide ørredgab, når fisken stiger til fluen. Og da gælder det om at holde tilslaget tilbage – at lukke øjnene og fremsige “God save the Queen”, før man strammer op og kroger fisken. Et dybt fascinerende fiskeri, som kræver masser af selvkontrol.

Under mit første besøg på Corrib måtte vor trofaste ghillie til sidst gribe fat om fiskestangen og holde den nede, så makkeren ikke for tiende gang i træk flåede krogen ud af munden på fisken!

Den irske tidsregning

Der er ikke den store tidsforskel mellem Danmark og Irland. Irland er blot én time bagud i forhold til Danmark. Men der er en verden til forskel derudover. Det fandt jeg ud af allerede i 1981. Vor ghillie spurgte os den første dag, hvornår vi ville starte. – Tidligt, svarede vi, hvortil han blot svarede: – OK. 10 AM, that is.

Sådan er det. Irlændere står bare ikke tidligt op. Til gengæld går de gerne sent i seng – efter en tur omkring pubben. Morgenfiskeriet starter derfor klokken 10 om formiddagen, og fiskedagen slutter typisk 8 timer senere – klokken 18. Fiskeri derudover skal arrangeres specielt.

Det er de store majfluer, fiskeriet samler sig om. Først når de stiger op fra søbunden som store nymfer for at træde ud af nymfehuden og folde de matte vinger ud på overfladen. Ørrederne elsker dem, mens de står på overfladen og tørrer deres vinger. Den nok farligste tid i en majflues liv.

Og dog. Er man majflue i nærheden af byen Oughterard, er der endnu en farlig fase, som skal overleves, før man når frem til sværmningen. Den finder sted, mens majfluerne sidder i græs og buske langs søbredden og venter på det gode vejr, der indvarsler sværmning og efterfølgende parring. Da risikerer majfluerne nemlig at blive fanget af børn, som efter skoletiden samler de levende insekter ind og siden sælger dem til dappende lystfiskere!

Overlever majfluerne også denne kritiske fase, kommer de til årets højdepunkt: Sværmningen og den efterfølgende parring. Når den har fundet sted, søger de tungt lastede hunner ud over søens blanke vand for at lægge deres kostbare last af befrugtede æg. Den næste generation er da sikret.

De døde eller døende hunner er nu et let bytte for søens ørreder, som i roligt tempo kan svømme rundt og suge de store godbidder i sig. De er udmærket klar over, at de spente majfluer, som hunnerne nu kaldes, ikke risikerer pludselig at flyve bort. Hvad de nyklækkede majfluer ellers ofte har for vane…

Fra drivende båd

Fiskeriet på Lough Corrib er frit, og man kan fint fiske på egen hånd fra bredden. Rigtig effektivt bliver det dog aldrig i sammenligning med fiskeriet fra drivende båd, som er normen på den store kalkstenssø. Fra drivende båd kan man afsøge store områder, og man kan komme til steder, der kun vanskeligt lader sig nå fra landsiden.

Ghillien placerer båden, så den med vinden kan drive hen over en god strækning. Dapper man, er det op til vinden, hvor fluen kan placeres. Fisker man med flue og fluestang, er spillerummet noget større. Da kaster man typisk i bådens drivretning og tager fluen ind i takt med drevet. Man kaster foran båden, så man ikke skræmmer de fisk, man driver hen over.

Man kan også kaste ud til siden og så lade bådens fremdrift trække fluen i en bue. Effektivt, når der fiskes med lidt større fluer såsom majfluenymfer eller streamers. De sidste bruges dog ikke ret meget sammenlignet med mere traditionelle vådfluer størrelse 10-14.

Lange og lette fluestænger på 10-11 fod med en flydeline klasse 5-6 er standarden. Almindelige 9 fods stænger kan udmærket bruges, men de lidt længere stænger giver en noget bedre linekontrol under drevet.

Oughterard – byen for fiskere

Man kan med fordel bo i den hyggelige lille by Oughterard ved bredden af Lough Corrib ikke langt fra Galway. Oughterard er centrum for det meste fiskeri på søen, og den har alt, hvad man som tilrejsende lystfisker har brug for: Hoteller at bo i, restauranter at spise på, pubs til at slukke tørsten i. Samt lokalkendte guider, der kan tage én til de bedste steder på den store kalkstenssø.

Fra indkvarteringen i Oughterard er der blot er en kort gåtur ned til bådene, vi skal fiske fra. Vi indkvarteres på delte dobbeltværelser i de 6 nætter, turen varer. Og her indtager vi også morgenmaden.

Man spiser sin medbragte frokost på søen og nyder aftensmaden på en af de mange restauranter i byen. Det kan bestemt ikke udelukkes, at man besøger en pub eller to på hjemvejen…

Det er jo Irland, man er kommet til!

Nationalpark Mols Bjerge

Nationalpark Mols Bjerge er en dansk nationalpark, der blev oprettet i år 2009, og som dækker 180 km² af det sydlige Djursland.

Den fredede del af Mols Bjerge er beliggende centralt i nationalparken, men udgør med sine 2.500 hektar kun en lille del af det kystnære bakkelandsskab, der normalt betegnes som Mols Bjerge.

Begrebet “nationalpark” forvirrer mange, der straks tænker på store, beskyttede og uberørte naturområder – med nordamerikanske Yellowstone National Park som den, de fleste mennesker kender og forbinder nationalpark-begrebet med.

At være nationalpark i Danmark indebærer imidlertid ikke en fredning eller nationalisering af området. Det er snarere en løst formuleret hensigtserklæring om, at de eksisterende natur- og kulturværdier skal fremmes, og at tilgængeligheden og formidlingen heraf skal styrkes. I Nationalpark Mols Bjerge sker dette via et dertil oprettet sekretariat, hvor der blandt andet er ansat naturformidlere.

Fra de private jordejeres side i området har der lige fra starten været stor opmærksomhed om, hvorvidt nationalpark-begrebet hen ad vejen kunne blive brugt som et politisk værktøj til indskrænkelse af den private brugs- og ejendomsret.

På samme baggrund valgte borgerne på halvøen Helgenæs at stå helt uden for Nationalpark Mols Bjerge, selv om Helgenæs i geologisk forstand burde være en integreret del af parken.

