Forfatterarkiv: Steen

Ichtyosaurus

250 millioner år gammel – og 10 meter lang…

For en kvart milliard år siden (!) skete der noget interessant. Faktisk skete der rigtig mange interessante ting i den tid, som hører til dinosaurernes sidste år. Hvis du har set filmen “Jurassic Park”, vil du kende nogle af de medvirkende “saurer”. Det var ikke nogen, man havde lyst til at møde i en mørk gade.

Det var før forureningens tid, og det omgivende hav var derfor rent, som vand skulle være. Alligevel var det næppe nogen god idé at tage en svømmetur i det lune og krystalklare vand. I det levede nemlig nogle kæmpestore fiskelignende reptiler, som videnskaben i dag kalder “Ichtyosaurus”.

Det var grådige rovdyr med skarpe diamantformede tænder. Det ved man helt præcist fra fossilfundene. At Ichtyosaurus kunne blive op til 10 meter lang, gjorde ikke situationen og lysten til en svømmetur mere attraktiv…

Selv om Ichtyosaurus unægtelig ligner fisk mere end noget andet – deraf også navnet – var de alligevel ikke fisk. De var i stedet reptiler – krybdyr, som oprindelig stammede fra land, men som gradvis udviklede sig til et liv i vand.

Deres fire ben, som bar dem inde på landjorden, blev efterhånden svagere og kom til sidst til at minde mere om finner end fødder. Fossile fund viser en gradvis ændring af knoglerne i takt med, at Ichtyosaurus udviklede sig til et rigtigt vanddyr, som til sidst ikke længere kunne på på land.

Denne imponerende udvikling skete gradvis, men i geologisk perspektiv skete overgangen overraskende hurtigt. Faktisk mener palæontologerne, at det kun tog Ichtyosaurus 5-10 millioner år at klare overgangen. Forholdene må have været perfekte, da disse reptiler stak til søs – uden farlige rovdyr, der kunne have ædt dem, før de havde lært at svømme!

Fossilerne fortæller

Man kan undre sig over, hvordan vi dog kan vide så meget om noget, der skete for så mange år siden. Men det er slet ikke det gætværk, som man kunne tro. Vi har i dag så mange fund af fossiler, at der tegner sig et tydeligt billede.

Ikke bare af fossilernes egen historie, men også af datidens geologi. For eksempel kan det virke overraskende, at nogle af de vigtigste fossile hvalfund rent faktisk stammer fra – Himalaya-bjergene!

Men fortvivl ikke. Som altid er der en god forklaring. Fra Himalaya stammer også noget af det fineste havsalt, man kan købe for penge. Fint og velsmagende rødt salt, som stammer fra dengang, der slet ikke var noget, der hed Himalaya. Bjergene havde endnu ikke rejst sig af havet – som resultat af jordpladernes sammenstød.

Dengang var alt land på jorden samlet i et gigantisk kontinent – Pangea – som siden delte sig i mindre plader, der drev hver til sit.

Saltlommer blev fanget og tørrede ud, da bjergene rejste sig. Med store aflejringer af havsalt til følge. På samme måde havnede mange hvalfossiler oppe i bjergene. Ikke fordi de selv var svømmet derop. Men fordi havbunden, hvor de engang havde lagt sig til hvile, var blevet presset derop.

På samme måde forholder det sig med Ichtyosaurus. Nu er det blot ikke Himalaya, vi skal lede i, men Rocky Mountains i Nordamerika. Nærmere betegnet bjergkæden Humboldt Range i Nevada ørkenen. I dette øde og golde område, som var frygtet af både comwoys og indianere i 1800-tallet for sit nådesløse klima, har palæontologerne kronede dage.

Det var her, de i 2008 fandt de første fossiler af det, der siden blev døbt “Ichtyosaurus”. Og her, de efterfølgende fandt adskillige andre fund, der på forbløffende vis kunne kortlægge og forklare udviklingen af dette imponerende dyr. Hvorfor det opstod, hvordan det udviklede sig, og hvornår det forsvandt igen.

Jord i hovedet – og ben i jorden

Palæontologerne er intet uden også en dyb indsigt i geologien. Ved at kombinere forståelse af jordens udvikling frem til i dag med fundet af forskellige fossiler kan man nemlig komme meget langt. I dag ved man således, at landhævninger og de deraf følgende bjerge i sig selv er en hel geologisk kalender – med de ældste klipper øverst og de yngste nederst.

På samme måde kan man også aldersbestemme de fossiler, man har fundet og stadig finder: De ældste fossiler finder man højst oppe i bjergene – de yngste længst nede ved bjergenes fod. Således er der en aldersforskel på 5 millioner år fra bjergets top til bjergets fod. Cirka den tid, det tog Ichtyosaurus at udvikle sig fra et landdyr til et vanddyr.

De efterhånden ganske mange fossile fund af Ichtyosaurus viser et tydeligt billede af dette dyrs udvikling – anatomisk såvel som geologisk. De højeste og ældste fund viser, at de oprindelige reptiler netop havde forladt landjorden for et liv på lavt vand. Deres knogler har stadig samme opbygning som landdyrenes.

De laveste og yngste fund viser i stedet knogler mere lig dem, man finder i fiskenes finner. De skal ikke længere kunne bære dyrets vægt, da det nu lever permanent i vand. Selv hvis de gerne ville, kunne de ikke gå på land igen. Ichtyosaurus havde nu nået sin endelige, perfekte form. Præcis som hajerne.

Sammenholder man fossilfundene med lokaliteterne og deres højde over havet, kan man med stor sikkerhed fastslå, at Ichtyosaurus’ udvikling fra land til vand næppe her taget mere end 5-10 millioner år. Hvilket er meget lidt i geologisk perspektiv.

Man kan også med ganske stor sikkerhed sige, at Ichtyosaurus uddøde på samme tid som de mange andre kæmpestore “saurer” fra dengang – nemlig for omkring 250 millioner år siden.

Weapon of mass destruction…

Dinosaurerne dominerede jorden i ikke mindre end 160 millioner år. Men for 65 millioner år siden skete der så noget, som med ét fik dem til at forsvinde totalt. I samme tidsrum gik det også ned ad bakke for samtlige andre dyre- og plantearter. Således regner man med, at halvdelen af de øvrige dyre- og plantearter også uddøde under det, forskerne kaldet “the K-T mass destruction”.

Bedst gik det under vandet, hvor mange fiskearter overlevede katastrofen. For videnskaben hælder i dag til, at masseudryddelsen skyldes en kæmpestor meteor, der ramte landjorden og forårsagede et årelangt mørke og massive klimaforandringer. Således mener man i dag, at en 10 km stor meteor – på størrelse med hele Manhattan Island – ramte jorden for 65 millioner år siden.

Et bevis herfor er de stærkt forhøjede mængder af grundstoffet Iridium, som man har fundet i aflejringer fra dette tidsrum. Således har man findet niveauer af Iridium, som er op til 200 gange højere end normalt her på jorden, flere end 100 forskellige steder. Iridium er sjældent på jorden, men almindeligt i verdensrummet og kunne således fint stamme fra netop en nedstyrtende kæmpemeteor.

Man har sågar også fundet det sandsynlige sted for kollisionen. Det er et 150 km stort krater, som ligger under den lille landsby Puerto Chixulub på nordkysten af Mexico’s Yucatan halvø. Dybt nede under det porøse kalklag, som udgør halvøen, ligger resterne af meteornedslaget – i form af mineraler dannet under det enorme tryk fra kollisionen.

Her finder man glasagtige forbindelser, som kun kan dannes under kolossale trykpåvirkninger, samt kulstof på diamantform.

100 millioner megatons

Man har regnet på kraften af dette sammenstød: En 2,6 milliard tons tung meteor, der rammer jorden med en fart på 60.000 km/t, genererer en kraft svarende til 100 millioner megatons dynamit. Eller 200 gange den største atombombe, der nogensinde er bragt til sprængning her på jorden…

Med massive støvskyer til følge, som formørkede jorden i mange, mange måneder – måske år – og ændrede klimaet totalt. Og med massedød blandt planter og dyr som resultat. Man regner med, at kun omkring 15% af alle landdyr overlevede katastrofen.

Så exit alle de kæmpestore dinosaurer – heriblandt Ichtyosaurus!

Og enter pattedyrene, som vi jo selv nedstammer fra.

Coelacanthen

Blues for en Blå fisk

De væsener, vi i dag kalder fisk, har en lang udvikling bag sig – omtrent 450 millioner år. Når vi i dag taler om fisk, inddeler vi dem normalt i tre hovedgrupper: Rundmunde (lampretter), tværmunde eller bruskfisk (hajer og rokker) og endelig benfiskene, der udgør størsteparten af alle nulevende fisk.

De tre hovedgruppers navne fortæller i sig selv en hel del om de pågældende fisks udviklingshistorie – emnet for denne artikel. Alt, hvad vi i dag ved om fiskenes udvikling, stammer fra fund af forstenede fiskelignende dyr. Det er vigtigt at kende til denne udvikling, da den sætter de nulevende fisk i perspektiv. Den gør det lettere at forstå vore dages fisk, deres opbygning og udseende.

Universets udviklingshistorie menes at være et sted mellem 10 og 20 milliarder år gammel – Jordens bare 4,5 milliarder år. Da man mangler fossiler fra Jordens allertidligste historie – de ligger dybt begravet efter store geologiske omvæltninger – kan man kun gisne om første del af livets oprindelse. Men vi har spor efter planktonalger på Grønland, som er 3,8 milliarder år gamle.

For små 4 milliarder år siden viste de første tegn på liv sig således – i form af primitive bakterier og blågrønalger. Nogle af disse udviklede evnen til at fotosyntetisere – til ud fra vand, kuldioxid og sollys at danne organisk stof og udskille fri ilt.

Fri ilt eksisterede ikke tidligere – den kom først til med fotosyntesen. Det var denne ilt, der lidt efter lidt opbyggede den atmosfære, vi kender i dag. Uden den var udviklingen frem til i dag aldrig startet – uden ilt eksisterer intet højere liv på jorden.

For 700 millioner år siden så de første hvirvelløse dyr dagens lys. De første rigtige hvirveldyr dukkede op 250 millioner år senere i form af små fiskelignende skabninger, hvis oprindelse stadig er usikker. Men fiskens udviklingshistorie tog altså sin begyndelse for 450 millioner år siden.

Tre ting er af betydning for fiskens udvikling fra et primitivt hvirvelløst dyr til vore dages specialiserede benfisk. Det er fremkomsten af 1) bevægelige kæber, 2) parredefinner og endelig 3) svømmeblæren.

De første fisk var kæbeløse rundmunde med kraftige knogleplader som panser – de såkaldte panserrundmunde. Lampretten er en nulevende rundmund, som har lagt panseret.

Ved siden af panserrundmundene udviklede de første fisk med egentlige kæber sig. Der er dog tale om ufuldkomne kæber, som ikke kan presses op mod hovedet. I stedet må hovedet, som er hængslet i nakken, løftes, når munden åbnes.

Alligevel repræsenterer disse kæber et kæmpefremskridt, og de nye fisk dominerede derfor vandene en tid. Der var tale om kæmpefisk på mere end ti meters længde – giganter efter vore dages målestok.

Allerede på et meget tidligt tidspunkt viste de første tegn på parrede finner sig. Ofte havde hver enkelt fisk mange parrede finner – helt op til syv par. De første finner var blot ubevægelige stabilisatorer, som holdt fisken på ret køl. Det var nødvendigt, da fiskene havde en skæv eller asymmetrisk halefinne.

