Hot Air & Cool Cash

Der er varm luft i lange baner – og på flere måder – når verdens lande skal reducere deres udledning af CO2. Nogle mere end andre og ofte på meget forskellig vis…

Vindmoeller

Det vakte berettiget opsigt og mange forskelligartede kommentarer, da EU-Kommissionen i januar kom med sit længe ventede eller frygtede klimaudspil. Udspillet betød nemlig to ting:

– at EU’s samlede udledning af drivhusgasser i 2020 skal være reduceret med 20% i forhold til 1990
– at 20% af energiforbruget i 2020 skal være dækket af vedvarende energi af den ene eller anden slags

20/20 i 2020

Ikke uventet fik klimaudspillet meget forskelligartede kommentarer med på vejen. Vindmøllegiganten Vestas i Randers blev naturligvis begejstret over udspillet, som favoriserer virksomhedens vindmøller. Cementgiganten Aalborg Portland, der er en stor energiforbruger, var langt mindre begejstret.

Fremover vil det nemlig være sådan, at retten til at belaste vort globale klima med udledning af drivhusgasser skal købes – endda på auktion, hvor højestbydende løber med retten til at forurene. Indtægterne fra købet af en såkaldt klimakvote – retten til at udlede en vis CO2-mængde – skal så kanaliseres tilbage til forskning inden for og støtte til udvikling af den vedvarende energi.

Men her i Danmark, hvor vi jo ser os selv som de helt store frontløbere inden for miljøpolitikken, har vi forpligtet os yderligere. Vi har frivilligt forpligtet os til, at hele 30% af energiforbruget i 2020 skal være dækket af vedvarende energiformer. En ambitiøs plan, som her og nu kommer til at koste penge, men som på sigt givet vil være en rigtig god investering.

På denne måde erhverver vi os nemlig en indsigt i og viden om emnet, der siden kan danne grundlag for en eksport af danske produkter og teknologier. Vi har allerede set det med vindmøller og vandrensning, og flere områder vil komme til.

Varm luft og kolde kontanter

Den globale klimaaftale, Kyoto-protokollen også kaldet, blev underskrevet af 149 forskellige lande i 1997. EU-landene skulle tilsammen reducere deres udledning af CO2 med 8% inden 2012. USA, der er verdens største energiforbruger og CO2-udleder, skulle reducere med 7%, mens det nye Rusland fik lov til at nøjes med status quo.

Amerikanerne forregnede sig imidlertid. De havde regnet med at kunne købe billige CO2-kvoter fra russerne, som havde hårdt brug for pengene. Imidlertid lykkedes det overraskende hurtigt russerne at skære 37% af deres udledning – ene og alene ved at nedlægge og/eller udskifte store dele af deres gamle, forældede og nedslidte produktionsapparat. De behøvede således ikke sælge til amerikanerne, der herefter undsagde Kyoto-protokollen og trak sig ud af det gode selskab.

Der har ofte været rettet kritik af, at rige lande således kunne købe sig til at fortsætte deres forurening. Imidlertid er klimaet bedøvende ligeglad med, hvem og hvorfor der skæres ned i udledningerne – bare det sker. Og derfor er handelen med varm luft ingen dårlig idé i et globalt perspektiv.

Det er interessant at se nærmere på de forskellige landes udledning af CO2. På førstepladsen finder vi det energislugende USA, hvis store biler, hurtige både og universelle airconditionanlæg sluger næsten dobbelt så megen energi per forbruger som i EU. Siden 1990 har USA stort set ikke ændret sin udledning af CO2 – endsige prøvet på det.

På andenpladsen og i fuld fart frem mod førerpositionen finder vi Kina, hvis industrielle revolution og kapitalistiske omsving har sat gang i en forrygende og foruroligende udledning af drivhusgasser. Det er skræmmende, at både Kina og Indien, der har gennemgået en lignende industriel revolution, siden 1990 begge har øget deres udledning med omkring 50%.

Duksedrengen er i den forbindelse EU-landene, som siden 1990 rent faktisk har reduceret deres udledning af CO2 med omkring 14%. Og som altså nu sigter mod 20% i forhold til 1990. Duksedrengen over ale duksedrengene er naturligvis Danmark, der som sagt vil give den vedvarende energi yderligere prioritet.

20 største CO2-udledere i verden
(målt i ton CO2 pr. indbygger)

1990 – 2003

1. USA: 21,40 – 21,64
2. Kina: 10,66 – 15,49
3. EU: 13,85 – 11,91
4. Rusland: 8,81 – 5,58
5. Indien: 3,01 – 4,76
6. Japan: 4,76 – 4,60
7. Canada: 1,85 – 3,01
8. Sydkorea: 1,07 – 2,02
9. Mexico: 1,67 – 1,55
10. Iran: 0,97 – 1,43
11. Sydafrika: 1,27 – 1,36
12. Australien: 1,21 – 1,32
13. Ukraine: 2,67 – 1,18
14. Polen: 1,54 – 1,14
15. Saudi Arabien: 0,88 – 1,13
16. Brasilien: 0,90 – 1,12
17. Indonesien: 0,74 – 1,10
18. Thailand: 0,43 – 0,92
19. Taiwan: 0,55 – 0,86
20. Tyrkiet: 0,64 – 0,82

Tallene taler deres tydelige sprog, omend nogle giver et misvisende billede. Lande, hvor atomkraft er fremherskende, figurerer lavere på listen end lande, som ikke bruger atomkraft. Det samme er tilfældet i lande som Sverige og Norge, hvor vandkraft er en vigtig energikilde.

Begge former for energi er CO2-fri, men som bekendt med mange indbyggede ulemper…

G8: 50% reduktion inden 2050

For første gang i sin embedsperiode er USA’s præsident George W. Bush gået med til bindende klimamål. Enigheden kom ifølge EU-kommissionsformand José Manuel Barroso på det seneste G8-topmøde i Japan.

– Vi er stadig på rette vej mod en global klimaaftale i København i 2009, siger Barroso. – Vi er enige om et langsigtet mål på mindst 50 procents reduktion i udledningen i 2050, og vi er enige om også at opstille mellemfristede mål, sådan som EU allerede er i færd med i 2020, siger kommissionsformanden.

Han er medlem af G8, men tælles ikke med som et “land” i klubben, der ud over USA består af Canada, Frankrig, Italien, Japan, Rusland, Storbritannien og Tyskland. Lande, som tilsammen er i besiddelse af mere end halvdelen af verdens samlede økonomiske ressurser.

Bush har hidtil været tavs om klimapolitik efter ankomsten til topmødet i Tayako. Han har hidtil ikke ville forpligte USA uden lignende tilsagn fra Kina og Indien.

© 2009 Steen Ulnits