Man kan kun håbe, at Mols og Helgenæs på et eller andet tidspunkt forenes i nationalparken, hvor begge bør være ligeværdige medlemmer. Begge indeholder nemlig landskaber, der tydeligere end de fleste andre steder i Danmark fortæller om isens hærgen og landskabernes tilbliven under og efter de tre sidste istider, som alle og på skift dækkede området.

Mols og Helgenæs har alle dage været meget forskellige lokaliteter – set udefra såvel som indefra. Trods den smalle landtange mellem Mols og Helgenæs har der siden tidernes morgen været en begrænset udveksling af både varer og gener over Dragsmur, som tangen hedder.

Selv den gamle Biskop Vognsen, som i 1200-tallet boede på Mols og herfra lod Århus Domkirke bygge, kendte til forskellen. I afrapporteringen af en tjenesterejse til Mols og Helgenæs beskriver biskoppen således, hvordan molboerne er tungnemme, bondske – og svære at forstå. Stik modsat de kvikke helboer. De landskendte Molbo-historier har således gamle aner!

Det udpegede nationalpark-område strækker sig fra skovene i bunden af Kalø og Egens Vige østover til Skramsø Plantage og Stubbe Sø. Det fortsætter i en smal tarm langs Havmølle Å, der er afløbet fra Stubbe Sø, og videre ud til Kattegat ved Jernhatten.

Endelig indgår mod nord langs kysten et område med nogle småskove og Nørresø ved herregården Ruggaard. Syd for Stubbe Sø fortsætter parken ned langs Ebeltoft Vig med Ahl Hage til Gåsehage på sydspidsen af Mols og langs kysten nordpå til Elsegårde. Enkelte havområder indgår også i Nationalparken.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne kortet over Nationalpark Mols Bjerge ligne en fuld mands gerning. Så mange hensyn har der været at tage, at det ind imellem kan knibe med det store overblik over nationalparken.

Midt i nationalparken ligger den fredede del af Mols Bjerge med sine op til 137 meter høje bakker, hvorfra der er smuk udsigt over Århus Bugt, Ebeltoft Vig, Rønde, Århus og det sydlige Djursland. Mols Bjerge er forbundet med flere andre naturområder – mod nord med Femmøller og Lyngsbækgård samt videre til de store plantager her.

Syd for Mols Bjerge bliver også området omkring Begtrup Vig og nordvestkysten af halvøen Helgenæs til dele af Nationalpark Mols Bjerge. Selve Helgenæs indgår som allerede nævnt ikke i parken. Den lokale modstand mod nationalparken er dog aftaget markant siden oprettelsen i 2009. Mange frygter dog stadig en “tivolisering” af parken – med skilte, iskiosker, pølsevogne og bussture. Kun fremtiden kan vise, om den frygt er velbegrundet.

Det kuperede landskab i Nationalpark Mols Bjerge skyldes de tre sidste istidsperioder, som for 30-40.000 år siden så småt begyndte at forme landskabet til det, vi ser i dag. De evigt vandrende ismasser henholdsvis aflejrede og eroderede jorden under isen, som derfor er præget af aflejret materiale i de mange bakker og høje. Samt langstrakte tunneldale eroderet af det brusende smeltevand.

Endelig brækkede større og mindre stykker af isen af og blev liggende, mens hovedranden af isen trak sig tilbage. Det resulterede i de karakteristiske dødishuller, hvoraf Tinghulen og Slotsvigen ved Kalø er to af de mest kendte. Den tilbageværende is kunne her ligge i hundreder af år, inden den var smeltet helt væk – efterladende sig et stort hul i landskabet.

Nationalpark Mols Bjerge blev indviet den 29. august 2009 af selveste Dronning Margrethe, der i dagens anledning havde forladt sommerresidensen på Marselisborg i Århus. Hvorfra der for øvrigt er en næsten uhindret udsigt til den nye Nationalpark Mols Bjerge. Tværs hen over Århus Bugt.

Set med lystfiskerøjne er Mols og Helgenæs så ideelle områder for fiskeri, som tænkes kan. Den kolossalt lange kystlinje med pynter og næs, bugter og vige gør, at man altid kan finde et sted med læ for vinden. Ikke mindst fluefiskerne er glade for dette!

LG Watch Urbane: Smarte eftertanker

Dette er en forsinket opfølger til artiklen om Sony’s smarte og prisbillige Smartwatch 3 med indbygget GPS.

Det hører i høj grad med til fortællingen om Smartwatch 3, at netop dette urs transflektive skærm er bedre egnet til udendørs brug end skærmen på noget andet smartwatch, jeg har prøvet.

Jeg sejler ofte kajak, hvor det i sagens natur er upraktisk / umuligt at løfte armen for at aktivere skærmen og se uret. Den transflektive skærm gør, at man uden videre kan aflæse uret – tid og vejr – uden at slippe pagajen. Uden først at skulle aktivere skærmen. Uden først at løfte armen.

Også når man kører bil, er dette en uhyre praktisk ting. Eller diskret vil checke klokken, når man er på café og måske keder sig lidt. Uden at skulle hæve armen påfaldende meget…

Sony har prioriteret den transflektive skærm til netop udendørs brug, hvor det alligevel er svært at se en LCD farveskærm. Så pyt med, om farverne måske ikke helt lever op til dem på en LCD eller OLED skærm. Blot man kan aflæse skærmen.

Jeg bruger mit Smartwatch 3 med app’en Ghost Racer, når der skal logges ruter, og det fungerer perfekt med den indbyggede GPS, der kun har ét problem – at den som alle andre GPS’er er en værre strømgris. Efter et par timer har den drænet urets ellers udmærkede batteri totalt…

Jeg har installeret Weather Time og abonnerer på deres vejrtjeneste (koster godt en 50’er om året), som løbende opdateres på det tilhørende watchface. Med vindretning, vindstyrke, vejr og temperatur. Det fungerer mageløst på den transflektive skærm sammen med min billige Sony Xperia M4 Aqua (nu opgraderet til M5), der er lige så vandtæt som uret. I mine øjne en helt suveræn kombination.

Endelig har jeg installeret watchface’t Speeds Pro og har herigennem både kompas og fartmåler på håndleddet. Naturligvis sammen med mine mails og notifikationer, der dog ikke er noget at skrive hjem om på Android Wear. Dem håndterer mit Apple Watch tusinde gange bedre.

