Ichtyosaurus

shapeimage_3

250 millioner år gammel – og 10 meter lang…

For en kvart milliard år siden (!) skete der noget interessant. Faktisk skete der rigtig mange interessante ting i den tid, som hører til dinosaurernes sidste år. Hvis du har set filmen “Jurassic Park”, vil du kende nogle af de medvirkende “saurer”. Det var ikke nogen, man havde lyst til at møde i en mørk gade.

Det var før forureningens tid, og det omgivende hav var derfor rent, som vand skulle være. Alligevel var det næppe nogen god idé at tage en svømmetur i det lune og krystalklare vand. I det levede nemlig nogle kæmpestore fiskelignende reptiler, som videnskaben i dag kalder “Ichtyosaurus”.

Det var grådige rovdyr med skarpe diamantformede tænder. Det ved man helt præcist fra fossilfundene. At Ichtyosaurus kunne blive op til 10 meter lang, gjorde ikke situationen og lysten til en svømmetur mere attraktiv…

Selv om Ichtyosaurus unægtelig ligner fisk mere end noget andet – deraf også navnet – var de alligevel ikke fisk. De var i stedet reptiler – krybdyr, som oprindelig stammede fra land, men som gradvis udviklede sig til et liv i vand.

Deres fire ben, som bar dem inde på landjorden, blev efterhånden svagere og kom til sidst til at minde mere om finner end fødder. Fossile fund viser en gradvis ændring af knoglerne i takt med, at Ichtyosaurus udviklede sig til et rigtigt vanddyr, som til sidst ikke længere kunne på på land.

Denne imponerende udvikling skete gradvis, men i geologisk perspektiv skete overgangen overraskende hurtigt. Faktisk mener palæontologerne, at det kun tog Ichtyosaurus 5-10 millioner år at klare overgangen. Forholdene må have været perfekte, da disse reptiler stak til søs – uden farlige rovdyr, der kunne have ædt dem, før de havde lært at svømme!

Fossilerne fortæller

Man kan undre sig over, hvordan vi dog kan vide så meget om noget, der skete for så mange år siden. Men det er slet ikke det gætværk, som man kunne tro. Vi har i dag så mange fund af fossiler, at der tegner sig et tydeligt billede.

Ikke bare af fossilernes egen historie, men også af datidens geologi. For eksempel kan det virke overraskende, at nogle af de vigtigste fossile hvalfund rent faktisk stammer fra – Himalaya-bjergene!

ichtyosaurus

Men fortvivl ikke. Som altid er der en god forklaring. Fra Himalaya stammer også noget af det fineste havsalt, man kan købe for penge. Fint og velsmagende rødt salt, som stammer fra dengang, der slet ikke var noget, der hed Himalaya. Bjergene havde endnu ikke rejst sig af havet – som resultat af jordpladernes sammenstød.

Dengang var alt land på jorden samlet i et gigantisk kontinent – Pangea – som siden delte sig i mindre plader, der drev hver til sit.

Saltlommer blev fanget og tørrede ud, da bjergene rejste sig. Med store aflejringer af havsalt til følge. På samme måde havnede mange hvalfossiler oppe i bjergene. Ikke fordi de selv var svømmet derop. Men fordi havbunden, hvor de engang havde lagt sig til hvile, var blevet presset derop.

På samme måde forholder det sig med Ichtyosaurus. Nu er det blot ikke Himalaya, vi skal lede i, men Rocky Mountains i Nordamerika. Nærmere betegnet bjergkæden Humboldt Range i Nevada ørkenen. I dette øde og golde område, som var frygtet af både comwoys og indianere i 1800-tallet for sit nådesløse klima, har palæontologerne kronede dage.

Det var her, de i 2008 fandt de første fossiler af det, der siden blev døbt “Ichtyosaurus”. Og her, de efterfølgende fandt adskillige andre fund, der på forbløffende vis kunne kortlægge og forklare udviklingen af dette imponerende dyr. Hvorfor det opstod, hvordan det udviklede sig, og hvornår det forsvandt igen.

Jord i hovedet – og ben i jorden

Palæontologerne er intet uden også en dyb indsigt i geologien. Ved at kombinere forståelse af jordens udvikling frem til i dag med fundet af forskellige fossiler kan man nemlig komme meget langt. I dag ved man således, at landhævninger og de deraf følgende bjerge i sig selv er en hel geologisk kalender – med de ældste klipper øverst og de yngste nederst.

På samme måde kan man også aldersbestemme de fossiler, man har fundet og stadig finder: De ældste fossiler finder man højst oppe i bjergene – de yngste længst nede ved bjergenes fod. Således er der en aldersforskel på 5 millioner år fra bjergets top til bjergets fod. Cirka den tid, det tog Ichtyosaurus at udvikle sig fra et landdyr til et vanddyr.

ichtyosaurus-1

De efterhånden ganske mange fossile fund af Ichtyosaurus viser et tydeligt billede af dette dyrs udvikling – anatomisk såvel som geologisk. De højeste og ældste fund viser, at de oprindelige reptiler netop havde forladt landjorden for et liv på lavt vand. Deres knogler har stadig samme opbygning som landdyrenes.

De laveste og yngste fund viser i stedet knogler mere lig dem, man finder i fiskenes finner. De skal ikke længere kunne bære dyrets vægt, da det nu lever permanent i vand. Selv hvis de gerne ville, kunne de ikke gå på land igen. Ichtyosaurus havde nu nået sin endelige, perfekte form. Præcis som hajerne.

Sammenholder man fossilfundene med lokaliteterne og deres højde over havet, kan man med stor sikkerhed fastslå, at Ichtyosaurus’ udvikling fra land til vand næppe her taget mere end 5-10 millioner år. Hvilket er meget lidt i geologisk perspektiv.

Man kan også med ganske stor sikkerhed sige, at Ichtyosaurus uddøde på samme tid som de mange andre kæmpestore “saurer” fra dengang – nemlig for omkring 250 millioner år siden.

Weapon of mass destruction…

Dinosaurerne dominerede jorden i ikke mindre end 160 millioner år. Men for 65 millioner år siden skete der så noget, som med ét fik dem til at forsvinde totalt. I samme tidsrum gik det også ned ad bakke for samtlige andre dyre- og plantearter. Således regner man med, at halvdelen af de øvrige dyre- og plantearter også uddøde under det, forskerne kaldet “the K-T mass destruction”.

Bedst gik det under vandet, hvor mange fiskearter overlevede katastrofen. For videnskaben hælder i dag til, at masseudryddelsen skyldes en kæmpestor meteor, der ramte landjorden og forårsagede et årelangt mørke og massive klimaforandringer. Således mener man i dag, at en 10 km stor meteor – på størrelse med hele Manhattan Island – ramte jorden for 65 millioner år siden.

Et bevis herfor er de stærkt forhøjede mængder af grundstoffet Iridium, som man har fundet i aflejringer fra dette tidsrum. Således har man findet niveauer af Iridium, som er op til 200 gange højere end normalt her på jorden, flere end 100 forskellige steder. Iridium er sjældent på jorden, men almindeligt i verdensrummet og kunne således fint stamme fra netop en nedstyrtende kæmpemeteor.

image006

Man har sågar også fundet det sandsynlige sted for kollisionen. Det er et 150 km stort krater, som ligger under den lille landsby Puerto Chixulub på nordkysten af Mexico’s Yucatan halvø. Dybt nede under det porøse kalklag, som udgør halvøen, ligger resterne af  meteornedslaget – i form af mineraler dannet under det enorme tryk fra kollisionen.

Her finder man glasagtige forbindelser, som kun kan dannes under kolossale trykpåvirkninger, samt kulstof på diamantform.

100 millioner megatons

Man har regnet på kraften af dette sammenstød: En 2,6 milliard tons tung meteor, der rammer jorden med en fart på 60.000 km/t, genererer en kraft svarende til 100 millioner megatons dynamit. Eller 200 gange den største atombombe, der nogensinde er bragt til sprængning her på jorden…

Med massive støvskyer til følge, som formørkede jorden i mange, mange måneder – måske år – og ændrede klimaet totalt. Og med massedød blandt planter og dyr som resultat. Man regner med, at kun omkring 15% af alle landdyr overlevede katastrofen.

Så exit alle de kæmpestore dinosaurer – heriblandt Ichtyosaurus!

Og enter pattedyrene, som vi jo selv nedstammer fra.

© 2011 Steen Ulnits