Forfatterarkiv: Steen

Aktuelt 3. kvartal 2012

* Ulovlige redskaber

NaturErhvervsstyrelsens kontrollører havde for nylig en usædvanlig givtig kontrol af ulovligt fiskeri i Kertinge. Rekordmange fisker nemlig ulovligt i dette farvand, og det er især den fredede og udryddelsestruede ål, det går ud over. I alt har kontrollørne fundet ikke mindre end 146 ulovlige redskaber – ruser og ålefælder. Kontrollør Robert Dølling var overrasket:

– Det er mange forhold på sådan et lille sted. Det værste er, at vi ved jo ikke, hvor lang tid det har stået på. Hvis det har stået på i årevis??? Så er det virkelig slemt, konstaterer Robert Dølling.

Fritidsfiskere må som bekendt kun fiske med seks redskaber, som de skal forsyne med deres nummer. Men kontrollen viste udbredt svindel, hvor uskyldige borgeres numre er blevet sat på redskaberne. John Rosendahl fra Kerteminde var således en af dem, der blev kaldt ned til Kertinge – blot for at opdage, at en anden fisker havde misbrugt hans nummer:

– Jeg ejer ikke ruser, kun garn, så jeg har det skidt med det svindel, fortæller John Rosendahl. 

Når man bruger andre fiskeres numre på ruser og ålefælder, så er det dokumentfalsk og dermed klart ulovligt. NaturErhvervsstyrelsen melder derfor sagerne til politiet, oplyser vicefiskeriinspektør Claus Wille.

30. september 2012
Steen Ulnits

* Alling Å atter på rette spor

Alling Å har fået genskabt sit oprindelige bugtede forløb og er flyttet tilbage midt i Alling Ådal, hvor den oprindeligt snoede sig. Torsdag eftermiddag den 27. september blev den sidste jord fjernet, så vandet kunne løbe igennem det genskabte åløb. Dermed er en milepæl nået i arbejdet på at skabe et nyt 525 hektar stort vådområde.

De fire kommuner Randers, Favrskov, Syddjurs og Norddjurs er alle involveret i projektet. Naturstyrelsen har arbejdet på projektet igennem en årrække. Men først efter at de fire involverede kommuner denne sommer gav den endelige tilladelse, er det gået stærkt med at få projektet realiseret. 

Næste store skridt er at få stoppet og fjernet en række dræn og pumper, så vandet igen kan sive ud fra åen for at genskabe det store vådområde. Derudover skal et areal ved åen omdannes til et attraktivt område med bålplads og shelters. Den sidste del af projektet arbejder en lokal arbejdsgruppe med. Det sker i samarbejde med Naturstyrelsen og de fire kommuner. 

30. september 2012
Steen Ulnits

* – En sag for EU-domstolen?

Det står ikke helt klart, hvorvidt det var i strid med EU-lovgivningen, da Danmark og Sverige besluttede at forbyde fiskeri i et område af Kattegat for at beskytte torskebestanden. Det er meldingen fra Østre Landsret, som har besluttet at udskyde domsafsigelsen i de tre første af fem ankesager om ulovligt fiskeri fra Gilleleje Havn. Sager, der som bekendt blev afsløret af Greenpeace i sommeren 2010. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Sagen udsættes til 1. december, og inden da skal anklagemyndigheden komme med yderligere oplysninger i sagen. Herefter tager landsretten stilling til, om sagen skal optages til dom, eller om der er behov for at få behandlet sagen hos EU-domstolen.

Advokat Morten Rosendahl, der er forsvarer for ni ud af de ti tiltalte fiskere, er glad for landsrettens beslutning. Han har hele vejen igennem slået på, at EU-lovgivningen blev tilsidesat, da Danmark og Sverige valgte at lukke området for fiskeri, og at sagerne derfor er rejst på et ugyldigt grundlag.

– Det, vi har argumenteret for, er, at den bekendtgørelse, der siger stop for fiskeriet, er lavet i aftale mellem Danmark og Sverige som en lokal dansk regel. Men da man gjorde det, gik man uden om EU. EU siger, at man kan godt lave regler for sit eget land, men ikke når man også har lavet en regel på svensk område, hvor tyskerne for eksempel godt må fiske. Og så skal det ind over EU, siger Morten Rosendahl, der henviser til et notat, som Danmarks Fiskeriforening fik udarbejdet i 2009. Her siger en EU-ekspert fra advokatfirmaet Kromann Reumert, at bekendtgørelsen er i strid med EU-loven.

– For forsvarets side er det en udmærket afgørelse. For nu skal det her spørgsmål afgøres af en ekspert. Jeg tror, det ender med en frifindelse, fordi den her bekendtgørelse er i strid med EU-loven, lyder fra Morten Rosendahl.

22. september 2012
Steen Ulnits

* – Lokal bekendtgørelse?

Anklagemyndigheden holder fast i, at lovgivningen i ovennævnte sager udelukkende gælder nationalt, da Sverige og Danmark har lavet hver deres lovgivning med samme ordlyd.

– Som jeg ser det, mangler der to oplysninger, for at retten kan træffe deres afgørelse. Retten vil gerne vide, om den bekendtgørelse på en eller anden måde involverer, at der er blevet lovgivet uden for dansk territorium. Men den er lavet som national lov, og svenskerne har lavet en enslydende lov. Så det er ikke EU-retlige principper, men almindelig lovgivning, der gælder. Og så skal jeg spørge nationalt, om den bekendtgørelse harmonerer med den EU-forordning, der er lagt til grund. Det finder jeg ud af, så retten kan træffe en afgørelse, siger sagens anklager, Helle Just Christensen, der ikke forventer, at bekendtgørelsen bliver sat til side.

– Man underkender ikke bare en bekendtgørelse. Jeg kan kun forestille mig, at man vil forelægge det for EU-domstolen, der har en gennemsnitlig sagsbehandling på 19-20 måneder. Så det vil betyde, at det vil tage tid, siger hun.

De øvrige to ankesager, der var berammet i landsretten i efteråret, samt de fem sager, der var på vej i byretten, er alle udsat indtil 1. december, hvor landsretten igen vil tage sagen op.

22. september 2012
Steen Ulnits

* Gårdsalg af illegale sprøjtegifte

En række bagmænd importerer og videresælger ulovlige sprøjtegifte – eksempelvis det kræftfremkaldende pesticid IPU, der har været forbudt i Danmark siden 1999. Det afslører en rundringning, som Politiken har lavet i samarbejdet med DR programmet “Bag Facaden”.

Politikens og DR’s rapportere ringede op til en række leverandører og udgav sig for at være interesserede i at købe ulovlige sprøjtegifte. Det viste sig, at flere af leverandørerne var villige til at sælge de forbudte sprøjtegifte. Ifølge SKAT, er problemet langt mere omfattende, end de to medier har fundet frem til:

“Det her er kun toppen af isbjerget. Vi har en klar fornemmelse af, at der er mange bagmænd derude. Det handler blot om at finde dem”, siger specialkonsulent Bettina Kaastrup fra Skats særlige indsatsenhed på området, til Politiken.

Mange landmænd er desværre langt større svin end de grise, de opdrætter.

22. september 2012
Steen Ulnits

* Rejsehold til rent grundvand

Hvis vi skal blive ved med at kunne drikke rent vand direkte fra hanen, kræver det, at der gøres en særlig indsats for miljøet omkring de boringer, som pumper vandet op af jorden. Derfor har miljøminister Ida Auken sendt et nyt rejsehold fra Naturstyrelsen ud i landet for at hjælpe kommunerne med at etablere beskyttelseszoner omkring vandboringer.

– Det er vigtigt for mig at være med til at sikre, at de kommende generationer også kan drikke vandet fra vandhanen. Derfor tager Naturstyrelsens nye rejsehold ud til kommunerne og rådgiver om, hvordan man bedst håndterer beskyttelseszoner ved drikkevandsboringer, siger Ida Auken.

Der er afsat 40 mio. kroner på finansloven til at støtte kommunernes arbejde med at udpege udsatte boringer – midler, som kan søges til tekniske vurderinger eller myndighedsarbejde. Det er arbejdet med de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder rundt om vandboringerne, som kommunerne kan få tilskud til. Et boringsnært beskyttelsesområde er oftest større end den eksisterende 25 meter zone omkring en vandboring, der gælder i dag.

– Det nye rejsehold giver kommunerne en oplagt mulighed for at få overblik over, hvor de bør gøre en ekstra indsats for grundvandet. Man er nødt til at være på forkant med noget så vigtigt som beskyttelsen af drikkevandet. Derfor er jeg også sikker på, at kommunerne vil tage godt imod dette nye tiltag, siger Ida Auken.

Rejseholdet er gratis at benytte og kan bestilles allerede nu. Tilskudsordningen administreres af Naturstyrelsen, og der gives løbende tilskud i 2012 og 2013.

15. september 2012
Steen Ulnits

* “Operation Rent Grundvand”

Miljøminister Ida Auken iværksætter nu “Operation Rent Grundvand”. Hun vil blandt andet revidere kortlægningen af en række områder, hvor undergrunden ikke beskytter grundvandet mod nitratforurening. Nitratforurening kommer fra den gødskning, som afgrøderne ikke får optaget, og som derfor skylles ned i grundvandet. 

Revisionen skal rette op på, at der rundt omkring i landet hidtil har været forskellig praksis for, hvornår en kommune skulle tage særlige skridt for at beskytte grundvandet. Den nye kortlægning skal bruges af kommunerne til at gennemføre de nødvendige restriktioner og indgreb for at beskytte fremtidens drikkevand.

I første omgang betyder miljøministerens strammere kurs, at yderligere 618 kvadratkilometer landarealer bliver udpeget som steder, hvor kommunerne skal passe særligt godt på grundvandet. Det er en forøgelse af det særligt beskyttede areal på omkring 60 procent.

– Vi skal passe mindst lige så godt på den næste generations drikkevand som vores eget. Jeg kan og vil ikke acceptere den slappe tilgang, som har hersket tidligere, hvor kommunerne ikke havde et sikkert grundlag for at passe på vandet. Det får de nu. Alle kommuner skal kunne sikre fremtidens drikkevand, siger Ida Auken.

15. september 2012
Steen Ulnits

* Kritik fra Rigsrevisionen

Miljøministeriets tidligere sikring af grundvandet er blevet kraftigt kritiseret af både Rigsrevisionen og Statsrevisorerne. På baggrund af denne kritik påtog Ida Auken sig som ny miljøminister at vende hver en sten i denne sag, og det får nu blandt andet Naturstyrelsen til at stramme op på kortlægningen af særligt følsomme områder.

I “Operation Rent Grundvand” udpeger Naturstyrelsen steder, hvor den naturlige beskyttelse mod nitratforurening er så dårlig, at den lokale kommune skal gribe ind og gennemføre restriktioner over for lodsejere, så de ikke forurener drikkevandet med nitrat. Disse områder kaldes indsatsområder.

Siden amterne begyndte kortlægningen af drikkevandsmagasinerne i 1999, har der været rum for fortolkning af reglerne for, hvornår et område skulle være et indsatsområde. På den måde har der ikke alle steder været en præcis og tilstrækkelig beskyttelse af fremtidens drikkevandsressourcer. Det laves der om på nu.

I første omgang er Naturstyrelsen klar til at justere indsatsområder i 38 kommuner, hvor styrelsen har gennemført grundvandskortlægning, siden styrelsen overtog opgaven fra amterne i 2007. I løbet af sommeren vil Naturstyrelsen gennemgå amternes kortlægning, så fremtidens drikkevand kan beskyttes optimalt.

8. september 2012
Steen Ulnits

* Landsdækkende 24 timers konkurrence i UV jagt

De kan bare ikke styre sig, natjægerne i Nak Nemo. Efter at have holdt lav profil i længere tid, er de dræbende dykkerdrenge nu atter på barrikaderne. Denne gang med en 24 timers landsdækkende konkurrence, hvor det gælder om at skyde så mange fisk som muligt. Ikke mindst om natten og med brug af lys.

Den 15. – 16. september afholder Nak Nemo således en 24 timers UV jagt over hele landet. I sig selv lyder det måske ganske uskyldigt, men i virkeligheden er det endnu en devaluering af sportsligheden i UV jagten herhjemme. Det siger i hvert fald den tidligere formand for UV jagtsektionen i Dansk Sportsdykkerforbund, Peter Fischer Mikkelsen. Han uddyber:

“Faktum er, at langt hovedparten af de danske kystfisk er meget nemme at skyde om natten. Ørreden er som bekendt blottet for de forsvarsmekanismer, der beskytter den mod sæler og marsvin om dagen. Multen står tit og halvsover i tangen. Fladfiskene ligger oven på sandet, uden at gøre noget for at camouflere sig selv, som de gør om dagen. Ofte helt inde på meget lavt vand. De få torsk, der er tilbage i de danske farvande, har ligesom havørreden droslet meget ned på sine forsvarsmekanismer og flugtreflekser.

Alt i alt får man i løbet af de 24 timer, konkurrencen varer, rig mulighed for at skyde en række “sportsfisk”, der egentlig bare står og venter på at blive skudt. Eneste udfordring ligger i at vælge nogle steder i vore farvende, hvor man kan finde flest fiskearter. At kunne dykke er ikke nødvendigt. Det hele kan stort set nås fra overfladen”, slutter Peter Fischer Mikkelsen.

Og Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) sover desværre stadig i timen. Eller rettere: De vender det blinde øje til. Sagen er nemlig den meget enkle, at DSF sidder i Friluftsrådet sammen med Dansk Sportsdykkerforbund. Og her tildeler medlemmerne gavmildt hinanden af de Tips-millioner, som løbende triller ind. Det må nødvendigvis være årsagen til, at DSF officielt har blåstemplet UV jagten – også når den foregår med lys om natten.

Problemet er blot, at DSF med sine 25.000 fortrinsvis jyske medlemmer repræsenterer under 5% af alle danske lystfiskere. Dette ifølge seneste undersøgelse fra Fødevareministeriet. DSF bragte sågar en stort opsat og meget positiv artikel om netop UV jagt med harpun i sit obligatoriske medlemsblad “Sportsfiskeren”…

Læs også artiklen, der startede det hele.

9. september 2012
Steen Ulnits

* “Bondefangeri” – lille bog med stor indsigt

Ind imellem løber man ind i en lille bog, der gør stort indtryk. En sådan bog er miljøjournalist Kjeld Hansens nye bog “Bondefangeri”, der går i dybden med og viderebringer nye artige oplysninger om dansk landbrug.

“Artige” er nu nok ikke det rette ord. “Skræmmende” vil være mere passende. Selv for undertegnede, der ellers mener at vide ganske meget om dansk landbrug og dets svineri på miljøfronten, er det skræmmende nyheder af værste slags. Selv om bogen er lille af format og kun byder på 96 sider, så er den spækket med dybdeborende journalistik, hvor spillet bag kulisserne blotlægges for læseren. Hvor man får et interessant indblik i dansk landbrug og dets manipulation med facts og informationer. Hvor sandhed er en by i Rusland, som svinebønderne jo også investerer lystigt i. I Rusland er miljø nemlig – sjovt nok – også en by i Rusland…

Læs de skræmmende facts om, hvordan det er lykkedes dansk landbrug at skjule hvor, hvordan og i hvilket omfang resistente bakterier fra svineproduktionen har spredt sig til sygehuse og patienter landet over. Med fatale følger. Eller hvordan man bedst muligt dyrker energipil på områder, der er taget ud af den normale landbrugsproduktion for at skåne vandmiljøet. En produktion, der er alt andet end skånsom eller økologisk. Og så videre. Hver eneste side i bogen rummer oplysninger, der må få det til at gyse i enhver med blot en smule til overs for dansk natur og det miljø, vi alle og vore efterkommere skal leve i.

Fakta: Kjeld Hansen er en prisbelønnet journalist, der har set det som sin livsopgave at forske kritisk i dansk landbrug og dets aktiviteter. Du kan købe hans nye bog “Bondefangeri” formedelst kr. 80,- på webadressen www.baeredygtighed.dk. Den er hver en krone værd – og skarpt skyts til den kommende tids uundgåelige kamp mod miljøsvinene i dansk landbrug.

9. september 2012
Steen Ulnits

* Randzonerne en realitet!

Det var en sorgens stund for dansk natur, da den tidligere borgerlige regering ophævede den braklægningsordning, som i flere år havde givet dansk natur det pusterum, den så desperat havde brug for. Om det så var nok så mikroskopisk.

Dansk landbrug var begejstret. Faldende kornlagre på verdensmarkedet betød stigende fødevarepriser, og under dække af at ville redde verdens sultende befolkning fra hungersnød og sultedød, hev dansk landbrug dybdeploven frem og gik i lag med indtil da braklagte områder. Naturen blødte og bløder stadig efter dette ondsindede anslag mod dansk natur og naturbevaring.

Dansk landbrug argumenterede sammen med den Venstre-ledede regering, at der jo slet ikke var tale om natur – blot marker, der midlertidigt var ude af drift. Men de braklagte områder var gennem årene blevet naturlige igen – med mange flere dyr og planter end tidligere. Fristeder for den natur, der nok er den hårdest trængte i hele verden – med verdens mest intensive landbrug og mere end to tredjedele af det danske land under plov.

I dag trådte så loven om de nye randzoner i kraft. Ti meter brede dyrkningsfrie zoner, hvor der hverken må sprøjtes eller gødes. På denne måde håber regeringen at kunne reducere udvaskningen af gødningsstoffer og miljøgifte til det trængte danske vandmiljø. Naturligvis til stor forargelse for det danske landbrug, som tror og mener, at dansk natur og miljø er en del af deres hævdvundne ejendomsret.

Læs artiklen om de nye randzoner. Her kan du se, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er. På denne måde kan du ved selvsyn kontrollere, om din lokale landmand nu også efterkommer den nye lov om randzoner.

1. september 2012
Steen Ulnits

* Flere nye artikler

Som du måske har bemærket, så opdateres denne sides søsterside www.steenulnits.dk regelmæssigt – om muligt hver uge for Aktuelt’s vedkommende. Med længere mellemrum lægges nye artikler op på de øvrige undersider. Her kommer fem nye artikler, du kan kaste dig over, hvis de har din interesse:

Hvis du har fulgt med i dagspressen i de seneste år, kan du ikke undgå at have hørt om den invasive sortmundede kutling. Det er en stor kutling, som er kommet hertil fra Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Som er slået godt an, og som ikke har tænkt sig at forlade os igen. Det er helt enkelt alt for nemt at være ny kutling i danske farvande. Læs artiklen om de skræmmende fremtidsudsigter efter “den sortmundede kutling” og dens ankomst til Danmark.

Når man læser annoncer for og anmeldelser af nye fiskestænger og her specielt til fluefiskeri, kan man ikke undgå at høre om forskellige kulfibertyper og deres modulus. Imidlertid ved næsten ingen noget om dette emne, så her er der frit slaw for alskens påstande. Det er der ikke længere, hvis du har læst artiklen “40 år med kulfiberen”. Så ved du, hvad der er facts, og hvad der ikke er. Jeg har været med fra starten og ved, hvad der gemmer sig bag tallene.

Søkort er blevet en uundværlig dels af småbådsfiskerens udrustning. De har længe siddet som små kassetter i kortplotteren, men nu er de også kommet til iPhones og iPads – med helt nye interaktive muligheder. Læs meget mere om moderne søkort i artiklen “Èt er Søkort at forstaa, andet Skib at føre”

Jeg har haft egne kajakker og fisket fra dem i snart ti år. Jeg har samlet lidt sammen på de gjorte erfaringer i artiklen “Ka’ jakker fiske?”, som vil være god læsning for alle, der påtænker en karriere som kajakfisker. Det er nemlig ikke idel lykke, det hele. 

Endelig ser det ikke så godt ud for salget af fluegrej, som det tidligere har gjort. De første konkurser er en realitet, og flere er givet på vej. Læs mere i artiklen “Svanesang for fluestang”.

– Rigtig god læselyst!

25. august 2012
Steen Ulnits

* Ny miljøpolitik forude

EU-formandskabet og Rio-topmødet er overstået. Nu skal danskerne opdage, at der er kommet en regering, som fører rød-grøn miljøpolitik, lyder det nu fra miljøminister Ida Auken (SF):

“Det skal blive tydeligt for danskerne, at en rød-grøn miljøpolitik er noget andet end en blå-sort borgerlig miljøpolitik,” siger Ida Auken til Altinget.dk undervejs på ministerens sommertur rundt til natur- og miljøprojekter i Jylland. Hun fortsætter: 

“Der er meget, der skal rettes op. På nogle områder er der behov for at tage naturens parti og ikke nødvendigvis styre efter enkeltpersoners interesser.”