Jeg bruger derfor altid Apple Watch i det daglige. Med en iPhone 7 Plus. Og Sony Smartwatch 3 med M5 ude i felten. Tilsammen har disse to smartwatches (i modsætning til de øvrige, jeg også har prøvet) beriget min dagligdag i et omfang, jeg ikke havde turdet tro.

Mange har stillet spørgsmålstegn ved, om smartwatches overhovedet er relevante. Min oplevelse og mit svar er, at det er de. I allerhøjeste grad.

Læs gerne artiklen “Et vandtæt makkerpar” om de to (fire) Sony produkter på http://ulnits.dk/fluefiskeri/et-vandtaet-makkerpar/

LG Watch Urbane

Nu er Sony’s Smartwatch altså bare ikke det smarteste at se på, hvor smart, funktionelt og velfungerende det end måtte være. Det skal jeg være den første til at indrømme.

Da LG efterfølgende introducerede deres LG Urbane i klassisk rustfrit stål-look, kunne jeg ikke modstå fristelsen. Vandtæt og med indbygget pulsmåler, men dog uden GPS. Fandt et godt tilbud og en rigtig god pris på uret i England og bestilte et eksemplar sammen med en 22 mm rustfri urlænke.

Uret ser rigtig godt ud – nu med den originale læderrem udskiftet med stållænken. Og det fungerer helt efter hensigten. Processor og hukommelse er rigeligt til at få det hele til at fungere optimalt en hel, lang dag.

Med en rund urskive i stedet for Sony’s firkantede er der på LG’en rigtig mange interessante urskiver at vælge imellem – trods styresystemet Wear, der er det samme lidt kedelige på alle Android smartwatches. Lidt skuffende at få et spritnyt ur, som kun er anderledes – på ydersiden…

Og så viste det sig endnu engang at være skruen uden ende. Det nye ur matchede slet ikke den billige, sorte Sony M4 Aqua, hvad udseende angår. Og da jeg i et godt stykke tid havde kigget langt efter seneste anmelderroste Android-udspil fra den kinesiske smartphone producent One Plus – 3’eren – var der ingen vej udenom.

64 GB indbygget hukommelse og hele 6 GB RAM blev det udslaggivende – og så designet i én blok aluminium. Det er denne kombo, du ser på introbilledet øverst i denne artikel. “Always On” funktionen sikrer, at man altid kan læse de vigtigste data i batterisparende sorthvid. De batteridrænende OLED-farver dukker først op, når man hæver armen og vrider håndleddet.

En smart detalje, som man hurtigt bliver glad for ved dette ur, er app’en LG Call. Den installeres via Android Wear, hvorefter man så direkte på sit ur(bane) kan se telefonens opkaldshistorik, indgående og udgående opkald samt et antal favoritnumre, man kan kalde med et enkelt tryk.

Skal man kalde et helt nyt nummer, er der en bekvem urskive med alle tallene og de nødvendige tegn placeret yderst i en ring, hvor de er lette at ramme og trykke. En rigtig smart og gennemtænkt detalje, som LG skal have ros for. Det er dog stadig telefonen, man ringer over – ikke uret.

Ak ja. Det griber om sig, det skidt. Men kors, hvor jeg hygger mig med det. – Et overmodent legebarn i overstørrelse, er jeg – nok med rette – blevet kaldt af folk, jeg ellers normalt betragter som mine venner. – Homo ludens…

60 år og 15 gram senere

– Hooked on TOBY!

Det svenske Toby blink fra Abu Garcia fylder 60 i år.

Jeg har altid været lidt af en ABU-fanboy. Også før dette begreb blev lanceret. Lige siden jeg så mit første Nap & Nyt katalog i 1966, har den svenske producent haft en fremtrædende plads i mit fiskerhjerte. Og næsten lige så længe har det helsvenske Toby blink haft en fast plads i min blinkæske.

En væsentlig årsag var givet, at det var på et 18 grams Toby, jeg fangede min første trolling-ørred nogensinde. Bevares, dengang hed det ikke trolling. Dengang hed det bare “blink efter båd”, og det var jo en ganske præcis beskrivelse af, hvad det hele gik ud på: Vi sejlede blot langsomt afsted for motorkraft – med to blink dikkende bagude i kølvandet. Næsten altid Toby’er.

Småbådsfiskeri var ikke opfundet endnu – vi fiskede bare fra små både. Og trolling var noget, man kun dyrkede under sydligere himmelstrøg, når der skulle kæmper som tun og marlin ombord!

Med Hammer og Segl

Finish’en på de gamle Toby blink var matsølv og ikke krom, som den blev til senere. Vi oplevede ofte, at de nye Toby’er var lidt for blanke til brug i solskin og klart forårsvand. Vor fornemmelse var tydeligt, at de gamle blink i matsølv fangede bedre end de nye i krom.

Niels, min trofaste fiskemakker i de år, var en rigtig gør-det-selv mand. Han byggede sine både selv, og han elskede at rode med sine motorer. Det var i 2-takternes osende tid, hvor man sagtens selv kunne bikse lidt med indmaden i sin motor. Pille karburatoren ud og sætte mindre dyser i, eksempelvis, så man herved kunne reducere sit benzinforbrug.

Det kan man desværre ikke længere nu, hvor der jo er lutter elektronik, printplader og 4-takt under motorkåben.

Niels havde naturligvis en bøtte med slagfast hammerlak stående ude i garagen. Den brugte han primært til at male sine trailerfælge med, når de var blevet lidt for triste at se på – rustrøde og medtaget af nærkontakt med saltvand. Så fik de en tur med stålbørsten og en gang hammerlak.

En dag kom vi på, at det jo egentlig var en ganske fin og afdæmpet farve, hammerlakken havde. – Måske den kunne bruges til at dæmpe vore forkromede Toby’er lidt ned til brug i klart vand? Som sagt så gjort, og det var succes ved første (øje)kast. Vi syntes, det så brandgodt ud, og havørrederne elskede det!

Men vore hammerlakerede Toby’er så jo lidt triste ud, når de lå der i æsken sammen med de andre skinnende sager. Niels lånte derfor lidt af kærestens lyserøde neglelak og gav dem – inspireret af de originale Toby blink i farverne D, T og BGL – et par lyserøde pletter på den grå hammerlak. Det så – nå ja – hammergodt ud og blev hurtigt vor nye standard!

