Ålene ved de danske kyster og i åer og søer får fra nytår lettere ved at sno sig. Det sker som led i en EU-redningsplan for den truede fiskeart.

Dette skal ske på bekostning, ikke bare af erhvervsfiskere, men også af fritids- og lystfiskere, som må imødese kraftige indgreb mod deres ålefiskeri. 

Det lægger Fiskeridirektoratet op til i et udkast til nye regler for ålefiskeriet, som er sendt i høring hos interesseorganisationer m.fl. EU-planen opererer med en halvering af fangsten af ål over en periode på fem år. Fra 2012 skal det være helt forbudt for lyst- og fritidsfiskere at fange ål i ferskvand – både med fiskestang og med ruser eller andre fiskeredskaber.

For erhvervsfiskere lægger direktoratet op til skrappe restriktioner både i ferskvand og i saltvand, blandt andet med forbud mod flere slags fiskeredskaber, også for fritidsfiskere. I saltvand lægger Fiskeridirektoratet også op til at hæve mindstemålet for fangster.

Næste forbud: Fjordene

EU-direktivet følges op af indgreb fra fiskeriministeriet og sætter en stopper for fiskeri efter blankål i danske farvande. Men adressen er forkert!

Det mener i hvert fald Bjarne Hansen fra Egebjerg Mark, i et læserbrev i Jyllands-Posten. Han følges i Odsherred Avis skarpt op af Frank Knudsen, Hølkerup, der også er fritidsfisker.

“Fra og med næste år vil det være slut med at fiske efter blankål i danske farvande, hvilket i realiteten vil sætte en stopper for alt ålefiskeri”, skriver Bjarne Hansen og fortsætter:

“Blankålen er den udvoksede, gydemodne ål, der fra midten af august til begyndelsen af oktober fanges i ruser på sin forunderlige rejse til Sargassohavet øst for Caribien. Det er den ål, der bruges til røgning, og den ål, der gør sig bedst på panden, fordi den har nået det trin i sin udvikling, der giver den bedste kvalitet. Og det er muligt at fange ålen, netop fordi den er på træk.

Ålefiskeri med ruse er et traditionsrigt og stemningsfuldt fiskeri, som i dag stort set kun praktiseres af fritidsfiskere, der i øvrigt kun må benytte et begrænset antal ruser af begrænset størrelse.

Men fra næste år vil Fødevare- og Fiskeriministeriet sætte en stopper for den fornøjelse. Baggrunden er en EU-forordning, der påbyder reduktion af ålefiskeriet i alle EU-lande. Men hvordan reduktionen skal føres ud i livet, er op til de enkelte EU-lande. I en kommentar til planen har fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) lagt vægt på, at det fremtidige ålefiskeri sikres. Men spørgsmålet er, om dette sker ved endnu en gang at komme efter fritidsfiskere og andet godtfolk.

Det har i hvert fald ikke hjulpet ålebestanden, at de oprindelige bundgarnsfiskere forsvandt fra de danske kyster for nu efterhånden mere end 20 år siden. Med deres garn sat på pæle fra strandbredden og måske 100 meter ud i vandet.

Ålegårdene stod tæt i fjorde og i vige, og efter at de har været forsvundet i et par årtier, må man konstatere, at det ikke er fiskeriet, der er skyld i ålenes tilbagegang. Og da slet ikke de par kilo ål, som en fritidsfisker kan have held til at lokke i rusen i løbet af en sæson.

Årsagen skal måske findes i miljøforhold i søer og vandløb, hvor ålen har sin opvækst i åer og søer, inden den bliver til blankål og trækker ud i saltvand. Eller til den groteske og uhæmmede fangst af åleyngel – glasål – som den praktiseres i andre dele af EU. Det var nok her, man burde sætte ind.”

Så langt Bjarne Hansen, der bakkes op af fritidsfisker-kollegaen Frank Knudsen, Grønlandsvej, Hølkerup, der til Odsherred Netavis udtaler:

“Det er utrolige mængder tons glasål i gram-størrelse, der indfanges f.eks. i Frankrig, Spanien og Holland til opvækst i ålefarme. Blot omkring en tredjedel af dem overlever til udsætning.”

“Det er en parodi, at hvis jeg skal lande en ål, skal den være på mindst 35,5 cm, mens de dernede højst er måske på tre centimeter,” konstaterer han – og konkluderer som Bjarne Hansen, at det var dér, man burde sætte ind.

Se, det kan man jo for en gangs skyld godt være enige med fritidsfiskerne i. Som de forfulgte uskyldigheder de jo altid er…

Fødevareminister: Nul kompensation

Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har til pressen udtalt, at der ikke kan blive tale om at udbetale erstatning til de ramte ålefiskere.

Mange sportsfiskere frygter, at landets mange fritidsfiskere vil omlægge deres fiskeri i forbindelse med ålestoppet. At de – helt legalt – vil skifte åleruserne ud med nye ørredgarn. Til stor skade for de bestande af havørreder, som efter års intensiv fiskepleje er på vej op igen.

© 2009 Steen Ulnits

Der er varm luft i lange baner – og på flere måder – når verdens lande skal reducere deres udledning af CO2. Nogle mere end andre og ofte på meget forskellig vis…

Det vakte berettiget opsigt og mange forskelligartede kommentarer, da EU-Kommissionen i januar kom med sit længe ventede eller frygtede klimaudspil. Udspillet betød nemlig to ting:

– at EU’s samlede udledning af drivhusgasser i 2020 skal være reduceret med 20% i forhold til 1990
– at 20% af energiforbruget i 2020 skal være dækket af vedvarende energi af den ene eller anden slags

20/20 i 2020

Ikke uventet fik klimaudspillet meget forskelligartede kommentarer med på vejen. Vindmøllegiganten Vestas i Randers blev naturligvis begejstret over udspillet, som favoriserer virksomhedens vindmøller. Cementgiganten Aalborg Portland, der er en stor energiforbruger, var langt mindre begejstret.

Fremover vil det nemlig være sådan, at retten til at belaste vort globale klima med udledning af drivhusgasser skal købes – endda på auktion, hvor højestbydende løber med retten til at forurene. Indtægterne fra købet af en såkaldt klimakvote – retten til at udlede en vis CO2-mængde – skal så kanaliseres tilbage til forskning inden for og støtte til udvikling af den vedvarende energi.

