Forfatterarkiv: Steen

Den grønne svovlorm

– der fremmer produktionen af svovlbrinte…

De danske farvande er i disse år under hårdt angreb udefra. Nye arter trænger sig på, og de får god hjælp fra to sider: Dels via menneskeskabte klimaforandringer, som gør de danske farvande varmere end hidtil. Og dels via et sandt overflødighedshorn af næringsstoffer, udledt af det højt besungne danske landbrug. I Danmark flyder det så sandelig med mælk og honning – ikke mindst under vandoverfladen. Her mangler ikke noget…

Denne gang handler det om “svovlormen”, der er det populære danske navn på en ny orm, som har invaderet danske fjorde. Det drejer sig om Marenzelleria viridis, som den grønne svovlorm hedder på latin.

Svovlorme er intet nyt, men en almindelig betegnelse for de op til 3 meter lange og 10 cm tykke orme, der bebor de ofte kilometerstore dybder omkring de undersøiske skorstene på højderyggene i de store oceaner. Kæmpeorme, som i deres hårde, hvide kitinrør mest af alt minder om gigantiske røde læbestifte.

Den røde farve skyldes hæmoglobin, der sætter ormene i stand til at binde selv minimale mængder ilt i dybhavet, og som samtidig beskytter mod giftige svovlforbindelser fra skorstenene.

Men så ender lighederne også. Dels har vi ingen rygende skorstene på så store havdybder i danske farvande. Og dels er den nye svovlorm ikke rød, men grøn og knyttet til den lavvandede mudderbund i danske fjorde. Endelig når den ikke dybhavsormenes imponerende 3 meter, men må nøjes med sølle 20 cm i længden og 2 mm i bredden…

Til gengæld kan den grønne svovlorm vise sig at have langt større skadevirkning på miljøet. Hvor de røde dybhavsorme faktisk lever af svovlholdige forbindelser, så har det vist sig, at den grønne svovlorm i stedet er med til at øge forekomsten af giftig svovlbrinte i de sårbare kystområder, den har invaderet.

Invasiv art fra Nordamerika

Svovlormen stammer fra den nordamerikanske østkyst, hvor den er meget udbredt, og er formentlig kommet til Europa som blind passager i ballastvandet på et containerskib. Den blev observeret første gang ud for Skotlands kyst omkring 1980 og har siden udvidet sit territorium til store dele af Nordeuropa.

Første gang den blev observeret i Danmark var i Ringkøbing Fjord i 1990. Siden har den spredt sig videre nordpå langs den jyske vestkyst. Den havde tilsyneladende svært ved at komme rundt om Grenen eller gennem Limfjorden, og først i 2004 stødte man ved en tilfældighed på svovlormen i Odense Fjord.

Forskere fra Syddansk Universitet har kunnet følge udbredelsen af ormen via satellitbilleder fra Google Earth. Produktionen af svovlbrinte i ormehullerne er nemlig så stor, at der dannes purpurfarvede plamager af svovlbakterier på fjordbunden, som kan ses med en satellit fra rummet.

Via Google Earth har de fundet ud af, at svovlormen nu findes i hele Odense Fjord og dækker et samlet areal på mindst 20 procent. Optællinger af ormen viser, at nogle steder er populationen af svovlorme helt oppe på 1.000 individer pr. kvadratmeter. Alene i Odense Fjord anslår forskerne, at der kan være mindst to milliarder svovlorme.

Den grønne svovlorm lever i gange, der kan være op til 50 cm dybe. Men i modsætning til de danske frynseorme, som den konkurrerer med, ventilerer svovlormen ikke sine gange nævneværdigt. Det stimulerer væksten af sulfatreducerende bakterier i havbunden og fremmer dermed dannelsen af svovlbrinte, som jo er en meget giftig gasart.

Odense-forskernes foreløbige resultater tyder på, at svovlormens tilstedeværelse og den øgede produktion af giftgassen svovlbrinte kan få uheldige konsekvenser for det danske havmiljø. Eksempelvis tyder meget på, at svovlormen helt har fortrængt den almindelige frynseorm, som var meget hyppig, før svovlormen kom ind i billedet.

Der var cirka 2.000 frynseorme pr. kvadratmeter i Odense Fjord, før svovlormen kom ind. I dag er der kun 200 pr. kvadratmeter. Bestanden af frynseorme er således reduceret med cirka 90 procent.

Trussel mod ålegræsset

Frynseormen bliver populært kaldt for fjordbundens respirator, fordi den graver ormegange i havbunden, som den ventilerer med store mængder vand. På den måde trækker den ilt med ned og ilter sandbunden. Frynseormens tilbagetog vil gøre sandbunden i danske fjorde mere iltfattig og udgøre en trussel mod de dyr og planter i sandet, som er afhængige af ilt for at kunne trække vejret.

Svovlormens tilstedeværelse har muligvis også påvirket ålegræssets udbredelse i Odense Fjord. Ålegræsset gik meget tilbage i Odense Fjord lige præcis, da svovlormen ankom. Man skal dog være forsigtig med at drage endelige konklusioner, men der kan være en direkte sammenhæng mellem svovlormenes invasion og ålegræssets forsvinden, siger forskerne.

Ålegræs har stor betydning for livet i de danske fjorde. Faktisk er det her, vi finder den største biomasse i havet overhovedet. I den undersøiske skov, som ålegræsset udgør, findes masser af tanglopper og rejer, store mængder snegle og småfisk som hundestejle, ålekvabbe og fiskeyngel.

Hvis det virkelig er den øgede svovlbrinteproduktion, som uundgåeligt følger i kølvandet på en svovlormeinvasion, der dræber ålegræsengene på havbunden og forvandler fjordbunden til en ørken, har danske fjorde med stillestående vand fået et nyt og ganske alvorligt problem at kæmpe med. Og fremtidens badegæster og fjordsejlere må lære at leve med lugten af svovlbrinte, der river i næsen og minder om rådne æg.

For at kunne udtale sig mere sikkert om svovlormens mulige påvirkning af det danske havmiljø er forskerne ved Syddansk Universitet nu i gang med at undersøge, hvor følsomme eksempelvis ålegræsspirer er over for svovlbrinte i sandbunden. Og om larveyngel fra den hjemmehørende frynseorm også påvirkes af giftgassen.

Men under alle omstændigheder: Den grønne svovlorm er kommet for at blive i de danske fjorde…

Andre invasive arter:

Dræbergoplen…

– der allerede har dræbt hele Sortehavet…

Danske biologer fra Syddansk Universitet frygter, at dræbergoplen igen i år vil brede sig eksplosivt. Goplen støvsuger havet for det zooplankton, der er andet led i havets fødekæde.

Dræbergoplen Mnemiopsis leidyi har allerede trukket lange dødsspor efter sig, og den har i tusindvis af fisk på samvittigheden. Dræbergoplen blev kendt, da den i starten af 1980’erne invaderede Sortehavet – skyllet ud i havet med de amerikanske tankskibes ballastvand.

Bestanden voksede eksplosivt de følgende år, og fem år senere var antallet af dræbergopler så højt, at fiskeriet i Sortehavet kollapsede. De mange gopler havde støvsuget området for zooplankton – det andet led i fødekæden for fisk og havdyr – samt fiskeæg og nyklækkede fiskelarver.

Konsekvensen blev et totalt sammenbrud for Sortehavets vigtige fiskeri efter især ansjos og brisling, der begge lever af zooplankton, samt hestemakrel, der lever af de zooplankton-ædende småfisk – det følgende led i fødekæden.

I løbet af de næste 5 år spredtes Mnemiopsis ribbegoplen til det Asovske Hav, Marmarahavet, Det Agæiske Hav, det østlige Middelhav og det Kaspiske Hav med de samme omfattende økologiske og økonomiske skader som i Sortehavet.

Dræbergoplen har en søsterart i Danmark ved navn Bolinopsis infundibulum, der er almindeligt forekommende i de danske farvande fra Nordsøen til den vestlige Østersø. Denne minder meget om dræbergoplen Mnemiopsis leidyi. Faktisk kræver det en god del ekspertise at skelne de to arter af tentakelløse ribbegopler fra hinanden.

Mnemiopsis leidyi er en såkaldt bioluminescerende ribbegople. Bioluminiscerende betyder, at den kan udsende lys i vandet – enten frivilligt eller ved berøring. Præcis som vor naturligt hjemmehørende furealge Noctiluca scintillans, der går under betegnelsen “morild”.

Nu også i Danmark

Dræbergoplen truer nu også fiskeriet i Danmark. Dens invasion af de danske farvande kan få store konsekvenser for fiskebestanden. Ud over zooplankton æder dræbergoplerne nemlig også fiskeæg og larver, og den kan således få hele fødekæder til at bryde sammen.

Dræbergoplen har tidligere invaderet Danmark – eksempelvis i 2007. Det kom dengang helt bag på myndighederne, der ikke systematisk overvåger den danske goplebestand. Indberetninger strømmede ind fra hele landet, og de viste samstemmende og forstemmende, at dræbergoplen i løbet af ganske få måneder havde spredt sig til samtlige danske farvande.

Forskerne har siden 2007 fulgt nøje med i dræbergoplernes bestand, og den ser ud til at have bidt sig godt fast i Danmark. Selv om bestanden går kraftigt ned hver vinter, er dræbergoplen hidtil vendt stærkt tilbage den efterfølgende sommer med kulmination i august.

Som allerede nævnt hører dræbergoplen oprindeligt ikke hjemme i Europa, men kommer fra den østamerikanske kyst. Den er ført til Europa med ballastvand, som store tankskibe medbringer for at ligge stabilt i vandet.

Rejsen til Danmark startede tilbage i 2005, hvor goplen via dette ballastvand blev bragt til det hollandske vadehav. I det lave og lune vand udviste den hurtigt masseforekomst. Herefter blev den ført med havstrømmene nordpå mod Danmark. Dræbergoplerne strømmede op langs Jyllands vestkyst, ind i Limfjorden og nord om Skagen og videre ind i de indre danske farvande til Østersøen.

Overalt, hvor den kom frem, formerede den sig med stor hast. Tydeligvis havde den på vor side af Atlanten fundet sig en økologisk niche helt uden konkurrence. Specielt Limfjorden faldt i dræbergoplernes smag.

For at følge goplernes spredning har forskere fra Syddansk Universitet flere gange været på togt på Limfjorden med miljøskibet “Limgrim”, hvor de fiskede gopler op af vandet med særlige goplenet. Forskerne talte efterfølgende antallet af gopler og regnede ud, hvor mange milliliter gopler der er per kubikmeter vand.

Massive mængder i Skive Fjord

Tallet var chokerende. Mængden af dræbergopler var så stor, at deres biovolumen var større, end man nogensinde havde registreret i Sortehavet. I Skive Fjord måltes f.eks. 300 milliliter dræbergopler per kubikmeter vand mod blot 180 milliliter gopler per kubikmeter i Sortehavet i 1989, da mængden toppede. Samtidig viste studierne, at dyrene allerede i august-september 2007 havde fortæret alt zooplankton i vandet.

Limfjorden er et paradis for dræbergoplen, der jo lever af zooplankton. Siden 1970’erne har fjorden været belastet af store mængder nitrat fra det omkringliggende landbrug. Det giver næring til planktonalgerne, som normalt ædes af zooplanktonet. Men når der er mange gopler, bliver planktonalgerne ikke ædt. I stedet synker de til bunds, hvor de rådner op under brug af ilt. Dette i så høj grad, at Limfjorden i stigende grad er blevet ramt af iltsvind og bundvendinger.

Resultatet er massedød blandt de muslinger, orme og andre dyr, som lever på og i havbunden, og som er fødegrundlaget for alle bundlevende fisk. Vandmænd og dræbergopler har bidt sig fast i Limfjorden, fordi fjorden er overgødsket med nitrat fra landbruget. Og samtidig er antallet af bundlevende fisk reduceret til en brøkdel af, hvad det var indtil begyndelsen af 1960’erne.

Limfjorden er det eneste sted i Danmark hvor man har lavet videnskabelige studier af dræbergoplens roveffekt på zooplanktonet. Men de mange indberetninger fra borgere fra hele landet vidner om, at dræbergoplen har slået sig ned mange andre steder

Endnu en af de nye invasive arter, der er kommet til Danmark i det seneste årti. Og endnu én, der med sikkerhed er kommet for at blive.

Selv kan vi desvære ikke gøre andet op end at kigge på…

Andre invasive arter:

Vandremuslingen

– der til fulde lever op til sit navn…

Vandremuslingen gør det, den er bedst til: Vandrer fra ét vandsystem til et andet. Nu er den nået til Gudenåen.

Vandremuslingen Dreissena polymorpha er en invasiv art, som de seneste år er fundet i flere søer i Gudenåsystemet ved Ry, Skanderborg og Silkeborg. “Invasiv” betyder, at arten ikke er naturligt hjemmehørende det pågældende sted, men er indført udefra – i regelen passivt.

Muslingens aftegninger og form kan variere en del, men arten er især kendt for de karakteristiske zigzag-striber, som muslingen ofte har. Heraf det engelske navn ”zebra mussel”.

Vandremuslingen kan blive op til 4 cm lang og kendes på den næsten trekantede, samt hvid- og brunstribede skal. Vandremuslingen er, som den eneste ferskvandsmusling i Danmark, i stand til at sidde fasthæftet på faste overflader og genstande og kendes derfor let alene på dette.

Udbredelse

Vandremuslingen stammer oprindeligt fra egnene omkring Aralsøen, det Kaspiske Hav og Sortehavet. Den blev indslæbt til Danmark i 1840’erne – sikkert via bundplanker og tovværk på datidens handelsskibe – og bredte sig i Københavns kanaler og søer. Først i 1900-tallet kom den til Esrum Sø og Furesøen.

Dårligt vandmiljø gjorde i de efterfølgende årtier livet surt for vandremuslingen, og i dag er den herhjemme kendt fra Furesøen, Esrum Sø, Esrum Å, Frederiksborg Slotssø, Fårup Sø og Jels Sø samt i dele af Susåen.

I 2006 blev vandremuslingen opdaget i midtjyske Knudsø og har siden spredt sig til Gudenåens hovedløb. I sideløbene håber man stadig at kunne holde den tilbage – hvordan det så end skulle kunne lade sig gøre.

Men med blot et minimum af realisme må man som biolog konstatere, at det løb vist er kørt. Der skulle være gjort meget mere og ikke mindst langt tidligere, hvis det ikke blot er tom snak.

Vandremuslingen har fået sit navn, fordi den er utroligt god til at sprede sig, og er den først kommet til et nyt område, er det for sent at gøre noget. Derfor handler det om at begrænse dens spredning. Den vandrer ikke målrettet, men den har flere måder at sprede sig på og er samtidig meget sejlivet.

Vandremuslingens æg og larver overføres let til nye vandområder i f.eks. motorens kølevandssystem eller fasthæftet på flydende grene, fiskegrej, på undersiden og i bundvandet af både, kajakker og andre fartøjer. Før eller siden når den derfor frem overalt.

Derfor er det tilrådeligt, at sejlere og fiskere renser deres fartøjer og grej, hvis de skal fra et ferskvandsområde med vandremusling til et andet uden. Anvendelsen af agnfisk med vand fra et vandsystem med vandremusling er også en potentiel kilde for udbredelse til nye vandområder. Selv badende gæster kan overføre larver af vandremuslingen til et uinficeret område – via et par fugtige badebukser.

Skadevirkninger

Vandremuslingen kan have en negativ effekt på de dammuslinger og malermuslinger, der i dag er meget almindelige i søer herhjemme. Disse kan blive fortrængt eller helt udryddet fra en sø. Dels ved direkte konkurrence om føden, og dels ved, at vandremuslingerne sætter sig fast på deres skaller omkring indsugningsåbningen. Herved kvæles de. I USA er der konstateret et massivt fald i antallet af store muslinger og især i deres reproduktion efter indslæbning af vandremuslingen.

Vandremuslinger kan også have negativ effekt på en række hvirvelløse dyr, der lever af at filtrere vandet, eksempelvis dyriske svampe, vårfluer og dyreplankton. I og med at vandremuslingen fortærer en stor del af planteplanktonet, vil fødegrundlaget for disse hvirvelløse dyr forringes. Dette kan endvidere forringe livsvilkårene for de fisk, der lever af dyreplankton, eksempelvis smelt og heltling.

Der er ligeledes en tendens til, at søer med vandremuslinger oftere oplever opblomstring af giftige blågrønalger – end søer uden vandremuslinger. Måske fordi de forskubber balancen og konkurrencen mellem de forskellige bakterier og dermed favoriserer blågrønalgerne.

Vandremuslingen er ikke blot et problem for hjemmehørende planter og dyr. Den kan også blive et stort samfundsmæssigt problem. Muslingens store antal og tilbøjelighed til at klumpe sig sammen gør, at den kan blokere og tilstoppe drænrør, spildevandsudløb eller risteanlæg til eksempelvis vandkraftturbiner.

Specielt i USA har muslingen, siden dens introduktion til de store søer mellem USA og Canada, kostet samfundet flere hundrede millioner kroner, fordi den nu blokerer renseanlæg og stopper for tilførslen af kølevand til kraftværker.

I det hele taget er Great Lakes et skoleeksempel på, at alt, der kan gå galt, vil gå galt. At alt, der overhovedet kan indvandre eller indføres, vil gøre eller blive det. Læs mere om Great Lakes andetsteds på www.ulnits.dk. Brug søgefunktionen øverst oppe til højre.

Vi har således årtiers lærdom fra denne del af verden, som myndighederne blot har valgt at overse eller overhøre, fordi det nu var det nemmeste og i første omgang også billigste. Når først skaden er sket, gør udgifterne det i regelen aldeles umuligt at gøre noget ved problemet. Skaden er sket – og uoprettelig.

Gavnlige effekter?

Nu er det imidlertid og heldigvis ikke kun nød og elendighed, der følger vandremuslingens udbredelse i Danmark.

Dels har vi allerede haft den i flere år i adskillige danske søer – uden alvorlige problemer. Og dels kan der også være decideret positive effekter. Fuglefolket – Dansk Ornitologisk Forening (DOF) – har været hurtige til at påpege, at de mange vandremuslinger udgør et forbedret fødegrundlag for en ferskvandsdykand som troldanden.

Samtidig har man i flere søer kunnet konstatere, hvordan de massive muslingemængder får gjort kål på de ligeså massive algemængder i eutrofierede (næringssalt-forurenede) søer. Tange Sø i Gudenå-systemet er et godt eksempel herpå.

Vandremuslinger er gode til at filtrere alger fra søvandet, men de spiser desværre ikke blågrønalger. Mindre konkurrence fra andre alger, som spises af muslingen, kan således forbedre forholdene for blågrønalger og få dem til at stige i hyppighed.

Blågrønalger er kendt for at danne giftstoffer og kan, når de forekommer i store mængder, give forgiftning, hvis man sluger meget vand med mange alger i. Kontakt med huden kan i nogle tilfælde give hudirritationer og udslæt. Intet er således så godt for noget, at det ikke også er skidt for noget andet.

Men der er flere afledte eller indirekte effekter. Det klarere vand i Gudenå-systemet giver vandplanterne bedre livsbetingelser. De vokser så meget, at deres volumen bremser vandstrømmen og får vandet til at stige. Ikke mindst beboerne ved Kongensbro har kunnet se og mærke effekten af dette.

I takt med at myndighederne samtidig har måttet spare på udgifterne til grødeskæring, er vandstanden steget så meget, at Gudenåen nu regelmæssigt indtager haverne langs åen.
Ingen her sender derfor vandremuslingen en venlig tanke og tak for det klarere vand.

Andre invasive arter:

Sig goddag til Chatonella

– og farvel til forårets klare kystvand…

Foråret 2011 bød på elendigt kystfiskeri i brun algesuppe. En hidtil ret ukendt alge blomstrede pludselig op i en grad, så kystvandet blev helt brunt og havørrederne forsvandt. Enkelte døde sågar, fremgik det af et fynsk TV2 indslag, som kunne fremvise en død sølvblank havørred i halvmeters klassen skvulpende rundt i det brungrumsede kystvand.

Men hvad var det egentlig for en alge, og hvorfor blussede den op i en sådan grad, at den blev et problem? Og skal vi regne med gentagelser i fremtiden? Spørgsmålene er mange og desværre flere, end der er klare svar til.

Det er imidlertid svært ikke at se skriften på væggen. Chatonella, som denne flagellat-alge hedder, er kommet for at blive. Men omfanget og udbredelsen kan vi kun spå om. Den afhænger nemlig af mange forhold – de fleste af dem helt uden for vor rækkevidde.

Algen

Chatonella aff. verruculosa er algens fulde, gådefulde og noget forunderlige navn. Den har ikke – endnu da – noget generisk navn, så vi må holde os til det latinske.

Det skyldes, at den første gang herhjemme blev identificeret som Chatonella verruculosa – og så alligevel ikke helt. Chatonella verruculosa er nemlig en japansk alge, og den skandinaviske pendant var ikke helt den samme. Indtil videre har man derfor valgt at lægge et aff. ind mellem slægts- og artsnavn. Det forventes, at algen senere får det officielle navn Verrucophora fascima.

Men de lærde strides som vanligt, og andre forskere mener, den i stedet bør hedde Pseudochatonella farcimen. Men indtil videre kendes og omtales den kort og godt som Chatonella!

Chatonella er nært beslægtet med de østasiatiske flagellater, der regelmæssigt forårsager rødt tidevand og efterfølgende fiskedød. Herhjemme blev den første gang sikkert identificeret under en stor opblomstring af alger i Nordsøen i 2001. På nuværende tidspunkt kendes denne alge kun fra den tyske nordsøkyst, det danske Vesterhav og Kattegat samt den norske kyst op til Bergen og hele den svenske vestkyst.

Men allerede i 1998 havde den optrådt i en massiv algeopblomstring, og dengang mente man, at det måtte være den oprindelige japanske Chatonella verruculosa, som var blevet introduceret til skandinaviske farvande via ballastvand i japanske fragtskibe. Nu mener man som sagt, at der er tale om en variant eller blot nært beslægtet art.

Chatonella er hvert forår siden 1998 blomstret op, men det var først i 2011, at den for alvor indtog kysterne. Den kulminerede i marts og klingede af i april.

En 10/10 alge

Der er tale om en alge, der kan variere meget i form og størrelse. Middellængden er 19 µm (mikrometer = 1/1.000.000 meter) med de største registrerede individer næsten dobbelt så store. Overfladen er karakteristisk knubret, og den enkelte alge kan indeholde op mod 30-35 gyldenbrune kloroplastre eller grønkorn, hvori fotosyntesen foregår.

Det ser i dag ud til, at Chatonella har fundet sin naturlige plads blandt forårets mange alger. I Danmark, Norge og Sverige betegnes den i dag som “almindelig”, mens den i Tyskland stadig kun har “lokal” udbredelse.

Chatonellas udbredelse og spredning hænger snævert sammen med vandtemperatur og saltholdighed. Således har man kunnet registrere, at den ikke trives i vand med en saltholdighed under 10 promille. På samme måde forsvinder den, når vandtemperaturen kommer op over 10 grader. Derfor kan man kalde Chatonella for en “10/10” alge, som hører de salte farvande og den kolde årstid til.

Vi har jo ellers vænnet os til, at uklart algevand hører sommermånederne til, mens vintervandet hidtil har været kendetegnet ved at være spritklart og algefrit. En fornøjelse at kigge på og fiske i. Nu ser det ud til, at den fornøjelse måske også er ved at være fortid – præcis som kysttorskene er det.

Men hvorfor var det så lige i foråret 2011, at Chatonella for alvor blomstrede op og ødelagde kystfiskeriet efter havørred? Tjaeh, vi oplevede jo en lignende isvinter også året før, og den udløste jo ikke en tilsvarende massiv opblomstring af Chatonella. Hvorfor vides ikke.

Men kigger man de meteorologiske data for marts efter i sømmene for henholdsvis 2010 og 2011, kan man måske finde svaret. En anden mulighed er, at Chatonella også blomstrede massivt op i foråret 2010 – blot skete det langt fra land, længere nede og på dybere vand, hvor det ikke var så åbenlyst synligt.

Vi ved i hvert fald, at kombinationen af korrekt vandtemperatur og passende lysintensitet må have været perfekt i det tidlige forår 2011. Som derfor blev ødelagt for fisk og fiskere rigtig mange steder langs den Jyllands østkyst samt omkring Fyn og Sjælland.

Skadevirkning

De massive opblomstringer af Chatonella i 1998 og 2001 gav algen en masse opmærksomhed. Den medførte nemlig stor dødelighed blandt fiskene i det norske lakseopdræt. Til gengæld nåede den ikke for alvor ind i de indre danske farvande før 2011.

Mistanken var dengang, at Chatonella algen udskiller fiskegifte, som man kender det fra mange andre alger. Men mistanken viste sig ubegrundet. Undersøgelser af vandet i algeblomsten afslørede ingen fiskegifte, der kunne forklare fiskedøden.

Senere undersøgelser har indikeret, at virkningen i stedet er indirekte. At fiskenes gæller irriteres af den massive algemængde i en sådan grad, at de udskiller slim, som siden kvæler fiskene. De kan jo ikke kan slippe væk fra opdrætsburene – modsat vildfiskene, som jo i regelen kan svømme et andet sted hen.

Man kan formode, at det samme skete for de fisk, der blev fanget i algeblomsten langs vore kyster og ikke kunne svømme væk. Og som derfor blev dårlige og døde.

Desværre kan man med sikkerhed sige, at Chatonella næppe kommer til at mangle næringsstoffer, når og hvis den vælger at slå til igen. Det har vort højintensive og højt besungne danske landbrug for længst sørget for. Og de har ingen planer om at skære ned på udledningen, hvis det på nogen måde kan gå ud over indtjeningen.

Så sig pænt goddag til Chatonella. Den er kommet for at blive…

⌘ Chatonella vender tilbage ⌘

Andre Invasive arter:

Den kinesiske skarv

En invasiv og slet ikke-hjemmehørende art…

Debatten om den fiskespisende skarv vil bare ikke dø. Og nu – efter to isvintre i træk – har man for alvor kunnet se de katastrofale konsekvenser af den totalfredede skarv: Den danske stallingbestand er fisket helt i bund – efter al sandsynlighed af de mange tusinde skarver, som kun i de strømmende vandløb har kunnet finde isfrit vand at fiske i.

Den etablerede fiskevidenskab tøver med at give skarven skylden, men har ikke andre bud på en mulig forklaring af stallingens pludselige og voldsomme tilbagegang. Fra Sydeuropa kendes da også flere veldokumenterede tilfælde, hvor skarven har udryddet hele stallingbestande i mindre vandløb.

En pikant drejning på sagen har været svenske Christer Olburs dokumentation af, at den totalfredede skarv slet ikke er en naturligt hjemmehørende fugl, men en af mennesket indført art, som blot har spredt sig massivt og efter totalfredningen helt har overtaget styringen. Til ubodelig skade på fiskebestandene. Men til fuglevennerne i Dansk Ornitologisk Forenings store tilfredshed. – Til helvede med fiskene – bare der er fugle at se på, lyder mottoet!

Christer Olburs kæmper nu en indædt kamp for at få EU Kommissionen til at indse sin fejltagelse. Men det er op ad bakke at få etablerede forskere til at indrømme, at de har taget fejl. Meget op ad bakke.

Men læs selv artiklen – på originalsproget og med tilladelse fra forfatteren – og få mere ammunition til kampen mod den invasive skarv!

Steen Ulnits

Christer Olburs:

Den främmande kinesiska skarven

Phalacrocorax carbo sinensis Blumenbach 1798, ett hot mot den biologiska mångfalden i Europa

Ända sedan The United Nations Conference on Environment and Development 1992, även känd som konferensen i Rio, antog Konventionen för biologisk mångfald (CBD), är biologisk mångfald ett flitigt använt begrepp. Begreppet är ett uttryck för den vällovliga ambitionen att bevara den ursprungliga faunan och floran i ett geografiskt område men är numera snarast ett miljöpolitiskt mantra.
CBD, som ratificerades av EU och Sverige 1993, innebär en förpliktelse att utforma strategier för att förutse, förebygga och angripa orsakerna till betydande minskning eller förlust av biologisk mångfald. Enligt CBD är ett av de allvarligaste hoten mot den biologiska mångfalden invasiva främmande arter (Invasive Alien Species, IAS) d.v.s. arter, underarter eller taxa av lägre rang, vilka introducerats avsiktligt eller oavsiktligt. De ökande problemen med IAS i Europa föranledde den Europeiska Kommissionen att i maj 2011 anta en biodiversitetsstrategi. Ett av strategins prioriterade mål är att till år 2020 ”Invasive Alien Species and their pathways are identified and prioritised, priority species are controlled or eradicated and pathways are managed to prevent the introduction and establishment of new IAS”.

Kommissionens fatala misstag
Strävan att bevara den biologiska mångfalden har en lång historia i Europa. Med det syftet fastställde Kommissionen den 2 april 1979 ”Fågeldirektivet” (79/409/ EEC) som varit av stor betydelse för bevarandet av den europeiska fågelfaunan. Tyvärr begick Kommissionen ett fatalt misstag när man i bilaga I till direktivet förde upp den kinesiska skarven, även kallad mellanskarv Phalacrocorax carbo sinensis Blumenbach 1798 (sinensis) på listan över fåglar som skulle vara föremål för särskilda skyddsåtgärder i de då nio medlemsländerna. Detta till synes obetydliga beslut, vars vetenskapliga grund inte redovisades, har istället fått katastrofala följder för den biologiska mångfalden i Europa och då särskilt för fiskfaunan. I takt med de senaste decenniernas exponentiella ökning och spridning av sinensis, antalet individer uppgår numera till flera miljoner, har även problemen ökat. Främst fiskets företrädare har uppmärksammat detta med krav på Kommissionen att vidta åtgärder.
Istället för åtgärder och en öppen vetenskaplig redovisning av den biologiska bakgrunden till de problem sinensis orsakar, valde Kommissionen att finansiera två projekt för att lösa ”konflikten mellan skarven och fisket”. Projekten kallades REDCAFE (Reducing the Conflict between Cormorants and Fisheries on a pan-European scale, 2000-2004) respektive INTERCAFE (Interdisciplinary Initiative to Reduce Pan-European Cormorant-Fisheries Conflicts, 2004-2008). INTERCAFE har, fyra år efter projektets avslutning, ännu inte levererat någon slutrapport.
De ständigt ökande problemen med sinensis samt en total avsaknad av konkreta åtgärder föranledde EU-parlamentet att den 4 december 2008 kräva att Kommissionen omedelbart utformar en ”European Cormorant Management Plan to minimise the increasing impact of cormorants on fishstocks, fishing and aquaculture”. Kommissionen avvisade kravet och initierade istället ytterligare ett projekt på den inslagna konfliktlinjen. Projektet kallas CorMan (‘Sustainable Management of Cormorant Populations’) som på DG Environments hemsida den 15 december 2011 lanserade The EU Cormorant Platform ”to disseminate information about cormorants, cormorant numbers, management and conflicts related to cormorants, fish, fisheries and aquaculture” .

En konflikt mellan tro och vetenskap
Det som Kommissionen beskriver som “en konflikt mellan skarven och fisket” framstår allt tydligare som en konflikt mellan tro och vetenskap, och särskilt tydligt inom taxonomi och biogeografi.
Kommissionens tro att det är ”skarven” eller ”storskarven” som orsakar problemen visar en slående brist på vetenskaplig kompetens. Redan för 200 år sedan stod det klart för flera framstående ornitologer att den fågel Linné beskrev 1758 och gav namnet Pelecanus Carbo, ”den svarta pelikanen”, egentligen var två olika fåglar. Både C.L. Brehm i Tyskland och Sven Nilsson i Sverige beskrev i början av 1800-talet förekomsten av även en mindre skarvform, vilket en av den europeiska ornitologins märkesmän Ernst Hartert utförligt analyserade i en essä för snart 100 år sedan ”ON THE EUROPEAN FORMS OF PHALACROCORAX CARBO” (NOOVITATES ZOOLOGICAE XXIII, 1916). Hartert avslutar essän med följande konstaterande;”We must thus clearly separate two European forms of Cormorants as follows:

– Phalacrocorax carbo carbo (L.) —
– Phalacrocorax carbo subcormoranus (Brehm)”

(Enl. The International Commission on Zoological Nomenclature (ICZN) prioritetsregel är det sistnämnda taxonets vetenskapliga namn numera Phalacrocorax carbo sinensis Blumenbach 1798, min anm.)

Grundläggande för all biologisk vetenskap, samt allt arbete med CBD och IAS, är en korrekt identifiering av den studerade organismen, kort sagt en korrekt taxonomi. Numera är det ett uppenbart faktum att det taxon som förorsakar problem och utgör ett allvarligt hot mot den biologiska mångfalden i Europa är den kinesiska skarven P.c.sinensis Blumenbach 1798 och inte den inhemska nordatlantiska storskarven P.c.carbo L.1758, som tvärtom är utsatt för ett allvarligt genetiskt och ekologiskt hot av den förstnämnda. Kommissionens okunskap idag är desto mer anmärkningsvärd då den uppenbarligen redan 1979 kände till sinensis när detta taxon gavs särskild skyddsstatus.

Även det vetenskapliga studiet av organismers utbredning i tid och rum, biogeografin, är grundläggande för arbetet med CBD och IAS. Kommissionen håller trosvisst fast vid att sinensis har en lång naturlig historisk förekomst i Europa, trots att inga säkra vetenskapliga belägg finns, varken i form av kulturhistoriska artefakter eller som subfossil. Av de tusentals fynden av ”skarvben” i fornlämningar över hela Europa finns inte ett enda säkert fynd av sinensis. Detta hindrar dock inte Kommissionen att under rubriken FaQ på The EU Cormorant Platform avfärda misstanken som förts fram från flera håll att ”..the sinensis sub-species is not a native bird in Europe but an ‘alien’ ” med ….”There are a large number of pre-historic records of cormorants in the Baltic region suggesting that the species did breed here in pre-historic times. However, at present most indications are that these cormorants belonged to the subspecies ‘carbo’.” Kommissionen tror således att ett belägg för en förhistorisk förekomst av sinensis i Europa kan utgöras av fynd av carbo!

Från skyddsvärd till invasiv främmande art
Kommissionen negligerar även det mycket oroväckande faktum att sinensis inte bara utgör ett hot mot den europeiska fiskfaunan . Sinensis är en utpräglad näringsopportunist och äter alla slags vattenlevande djur, från havsborstmaskar och kräftor till grodor och fågelungar. Särskilt oroande är det ökande antalet av varandra oberoende iakttagelser av predation på ungar av ejder, storskrak och andra delar av den inhemska europeiska fågelfaunan.
Kommissionen uppmärksammar inte heller de uppenbara riskerna för den biologiska mångfalden genom det faktum att sinensis är en synnerligen effektiv vektor för sjukdomsalstrande virus, bakterier samt för en lång rad fiskparasiter. Särskilt allvarliga hot är rundmaskar av släktet Contracaecum och bandmaskar som Paradilepis scolecina . Flera av arterna är dessutom utpräglat värddjursspecifika och därför mycket användbara indikatorer på värddjurets geografiska ursprung.
Trots ett ständigt ökande antal fakta som pekar mot att sinensis inte är skyddsvärd utan tvärtom skall klassificeras som en IAS fortsätter Kommissionen att via The EU Cormorant Platform skyla över den kris man själv skapat genom att sprida direkta felaktigheter samt aktivt skydda ett av de enskilt allvarligaste hoten mot den biologiska mångfalden i Europa.
Istället för en grundlig analys av alla de fakta som stöder detta nödvändiga miljöpolitiska paradigmskifte har Kommissionen bemött dem först med tystnad och för närvarande med att de är felaktiga, utan att redovisa några vetenskapliga belägg för detta påstående
Istället för att i enlighet med CBD omedelbart utforma och implementera konkreta åtgärder för att minska skadorna från sinensis, avser Kommissionen att genom CorMan genomföra meningslösa ”pan-European counts of cormorant colonies in 2012 and of wintering cormorants in January 2013” . Detta trots det välkända faktum att antalet sinensis i Europa nu uppgår till flera miljoner, när antalet individer av en IAS enligt CBD skall vara noll!
Istället för klarspråk serverar The EU Cormorant Platform goobledygook, Kommissionens egen variant av rapakalja. Istället för vetenskapligt belagda fakta serverar Kommissionen miljöpolitiskt färgad desinformation och myter. The EU Cormorant Platform bör därför snarast bli föremål för en oberoende vetenskaplig granskning.
Det är förbryllande att Birdlife International som ingår i CorMans Liason Group och i sina led både har vetenskapligt skolade ornitologer och synnerligen kunniga fågelintresserade amatörer, varken påpekat felaktigheterna eller alls uppmärksammat det hot som sinensis utgör mot den inhemska Europeiska fågelfaunan.

EU Kommissionen inför EU-domstolen
Kommissionens flagranta brott mot CBD avseende sinensis och de stora skador det resulterat i för den biologiska mångfalden i Europa borde omedelbart föranleda en juridisk prövning i EU-domstolen genom att någon av de många intresseägarna väcker talan mot miljökommissionär Potočnik.
Det är därför mycket förvånande att inte ens de europeiska miljörörelsernas mäktiga paraplyorganisation European Environmental Bureau, eller någon av dess medlemmar, som sällan försitter ett tillfälle att anmäla brott mot CBD till Kommissionen eller hota med EU-domstolen, inte anmält Kommissionen i denna fråga.
Det är hög tid för Kommissionen att följa Artikel 8(h) i CBD ”Prevent the introduction of, control or eradicate those alien species which threaten ecosystems, habitats or species” samt Kommissionens egen biodiversitetsstrategi och omedelbart vidtar nödvändiga åtgärder mot den invasiva främmande kinesiska skarven Phalacrocorax carbo sinensis Blumenbach 1798 så att dessa kan vara slutförda till 2020.

Christer Olburs 2012-02-29

Såvidt den svenske forsker Christer Olburs og hans ulige kamp mod magtfuldkomne EU, der har meget svært ved at indrømme fejltagelser. Specielt når de er så store, som tilfældet er her.

Læs meget mere om skarven ved at bruge søgefunktionen øverst oppe i højre hjørne.

Andre invasive arter:

Sortmundet kutling

Kutlingen, der kom til landet – med ballastvandet…

En lille ny indvandrer har i de allerseneste år tiltrukket sig megen opmærksomhed i den danske presse. Den lille ny er en kutling, som vi i forvejen har flere forskellige arter af. Vi har sågar en naturligt hjemmehørende sortkutling Gobius niger, der minder ganske meget om den nye, som til forskel blot er sortmundet.

Den sortmundede kutling, hvis imponerende latinske artsnavn lyder Neogobius melanostomus, er med sine op til 25 cm langt større end sortkutlingen, der næppe når 20 cm. Det giver den en størrelsesmæssig fordel, når der skal konkurreres om føden, som ofte og gerne består af rejer.

En anden forskel er det store reproduktionspotentiale, som den sortmundede kutling har. Det betyder populært sagt, at de yngler som kaniner. Således kan en sortmundet hunkutling gyde op til seks gange om året og lægge op til 4.000 æg.

Men heller ikke nok med det. Den sortmundede kutling er en uhyre hårdfør fisk, der kan leve i såvel rent ferskvand som brakvand med nogen salinitet. Fra Nordamerika ved man således, at den har koloniseret Great Lakes, der som bekendt er rene ferskvandssøer.

Den sortmundede kutling observeredes første gang i Danmark i 2008, hvor den blev set ved Bornholm. Siden har den med lynets hast spredt sig til det sydlige Danmark, hvor den allerede nu – i Guldborgsund – har anrettet betydelig skade. Det skyldes, at den sortmundede kutling holder af de selvsamme rejer, som områdets fiskere lever af.

Rejebestanden er reduceret dramatisk, mens kutlingen har været i voldsom vækst. Så meget, at en fisker i Guldborgsund har kunnet rapportere om dagsfangster af kutling på over 1.000 kg!

Manglende fjender

Den sortmundede kutling kunne muligvis have levet fredeligt sammen med vore naturligt hjemmehørende kutlinger – hvis ellers den havde haft en naturlig fjende.

I gamle dage var torsken en uhyre almindelig fisk i de selvsamme farvande, hvor den sortmundede kutling i dag hærger. Massivt overfiskeri fra erhvervsside har stort set fjernet torsken fra bælterne og den vestlige Østersø, hvor Neogobius melanostomus nu har frit spil.

Vi har således med en uhyre robust udlænding at gøre. Som kan leve mange forskellige steder, og som yngler hyppigt. Den sortmundede kutling er således kommet for at blive, og det er der næppe meget at gøre ved.

Det skulle da lige være at følge forhenværende miljøminister Karen Ellemann-Jensens råd, da hun gik på MorgenTV for et års tid siden – for at profilere sig på baggrund af netop den sortmundede kutling. Hendes eneste og bedste bud var nemlig en omskrivning af farmand Uffes gamle og meget citerede EU-fodboldslogan “If you can’t join them, beat them!”.

Karen Ellemann-Jensens helt seriøse og bedste bud på en bekæmpelse lød nemlig således: “If you can’t beat them, eat them!” Og til formålet havde hun taget en kok fra Meyers Madhus med i studiet, som skulle lave en lækker ret af netop sortmundet kutling. Pandestegt. Og det er faktisk ikke noget problem, da fisken som udgangspunkt er ganske velsmagende.

Karen Ellemann-Jensen havde dermed endnu engang dokumenteret, at Ellemændene er rigtig gode til punchlines og TVtid, men desværre ofte mangler bud på reelle løsninger af virkelige problemer.

Siden da har den sortmundede kutling været i medierne adskillige gange. Den er godt stof, da den i modsætning til dræbergopler og Chatonella-alger er stor og til at få øje på. Vi ved også ret præcist, hvornår og hvordan den er kommet hertil:

Den kommer fra Sortehavet og Det Kaspiske Hav, hvor den er meget udbredt og naturligt hjemmehørende. Den blev først observeret i Gdansk Bugten ved Polen i 1990, hvorfra den hurtigt spredte sig til hele den sydlige østersøkyst. Samme år – 1990 – blev den sortmundede kutling for første gang også spottet i USA, hvor den havde invaderet Great Lakes.

Ankommet med ballastvand

I begge tilfælde er der næppe tvivl om, at fisken er ankommet som æg eller yngel i ballastvandet på diverse handelsskibe, som tømmer og fylder tankene ved lastning. En transportmåde, som har bragt i snesevis af andre organismer fra ét sted til et andet – fra deres naturlige levested til helt nye miljøer.

Mange af disse nye arter dør hurtigt ud, da de ikke klarer sig i konkurrencen med naturligt hjemmehørende arter, som bebor samme økologiske niche. Men ind imellem hænder det, at en økologisk niche står åben, eller at den nye art på andre måder er stærkere end de naturlige.

Ud over en stor saltvandstolerance, et stort reproduktionspotentiale samt en høj temperaturtolerance – fra 0-30 grader – så er den sortmundede kutling også meget aggressivt anlagt. En egenskab, der naturligvis hjælper den i konkurrencen om nye levesteder. Som alle kutlinger lever den på bunden, hvor den hviler på sine store brystfinner. Her forsvarer den aggressivt sit ynglerevir.

Den sortmundede kutling er heller ikke kræsen. Således æder den gerne både fiskeæg og fiskelarver samt småmuslinger, tanglopper, tanglus og smårejer. Ikke mindst det sidste vækker angst hos lokale rejefiskere, som frygter, at deres livsgrundlag forsvinder med kutlingens komme. Ikke fordi fisken i sig selv er farlig, men fordi den så hurtigt kan formere sig. Og dermed gøre store indhug i bestanden af de langt mere værdifulde rejer.

Og så er det jo betryggende at vide, at den sortmundede kutling siden 2010 også er set i Sørup Å på Falster. Hvad den invasive kutling eventuelt kan udrette heroppe i det ferske, ved vi endnu intet om. Vi kan kun gisne. Og gyse…

Vi ved derimod, at FN til 2013 barsler med en konvention, der skal forbyde ukritisk tømning af ballasttanke i fremmede havne. Den såkaldte “Ballastvandskonvention” har til formål at begrænse udbredelsen af invasive arter som eksempelvis den sortmundede kutling. Konventionen skal hindre spredning af arter og sygdomme til nye miljøer, som ikke er modstandsdygtige over for dem.

Smukke ord, som desværre nok er kommet for sent. Jævnfør nærværende og de øvrige artikler i denne serie om invasive arter. Vi må i stedet indstille os på, at vi på sigt vil opleve en ny økologisk balance baseret på mange nye arter. Indtil da kan vi blot passivt betragte kampen mellem gamle og nye arter. Hvor galt det kan gå og allerede er gået, har vi ganske konkrete tal fra Nordamerika om:

80 fremmede fiskearter

Her har mere end 80 fremmede fiskearter invaderet landet og etableret sig. I modsat retning har omkring 210 nordamerikanske arter indtaget andre steder i verden. U.S. Fish and Wildlife har listet over 100 naturligt hjemmehørende arter som truede. I omkring halvdelen af tilfældene skyldes dette konkurrence fra indførte arter.

Men hvad værre er: Af de 30 nordamerikanske fiskearter, som allerede er uddøde, har invasive arter skylden i 24 af tilfældene. 80% af de udryddede arter kan således takke indførte arter for deres alt for tidlige bortgang…

H2O

Fra damp over vand til is

De færreste tænker over det, når vi drikker af det, bader i det eller fisker i det. Vi tager helt enkelt vand for givet, da det jo er forudsætningen for alt liv på jord, som vi kender det.

Det er da heller ikke nogen tilfældighed, at Jorden kendes som Den Blå Planet, når man ser den ude fra verdensrummet. Mere end to tredjedele af Jorden er dækket af vand, og de hvide skyer over det blå hav er også vand – blot på dampform. Den blå farve skyldes lysets brydning i Jordens tynde atmosfære.

Men tænker man lidt over det, er vand faktisk et helt fantastisk stof. Som det eneste kendte stof kan det forekomme i alle sine tre tilstandsformer på samme tid og sted: Som damp på gasform, som vand i flydende tilstand og som is på fast form. Samtidig har vand en række aldeles unikke egenskaber, som står bag de fleste hændelser på denne jord.

Vandets oprindelse

Jorden er en beboelig planet på grund af netop vandet. Men hvor kommer egentlig vandet fra? Der er mange teorier omkring dette spørgsmål, men den mest accepterede er, at en meget stor del stammer fra meteorer, der er kollideret med Jorden. Meteorer, som indeholder overraskende store mængder vand i frossen form.

Gennem millioner af år er Jorden således blevet bombarderet med vand, der lige akkurat her i dette solsystem ikke fordamper eller bliver til is, men lige akkurat kan eksistere i alle tre tilstandsformer – som damp, vand og is, vi kan indånde, drikke af og gå på.

Tager vi eksempelvis ud til næste planet i vort solsystem – til den røde Mars – er der for langt til Solen og for koldt til, at vand kan opføre sig, som vi er vant (!) til det på Jorden. På Mars er der konstant 40 minusgrader, og alt vand er derfor bundet som is.

Tager vi den modsatte vej – til den nærmeste planet mod Solen, Venus – er der nu for varmt til, at vand kan fungere som vand. En tæt atmosfære af CO2 har fået drivhuseffekten til at løbe løbsk og temperaturen til at stige til ikke mindre end 450 plusgrader. Vand er derfor en by i Rusland – på Venus.

Kun lige her på Jorden er det hele gået op i en højere enhed. Kun her er de fysiske og kemiske forhold således, at vand kan eksistere i alle sine tre former – som damp, vand og is. Kun her har det kunnet danne grundlag for levende liv, som vi kender det.

Det er drivhuseffekten, som er skyld i det hele. Selvsamme drivhuseffekt, man i dag taler så meget om i forbindelse med den globale opvarmning og menneskets indflydelse herpå.

Drivhuseffekten er et såkaldt termodynamisk fænomen, som gør at en ellers iskold planet kan holde på flere af solens varmende stråler, end den må slippe ud i atmosfæren igen. Selv i et iskoldt verdensrum, hvor temperaturen ligger omkring det absolutte nulpunkt – minus 273 grader Celsius – kan man herved opnå en tilpas varm planet som Jorden.

Nu er dette imidlertid ikke en artikel om astronomiske fænomener. Ovenstående er blot med for at skabe en forståelse af Jorden som et helt unikt sted i vort solsystem, hvor vand lige akkurat kan eksistere i fri og tilgængelig form – dannende basis for alt levende liv, som vi kender og forstår det.

Vandets kredsløb

De fleste kender givet til vandets kredsløb fra skolen. 99% af Jordens vandmasser findes i havet, resten forekommer som ferskvand eller er gemt som is ved polerne.

Af det vand, der fordamper fra havoverfladen, regner de 90% tilbage til havet igen. De resterende 10% føres med vinden ind over land, hvor vanddampen presses i vejret, fortættes til skyer ved afkøling og falder ned som regn, sne eller hagl. Varm luft fra havet kan nemlig indeholde mere vand end kold luft over land.

Nedbøren føres via søer og vandløb tilbage til havet, hvorved kredsløbet sluttes. Alt vand stammer fra havet, og alt vand vender tilbage til havet igen. Det er et evigt kredsløb og dermed fundamentalt for alt, der sker i naturen – for alt liv på Jorden.

Grundvand er noget, som vi her i lille Danmark altid har været priviligerede med hensyn til. Det ligger ikke ret langt nede, og det er rent – filtreret gennem sand- og jordlag gennem århundreder og årtusinder. Det er derfor rent og drikkeligt fra naturens hånd.

Men massiv oppumpning nær store byområder har sænket grundvandstanden drastisk mange steder, og forurening fra landbruget med pesticider og næringssalte har flere og flere steder gjort drikkevandet udrikkeligt. Rent drikkevand er således ved at blive en mangelvare i store dele af landet.

Endelig skal det nævnes, at vand har en meget høj varmefylde. Modsat luft er vand derfor en god varmebuffer – langsom at opvarme, men god til at holde på varmen. Vands varmekapacitet er således fire gange større end lufts, og i vandet hersker der derfor mere stabile temperaturforhold end oven vande.

Det er derfor, at havet altid forbliver varmere end luften om efteråret. Og derfor, at det forbliver at være koldt, når luften opvarmes om foråret. Vinter og sommer når temperaturen dog altiod samme niveau i både vand og luft.

Vand som opløsningsmiddel

Vand er også et godt opløsningsmiddel. I alt vand – selv ferskvand – findes der opløste salte. Absolut rent vand findes ikke i naturen, men kan fremstilles ved destillation. Smeltevand fra bjergområder kan dog komme tæt på.

Mens havvand indeholder ret konstante mængder af forskellige salte, varierer saltindholdet og -fordelingen uhyre meget i ferskvand. Her er det undergrundens beskaffenhed, der er afgørende – undergrunden, hvis salte vaskes ud af grund- og overfladevand.

Hårdt ferskvand karakteriseres af dets store indhold af magnesium og calcium, mens blødt vand indeholder langt mindre mængder. De opløste salte bruges til mange formål.

Planterne anvender magnesium til opbygning af klorofyl – det altafgørende stof i fotosyntesen – mens snegle og muslinger danner deres skaller af calcium. Af samme årsag er hårdt vand generelt mere produktivt end blødt. Såvel planter som dyr lever højt på rigdommen af magnesium og calcium.

Indholdet af salte nedsætter ligeledes vandets frysepunkt. Jo flere salte desto lavere frysepunkt. Det er forklaringen på, at ferskvand fryser til is før saltvand. Det er også forklaringen på, at karpefisk ofte overlever i bundfrosne søer. Saltindholdet i blodet gør, at deres kropsvæske ikke fryser til is, men blot underafkøles – det vil sige afkøles til under 0 grader C.

Fra Antarktis kendes endog fisk, der ligefrem producerer “kølervæske” for ikke at fryse til is ved de meget lave temperaturer. Hernede kan vandtemperaturen i det oceaniske havvand under isen falde til omkring minus 2 grader, førend det fryser.

Vand er mange ting, og ferskvand opfører sig termodynamisk ikke som saltvand. Det er vore søer et rigtig godt eksempel på.

Søen er ikke en statisk vandmasse, som man ellers godt kunne tro, men en dynamisk. Det skyldes vandet, som fylder mest i frossen tilstand, hvorfor isen altid flyder ovenpå, og som er tungest ved 4 grader C. Endnu en unik og meget usædvanlig egenskab ved netop vand. Og altafgørende for de fysiske og kemiske forhold i søen.

Måler vi søvandets temperatur under vinterens islæg, tegner der sig følgende billede. Umiddelbart under isen er temperaturen meget nær de 0 grader C, mens vi ved bunden finder det tunge 4 grader varme vand. Det gælder i den forholdsvis dybe sø. I en meget lavvandet sø kan næsten hele vandmassen være kølet ned til frysepunktet, og da er der ikke tale om nogen lagdeling. Det samme gælder om sommeren – blot med modsat fortegn.

Søernes totalcirkulation

Når isen bryder op om foråret, blandes vandmasserne af vinden, der således får en ensartet temperatur fra bund til overflade. Når sommersolen for alvor får magt, sker der gradvis en ny lagdeling. Der opstår to lag – et øvre, som er opvarmet af solen, og et nedre, der ikke er.

Denne lagdeling kan blive så udtalt, at der opstår et såkaldt springlag – et lag, hvorigennem temperaturen falder meget brat. Pr. definition falder temperaturen i springlaget med mere end 1 grad C pr. meter. Den dybe sommersø er således kendetegnet ved et varmt og iltrigt overfladelag adskilt fra et koldt og iltfattigt bundlag af springlaget.

Iltmangelen på det dybe vand skyldes oftest tilledning af spildevand eller næringsrigt drænvand fra de omkringliggende landbrugsarealer. Søens planktonalger udnytter de mange næringssalte og blomstrer op – søen bliver grøn og ugennemsigtig. Når algerne dør, synker de til bunds, hvor de rådner op. Det er fra denne forrådnelse, at iltsvindet på det dybe vand stammer.

Sommerens lagdeling kan dog hindres af vinden. Ligger søen åben og udsat for vind, vil der ske en hyppig opblanding af vandmasserne, så lagdeling bliver sjælden – med mindre da søen er meget dyb. I lavvandede søer er lagdeling af samme årsag sjælden.

Når søen igen afkøles om efteråret – og godt hjulpet på vej af de obligatoriske efterårsstorme – får vi atter blandet vandmasserne op. Vandtemperaturen bliver nu igen ensartet fra top til bund, og bundvandet bliver igen iltrigt.

Med vinterens komme afkøles overfladevandet endnu mere, mens bundvandet holder på sin varmeenergi. Det resulterer igen i 4 grader varmt bundvand, og ringen sluttes med et eventuelt islæg.

Man siger, at der forår og efterår sker en totalcirkulation, når søens lagdelte vandmasser blandes op. Vi har set, at denne totalcirkulation spiller en stor rolle for iltforholdene i søen. Når vandet cirkulerer, opblandes det iltfattige bundvand med det iltrige overfladevand, og søens største dybder kan atter indtages af fiskene, der overvintrer herude.

Totalcirkulationen betyder også, at næringssalte fra bundvandet bringes op til overfladen, hvor de udnyttes af planktonalgerne. Når alger og andre organismer i søen dør, synker de til bunds. Her nedbrydes de af bakterier og andre mikroorganismer – der sker en mineralisering, hvorved de indbyggede næringssalte i det døde organiske stof igen frigøres.

Men pga. den statiske lagdeling sommer og vinter forbliver disse næringssalte i bundvandet, hvor de ikke forbruges. Først når vandet blandes og næringssaltene bringes op til overfladen og lyset, kan de igen bruges af planktonalgerne – det første led i søens fødekæde. Altsammen på grund af vands unikke termodynamiske egenskaber.

Vejr, vind og vand

Når solen skinner ned på havet, opvarmes vandet, og noget af det fordamper. Luften bliver lettere og stiger til vejrs, hvorved et termisk lavtryk opstår. Vanddampen stiger til vejrs og afgiver en masse energi, når den atter afkøles og kondenserer til skyer.

Det er denne energi, der står bag fænomener som tropiske orkaner, der alle skyldes ekstreme lavtryk. Ekstremerne opstår kun ved temperaturer over 25 grader – altså primært i troperne og subtroperne. Men også ved polerne kan der opstå voldsomme lavtryk, når varmere vand møder koldere luft.

Når der opstår store trykforskelle, vil luften søge at udligne forskellen. Luft vil strømme fra områder med højtryk til områder med lavtryk. Vind er det velkendte resultat. Og jo højere trykforskellen er, desto større bliver vandhastigheden.

På grund af Jordens rotation udsættes luften i lighed med vandet for den såkaldte “Coriolis” kraft, der får såvel vind som vand til at bøje af mod højre på den nordlige halvkugle og mod venstre på den sydlige. Træk blot proppen op af dit badekar og se, om det ikke passer. Også dér. Og hver gang. Der er også Coriolis i dit badekar!

Den mægtige Golfstrøm er underlagt de selvsamme Coriolis kræfter og drejer derfor mod højre, inden den rammer Europa og fortsætter sin varmende strøm mod nord. Det er denne havstrøm, som sørger for, at Norge har verdens længste isfri kyst på de breddegrader. Den havstrøm, der undervejs gradvis afgiver den varme, den har ophobet under sit ophold i Den Mexikanske Golf. Og den havstrøm, der samtidig bringer de små ålelarver med sig fra Sargassohavet.

Men det var et sidespring. Konklusionen er, at vand på alle måder er et fantastisk stof, som alt her på Jorden er totalt afhængig af. Levende såvel som dødt. Dyr og planter såvel som vejr og klima.

Vi ved alle, at vand bliver til sne og is, når ellers det er koldt nok. De fleste ved også, at isbjerge blot er frosset vand. Men hvorfor er det nu lige, at isbjerge altid stikker toppen over vandet – når is nu er vand?

Forklaringen ligger i, at vand som et af de meget få stoffer fylder mere på fast form end som flydende. Faktisk så meget mere, at omkring en tiendedel af såvel store isbjerge som små isterninger stikker ovenud af vandet. De flyder helt enkelt på grund af is’ lavere vægtfylde end vands.

Af samme årsag oplever vi hver vinter, at vandrør sprænges, når vandet i dem er frosset til is og har udvidet sig. Det er kolossale kræfter, vi her er oppe imod. Så store, at de uden problemer sprænger selv et tykt jernrør. Så forstår man måske bedre, hvorfor cykloner og tropiske stormvejr kan være så voldsomme. De bruger alle vands indbyggede energi som brændstof i processen.

Sne- og iskrystaller er nok det smukkeste resultat af vands overgang til fast form. De kan studeres på hver en rude, når kombinationen af temperatur og luftfugtighed er passende. Og de kan antage alle tænkelige former – fra enkle isnåle ved få frostgrader til rigtige stjerner ved flere frostgrader. Det er tilsyneladende denne medfødte tilbøjelighed til at danne smukke, rumlige og komplekse strukturer ved overgangen fra flydende til fast form, som gør, at is fylder mere end vand.

En vandrehistorie er i den forbindelse, at ikke to iskrystaller er ens. At de helt enkelt ikke kan være det. Well, det er jo en påstand, som er ganske umulig at bevise, men en sjov tanke er det da. Så er det ligesom lidt nemmere at overbevise eventuelle tvivlere om, at en gedde eksempelvis har 8.000 tænder i munden. De kan jo bare tælle efter – hvis de altså gider!

Der kunne skrives mange og tykke bøger om netop vand og dets fortræffeligheder. Men endnu er det vist kun lykkedes et enkelt menneske at gå på vandet – hvis der altså ikke lige er is på vandet og låg på søerne. Så kan de fleste gøre ham kunsten efter – hvis de ellers tør og isen er tyk nok.

En tommelfingerregel siger, at isen skal være mindst 10 cm tyk for at kunne bære vægten af et voksent menneske. Politiet siger, at den skal være mindst 14 cm, førend de åbner op for færdsel på den. Og er der bare den mindste strøm under isen, stiger mindstetykkelsen til 18 cm. Og selv da skal man holde øje med eventuelle våger på isen. Det er steder med tynd is og måske endda vand over den. Kun en tåbe frygter ikke sådanne steder!

Lægger isen sig på stille, frostklare nætter uden sne, kan man opleve den smukkeste is, der er så klar, at man tydeligt kan se igennem den – ned i vandet til fiskene. Enhver isfisker kender fascinationen, når en stor fisk har taget krogen og første gang viser sig under isen. Det er et imponerende syn. Normalt vil isen dog være mere eller mindre uklar – primært på grund af indfrosne luftbobler fra uroligt vand under nedkølingen.

Årtusinder i ét glas…

Har man været et smut på Grønland, vil man måske have oplevet små isskosser, der ikke er lyst turkisblå, som isbjerge ellers har for vane. Skosser, som i stedet er blåsorte at se på, men alligevel helt rene og klare indeni. Det er et syn, man godt kan dvæle lidt ved. Her er man nemlig vidne til noget, der har været undervejs i tusinder af år. Det er ikke sne, som er faldet i fjor, men sne fra en ganske anden tidsalder.

Det er nemlig sne, som er faldet på toppen af den mægtige indlandsis længst inde på Grønland, og som siden er blevet dækket af lag på lag på lag af nye snefald. Vinter efter vinter. Århundrede efter århundrede. Til sidst er det havnet en kilometer eller mere nede under de efterfølgende snelag, hvor det nu ligger under et enormt tryk. Så højt, at sneen bliver komprimeret til den såkaldte “sortis” – ikke at forveksle med den farlige udgave, man kan opleve på asfaltvejene hernede i Danmark.

Sortis har en vidunderlig egenskab, som ingen seriøs whisky-drikker bør snyde sig selv for: Tager man et stykke af den blåsorte is og putter det ned i glasset med whisky, smelter det med den herligste poppende lyd. Lyden stammer fra den hårdt komprimerede is, der giver sig i den varme væske. Et glas og en oplevelse, der har været på vej til dig i tusinder af år.

– Så skål på det. Længe leve klar is og rent vand!

Det er tangen, der tæller…

Havets Grønne Guld

Tang er meget andet og mere end noget, man blot sætter sin fiskekrog fast i ved et uheld. Eller noget, man bander over, når man tager sig en svømmetur i hav eller fjord.

Tang er for biologen en samlebetegnelse for de såkaldte “makroalger” – den store, flercellede, fuldt synlige og i regelen fastsiddende udgave af de planter, der lever i hav og fjord. Modsat naturligvis de éncellede “mikroalger”, som udgør første led i havets fødekæde – planteplankton også kaldet.

Planteplankton udgøres af alger så små, at der er op mod 7 millioner af dem i en enkelt mundfuld havvand! Tænk på det, når du til sommer tager en dukkert i bølgen den blå…

Navnet planteplankton bruges til forskel for det dyreplankton, som græsser på mikroalgerne, inden de selv bliver til føde for diverse småfisk, der igen bliver ædt af større rovfisk. Den primære fødekæde i hav og sø.

Såvel mikroalger som makroalger bruger solens lys som energi i deres fotosyntese, hvor de danner organisk stof ud fra vand, kuldioxid og diverse mineraler. Kulstoffet i kuldioxid fikseres, og ilten frigøres. Uorganiske stoffer omdannes således til organisk stof i fotosyntesen.

Man regner med, at de marine alger tæller op mod 20.000 arter på verdensplan – mikroalger såvel som makroalger. Herhjemme – i det kolde nord – må vi dog nøjes med langt færre. De mest kendte og udbredte kan således tælles i nogle få hundrede.

I de senere år er der kommet fornyet fokus på både mikro- og makroalger, der har vist sig at kunne udnyttes på flere måder i menneskets tjeneste. Enten direkte som føde eller indirekte som biobrændsel. Det er, hvad denne artikel handler om.

Ålegræs

Til de mest kendte makroalger hører nok ålegræsset, der i forrige århundrede dækkede stort set alle lavvandede områder i Danmark.

Ålegræsbælterne er de føderigeste områder i de indre danske farvande. Intet andet sted har vi en så stor biomasse som netop her mellem de lange stængler af blomsterplanten Zostera marina.

Biomassen skyldes ikke kun ålegræsset selv, men i lige så høj grad de mange alger, som vokser på stænglerne. Det var derfor ikke så lidt af en katastrofe, da ålegræsset i 1930’erne blev ramt af en verdensomspændende epidemi, som lagde de store ålegræssletter øde og reducerede dem til små pletter af lokal karakter.

Her i begyndelsen af det nye årtusinde er ålegræsset kommet sig efter sygdommen. Men da ålegræs er en flerårig blomsterplante, som sætter frø – i modsætning til de énårige alger – tager det lang tid for ålegræsset at sprede sig. Derfor har man mange steder forsøgt at hjælpe naturen med udplantning af små ålegræsøer – ofte med succes.

Forureningen med næringssalte bevirker imidlertid, at ålegræsset dækkes af et lag af alger, som skygger for lyset og gør livet svært for græsset. Brugen af slæbende fiskeredskaber ødelægger bunden og river ålegræsset op med rode – på længere sigt til stor skade for fiskeriet selv.

Isvintre kan ligeledes være ødelæggende for ålegræsbælterne, som ofte skrabes af ved isgang. Varme somre, hvor vandtemperaturen i længere tid ligger på 20-25 grader, er ligeledes dræbende for ålegræsset, der i det hele taget er en sart plante.

I gamle dage – før forureningen med næringssalte for alvor tog fart – var meget store områder af de indre danske farvande dækket med skove af ålegræs ud til dybder på 10-15 meter.

I takt med forureningen er udbredelsen reduceret til stedse lavere vand. I dag er ålegræssets største dybde i lukkede fjordområder ofte kun 5 meter – primært på grund af de mange alger, som nu gør vandet uklart og skygger for lyset på dybere vand.

Et sundt ålegræsbælte byder på en sand vrimmel af liv. Her kan man findes i tusindvis af krebsdyr per kvadratmeter – ikke mindst tanglopper og tanglus. Her finder man også de større roskilderejer, hvis grønne farve yder dem fin kamouflage mellem stænglerne. Endelig kan man ofte møde tætte stimer af glasklare smårejer – de såkaldte mysider.

Across the Atlantic

På begge sider af Atlanten er det den samme art af ålegræs, der forekommer. Og den samme epidemi, der hærgede bælterne i 1930’erne. Mod syd i USA afløses ålegræsset så af det kortere og tættere “turtle grass”, som eksempelvis bonefish elsker at græsse i.

I USA, hvor der typisk er kortere mellem tanke og handling end herhjemme hos politikere og myndigheder, går man aktivt til værks for at hjælpe ålegræsset tilbage til det lave vand langs kysterne. I stor stil opdrætter man nemlig ålegræs til udsætning på egnede steder.

Ofte er det skoleklasser, der står for disse udplantninger. Skoleelever, som på denne måde får en værdifuld indsigt i ålegræsset og dets store betydning for vandmiljøet.

Til formålet har man udviklet det såkaldte “TERF” system, der består af rammer til udplantning af unge ålegræsskud. Når ålegræsset har fået fodfæste, fjernes rammerne helt og kan så genbruges. Ved den store Chesapeake Bay alene deltog således mere end 200 biologilærere fra 140 skoler det første år i et program, der hedder “Bay Grasses Classes”.

Samtidig ønsker myndighederne ikke, at de ålegræsbælter, der har etableret sig i takt med en forbedret vandkvalitet – som følge af en bedre vandrensning – skal ødelægges af erhvervsfiskeri med skrabende redskaber. Det førte i staterne Maryland og Virginia til, at man i store områder helt enkelt forbød dette fiskeri.

Gid man i de indre danske farvande kunne tage sig sammen til at forbyde muslingeskrab og trawlfiskeri, som på samme måde ødelægger de nyetablerede ålegræsbælter herhjemme. Og gid man på samme måde kunne involvere skoleklasser og skolelærere i udplantning af muslinger og ålegræs på egnede steder…

Søsalat

Hvis man ofte færdes i lukkede fjordområder – det være sig Mariager Fjord eller Roskilde Fjord – vil man med sikkerhed have lagt mærke til makroalgen Ulva lactuca – også søsalat kaldet – der i enorme mængder driver rundt med vind og strøm.

Ofte forekommer den skriggrønne og slimede alge så massivt, at man slet ikke kan komme til at fiske. Og når de store algemængder siden dør og synker til bunds, sker det under stort forbrug af ilt. Resultat: Masser af svovlbrinte…

Men søsalat er i sig selv ikke noget dårligt. Det er blot mængden, der gør dem skadelige. Forskerne har imidlertid et godt øje til netop den slimede søsalat, som de ser store fremtidsmuligheder i. Søsalat indeholder nemlig mere end 50% sukkerstoffer, som bør kunne gæres til bioethanol.

I et 3-årigt projekt undersøgte man derfor dyrkning af søsalat, som viste sig at være en uhyre produktiv pante. Således kunne man høste ikke mindre end 45 tons tørstof per hektar i store bassiner. Det er fire gange mere, end en energiafgrøde som pil kan levere på landjorden!

Under ideelle betingelser kan det lade sig gøre at udvinde 10 gram bioethanol per 100 gram tørstof, så potentialet er der. Flere store olieselskaber har da også kig på alger generelt og søsalat specielt.

Men som altid, når der er levende organismer involveret, er problemet at skalere unge forsøgsanlæg op til stabile produktionsanlæg. Det vil sikkert tage flere år at nå rentabilitet af sådanne projekter.

Bioethanol eller biogas?

Man har også forsøgt sig med tørret søsalat som biobrændsel, men her har resultaterne ikke været lovende. Således koster afbrændingen for meget energi, og der dannes store mængder aske under afbrændingen.

Det store saltindhold er et problem. Så går det langt bedre med at omdanne søsalat til biogas. Her har det vist sig, at søsalat giver et udbytte, der ligger midt mellem udbyttet fra energiafgrøder som pil og gylle fra kvæg. Søsalaten har således reelle muligheder, når det gælder omdannelse til biogas.

Den store amerikanske flyproducent Boeing interesserer sig meget for biobrændstof fra alger til sine flymotorer. Indtil videre fokuserer man dog mere på mikroalger med et højt fedtindhold end søsalat med et højt sukkerindhold. Her tror man, det er lettere at opskalere produktionen.

60‘ernes Esso-slogan “Kom en tiger i tanken” kan således blive til dette årtusindes “Kom en alge i din flyver”!

Brunalger

Brunalgerne hører til de mest almindelige og lettest genkendelige makroalger i danske farvande. Det er dem, man oftest ser skyllet op på land.

Det er i de bølgende skove af blæretang og savtang, at torsken for alvor hersker. Her søger den ind for at jage sin livret – knasende sprøde krabber i alle størrelser. Ofte er en nyfanget tangtorsk så fyldt med krabber, at den udspilede mavesæk er helt hård at føle på.

Brunalgerne på det lavere kystvand udgøres primært af den velkendte blæretang Fucus vesiculosus, hvis gasfyldte blærer på bladene giver opdrift og holder bladene oppe i vandet – op mod det livgivende lys til fotosyntesen. Blæretangen er sprød og kan fint spises direkte fra stilken – hvis ellers vandet er rent.

Den anden karakteristiske brunalge er savtangen Fucus serratus, som er let genkendelig på sine store savtakkede blade. Savtangen kaldes også for “klørtang” og vokser typisk på lidt dybere vand end blæretangen.

Længst fra land på det dybeste vand finder vi sukkertangen Laminaria saccharina, der tæller de største af brunalgerne. De har store læderagtige blade, kan blive op til 3 meter lange og vokser på dybder op til 30 meter.

Det er planter, som får én til at tænke på de massive og mange meter høje bølgende tangskove ud for Californien, hvor gigantiske hvide hajer svømmer omkring i det kolde Stillehav, og havodderen hygger sig på ryggen, mens den banker østers med en sten!

Det var endnu et sidespring. Hvor ålegræsset vokser på blød og sandet bund, foretrækker brunalgerne en hårdere og mere blandet bund med grus og sten. Således vokser de ofte på høfder, moler og stensætninger, hvor de har sat sig fast med deres hæfteskiver.

Mellem brunalgernes beskyttende blade udfolder der sig sommeren igennem et mylder af liv, som kun overgås af ålegræsbælterne. Her finder vi den karakteristiske brune tangsnarre, som bygger sin rede ved foden af tangplanterne.

Her finder vi også et virvar af små krebsdyr og alskens fiskeyngel, som nyder godt af beskyttelsen mellem de store blade. Meget af hornfiskens og stenbiderens årsyngel kan således træffes i tangskoven sommeren igennem.

Ved åbne havkyster kan man ofte se smukt rød tang skyllet op. Det er rødalger, som stammer fra dybere vand længere ude, hvor det har revet sig løs. Rød er en almindelig farve i dybet, hvor den ikke kan ses!

Alger som mad

Herhjemme har vi aldrig rigtig fået hul på tang som fødevare. Stik modsat Asien, hvor tang i århundreder har været en uadskillelig del af diæten. Vi har altid haft så meget andet at spise, at tang rangerede som noget af det sidste, man kunne finde på at spise – og da kun i den yderste fattigdom.

Men globaliseringen er ved at ændre på dette. Sushi-barer skyder op som paddehatte i både store og små byer, og med dem har vi ikke blot fået smag for rå fisk. Vi har også fået øjnene op for, at tang faktisk kan være ganske velsmagende. Bare det er dyrt nok…

De fleste tror fejlagtigt, at “sushi” er den japanske betegnelse for rå fisk. Det er imidlertid slet ikke tilfældet. Rå fisk hedder nemlig “sashimi” på japansk. Sushi er i stedet en risret, hvor rå fisk gerne indgår i risen – ofte rullet sammen i sorte noriblade.

Disse velsmagende blade er fremstillet af rødalgen purpurhinde, der dyrkes i havet, hvor de sidder på reb spændt fast mellem pæle. Man anslår, at op mod 600 kvadratkilometer japansk kystområde udelukkende bruges til dette ædle formål. Tang skal der til!

Purpurhinden høstes, når den er omkring 20 cm lang, tørres og hakkes i småstykker, der siden forarbejdes til de papirlignende sorte noriblade. Dem fremstilles der flere end 10 milliarder af om året til det altid fiskehungrende japanske hjemmemarked!

Da tangplanter vokser meget hurtigt – i bedste fald op til en halv meter om dagen – kan høstudbyttet blive stort, når man dyrker alger. Således regner man med, at der kan høstes op mod 20 ton tørstof af tang per hektar havbund, hvilket er det dobbelte af et typisk udbytte inde på landjorden.

Samtidig ophober de store tangskove undervejs enorme mængder af den skadelige CO2, som vi giver en stor del af skylden for den menneskeskabte drivhuseffekt og den efterfølgende globale opvarmning.

Norske forskere har i den forbindelse beregnet, at ålegræsmarker på størrelse med en fodboldbane kan binde lige så meget CO2, som 10.000 km’s landevejskørsel med en almindelige familiebil kan udlede. Forskerne har løseligt anslået, at havets alger hvert år fjerner op mod 250 millioner tons CO2 fra atmosfæren, når de dør og synker til bunds!

Sund sans

Det er et faktum, at den japanske gennemsnitslevealder er langt højere end vor egen – et faktum, som mange giver netop diæten skylden for. Fisk og tang er helt enkelt sund mad – meget sundere end kød og bearnaisesauce!

Fisk indeholder nemllig mange af de sunde omega-3 fedtsyrer, som fiskene ikke selv kan producere, men som algerne leverer. Omega-3 fedtsyrer er overmåde effektive mod hjerte-karsygdomme, hvilket eskimoerne længe nød godt af, inden vi bragte usunde vestlige madvaner op til dem…

Samtidig indeholder alger store mængder nyttige mineraler og masser af kostfibre. Og indgår algerne ikke direkte i kosten, så er de alligevel ofte med. Eksempelvis i form af carrageenan, der bruges som stabilisator i mælkeprodukter, så proteiner og væske ikke skiller. Eller som alginater, der bruges til fortykkelsesmiddel i eksempelvis husblas. Eller agar, der udgør basis for bakteriedyrkning i laboratorier verden over. Og så videre.

Der er således al mulig grund til at holde fokus på algerne i fremtiden.

Da er det tangen, der tæller!

Et hotspot går koldt…

– men bliver hot igen!

I tidernes morgen var Mjels Sø sammen med Bundsø på Nordals og Mjels Vig ét sammenhængende fjordsystem.

Men allerede i 1500-tallet fik lokale øjnene op for mulighederne. I slutningen af 1500-tallet opførte Hertug Hans den Yngre to dæmninger, der bevirkede, at den todelte fjord blev til to separate ferskvandssøer: Mjels Sø og Bundsø.

I 1800-tallet tog man skridtet videre og byggede pumpestationer, der kunne afvande og tørlægge de to søer, så hele området nu kunne inddrages til landbrugsjord. På samme måde afvandedes Oldenor, der ligger lidt længere nordpå.

I de næste mange årtier blev millioner af kubikmeter fersk pumpevand ledt ud i Mjels Vig, som efterhånden udviklede sig til et sandt eldorado for overvintrende havørreder, der her kunne søge ly for kulden og det salte vand.

Her kunne man derfor opleve et forrygende fiskeri, når isen gik i det tidlige forår. På et tidspunkt blev dette fiskeri så kendt via fiskepressen, at lystfiskere fra andre landsdele valfartede hertil i chartrede busser. Jeg ved det, for jeg har selv set dem…

Men Adam fik ikke lov at blive i Paradiset. Det ferske pumpevand indeholdt mere og mere fosfor og kvælstof fra det stedse mere intensiverede industrilandbrug. Det resulterede i, at Mjels Vig og det tilstødende Dyvig blev omdannet til en stinkende fjord, hvor svovlbrinten boblede op fra mudderbunden i hele sommerhalvåret.

Vinter UL

Men vinterfiskeriet var stadig godt. Specielt hvis man kunne ramme den dag, hvor isen gik. Så kunne man fange løgnagtigt mange havørreder – ofte fisk, der gik langs iskanten.

I nogle år var jeg helt opslugt af UL spin med en kort 5 1/2 fods Hardy glasfiberstang, der maksimalt kunne håndtere et 7 grams blink. Hertil et lille Mitchell 308 fyldt op med datidens superline: Platil Strong i 0.16 mm. Hvilke herlige dyster jeg havde med velnærede vinterørreder på dette grej!

Men sommerhalvårets svovlbrinte satte i sig selv ikke skub i myndighederne. Det var først, da udpumpningen af ferskvand fra de drænede marker havde stået på så længe, at saltvand begyndte at trænge ind udefra og forurene grundvandet og dermed drikkevandet, at der blev grebet ind over for landbruget. Udpumpningen blev stoppet, og de afvandede områder begyndte igen at fyldes op.

Oldenor, der i gamle dage førte helt ind til Nordborg, blev genskabt i 1993. I 2005 stoppede man så også afvandingen af Mjels Sø, der ligger i bunden af Mjels Vig. De drænede lavninger oversvømmedes, og de gamle søer genskabtes – nu med toppe fra de druknede træer stikkende malerisk op af vandet!

De genskabte søer blev overvåget fra dag ét. Man frygtede en eksplosion af skaller og aborrer, der ville græsse dyreplanktonet ned, så det ikke kunne holde algerne i det meget næringsrige vand i skak – med uklart vand og algesuppe til følge.

Nye fisk i nye søer

I 2006 udsatte det daværende Sønderjyllands Amt i samarbejde med Nordborg Kommune og Sportsfiskerforeningen Nordborg derfor 45.000 smågedder til regulering af skidtfiskene. I 2007 fulgte man trop med yderligere 5.000 gedder og senest 15.000 i 2008. I alt har man således udsat ikke mindre end 65.000 stykker geddeyngel i de genskabte søer.

Og nu er turen så endelig kommet til lystfiskerne! Nu har medlemmerne af den lokale sportsfiskerforening nemlig fået lov til at fiske i de genskabte søer – dog i begrænset omfang. Begrænsningerne ligger i, at gedder under 60 cm og over 80 cm skal genudsættes.

Der eksperimenteres således for første gang herhjemme med de såkaldte “slot limits”, der i mange år og med stort held er blevet anvendt i Nordamerika. Bedre sent end aldrig. Aborrerne derimod har fået et generelt mindstemål på 30 cm.

Ud over medlemmer af Sportsfiskerforeningen Nordborg har elever på de lokale Oksbøl Friskole, Friskolen Østerlund og Nordborg Skole fået lov til at fiske i de genskabte søer. Et godt initiativ, der skal sikre lokal opbakning til projektet.

Det skal blive uhyre spændende at følge udviklingen i de genskabte søer på Nordals. En glædelig nyhed er i den forbindelse, at selveste havørnen nu også er flyttet ind. Det glædelige består ikke mindst i, at havørnen er skarvens eneste virkelige fjende i dagens skarv-befængte Danmark. Havørnen snupper sig nemlig en skarv, når den får lyst til det. Helt uden problemer med de ellers ofte emsige myndigheder!

Historiens vingesus

Men indtil da kan man passende nyde et strejf af historiens vingesus. Området omkring Mjels og Dyvig har nemlig gamle aner og har i perioder haft stor historisk betydning. Under krigen i 1864 lå danske kanonbåde således parat i Dyvig for at hindre tyskerne i at komme over Alsssund.

Det gik som bekendt ikke efter hensigten, og Danmark mistede efterfølgende Sønderjylland til tyskerne. Først efter afslutningen på Første Verdenskrig og med genforeningen i 1920 vendte Als og Sønderjylland igen tilbage til Danmark.

Men allerede længe inden da havde området haft fint besøg. Omkring 1150 blev Nordborg Slot bygget af Svend Grathe til værn mod de dengang hærgende vendere. Borgen blev bygget på en ø eller halvø og i første omgang kendt som “Alsborg”. Først da Sønderborg efterfølgende kom til, blev Alsborg omdøbt til Nordborg.

I de dage så landskabet på Nordals noget anderledes ud. De nu genskabte søer var del af førnævnte fjordsystem, der tillod sejlads helt op til Alsborg, som da lå i bunden af en fjord og ikke som i dag ved bredden af en sø.

Engang i begyndelsen af 1200-tallet sejlede så ingen ringere end Dronning Dagmar hele vejen op til Alsborg. Hun kom helt fra Ribe og blev på rejsens sidste del modtaget af den lokale befolkning, som havde taget opstilling på en pynt i Mjels Vig, der i dag meget naturligt bærer navnet “Dronninghoved”.

Er du interesseret i at læse mere om fisk og folk dette spændende område, kan jeg anbefale en anden artikel om Nordborg Sø. Brug søgefunktionen øverst til højre på denne side, og du vil finde!

Havneliv og vinhøst

Vandudskiftningen til Dyvig-Mjelsvig er begrænset af den meget smalle indsejling ved det, de lokale kalder “Æ Gaf” – “Gabet”. Her er der ikke meget mere end 10 meter til modsatte bred, men selve løbet er op mod 3 meter dybt og kan derfor fint passeres af selv store sejlbåde.

Stedet er blevet meget populært blandt såvel lokale som tilrejsende sejlere. Mange lægger til eller kaster anker ud for det nye og ganske prangende Dyvig Badehotel, som fylder godt i landskabet.

Selv er jeg konfirmeret på den gamle og noget mere ydmyge Dyvig Kro, der lå på samme fundament, som Badehotellet gør i dag. Og dengang var der ikke megen trafik på de kanter, selv om stedet ligger for enden af en hovedvej, der ender blindt her. Vistnok Danmarks eneste af slagsen!

Alt dette har imidlertid ændret sig gevaldigt. Om sommeren er der et rent cirkus med havneliv som i en større provinsby. Og tilsvarende trængsel på parkeringspladsen. Badevandet er nu så godt, at man uden videre kan boltre sig i bølgen blå – store som små. Der bliver svømmet, surfet og sejlet, så det er en lyst.

Det kan man mene om, hvad man vil. Men gavnligt for lokaløkonomien i denne del af Udkants-Danmark er det i hvert fald. Pudsigt nok havde Jan Gintberg dog mere fokus på en anden del af Dyvigs lyksaligheder, da han og et TV hold i 2011 gæstede Nordals:

Som mange læsere sikkert vil have oplevet det via Gintberg og nogle af DR TV’s mange midnatsudsendelser, så dyrkes der nu mere og mere vin i Danmark. Det er Rondo druen, der klarer sig godt i det stadig varmere danske klima. Så godt, at der i dag findes flere EU-godkendte vinavlere i Danmark!

En af disse vinavlere har til huse på en sydskråning ned mod vandet på nordsiden af Dyvig. En pragtfuld udsigt og et godt klima danner her grundlag for en lokal vin, der passende kunne markedsføres under navnet “Vin du Vig”. Hermed er ideen i hvert fald givet videre!

Dyvig er så sandelig kommet på Danmarkskortet igen – efter mange år i historisk glemsel og biologisk trængsel!

Rugekasser til skoleklasser

Første skoleprojekt indledt

Som trofaste læsere af www.ulnits.dk allerede vil have bemærket, så er der i de seneste år sket lidt af et paradigmeskift inden for fiskeplejen – dog længe forsøgt undertrykt af den etablerede og fisketegnsfinansierede fiskepleje, som føler sig truet på pengepungen af det nye initiativ. Der er nemlig millioner på spil.

Nye læsere på www.steenulnits.dk kan dog alligevel fint begynde her – med årets første solstrålehistorie om de nye rugekasser. De har nu afstedkommet det første projekt, hvor en skoleklasse adopterer en spæd laksefamilie i en rugekasse.

Foråret igennem skal de fra bredden og i åen følge med i, hvordan de befrugtede lakseæg klækker og udvikler sig – naturligt spredt rundt omkring i naturen og ikke som hidtil centralt buret inde i nogle få dambrug.

Torsdag den 2. februar 2012 – selveste Kyndelmisse og dermed midvinter – var dagen, hvor der for første gang i Danmark blev taget rugekasser i brug til et undervisningsprojekt. Stedet var Blåkilde Efterskole ved Tarm. Skolen vil gennemføre undervisningen i brug af rugekasser i samarbejde med Logen til Havørredens Ve og Vel.

Stort set samtlige elever på skolen samt forstander Henning Kristensen, biologilærer Peter Dahl, landinspektør Michael Jakobsen, Ringkøbing-Skjern Kommune med flere deltog i en kort introduktion, der blev holdt af Knud Pedersen fra Logen til Havørredens Ve og Vel.

Efter det korte indlæg i skolens aula gik turen ned til Tarm Møllebæk, der løber i kort afstand fra skolen. Alle interesserede var blevet inviteret med til udlægning af æg i 2 rugekasser i bækken. Rigtig mange valgte at deltage, hvilket varmede arrangørerne – ikke mindst i lyset af hele 7 minusgrader i solen…

Oprindelig skulle der have været havørredæg i rugekasserne, men der var desværre gået sygdom i havørredproduktionen hos Danmarks Center for Vildlaks (DCV) i Borris.

I al hast blev fiskerikontrollen gjort opmærksom på problemet, og her var man velvilligt indstillet på at ændre tilladelsen til i stedet at gælde lakserogn. DCV leverede herefter ½ liter lakserogn på øjenægstadiet, svarende til ca. 4.000 stykker æg:

Nede ved bækken fortalte Lasse Mikaelsen, formand for Logen til Havørredens Ve og Vel, om rugekassens opbygning og virkemåde, før han placerede den i bækken.

Lasse gjorde meget ud af at fortælle, hvor vigtigt den korrekte placering af rugekassen er for at nå den optimale gennemstrømning af vand i kassen. Kun således kommer der ilt nok til æggene, så de efterfølgende har en chance for at klække og udvikle sig til først yngel og siden ungfisk.

Lakseæggene fra DCV blev nu forsigtigt fundet frem fra transportbeholderen og forevist de interesserede elever og lærere. Herefter fik Lasse Mikaelsen skålen med ”herlighederne” overrakt, hvorefter han med stor forsigtighed hældte æggene ud i rugekassen.

Det vil nu være muligt for elever på Blåkilde Efterskole at følge udviklingen af æggene, indtil de klækker og siden vokser sig så store, at den medfødte blommesæk er opbrugt. Når det er sket, er yngelen klar til at forlade rugekassen og starte på livet ude i den store verden.

TV2 Midtvest var naturligvis på pletten for at forevige projektet – forhåbentlig det første ud af mange kommende skoleprojekter, hvor unge mennesker tager frivilligt ansvar for en ny generation af laks eller ørreder. Fisk, der på denne måde får mulighed for at vokse op under mere naturlige forhold end de millioner af deres artsfæller, som klækkes og vokser op i et dambrug.

Rugekasser giver mulighed for en decentral placering ude i naturen, så fiskene fødes og vokser op under naturlige forhold, der gør dem mere egnede til et liv uden for dambrugets beskyttende vægge.

Rugekasser giver mulighed for bedre at efterligne naturen, der gennem de sidste 10.000 år har ladet fiskene danne specielle stammer i forskellige vandløb og deres mange tilløb. Fisk, som i ekstrem grad er specialiserede og tilpasset netop det vandløb og dets karakteristika. Fisk, som gyder på forskellige tidspunkter og lokaliteter.

Rugekasser placeret rundt omkring i vandløbene giver optimal mulighed for at hjælpe naturen videre med denne specialisering. Og bibringer samtidig skoleelever en øget forståelse af natur og miljø. “A win-win situation”, som det jo hedder på moderne dansk!