Senere udviklede finnerne sig til padleredskaber, som fisken kunne bevæge aktivt. Først meget senere dukkede bløde og smidige finner op – finner, som vi kender dem i dag.

En levende forstening

Nært beslægtet med de padlefinnede fisk er den kvastfinnede coelacanth, også kaldet “den blå fisk”. Indtil 1938 regnede man med, at den blå fisk havde været uddød i mindst 60 millioner år. Da pludselig dukkede et eksemplar op fra dybhavet ud for Sydafrikas kyst – 1,5 meter lang, mere end 50 kilo tung og med blå skæl og karakteristiske kvastformede finner.

Søpindsvin, som vi finder mange af langs stranden, er omkring 60 millioner år gamle.

Et stykke fortid var blevet levende. Hvad man hidtil havde måttet tænke sig til ud fra forsteningerne, lå nu foran forskerne i form af et ægte eksemplar. Fisken blev studeret indgående, og hidtidige teorier om fiskenes udviklingshistorie blev revideret.

Fra disse padlefinnede fisk nedstammer alle firbenede land- og vanddyr, heriblandt mennesket. I deres kvastformede finner finder vi nemlig knogler, som er meget lig dem, vi kender fra paddernes lemmer – de første dyr, der i sin tid gik på land.

Den blå fisk kaldes også for “Latimeria” efter en vis frk. Latimer, som var museumsinspektør i den sydafrikanske by East London. Her og af hende blev det første nutidige eksemplar nemlig registreret i 1938.

Siden da dukkede enkelte andre eksemplarer op fra dybhavene med mere regelmæssige mellemrum. I løbet af 90’erne er der dog blevet så langt imellem dem – trods stedse mere effektive fiskeredskaber – at man nu anser dem for truet. Således regnede forskerne med, at der måske kun var omkring 200 levende eksemplarer tilbage.

Separate bestande

De fleste af disse lever i dag i dybhavet ud for Madagaskar og Indonesien, hvor man har iagttaget deres levevis fra dykkerklokker.

Det har vist sig, at den blå fisk lever i huler og grotter på dybder mellem 400 og 1.000 meter, hvor vandtemperaturen veksler mellem 10 og 15 grader. Den blå fisk tåler ikke dagens lys, og det får den da heller ikke på disse dybder, hvor det er nat døgnet rundt, året rundt.

Det ser dog ud, som om der eksisterer en rimelig bestand ud for øgruppen Cormorerne, der ligger mellem Madagaskar og Afrika. I lang tid troede man, at dette var artens eneste og sidste tilflugtssted. Siden da er der dog fanget eksemplarer fra Kenya i nord til Sydafrika i syd.

Man troede oprindelig, at der var tale om strejfere fra Cormorerne – lige indtil man satte sig for at DNA-teste 23 eksemplarer. Da viste det sig, at fisk fra Kenya, Tanzania og Mozambique indeholdt DNA, som var markant forskelligt fra Cormorernes. Faktisk så forskelligt, at der måtte være tale om bestande, som havde været adskilt i flere tusinde år!

De lærde strides stadig om, hvornår denne opsplitning eller adskillelse fandt sted. Man er dog enige om, at det må være sket for mindst 200.000 år siden. Hvis man vil sætte dette tidsrum lidt i perspektiv, så har det taget isbjørnen kortere tid end det at udvikle sig fra brunbjørn til isbjørn.

Blues for en Blå fisk…

I dag findes der således en separat bestand af coelacanther langs den sydøstafrikanske kyst. Uheldigvis er den herinde udsat for et langt hårdere fiskepres end ude ved Cormorerne, hvor der ikke bor nær så mange mennesker.

Den blå fisk er nu totalfredet, men det er tvivlsomt, om det hjælper noget. Ingen fisker jo målrettet efter den på de store vanddybder, hvor den lever. Og fanger man endelig et eksemplar, er den i regelen død allerede ved landingen.

Fortiden kan desværre ikke genudsættes levende…

Naturhistorisk Museum i den italienske by Trieste afholdt i anledning af 80-året for genopstandelsen af Den Blå Fisk en særudstilling om netop den skelsættende begivenhed. Udstillingen åbnede på selveste Lillejuleaftensdag.

40 år med kulfiberen

Kvantespring for fluestang

Det hele startede tilbage i 1968, hvor forskere hos Royal Airforce i Farnborough, England opfandt kulfiberen. Det var i den kolde krigs tid, hvor man var på jagt efter et superlet og stærkt materiale, der kunne erstatte eller i hvert fald supplere den aluminium, der var altdominerende i luft- og rumfartsindustrien.

Det måtte nødvendigvis være et ikke-metal, da vægten jo har højeste prioritet, når et fly skal i luften eller en raket løftes fri af Jordens tiltrækningskraft. Man eksperimenterede derfor med mange forskellige syntetfibre, som i laboratorierne blev behandlet på endnu flere forskellige måder.

Det meste var vilde fejlskud, men efterhånden samlede interessen sig om akrylfibre, der kunne omdannes til kulfibre ved høje temperaturer. Syntetiske fibre, som populært sagt forkullede under processen. Herved opstod de første kulfibre, som vi kender dem i dag – uhyre lette og meget spændstige. Ideelle til brug i luft og rum.

Desværre var de ikke helt så lette at bruge i fiskestænger som til flyvemaskiner. Engelske Hardy, som var nærmeste nabo til Royal Airforce, var naturligt nok de første til at eksperimentere med kulfiberen, der på engelsk kaldes “carbon” – modsat amerikanernes “graphite”. Den nye kulfiber skulle kunne erstatte den langt tungere glasfiber, som dengang var altdominerende til stangbygning.

Hardy: No good at all…

Men ak. Hardy kæmpede med den nye fiber, som ganske vist var uhyre let, men som desværre også havde en ulyksalig tilbøjelighed til at knække under belastning. Pludseligt og voldsomt. Hardy arbejdede dengang tæt sammen med datidens fiskeorakel Richard Walker, der holdt lige meget af medefiskeri og fluefiskeri. Efter mange eksperimenter erklærede Walker skråsikkert, at kulfiber overhovedet ikke egnede sig til fiskestænger!

Hardy eksperimenterede dog videre og nåede frem til, at brugbare stænger kunne fremstilles, dersom man supplerede de langsgående kulfibre med både langsgående og tværgående glasfibre. Hardy nåede endda så langt, at de udtog verdens første patent på fiskestænger bygget af kulfiber – dog med hele 60% glasfiber iblandet. Det, vi i dag kalder for “composite” – altså en blanding af to forskellige materialer.

Det kan nok være, at Hardy siden har ærgret sig over, at de ikke fik patent på rene kulfiberstænger. Da ville fiskeverdenen have set anderledes ud!

Så gik det langt bedre på den anden side af Atlanten – nær Stillehavet, hvor en mand ved navn Jim Green byggede stænger for et firma, der hed Fenwick. Det lykkedes ham at konstruere verdens første rendyrkede kulfiberstang, som blev lanceret for det ventende verdensmarked ved et sports show i 1973. For øvrigt i hård konkurrence med ligeledes amerikanske Shakespeare, som ret beset var lidt tidligere ude med deres kulfiberstænger.

Det blev dog Fenwick, som i 1974 kunne lancere verdens første serieproducerede fluestænger i kulfiber – under navnet “HMG”, der stod for “High Modulus Graphite”. Det var stænger, som tog verden med storm. Som kastede en hel flueline uden at kny, men som desværre stadig havde en ulyksalig tendens til at knække uden varset. Gerne med et brag…

Derfor var det fast kotyme, at fabrikanterne havde adskillige reservestænger med til de stor sport shows nationen over. Dem var der god brug for!

Fenwick: World’s First!

De øvrige stangproducenter var ikke længe om at følge trop. Amerikanske Orvis lancerede en serie kulfiberstænger under navnet “LMG” – Low Modulus Graphite – for ligesom at understrege, at deres kulfiberstænger ikke knækkede som konkurrenternes. Modulus er nemlig et mål for den anvendte fibers stivhed, og med stigende stivhed steg også risikoen for pludselige stangbrud. Low Modulus var således lig med ringe risiko for stangbrud – påstod altså Orvis.

Jeg har selv en af de allerførste kulfiberstænger fra Fenwick – en HMG klasse 12, som jeg fangede mine første tarpon på. Fisk på op til 105 lbs., der trods vægten ikke formåede at knække denne stang, som jeg stadig har og ind imellem fisker med.

Det første årti var kulfiberstænger lig med amerikansk producerede og dermed uhyre kostbare fluestænger. Men så begyndte udflytningen af arbejdskrævende produktioner til Fjernøsten at tage fart. Med amerikansk knowhow og billig lokal arbejdskraft etableredes stangproducenten “Kunnan” på Taiwan, hvorfra man kunne producere kvalitetsstænger til priser, de slet ikke kunne hamle op med i USA.

Jeg har selv et par af de første Kunnan stænger, som kom på markedet i 1981 – to dejlige fluestænger på 9 fod til henholdsvis klasse 5-6 og 7-8. Dem har jeg fisket meget med og fanget rigtig mange fisk på. Jeg bruger dem stadig ind imellem. Og faktisk forbløffes jeg hver gang over, at disse veteraner stadig kan bide skeer med vore dages 30 år yngre og langt mere højteknologiske stænger. Trods den helt enorme udvikling, der ellers har fundet sted – både med hensyn til nye kulfibermaterialer og de bindemidler, der holder dem sammen.

Men det var et sidespring, som moderne stangproducenter næppe har lyst til at høre ret mere om…

Loomis: World’s Lightest!

Fenwick kom som sagt først, men snart efter gik en af firmaets dygtige stangbyggere solo og dannede Sage, som blev markedsledende i de efterfølgende år. For øvrigt med en anden Green ved roret, nemlig Don Green, som ikke var i familie med Jim Green. Trods mange påstande om det modsatte. Jeg ved det, for han har selv fortalt mig det!

Det var ikke mindst Sage’s fortjeneste, at kulfiberen gennemgik en stadig udvikling som stangbygningsmateriale. Det var således Don Green, der kunne lancere den første 2. generations kulfiberstang, som brugte IM6 fibre udviklet af flygiganten Hercules. Han kaldte den meget passende for “Graphite II”. IM6 er siden blevet en standardfiber, som stadig bruges i dag – ikke mindst i spinnestænger af god kvalitet.

Siden skulle det blive en tredje amerikaner, som bragte bygningen af kulfiberstænger endnu et skridt videre. Det var Gary Loomis, som tog over, hvor Green’erne slap. Det lykkedes nemlig Loomis helt at eliminere de glasfibre, som hidtil havde været nødvendige for at holde kulfibrene sammen. Elastiske glasfibre, der tålte at blive rullet omkring de tændstiktynde stålmandreller, som klingerne rulles på.

Loomis udviklede en teknik, hvor de stive kulfibre blev rullet diagonalt omkring mandrellen – ikke vinkelret som glasfibrene. Herved sparedes procentvis megen vægt, så de færdige stænger blev endnu lettere. Idealet er jo en fluestang, som intet vejer overhovedet – hvor ingen energi går tabt i materialet under kast. Loomis gik endda så vidt som til ikke at lakere sine IMX stænger – med den begrundelse, at lakken ville veje for meget og dermed hæmme aktionen!