Jeg skrev kort efter en artikel til Fisk & Fri, hvori hammerlakken og vore fine fangster med den nye farve blev beskrevet. Det resulterede efterfølgende i et brev – ja, så længe siden er det – med en venlig og seriøs forespørgsel om, hvilken farve og fabrikat vi brugte. Ikke hammerlakken, som jeg først troede, men neglelakken…

Tynd og tyk plade

Vi førte nøje statistik over vore fangster i de år, hvor der ikke var blot tilnærmelsesvis så mange havørreder som i vore dage. Hvor hver enkelt havørred var en flidspræmie, der lå adskillige timers flittigt fiskeri bag. Vandmiljøet havde det også skidt dengang – værre end nu – og de store ørredudsætninger var ikke begyndt endnu.

Denne statistik kom der adskillige interessante iagttagelser og konklusioner ud af. Blandt andet observerede vi, at der helt klart var dage, hvor havørrederne ikke gad stige op til vore Toby’er, som fiskede lige under overfladen. Toby’er i tynd plade – normalt 18 grams versionen, som var vor mest benyttede og derfor også bedst fangende. På sådanne dage var det i stedet dybt fiskede woblere, som reddede dagen og gav hug.

En smuk solskinsdag – det var maj måned og fredag efter fyraften – var vi kommet lidt hurtigt afsted. Uden den sædvanlige store grejboks i båden. Der var kun et enkelt Toby 18 gram til deling, og det fik Niels naturligvis. Det var jo hans båd, vi fiskede fra – hans benzin, vi brændte af. Jeg måtte i stedet nøjes med et mindre og mere kompakt 20 grams Toby, som vi ikke havde brugt så tit, og som jeg derfor ikke havde nær så meget tillid til.

Men skæbnen var mig gunstig. Vi lå og trollede i den smalle og smukke del af Alssund, som vi så ofte gjorde. Og da vi hen på aftenen kom ind i den lille havn ved Hardeshøj, lå der fire fine havørreder i båden. Alle taget på mit kompakte og dybtgående 20 grams Toby. Ikke ét hug havde Niels haft på sit 18 grams blink!

Men sådan kan det gå, og siden har vi ofte målrettet fiskeriet, så der på stille solkinsdage fortrinsvis sidder kompakte 20 grams Toby’er for enden af linen. De går dybere og fanger da meget ofte meget bedre. På grå dage med lidt vind sidder der omvendt altid 18 grams Toby’er for enden af linen.

I starten var jeg ikke klar over sammenhængen mellem størrelse, vægt og pladetykkelse på de forskellige Toby’er. I dag er det standard lærdom, at 7 gram og 10 gram er lige store – den tungeste er blot fremstillet i lidt tykkere plade. På samme måde er 12 gram og 20 gram lige store – blot er den tungeste gjort i tykkere plade. Endelig gælder det samme for 18 og 28 grams versionerne.

Blinkene i tynd plade går højt og mere livligt, men kaster dårligere. Blinkene i tyk plade går dybere og mindre livligt, men kaster til gengæld bedre – længere ikke mindst i modvind. På den måde er der altid en Toby, som passer til de aktuelle forhold.

15 gram senere

Dette er systemet i Toby, som hermed dækker et meget stort anvendelsesområde. Navnet leder tankerne hen på tobiser, hvilket næppe er tilsigtet fra ophavsmandens side. Til gengæld har navneligheden nok ledt til udviklingen af den længere og slankere “Rocket” version, som helt var tiltænkt kystens tobisædende havørreder.

Rocket er en dansk opfindelse eller videreudvikling, som har været lidt on and off, hvad tilgængeligheden angår. Hvilket gennem årene har været kendetegnende for mange af de ABU kunstagn, som ikke sælger i de helt store styktal. De forsvinder i en periode for så at komme tilbage i programmet igen nogle år senere. Og da slår de erfarne fiskere til og sikrer sig nok til de kommende år!

Nu er 10 til 20 gram jo en vægtklasse, som er uhyre populær på kysten herhjemme – med hele tre størrelse Toby’er til at dække efterspørgslen. Trofaste Toby-brugere har længe syntes, at der lige manglede en enkelt størrelse til – tiltænkt de forhold, hvor 12 gram for kort kastende og 20 gram for tungt.

Alle kan vi nu ånde lettet op, for Pure Fishing har til 60 års jubilæet lanceret den længe ventede 15 grams version, som er en 12 grammer i lidt tykkere plade. En version, som derfor kaster længere end 12 gram, men som samtidig er mere livlig i vandet end 20 grams udgaven. Den bør blive et hit til dansk kystfiskeri efter havørred og må derfor ikke mangle i nogen seriøs kystfiskers blinkæske!

Jeg glæder mig for øvrigt til at sende den ud i kølvandet bag min lille båd og se, hvordan havørrederne reagerer på den – om de kan se eller smage forskel på Toby i 12, 15 og 20 gram!

Gedder på guld

Som et langt og slankt blink, der kan spinnes hurtigt ind, er Toby indbegrebet af et kunstagn tiltænkt laks og havørred. Men Toby er mere universalt end som så. Det fandt jeg ud af tilbage i min studietid, hvor det var rigtig mange penge at spare på at købe kvalitetsgrej i England. Ikke uvæsentligt, når man måtte leve af sin sparsomme SU…

Jeg bestilte da en kasse 18 grams Toby, som netop da var på tilbud. Billigere end billigt. Men der skete desværre en fejl, idet alle de modtagne blink var i guld og ikke sølv som ellers bestilt. Jeg var på nippet til at sende dem retur, men det ville have været for dyrt. I stedet prøvede jeg dem af til torskene på Rhodes Grund ud for Djursland, som dengang vrimlede med fine torsk forår og efterår.

Det viste sig, at de guldfarvede Toby blink var helt uforlignelige til dette fiskeri efter “puffende” torsk, som jeg kalder dem. Torsk, der ikke går til biddet lige med det samme, men som lige skal pusle lidt om blinket først. Den rutinerede spinnefisker indlægger da et kort spinstop, strammer op igen og kroger herefter med næsten usvigelig sikkerhed den nysgerrige torsk!