Men her i Danmark, hvor vi jo ser os selv som de helt store frontløbere inden for miljøpolitikken, har vi forpligtet os yderligere. Vi har frivilligt forpligtet os til, at hele 30% af energiforbruget i 2020 skal være dækket af vedvarende energiformer. En ambitiøs plan, som her og nu kommer til at koste penge, men som på sigt givet vil være en rigtig god investering.

På denne måde erhverver vi os nemlig en indsigt i og viden om emnet, der siden kan danne grundlag for en eksport af danske produkter og teknologier. Vi har allerede set det med vindmøller og vandrensning, og flere områder vil komme til.

Varm luft og kolde kontanter

Den globale klimaaftale, Kyoto-protokollen også kaldet, blev underskrevet af 149 forskellige lande i 1997. EU-landene skulle tilsammen reducere deres udledning af CO2 med 8% inden 2012. USA, der er verdens største energiforbruger og CO2-udleder, skulle reducere med 7%, mens det nye Rusland fik lov til at nøjes med status quo.

Amerikanerne forregnede sig imidlertid. De havde regnet med at kunne købe billige CO2-kvoter fra russerne, som havde hårdt brug for pengene. Imidlertid lykkedes det overraskende hurtigt russerne at skære 37% af deres udledning – ene og alene ved at nedlægge og/eller udskifte store dele af deres gamle, forældede og nedslidte produktionsapparat. De behøvede således ikke sælge til amerikanerne, der herefter undsagde Kyoto-protokollen og trak sig ud af det gode selskab.

Der har ofte været rettet kritik af, at rige lande således kunne købe sig til at fortsætte deres forurening. Imidlertid er klimaet bedøvende ligeglad med, hvem og hvorfor der skæres ned i udledningerne – bare det sker. Og derfor er handelen med varm luft ingen dårlig idé i et globalt perspektiv.

Det er interessant at se nærmere på de forskellige landes udledning af CO2. På førstepladsen finder vi det energislugende USA, hvis store biler, hurtige både og universelle airconditionanlæg sluger næsten dobbelt så megen energi per forbruger som i EU. Siden 1990 har USA stort set ikke ændret sin udledning af CO2 – endsige prøvet på det.

På andenpladsen og i fuld fart frem mod førerpositionen finder vi Kina, hvis industrielle revolution og kapitalistiske omsving har sat gang i en forrygende og foruroligende udledning af drivhusgasser. Det er skræmmende, at både Kina og Indien, der har gennemgået en lignende industriel revolution, siden 1990 begge har øget deres udledning med omkring 50%.

Duksedrengen er i den forbindelse EU-landene, som siden 1990 rent faktisk har reduceret deres udledning af CO2 med omkring 14%. Og som altså nu sigter mod 20% i forhold til 1990. Duksedrengen over alle duksedrengene er naturligvis Danmark, der som sagt vil give den vedvarende energi yderligere prioritet.

20 største CO2-udledere i verden
(målt i ton CO2 pr. indbygger)

1990 – 2003

1. USA: 21,40 – 21,64
2. Kina: 10,66 – 15,49
3. EU: 13,85 – 11,91
4. Rusland: 8,81 – 5,58
5. Indien: 3,01 – 4,76
6. Japan: 4,76 – 4,60
7. Canada: 1,85 – 3,01
8. Sydkorea: 1,07 – 2,02
9. Mexico: 1,67 – 1,55
10. Iran: 0,97 – 1,43
11. Sydafrika: 1,27 – 1,36
12. Australien: 1,21 – 1,32
13. Ukraine: 2,67 – 1,18
14. Polen: 1,54 – 1,14
15. Saudi Arabien: 0,88 – 1,13
16. Brasilien: 0,90 – 1,12
17. Indonesien: 0,74 – 1,10
18. Thailand: 0,43 – 0,92
19. Taiwan: 0,55 – 0,86
20. Tyrkiet: 0,64 – 0,82

Tallene taler deres tydelige sprog, omend nogle giver et misvisende billede. Lande, hvor atomkraft er fremherskende, figurerer lavere på listen end lande, som ikke bruger atomkraft. Det samme er tilfældet i lande som Sverige og Norge, hvor vandkraft er en vigtig energikilde.

Begge former for energi er CO2-fri, men som bekendt med mange indbyggede ulemper…

G8: 50% reduktion inden 2050

For første gang i sin embedsperiode er USA’s præsident George W. Bush gået med til bindende klimamål. Enigheden kom ifølge EU-kommissionsformand José Manuel Barroso på det seneste G8-topmøde i Japan.

– Vi er stadig på rette vej mod en global klimaaftale i København i 2009, siger Barroso. – Vi er enige om et langsigtet mål på mindst 50 procents reduktion i udledningen i 2050, og vi er enige om også at opstille mellemfristede mål, sådan som EU allerede er i færd med i 2020, siger kommissionsformanden.

Han er medlem af G8, men tælles ikke med som et “land” i klubben, der ud over USA består af Canada, Frankrig, Italien, Japan, Rusland, Storbritannien og Tyskland. Lande, som tilsammen er i besiddelse af mere end halvdelen af verdens samlede økonomiske ressurser.

Bush har hidtil været tavs om klimapolitik efter ankomsten til topmødet i Tayako. Han har hidtil ikke ville forpligte USA uden lignende tilsagn fra Kina og Indien.

© 2009 Steen Ulnits

Landmændene i Danmark og Tyskland er de største miljøskurke sammenlignet med alle Østersøens landmænd. De udleder mest kvælstof per hektar jordbrugsmark.

Landbruget står for halvdelen af kvælstofindholdet i Østersøen. Udslippet af kvælstof og fosfor fra landbruget medfører blandt andet flere alger i havet. Men det er meget forskelligt, hvor meget de forskellige østersølande påvirker havmiljøet. Det skriver atl.nu.

Det danske landbrug udleder i gennemsnit 57 kg kvælstof per hektar. Det er mere end 40 gange så meget kvælstof, som rinder ud i vandet fra de estiske og lettiske landbrug.