Med de ultralette 3. generations IMX stænger tog Loomis førertrøjen og holdt den i nogle år – dog ikke uden problemer. Således var raten af knækkede IMX stænger på et tidspunkt så høj, at den schweitziske distributør følte sig nødsaget til helt at droppe importen. Det ville han ikke være bekendt. Stængerne var blevet så lette og dermed tyndvæggede, at mange knækkede for et godt ord…

Siden har man dog fået styr på problemerne, og i dag bruges selv 4. generations kulfibre uden disse problemer – selv om de er stivere og lettere end nogensinde. “GLX” er G. Loomis’ navn for denne ultralette kulfiber. Det er ikke mindst nye og langt bedre bindemidler, som muliggør brugen af denne fiber.

Modulus og PSI

Udviklingen har således ikke stået stille, siden den første kulfiber så dagens lys i de glade koldkrigs 60‘ere. Den ene generation af kulfibre har fulgt den anden, så vi i dag taler om mindst en 4. generation – baseret på fibrenes modulus, der ofte angives i “PSI” eller “Pounds per Square Inch”. Altså i det amerikanske målesystem og ikke vort eget metriske, hvilket har givet anledning til en del misforståelser.

Det kan være interessant at sætte disse noget diffuse værdier lidt i perspektiv. Tag eksempelvis oldtidens fiskestænger, der var taget direkte fra naturen – i form af diverse træsorter. Egetræ har eksempelvis en kendt modulus på 1,6 mio. PSI. Tonkin eller splitcane, som materialet hedder i i den 6-kantede og trekantsplittede udgave, vi gerne fisker med, har faktisk en fornem modulus på omkring 6.4 mio. PSI. Splitcane var derfor et kvantespring fremad i stangbygningen, da man nu kunne bygge langt lettere stænger.

Uheldigvis er de allerfleste splitcane stænger massive, hvilket giver dem en høj egenvægt og gør dem langsomme. Naturen har selv hulbygget sine tonkinstænger, så de bliver lettest mulige i forholdt til styrken – en teknik, man siden overførte til bygning af glasfiber stænger. Den oprindelige glasfiber, som dukkede op efter Anden Verdenskrig, havde en modulus lavere end tonkin, men da man gik fra massive til rørbyggede stænger, blev disse pludselig meget lettere end splitcane stængerne. Lettere og hurtigere.

Da den moderne glasfiber blev raffineret til det, Fenwick ubeskedent kaldte “FenGlass”, var modulus nået op mod de 10 mio. PSI. Det skal sættes i relation til den allerførste kulfiber, hvis modulus pludselig lå på det dobbelte – 20 mio. PSI.

Da Fenwick lancerede verdens første kulfiberstænger i 1973, brugte de kulfibre med en modulus på omkring 30 mio. PSI. Anden generations IM6 kulfibre ligger på knap 40 mio. PSI – IM7 og IM8 en smule højere. Loomis’ IMX stænger blev bygget af kulfibre med en modulus på 55 mio. PSI, og i dag bygges de fineste, letteste og dyreste 4. generations stænger af kulfiber med en modulus på omkring 65 mio. PSI – eksemplificeret af Loomis GLX stænger.

Disse tal stammer fra henholdsvis Don Green og Gary Loomis, der begge pudsigt nok ikke selv gik særlig meget op i modulus. Selv om man jo skulle have troet det modsatte. De var nemlig begge enige om, at der kan bygges rigtig gode stænger af lavmodulære kulfibre. Og elendige stænger af selv den dyreste højmodulære! Don Green gik endda så vidt som til at sige, at man heller ikke altid kan regne med de angivne værdier…

Begge har de siden solgt deres respektive firmaer til store investorer, som naturligt nok går mere op i afkastet på deres investeringer end på fortsat forskning og udvikling.

I de senere år har vi set stangproducenter, som i stedet for PSI bruger metriske enheder, hvilket kan være lidt forvirrende. Heldigvis er det ikke noget problem at regne fra den ene måleenhed til den anden – det kan enhver moderne smartphone gøre på sekunder. Gør man det, vil man se, at stænger bygget af eksempelvis “45T” kulfiber er high-end 4. generations fluestænger. “30T” kulfiber svarer til IM7 kulfiber, og på samme måde er “24T” blot en anden betegnelse for de 1. generations kulfibre, der i dag primært anvendes til spinnestænger.

Da det er fluefiskerne, som høster de største gevinster af lettere stænger, er det sjældent, at der anvendes stivere kulfibre til spinnestænger end IM8. Gevinsten her er helt enkelt for ringe. Og prisen for høj.

Nano i bindemidlet

Kulfiberen i al respekt, men faktisk er bindemidlet mindst lige så vigtigt – om ikke vigtigere. De første glasfiberstænger brugte polyester som bindemiddel – præcis som bådbyggerne gjorde. Hurtigt fandt man imidlertid ud af, at glasfiberstænger blev blødere med alderen. Ganske markant endda.

Man fandt også ud af, at det ikke var fibrene selv, der ældedes og blev svagere. Lagde man et stykke af en gammel stangvæg under mikroskopet, kunne man tydeligt se mikroskopiske sprækker i bindemidlet mellem fibrene. Det var altså her, alderssvækkelsen stammede fra. Her, problemet lå.

Derfor droppede man den billige polyester på lidt dyrere stænger – til fordel for det langt dyrere og giftigere phenol, som i dag indgår i de mest almindelige og stærkeste epoxy bindemidler. Phenol havde en større fysisk styrke, der bedre kunne modstå de store påvirkninger fra den evige fleksning af fibrene under kast.

Japanske Daiwa så tidligt mulighederne i Europa og flyttede i 1980‘erne til Skotland med egen stangfabrikation i højlandet. Her eksperimenterede man med at iblande bindemidlet på nogle af deres fiskestænger mikroskopiske og aflange “Whisker” fibre af Silicium Carbid (SiC), som var med til at styrke bindemidlet og undgå de mikroskopiske revner, der ældede stængerne.

Det kom der en række populære og velfungerende “Whisker” stænger ud af til såvel fluefiskere som spinnefiskere. Nogle af stængerne blev endda forsynet med udvendige spiraler af kul- eller kevlarfibre, som var med til yderligere at styrke og stabilisere stængerne under belastning.

Amerikanske Fenwick var dog ikke gledet helt bagud af dansen, men havde udviklet deres “Techna AV” stænger, hvor man har lagt et papirtyndt lag af robuste kevlarfibre mellem de sarte kulfibre. Kevlar er jo kendt fra skudsikre veste og punktérfri dæk, og Fenwick siger selv, at kevlar gør stængerne op til 40% mere modstandsdygtige over for stød og slag. Desværre gør det også stængerne lidt tungere, hvilket især fluefiskerne er kede af.

Seneste skud på stammen er de såkaldte “nano-partikler”. “Nano” er blevet et af de helt store buzz words her på det seneste, men allerede i 2010 var G. Loomis ude med verdens første fiskestænger baseret på nano-teknologi – “NRX” – der i dag hører blandt verdens dyreste kulfiberstænger. Snakken om modulus i de anvendte kulfibre er forstummet, da den næppe behøver at blive højere. I stedet koncentrerer man sig nu om at forbedre bindemidlet mellem kulfibrene – samme udgangspunkt, som Daiwa i sin tid havde under udviklingen af sine skotske Whisker stænger.

Med NRX og under den flerdobbelte verdensmester Steve Rajeff’s ledelse bragte G. Loomis således stangbygningen endnu et skridt videre – nu under japanske Shimano’s ejerskab.

1 milliardtedel meter…

Senest har engelske Hardy lanceret deres “Sintrix” stænger, som også gør brug af nano-partikler på kugleform i bindemidlet mellem kulfibrene. Sintrix er en forkortelse for “Silica Nano Matrix”, hvis nogen skulle spørge! En teknologi udviklet af amerikanske 3M, som er langt fremme med deres nanoprodukter til rumfarts-, bygnings- og bilindustrien.

Ifølge Hardy selv skulle dette gøre Sintrix stænger hele 60% stærkere og 30% lettere end almindelige kulfiberstænger. Hvis det holder stik, må jeg nødvendigvis have skiftet alle mine gamle fluestænger ud med nye Sintrix!

De førnævnte “whisker” fibre, som Daiwa brugte i deres bindemiddel, var aflange og op mod 1 my meter (1/1.000.000) tykke. Nanopartiklerne i G. Loomis’ NRX og Hardy’s nye Sintrix stænger er dermed omkring 1.000 gange mindre endnu. Betegnelsen “nano” er jo blot en metrisk angivelse af 1 milliardtedel (1/1.000.000.000) af en given enhed.

Betegnelsen “nano” er desværre blevet noget udvandet og bruges i dag i flæng om materialer i en størrelsesorden, der nærmer sig molekyleniveau. Det har nemlig vist sig, at mange velkendte stoffer har helt nye og anderledes egenskaber, når de fungerer på nano-niveau. Således har det vist sig, at et helt almindeligt stof som titaniumoxid, der bruges som hvidt farvestof i maling, plast og mange andre produkter, pludselig bliver såvel smuds- som vandafvisende, når det kommer ned på nano-niveau.

Afslutningsvis skal man være klar over, at ingen materialer udvikles specielt til fremstilling af fiskestænger. Ingen overhovedet. Uanset mange påstande om det modsatte. Materialer og teknologi udvikles primært til luftfart og rumfart, hvorfra de så efterfølgende når ud til andre producenter. Her bruges så få og små mængder, at det aldrig vil kunne retfærdiggøre udvikling af specielle kulfibre udelukkende hertil.

Kulfiberen ankommer til stangproducenterne på store ruller i såkaldt “prepreg” form, hvor kulfiber og bindemiddel allerede er integreret. Det er således uhyre lidt, stangproducenterne selv kan gøre – andet end at vælge mellem allerede eksisterende kulfibre og bindemidler samt kombinationen af samme.

Nu har kulfiberstængerne så også nået nano-alderen, hvilket har givet anledning til fornyet aktivitet i markedsføringsafdelingerne. Og et øget salg af de spændende nye produkter, ikke at forglemme. Der er i sandhed sket meget i de 40 år, siden kulfiberen først så dagens lys!

UV jagt

Lystfiskeri eller krybskytteri?

På mit gamle website www.ulnits.dk præsenterede jeg for et års tid siden en artikel under samme overskrift – en artikel, som vakte stor opsigt og resulterede i mange mails og efterfølgende diskussioner på nettet.

Artiklen var forårsaget af en flot opsat og ganske forherligende artikel i Danmarks Sportsfiskerforbunds medlemsblad “Sportsfiskeren” nummer 6-2010 – om netop UV jagt.

Det kom så vidt, at “FiskeAvisen” bad om lov til at trykke dele af min mod-artikel, hvilket skete i nummer 11-2011. Samtidig blev der oprettet en Facebook-gruppe mod UV jagt om natten – under den pompøse titel “Forbid underwater nighthunters spearfishing with big flashlights”. Se liste over links herunder.

Du bør læse min oprindelige artikel om UV jagtens ulyksaligheder, hvis du vil have hele baggrunden for den igangværende debat. Artiklen er lige så gyldig, som den har været hele tiden, og problemet er stadig lige så stort – lokalt ganske voldsomt og periodevis ude af kontrol. Se links nederst på denne side.

Uheldigvis har Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) netop valgt side og blåstemplet denne jagtform som helt OK og ikke skadelig for fiskebestanden.

Det er sket i samråd med Dansk Sportsdykkerforbund, som DSF sidder Friluftsrådet sammen med. Her fordeles som bekendt millionerne fra Tipsmidlerne, så her hersker naturligvis fred og fordragelighed mellem parterne. Det skulle jo nødig koste nogen noget.

Jeg har sagt, hvad jeg ville og mente i den oprindelige artikel på www.ulnits.dk. Her vil jeg i stedet give ordet til den tidligere formand for Dansk Sportsdykkerforbunds UV jagsektion, Peter Fischer Mikkelsen, som også har reageret på debatten – ud fra sit inside kendskab til tingene. Hør her, hvad han skriver:

“Jeg har læst din artikel i Fiskeavisen, og jeg må desværre give dig fuldstændig ret.

Som tidligere formand for Undervandsjagt sektionen i Dansk Sportsdykker Forbund kender jeg desværre alt til disse forhold.

Jeg vil dog lige nævne for dig, at det kun drejer sig om et lille antal harpuner, der kræver våbentilladelse. Lovlige harpuner kan man næsten købe på hvert et gadehjørne i Middelhavslandene, og selvfølgelig også herhjemme. Jeg tror 95% af undervandsjægerne idag bruger elastikharpuner, som er rigelig kraftige til at skyde gennem en multe f.eks..

I min tid som formand for UV-jagt sektionen har jeg aldrig omtalt natdykning som sport. I mine øjne er det madfiskeri på linie med garnfiskeri. Ganske som du selv omtaler det. Det er dog betydelig mere spændende og mere “macho” end garnfiskeri, og tiltaler derfor mange af de unge knægte, der har behov for “berømmelse”.

I min tid omtalte vi aldrig natdykning i skriftlig promovering af UV-jagten. Vi satsede udelukkende på konkurrencer herhjemme og i udlandet, hvor den fysiske formåen var i højsædet, så nattesvømningen havde ikke den store nytteværdi. Man bliver ikke en dygtig UV-jæger af udelukkende at skyde havørreder om natten.

Desværre er der gået grådighed i UV-jagten idag. Ligesom på mange andre områder i samfundet. Det er en kombination af, at en række butikker har set et salgspotentiale i grejet, og at de unge knægte ikke har kendskab til mådehold og effekten af deres pralerier.

Vi skød da også store havørreder i 90’erne, da jeg dyrkede sporten og natdykningen. Vi var dog kun en meget lille gruppe, og vi kendte alle til risikoen for indgreb fra organisationer som DSF, hvis vi gav os til at prale vidt og bredt. Desuden var internettet heller ikke så udbredt dengang.

Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at højne moralen den gang, blandt andet ved at indføre konkurrenceregler, hvor man maksimalt måtte indveje tre fisk af een art. Der var selvfølgelig kun konkurrencer i dagslys. Jeg ved ikke, om man har holdt fast i den form.

Desværre er der en del kræmmersjæle i den hjemlige gruppe af inkarnerede UV-jægere. Timmo Jattu er en af dem. Hans behov for selvpromovering har mere end een gang skabt stof til artikler i forskellige tidskrifter. At Sportsfiskerens skribenter skulle falde for det, havde jeg heller ikke regnet med. Der har jo da været nogen debat om den århusianske klub “Nak Nemo” og deres tåbelige pralerier over havørreddrab.

Jeg vil på ingen måde kalde mig hellig, men jeg har været så uheldig at pådrage mig en lungesygdom, så jeg ikke længere kan dykke som før. Een eller to gange om året (dog ikke i år) tager jeg ud for at fylde fryseren.

Sidste år blev jeg dog temmelig irriteret over at møde en anskudt ørred den eneste gang jeg var i vandet. Det bekræftede nemlig mine bange anelser om at “sporten” nu var så udbredt, at selv mit hemmelige spot var blevet besøgt. Ovenikøbet af en “amatør”.

Med venlig hilsen
Peter Fischer Mikkelsen”

Ovenstående indlæg stammer fra 2011. Ind imellem kan det være interessant at skue lidt længere tilbage. Ofte bliver man da overrasket over, at der heller ikke denne gang var noget nyt under solen. At den samme ting tidligere har været oppe at vende. At problemerne ofte er de samme, og at argumenterne for og imod heller ikke har ændret sig.

Til gengæld kan omstændighederne i mellemtiden have ændret sig så meget, at debatten atter blusser op – nu mere aktuel end tidligere.

Det er tilsyneladende, hvad der er sket med debatten om det rimelige i UV jagt – specielt med blændende lys efter trækkende havørreder i ly af mørket.

Herunder bringes derfor en artikel tilbage fra 1999, hvor UV jagten var helt ny, udøverne ikke nær så mange, udstyret ikke så godt eller tilgængeligt på hvert et gadehjørne – og internettet ikke nær så udbredt, som tilfældet er i dag. Prøv engang at google UV jagt og udstyr på nettet.

Forhandlerne står i kø for at levere. Og klubberne har i dag konkurrencer, hvor det gælder pointjagt for flest skudte fisk. Undervandsjagt på konkurrenceplan. – Hvem kan skyde flest fisk på kortest tid?

Læs artiklen, som er et nyhedsbrev skrevet af den daværende formand for Undervandsjagt Udvalget i Dansk Sportsdykkerforbund, Peter Fischer Mikkelsen. Dengang var der blot 115 registrerede UV jægere og problemet derfor til at overse. I dag taler vi i tusinder, som ikke kunne drømme om at gå i vandet uden en harpun i hånden – og en lygte på 1.000 Lumen eller mere…

Det har i rigtig mange år været rigtig meget forbudt at bruge lys til enhver form for jagt på land. Det straffes strengt og resulterer i bøder og fængselsstraf. Men under vandet og i ly af mørket er det helt tilladt at blænde intetanende havørreder på vej mod gydepladserne. Nu altså også med Danmarks Sportsfiskerforbunds fulde velsignelse.

UV jagt – II

Anskydningerne…

Først på sommeren var jeg et smut nede på Skødshoved Havn, hvor jeg ofte søsætter min lille jolle. Her faldt jeg i snak med den lokale formand for fritidsfiskerne, som gerne ville fortælle om gamle dage. Dengang der var fisk i Århus Bugt.

Han var selv startet som lystfisker – i de gode år, hvor man med sandorm på krogen kunne fange alle de rødspætter, man orkede. Men så svandt fiskene ind, så han ikke længere kunne være sikker på fangst nok til et måltid mad. Derfor havde han investeret i en båd og nogle garn, så han igen kunne forsyne familien med friske fisk. Men nu kunne han heller ikke fange nok i sine garn og ruser.

– Måske er det kun er et spørgsmål om tid, inden også han investerer i dykkerudstyr og harpun? Sandsynligvis skal han kun se en enkelt dykker komme ind med 20-30 friskspiddede fladfisk på fangstlinen, inden han tager springet – eller rettere dykket.

Han havde i hvert fald ingen anelse om, hvor meget man kan spidde på et enkelt dyk – hvis man altså ved, hvad man gør, og hvor det skal gøres. Samtidig ville han slippe for alt besværet med at sætte og røgte redskaber, som efterfølgende skal renses for tang og skidt, inden de kan sættes igen.

Filosofien er jo enkel nok og uhyre menneskelig: Når fiskebestanden svinder, investerer vi blot i stadig mere effektive fangstredskaber. Lige indtil den sidste fisk er fanget. Det er jo et princip, som fiskerierhvervet har efterlevet i de sidste mange årtier. Med det velkendte resultat, at flere fiskebestande nu er fisket ned til et niveau, hvorfra de har svært ved at komme sig.

Fluefisker med harpun

Måske det samme rationale var baggrunden for følgende lille episode fra forgangne sommer. I hvert fald viser den, hvilket folkeligt omfang UV jagten er ved at have fået i Danmark:

På min daglige badetur til Mols Hoved stod jeg pludselig ansigt til ansigt med en kendt profil fra fiskebranchen, hvor hans produkter udelukkende sigter på fluefiskere. Til lejligheden havde han udskiftet de åndbare waders og linekurven med neoprendragt og harpun. Både han og kæresten eller konen var bevæbnet.

Det kom noget bag på mig, må jeg sige. Intet ulovligt i det, men alligevel. Linekurven var i hvert fald ikke med – flueæsken ejheller. Måske næste skridt er et skifte fra den dedikerede flueklub til Nak Nemo, hvor de jo virkelig fanger fisk i mængder?

Spøg til side. Selv om det egentlig ikke er sjovt. Lidt længere nordpå står det trods alt værre til. Her er natjagten efter havørred blevet sat grundigt i system – med flydende batteriflåder, så man har lys nok til adskillige timers jagt under vandet. Så havørrederne blændes af det stærke lys i et omfang, der muliggør natlige fangster på op mod 50 kg sølvblanke havørreder – fisk på vej op i åen.

Så vidt vides er der intet ulovligt i dette fiskeri – så længe det foregår uden for fredningszonen og med lovlige våben. Jagttegn og våbentiladelse er kun påkrævet, dersom der bruges trykluftharpuner.

Og det ved enhver sportsdykker og undervandsjæger med blot en smule erfaring, at der slet ikke er brug for. De intetanende fladfisk stikker man blot. De mere sky havørreder blænder man først med lygten, inden man affyrer harpunen.

YouTube dokumenterer fangsterne

Adspurgt om deres fangster afviser de allerfleste harpunjægere naturligvis, at de fanger noget nævneværdigt. Præcis som fritidsfiskerne, hvis mange redskaber altid er tomme – når man altså ikke lige ser dem røgte deres garn.

Men nu er det så heldigt, at UV jægere også har brug for at fortælle om og eventuelt også prale af deres bedrifter. Et såre menneskeligt behov, som kun de færreste ikke ligger under for. Undertegnede inkluderet.

Og med vore dages moderne undervandskameraer er det lettere end nogensinde at dokumentere sine fangster. Det viser de utallige videoer på YouTube og Vimeo alt om. Her kan enhver ved selvsyn konstatere, hvordan havørrederne blændes af det stærke lys, inden de harpuneres. Et par tilfældigt valgte eksempler fra YouTube:

http://www.youtube.com/watch?v=giTRalSftMg

http://www.youtube.com/watch?v=sP2Cca-HCV0

http://www.youtube.com/watch?v=AAbS7Lk78kE

http://www.youtube.com/watch?v=02-neR9r2kA

http://www.youtube.com/watch?v=snz2sA8felc

http://www.youtube.com/watch?v=p2bZS6WVOBc

http://www.youtube.com/watch?v=AAbS7Lk78kE&feature=relmfu

Nogle af de værste videoer, som har ligget ude, er blevet fjernet fra YouTube igen. Så måske nogle af ovenstående også vil blive det. Men andre kommer givet til, so keep looking and you will find! Fortællelysten om egne bedrifter er stor – også blandt UV jægere.

TV2 dykker med

Efter den forherligende artikel i Sportsfiskeren om UV jagtens lyksaligheder (nr. 6-2010) fik medierne for alvor øje på UV jagten og dens folkelige appel. I hvert fald var TV2 i påsken 2012 ude med kameraet og fangede et par glade sportsdykkere, som hurtigt fik fyldt fangstlinen med friskspiddede fladfisk af den forårstynde slags.

Hunskrubber i Lillebælt og den vestlige Østersø er fredet april måned ud. Ifølge introduktionen til indslaget skete UV jagten et sted på Langeland – altså inden for område 22, der er omfattet af fredningen. Og påsken faldt i 2012 fra den 5. til den 9. april – altså i fredningstiden. I så fald ulovligt fiskeri for åben skærm. Det kunne være interessant at høre fra TV2, om der virkelig var tale om dugfriske optagelser? Sådan blev det i hvert fald præsenteret på påskeskærmen.

Det hele var filmet i strålende solskin og havblik, der kun kunne giver seerne lyst til selv at gøre dem kunsten efter. Blive harpunjægere, så de også selv kunne spidde fisk i mængder som vist på TV.