De mange guldfarvede Toby’er holdt i nogle gode år, indtil de alle var afsat i sten og tang ud for Djursland. Men inden da havde de skam også været med på nogle gode ture til svenske Øland, som i de år var et hotspot for ikke mindst Fisk & Fri’s faste læsere. Og her viste de guldfarvede Toby blink sig lige så suveræne til brakvandsgedder i skærgården som til torsk i de hjemlige tangskove. Gedder, som frådsede i sild og brislinger på det lave vand mellem klipperne.

Torsk i tangen

Spinner man sit 18 grams Toby tilpas langsomt, får det den karakteristiske vaklende gang, som hverken torsk eller gedder kan stå for. Stik modsat den mere strømlinede gang under hurtig indspinning efter laks og ørreder.

I mange år kunne man få en speciel grødesikret udgave af Toby i 18 gram. “Toby Vass” hed og hedder den stadig, da “vass” på svensk betyder “grøde” på dansk. En stor enkeltkrog er nittet fast på indersiden – med krogspidsen dækket af stålwire med en orange dusk.

I en årrække – mens der stadig var kysttorsk at fange i Århus Bugt – var et kobberfarvet Toby Vass fast inventar i min blinkæske. Et suverænt valg på dage, hvor torskene var helt fokuserede på deres livret: Knasende sprøde krabber, som ofte i levende live kom kravlende ud af munden på nyfangede torsk. En enkelt gang gjorde de det endda live på Fornæs under en DR optagelse!

Jeg husker flere gange, hvor jeg kunne kroge og lande den ene puslende krabbeæder efter den anden på mit kobberfarvede Toby Vass. Mens makkeren få meter fra mig ikke mærkede det mindste på sit sølvfarvede tobisblink. Det er oplevelser som disse, der giver respekt for torsken som sportsfisk. Og Toby som fiskefanger. Ingen af dem er dumme!

Toby Salmo

Men det er og bliver alligevel laksefiskene, der er Toby’s største force. Et felt, hvor det efter min bedste overbevisning ikke har mange konkurrenter. Toby er for blink, hvad Mepps er for spinnere og Rapala for woblere. The Best of the Best.

Alligevel er der plads til og mulighed for løbende udvikling og forbedring. Førnævnte smalle Toby Rocket er et godt eksempel herpå – det store Toby “Salmo” ligeledes. Salmo kom til verden, da trolling efter store østersølaks ud for danske Bornholm og i svenske Pukaviken pludselig blev populært.

Småbådene var blevet større og havde fået øget rækkevidde. Elektronikken fra de store erhvervsfiskerbåde var tilsvarende blevet reduceret i både størrelse og pris, så de nu passede til selv mindre lystfiskerbåde.

Kort sagt: En helt ny verden lå for fødderne af danske og svenske småbådsfiskere, der ikke havde megen lokal erfaring at trække på, men som i begyndelsen måtte skele til trolling efter indførte stillehavslaks på Great Lakes i USA. Herfra vidste man, at store blink i ganske tynd plade havde en meget livlig gang, som laks og ørreder havde svært ved at modstå: De såkaldte “flutter spoons”, der var så tynde i pladen, at de slet ikke kunne eller kan kastes. De skal trolles.

– Og hvad var vel så mere naturligt end at lave en flutter-udgave af Toby? Som tænkt så gjort, og resultatet blev nu velkendte Toby Salmo i 30 gram. Senere er der så kommet større og tunge udgaver til, for en succes skal man jo dyrke og udvikle.

Yderst passende i 60-året for Toby’s fødsel lod den hidtil største stangfangede østersølaks sig fange på et specialfarvet 30 grams Toby Salmo – en monsterfisk på imponerende 24 kg. Dette kort før den store, årlige trolling-konkurrence på Bornholm.

Timingen kunne ikke være mere perfekt, og fødselsdagsstemningen er derfor helt i top i såvel Svängsta som resten af fiskeverden.

Så stort tillykke med de 60 år til Toby. Verden har ikke været den samme siden og ville ikke være den samme uden!

Vi er begge født i 1956.

Steen Ulnits

Abu Garcia Revo MGX30

Magnesium i maven

Svenske Abu Garcia – ejet af amerikanske Pure Fishing – har alle dage været langt fremme i skoene, hvad fiskehjul angår. Tænk blot på de evigt unge Ambassadeur multihjul og de hedengangne Cardinal fastspolehjul. De helt nye Revo-hjul tyder på, at Abu Garcia nu er “back on track”. De fik nemlig prisen som bedste nye fastspolehjul ved EFTTEX 2015.

På et tidspunkt mente man i Svängsta, at tiden var moden til at nytænke fastspolehjulet. Præcis som man gjorde tilbage i 1960’erne, da man lancerede verdens første fastspolehjul med bremsen placeret bagtil, hvor den er let at nå og justere under fighten.

Det blev til Cardinal 66 og 77, som begge var forsynet med det kostbare, men silkebløde snekkedrev i bronce og rustfrit stål. De blev senere erstattet af den sorte Cardinal 50-serie, hvor man havde tænkt den originale tanke endnu et skridt videre: Det var mere logisk og teknisk mere fornuftigt at placere bagbremsen i direkte forlængelse af spoleakslen – i stedet for skråt som på de første Cardinaler.

Herefter begyndte så en periode, hvor Abu Garcia – i lighed med alle andre grejproducenter – flyttede produktionen til Kina, hvor alting var billigere, men kvalitetskontrol mere nødvendig end nogensinde før. Så længe produktionen lå i Svängsta, var der styr på kvaliteten hele vejen fra tegnebord til forbruger.

Ikke helt så Suveränt…

Outsourcingen til Kina afstedkom en del kiksere, som til sidst havde givet det før så hæderkronede Cardinal-navn lidt vel mange ridser i lakken. Da man så nytænkte og relancerede det svenske fastspolehjul i 2006, droppede man helt Cardinal-navnet og døbte i stedet nykomlingen “Suverän” – med svenskt “ä”, så ingen var i tvivl om den svenske oprindelse.

Men ak. Trods mange gode tanker og megen nytænkning blev Suverän et suverænt flop. På sportsfiskeren.dk kunne man læse lange tråde med overskrifter som “ABU Suverän – det værste hjul jeg har haft, nogensinde” og “Abu – skam dig!”, hvilket jo ikke ligefrem var det, man havde håbet på og tænkt sig i Svängsta, da man designede Suverän-hjulet…

Ikke mindst den totalt nytænkte og nydesignede bremse – nu ikke placeret hverken bagtil på hjulhuset eller fortil på selve spolen, men rundt om hele spolen – kunne slet ikke leve op til forventningerne. Eller navnet, for den sags skyld. Bremsen var utroligt ujævn og svær at justere. Og der var efter anmeldelserne at dømme rigtig mange mandagsmodeller iblandt.