Forsker på Sveriges Lantbruksuniversitet, Helena Andersson, siger til atl.nu, at der er flere faktorer, der spiller ind i forureningen af Østersøen.

“Der findes ingen enkle svar. De naturgivne forudsætninger som klima og jord er jo forskellige i landene, men der er alligevel et tydeligt mønster: Lande, som har den højeste dyretæthed, står også for det største kvælstofudslip,” siger Helena Andersson. Og det er så den naturlige forklaring på, hvorfor Danmark er det land ved Østersøen, der udleder mest kvælstof.

“Danmark har absolut flest dyr og den højeste kødproduktion, derfor ligger landet også i top, når det gælder kvælstofudslip fra landbruget,” siger forskeren. Tyskland har den næsthøjeste dyretæthed, og dermed også det næsthøjeste kvælstofudslip.

Et andet mønster, som Helena Andersson gør opmærksom på, er, at lande med højt udviklede landbrug belaster miljøet i Østersøen mere, end for eksempel Letland, hvis selvforsyning af kød er meget lav.

“Jo mere korn, kød og mælk et land producerer, desto større er kvælstofudslippet,” siger Helena Andersson.

Danmark mest korn pr. indbygger

Regnet pr. hektar landbrugsjord ligger Danmark helt i front: 1.500 kg. Så meget korn dyrker vi om året for hver eneste dansker, og det gør Danmark til det land i verden, der producerer mest korn pr. indbygger. Det viser FAOs tal for 2007, hvor høsten ellers var forholdsvis lille i Danmark.

I en tid med fødevarekrise er det tankevækkende, at Danmark ligger i spidsen, når det gælder om at producere korn. Sammenligningen gælder vel at mærke ikke kun for de kornarter, vi dyrker herhjemme, men også når man medregner både ris og majs og mere eksotiske former for korn.

Mange andre lande producerer meget mere korn, end vi gør i Danmark, men i forhold til befolkningens og landbrugsarealets størrelse ligger Danmark suverænt i front. Når Danmark hidtil har været ret upåagtet som kornproducerende land, skyldes det, at vi bruger langt det meste af kornet som foder, og Danmark er da også mere kendt for sin store animalske produktion.

Et land som Canada, der har den næststørste produktion pr. indbygger, og er et af de store korneksporterende lande, dyrker “kun” seks gange så meget korn som Danmark, selv om det er et kæmpestort land, så i forhold til landbrugsarealets størrelse er Danmarks kornproduktion langt større og voldsomt meget mere intensiv.

Andre store kornproducerende lande som USA, Kasakhstan, Australien og Argentina dyrker også meget korn pr. indbygger, men i forhold til deres størrelse er produktionen ikke nær så imponerende.

Ungarn er det land i EU, der efter Danmark dyrker mest korn pr. indbygger, mens Frankrig som EU’s suverænt største samlede kornproducent ligger noget længere nede på listen.

Når vi ligger så højt med hensyn til at producere korn, skyldes det, at vi bruger en forholdsvis stor del af landbrugsarealet til at dyrke korn, samtidig med at vi har forholdsvis høje udbytter.

Faktisk er der kun 32 lande i verden, der har en større produktion af korn end Danmark. Store lande som Brasilien og Rusland ligger meget langt nede på listerne, når man sætter produktionen i forhold til landenes enorme landbrugsarealer og store befolkninger.

Derfor sviner de heller ikke miljøet til i nær samme omfang som det højt berømmede danske landbrug.

Kristen Touborg (SF): – Pinligt

Torsken er ikke længere i stand til at formere sig ret mange steder i Østersøen, fordi udledningen af kvælstof påvirker indholdet af både ilt og salt i vandet. Og det kan fisken takke det danske landbrug for, som i gennemsnit udleder 57 kilo kvælstof per hektar, hvilket er mere end noget andet land i Østersø-regionen.

»Hvor er det pinligt, at vi i Danmark prøver på at gøre os til et grønt land, som vil gå foran, når det så viser sig, at vi er de største syndere«, siger SF’s Kristen Touborg, som er repræsentant for Nordisk Råd, fødevareordfører og tidligere landmand.

Han har før været opmærksom på problemet, selv om han har hørt både landbruget og den borgerlige regering sige, at det ikke betyder så meget, fordi Danmark ikke har så meget udslip til Østersøen.

Men de nye tal viser det stik modsatte:

»Det her er væsentlig værre, end man har formodet før«, siger han, og beder nu ministeren om en redegørelse. Kristen Touborg vil nu have svar på, hvad regeringen har tænkt sig at gøre ved problemet.

»Min opfattelse er, at regeringen vil gå ud og lave restriktioner og til gengæld slippe landbruget fri. På den måde laver de på den ene side skarpere regler i nogle områder, mens de løsner meget op og giver lov til større produktion på den anden«, siger han.

Selv om han støtter restriktioner på særlige områder som for eksempel følsomme vandløb, mener han ikke, at det er en god ide. Ifølge Kristen Touborg forurener landbruget ikke kun i Østersøen.

»Jeg er specielt bekymret for den kvælstofudledning, der slippes ud i luften. Og jeg synes, at nu når vi netop står over for en generel fornyelse af vandmiljøhandlingsplanen til efteråret, er det på tide – og et behov for – at vi få revurderet området samtidig«, siger han.

© 2009 Steen Ulnits

Efterskrift:

“Helcom” er en forkortelse for “Helsinki Commission”, som er en såkaldt mellemstatslig kommission, der styrer og administrerer Helsingfors-konventionen. Helcom, som er grundlagt tilbage i 1974,  arbejder for en bedre beskyttelse af det maritime miljø i hele Østersø-området.

Til medlemslandene hører Danmark, Sverige, Finland, Estland, Letland, Lithauen, Rusland, Polen og Tyskland samt Europakommissionen.

Dansk Landbrug har det med at fortælle, hvordan det er de mange lande omkring Østersøen, som bidrager med størsteparten af kvælstoftilførslen til de indre danske farvande – til Øresund, Storebælt, Lillebælt og Kattegat. Det er jo bekvemt at kunne give skylden til de baltiske lande, så man selv kan svine videre.

Imidlertid ved vi nu, at der ganske vist tilføres store mængder kvælstof fra Østersøen. Men vi ved også, at vandet i Østersøen har en opholdstid på 25-30 år, inden det er løbet videre vesterud og nordpå til Danmark og Svenrige.

Den kendsgerning betyder, at en meget store del af kvælstoffet fra Østersøen er biologisk inaktivt, når det ankommer. Det er bundet til humuspartikler, som først skal nedbrydes, før det bundne kvælstof kan frigives og bruges af alger i Kattegat og Skagerak.

Summa summarum: Vi modtager meget kvælstof fra Østersøen, men det kan kun i begrænset omfang bruges af algerne. Det kvælstof, vi selv udleder fra landbrug og havbrug, er derimod i en biologisk let tilgængelig tilstand – klar til at fodre algerne med.

Og hvad måske værre er: Det kvælstof, der udledes fra havbrugene, udledes præcis i algernes vækstsæson – i sommerhalvåret. Modsat kvælstoffet fra landbruget, der primært udledes i vinterhalvåret, hvor algerne ikke er så aktive.

Vi kan derfor konkludere, at kvælstof (og fosfor for den sags skyld) udledt fra havbrug er så skadeforvoldende på vandmiljøet, som noget kan være.

Da jeg var barn og boede i Greve Strand uden for København – det var sidst i de glade 60’ere – var der et slogan, som alle raske drenge og bilkørende mænd kunne til bevidstløshed: – Kom en tiger i tanken!

Det var nu hedengangne eller rettere omdøbte Esso, der havde tigeren til salg – lige til at hælde i benzintanken, som hermed fik ekstra kraft og acceleration. I hvert fald ifølge Esso. 

Well, tigeren er ved at være uddød – både i Asien og hos Esso – men fat mod. Et nyt slogan er nemlig på vej: – Kom en alge i tanken!

Det lyder ganske vist ikke helt så fancy som det gamle slogan, men det er langt mere grønt og miljøvenligt. Algen er nemlig politisk korrekt – hvis man altså ellers lige kan få den ned i benzintanken og få den til at levere energi her. For det kræver ikke så lidt teknik og snilde at nå så vidt.

Fra grøn alge til grøn biobenzin

Men det lysner for de grønne alger, der måtte have ambitioner i retning af at blive til brændstof i moderne biler. Mange af dem vil imidlertid slet ikke blive spurgt, om de vil med i projektet – de vil nemlig blive indfanget i hav og fjord, hvorfra de så tømmes over i store algebassiner til videre opformering. I hvert fald hvs det står til forskerne hos Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), som har store planer på området.

Planen er, at iltfattige fjorde og havområder mekanisk renses for alger og næringsstoffer, hvorefter de får tilført det nu rensede og iltede vand. Alger og næringsstoffer bliver i store algebassiner, hvor de opformeres under optimale temperatur- og lysforhold.

CO2 fra et kraftvarmeværk ledes til algebassinerne, hvor algerne straks optager det i deres biomasse – under tilsvarende afgivelse af ilt til vandet. Den CO2, der normalt ville være havnet i atmosfæren ved forbrænding af kul, olie, naturgas eller biomasse, holdes således tilbage og bruges i stedet til at fremme algeproduktionen. Returvarme fra samme kraftvarmeværk tilledes også algebassinerne, så vandet her får en optimal temperatur til algevæksten.

Rent vand – nu iltrigt og renset for skadelige næringsstoffer – kan så efterfølgende ledes tilbage det det fjord- eller havområde, der ellers lider af regelmæssigt tilbagevendende problemer med algeblomst, iltsvind, bundvending og fiskedød.

– Too good to be true?

– Lyder det for godt til at være sandt? Næh-nej, vi kan i dag gennemføre alle enkeltprocesserne, så det er absolut realistisk – på sigt. Det store samspil mellem enkeltprocesserne og den helt store synergi, som findes her, er endnu ikke etableret. På samme måde som det tog flere år at få styr på de biogasanlæg, der i dag er almindelige landet over. Der vil således gå nogle år, førend teknologien er så udviklet, at det vil kunne opskaleres og sættes i stordrift – før vi kan gøre alvor af at komme en alge i tanken.

I første omgang vil projektet koncentrere sig om at producere grøn bioethanol til brug som brændstof i fremtidens biler. Dagens bioethanol er ikke rigtigt grøn, idet den for en meget stor dels vedkomende fremstiles af biomasse, som er dyrket på arealer, der ellers kunne bruges til dyrkning af fødevarer (korn og majs eksempelvis) eller foderstoffer til dyr.

Sine steder (specielt Brasilien, hvor stort set al benzin er bioethanol) fælder man sågar regnskov for at give plads til store sukkerrørsmarker, som kan levere råstofferne til fremstilling af bioethanol. Og det er i længden ikke en bæredygtig metode – specielt ikke i en verden, hvor flere og flere mennesker skal konkurrere om fødevarerne. Da skal der naturligvis ikke dyrkes benzin, men mad på markerne!

I USA er det allerede nu sådan, at omkring 30% af de eksisterende majsarealer bruges til fremstilling af bioethanol til biler. Det er resultatet af Bush-regeringens erklærede strategi om i videst muligt omfang at gøre sig uafhængig af olien fra den altid kriseramte Mellemøst.

Langt mere fremtid er der naturligvis i at bruge naturligt forekommende alger i et naturligt forekommende medium, nemlig alger i næringsrigt havvand. Her har man jo allerede alle grundindgredienserne, som blot skal opformeres og raffineres.

De opformerede alger består for en meget stor dels vedkommende af sukkerstoffer, som ved hjælp af en simpel gæringsproces let kan omdannes til ethanol. Denne bioethanol kan kommes direkte i tanken, hvis blot de eksisterende benzinmotorer ændres en smule. På samme måde som dieselmotorer uden videre kan køre på biodiesel – i form af forskellige mere eller mindre raffinerede planteolier.

Biogas er fremtiden

Restprodukterne fra de store algebassiner kan sendes videre til et traditionelt biogasanlæg, hvor stofferne omdannes til biogas, som kan afbrændes – eksempelvis i samme kraftvarmeanlæg, der leverer varme og CO2 til algebassinerne. Hermed er ringen sluttet – og miljøet sparet for store mængder skadelig CO2.

I det hele taget har biogas fremtiden for sig. Husdyrgødning fra vor industrielle produktion af køer og især svin udgør en stor og stigende trussel for miljøet. Husdyrgødningen danner nemlig rigtig meget methan, som er en drivhusgas af de værre. Methan er nemlig mere end 20 gange kraftigere som drivhusgas end den CO2, vi ellers altid snakker om.

Ved at opsamle methan fra husdyrgødningen undgår vi, at den kraftige drivhusgas ledes ud i atmosfæren. Når man herefter brænder methanen af i et kraftvarmeamnlæg og bruger såvel varmne som CO2 herfra til at fremme algevæksten, sparer man atmosfæren for den CO2, der ellers ville blive sluppet ud ved afbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og gas.

Gør man det store biogasregnskab op, viser det sig, at man sparer atmosfæren for mellem 160 og 220 % CO2-ækvivalenter, som det hedder på fagsproget. På almindeligt dansk betyder det, at jo mere man udnytter biogassen, desto mindre CO2 belaster man atmosfæren med. Op mod det dobbelte.

Første og anden generation

Der har været megen snak for og imod biogas. Og meget ofte har modstandere og tilhængere sammenlignet æbler og pærer – forstået på den måde, at man har spurgt i øst og svaret i vest. Modstanderne har ofte talt om førstegenerations biobrændstoffer, mens fortalerne har drøftet andengenerations biobrændstoffer.

Førstegenerations biobrændstoffer udgøres af deciderede fødevarer som korn, raps og sukkerrør. Her er CO2-balancen ikke særligt god, og produkterne baseres på stoffer og arealer, der i stedet kunne være brugt til fødevareproduktion.

Andengenerations biobrændstoffer udgøres tilsvarende af restprodukter fra landbrugssektoren, skovbruget eller husholdninger. Brugen af disse restprodukter er ikke i konflikt med fødevareproduktionen, og i forhold til brug af olie er CO2-reduktionen helt op til 90 procent eller mere.

Men det er vigtigt at vælge de helt rigtige afgrøder. Det har nemlig vist sig, at nogle afgrøder og dyrkningsmetoder afgiver langt mere CO2, end de sparer. Det gælder afgrøder både til fremstilling af biobenzin og biodiesel.

I Amazonas ryddes allerede nu kostbar regnskov for at give plads til store sojabønnemarker, der igen kan bruges til produktion af biodiesel. I Indonesien omlægger man store tørvemoser til palmeolieplantager, hvilket ifølge flere beregninger vil betyde, at der går mere end 400 år, før CO2-gælden er betalt tilbage. Og det var jo ikke lige meningen.

I Aakirkeby på Bornholm og med støtte fra Energistyrelsens nye EUDP program arbejder man pt. på et nyt forsøgsanlæg baseret på andengenerations biobrændstoffer. Anlægget skal anvende affaldsprodukter som halm, haveaffald, træflis og græs som råvarer til produktion af både bioethanol og et fast brændsel, der kan pelleteres og anvendes i individuelle fyr eller til grøn elektricitetsproduktion. Anlægget vil også producere brint og store mængder methan, som kan anvendes til produktion af grøn elektricitet og fjernvarme.

Det er her, fremtiden ligger – i andengenerations biobrændsel.

Vandrammedirektivet

Her i Danmark forholder det sig sådan, at vi inden år 2015 skal have overholdt EU’s meget omtalte Vandrammedirektiv. Det foreskriver, at såvel grundvand som overfladevand skal have en “god økologisk kvalitet”, som det så fint hedder.

Det er en lidt diffus vending, der ifølge flere forskere vil medføre, at mange nuværende intensivt dyrkede og overgødede marker snart må tages ud af produktion. Ellers kan direktivet helt enkelt ikke overholdes.

Ved bruge flerårige energiafgrøder i stedet, opnår man flere fordele på samme tid: Man reducerer kvælstofudvaskningen, pesticidforbruget og udledningen af CO2 med samlet set 60-70%. Samtidig med at man får biobrændstof til landets voksende maskinpark, sparer man grund- og overfladevand for store mængder skadelig nitrat og pesticider.

Set i dette perspektiv er det himmelråbende tåbeligt, at landbruget nu i disse dage er i færd med at pløje en meget stor del af de hidtil braklagte marker op – for at producere mere korn til verdens sultende befolkning. Tåbeligt, når vi nu ved, at der fremover skal braklægges eller omlægges mange af de samme marker for at nå målet i vandrammedirektivet.

Landbrugets organisationer opfordrer endda åbent deres medlemmer til denne hurtige oppløjning af brakmarker – givet for så senere at kunne få økonomisk dispensation, når de samme marker atter skal tages ud af produktionen…

Lys og luftig fremtid

I Danmark har vi været tidligt ude med fremstilling af biogas fra husdyrgødning. Simplethen fordi var har så stor en husdyrproduktion og så små arealer at sprede de gigantiske gyllemængder på. Det første anlæg blev etableret allerede i 1984.

Til gengæld har vi været endog meget langsomme med at udvide denne produktion. Således er der i dag landet over blot 20 større fællesanlæg og 60 mindre gårdanlæg – samme antal som for ti år siden. Den høje statsafgift på biogas har været en effektiv stopklods for etableringen af flere værker.

I samme forbindelse er det vigtigt, at fremstillingen af biogas fra disse afgrøder sker så lokalt som muligt, da transport i store tankvogne langvejs fra koster alt for mange penge og udleder alt for meget CO2.

Men nu tegner der sig et langt lysere fremtidsbillede for biogassen. På Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF) i Foulum har man intensiveret forskningen og forsøgsaktiviteten – finansieret dels af midler fra Fødevareministeriet, dels egne 6,2 millioner kroner i frie forskningsmidler.

Danmark bør helt enkelt være førende inden for brugen af biogas, for ingen anden nation har samme naturlige forudsætninger – og behov – for det. Svineproduktionens gigantiske gyllemængder skal bringes under kontrol – i dertil indrettede biogasanlæg. De skal ikke ud på markerne og ned i grundvandet, som tilfældet er i dag!

Samtidig har tre af de største benzinselskaber udtalt, at de ikke vil sælge benzin baseret på 1. Generations biobrændstof.

“Vi vil ikke sælge biobenzin lavet på fødevarer, når verdens fattigste sulter”. Sådan lød beskeden nemlig fra tre af Danmarks største benzinselskaber. Fødevarekrisen får dermed den konsekvens, at selskaberne ikke lancerer miljøvenlige brændstoffer, før det er muligt at sælge 2. generations biobrændstof, der er lavet på affaldsprodukter.

“Jeg tror, at alle er enige om, at 1. generations biobrændstof ikke er fremtiden, og vi kommer ikke til at bruge 1. generation med mindre lovgivningen på et tidspunkt tvinger os til det,” siger Christian Hoff, der er adm. direktør i YX Energi.

Den holdning deler både Q8 og Shell, skriver Børsen:

“Som udgangspunkt synes vi ikke, 1. generations biobrændstoffer er interessante ud fra et miljømæssigt perspektiv, og vi mener ikke, det er bæredygtigt,” siger kommunikationschef hos Shell, Regitze Reeh.

Statoil, der som det eneste benzinselskab i Danmark sælger benzin med bioethanol, vil ikke stoppe med at tilbyde biobrændstoffet til kunderne, men kommunikationsdirektør Per Brinch fremhæver, at selskabets biobenzin er produceret af sukkerrør i stedet for den majs, der især har fået skylden for de stigende fødevarepriser.

Tank søsalat på bilen

Fødevarepriserne eksploderer netop nu, fordi korn og majs ender i bilmotorer i stedet for bageovne. Mange i ulandene har derfor ikke råd til mad.

Nu går danske forskere en anden vej. I stedet for at lave bioethanol – brændstof – af samme produkter, som vi skal leve af, har man nu rettet blikket mod de enorme mængder biomasse, som findes i søsalat.

Søsalat flyder rundt i havet, og når det nedbrydes, bruger det ilten til skade for det øvrige maritime liv – dette hjulpet godt på vej af de næringsstoffer, der til stadighed udvaskes fra landbrug og husholdninger.

For nylig rykkede forsøgene med dyrkning af makroalgen søsalat så ud fra laboratoriet til større tankanlæg hos Dansk Skaldyrscenter ved Nykøbing Mors. Håbet er, at man om fire år kan begynde en egentlig produktion af bioethanol baseret på alger – uden derfor at konkurrere med fødevareproduktion.

Algerne skal bruge både sollys, varme, CO2 og næringsstoffer for at gro. Ved at bygge anlægget tæt ved et kraftvarmeværk kan returvarmen opvarme algebassinerne, og røggassen fra skorstenen kan levere CO2.

Ligger værket ved en forurenet fjord, kan vand herfra måske levere næringsstofferne og samtidig blive renset, eller algerne kan få næring fra gylle eller renseanlæg. Som tak fordobler algerne deres biomasse på bare to-tre dage. På en måned bliver det til en forøgelse på 10.000 gange.

“60 pct. af tørstoffet i algerne er kulhydrater, heraf en stor del glukose, altså sukker, som ved gæring kan omdannes til bioethanol”, siger seniorrådgiver Michael Bo Rasmussen, Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet, der arbejder sammen med forskere fra Teknologisk Institut i Århus, Biologisk Institut og Det Jordbrugsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, Risø og Dong.

Ideen til projektet fik Michael Bo Rasmussen under en ferie i Italien, hvor store sejlende høstmaskiner fjernede tonsvis af søsalat fra Adriaterhavet. Ikke for at bruge det til noget, men for at undgå, at det rådner og kvæler dyr og planter – og at stanken fra forrådnelsen skræmmer badegæster væk.

“Vi kan ikke nøjes med det, som vi kan høste i havet herhjemme. Derfor skal søsalaten opformeres i store landbaserede bassiner, der højest kan være 60-100 cm dybe, fordi der skal bruges meget lys. For hver ha overflade regner vi med at kunne udvinde 10.000 liter ethanol om året – dobbelt så meget som fra en ha med korn. Men det sker uden at konkurrere med kornproduktionen, for vi skal ikke bruge arealer, der egner sig til kornafgrøder”, siger Michael Bo Rasmussen.

Foreløbig er kolberne i laboratoriet erstattet af ni kar med hver 1.000 liter vand og tre større kar med 4.000 liter vand hos Dansk Skaldyrscenter, som stiller forsøgskarrene til rådighed.

“Vi har tilsat forskellige mængder søsalat til de forskellige kar, og i de kommende uger måler vi, hvor meget biomassen vokser. I år går forsøgene primært ud på at undersøge, hvilken mængde der giver den største vækst i biomasse”, siger Michael Bo Rasmussen.

Næste år flyttes forsøgene til større kar i forbindelse med et kraftvarmeværk, så der også kan tilføres varme og CO2 direkte fra røggassen, der udledes fra kraftvarmeværket.

© 2009 Steen Ulnits

Vi danskere snakker altid om “havlus”, hvor vore norske kolleger lige så konsekvent siger “lakselus”.

I begge tilfælde er der tale om samme organisme, nemlig Lepeophtheirus salmonis, som er det latinske artsnavn. Det norske navn skyldes parasittens værtsdyr – laksen. Det danske navn skyldes dens levested – havet.

Havlusen lever nemlig i saltvand ved saltholdigheder fra oceanisk havvand (35 o/oo) og ned til omkring 15 o/oo.

Havlus eller lakselus har på trods af navnet intet med lus at gøre – disse smådyr hører nemlig til krebsdyrgruppen copepoder (vandlopper), som udgør størstedelen af vandets dyreplankton (zooplankton) – de smådyr, som igen lever af algerne (planteplankton). Til de mere kendte copepoder hører de enorme mængder “krill”, som mange af havets hvaler (bardehvalerne) filtrerer fra vandet og er helt afhængige af.

I polare områder kan man opleve copepoder, som kan blive op til 1 cm lange, men de allerfleste copepoder er langt mindre. Typisk er voksne copepoder dråbeformede og 1-2 mm lange. I troperne kan copepoder optræde som smittebærere af blandt andet kolera.

Fantastiske former

Set under et mikroskop afslører copepoderne ofte meget fantastiske og smukke former – med lange antenner og fjerformede vifter. I tilgift hertil findes ofte et enkelt stort øje, som lyser op i rødt. Det er livlige dyr, som forhold til deres størelse kan bevæge sig med imponerende fart – en evne, de bruger i deres jagt på det langt roligere planteplankton.

Copepoderne følger algernes bevægelser op og ned i vandsøjlen. Med stigende lysintensitet synker de mod bunden, mens de stiger mod overfladen med tiltagende mørke. Algerne skal jo nruge sollyset til deres fotosyntese, og copepoderne følger naturligt med i denne døgnrytme.

Copepoderne inddeles i 2 grupper: De fritsvømmende og de fastsiddende, hvoraf mange er snyltende. De snyltende copepoder, hvortil havlusene hører, sætter sig fast på fisk og lever af sekret på huden. De har en stærkt modificeret kropsform, der er tilpasset livet som snylter – sammentrykte og flade, så de yder mindst mulig modstand i vandet.

Havlusene stortrives i lakseopdrættet, som plages af de små, snyltende krebsdyr, og som derfor behandler laksene med nervegiften Ivermectin. Giften dræber havlusene eller får dem til at slippe taget i laksene. De tages nu af strømmen og føres ud i det frie vand – hvor de med stor appetit kaster sig over forbipasserende vildlaks – smolt på vej ud mod åbent hav eller voksne laks på vej mod gydepladserne.

Livsfarlige lus

De voksne vildlaks lider naturligvis under de massive angreb fra havlusene. Men de kan dog redde sig, idet lusene jo forsvinder af sig selv i ferskvand. Men så let har laksesmolten det desværre ikke. Den er i forvejen meget sårbar i denne fase af sit liv, og den har ingen mulighed for at undslippe de grådige havlus.

Man har fundet mere end 600 synlige havlus på en 2,5 kg’s laks fanget i Eio elven i bunden af Hardangerfjorden. Tilsvarende fandt man ikke færre end 1.500 lus på en 5 kg’s laks fra Namsen. Laksen var ikke overraskende radmager. Til sammenligning er bare 5 voksne havlus nok til at tage livet af én udvandrende laksesmolt…

De sår, der måtte komme efter et angreb af havlus, gør de angrebne fisk mere modtagelige overfor infektioner. Enkelte lakselus giver ingen problemer, men udtrækkende smolt i bl.a Norge med deres massive lakseopdræt er truet. Smolten er naturligt svækket og kan ikke modstå det massive angreb, de udsættes for ved opdrætsanlæg, der på grund af fisketæthed giver gode formerings- og vækstbetingelser for lakselus.

Canadiske undersøgelser viser at et opdrætsanlæg kan forårsage 30.000 gange flere lakselus end normalt i et område uden lakseopdrætsanlæg! I Norge er der set vilde fisk med lakselus i et antal der er 73 gange højere end i områder, hvor der ikke findes opdrætsanlæg.

Billedet nederst i denne artikel viser en norsk tamlaks, som er hårdt angrebet af havlus. Så hårdt, at den ikke overlever det.

Forsvinder i ferskvand

På voksne fisk ses havlusene ofte på bugsiden umiddelbart foran halen, hvor de kan sidde bekvent i læ for vandstrømmen. Men de kan sidde overalt på fiskene, hvis forholdene er til det. Man kan opleve fisk, der er så hårdt angrebne, at de nærmest ser koparrede ud efter de mange angreb.

Når laksen vandrer op i ferskvand for at gyde, udsættes havlusene for mindre saltholdigt vand, hvor de ikke kan opretholde deres saltbalancen i kroppen. De dør derfor efter nogen tid.

Er der “lus” på en fisk fanget i å eller elv, har det altid været set som en slags adelsmærke – et bevis for, at fisken er trukket op fra havet for mindre end én uge siden. Lakselus kan jo ikke leve i ferskvand, men svækkes hurtigt og falder af fiskene.

Nyere norske undersøgelser viser imidlertid, at havlusene i bedste fald faktisk kan sidde på fiskene i op til 21 dage. Det er dog sjældent, de bliver siddende i så lang tid. Tidsrummet afhænger sikkert af laksens vej op i elven – om den kommer direkte fra åbent hav eller har tilbragt længere tid i brakke fjordområder, inden den vandrede op i ferskvandet.

I syddanske farvande og brakke inderfjorde kan man i perioder opleve havørreder med havlus – trods den lave saltholdighed, som havlusene ellers ikke trives ved. Fænomenet skyldes havørredens vandringer, som styres af dels årstid og kønsmodning – dels vandtemperatur og saltholdighed.

Bliver vandet for koldt, trækker fiskene mod vand med lavere saltholdighed – bringende med sig havlus fra mere salte omgivelser.

Disse falder dog af igen efter nogen tid.

© 2009 Steen Ulnits

Havlus og døde rejer

Havlus er krebsdyr, og alle krebsdyr gennemgår i deres udvikling en række kritiske hudskift for at blive større.

Efterhånden som havlusene bliver immune over for forskellige aflusningsmidler, må man i fiskeopdrættet gribe til stærkere og stærkere midler.

Seneste skud på stammen er stoffet diflubenzuron (DFB), som også bruges i insektgifte. Det har også vist sig meget virksomt over for havlus, da det hindrer disse i at skifte hud mellem de forskellige stadier.

Imidlertid ser det ud til også at virke på de værdifulde rejser, som lever frit i havet og her danner grundlag for et vigtigt fiskeri. Flere steder har man oplevet rejefiskeriet gå voldsomt tilbage i takt med, at havbrugene ekspanderer. Enkelte steder er rejerne allerede helt væk.

DFB blandes i fiskefoderet og når således indefra og ud til de parasiterende havlus. Nu undersøges det, om DFB også kan nå helt ud i frivand til de rejer, der lever her. Sandsynligvis via overskydende fiskefoder, som spildes gennem de åbne netmasker.

Meget tyder desværre på det, og dermed har fiskeopdrættet påført sine omgivelser endnu et muligt banesår. Måske er det om føje år helt slut med friske rejer fra de norske fjorde.

Ironisk, når man tænker på, at det i fiskeopdrættets unge år netop var rejeskaller fra rejefiskeriet, der gav ørrederne deres eftertragtede røde kød…

Og endnu en grund til at gå langt uden om de åbne havbrug. I Kattegat som alle andre steder.

De fører ikke andet end dårligt med sig.

© 2017 Steen Ulnits

Den danske laks har haft trange kår i mange år. Nu ser det imidlertid ud til, at det for alvor lysner for laksene.

Sidste år var således et af de bedste lakseår nogensinde, og mange nye tiltag på miljøområdet kan kun være med til at fremme udviklingen yderligere. Lad os se på et par af eksemplerne:

Skjernå var helt ustyrlig i 2007. I alt landedes der 838 laks af lokale og tilrejsende lystfiskere. Af dem blev de 287 taget på flue, 431 på spin og 96 på orm. De sidste 24 ved man ikke hvad tog.

Af den 838 laks blev de 476 hjemtaget, mens de resterende 362 nænsomt blev genudsat, så de kunne deltage i gydningen. Gennemsnitsvægten var også flot – 5,2 kg – hvilket tyder på et vandringsmønster for Skjernå-laksen, der bringer den vidt omkring i Nordatlanten. 63 af laksene vejede over 8 kg – med 14,0 kg som den største af en lille håndfuld 10+ fisk.

Traditionen tro blev de fleste af laksene fanget på det klassiske stræk ved Borris (259 styk), mens stykket ved Albæk tegnede sig for næsten lige så mange (255 styk). På tredjepladsen kom åen ved hovedvej A11 – med 100 stykker.

De imponerende fangster er resultatet af mange års intensivt arbejde med at redde en unik laksestamme, som man længe troede var udryddet endegyldigt med reguleringen af Skjernå i 1960’erne. En lille oprindelig bestand viste sig dog at være tilbage på gydepladserne i den nederste del af Karstoft Å – endegyldigt bevist gennem de nye DNA-analyser.

Den store retablering og genslyngning af Skjernå har også givet laksen helt nye muligheder. Således havde laksen før retableringen, som blev færdig for blot nogle få år siden, adgang til blot 80 km af Skjernåens lange løb. I dag har laksen hele 180 km å at svømme i, hvilket ikke mindst skyldes opkøb og nedlæggelse af dambrug ved åen.

Lokalt forventer man sig derfor meget af 2009-sæsonen, som med lidt held kan blive den, hvor man for første gang runder de 1.000 stangfangede laks!

Det gør man også ved den sydligere Varde Å, hvor 2008 også var en meget fin sæson. Allerede den 17. august blev der indført laksestop, da man havde nået den tilladte kvote på 130 laks. Året før skulle man helt frem til 13. oktober, førend kvoten var fyldt op.

Snart går man ved Varde Å i gang med et gigantisk EU-støttet genopretningsprojekt, hvor der vil ske store ændringer af åens nuværende lænkede løb. Således vil det urentable Karlsgårdeværk blive lukket. Og i den forbindelse vil Ansager Kanal blive lukket, så alt vandet fremover får lov at flyde frit i den oprindelige å.

Men ikke nok med det. Over en strækning på 15 km skal åen genslynges, så man når tilbage til det oprindelige forløb, som det så ud i 1945 – før de store vandkraftprojekter blev gennemført.

Man har beregnet, at der er plads til en laksebestand på omkring 10.000 fisk i Varde Å systemet. Men det kræver, at ikke mindst Sig Fiskeri – Danmarks pt. største dambrug – får omlagt produktionen, så fiskene får fri passage også her. I skrivende stund står laksene nærmest i kø neden for danbruget.

Samme positive fremtid venter de mindre, men meget produktive Sneum og Holsted Åer, hvor Skov- og Naturstyrelsen med EU-støtte har opkøbt et antal dambrug med henblik på lukning og nedlæggelse. Altsammen for at styrke den lokale snæbelbestand, men altsammen også til gavn for åernes øvrige laksefisk.

Sneum Å toppede i 2008, hvor man allerede i august måtte lukke for laksefiskeriet. Da havde man nemlig opbrugt sin kvote på 50 laks. Med en gennemsnitsvægt på flotte 6,2 kg overgik den selveste Skjernå.

Vidåen længst i syd er en anden succeshistorie – dog ikke med fokus på laksen, men i stedet den udryddelsestruede snæbel, som er den havvandrende udgave af helten.

Sidst i september 2008 fik man fjernet opstemningen ved Rens Dambrug, som i 2005 blev bygget om, så det nu ikke længere tager vand fra åen, men bruger grundvand. Det har betydet, at opstemningen ved det gamle og 2 m høje vandindtag har kunnet fjernes og omlæges til et 500 m langt omløbsstryg, hvilket har givet vandrefiskene adgang til yderligere 3 km af grænseåen. Projektet kostede 2,6 millioner kroner.

Fjernelsen af denne opstemning var den første ud af tre. Nu mangler man at fjerne tilsvarende opstemninger ved Store Jyndevad og Bachmanns Vandmølle i Tønder. Overalt er det den havvandrende snæbel, som har været brækstangen for projekterne. Den udryddelsestruede fisk har nemlig udløst hele 100 millioner støttekroner fra EU’s LIFE-Fund, der går til flere forskellige delprojekter ved fire sydvestjyske vandløb med udløb i Vadehavet: Varde Å, Sneum Å, Ribe Å og Vidå.

Snæbelprojektet skal give vandrefiskene adgang til mere end 130 km nyt vandløb med egnede gydemuligheder for den sjældne og krævende fisk.

Midt i al laksehysteriet og snæbelbekymringen må man dog ikke glemme havørreden, som stadig er den almindeligste fangst hernede. Og af dem glimrer ikke mindst en 93 cm lang og 9,9 kg tung fisk, som formanden for Sportsfiskerforeningen Vidå selv fangede i oktober måned!

© 2009 Steen Ulnits