Forfatterarkiv: Steen

Status over de danske vandløb

I forbindelse med implementeringen af EU’s vidtgående Vandrammedirektiv har der fra mange sider været gjort status over den danske natur og ikke mindst de danske vandløb og deres fiskeliv.

Altsammen for at kunne fastsætte konkrete normer for, hvordan forholdene fremover bør være. Dette naturligvis med specielt fokus på vandrefisk som laks, ørreder og ål, der jo er økonomisk vigtige for både det rekreative og det kommercielle fiskeri. En kort opsummering af denne status:

Sådan var det engang…

En stor del af Danmark har været skovdækket – oprindelig langt størstedelen.

Vandløbene har ligget højt i terrænet med tæt og umiddelbar kontakt til ådalene.

Næsten alle vandløb har været fysisk varierede og har haft et rigt liv af smådyr, fisk og vandplanter.

De fleste danske vandløb har været tilgængelige for vandrefisk som eksempelvis ål og havørred.

Danske vandløb er som udgangspunkt ekstremt produktive mht. fisk. Dette pga. de relativt høje vandtemperaturer og et stort, naturligt næringsindhold.

Sådan er det i dag

Ca. 70 procent af Danmark er i dag opdyrket, hvilket er suveræn verdensrekord.

Over 90 procent af vandløbene er i dag regulerede, og de fleste ligger unaturligt nedgravet uden kontakt til ådalene.

En stor del af vandløbene i Vestjylland og Sønderjylland er i dag påvirket af okker pga. dræning.

Mange vandløb bliver i dag vedligeholdt (via grødeskæring og maskinel oprensning) for at sikre en hurtig afstrømning af vand fra de omkringliggende marker.

Næsten alle vandløb har mistet fysisk variation og/eller er belastet med spildevand -det meste i dag renset i større eller mindre grad.
Vandløbene transporterer overskydende næringsstoffer fra overgødskede marker til søer og fjorde, hvor det resulterer i algeblomst, iltsvind og bundvendinger.

Næsten alle vandløb har i dag et væsentlig forringet liv af smådyr, fisk og vandplanter.

Der er i dag mindst 4.000 kunstige spærringer for fiskene og den øvrige fauna.

Sådan bør det fremover være

Opstemninger ved vandmøller, turbineanlæg, dambrug etc. spærrer væsentligt for faunapassage i meget store vandområder (både op- og nedstrøms vandringer). Opstemningerne ødelægger miljøtilstanden på de bedste strækninger af vandløbene (strygene) pga. opstuvning af vandet og nedsat strømhastighed. Strygene og gydepladserne sander eller slammer følgelig til.

Ovennævnte problemer kan blive forstærket, hvis man i forbindelse med anlæg af vådområdeprojekter i henhold til regeringens “Grøn Vækst” plan anlægger søer direkte i vandløb for at rense for kvælstof. Der er eksempler på, at det med ét slag kan medføre dødeligheder for de vandrende ørreder på 70-80 %. Hertil kommer andre uønskede effekter.

Et godt eksempel er Århus Å med den genetablerede Årslev Engsø. Efter etableringen er havørredbestanden i Århus Å med tilløb decimeret – på grund af en stærkt forøget dødelighed for ungfiskene ved passage af den nye sø og mødet med især gedder og fiskehejrer på det lave vand.

Dette er naturligvis i sig selv meget uheldigt, når der nu gennem årene er investeret store summer og meget arbejde i at genskabe ørredbestanden. Dobbelt uheldigt bliver det, når erfaringerne efterhånden viser, at tilbageholdelsen af kvælstof i de nyetablerede søer forsvinder efter nogle år. Men søerne ligger der stadig og agerer fortsat maskingeværreder for de nedstrøkkende ungfisk…

Der er således rigtig meget at tage fat på, når EU’s Vandrammedirektiv skal implementeres i årene fremover. Set med danske øjne er dette en positiv udvikling, selv om den er trist at tænke tilbage på. Trist, idet Danmark jo helt tilbage i 1973 fik verdens første Miljølov og siden da har set sig selv som førende på miljøområdet. Præcis som vi har haft det med sundhedssektoren og uddannelsesområdet – uden heller ikke længere at have noget at have det i.

Løkke-Lotto med Miljøet

Det er nemt at være statsminister og skulle spare milliarder efter sin regerings ufinansierede skattelettelser. Man bruger bare lidt Venstre-logik og despekt for miljøet. Hør bare det enkle regnestykke:

Trip: Danmarks miljøcentre har regnet ud, at det danske vandmiljø årligt skal spares for 30.000 tons kvælstof – hvis Danmark skal kunne leve op til EU’s vandrammedirektiuv, der træder i kraft i 2015.

Trap: Først skærer man hårdt gennem debatten og erklærer politisk, at der kun skal reduceres med knap 20.000 tons – uvist hvordan man så er nået frem til det. Det er i hvert fald uden saglig eller faglig begrundelse.

Træsko: Dernæst vurderer miljøminister Karen Ellemann så, at man nok i første omgang kan nøjes med at reducere med 10.000 tons – en sølle tredjedel af det, som fagfolk har regnet sig frem til er nødvendigt.

Endelig forhaler man de planer til vandrammedirektivet, som EU forlanger, at man udarbejder. Med det resultat, at Danmark nu er bagefter de nabolande – Tyskland, Holland og Frankrig – som regeringen selv ynder at sammenligne sig med.

En besynderlig logik, som man givet skal være Venstre-politiker og allerbedst landmand for at forstå. Når man nu ellers i alle andre sammenhænge – når det kan bruges til egen fordel – henviser til de selvsamme lande som dem, man skal konkurrere med…

Dansk landbrugspolitik i en nøddeskal – “Løkke-Lotto med Miljøet”. Det danske miljø har aldrig haft det vanskeligere end under den nuværende regering.

Seneste internationale opgørelse har da også placeret Danmark helt nede på 32. pladsen over nationer, der gør noget for miljøet – på niveau med gamle kommunistlande som Albanien…

Vi må triste erkende, at Danmark startede ud med at være et af de fremmeste og første EU-lande. Nu er vi endt som et af de nyeste og sidste U-lande…

Pinligt. Tak din lokale landmand for det.

Jul med Juletræet

En flue med mange former

Der findes i dag i hundredtusindvis af fluemønstre, og nye kommer til hele tiden. Man skal blot ændre nogle få ingredienser, og straks har man et nyt fluemønster, som man kan sætte sit navn på.

Er det således svimlende let at lave et nyt fluemønster, så er det ulig meget sværere at skabe en helt ny flue eller fluetype. Én, der slår an og fanger fisk fra generation til generation. Dem er der nemlig ikke ret mange af, og det allermeste har været prøvet mange gange før – dertil langt tidligere, end man i regelen tror.

Men det kan lade sig gøre, og jeg er ærlig talt ganske stolt over, at det er lykkedes for netop mig. Fluen er naturligvis “Juletræet”, som må siges at være en yderst relevant flue her i julemåneden! Den har nu mere end 20 år på bagen og har fanget i tusindvis af fisk utallige steder i verden.

Og faktisk har den udviklet sig ganske meget, siden det første eksemplar blev til i mit fluestik først i 1980‘erne. Og antaget mange nye former. Et Juletræ er således ikke bare et Juletræ længere. Derfor denne artikel, som vil se nærmere på, hvor mange forskellige måder man egentlig kan binde det samme Juletræ på. Alle med helt specielle funktioner.

Juletræet Classic

Det første Juletræ så dagens lys tilbage i de tidlige 1980‘ere. Det var i de syntetiske materialers barndom, og de første af slagsen var netop kommet til Danmark. Det var kærlighed ved første blik, da jeg så det nye materiale ved navn Flashabou. Sikke farver og sikket farvespil!

Ikke mindst den transparente og perlemorsfarvede udgave lyste i alle regnbuens farver. Betragter man den i medlys, er farverne guld og grøn. I modlys dominerer de røde og blå farver. Jeg måtte helt enkelt binde en flue af dette nye materiale!

De første eksemplarer blev bundet som rørfluer, da de var tænkt som efterligninger af sværmende børsteorme. Senere blev rørene droppet til fordel for almindelige rustfri kroge á la Mustads klassiske 34007, som stadig er favoritten – med 34011 til langskaftede udgaver.

De første eksemplarer blev bundet med underkrop af rødt uldgarn, som hurtigt blev udskiftet med fluorød chenille – standarden i alle Juletræet Classic i dag. Og det gærde, som kommercielle fluebindere desværre altid springer over, da det ikke umiddelbart kan ses.

Men underkroppen er essentiel for fluens funktion, idet chenillen dels suger vand, så fluen synker let og og kan fiskes hurtigt gennem vandet. Og dels syner rødt gennem fletværket, når dette forhåbentlig hurtigt bliver flosset lidt af fisketænder – måske som en skadet fisk.

Men underkroppen gør fluen mere tidkrævende at binde, og derfor undlader mange kommercielle fluebindere den desværre. Og så er det altså ikke noget Juletræ længere. Det er falsk varebetegnelse. I den forbindelse er det vigtigt, at der både foran og bagved chenillen er nogle millimeter bart bindetrådsunderlag, som overkroppen siden bindes fast på.

Og så lidt om farver. Det oprindelige Juletræ blev bundet med rør af perlemorsfarvet Flashabou, fluorød bindetråd og fluorød chenille. Det er stadig klassikeren. Siden da har jeg bundet Juletræer i samtlige de farver, det flettede Flashabou-rør har kunnet fås i.

Perlemor holder stadig stand som den bedste allroundfarve – specielt i klart vejr og vand – men har fået konkurrence af yderligere tre farver med hver deres speciale.

Min klare nummer to er fluorød, som er perfekt til grå og kolde dage, hvor fiskene er sultne og der ikke er så mange fødeemner i vandet. Perfekt farve til vinterfiskeriet – dertil en god farve i skumringen, inden det bliver rigtig mørkt. Hvor UV lyset dominerer for en stund. Den røde farve er ikke blot fluorescerende, men også fosforescerende – selvlysende. Det betyder, at den kan lades op i lyset af en lommelygte.

Dette gælder i endnu højere grad den fluogrønne farve, som jeg ligeledes har fanget rigtig mange fisk på. Den er også både flourescerende og fosforescerende, men den lyser endnu mere op end den røde og er derfor ideel til rigtigt natfiskeri – nu i lidt større størrelser end til dagfiskeriet. Hvor jeg om dagen i regelen bruger kortskaftede str. 4-6 fluer, sidder der langskaftede str. 2-4 fluer på forfanget om natten.

Sidste favoritfarve er rent sølv, som jeg kun bruger på langskaftede kroge str. 2-1. Det sølvfarvede rør er noget mere stift end de øvrige farver og egner sig derfor kun til større fluer. Mit klare valg, når der skal fiskes dybt eller trolles med store fluer og synkeline. Her har det sølvfarvede Juletræ taget rigtig mange rigtigt store ørreder og laks for mig.

Helt nystegne fisk er vilde med netop denne glitrende sølvfarve, som bedre end noget andet trigger den hugrefleks, de har med sig fra havet.

shapeimage_5

Juletræet Light

Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og sådan var det også med Juletræet Light. For nogle år siden gik jeg I Vitus Berings berømte fodspor og havnede da for foden af de smukke Chugach Mountains nær Bering Gletcheren i det sydlige Alaska. Målet var sølvlaksene i Tsiu River, som løber netop her.

Og der var sølvlaks i stride strømme – aldeles friske fra Stillehavet, som lå kun få hundrede meter borte. Faktisk var der så mange nystegne og sølvblanke laks på 4-7 kg, at jeg løb tør for Juletræer allerede på tredjedagen. Og hvad gør man så? Jo, i bagagen har jeg altid et fluestik og en lille pose med de mest basale materialer – naturligvis altid, så jeg kan binde et Juletræ eller tre.

Men det skulle jo gå hurtigt, og fluerne måtte meget gerne være ekstra robuste, så de kunne modstå de nystegne laks’ skarpe tænder. Resultatet blev Juletræet Light, som springer over, hvor gærdet er lavest. Som dropper underkroppen af fluorødt chenillegarn, og som bruger mylarslangen som almindelig tinsel, der tørnes om krogen.

Et stykke rør bindes ind som hale, og resten tørnes om kroppen frem til hovedet. Nu foldes slangen så bagover som vinge – og fluen er færdig! Hale og vinge splittes op, og hele kroppen får en solid gang lak, så den holder bedre. Meget bedre. Endnu bedre holder den, hvis man har tid og mulighed for at give kroppen en gang epoxy i stedet.

Juletræet Light var en succes fra første kast. Jeg har ikke tal på, hvor mange laks den fangede, men de skal tælles i snesevis. Uden overdrivelse!

Juletræet Sandeel

Nu havde jeg lært lektien. Simple is beautiful! Fra Samsø og Djursland vidste jeg, at tobisyngel meget ofte står på havørredernes menu i maj-juni måned. Op til 80 af slagsen havde jeg fundet i maven på en enkelt halvmeters havørred. Fiskene var sågar blevet selektive enkelte gange – så meget, at de ikke ville have mine almindelige fluer, men blot fulgte dem interesseret ind til stangspidsen.

Løsningen var en modificeret udgave af et perlemorsfarvet Juletræet Light. Jeg undlod blot den afsluttende vinge, men ellers var resten det samme. Fluen bindes på en langskaftet rustfri krog str. 4-6 – gerne Mustads 34011 – og forsynes med små kuglekædeøjne fortil.

Resultatet bliver et meget strømlinet Juletræ, som synker hurtigt, og som derfor kan fiskes meget hurtigt hjem. En god klat lak eller lim på det inderste stykke af halen forhindrer, at denne vikler sig om krogskaftet under kastet.

Jeg bruger Juletræet Sandeel på sandede og især grusede lokaliteter med frisk strøm. Her holder tobiserne gerne til, når tidevandet veksler mellem høj- og lavvande. Jeg fisker den på en intermediate line, som gør, at jeg kan fiske effektivt – med fuld linekontrol – selv i ganske store bølger.

Og huggene? De er benhårde og kontante dræberhug!

Juletræet Bonefish

For nogle år siden skulle jeg med DR TV til Bahamas for at lave en udsendelse om bonefish og karibisk fluefiskeri. Jeg kom lidt sent i gang med forberedelserne og skulle fylde flueæsken i sidste sekund. Det var da, at jeg kom på ideen med at binde Juletræet som omvendt bonefish flue – á la klassiske Crazy Charlie.

Der var ikke langt fra tanke til handling, og efter en lang aften ved fluestikket var en lille æske fyldt op med dugfriske Juletræer bundet upside down. De viste sig at være guld værd, da vi først stod ude på flats’ene – med kameraet rullende og løslinen trukket af hjulet. Min guide mente først, at mine nye Juletræer nok var lidt vel store og prangende.

– Too flashy! – Too big! lød dommen.

Men han måtte give sig, da det første halve dusin bones havde inhaleret fluen og leveret masser af god underholdning til DR seerne – med hundredmeter lange udløb og en knarre, der klagede sig højlydt.

Fluen leverede masser af action og blev hurtigt min nye favorit på de karibiske flats. Hvad den stadig er. Jeg behøver overhovedet ikke andre fluer for at fange alle de bonefish, jeg har lyst til. Turen til Bahamas endte da også med, at min producer klippede fluen af mit forfang. Nu ville han også fange bonefish!

Juletræet Bonefish følger samme simple mønster og bindemåde som Juletræet LIght – blot bindes den omvendt på str. 4-6 kroge, med kort eller ingen hale og kuglekædeøjne fortil. Mindre ubelastede str. 8-10 udgaver kan være nødvendige til tailende bonefish på helt lavt vand. Så udelader man blot kuglekædeøjnene og er med i spillet igen!

Endelig binder jeg altid nogle Juletræet Bonefish i brun, som er en fremragende farve på mørk bund, hvor de såkaldte “kafferejer” indgår i føden.

Juletræet Cool Tree

Dette er et rigtigt high-tech Juletræ med alt, der bimler og bamler! Den kom til verden for et par år siden, hvor jeg var taget til Irland for at fiske havbars. Imidlertid kom en subtropisk storm i vejen for mine planer, og vi måtte sidde underdrejet i Wexford, mens palmerne lå vandret udenfor og 40.000 irske husstande blev uden strøm.

Det eneste, vi kunne foretage os, var at drikke rødvin og binde fluer! Min irske vært havde netop fået fat i nogle meget små japanske raslekugler indstøbt i små glasampuller. Og selv havde jeg nogle nye woblerhoveder i blød siliconeplast, som jeg ikke havde fået prøvet endnu.

Inspireret af god snak, et hæderligt kvantum spansk rødvin samt en lokal whiskey (- eller var det to?) bandt jeg et par Juletræet Light – med raslekugler i maven og plastkrave om halsen. De så noget pompøse ud, syntes jeg – lignede mest af alt gravide hundestejler på steroider! Da jeg dagen efter præsenterede den for min værts kone, hørte hun forkert og udbrød spontant:

– Oh, what a Cool Tree!

Og så var den nye flue naturligvis døbt: “Cool Tree”. Hvad den har heddet lige siden.

Lidet anede jeg, at selvsamme flue året efter skulle give mig min største tigerfish nogensinde: En imponerende hunfisk på 14 lbs. – knap 7 kg. Min guide var behørigt imponeret, for det var den næststørste tiger, der nogensinde var registreret fanget på flue i Zambezi floden i Namibia. Havde jeg anmeldt den til IGFA, havde jeg været verdensmester i dag!

Siden leverede The Cool Tree varen, når fiskeriet gjaldt søens sandart på gydebankerne. De woblende bevægelser var lige det, der skulle til for at udløse hugget fra de ellers så træge sandarter på lavt vand. Måske raslelyden også bidrog til effektiviteten.

Til fiskeri i strømvand folder man kraven bagud, så den ikke yder for stor modstand i vandet. Omvendt i stillestående vand, hvor den fremadrettede krave bibringer fluen ekstra bevægelser under indtagningen. Desværre også øget vindmodstand under kastet…

Juletræet Popper

Seneste skud på stammen er en popper-udgave, som blot består af en færdig popperkrop beklædt med perlemorsfarvet mylarslange af største tilgængelige format. Det hele er imprægneret med epoxy, som for alvor kan holde på det sarte fletværk og gøre det modstandsdygtigt over for spidse tænder og skarpe bisser.

Juletræet Popper blev den flue, som gav mig både de fleste og de største barracudaer – for slet ikke at tale om jættestærke Jack Crevalle – da jeg gæstede Cuba i foråret 2009. Fluen kan næsten ikke være enklere, men fiskene elsker den!

Som det vist tydeligt er fremgået af ovenstående, så er et Juletræ ikke bare et Juletræ. Det er mere en fluetype end et fluemønster – præcis som eksempelvis Muddler fluer er det.

Juletræet kan bindes på mange forskellige måder, men stadig med nøjagtig de samme materialer. Og den fanger alle slags fisk alle mulige steder. Selv besværlige multer har jeg fanget på den – endda hele to arter!

Der er således al mulig grund til at bruge den søde juletid og nogle mørke vinteraftener på at fylde friske Juletræer i æskerne til den kommende sæson.

Tilbage er så blot at ønske alle læsere af denne side et rigtig Glædeligt Juletræ og et Godt Nyt Fiskeår!

AFTM – midt i et vadested?

Klassekampen i fuld gang!

Fluelinen er hjertet i enhver fluefiskeudrustning. Modsat spinnefiskeriet, hvor en tung kastevægt trækker en tynd line efter sig, er det her den tykke og tunge flueline, som trækker den næsten vægtløse flue efter sig. Det er ligeledes fluelinens vægt, der afgør valget af fluestang. Her er fluefiskeri og spinnefiskeri således fundamentalt forskellige måder at fiske på.

Desværre er vore dages flueliner ikke så lidt af en jungle. På verdensplan skal antallet af forskellige flueliner nemlig opgøres i tusinder, og antallet stiger stadig. Selv for en garvet fisker kan det derfor være svært at vælge.

Alle flueliner blev tidligere fremstillet af samme materiale – silke imprægneret med en linolie-agtig dressing. Linens vægt afhang af dens tykkelse, og man gav derfor linerne bogstavbetegnelser, der både fortalte om tykkelse (og dermed vægt) samt tapering. Eksempelvis “HCH”, der var “H” tyk i begge ender og “C” tyk på midten. Dette bogstavsystem var enkelt og fungerede godt i silkens tid.

Fra silke til PVC

Silkeliner kaster fortræffeligt, idet de er tynde og uelastiske. De flyder imidlertid kun, dersom man indfedter dem – en omstændelig procedure, der må gentages en gang om dagen. Det var derfor noget af en revolution, da amerikanske Cortland i 1952 sendte verdens første syntetiske flueline på markedet – en line, der flød, når den blev indfedtet – præcis som silkelinerne – og sank, når den ikke blev.

I 1954 sendte så Scientific Anglers – ligeledes USA – den første selvflydende line på markedet. Det var “Air Cel”, der med mikroskopiske glaskugler indstøbt i coatingen havde en vægtfylde mindre end vands. Kort efter fulgte “Wet Cel” trop – verdens første ægte synkeline med metalpartikler iblandet coatingen.

Men nu fungerede det gamle bogstavsystem til klassificering af linevægten ikke længere. Nu vejede en synkeline af samme tykkelse som en flydeline nemlig adskillige gange så meget, da dens vægtfylde jo er langt højere. Der måtte derfor et nyt system til – et system, der kunne fortælle om linens vægt uanset dens tykkelse.

AFTM-systemet

Det blev til AFTM-systemet, som nu angav linens vægt i forskellige klasser – fra 1 til 12 med 1 som den letteste og 12 som den tungeste. Dette uanset linens tykkelse. Nu var der kun fokus på vægten, der jo belaster fluestangen under kast.

Klasse 1-2 ses uhyre sjældent og er mest legetøj for inkarnerede fluefiskere, for hvem det hele ikke kan blive let nok.
Klasse 3-4 er praktisk anvendelige liner, som egner sig til delikat præsentation af de mindste tørfluer på de tyndeste forfang.
Klasse 5-6 er såre anvendelige og ideelle til det meste ørred- og stallingfiskeri med vådflue, tørflue og nymfe.
Klasse 7-8 er så nær idealet, man kan komme, når det gælder streamer-fiskeri i større vandløb. Eller let enhånds fiskeri efter laks og havørred. Eller fluefiskeri fra kysten.
Klasse 9-10 hører til i den svære ende, hvor vi finder tunge enhånds og middelsvære tohånds stænger til laks og havørred.
Klasse 11-12 anvendes på vore bredder næsten udelukkende til lange laksestænger. Andre steder i verden fisker man tarpon, tun og sejlfisk med dette grej – på enhånds stænger!

I AFTM systemet er det vægten af de første 30 fod – 9,15 meter – der er afgørende. Man besluttede i sin tid, at det var den linelængde og dermed vægt, der oftest belastede stangen under praktisk fiskeri. Det er jo med fluestangen som med spinnestangen, at den arbejder bedst/ kaster bedst med en bestemt kastevægt. Essensen af AFTM systemet er, at en line klasse 7 hører til en stang klasse 7 og så fremdeles.

Det er vigtigt at forstå, at hele AFTM-systemet er baseret på de såkaldte Weight Forward (WF) liner, som har hele kastevægten koncentreret i den forreste del af linen – kasteklumpen. Denne kasteklump er ifølge de oprindelige konventioner altid 9,15 meter lang – hverken mere eller mindre. Klassifikationen gælder imidlertid også de dobbelttaperede DT liner, der blot bliver tungere med kastelængden, da de er lige tykke på midten.

Vægt og tapering

I praksis er det sjældent, at man fisker med netop 9,15 meter line uden for topøjet. Men bruger man den foreskrevne WF line, har den altid en kasteklump på denne længde. Yderligere line skydes i det sidste og afgørende fremkast og belaster derfor ikke stangen som øget kastevægt.

Skal der derimod kastes langt med en tyk og tung DT line, er der mere line end som så i luften under kastet. Kastevægten er derfor større. Skal der omvendt kastes kort – eksempelvis i små bække og åer – er der måske ikke mere end 5 meter line uden for topøjet. Kastevægten er derfor mindre end angivet af lineklassen.

I førstnævnte tilfælde står man sig derfor ved at vælge en line, der er en klasse lettere ned foreskrevet – ellers belaster man stangen for meget. Tilsvarende står man sig i sidstnævnte tilfælde ved at vælge en line, der er en klasse tungere. Ellers har stangen ikke vægt nok at arbejde med under kastet.

Man hører ofte, at AFTM-systemet er forældet, men det er slet ikke tilfældet. Langt fra. AFTM-systemet er lige så godt, som det altid har været. Noget helt andet er så, at mange lineproducenter ikke længere holder sig strikt til WF liner med en kasteklump på de anskrevne 9.15 meter. Moderne kulfiberstænger er i stand til at holde langt længere line i luften, og mange moderne WF liner har derfor en kasteklump, der kan være op til 50% længere end originalen – i nogle tilfælde endda endnu længere.

I sådanne tilfælde holder AFTM-systemet naturligvis ikke længere – i hvert fald ikke umiddelbart. Flere producenter er derfor begyndt at angive lineklassen på deres liner i gram, hvilket der ikke er noget galt i. Altså vægten af hele kasteklumpen og ikke kun de første 9,15 meter. Man skal blot være klar over, at kastevægten på en fluestang ikke kan angives så eksakt som eksempelvis 13,7 gram.

Gør man det alligevel, har man intet forstået af dynamikken i et fluekast. Her arbejdes der jo hele tiden med en varierende linelængde, og den reelle kraft i kastet udgøres af to faktorer – ikke af blot en enkelt som under et spinnekast.

Fluelinens vægt er naturligvis den ene af disse to faktorer – kraften fra det uundværlige dobbelttræk den anden. Faktisk er kraften fra dobbelttrækket ofte vigtigere end vægten af linen – i hvert fald for en dygtig kaster. Det er i dobbelttrækket, man for alvor kan spænde stangen – ved at gøre den reelle vægt af fluelinen meget større.

Grundlæggeren af Fenwick og opfinderen af verdens første kulfiberstang – Jim Green – var en gudbenådet kaster, som før nogen anden var klar over dette. Han var helt klar over, at det var dobbelttrækket, som for alvor kunne spænde fluestangen og lægge ekstra meter til kastelængden.

Han opfandt derfor et enkelt trissesystem, som kunne flerdoble kraften under dobbelttrækket og lægge flere meter til hans allerede meget lange kast. Desværre forhørte han sig før et verdensmesterskab om lovligheden af dette system – og fik et nej. Ellers havde han fejet alle konkurenterne af banen!

Er en fluestang klassificeret som AFTM 6, betyder det som udgangspunkt, at den er optimeret til en standard WF6 line. Foretrækker man i stedet en DT line, vil vægten af line, som belaster stangen under et langt kast, være større. Således vil en klasse 6 stang, som kaster optimalt med en WF 6 line, fungere bedst med en DT 5 – hvis der altså skal kastes langt. Længere end de 9,15 meter.

Ser man en fluestang klassificeret som AFTM 6-7, betyder det normalt, at den er beregnet til en DT 6 line eller en WF 7. Skal den bruges med et skydehoved (ST) af standardlængde, står man sig ved at vælge en ST 8. Det sætter kasterytmen ned og hindrer, at skydehovedet vender i luften under kast, da det jo er tungest i bagenden. Friktionen fra en tynd monofil skydeline er minimal og ikke nok til at styre skydehovedet.

Det er et trick, erfarne steelheadfiskere på den amerikanske vestkyst har kendt til og benyttet sig af i årtier – specielt når der skal fiskes med tunge synkeliner. De er tyndere end tilsvarende flydeliner og suser derfor gennem luften med mindre modstand og større hastighed. Ofte for hurtigt til at være behageligt eller til at styre.

Tre forskellige lineklasser til én og samme stang, altså. Enkelte producenter bruger bevidst denne klassifikation og angiver da AFTM 6-7-8 på stangen. Hvilket mange desværre misforstår derhen, at stangen kaster lige godt med alle tre lineklasser – hvilket ingen fluestang gør eller nogen sinde kommer til at gøre!

Fluekastet er således en dynamisk ting, som er meget svær at definere og beskrive i kontante størrelser. Matematikere fra det berømte MIT Space Center i Massachusetts, USA forsøgte i 1995 at sætte fluekastet på en matematisk formel, men måtte erkende, at der var for mange ubekendte i det spil. Så var det alligevel lettere at sende en raket til Månen!

Godt, at vi ikke ved det eller tænker over det hele tiden. Vi har det heldigvis lidt som humlebien, der jo ikke ved, at den slet ikke kan flyve. Vi gør det bare!

Myg i Millioner

Maj og myg, der matcher

Maj er en skøn måned – på alle måder. Er man også fluefisker, er der næppe grænser for begejstringen. Det skulle da lige være, at der simpelthen ikke er tid nok til at dyrke alle de utroligt mange fiskemuligheder, som denne måned byder på!

Der sker noget overalt her i maj – om man så er til å, sø eller kyst. Overalt vrimler det med liv – over vandet såvel som under. Ved kysten invaderer hornfiskene det lave vand og byder på god underholdning for de fluefiskere, der satser på let grej og små fluer.

Ved åen klækker mange forskellige insekter og giver fluefiskeren mulighed for at søsætte de tørfluer, han eller hun har bundet i løbet af vinteren. Og endelig er der søerne, som i maj byder på mange forskellige fisk på leg – dertil myg i millioner!

Men myg er mange ting. Der er gode myg, og der er dårlige. Til de dårlige hører naturligvis de almindelige stikmyg, som alle kender og har et forhold til. Dem er der ikke meget godt at sige om, og heller ikke fiskene ser meget til dem. Det stik (!) modsatte gælder de små og irriterende kvægmyg, som er en pestilens ved åen, når de klækker i store mængder og aldeles uhæmmet tager en bid af blottede fluefiskerdele.

Myggeolie bider ikke på disse små sataner, som fiskene imidlertid er meget glade for – både som larver, pupper og voksne, vingede insekter. Det er jo altid en formildende omstændighed!

Tilbage står så dansemyggene, der kun har én ting i hovedet: De vil danse! Helst på stille aftener, hvor de store sværme kan ligne veritable røgskyer over buske og træer. Så mange individer er der. Dansemyggene klækkes på rigtige dage i millioner og atter millioner, som heldigvis alle ikke kan stikke. De vil bare danse, parre sig og lægge deres æg på søens stille flade. Her kan fisk af alle slags mæske sig i det kolossale udbud af føde, som typisk toper netop nu i maj.

Men dage som disse er få, og vejret lægger ofte hindringer i vejen. Det skal være stille, førend myggene stiger til overfladen for at klække – en farlig proces, der ofte sker i de tidlige morgentimer. Det tager dansemyggene lang tid at nå fra bunden og op til overfladen, hvor de hænger i lang tid, mens de krænger puppehuden af sig.

Indtil da har de levet i eller på søens mudderbund, hvor de gerne tages af fiskene. Ikke mindst ål og brasen er specialister i de røde myggelarver, som med deres hæmoglobin kan leve i den iltfattige bund, de andre smådyr ville kvæles i. Men det er under opstigningen til overfladen, at dansemyggene for alvor bliver interessante for fluefiskeren. Her er de nemlig lette at efterligne med såvel fluer som fisketeknik.

Efter et lille års tid som myggelarver i søens bund forpupper dansemyggene sig. De metamorfoserer, som det hedder på fagsprog, og forvandler sig fuldstændig. Den pølseformede larve antager det voksne og vingede insekts form, men er stadig indkapslet i en beskyttende puppehud.

Iført dette dress påbegynder myggepuppen nu sin sidste store rejse. Den fylder sin krop med gasser, der giver den fornødne opdrift, og stiger nu langsomt op mod overfladen. Det kan ske fra meget dybt vand og tager da adskillige farlige minutter. Den er under beskydning fra alle sider, og mange når ikke frem.

Men dansemyggene er så mange og klækker samtidig, at søens fisk ikke har en chance for at udrydde eller blot decimere dem. Millioner af dansemyg når uskadt op til overfladen, hvor de tager sig en puster og venter på, at puppehuden skal sprække, så de kan klække og kravle op på overfladen og folde vingerne ud til tørring. Nået så langt flyver de i land og gemmer sig i buske og træer. Først om aftenen – og kun hvis vinden er til det – flyver de i store sværme op for at parre sig.

Efter parringen flyver de tunge hunner ud over søens blanke vand for at aflevere deres kostbare last af befrugtede æg, som siden synker til bunds og bliver til nye små myggelarver. Under denne æglægning kommer mange dansemyg af dage og byder da på mulighed for et interessant tørfluefiskeri.

Men det er og bliver de opstigende dansemyg, som i puppestadiet byder på de allerbedste muligheder for et både spændende og produktivt fluefiskeri. Vellignende imitationer er lette at binde og bør aldrig mangle i søfluefiskerens æske.

Selv bruger jeg sjældent andet end helt sorte udgaver, som har bagkrop af sort bindetråd ribbet med sølvtinsel samt et tykt bryst af påfugleherl. Vigtigst af alt er de karakteristiske hvide gæller, som pupperne har forrest på hovedet. De imiteres fint med hvidt polygarn, som også danner en lille hvid hale.

Fluer eller nymfer af denne type kaldes “Buzzers” i England, hvor der drives et stort fluefiskeri med netop disse fluer i landets mange damme, søer og reservoirer. Ofte fiskes der med både tre og fire fluer på samme flere meter lange forfang, hvilket stiller store krav til fiskerens færdigheder. Ideen er, at man så kan fiske forskellige fluer i forskellig dybde, så fiskene selv kan vælge, hvilken flue de vil have!

Personligt er jeg nu ikke helt så grådig, så jeg fisker blot en enkelt sort Buzzer på et langt og tyndt forfang. Krogstørrelsen bør være 10-14, som dækker de allerfleste arter, og forfanget skal være 0.14-0.18 i spidsen – gerne 12 fod langt.

Skal der fiskes dybt midt på dagen, hvor der endnu ikke er så stor aktivitet i søen, kan man med fordel bruge fluorocarbon til forfanget. Det synker markant hurtigere end nylon og trækker hurtigt fluen ned – selv på en flydende line.

Skal der omvendt fiskes højt, når myggene har nærmet sig overfladen eller sågar hænger i filmen, da dur fluorocarbon ikke længere. Det synker for hurtigt og trækker fluen ned – væk fra aktiviteten og de jagende fisk. Da skal man i stedet bruge et almindeligt nylonforfang – eventuelt indfedtet, hvis man fisker sin flue hængende i selve overfladefilmen.

Som en lus på en limpind

Selve fisketeknikken er meget enkel. Det drejer sig kun om at have den fornødne tålmodighed. De klækkende dansemyg bevæger sig i sagens natur uhyre langsomt gennem vandet, og det er denne slow motion adfærd, man skal efterligne med sin flue. Min gode ven og nu afdøde kollega, Bengt Öste, som tidligere var chef for svensk TV2, formulerede det på fremragende vis i en af sine mange artikler:

Myggepuppen skal fiskes uhyre langsomt – som en lus på en limpind!

(Bengt Öste, svensk TV2)

Nu var Bengt rigtig god til punchlines, som jo var hans profession. Men det er et meget rammende billede af teknikken, han her har malet. Jeg ser det altid for mig, når jeg laaaangsomt trækker min sorte Buzzer ind til stangspidsen.

Det kan helt enkelt ikke gå for langsomt, og fiskene ved det. De tager derfor fluen i absolut slow motion, der sjældent resulterer i markante eller hårde hug. De ved jo af erfaring, at klækkende dansemyg ikke kan slippe væk, så de har oceaner af tid til at tage fluen.

Og her kommer så den eneste rigtigt vigtige tekniske detalje ved dette enkle fiskeri: Kontakten ud til fluen. Den skal være helt i top, da man ellers ikke registrerer huggene, førend fiskene har spyttet fluen ud igen. Line og forfang skal være så strakt som muligt, så der er direkte kontakt til fluen. Begge dele skal derfor strækkes grundigt før fiskeriet, så de ikke bugter sig på vandet, men ligger snorlige.

Endelig er der lineklassen, som ikke må overses. Myggepupperne kan ikke fiskes langsomt nok, og linen kan ikke blive let nok. Jeg har eksperimenteret med dette flere gange, og resultatet er ikke til at tage fejl af: Jo lettere line man bruger, desto flere hug registrerer man, og desto flere fisk kommer efterfølgende på land.

Sammenligner man eksempelvis en klasse 4 line med en klasse 7, har jeg flere gange registreret dobbelt så mange fisk på den lette 4’er som på den tunge 7’er. En klasse 7 line vejer over 50% mere end en klasse 4. Den tunge flueline absorberer helt enkelt en så stor del af energien fra det forsigtige hug, at den ikke når frem til fiskeren. Det gør den derimod på en let line, og derfor bruger jeg aldrig mere end klasse 5 til mine myggepupper – hellere klasse 4!

– God fornøjelse med myggene her i maj!

Sandarter i solskin

En lyssky jæger går amok…

Sandarten er en mærkelig fisk – dertil en af de mest velsmagende af søens fisk. Sandarten er en langsom og lyssky jæger, der i ly af mørket sniffer sig ind på sit bytte og griber det bagfra – stik modsat geddens pludselige udfald, der gerne sker fra siden.

Denne opførsel gør sandarten til en lidt vanskelig fisk for lystfiskeren, der enten må ty til naturlig agn for at appellere til fiskens veludviklede lugtesans – eller trolling, som giver fisken den fornødne tid til at registrere og indhente wobleren bag båden.

Almindeligt spinnefiskeri går ofte for hurtigt til den langsomme sandart. Og fluefiskeren kan kun undtagelsesvis komme i kontakt med sandarten, som i regelen går længere ude eller dybere nede, end grejet magter. I hvert fald i dagtimerne.

Heldigvis er der markante undtagelser – tider og steder, hvor sandarten faktisk er inden for bekvem rækkevidde af fluegrejet. Det sker om foråret – i forbindelse med gydningen, som herhjemme normalt finder sted i løbet af maj måned. Det er i hvert fald i maj, at sandarten er fredet. Men det er ikke altid, at klimaet tilslutter sig lovgivningen. Lange og kolde isvintre kan udsætte gydningen – milde vintre fremskynde den.

Alt dette ændrer imidlertid intet på juraen, som gør sandarten til frit bytte i april og juni måneder – før og efter legen, der sker på lavt vand over stenet bund. Her samler fiskene sig før gydningen, hvor de venter på varmere vand.

Og her bliver især hanfiskene stående efter gydningen – for aggressivt at beskytte gydestedet og afkommet mod indtrængende ægrøvere. I gamle dage kendte man til og benyttede sig af denne viden. Da stak man helt enkelt en pind ned til bunden for at se, om der var sandart. Var det tilfældet, skubbede fiskene mærkbart til pinden – for at jage den væk!

Vi fluefiskere behøver ikke at gå helt så dramatisk til værks. Vi kan fint nøjes med at vide, at de lavvandede stengrunde meget ofte holder fisk før og umiddelbart efter gydningen. Efter gydningen er sandarten i et par uger et relativt letfanget bytte for fluefiskeren, som her og nu nemt kan nå den på det lave vand. Det samme er tilfældet før gydningen, hvor fiskene i sagens natur er i endnu bedre foderstand.

Fra svenske undersøgelser ved vi, at gydningen i regelen finder sted ved en vandtemperatur omkring de 8 grader. De mindre hanfisk har imidlertid svært ved at vente så længe, og de indfinder sig derfor på gydepladserne i flere uger før selve gydningen.

Først noget senere kommer de store og rognfyldte hunfisk til – en klar pendant til gedderne, der blot gyder en måned tidligere. Her er det også de mindre “scoregedder” – hanfiskene – der ankommer tidligst. De store hunner arriverer først, når vandet er varmt nok!

Sandarten er normalt en meget lyssky fisk, som fortrinsvis jager i ly af mørket. Dagtimerne tilbringer den derfor på dybere vand, hvor i hvert fald fluefiskeren ikke kan nå den.

Først efter solnedgang dukker sandarterne op på lavere vand for at jage. I sommertiden sker dette ofte ude over søens største dybder, hvor fiskene gradvis nærmer sig overfladen for at jage i sommernatten.

Til formålet er sandarten udstyret med meget lysfølsomme øjne, der i den rette belysning ligner glasøjne. Dette skyldes et lysreflekterende lag inde i øjet, som giver sandarten et bedre nattesyn end de fleste andre fisk. Det er dette lag, som reflekterer kameraets blitzlys – med de karakteristiske glasøjne som resultat!

Men der er undtagelser fra denne regel. Specielt op til gydningen er sandarten det modsatte af sit normale jeg. Den opsøger da det lave vand over gydepladserne, hvor den på godt nydansk er en “sucker efter solskin”. Den søger varmen og har pludselig ikke noget mod højt og klart solskin længere. Og tilsyneladende kan dens ellers meget lysfølsomme øjne godt håndtere skarpt sollys på lavt vand.

For fluefiskeren er dette idealsituationen. Specielt, da det er en kendsgerning, at sandarten gerne tager føde til sig herinde – trods den forestående gydning. Der findes dog dem, som mener, at huggene mere skyldes aggression på gydepladserne, hvor der jo er rivaliserende hanner til stede – aggression mere end sult.

Som fluefisker kan man dog være ligeglad med årsagen – så længe kendsgerningerne er, at fiskene villigt tager ens fluer!

Og det gør de. Det har imidlertid vist sig, at nogle fluetyper er markant bedre end andre til dette specialiserede fiskeri. Sandarten er en langsom fisk, der næppe formår at skynde sig. Dens teknik er langsomt at snige sig ind på byttet og bemægtige sig det bagfra. Derfor de karakteristiske store tænder længst fremme i munden – modsat geddens store hjørnetænder, der signalerer lynangreb fra siden.

Alle store fluer kan fange sandart inde på det lave vand – blot de fiskes langsomt lige over bunden. Men fangstevnen øges markant, hvis de farvestrålende fluer samtidig forsynes med en “woblerkrave” i blød og klar plast. Denne krave er beskrevet i artiklen om “Juletræet” andetsteds her på siden.

Man kan folde kraven fremefter, så fluen virkelig flytter vand under indtagningen. Eller bagud, så vandmodstanden mindskes.

Specielt under kastet er det rart, hvis man ikke skal løfte en halv liter vand fri i bagkastet. Og det skal man næsten med en fuld fremadrettet krave, som dog kan studses ned med en saks til mindre størrelse og mindre vandmodstand. Et par store øjne klistret fast fortil på fluen skader bestemt heller ikke fangstevnen!

Fluen kastes ud og får lov at synke næsten helt til bunds. Herefter tages den langsomt hjem i korte, men kraftige træk, som virkelig får fluen til at pulsere i vandet og kaste godt med vand ud til siderne. Det er noget, fiskene både kan høre og se i det lave vand. Lad gerne fluen stå stille et sekund eller to mellem trækkene. Det giver sandarten tid til at indhente fluen og bide sig fast i de flagrende fjer.

Huggene er forsigtige, som det altid er tilfældet med sandarter. Fluen sidder i regelen blot fast – tilsyneladende i bunden – og linen bliver stille og roligt stram. Sandarter er som sagt langsomme fisk, der skal have tid til både forfølgelse og hug. Derfor skal man heller ikke forhaste sig med tilslaget, men blot vente, til linen er stram. Og da har sandarten i regelen kroget sig selv solidt og godt i mundvigen!

Så giv sandarten en chance – gerne i solskin. Her først i juni står de stadig på gydepladserne og venter på den rette flue!

Natmænd i natmørke

Mørkets gerninger…

Natfiskeri er ikke for svage sjæle – og da slet ikke for dem, der måtte være mørkerædde. Natfiskeri er for dem, der er villige til at forsage den varme stue og lænestolen derhjemme – for i stedet at blive kolde og våde i jagten på nattens dronning – ørreden!

Ørreder er nemlig så lyssky, som nogen fisk kan være. Og det gælder ikke mindst de helt store eksemplarer, der ikke er blevet store ved ingenting. De har livet igennem forstået at gemme sig godt i dagtimerne – i dybe høller og under udhulede brinker – til mørket faldt på. Først da har de vovet sig ud og har slået til.

Det samme må fluefiskeren gøre, hvis han eller hun ønsker nærkontakt med en af de store ørreder i åen eller ved kysten. Og det er lige meget, om fiskeriet gælder bækørred, søørred eller havørred: De er alle ørreder for Vorherre og dermed nataktive. Chancen for at fange en stor ørred er derfor mange gange større, hvis man vover sig ud i natmørket med fluestangen!

Men det kræver planlægning og en god teknik, hvis man skal have held med sit natfiskeri. Hvis man ikke skal give op i utide og glemme alle ambitioner om store fisk, der kan prales af og om.

Den første regel er aldeles indlysende: Man skal kende sit fiskevand. Det gør man bedst ved hyppige besøg i døgnets lyse timer, hvor man mærker sig de forskellige faldgruber, der måtte være – i form af dybe grøfter, bundløse huller og høje hegn. Det er aldrig rart at falde i vandet, men det er rigtig meget værre at gøre det i bælgravende mørke…

Den anden regel er, at man skal “keep it simple”. Drop alle de lange og flotte kast, man kan slippe afsted med i fuldt dagslys. Kort linelængden af og skær antallet af blindkast ned til et absolut minimum. Det er i blindkastene, de fleste problemer opstår – her, vindknuderne indfinder sig, og her, at krogen fanger line eller forfang. Som for øvrigt skal være ganske kort til natfiskeri. Gerne kun 6 fod.

Brug kraftigt grej

Den tredje regel er, at grejet skal være mindst ét nummer kraftigere til fiskeri om natten end om dagen. Bruger man eksempelvis et 9 fod langt forfang med 0.30 mm i spidsen til normalt dagfiskeri i samme vand, da bør man korte forfanget ned til 6 fod og øge tykkelsen til 0.35 mm. Så er man rustet til det meste – og de største!

Fisker man efter havørred i åen, er der lutter fordele ved at bruge en lang tohåndsstang. Med den kan man nå ud over sumpede bredder, og med den kan man eksekvere kast efter kast med eksakt den samme linelængde ude og kun et enkelt eller ingen blindkast. Ofte klarer man sig ved at switche eller rullekaste linen ud igen – med stærkt nedsat risiko for problemer med line, forfang og flue.

Og lyt så altid efter i natmørket. Har fluen fanget line eller forfang, lyder kastet markant anderledes end ellers og bør derfor straks kontrolleres. Ellers fisker man måske i bedste fald videre med et forfang, hvis brudstyrke er halveret. Eller i værste fald – med en flue, der har hægtet linen og derfor intet kan fange. Da har man totalt forspildt sine chancer.

Natfluer, der duer

Natfiskeriet har sin egen teori. Der fiskes normalt med flydeline og fluer, som går lige under overfladen – fuldt synlige op mod den altid lysere nattehimmel. Teorien går derfor på, at man skal vælge en fluetype med den størst mulige kontrast og silhuet – en flue, der syner af mest muligt set nedefra.

Det betyder i praksis, at man vælger store og sorte fluer á la Muddlers og Zonkers. Mønsteret betyder intet, blot fluen er stor, sort og fyldig. Så skal den nok fange fisk – hvis ellers den fiskes rigtigt. Når mørket har sænket sig, har de store fisk forladt det dybe vand og er søgt ind på ofte ganske lavt vand – i åen det lave vand i svingenes inderside.

Her er de i sagens natur lette at skræmme, hvis man ikke nærmer sig med forsigtighed. Fiskene mærker tydeligt, dersom man tramper rundt på de gyngende åbrinker i natmørket. Og da fanger man heller ikke drømmefisken den nat…

Tag gerne Månen i ed, når der skal natfiskes. Fuldmåne giver både fisk og fiskere perfekt lys til at jage i – ved kysten. I åen er det anderledes. Fuldmåne er ofte ensbetydende med en god opgang, da tidevandet i havet da løber stærkest. Men fiskemæssigt er der intet godt at sige om fuldmånen. Det skarpe lys gør de sky havørreder endnu mere sky…

Storfinnede Stallinger

Bare en Blåmand…

Er der noget, som kan dele vandene i fluefiskeriets moderland, England, så er det stallingen.

Denne storfinnede laksefisk, der ganske vist har fedtfinne som ørreder og laks, men som på mange måder ellers minder mere om en helt eller sågar en skalle. En fisk, som meget rammende er blevet kaldt “vandenes dronning”, da den er blid af udseende og gemyt – stik modsat den mere bastante ørred, den ofte deler vandløbet med.

Mange ser i England ned på stallingen og betragter den som en skidtfisk, der bør fjernes. En næringskonkurrent til ørreden, som langt flere værdsætter, og som derfor fjernes med alle til rådighed stående midler. Ofte forlænger man sæsonen helt ind i november i de klassiske sydengelske kalkstrømme og tillader et målrettet fiskeri effter stallinger, som så fjernes. Er det ikke nok, griber man nogle steder sågar til at trække vod efter flokkene af stalling!

Stallinger med status

Men sådan ser man heldigvis ikke på stallingen alle steder. Mange steder har den en helt anden status, og for mange fluefiskere er det fluefisken par excellence. Kulturhistorisk har den også altid haft en høj stjerne. Eksempelvis har det i flere århundreder langs den tyske Rhin heddet sig, at “Asch ist der Rheingraf – Salm nu ein Herr”:

– At stallingen er Rhingreven, mens laksen kun er en simpel herremand. Sådan. Så blev det sat på plads af de gæve Germanere!

På samme måde betragtes stallingen ofte som den fineste og mest attråværdige fisk i det høje nord – i Finnmarkens og ikke mindst Lapplands krystalklare elve. Her har stallingen en status, der tiltrækker fluefiskere fra hele Europa, for heroppe bliver stallingerne større end gennemsnittet. Heroppe er det ikke umuligt at kroge et monster på den anden side af de magiske 2 kg!

For mange fluefiskere er den storfinnede stalling den fineste af alle laksefiskene – ikke mindst på grund af den meget store rygfinne, som især de stor hanstallinger – herhjemme kaldet “blåmænd” på grund af deres farve – er forsynet med.

Rygfinnen er stallingens adelsmærke, som adskiller den fra samtlige andre laksefisk. Dens funktion er ukendt, men fra akvarieforsøg ved man, at stallingerne bruger den under gydningen. Og det er vel en fair forklaring?

Stallingerne lever ofte side om side med ørreden, men deres krav til levested er ganske forskellige. Således graver den blide stalling ikke sine æg ned mellem bundens sten, som den robuste ørred gør det. I stedet lægger den sine klæbrige æg på steder, hvor de kan fæstne sig til sand eller planter, inden de klækkes.

Invasion i Gudenåen

Det betyder, at stallingen i regelen har gode betingelser i sandede vestjyske vandløb, hvor der ofte mangler stenede gydepladser til ørrederne. Er det tilfældet, vil stallingerne hurtigt kunne udkonkurrere bækørrederne, som derfor forsvinder.

Det så man tydeligt ved Gudenåen, som fra naturens hånd aldrig har huset stallinger. Gudenåen er nemlig østvendt, og kun vestvendte vandløb har haft en naturlig indvandring af stallinger sydfra, da Vesterhavet stadig var skovdækket land med afstrømning sydfra.

Men da Gudenåen og Skjernå begge udspringer blot få hundrede meter fra hinanden – i Tinnet Krat på den jyske højderyg – var det for fristende for nogle engagerede jyske lystfiskere at flytte en håndfuld stallinger fra den vestvendte Skjernå over i den østvendte Gudenå.

Faunaforurening ville vi kalde det i vore oplyste dage. Det skete i to omgange, i mælkejunger og på cykelanhænger i 1940‘erne. De medbragte cykelpumper sørgede for, at der hele tiden kom frisk luft i jungerne!

De vestjyske stallinger kvitterede for transporten ved at slå overmåde godt an i den østjyske Gudenå. Her var der langt mere føde end i det karske Vestjylland, og stallingerne voksede sig hurtigt store i både størrelse og antal. I så høj grad, at de helt forviste den ellers naturligt forekommende bækørred til en skyggetilværelse under trærødderne…

Tandløs gourmet

Stallingen er markant ved kun at forekomme i to arter på verdensplan. Som alle andre laksefisk findes den kun naturligt på den nordlige halvkugle, hvor den forekommer som europæisk stalling vest for Uralbjergene og som arktisk stalling over resten af polkalotten.

I Alperne betragter man stallingen som en karakterfisk i bjergenes forland. Her, hvor strømmen er svagere, erstatter den ørreden, som trives langt bedre i den hårdere strøm længere oppe. Stallingen lever således op til sit blide image og gemyt, der passer bedre ind i forlandets stille strømme!

Den arktiske stalling ligner vor europæiske ganske meget, men har en større rygfinne og små tænder i munden. Den er da også langt mere aggressiv end vor egen stalling og angriber ofte selv store blink og spinnere. Hvad kun de allerstørste europæiske stallinger kan finde på. De er nemlig mest til små insekter, som de kan suge ned fra overfladen med deres lille og tandløse mund. Måske derfor stallingen er den perfekte tørfluefisk?

Fluefiskere i mange lande har længe funderet over stallingen og dens udprægede forkærlighed for insekter på overfladen. Faktisk er stallingen så glad for overfladeføde, at den gerne stiger mere end et par meter fra sit strømlæ på bunden – blot for at tage et lille insekt på overfladen.

Denne karakteristiske adfærd har ført til spekulationer og historier om, at stallingen skulle være specielt langsynet – noget, der imidlertid intet belæg er for at påstå. Faktum er imidlertid, at man kan bruge denne adfærd til at fiske med tørflue, selv om der ingen insekter er overhovedet. Ved man, hvor fiskene holder til, kan man ofte starte et kunstigt “rise” ved gentagne kast med tørfluen over samme plads.

Hidsige høstfisk

Engang oplevede jeg i Gudenåen ved Voervadsbro, hvordan stallinger tilsyneladende helt uden grund steg til store flager af nyfalden tøsne. Det kan der ikke have været megen næring i. Det var der bestemt heller ikke i de af mine tørfluer, som fiskene villigt tog mellem sneflagerne!

I det hele taget trives stallingen i koldt vand og vejr, hvorfor den ofte forbindes med sent høstfiskeri, hvor ørrederne enten er gået i hi eller er begyndt på legen. Det oplevede jeg for nogle år siden i den sydskotske River Wear, som mest er kendt for sine laks og havørreder, men som også huser en fin bestand af stallinger.

Det var en råkold novemberdag med sne i luften. Vandet løb iskoldt omkring mine skridtstøvler og målte sølle 3 grader. Der var ingen insekter på vandet overhovedet, men alligevel steg stallingerne villigt til mine små blindt fiskede tørfluer. En enkelt plump halvkilos stalling var fuldstændig balstyrig under fighten i det kolde vand og sprang højt ud af vandet flere gange!

Jo, stallinger er ikke nemme at blive kloge på, men de er fantastiske fluefisk. Så meget står klart. Det er også en kendsgerning, at de gerne ser rødt. I så høj grad, at man rent faktisk ikke behøver andre fluer end den evigt unge Red Tag – fisket tørt eller vådt!

BioLine

– fremtidens 100% biologisk nedbrydelige fiskeline

Alene her i Danmark er vi – ifølge både Gallup fra 1996 og COWI fra 2009 – mere end 600.000 mere eller mindre aktive lystfiskere. Mere end 10% af den danske befolkning fisker således en eller flere gange om året.

Antager vi nu, at hver lystfisker skifter sin line blot én gang om året, og at han hver gang skifter de yderste 100 meter line ud, så bliver det til 60.000.000 m ny line hvert år. 60.000 km eller halvanden gang rundt om Jorden – hvert eneste år. Læg hertil de mange millioner lystfiskere, der findes i andre lande verden over…

Det er således ufattelige mængder fiskeline, der hvert år forbruges verden over. Det meste havner forhåbentlig i skraldespanden og ryger til destruktion eller deponering. En alt for stor del havner dog ude i naturen, hvor det er aldeles uønsket og sågar livsfarligt for de dyr og fugle, der måtte komme i i kontakt med det. Der er masser af eksempler på ikke mindst fugle, som er blevet fanget i kasseret fiskeline – med døden til følge.

Nedbrydelighed

Alt nedbrydes efterhånden ude i naturen, men nogle ting og stoffer er længere om det end andre. Meget længere. Mange radioaktive stoffer skal bruge i tusindvis at år på blot at nedbrydes delvis, mens andre materialer – bananskræller og æbleskrog for at nævne et par gode eksempler – blot skal have dage til det. Så er de nedbrudt til de samme stoffer, som de blev til af.

Men fiskeliner da? Rådner de ikke op i naturen? Desværre nej. I hvert fald ikke moderne syntetiske liner. De forsvinder ikke inden for en normal menneskealder, som datidens liner af bomuld, hør og silke jo gjorde. De rådnede såmænd op, mens de endnu sad på hjulet…

Værst er de nye superliner, som er fremstillet af stoffet polyethyleneller Dyneema, der er beslægtet med materialet kevlar. Heraf navnet PE-liner. De fleste ved vel, at kevlar er et næsten ufattelig stærkt materiale, som derfor bruges til både skudsikre veste og pumkterfri dæk. Men de færreste ved sikkert, at Dyneema er næsten lige så uforgængeligt – at det tager en moderne superline mange tusinde år at nedbrydes i naturen. I praksis er den således uforgængelig.

På andenpladsen kommer liner af fluorocarbon, som netop er lavet til at være bestandige og modstandsdygtige over for snart sagt alle kemikalier. Fluorocarbon blev jo oprindelig udviklet som materiale til rør og slanger, der skal kunne ligge på havbunden i årevis uden at nedbrydes det mindste. Nedbrydning af fluorocarbon i naturen tager derfor i hundredvis af år – med mere end tusinde år som alment accepteret. Vi kan jo ikke vide det med sikkerhed, da vi jo kun har haft stoffet i årtier!

Jamen, så nylonliner da? De mørner jo op på hjulet og må da hurtigt forsvinde ude i naturen. Det er jo derfor, vi skifter linen regelmæssigt – fordi den svækkes af vand og sollys og eventuelle kemikalier.

Nylonliner er ganske rigtigt klart nedbrydelige, men det tager ihundrevis af år, førend de er helt væk. Kasserede nylonliner kan således forårsage skade i naturen i adskillige menneskealdre, efter at vi har smidt dem der. En total nedbrydning af almindelig nylon tager typisk 600 år…

BioLine på banen

Enter et helt nyt produkt fra amerikanske BioLine. En fiskeline, der har næsten samme egenskaber som almindelige nylonliner, men som nedbrydes i naturen på blot 5 år!

Der er i sagens hverken tale om polyethylen, fluorocarbon eller nylon. BioLine er i stedet udviklet på basis af stoffet polybutylensuccinat – i daglig tale blot kaldet PBS. En medfødt fordel ved dette materiale er, at BioLine er klar som fluorocarbon og dermed mindre synlig i vandet end de gængse superlner af polyethylen.

PBS er ikke nyt, men kendt som ingrediens i den biologisk nedbrydelige tråd, som kirurger bruger til lukning af operationssår. Den forsvinder helt i kroppen efter nogle måneder.

Det samme gælder BioLine, som bibeholder sin oprindelige styrke i det første lille års tid. Herefter begynder line at selvdestruere, kunne man sige. Under påvirkning af ikke mindst sollys begynder nedbrydningen af PBS til H2O, CO2 og biomasse. Trækstyrken svækkes hurtigt, så dyr og fugle har en god chnce for at komme fri igen, hvis de skulle blive fanget i efterladt line. Det er således meningen, at man skal skifte sin BioLine mindst en gang om året. I den lufttætte forpakning, BioLine leveres i, er levetiden ifølge producenten 5 år.

Efter 5 år i naturen skulle BioLine være 100% nedbrudt, hvilket jo er en meget smuk tanke. Og helt klart fremtiden. Flere af verdens store lineproducenter har naturligvis kig på konceptet, men meldingen er desværre ganske tydelig:

Verden er endnu ikke klar til en biologisk nedbrydelig fiskeline, så længe den koster mere end en almindelig nylonline. Eller så længe myndighederne ikke stiller krav om det.

Et argument, som klinger hult og vækker mindelser om jægernes modstand mod stålhagl i stedet for bly…

Bombarda-fri zone

Der kommer en tid i enhver mands liv, hvor han har fanget fisk nok! En tid, hvor han begynder at se sig om efter nye udfordringer og grønnere græsgange.

Sådan gik det med makkerparret Dan og Claes, som mødtes i skovbruget og blev venner ved vandet. Det var Claes, der først lokkede Dan ud til kysten – med spinnestang og Bombarda-flåd. Begge fiskede de ihærdigt og med den fornødne indlevelse, og fisk kom der også på land. Efterhånden mange, endda. Til sidst så mange, at en ny fiskeform begyndte at trække: Det “ægte” fluefiskeri!

Det var i hvert fald det, jeg fik at vide af Claes – først på mail og siden i telefon. Enden blev, at de bookede sig ind på et weekend-ophold, hvor de ville lære at fluefiske på rigtig facon. Fra spinnefiskeriet vidste de jo, at fluer kan være overmåde velfangende – i hvert fald fisket efter et Bombarda-flåd. Nu skulle det blot gøres “rigtigt” – med linen direkte i hånden.

Her er, hvad Claes efterfølgende skrev til fluefiskesiden.dk:

“Dan og jeg havde besluttet at få lidt intensiv undervisning ud i fluefiskeriet ved kysten. Derfor aftalte vi i marts måned med Steen Ulnits (introduktion vist ikke nødvendig), at vi skulle komme op i hans sommerhus på Mols i weekenden 14. 16. maj. Vi kunne selv bestemme, hvad der skulle være på programmet, hvilket gav mulighed for et meget fleksibelt ophold.

Da vi begge tidligere havde øvet lidt på græs, bestemte vi, at temaet for dette ophold skulle være det praktiske fluefiskeri med særlig fokus på kasteteknik. Den plan var Steen Ulnits helt indforstået med.

Vores lille, private kursus var en stor succes. Vejret var ikke særlig velegnet til fluefiskeri, men Steen var en mester til at finde egnede pladser til to utrænede fiskere. Lørdag eftermiddag og aften var vejret dog så modbydeligt, at vi valgte at nyde lidt vin og god mad (suppleret med fiskehistorier) i hans hyggelige sommerhus, i stedet for at blive gennemblødte og blæste ved vandet.

Søndag var vejret mere roligt, så Dan og jeg startede med en morgentur til en helt fantastisk plads, som Steen havde vist os fredag aften. Og det utrolige skete: Først fik jeg hug. En ørred lige under målet, som jeg dog mistede.

Fem minutter efter var det Dan’s tur. En flot ørred på 46 cm kommer efter lidt tumult på land. En flot debut for Dan, og en fluefisker er vistnok født. Begge fisk, samt en del hornfisk, blev taget på en meget flot udgave af Slagteren, som Ove Monrad stod fader til. Den er lidt mere robust end den traditionelle udgave og dertil forstærket med kobbertråd.

Søndag eftermiddag sluttede vi efter en fantastisk tur i den “bombardafri zone”. Steen Ulnits er en meget dygtig fisker og instruktør og ikke “fedtet” med at vise sine gode pladser frem. Ydermere er han en lun og flink fyr at være i selskab med. Under hele opholdet blev vi af Steen’s kæreste opvartet på bedste vis med mad og drikke.

Vi har endnu masser at lære før vi kan kalde hos velgående fluefiskere, men vi kan nu kaste nogenlunde (hvis vinden ikke driller for meget), og så kan vi fange fisk! For andre som ønsker lidt intensiv instruktion tilsat vand, kan et weekendophold hos Steen Ulnits varmt anbefales.”

Så meget for skamrosen, der naturligvis glæder. Men Dan og Claes er ikke alene om gerne at ville prøve det “ægte” fluefiskeri – efter mange og fangstrige år med spinnestangen. Men mangler en hjælpende hånd til at komme godt i gang.

Det er som at blive født igen, når den første havørred tager fluen og rykker løslinen ud af hænderne på én. Så er en ny fluefisker altid født!

Dan sendte senere ovenstående foto af tre fine flueørreder fra hans sydfynske hjemmevande. Det bliver aldrig mere det samme…

DK lakseåer

Laksen tilbage til Danmark!

En succeshistorie baseret på gamle dyder og moderne opdagelser – og så et antal meget kostbare naturgenopretningsprojekter…

Det er ikke ret mange år siden, at vi regnede atlanterhavslaksen for uddød her i Danmark. Årtiers utérlig omgang med den danske natur – primært forårsaget af et mere og mere intensivt landbrug – havde trukket tæppet væk under de førhen så stolte danske laksebestande. De få laks, der trods alt fangedes, var blot resultatet af de sporadiske udsætninger, som blev gjort rundt omkring. Troede man i hvert fald.

Men så skete der ting og sager. En undersøgelse af hele Skjernå vandsystemet resulterede nemlig i en overraskende fangst af lakseyngel, som måtte stamme fra naturlig reproduktion i åen. Stedet var tilløbet Karstoft Å, hvis nederste få hundrede meter før sammenløbet med Skjernå husede velegnede gydepladser for laksene.

Da DNA skælanalyser samtidig var på vej ind i den danske fiskepleje, kunne det snart dokumenteres, at lakseyngelen stammede fra Skjernåens oprindelige laksestamme. En stamme, man længe havde anset for uddød. Nu viste det sig altså, at der stadig fandtes rester på en ganske lille strækning af en ganske lille å, hvis nederste få hundrede meter længe havde været tilholdssted for de sidste rester af Skjernå-laksen.

Den fornyede fokus på den danske laks medførte til sidst, at en revideret “laksehandlingsplan” blev udarbejdet – med det ene formål at genskabe oprindelige danske laksebestande, hvor de engang havde været – og styrke de bestande, som der stadig var rester af.

Indtil 2001 troede man, at der kun fandtes én tilbageværende oprindelig laksebestand i Danmark, nemlig i Skjern Å. Analyser af DNA fra gamle skælprøver fra de oprindelige bestande (tilbage til 1910’erne) og analyser af de nuværende laks i vandløbene viste imidlertid, at der også fandtes rester af oprindelige laksebestande i Varde, Ribe Å og til dels også i Storåen.

For at gøre en meget lang historie urimelig kort, så lykkedes den nye laksehandlingsplan over al forventning – med det resultat, at Danmark i dag byder på laksefiskeri i europæisk topklasse. Måske ikke altid hvad antallet af fisk angår, man størrelsen på de enkelte fisk har nået norske højder!

Skjernå

Skjernå er Danmarks laksevand par excellence. Om ikke andet så fordi det var her, tobakshandler Dinesen i 1954 fangede sin imponerende blanklaks på 26,5 kg – i påsken, som det sig hør og bør. Så bliver fiskene ikke finere. Med den nye Danmarksrekord sikkert i hus gik det imidlertid støt, men sikkert nedad for landets vandrigeste å.

Helt galt gik det imidlertid først i 1960’erne, hvor Skjernå blev genstand for Danmarks hidtil største afvandingsprojekt – gennemført på snedigste vis af Hedeselskabet, der trumfede projektet igennem – trods masser af advarsler fra naturinteresserede og modstand fra flere lokale bønder. Resultatet lod da heller ikke vente på sig – i form af heltbestande, der svandt ind til en brøkdel af det tidligere, og en Ringkøbing Fjord, der blev ræverød af okker fra afvandingen. Det så kort sagt rigtig skidt ud for Skjernå.

Men så skete der det fantastiske, at en lokalt forankret miljøminister i 1986 forfattede følgende korte status over hans elskede Skjernå:“Fuglene er væk, fiskene er væk”. Og det kan nok være, at dette fyndige udsagn vandt genklang på Christiansborg, som hurtigt og enstemmigt besluttede, at den til ukendelighed regulerede Skjernå skulle føres tilbage til sit oprindelige slyngede leje – så åen og fjorden atter kunne blive sunde levesteder for fiskene.

Det skulle imidlertid tage mere end et årti, inden alting endelig var på plads, og Skjernå atter kunne ledes tilbage til det oprindelige løb. Men så gik det også hurtigt fremad. År for år voksede laksebestanden, og andelen af naturligt reproducerende vildfisk steg markant. Ved premieren i 2010 var således mere end 80% af fangsterne nedfaldslaks, som havde gydt den forgangne vinter. Et godt tegn på, at Skjernå-laksene har det godt.

Men mens kæmperne vælter op af den nærliggende Varde Å, venter man stadig på, at Skjernå disker op med tilsvarende mængder rekordlaks. Antallet af fangede laks er godt og støt stigende, men de virkelige kæmper er der ikke mange af. Forårets største blanklaks fra Skjernå vejedes således “blot” 18,4 kg…

Læs mere på www.skjernaasam.dk

Gudenå

Fra naturens hånd er der kun laks i de vestvendte danske åer – med Gudenåen som undtagelsen, der bekræfter regelen. Oprindelig var Gudenåen nemlig ikke østvendt, men mundede ud mod nord i det, der i dag er Limfjorden, men dengang var Skagerak. Det var før, isen trak sig tilbage og Nordjylland løftede sig af havet.

Tangeværket er uløseligt forbundet med Gudenåen og dens fiskebestand. Tangeværket er Danmarks største vandkraftværk – bygget i 1920’erne, hvor landet fattedes elektricitet til ikke mindst det nye sygehus i Århus. Uheldigvis afskar værket de sidste Gudenålaks fra deres sidste gydepladser, som i dag ligger på bunden af den kunstige Tange Sø – begravet under flere meter mudder. Gudenålaksen kvitterede da også for bygningen af værket med at uddø totalt i 1928, hvor den sidste oprindelige Gudenålaks blev fanget.

Tangeværkets koncession på brugen af Gudenåens vand udløb i 2001, men der er givet dispensation og forlængelse i flere omgange – uden nogen saglig begrundelse. Sagen er derfor endt ved EU-domstolen, hvis svar ventes med største spænding. Det er de nye Vandrammedirektiver, som søges defineret og lagt til grund for Tangeværkets fortsatte eksistens.

Indtil videre er Gudenå-laksen derfor helt afhængig af de massive og kostbare udsætninger, som tilbage i 200I bragte Gudenåen op på Top Ti listen over Europas bedste laksevande – med en samlet fangst på over 1.000 laks. En meget stor del af disse laks blev taget helt oppe ved Bjerringbro, hvilket skyldtes de store udsætninger heroppe. I dag er udsætningerne spredt ud over større dele af åen end dengang.

I 2009 skete der så en sensationel begivenhed på Langå foreningens stykke af Gudenåen. Da blev nemlig den største danske laks i 75 år landet og vejet til imponerende 21,1 kg. I 2010 satte Bjerringbro foreningen længere opstrøms ny klubrekord med en flot og lynende blank majspringer på 17,9 kg – også den med oprindelse i udsatte laks fra Storåen.

Læs mere på www.langaa-sf.dk og www.bjerringbro-sportsfisker.dk

Varde Å

Fra naturens hånd har der været laks i alle de større tilløb til Vadehavet, men den største bestand har givet Varde Å længst oppe i Ho Bugt haft. Gennem årene er mange storlaks da også stedt til hvile langs denne å, hvis største stangfangede fisk vejede 23,5 kg og blev taget af legendariske skomager Møller tilbage i 1920’erne.

Senest har DNA-undersøgelser vist, at der stadig findes en oprindelig og dermed bevaringsværdig stamme af vildlaks i Varde Å – en opdagelse, der for alvor vakte glæde blandt lokale sportsfiskere, som længe har kæmpet for en retablering af den mange steder til ukendelighed regulerede å. Ikke mindre end en tredjedel af de fangede laks i Varde Å er således vildlaks, og andelen er stigende.

Mens de øvrige store sydvestjyske åer alle er reguleret med en kammersluse ude ved Vadehavet, er Varde Å unik ved i stedet at have et åbent afløb til Ho Bugt. Varde Å er også unik ved at være det eneste store vandløb hernede, som er belemret med et vandkraftværk – Karlsgårdeværket.

Karlsgårdeværket er Varde Å’s svar på Gudenåens Tangeværk – en impassabel opstemning med vandkraft for øje. Med modsat den obsternasige bestyrelse for Tangeværket, så ser bestyrelsen for Karlsgårdeværket mere realistisk og fremtidsorienteret på tingene. Det har betydet, at man her velvilligt er kommet den truede laksefisk snæbelen til undsætning og har engageret sig i det store EU-snæbelprojekt med mange millioner dejlige EU-tilskudskroner i kassen. Det er snæbelen, der er brækstangen, men hele vandsystemet og alle fiskene, der er de store vindere.

Helt konkret har det resulteret i, at der nu for første gang i 65 år er fri adgang til de hidtil lukkede gydebanker i Grindsted og Ansager Åer. Det er sket med nedlæggelsen af Ansager Kanal, som tidligere ledte vand til kraftværket. Den anden store tilløbskanal til Karlsgårdeværket – Holme Kanal – planlægges nu også nedlagt inden for ganske få år. Hermed er Varde-laksen bedre stillet, end den har været på noget tidspunkt, siden værket blev udbygget under Anden Verdenskrig.

Men allerede nu har Varde Å-laksen kvitteret for de hidtidige restaureringsarbejder ved åen. Mest imponerende er naturligvis Laurids Meldgaards nye rekordlaks på 20,4 kg – en smuk blankfisk taget den 17. april 2010. Men den var ikke ene kæmpe i den sydvestjyske å. Det bevistes 2. påskedag, hvor fiskeriet gik helt amok. Den dag blev der således landet hele tre sølvblanke giganter på henholdsvis 17, 18 og 18,7 kg – den største på en gulorange rørflue.

Læs mere på www.varde-sportsfiskerforening.dk

Storå

Den vestjyske Storå lever virkelig op til sit navn, idet den er mere end 100 km lang fra udspringet i Ulkær Mose sydøst for Ikast til udløbet i Nissum Fjord ved Felsted Kog. Helt eksakt er der 104 km vand at fiske i. Og med etableringen af omløbet ved Holstebro Kraftværkssø har laks og havørreder fået frit løb stort set overalt.

Storåen er altså længere end selv Skjernå, men den er alligevel langt fra så vandrig som denne. Skjernå afvander nemlig næsten en tiendedel af hovedlandet – med masser af store tilløb fra både nord og syd. Storåen har – trods sin længde – langt færre og mindre tilløb. Således modtager den stort set ikke tilløb af nævneværdig størrelse fra nord. De kommer alle fra syd.

Få kilometer opstrøms Holstebro – midt i den opstemmede kraftværkssø ved byen – udmunder den lille Tvis Å, der især på sit nedre løb byder på rigtig mange fine sving og høller. Og mange fine gydestrækninger for fiskene.

Efter de mange sving omkring Hodsager flader Storåen mere og mere ud, indtil den til sidst opfanges ganske af den kunstige kraftværkssø ved Holstebro. En 5 km lang opstemning af Storåens vand med det ene formål at producere elektricitet via et vandkraftværks turbiner.

Et kraftværk, der med sin opstemning i 1940-41 afskar vandrefisk som laks, havørred og helt fra deres livsvigtige gydepladser længere opstrøms. Og som i sit lave, stillestående og opvarmede vand byder algerne på ideelle vækstbetingelser – med det resultat, at Storåen nedstrøms søen og hele vejen ud til Felsted Kog i Nissum Fjord er farvet brun af algerne. Til stor irritation for såvel lokale som tilrejsende lystfiskere.

Men der er stadig laks i Storåen – endda af den oprindelige slags, som der nu avles videre på. Dels naturligvis til Storåen selv, men også til den østvendte Gudenå. Storåen kaster ikke laks af sig i samme grad som de øvrige vestvendte lakseåer, men der er stadig mange flotte blankfisk imellem – flere i 10 kg’s klassen. Der er dog langt til forgangne tiders rekordlaks på 22 kg…

Læs mere på www.svstoraa.dk

Ribe Å

Ribe Å er mere kendt for sine store havørreder end for sine laks. Flere havørreder på mere end 15 kg er således rapporteret fra den store sydvestjyske å, selv om det har skortet på kæmperne de seneste år. Traditionelt fanges de fleste havørreder længere oppe i vandsystemet – i den nederste del af tilløbet Gelså, som hører under Ribe Sportsfiskerforening.

Men der er til gengæld godt med laks i vadehavsåen. Således er der i skrivende stund og i 2010 landet ikke færre end 377 laks i Ribe Å. Heraf er de 338 genudsat, så de kan være med til at retablere en sund og stærk bestand af laks i åen. Kun 39 er hjemtaget.

Langt størsteparten af laksene landes i den nederste del af åen – Vesteråen kaldet – som hører under Ribe Vesterå Konsortiet, Her var fiskeretten tidligere underlagt en lokal erhvervsfisker, hvis gamle kongebrev fra 1751 – gældende fra Ribe by til kammerslusen ude ved Vadehavet – imidlertid blev købt ud af Skov- og Naturstyrelsen. Det skete i 2006 formedelst 0,8 mio. kroner. I flere år indtil da havde den lokale sportsfiskerforening købt fiskeretten for kr. 375.000 årligt, men kunne ikke få det til at løbe rundt, da fangsterne begyndte at svigte.

Det var derfor meget kærkomment, da Skov- og Naturstyrelsen gik ind i projektet – med den konkrete begrundelse, at erhvervsfiskeri i åen ikke var foreneligt med “tilstrækkelig beskyttelse for snæbel, laks og stavsild, som indgår i udpegningsgrundlaget for EF-habitatområdet “Vadehavet” – som det så smukt lyder i teksten. Vadehavet er så siden blevet udpeget som regulær dansk nationalpark.

I Ribe Å var der omkring 10% vildlaks blandt fangsterne, da man første gang undersøgte det. Procentsatsen er givet højere i dag, men slet ikke på højde med åerne længere nordpå, hvor der er flere og bedre egnede gydepladser til de krævende laks.

Årets hidtil største forårslaks i 2010 fra Ribe Å systemet vejede 10 kg.

Læs mere på www.ribe-vesteraa.dk og www.ribeaasystemet.dk

Kongeå

Kongeåen er primært kendt for sine havørreder. I gamle dage har der dog også været laks i åen, men som laksevandløb har Kongeåen aldrig gjort så meget væsen af sig som naboerne Ribe og Varde Å. Kongeåen har altid været mest kendt for sine mange og flotte havørreder, der dog som nævnt ikke når nær samme imponerende størrelser som artsfællerne fra Ribe Å. Uvist af hvilken grund.

Trods sine mange sving i ikke mindst Kongeådalen har Kongeåen meget få egnede gydepladser og derfor en meget ringe smoltproduktion – faktisk den allermindste af Vadehavsåerne. Det dokumenterede den store Vadehavsundersøgelse, som til fulde også viste, at udsatte, opdrættede tamfisk klarer sig endog meget dårligt i det barske Vadehav – med en dødelighed på omkring 100%!

Tamfiskene har helt enkelt ikke det instinkt eller den DNA, der kræves for at klare sig i det farefyldte Vadehav. De kan blandt andet ikke navigere sikkert rundt i det stærke tidevand, og de formår ikke at holde sig fri af sælerne i Vadehavet. Mange års kostbare udsætninger af tamfisk havde derfor ikke resulteret i blot nogenlunde acceptable genfangster. Vildfisk skal der til, og dem er Kongeåen nu atter blevet leveringsdygtig i.

Kongeåens øvre løb er kendt for sine mange og smukke sving. Kongeåens nedre løb har ikke mange sving at prale af, men til gengæld fanges der her rigtig mange havørreder. Dette fiskeri gælder fortrinsvis den nedre del af åen op til Jedsted Mølle nær Gredstedbro.

Her har fiskene i mange år haft store vanskeligheder med at forcere opstemningen ved dambruget, men dette problem hører nu fortiden til. I dag har man nemlig bygget et af landets længste omløb ved møllen, som sikrer fiskene fri adgang til Kongeåens øvre løb.

Omløbet ved Jedsted Mølle kostede en lille halv million kroner og stod færdigt i 1995. Siden da har havørredfiskeriet i Kongeåen forbedret sig meget – så meget, at op mod en tredjedel af Kongeåens havørreder nu fanges opstrøms omløbet. Det samme gælder laksene.

Hidtil største Kongeå-laks fra 2010 vejede 10,8 kg.

Læs mere på www.sydvestjydsk.dk

Sneum Å

Lidt nord for Kongeåen ligger den noget mindre og langt mindre kendte Sneum Å, som dog også på sit nedre løb med mellemrum kaster en og anden storørred af sig. Dertil fine bækørreder og regnbuer længere opstrøms og i tilløbet Holsted Å.

Tidligere var der også mange laks i Sneum Å – efter sigende flere end i selve Kongeåen. Sneum Å’s laksebestand søges nu som Kongeåens genskabt med laksehandlingsplanen fra 1993, der som nævnt måtte revideres i 1999. Da fandt man nemlig – via DNA-undersøgelser – frem til, at der efter alt at dømme stadig fandtes spinkle rester af en oprindelig laksestamme i Sneum Å.

Bestanden af laks i Sneum Å er i klar fremgang, men stadig lille. Der hersker endnu tvivl om, hvorvidt der overhovedet er oprindelige vildlaks tilbage i åen. Faktum er imidlertid, at der i 2010 er landet blanklaks i 10 kg’s klassen i den lille Sneum Å.

Læs mere på www.sydvestjydsk.dk

Konklusion

Som tilrejsende lystfisker skal man være opmærksom på, at laksefiskeriet løbende justeres, så fangsterne passer til den aktuelle gydebestand. Det betyder flere steder, at man har indført fangstkvoter, som lukker fiskeriet, når kvoten er fanget. Her gælder det således om løbende at følge med i de lokale medier, som altid er opdateret.

Afslutningsvis må man sige, at det er meget længe siden, det har set lysere ud for den danske laks end netop nu. Ikke mindst Skjernå, Varde Å og Gudenå kaster i dag laks af sig i et antal og af en størrelse, som placerer dem højt på listen over europæiske laksevande. En sjælden, men så meget mere kærkommen konstatering i en tid, hvor det danske vandmiljø generelt har det dårligere end i meget lang tid.

Dette på grund af en Venstre-regering, hvis primære interesser – landbruget – går stik mod miljøets. Der er dog håb forude – også på dette felt. 2011 er nemlig valgår, og den borgerlige regering er mere end slidt efter snart ti år ved magten. Miljøfolk og laksefiskere har således mulighed for at krydse af ud for en langt mere miljøvenlig opposition og give den siddende regering fingeren for at have skåret ned på alt, der minder om miljø.

Således er overvågningen af de danske vandløb og deres vandkvalitet reduceret til noget nær ingenting under den siddende regering. Der nu senest også har fået en skriftlig reprimande fra EU for at have sløset på netop dette felt…