Det var derfor med angst og bæven, da Abu Garcia satte sig til tegnebordet igen. Det måtte ikke gå galt denne gang, så man droppede den radikale nytænkning og satsede i stedet på at raffinere gennemtestet teknologi, der bare virkede. 800-serien havde jo vundet mange venner ude ved vandet og vist vejen. Der var lys forude!

– En ny Revo-lution?

Med erfaringerne fra Suverän i baghovedet kan det virke som ikke så lidt af en satsning, når man kalder sine nye hjul for “Revo”. Det leder jo unægtelig tankerne hen på “Revolution” – noget revolutionerende – hvilket sikkert ikke er tilfældigt.

Men designeren kan jo heldigvis altid undskylde sig med, at “revolution” på engelsk også blot kan betyde “omdrejning”! For revolutionerende er de nye Revo-hjul altså ikke. De repræsenterer i stedet er høj grad af raffinering af bestående teknik og spændende brug af nye materialer.

Gangen er silkeblød og bøjlefældningen kontant og sikker. Ikke én eneste gang lykkedes det mig således at få bøjlen til at hænge, hvad man ellers ofte kan på selv ganske dyre hjul. Hvis man altså ønsker det.

I praksis betyder det dog sjældent så meget, idet spolehusets inerti i regelen kompenserer for det, så bøjlen alligevel slår over. Men det siger dog lidt om præcision og driftssikkerhed, når man bare ikke kan få bøjlen til at hænge. EverLast hedder for øvrigt bøjlesystemet, som ABU nu har brugt med held i flere år.

Er man lidt teknisk interesseret, rummer Revo MGX lækkerier i lange baner. Jeg har langtidstestet en model 30, som dækker det meste lettere spinnefiskeri herhjemme.

Nytænkt spoledesign

Hjulet leveres med to forskellige aluminiumspoler – en lav til tynde til superliner og en dyb til tykkere monofile liner. Begge er de fremstillet med en specielt spoleforkant, der er designet til at lade tynd superline flyde uhindret over kanten – uden at tage flere omgange line med sig i farten.

“Rocket Spool Lip Design” kalder ABU’s ingeniører konceptet. Og tilsyneladende virker det, for der har i testperioden ikke været problemer overhovedet med overløb og filtrede superliner – selv ikke med en ellers (lidt for) godt fyldt spole.

Men ikke nok med det. ABU har designet spolen med udskæringer i spolekanten, som ved første øjekast blot ser godt ud – ikke mindst på en tom spole. Men som har to vel gennemtænkte formål på en fyldt spole:

1) De skal gøre den i forvejen lette aluspole endnu lettere. Og 2) sørge for, at vand fra den våde line kan drænes bort under kastet.

Udskæringer inde på spolekernen gør det samtidig muligt at knytte tynde og uelastiske liner fast direkte på spolen – uden det ellers normale og besværlige mellemstykke af nylon. Udskæringerne holder fast på knuden, så den uelastiske line ikke kan glide rundt under pres.

Rigtig smart nytænkning. Og egentlig mærkeligt, at ingen har fundet på det før. Vi har trods alt haft superliner i nogle år nu.

Bag spolens udskæringer ligger en væg af radial kulfiber. Det er et materiale, som jo også bruges til de beskyttende cockpits i Formel 1 racerbiler – let, superstærkt og formbart, som netop dette materiale er. Det bruges derfor flere steder i hjulet – som bagvæg i rotoren og som materiale til håndtaget. Ikke bare er det et let og stærkt materiale. Det ser også godt ud!

Spolen er naturligvis forsynet med ABU Garcia’s velkendte Carbon Matrix skivebremse, som har bevist sit værd nu i flere år. Den hakker ikke, men afgiver linen jævnt under pres.

Magnesium i maven

Flere dele af den anvendte teknologi har således været med i flere år og bevist deres værdi under praktisk fiskeri. Ingen eksperimenter her.

Indmaden derimod er helt ny. Og det er jo drevet, som er hjertet i ethvert fastspolehjul. Det, der bare skal køre upåklageligt og uafbrudt i hundredvis eller tusindvis af fisketimer i hele hjulets levetid.

ABU har til formålet valgt at gå nye veje. Man har valgt ikke at bruge det traditionelle aluminium, men i stedet det langt dyrere magnesium til fremstilling af hoveddrevet, som er i ét stykke – helstøbt for maksimal stabilitet under belastning. X-Mag kalder ABU’s ingeniører det, og de har designet hjulet med en passende udveksling på 6,2:1.

Magnesium er et superlet og stærkt materiale, som er med til markant at reducere hjulets vægt. Det er dog også et materiale, som traditionelt har det svært med saltvand, men i praksis er dette naturligvis ikke noget problem. Ingen del af hjulets indre er jo alligevel designet til at skulle komme i kontakt med omgivelserne og da slet ikke vandet. Så ryger garantien med det samme.

ABU’s ingeniører har brugt deres gennemtestede AMGearing til drev og aksler, der sammen leverer en “langsomt oscillerende” spole, som det så smukt hedder, når spolen kører op og ned i langsomt tempo – langsommere end håndtaget, sikrende et stabilt lineoplæg. 11 rustfri HPCR kuglelejer samt et enkelt rulleleje sikrer blød og stabil gang under indspinning.

Både hjulhus og rotor er fremstillet i C6 kulfiber, som ABU har gjort brug af i flere år. Et let og stærkt materiale, der samtidig har det fint med saltvand. Al denne teknologi sikrer tilsammen et hjul, der bare fungerer, som det skal. Time efter time. Dag efter dag. Og designet får det samtidig til at ligne en million dollars – eller noget i den prisklasse!

Eneste mulige klagepunkt kunne være, at hjulets meget åbne konstruktion – ikke mindst den nederste del af spolen – giver sand og saltvand let spil, dersom man ikke er en smule forsigtig. Eller som Pure Fishings danske direktør Christen Stenild formulerede det, da han udleverede testhjulet: – Nu er du vel ikke en af dem, der trækker dit hjul gennem sand og vand…?

Det er jeg definitivt ikke, og det bør ingen jo heller være – uanset valg af hjul. Moderne fiskehjul er finmekanik, som naturligvis skal behandles derefter. De skal ikke en tur gennem hverken sand eller saltvand. De skal i stedet skylles grundigt med ferskvand efter hjemkomsten og smøres regelmæssigt. Så holder de i årevis.

Skeletor XCD

Når man skal teste et hjul i topkvalitet, skal man naturligvis gøre det på en stang af samme høje standard. Ellers spiller det ikke sammen.

For nogle år siden udrustede jeg min lille båd med en hel samling nye stænger i et radikalt nyt design. Mange løftede brynene, da de så Berkley’s dengang helt nye Series One Skeletor stænger, som på mange måder skilte sig markant ud fra mængden.

Flere rynkede sågar på næsen eller rystede ligefrem på hovedet af det dengang futuristiske design. Ikke mindst på grund af det manglende korkhåndtag, som her var erstattet af en integreret skruehjulholder med korte greb af EVA.

Jeg var og er stadig rigtig glad for disse stænger, der er topmoderne i såvel design som funktionalitet. Der var derfor ikke langt til at vælge en ny version af det gamle koncept til testen af ABU’s nye Revo topmodel – en Skeletor XCD af samme grundlæggende udseende og opbygning.

Kosmetisk ser den lidt anderledes ud, men klingen er blevet opdateret fra almindelig IM7 kulfiber til langsgående IM7 fibre omviklet med kulfibertape og yderst forsynet med en langsgående helix af afstivende kulfiberbånd. Deraf tilnavnet “XCD”.

Forskellen på den gamle og den nye Skeletor er ikke markant, men dog mærkbar, når man står med to ellers ens modeller fra hver generation. Den nye klinge reagerer lidt hurtigere uden derfor at være blevet stivere eller mindre følsom.

Valget faldt på en 7 fods Skeletor XCD, som har en anbefalet kastevægt på 2-12 gram – præcis som sin forgænger. I det meste af testperioden sad der et 7 grams Toby for enden af den flettede 0.17 mm line – alternativt et 10 grams, hvis der var lidt pålandsvind.

Perfekte kastevægte til netop denne kombination af stang, hjul og line. Og et ideelt udstyr til næsten alt kystfiskeri, hvor der ikke er brug for de helt lange kast med tungere agn.

Eneste anke ved denne dejlige stang – og for øvrigt samtlige andre modeller i serien – er bundduppen. Den er fremstillet af metal, som desværre kun er til besvær. Som larmer, og som ikke vil stå fast på et hårdt underlag. Et uheldigt og lidet gennemtænkt design, som heldigvis let kan afhjælpes:

Man finder en gummidup af den slags, som bruges til stoleben, og klistrer den fast på metalpladen. Så har man straks den helt perfekte spinnestang!

Lad os så håbe, at ABU Garcia læser med…

Efter tre måneders testfiskeri kan begge produkter således klart anbefales: Revo MGX30 og Skeletor XCD 7 fod. De repræsenterer begge toppen af poppen inden for moderne spinnegrej.

Ethoxyquin

Et nyt stof er kommet frem i pressen, som slet ikke burde være til stede i hverken fiskefoder eller opdrætslaks. Men som alligevel er det – endda i høje doser. Stoffet hedder “ethoxyquin”.

I 2016 viste en rapport fra Greenpeace, at laks i tyske supermarkeder inderholder langt mere af stoffet ethoxyquin (EQ), end gældende EU-lovgivning tillader. Myndighederne påstår dog, at det ikke er farligt for mennesker at spise de forgiftede laks…

Det er tilladt at tilsætte EQ til fiskefoder, som ellers er kendt for at kunne eksplodere under transport. På samme måde tilsætter man stoffet til kød, korn og frugt. Det gør man, da stoffet blandt andet hindrer harskning af fedt under længere tids opbevaring.

EU har fastsat grænseværdier for EQ i nævnte fødevarer, men af uransagelige årsager er der ingen grænseværdier for indholdet i fisk. Det mener Greenpeace naturligvis er helt forkert og presser derfor EU til at fastsætte grænseværdier her også.

Grenpeace Tyskland var på indkøb i supermarkederne Aldi, Kaufland, Netto, Marktkauf, Real, Lidl, Rewe og Edeka. En bred vifte af supermarkedskæder, som findes over hele Tyskland. De her indkøbte laks blev sendt til laboratorier, hvor de blev testet for kødets indhold af EQ.

Tyske EQ-værdier

Analyserne viste, at de norske laks i gennemsnit indeholdt tre gange så meget ethoxyquin, som det er tilladt i kød, frugt og grønt. Greenpeace Tyskland orienterede straks de europæiske fødevaremyndigheder i European Food Safety Authority (EFSA), som er ansvarlige for salget af norske laks i Tyskland.

Her kunne man fortælle, at der ikke er lavet langtidsstudier over effekten af EQ på mennesker – blot korttidsstudier på rotter. Sidstnævnte indikerer, at stoffet kan være skadeligt.

Den norske sagkundskab supplerer med følgende:

– Der er ikke påvist nogen effekt af ethoxyquin på mennesker, men at stoffet har givet skader på lever og nyrer hos rotter. Men desværre ved vi intet om effekten af nedbrydningsprodukter fra EQ.

Det norske dagblad VG har sendt de tyske analyseresultater til de norske fødevareinstanser Nifes og Mattilsynet, der her kommenterer på fundene:

– De værdier, som Greenpeace har fundet i Tyskland, stemmer godt overens med de værdier, vi selv finder i vore egne undersøgelser af opdrætslaks, siger forskningsschef for sikkert foder hos Nifes, Robin Ørnsrud, til VG.

Norske ADI-værdier

På spørgsmålet, om ikke de fundne værdier ligger langt over de tilladte grænser for kød, korn og frugt, svarer Ørnsrud:

– Jo, men det drejer sig da om en grænseværdi, som kun gælder, når EQ er brugt som planteværnsmiddel. De relevante tal omhandler det “acceptable daglige indtag” (ADI) for en enkelt person.