Dykkerbranchen var naturligvis hurtigt ude og øjnede muligheden for et storstilet mersalg af harpuner og lygter med mere til landets mange nye sportsdykkende harpunjægere. Samt indtægtsgivende kurser i brug af samme. Og det er der jo altsammen intet galt i – så længe det altså sker i overensstemmelse med loven. Men, og det er et stort men. Det er helt enkelt for svært at holde loven under vandet – af simple fysiske årsager:

– Hvordan er det nu lige man ser, at en skrubbe er de 25,5 cm, den skal være ifølge loven – inden man fyrer harpunen af? – Eller om en hunskrubbe over målet nu alligevel er fredet, fordi “rognsækkens bagspids strækker sig ud over midten af fiskens totallængde”, som der står i Fiskeriloven? Det er der ingen, som kan. Kurser eller ej. Skudt er skudt.

Forrige år mødte jeg på Norddjursland en nybagt sportsdykker og UV jæger, som kom ind til land med mellem 20 og 30 friskspiddede fladfisk på fangstlinen. En god blanding af isinger og skrubber, hvoraf halvdelen skønsmæssigt slet ikke kunne holde målet.

Da jeg konfronterede ham med dette forhold, kiggede han blot på mig og sagde, at det kunne jo være lige meget nu. Nu kunne de jo alligevel ikke genudsættes. Mod tåber som ham kæmper selv guderne forgæves…

Samme problemstilling gælder forskellen på blanke og farvede havørreder. Her kan det være meget svært at skelne mellem legale blankfisk og så stålblanke gydefisk, der er fredet. Og igen – skudt er skudt.

Verden under vandet er en verden for sig. Lysets brydning i vand er en anden end i luften, og derfor er fisk og havpattedyr forsynet med kuglerunde øjne, som tager højde for dette. Som tillader sikker afstandsbedømmelse, når byttet skal fanges.

Men så nemt er det ikke for os mennesker. Som enhver, der har svømmet under vandet, vil vide, så ser alting større ud hernede. Alting ser ud til at være tættere på, end det i virkeligheden er. Instinktivt rækker man ud efter ting, der ser ud til at være inden for rækkevidde – uden i virkeligheden at være det.

Afstandsbedømmelse under vand er derfor svært – størrelsesvurdering endnu sværere. Alene derfor bør det være forbudt at jage fisk, som har et mindstemål. Hvor lystfiskeren i regelen kan fjerne krogen og genudsætte fisken, hvis den ikke holder målet eller på anden måde er fredet, dér har UV jægeren naturligvis ingen mulighed for at fjerne harpunen og genudsætte fredede fisk. Den fisk er død.

– Og hvordan er det nu lige med de anskydninger, som sportsdykkerne pudsigt nok aldrig selv oplever eller i hvert fald kun sjældent fortæller om? Fisk, som rammes så yderligt af harpunen, at de ikke sidder fast, men slipper væk. De slipper næppe med skrækken, men dør efterfølgende, synker til bunds og bliver til krabbeføde.

Obligatorisk jagttegn til UV jagt

Harpuner er farlige – både for fisk og de mennesker, der måtte komme i vejen for dem. – Hvem husker ikke James Bond fra “On Her Majesty’s Secret Service” fra 1969? Ladte harpuner er naturligvis farlige – præcis som andre skydevåben er det.

For landjagten har det i Danmark i mange år været et indlysende og lovpligtigt krav, at man tager et jagttegn, før man kan gå på jagt. Her lærer man om dyrene og deres jagttider, så man ved, hvad man må skyde på og hvornår. Her lærer man også at bedømme afstand til de dyr, man vil skyde. Noget, langt fra alle er lige gode til. Er afstanden for lang, stiger risikoen for anskydninger markant.

Endelig skal man til jagtprøven dokumentere, at man dels kan håndtere sit skydevåben på forsvarlig vis under jagten – dels også ramme et vist minimum af det, man skyder på. Først da er man klar til at blive sluppet løs som jæger i den danske natur. På forsvarlig vis. Når man ser nybagte UV jægere snublende bakke baglæns ud i vandet med svømmefødderne på – og med skarpladte skydevåben i hånden – da kan ingen på stranden vide sig sikre.

UV jægeren har brug for den samme indsigt og de samme egenskaber som landjægeren, omend hans skydevåben ikke rækker nær så langt. Hvis han eller hun altså skal undgå anskydninger og drab på ulovligt bytte – det være sig fredede fisk eller fisk under mindstemålet.

Som nævnt er det svært at bedømme afstand og størrelse under vandet – langt sværere end oppe på land. Så behovet for en jagtprøve for UV jægere er i virkeligheden næsten lige så nødvendigt som for landjægerne – i hvert fald set med fiskenes øjne.

Og det kan godt være, at dykkerklubber og forretninger afholder kurser i UV jagt. Det gør de, og det er godt. Men det afholder desværre ikke nye dykkere fra at gå i vandet uden afholdt kursus – med skarpladte harpuner. Også om natten. Også med lys. Alt er tilladt under vandet.

Jeg har i de sidste to år adspurgt næsten alle de harpunjægere, jeg har mødt ved stranden, om deres eventuelle medlemsskab i landets dykkerklubber. Statistikken er svag – det indrømmer jeg – for den omfatter under tyve adspurgte. Men tendensen er tydelig og helt i overensstemmelse med det øvrige Foreningsdanmark:

Over halvdelen var ikke medlem af nogen klub, for hvorfor skulle de dog være det? – Vi dykker jo ikke med flasker og har derfor ikke brug for kompressor og dykkerbåd. – Eller de havde tidligere været medlemmer af en klub, men havde droppet det, da de gik over til kun at dykke med snorkel. Hvilket jo hvem som helst kan gøre direkte fra stranden – undertegnede inklusive.

Så længe medlemsskab af en klub eller deltagelse i et kursus ikke er obligatorisk, er der tilsyneladende rigtig mange, som hellere vil bruge de penge et andet sted.

Jeg har aldrig adspurgt natlige UV jægere om deres tilhørsforhold. De er i sagens natur noget sværere at komme i kontakt med…

Tysk jagtturisme under vandet

Jeg har sommerhus på Mols, og nærmeste nabo er et stort poolhus, der ofte lejes af tyske turister. Det plejer at gå ganske stille for sig – med en enkelt, markant undtagelse fra forgangne sommer:

Når man har haft de samme naboer i en årrække, kender man efterhånden lydene fra nabohusene. Men i år var der pludselig helt nye lyde nede fra poolhuset. På mærkelige tidspunkter midt om natten. Der blev skramlet med metalbeholdere og brugt maskiner, hvis lyd jeg ikke umiddelbart kunne genkende.

En morgen gik jeg derned for at se, hvad der egentlig foregik. Parkeret i indkørslen var tre biler, alle tysk indregistreret. De to af dem var almindelige personbiler – en spritny Audi og en ældre VW. Den tredje var en stor, hvid Mercedes kassevogn med en del rød rust i kanterne.

Bagdørene stod åben, så jeg dristede mig til at kigge ind. I det rummelige lastrum stod en række dykkerflasker og en gedigen kompressor til at fylde dem. Det var altså det, jeg havde hørt, men ikke kunne genkende.

Lidt senere på dagen mødte jeg et par af de tyske dykkerturister, som var i færd med at fylde flasker op. Jeg dristede mig til at spørge dem, hvad de egentlig foretog sig, og de svarede skam venligt tilbage.

– Aber ja. De var fra udkanten af Hamburg, og de var dykkere. De havde fået at vide, at man i Danmark måtte dyrke UV jagt overalt – sågar også om natten. Hvad de bestemt ikke måtte hjemme i Tyskland, hvor UV jagt har været totalforbudt i årtier.

De havde endnu ikke prøvet natjagten, da de ikke havde egnede lygter. Men det ville de anskaffe sig til næste år, for de var begejstrede for den frie jagt langs kysten. Ikke fordi de havde skudt så meget endnu, men de var jo også nye og kendte derfor ikke de gode steder. Endnu…

Jeg gøs ved tanken om, hvad dette eventuelt kan udvikle sig til. Når det glade budskab når ud til de mange millioner tyskere, som ikke må gå på UV jagt derhjemme og da slet ikke om natten. Når og hvis tyske bureauer får øjnene op for mulighederne og begynder at sætte dansk UV jagtturisme i system. Når sommerhusudlejerne begynder at annoncere med gratis UV natjagt som en medfølgende facilitet.

Tænk selv tanken…

Foregående artikler om UV jagt:

http://www.ulnits.dk/grej/uv_jagt.htm

http://www.steenulnits.dk/UV-jagt.html

http://www.steenulnits.dk/UV-jagt_II.html

Havkolera

Vibrio vulnificus, om jeg må bade…

De usædvanligt høje vandtemperaturer, vi var vidne til i sommeren 2006 – mere end fyrre dage i træk med vandtemperaturer over 20 grader – gav grobund for nogle ondartede Vibrio-bakterier. Disse kan under de rigtige forhold give anledning til en sygdom, der populært kaldes “havkolera” – selv om sygdommen absolut intet har med kolera at gøre. Den udviser blot lignende symptomer.

Egentlig troede jeg, at havkolera var noget, som kun fiskere i Middelhavsområdet kunne komme ud for – noget, der hørte de varme lande til. Men så kom de varme somre, og pludselig var havkolera noget, man kunne få også i det høje nord – når bare vandet var varmt nok længe nok.

Og egentlig troede jeg, at det hele var gået i sig selv igen – lige indtil der en dag dumpede en venlig mail op i indbakken. Det var fra en dame, som ville vide, om jeg kendte noget til myndighedernes registrering af havkolera-tilfælde.

Jeg kiggede mig lidt omkring, men fandt ingen offentlig registrering af tilfælde. De eneste to, jeg kunne finde, stammede fra dagspressen: En 62-årig fritidsfisker fra Kastrup, som døde af infektionen i løbet af et par uger. Og så en 7-årig dreng fra Fanø, som blev indlagt og hastebehandlet med antibiotika, før han atter blev udskrevet – helbredt. Begge tilfælde stammede fra 2006.

Men den kvindelige spørger havde gjort mig nysgerrig. Adspurgt om årsagen til hendes interesse fortalte hun, at hendes egen mand såmænd også var død af netop havkolera, men at der ikke havde været megen virak om det.

Og så kunne man jo nemt forestille sig, at der var flere end disse tre tilfælde – hvis nu myndighederne havde valgt ikke at registrere dem offentligt. – Måske for at undgå alt for megen ængstelse blandt badegæster og indtægtsgivende turister?

Hvad er havkolera?

Nu var nysgerrigheden for alvor vakt. – For hvad er havkolera egentlig for en størrelse? Navnet tyder jo på et vist slægtskab med den frygtede kolera, som giver langvarig diarré, der til sidst får patienten til at dø af simpel dehydrering. Intet andet. Får patienten blot vand nok, dør han eller hun ikke af sygdommen.

I Ugeskrift for Læger fra 2008 fandt jeg hurtigt en meget kort og ganske fyndig definition på fænomenet “havkolera”:

Et septisk shock udløst af bløddelsinfektion med Vibrio vulnificus.

Sådan. Blodforgiftning. Det kunne de jo bare have sagt med det samme! Men hvorfor nu navneligheden, når der slet ikke er tale om den samme kolera eller infektion? Jo, forklaringen er ligetil: Begge sygdomme forårsages nemlig af bakterier af slægten Vibrio, som er vidt udbredt på verdensplan.

Den almindelige kolera skyldes bakterien Vibrio cholerae, der normalt indtages med dårligt drikkevand eller inficerede fødevarer. Altså gennem munden. Og som kan forårsage et voldsomt og dødbringende væsketab på mere end 20 liter.

Havkolera derimod skyldes bakterien Vibrio vulnificus, hvis artsnavn fortæller, at den er sår-relateret. Den optages ikke gennem føden, men via åbne sår. Får den først fæste i patienten, kan den forårsage blodforgiftning, der til sidst kan være dødelig.

Dette sker dog normalt kun hos personer, hvis immunforsvar i forvejen er svækket. Hjertepatienter, sukkersygepatienter og ældre generelt er klart i farezonen, hvad havkolera angår. Yngre, raske mennesker stort set ikke.

Varmtvandselskende bakterie

I Middelhavslandene er havkolera langt mere udbredt end herhjemme – helt enkelt fordi vi har at gøre med en bakterie, som stortrives i varmt vand. Og det får den i Middelhavet, hvor det naturligt nok er fiskere, der hyppigst inficeres. De har jo fingrene i vand og har direkte kontakt til fiskeredskaber, som let giver sår og rifter, hvor Vibrio vulnificus kan komme ind.

Men i lange og varme somre som i 2006 og 2007 kan havkolera-bakterien også stortrives i danske farvande. Således optrådte den i større eller mindre mængde i vandmålinger fra Fanø i Vadehavet over Ringkøbing Fjord til Sejrø Bugten og Øresund og videre sydpå mod Falster og Bornholm. Overalt var den tilstede i en mængde, som gjorde den potentielt farlig for sårbare mennesker.

Den 62-årige fritidsfisker fra Kastrup, som døde efter kort tids infektion, havde angiveligt fået den, mens han rensede ål i havnen. Han var i forvejen hjertepatient med pacemaker og dermed i den mest udsatte gruppe. Han blev inficeret den 23. juli og døde få uger senere. Årsagen til den voldsomme infektion blev først kendt via opformering i blodkulturer, da det var for sent. Da havde Vibrio vulnificus allerede vundet kampen.

Den kvindelige spørgers mand havde også et nedsat immunforsvar. Han havde angiveligt pådraget sig infektionen ved at håndtere tovværk på en sejlbåd. Sygdomsforløbet var rigtig fælt, fortalte hun mig. Blodforgiftning er en grim ting, der ødelægger patienten indefra. Nået dertil er der ingen redning i denne verden.

Symptomerne på havkolera er feber, sårinfektion, maveinfluenza og til sidst blodforgiftning. Man kan derfor ikke søge lægehjælp hurtigt nok, hvis man er blevet inficeret. Kuren er typisk behandling med bredspektret antibiotika og væskedrop til modvirkning af det væsketab, som maveinfluenzaen medfører.

Forholdsregler

Det er som udgangspunkt ikke farligt at spise fisk fra havkolera-ramte områder. Man skal derimod passe meget på, når man renser, flår og filetterer fisk fra de samme områder, da smitten i sjældne tilfælde kan overføres her.

Man bør dog altid gennemstege fiskene for at fjerne den sidste risiko. Spiser man fisk eller skaldyr med et højt indhold af Vibrio vulnificus uden at koge eller gennemstege dem, kan man få en kraftig diarré. På det område ligner havkolera således den rigtige kolera.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ikke bader i havet, hvis man har åbne sår på kroppen eller lider af nedsat immunforsvar. For langt de fleste mennesker er det ikke farligt at bade, når bakterien er i vandet, men for personer med åbne sår eller med kroniske leverlidelser, kræft og sukkersyge er der en særlig risiko for at blive smittet.

Styrelsen anbefaler også, at kommuner med ansvar for badevandets kvalitet specifikt måler mængden af Vibrio vulnificus bakterien, hvor badevandstemperaturen når over 20 grader Celsius. Da stortrives bakterien som nævnt.

Normalt scanner man ikke badevandet for specifikke bakterier, men måler blot bakterietallet generelt – i form af den hyppige colibakterie. Dette udfra devisen, at er der mange colibakterier i vandet, er der tilsvarende høj risiko for, at andre skadelige bakterier også er til stede.

Ål med havkolera?

Den europæiske ål har det hårdt i disse år. Så hårdt, at den nu må betegnes som truet. Den primære årsag er naturligvis en hjernedød overfiskning fra menneskets side, men også andre årsager kan være i spil. Heriblandt klimaet.

Således har man fundet flere ål, som er inficeret med netop havkolera. Ål, som har vist sig at indeholde store mængder af bakterien Vibrio vulnificus. Og ål, som tilsyneladende ikke blot er passive bærere, men også selv lider under direkte infektion fra bakterien. De inficerede ål dør ofte af voldsomme indre blødninger.

– Måske det var sådanne inficerede ål, der kostede den 62-årige fritidsfisker livet i 2006? Og måske vi her har endnu en god grund til helt at stoppe fiskeriet efter den truede fisk, inden den er endeligt udryddet?

Svaret blæser i vinden, og myndighederne gør intet. Dels ønsker man mere at støtte fiskerierhvervet end beskytte ålene. Og dels ønsker man at støtte det altid trængte turisterhverv. Tænk, hvis tyske turister fik sandheden at vide om det danske badevand og de danske fisk…

I det omtalte Ugeskrift for Læger fra 2008 anbefaler man følgende med henblik på fremtidige tilfælde af havkolera:

In low-incidence areas as in Denmark, there should be an obligation to notify the health authorities about infection with Vv to ensure proper monitoring of and focus on these cases.

Eller i min oversættelse:

I områder med lav forekomst af havkolera bør det være obligatorisk at indberette tilfælde af Vibrio vulnificus til sundhedsmyndighederne for at sikre en passende monitering af tilfældene.

Her i 2012, fire år senere, er der så vidt vides endnu ikke oprettet et centralt register over tilfælde af havkolera. Og det forekommer usandsynligt, at de her i artiklen omtalte tre tilfælde skulle være de eneste – når nu kun de to nåede frem til dagspressen. Der er sandsynligvis endnu flere ikke-diagnosticerede tilfælde af havkolera.

Vi må blot håbe, at myndighederne opper sig, og at kommende somre bliver dejligt kolde med badevandstemperaturer på under 20 grader…

– Hav en rigtig god sommer!

Havbrug og havkolera

Venstre-regeringen og Socialdemokratiet er netop gået sammen i kampen for at skaffe flere forurenende havbrug til de indre danske farvande. Forstå det, hvo som kan.

Dette vil medføre en merudledning på 800 tons kvælstof og 100 tons fosfor – til et Kattegat, der i forvejen lider af regelmæssige iltsvind. Hvor 117 ud af 119 lokaliteter stadig ikke er i den “gode, økologiske tilstand”, som EU’s Vandrammedirektiv foreskriver, men kræver yderligere kvælstofreduktion.

Derfor planlægger regeringen og Socialdemokratiet nu “kompenserende tiltag” i form af massive muslingefarme, som skal optage den øgede udledning af kvælstof.

I dag ved vi imidlertid, at netop muslinger er overvintringssted for de bakterier, der om sommeren forårsager den livsfarlige havkolera.

Vi ved, at vandtemperaturen generelt er støt stigende, hvilket vil give havkolera-bakterier endnu bedre betingelser end nu.

Vi ved også, at de nye havbrug med deres store forbrug af antibiotika øger sandsynligheden for udvikling af resistente havkolera-bakterier.

Det siger professor Hans Jørn Kolmos, Syddansk Universitet, til webmediet gylle.dk. I 2015 brugte akvakulturen i Danmark 3 tons antibiotika til at kontrollere sygdomme i de tætpakkede fiskebure.

Endelig vil en øget risiko for infektion med havkolera naturligvis skræmme turister og badegæster væk fra de danske strande. Med store tab af indtægter til følge.

Derfor er det helt uforståeligt, at den borgerlige regering sammen med Socialdemokratiet nu går ind for at fremme nye og flere havbrug.

Den beslutning er ikke blot kortsynet og ubegavet. Den kan direkte koste menneskeliv. Og da har de ansvarlige politikere pludselig blod på hænderne. De traf da beslutningen om flere nye havbrug mod bedre vidende.

Læs om det skræmmende sygdomsforløb for havkolera her:

“Selv ved hurtig diagnose og aggressiv behandling dør 30-40 %”, står der i artiklen…

Den grønne svovlorm

– der fremmer produktionen af svovlbrinte…

De danske farvande er i disse år under hårdt angreb udefra. Nye arter trænger sig på, og de får god hjælp fra to sider: Dels via menneskeskabte klimaforandringer, som gør de danske farvande varmere end hidtil. Og dels via et sandt overflødighedshorn af næringsstoffer, udledt af det højt besungne danske landbrug. I Danmark flyder det så sandelig med mælk og honning – ikke mindst under vandoverfladen. Her mangler ikke noget…

Denne gang handler det om “svovlormen”, der er det populære danske navn på en ny orm, som har invaderet danske fjorde. Det drejer sig om Marenzelleria viridis, som den grønne svovlorm hedder på latin.

Svovlorme er intet nyt, men en almindelig betegnelse for de op til 3 meter lange og 10 cm tykke orme, der bebor de ofte kilometerstore dybder omkring de undersøiske skorstene på højderyggene i de store oceaner. Kæmpeorme, som i deres hårde, hvide kitinrør mest af alt minder om gigantiske røde læbestifte.

Den røde farve skyldes hæmoglobin, der sætter ormene i stand til at binde selv minimale mængder ilt i dybhavet, og som samtidig beskytter mod giftige svovlforbindelser fra skorstenene.

Men så ender lighederne også. Dels har vi ingen rygende skorstene på så store havdybder i danske farvande. Og dels er den nye svovlorm ikke rød, men grøn og knyttet til den lavvandede mudderbund i danske fjorde. Endelig når den ikke dybhavsormenes imponerende 3 meter, men må nøjes med sølle 20 cm i længden og 2 mm i bredden…

Til gengæld kan den grønne svovlorm vise sig at have langt større skadevirkning på miljøet. Hvor de røde dybhavsorme faktisk lever af svovlholdige forbindelser, så har det vist sig, at den grønne svovlorm i stedet er med til at øge forekomsten af giftig svovlbrinte i de sårbare kystområder, den har invaderet.

Invasiv art fra Nordamerika

Svovlormen stammer fra den nordamerikanske østkyst, hvor den er meget udbredt, og er formentlig kommet til Europa som blind passager i ballastvandet på et containerskib. Den blev observeret første gang ud for Skotlands kyst omkring 1980 og har siden udvidet sit territorium til store dele af Nordeuropa.

Første gang den blev observeret i Danmark var i Ringkøbing Fjord i 1990. Siden har den spredt sig videre nordpå langs den jyske vestkyst. Den havde tilsyneladende svært ved at komme rundt om Grenen eller gennem Limfjorden, og først i 2004 stødte man ved en tilfældighed på svovlormen i Odense Fjord.

Forskere fra Syddansk Universitet har kunnet følge udbredelsen af ormen via satellitbilleder fra Google Earth. Produktionen af svovlbrinte i ormehullerne er nemlig så stor, at der dannes purpurfarvede plamager af svovlbakterier på fjordbunden, som kan ses med en satellit fra rummet.

Via Google Earth har de fundet ud af, at svovlormen nu findes i hele Odense Fjord og dækker et samlet areal på mindst 20 procent. Optællinger af ormen viser, at nogle steder er populationen af svovlorme helt oppe på 1.000 individer pr. kvadratmeter. Alene i Odense Fjord anslår forskerne, at der kan være mindst to milliarder svovlorme.

Den grønne svovlorm lever i gange, der kan være op til 50 cm dybe. Men i modsætning til de danske frynseorme, som den konkurrerer med, ventilerer svovlormen ikke sine gange nævneværdigt. Det stimulerer væksten af sulfatreducerende bakterier i havbunden og fremmer dermed dannelsen af svovlbrinte, som jo er en meget giftig gasart.

Odense-forskernes foreløbige resultater tyder på, at svovlormens tilstedeværelse og den øgede produktion af giftgassen svovlbrinte kan få uheldige konsekvenser for det danske havmiljø. Eksempelvis tyder meget på, at svovlormen helt har fortrængt den almindelige frynseorm, som var meget hyppig, før svovlormen kom ind i billedet.

Der var cirka 2.000 frynseorme pr. kvadratmeter i Odense Fjord, før svovlormen kom ind. I dag er der kun 200 pr. kvadratmeter. Bestanden af frynseorme er således reduceret med cirka 90 procent.

Trussel mod ålegræsset

Frynseormen bliver populært kaldt for fjordbundens respirator, fordi den graver ormegange i havbunden, som den ventilerer med store mængder vand. På den måde trækker den ilt med ned og ilter sandbunden. Frynseormens tilbagetog vil gøre sandbunden i danske fjorde mere iltfattig og udgøre en trussel mod de dyr og planter i sandet, som er afhængige af ilt for at kunne trække vejret.

Svovlormens tilstedeværelse har muligvis også påvirket ålegræssets udbredelse i Odense Fjord. Ålegræsset gik meget tilbage i Odense Fjord lige præcis, da svovlormen ankom. Man skal dog være forsigtig med at drage endelige konklusioner, men der kan være en direkte sammenhæng mellem svovlormenes invasion og ålegræssets forsvinden, siger forskerne.

Ålegræs har stor betydning for livet i de danske fjorde. Faktisk er det her, vi finder den største biomasse i havet overhovedet. I den undersøiske skov, som ålegræsset udgør, findes masser af tanglopper og rejer, store mængder snegle og småfisk som hundestejle, ålekvabbe og fiskeyngel.

Hvis det virkelig er den øgede svovlbrinteproduktion, som uundgåeligt følger i kølvandet på en svovlormeinvasion, der dræber ålegræsengene på havbunden og forvandler fjordbunden til en ørken, har danske fjorde med stillestående vand fået et nyt og ganske alvorligt problem at kæmpe med. Og fremtidens badegæster og fjordsejlere må lære at leve med lugten af svovlbrinte, der river i næsen og minder om rådne æg.

For at kunne udtale sig mere sikkert om svovlormens mulige påvirkning af det danske havmiljø er forskerne ved Syddansk Universitet nu i gang med at undersøge, hvor følsomme eksempelvis ålegræsspirer er over for svovlbrinte i sandbunden. Og om larveyngel fra den hjemmehørende frynseorm også påvirkes af giftgassen.

Men under alle omstændigheder: Den grønne svovlorm er kommet for at blive i de danske fjorde…

Andre invasive arter:

Dræbergoplen…

– der allerede har dræbt hele Sortehavet…

Danske biologer fra Syddansk Universitet frygter, at dræbergoplen igen i år vil brede sig eksplosivt. Goplen støvsuger havet for det zooplankton, der er andet led i havets fødekæde.

Dræbergoplen Mnemiopsis leidyi har allerede trukket lange dødsspor efter sig, og den har i tusindvis af fisk på samvittigheden. Dræbergoplen blev kendt, da den i starten af 1980’erne invaderede Sortehavet – skyllet ud i havet med de amerikanske tankskibes ballastvand.

Bestanden voksede eksplosivt de følgende år, og fem år senere var antallet af dræbergopler så højt, at fiskeriet i Sortehavet kollapsede. De mange gopler havde støvsuget området for zooplankton – det andet led i fødekæden for fisk og havdyr – samt fiskeæg og nyklækkede fiskelarver.

Konsekvensen blev et totalt sammenbrud for Sortehavets vigtige fiskeri efter især ansjos og brisling, der begge lever af zooplankton, samt hestemakrel, der lever af de zooplankton-ædende småfisk – det følgende led i fødekæden.

I løbet af de næste 5 år spredtes Mnemiopsis ribbegoplen til det Asovske Hav, Marmarahavet, Det Agæiske Hav, det østlige Middelhav og det Kaspiske Hav med de samme omfattende økologiske og økonomiske skader som i Sortehavet.

Dræbergoplen har en søsterart i Danmark ved navn Bolinopsis infundibulum, der er almindeligt forekommende i de danske farvande fra Nordsøen til den vestlige Østersø. Denne minder meget om dræbergoplen Mnemiopsis leidyi. Faktisk kræver det en god del ekspertise at skelne de to arter af tentakelløse ribbegopler fra hinanden.

Mnemiopsis leidyi er en såkaldt bioluminescerende ribbegople. Bioluminiscerende betyder, at den kan udsende lys i vandet – enten frivilligt eller ved berøring. Præcis som vor naturligt hjemmehørende furealge Noctiluca scintillans, der går under betegnelsen “morild”.

Nu også i Danmark

Dræbergoplen truer nu også fiskeriet i Danmark. Dens invasion af de danske farvande kan få store konsekvenser for fiskebestanden. Ud over zooplankton æder dræbergoplerne nemlig også fiskeæg og larver, og den kan således få hele fødekæder til at bryde sammen.

Dræbergoplen har tidligere invaderet Danmark – eksempelvis i 2007. Det kom dengang helt bag på myndighederne, der ikke systematisk overvåger den danske goplebestand. Indberetninger strømmede ind fra hele landet, og de viste samstemmende og forstemmende, at dræbergoplen i løbet af ganske få måneder havde spredt sig til samtlige danske farvande.

Forskerne har siden 2007 fulgt nøje med i dræbergoplernes bestand, og den ser ud til at have bidt sig godt fast i Danmark. Selv om bestanden går kraftigt ned hver vinter, er dræbergoplen hidtil vendt stærkt tilbage den efterfølgende sommer med kulmination i august.

Som allerede nævnt hører dræbergoplen oprindeligt ikke hjemme i Europa, men kommer fra den østamerikanske kyst. Den er ført til Europa med ballastvand, som store tankskibe medbringer for at ligge stabilt i vandet.

Rejsen til Danmark startede tilbage i 2005, hvor goplen via dette ballastvand blev bragt til det hollandske vadehav. I det lave og lune vand udviste den hurtigt masseforekomst. Herefter blev den ført med havstrømmene nordpå mod Danmark. Dræbergoplerne strømmede op langs Jyllands vestkyst, ind i Limfjorden og nord om Skagen og videre ind i de indre danske farvande til Østersøen.

Overalt, hvor den kom frem, formerede den sig med stor hast. Tydeligvis havde den på vor side af Atlanten fundet sig en økologisk niche helt uden konkurrence. Specielt Limfjorden faldt i dræbergoplernes smag.

For at følge goplernes spredning har forskere fra Syddansk Universitet flere gange været på togt på Limfjorden med miljøskibet “Limgrim”, hvor de fiskede gopler op af vandet med særlige goplenet. Forskerne talte efterfølgende antallet af gopler og regnede ud, hvor mange milliliter gopler der er per kubikmeter vand.

Massive mængder i Skive Fjord

Tallet var chokerende. Mængden af dræbergopler var så stor, at deres biovolumen var større, end man nogensinde havde registreret i Sortehavet. I Skive Fjord måltes f.eks. 300 milliliter dræbergopler per kubikmeter vand mod blot 180 milliliter gopler per kubikmeter i Sortehavet i 1989, da mængden toppede. Samtidig viste studierne, at dyrene allerede i august-september 2007 havde fortæret alt zooplankton i vandet.

Limfjorden er et paradis for dræbergoplen, der jo lever af zooplankton. Siden 1970’erne har fjorden været belastet af store mængder nitrat fra det omkringliggende landbrug. Det giver næring til planktonalgerne, som normalt ædes af zooplanktonet. Men når der er mange gopler, bliver planktonalgerne ikke ædt. I stedet synker de til bunds, hvor de rådner op under brug af ilt. Dette i så høj grad, at Limfjorden i stigende grad er blevet ramt af iltsvind og bundvendinger.

Resultatet er massedød blandt de muslinger, orme og andre dyr, som lever på og i havbunden, og som er fødegrundlaget for alle bundlevende fisk. Vandmænd og dræbergopler har bidt sig fast i Limfjorden, fordi fjorden er overgødsket med nitrat fra landbruget. Og samtidig er antallet af bundlevende fisk reduceret til en brøkdel af, hvad det var indtil begyndelsen af 1960’erne.

Limfjorden er det eneste sted i Danmark hvor man har lavet videnskabelige studier af dræbergoplens roveffekt på zooplanktonet. Men de mange indberetninger fra borgere fra hele landet vidner om, at dræbergoplen har slået sig ned mange andre steder

Endnu en af de nye invasive arter, der er kommet til Danmark i det seneste årti. Og endnu én, der med sikkerhed er kommet for at blive.

Selv kan vi desvære ikke gøre andet op end at kigge på…

Andre invasive arter:

Vandremuslingen

– der til fulde lever op til sit navn…

Vandremuslingen gør det, den er bedst til: Vandrer fra ét vandsystem til et andet. Nu er den nået til Gudenåen.

Vandremuslingen Dreissena polymorpha er en invasiv art, som de seneste år er fundet i flere søer i Gudenåsystemet ved Ry, Skanderborg og Silkeborg. “Invasiv” betyder, at arten ikke er naturligt hjemmehørende det pågældende sted, men er indført udefra – i regelen passivt.

Muslingens aftegninger og form kan variere en del, men arten er især kendt for de karakteristiske zigzag-striber, som muslingen ofte har. Heraf det engelske navn ”zebra mussel”.

Vandremuslingen kan blive op til 4 cm lang og kendes på den næsten trekantede, samt hvid- og brunstribede skal. Vandremuslingen er, som den eneste ferskvandsmusling i Danmark, i stand til at sidde fasthæftet på faste overflader og genstande og kendes derfor let alene på dette.

Udbredelse

Vandremuslingen stammer oprindeligt fra egnene omkring Aralsøen, det Kaspiske Hav og Sortehavet. Den blev indslæbt til Danmark i 1840’erne – sikkert via bundplanker og tovværk på datidens handelsskibe – og bredte sig i Københavns kanaler og søer. Først i 1900-tallet kom den til Esrum Sø og Furesøen.

Dårligt vandmiljø gjorde i de efterfølgende årtier livet surt for vandremuslingen, og i dag er den herhjemme kendt fra Furesøen, Esrum Sø, Esrum Å, Frederiksborg Slotssø, Fårup Sø og Jels Sø samt i dele af Susåen.

I 2006 blev vandremuslingen opdaget i midtjyske Knudsø og har siden spredt sig til Gudenåens hovedløb. I sideløbene håber man stadig at kunne holde den tilbage – hvordan det så end skulle kunne lade sig gøre.

Men med blot et minimum af realisme må man som biolog konstatere, at det løb vist er kørt. Der skulle være gjort meget mere og ikke mindst langt tidligere, hvis det ikke blot er tom snak.

Vandremuslingen har fået sit navn, fordi den er utroligt god til at sprede sig, og er den først kommet til et nyt område, er det for sent at gøre noget. Derfor handler det om at begrænse dens spredning. Den vandrer ikke målrettet, men den har flere måder at sprede sig på og er samtidig meget sejlivet.

Vandremuslingens æg og larver overføres let til nye vandområder i f.eks. motorens kølevandssystem eller fasthæftet på flydende grene, fiskegrej, på undersiden og i bundvandet af både, kajakker og andre fartøjer. Før eller siden når den derfor frem overalt.

Derfor er det tilrådeligt, at sejlere og fiskere renser deres fartøjer og grej, hvis de skal fra et ferskvandsområde med vandremusling til et andet uden. Anvendelsen af agnfisk med vand fra et vandsystem med vandremusling er også en potentiel kilde for udbredelse til nye vandområder. Selv badende gæster kan overføre larver af vandremuslingen til et uinficeret område – via et par fugtige badebukser.

Skadevirkninger

Vandremuslingen kan have en negativ effekt på de dammuslinger og malermuslinger, der i dag er meget almindelige i søer herhjemme. Disse kan blive fortrængt eller helt udryddet fra en sø. Dels ved direkte konkurrence om føden, og dels ved, at vandremuslingerne sætter sig fast på deres skaller omkring indsugningsåbningen. Herved kvæles de. I USA er der konstateret et massivt fald i antallet af store muslinger og især i deres reproduktion efter indslæbning af vandremuslingen.

Vandremuslinger kan også have negativ effekt på en række hvirvelløse dyr, der lever af at filtrere vandet, eksempelvis dyriske svampe, vårfluer og dyreplankton. I og med at vandremuslingen fortærer en stor del af planteplanktonet, vil fødegrundlaget for disse hvirvelløse dyr forringes. Dette kan endvidere forringe livsvilkårene for de fisk, der lever af dyreplankton, eksempelvis smelt og heltling.

Der er ligeledes en tendens til, at søer med vandremuslinger oftere oplever opblomstring af giftige blågrønalger – end søer uden vandremuslinger. Måske fordi de forskubber balancen og konkurrencen mellem de forskellige bakterier og dermed favoriserer blågrønalgerne.

Vandremuslingen er ikke blot et problem for hjemmehørende planter og dyr. Den kan også blive et stort samfundsmæssigt problem. Muslingens store antal og tilbøjelighed til at klumpe sig sammen gør, at den kan blokere og tilstoppe drænrør, spildevandsudløb eller risteanlæg til eksempelvis vandkraftturbiner.

Specielt i USA har muslingen, siden dens introduktion til de store søer mellem USA og Canada, kostet samfundet flere hundrede millioner kroner, fordi den nu blokerer renseanlæg og stopper for tilførslen af kølevand til kraftværker.

I det hele taget er Great Lakes et skoleeksempel på, at alt, der kan gå galt, vil gå galt. At alt, der overhovedet kan indvandre eller indføres, vil gøre eller blive det. Læs mere om Great Lakes andetsteds på www.ulnits.dk. Brug søgefunktionen øverst oppe til højre.

Vi har således årtiers lærdom fra denne del af verden, som myndighederne blot har valgt at overse eller overhøre, fordi det nu var det nemmeste og i første omgang også billigste. Når først skaden er sket, gør udgifterne det i regelen aldeles umuligt at gøre noget ved problemet. Skaden er sket – og uoprettelig.

Gavnlige effekter?

Nu er det imidlertid og heldigvis ikke kun nød og elendighed, der følger vandremuslingens udbredelse i Danmark.

Dels har vi allerede haft den i flere år i adskillige danske søer – uden alvorlige problemer. Og dels kan der også være decideret positive effekter. Fuglefolket – Dansk Ornitologisk Forening (DOF) – har været hurtige til at påpege, at de mange vandremuslinger udgør et forbedret fødegrundlag for en ferskvandsdykand som troldanden.

Samtidig har man i flere søer kunnet konstatere, hvordan de massive muslingemængder får gjort kål på de ligeså massive algemængder i eutrofierede (næringssalt-forurenede) søer. Tange Sø i Gudenå-systemet er et godt eksempel herpå.

Vandremuslinger er gode til at filtrere alger fra søvandet, men de spiser desværre ikke blågrønalger. Mindre konkurrence fra andre alger, som spises af muslingen, kan således forbedre forholdene for blågrønalger og få dem til at stige i hyppighed.

Blågrønalger er kendt for at danne giftstoffer og kan, når de forekommer i store mængder, give forgiftning, hvis man sluger meget vand med mange alger i. Kontakt med huden kan i nogle tilfælde give hudirritationer og udslæt. Intet er således så godt for noget, at det ikke også er skidt for noget andet.

Men der er flere afledte eller indirekte effekter. Det klarere vand i Gudenå-systemet giver vandplanterne bedre livsbetingelser. De vokser så meget, at deres volumen bremser vandstrømmen og får vandet til at stige. Ikke mindst beboerne ved Kongensbro har kunnet se og mærke effekten af dette.

I takt med at myndighederne samtidig har måttet spare på udgifterne til grødeskæring, er vandstanden steget så meget, at Gudenåen nu regelmæssigt indtager haverne langs åen.
Ingen her sender derfor vandremuslingen en venlig tanke og tak for det klarere vand.

Andre invasive arter:

Sig goddag til Chatonella

– og farvel til forårets klare kystvand…

Foråret 2011 bød på elendigt kystfiskeri i brun algesuppe. En hidtil ret ukendt alge blomstrede pludselig op i en grad, så kystvandet blev helt brunt og havørrederne forsvandt. Enkelte døde sågar, fremgik det af et fynsk TV2 indslag, som kunne fremvise en død sølvblank havørred i halvmeters klassen skvulpende rundt i det brungrumsede kystvand.

Men hvad var det egentlig for en alge, og hvorfor blussede den op i en sådan grad, at den blev et problem? Og skal vi regne med gentagelser i fremtiden? Spørgsmålene er mange og desværre flere, end der er klare svar til.

Det er imidlertid svært ikke at se skriften på væggen. Chatonella, som denne flagellat-alge hedder, er kommet for at blive. Men omfanget og udbredelsen kan vi kun spå om. Den afhænger nemlig af mange forhold – de fleste af dem helt uden for vor rækkevidde.

Algen

Chatonella aff. verruculosa er algens fulde, gådefulde og noget forunderlige navn. Den har ikke – endnu da – noget generisk navn, så vi må holde os til det latinske.

Det skyldes, at den første gang herhjemme blev identificeret som Chatonella verruculosa – og så alligevel ikke helt. Chatonella verruculosa er nemlig en japansk alge, og den skandinaviske pendant var ikke helt den samme. Indtil videre har man derfor valgt at lægge et aff. ind mellem slægts- og artsnavn. Det forventes, at algen senere får det officielle navn Verrucophora fascima.

Men de lærde strides som vanligt, og andre forskere mener, den i stedet bør hedde Pseudochatonella farcimen. Men indtil videre kendes og omtales den kort og godt som Chatonella!

Chatonella er nært beslægtet med de østasiatiske flagellater, der regelmæssigt forårsager rødt tidevand og efterfølgende fiskedød. Herhjemme blev den første gang sikkert identificeret under en stor opblomstring af alger i Nordsøen i 2001. På nuværende tidspunkt kendes denne alge kun fra den tyske nordsøkyst, det danske Vesterhav og Kattegat samt den norske kyst op til Bergen og hele den svenske vestkyst.

Men allerede i 1998 havde den optrådt i en massiv algeopblomstring, og dengang mente man, at det måtte være den oprindelige japanske Chatonella verruculosa, som var blevet introduceret til skandinaviske farvande via ballastvand i japanske fragtskibe. Nu mener man som sagt, at der er tale om en variant eller blot nært beslægtet art.

Chatonella er hvert forår siden 1998 blomstret op, men det var først i 2011, at den for alvor indtog kysterne. Den kulminerede i marts og klingede af i april.

En 10/10 alge

Der er tale om en alge, der kan variere meget i form og størrelse. Middellængden er 19 µm (mikrometer = 1/1.000.000 meter) med de største registrerede individer næsten dobbelt så store. Overfladen er karakteristisk knubret, og den enkelte alge kan indeholde op mod 30-35 gyldenbrune kloroplastre eller grønkorn, hvori fotosyntesen foregår.

Det ser i dag ud til, at Chatonella har fundet sin naturlige plads blandt forårets mange alger. I Danmark, Norge og Sverige betegnes den i dag som “almindelig”, mens den i Tyskland stadig kun har “lokal” udbredelse.

Chatonellas udbredelse og spredning hænger snævert sammen med vandtemperatur og saltholdighed. Således har man kunnet registrere, at den ikke trives i vand med en saltholdighed under 10 promille. På samme måde forsvinder den, når vandtemperaturen kommer op over 10 grader. Derfor kan man kalde Chatonella for en “10/10” alge, som hører de salte farvande og den kolde årstid til.

Vi har jo ellers vænnet os til, at uklart algevand hører sommermånederne til, mens vintervandet hidtil har været kendetegnet ved at være spritklart og algefrit. En fornøjelse at kigge på og fiske i. Nu ser det ud til, at den fornøjelse måske også er ved at være fortid – præcis som kysttorskene er det.

Men hvorfor var det så lige i foråret 2011, at Chatonella for alvor blomstrede op og ødelagde kystfiskeriet efter havørred? Tjaeh, vi oplevede jo en lignende isvinter også året før, og den udløste jo ikke en tilsvarende massiv opblomstring af Chatonella. Hvorfor vides ikke.

Men kigger man de meteorologiske data for marts efter i sømmene for henholdsvis 2010 og 2011, kan man måske finde svaret. En anden mulighed er, at Chatonella også blomstrede massivt op i foråret 2010 – blot skete det langt fra land, længere nede og på dybere vand, hvor det ikke var så åbenlyst synligt.

Vi ved i hvert fald, at kombinationen af korrekt vandtemperatur og passende lysintensitet må have været perfekt i det tidlige forår 2011. Som derfor blev ødelagt for fisk og fiskere rigtig mange steder langs den Jyllands østkyst samt omkring Fyn og Sjælland.

Skadevirkning

De massive opblomstringer af Chatonella i 1998 og 2001 gav algen en masse opmærksomhed. Den medførte nemlig stor dødelighed blandt fiskene i det norske lakseopdræt. Til gengæld nåede den ikke for alvor ind i de indre danske farvande før 2011.

Mistanken var dengang, at Chatonella algen udskiller fiskegifte, som man kender det fra mange andre alger. Men mistanken viste sig ubegrundet. Undersøgelser af vandet i algeblomsten afslørede ingen fiskegifte, der kunne forklare fiskedøden.

Senere undersøgelser har indikeret, at virkningen i stedet er indirekte. At fiskenes gæller irriteres af den massive algemængde i en sådan grad, at de udskiller slim, som siden kvæler fiskene. De kan jo ikke kan slippe væk fra opdrætsburene – modsat vildfiskene, som jo i regelen kan svømme et andet sted hen.

Man kan formode, at det samme skete for de fisk, der blev fanget i algeblomsten langs vore kyster og ikke kunne svømme væk. Og som derfor blev dårlige og døde.

Desværre kan man med sikkerhed sige, at Chatonella næppe kommer til at mangle næringsstoffer, når og hvis den vælger at slå til igen. Det har vort højintensive og højt besungne danske landbrug for længst sørget for. Og de har ingen planer om at skære ned på udledningen, hvis det på nogen måde kan gå ud over indtjeningen.

Så sig pænt goddag til Chatonella. Den er kommet for at blive…

⌘ Chatonella vender tilbage ⌘

Andre Invasive arter: