Myg i Millioner

Maj og myg, der matcher

Maj er en skøn måned – på alle måder. Er man også fluefisker, er der næppe grænser for begejstringen. Det skulle da lige være, at der simpelthen ikke er tid nok til at dyrke alle de utroligt mange fiskemuligheder, som denne måned byder på!

Der sker noget overalt her i maj – om man så er til å, sø eller kyst. Overalt vrimler det med liv – over vandet såvel som under. Ved kysten invaderer hornfiskene det lave vand og byder på god underholdning for de fluefiskere, der satser på let grej og små fluer.

Ved åen klækker mange forskellige insekter og giver fluefiskeren mulighed for at søsætte de tørfluer, han eller hun har bundet i løbet af vinteren. Og endelig er der søerne, som i maj byder på mange forskellige fisk på leg – dertil myg i millioner!

Men myg er mange ting. Der er gode myg, og der er dårlige. Til de dårlige hører naturligvis de almindelige stikmyg, som alle kender og har et forhold til. Dem er der ikke meget godt at sige om, og heller ikke fiskene ser meget til dem. Det stik (!) modsatte gælder de små og irriterende kvægmyg, som er en pestilens ved åen, når de klækker i store mængder og aldeles uhæmmet tager en bid af blottede fluefiskerdele.

Myggeolie bider ikke på disse små sataner, som fiskene imidlertid er meget glade for – både som larver, pupper og voksne, vingede insekter. Det er jo altid en formildende omstændighed!

Tilbage står så dansemyggene, der kun har én ting i hovedet: De vil danse! Helst på stille aftener, hvor de store sværme kan ligne veritable røgskyer over buske og træer.  Så mange individer er der. Dansemyggene klækkes på rigtige dage i millioner og atter millioner, som heldigvis alle ikke kan stikke. De vil bare danse, parre sig og lægge deres æg på søens stille flade. Her kan fisk af alle slags mæske sig i det kolossale udbud af føde, som typisk toper netop nu i maj.

Men dage som disse er få, og vejret lægger ofte hindringer i vejen. Det skal være stille, førend myggene stiger til overfladen for at klække – en farlig proces, der ofte sker i de tidlige morgentimer. Det tager dansemyggene lang tid at nå fra bunden og op til overfladen, hvor de hænger i lang tid, mens de krænger puppehuden af sig.

Indtil da har de levet i eller på søens mudderbund, hvor de gerne tages af fiskene. Ikke mindst ål og brasen er specialister i de røde myggelarver, som med deres hæmoglobin kan leve i den iltfattige bund, de andre smådyr ville kvæles i. Men det er under opstigningen til overfladen, at dansemyggene for alvor bliver interessante for fluefiskeren. Her er de nemlig lette at efterligne med såvel fluer som fisketeknik.

Efter et lille års tid som myggelarver i søens bund forpupper dansemyggene sig. De metamorfoserer, som det hedder på fagsprog, og forvandler sig fuldstændig. Den pølseformede larve antager det voksne og vingede insekts form, men er stadig indkapslet i en beskyttende puppehud.

Iført dette dress påbegynder myggepuppen nu sin sidste store rejse. Den fylder sin krop med gasser, der giver den fornødne opdrift, og stiger nu langsomt op mod overfladen. Det kan ske fra meget dybt vand og tager da adskillige farlige minutter. Den er under beskydning fra alle sider, og mange når ikke frem.

Men dansemyggene er så mange og klækker samtidig, at søens fisk ikke har en chance for at udrydde eller blot decimere dem. Millioner af dansemyg når uskadt op til overfladen, hvor de tager sig en puster og venter på, at puppehuden skal sprække, så de kan klække og kravle op på overfladen og folde vingerne ud til tørring. Nået så langt flyver de i land og gemmer sig i buske og træer. Først om aftenen – og kun hvis vinden er til det – flyver de i store sværme op for at parre sig.

Efter parringen flyver de tunge hunner ud over søens blanke vand for at aflevere deres kostbare last af befrugtede æg, som siden synker til bunds og bliver til nye små myggelarver. Under denne æglægning kommer mange dansemyg af dage og byder da på mulighed for et interessant tørfluefiskeri.

Men det er og bliver de opstigende dansemyg, som i puppestadiet byder på de allerbedste muligheder for et både spændende og produktivt fluefiskeri. Vellignende imitationer er lette at binde og bør aldrig mangle i søfluefiskerens æske.

Selv bruger jeg sjældent andet end helt sorte udgaver, som har bagkrop af sort bindetråd ribbet med sølvtinsel samt et tykt bryst af påfugleherl. Vigtigst af alt er de karakteristiske hvide gæller, som pupperne har forrest på hovedet. De imiteres fint med hvidt polygarn, som også danner en lille hvid hale.

Fluer eller nymfer af denne type kaldes “Buzzers” i England, hvor der drives et stort fluefiskeri med netop disse fluer i landets mange damme, søer og reservoirer. Ofte fiskes der med både tre og fire fluer på samme flere meter lange forfang, hvilket stiller store krav til fiskerens færdigheder. Ideen er, at man så kan fiske forskellige fluer i forskellig dybde, så fiskene selv kan vælge, hvilken flue de vil have!

Personligt er jeg nu ikke helt så grådig, så jeg fisker blot en enkelt sort Buzzer på et langt og tyndt forfang. Krogstørrelsen bør være 10-14, som dækker de allerfleste arter, og forfanget skal være 0.14-0.18 i spidsen – gerne 12 fod langt.

Skal der fiskes dybt midt på dagen, hvor der endnu ikke er så stor aktivitet i søen, kan man med fordel bruge fluorocarbon til forfanget. Det synker markant hurtigere end nylon og trækker hurtigt fluen ned – selv på en flydende line.

Skal der omvendt fiskes højt, når myggene har nærmet sig overfladen eller sågar hænger i filmen, da dur fluorocarbon ikke længere. Det synker for hurtigt og trækker fluen ned – væk fra aktiviteten og de jagende fisk. Da skal man i stedet bruge et almindeligt nylonforfang – eventuelt indfedtet, hvis man fisker sin flue hængende i selve overfladefilmen.

Som en lus på en limpind

Selve fisketeknikken er meget enkel. Det drejer sig kun om at have den fornødne tålmodighed. De klækkende dansemyg bevæger sig i sagens natur uhyre langsomt gennem vandet, og det er denne slow motion adfærd, man skal efterligne med sin flue. Min gode ven og nu afdøde kollega, Bengt Öste, som tidligere var chef for svensk TV2, formulerede det på fremragende vis i en af sine mange artikler:

Myggepuppen skal fiskes uhyre langsomt – som en lus på en limpind!

(Bengt Öste, svensk TV2)

Nu var Bengt rigtig god til punchlines, som jo var hans profession. Men det er et meget rammende billede af teknikken, han her har malet. Jeg ser det altid for mig, når jeg laaaangsomt trækker min sorte Buzzer ind til stangspidsen.

Det kan helt enkelt ikke gå for langsomt, og fiskene ved det. De tager derfor fluen i absolut slow motion, der sjældent resulterer i markante eller hårde hug. De ved jo af erfaring, at klækkende dansemyg ikke kan slippe væk, så de har oceaner af tid til at tage fluen.

Og her kommer så den eneste rigtigt vigtige tekniske detalje ved dette enkle fiskeri: Kontakten ud til fluen. Den skal være helt i top, da man ellers ikke registrerer huggene, førend fiskene har spyttet fluen ud igen. Line og forfang skal være så strakt som muligt, så der er direkte kontakt til fluen. Begge dele skal derfor strækkes grundigt før fiskeriet, så de ikke bugter sig på vandet, men ligger snorlige.

Endelig er der lineklassen, som ikke må overses. Myggepupperne kan ikke fiskes langsomt nok, og linen kan ikke blive let nok. Jeg har eksperimenteret med dette flere gange, og resultatet er ikke til at tage fejl af: Jo lettere line man bruger, desto flere hug registrerer man, og desto flere fisk kommer efterfølgende på land.

Sammenligner man eksempelvis en klasse 4 line med en klasse 7, har jeg flere gange registreret dobbelt så mange fisk på den lette 4’er som på den tunge 7’er. En klasse 7 line vejer over 50% mere end en klasse 4. Den tunge flueline absorberer helt enkelt en så stor del af energien fra det forsigtige hug, at den ikke når frem til fiskeren. Det gør den derimod på en let line, og derfor bruger jeg aldrig mere end klasse 5 til mine myggepupper – hellere klasse 4!

– God fornøjelse med myggene her i maj!

© 2010 Steen Ulnits