Taimen i taigaen

Taimen

I Sibiriens endeløse taiga lever de laksefisk, som menes at være forfædrene til alle andre laksefisk i verden

Verden er blevet stedse mindre i de seneste årtier. Vi kan gå på nettet og surfe os til de fjerneste steder. Eller vi ser programmer på Discovery og National Geographic om eksotiske destinationer, de færreste af os kommer til at besøge.

Men der er ét sted, som stadig ligger langt fra alting og sikkert vil blive ved med det i mange år endnu: Sibirien. Her er sommeren kort – nogle få uger – og her kan temperaturen om vinteren nå ned på minus 65 grader. Kort sagt et fjendtligt sted for gæstende mennesker.

Alligevel er vi nogle stykker, der bare må afsted. Som absolut må stifte nærmere bekendtskab med nogle af de fiskearter, som ikke lader sig fange andre steder på kloden. Helt enkelt fordi de ikke findes – ikke lader sig sætte ud som laks og ørred, der jo i dag er spredt over den ganske verden og på alle kontinenter, Antarktis dog undtaget.

Eventyr på godt og ondt

Men man skal være eventyrlysten og forberedt på lidt af hvert og ind imellem også det værste…

Sibiriens enorme ødemarker havde længe stået øverst på listen over “places to go”, men i 1992 var der ikke organiserede fiskerejser til Sibirien, som der er i dag. Vi måtte derfor eksperimentere os frem – på den dyre måde, som koster både tid og penge.

Vi havde fået en kontakt i universitetsbyen Perm i det vestlige Rusland. En idrætstræner, som tidligere havde raftet og fisket i Sibirien, og som gerne ville afsted igen.

Vi lod Vladimir stå for hele arrangementet – fra start til slut. Han valgte som udgangspunkt byen Yakutsk i det østlige Sibirien. Kun billetterne til og fra Yakutsk måtte vi selv stå for – resten klarede han via sine egne kontakter i Sibirien. Faktisk lagde vi vort liv i Vladimirs hænder, for vi anede ikke, hvad vi gik ind til…

Vladimir har raftet mange af verdens floder og havde netop deltaget for Rusland til VM i Costa Ricas jungle. Han er en bomstærk og toptrænet atlet – dertil en meget venlig mand. Med sig havde han sin kollega Jurij, der ligeledes har raftet i mange år, samt en ganske ung tolk – en pige på 21 fra Perm. Trods deres status og uddannelse taler hverken Vladimir nemlig engelsk.

Det gik meget godt at komme til Yakutsk – trods huller i landingsbaner og dårligt vedligeholdte Aeroflot fly. Herefter blev tempoet mere langsomt. Således tilbragte vi to dage i en “datcha” – et russisk sommerhus ejet af den lokale chef for skovbrandbekæmpelsen – førend vi kom videre.

14825-101

Med veteranfly i bjergene

Tiden gik med at tage radiokontakt til den lille bjerglandsby, vi skulle flyve til – med at aftale turens videre forløb. Vi skulle nemlig fra bjerglandsbyen på hesteryg videre op over et vandskel for at nå frem til den flod, vi siden skulle drifte i to uger på. Meget skulle således aftales i bedst mulig tid.

Tredje dags morgen var det endelig så vidt. Alle aftaler på plads og et fly ventende i den lille lufthavn. Og hvilket fly! En gammel dobbeltdækker model Anden Verdenskrig stod linet op, tanket og klar. Skroget var af træ overtrukket med malet lærred. Præcis som de gamle Moskito jagerbombere. Lette i luften – men med en fantastisk brændværdi, når og hvis det går galt.

Bedre blev det ikke, da vi så mandskabet. Såvel kaptajn som styrmand var lurvet klædt og en havde en smøg i flaben. Kaptajnen dertil en kæmpemæssig moustache. Sikkerhedsseler var der ingen af, men til gengæld var en halv flaske vodka stukket lemfældigt ind under pilotsædet. Noget skal der jo til for at dulme nerverne i et sådant veteranfly…

Starten blev mindeværdig. Den store motor osede så meget, at man skulle tro, der var ild i den. Faktisk skjulte røgen helt maskinen under start og landing!

Men afsted kom vi, og hurtigt steg den lette maskine med den store motor op over de nærliggende Verkhojanske Bjerge. En smuk og savtakket bjergkæde, som danner et naturligt vandskel. På den ene side løber vandet mod vest og ud i Lena. Den anden side afvander mod Jana.

Ud af intetheden dukker en lille dal op, og her ligger en samling små huser med spredte marker omkring. Der ligger også en interimistisk landingsbane, hvor piloten elegant sætter vort veteranfly ned mellem små og store sten.

På hesteryg over vandskellet

Vi bliver mødt af kongsbonden – af den øverste i kolhosen, som det statslige landbrugskollektiv hedder. Han er en ærværdig herre, som der tydeligvis står megen respekt omkring. Han fortæller Vladimir, at de egentlig slet ikke havde regnet med at se os – trods aftaler derom. Heroppe i bjergene tror man ikke på noget, før man ser det!

Af samme årsag er de slet ikke klar til den videre ekspedition. Hestene går stadig frit omkring og skal fanges, før de kan sadles og læsses. Og det går der så endnu en dag med…

Den næste dag er hestene indfanget, og de skal nu have sadler på. Det går ikke stille af, for de har ikke været sadlet hele sommeren. Nogle af unghestene er bestemt ikke tilfredse med situationen, og dem overtager kongsbonden selv. Han har virelig styr på sine heste.

Det kniber mere med os andre, der aldrig har redet før. Efter en hel lang dag på en paksaddel uden stigbøjler er jeg radbrækket som aldrig før. Det havde været både lettere og især mindre smertefrit at gå hele vejen ved siden af hesten – hvilket jeg da også gør det sidste stykke.

14825-2

Canyon ved vandskellet

 Vi passerer nu vandskellet øverst oppe, hvor vi slår lejr for natten. Her kan vi se, hvordan vandet med få hundrede meters afstand skifter retning og løber hver sin vej. Vi følger vandet østpå – ned mod Sagandzha floden, som er et af Lenas utallige mindre og klarvandede tilløb.

Vel fremme ved en utroligt smuk canyon, hvor et gigantisk jordskælv har flækket bjerget og forskubbet de to sider et par hundrede meter, gør vi holdt. Vi skal ikke længere – på hesteryg. Kongsbonden og hans folk siger venligt farvel og forærer os som en sidste venlig gestus nogle dåser kød og lidt brød – vor eneste proviant, viser det sig.

På hovedet i fossen

Og vor raft skal vi lave selv – en primitiv tømmerflåde bestående af en træramme, som vi selv fælder, hugger til og binder sammen. Den bliver spændt fast på to medbragte gummipontoner af typisk russisk og rustik produktion. Denne tømmerflåde skal være vort hjem i de næste to uger, så det gælder om at få den surret godt sammen…

Det går efterhånden op for mig, at jeg primært er kommet på en overlevelsesekspedition – sekundært en fisketur. De første kilometer må vi flere gange i land for at gå forbi høje klippefremspring og fosser, vi ikke kan eller tør forcere i flåden. Faktisk viser floden sig at være langt mere kompliceret af rafte, end Vladimir og Jurij havde forestillet sig ud fra kortene.

En enkelt gang kolliderer vi med et lodret klippe, som kaster Vladimir ud af båden og ned i det iskolde vand. Han forsvinder ud af syne, mens vi prøver at komme ind i roligere vand, hvor vi kan gå i land. Vi fygter for Vladimir, men Jurij er ganske rolig . I hvert fald virker han sådan.

Da der er gået over en time og vi endnu ikke har set noget til ham, begynder også Jurij dog at virke bekymret. Alle drager vi derfor et lettelsens suk, da en våd, men ikke slukøret Vladimir smilende kommer gående op mod os. Han smiler forlegent, sætter sig på en træstamme og løfter benene i vejret, så vandet kan løbe ud af de lange gummistøvler. De er godt nok seje, de russere…

Sidst på dagen er vi nået ned på en mere rolig strækning af floden. Vi vælger at slå lejr for natten, hvor høje klipper falder lodret ned i elven. – Her er der nemlig godt at fiske, siger vor unge og stadig lidt frygtsomme tolk.

14825-231

Typisk lenok fra Yakutien

 Fisk for livet

Og fiske, det skal vi. Først af lyst, men siden af nød. Det er først nu, det går op for os, at vi ikke har anden proviant med end det, som kongsbonden så venligt gav os i afskedsgave. Der skal fiskes og fanges, før der kan spises…

Det viser sig heldigvis ikke at være noget stort problem. Overalt, hvor forholdene ser lovende ud, er der fisk. Og de kan fanges, da vi først har lært os teknikken. Fiskene heroppe er alle lenok-laks, som er sky fisk med en blød mund og et forsigtigt hug. De fleste vejer 1-2 kg, så det tager sjældent lang tid at skaffe mad til os alle.

Til gengæld bliver det hurtigt trivielt at skulle spise fisk morgen, middag og aften. Værst er uden diskussion morgenmaden. Efter den første dag har vi ikke mere brød. Herefter bliver vi hver morgen vækket af vore russiske guides, der har stillet en skål suppe uden for teltdøren – suppe kogt på hovederne af de fisk, vi spiste aftenen før. Med stirrende øjne skvulpende rundt i suppen…

Den kost fik kilo efter kilo til at rasle af sidebenene. Havde det ikke været for de formidable forsyninger af vodka og cognac, som vore russiske værter på forunderlig vis blev ved med at hive op fra mulige og umulige gemmer rundt omkring på tømmerflåden, var det da gået helt galt.

Efterhånden har vi fået nok lenok! Vi vil have taimen. Vladimir beroliger os og siger, at dem støder vi først på længere nede af floden. Vi kan tage det helt roligt.

Andet er der heller ikke at tage sig til – ud over fiskeriet, som er ganske underholdende. Lenok-laksene hugger på såvel spin som flue, og en enkelt gang er der sågar bud efter tørfluerne, der tages ganske forsigtigt – på bedste stallingmaner.

Taimen i taigaen

Strømmen er nu aftaget mærkbart, og flere steder danner floden små bagvande uden nævneværdig strøm. Typiske steder, hvor man ville opsøge gedder og aborrer, som vi da også fanger her. Men pludselig hugger det tungt længst ude i kastet, og en stor fisk volter rundt i overfladen – med en stor rød halefinne viftende tydeligt over vandet. – Den første taimen!

14825-26

Teltlejr på toppen

Vladimir og Jurij er begejstrede. Ikke så meget for fisken, men for kødet, viser det sig. Nu skal der grilles taimen og skåles i vodka! Vi får yderligere et par taimen, men ingen af dem er rigtig store. De vejer alle mellem 10 og 15 kg, hvilket er en respektabel vægt. Men meget lidt i forhold til, hvor store taimen jo kan blive.

Vi er ved at være mætte at natur og fiskeri, og raftingen er snart forbi. Men turen ikke ovre endnu – langt fra. Vi er nu kommet så langt ned ad Sagandzha floden, at vi nærmer os den lille landsby, hvorfra vi skal flyve hjem.

For at gøre en meget lang historie meget kort, så var den interimistiske flyveplads lukket – og havde været det i to år. På grund af stenskred og en defekt bulldozer, som man ikke kunne skaffe reservedele til…

Men russere er sande mestre i improvisation. Efter en lille tænkepause fortsætter vi det sidste stykke ned mod den mægtige Lena. Nogle kilometer nede af floden, som man overhovedet ikke kan se over eller ende på, møder vi en lille færge, som har lagt til land. Den går vi ombord i og fortsætter midt ud i floden.

Her kommer pludselig en olietanker sejlende – på vej op mod Yakutsk. Den prajer vi og lægger os på siden af. Herefter kravler vi ombord af en lejder, mens begge både fortsætter opstrøms med fuld kraft.

Kaptajnen bliver noget overrasket, da det viser sig, at vi er udlændinge – som han bestemt ikke må have ombord. Men han er russer og den fødte vært, der som en naturlig gestus overlader os sin egen og styrmandens kahyt. Her fester vi nu i to dage med champagne, vodka, cognac, kød og brød i overdådige mængder, mens vi arbejder os op ad strømmen – på vej til endemålet Yakutsk.

I sandhed en ekspedition, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Og som jeg heller aldrig ville have meldt mig til, hvis jeg havde vidst, hvordan den ville forløbe. Men til gengæld også en ekspedition, jeg for alt i verden ikke ville have undværet i dag. Et minde for livet og noget, som kun meget få har oplevet – eller overlevet…

Geografi

Yakutien er et ekstremernes land. Det er kæmpestort – dækker mere end 3 millioner km2 og spænder 2.500 km fra øst til vest og 2.000 km fra nord til syd. Hovedstaden Yakutsk ligger mere end 7.000 km fra centralmagten i Moskva.

14825-22

Sommeren er kort i Sibirien

 Yakutien udgør 1/5 af hele Rusland. Sammenlagt dækker denne stat et landområde, der er større end Frankrig, Østrig, Tyskland, Italien, Grækenland, Storbritannien, Sverige og Finland tilsammen.

Knap tre fjerdedele af Yakutien er dækket af taigaen – en åben skov fortrinsvis bestående af stedsegrønne nåletræer samt sibirsk lærk og dværgbirk. I taigaen kan man finde nåletræer, som er flere hundrede år gamle.

To tredjedele af Yakutien er bjergområde. Den måske mest kendte bjergæde er de Verkhojanske Bjerge, som grænser ned til Lena flodsletten. De højeste bjerge finder vi dog i nabobjergene Tjerskij, hvor den højeste top når 3.147 meter.

Yakutien byder på det mest udtalte kontinentalklima, man kan forestille sig. Således svinger temperaturen mellem sommer og vinter med op til 100 o C – fra plus 40 o C om sommeren til minus 60 o C om vinteren. Den laveste temperatur nogensinde var minus 71.2 o C og blev målt i 1926.

De rekordlave temperaturer har da også bevirket, at de hidtil største fund af mammutter fra fortiden er gjort her. Således blev der ved Berelekh floden fundet velbevarede knogler fra mere end 150 nedfrosne mammutter – levn fra en svunden tid. Man har dog kun fundet fire eksemplarer af velbevarede hele dyr.

Det meste af Yakutien ligger i permafrostområdet, hvor det kun er de øverste få meter af jordskorpen, der når at tø op om sommeren. Nordkysten er blot isfri to måneder om året, men landet modtager kun ringe snemængder. Klimaet er tørt og derfor solrigt.

Til gengæld varer sommeren ofte kun to-tre hektiske uger, hvor alt skal ske – hvor blomsterne skal nå at folde sig ud, fuglene have deres unger på vingerne og alle insekter klække og sværme. Man kan da opleve så massive klækninger af sommerfugle, at man føler sig hensat til troperne.

Kulturhistorie

Har man fulgt med i Ruslands historie op gennem tiderne, er man sikker på en interessant oplevelse, når man besøger landet. Her er nemlig spor efter næsten alle større begivenheder i historien, som mange steder kan opleves lyslevende.

14825-102

Vort hjem i 14 dage…

 Man kan besøge Sankt Petersborg og se, hvordan zaren levede i sit overdådige vinterpalads. Man kan overvære gudstjenesten i den ortodokse russiske kirke. Man kan gå på opdagelse i Kreml og se de gamle bygningsværker omkring Den Røde Plads. Man kan endda være så heldig, at Lenins balsamerede lig kan beskues – et levn fra den seneste russiske revolution.

Rusland er gigantisk, og der er endog meget langt fra centralstyret i Kreml og til de yderste udposter i Sibirien og på Kamtjatka. Ind imellem er der præcis så langt, som man kunne forestille sig. Da kan man opleve, at Aeroflot billetter booket, købt og betalt hjemmefra, alligevel ikke er gyldige. Også selv om det er nøjagtig den samme Aeroflot maskine, man skal hjem med, som man fløj ud i…

Omvendt kan man overraskende langt ude i ødemarken stadig se den gamle Sovjetrepublik fungere, som den gjorde under Stalin – velsmurt og med små, statsejede landbrugskollektiver – de såkaldte “kolhoser”. Her kan man opleve, at det moderne teknologiske samfund fint sameksisterer med shamanerne – åndemanere fra en ellers svunden tid.

Er man etnografisk interesseret, kan man opleve de “rigtige” russere og deres samspil med asiaterne i øst. Langt ude i ødemarken fungerer det overraskende godt – inde i byerne ikke helt så gnidningsløst.

Tag det hele med et åbent sind – og masser af god tid. Nyd så ellers godt af, at russere af alle slags er et uhyre gæstfri. Så længe der altså ikke er gået politik i tingene…

Det hele er der, og det hele kan opleves. Men så er landet jo ogsåså stort, at solen altid står op et eller andet sted i Rusland!

Steen Ulnits