Tag-arkiv: havørred

Fiskepleje på Afveje – 2/3

Virkeligheden efter Wilhjelm

Der var mange gode takter i Wilhjelm-udvalgets rapport og anbefalinger til fremtidens fiskepleje, som introducerede begrebet “autenticitet”. Hermed mentes, at der fremover skulle satses på oprindelige fiskebestande i oprindelige vande. I stedet for blot massive udsætninger af tvivlsomme tamfisk.

Det fynske projekt “Havørred Fyn” – tidligere “Havørredeldorado Fyns Amt – blev søsat i 1990 og kunne for få år siden fejre sit 25 års jubilæum som en både miljømæssig og kommerciel succes. En mangeårig og målrettet indsats gjorde Fyn til en af de fineste fiskepladser i det danske rige, hvis man var ude efter sølvblanke havørreder langs de smukke kyster. 

Dette endda til trods for, at Fyn så sent som i 1960 var dømt “ørredfrit område” af statsbiolog Knud Larsen, der især gav datidens mange ensilageforureninger hovedskylden for de manglende ørredbestande.

Initiativtager og chef-indpisker i projektet var amtets miljøchef Jørgen Dan Petersen. Han fortalte i et interview med Fisk & Fri og i anledning af 25 års jubilæet, at der var tre grene i projektet, og at udgifterne fordelte sig således:

  • 45 % går til fiskeopdræt og udsætninger af havørreder
  • 40 % går til vandløbsforbedringer og fjernelse af spærringer
  • 15 % går til turistdelen – til markedføring i ind- og udland

Næsten halvdelen af de investerede penge – 45 % af årligt 4 millioner kroner – gik til opdræt og udsætning af havørreder. Det var dem, der sikrede, at der også var fisk at fange for de lystfiskere, man for de sidste 15 % lokkede til Fyn for at fiske. 

Den stik modsatte praksis havde man i turismenetværket Fishing Zealand, hvor kun 15 % af de indkomne midler gik til fiskepleje. Og 85 % til markedsføring af et lystfiskeri, der svandt mere og mere ind med det stigende fiskepres. Midler uddelt til et meget lille antal personer, som til gengæld havde kronede dage.

Men – og det er måske den vigtigste erfaring, man ifølge Jørgen Dan Petersen har gjort sig i det fynske havørredprojekt:

– Uanset om man får alle de fynske vandløb ført tilbage til deres naturlige tilstand, så vil de aldrig kunne producere fisk nok til en blomstrende fisketurisme. Produktionen ville aldrig kunne blive stabil nok. Det så vi tydeligt, da et af Fyns absolut fineste gydevandløb, Stokkebækken, to gange på kort tid modtog en stor dosis dødelig gylle, som helt trak tæppet væk under ørredbestanden.


Trods alverdens miljøtiltag i naturen vil der altid være behov for supplerende udsætninger, hvis det produktive kystfiskeri efter havørreder skulle fortsætte. Det var en vigtig erkendelse at nå frem til. Et reality check af de helt store.

Det var præcis den erkendelse, som ledte til, at man i 2001 kunne etablere et stort ørredklækkeri på Elsesminde Produktionsskole i den fynske hovedstad og H. C. Andersens fødeby Odense. Daværende amtsborgmester Karen Nøhr var fremsynet nok til at indgå en hele 20 år lang kontrakt om klækkeriet, hvilket sikrede den fornødne arbejdsro omkring projektet.

På Elsesminde producerede man hvert år 360.000 fynske ørreder til udsætning. Uden dem ville projektet aldrig være blevet til det fiskeeldorado, man havde planlagt og er lykkedes så godt med. Uden dem ville man ikke kunne opretholde historien om Fyn som Nordeuropas førende destination for havørredfiskere. En del af det vil altid være Put & Take. Ellers er der ikke fisk nok til fangster som dem, man er vant til på Fyn, og som Fyn er kendt for i udlandet.

Der skal fisk til, hvis der skal komme fiskere til: 

– Fisken på Disken, som Jørgen Dan Petersen kort og kontant udtrykte det i et interview til det skandinaviske fluefiskermagasin “Flugfiske i Norden”. 

– Det skal være sjovt at være fynbo, om man så er til garn og ruser eller stang og line. Og det er ikke sjovt uden fisk at fange.

Fisk og fiskepleje

Det ser desværre ud til, at vi mange steder lige nu står med en massiv og millionstor markedsføring af en stærkt hypet dansk fisketurisme, som desperat mangler fisk. 

Hvis man altså lige ser bort fra det vestjyske laksefiskeri, der jo klarer sig rigtig godt. I hvert fald så længe North Atlantic Salmon Fund sørger for at frikøbe laksene oppe i Nordatlanten, hvor de jo fouragerer. Og vokser sig store. Hvis man atter begynder at fange laksene oppe ved Førøerne, Island og Grønland, hjælper alverdens miljøtiltag i Vestjylland intet.

Det glemmer man ofte i sin lokale begejstring over de flotte fangster. Det er højt oppe i Nordatlanten, de vestjyske laks vokser sig store. Ikke i Vestjylland.


I fisketegnets tidligste år brugte man mange af pengene på store udsætninger, der i 1990’erne gav os det nok bedste danske havørredfiskeri nogensinde – set med lystfiskerøjne.

Kigger man 1990’ernes mange fangstrapporter fra lystfiskermagasinet Fisk & Fri igennem, er der ingen tvivl om, at de store udsætninger af ørreder direkte på kysten resulterede i fangsten af mange og store havørreder. Fisk & Fri registrerede kun fisk større end 4 kilo, og de kom dengang i en lind strøm.

Læs gerne artiklen “Verdens Største Havørreder”, hvis du vil se, hvad vi dengang havde og nu har sat over styr. Du finder artiklen her: 

http://ulnits.dk/biologi/verdens-storste-havorreder/

En af anbefalingerne fra det tidligere nævnte Wilhjelm-udvalg var, at de hidtidige ørredudsætninger skulle stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skulle producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne lokale stammer.

Denne anbefaling afstedkom et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke så meget i Jylland, hvor man havde og stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vilde ørreder. Men på Sjælland, hvor vandløbene typisk er små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder nok efter naturmetoden. 

Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ) havde i 40 år stået for den første målrettede fiskepleje i saltvand – med udsætning af ørreder direkte på kysten. Et i starten privat initiativ, der resulterede i noget af landets bedste havørredfiskeri for ikke mindst hovedstadens mange fiskere.

Der blev fanget masser af havørreder på steder som Vellerup Vig, der nærmest var legendarisk. Og få steder kunne man fange så mange og især store havørreder som i Tempelkrogen. Det fiskeri er i dag kun en skygge af sig selv. Bevares. Der fanges stadig fisk, men ikke i tilnærmelsesvis samme omfang som tidligere. Der mangler helt enkelt vandløb til en stor naturlig reproduktion. Og derfor også fisk at fange. 

Derfor mangler der også udsætninger af havørreder direkte på kysten – trods Wilhjelm-udvalgets anbefalinger. Vi ved, at de virker. Vi har Fisk & Fri fangsttallene fra dengang.


Landets længste vandløb

Vand mangler der ikke i Jylland, hvor problemet med de manglende havørreder senest er nået til Danmarks længste vandløb. Det er Gudenåen, hvis laksebstand blev udryddet endegyldigt med bygning af Tangeværket i 1920’erne.

