Grådige som gedder…
De fleste mennesker har den opfattelse, at ørreder er fornemme fisk – finere, mere elegante og mere raffinerede end eksempelvis torsk og gedder. Nogle vil sågar mene, at de også er klogere!
Det sidste er nu nok at gå for vidt. For at være klog, skal man jo kunne tænke, og det kan fisk altså ikke. De tænker ikke, men reagerer blot på de ting, de udsættes for. De er fra naturen programmeret til at udføre handlinger, der er praktiske for dem, når de konfronteres med bestemte forhold. En programmering, der er sket gennem årtusinder, og som sikrer, at slægten overlever.
Denne programmering sørger for, at ingen godbid slipper uantastet forbi en sulten fisk. Uanset hvor stor den så måtte være. Det kan godt være, at en stokmæt ørred lader en stor majflue passere – omend det sjældent sker. Men det er helt sikkert, at en sulten fisk kaster sig over fødeemner, der ved første øjekast ser alt for store ud til den. Den skal nok få dem ned!
En rødplettet røver
For nogle år siden var jeg på elektrofiskeri i den øvre del af Gudenåen. Langt størsteparten af de fangede fisk var stallinger – ørrederne var der en god del længere imellem. Til gengæld var de ofte store. Således fangede vi en flot bækørred på 55 cm, godt 2 kg tung. Den havde en fyldig bug, og vi skulle undersøge maveindholdet på de fangede fisk for at se, hvad de spiste.
Fiskene blev bedøvet, før vi mavepumpede dem – eventuelt med lidt vand først, så det hele gled lidt lettere. Men den store bækørred ville ikke af med sin hemmelighed. Først efter flere forsøg kom der lidt med op – i form af nogle mørke uldtotter. Et par maveskylninger senere måtte den dog give helt op, og op kom de første rester af – en vandrotte!
Vi gjorde naturligvis store øjne, for det havde vi ikke forventet. Men det er langt fra usædvanligt. Store bækørreder er ofte hanner med store hoveder og lange kæber, der fint er i stand til at fange og sluge selv overraskende stort bytte. Og store bækørreder bliver altså ikke store på en diæt af små døgnfluer.
Der skal mere protein til, og her kommer de små pelsdyr ind på en klar førsteplads. Næppe noget andet fødeemne leverer så meget protein i en enkelt mundfuld som mus og andre gnavere.
Druknede mus
Under et besøg i den kanadiske atlanterhavsprovins Labrador for en del år siden, oplevede jeg en sand invasion af store skovmus. Ikke lemminger, som også findes på disse breddegrader, men regulære mus. Store, tykke og kulsorte i pelsen. De var overalt – ude i skoven, inde i lodgen – og ude på vandet!
Vor trivelige madmor var frustreret over de mange mus, der susede ind og ud af hendes køkken, men de var der blot på gennemgang – ikke på rov. De var som en anden lemmingeflok på vej mod grønnere græsgange – steder med mere plads og mere føde. Og kom der så en sø eller elv i vejen, begav de sig uforfærdet ud på vandet.
Hver morgen kunne vi efterfølgende se døde mus drive rundt – druknet under forsøget på at nå i land på den anden side. Og hver aften kunne vi se søens store ørreder line up for at guffe de kolossale godbidder i sig – med hud og hår.
Det gav mulighed for et helt unikt fiskeri, som jeg aldrig har oplevet magen til. Fiskeriet begyndte først for alvor, når mørket havde sænket sig helt over den nu blikstille sø:
Blindt fiskeri i bælgmørke med musefluer så store, at vi knap kunne kaste dem. Hørte man et plask ude i mørket, kastede man efter bedste evne sin monsterflue ud i samme retning. Og hørte man endnu et plask fra samme retning, strammede man roligt op – og krogede i regelen en tung kildeørred i 2-3 kg’s klassen!
Matching the Hatch
Vi oplevede to aftener med dette fantastiske fiskeri, som havde den finest tænkelige afslutning: I horisonten kunne vi se lysene fra vor lodge, hvor madmor stadig havde travlt i køkkenet. Hun stod nemlig klar med friskbagte pandekager og blåbærsyltetøj – hjemmelavet, naturligvis – når vi trætte gik i land ved midnatstide!
Og da var det, vi havde en pudsig oplevelse. Hver gæst måtte tage én trofæfisk med sig hjem under en uges ophold. Vi havde den ene aften en flot 7 punds fisk med hjem, som min makker Dave ville have udstoppet og hængt op på væggen derhjemme i Pennsylvania.
I lodgen var samme uge to inkarnerede tørfluefiskere, hvis hjemmevand var den klassiske østamerikanske kalkstrøm Letort. Her er diminutive tørfluer str. 16-24 dagens orden blandt de ofte superselektive ørreder. De to purister rynkede derfor på næsen af vort natfiskeri med store fluer. For dem var det kun “matching the hatch” med rene imitationsfluer, der duede.
Vi sprættede trofæfisken op og fandt hele tre store mus i maven på den. Dave lagde nu den store museflue ved siden af de rigtige mus og kaldte så på tørfluepuristerne fra Letort.
– Hvis det ikke er matching the hatch, sagde Dave triumferende. Og de måtte give ham ret – samt en flaske Jack Daniels som undskyldning for deres noget hovski-snovski opførsel!
Sommer i Sibirien
Sommeren er kort i Sibirien, hvor vinteren er tilsvarende lang. Samtidig er den så kold, at elvene i regelen fryser til. Længst oppe bundfryser de sågar!
Alligevel er Sibirien kendt for sine meget store laksefisk – de helt store taimen og de mindre, men mere talrige lenok. Ofte træffes fiskene langt oppe i bjergene, hvor vandet er iskoldt og næsten sterilt. Heroppe producerer vandet meget få akvatiske fødeemner – kun nok til at opretholde en ganske lille fast bestand af laksefisk.
En stor del af disse er arktiske stallinger af samme art, vi kender fra Alaska – fisk, der sjældent bliver større end kiloet i det kolde vand. Alligevel lever der laksefisk på både 10 og 20 kg i de selvsamme vande, men hvordan i alverden er de blevet så store?
Hvis de levede af stallingerne, ville det hurtigt være slut med dem alle. Og det er ikke tilfældet. Nej, i stedet lever de store taimen laks og de mindre lenok fortrinsvis af gnavere – af mus, lemminger og egern, der mere eller mindre frivilligt er havnet i vandet. To ud af tre lenok laks viser sig således at have mus i maven – den tredje ingenting eller eventuelt en mindre artsfælle!
Mus på menuen
Trods deres grådighed hugger lenok laksene dog meget forsigtigt på fluen. Er der mus på menuen, så prøver de først at drukne dem ved at trække dem i hale eller ben. Det må være en grufuld død, hvis man er en mus eller lemming på afveje…
De langt større taimen laks derimod slår først musene bevidstløse med et kraftigt slag af den store røde hale, førend de vender tilbage og sluger pelsdyrene i én mundfuld! En teknik, der er uhyre efektiv over for stort bytte såsom egern…
De lokale russere er helt klar over dette. De ved, at de store taimen skal findes helt inde på lavt vand, hvor de jager i ly af mørket. De ved også, at agnet ikke kan blive for stort. Favoritten består af et helt egernskind, som er trukket over en tyk krop af kapok – gamle dages opdriftsmiddel i primitive redningsveste. Skindet sys sammen, og det udstoppede egern rigges med en stor trekrog – eller to!
Vi andre har heldigvis fundet ud af, at store musefluer fint kan kastes og fiskes effektivt – på tungt 2-håndsgrej. Vi overlader derfor gerne egernfluerne til vore russiske guides!
© 2012 Steen Ulnits
Del denne artikel: