AFTM – midt i et vadested?

shapeimage_3

Klassekampen i fuld gang!

Fluelinen er hjertet i enhver fluefiskeudrustning. Modsat spinnefiskeriet, hvor en tung kastevægt trækker en tynd line efter sig, er det her den tykke og tunge flueline, som trækker den næsten vægtløse flue efter sig. Det er ligeledes fluelinens vægt, der afgør valget af fluestang. Her er fluefiskeri og spinnefiskeri således fundamentalt forskellige måder at fiske på.

Desværre er vore dages flueliner ikke så lidt af en jungle. På verdensplan skal antallet af forskellige flueliner nemlig opgøres i tusinder, og antallet stiger stadig. Selv for en garvet fisker kan det derfor være svært at vælge.

Alle flueliner blev tidligere fremstillet af samme materiale – silke imprægneret med en linolie-agtig dressing. Linens vægt afhang af dens tykkelse, og man gav derfor linerne bogstavbetegnelser, der både fortalte om tykkelse (og dermed vægt) samt tapering. Eksempelvis “HCH”, der var “H” tyk i begge ender og “C” tyk på midten. Dette bogstavsystem var enkelt og fungerede godt i silkens tid.

Fra silke til PVC

Silkeliner kaster fortræffeligt, idet de er tynde og uelastiske. De flyder imidlertid kun, dersom man indfedter dem – en omstændelig procedure, der må gentages en gang om dagen. Det var derfor noget af en revolution, da amerikanske Cortland i 1952 sendte verdens første syntetiske flueline på markedet – en line, der flød, når den blev indfedtet – præcis som silkelinerne – og sank, når den ikke blev.

I 1954 sendte så Scientific Anglers – ligeledes USA – den første selvflydende line på markedet. Det var “Air Cel”, der med mikroskopiske glaskugler indstøbt i coatingen havde en vægtfylde mindre end vands. Kort efter fulgte “Wet Cel” trop – verdens første ægte synkeline med metalpartikler iblandet coatingen.

Men nu fungerede det gamle bogstavsystem til klassificering af linevægten ikke længere. Nu vejede en synkeline af samme tykkelse som en flydeline nemlig adskillige gange så meget, da dens vægtfylde jo er langt højere. Der måtte derfor et nyt system til – et system, der kunne fortælle om linens vægt uanset dens tykkelse.

shapeimage_4

AFTM-systemet

Det blev til AFTM-systemet, som nu angav linens vægt i forskellige klasser – fra 1 til 12 med 1 som den letteste og 12 som den tungeste. Dette uanset linens tykkelse. Nu var der kun fokus på vægten, der jo belaster fluestangen under kast.

  • Klasse 1-2 ses uhyre sjældent og er mest legetøj for inkarnerede fluefiskere, for hvem det hele ikke kan blive let nok.
  • Klasse 3-4 er praktisk anvendelige liner, som egner sig til delikat præsentation af de mindste tørfluer på de tyndeste forfang.
  • Klasse 5-6 er såre anvendelige og ideelle til det meste ørred- og stallingfiskeri med vådflue, tørflue og nymfe.
  • Klasse 7-8 er så nær idealet, man kan komme, når det gælder streamer-fiskeri i større vandløb. Eller let enhånds fiskeri efter laks og havørred. Eller fluefiskeri fra kysten.
  • Klasse 9-10 hører til i den svære ende, hvor vi finder tunge enhånds og middelsvære tohånds stænger til laks og havørred.
  • Klasse 11-12 anvendes på vore bredder næsten udelukkende til lange laksestænger. Andre steder i verden fisker man tarpon, tun og sejlfisk med dette grej – på enhånds stænger!

I AFTM systemet er det vægten af de første 30 fod – 9,15 meter – der er afgørende. Man besluttede i sin tid, at det var den linelængde og dermed vægt, der oftest belastede stangen under praktisk fiskeri. Det er jo med fluestangen som med spinnestangen, at den arbejder bedst/ kaster bedst med en bestemt kastevægt. Essensen af AFTM systemet er, at en line klasse 7 hører til en stang klasse 7 og så fremdeles.

Det er vigtigt at forstå, at hele AFTM-systemet er baseret på de såkaldte Weight Forward (WF) liner, som har hele kastevægten koncentreret i den forreste del af linen – kasteklumpen. Denne kasteklump er ifølge de oprindelige konventioner altid 9,15 meter lang – hverken mere eller mindre. Klassifikationen gælder imidlertid også de dobbelttaperede DT liner, der blot bliver tungere med kastelængden, da de er lige tykke på midten.

shapeimage_5

Vægt og tapering

I praksis er det sjældent, at man fisker med netop 9,15 meter line uden for topøjet. Men bruger man den foreskrevne WF line, har den altid en kasteklump på denne længde. Yderligere line skydes i det sidste og afgørende fremkast og belaster derfor ikke stangen som  øget kastevægt.

Skal der derimod kastes langt med en tyk og tung DT line, er der mere line end som så i luften under kastet. Kastevægten er derfor større. Skal der omvendt kastes kort – eksempelvis i små bække og åer – er der måske ikke mere end 5 meter line uden for topøjet. Kastevægten er derfor mindre end angivet af lineklassen.

I førstnævnte tilfælde står man sig derfor ved at vælge en line, der er en klasse lettere ned foreskrevet – ellers belaster man stangen for meget. Tilsvarende står man sig i sidstnævnte tilfælde ved at vælge en line, der er en klasse tungere. Ellers har stangen ikke vægt nok at arbejde med under kastet.

Man hører ofte, at AFTM-systemet er forældet, men det er slet ikke tilfældet. Langt fra. AFTM-systemet er lige så godt, som det altid har været. Noget helt andet er så, at mange lineproducenter ikke længere holder sig strikt til WF liner med en kasteklump på de anskrevne 9.15 meter. Moderne kulfiberstænger er i stand til at holde langt længere line i luften, og mange moderne WF liner har derfor en kasteklump, der kan være op til 50% længere end originalen – i nogle tilfælde endda endnu længere.

I sådanne tilfælde holder AFTM-systemet naturligvis ikke længere – i hvert fald ikke umiddelbart. Flere producenter er derfor begyndt at angive lineklassen på deres liner i gram, hvilket der ikke er noget galt i. Altså vægten af hele kasteklumpen og ikke kun de første 9,15 meter. Man skal blot være klar over, at kastevægten på en fluestang ikke kan angives så eksakt som eksempelvis 13,7 gram.

Gør man det alligevel, har man intet forstået af dynamikken i et fluekast. Her arbejdes der jo hele tiden med en varierende linelængde, og den reelle kraft i kastet udgøres af to faktorer – ikke af blot en enkelt som under et spinnekast.

Fluelinens vægt er naturligvis den ene af disse to faktorer – kraften fra det uundværlige dobbelttræk den anden. Faktisk er kraften fra dobbelttrækket ofte vigtigere end vægten af linen – i hvert fald for en dygtig kaster. Det er i dobbelttrækket, man for alvor kan spænde stangen – ved at gøre den reelle vægt af fluelinen meget større.

shapeimage_6

Grundlæggeren af Fenwick og opfinderen af verdens første kulfiberstang – Jim Green – var en gudbenådet kaster, som før nogen anden var klar over dette. Han var helt klar over, at det var dobbelttrækket, som for alvor kunne spænde fluestangen og lægge ekstra meter til kastelængden.

Han opfandt derfor et enkelt trissesystem, som kunne flerdoble kraften under dobbelttrækket og lægge flere meter til hans allerede meget lange kast. Desværre forhørte han sig før et verdensmesterskab om lovligheden af dette system – og fik et nej. Ellers havde han fejet alle konkurenterne af banen!

Er en fluestang klassificeret som AFTM 6, betyder det som udgangspunkt, at den er optimeret til en standard WF6 line. Foretrækker man i stedet en DT line, vil vægten af line, som belaster stangen under et langt kast, være større. Således vil en klasse 6 stang, som kaster optimalt med en WF 6 line, fungere bedst med en DT 5 – hvis der altså skal kastes langt. Længere end de 9,15 meter.

Ser man en fluestang klassificeret som AFTM 6-7, betyder det normalt, at den er beregnet til en DT 6 line eller en WF 7. Skal den bruges med et skydehoved (ST) af standardlængde, står man sig ved at vælge en ST 8. Det sætter kasterytmen ned og hindrer, at skydehovedet vender i luften under kast, da det jo er tungest i bagenden. Friktionen fra en tynd monofil skydeline er minimal og ikke nok til at styre skydehovedet.

Det er et trick, erfarne steelheadfiskere på den amerikanske vestkyst har kendt til og benyttet sig af i årtier – specielt når der skal fiskes med tunge synkeliner. De er tyndere end tilsvarende flydeliner og suser derfor gennem luften med mindre modstand og større hastighed. Ofte for hurtigt til at være behageligt eller til at styre.

Tre forskellige lineklasser til én og samme stang, altså. Enkelte producenter bruger bevidst denne klassifikation og angiver da AFTM 6-7-8 på stangen. Hvilket mange desværre misforstår derhen, at stangen kaster lige godt med alle tre lineklasser – hvilket ingen fluestang gør eller nogen sinde kommer til at gøre!

MITFluekastet er således en dynamisk ting, som er meget svær at definere og beskrive i kontante størrelser. Matematikere fra det berømte MIT Space Center i Massachusetts, USA forsøgte i 1995 at sætte fluekastet på en matematisk formel, men måtte erkende, at der var for mange ubekendte i det spil. Så var det alligevel lettere at sende en raket til Månen!

Godt, at vi ikke ved det eller tænker over det hele tiden. Vi har det heldigvis lidt som humlebien, der jo ikke ved, at den slet ikke kan flyve. Vi gør det bare!

© 2010 Steen Ulnits