Den sidste oprindelige laks blev således fanget i 1928. Gudenå-laksens sidste og vigtigste gydepladser lå helt enkelt på den strækning af Gudenåen, som blev sat under vand, da det kunstige vandkraftmagasin kaldet Tange Sø blev etableret. 

Gudenåens havørredbestand blev ikke udryddet, som laksen blev det. Den blev kun halveret. I modsætning til laksen havde havørreden nemlig omkring halvdelen af sine oprindelige gydepladser beliggende i tilløbet Lilleåen nedstrøms Tangeværket. Og Lilleåen havde både størrelse, vandkvalitet og vandløbskvalitet til en stor naturlig produktion af havørreder, da først spærringen ved det af Musholm Havbrug ejede Løjstrup Dambrug blev fjernet. Det sørgede det daværende Aarhus Amt for skete i 2001.

Da åbnedes der op til mange kilometer slynget vandløb, som i nogle år leverede ørreder til hele Gudenåen – vilde såvel som opdrættede. Den naturlige reproduktion skønnedes på et tidspunkt af DTU Aqua at være så stor, at der ikke længere var behov for supplerende udsætninger. Lilleåen kunne endda og i tilgift levere avlsfisk til resten af Gudenå-systemet. 

Havørredopgangen er imidlertid svigtet de seneste år – sandsynligvis på grund af stigende prædation fra skarven, der har vundet fodfæste i og omkring de nye engsøer ved Randers. Og som året rundt ligger talstærkt i Randers Havn, hvor samtlige smolt af laks og havørred skal igennem under forårets udtræk til først Randers Fjord og siden Kattegat.

Nej til undersøgelse

I første omgang kunne der ikke fra fiskeplejemidlerne bevilges penge til en undersøgelse, som kunne forklare og dokumentere årsagen til de manglende havørreder på gydepladserne. For en halv snes år siden manglede der egnede gydepladser til de mange havørreder. Nu mangler der i stedet ørreder på de mange nyanlagte gydebanker. Noget er der sket. Noget er der gået galt.

DTU Aqua blev bedt om en undersøgelse, der kunne klarlægge årsagen til havørredens tilbagegang i Gudenåen. Og adspurgt, om der ikke blandt de 40 millioner indbetalte fiskeplejekroner kunne blive til en undersøgelse af problemet i Danmarks længste vandløb.

Men det kunne der bare ikke. I hvert fald ikke i første omgang. Det var der ikke fiskeplejemidler til. De var allerede brugt. De lokale foreninger og lystfiskere måtte selv til lommerne, hvis problemet skulle undersøges.


Danmarks Sportsfiskerforbund fik herefter til opgave at søge fondsmidler, hvilket de skulle have 100.000 for. Betalt af de tre implicerede kommuner ved Gudenåen. Det er imidlertid ikke lykkedes at rejse fondsmidler. 

I en tid med ulmende utilfredshed omkring arbejdsgangen i statens mange styrelser blev der til sidst rettet henvendelse til højere sted.

Og spurgt ind til, om det virkelig kunne være rigtigt, at DTU Aqua havde brugt 3,8 millioner fiskeplejekroner til en digital søhåndbog – som dokumenteret af webmediet Fisk & Fri efter flere aktindsigter. Og nu ikke kunne afse penge til løsning af et reelt og aktuelt problem, der kostede lokale lystfiskere og turistforeninger rigtig mange penge på grund af manglende fisk?

600.000 kroner til en undersøgelse

Få dage senere havde DTU Aqua så alligevel fundet 340.000 til en pilotundersøgelse. 

Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, som har den produktive fiskeret længst oppe mod Tangeværkets spærring af Gudenåen, stillede beredvilligt 160.000 kroner til rådighed, mens Gudenåens Ørredfond donerede 100.000 kroner. Formanden for Ørredfonden er i øvrigt fra selvsamme Bjerringbro-forening. 

De øvrige foreninger langs Gudenåen valgte ikke at deltage i projektet, idet de mente, at den slags undersøgelser naturligvis bør finansieres direkte af fiskeplejemidlerne fra det obligatoriske fisketegn. Af de 40 millioner indbetalte kroner fra fisketegnet.

I alt var der således pludselig 600.000 kroner til rådighed. Fra 0 til 600.000 på få dage. De skal nu bruges til radiomærkning af 100 styk ørredsmolt, hvis færden i systemet man vil følge telemetrisk. Stykpris: 6.000 kroner. Det må nok være ny Danmarksrekord for en ørredsmolt. Ja, måske verdensrekord. Hvem ved. Lad os i hvert fald håbe, at der kommer konkrete og brugbare resultater ud af den dyre undersøgelse og de dyre smolt. 

Flere mistænker, at det er de nye engsøer opstrøms Randers, der måske kan være årsag eller en af årsagerne til den markante tilbagegang for Gudenå-ørreden. Det har man set andre steder, hvor der er blevet anlagt nye engsøer, som ørrederne pludselig skal passere igennem på deres vej mod havet.

Her møder de nu glubske gedder, som æder dem. Nogle steder har det medført den totale udryddelse af ørredbestanden – eksempelvis i den østjyske Egå.


PS: De oprindelige 100 havørredsmolt til radiomærkning blev inden udsætning opgraderet til 150 stykker.


Før engsøerne blev anlagt, var der således og ganske naturligt usikkerhed omkring de nye engsøers effekt på Gudenåens fiskebestand – om en mulig fremtidig prædation på nedtrækkende smolt af laks og havørred fra nye engsøgedder. Der blev også stillet spørgsmål om, hvorvidt åen ville blive tilført iltfattigt vand fra engsøerne. Det skete i 2006. 

Afvisning af kritik

De kritiske spørgsmål, som blev stillet fra Randers kommune af Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) i et høringssvar af 24. november 2006, blev i februar 2007 besvaret af det rådgivende konsulentfirma Orbicon. Orbicon stod bag de nye engsøer, som dengang hørte under Hedeselskabet. Projektleder var Anders Koed.

Koed afviste i sit svar DSF’s frygt for et smolttab på 20 % i henholdsvis Væth og Hornbæk Enge. Hans konklusion var, at indtrækket af smolt til engene, og dermed smolttabet, forventedes at være forholdsvis lille og væsentligt mindre end 20 %. Koed afviste dog ikke, at der ville kunne ske en vis øget dødelighed på grund af et øget antal gedder produceret i de oversvømmede engområder.

Anders Koed mente heller ikke, det ville være relevant at at skabe forbedrede gyde- og opvækstbetingelser i Gudenåens hovedløb – med henblik på den udryddede Gudenå-laks – medmindre der først skabes en tilfredsstillende passageløsning ved Tangeværket. Det ville dog stadig være lige så relevant som altid at forbedre gyde- og opvækstbetingelser for ørred i Gudenåens mindre tilløb nedstrøms Tangeværket.

Orbicons Anders Koed mente endvidere, at de oversvømmede engområder ville være så vindeksponerede og have en så hyppig vandudskiftning på grund af tidevandet i Randers Fjord og vandstandssvingninger i åen, at det næppe ville afstedkomme iltproblemer i nedre Gudenå. Han fandt det dog hensigtsmæssigt, at man var opmærksom på problemstillingen i den første tid efter projektets gennemførelse.

Ingen stillede dengang spørgsmålstegn ved, om de nye engsøer ville eller kunne tiltrække flere skarver. Eller om det nu var hensigtsmæssigt at fjerne en så stor del af den skyggende træbevoksning mellem Gudenåen og engsøerne, som tilfældet var. Det undrede mange lokale lystfiskere sig ellers over allerede dengang. Nogle endda højlydt.


Radiomærkede ørredsmolt

Efter høringen gik projektet så i gang, og Gudenåens vand fik nu lov til at flyde ind over markerne på Hornbæk og Væth Enge. Til øjeblikkelig glæde for fuglelivet, der straks indtog de nye bynære vandflader langs motorvejen.

Men så vidt vides er der ikke fulgt op med undersøgelser af de nye engsøers effekt på bestanden af især havørreder, der ved søernes etablering var ganske god. Det vidner lystfiskernes fangster om.

Vi er nu fremme ved årsskiftet til 2020, og der er sikret 600.000 kroner til et pilotprojekt, som skal finde årsagen til havørredbestandens massive tilbagegang i de seneste år. Det skal som sagt ske ved radiomærkning af 100 styk vild ørredsmolt, hvis færden man så vil følge, indtil man mister forbindelsen med dem eller finder radiomærkerne igen. Radiomærkede ørredsmolt til en værdi af kr. 6.000,- stykket.

I mellemtiden er der sket det, at skarven er en af de fugle, der for alvor har fundet Randers og Omegn på vandkortet. Ikke mindst har de fundet sig et fristed og spisested i Randers Havn, hvor der er fred og ro. Masser af skibstrafik, ja, men ingen fare. Ingen mennesker, der efterstræber dem. Og masser af fisk i havnebassinet. Et sandt paradis for en fugl som skarven.

Al sund fornuft siger, at forårets smoltnedtræk gennem havnen må være en ren dødsfælde for de små ungfisk af laks og havørreder på vej ud gennem fjorden. De 100 radiomærkede ørredsmolt går således en spændende tid i møde, når de slippes løs med deres radiosendere. Andre steder i landet har man genfundet op mod 80-90 % af mærkerne ved skarvernes kolonier – under de døde, hvide og nedskidte træer.

Fra Orbicon til DTU Aqua

De skal blive spændende at se, om de radiomærkede fisk forsvinder i Randers Havn eller allerede under deres passage af Hornbæk og Væth Enge. Om det kan være de fjernede træer heroppe, der kan have betydning. Eller prædation fra oddere i de små gydebække. Eller noget helt fjerde.


Det er selvsamme Anders Koed, som i sin tid afviste DSF’s kritiske spørgsmål før engsøernes anlæggelse, der nu skal være med til at gennemføre DTU’s radiomærkning og den efterfølgende undersøgelse. Han har i mellemtiden skiftet arbejdsplads og er nu ikke længere rådgiver hos Orbicon, der i sin tid promoverede engsøerne – dengang som ejet af Hedeselskabet. 

Anders Koed er i stedet blevet vicedirektør og professor hos DTU Aqua, der nu skal undersøge eventuelle skader fra de selvsamme engsøer, som han i sin tid sagde god for – dengang som ansat hos Hedeselskabets Orbicon.

Det kan synes noget problematisk, at Anders Koed nu er chef for den eller de forskere, der skal afgøre, hvorvidt hans egne faglige vurderinger som tidligere ansat hos Orbicon rent faktisk holdt stik. Om engsøerne nu er så uskadelige, som han dengang vurderede.

Kritikere kan med god ret argumentere, at der vist mangler armslængdeprincip her. 

En ny arbejdsgiver kan jo altid være ensbetydende med nye synsvinkler, og i mellemtiden har jo skarven så gjort sit indtog. Det havde ingen åbenbart regnet med muligheden af i 2006/2007. Skarven blev der ikke spurgt ind til i høringssvaret fra DSF og Randers Kommune. Trods ellers megen foregående debat i medierne om netop det emne. Mellem fuglefolk og fiskefolk.

Skarven var også dengang en fredet fugl, man ikke måtte forholde sig kritisk eller konstruktivt til. Det var politisk ukorrekt, men kom siden til at koste danske havørreder og laks dyrt – ikke mindst på deres vej mod opvækstpladserne i hav og fjord.

I den tredje og sidste artikel om “Fiskepleje på Afveje” ser vi på den mærkelige “Modstand mod Miljøet”, som lokalt præger dele af dansk lystfiskeri.

© 2020 Steen Ulnits


Øvrige artikler i denne mini-serie:

Fiskepleje på Afveje – 1/3: “Fisketegnet

Fiskepleje på Afveje – 2/3: “Virkeligheden efter Wilhjelm

Fiskepleje på Afveje – 3/3: “Den lokale Modstand mod Miljøet

40 år med Flugfiske i Norden – SE

1979 – 2019

40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder og for at læse teksten



1979 – 2019: 40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder



1979 – 2019: 40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder



1979 – 2019: 40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder



1979 – 2019: 40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder



Klik for større billeder og for at læse teksten

40 år med Flugfiske i Norden

1979 – 2019


Læs artiklen dansk her

Lektørudtalelse

Lektørudtalelse om min seneste bog “Laks & havørred”, der allerede kan fås i boghandelen:


Kort om bogen
En bog om Nordatlantens og det nordlige Stillehavs ørred- og laksearter, og lystfiskeriet efter dem. For voksne læsere

Beskrivelse
Læseren kommer med på fiskeri i Danmark, Grønland, Island, England, Skotland, Irland, Sverige, USA. Alaska og Canada. Alle lakse- og ørredarter i området beskrives med deres levevis og fiskeriet efter dem med hensyn til metoder og udstyr.

Bogens undertitel “Opgangsfisk” hentyder til det specielle fokus, som forfatteren her lægger på fiskenes opgang i åer og floder, hvor de skal gyde, og de specielle måder, som han anbefaler ved fiskeriet under opgangen. Men stoffet omfatter meget mere om fiskene end lige i denne specielle periode.

Undervejs er der uddybende kapitler om vandløbsområder, som først er blevet ødelagt og derefter i nogle tilfælde er blevet restaureret, bl.a. Skjern Å i Vestjylland og Elwha River i USA. Illustreret med mange farvefotos og tegninger af landskaber, vandløb, lystfiskere, fisk og udstyr

Vurdering
Forfatteren er fiskeribiolog og deler ud af en stor viden om emnerne i en veldrejet fortællestil. Billederne er godt optaget og i et varieret udvalg

Andre bøger om samme emne/genre
I samme forfatters Fiskerejser til fjerne lande kommer han også lidt ind på nogle af ørred- og laksearternes biologi og fiskeriet, men slet ikke i dybden som her. I Ørred og laks findes også noget om emnet, men det er svært at finde noget, som uddyber det så meget som i herværende bog

Til bibliotekaren
Et godt supplement til lystfiskeri-reolen”

Citat slut


Lektør: Søren Møller
Forlag: Turbine
Antal sider: 240
Antal illustrationer: 120
Pris: kr. 289,-


En lektørudtalelse er en anmeldelse skrevet af bibliotekarer til bibliotekerne, som bruger den til at købe ind efter.

Lektørudtalelsen har til formål at understøtte kvaliteten af materialevalget i bibliotekernes indkøb. Dansk Biblioteks Center står for udvælgelse og udarbejdelse.

Dansk BiblioteksCenter

Ja Tak til Gudenåen – Nej Tak til Tange Sø

Folkemødet 2019 havde for første gang deltagelse af Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø, som kæmper for en genskabt og frit strømmende Gudenå.

Her er et par af de plancher, som vakte mest opmærksomhed på mødet – som fik forbipasserende til at stoppe op og få en snak. Plancherne er overskuelige og gode at blive kloge af på kort tid – hvis man gerne vil danne sig et overblik over en kompliceret sag, der nu har varet i snart 100 år. En sag, der med implementeringen af EU’s Vandramme-direktiv fra 2000 skal være afklaret inden 2028.

Vor vision er, at Gudenåen – Danmarks længste vandløb – atter skal kunne slynge sig frit, hvor vandkraftmagasinet Tange Sø i dag ligger. Vor vision er at genskabe den istidsådal, der sammen med flere bøndergårde blev oversvømmet, da Gudenaacentralen i 1920 byggede sin dæmning over Gudenåen og efterfølgende påbegyndte elproduktion i Tangeværket.

Vi vil give landets længste vandløb og eneste flod livet tilbage. Dels for naturens egen skyld, så fugle og fisk atter kan boltre sig frit mellem strømhvirvlerne. Og dels for, at Danmark skal kunne leve op til EU’s Vandramme-direktiv og dets krav om, at vandmiljøet skal være i en “god økologisk tilstand” inden 2028. Det vil kræve fri passage ved Tange Sø.

Vi støtter ikke op om den foreslåede løsning, hvor man vil grave et 10 kilometer langt kunstigt omløb langs den 10 kilometer lange kunstige og opstemmede Tange Sø. Formedelst 150 millioner kroner. Vi er stærkt imod dette forslag.

Det vil være århundredets Molbo-historie, hvis man skulle beslutte sig for dette – hvis det skulle blive den laveste politiske fællesnævner at grave en kunstig kanal langs en kunstig sø. Af hensyn til nogle få borgere, der bor og har bygget i Ans og omegn. 

Det vil være realpolitik af værste skuffe – når man nu i stedet og med ganske få greb kunne genskabe et fantastisk naturområde i den gamle istids-ådal. Til glæde for alle – fastboende som tilrejsende. Danskere såvel som udlændinge.

Så hellere vente endnu nogle år, indtil der dukker voksne mennesker op i debatten. Som kan hæve sig bare lidt over den mudrede søbund og se sagen i et helikopterperspektiv. Som kan se, at fremtiden for landets længste vandløb er en sag for hele den danske befolkning – en sag, som ikke blot skal afgøres af nogle få borgere i lokalområdet.

Gudenaacentralens koncession på at bruge Gudenåens vand udløb i år 2000. Og efter snart tyve års dispensationer og forlængelser har Miljøstyrelsen nu endegyldigt sagt stop for den fortsatte elproduktion.

Der skal træffes en beslutning inden 2028.

2019 Steen Ulnits


Ovenstående plancher, som vi med stort held brugte på Folkemødet 2019, er til fri afbenyttelse i den gode sags tjeneste. Blot det sker med behørig kildeangivelse:

Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø

Vandramme-direktivet

Vandramme-direktivet – forkortet VRD – er noget, som mange i efterhånden mange år er gået i en stor bue udenom. Uanset om man er menigmand eller politisk beslutningstager.

Ærgerligt, for det er netop EU’s Vandramme-direktiv, der skal redde det danske vandmiljø. Når vi nu ikke selv vil eller magter det.

Bag de tykke EU-mure i Bruxelles er de folkevalgte politikere i Europa-kommissionen og Europa-parlamentet samt deres mange embedsmænd langt længere fremme i skoene, end mange menige EU-borgere tror. Og vi ofte selv er.

Vore EU-politikere har udstukket rammerne for fremtiden, længe før vi når til den. Baseret på input fra organisationer og regeringer i medlemslandene selv. Vandramme-direktivet er et rigtig godt eksempel herpå.

Således besluttede EU tilbage i år 2000, at der skulle findes fælles fodslag og regler for vandmiljøet i alle EU-lande. Der skulle sættes tal og mål på, så man kunne arbejde sig frem mod et bedre vandmiljø i alle medlemslandene. Og det skulle være sammenligneligt landene imellem. Det blev til Vandramme-direktivet – VRD.

Målsætningerne

EU’s Vandramme-direktiv har som målsætning, at de forskellige landes vandområder undersøges, klassificeres, målsættes og om nødvendigt forbedres. I VRD’s første år var der megen uklarhed om kriterierne herfor, da direktivet lægger vægt på mange forskellige parametre – heriblandt biologiske, kemiske og fysiske.

Først meget sent i forløbet kom der klarhed herover. Først i 2015 kunne man således sætte konkrete tal på mange af de parametre, som indgår i direktivet. Som skal gøre forholdene sammenlignelige nationalt såvel som internationalt.

 

Nu har man så et konkret mål for, hvor mange ørreder der eksempelvis skal være i et vandløb, førend dette kan siges at leve op til en “god økologisk tilstand” – som krævet i henhold til EU’s Vandramme-direktiv.

Fisk, der vel at mærke skal være født og opvokset i det pågældende vandløb. Ikke et resultat af udsætninger.


Ifølge en bekendtgørelse af 9. september 2015 fra Miljø- og Fødevareministeriet skal der være følgende tætheder af fisk i et ørredvandløb, førend det kan siges at være i “god økologisk tilstand”:

Vandløb mindre end 2 meter brede: 0,8 stk. 1/2-årsørreder pr. m2

Vandløb større end 2 meter brede: 1,5 stk. 1/2-årsørreder pr. m2

Nu var der for første gang noget konkret at gå ud fra, når man skulle og skal vurdere, om et vandløb rent faktisk lever op til kravene i VRD.



“God økologisk tilstand”

Et af de begreber, der i starten var noget vagt defineret, er kravet om “god økologisk tilstand”. For hvad vil det lige sige? Og hvad indebærer det helt konkret for åer, søer, fjorde og havområder? Hvor højt skulle barren sættes, hvis VRD skulle have nogen mening og være til gavn for miljøet? Og hvor hurtigt skulle målene nås?

Der blev også lagt op til, at man indsætter kvalitative parametre i målsætningerne – i stedet for de rent kvantitative, der ikke nødvendigvis siger ret meget om miljøtilstanden.

I stedet for nogle vanskeligt definerbare grænseværdier for udledning af stoffer kunne man nu sætte som målsætning, at der der fremover skal være eksempelvis rødspætter i et farvand. Og så ellers stræbe efter at sætte vandmiljøet i en sådan stand, at der vil kunne leve rødspætter i det. Og at der vel at mærke også gør det.

Rødspætten er blot et tænkt eksempel på en ny måde at anskue naturforvaltningen på. Men et eksempel, der meget fint kan overføres på Gudenåen og Tange Sø. Vil vi igen have selvreproducerende fisk i Gudenåen, må vi se på både de fysiske, kemiske og biologiske forhold i åen.

Vandramme-direktivet blev indført i år 2000 og opererer med forskellige delperioder, inden alle mål skal være nået i 2028. Alle åer, søer og kystnære farvande skulle inden 2015 som minimum have opnået en god kemisk og økologisk tilstand, der kun afviger minimalt fra den naturlige tilstand – før menneskelig påvirkning. Det samme skulle grundvandet.

Forlængelserne

Vi skriver 2019 og ved vel efterhånden allesammen, at dette ikke er lykkedes. I hvert fald ikke i Danmark. Ikke et ord om Landbrugspakken, øgede kvælstofudledninger, nedsivende pesticider og advarende pilotskrivelser fra Bruxelles. De sidste gemmer man godt af vejen inde på Christiansborg, hvor valgfeberen jo har gjort sit indtog.

Men EU vidste dog også selv, at det nok kunne blive et problem at nå de ambitiøse målsætninger i Vandramme-direktivet. Så derfor indførte man samtidig en bestemmelse om, at hvor en naturlig tilstand ikke kunne opnås eller ville medføre “uforholdsmæssigt store omkostninger”, kunne der tilades en ringere tilstand.

Eller gives fristforlængelser på to gange seks år – altså først fra 2015 til 2021 og endegyldigt sidst fra 2021 til 2027. I 2028 skal målsætningerne være nået i hele EU.

Samtidig opererer man med tre forskellige klasser af vandområder, nemlig 1) naturlige vande, 2) kunstige vande og endelig de 3) stærkt modificerede vande.
 

I vort tilfælde hører den kunstigt opstemmede Tange Sø naturligt til i klassen af stærkt modificerede vande – en klassifikation, der dog selv er blevet modificeret noget af de involverede og ansvarlige myndigheder. Af lavpraktiske årsager, da kravene om målsætning herefter er sænket tilsvarende.

Præcis som at løse problemet med pesticider i grundvandet – ved blot at hæve grænseværdierne. Også kaldet den danske metode.



Tangeværkets turbiner

Gudenåen med den opstemmede Tange Sø kan aldrig komme til at opfylde kravene i Vandramme-direktivet. Ikke kun fordi de naturlige gydepladser for den oprindelige Gudenå-laks i dag ligger på bunden af den opstemmede Tange Sø – begravet under et metertykt slamlag. Men også fordi Tangeværket hindrer vandrefiskene frie passage både opstrøms og nedstrøms.

Opstrøms, så de voksne og gydemodne fisk ikke kan nå deres gydepladser. Og nedstrøms, da den udvandrende ungfisk af laks og havørred næsten alle bliver ædt af rovfisk under deres nedtræk gennem søen. Endelig går mange ål stadig tabt i Tangeværkets roterende turbiner.

Glemmes må heller ikke, at Danmark tilbage i 1982 ratificerede den såkaldte “Bern-konvention”, der forpligter deltagende medlemslande til at “støtte genindførelsen af naturligt hjemmehørende arter af vilde dyr”.

Og til dem hører jo netop Gudenå-laksen, der blev udryddet med bygningen af Tangeværket og opstemningen af Gudenåen til Tange Sø. Den uddøde i 1928 – fire år efter Tangeværkets etablering. Og har stadig sine sidste og vigtigste gydepladser liggende begravet i mudder på bunden af Tange Sø.

I mange år drømte Gudenåens venner våde drømme om et langt omløbsstryg uden om den kunstige Tange Sø. I dag ser de fleste fagfolk et sådant 10 km langt kunstigt omløbsstryg uden om et 10 km langt kunstigt vandkraftmagasin som en rigtig dårlig løsning, der dels er meget kostbar – dels næppe lever op til Vandramme-direktivets krav om “god økologisk tilstand”.

Nærmest en moderne Molbo-historie, hvis den gennemføres.

Skal vandrefiskene nemlig kunne passere frit op og ned gennem Gudenåen, skal vandet ledes uden om Tange Sø, der således isoleres. Det skaber helt automatisk problemer for den frie passage i tilløbet Tange Å, hvis fiskebestand så ikke længere har fri adgang til Gudenåens vandsystem. Man løser et problem og skaber et andet.

Professionelle meninger

Virksomheden COWI blev i 2007 af Danmarks Naturfredningsforening bedt om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:


“… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder.

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”

Citat slut.


Virksomheden Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsøsninger. Rambøll anfører blandt andet:


“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er … 

Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet …  Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”

Citat slut.


Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sig selv igen.

0,1-0,15 milliard kroner er jo også penge. Gudenaacentralens vandkraftmagasin Tange Sø må derfor væk før eller siden. Dens tid er forbi.

Det siger EU’s Vandramme-direktiv – hvis man vel at mærke følger ordlyden og ånden i VRD.

© 2019 Steen Ulnits

Ovenstående illustration viser, hvordan Gudenåens laksebestand forsvandt helt efter anlægget af Tangeværket i 1920-24. Den sidste Gudenå-laks blev fanget i 1928.

Så blev der stille i landets længste vandløb.

Gudenåens havørredbestand halveredes blot, da havørreden har halvdelen af sine gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket.

Med Lilleåen som det vigtigste.

 
 

Smørfisk – og andet skidt fra havet…

Man ser ind imellem smørfisk på menuen på finere restauranter. Eller man hører om smørfisk og risikoen ved at spise dem. De er for fede, eller kødet er giftigt eller noget helt tredje. Historierne er mange, men facts’ene få og ofte svære at finde.

Sagen er da også ganske kompliceret. Ikke alle “smørfisk” er nemlig rigtige smørfisk. Og rigtige smørfisk er ikke skadelige at fortære. Det er lidt som med den hjemlige betegnelse “laksørred”, der hverken er laks eller ørred, men blot en forkert betegnelse for havørred. Forklaring følger:

Navnene ”smørfisk”, ”smørmakrel”, ”oliefisk”, ”escolar” og ”butterfish” bruges ofte i flæng, som om det er den samme fisk, der tilhører den samme familie. Det er imidlertid ikke korrekt. Der er tale om fisk fra to forskellige familier.

Escolar, Lepidocybium flavobrunneum, og oliefisk/smørmakrel, Ruvettus preciosus, sælges undertiden som ”smørfisk”. Det er forkert, og de udgør da en meget potentiel sundhedsrisiko

Escolar og oliefisk eller smørmakrel hører nemlig til familien Gempylidae, som har et naturligt højt indehold af voksarter i deres kød – i form af såkaldte “voks-estre” på højtravende kemisk eller ufordøjeligt fedt på almindeligt dansk.

Rigtige smørfisk, der populært kaldes ”butterfish”, hører derimod til familien Stromateidae. De har ganske vist et højt fedtindhold – deraf naturligvis navnet – men de indeholder ikke ufordøjelige voksarter. De er derfor umiddelbart spiselige.

Sikker tilberedning

Fisk som escolar og oliefisk eller smørmakrel skal derimod tilberedes korrekt og på speciel vis, da de ellers kan give diarré.

Restauranter, som ønsker at servere disse fisk, skal stege eller koge dem meget omhyggeligt, så voksarterne løber af eller ud. Kogevand og stegefedt må efterfølgende ikke benyttes til sovs eller anden madlavning.

Fiskene har et naturligt højt indhold af voksarter eller ufordøjeligt fedt, og effekten af disse voksarter kan bedst sammenlignes med virkningen af amerikansk olie. Ingen god oplevelse efter måltidet…

De særlige råd om tilberedning gælder derimod ikke for rigtige smørfisk, da disse fisk ikke indeholder voksarter. De er ganske vist meget fedtholdige og kan for nogle mennesker være vanskelige at fordøje. Farlige er de dog ikke.

Koldrøget escolar og koldrøget smørmakrel/oliefisk er derimod at betragte som farlige fødevarer, som derfor ikke må markedsføres.

Risikomærkning

Ved en koldrøgning kommer temperaturen nemlig ikke tilstrækkeligt højt op til, at fiskens voksarter smelter fra. Forbrugeren kan derfor blive syg af at spise den koldrøgede fisk uden varmebehandling.

De fleste forbrugere forventer normalt at kunne spise koldrøgede produkter uden varmebehandling. Men det gælder altså ikke disse fisk.

Mærkning med oplysning om risiko for diarré er ikke relevante for produkter, der er blevet varmebehandlede, inden de sælges. Eksempelvis varmrøgede produkter. Her er de skadeforvoldende voksarter smeltet fra under røgningen, og de varmrøgede fisk kan derfor umiddelbart spises.

Det skal derfor fremgå af mærkningen, om fisken er varmrøget eller koldrøget. Koldrøgede fisk skal varmebehandles, inden de spises, da det skadelige fedt ellers ikke er løbet af, men stadig er i kødet.

Der skal tydeligt stå på emballagen, hvis fisken er koldrøget og derfor skal varmebehandles inden fortæring.

Hvis man efter at have spist smørfisk får en karakteristisk brændende fornemmelse på tungen, rødme omkring mund og hals og senere måske også hovedpine, opkastninger og diarre, da er det sandsynlige tegn på, at man har spist en giftig fisk. 

Histamin-forgiftning

Men det behøver ikke at have været en smørfisk – ægte eller uægte. Det kan lige så godt have været en tunfisk eller makrel. Disse fisk har nemlig alle et højt naturligt indhold af aminosyren histidin i deres muskelfyldte hurtigsvømmerkød. 

Makreller specielt og makrelfisk generelt er kendt for mørkt kød, som nedbrydes meget hurtigt efter dødens indtræden. Og det er fiskekødets efterfølgende indhold af histamin, der i så fald er årsag til forgiftningen.

Sandsynligvis er fisken ikke blevet nedkølet eller nedfrosset umiddelbart efter fangsten. Og så har bakterierne frit spil til nedbrydningen.

Da er der risiko for, at den i sig selv ufarlige aminosyre histidin af bakterier omdannes til histamin, som selv i små koncentrationer kan give en forgiftning. Det samme kan ske, hvis fisken opbevares ved for høj temperatur hos fiskehandleren eller i hjemmet. Sågar også fra dåsetun kendes eksempler på histamin-forgiftning.

Man bør i alle forgiftningstilfælde søge læge, som skal indrapportere hændelsen til de lokale sundhedsmyndigheder. Det vil sige den lokale Fødevareregion.

Fiskehandelsnavne

Fødevarestyrelsens liste over fiskehandelsnavne på hjemmesiden ”Handelsbetegnelser tilladt i Danmark” angiver, hvilke danske handelsnavne, der skal bruges til de forskellige latinske artsnavne. 

Det fremgår af listen, at det kun er fisk af familien Stromateidae, der må kaldes ”smørfisk”. De er ikke farlige at fortære og må derfor både sælges og markedsføres.

Skal ægte smørfisk markedsføres, bør det dog også angives, præcis hvilken slags smørfisk der er tale om. Med angivelse af det korrekte artsnavn:


  • Videnskabeligt navn:                              Dansk navn:

  • Stromateus fiatola (Stromateidae):         “Blå Smørfisk”
  • Peprilus simillimus (Stromateidae):        “Stillehavs Smørfisk”
  • Peprilus triacanthus (Stromateidae):      “Atlantisk Smørfisk”
  • Peprilus paru (Stromateidae):                 “Amerikansk Smørfisk”
  • Pepriulus ovatus (Stromateidae):            “Glans-smørfisk”
  • Pampus chinensis (Stromateidae):          “Kinesisk Smørfisk”
  • Pampus argenteus (Stromateidae):         “Sølvsmørfisk”

© 2018 tekst & fotos: Steen Ulnits

  

Hjarnø Havbrug politianmeldt

Den altid flittige og evigt gravende “Kaninen fra Endelave” har igennem det seneste års tid bragt adskillige afsløringer af Hjarnø Havbrug og dettes kreative omgang med facts, fisk og foder.

Den ene aktindsigt efter den anden har vist, at havbruget selv og den tilsynsførende kommune, den Venstre-styrede Hedensted, desværre ikke overholder gældende lovgivning på området.

Mange har undret sig over, at Kaninens linde strøm af afsløringer ikke førte til politianmeldelse. Forsigtige forespørgsler herom resulterede i det svar, at man ikke kan søge aktindsigt længere, når først en sag er politianmeldt. Derfor ingen anmeldelse, mens undersøgelserne pågik.

Nu mener Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), der sammen med Danmarks Naturfredningsforening (DN) har klageret i miljøsager, så at have samlet oplysninger nok. I hvert fald har DSF nu overgivet sagen til Sydøstjyllands Politi, som skal undersøge adskillige forhold.

Sidste sommer begyndte lystfiskere i området pludselig at fange nogle fisk, de aldrig havde fanget før. Det viste sig at være sølvlaks, som er en af de fem arter stillehavslaks, der findes ved Nordamerikas og Asiens stillehavskyster. Stillehavslaksene kendes alle fra vor hjemlige atlanterhavslaks Salmo salar på deres forlængede overkæbe.

Sølvlaksen selv bærer det latinske artsnavn Oncorhynchus kisutch og ses på billedet herunder. Da man sidste sommer netop havde oplevet en invasion af pukkellaks – en anden af de fem arter stillehavslaks – så troede man i begyndelsen, at sølvlaksene nok også stammede nordfra. At de var naturligt indvandret.

14825-97

Men det var ikke tilfældet. Sølvlaksene var undsluppet fra Hjarnø Havbrug, som havde importeret æg af sølvlaks uden at have tilladelse til det efterfølgende opdræt. Man havde angivet urigtige oplysninger om produktion af såvel de importerede sølvlaks som de naturligt hjemmehørende havørreder af arten Salmo trutta trutta. Og det i både 2014, 2015 og 2016.

Da først fokus blev rettet på Hjarnø Havbrug, dukkede der flere andre ulovligheder op. Således havde man etableret og drevet Hundshage Klækkeri uden at have indhentet den fornødne miljøgodkendelse.

Endvidere opstod der mistanke om en betydelig overproduktion af fisk i både Hjarnø og Hundshage Havbrug – og med den en stor merudledning af forurenende stoffer til vandmiljøet. Dette i strid med havbrugenes miljøgodkendelser.

Endelig var der også begrundet mistanke om overproduktion i koncernens tre ferskvandsdambrug. Dette ikke mindst baseret på foderregnskabet, der ikke harmonerede med miljøtilladelserne.

Lokale klager til kommunen

Der har længe og fra flere sider været klaget til den ansvarlige Hedensted Kommune over netop Hjarnø Havbrug og dets mange aktiviteter. Men først nu sker der noget i denne sag, som har krænket mange lokales retsbevidsthed. Når nu kontrolmyndigheden Hedensted Kommune hverken har villet eller kunnet leve op til deres kontrolforpligtelse som lokal myndighed.

Derfor er det glædeligt, at DSF nu har politianmeldt Hjarnø Havbrug. Det var på høje tid, for Hjarnø Havbrug er nemlig også blandt ansøgerne til regeringens og Esben Lunde Larsens (V) planlagte nye og storforurenende havbrug i Kattegat.

Man kan kun gisne om, hvad de vil kunne udrette af skader herude på åbent hav, hvor det er langt sværere eller praktisk umuligt at kontrollere og opdage eventuelle ulovligheder – end nede i det smalle og lukkede Lillebælt. Her kan man uden videre og i øvrigt fra badestrande mærket med Blå Flag svømme ud til de forurenende netbure. Så tæt på land ligger de i Lillebælt.

Kaninen Katrine fra Endelave graver derfor ufortrødent videre i mudderbunden omkring de forurenende havbrug.

Og det skal den have tak for!


Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

 

Havbrugenes placeringer

Havbrug

Et flertal i Folketinget har besluttet, at Kattegat skal forurenes med nye åbne havbrug. Der gives hermed gratis tilladelser til forurening af Kattegat – til en lille håndfuld havbrugere, som kan se frem til økonomiske gevinster i den tocifrede millionklasse.

De 38 planlagte havbrug skal ifølge ansøgningerne ligge som vist på kortet herover. Som det tydeligt fremgår af kortet herunder, så ligger flere af havbrugene meget tæt. Ikke af hensyn til miljøet, men af hensyn til logistikken – transport af fisk, foder, muslinger og mænd.

Det er klart mere attraktivt for et firma at ligge så tæt som muligt på en havneby med gode muligheder for af- og pålæsning af fisk og foder – end at ligge længere til havs, hvor forureningen måske fortyndes mere og miljøet derfor tager mindre skade. Det er således ikke miljøet, der styrer de ønskede placeringer af nye havbrug. I hvert fald kun i meget begrænset omfang.

Der skal sejles fisk ud til netburene. Der skal sejles foder ud til fiskene. Der skal sejles mandskab frem og tilbage, som kan servicere netburene og foderpumperne. Der skal spules net, når disse er ved at gro til i de alger, havbrugene selv fremmer med deres forurening.

Og der skal bruges algegift for at holde vedligeholdelsen nede på et minimum. Endelig skal de færdige fisk jo sejles i land til forarbejdning og videre transport til eksportmarkederne. Den megen transport frem og tilbage gør det belejligt at placere havbrugene i nærheden af større havne som eksempelvis Grenå. 

Ikke mindst farvandet ud for Djursland vil derfor blive hårdt ramt af de planlagte havbrug, men heller ikke kysten ved Gilleleje vil gå ram forbi, når de i forvejen stenrige havbrugere får yderligere gratis forurening foræret af regeringen og dens trofaste støttepartier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Havbrug 2

Der planlægges hermed en massiv forurening af det Kattegat, der i forvejen gisper efter vejret, men som efter 30 års kostbar spildevandsrensning inde på land nu så småt var begyndt at få det bedre. Efter flere års fravær støder man igen på torsk og fladfisk, hvor der i årevis har været fisketomt.

Alligevel besluttede et folketingsflertal i juni 2017 at tillade en merudledning fra havbrug på 843 tons kvælstof. Udledningen fra de nuværende havbrug var i 2016 på 327 tons, og den ekstra udledning fra havbrug vil mere end 3-doble udledningen. Den samlede belastning af danske havområder med kvælstof fra havbrug vil samtidig vokse fra 5 pct. til 15 pct.

Vi har i de seneste år kunnet se en forbedring i kvaliteten i de indre danske farvande. Dette takket være samlede investeringer på 9 mia. kr. i byernes rensningsanlæg i perioden 1987-96 siden indførelsen af den første Vandmiljø-handlingsplan. Den, der som bekendt blev udløst af netop døde hummere fra Kattegat. De kom på TV og satte for alvor skub i udviklingen. 

Nu vil et folketingsflertal så lade otte massive nye havbrug høste gevinsten af denne store miljøindsats. Interesseorganisationen Dansk Akvakultur mener ikke overraskende, at disse havbrug slet ikke vil påvirke vandkvaliteten. 

Der henvises til Dansk Hydraulisk Instituts (DHI) beregninger. Men DHI drives på helt almindelige forretningsbetingelser og leverer derfor de rapporter, der bestilles og betales for. De er på ingen måde uvildige. DHI’s resultater og udpegning af egnede områder til nye forurenende havbrug er derfor primært at betragte som partsindlæg – ikke nødvendigvis sandheden eller blot dele af den. 

En 10 pct. forøgelse af den samlede belastning med kvælstof af de danske havområder vil naturligvis kunne mærkes i havmiljøet. Uanset hvad Dansk Akvakultur så end måtte påstå. Den kvælstofudledning, som regeringen nu gratis vil give til havbrugene, vil skatteborgerne inde på land efterfølgende komme til at betale. 

Havbrug 3

For vi er jo slet ikke i mål med rensningen af det Kattegat, som efter årtiers udledninger stadig har det rigtig skidt. Hvor 117 ud af 119 områder stadig ikke lever op til de krav om “god økologisk tilstand”, som Vandramme-direktivet stiller. Der skal fortsat investeres millioner af skattekroner i rensning af spildevand inde på land. Hvert eneste år. Mange år fremover.

Med tilladelser til nye forurenende havbrug tager folketingsflertallet således fra de fattige skatteydere, som også fortsat skal betale for deres spildevandsrensning inde på land. Og giver til de i forvejen stenrige havbrugere ude på åbent vand.

Det er firmaer, hvis regnskaber i forvejen ofte viser overskud på tocifrede millionbeløb. Firmaer, som har betalte lobbyister dybt inde i Folketinget. Mest kendt er Venstres finansordfører Jacob Jensen (V), der har en lønnet bestyrelsespost i et af de ansøgende havbrug, det japansk ejede Musholm.

Det hele hænger således slet ikke sammen. Heller ikke med det fantasifulde forslag om en “kompenserende muslingeproduktion”, der dels overhovedet ikke er dokumenteret i åbent Kattegat – dels vil optage flere kvadratkilometer af søterrtoriet. Dette til stor gene for skibstrafikken, der med sikkerhed før eller siden vil kollidere med havbrugene.

Med det uundgåelige resultat, at tamme regnbueørreder i hundredtusindvis vil slippe ud i frivandet. Herfra vil de så som kønsmodne søge op i vandløbene for at gyde og grave havørredernes allerede lagte æg op af gydebankerne. Det har vi allerede set på Sjælland.

Og så har vi endda slet ikke talt om havlusene, der i millionvis uundgåeligt vil blive tiltrukket af de mange tusinde fisk i de åbne netbure. Til stor skade for vildfiskene omkring havbrugene. Eller medicinresterne, som risikerer at skabe resistente bakterier i bunden under burene. Eller de giftige kemikalier, der bruges til at holde netmaskerne fri for begroning med alger. Og så videre. 

Der er således kun dårligt at sige om de lavteknologiske åbne WAT (Worst Available Technology) havbrug, som blot leder alt spildevand urenset ud i Kattegat. Med mindre man da er en af de få heldige havbrugere, der får foræret gratis ret til at forurene frit og score millioner af lettjente kroner på svineriet. I vækstens og eksportens hellige navn.

Havbrugene skal derfor op på land, hvor de hører til. Teknologien og den fornødne knowhow hertil har vi allerede i rigt mål. Også herhjemme. Den er naturligvis dyrere at implementere end blot at hælde alt spildevand urenset ud i Kattegat, som planen er lige nu. Men på sigt er det billigere. Langt billigere.

Den nødvendige knowhow eksisterer som sagt og har gjort det længe. Men den beherskes ikke af de traditionelle havbrug, som derfor ikke ønsker at lægge om til landbaserede anlæg. Der skal investeres for meget up front – økonomisk såvel som læringsmæssigt.

Landbaserede havbrug med recirkulering og rensning af vandet i lukkede kredsløb går under betegnelsen BAT, hvilket betyder Best Available Technology. De kan nemlig gøres helt forureningsfri.

I modsætning til de planlagte og eksisterende åbne havbrugs WAT: Worst Available Technology. De lukker alt spildevandet urenset ud.

– En åben gylletank, som en politiker for nylig og meget rammende kaldte havbrugene.


Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

 

Nationalpark Gudenåen

GudenåBB-680x1024

“Danmarks største naturgenopretningsprojekt”

Kampen bølger atter ved Tange Sø. Fremtiden for det kunstige vandmagasin skal snart afgøres. Danmark skal også her leve op til de krav om “god økologisk tilstand”, som EU’s Vandrammedirektiv stiller.

Venner af Tange Sø ønsker, at søen skal blive liggende, som den har gjort i snart 100 år. Danmarks Sportsfiskerforbund peger på den såkaldte løsningsmodel 11, der lader godt 90% af søen ligge. Ingen af delene lever imidlertid op til Vandrammedirektivet.

Det gør derimod en kontrolleret tømning af Tange Sø med efterfølgende retablering af Gudenådalen. Danmarks længste vandløb vil herefter kunne strømme frit som før. Men der er mange flere gevinster end som så, hvis ellers man er fremsynet nok til at tænke hele området ind i en kommende “Nationalpark Gudenå”. Mange millioner at tjene for lokalsamfundet, hvis man satser målrettet på “Danmarks største naturgenopretningsprojekt”.

Netto koster Tange Sø i dag de danske skatteborgere millioner af kroner – i tilskud til en urentabel vandkraft og til nødvendig oprensning af den opstemmede å.

Som tak afleverer søen så en Gudenå, der på det lave søvand varmes op til unaturligt høje sommertemperaturer. Temperaturer over 25 grader er målt mange gange. Samt en vandstand, der går op og ned med turbinerne. For slet ikke at tale om de mange ål og ørreder, der maltrakteres samme sted.

Undervejs er der sågar ydet millionstore tilskud til en såkaldt “solbåd”, der end ikke sejler på vandkraft. Man må tage sig til hovedet over, hvad der foregår på det opstemmede midtjyske vandkraftmagasin.

“Inderligt uinteressant natur”

Mange lokale peger på den smukke natur omkring Tange Sø. Faktum er imidlertid, at Tange Sø intet unikt har at byde på. Naturen her er med naturvejleder Morten D.D. Hansens ord “inderligt uinteressant”, hvad biodiversitet og artsrigdom angår. Samtidig må der regelmæssigt udstedes badeforbud – blandt andet på grund af colibakterier i søvandet.

Løsningen er enkel: Tøm Tange Sø og lad Gudenåen genskabe sig selv. Med lidt hjælp fra os andre, naturligvis. Og inkluder så den genfundne istids-ådal i en ny Nationalpark Gudenå. Det er der mange millioner og mange lokale arbejdspladser i. Indtægter i stedet for udgifter som nu.

Turister vil strømme til. Nogle for at fiske laks i den genfundne og genskabte Gudenå. Andre for at kigge fugle i det unikke istidslandskab. Atter andre blot for at se, hvordan Danmark engang så ud. Med landets hurtigst strømmende vandløb for fødderne. Intet andet sted falder noget vandløb så meget som netop her. Og det er der fremtid i at vise frem.

P2010063

Alene fiskeriet på 7 statsejede km af den sydsvenske Mørrumså genererer årligt i omegnen af 50 millioner kroner plus relaterede arbejdspladser. Samt for ganske nylig en international miljøpris for arbejdet med genskabelsen af et naturligt og fritstrømmende vandløb. Den slags priser er der rigtigt mange penge i. Internationale turistkroner.

En tømning af Tange Sø genskaber 12 km af Gudenåen. Regn selv på det økonomiske potentiale heraf, sammenlignet med den svenske Mørrumså. Det er mange millioner og mange arbejdspladser, man går glip af ved stædigt at fastholde et kunstigt vandmagasin uden væsentlig natur – i stedet for en genskabt ådal med et lakseførende vandløb og international interesse.

I mange år var vor hjemlige Skjern Å ikke særlig  interessant for lystfiskere. Åen var blevet rettet ud i 1960’erne, og laksebestanden var forsvindende lille. Men i 2002 fik Skjern Å sine slyngninger tilbage, og der blev efterfølgende lagt et stort arbejde i at forbedre gydeforholdene for laksen.

Det har resulteret i, at laksebestanden er vokset fra knap 1.000 gydemodne laks i 2004 til  omkring 4.000 i dag. Det kan man læse om i en DTU-rapport fra 2014. Desuden har fiskeriet nu nået et niveau, som er interessant ud fra et økonomisk perspektiv. I 2014 kastede mere end 3.700 lystfiskere snøren i Skjern Å i håb om at få en laks på krogen.

En analyse foretaget af COWI, KORA og DTU Aqua for NaturErhvervstyrelsen i 2014  viser, at laksefiskeriet i Skjern Å skaber et lokaløkonomisk forbrug på 14,6 millioner kr. om året og en årlig lokal værditilvækst på 6,8 millioner kr. Så kom ikke og sig, at der ikke vil være penge i en retableret Gudenå med en genskabt laksebestand.

Danmarks natur udgør i dag blot 8,3 procent af landets samlede areal. Mindre end halvdelen af gennemsnittet for alle EU landene. En retableret Gudenå-dal vil derfor kunne booste den danske natur betragteligt, ikke mindst hvad kvaliteten angår.

Det er derfor kun rimeligt, at landets længste vandløb snart får sin egen nationalpark – med en ægte og oprindelig dansk natur, som er genskabt ved en kontrolleret tømning af den kunstige Tange Sø. Vandkraftens tid bør være forbi.

Gudenåen derimod lever videre. Som en sag af national interesse. Millionerne bare ligger og venter.

© 2018 Steen Ulnits


Læs også:

Retablering af Gudenåen

Gudenåen – fra udspring til udløb


Efterskrift: Havørredbestanden i Gudenåen har i de seneste år været kraftigt for nedadgående. Så meget, at man nu taler om en fredning af havørreden. Dette i såvel Gudenåen, hvor fiskene fødes, som i Randers Fjord, hvor de vokser op.

Hidtil har udsætningsmaterialet til Tangeværkets lovpligtige kompensationsudsætninger været leveret af avlsfisk elektrofisket i tilløbet Lilleåen, der traditionelt har haft en god og selvreproducerende bestand. Hvor halvdelen af Gudenåens havørreder typisk går op.

Presset på vandsystemets ørreder – fra såvel de efterhånden mange skarver på selve Gudenåen som fra lovlige og ulovlige garn på Randers Fjord samt et stigende antal sæler – ser imidlertid ud til at være blevet så stort, at Lilleåen ikke længere alene er stor nok til at brødføde hele Gudenåen med udsætningsfisk.

Der er således mere end nogensinde brug for, at Gudenåens havørreder også kan tage den øverste halvdel af Gudenåen i brug som gyde- og opvækstpladser. Den del, der ligger opstrøms blokaden ved Tangeværket. Heriblandt den del, der i dag ligger begravet under et tykt slamlag på bunden af Tange Sø.

P2010065