– Det er denne mængde af stoffet, som en person uden risiko kan indtage hver dag hele livet igennem uden risiko for helbredet. Og de værdier, som Greenpeace har fundet, overstiger ikke ADI-tallene.

– Ethoxyquin tilsættes fiskemel af to årsager: For at undgå, at fedtet harskner. Og for at undgå spontan selvantænding under transport. EQ er derfor påbudt ved lov i fiskefoder. Lovlig brug af EQ vil uundgåeligt føre til restkoncentrationer af stoffet i de færdige fødevareprodukter, som Greenpeace har fået testet.

– Selv om disse værdier langt overstiger det tilladte for kød, korn og frugt, tyder intet på, at disse koncentrationer er skadelige for mennesker. Men EU har for en sikkerheds skyld besluttet, at stoffet fases ud inden 2020. Problemet er blot at finde brugbare alternativer.

Undersøgelsen viste, at det var blandt de såkaldte “økologiske” (:organic) opdrætslaks, at indholdet af ethoxyquin var højest.

Nifes: Tyske fund ikke farlige

Den statslige norske fødevareorganisation Nifes udtaler, at de tyske fund ikke giver anledning til bekymring eller reaktion:

– Der er ikke grundlag for at sige, at den fundne mængde af EQ kan være farlig for mennesker, siger seniorrådgiver i Mattilsynet, Mette Kristin Lorentzen til VG. Hendes kollega, seniorrådgiver Ann Cecilie Hansen, har tidligere arbejdet i den del af EU, som arbejder med udfasningen af EQ:

– EU ønsker at udfase EQ for en sikkerheds skyld. Udfasningsprocessen vil tage nogen tid, da der først må findes en erstatning, som kan hindre selvantænding under transport. En stor del af det anvendte fiskemel kommer med skib fra Sydamerika, hvorfor risikoen for selvantænding undervejs må fjernes. Vi regner med, at EQ vil være udfaset med udgangen af 2020.

Norske Marine Harvest, som er verdens største producent af opdrætslaks, stiller sig ikke uventet undrende over for udspillet fra tyske Greenpeace. Kommunikationsditektør Ola Helge Hjetland forklarer, at Greenpeace blander tallene sammen:

– Greenpeace har slået niveauerne af ethoxyquin og nedbrydningsprodukter herfra sammen. Det reelle niveau af EQ er derfor langt mindre end det, Greenpeace angiver i deres rapport, skriver Ola Helge Hjetland i en svar-mail. Han påpeger, at de reelle værdier således ikke overstiger førnævnte ADI-værdier.

– Man kan derfor trygt indtage 25 portioner Marine Harvest opdrætslaks hver dag livet igennem – uden at overskride de grænseværdier, som sundhedsorganisationen WHO anbefaler. Det norske sundhedsdirektorat anbefaler sågar alle, også ammende kvinder, at spise mere laks, slutter kommunikationsdirektøren fra verdens største lakseproducent.

Det er herefter op til enhver mand eller kvinde, ammende eller ikke-ammende, om stoffet ethoxyquin nu også er så harmløst, som den norske lakseproducent og de norske fødevaremyndigheder påstår. Norge er som bekendt ikke medlem af EU. Og EU har altså valgt at fase Ethoxyquin helt ud inden 2020. Det gør de næppe for sjovs skyld…

Afslutningsvis må vi ikke glemme, at det anvendte ethoxyquin ikke blot ender i de opdrættede fisk og i supermarkedernes frysediske. Det ender også i frivandet via det uundgåelige udslip af foderrester gennem de åbne bures netmasker. Og herfra går det direkte videre til vildfiskene og vandmiljøet.

Efterskrift: Året efter, i 2017, udførte svenske Testfakta en undersøgelse af de tamlaks, der blev solgt i svenske supermarkeder. Prøvematerialet blev indsamlet i Stockholm. Samtlige testede produkter indeholdt rester af ethoxyquin. I enkelte tilfælde var indholdet op til seks gange så højt som det, der er tilladt i kød.

Den tyske professor Edmund Maser, som forsker i toksikologi ved universitetet i Kiel, henviser i den forbindelse til studier, hvor ethoxyquin har haft kromosomskadelige effekter, der ikke kan udelukke en senere kræftfremkaldende virkning.

– Gad vide, hvordan det mon står til med de norske tamlaks, der sælges i danske supermarkeder? I den svenske undersøgelse lå tamlaks fra Lidl i top, hvad indholdet af ethoxyquin angår. Og Lidl har vi jo også herhjemme.

Efterskrift 2: Tilbage i 2013 fastsatte den japanske fødevarestyrelse nye grænser for tilsætning af ethoxyquin. De nye grænser kommer til at vedrøre produktionen af rejer og rejeprodukter i Indien og Vietnam.

For Vietnam, der eksporterer 27% af landets rejeproduktion til Japan, er Japan naturligvis et vigtigt og værdifuldt marked.

I kølvandet på den japanske regulering anbefalede de vietnamesiske myndigheder derfor landets skaldyrseksportører (organisationen VASEP) at nedsætte den tilladte grænse for ethoxyquin fra 150 ppm til angiveligt blot 0,5 ppm. I praksis en total udfasning af stoffet.

Også i EU diskuteres anvendelsen af syntetiske antioxidanter som ethoxyquin. Her ligger standardgrænsen dog stadig på 150 ppm.

Efterskrift 3: Den 31.12.2020 er ethoxyquin ikke tilladt mere som tilsætningsstof / antioxidant i al slags foder til dyr. Kravet er gældende i alle EU lande, men det er tvivlsomt, om ikke-EU lande som Norge, Færøerne og Island vil følge EU’s direktiv.

Der er nemlig ikke fundet noget alternativ til etoxyquin, som er lige så effektivt og billigt. Her har opdrætsindustrien således en udfordring, som muligvis vil blive omgået af de nævnte tre lande udenfor EU.

Info: Teknisk set er stoffet ethoxyquin en såkaldt quinolin-baseret antioxidant. Som sådant bruges det til at undgå pærer, der bliver brune; fedtstoffer, der harskner, samt foderstof, der selvantænder. Den kemiske formel er C₁₄H₁₉NO.

Ethoxyquin fremstilles – ikke overraskende – af amerikanske Monsanto. Det er dem, der også har udviklet glyphosat, som er aktivstoffet i verdens mest anvendte pesticid – RoundUp.

Relaterede artikler om havbrug: