Forfatterarkiv: Steen

End of the Line

En bog og en film, der dokumenterer det uhyrlige rovfiskeri, der finder sted overalt i verden. Det er der rigtig mange ben i…

Det hænder, at dygtige og engagerede journalister eller filmfolk får fært af noget, der virkelig sætter dem op. Som får dem til at yde en indsats ud over det sædvanlige. Som gør dem dybt indignerede over det, der ruller sig op for øjnene af dem.

Tag for eksempel amerikanske Michael Moore, der fik øje på præsident Bush og hans fantastiske dobbeltspil over for både amerikanere og arabere. Som var så dybt fedtet ind i oliebranchen, at han næsten havde sorte fingre. Bush familien blev så trætte af Moore and junior en dag til et pressemøde vredt vrissede, at han skulle se at få sig “a decent job”…

Se, så ved den dygtige journalist eller filmmand, at han har fat i noget. Så har han fået fært, og så helmer han ikke, førend hele affæren er afdækket. Med snuden helt nede i sporet går han på jagt efter de urimeligheder og den uretfærdighed, han måtte have spottet.

Desværre har Michael Moore aldrig haft øje for verdenen under vandet – for vore finnede venner, der ofte frister en kummerlig tilværelse mellem garn, trawl og krogliner. Det kunne ellers have været interessant. Men det har heldigvis en anden journalist, nemlig engelske Charles Clover, som i 2004 udgav sin skelsættende bg“The End of the Line”. Et digert værk, der med sine små 400 tætskrevne sider uden et eneste billede nærmest har karakter af en doktorafhandling.

Under sit arbejde som journalist på avisen “Daily Telegraph” i London kom Charles Clover på sporet af den komplet uansvarlige måde, hvorpå alverdens lande administrerer deres fiskeri og fiskebestande. Han besluttede sig for at dykke ned i emnet og brugte de næste år på at indsamle information og tale med folk i branchen.

Men stik modsat af, hvad man kunne tro om dette emne, så er det slet ikke tørt og kedeligt. Charles Glover har nemlig en meget personlig tilgang til emnet, og bogen er derfor at betragte som hans egen personlige møde med fiskeriets forunderlige og stærkt foruroligende verden.

Her møder man fiskearter, mange knapt aner eksistensen af. Her behandles tørre begreber som fiskekvoter på en måde, der gør dem endog meget nærværende. Og sidst, men ikke mindst: Her møder man stærke personligheder, som på den ene eller anden måde er dybt involveret i fiskenes verden.

Charles Clover formår at bringe et for mange mennesker kedeligt og uinteressant emne ganske tæt på. Han formidler emnet med så megen indsigt og så meget engagement, at bogen har vundet flere priser for sit afdækkende arbejde.

Som rosinen i pølseenden blev “The End of the Line” også filmatiseret – om man nu kan sige det om en sådan bog uden handling. Filminstruktøren Rupert Murray fattede interesse for emnet, og sammen rejste de gennem to år verden tynd for at dokumentere rovfiskeriet og for at interviewe relevante personer.

Det kom der i 2009 en rigtig spændende og anbefalelsesværdig film ud af. En film, som efterfølgende er blevet nomineret til flere filmpriser. Jeg kan ikke anbefale den nok, men skal nøjes med et par citater fra anmeldere verden over:

“Everyone should watch this film” (The Times)

“An Inconvenient Truth about the oceans” (The Economist)

“Scarier than Jaws…A must-see documentary” (Sunday Express)

“A chilling exploration of how our love affair with seafood is devastating the world’s oceans” (Daily Mirror)

Læs bogen, hvis du magter – eller brug den i stedet som referencebog, når specielle emner dukker op. Men se i hvert fald filmen. Så har du sikkert bestilt din sidste pighvar eller laks på fiskerestauranten!

Hajer i havsnød

Hajer har det ikke let – i hvert fald ikke, når der er mennesker i nærheden. Så imponerende og frygtindgydende, som både hvide hajer og hammerhajer er, så klarer de sig rigtig dårligt i vor nærhed…

En række asiatiske lande med Japan i spidsen stemte først i 2010 mod forslaget om at frede den truede hammerhaj. Verdensnationerne var samlet under FN’s faner i Doha, Qatar, for at diskutere hammerhajens fredning, som USA, Australien og en række arabiske lande havde sat på dagsordenen.

Det blev dog ikke til nogen fredning af en af verdens mest udnyttede hajarter. Det sørgede Japan for i samarbejde med Kina og Indonesien, der stod i opposition til fredningen af hammerhajen. De asiatiske lande mener, at man ved at frede hammerhajen vil ruinere en række kystnationer, der udelukkende overlever på baggrund af fiskeri – herunder fangst af hammerhajer. Og så ellers skidt med hajerne. Her kan man virkelig tale om at save løs i den gren, man selv sidder på…

På International Union for Conservation of Nature and Natural Resources (IUCN) røde liste over truede dyrearter er hammerhajen listet som et stærkt udnyttet dyr, samtidig med at hammerhajsbestanden er i konstant nedgang. Ifølge de lande, der fremsatte forslaget om fredningen af hajen, er det primært ulovligt fiskeri, der har skabt nedgangen i hajbestanden:

Ulovligt fiskeri

»Den største trussel mod hammerhajen er fiskeri. Hammerhajens finne har stor værdi«, berettede Tom Strickland, der stod i spidsen for delegationen for hammerhajens fredning i Doha, Qatar. »Hajsuppe er en delikatesse i Kina og meget værdsat. Det har nedsat antallet af hammerhajer med cirka 60 til 70 procent«, fortsatte han.

FN-komiteen var dog tæt på at vedtage fredningen af hammerhajen, men manglede fem stemmer for at få de nødvendige 75 procent af stemmerne. »Vi er kede af resultatet, men vi vil forsætte med at tale hammerhajens sag«, sagde repræsentanterne for amerikanerne, Tom Strickland.

Den første stillehavsnation, der bakkede op omkring beskyttelsen af hammerhajen, var Palau, som sidste år indstillede al hammerhajfiskeri. De var under FN-mødet varme fortalere for, at man forbød al form for hammerhajfiskeri. »Vi må beskytte dette enestående dyr, så vores børn i fremtiden også kan nyde dem«, udtalte Harry R. Fritz, der er minister for Natural Resources, Environment and Tourism (NRET).

Jupp Baron Kerckerinck, som er præsident for Shark Research Institute i Millbrook, New York angreb resultatet med stor frustration:»Japan har altid stemt imod beskyttelse af hajer, fordi de selv fanger dem. Singapore stemte nej, fordi de tjener penge på at sælge hajfinner, og Kina stemte nej på grund af, at de spiser hajfinnerne. Hvordan kan vi nogensinde komme videre så?«, spurgte Jupp Baron.

Dyrevelfærdsorganisationerne var også hurtigt ude efter meldingen. En af dem er Verdensnaturfonden (WWF), der mener, at afstemningsresultatet er et farligt signal.

»Det er meget skidt. Det er en art, der bliver groft overfisket. Vi havde ønsket at se den på listen«, siger Rasmus Helveg Petersen, der er pressechef ved WWF. »Som art er den meget værdifuld. Der bliver formenligt fanget 2,7 millioner hammerhajer om året. Man spiser hajfinnerne, bruger hajskindet og sommetider også hajtænderne«, fortsætter han.

Rasmus Helveg Petersen pointerer, at udviklingen i fiskeriet af hammerhajen kan få fatale konsekvenser for bestanden. Han er i besiddelse af tal, der er endnu højere end Tom Strickland fra den amerikanske gruppe i Doha.

»Vi ser allerede nu, at antallet af hammerhajer går voldsomt tilbage. Vores tal viser, at hammerhajen er reduceret 70 til 75 procent af dens naturlige niveau. Det er nu, vi skal passe på det her smukke dyr. Ellers vil vi miste det«, afslutter Rasmus Helveg Petersen.

Hajer på menuen

Købedygtige asiater får mange europæiske fiskere til at skære finnerne af levende hajer og smide dyrene ud igen – uden at aflive fiskene først og uden at bruge resten af kødet.
Man fanger hajen, skærer finnerne af den og smider det endnu levende dyr tilbage i havet. Så fylder det jo ikke op på fiskebåden.

Sådan gør mange spanske, franske, italienske, portugisiske og britiske fiskere ifølge en ny rapport fra 30 miljø- og dyreværnsorganisationer, der med navnet ‘Haj-alliancen’, Shark Alliance, søger at beskytte de truede dyr.

At skære finner af på denne måde er ulovligt, men EU’s kontrollører sætter ifølge rapporten kikkerten for det blinde øje. Baggrunden for dyrplageriet er den lukrative eksport af hajfinner til Asien.

I Kina er hajfinnesuppe en dyr delikatesse og nærmest en slags statussymbol for en stadigt mere købedygtig middelklasse. Et kilo hajfinner indbringer op mod 3.725 kroner. Det giver så meget desto større økonomisk incitament til at udrydde hajerne.

Det store flyselskab Thai Airways har dog for længst set skriften på væggen. Således er det flere år siden, at Thai tog hajfinnesuppe af flymenuen.

Mere magt til dem!

Hajer på café

Den store hvide haj er ikke den ensomme dræber, som forskerne hidtil har antaget. Hajerne samles hvert år i store flokke og er da sociale dyr for en tid.
Tidligere troede forskerne, at den hvide haj var en lidt underlig fisk, der mest holdt sig for sig selv, men amerikanske forskere har nu indsamlet data fra over hundrede hvide hajer – og resultatet er overraskende.

De hvide hajer samles i hundredvis, ja måske tusindvis på de samme områder i blandt andet Stillehavet mellem Hawaii og Mexico år efter år, skriver websitet telegraph.co.uk. Forskningen er offentliggjort i tidsskriftet “Proceedings of the Royal Society B.” – et tidsskrift for de biologiske videnskaber.

Ved at mærke hajerne i rygfinnen har forskerne fra Standford Universitetet i USA været i stand til at følge hajernes undersøiske færden via satellit. Hvor forskerne før troede, at hajerne om vinteren holdt til i nærheden af de store kolonier af sæler, som er hajens foretrukne bytte, så viste det sig, at hajerne forlader de fede sæler i kulden for at finde deres artsfæller i et varmere klima. Et specielt sted mellem øgruppen Hawaii og Mexico er så velbesøgt af den store hvide haj, at forskerne har navngivet det ‘Café Den Hvide Haj’.

Den nye forskning kan være med til at hjælpe med at bevare den hvide haj, som i de sidste årtier har oplevet en markant tilbagegang. Ved at studere hajens adfærd kan forskere bedre forstå, hvor og hvordan hajen parrer sig og lægger sine æg.
Fundet af “haj-caféen” har overrasket professor Salvador Jorgensen fra Stanford Universitetet, da stedet ikke er rigt på føde:

»De kommer sikkert for at finde en mage, boltre sig eller måske endda bare for at blive set«, siger han til telegraph.co.uk.

Hajer og Heavy Rockere

Der er heldigvis flere og flere, som får øjnene op for hajernes frustrerende situation. Således også det tyske heavy metal eller “industrial” band Rammstein, som på deres seneste udspil “Liebe ist für alle da” har en trist sang med titlen “Haifish”. Omkvædet lyder som følger:

“Und der Haifisch der hat Tränen
Und die laufen vom Gesicht
Doch der Haifisch lebt im Wasser
So die Tränen sieht man nicht”

Så sandt så sandt. Også gotiske heavy rock musikere har følelser og holder af hajer. Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af. Eksempelvis de af landbruget forårsagede massive og årlige iltsvind i de danske farvande…

Lavenergi = Højrisiko?

De miljøvenlige lavenergipærer er ikke nødvendigvis gode for miljøet. De skal i hvert fald deponeres som farligt affald…

Det skulle være så godt, men så var det faktisk skidt. Ordene fra den gamle sang runger i ørerne, da jeg i en engelsk avis læser denne advarsel. Nu troede man lige, at man var blevet så miljøbevidst og politisk korrekt, når man nu langt om længe havde fået skiftet alle elpærer i såvel hus som sommerhus ud med rigtige lavenergipærer. Og så dette…

Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, men verden går altså ikke under. I hvert fald ikke lige nu og her. Kviksølv er lige så farligt i dag, som det altid har været. Og på et tidspunkt finder branchen givet ud af at fremstille lavenergipærer uden brug af kviksølv. Hvorom alting er, så er det jo logisk nok: Nye produkter giver nye problemer.

Men så må man jo bare tage nye løsninger i brug.

Og passe godt på med det nye affald!

Rugekassen

Den traditionelle fiskepleje med opdræt og udsætning har fået en farlig konkurrent – i hvert fald set fra Silkeborg. Fisk og fiskere er nemlig begejstrede…

I vinteren og foråret 2010 er der udviklet en rugekasse, som placeres lige under vandoverfladen, hvor befrugtede æg ligger efter at have svellet i tre timer. Systemet minder om Petterson Lådan.

Det har vist sig, at den nye type rugekasse, vi har lavet, langt overgår de to tidligere typer.

Den placeres umiddelbart under vandoverfladen og er arbejdsbesparende. Der er ikke problemer med, at ynglen trækker ud, før den har opbrugt det meste af blommesækken. Man kan samtidig følge hele forløbet af udviklingen, og derudover er indbygget et sandfang, som virker i praksis.

Alt arbejde kan foregå ude ved vandløbet. Moderfisken kan straks efter, at den er strøget, sættes tilbage i vandløbet. Materialerne til rugekassen er dele fra normalt udstyr, der bruges i dambrug – med plastrør som pontoner.

Rugekassen blev udsat i Resen Bæk, tre uger før vi skulle bruge den. Det var for at undersøge om den placering, vi havde fundet, nu også var den rigtige af hensyn til flydende grøde og tilsanding.

Den 5. december 2009 blev der lagt 1 liter (ca. 7.400 stk.) nybefrugtede havørredæg i rugekassen. Dagen efter tilså vi rugekassen. Alle æggene var tilsyneladende blevet befrugtet. Kassen skulle nu have ro i 8-10 dage, mens den første celledeling foregik.

Den 14. december åbnede vi rugekassen og lettede æggene forsigtigt. Der var en del humus i kassen, men det er kun gavnligt. Ingen døde æg. De efterfølgende dage blev kassen tilset hver tredje dag og døde æg pillet fra.

Tvungen flytning

Frem til øjenægstadiet den 5. februar 2010 blev kun 38 døde æg pillet fra. Herefter måtte vi af administrative grunde flytte rugekassen til Sejbæk. Dagen efter flytningen kunne vi se, der havde været problemer med sandaflejring under klækkebakken.

Nu havde vi jo ikke haft mulighed for at undersøge, om den nye placering ville give problemer. Vi kendte jo ikke forholdene i forvejen, som vi gjorde i Resen Bæk. Det resulterede i et tab de følgende dage på 348 døde æg. Men det var vist billig sluppet ud af 7.400 stk. Rugekassen blev flyttet lidt i bækken og skulle tilses lidt oftere.

Vi havde fået oplyst, at rugetiden var 420 graddage, og da vandtemperaturen jævnlig var målt, nåede vi den 21. februar 2010 op på antallet af graddage. Der skete bare ingen klækning.

Vi begyndte at blive bekymret for, om det hele var gået galt. Ringede til DTU i Silkeborg for at få oplyst, om det var 420 graddage, der var klækketiden for havørredæg. De kunne ikke hjælpe os.

Så ringede vi til Kim Iversen DCV i Borris. Han slog op i en tabel og kunne til vor store lettelse fortælle, at graddagene for havørred og laks var 520 graddage. Vi havde nu stadig 100 graddage at håbe i. De 420 graddage, vi først havde regnet med, gjaldt for regnbueørreder.

Den 12. marts 2010 klækkede så det første æg. Det var efter 482 graddage. Dagen efter var der to, og herefter gik det stærkt.

Den 8. april 2010 mente vi, at yngelen var ved at være så udviklede, at vi kunne lade de mest aktive få muligheden for at forlade rugekassen. Spjældet foran i rugekassen blev halvt åbnet. Flere af yngelen stak af med det samme.

Over de næste tre uger forlod yngelen nu stille og roligt rugekassen. Det var vores indtryk, at der hovedsageligt var flest yngel, som trak ud om natten. Men det er vist også det bedste tidspunkt af hensyn til fjender og stres.

Det har givet en god fordeling i bækken. Alt i alt har tabet af æg og yngel været på ca. 420 stk ud af 7.400, så det må siges at være godt.

Mange fordele

Det unikke ved denne metode er at, æggene sveller i det vand, hvor ynglen skal vokse op og modne. Æggene holder vandløbets temperatur, og æggene klækker på det tidspunkt, hvor naturen og forældrene har bestemt det. Yngelen kommer ud på det tidspunkt, hvor fødeemnerne er til stede.

– Ynglen får en god fordeling i vandløbet;

– Man skåner moderfiskene;

– Man kan holde de enkelte stammer i bækkene for sig selv (vetarinærgrænser);

– Det er arbejdsbesparende og billigt;

– Midlerne og udsætningspengene kan bruges på udlægning af gydegrus;

– De lokale lystfiskere kan passe rugekasserne;

– Man kan fordele el-fiskeriet over flere måneder;

– Man får større variation i arvematerialet.

Vi tror derfor på, at denne metode har en fremtid. Du behøves ikke fragte æg fra Køge til Kolding og retur som yngel. Det hele kan gøres på stedet.

Det virkelige problem ligger måske i, at det vil give færre arbejdspladser, og derved kommer færre penge fra fisketegnsmidlerne tilbage til statskassen…

Logen til Havørredens Ve og Vel

Lasse, Hagebro

Efterskrift:

Det er trist, at rugekasserne endnu ikke har fået den udbredelse, de retteligen fortjener. Synd, at økonomiske interesser hos biologerne i Silkeborg – der jo administrerer vores allesammens fiskeplejemidler fra fisketegnet – holder en nyttig udvikling tilbage, som ville gavne de danske fiskebestande og samtidig øge befolkningens interesse for fiskene og det vand, de lever i.

Men heldigvis kan man ikke stoppe udviklingen. Som amerikanerne så rigtigt udtrykker det: “You can’t keep a good man down”…

Efter-efterskrift:

Sandvandring er ikke et problem for rugekassen, som den er udformet i dag.

Ovenstående resultater stammer fra forsøg gjort for to år siden.
Sidste vinter og indtil nu i år har der ikke været problemer med sandaflejring i kassen. Desuden er rugekassen flydende, og sandet vandrer for hovedpartens del ved bunden.

Problemet med den gamle rugekasse var, at den var placeret i en kappe, hvor der opstod lævand. Det gav for meget vedligeholdelse. Som det ser ud indtil nu, vil et månedlig tilsyn være tilstrækkelig.
mvh Lasse Hagebro

Koralrev

De er blevet kaldt havenes regnskove, og de har forundret mennesker i århundreder.

Men hvad er egentlig koraller, og hvordan bliver koralrevene til? Og hvorfor er de mange steder i stærk tilbagegang? Spørgsmålene hober sig op, mens problemerne bare vokser og vokser. I dag mener forskerne således, at mere end 50% af alle koralrev er i fare.

Allerførst må man vide, hvad koraller egentlig er for nogle skabninger. Mange tror, at man kun finder koraller i troperne, men det er helt forkert. Koraller kan nemlig findes i alle have og klimazoner, omend de ganske rigtigt er mest kendt fra og mest udbredt i det tropiske Stillehav. Der er næppe nogen, som ikke har set et tropisk koralrev på film eller fjernsyn.

Da Charles Darwin i 1800-tallet krydsede Stillehavet i sit gode skib “Beagle”, studsede han gang på gang over de utroligt artsrige koralrev, der pludselig rejste sig af det afgrundsdybe og meget næringsfattige hav. Tilsyneladende helt umotiveret. – Hvor kom dog alt dette liv fra?

Darwin betragtede ganske rigtigt koralrevene som “oaser i en undervandsørken”. Pludselig vrimlede et ellers dødt hav med liv i alle tænkelige former – helt uden nogen gradvis overgang. “Darwin’s Paradoks” døbte man siden dette fænomen.

Biologien

I dag ved vi, at verdens koralrev dækker mindre end 1% af havenes overflade. Et område på omkring halvdelen af Frankrig. Alligevel er de hjem for omkring 25% af alle marine fisk, dyr og planter. En kendsgerning, som har givet koralrevene deres smigrende tilnavn “havenes regnskov”.

Koralrev opstår og findes primært på steder, hvor havbunden rækker op mod overfladen. Koraller kan dog vokse mange andre steder, men i regelen på lavt vand. Dette muliggør skabelsen af kunstige koralrev, hvor man måske tidligere har ødelagt dem eller blot ønsker dem af hensyn til fiskelivet.

De fleste koralrev er skabt af polypper, som lever i kolonier. Disse polypper danner et hårdt ydre skelet af kalciumkarbonat (“kalk”), som yder dyret indeni beskyttelse mod strøm og bølger. Den bedste vækst har korallerne i lavt, klart, varmt og oprørt vand, som sikrer en konstant tilførsel af næringssalte fra et ellers næringsfattigt hav.

Øverst oppe på revene får korallerne ofte hjælp af specielle fastsiddende alger, som løbende deponerer et beskyttende lag af kalk på toppen af det hele. Som dermed hjælper til med at holde sammen på revene, når tropiske stormer truer med at brække det hele fra hinanden.

Man regner med, at der findes omkring ét tusinde forskellige koralarter. Nogle er særkønnede – andre fælleskønnede. Og atter andre skifter fra det ene til det andet i løbet af deres levetid. Det er altså ikke nødvendigvis kedeligt at være et koraldyr…

Korallernes kønnede formering sker ved, at alle individer af en art samtidig afgiver deres kønsprodukter til det omgivende vand, hvor befrugtningen så foregår. Dette sker i regelen ved nipflod, hvor forskellen mellem højvande og lavvande er mindst. Det sikrer, at flest mulige æg befrugtes og færrest mulige skylles væk af tidevandsstrømmene.

Koraller kan se uhyre forskellige ud. Til de mest kendte hører givet de såkaldte “hjernekoraller”, hvis udseende virkelig lever op til navnet. Andre danner indviklede “gevirer”, der stikker op i vandet, mens atter andre bygger flade plader. Altsammen ofte i meget smukke farver, som skyldes samlevende alger.

Symbiosen

Koraller er som sagt polypdyr – ikke planter – og dermed ikke i stand til at fotosyntetisere. De kan ikke selv danne organisk stof ud fra kuldioxid, vand og sollys, som planterne kan. De ville derfor ikke kunne klare sig i et meget næringsfattigt tropisk hav, hvor de fleste næringssalte synker til bunds på dybhavet – sedimenterer ud, som det hedder på fagsprog.

Derfor har korallerne etableret en slags symbiose med specialiserede zooxantheller, der fotosyntetiserende alger – enkeltcellede dinoflagellater, hvis man er kender! Disse zooxantheller leverer op mod 90% af den energi, som korallerne har brug for, og som de ikke kan skaffe på anden måde. Zooxanthellerne nyder til gengæld godt af den kvælstof, som koralpolypperne selv skaffer ved at filtrere zooplankton fra vandet.

Zooxanthellerne bor i koralpolyppernes væv, hvor de har god beskyttelse og kan fotosyntetisrere effektivt. Her nyder de også godt af den kuldioxid, som polypperne løbende producerer, og som algerne jo skal bruge til deres fotosyntese. Et spændende og gensidig gavnligt samarbejde på højeste biokemiske plan!

Zooxanthellerene forekommer i massive mængder. Således regner man med, at der er op mod en million alger per kubikcentimeter koralrev! Det er disse mange alger, hvis indbyggede pigmenter giver de forskellige koraller deres mange forskellige farver. Det er også dem, der dør først, når vandtemperaturen bliver for høj – med blegning af de døde og døende koralrev til følge.

De store koralrev byder på mange og meget varierende levesteder for et utal af dyr og planter. Koralrevene danner ofte atoller med beskyttet vand bag barrieren ud mod åbent hav. Herinde på det lave vand sker der det stik modsatte af ude på dybhavet. Herinde forbliver næringssaltene nemlig – i stedet for at synke til bunds som uden for revet. Næringssaltene bliver således i systemet og kan genbruges mange gange – til stor fordel for dyr og planter.

Dette er altså forklaringen på Darwin’s Paradoks – på, hvor i alverden alt dette liv på koralrevene dog kommer fra! Således er det almindeligt, at der daglig produceres 5-10 gram kulstof per kvadratmeter koralrev – et meget højt tal. Nyere undersøgelser viser dog, at også svampe på koralrevene bidrager godt til denne produktion ved at filtrere planteplankton fra vandet. Disse er dog selv helt afhængige af at kunne leve i revner og sprækker mellem korallerne.

Truslerne

Der er mange farer, som truer verdens koralrev. Dels er der naturligvis de voldsomme tropiske storme og orkaner, som regelmæssigt bryder igennem de såkaldte “barriererev”, der mange steder løber langs kysterne og beskytter disse mod havet. Og dels er der menneskets uforstandige og aldeles kortsynede brug af dynamit til fangst af fisk på revene. Det siger sig selv, at de langsomtvoksende koraller dør en meget hurtig død på denne brutale måde.

Endelig er der den ligeledes udbredte brug af cyanid til fangst af fisk over koralrevene. Cyankalium blokerer åndedrættet på omtrent samme måde, som kulilte gør, og fisk er meget følsomme over for netop cyanid i deres vandige miljø. Fiskeyngel og koralpolypper er specielt udsatte og bukker under som de første. Større fisk bedøves ofte kun og kan i mange tilfælde genoplives og afgiftes, så spisefisk senere kan sælges til konsum.

Sjældne akvariefisk sorteres fra og eksporteres i stort omfang til glade saltvandsakvarister i den vestlige verden. Således regner man med, at 70-90% af alle akvariefisk fra Philippinerne fanges på denne altødelæggende måde. Korallerne er døde efter behandlingen og genopstår ikke bare af sig selv. De skal årtier til, førend de har retableret sig blot nogenlunde. Af den grund er fiskeri med cyanid strengt forbudt de fleste steder, men loven håndhæves kun sjældent. Money talks…

I 1998 oplevede man for første gang i nyere tid, at store dele af verdens koralrev gik til ved den såkaldte “bleaching”. De døde helt enkelt, da vandtemperaturerne blev for høje til dem – muligvis som følge af den menneskeskabte drivhuseffekt. De døde rev blegnede og mistede helt farverne, hvorfor man taler om “bleaching” – blegning af revene.

Nogle steder er revene dog kommet sig, men mange steder er det ikke sket endnu. Man kan frygte, at dette vil ske oftere og oftere, som drivhuseffekten sætter ind i stigende grad. Og løsning af netop dette problem er af global karakter og i skrivende stund aldeles uoverskuelig.

Endelig er der forurening med næringssalte fra by og land, der helt enkelt kvæler koralrevene i alger. Præcis som vore hjemlige ålegræsbælter har måttet bukke under for begroning med alger. Det siger sig selv, at næringssaltforurening primært er et problem for kystnære koralrev nær større byer og landbrug – ikke for de mange små Stillehavsatoller langt fra land. Koralrev kræver krystalklart og næringsfattigt vand for at trives.

Økonomien

Forskere og økonomer har længe forsøgt at sætte en pris på alverdens koralrev. En pris baseret på de indtægter, som fiskeri og turisme indbringer samfundene omkring koralrevene.

Det er naturligvis meget vanskeligt at værdisætte dette, men forskerne er nået frem til en omtrentlig værdi af 30 milliarder dollars. Så det er altså ikke småpenge, alverdens små koralpolypper producerer. Og alene derfor er det betænkeligt, at mere end halvdelen af disse koralrev i dag anses for truede.

Samtidig er der næppe heller tvivl om, at netop økonomien bliver koralrevenes redning. Vi har nemlig ikke råd til at undvære dem!

Efterskrift: I dag ved vi, at ikke kun forurening og global opvarmning er medvirkende årsag til afblegning af koralrev. Også forsuring af verdenshavene spiller ind.

Forsuringen sker, når havene optager store dele af den CO2, vi konstant udleder. Det får pH-værdien i vandet til at falde og gør det vanskeligt for korallerne at få fat i den kalk, de har brug for til at opbygge deres egne skaller og dermed i sidste ende hele koralrev.

Savfisk

Et uhyggeligt udseende, men aldeles lyslevende og nu udryddelsestruet levn fra fortiden…

Er der en fisk, som lever op til sit navn på de allerfleste sprog, så er det savfisken. Et lyslevende, omend nu udryddelsestruet levn fra fortiden. En underlig mellemting mellem en haj og en rokke – kæmpestor og så forsynet med en fantastisk sav fortil!

Savfisken er en bruskfisk i lighed med haj og rokke – en fisk, som tidligt i sin udvikling valgte brusk frem for ben til sit skelet. En konstruktion, som gjorde den både let og meget smidig og samtidig overflødiggjorde de tungere benfisks svømmeblære.

Men så ophører lighederne også. Savfisken har fået sit navn efter det store og savtakkede sværd, den bærer forrest på hovedet. På begge sider er det forsynet med lange og sylespidse pigge, man skal holde fingrene langt fra.

Dette gælder ikke mindst den største af de seks arter af slægtenPristidae, som kan blive op mod 7 meter lang og veje op mod 2 tons. Der er dog ingen fuldt dokumenterede eksemplar i denne størrelsesorden, da disse giganter desværre hører fortiden til. Men den er god nok!

Trods sit barske udseende er savfisken en ganske fredelig fisk, der primært bruger saven til at rode i bunden med, når den søger føde – sekundært som forsvarsredskab. Den slår da vildt om sig med saven, hvilket altid sikrer den stor respekt!

Sværdet bruges til at bedøve, dræbe eller spidde byttet med. Det er uhyre følsomt og forsynet med utallige elektroreceptorer, som registrerer selv det spædeste levende liv – så den kan dræbe det! Her ser man det tydelige slægtskab med både hajer og rokker, som også er godt besat med elektroreceptorer. Lugtesansen er formidabel, men synet så som så. Man kan ikke få det hele...

Mere rokke end haj

Savfisken kaldes på dansk ofte savrokke, da den er nærmere beslægtet med rokker end med hajer – trods den langstrakte krop. Slægtskabet med rokkerne afsløres dels af de store brystfinner, som savrokkerne bruger til at ligge på bunden med – dels af gællespalterne, der i lighed med rokkernes sidder på undersiden af kroppen. Hajernes er som bekendt placeret på siderne.

Savfiskene findes i alle tropiske farvande, hvor de meget ofte fanges i brakke mundingsområder. National Geographic indlemmede for nylig savfisken i en serie om udryddelsestruede monsterfisk, for savfisken har det ikke godt.

Det skyldes i et vist omfang dens sværd eller sav, som er en attraktiv handelsvare – på lige fod med elefenben og leopardskind. Men det skyldes i endnu højere grad menneskabte opstemninger, der hindrer fiskenes naturlige og livsnødvendige vandring mellem fersk- og saltvand.

Læg hertil, at savfisken er en hyppig, omend aldeles uønsket bifangst i garn. Savfisken er nemlig fredet de fleste steder – dertil meget besværlig at få ud af garnmaskerne.

Savfisken er i dag totalfredet i USA og Australien – ifølge Convention on International Trade in Endangered Species (CITES), Appendix I – hvorfor den i dag officielt og formelt “kun” trues af garnfiskeri. Her er den en aldeles uønsket bifangst, da dens sværd totalt raserer garnene. Men hvad hjælper det, at den totalfredede savfisk skal genudsættes – hvis den allerede har taget skade af opholdet i garnmaskerne?

Langt værre er på sigt nok den ødelæggelse, der løbende sker af dens levesteder – de estaurine områder, hvor ferskvand møder saltvand. Her lever savfiskene på lavt vand med blød bund, og her vandrer de regelmæssigt og uden problemer mellem salt og fersk vand – noget, flere bruskfisk evner. En vandring, som flere steder er ødelagt på grund af menneskeskabte vandringshindringer – opstemninger, damme etc.

Levende unger

Savfisk føder levende unger, der allerede ved fødslen har et fuldt udviklet sværd. Fødselen muliggøres af, at ungerne er indkapslet i en sej hinde, som pakker det sylespidse sværd ind, så det ikke kan skade moderen.

Ungerne vokser meget hurtigt og tilbringer den første tid i det estaurine mundingsområde, hvor vandet er brakt. Ved en vis størrelse drager de på langfart i åbent hav, hvor mange af dem desværre ender i et garn. De voksne og gydemodne fisk vender siden tilbage til floden, hvor fødselen sker.

Savfisk kan blive meget store. Den største stangfangede fisk vejede 590 kg og blev taget i Texas tilbage i 1940. Gamle beretninger fortæller imidlertid om langt større fisk – med flere udokumenterede savfisk på over 2 tons!

Så store fisk findes dog næppe i dag, hvor få fisk overlever til at blive så gamle. Det skal garnfiskeriet nok sørge for…

Status over de danske vandløb

I forbindelse med implementeringen af EU’s vidtgående Vandrammedirektiv har der fra mange sider været gjort status over den danske natur og ikke mindst de danske vandløb og deres fiskeliv.

Altsammen for at kunne fastsætte konkrete normer for, hvordan forholdene fremover bør være. Dette naturligvis med specielt fokus på vandrefisk som laks, ørreder og ål, der jo er økonomisk vigtige for både det rekreative og det kommercielle fiskeri. En kort opsummering af denne status:

Sådan var det engang…

En stor del af Danmark har været skovdækket – oprindelig langt størstedelen.

Vandløbene har ligget højt i terrænet med tæt og umiddelbar kontakt til ådalene.

Næsten alle vandløb har været fysisk varierede og har haft et rigt liv af smådyr, fisk og vandplanter.

De fleste danske vandløb har været tilgængelige for vandrefisk som eksempelvis ål og havørred.

Danske vandløb er som udgangspunkt ekstremt produktive mht. fisk. Dette pga. de relativt høje vandtemperaturer og et stort, naturligt næringsindhold.

Sådan er det i dag

Ca. 70 procent af Danmark er i dag opdyrket, hvilket er suveræn verdensrekord.

Over 90 procent af vandløbene er i dag regulerede, og de fleste ligger unaturligt nedgravet uden kontakt til ådalene.

En stor del af vandløbene i Vestjylland og Sønderjylland er i dag påvirket af okker pga. dræning.

Mange vandløb bliver i dag vedligeholdt (via grødeskæring og maskinel oprensning) for at sikre en hurtig afstrømning af vand fra de omkringliggende marker.

Næsten alle vandløb har mistet fysisk variation og/eller er belastet med spildevand -det meste i dag renset i større eller mindre grad.
Vandløbene transporterer overskydende næringsstoffer fra overgødskede marker til søer og fjorde, hvor det resulterer i algeblomst, iltsvind og bundvendinger.

Næsten alle vandløb har i dag et væsentlig forringet liv af smådyr, fisk og vandplanter.

Der er i dag mindst 4.000 kunstige spærringer for fiskene og den øvrige fauna.

Sådan bør det fremover være

Opstemninger ved vandmøller, turbineanlæg, dambrug etc. spærrer væsentligt for faunapassage i meget store vandområder (både op- og nedstrøms vandringer). Opstemningerne ødelægger miljøtilstanden på de bedste strækninger af vandløbene (strygene) pga. opstuvning af vandet og nedsat strømhastighed. Strygene og gydepladserne sander eller slammer følgelig til.

Ovennævnte problemer kan blive forstærket, hvis man i forbindelse med anlæg af vådområdeprojekter i henhold til regeringens “Grøn Vækst” plan anlægger søer direkte i vandløb for at rense for kvælstof. Der er eksempler på, at det med ét slag kan medføre dødeligheder for de vandrende ørreder på 70-80 %. Hertil kommer andre uønskede effekter.

Et godt eksempel er Århus Å med den genetablerede Årslev Engsø. Efter etableringen er havørredbestanden i Århus Å med tilløb decimeret – på grund af en stærkt forøget dødelighed for ungfiskene ved passage af den nye sø og mødet med især gedder og fiskehejrer på det lave vand.

Dette er naturligvis i sig selv meget uheldigt, når der nu gennem årene er investeret store summer og meget arbejde i at genskabe ørredbestanden. Dobbelt uheldigt bliver det, når erfaringerne efterhånden viser, at tilbageholdelsen af kvælstof i de nyetablerede søer forsvinder efter nogle år. Men søerne ligger der stadig og agerer fortsat maskingeværreder for de nedstrøkkende ungfisk…

Der er således rigtig meget at tage fat på, når EU’s Vandrammedirektiv skal implementeres i årene fremover. Set med danske øjne er dette en positiv udvikling, selv om den er trist at tænke tilbage på. Trist, idet Danmark jo helt tilbage i 1973 fik verdens første Miljølov og siden da har set sig selv som førende på miljøområdet. Præcis som vi har haft det med sundhedssektoren og uddannelsesområdet – uden heller ikke længere at have noget at have det i.

Løkke-Lotto med Miljøet

Det er nemt at være statsminister og skulle spare milliarder efter sin regerings ufinansierede skattelettelser. Man bruger bare lidt Venstre-logik og despekt for miljøet. Hør bare det enkle regnestykke:

Trip: Danmarks miljøcentre har regnet ud, at det danske vandmiljø årligt skal spares for 30.000 tons kvælstof – hvis Danmark skal kunne leve op til EU’s vandrammedirektiuv, der træder i kraft i 2015.

Trap: Først skærer man hårdt gennem debatten og erklærer politisk, at der kun skal reduceres med knap 20.000 tons – uvist hvordan man så er nået frem til det. Det er i hvert fald uden saglig eller faglig begrundelse.

Træsko: Dernæst vurderer miljøminister Karen Ellemann så, at man nok i første omgang kan nøjes med at reducere med 10.000 tons – en sølle tredjedel af det, som fagfolk har regnet sig frem til er nødvendigt.

Endelig forhaler man de planer til vandrammedirektivet, som EU forlanger, at man udarbejder. Med det resultat, at Danmark nu er bagefter de nabolande – Tyskland, Holland og Frankrig – som regeringen selv ynder at sammenligne sig med.

En besynderlig logik, som man givet skal være Venstre-politiker og allerbedst landmand for at forstå. Når man nu ellers i alle andre sammenhænge – når det kan bruges til egen fordel – henviser til de selvsamme lande som dem, man skal konkurrere med…

Dansk landbrugspolitik i en nøddeskal – “Løkke-Lotto med Miljøet”. Det danske miljø har aldrig haft det vanskeligere end under den nuværende regering.

Seneste internationale opgørelse har da også placeret Danmark helt nede på 32. pladsen over nationer, der gør noget for miljøet – på niveau med gamle kommunistlande som Albanien…

Vi må triste erkende, at Danmark startede ud med at være et af de fremmeste og første EU-lande. Nu er vi endt som et af de nyeste og sidste U-lande…

Pinligt. Tak din lokale landmand for det.

Jul med Juletræet

En flue med mange former

Der findes i dag i hundredtusindvis af fluemønstre, og nye kommer til hele tiden. Man skal blot ændre nogle få ingredienser, og straks har man et nyt fluemønster, som man kan sætte sit navn på.

Er det således svimlende let at lave et nyt fluemønster, så er det ulig meget sværere at skabe en helt ny flue eller fluetype. Én, der slår an og fanger fisk fra generation til generation. Dem er der nemlig ikke ret mange af, og det allermeste har været prøvet mange gange før – dertil langt tidligere, end man i regelen tror.

Men det kan lade sig gøre, og jeg er ærlig talt ganske stolt over, at det er lykkedes for netop mig. Fluen er naturligvis “Juletræet”, som må siges at være en yderst relevant flue her i julemåneden! Den har nu mere end 20 år på bagen og har fanget i tusindvis af fisk utallige steder i verden.

Og faktisk har den udviklet sig ganske meget, siden det første eksemplar blev til i mit fluestik først i 1980‘erne. Og antaget mange nye former. Et Juletræ er således ikke bare et Juletræ længere. Derfor denne artikel, som vil se nærmere på, hvor mange forskellige måder man egentlig kan binde det samme Juletræ på. Alle med helt specielle funktioner.

Juletræet Classic

Det første Juletræ så dagens lys tilbage i de tidlige 1980‘ere. Det var i de syntetiske materialers barndom, og de første af slagsen var netop kommet til Danmark. Det var kærlighed ved første blik, da jeg så det nye materiale ved navn Flashabou. Sikke farver og sikket farvespil!

Ikke mindst den transparente og perlemorsfarvede udgave lyste i alle regnbuens farver. Betragter man den i medlys, er farverne guld og grøn. I modlys dominerer de røde og blå farver. Jeg måtte helt enkelt binde en flue af dette nye materiale!

De første eksemplarer blev bundet som rørfluer, da de var tænkt som efterligninger af sværmende børsteorme. Senere blev rørene droppet til fordel for almindelige rustfri kroge á la Mustads klassiske 34007, som stadig er favoritten – med 34011 til langskaftede udgaver.

De første eksemplarer blev bundet med underkrop af rødt uldgarn, som hurtigt blev udskiftet med fluorød chenille – standarden i alle Juletræet Classic i dag. Og det gærde, som kommercielle fluebindere desværre altid springer over, da det ikke umiddelbart kan ses.

Men underkroppen er essentiel for fluens funktion, idet chenillen dels suger vand, så fluen synker let og og kan fiskes hurtigt gennem vandet. Og dels syner rødt gennem fletværket, når dette forhåbentlig hurtigt bliver flosset lidt af fisketænder – måske som en skadet fisk.

Men underkroppen gør fluen mere tidkrævende at binde, og derfor undlader mange kommercielle fluebindere den desværre. Og så er det altså ikke noget Juletræ længere. Det er falsk varebetegnelse. I den forbindelse er det vigtigt, at der både foran og bagved chenillen er nogle millimeter bart bindetrådsunderlag, som overkroppen siden bindes fast på.

Og så lidt om farver. Det oprindelige Juletræ blev bundet med rør af perlemorsfarvet Flashabou, fluorød bindetråd og fluorød chenille. Det er stadig klassikeren. Siden da har jeg bundet Juletræer i samtlige de farver, det flettede Flashabou-rør har kunnet fås i.

Perlemor holder stadig stand som den bedste allroundfarve – specielt i klart vejr og vand – men har fået konkurrence af yderligere tre farver med hver deres speciale.

Min klare nummer to er fluorød, som er perfekt til grå og kolde dage, hvor fiskene er sultne og der ikke er så mange fødeemner i vandet. Perfekt farve til vinterfiskeriet – dertil en god farve i skumringen, inden det bliver rigtig mørkt. Hvor UV lyset dominerer for en stund. Den røde farve er ikke blot fluorescerende, men også fosforescerende – selvlysende. Det betyder, at den kan lades op i lyset af en lommelygte.

Dette gælder i endnu højere grad den fluogrønne farve, som jeg ligeledes har fanget rigtig mange fisk på. Den er også både flourescerende og fosforescerende, men den lyser endnu mere op end den røde og er derfor ideel til rigtigt natfiskeri – nu i lidt større størrelser end til dagfiskeriet. Hvor jeg om dagen i regelen bruger kortskaftede str. 4-6 fluer, sidder der langskaftede str. 2-4 fluer på forfanget om natten.

Sidste favoritfarve er rent sølv, som jeg kun bruger på langskaftede kroge str. 2-1. Det sølvfarvede rør er noget mere stift end de øvrige farver og egner sig derfor kun til større fluer. Mit klare valg, når der skal fiskes dybt eller trolles med store fluer og synkeline. Her har det sølvfarvede Juletræ taget rigtig mange rigtigt store ørreder og laks for mig.

Helt nystegne fisk er vilde med netop denne glitrende sølvfarve, som bedre end noget andet trigger den hugrefleks, de har med sig fra havet.

shapeimage_5

Juletræet Light

Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og sådan var det også med Juletræet Light. For nogle år siden gik jeg I Vitus Berings berømte fodspor og havnede da for foden af de smukke Chugach Mountains nær Bering Gletcheren i det sydlige Alaska. Målet var sølvlaksene i Tsiu River, som løber netop her.

Og der var sølvlaks i stride strømme – aldeles friske fra Stillehavet, som lå kun få hundrede meter borte. Faktisk var der så mange nystegne og sølvblanke laks på 4-7 kg, at jeg løb tør for Juletræer allerede på tredjedagen. Og hvad gør man så? Jo, i bagagen har jeg altid et fluestik og en lille pose med de mest basale materialer – naturligvis altid, så jeg kan binde et Juletræ eller tre.

Men det skulle jo gå hurtigt, og fluerne måtte meget gerne være ekstra robuste, så de kunne modstå de nystegne laks’ skarpe tænder. Resultatet blev Juletræet Light, som springer over, hvor gærdet er lavest. Som dropper underkroppen af fluorødt chenillegarn, og som bruger mylarslangen som almindelig tinsel, der tørnes om krogen.

Et stykke rør bindes ind som hale, og resten tørnes om kroppen frem til hovedet. Nu foldes slangen så bagover som vinge – og fluen er færdig! Hale og vinge splittes op, og hele kroppen får en solid gang lak, så den holder bedre. Meget bedre. Endnu bedre holder den, hvis man har tid og mulighed for at give kroppen en gang epoxy i stedet.

Juletræet Light var en succes fra første kast. Jeg har ikke tal på, hvor mange laks den fangede, men de skal tælles i snesevis. Uden overdrivelse!

Juletræet Sandeel

Nu havde jeg lært lektien. Simple is beautiful! Fra Samsø og Djursland vidste jeg, at tobisyngel meget ofte står på havørredernes menu i maj-juni måned. Op til 80 af slagsen havde jeg fundet i maven på en enkelt halvmeters havørred. Fiskene var sågar blevet selektive enkelte gange – så meget, at de ikke ville have mine almindelige fluer, men blot fulgte dem interesseret ind til stangspidsen.

Løsningen var en modificeret udgave af et perlemorsfarvet Juletræet Light. Jeg undlod blot den afsluttende vinge, men ellers var resten det samme. Fluen bindes på en langskaftet rustfri krog str. 4-6 – gerne Mustads 34011 – og forsynes med små kuglekædeøjne fortil.

Resultatet bliver et meget strømlinet Juletræ, som synker hurtigt, og som derfor kan fiskes meget hurtigt hjem. En god klat lak eller lim på det inderste stykke af halen forhindrer, at denne vikler sig om krogskaftet under kastet.

Jeg bruger Juletræet Sandeel på sandede og især grusede lokaliteter med frisk strøm. Her holder tobiserne gerne til, når tidevandet veksler mellem høj- og lavvande. Jeg fisker den på en intermediate line, som gør, at jeg kan fiske effektivt – med fuld linekontrol – selv i ganske store bølger.

Og huggene? De er benhårde og kontante dræberhug!

Juletræet Bonefish

For nogle år siden skulle jeg med DR TV til Bahamas for at lave en udsendelse om bonefish og karibisk fluefiskeri. Jeg kom lidt sent i gang med forberedelserne og skulle fylde flueæsken i sidste sekund. Det var da, at jeg kom på ideen med at binde Juletræet som omvendt bonefish flue – á la klassiske Crazy Charlie.

Der var ikke langt fra tanke til handling, og efter en lang aften ved fluestikket var en lille æske fyldt op med dugfriske Juletræer bundet upside down. De viste sig at være guld værd, da vi først stod ude på flats’ene – med kameraet rullende og løslinen trukket af hjulet. Min guide mente først, at mine nye Juletræer nok var lidt vel store og prangende.

– Too flashy! – Too big! lød dommen.

Men han måtte give sig, da det første halve dusin bones havde inhaleret fluen og leveret masser af god underholdning til DR seerne – med hundredmeter lange udløb og en knarre, der klagede sig højlydt.

Fluen leverede masser af action og blev hurtigt min nye favorit på de karibiske flats. Hvad den stadig er. Jeg behøver overhovedet ikke andre fluer for at fange alle de bonefish, jeg har lyst til. Turen til Bahamas endte da også med, at min producer klippede fluen af mit forfang. Nu ville han også fange bonefish!

Juletræet Bonefish følger samme simple mønster og bindemåde som Juletræet LIght – blot bindes den omvendt på str. 4-6 kroge, med kort eller ingen hale og kuglekædeøjne fortil. Mindre ubelastede str. 8-10 udgaver kan være nødvendige til tailende bonefish på helt lavt vand. Så udelader man blot kuglekædeøjnene og er med i spillet igen!

Endelig binder jeg altid nogle Juletræet Bonefish i brun, som er en fremragende farve på mørk bund, hvor de såkaldte “kafferejer” indgår i føden.

Juletræet Cool Tree

Dette er et rigtigt high-tech Juletræ med alt, der bimler og bamler! Den kom til verden for et par år siden, hvor jeg var taget til Irland for at fiske havbars. Imidlertid kom en subtropisk storm i vejen for mine planer, og vi måtte sidde underdrejet i Wexford, mens palmerne lå vandret udenfor og 40.000 irske husstande blev uden strøm.

Det eneste, vi kunne foretage os, var at drikke rødvin og binde fluer! Min irske vært havde netop fået fat i nogle meget små japanske raslekugler indstøbt i små glasampuller. Og selv havde jeg nogle nye woblerhoveder i blød siliconeplast, som jeg ikke havde fået prøvet endnu.

Inspireret af god snak, et hæderligt kvantum spansk rødvin samt en lokal whiskey (- eller var det to?) bandt jeg et par Juletræet Light – med raslekugler i maven og plastkrave om halsen. De så noget pompøse ud, syntes jeg – lignede mest af alt gravide hundestejler på steroider! Da jeg dagen efter præsenterede den for min værts kone, hørte hun forkert og udbrød spontant:

– Oh, what a Cool Tree!

Og så var den nye flue naturligvis døbt: “Cool Tree”. Hvad den har heddet lige siden.

Lidet anede jeg, at selvsamme flue året efter skulle give mig min største tigerfish nogensinde: En imponerende hunfisk på 14 lbs. – knap 7 kg. Min guide var behørigt imponeret, for det var den næststørste tiger, der nogensinde var registreret fanget på flue i Zambezi floden i Namibia. Havde jeg anmeldt den til IGFA, havde jeg været verdensmester i dag!

Siden leverede The Cool Tree varen, når fiskeriet gjaldt søens sandart på gydebankerne. De woblende bevægelser var lige det, der skulle til for at udløse hugget fra de ellers så træge sandarter på lavt vand. Måske raslelyden også bidrog til effektiviteten.

Til fiskeri i strømvand folder man kraven bagud, så den ikke yder for stor modstand i vandet. Omvendt i stillestående vand, hvor den fremadrettede krave bibringer fluen ekstra bevægelser under indtagningen. Desværre også øget vindmodstand under kastet…

Juletræet Popper

Seneste skud på stammen er en popper-udgave, som blot består af en færdig popperkrop beklædt med perlemorsfarvet mylarslange af største tilgængelige format. Det hele er imprægneret med epoxy, som for alvor kan holde på det sarte fletværk og gøre det modstandsdygtigt over for spidse tænder og skarpe bisser.

Juletræet Popper blev den flue, som gav mig både de fleste og de største barracudaer – for slet ikke at tale om jættestærke Jack Crevalle – da jeg gæstede Cuba i foråret 2009. Fluen kan næsten ikke være enklere, men fiskene elsker den!

Som det vist tydeligt er fremgået af ovenstående, så er et Juletræ ikke bare et Juletræ. Det er mere en fluetype end et fluemønster – præcis som eksempelvis Muddler fluer er det.

Juletræet kan bindes på mange forskellige måder, men stadig med nøjagtig de samme materialer. Og den fanger alle slags fisk alle mulige steder. Selv besværlige multer har jeg fanget på den – endda hele to arter!

Der er således al mulig grund til at bruge den søde juletid og nogle mørke vinteraftener på at fylde friske Juletræer i æskerne til den kommende sæson.

Tilbage er så blot at ønske alle læsere af denne side et rigtig Glædeligt Juletræ og et Godt Nyt Fiskeår!

AFTM – midt i et vadested?

Klassekampen i fuld gang!

Fluelinen er hjertet i enhver fluefiskeudrustning. Modsat spinnefiskeriet, hvor en tung kastevægt trækker en tynd line efter sig, er det her den tykke og tunge flueline, som trækker den næsten vægtløse flue efter sig. Det er ligeledes fluelinens vægt, der afgør valget af fluestang. Her er fluefiskeri og spinnefiskeri således fundamentalt forskellige måder at fiske på.

Desværre er vore dages flueliner ikke så lidt af en jungle. På verdensplan skal antallet af forskellige flueliner nemlig opgøres i tusinder, og antallet stiger stadig. Selv for en garvet fisker kan det derfor være svært at vælge.

Alle flueliner blev tidligere fremstillet af samme materiale – silke imprægneret med en linolie-agtig dressing. Linens vægt afhang af dens tykkelse, og man gav derfor linerne bogstavbetegnelser, der både fortalte om tykkelse (og dermed vægt) samt tapering. Eksempelvis “HCH”, der var “H” tyk i begge ender og “C” tyk på midten. Dette bogstavsystem var enkelt og fungerede godt i silkens tid.

Fra silke til PVC

Silkeliner kaster fortræffeligt, idet de er tynde og uelastiske. De flyder imidlertid kun, dersom man indfedter dem – en omstændelig procedure, der må gentages en gang om dagen. Det var derfor noget af en revolution, da amerikanske Cortland i 1952 sendte verdens første syntetiske flueline på markedet – en line, der flød, når den blev indfedtet – præcis som silkelinerne – og sank, når den ikke blev.

I 1954 sendte så Scientific Anglers – ligeledes USA – den første selvflydende line på markedet. Det var “Air Cel”, der med mikroskopiske glaskugler indstøbt i coatingen havde en vægtfylde mindre end vands. Kort efter fulgte “Wet Cel” trop – verdens første ægte synkeline med metalpartikler iblandet coatingen.

Men nu fungerede det gamle bogstavsystem til klassificering af linevægten ikke længere. Nu vejede en synkeline af samme tykkelse som en flydeline nemlig adskillige gange så meget, da dens vægtfylde jo er langt højere. Der måtte derfor et nyt system til – et system, der kunne fortælle om linens vægt uanset dens tykkelse.

AFTM-systemet

Det blev til AFTM-systemet, som nu angav linens vægt i forskellige klasser – fra 1 til 12 med 1 som den letteste og 12 som den tungeste. Dette uanset linens tykkelse. Nu var der kun fokus på vægten, der jo belaster fluestangen under kast.

Klasse 1-2 ses uhyre sjældent og er mest legetøj for inkarnerede fluefiskere, for hvem det hele ikke kan blive let nok.
Klasse 3-4 er praktisk anvendelige liner, som egner sig til delikat præsentation af de mindste tørfluer på de tyndeste forfang.
Klasse 5-6 er såre anvendelige og ideelle til det meste ørred- og stallingfiskeri med vådflue, tørflue og nymfe.
Klasse 7-8 er så nær idealet, man kan komme, når det gælder streamer-fiskeri i større vandløb. Eller let enhånds fiskeri efter laks og havørred. Eller fluefiskeri fra kysten.
Klasse 9-10 hører til i den svære ende, hvor vi finder tunge enhånds og middelsvære tohånds stænger til laks og havørred.
Klasse 11-12 anvendes på vore bredder næsten udelukkende til lange laksestænger. Andre steder i verden fisker man tarpon, tun og sejlfisk med dette grej – på enhånds stænger!

I AFTM systemet er det vægten af de første 30 fod – 9,15 meter – der er afgørende. Man besluttede i sin tid, at det var den linelængde og dermed vægt, der oftest belastede stangen under praktisk fiskeri. Det er jo med fluestangen som med spinnestangen, at den arbejder bedst/ kaster bedst med en bestemt kastevægt. Essensen af AFTM systemet er, at en line klasse 7 hører til en stang klasse 7 og så fremdeles.

Det er vigtigt at forstå, at hele AFTM-systemet er baseret på de såkaldte Weight Forward (WF) liner, som har hele kastevægten koncentreret i den forreste del af linen – kasteklumpen. Denne kasteklump er ifølge de oprindelige konventioner altid 9,15 meter lang – hverken mere eller mindre. Klassifikationen gælder imidlertid også de dobbelttaperede DT liner, der blot bliver tungere med kastelængden, da de er lige tykke på midten.

Vægt og tapering

I praksis er det sjældent, at man fisker med netop 9,15 meter line uden for topøjet. Men bruger man den foreskrevne WF line, har den altid en kasteklump på denne længde. Yderligere line skydes i det sidste og afgørende fremkast og belaster derfor ikke stangen som øget kastevægt.

Skal der derimod kastes langt med en tyk og tung DT line, er der mere line end som så i luften under kastet. Kastevægten er derfor større. Skal der omvendt kastes kort – eksempelvis i små bække og åer – er der måske ikke mere end 5 meter line uden for topøjet. Kastevægten er derfor mindre end angivet af lineklassen.

I førstnævnte tilfælde står man sig derfor ved at vælge en line, der er en klasse lettere ned foreskrevet – ellers belaster man stangen for meget. Tilsvarende står man sig i sidstnævnte tilfælde ved at vælge en line, der er en klasse tungere. Ellers har stangen ikke vægt nok at arbejde med under kastet.

Man hører ofte, at AFTM-systemet er forældet, men det er slet ikke tilfældet. Langt fra. AFTM-systemet er lige så godt, som det altid har været. Noget helt andet er så, at mange lineproducenter ikke længere holder sig strikt til WF liner med en kasteklump på de anskrevne 9.15 meter. Moderne kulfiberstænger er i stand til at holde langt længere line i luften, og mange moderne WF liner har derfor en kasteklump, der kan være op til 50% længere end originalen – i nogle tilfælde endda endnu længere.

I sådanne tilfælde holder AFTM-systemet naturligvis ikke længere – i hvert fald ikke umiddelbart. Flere producenter er derfor begyndt at angive lineklassen på deres liner i gram, hvilket der ikke er noget galt i. Altså vægten af hele kasteklumpen og ikke kun de første 9,15 meter. Man skal blot være klar over, at kastevægten på en fluestang ikke kan angives så eksakt som eksempelvis 13,7 gram.

Gør man det alligevel, har man intet forstået af dynamikken i et fluekast. Her arbejdes der jo hele tiden med en varierende linelængde, og den reelle kraft i kastet udgøres af to faktorer – ikke af blot en enkelt som under et spinnekast.

Fluelinens vægt er naturligvis den ene af disse to faktorer – kraften fra det uundværlige dobbelttræk den anden. Faktisk er kraften fra dobbelttrækket ofte vigtigere end vægten af linen – i hvert fald for en dygtig kaster. Det er i dobbelttrækket, man for alvor kan spænde stangen – ved at gøre den reelle vægt af fluelinen meget større.

Grundlæggeren af Fenwick og opfinderen af verdens første kulfiberstang – Jim Green – var en gudbenådet kaster, som før nogen anden var klar over dette. Han var helt klar over, at det var dobbelttrækket, som for alvor kunne spænde fluestangen og lægge ekstra meter til kastelængden.

Han opfandt derfor et enkelt trissesystem, som kunne flerdoble kraften under dobbelttrækket og lægge flere meter til hans allerede meget lange kast. Desværre forhørte han sig før et verdensmesterskab om lovligheden af dette system – og fik et nej. Ellers havde han fejet alle konkurenterne af banen!

Er en fluestang klassificeret som AFTM 6, betyder det som udgangspunkt, at den er optimeret til en standard WF6 line. Foretrækker man i stedet en DT line, vil vægten af line, som belaster stangen under et langt kast, være større. Således vil en klasse 6 stang, som kaster optimalt med en WF 6 line, fungere bedst med en DT 5 – hvis der altså skal kastes langt. Længere end de 9,15 meter.

Ser man en fluestang klassificeret som AFTM 6-7, betyder det normalt, at den er beregnet til en DT 6 line eller en WF 7. Skal den bruges med et skydehoved (ST) af standardlængde, står man sig ved at vælge en ST 8. Det sætter kasterytmen ned og hindrer, at skydehovedet vender i luften under kast, da det jo er tungest i bagenden. Friktionen fra en tynd monofil skydeline er minimal og ikke nok til at styre skydehovedet.

Det er et trick, erfarne steelheadfiskere på den amerikanske vestkyst har kendt til og benyttet sig af i årtier – specielt når der skal fiskes med tunge synkeliner. De er tyndere end tilsvarende flydeliner og suser derfor gennem luften med mindre modstand og større hastighed. Ofte for hurtigt til at være behageligt eller til at styre.

Tre forskellige lineklasser til én og samme stang, altså. Enkelte producenter bruger bevidst denne klassifikation og angiver da AFTM 6-7-8 på stangen. Hvilket mange desværre misforstår derhen, at stangen kaster lige godt med alle tre lineklasser – hvilket ingen fluestang gør eller nogen sinde kommer til at gøre!

Fluekastet er således en dynamisk ting, som er meget svær at definere og beskrive i kontante størrelser. Matematikere fra det berømte MIT Space Center i Massachusetts, USA forsøgte i 1995 at sætte fluekastet på en matematisk formel, men måtte erkende, at der var for mange ubekendte i det spil. Så var det alligevel lettere at sende en raket til Månen!

Godt, at vi ikke ved det eller tænker over det hele tiden. Vi har det heldigvis lidt som humlebien, der jo ikke ved, at den slet ikke kan flyve. Vi gør det bare!

Myg i Millioner

Maj og myg, der matcher

Maj er en skøn måned – på alle måder. Er man også fluefisker, er der næppe grænser for begejstringen. Det skulle da lige være, at der simpelthen ikke er tid nok til at dyrke alle de utroligt mange fiskemuligheder, som denne måned byder på!

Der sker noget overalt her i maj – om man så er til å, sø eller kyst. Overalt vrimler det med liv – over vandet såvel som under. Ved kysten invaderer hornfiskene det lave vand og byder på god underholdning for de fluefiskere, der satser på let grej og små fluer.

Ved åen klækker mange forskellige insekter og giver fluefiskeren mulighed for at søsætte de tørfluer, han eller hun har bundet i løbet af vinteren. Og endelig er der søerne, som i maj byder på mange forskellige fisk på leg – dertil myg i millioner!

Men myg er mange ting. Der er gode myg, og der er dårlige. Til de dårlige hører naturligvis de almindelige stikmyg, som alle kender og har et forhold til. Dem er der ikke meget godt at sige om, og heller ikke fiskene ser meget til dem. Det stik (!) modsatte gælder de små og irriterende kvægmyg, som er en pestilens ved åen, når de klækker i store mængder og aldeles uhæmmet tager en bid af blottede fluefiskerdele.

Myggeolie bider ikke på disse små sataner, som fiskene imidlertid er meget glade for – både som larver, pupper og voksne, vingede insekter. Det er jo altid en formildende omstændighed!

Tilbage står så dansemyggene, der kun har én ting i hovedet: De vil danse! Helst på stille aftener, hvor de store sværme kan ligne veritable røgskyer over buske og træer. Så mange individer er der. Dansemyggene klækkes på rigtige dage i millioner og atter millioner, som heldigvis alle ikke kan stikke. De vil bare danse, parre sig og lægge deres æg på søens stille flade. Her kan fisk af alle slags mæske sig i det kolossale udbud af føde, som typisk toper netop nu i maj.

Men dage som disse er få, og vejret lægger ofte hindringer i vejen. Det skal være stille, førend myggene stiger til overfladen for at klække – en farlig proces, der ofte sker i de tidlige morgentimer. Det tager dansemyggene lang tid at nå fra bunden og op til overfladen, hvor de hænger i lang tid, mens de krænger puppehuden af sig.

Indtil da har de levet i eller på søens mudderbund, hvor de gerne tages af fiskene. Ikke mindst ål og brasen er specialister i de røde myggelarver, som med deres hæmoglobin kan leve i den iltfattige bund, de andre smådyr ville kvæles i. Men det er under opstigningen til overfladen, at dansemyggene for alvor bliver interessante for fluefiskeren. Her er de nemlig lette at efterligne med såvel fluer som fisketeknik.

Efter et lille års tid som myggelarver i søens bund forpupper dansemyggene sig. De metamorfoserer, som det hedder på fagsprog, og forvandler sig fuldstændig. Den pølseformede larve antager det voksne og vingede insekts form, men er stadig indkapslet i en beskyttende puppehud.

Iført dette dress påbegynder myggepuppen nu sin sidste store rejse. Den fylder sin krop med gasser, der giver den fornødne opdrift, og stiger nu langsomt op mod overfladen. Det kan ske fra meget dybt vand og tager da adskillige farlige minutter. Den er under beskydning fra alle sider, og mange når ikke frem.

Men dansemyggene er så mange og klækker samtidig, at søens fisk ikke har en chance for at udrydde eller blot decimere dem. Millioner af dansemyg når uskadt op til overfladen, hvor de tager sig en puster og venter på, at puppehuden skal sprække, så de kan klække og kravle op på overfladen og folde vingerne ud til tørring. Nået så langt flyver de i land og gemmer sig i buske og træer. Først om aftenen – og kun hvis vinden er til det – flyver de i store sværme op for at parre sig.

Efter parringen flyver de tunge hunner ud over søens blanke vand for at aflevere deres kostbare last af befrugtede æg, som siden synker til bunds og bliver til nye små myggelarver. Under denne æglægning kommer mange dansemyg af dage og byder da på mulighed for et interessant tørfluefiskeri.

Men det er og bliver de opstigende dansemyg, som i puppestadiet byder på de allerbedste muligheder for et både spændende og produktivt fluefiskeri. Vellignende imitationer er lette at binde og bør aldrig mangle i søfluefiskerens æske.

Selv bruger jeg sjældent andet end helt sorte udgaver, som har bagkrop af sort bindetråd ribbet med sølvtinsel samt et tykt bryst af påfugleherl. Vigtigst af alt er de karakteristiske hvide gæller, som pupperne har forrest på hovedet. De imiteres fint med hvidt polygarn, som også danner en lille hvid hale.

Fluer eller nymfer af denne type kaldes “Buzzers” i England, hvor der drives et stort fluefiskeri med netop disse fluer i landets mange damme, søer og reservoirer. Ofte fiskes der med både tre og fire fluer på samme flere meter lange forfang, hvilket stiller store krav til fiskerens færdigheder. Ideen er, at man så kan fiske forskellige fluer i forskellig dybde, så fiskene selv kan vælge, hvilken flue de vil have!

Personligt er jeg nu ikke helt så grådig, så jeg fisker blot en enkelt sort Buzzer på et langt og tyndt forfang. Krogstørrelsen bør være 10-14, som dækker de allerfleste arter, og forfanget skal være 0.14-0.18 i spidsen – gerne 12 fod langt.

Skal der fiskes dybt midt på dagen, hvor der endnu ikke er så stor aktivitet i søen, kan man med fordel bruge fluorocarbon til forfanget. Det synker markant hurtigere end nylon og trækker hurtigt fluen ned – selv på en flydende line.

Skal der omvendt fiskes højt, når myggene har nærmet sig overfladen eller sågar hænger i filmen, da dur fluorocarbon ikke længere. Det synker for hurtigt og trækker fluen ned – væk fra aktiviteten og de jagende fisk. Da skal man i stedet bruge et almindeligt nylonforfang – eventuelt indfedtet, hvis man fisker sin flue hængende i selve overfladefilmen.

Som en lus på en limpind

Selve fisketeknikken er meget enkel. Det drejer sig kun om at have den fornødne tålmodighed. De klækkende dansemyg bevæger sig i sagens natur uhyre langsomt gennem vandet, og det er denne slow motion adfærd, man skal efterligne med sin flue. Min gode ven og nu afdøde kollega, Bengt Öste, som tidligere var chef for svensk TV2, formulerede det på fremragende vis i en af sine mange artikler:

Myggepuppen skal fiskes uhyre langsomt – som en lus på en limpind!

(Bengt Öste, svensk TV2)

Nu var Bengt rigtig god til punchlines, som jo var hans profession. Men det er et meget rammende billede af teknikken, han her har malet. Jeg ser det altid for mig, når jeg laaaangsomt trækker min sorte Buzzer ind til stangspidsen.

Det kan helt enkelt ikke gå for langsomt, og fiskene ved det. De tager derfor fluen i absolut slow motion, der sjældent resulterer i markante eller hårde hug. De ved jo af erfaring, at klækkende dansemyg ikke kan slippe væk, så de har oceaner af tid til at tage fluen.

Og her kommer så den eneste rigtigt vigtige tekniske detalje ved dette enkle fiskeri: Kontakten ud til fluen. Den skal være helt i top, da man ellers ikke registrerer huggene, førend fiskene har spyttet fluen ud igen. Line og forfang skal være så strakt som muligt, så der er direkte kontakt til fluen. Begge dele skal derfor strækkes grundigt før fiskeriet, så de ikke bugter sig på vandet, men ligger snorlige.

Endelig er der lineklassen, som ikke må overses. Myggepupperne kan ikke fiskes langsomt nok, og linen kan ikke blive let nok. Jeg har eksperimenteret med dette flere gange, og resultatet er ikke til at tage fejl af: Jo lettere line man bruger, desto flere hug registrerer man, og desto flere fisk kommer efterfølgende på land.

Sammenligner man eksempelvis en klasse 4 line med en klasse 7, har jeg flere gange registreret dobbelt så mange fisk på den lette 4’er som på den tunge 7’er. En klasse 7 line vejer over 50% mere end en klasse 4. Den tunge flueline absorberer helt enkelt en så stor del af energien fra det forsigtige hug, at den ikke når frem til fiskeren. Det gør den derimod på en let line, og derfor bruger jeg aldrig mere end klasse 5 til mine myggepupper – hellere klasse 4!

– God fornøjelse med myggene her i maj!