Stære, Styx og Stonehenge

– og så en bette Black Gnat til dessert!

Sydengland er en geologisk begivenhed, alle bør unde sig at se. The white cliffs of Dover er spektakulære og det første syn, der mødte tyske fly på vej ud og engelske på vej hjem under Anden Verdenskrig. Massiv kalk, der stikker op fra undergrunden.

Stonehenge_4

Er man fluefisker, er der endnu en meget god grund til at gæste Sydengland. Det var nemlig her – på bredden af kalkstrømme som Test og Itchen – at det moderne fluefiskeris vugge stod. Her, at sportens grad old men såsom Frederic Halford og G.E.M. Skues slog deres folder og kastede deres fluer.

Men heller ikke nok med det. Sydengland har endnu mere at byde på. Stonehenge blandt andet. Et fortidsmindesmærke af dimensioner og i absolut verdensklasse. Få andre steder har sat så mange tanker i gang hos så mange – og gør det stadig – som netop Stonehenge.

Det har længe været antaget, at Englands Stonehenge er mindst lige så gammel som Egyptens pyramider. Men nu har de to forhistoriske vidundere fået endnu en ting til fælles.

Bordstaere_5

Sidste hvile for eliten

Ligesom pyramiderne blev bygget som en sidste værdig hvileplads for faraoer og deres familier, mener britiske forskere nu at kunne bevise, at Stonehenge oprindeligt var en begravelsesplads for datidens mest magtfulde familie og måske endda et kongeligt dynasti.

Arkæologer har hidtil antaget, at Stonehenge kun blev brugt som begravelsesplads i en begrænset periode på 100 år mellem 2700 og 2600 f.Kr. Det var før de store sandsten kaldet “sarsens”, blev fragtet ned fra formodentligt de nordlige dele af England og stillet op i den karakteristiske cirkel af 30 sten i omkring år 2500 f.Kr.

Nu har kulstofanalyser imidlertid vist, at stedet blev brugt som begravelsesplads allerede fra år 3000 f.Kr., hvilket var omkring det tidspunkt, hvor Stonehenges cirkulære vold og grav blev formet ud af Salisbury Plain 140 km sydvest for London.

»Vores hypotese er, at Stonehenge oprindeligt var et sted for de døde. Et ekstra tvist på den opdagelse er, at den formentlig har været forbeholdt datidens elite, måske endda et oldnordisk royalt dynasti,« siger professor i arkæologi fra Sheffield University, Mike Parker-Pearson, som leder forskningsholdet bag opdagelserne, der er sket i et samarbejde mellem fem britiske universiteter.

»Stonehenge var ganske tydeligt et særligt sted på det tidspunkt, og vi må antage, at blev man stedt til hvile her, var man en person med en særlig baggrund,« fortsætter professoren.

Stonehenge_3

Styx og Stonehenge

Det var i øvrigt samme forskerhold, der sidste år fandt resterne af en stenalderlandsby tre kilometer fra den velbesøgte turistattraktion, samt noget, der lignede en kopi af Stonehenge, blot bygget i træ. Herfra blev der også fundet en bred sti ned til floden Avon – endnu en klassisk lokalitet i lystfiskeriets historie.

Der er en tilsvarende sti fra floden til Stonehenge, og dette kombineret med fund af potteskår og dyreknogler efter halvspiste festmåltider fik forskerne til at gætte på, at stenalderfolket brugte disse to pladser til at fejre livet og døden. Og den teori føler Parker-Pearson nu er bekræftet:

»Vi formoder, at floden blev brugt som et bindeled mellem de dødes og levendes riger. Det var en slags præhistorisk version af floden Styx,« siger Parker-Pearson med henvisning til floden omkring dødsriget i den græske mytologi.

Det er første gang nogensinde, at der er blevet foretaget kulstofprøver af rester efter de kremerede døde, der er begravet ved Stonehenge. I alt 240 mennesker, alle kremerede, menes begravet her. 49 blev gravet op i 1920’erne, men lagt i jorden igen, da man dengang ikke mente, at det havde nogen forskningsmæssig værdi.

Men det har ændret sig med nutidens teknologi, og de nye analyser viser også, at Stonehenge blev brugt som en begravelsesplads i omkring 500 år.

Den tidligste begravelse, man har kunnet datere via knoglerester og tænder, stammer fra år 3030-2880 f.Kr., mens den seneste formentlig er fra en 25-årig ung kvinde begravet omkring år 2570-2340 f.Kr.

Opdagelserne er offentliggjort i magasinet National Geographic. Endnu en tanke værd, når man næste gang kommer forbi stenkoldserne i Sydengland – med eller uden fluestang i bagagerummet!

Staeresnak

Stære i stakke

Selv holder jeg meget af Stonehenge – måske også på grund af navnesammenfaldet. I hvert fald er jeg aldrig på de kanter uden at aflægge stenene et besøg.

Sidst jeg selv var ved der – det var i efteråret 2004 – havde vældige flokke af stære slået sig ned i bærbuskene rundt om det sagnomspundne sted. Der var i tusindvis af spættede fugle, som tydeligvis var meget sultne og havde ribbet alle buskene for selv de sidste bær. I hvert fald var de så sultne, at de snildt kunne lokkes til hånden med en brødkrumme eller to. Et ekstra krydderi på en i forvejen god oplevelse!

Og så var ringen ligesom sluttet på endnu en måde. Ikke ringen af store sten, men den historiske ring. Nogle af de tidligste fluer fra Sydengland – heriblandt klassikeren over alle klassikere – Black Gnat – blev nemlig bundet med hackle af stærens nakkefjer! Ingen anden fjer var lille nok til det formål.

Det var jo i de dage, hvor man ikke havde “genetic hackles” – hackler fra høns avlet udelukkende med det formål at give lange hacklefjer med meget korte fibre. Stære skulle der derfor til!

Stonehenge er således altid en rejse værd – med eller uden fluestang!

© 2009 Tekst & fotos: Steen Ulnits