Miljøministeren ønsker ikke at gå i detaljer med konkrete forslag, men henviser til, at regeringens lovkatalog, der fremlægges i begyndelsen af folketingsåret, blandt andet vil afspejle hendes planer.

“Vi skal virkelig have ændret helt grundlæggende dele af miljøpolitikken. Der skal ske et paradigmeskift på flere områder,” siger hun.

25. august 2012
Steen Ulnits

* Naturplan 1.0

Regeringens Natur- og Landbrugskommission arbejder nu på højtryk og skal efter planen afrapportere i begyndelsen af det nye år. Herefter skal Naturplan Danmark laves, men Ida Auken vil allerede nu i gang med forberedelserne.

“Vi kan lige så godt begynde at tegne skitserne til Naturplan Danmark, selv om kommissionen arbejder,” siger hun og pointerer, at arbejdet med naturplanen er blevet nemmere, efter at EU-landene i juni blev enige om, at landdistriktsmidlerne fremover også kan bruges til éngangserstatninger, når staten vil lave naturtiltag.

Efter regeringens opfattelse vil det gøre det mere attraktivt for landmænd at indgå aftaler og dermed nemmere for staten at lave langsigtede naturtiltag.

“Éngangserstatningerne er en stor dansk sejr, og det kommer til at spille en enorm rolle, når vi skal til at lave et danmarkskort med mere permanent natur,” siger Auken.

25. august 2012
Steen Ulnits

* Vandplaner 2.0

Et andet område, som Ida Auken vil tage fat på i efteråret, er 2. generation af vandplanerne. Kommunerne er i disse måneder ved at lave handleplaner for den første vandindsats, men Auken har allerede nu blikket rettet mod den senere indsats. 

Undervejs på sin sommertur var Auken med Naturstyrelsens miljøskib på Limfjorden, hvor hun målte sigtedybden i fjorden. Den er stadig langt fra det niveau, der skal til for at leve op til vandrammedirektivets krav. Miljøministeren er overbevist om, at der skal gøres en ekstra indsats, men processen skal være en anden.

“For mig er det vigtigt, at det bliver en anden proces, end det gjorde med Grøn Vækst, hvor den tidligere regering holdt kortene tæt til kroppen. De næste planer skal laves på en måde, hvor både landbruget, de grønne organisationer og resten af samfundet føler sig hørt,” siger hun og fortsætter:

“Det er klart, at konflikterne er så store, at de kan ikke løses uden politisk lederskab, men det er vigtigt, at folk føler sig hørt og kan komme med deres synspunkter i denne sag.”

25. august 2012
Steen Ulnits

* Biodiversiteten

Foråret stod i høj grad i det internationale samarbejdes tegn. Men også her til efteråret vil miljøministeren have fokus på udlandet.

I september drager Ida Auken således til Korea og Kina, hvor hun skal præsentere danske vandteknologier, der både kan hjælpe asiaterne og styrke den danske eksport. Tænk blot på den danske industrigigant Grundfos og deres enorme viden på netop dette område.

Måneden efter gælder det så biodiversitetstopmødet COP11 i Indien, hvor der skal følges op på den aftale, som blev indgået i Nagoya i Japan for to år siden.

“COP10 var på mange måder en stor succes. Det var første gang, at verdenssamfundet kunne samles igen på miljøområdet efter fadæsen i København, og man blev enige om flere ting. Nu skal vi levere indhold og blandt andet se på finansiering, så nu bliver det svært,” siger Ida Auken til Altinget.dk. Og det kan hun have så evigt ret i.

25. august 2012
Steen Ulnits

* Nej til fredning ved fjorden

Danmarks Naturfredningsforening (DN) har foreslået, at 42 hektar kystlandskab ved Hadsund skal fredes for at skabe frit udsyn til fjorden. Men det har lokalpolitikerne i Mariagerfjord Kommune sagt nej til. Et enigt teknik- og miljøudvalg mente, at det ville have katastrofale konsekvenser for den fremtidige byudvikling i Hadsund, hvis området bliver fredet.

“Der skal være attraktive grunde for at trække nye beboere til vores kommune, og noget af byggeriet kan godt ligge i det pågældende område,” siger næstformand i udvalget, Svend Madsen fra Venstre, til P4 Nordjylland. Derudover mente politikerne, at udgifterne til beplantning og vedligeholdelse ville være større end de landskabelige gevinster.

Typisk, at dette afslag sker med en Venstre-politiker som frontfigur. Han repræsenterer jo det landbrug, som har gjort, at Mariager Fjord konstant ligger på randen af endnu en iltsvindskatastrofe. Læs til eksempel artiklen her.

16. august 2012
Steen Ulnits

* Danmark og Sverige rovfisker fredede ål

Det Internationale Havforskningsråd ICES har gennem flere år advokeret for et fuldt og totalt stop for yderligere ålefiskeri. Den europæiske ål er helt enkelt blevet en udryddelsestruet art. 

Men nej. Såvel Danmark som nabolandet Sverige har set og ser stadig stort på disse advarsler. Her fortsætter ålefiskeriet, omend i en lidt begrænset form. Alligevel landes der i Danmark omkring 450 tons truede ål hvert år, og det er skammeligt. 

Danmarks Naturfredningsforening melder nu ud, at dette fiskeri bør stoppes, så Danmark kan opfylde sin del af redningsplanen for ålen. 

Den svenske søsterorganisation, Naturskyddsforeningen, finder det pinligt, at de ål, som beskyttes i andre østersølande, blot bliver fanget, når de er nået frem til Danmark og Sverige. 

11 miljøorganisationer i 10 østersølande har derfor den 20. juni sendt en appel til henholdsvis den danske og svenske miljøminister om at stoppe dette rovfiskeri i Danmark og Sverige. 

99% af den oprindelige ålebestand skønnes i dag udryddet. Pinligt derfor, at vi danskere og svenskere bare fisker videre. Men stegt og røget ål, det skal vi bare have. Om det så skal blive de sidste…

16. august 2012
Steen Ulnits

* Nøglefisker nappet

Det er pinligt, men det er sandt: En af landets 35 såkaldte “nøglefiskere” er netop blevet taget med vadebukserne nede og redskaberne ude. 

DTU Aqua samarbejder landet over med 35 frivillige fritidsfiskere, som løbende afrapporterer deres fangster til DTU, der på denne måde får mange uvurderlige oplysninger om fiskearter og fiskebestande. 

Men ak. Desværre kan end ikke disse fritidsfiskere overholde de gældende regler. Det måtte Fiskerikontrollen sande, da de på en inspektionsrunde tog en af deres egne nøglefiskere i at røgte sine åleruser – to dage inde i fredningstiden…

Fiskerikontrollen overdrog sagen til politiet med anbefaling om, at lovbryderen får standardstraffen: En bøde på kr. 2.500,- samt forbud mod yderligere fiskeri i et helt år. 

Fakta: Nøglefiskerprojektet er et samarbejde mellem Dansk Amatørfiskerforening, Dansk Fritidsfiskerforbund og DTU Aqua.

16. august 2012
Steen Ulnits

* The Wild MidtVest…

Silkeborg er hjertet i Søhøjlandet, hvor det i sagens natur er populært at fiske. Desværre er det også populært at fiske i havneområdet i Silkeborg midtby. Desværre, for det er nemlig ulovligt. I løbet af de seneste få måneder er ikke færre end seks personer taget i at fiske i stryget ved Papirfabrikken midt i byen. De har nu fået en bøde på 2.500 kroner hver.

Fire af lystfiskerne er sågar medlemmer af Silkeborg Fiskeriforening, og derfor får de en straf oven i bøden, oplyser fiskeriopsynsmand Karlo Jespersen til Midtjyllands Avis. De mister nemlig også retten til at fiske andre steder i Danmark.

Tilsyneladende er det ulovlige fiskeri i stryget ganske udbredt. I hvert fald får fiskeriforeningen mange henvendelser om fiskeri i netop havneområdet, der må huse en hel del fisk. Tyvfiskerne når imidlertid næsten altid at forsvinde, inden foreningens fiskerikontrol når frem.

I det hele taget lader lovløsheden til at råde i The Wild Midvest. Tænk blot på idioten, der for nylig crashede fars kæmpestore speedbåd på en af søerne – med op mod 100 km i timen. Trods forbud mod sejlads over 10 knob…

8. august 2012
Steen Ulnits

* Klassekamp i grænselandet

Tyskerne stiller ikke så høje krav til miljø og natur i Grænsevandløbet Vidå, som Danmark gør. Det vækker forundring, at to lande kan klassificere det samme vandløb så forskelligt.

Midt i Grænsevandløbet øst for Tønder går grænsen til Tyskland. Og her går grænsen også for, om man betragter et vandløb som naturligt eller som påvirket af mennesker. Vandløbet er nemlig klassificeret som “naturligt” fra dansk side og “stærkt modificeret” fra tysk. Det viser en sammenligning af kort fra landenes miljøministerier.

Det betyder, at de danske krav til miljø og natur er højere, og der må ikke oprenses og grødeskæres i samme udstrækning. I sidste ende betyder det mindre afvanding og flere oversvømmelser langs Vidåen.

“Jeg er stærkt forundret over, at det kan lade sig gøre at have et vandløb, der er klassificeret så forskelligt på den ene og den anden side. Vandløbet udstiller i den grad forskellen på den måde, som Tyskland og Danmark fortolker vandrammedirektivet på,” siger viceformand i Landbrug & Fødevarer, Henrik Frandsen. Han henviser til, at 90 procent af vandløbene i Danmark har fået betegnelsen “naturlige”, mens det kun gælder 10 procent i Tyskland.

“Dette vandløb er den ultimative dokumentation på, at Danmark ikke har klassificeret vandløbene efter fagligt belæg, men efter hvad man ønsker. Ingen steder i EU’s vandrammedirektiv er der krav, som giver belæg for den klassifikation, man har foretaget,” siger agronom Jan Hjeds. Han henviser til, at Tyskland overholder vandrammedirektivet.

Fakta: Vandløb klassificeres ifølge vandrammedirektivet enten som “naturlige”, “stærkt modificerede” eller “kunstige”. Hvis et land udpeger et vandløb som naturligt, forpligter det sig til at sikre god økologisk tilstand i vandløbet, mens miljøkravene er lavere, hvis vandløbet er stærkt modificeret eller kunstigt.

8. august 2012
Steen Ulnits

* Pibeålen genfundet

Den ålekvabbelignende dyndsmerling med de karakteristiske skægtråde findes i Danmark kun i den nederste del af Vidå-systemet, hvor den har været i kraftig tilbagegang. I Sølsted Mose i Sønderjylland er den kun fanget med års mellemrum siden 2000. Ikke siden 2008 er den truede fisk set herhjemme.

Men for nylig dukkede den så pludselig op til overfladen igen. Det oplyser Fugleværnsfonden i en pressemeddelelse. Den sjældne fisk blev fanget i en rejeruse sat i netop Sølsted Mose.

Det usædvanlige fund giver nu i 11. time håb om, at den truede fisk kan blive reddet. Fugleværnsfonden er med i et stort EU-LIFE projekt, som skal genskabe dele af Sølsted Mose til højmose. En del af projektet har også til formål at forbedre levebetingelserne for dyndsmerlingen i mosen. Fisken er udrydningstruet i det meste af Europa.

Fisken lever i lavvandede småsøer og vandløb, hvor den kan overleve i områder med selv meget lavt iltindhold. Den svømmer op til overfladen og sluger luft, hvorefter ilten optages via tarmen. Det kan give en pibende lyd, hvis man holder om fisken og trykker den på maven. Derfor kaldes dyndsmerlingen lokalt også “pibeål”.

Om dagen er den helt nedgravet i dyndet på bunden og søger så om natten efter føde med sine karakteristiske skægtråde. 

8. august 2012
Steen Ulnits

* Øget pesticidafgift

Landbrugets stigende forbrug af sprøjtemidler skal være slut. Folketinget har derfor vedtaget en afgift, der skal få landbrugets forbrug af sprøjtemidler ned. 

Et bredt flertal, der ud over regeringspartierne og Enhedslisten består af både Venstre og Konservative, bakker op om en ny pesticidafgift, der gør de mest belastende sprøjtemidler dyrere for landmændene. Det skal reducere sprøjtemidlernes belastning af miljø, drikkevand og sundhed.

– Jeg er glad for, at vi har opnået bred enighed om den nye afgift. Afgiften er helt afgørende for, at vi blandt andet kan få forbruget af belastende sprøjtemidler ned. Det er vigtigt, at de seneste års stigende forbrug af sprøjtemidler nu bliver bremset, så vi kan sikre rent drikkevand, bedre sundhed og miljø, siger miljøminister Ida Auken.

Den nye afgift har den rette balance mellem hensynet til miljøet og til landbrugets konkurrenceevne. Regeringen har lyttet til de bekymringer, der har været blandt andet hos kartoffelproducenterne. De får nu en ordning, der fremmer deres omstilling til et lavere forbrug af sprøjtemidler.

– Afgiften er vigtig for at sætte skub i den grønne omstilling af dansk landbrug. De mest belastende sprøjtemidler bliver nu dyrere. Dermed bliver det attraktivt at vælge de mindst belastende sprøjtemidler, og vi får en grønnere og mere bæredygtig produktion af fødevarer. Samtidig sikrer vi, at dansk landbrug også kan tjene penge i fremtiden, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

Pesticidafgiften skal desuden bidrage til at finansiere de jordskattelettelser på 500 mio. kroner, som Venstre sikrede landbrugserhvervet siden 1. januar 2011.

Skatteministeriet, Fødevareministeriet og Miljøministeriet har sammen udarbejdet pesticidafgiften. Den er første vigtige skridt i en ny strategi for, hvordan landbruget, privatpersoner og det offentlige skal minimere deres anvendelse af sprøjtemidler i Danmark. En strategi, der vil gælde for perioden 2013-2017.

28. juli 2012

Steen Ulnits

* Landbrugsstøtten kommet for at blive, men…

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) glæder sig over, at hun i sit halve år som EU-formand har fået fasttømret et par vigtige principper for den fremtidige landbrugsstøtte. Men det er desværre ikke lykkedes at rokke ved selve støttens eksistens – at gøre landbruget selvfinansieret som andre industrivirksomheder.

– Landbrugsstøtten er kommet for at blive. Men vi gør, hvad vi kan for at reducere den, siger Mette Gjerskov, efter at hun for nylig afsluttede sit sidste møde for bordenden.

Ministrene fra de 27 EU-lande har under dansk formandskab taget hul på debatten om en reform af landbrugsstøtten, der udgør omkring 40 procent af det samlede EU-budget. I øjeblikket svarer det til cirka 440 mia. kroner, hvoraf de 320 mia. er direkte støtte til landmændene. Danske landmænd modtager årligt 7,3 mia. kroner.

Reformen sigter mod at omfordele pengene både mellem medlemslandene og internt i landene, blandt andet ved at indføre nye bindinger for, hvor stor en del af pengene der skal bruges til yngre landmænd og klimavenligt landbrug.

Men de store kampe om fordelingen er slet ikke taget endnu. Reformen skal først udmøntes i slutningen af 2013, så der er stadig over et år at forhandle i. Derfor er det lige nu svært at sige, hvordan den endelige fordeling bliver. Gjerskov beklager, at det næppe lykkes at gøre systemet mindre bureaukratisk. Men hun tror, hun har sikret et par vigtige principper.

– Der er ingen tvivl om, at mange lande fejrer landbrugsstøtten som et rigtig godt værktøj. Mens vi er optaget af, at hvis vi skal bruge så mange penge på landbruget, så skal der også være nogle samfundsmæssige goder, siger ministeren.

Hun mener, at der nu er opnået enighed om, at pengene i hvert fald skal bruges mere målrettet for at sikre vækst, arbejdspladser og en ordentlig natur.

Det bliver nu op til først det cypriotiske og siden det irske formandskab at udmønte de smukke ord i praksis.

28. juli 2012

Steen Ulnits

* Til kamp for Østersøen

Det danske EU-formandskab er knap ovre, før en ny formandspost bliver tildelt Danmark.

Denne gang vil Danmark sætte sig for bordenden i det internationale Østersø-samarbejde HELCOM, der sikrer koordination mellem ni Østersølande og EU for et bedre havmiljø.

I de næste to år er miljøminister Ida Auken formand for samarbejdet på ministerniveau, mens Naturstyrelsen skal lede samarbejdet på embedsmandsniveau mellem medlemslandene Danmark, Estland, Finland, Tyskland, Letland, Litauen, Polen, Rusland og Sverige, der alle har underskrevet Helsinki-konventionen.

– Selvom der er tegn på fremskridt for havmiljøet flere steder i Østersøen, er der stadig områder, der stadig er hårdt plaget af både iltsvind og forurening. Vi vil som formandsland blandt andet prioritere, at vi får forbedret situationen de steder, som i dag halter bagefter. Formandskabet er en stor og vigtig opgave, som vi er klar til at påtage os, siger vicedirektør i Naturstyrelsen, Helle Pilsgaard.

Møderne i HELCOM vil være tekniske møder, hvor man diskuterer ny viden og nye resultater for havmiljøet i Østersøen. Men der vil også være politiske møder, hvor man diskuterer, hvilken retning der er den rigtige at gå.

Østersø-aktionsplanen er kernen i HELCOMs arbejde. Planen blev senest bekræftet på et ministermøde i Moskva i 2010, og den sigter mod at nå et mål om god miljøtilstand i Østersøen inden 2021. Under formandskabet vil Danmark især arbejde for tre ting:

En ekstra indsats for en sund Østersø
Et mere dynamisk og effektivt HELCOM-samarbejde
En effektiv opfyldelse af Østersøaktionsplanen om god miljøtilstand i Østersøen

– Det er naturligvis helt afgørende, at vi kæmper videre for at nå de mål, vi har vedtaget med østersøplanen. Men som formandsland vil vi også rette fokus mod nogle af de områder, hvor vi mangler viden eller kun har begrænset viden. Det gælder eksempelvis udbredelsen af marint affald i Østersøen og forekomsten og betydningen af undervandsstøj, siger Helle Pilsgaard.

Senere på efteråret vil miljøminister formelt få overrakt formandskabet af den svenske miljøminister, Lena Ek, ombord på miljøskibet “Briggen” i Københavns havn. Til oktober næste år inviterer Ida Auken samtlige miljøministre i HELCOM til København, hvor politikerne  så vil gøre status over arbejdet.

Danmark overtager formandskabet per 1. juli 2012 og varetager det frem til 30. juni 2014.

28. juli 2012

Steen Ulnits

* Hotline om randzonerne

De 10 meter brede arealer langs vandløb og søer, hvor der ikke må dyrkes, sprøjtes eller gødskes, er en vigtig del af Danmarks miljøindsats.

– Nu er enderne samlet, og vi kan tage et vigtigt skridt i retning af at skabe en bedre balance mellem landbrug og natur og sikre et godt vandmiljø. Randzonerne er det stærkeste og mest effektive redskab, vi har til at nedbringe udledningen af kvælstof, fosfor og sprøjtegifte i vandmiljøet, derfor er det yderst vigtigt, at vi har fået initiativet i gang effektivt og efter planen, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

Landmændene kan få økonomisk kompensation for de arealer, der fremover ikke dyrkes. Kortene med de områder, der kan forventes kontant støtte til, er nu også offentliggjort.

– Der er lavet et stort arbejde med kortene, der er gjort så præcise som overhovedet muligt. Dermed har vi et solidt grundlag for at lade randzonerne træde i kraft, og landmændene kan nu se, hvor de kan forvente kompensation, siger Mette Gjerskov.

For at imødekomme eventuel tvivl og spørgsmål til randzonerne har NaturErhvervstyrelsen under Fødevareministeriet oprettet et såkaldt “randzoneteam”. En slags hotline, der sidder klar til at tage imod spørgsmål om, hvor de nye randzoner skal ligge, om offentlighedens adgang til dem, om kompensationsordningen og lignende.

Der bliver næppe tvivl om, at linjen bliver – hot!

21. juli 2012

Steen Ulnits

* Pris på randzonerne

Der bliver udlagt ca. 50.000 ha randzoner langs vandløb og søer i det åbne land. Randzonerne bliver 10 meter brede arealer, hvor der ikke må dyrkes, sprøjtes eller gødskes. Offentligheden får adgang til randzonerne.

Der er sammenlagt ca. 210 mio. kr. i støtte til landbruget for de arealer, der nu tages ud af drift.

Det fordeler sig på 95,6 mio. kr. til at kompensere landmændene for udlægningen af randzonerne. Udover denne kompensation kan landmanden fortsat søge almindelig EU-enkeltbetalingsstøtte til landbrugsarealerne, selvom de ikke mere må dyrkes. Det drejer sig om ca. 115 mio. kroner.

Det er Fødevareøkonomisk Institut (FOI), Københavns Universitet, der for regeringen har vurderet randzonernes omkostninger for landbrugserhvervet. Denne undersøgelse har dannet grundlag for fastlæggelsen af kompensationen på i alt 95,6 mio. kr..

Randzoneloven træder i kraft den 1. september i år.

21. juli 2012

Steen Ulnits

* Skattelettelser til landbruget skal annulleres

Når finanslovsforhandlingerne snart går i gang her til efteråret, har Enhedslisten bestemt ingen gaver med til landbruget. 

I Dagbladet Politiken løfter gruppeformand Per Clausen således sløret for, at partiet vil hente 6,6 mia. kr. til statskassen ved en fordobling af arveafgiften over 750.000 kr., ekstra afgift på aktiehandler, en såkaldt milliardærskat og endelig en hævelse af skatterne til landbruget. I landbrugets tilfælde er Enhedslistens krav, at VK-regeringens skattelettelser skal rulles tilbage, hvilket skulle indbringe 0,4 mia. kr.

“Det er meget afgørende for os, at de nye indtægter hentes hos den rigeste del af befolkningen. De slap for at betale til skattereformen, og det skal der rettes op på”, siger gruppeformand Per Clausen til Politiken.

Smukke ord fra Enhedslisten. Nu må vi så se, om de kommer nogen steder med dem. Indtil videre har regeringen jo trukket det ikke længere så lille protestparti grundigt rundt i manegen…

21. juli 2012

Steen Ulnits

* Slut med at nasse laks!

Efter genskabelsen af sunde laksebestande i flere vestjyske vandløb har der været fornyet kamp om retten til at fiske efter dem. De genskabte laksebestande er jo finansieret af skattekroner og ikke af de pågældende lodsejere, som blot har fiskeretten. 

Der har derfor hersket tvivl om, hvorvidt én eller flere lodsejere kan sætte sig uden for systemet og køre deres eget løb. Altså uden om de kvoter, der er sat ved det enkelte vandløb. Man skal jo huske på, at den danske laks stadig er en truet art og dermed principielt fredet. Og at alt fiskeri derfor sker på dispensation.

Fødevareminister Mette Gjerskov har nu skåret igennem og besluttet, at det kan de ikke længere. Læs selv den eksakte ordlyd fra Fødevareministeriet, som gør det slut med at nasse laks fra øvrige foreninger og sammenslutninger ved et givet vandløb:

»Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at der uanset en fredning efter stk. 1, nr. 1, kan tillades fiskeri og landing af et bestemt antal laks i nærmere angivne vandsystemer.

Ministeren kan herunder bestemme, at en sådan tilladelse kun kan gives til en åben sammenslutning af fiskeriberettigede ved det pågældende vandsystem eller eventuelt til flere sammenslutninger af sådanne, hvis disse hver især omfatter mindst en tredjedel af den del af vandsystemet, hvor der må landes laks.

Ministeren kan endvidere fastsætte regler om ansøgning, tilladelse og vilkår for udøvelsen af fiskeriet.«

Sådan. Så kan de lære det!

14. juli 2012

Steen Ulnits

* Kampen mod kvælstoffet…

De sidste 25 års indsats for at forbedre det danske vandmiljø har ikke haft den effekt, man havde håbet. Derfor er der brug for at nytænke indsatsen og justere kursen. Det konkluderer Kvælstofarbejdsgruppen under Natur- og Landbrugskommissionen i et notat.

– Selv om der er gjort en stor indsats, er det danske vandmiljø fortsat i betydelige problemer, hedder det i notatet.

Ifølge arbejdsgruppen bør den måde, som landbrugets udledninger af næringsstoffer reguleres på, kigges efter i sømmene, og indsatsen på vandmiljøområdet skal i højere grad være målrettet mod de særlige problemer, der findes i de enkelte fjorde og bælter frem for at give samme “medicin” til alle.

– Jeg tror, vi kan indrette den fremtidige regulering mere intelligent end i dag, siger Natur og Landbrugskommissionens formand Jørn Jespersen, i en meddelelse.

– Nogle vandområder er meget sårbare, og der skal vi måske gøre mere end i dag. Andre vandområder er mindre sårbare, samtidig med markerne er mere robuste overfor udvaskning af næringsstoffer. Det tror jeg på, vi kan udnytte intelligent i fremtidens regulering, siger han.

Natur- og Landbrugskommissionen vil de kommende måneder udvikle løsninger og komme med konstruktive anbefalinger til regering og Folketing, lover Jørn Jespersen.

Hos landbrugets erhvervsorganisation Landbrug & Fødevarer hæfter man sig ved, at notatet fastslår, at kvælstof ikke er den eneste synder.

– Det er nye toner i forhold til mange års analyser af vandmiljøområdet, siger miljødirektør Niels Peter Nørring og fortsætter:

– Det er meget væsentligt, at det nu bliver slået fast, at fosfor, muslingeskrab, klimaændringer og forskellige andre faktorer også påvirker tilstanden i vandene. Det betyder, at beslutningstagerne er nødt til at tænke i en bredere indsats, slutter han.

14. juli 2012

Steen Ulnits

* Marsvin i mandtal

Der tælles i disse uger marsvin i de indre danske farvande. Tællingerne sker i Kattegat, LIllebælt, Storebælt, Øresund og den vestlige Østersø.

Der var lignende tællinger i 1994 og i 2005. Der er blevet færre marsvin, kan vi se på de to tællinger, men to tællinger er ikke meget, hvis vi skal vurdere udviklingen. Med denne tredie tælling får vi mere sikker viden. I 1994 talte vi 30.000 marsvin. I 2005 talte vi 12.000 marsvin, så det er jo en ret stor nedgang, siger Signe Sveegaard.

Først en gang i oktober er forskerne færdige med at vurdere tællingerne og ved, om nedgangen i antallet af marsvin er fortsat. Tal og tællinger skal ske i lyset af tidligere bestandsanalyser, som placerede Danmark blandt verdens førende hvalfangernationer. 

Det viste sig nemlig, at op mod 7.000 marsvin årligt ender deres dage i et af de mange, mange lovlige eller ulovlige garn sat langs de danske kyster. Som en uvelkommen bifangst, ganske vist – for marsvinene ødelægger jo garnene i deres dødskamp…

14. juli 2012

Steen Ulnits

* Ny havstrategi for Danmark

Danmark skal have et bedre havmiljø i år 2020. Det er målet, regeringen sigter efter, og til det formål har man lanceret en helt ny havstrategi for de danske farvande.

Havstrategien indebærer blandt andet, at Danmark har fastsat mål for at stoppe faldet i biodiversiteten og overvejer behovet for at indføre flere beskyttede områder til havs.

Indsatsen for havmiljøet skal ske på en bæredygtig måde, så biodiversitet, fiskeri, råstofindvinding og transport ses i en sammenhæng.

– Havet er en naturlig del af Danmarks geografi, og vi bruger havet til fiskeri, badning og som transportvej. Derfor mener jeg også, at vi er forpligtet til at gøre en indsats for et godt havmiljø, så vi stadigvæk bruger havet, men ikke overudnytter det. Den nye havstrategi vil være en guide til, hvad vi konkret kan gøre for at forbedre miljøtilstanden i vores farvande og samtidig afveje de mange interesser, der er i havet, siger miljøminister Ida Auken.

Første del af strategien indeholder en grundig analyse af tilstanden i de danske havområder i dag og opstiller de mål, man sigter mod at nå. Analysen viser, at de primære problemer for havmiljøet er tilførsel af kvælstof, miljøfremmede stoffer og intensivt fiskeri.

– Der er nogle tydelige problemer i store dele af vores havområder, men problemerne kan være meget forskellige fra sted til sted. En lang række problemer adresseres allerede i eksisterende regulering, mens vi har behov for at kikke nærmere på den konkrete håndtering af andre, siger Ida Auken.

Næste skridt i havstrategien vil være en styrket overvågning af havområderne, der skal sikre en målrettet indsats, der også er koordineret med vores nabolande.

Den endelige havstrategi skal ifølge havstrategidirektivet fremsendes til EU-kommissionen i oktober 2012. Efter planen skal der udarbejdes ny havstrategi hvert 6. år i fremtiden.

6. juli 2012
Steen Ulnits

* Randzoner en realitet 

Trods skarpe protester fra landbruget over udsigten til at skulle afgive jord til bræmmer langs vandløb, så er den såkaldte randzonelov nu vedtaget – af et rødt flertal.

Randzonerne blev ellers indført af den tidligere VK-regering i 2011. Det er op til 10 meter brede arealer langs vandløb og søer, hvor det bliver forbudt at dyrke afgrøder, sprøjte og gødske jorden. Målet er at nedbringe udledningen af kvælstof og sprøjtegifte til vandmiljøet og skabe ny natur. Samtidig får danskerne adgang til at gå ture på arealerne langs vandløbene.

Men forslaget har været genstand for store protester fra landbruget. Vrede danske landmænd i organisationen Landbrug og Fødevarer har meddelt, at de vil stævne staten, fordi de mener, at loven bærer præg af ekspropriation og kun vil give dem 95 millioner kroner i kompensation for den tabte jord.

Også på Christiansborg har der været modstand. Dansk Folkeparti (DF) har forsøgt at fremtvinge en folkeafstemning om det omstridte forslag ved at samle de nødvendige 60 underskrifter blandt medlemmerne af Folketinget.

DF bakkede ellers selv op om et forslag fra den tidligere VK-regering, der også ville forhindre sprøjtning og begrænse dyrkning i randzoner. Men ifølge DF indeholdt VK’s forslag den væsentlige forskel, at offentligheden ikke fik lov til at gå på landmandens jord. Hvad de altså gør nu. Samtidig måtte landmanden fortsat dyrke såkaldt energipil i randzonerne. Hvad han heller ikke må nu.

Venstre ville imidlertid ikke være med til at skrive under på DF’s krav om en folkeafstemning. I stedet forsøgte partiet at få udskudt tredjebehandlingen, men det ønske blev også stemt ned. Ifølge Venstres landbrugsordfører stiller loven landmændene i en umulig situation, fordi myndighederne ikke har et korrekt kortmateriale at lave randzonerne ud fra.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) er imidlertid kommet landmændene i møde med et  såkaldt “fjumreår”, som skal sikre, at ingen landmænd kommer i klemme, når loven træder i kraft 1. september. Det første år bliver en indkøringsfase, hvor landmanden slipper for bøder, hvis der er tvivl om, hvor randzonerne skal ligge.

– Ser vi her det første skridt mod en nationalisering af fiskeretten?

Gid det var så vel, men det er det næppe…

6. juli 2012
Steen Ulnits

* Greenpeace og Gilleleje

En Gilleleje-fisker er nu blevet dømt for at have fisket ulovligt i det område af Kattegat, der er lukket for de danske kuttere for at beskytte torskestanden. Han blev dømt for at fiske ulovligt ialt 24 gange – efter beviser fra en Greenpeace GPS.

Det tog kun Retten i Helsingør en halv time at komme frem til en kendelse, og dermed er der nu faldet dom i den mest spektakulære af sagerne om ulovligt fiskeri. Den dømte fiskeskipper fik en bødestraf på 145.000 kroner, og derudover skal han betale et konfiskationsbeløb på 285.000 kroner. I alt 430.000 kroner for 24 ulovlige fisketure. Små 18.000 kroner per tur.

Ud af de ialt ti sager, hvor fiskere står tiltalt for fiske i det forbudte område af Kattegat, er det den eneste sag, der udelukkende er baseret på GPS-beviser fra Greenpeace, der ulovligt trængte ind på kutterne i Gilleleje Havn for i nattens mulm og mørke at placere GPS-sendere på bådene.

Med den dom, som nu er faldet i Helsingør, godkender retten altså de beviser, som udelukkende er fremkommet via Greebpeace’s ulovlige indtrængen på og sporing af fiskekutterne. Den pågældende kutter er nemlig ikke stor nok til, at den skal have såkaldt VMS-udstyr – myndighedernes eget overvågningssystem.

– Beviserne, der er frembragt, kan godt benyttes, da bevisførelsen i udgangspunktet er fri. Hvis der er overtrådt regler i fremskaffelsen, skal de skyldige have én over næsen, hvilket også er sket, så udgangspunktet er, at beviserne ikke skal straffes, sagde retsformand Niels Østergaard ifølge Frederiksborg Amts Avis.

Både fiskeskipperens forsvarer, Mogens Hartz, og anklager Helle Just Christensen har ikke uventet anket dommen til landsretten.

6. juli 2012
Steen Ulnits

* Megatrawler til Tasmanien

En kæmpemæssig fabrikstrawler – den næststørste nogensinde af sin slags – er nu på vej for at tømme farvandet ud for Tasmanien. Med den australske regerings velsignelse, vel at mærke. Den vil primært fiske efter truede arter som blåfinnet tun og albacore samt alt, hvad der ellers måtte gå i trawlet.

Der er tale om den 142 meter lange og hollandsk-ejede fabrikstrawler “Margiris”, som hermed får æren af at være det største skib, der nogensinde har fisket i australsk farvand. Et fartøj, der er næsten halvanden fodboldbane langt. En fabrikstrawler af værste slags, som alle miljøforkæmpere og videnskabsfolk i årevis har kæmpet for at få forbudt, da fiskeri i denne størrelse helt enkelt ikke kan gøres bæredygtigt. Uanset hvad ejerne end måtte sige.

Den australske regering har givet hollandske “Margiris” ret til at udflage til Tasmanien og til årligt at lande 17.500 tons fisk i samarbejde med den lokale virksomhed “Seafish Tasmania”. 

Gad vide, hvad Mary mener om det. Hun er jo selv vild med vand.

– When will we ever learn, som Pete Seeger sang engang.

Tilsyneladende aldrig…

1. juli 2012
Steen Ulnits

* Nu over 100 artikler på www.steenulnits.dk!

Med jævne mellemrum lægger jeg også nye artikler op på søsteren til dette website – www.steenulnits.dk.

Det har jeg netop gjort igen – denne gang med det resultat, at www.steenulnits.dk nu indeholder mere end 100 artikler. Der er dog stadig langt op til mit oprindelige website www.ulnits.dk, som du jo befinder dig på netop nu. Det rummer nemlig flere end 500 artikler af interesse for lystfiskere.

Blandt de seneste artikler på www.steenulnits.dk er én om Mr. Specimen, der gør alt for at forbedre sine personlige rekorder inden for lystfiskeriet. I indland såvel som udland. Hvad siger du til en helleflynder på 27 kg eller en malle på 55?

“Fiskerejser” er blevet opdateret med en billedreportage fra Sian Ka’an i Mexico, som jeg har besøgt flere gange siden 1996, og som jeg til februar 2013 laver endnu en tur til – denne gang i samarbejde med FiskeAvisen. – Skal du med?

Og så er der en artikel om Ørred-Viggo, der i sin tid fik til opgave at levere ørreder til Shahens bord i Iran. En historie fra det barske og virkelige liv, der givet har været inspiration for bogen og filmen om “Laks i Yemen”, der netop nu kan ses i biografer verden over.

Endelig er der en billedreportage for dig, der måske går med planer om at investere i en foldebåd, som er let at transportere på biltaget, og som fylder minimalt derhjemme. I så fald bør du se og læse artiklen Fold ud og fisk.

Vel mødt på både www.ulnits.dk og www.steenulnits.dk!

1. juli 2012
Steen Ulnits

Aktuelt 2. kvartal 2012

* Nu over 100 artikler på www.steenulnits.dk!

Med jævne mellemrum lægger jeg også nye artikler op på søsteren til dette website – www.steenulnits.dk.

Det har jeg netop gjort igen – denne gang med det resultat, at www.steenulnits.dk nu indeholder mere end 100 artikler. Der er dog stadig langt op til mit oprindelige website www.ulnits.dk, som du jo befinder dig på netop nu. Det rummer nemlig flere end 500 artikler af interesse for lystfiskere.

Blandt de seneste artikler på www.steenulnits.dk er én om Mr. Specimen, der gør alt for at forbedre sine personlige rekorder inden for lystfiskeriet. I indland såvel som udland. Hvad siger du til en helleflynder på 27 kg eller en malle på 55?

“Fiskerejser” er blevet opdateret med en billedreportage fra Sian Ka’an i Mexico, som jeg har besøgt flere gange siden 1996, og som jeg til februar 2013 laver endnu en tur til – denne gang i samarbejde med FiskeAvisen. – Skal du med?

Og så er der en artikel om Ørred-Viggo, der i sin tid fik til opgave at levere ørreder til Shahens bord i Iran. En historie fra det barske og virkelige liv, der givet har været inspiration for bogen og filmen om “Laks i Yemen”, der netop nu kan ses i biografer verden over.

Endelig er der en billedreportage for dig, der måske går med planer om at investere i en foldebåd, som er let at transportere på biltaget, og som fylder minimalt derhjemme. I så fald bør du se og læse artiklen Fold ud og fisk.

Vel mødt på både www.ulnits.dk og www.steenulnits.dk!

27. juni 2012
Steen Ulnits

* Ny Nationalpark Lillebælt

Det er netop lykkedes dansk landbrug at spænde ben for den planlagte Nationalpark Skjern Å. Præcis som det i sin tid lykkedes lokale svinebønder at forhindre, at det smukke Helgenæs kom med i Nationalpark Mols Bjerge.

Derfor barsler Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Fredericia nu med planer om en “marin nationalpark, som landbruget ikke kan vælte”. Som forhåbentlig kan blive en realitet til gavn for miljøet i det smalle, men uhyre strømstærke sund.

Men skal det lykkes, må det hårdhændede trawlfiskeri i det smalle farvand bringes til ophør. Dels overfisker det bestanden af ikke mindst torsk, som ellers ville kunne indbringe mange turistkroner til lokalsamfundet. Og dels ødelægger de tunge trawlskovle totalt bundmiljøet – til stor skade for fiskebestanden samt de øvrige dyr og planter, som lever her. Flere af dem unikke på grund af den hårde strøm, de stejle skrænter og det dybe vand.

Støt derfor op om planerne om en kommende Nationalpark Lillebælt. Lad ikke dansk landbrug sætte dagsordenen for dansk miljøpolitik.

20. juni 2012
Steen Ulnits

* Kørekort til gyllevogn påkrævet

Danske svinebønder producerer hvert år mere end 25 millioner svin. Disse svin afleverer 26 millioner tons gylle, som hvert år skal fordeles på de danske marker. Tallet stammer fra erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Dette resulterer i mange tusinde timers og kilometers kørsel med tonstunge gyllevogne og massive gylespredere. En praksis, der hvert år er medvirkende til et stort antal større og mindre gylleudslip til vandmiljøet. Hvert år dør i tusindvis af ørreder på grund af skødesløs håndtering af den giftige og iltslugende væske. Fiskebestande, som det har kostet års fiskepleje og mange skattekroner at genopbygge, forsvinder med ét slag.

Der planlægges landet over adskillige nye biogasanlæg, som skal løse disse problemer. Som skal hindre, at overskydende gylle havner på markerne og ender i vandmiljøet. Men det løser ikke problemet med transporten – snarere tværtimod. Hvis de enorme gyllemængder fremover skal samles på enkelte biogasanlæg, vil det nærmere øge risikoen for udslip.

Danske landmænd, som skal kunne transportere gylle på forsvarlig vis, må fremover erhverve sig et kørekort til gyllevogn. På lige linje med de chauffører, der i store tankvogne transporterer farlige kemikalier rundt på de danske landeveje. 

Danske landmænd dokumenterer desværre hvert eneste år, at de ikke er i stand til at håndtere den farlige gylle på forsvarlig vis. Der må et kørekort til gyllevogn til.

20. juni 2012
Steen Ulnits

* Alle statens søer åbnes for alle

Det er allerede sket mange steder – at statsejede søer er blevet åbnet for offentligheden, der nu sågar må fiske frit i nogle dem. 

Men der er stadig flere steder, hvor staten – ofte af hensyn til lukrative jagtmuligheder – holder de statsejede søer tæt ind til kroppen og formener offentligheden adgang. Nogle steder tillader man nogle udvalgte få personer eller foreninger at fiske og have båd i søen – af uransagelige og i hvert fald ikke saglige årsager. Her er det ofte personlige relationer, der styrer processen.

Det er ikke holdbart på sigt, at offentligheden holdes ude fra sine egne søer og fiskevande. Alle statsejede søer bør naturligvis være åbne for alle danske statsborgere og skatteydere, som jo er med til at finansiere driften af dem.

Det er dine og mine søer, det drejer sig om.

11. juni 2012
Steen Ulnits

* Stop redskabsfiskeriet i vore søer

Vi har i de seneste år været vidne til, at flere søer på rekordtid er blevet tømt for deres værdifulde bestande af rovfisk – ikke mindst sandarter, som jo aftsedkommer høje markedspriser både herhjemme og i udlandet.

En meget stor del af dette fiskeri foregår med faststående og selvfiskende redskaber såsom garn og ruser, der i dag og med den gældende lovgivning stadig kan sættes helt legalt af lodsejere ved danske søer. Som noget himmelråbende absurd er der ingen begrænsninger i antallet af tilladte redskaber. Derfor kan en enkelt lodsejer – helt legalt – tømme en sø for alle eller i hvert fald en meget stor del af en søs rovfisk. I forbindelse med gydningen samler fiskene sig ofte i afgrænsede dele af søen, hvor de derfor en meget sårbare.

Dette er dobbelt uheldigt. Dels unddrager man det rekreative fiskeri med stang og line en værdifuld ressurse. Og dels fjerner man lige akkurat de rovfisk, som er med til at holde skidtfiskene i skak og dermed sikre en nogenlunde økologisk balance i eutrofierede danske søer. Søer, som konstant tilledes store mængder næringssalte via drænvand fra landbruget og spildevand fra byerne. Søer, hvis vand derfor bliver uklart af den efterfølgende algeblomst. Og søer, som har maksimalt brug for netop de rovfisk, der nu fjernes.

Der bør derfor straks indføres forbud mod brugen af garn og ruser i danske søer.

11. juni 2012
Steen Ulnits

* Jammer fra Jammerbugt

De meget omdiskuterede vandplaner kan sætte Jammerbugt Kommune under vand. Det frygter i hvert fald Venstreborgmester Mogens Gade. Ifølge ham kan en tredjedel af Jammerbugt Kommune nemlig ende med at blive oversvømmet.

– Det her handler i høj grad om, hvordan vores jord kommer til at se ud fremadrettet, og det handler også i høj grad om økonomi, siger han.

Mogens Gades frygt kommer, fordi miljømyndighederne, som en del af de omdiskuterede vandplaner, vil hæve vandspejlet i tusinder af kilometer vandløb. Og det vil ifølge Mogens Gade ramme Jammerbugt ekstra hårdt. En stor del af kommunen består nemlig af inddæmmet mose eller havbund. Blandt andet har en pumpestation ved Atrup afvandet halvdelen af den tidligere Brovst Kommune.

– Hvis man lige pludselig slukker for den, så begynder der lige så langsomt at blive oversvømmet igen. Så der er hold i billetterne i forhold til, at Jammerbugt Kommune vil få en helt anden overfalde. Jeg frygter, vi skal have gang i robådene, hvis man agter at gennemføre det, man truer med, siger Mogens Gade.

Byrådet i Slagelse nægter på samme baggrund at gennemføre Miljøministeriets vandplaner. Umiddelbart er det dog ikke noget, Jammerbugts borgmester vil kopiere.

– Men det er da fristende. Fordi det der er gang i nu, er mangel på respekt for faglighed og samfundsøkonomi, siger Mogens Gade.

Miljøminister Ida Auken har i mellemtiden været ude med en melding om, at det vil være civil ulydighed og dermed klart ulovligt, dersom Slagelse Kommune eller andre nægter at overholde vandplanerne.

5. juni 2012
Steen Ulnits

* 8.800 tons færre torsk fra Østersøen

Det internationale havundersøgelsesråd ICES er netop kommet med sin anbefaling og rådgivning om, hvorledes fiskeriet på torskebestandene i Østersøen bør forvaltes i 2013.

For torsk i den vestlige Østersø anbefaler ICES således en kvote næste år på 20.800 tons. For 2012 var rådgivningen på 21.300 tons. Udspillet er altså en reduktion på 2,2 procent.

For torsk i den østlige Østersø er oplægget en 11 procents reduktion. ICES lægger nemlig op til en samlet kvote i 2013 på 65.900 tons. For 2012 lød ICES-rådgivningen for østtorsk tilsvarende på 74.200 tons.

Den samlede rådgivning fra ICES betyder, at der næste år skal fanges 8.800 færre tons torsk.

Rådgivningen skal dog først igennem EU-fiskeriministernes hænder, før en endelig kvote fastsættes for 2013. Så meget kan gå galt inden da…

5. juni 2012
Steen Ulnits

* Kun 50.000 tons tobiser fra Nordsøen

Fiskerne på vestkysten og deres organisation har længe forsøgt at overbevise myndighederne om at de godt må fange endnu flere tobiser – hvis bare de nøjes med at fange de fisk, der er tre år eller ældre.

Men det har de ikke haft held med, og dermed forbliver kvoten på 50.000 tons. Det er stadig rigtig meget, når man betænker, at ikke kun mange havfisk, men også mange søfugle er helt afhængige af en stor tobisbestand.

– Vi havde håbet på en forhøjelse, men sådan bliver det ikke, og det må vi så acceptere, siger formanden for Sydvestjysk Fiskeriforening, Jesper Juul Larsen. Han frygter, at meldingen vil koste arbejdspladser i fiskeindustrien.

Det kan man så håbe på – til glæde for det betrængte havmiljø…

5. juni 2012
Steen Ulnits

* Helle for en jubelidiot

Silkeborg-rigmanden og brugtvognsforhandleren Jørgen Helle mistede forleden nat sin speedbåd til 1,7 millioner kroner. Der er ifølge Ekstrabladets oplysninger tale om en båd af typen Chaparral 295 med to motorer med hver 250 hestekræfter.

Helle mistede båden, da hans 17-årige søn sammen med fire venner torpederede en bådebro i Brassø. Sønnen sad bag rattet på den vanvittigt hurtige båd, da det gik galt ikke langt fra Jørgen Helles eksklusivt beliggende privatbolig på Åhavevej ved bredden af Remstrup Å.

I høj fart ramte speedbåden en af hjuldamperen Hjejlens anløbsbroer. Ifølge Ekstrabladets oplysninger skal hastigheden på kollisionstidspunktet have været oppe i nærheden af 50 knob – små 90 km/t – hvilket hverken bro eller speedbåd kunne holde til.

En stor del af den yderste del af brokonstruktionen blev slået til pindebrænde, og den dyre speedbåd sprang læk og sank mod bunden 15-20 meter fra den sønderknuste brokonstruktion. Til alt held sank båden på et sted, hvor der var så lavt, at båden plantede sig på bunden, uden at de unge mennesker på noget tidspunkt kom i fare for at drukne.

Der blev slået storalarm hos politi og redning, da en beboer havde hørt speedbåden komme drønende, og efterfølgende hørte braget, da den ramte broen og de unges skrig om hjælp. Men da politi og redning nåede frem, viste det sig, at kun en enkelt af de unge var kommet lettere til skade.

Føreren af båden – Jørgen Helles 17-årige søn – var imidlertid ikke helt appelsinfri:

– Der var mistanke om spritsejlads, og han blæste i et alkometer, og det gav udslag et stykke over det lovlige, så den 17-årige blev sigtet for spritsejlads og blev taget med for at få taget blodprøve, sagde vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi til Ekstrabladet.

Ud over spritsejladsen vil der sandsynligvis komme et erstatningskrav angående den smadrede anløbsbro.

Helle for en jubelidiot. Og sikke idiotiske regler, der for øvrigt hersker for registrerede både på Silkeborg Søerne. Her må der nemlig kun sejles med max 10 knobs hastighed – små 20 km/t. Og hvad skal man så med både, der har 250 HK på hækken? Og så i tilgift en lokal idiot og ung fulderik bag roret?

Sæt dog en lav maxgrænse for motorstørrelsen, når man alligevel ikke må sejle hurtigt noget sted på søerne. Det ville alle være tjent med.

5. juni 2012
Steen Ulnits

* Wind på Vandet

Windsurferne har indtaget den nordvestjyske Vandet Sø, som hører til landets reneste og mest klarvandede. Vandet Sø ligger i den nordlige ende af den nye Nationalpark Thy – side om side med en anden klarvandet sø, Nors Sø.

Vandet Sø er stor og åben, hvilket både danske og udenlandske windsurfere har fået øjnene op for. Imidlertid forstyrrer den megen aktivitet og de blafrende sejl fra de hurtigt sejlende surfere fuglelivet, som fortrækker til mere rolige områder af søen – alternativt til nabovandet Nors Sø, hvor der er mere ro.

Dette har fået Danmarks Naturfredningsforening (DN) til at kræve et forbud mod windsurfing på Vandet Sø. DN begruder sit krav med, at windsurfere er meget hurtige og uforudsigelige for fuglelivet – sammenlignet med eksempelvis robåde og kajakker, der ikke sejler nær så hurtigt eller uregelmæssigt. DN har ikke noget mod windsurfere, men mener blot, at sejladsen bør foregå ude på søterritoriet og ikke inde på søerne.

Dansk Sejlunion (DS), som organiserer danske windsurfere, har ikke overraskende modsat sig DN’s forslag – med den begrundelse, at konsulentfirmaet COWI i en af nationalparken bestilt rapport konkluderer, at windsurfing næppe har en varig indflydelse på fuglelivet.

DS glemmer dog helt at nævne, at selvsamme COWI i selvsamme rapport konkluderer at “windsurfing forstyrrer fuglelivet væsentligt mere end anden færdsel på søen”. COWI konkluderer derfor også, at kommende restriktioner af sejlads på Vandet Sø sagtens kan indskrænkes til kun at omfatte windsurfere. Så den rapport kan læses på mange forskellige måder – alt efter hvem man er.

Et klassisk eksempel på interessekonflikter i den betrængte danske natur. På en sø, hvis klare vand gør den til en fornøjelse at bade og fiske i. Snorkler man rundt i søen en varm sommerdag, kan man opleve, hvordan nysgerrige aborrer kigger tilbage på én!

Der kan købes fiskekort til den vestlige bred af søen.

23. maj 2012
Steen Ulnits

* Dømte fiskere: – Hummerne savner os…

Der er ikke meget, som tyder på, at jomfruhummerne tager skade af at leve uden erhvervsfiskernes tunge trawl. 

Sådan lyder det fra to marinbiologer som reaktion på, at formand for Gilleleje Fiskeriforening, Jan Nordahl Petersen, i sidste uge meldte ud, at jomfruhummerne risikerer at få krebsepest, hvis der ikke rodes op i havbunden i ny og næ.

– Krebsepest findes. Men udfra det kendskab jeg har, vil jeg mene, det er en skrøne, at der er en sammenhæng, siger professor ved Marinbiologisk Laboratorium i Helsingør.

Jens Peder Jeppesen, marinbiolog og akvariechef på Øresundsakvariet, går skridtet videre og peger på, at det tværtimod giver skader på hummerne, når de fiskes med trawl:

– Man får pr. definition en dårlig kvalitet af skaldyr og fisk. Det har man vidst i mange år.

De er begge enige om, at det har en negativ effekt at rode op i havbunden med trawl, da det ødelægger havbundens struktur og forstyrrer dyrelivet.

– Alle de undersøgelser, vi har kendskab til, om trawlens effekt på havbunden, viser, at det har negative konsekvenser. Det har samme effekt, som når landmanden pløjer jorden. Det ødelægger havbundens struktur og gør den mere blævret. Den struktur hindrer en række organismer i at vende tilbage. Man forstyrrer havbunden og hindrer udfoldelse af liv. Så det er faktisk til fiskernes egen ulempe, mener Michael Olesen.

Meldingen fra fiskeriformanden kom i kølvandet på landsrettens seneste dom i den såkaldte GPS-sag, hvor Greenpeace blev idømt bødestraf for at have krænket fem fiskeskipperes husfred, da de placerede GPS-sendere på fiskerne kuttere i Gilleleje Havn i sommeren 2010. På den måde afslørede Greenpeace et omfattende ulovligt fiskeri i et område af Kattegat, der er lukket for at beskytte torsken.

Fiskerne blev efterfølgende idømt store bøder for deres gentagne brud på reglerne og fiskeri i de fredede yngleområder. Og nu mener de altså, at hummerne ligefrem savner dem.

Tjaeh. – Hvad skal man sige til det? Mod tåber kæmper selv guderne forgæves…

19. maj 2012
Steen Ulnits

* MF’er til landmænd: – I er nogle svin

500 slagterimedarbejdere mistede for nylig deres job, da Danish Crown meldte ud, at slagteriet i Esbjerg lukkes. Det kan de takke danske svineproducenter for.

Det mener i hvert fald Henning Hyllested, der er lokalt medlem af Folketinget for Enhedslisten. Ifølge JyskeVestkysten skriver han i en pressemeddelelse, at danske landmænd er nogle svin:

– Det er et nærliggende ord at bruge, fordi det handler om svin. Jeg synes, det er noget svineri, det som foregår. De svin, der mangler i Esbjerg, er sendt over grænsen for, at landmændene kan tjene noget mere, siger han.

Så sandt, som det er sagt. Landmændene klager altid og vil have mere i tilskud til alt. Og når de så efterfølgende får store overskud af den statsstøttede drift, investerer de pengene i massive svinefabrikker i Østeuropa, hvor miljø er en by i Rusland. 

Som yderligere tak for støtten vælger de så også at sende deres dansk producerede svin til slagtning i Tyskland. Her kan de kan spare yderligere nogle kroner, som i stedet kan investeres i flere store Audier og Mercedes biler. Men gyllen må vi godt få lov at beholde.

Man kan således kun give MF Henning Hyllested ret.

19. maj 2012
Steen Ulnits

* Svinebønder tjener millioner i Polen og Ukraine

Ejerne bag produktionsselskabet Axzon kan konstatere, at det går bedre end nogensinde med at producere svin i Polen og Ukraine.

Selskabet har med et overskud på knap 150 mio. kr. leveret en ny rekordindtjening ud af en omsætning på en mia. kr. i 2011. Det viser den nye årsrapport, som netop er indleveret til Erhvervsstyrelsen. Axzon er moderselskabet bag svineproduktionsselskaberne Poldanor i Polen og Danosha i Ukraine.

I årsrapporten forklarer selskabet, at udviklingen i kød- og bytteforhold har været udfordrende for selskabet, som er en af de største svineproducenter i Europa. Alligevel er det lykkes at øge indtjeningen på grund af en bedre høst end forventet og betydelige forbedringer i effektiviteten i svineproduktionen. Koncernen øgede således sit salg af svin med 17 procent til i alt 665.809 slagtesvin. Af dem blev en tredjedel produceret i Ukraine.

Og gyllen? Den ligger i kæmpemæssige åbne gyllesøer og fordamper til omgivelserne. Med dansk statsstøtte. Det er altså pinligt at være dansker med den slags kulturimperialisme…

19. maj 2012
Steen Ulnits

* Skjern Å topper med ny rekordlaks

Der fanges laks i Skjern Å som aldrig før. Lystfiskere valfarter nu fra gamle laksenationer som Irland, Skotland og Norge for at fiske efter Skjernå-laksen, der stortrives i den genslyngede å. 

Siden fiskesæsonen åbnede 16. april har mange lokale og tilrejsende lystfiskere prøvet kræfter med Danmarks vandrigeste å. Lokalt vurderer Naturstyrelsen at mellem 3.000 og 4.000 lystfiskere fra ind- og udland vil besøge Skjern Å i 2012 og bidrage til en betydelig øget millionomsætning i lokalsamfundene.

– Laksen tiltrækker masser af folk til området. Der er mange mennesker på vores arealer. Alle parkeringspladserne er fyldt med lysfiskerbiler, og mange har udenlandske nummerplader. Genslyngningen og udsætningen af den særlige Skjernå-laks begynder nu virkelig at give noget tilbage til lokalsamfundet ud over de helt indlysende naturværdier, siger skovfoged Niels Dahlin Lisborg, Naturstyrelsen i Blåvandshuk.  

Efter Skjern Å naturprojektet blev afsluttet, er der igen skabt gode levesteder og standpladser for laksen. Naturstyrelsen har investeret i forbedrede gydebanker, og sammen med en ihærdig indsats fra lystfiskerne og Danmarks Center for Vildlaks er vildlaksenes opgang i åen vokset så meget, at der er frigivet en fiskekvote på de eftertragtede fisk.

Skjern Å leverede da også en ny rekord, da en dansk gift nordmand for nylig fangede en imponerende blankaks på ikke mindre end 20,4 kg. Danmarks hidtil største laks fanget på flue. Med rekordfangsten slår Skjern Å atter sin status fast som noget af Danmarks bedste laksefiskevand.

Læs hele historien om rekordlaksen og se de flotte fotos i den nyeste udgave af min e-bog om Skjern Å og den stolte laksestamme her.

19. maj 2012
Steen Ulnits

* EU-miljøpris til Fyn

Naturgenopretningen af Odense Å modtager ny stor hæder fra EU. Tidligere er projektet udpeget som et af de 13 bedste i EU. Og nu er projektet så kåret til at være blandt de fire projekter, der bliver får præmie som de “bedste af de bedste”.

Det er EU Kommissionen, der hædrer den fynske indsats blandt alle de EU-støttede LIFE naturprojekter, som blev afsluttet i 2011.

– Jeg er meget stolt af, at vi kan levere naturgenopretning af den kvalitet herhjemme. Det kræver dygtige folk at gennemføre et projekt af den størrelse, hvor vi både kan levere høj kvalitet for naturen og dokumentere det gennem et godt styret projekt. Jeg håber da, at EU får endnu mere lyst til at investere i vores genopretningsprojekter, siger skovrider Søren Kirk Strandgaard, Naturstyrelsen på Fyn.

Den 23. maj drager Naturstyrelsens projektledelse til Bruxelles for at modtage prisen. Her vil det danske projekt blive en del af et større show, der skal markere 20-året for EU’s habitatdirektiv, som blev iværksat den 21. maj 1992 – og det store net af EU-beskyttede naturområder, der hedder Natura2000.

Genslyngningen af Odense Å og fjernelsen af utallige opstemninger har i alt skabt 350 hektar nye vådområder i ådalen ved hævning af vandløbsbund og omlægning af dræn. Hermed er de fysiske forhold i åen er blevet forbedret for sjældne arter som tykskallet malermusling, der er meget afhængig af rent strømmende åvand og samtidig er beskyttet af EU’s habitatdirektiv.

Lad os give Fyn en hånd og håbe, at resten af lille Danmark fremover vil være lige så visionært. Fyn er bare fin!

Projektet har kostet 32 mio. kr. EU har bidraget med godt 14 mio. kr. Resten er betalt af Naturstyrelsen.

19. maj 2012
Steen Ulnits

* Nationalpark Lillebælt på trapperne

Som det fremgår længere nede på denne side, så lykkedes det lokale landbrugere at forpurre planerne om en ny Nationalpark Skjern Å. På samme måde lykkedes det i sin tid lokale svinebønder på Helgenæs at forhindre, at det smukke Helgenæs kom med i Nationalpark Mols Bjerge – Danmarks første af slagsen.

Det er mange godt kede af – ikke mindst vor nye miljøminister Ida Auken, som træt måtte kaste håndklædet i ringen og aflyse projektet. Men det har samtidig flyttet fokus fra landjorden til ud på vandet – mod nye marine nationalparker. Dem kan landbruget vel ikke stoppe på samme måde, da de jo ikke har jord herude!

Fredericia-afdelingen af Danmarks Naturfredningsforening (DN) har derfor genfremsat forslaget om en marin Nationalpark Lillebælt, der skal tage vare om det unikke naturområde, som findes her – med Danmarks dybeste vand, stærkeste strøm og stejleste skrænter. Læs mere om DN’s interessante forslag her – under den meget passende titel “En nationalpark, som landbruget ikke kan vælte”.

Dansk Videncenter for Sportsfiskeri, som jeg er en af initiativtagerne bag, har længe beskæftiget sig med de samfundsøkonomiske fordele, der vil være med udfasning af erhvervsfiskeriet i de indre danske farvande – til fordel for en udvikling af det rekreative fiskeri efter de samme fiskearter. 

Læs mere på www.videncenterforsportsfiskeri.dk under “Publikationer”. Her findes den oprindelige rapport, jeg tilbage i 2000 udarbejdede på opdrag af turistaktører i Lillebælt-området. En rapport, der vakte harme og affødte trusler om vold fra lokale erhvervsfiskere, dersom jeg fremover viste mig i området. Den ramte åbenbart plet!

I forbindelse med DN’s nye forslag har jeg opdateret den oprindelige rapport og garneret den med 20 nye farvefotos. Rapporten, der med sine 62 sider fylder 10 MB, kan downloades her og frit distribueres videre i den gode sags tjeneste.
Så spred det gode budskab til glæde for miljøet og fiskene i Lillebælt!

3. maj 2012.

Steen Ulnits

* Spar Nord: Fra hammerhaj til tanketorsk

Vi var nogle stykker, der fortørnet så Spar Nords helsidesannoncer i Berlingske og Børsen under overskriften “Mad på bordet”. Annoncen viser to mænd, hvoraf den ene står med en hammerhaj på skulderen, og annoncen lægger op til, at hajen bliver menneskeføde. 

Men, men, men. Hammerhajen er et stærkt truet dyr. Mere end 100 millioner hajer bliver hvert år dræbt i forbindelse med fiskeri ­ primært pga. den store efterspørgsel efter hajfinner til den populære hajfinnesuppe i Asien. Spar Nords kampagne hjælper mildest talt ikke til forståelsen for hajernes svære situation.

Kattegatcentret i Grenå, som jo har mange levende hajer svømmende omkring til glæde for besøgende skoleklasser og sommerturister, sendte efterfølgende en mail til Spar Nord, som banken imidlertid ikke svarede på. Kattegatcentret bad Spar Nord om at overveje en anden vinkel på jeres annoncekampagner i fremtiden.

Men så nåede sagen frem til TV2 Nord, hvorefter Spar Nord øjeblikkeligt kom på banen og meddelte, at hammerhajen nu blot var en tanketorsk, og at man ikke vil lave lignende kampagner i fremtiden.

De banker har vi ikke været heldige med…

25. april 2012.

Steen Ulnits

* Gyllesvin slår til – for anden gang…

En uopmærksom landmand var for nylig skyld i en lokal miljøkatastrofe på Sydfyn. Gylle fra en overfyldt gylletank kostede massevis af fiskeliv, og Allerup Kohavebæk vil i de kommende år være helt tom for fisk.

Landmand Tony Strandholdt var ved at fylde gylle i tanken, da telefonen pludselig ringede. På det tidspunkt stod gyllen kun 20 centimeter fra kanten, og derfor det blev fatalt, at han tog telefonen og glemte alt om gyllen.

Gyllen løb ud over kanten og ned i et regnvandsløb til den nærliggende Allerup Kohavebæk. Da Tony Strandholdt opdagede katastrofen, ringede han heltemodigt straks 112 og begyndte selv at fjerne gyllen. Desværre ikke hurtigt nok til at redde de mange fiskeliv. 

– Hvis der først er løbet gylle til bækken, så er et for sent. Og det er i det hele taget for sent, når beholderen først flyder over. Gylle er meget meget slemt for fiskene. Det tager al ilten i vandet, og så er det også giftigt på grund af amoniak. Derfor kan selv en lille mængde gylle slå mange fisk ihjel, forklarer Arne Bruun, der er miljøtekniker ved Svendborg Kommune. 

I følge Arne Bruun vil forureningen også gå ud over ynglen, og bækken vil derfor være tom for fisk i de kommende år. Udslippet betegnes som meget alvorligt, og landmanden vil sandsynligvis blive politianmeldt. 

Det er anden gang, at Tony Strandholdts gylletank løber over. Sidste gang kostede det ham en bøde på 30.000 kroner – og alt liv på en syv kilometer lang strækning i Storkebækken.

Tony Strandholt burde fratages retten til at håndtere gylle overhovedet. Forhåbentlig bliver bøden denne gang dobbelt så stor som sidste gang.
I hvert fald er han en stærk kandidat til prisen som Årets Gyllesvin.

21. april 2012.

Steen Ulnits

* Dansk Folkeparti stopper Nationalpark Skjern Å

Forslaget om en ny Nationalpark Skjern Å var i høring i foråret 2011. På baggrund af høringssvarene besluttede forligskredsen sidste sommer at undersøge mulighederne for også at inddrage den sydlige del af Ringkøbing Fjord inklusiv Tipperne og Værnengene i Nationalpark Skjern Å.

I sidste måned opretholdt et flertal i Ringkøbing-Skjern Kommunes kommunalbestyrelse imidlertid den oprindelige afgrænsning og sendte dermed sagen tilbage til forligskredsen i Folketinget.

På et nyligt møde var alle partier undtagen Dansk Folkeparti parate til at følge det lokale forslag til afgrænsningen af en ny Nationalpark Skjern Å. Men DF kunne ikke støtte op om forslaget på grund af stor lodsejermodstand i det lille Hoven-område.

– Jeg er rigtig ærgerlig over, at parterne ikke kunne bringes sammen. Men vi har prøvet alt, og derfor må jeg desværre konstatere, at Nationalpark Skjern Å ikke bliver til noget, siger Ida Auken efterfølgende.

En klar politisk sejr til Dansk Folkeparti, som hermed endnu en gang har understreget, at de ikke giver en døjt for den danske natur. DF’erne kneb derfor også en gevaldig tåre, da deres store forbillede Bjørn Lomborg senest blev taget af Finansloven af den nye regering. Ham kunne de nemlig rigtig godt lide.

Nå, men hellere en nationalpark mindre end en Lomborg mere!

21. april 2012.

Steen Ulnits

* TV SYD: Din nye skattefinansierede landbrugskanal!

Hver lørdag sender TV 2’s station i Syd- og Sønderjylland, TV Syd, programmet “Ud på landet”, som ifølge TV Syd er “lærerige programmer om landbruget”.

Bag programmerne står interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, der producerer indholdet via foreningens egen TV-station Land-TV. Det fremgår tydeligt med et stort logo, når programmet ses dér. Men når det bringes via TV 2, er logoet fjernet. I stedet er der indsat “Landbrug & Fødevarer i rulleteksten. Det skriver Politiken.

Dette skaber usikkerhed om objektiviteten, fordi programmerne forholder sig ukritiske overfor landbruget og ikke inddrager modpartens holdning. Det mener i hvert fald Danmarks Naturfredningsforening (DN). Et program om mælk indledes eksempelvis med Arla-produkter og flotte tankvogne fra Naturmælk. I DN’s øjne “rene reklameindslag”.

Medieforsker Stig Hjarvard finder programmerne ganske professionelt lavet, men er bestemt ikke imponeret over kildeangivelsen:

“Der er ingen tvivl om, at TV Syd har temmelig beskeden omtale af, at programmet er produceret af en partskilde. Det virker sjusket, at de ikke varedeklarerer tydeligt”, siger han til Politiken.

Men det viser tydeligt, i hvor høj grad det danske landbrug har haft held til at infiltrere selv den statsfinansierede medieverden. Hatten af for det arbejde – og fingeren til TV Syd’s landbrugsliderlige ledelse. 

14. april 2012.

Steen Ulnits

* Fritidsfisker dømt

En 48-årig mand solgte i august sidste år ni fisk på Nivå Havn – formedelst 75 kroner. Fiskeridirektoratet var uheldigvis på stedet tog ham på fersk gerning. Man må nemlig ikke sælge fisk uden at være registreret erhvervsfisker. 

Nu er sagen så afgjort i retten i Helsingør, hvor den 48-årige berettede om baggrunden for salget. Det skriver Frederiksborg Amts Avis. Manden er kontanthjælpsmodtager og fortalte i retten, at “han jo ikke kan æde skrubber hver dag”, så derfor måtte han på anden måde “lave” lidt supplerende lommepenge til mad, øl eller tobak. Fisketurene tog han cirka hver 3. uge, fortalte han – næppe uden at overdrive…

Dommeren fradømte manden retten til at fiske i et halvt år, da salget havde haft “systematisk karakter”. Desuden fik manden en bøde på 2.500 kroner. Omregnet i salg af skrubber svarer det til 300 solgte skrubber – omregnet fra “dagsprisen” den 28. august sidste år.

Nu står det så tilbage at se, om manden også vil blive anklaget for socialt bedrageri. Han er jo på bistandshjælp og må ikke arbejde sort.

14. april 2012.

Steen Ulnits

* Skærpet overvågning af erhvervsfiskere

Når en erhvervsfisker bevæger sig ind i et fredet område på ulovligt fiskeri, bliver det fremover afsløret med det samme. Helt automatisk.

For sådan har det ikke altid været. NaturErhvervsstyrelsen, tidligere kendt som Fiskeridirektoratet, har nemlig strammet op på kontrollen, efter at Greenpeace via GPS-overvågning afslørede, at flere fiskerskippere gentagne gange var på ulovligt fiskeri i et lukket område af Kattegat. Det skriver Frederiksborg Amts Avis, som længe har fulgt sagen.

– Vi har derfor lavet et automatisk alarmsystem, og der sidder en døgnvagt, som modtager alarmerne og reagerer på dem, fortæller Mik Jensen, kontrolchef i Center for Kontrol i NaturErhvervsstyrelsen.

Og indsatsen har allerede givet resultat. Fra 2010 til 2011 faldt antallet af overtrædelser af områdebegrænsninger fra 46 til 9, viser en ny rapport. Det kan dog også skyldes den store omtale af sagen, mener Mik Jensen.

Fiskeridirektoratet forklarer, at man dagligt modtager flere tusinde GPS-signaler fra fiskekuttere, og at man derfor ikke havde opdaget det ulovlige fiskeri – før Greenpeace selv tog affære.

Greenpeace er i øvrigt tiltalt for ulovlig indtrængen i forbindelse med monteringen af GPS’er på fem fiskekuttere i Gilleleje Havn, og Østre Landsret skal nu tage stilling til sagen. Organisationen blev frikendt i byretten med den begrundelse, at det ulovlige fiskeri ikke var blevet afsløret, og fiskerne ikke var blevet dømt, uden aktionen.

Konservative politikere har tidligere været ude at fordømme Greenpeace’s aktion for miljøet. De er vel liberale af politisk observans. Men heldigvis er spærregrænsen for Det Konservative Folkeparti jo snart nået, og dermed har det problem jo løst sig selv!

7. april 2012.

Steen Ulnits

* Sydengelske garnfiskere købt ud af NASF

Orri Vigfusson fra North Atlantic Salmon Fund (NASF) med base på Island, har siden 1990 utrætteligt arbejdet med opkøb af garnrettigheder til laksefiskeri i hele Nordatlanten. Seneste resultat stammer fra Sydengland, hvor NASF netop har afsluttet forhandlingerne med lokale garnfiskere ved floderne Avon og Stour.

Trods miljøforbedringer i vandløbene har fremgangen for bestandene af laks og havørreder ladet vente på sig – helt enkelt fordi mundingsfiskeriet med garn efter de hjemvendende gydefisk hindrede bestandene i at komme sig. Denne hurdle er nu fjernet med den nye aftale mellem den engelske miljøstyrelse, de lokale garnfiskere og så NASF, hvorefter vandløbene igen ligger åbne for bestandene af laks og havørreder.

I den forbindelse bør det nævnes, at var det ikke for NASF og dens utrættelige arbejde med at opkøbe lakserettigheder på åbent hav, ja, så ville der næppe være mange laks i de danske lakseåer. Det glemmer vi alt for ofte og tror fejlagtigt, at vi selv har reddet vore laksebestande. Det har vi nemlig kun delvis.

Selv nok så gode vandløb hjælper intet, dersom laksene i stedet fanges på åbent hav, førend de når hjem til deres fødevandløb.

4. april 2012.

Steen Ulnits

Aktuelt 1. kvartal 2012

* Så er der blommesæk-yngel i rugekasserne!

Efter en kort vinter er der nu liv og glade dage i rugekasser landet over. Billedet herover stammer fra et af de steder i landet, hvor man eksperimenterer med de nye rugekasser. Indholdet er nyklækket blommesækyngel på vej ud i den store verden.

DTU Aqua har i samarbejde med Karup Å Sammenslutningen (KÅS) haft et testprojekt kørende i Haderis Å, som har vakt stor moro blandt lokale fiskeopdrættere. De har døbt det “Den flydende kummefryser”. Forkert placering og drift har nemlig bevirket, at der er kommet frost på rugekasserne, som blot tilses en gang i måneden. Lokale dambrugere kender til problemet fra deres tilløbsriste i indløbene, der også kan fryse til. 

DTU Aqua har netop meldt offentligt ud, at man ikke kan anbefale rugekasser i danske vandløb – måske baseret på ovennævnte fejlslagne projekt. Læs udmeldingen her. Lasse fra Sdr. Resen, som står bag udviklingen af rugekasserne, har følgende tørre kommentar til DTU’s udmelding:

“Med den metode, som DTU og KÅS bruger, vil der nok gå et par istider, før der kommer resultater ud af det. Men det er måske også meningen – efter de sidste udtalelser, der er kommet fra DTU”…

Heldigvis lever den nyklækkede blommesækyngel og har det godt i vandløb landet over.

Se mere om rugekasser i denne artikel.

31. marts 2012.

Steen Ulnits

* Mere gydegrus i maskineriet…

Som faste læsere af denne side vil have bemærket, så er miljøministeren ikke begejstret for udlægningen af gydegrus i danske vandløb. Læs notitsen “Gydegrus i maskineriet” længere nede på denne side. Hun vil spare det væk.

Har man læst DTU Aqua’s dugfriske udmelding om, at man ikke kan gå ind for rugekasser til opdræt af ørredyngel ude i naturen, så vil man se, at DTU Aqua i stedet priser fortsat udlægning af gydegrus som den eneste vej frem. 

Man må så spørge sig selv, om DTU Aqua mon har talt med miljøministeren om det? Når hun nu vil spare den eksisterende udlægning af gydegruset bort? 

Svaret blæser i vinden…

31. marts 2012.

Steen Ulnits

* Ny verdensrekord for torsk

I disse for vort vandmiljø og vore fiskevande så triste tider er det skønt med en smule opmuntring. Og den er netop kommet – i form af nordmanden Morten Hvams nye verdensrekord for torsk: 41,72 kg!

Kjempetorsken målte 147 cm i længden og 114 cm om maven. En monstrøs torsk af den slags, man troede hørte fortiden til. Heldigvis er der altså enkelte kæmper, som slipper uden om  alskens garn og trawl og når at blive rigtig gamle. 

Den nye verdensrekord var imidlertid tungere, end den var stærk. Således tog det kun 12 minutter at få kæmpen op fra dybet, hvor den havde hugget på en 600 gram tung “Svenskepilk”. Det er så vidt vides den lokale norske betegnelse for ABU’s “Sillen” pirk, der allerede havde en 37 kg’s torsk på samvittigheden!

11. marts 2012.

Steen Ulnits

* Svinene slår til igen

Hvert år producerer danske svinebønder omkring 25 millioner svin. De fleste går til eksport og luner derfor på handelsbalancen. Så meget, at produktionen er ude af kontrol og overladt til et liberalt erhverv, der udelukkende producerer for at tjene penge – koste hvad det vil.

Prisen herfor bliver stedse højere. Nu har veterinære myndigheder fundet ud af, at omkring 1 million danske svin bærer på resistente stafylokokker, som kan overføres til mennesker, der efterfølgende ikke kan behandles med penicillin mod bakterierne. 

Stafylokokkerne kan medføre infektioner og knoglebetændelse, der ikke kan kureres, og som i sidste ende kan betyde døden for svage eller svækkede personer. Og desværre er det ikke kun svinebønderne selv, det går ud over. Det er samtlige patienter på landets sygehuse, der er i farezonen.

– Hvor længe skal vi tolerere dette svineri, der ikke blot er ødelæggende for miljøet, men nu også direkte livstruende for mennesker? – Skal denne profit, hvoraf en stor del investeres i dyre biler, kæmpestore maskiner eller ny forurenende svineproduktion i østlande uden up to date lovgivning, virkelig true uskyldige mennesker og sætte deres liv på spil? 

– Men måske netop derfor, at Venstre hellere end gerne betaler for sin statsministers træbeklædte rygekabine og bil med chauffør. – Så kernevælgerne i Venstre også fremover kan svine, som de lyster?

– Tænk, hvis der var et yndigt land…

11. marts 2012.

Steen Ulnits

* Auken forbyder gylle på frostjord

Miljøminister Ida Auken er blevet træt af landmændene og deres køren gylle ud på frosne marker. Derfor vil hun nu indføre totalforbud mod at sprede gylle på frossen jord. Dermed lægger hun op til at stramme grebet yderligere om gyllesprederne, der i forvejen ikke må komme for tæt på åer og vandløb.

“Jeg vil ikke acceptere, at landmænd spiller hasard med vores vandmiljø ved at sprede gylle ud på frossen jord,” siger Ida Auken og fortsætter: “Med et forbud får kommunerne nemt ved at gribe ind over for ulovligheder, og det vinder miljøet på.” 

Initiativet vækker forudsigeligt nok ikke begejstring hos landbruget:

“Vi bakker 100 procent op om den nuværende lovgivning, hvor man ikke må skade vandmiljøet med gylle,” siger viceformand i Landbrug og Fødevarer, Henrik Frandsen. “Men vi mener ikke, at det er nødvendigt at lave et generelt forbud, hvor man heller ikke må køre gylle ud på flade marker langt fra vandløb,” siger han.

Selvfølgelig ikke. Dansk landbrug mener i det hele taget ikke, man bør tage hensyn til miljøet. Det koster alt for mange penge, og så kan der jo ikke blive råd til nye kæmpetraktorer til driften og ditto 4-hjulstrækkere i millionklassen til privaten. Jævnfør notits længere nede på denne side.

4. marts 2012.

Steen Ulnits

* Det er dyrt ikke at kunne vente

Det kommer til at koste en landmand fra Lintrup i Jylland mange tusinde kroner, at han en frostklar vinternat spredte gylle på 15 ha frossen mark. Regn i løbet af aftenen betød nemlig, at gyllen begyndte at løbe af marken og ned i et vandløb med retning mod Kongeåen.

“Landmanden gjorde helt, som det bliver anbefalet: Kørte en begrænset mængde gylle på 20-25 tons per hektar ud på marken. Men det gik galt, fordi det regnede og jorden stadig var frossen. Så synker hverken gylle eller regn ned i jorden,” fortæller miljøvagten i Trekantområdet.

I alt 20 læs med hver 15 kubikmeter blev suget op og kørt væk, og dem kommer landmanden formentlig til at betale. Dertil kommer, at der er krav krydsoverennsstemmelse på begivenheden.

“Men den miljøbøde, man får, er mindst lige så slem og noget, man skal have respekt for,” siger planteavlskonsulent i Jysk Landbrugsrådgivning, Finn Poulsen.

4. marts 2012.

Steen Ulnits

* Det bliver også dyrt at vente…

Det Miljøøkonomiske Råd mener, at regeringen bør være forsigtig på naturens vegne og derfor ikke skulle have udskudt kravet om at reducere kvælstofudledningen med 10.000 ton helt frem til 2027.

“Usikkerhed om indsatsbehovet har begrundet, at reduktionskravene til kvælstof er reduceret, ligesom en del af indsatsen er udskudt. Det er ikke hensigtsmæssigt,” skriver vismændene i en netop offentliggjort rapport.

De forklarer deres vurdering med, at tilbagegangen i vandmiljøets kvalitet er kendetegnet ved, at man handler for sent og i nogle tilfælde ikke kan vende udviklingen igen.

“Det betyder, at omkostningerne kan blive væsentligt forøgede, hvis indsatsen udsættes,” skriver vismændene og anfører, at der derfor måske bliver behov for en endnu større og hurtigere indsats, når det gælder kvælstof.

Landbrug & Fødevarer kan helt forudsigeligt ikke følge rådets ræsonnementer:

“Vi er lodret uenig i, at man i det hele taget laver en storstilet kvælstofregulering, for man kender ikke behovet. Det ville have været vanvittigt, hvis man havde gennemført den fulde reduktion på 19.000 ton kvælstof, når en enig arbejdsgruppe bestående af medarbejdere fra Miljøministeriet, Fødevareministeriet, Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer er enig i, at værktøjet til at måle vandmiljøets tilstand ikke er i orden,” siger direktør for Miljø & Energi Niels Peter Nørring, der også angriber et ensidigt fokus på kvælstof.

“Vi har fået lavet analyser af, hvordan kvælstofreduktionerne vil påvirke forskellige parametre i vandmiljøet, og det har vist sig, at i de åbne vandområder vil der stort set ikke være nogen effekt,” siger han.

Helt som forventet. Man kan ikke regne med noget som helst miljøfremsynet fra dansk landbrug, der slet ikke anerkender begrebet miljø. Og som end ikke kan kende forskel på jord, der er frosset, og jord, der ikke er.

Læs denne artikel om landbrugets aflivning af Mariager Fjord i 1997. Der er ikke sket meget på den front siden da…

4. marts 2012.

Steen Ulnits

* Erstatning for ålegræs

Miljøminister Ida Auken (SF) vil her i foråret sætte arbejdet i gang med at finde andre indikatorer end ålegræs til at måle miljøtilstanden i vandmiljøet. Det lover ministeren i et svar til Folketingets Miljøudvalg.

“Miljøministeriet overvejer på nuværende tidspunkt, hvordan arbejdet med at supplere ålegræsværktøjet bedst kan tilrettelægges. Der er endnu ikke truffet beslutning herom. Det forventes, at arbejdet kan igangsættes i løbet af foråret 2012, og at alle relevante interessenter og eksperter vil kunne indgå i arbejdet med at komme med forslag til løsning,” skriver ministeren.

Ålegræs er i øjeblikket den eneste indikator i de danske vandplaner. Værktøjet er stærkt kritiseret af landbruget, men også en arbejdsgruppe nedsat af miljøministeren har konkluderet, at ålegræs ikke alene kan bruges som indikator.

Et springende punkt er i den forbindelse, at fødevareminister Mette Gjerskov (S) som noget af det første og aldeles uforståeligt tillod fortsat muslingeskrab på sårbare områder i Limfjorden. Noget, hun efterfølgende har måttet stå til regnskab for over for EU. Muslingeskrab ødelægger nemlig det sårbare ålegræs, som da ikke længere kan bruges som indikator for miljøtilstanden.

En anden komplicerende faktor er den invasive svovlorm, der muligvis har en begrænsende effekt på netop ålegræsset. Læs mere herom i denne artikel.

28. februar 2012.

Steen Ulnits

* Vadehavet i et nyt vadested

Danmark, Tyskland og Holland skal i fællesskab udvikle Vadehavet til et område for særlig bæredygtig turisme.

Med millionstøtte fra EU skal de tre lande udvikle nye turismeformer, der tager udgangspunkt i en bæredygtig natur. Projektet skal demonstrere, hvordan den beskyttede og unikke natur kan skabe grundlag for bæredygtig vækst, kulturel identitet og udvikling af nye former for turisme. Der skal skabes grønne job, der samtidig gør naturen i stand til at bære mere end de 70 millioner besøgende, som det samlede vadehavsområde tiltrækker hvert år.

– Regeringen arbejder for at skabe en grøn økonomi. Her er et projekt, hvor naturbeskyttelse og turisme går hånd i hånd. Det er et fint eksempel på, at vi kan skabe nye arbejdspladser og samtidig beskytte naturen i Vadehavet, siger miljøminister Ida Auken.

Projektet hedder “PROWAD ­ Protect and Prosper”. Det består af markedsanalyser og udvikling af idéer til nye attraktioner ved Vadehavet, som er bæredygtige og af høj kvalitet.

Naturstyrelsen kommer fra dansk side til at spille en central rolle sammen med Nationalpark Vadehavet og de lokale kommuner. Projektet har et samlet budget på 10 millioner kroner. Heraf kommer halvdelen fra EU’s regionale udviklingsmidler.

Projektet skal blandt andet danne baggrund for en stor ministerkonference mellem Danmark, Tyskland og Holland om styrkelse af Vadehavet i 2013.

28. februar 2012

Steen Ulnits

* Mere end 26 millioner tons gylle er på vej ud i naturen 

Gyllesæsonen står for døren, og det betyder, at mere end 26 mio. tons gylle skal fordeles på de danske marker. Det skriver erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarers netmagasin, Foodculture.dk.

Dette astronomiske, men desværre aldeles jordnære tal er estimeret af Videncentret for Landbrug. Men formentlig er der tale om endnu mere, da gødning fra fjerkræ, heste og andre husdyr ikke er talt med. Siden høsten har det ikke været tilladt at køre gylle ud, og derfor er gylletankene på de danske landbrug nu fyldt op. Mange til randen. De estimerede 26 mio. tons svarer således omtrent til, hvad der er kommet i tankene hos landets svineproducenter og kvægavlere gennem de seneste ni måneder.

Fra 1. februar har det atter været tilladt at sprede gylle, men mange steder har det ikke været muligt, fordi man ikke må sprede gylle ud nær vandløb, da der så er risiko for, at gyllen løber ud og forurener vandet, og hvis landmanden venter til slutningen af denne måned, kan han udnytte gyllen mest optimalt.

“Fra slutningen af februar til midt i maj har man den samme effekt af gyllen. Når man kører den ud tidligt på året er der, på grund af den lave temperatur, en lav ammoniakfordampning. Hen i maj kan fordampningen være høj, hvis gyllen udbringes i høj solskin uden udsigt til regn, men til gengæld er planterne her i god vækst, så på den måde får planterne lige meget ud af det,”forklarer Annette Vestergaard, som er specialkonsulent i gødskning og bioenergi ved Videncentret for Landbrug.

Hun påpeger, at der forhåbentlig bliver færre lugtgener fra gyllen i år, da det er blevet et krav, at man skal nedfælde gødningen på særlige områder – eksempelvis nær byområder. Ved nedfældning kommer gyllen ned i jorden, og på den måde bliver lugtgenerne minimale.

“Langt den meste gylle bliver stadig fordelt med slanger, men der vil nok blive nedfældet mere i år. Så sammenlignet med tidligere går danskerne nok en tid i møde, hvor der lugter mindre af gylle,” forklarer Annette Vestergaard.

Men også en tid med endnu flere gylleudslip. Jo mere gylle, der skal køres ud, desto flere udslip. Såre simpelt. Og hvis der så også skal konkurreres om, hvem der kan køre mest gylle ud på en sæson – jævnfør nedenstående notits – ja, så skal der jo ske ulykker.

-Tænk, hvis der var et yndigt land, lyder det næsten daglig i TV reklamer fra dansk landbrug. Betalt af os selv via landbrugsstøtten.

Men det er der ikke – længere…

16. februar 2012.
Steen Ulnits

* – Er du Danmarks største svin? 

Den 1. februar blev der så givet grønt lys til, at der atter kunne hældes gylle på de danske marker. Allerede sidst i januar så man da også de første gyllespredere på de stadig snedækkede danske landeveje. Trods den hårde frost, der ikke tillod lovlig spredning af gyllen. Der må ikke være frost på markerne, da gyllen i så fald ikke løber ned i jorden, men i stedet blot løber af på overfladen – lukt mod den nærmeste grøft eller lavest liggende sø.

Dansk Landbrug er stolt af sine medarbejdere og deres store maskiner. Så stolt, at websitet Traktortech.dk nu efterlyser den nye Danmarksmester i gylleudkørsel. I 2010 kårede magasinet TraktorTech en flittig medarbejder fra Bejstrup Maskinstation som den uofficielle danmarksmester i gyllekørsel. Han kørte hele 118.000 m3 gylle ud på én sæson. Gad vide, hvor meget der havnede i jorden – og hvor meget der i stedet løb ud i grøfter, bække og åer på vej til sø og fjord…

TraktorTech skriver begejstret om den nye gyllesæson:

“Nu er gyllesæsonen i gang igen. Kan du slå rekorden? Og er du den – eller kender du den – i Danmark, som kører mest gylle ud? Hvor meget har I nået indtil nu? Og hvor meget forventer I at køre ud? Skriv – og læg også gerne billeder fra jeres gyllekørsel ind – i traktortech.dk‘s debatforum!”

Well, begejstringen vil ingen ende tage. Det er denne form for hjernedød, det danske vandmiljø er oppe imod. Kampen om at blive “Årets Gyllesvin” er i fuld gang. Traktorerne er varmet op og gylletankene fyldt til bristepunktet. Endnu et år er begyndt, og stanken af gylle hænger allerede over landet – trods den hårde frost. 

– Vil dette svineri da ingen ende tage?

16. februar 2012.
Steen Ulnits

* “Østjyllands Fiskevande”

Som trofaste læsere af disse sider måske allerede vil have bemærket, så har der været stor aktivitet på min e-bogs front i den seneste tid. Således ligger der nu hele 12 nye U-Books klar til download – om alt fra fluefiskeri, spinnefiskeri, medefiskeri og småbådsfiskeri til eksotiske fiskerejser.

Seneste skud på stammen er “Østjyllands Fiskevande”, som præsenterer ikke færre end 173 spændende fiskepladser ved å, sø og kyst i Østjylland – lige til at have i lommen på din smartphone. Klik for et nærmere kig!

Nu har du også muligheden for at erhverve et helt e-bogs bibliotek – i form af mine ti danske e-fiskebøger samlet på en enkelt CD! Bøgerne er i pdf-format og kan derfor installeres og læses på alt fra stationære over bærbare computere til tablets og smartphones – lige til at tage med i lommen!

Bøgerne omfatter alt fra fluefiskeri, spinnefiskeri, medefiskeri og småbådsfiskeri til danske sportsfisk og fiskevande. Bedst af alt: Dit nye e-fiskebogs bibliotek koster kun kr. 500,- for alle ti bøger. En oplagt gaveidé – til dig selv, kæresten, din fiskekammerat, på fødselsdagen eller under juletræet!

Klik på CD-skiven ovenfor for et nærmere kig!

8. februar 2012.

Steen Ulnits

* Stadig bly i dansk fiskegrej… 

Efter ti års forbud mod giftigt bly i lystfiskergrej skruer myndighederne nu bissen på. Miljøstyrelsen politianmelder fem forhandlere og tre importører af udstyr til lystfiskere.

Det sker efter, at Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har fundet store mængder bly i fiskeudstyr som blink, pirke og lodder. Det er første gang, at også forhandlere af fiskegrej anmeldes.

De fem forhandlere havde i 2010 besøg af Kemikalieinspektionen og fik forbud mod at sælge fiskeudstyr med bly i. Men da Miljøstyrelsens folk i 2011 igen besøgte dem igen, havde de stadig de blyholdige og forbudte varer på hylderne. Derfor bliver de nu meldt til politiet. Det samme bliver en række importører, der også tidligere har fået salgsforbud.

– Danmark har besluttet ikke at ville have blyholdigt fiskeudstyr på hylderne. Bly er et giftigt tungmetal, som ikke bliver nedbrudt i naturen men ophobes i fødekæden til skade for mennesker og miljø, siger leder af Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, Birte Børglum.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion besøgte i 2011 17 danske butikker med fiskeudstyr. De fandt over 80 procent bly i en fjerdedel af de 166 tilfældigt udvalgte blink, pirke og spinnere. Og det på trods af at fiskegrejet kun må indeholde 0,01 procent bly.

Siden 2002 har bly i fiskeudstyr og en lang række andre produkter været forbudt på det danske marked. Indtag af bly kan blandt andet medføre adfærdsændringer, nedsat indlæringsevne og ringere intelligens for eksempel ved indtagelse gennem fødevarer.

– Vi fortsætter kontrollen over hele landet så længe, vi finder bly i fiskegrej. Men lystfiskerne kan også selv gøre en stor indsats. Har de blyholdigt grej i fisketasken, bør de aflevere det på deres lokale genbrugsstation og få det destrueret, siger Birte Børglum.

Utroligt, at grejbranchen efter ti år stadig ikke har set skriften på væggen. Utroligt også, at myndighederne har været så langmodige med håndhævelsen. Ti år. Det giver mindelser om jægernes kamp mod blyforbud i haglpatronerne – en kamp, der som bekendt endte med, at jægerne skød sig selv i foden. Og at blyet blev erstattet af stål.

Stort ståhej for ingenting.

8. februar 2012.
Steen Ulnits

* Exit Lomborg og Copenhagen Consensus

Miljødebattens enfant terrible, Bjørn Lomborg, mistede sin årlige bevilling på ni millioner kroner til Copenhagen Consensus Center, da regeringen fremlagde sit forslag til næste års finanslov.

– Der blev ikke plads til Bjørn Lomborg. Vi må foretage en prioritering, og så var der altså vigtigere ting at bruge penge på som for eksempel en task force, der skal hjælpe kommunerne med at undgå oversvømmelser på grund af klimaforandringerne. Det siger miljøminister Ida Auken (SF).

Netop Bjørn Lomborg personificerede den daværende VK-regerings opgør med det, de borgerlige døbte “Svend Aukens miljøimperium”. Udnævnelsen af politologen Bjørn Lomborg som direktør for det nyoprettede Institut for Miljøvurdering skulle ifølge regeringen sikre mere miljø for pengene.

Den virkelige mission var dog at forplumre miljødebatten så meget, at alle grønne initiativer herefter kunne lægges i graven – af hensyn til landbruget, Venstres kernevælgere. Og missionen lykkedes i så høj grad, at Danmark sidste år blev stævnet af EU-kommissionen for ikke at leve op til Vandrammedirektivet. Et stolt øjeblik i dansk miljøhistorie – set med landbrugsøjne. Men pinligt for os andre.

Sammen med Dansk Folkeparti har Venstre og De Konservative efterfølgende bevilget næsten 140 millioner skattekroner til Bjørn Lomborg og hans miljøfjendske aktiviteter. Socialdemokraterne og SF bebudede dog allerede før folketingsvalget i deres såkaldte 2020-plan et opgør med de såkaldte borgerlige smagsdommermiljøer, herunder netop Bjørn Lomborg.

I planen indregnede de to nuværende regeringspartier i alt en årlig besparelse på 100 millioner kroner, som skulle findes ved at fjerne “forskningsbevillinger, råd og nævn til borgerlige debattører”. For VKO havde “ved de årlige finanslovforhandlinger tildelt politiske sympatisører ubegrundede forskningsbevillinger, samt oprettet rådgivende nævn og udvalg med samme formål”.

Ida Auken afviser dog, at S-SF-R regeringen laver en “omvendt Fogh” ved at fjerne penge fra en borgerlig debattør, som regeringsener uenig med:

– Forskere skal have deres penge via de fine systemer, vi har i dag. Det har været helt mærkeligt, at der har været en særbevilling til enkelte forskere på en meget ideologisk måde. Vi kommer til at lave finanspolitik på en anden måde, siger miljøministeren og tilføjer:

– Vi forfølger ingen. Vi bruger bare pengene på en anden måde.

-Og meget bedre, kunne vi andre så passende tilføje.

8. februar 2012.
Steen Ulnits

* Roundup på den argentinske pampas

Hvert år importerer Danmark soja for milliarder af kroner fra Argentina, hvor sprøjtningen af sojamarkerne medfører en stigning i aborter, misdannelser, kræft og andre livstruende sygdomme.

Det viser en ny undersøgelse fra DanWatch. Undersøgelsen viser, hvordan antallet af tilfælde af kræft, leukæmi, svulster og spontane aborter i Argentina er steget i takt med brugen af sprøjtegift på landets sojamarker. Undersøgelsen, der er foretaget af de lokale myndigheder i den fattige Chaco-provins, viser, at antallet af børn, der fødes med misdannelser, er 4-doblet i de seneste 10 år.

“Vi er meget bekymrede over anvendelsen af sprøjtemidler, fordi vi længe har konstateret genetiske misdannelser hos børn, der er født af kvinder, som har været i kontakt med sprøjtemidler,” siger biokemiker Horacio Lucero fra universitetet i Chaco til DanWatch.

I Argentina er næsten al soja “Roundup Ready”. Det vil sige, at planterne ved hjælp af genmodificering er gjort resistente over for ukrudtsmidlet Roundup. Men nu er også ukrudtet begyndt at blive resistent, og det har medført en voldsom stigning i brugen af Roundup. På lidt over et årti er mængden blevet 14 gange større, mens udbyttet af produktionen kun er 5-doblet.

I 2010 importerede Danmark ifølge DanWatch over én million ton soja fra Argentina til en samlet værdi på 2,3 milliarder kroner. Den største danske importør af soja er DLG, som er ejet af dansk landbrug. Sojaen bruges i dyrefoder til konventionel mælk, svinekød og æg fra producenter som Arla, Danish Crown og Danæg, der er blevet kontaktet af DanWatch.

Ingen af dem kender dog til disse sundhedsproblemer i Argentina. Eller ønsker i hvert fald ikke at vide noget om dem. Sådan er det, når der er penge i skidtet.

8. februar 2012.
Steen Ulnits

* Dansk faunaforurening i Norge

Det er ingen egentlig nyhed længere, men den er stadig yderst relevant i forbindelse med fauna-forurening og invasive arter: Det norske Naturoppsynet på Nes i Ådal havde sidste efterår fået tips om ulovligt lystfiskeri med levende skaller i nordenden af søen Sperillen, der er kendt for sine store gedder.

En politipatrulje blev sendt afsted, og ganske rigtigt: En dansk geddefisker var i fuld gang med at bade sine levende skaller, hvorfor politiet anholdt manden og beslaglagde hans båd og fiskeudstyr. Danskeren påstod ganske vist, at han kun fiskede med død agn – trods den kendsgerning, at han havde levende skaller ombord i en beluftet agnspand.

– Det kan godt hende at han vil påberope seg rettsvillfarelse, men enhver som bedriver en aktivitet i Norge er forpliktet til å sette seg inn i reglene som gjelder, udtalte det norske politi efterfølgende.

Fiskeriforvalteren hos Fylkesmannen i Buskerud var ikke glad for at høre om episoden. Fra naturens hånd findes der ingen skaller i området, og man ønsker ikke, at de skal sprede sig i vandsystemet. Det ulovlige danske fiskeri med levende skaller i Sperillen  er derfor meldt til politiet og vil blive efterforsket. Danskerens identitet er ikke frigivet, men det forlyder, at han er en kendt person i geddefiskerkredse.

Og det er bare for åndssvagt. Så hjernedød kan ingen være. Læs alle artiklerne om fauna-forurening og invasive arter under “Biologi”.

8. februar 2012.
Steen Ulnits

* Gyllebaronens bil på tvangsauktion

En af Danmarks helt store svinebønder måtte sidst i 2011 dreje nøglen om og sætte sine ejendomme og ejendele på tvangsauktion. Det drejer sig om Esper Goul Jensen, hvis kurator på konkursboet nu har sat selskabets aktiver til salg. 

Esper Goul Jensen har hidtil været en af Danmarks største og mest driftige svineproducenter med en årlig produktion i omegnen af 150.000 smågrise. 7. december 2011 blev han erklæret personlig konkurs, ligesom hans selskaber Heidesminde Produktion ApS, Alstrup Produktion ApS, Goul A/S og Brøndum Produktion A/S også blev erklæret konkurs. Alle lå under moderselskabet EGJ Invest A/S, som ligeledes er konkurs. 

Esper Goul Jensens moderselskab kom ud af 2010 med et underskud på minus 335,5 millioner kroner. I 2009 lød underskuddet på 575,8 millioner kroner. Astronomiske tal set med almindelige skatteborgerøjne, men intet usædvanligt i en branche, der har en samlet gæld på 360 milliarder kroner – i snit 72 millioner per landbrug. Flere skylder således et 3-cifret millionbeløb til bankerne. En stor del af gælden skylden fejlslagen spekulation i schweitzerfrank…

En interessant detalje og et pikant lille kig ind i den nu fallerede gyllebarons private bilpark: Esper Goul Jensens 4-hjulstrukne Audi Quattro Q7 er nu også sat til salg. En bil, der fra ny sælges til priser mellem 1,1 og 2,9 mio. kroner. En sådan bil må man naturligvis have som svineproducent – med den millionstore landbrugsstøtte, man hvert eneste år får fra EU. Dine og mine skattekroner lige ned i svinebondens og gyllebaronens bilpark. 

Forhåbentlig vil den eller de kommende ejere af hans ejendomme koncentrere sig mere om at drive miljøvenligt landbrug end at køre i skatteborgerfinansierede luksusbiler. 

28. januar 2012.

Steen Ulnits

* Ministrenes biler til udskiftning

Ritzaus Bureau har netop givet ministrenes bilpark et kritisk kik i sømmene. Gennemgangen viser, at knap hver tredje ministerbil får enten den laveste eller næstlaveste bedømmelse i Trafikstyrelsens officielle energimærkning.

– Det er ikke godt nok. Det er direkte pinligt, siger Greenpeaces Klima- og Energimedarbejder Tarjei Haaland. Samme toner kommer fra Det Økologiske Råds sekretariatsleder, Christian Ege: – Ministrene bør være et godt eksempel for resten af befolkningen i forhold til at bruge biler med lavt brændstofforbrug. Det kan man ikke sige, at de dårligste af ministerbilerne er udtryk for, siger Ege.

Syv af de 23 ministerbiler har energimærke F eller G, fordi de kører under 13,2 kilometer per liter brændstof. Ikke en eneste ministerbil får topkarakter, mens kun seks ministre har valgt en bil, der hører til i den gode ende af skalaen.

Man vil sikkert blive mødt med argumenter om, at man har brug for en stor bil, der er til at arbejde i, mens man er på vej til møder. Men der findes også store biler med et langt lavere forbrug, siger Christian Ege.

Han peger på en Toyota Prius hybridbil, som både kan køre på miljørigtig el og derefter slå over og køre 23 kilometer på literen.

Nu må vi se, om den nye regering kan eller vil leve op til sin egen grønne profil. Foreløbig har det danske formandskab jo skrottet de tonstunge limousiner, der normalt transporterer EU-politikerne frem og tilbage mellem møderne. Et godt skridt på vejen.

28. januar 2012

Steen Ulnits

* Knap 1.000 km vandløb forurenet med okker

Okkerforurening er et stort og velkendt problem i Vest- og Sydvestjylland, hvor det forgifter vandløb for fisk og insekter. Det er landbrugets dræning og afvanding af lavtliggende marker, der har medført den omfattende forurening.

Omkring 950 kilometer vandløb er i større eller mindre grad forurenet af okker. Populært sagt er det opløst jern, der er skyllet ud i vandløbene. Heraf er 650 kilometer middel til kraftigt okkerbelastet, vurderer Naturstyrelsen.

– Problemet skal løses, og det kan bedst ske ved at satse på grødevækst i vandløbene, siger miljøtekniker Flemming Sørensen fra Naturstyrelsen i Ribe til dr.dk/p4. Men den løsning møder ikke uventet modstand hos landmændene:

– Det vil skabe hyppigere oversvømmelser på markerne. Vi så hellere, at der blev skabt okkersøer, så man fik problemet løst på den måde, siger Claus Christensen, der er formand for Sydvestjysk Landboforening, til p4.

Okkerforurening består af udvaskning af opløst jern fra pyritholdige jordarealer, der blotlægges og iltes ved dræning og afvanding af markerne. Pyrit er et mineral, der hører til sulfiderne. Det er en sammensætning af jern og svovl, hvor pyritten udvaskes som svovlsyre til vandløbene – med meget lav pH-værdi til følge. Okkeret lægger sig efterfølgende som et kvælende lag på planter og smådyr, der dør af iltmangel. Laksefiskenes gydebanker og æg slammer ligeledes til med okker.

Altsammen takket være dansk landbrugs omfattende dræning af vådområder, der aldrig burde været inddraget i produktionen. Og nu er det så alle os andre, der skal betale for oprydningen efter landbruget…

28. januar 2012

Steen Ulnits

* Ny prisrekord for blåfinnet tun

Årets første store blåfinnede tun er landet og havnet på det umættelige japanske fiskemarked. Landet på nordøstkysten af Japan og solgt til millionbyen Tokyo.

Her indbragte den sin fanger den astronomiske pris af 736.000 dollar – omkring 4 mio. kroner for én enkelt fisk. Det formodes, at tunen vil ende sine dage som sashi og sushimi på fiskerestauranten Zanmai i downtown Tokyo. 

Med sådanne aldeles absurde priser forstår man godt, at den blåfinnede tun er hårdt presset og truet af udryddelse. Enhver fisker vil dræbe til den pris. Til helvede med arten – blot der kommer penge i kassen. Læs mere om den blåfinnede tun og dens trængsler i artiklen her.

De asiater har vi i det hele taget ikke været heldige med. Tænk blot på hajfinnesuppen, som daglig resulterer i tusindvis af hajer, der blødende bliver smidt tilbage i havet – uden deres livsvigtige brystfinner. 

Lad os slutte denne lille notits af med et citat fra de tungt rockende tyske musikere i bandet Rammstein:

“Und der Haifisch der hat Tränen
Und die laufen vom Gesicht
Doch der Haifisch lebt im Wasser
So die Tränen sieht man nicht”

Sådan. Også gotiske heavy rock musikere har følelser og holder af hajer. Så meget, at de har skrevet en hel sang om det. Næste sang kunne passende blive en blues for den blåfinnede tun – på japansk…

28. januar 2012

Steen Ulnits

* Nyt EU-økomærke stadig ukendt

EU’s økologimærke skiftede udseende i 2010, og det ser ud til, at det nye mærke endnu ikke har sat sig fast i forbrugernes bevidsthed. I hvert fald ikke sammenlignet med det velkendte røde danske økologimærke.

En undersøgelse viser nemlig, at kun 20% af danskerne har kendskab til EU’s nye grønne økologimærke. 72% svarer, at de slet ikke kender mærket. Der er en svag tendens til, at mærket kendes i lidt større omfang i Storkøbenhavn (25%) end i resten af Danmark.

Det er et markant fald i forhold til kendskabet til det “gamle” EU-økologimærke i 2004, som på det tidspunkt havde været anvendt i 5 år. Kendskabet var dengang på hele 42%. Blandt andet nok fordi der på det tidspunkt netop havde været gennemført en informationskampagne om EU-økologimærket. 

Danske økologer har et stort eksportpotentiale og derfor er det vigtigt, at de europæiske forbrugere kender EU’s grønne økologimærke, når danske producenter skal sælge deres økologiske varer i udlandet. EU-mærket har siden sommeren 2010 været obligatorisk på alle økologiske fødevarer, der fremstilles i Europa. Dog kan emballager med det gamle økologimærke bruges frem til juli 2012. Samtidig bør danskerne selvfølgelig også kende EU-mærket, når de skal købe udenlandske, økologiske varer herhjemme. 

Fødevareministeriet arbejder for at få igangsat en dialog med de andre EU-lande om at få hævet kendskabet til EU-mærket. Det kan vort formandskab også bruges til!

21. januar 2012
Steen Ulnits

* Øko-snyd i Italien

Det er altså ikke let at opbygge danske forbrugeres tillid til EU’s økologiske mærke, når nu et EU-land som Italien igen er blevet taget i at svindle med sine fødevarer. Denne gang er det dog ikke vin, der er svindlet med – hvad der ellers er det sædvanlige. Nu er det fodermidler…

Det er netop konstateret, at fodermidler fra en af de italienske virksomheder, som er omfattet af en svindelsag, også er kommet til danske virksomheder via handelspartnere i andre EU-lande. Fodermidlerne har alle oprindelse i den italienske virksomhed Sunny Land Spa. 

De italienske myndigheder har gennem længere tid arbejdet med at opklare en stor bedragerisag, hvor ikke-økologiske varer er blevet forsynet med falske certifikater og solgt som økologiske i en lang række europæiske lande. Operationen gik under betegnelsen “Den bestøvlede kat”.

Politiets efterforskning har involveret over 40 virksomheder og et kontrolorgan. Der er beslaglagt mere end 2.500 tons varer (hvede, hestebønner, sojabønner og frisk frugt), og der er tale om 700.000 tons varer, der er solgt som økologiske, men ikke var økologiske. 

Varerne er delvist produceret i Italien, delvist erhvervet i Rumænien og solgt til virksomheder i Italien, Holland, Frankrig, Tyskland, Spanien, Belgien, Østrig, Ungarn og Schweiz.

21. januar 2012
Steen Ulnits

* Snyd med fiskeopkøb

Det er netop konstateret, at der fra nogle landinger fra norske fartøjer var anført betydeligt større mængder mørksej i fartøjernes logbøger, end opkøberen havde indberettet til myndighederne.

Fiskerikontrollører fra Fiskeriinspektorat Vest i Nykøbing Mors har efterfølgende gennemført et kontrolbesøg hos den pågældende opkøber. Kontrolbesøget afdækkede, at opkøberen havde undladt at indberette en del af de modtagne mængder mørksej, men solgt dem videre. Den foreløbige vurdering er umiddelbart, at der i 2011 undladt at indberette og videresolgt mørksej landet af norske fartøjer til en værdi af ca. 800.000,- kr.

Opkøberen kan nu se frem til en nøje gennemgang af regnskabsbilag, og det forventes, at forholdene vil blive anmeldt til politiet med påstand om bøde og konfiskation. Endvidere vil NaturErhvervstyrelsen tage kontakt til de norske myndigheder med henblik på at sikre, at de landede mængder mørksej afskrives korrekt på de norske fiskekvoter.

Trist, at svindel med fiskeopkøb er så udbredt, som tilfældet er. Så bliver fiskeriforvaltningen pludselig meget mere kompliceret.

21. januar 2012
Steen Ulnits

* Farlige pesticider bliver “rigtig, rigtig dyre”

Med omlægningen af pesticidafgiften bliver nogle midler “rigtig, rigtig dyre.” Det siger Miljøstyrelsen, som melder ud, at den har taget forbehold for, at en afgiftsstigning på pesticider skal være stor, for at mange landmænd vil vælge pesticid efter pris.

Ny forskning viser nemlig, at kun knap halvdelen af alle landmænd vil skifte til et andet sprøjtemiddel, selvom afgiften bliver 3-doblet i forhold til den nuværende afgift. Det skriver Ugebladet Ingeniøren.

“Det indgår i det baggrundsmateriale, vi har kigget på for at kunne tilrettelægge afgiften, at der skal væsentlige stigninger til for at få effekt. Og den viden om, at der skal rigtig meget til, for at få folk til at ændre adfærd, er også det, der gør, at nogle af midlerne bliver rigtig, rigtig dyre, hvor afgiften for andre midler ikke bliver ændret så meget,” siger Lea Frimann Hansen, der er kontorchef i Miljøstyrelsens kontor for pesticider og genteknologi.

Landbruget skal rammes på pengepungen, hvis miljøtiltag skal have nogen effekt overhovedet. God vilje er der nemlig ingen af.

21. januar 2012
Steen Ulnits

* Smalt energiforlig truer

Mens regeringen har afsat 5,6 mia. kr. på at gøre Danmark uafhængig af olie, kul og gas i 2050, vil det store oppositionsparti Venstre ikke hive mere end 3 milliarder op af lommerne.

“Jeg vil sige det på den måde, at vi rigtig gerne vil have et bredt forlig, men vi vil ikke have det for enhver pris,” siger Martin Lidegaard.

“Jeg tror, det bliver meget svært at komme ned på tre milliarder, men jeg vil ikke sætte tal på, før jeg har regnet det hele igennem. Det, der betyder noget for mig, er, om vi får den reduktion i CO2, vi fra regeringens side gerne vil have,” påpeger han.

Regeringen havde håbet at lande et forlig med oppositionen allerede inden nytår, hvor timeglasset for det hidtidige energiforlig rendte ud. Men dårligt var den første flaske kildevand åbnet i forhandlingslokalet, før Liberal Alliance meldte sig ud. Og efterfølgende krævede Venstre så, at den såkaldte NOx-afgift til 600 mio. kr. skulle fjernes.

“Jeg synes, at vi skal stoppe sortsynet nu. Jeg er overrasket over, at de her forholdsvis overkommelige omkostninger har fyldt så meget i debatten i forhold til de gevinster, vi henter hjem ved at investere i vedvarende energi,” siger Martin Lidegaard.

Til det er der kun at sige, at det jo er ren symbolpolitik, det drejer sig om. Venstre ønsker som udgangspunkt ikke at bruge penge på miljøet. For dem er naturen et stort tag-selv-bord – og miljø en by i Rusland. Hvor man naturligvis også har investeret mange millioner i øget svineproduktion, da miljøet her netop er – en by i Rusland…

15. januar 2012
Steen Ulnits

* Medicin og miljø

Fødevarestyrelsen har kigget landets svinebønder i kortene og sammenlignet data fra Det Centrale Husdyrregister med apotekernes register over medicinsalget. Resultaterne af datakørslen er blevet gennemgået, og i de tilfælde, hvor forbruget af medicin ligger over grænseværdierne, har bedrifterne fået mulighed for at forklare sig.

“Ud fra svarene vurderer vi, om der er grundlag for at udstede påbud, altså give et gult kort til besætningen. Afgørelsen falder i løbet af januar,” forklarer veterinærdirektør Per Henriksen. Han forventer, at mellem 100 og 200 besætninger får gult kort.

Fødevarestyrelsen har med en ændring af “Lov om Hold af dyr” efter Folketingsvalget i september fået mulighed for efterfølgende at udstede røde kort, det vil sige at påbyde besætningerne at have færre dyr i stalden. Røde kort kan dog først udstedes tidligst i 2014, idet man skal have et gult kort i forvejen i ni måneder og derefter være under skærpet tilsyn i fem måneder – uden at det resulterer i nedsat medicinforbrug.

Indgrebet med at kræve færre dyr i staldene skal reducere smittetrykket og stressniveauet blandt dyrene og dermed være med til at reducere behovet for antibiotika i besætningen.

15. januar 2012
Steen Ulnits

* Muslinger og miljø

En særlig type musling, der er for lille til at spise, men stor nok til at rense farvandene for kvælstof, testdyrkes frem til 2012 i Limfjorden ved Skive. Det skriver Ugebladet Ingeniøren. Håbet er, at dyrkning af muslinger som supplement til miljøindsatsen i vandområder og vandløb kan hjælpe naturen til hurtigere at opnå den gode økologiske tilstand, som tilstræbes, og som EU kræver i fremtiden.

»Muslingerne vokser op på de næringsstoffer, der allerede er kommet ud i miljøet. De fjerner altså ikke kvælstoffet på samme måde som vådområder eller efterafgrøder. Til gengæld ved vi fra undersøgelser i Mariager Fjord, at der kan gå op til 20 år, fra at næringsstofferne bliver udvasket fra rodzonen, til at de havner i fjordene, og her kan opdrætsanlæggene være med til at sikre, at næringsstofferne hurtigere kommer væk fra naturen,« forklarer havbiolog i Naturstyrelsen, Finn Andersen.

En middelstor blåmusling kan på en time filtrere fem liter vand for alger og dermed næringssalte. Muslingerne dyrkes i de områder, hvor de allerede trives naturligt – primært Limfjorden, Roskilde Fjord, Mariager Fjord samt flere andre østjyske fjorde. Hvor man tidligere lod dem formere sig naturligt og siden høstede dem fra havets bund, spænder Dansk Skaldyrcenter, som styrer forsøget, nu 90 kilometer nylonreb ud, som muslingelarver selv sætter sig fast på. 

Et anlæg koster typisk 1,3 millioner kroner i etablering og producerer gennemsnitligt 1.000 ton muslinger årligt. Det svarer til fjernelse af 10 ton kvælstof. 

15. januar 2012
Steen Ulnits

* Gydegrus i maskineriet

Igennem mange år har det været en udbredt praksis over det ganske land, at lystfiskerforeninger frivilligt – af egen lomme og med forskellige tilskud – lægger gydegrus ud i de vandløb, som af den ene eller anden grund mangler gydepladser.

Det har været en aktivitet, som dels har skabt meningsfyldt sammenhold i foreningerne – dels givet målbar succes blandt fiskene. Således er der masser af succeshistorier, som kan dokumentere, hvor meget yngeltætheden stiger efter udlægning af gydegrus. Og aktiviteten har derfor længe været på listen over tiltag, der finansieres helt eller delvis af de statslige fiskeplejemidler, som vi lystfiskere jo selv har betalt.

Men nu tårner sorte skyer sig desværre op over denne hæderkronerede aktivitet. Nu har den nye regering – med miljøminister Ida Auken (SF) i spidsen – netop meldt ud, at man ikke fremover ønsker at bruge penge på udlægning af gydegrus. 

I de gamle planer skulle der hældes grus i 4.660 km vandløb, samtidig med der skulle skæres mindre grøde for at sikre god økologisk tilstand. Men nu er det kun 700-850 km vandløb, som skal restaureres eller have udhældt grus, og i stedet vurderer man, at det alene vil være nok blot at vedligeholde mindre.

“Det virker ikke særlig fagligt begrundet, at man med et trylleslag pludselig vurderer, at der ikke skal lægges grus ud, og at man kan opnå målsætningen for vandløbene udelukkende ved mindre vedligeholdelse. Det er totalt useriøst og vidner om, at den faglige baggrund for længst er væk,” siger specialkonsulent Flemming Gertz fra Videncentret for Landbrug.

“Det er dyrt at restaurere vandløbene, for der skal kommunerne jo aktivt ud og foretage sig noget, mens kommunerne sparer arbejdskraft ved at vedligeholde vandløbene mindre,” siger han. Og han er ikke alene om den vurdering:

“Vandløbsrestaurering koster jo penge. Men det er da mærkeligt og tankevækkende, at man før har ment, at det var nødvendigt. Det viser, at planerne ikke har hold i virkeligheden,” siger agronom Jan Hjeds.

Og hermed har landbruget fået et nemt og aldeles gratis nyt skud i bøssen, når vandløbene også fremover skal diskuteres. For måske der slet ikke er brug for de mange og kostbare tiltag, der hidtil er blevet gjort – når man sådan bare lige med et pennestrøg har kunnet stryge den mangeårige udlægning af gydegrus?

7. januar 2012
Steen Ulnits

* Natura 2000-områder udvides

Det er heldigvis ikke alle steder, der er kommet gydegrus i maskineriet. Miljøministeriet udvider nu fire Natura 2000-områder, der er naturgenoprettet med støtte fra EU’s Life fond. 

Det drejer sig om områder langs Ribe Å, Sneum Å, Odense Å og Vidå. Desuden udvides Natura 2000-området i Storebælt, hvor der findes en stor bestand af marsvin.

Snæbel, laks og havlampret hører til de dyr, der får gavn af nye naturarealer i Sønderjylland og på Fyn. Her har Naturstyrelsen siden 2004 brugt 84 millioner kroner på at genoprette naturen. Heraf har EU betalt mellem 30 og 60 procent mod, at områderne fremover udpeges til internationale naturbeskyttelsesområder.

I Ribe Å er der skabt fri passage for snæbelen, hvor dambrug og opstemninger tidligere spærrede vejen. Det gavner også laks og lampretter. Samtidig beskyttes de vigtigste yngleområder for den oprindelige laks.

Odense Å snor sig igen i sine oprindelige slyngninger over 12 kilometer ved Nr. Broby. Der udlægges 350 hektar med vådområder langs åen.

Sneum Å genslynges ved Nørå, og fremover skal 45 hektar enge op til åen stå under vand en stor del af året. Projektet gavner især snæblen men også flodlampret og odder.

Ved Vidå er der flyttet diger ved Nørresø og Hestholm Kog for at skabe 100 hektar, som er oversvømmet om foråret som opvækstområde for snæbelfisken.

Der er lavet frivillige aftaler med alle lodsejere, som mod kompensation har bidraget med arealer til naturprojekterne. Offentlighedens adgang til de nævnte naturområder ændres ikke.

Den nye afgrænsning af Natura 2000-området i Storebælt sker for at sikre en bedre beskyttelse af et af Danmarks vigtigste kerneområder for marsvin, med en stor bestand af ynglende hunner. Den største tæthed af marsvin findes lige omkring Storebæltsbroen, hvor mødet mellem Danmarks mindste hval og et af Danmarks største anlægsprojekter tilsyneladende ikke giver problemer.

Med op mod 7.000 marsvin årligt som uønsket bifangst i monofile nedgarn er Danmark blandt verdens førende hvalfangerlande…

7. januar 2012
Steen Ulnits

* Øresund som ny nationalpark

Mens en nordsjællandsk nationalpark til lands er blevet mødt med kraftige protester fra landbrugserhvervet og står i stampe, så foreslår lokale havbiologer nu, at hele Øresund udnævnes til en blå nationalpark.

Lektor Michael Olesen, Marinebiologisk Laboratorium i Helsingør står sammen med lederen af Øresundsakvariet, Jens Peter Jeppesen, bag forslaget om en dansk-svensk nationalpark til havs, som de mener kan ske uden modstand fra fiskerierhvervet. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

– Trawlfiskeri har været forbudt i Øresund siden 1932, og der er derfor et helt enestående dyreliv og en uforstyrret havbund i modsætning til mange andre danske farvande, der er præget af trawlfiskeri. Det gør Øresund til et rigtig godt referenceområde. Trawl blev forbudt i sin tid af hensyn til den tætte skibstrafik i området. Vi ønsker at man beskytter farvandet af biologiske grunde, siger Michael Olesen. 

Blandt andet rummer Øresund en stor og måske landets eneste bæredygtige bestand af torsk og fladfisk. Lige i øjeblikket bliver der således fanget flere torsk til konsum i Øresund end i Kattegat, men det sker ved lystfiskeri og bæredygtigt garnfiskeri, skriver biologerne i henvendelsen til miljøministeren. Det er således ikke krav om stop for fiskeri i selve Øresund, der bærer forslaget.

– Fraværet af torsk i Kattegat har givet en meget stor bestand af fladfisken ising, der søger ned i Øresund og konkurrerer om stortorskens føde på bunden. En stor opblomstring af den invasive ribbegople truer også føden for torskelarverne. Vores håb er at udpegningen af Øresund til nationalpark vil øge opmærksomheden mod disse farer, siger Michael Olesen til Frederiksborg Amts Avis.

For nogle måneder siden foreslog Socialdemokraterne i Folketinget, at man skal begynde udpegningen af to til tre marine nationalparker i Østersøen, Kattegat, Limfjorden og Isefjorden samt Roskilde Fjord. Initiativtagerne til en Øresund-nationalpark mener, at Øresund risikerer at blive overset.

7. januar 2012
Steen Ulnits

* Nak og æd de sidste ål…

Eksperter og myndigheder har længe anbefalet et totalt stop for alt fiskeri efter og salg af ål. Alligevel sælger førende supermarkedskæder som Irma, Kvickly og Fakta den eftertragtede fisk, sågar mærket med et bæredygtighedsmærke:

“Sustainable Eel Standard – Certified”, står der på pakkerne i kølediskene – “Certificeret bæredygtige ål”. 

I WWF Verdensnaturfonden tager man kraftigt afstand fra mærkningen:

– Det er grov vildledning af forbrugerne. Ålen er tæt på udryddelse og en af de mest truede fiskearter i verden. Kun få procent af bestanden er tilbage. Der findes ganske enkelt ikke bæredygtig ål, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF. 

Gitte Seeberg opfordrer supermarkederne til helt at ophøre med at sælge ål, der er truet på grund af massivt overfiskeri, forurening og ødelagte levesteder. 

Det er Coop, der ejer de supermarkedskæder, der sælger den fejlagtigt mærkede ål. Coop, der ellers har været førende med hensyn til salg af økologiske produkter. Her erkender man, at mærkningen er vildledende. 

– Det er nærmest en provokation at mærke disse ål med et bæredygtighedsmærke. Det er noget rod, siger Mogens Werge, forbrugerdirektør i Coop. Ifølge direktøren har supermarkedsgiganten ikke været opmærksom på, at man i butikker over hele landet sælger ålen under et bæredygtighedsmærke. 

– Det er kommet bag på mig, at der står bæredygtig på. Jeg har eksplicit sagt til leverandøren, at vi ikke synes, det er hensigtsmæssigt at køre med det mærke, siger Mogens Werge. Han lover at tage kontakt til leverandøren “allerede i morgen”. 

Det er virksomheden Royal Danish Fish i Hanstholm, der er leverandøren. Her afviser man, at der er tale om vildledning:

 – Kig på, hvor ordet ‘sustainable’ er placeret. Det er placeret sammen med vores autorisationsnummer. Vi kalder det ikke bæredygtig ål, men gør bare forbrugerne opmærksom på, at vi har denne certificering, siger administrerende direktør Mogens Mathiasen. 

Men er det ikke en mærkelig teknisk undskyldning. Forbrugerne kigger vel bare på pakken og ser, der står ‘sustainable’? 

– Det har absolut ikke været målet, og hvis det opfattes som vildledende, ændrer vi vores emballage. Det er omgående. Hvis du siger, at Mogens Werge ringer til mig i morgen og ikke vil have det ord, så ændrer vi det omgående, siger Mogens Mathiasen. Nu må vi andre se…

7. januar 2012
Steen Ulnits

* 1 million havørreder

DTU Aqua og Danmarks Statistik har via en spørgeskemaundersøgelse vurderet, at der ved det rekreative fiskeri i Danmark i 2010 blev fanget ca. 1 million havørreder. Ifølge undersøgelsen fanges 90% af havørrederne med fiskestang, mens kun 10% fanges i garn eller ruse. 

Dette harmonerer utrolig dårligt med tidligere DFU undersøgelser tilbage fra 1997. Undersøgelser, som du blandt andet kan læse om her. Heraf fremgik, at 10-20% af havørrederne tages på stang, mens 80-90% af de kystnære fisk ender deres dage i et garn. DTU har ikke kommenteret disse mildest talt afvigende resultater.

Der blev i 2010 fanget ca. en million havørreder i det rekreative fiskeri, hvoraf ca. 700.000 fisk blev sat ud igen. Det var ofte undermålsfisk, som derved fik mulighed for at vokse sig større, inden de evt. bliver fanget igen. 16% af havørrederne blev fanget i vandløb – 84 % i saltvand.

Der udsættes ørreder i mange åer og bække, hvor fiskenes gydemuligheder er blevet forringet som følge af menneskelig påvirkning (kanalisering, regulering, etablering af dæmninger etc.). De samlede udsætninger er på ca. 2,5 mio. ørreder årligt.

Udsætningerne betyder en del for fiskeriet, men det er dokumenteret, at man får de største ørredbestande ved at genskabe gode naturlige forhold for ørrederne i vandløb frem for ved at sætte fisk ud. Årsagen er, at der kan være større bestande i naturlige vandløb, og at vilde fisk overlever bedre end udsatte ørreder.

En årlig fangst på en million havørreder lyder af meget. Men det svarer “kun” til, at en fisker tager ca. en havørred med hjem hvert år og genudsætter et par fisk.

Fangsterne kan øges væsentligt ved en øget miljøforbedrende indsats i de vandløb, hvor bestandene er gået tilbage. DTU Aqua har undersøgt bestandene i flere årtier og kan konstatere, at de fleste bestande er mindre end tidligere, og at de naturlige ørredbestande er uddøde i ca. halvdelen af de danske vandløb.

Men i de senere år er der genskabt gode bestande i en del  vandløb, hvor der er gjort en miljøforbedrende indsats. Det samme vil og kan ske i andre vandløb.

15. december 2011

Steen Ulnits

* Flere millioner i havørreden

Der er store samfundsinteresser i naturlige fiskebestande, både nationalt og internationalt. Forskellige undersøgelser har vist, at der er mindst 400.000 sportsfiskere i Danmark. Mange af dem fisker efter havørred, som er den danske nationalfisk.

Lystfiskeriet skaber allerede nu en årlig omsætning i Danmark på næsten 2,8 mia. kr., og turistprojektet Havørred Fyn (tidligere Havørredeldorado Fyns Amt) har dokumenteret, at en investering på 4 mio. kr. årligt skaber en omsætning i samfundet på op til 38 mio. kr. årligt. Alene derfor er der god grund til at gøre noget for fiskene.

Derfor er man flere steder i landet begyndt at drøfte projekter for fisketurisme, der i høj grad baseres på ørreder og en forbedring af deres gydemuligheder i vandløb. Det gælder bl.a. på Sjælland, Djursland og ved Limfjorden.

Hertil kommer, at mange andre fiskearter kræver det samme som ørreden, og at man derfor slår flere fluer med et smæk, når man forbedrer forholdene for ørreden. Det er f.eks. fisk som laks, snæbel, helt og forskellige arter af sjældne lampretter, som enten er eftertragtede at fiske efter eller er så sjældne, at de skal beskyttes.

De fleste undersøgelser af ørredbestande og udsætninger af ørreder i Danmark finansieres via lystfiskernes og fritidsfiskernes fisketegn, som også finansierer udsætning af andre fiskearter samt restaureringstiltag til forbedring af naturlige bestande i vandområder, hvor samfundsudviklingen har skadet forholdene for fisk.

15. december 2011

Steen Ulnits 

* Muslingeskrabet fortsætter – trods ny regering

Politik er en mærkelig størrelse – i hvert fald set udefra. Ofte ved alle parter udmærket, hvad der er galt. Men ingen tør tage fat om ondets rod og rive ukrudtet op. Det forhindrer modsatrettede og i regelen økonomiske interesser.

Tag nu blot ålegræsset i den hårdt plagede Limfjord. Det kæmper for at genvinde tabte områder, og ålegræsset bruges sågar til at monitere forureningstilstanden med. Jo mere ålegræs desto bedre vandkvalitet. Derfor virker det fuldstændig hovedløst, at den nuværende grønne regering netop har givet lov til, at man i Limfjorden fortsat må skrabe muslinger – selv i farvandets ellers beskyttede Natura 2000 områder, hvor ålegræsset jo netop skulle florere og have en chance for at genvinde fodfæstet.

Men nej. Nu kan tunge skraberedskaber også fremover hærge fjordbunden og få den til at ligne en nypløjet mark, hvor ålegræsset ikke har en kinamands chance for at få fat. Blot for at en meget lille håndfuld fiskere fortsat kan skumme fløden af de mange tons muslinger, de flår op fra fjordbunden.

Den beslutning mangler vi virkelig en plausibel forklaring på. Men den får vi aldrig. For den findes ikke. Ufattelig er desværre den eneste betegnelse, man kan hæfte på fødevareminister Mette Gjerskovs seneste beslutning. – For den kan vel ikke skyldes uvidenhed om skadevirkningerne af muslingeskrabet?

Man skal næsten være Venstre-politiker for at hævde, at Danmark hermed vil kunne leve op til sine internationale forpligtelser på miljøområdet…

8. december 2011

Steen Ulnits

* DSF blåstempler UV jagt med natlys

I den verserende debat om det rimelige i UV jagt efter havørred med lys om natten har Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) nu taget klar stilling: Det er helt OK og ikke skadeligt for fiskebestanden…

Well, de af os, der har haft natjagten og UV jægerne helt inde på livet, vil næppe give DSF ret i dette. Vi har set for mange eksempler på pralende UV jægere med fangster så store, at det kun kan sammenlignes med garnfiskeri. Havørreder i et antal og en størrelse, så UV jægerne umuligt kan fortære dem selv.

Men måske det kunne være interessant at høre historien fra hestens egen mund – fra den tidligere formand for Dansk Sportsdykkerforbunds UV jagsektion, Peter Fischer Mikkelsen. Han ved, hvad han taler om, og hvordan det i virkeligheden forholder sig under vandet – efter mørkets frembrud:

“I min tid som formand for UV-jagt sektionen har jeg aldrig omtalt natdykning som sport. I mine øjne er det madfiskeri på linie med garnfiskeri. Ganske som du selv omtaler det. Det er dog betydelig mere spændende og mere “macho” end garnfiskeri, og tiltaler derfor mange af de unge knægte, der har behov for “berømthed”.

I min tid omtalte vi aldrig natdykning i skriftlig promovering af UV-jagten. Vi satsede udelukkende på konkurrencer herhjemme og i udlandet, hvor den fysiske formåen var i højsædet, så nattesvømningen havde ikke den store nytteværdi. Man bliver ikke en dygtig UV-jæger af udelukkende at skyde havørreder om natten.

Desværre er der gået grådighed i UV-jagten idag. Ligesom på mange andre områder i samfundet. Det er en kombination af, at en række butikker har set et salgspotentiale i grejet, og at de unge knægte ikke har kendskab til mådehold og effekten af deres pralerier”.

Såvidt den tidligere formand for Dansk Sportsdykkerforbunds UV jagsektion, Peter Fischer Mikkelsen. Læs hele Peters tankevækkende indlæg om emnet i denne artikel under “Biologi” på www.steenulnits.dk

7. december 2011

Steen Ulnits

* 1,8 milliarder til miljøet

Den nye regering har netop barslet med sine naturplaner, der vil koste 1,8 milliarder kroner over de næste fire år. Det kan lyde som mange penge og er det da også. Men det meste går til at rette op efter den tidligere regering, som i sin 10-års levetid formåede at bringe den danske natur i knæ og vor internationale anseelse på miljøområdet helt bund. Så langt ned, at vi nu må se os rangeret på højde med et tidligere kommunistland som Albanien. – Godt gået, Fogh, Løkke og landbrug!

De 1,8 milliarder grønne kroner er det første konkrete resultat af den nye rød-blå regering og dens visioner for den danske natur. Pengene er øremærket til et antal konkrete projekter spredt over det ganske danske land. Det drejer sig om knap 250 projekter, hvor der ikke mindst sættes ind mod tilgroning og udtørring af værdifulde naturområder.

Der er ikke tale om skattekroner, som mange miljøskeptikere tror eller ønsker at tro. I stedet er der tale om EU-midler til landbruget, som blot kanaliseres over i naturgenopretning. I den forbindelse er det altid godt at tænke på, at Danmark er det land i verden, der dyrkes mest intensivt. Selv ikke Holland kan følge med her. 

Den danske natur – eller de sørgelige rester af den – er derfor under konstant beskydning fra gyllespredere, giftsprøjter, plove og harver.

7. december 2011

Steen Ulnits

* DN: Stop ploven – red fjorden!

1,8 milliarder kroner til miljøet er jo en smuk ting, og forhåbentlig bliver pengene brugt, så vi får mest muligt miljø for pengene. Og lige netop det er der flere meninger om. Således mener Danmarks Naturfredningsforening (DN), at nye afgifter på kvælstof nok kan være en god ting til regulering af forbruget – blot ikke alle steder.

Eksempelvis ikke ved Limfjorden, hvor der næppe kan skæres mere i forbruget af kvælstof, uden at det koster penge. Men hvor mange af jordene er lavtliggende områder, hvor der sker en meget stor og meget hurtig udvaskning af gødningsstoffer. Arealer, som samtidig ofte er vandlidende efter mange års afvanding.

DN foreslår nu, at man helt enkelt tager disse lavtliggende områder ud af driften. Mange af dem lå i flere år hen som braklagt jord, men blev atter taget under plov, da man af tåbelige årsager ophævede braklægningsordningen. Hermed mistede vi i Danmark store områder, som naturen atter havde indtaget.

Limfjorden afvander omkring en sjettedel af Danmark, og fjorden vånder sig derfor under den massive tilledning af næringsstoffer fra landbruget. Landbrugsarealet omkring Limfjorden forventes derfor at skulle levere op til 25% af den fremtidige danske kvælstofreduktion, og det vil medføre, at landbruget skal halvere den mængde gylle og kunstgødning, man i dag tilfører markerne. Og det vil naturligvis gå ud over produktionen. 

Landbruget mener selv, at noget sådant vil komme til at koste landbrugerne omkring fjorden op mod 1,5 milliard kroner om året i tabt fortjeneste. Det er naturligvis uholdbart for bønderne, og det har fået DN til at regne lidt på tingene. De kommer frem til det overraskende resultat, at det blot vil koste en tiendedel – 150 millioner årligt – hvis man blot tager de pågældende lavtliggende områder helt ud af produktion og lader dem ligge.

Og så er det jo, man spørger sig selv og politikerne: 

– Hva’ dælen nøler I efter…???

7. december 2011

Steen Ulnits

Aktuelt 4. kvartal 2011

* Traktor-Trolex slår til igen…

Det er ganske utroligt, men det er aldeles korrekt: Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen følger i tidligere slægters fodspor og stiller nu op i rækken af Venstre-politikere, der udtaler sig himmelråbende åndssvagt. Det startede tidligt med gårdejer og Venstremand Søren Kjær, som sagde følgende under en ophedet politisk debat. Et citat, som efterfølgende Venstrefolk har efterlevet lige siden:

– Hvis det er fakta, så benægter a fakta!

Et citat, som altid var godt at have i baghånden, når man blev taget med fingrene i klejnekassen eller tanken med blå benzin. Eller når man blev grebet i at hælde gylle og gift på markerne i overdosis. Traditionen blev siden fulgt op af statsminister Anders Fogh Rasmussen, som i 2003 skråsikkert udtalte, at miljøet havde det mindst lige så godt under ham og hans landbrugsstyrede regering som under den tidligere arbejderregering:

– Der er ikke en frø, der er ikke en fugl, der er ikke en fisk, der har fået det dårligere som følge af regeringens politik…

Ret skal dog være ret. Anders Fogh Rasmussen indså nemlig efterfølgende, at han havde taget grusomt fejl. At miljøet faktisk havde lidt under hans regering. Men da var han allerede på vej til NATO for at slå andet og mere end miljøet ihjel.

Nu er turen så kommet til den forhenværende skatteminister for Venstre, Troels Lund Poulsen, der muligvis har misbrugt sin magt som minister under skattesagen mod Helle Thorning Schmidt. Som kommentar til sagen, der i værste fald kan ende som en rigsretssag, udtalte Traktor-Troels – nu uden det Rolex, statsministeren tvang ham til at levere tilbage – følgende vise ord:·

– Jeg har besluttet nu, at jeg har tavshedspligt, og den vælger jeg at følge…

Gad vide, om han selv kunne høre og forstå, hvad han sagde. Det må man ikke håbe, for manden er vel ikke komplet idiot. Så var der anderledes stil og pondus over det, da den tidligere miljøminister Christian Christensen (Q) udtalte følgende bevingede ord om den daværende situation ved Skjern Å og Ringkøbing Fjord, hvorfra han selv stammede:

– Fuglene er væk, fiskene er væk…

Se, det kunne man jo forstå, og det kunne alle jo se med egne øjne. Ordene banede da også vejen for den efterfølgende genopretning af Skjern Å, som Hedeselskabet maltrakterede og regulerede så sent som i 1960’erne. Kloge ord, men så var Christian Christensen jo heller ikke fra Venstre…

1. december 2011
Steen Ulnits

* 2.000 km vandløb spares væk

Oprindeligt skulle 7.300 km danske vandløb bringes i god økologisk tilstand. Efter den seneste høring har Naturstyrelsen vurderet alle svar og fundet, at der er grund til at prioritere indsatsen anderledes – af flere årsager:

  • Visse vandløb viste sig at være i bedre kvalitet end først antaget.
  • Ny viden viste, at også andre vandløb havde behov for en indsats.
  • De første vandløb var vurderet af amterne, der havde meget uens kriterier.
  • Visse vandløb var udpeget som naturlige, men viste sig at være kunstige.
  • Også for enkelte søer er der sket en revurdering.

Resultatet er blevet det bekvemme og besparende, at kun 5.300 kilometer vandløb i Danmark inden for få år skal genoprettes, så de kommer i god økologisk stand. 2.000 km genopretning er sparet væk. Naturstyrelsen sender nu alle disse ændringer vedrørende vandløb i en supplerende offentlig høring. Regeringen har besluttet, at de endelige vandplaner bliver færdige i år. Med blot to års forsinkelse…

1. december 2011

Steen Ulnits

* Kvælstofreduktion på vej

Frem mod 2015 skal landbruget mindske udledningen af kvælstof med 9.000 ton årligt. 5.300 kilometer vandløb skal forbedres, og op mod 40.000 husstande i det åbne land skal til at rense deres spildevand, som det har været lovkrav siden 1997.

Det oplyste miljøminister Ida Auken (SF), da hun fredag fremlagde indholdet i de vandmiljøplaner, som regeringen udsender inden nytår. Planerne er to år forsinkede i forhold til EU’s krav, og regeringen havde gerne været mere ambitiøs, siger Ida Auken.

»Men Venstres og Konservatives smøl på miljøområdet har kostet os, for vi har nu kun fire år til at gøre en indsats i første planperiode i stedet for seks. Jeg synes selvfølgelig ikke, det er nok, men vi har valgt at fokusere på det, der er realistisk at nå«, siger miljøministeren. »Det her er kun første skridt. Nu er vi i gang, men vi har stadig en stor opgave foran os«

For at nå EU’s krav om »god økologisk tilstand« i vandløb, søer og fjorde er det nødvendigt at reducere kvælstofbelastningen med mindst 19.000 ton årligt i 2015. Men VK-regeringen valgte efter skarp kritik fra landmændene at udskyde de 10.000 ton til senere. Planerne ville ifølge landbruget koste 12.000 arbejdspladser. Og det spor følger den ny regering også – desværre.

Regeringen vil samtidig klimasikre vandindsatsen. Der skal bygges 370 nye overløbsbassiner til at klare voldsomme regnskyl, og der skal renoveres eller etableres 35 renseanlæg. Et klart skridt i den rigtige retning. Men alt tyder desværre stadig på, at vandplanerne er langt fra at opfylde EU’s mål – trods den langt mere miljøvenlige regering.

1. december 2011
Steen Ulnits

* Pesticidafgiften forøges

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) fremsætter i anden halvdel af februar det længe ventede lovforslag om en omlægning og forøgelse af pesticidafgifterne. Det fremgår af regeringens nye lovkatalog.

Forslaget vil indebære, at afgiften på pesticider omlægges fra en værdiafgift til en mængdeafgift. Afgiften bliver differentieret efter stoffernes skadelighed for sundhed og miljø. Ændringen betyder, at de samlede pesticidafgifter stiger.

På skatteministerens område finder man også det allerede fremsatte lovforslag om forhøje afgiften på luftforurening, den såkaldte NOx-afgift. Den skal ifølge forslaget stige fra cirka 5 kr. til 25 kr. pr. kg NOx fra 1. januar 2012.

Regeringen besluttede imidlertid – efter megen kritik fra erhvervslivet, som frygter tab af danske arbejdspladser – at udsætte lovforslaget med et halvt år. Skatteministeren varsler også en række afgiftsforhøjelser på chokolade, sukkervarer, is, sodavand, tobak, øl og vin. Lovforslaget er fremsat.

På Miljøministerens område er der blandt andet lagt op til en række ændringer om Natur- og Miljøklagenævnets virksomhed og klagereglerne i en række natur- og miljølove. Lovforslaget, der fremsættes i februar, betyder blandt andet, at det klagegebyr på 3.000 kr., som den tidligere regering indførte, bliver sat ned til 500 kr – til det tidligere niveau og til stor glæde for landets grønne foreninger, der nu atter får råd til at klage i miljøsager.

Dette har fået blandt andet Venstres tidligere fødevareminister Henrik Høegh til at frygte en længere sagsbehandling.

21. november 2011
Steen Ulnits

* Ældre landmænd det største problem

De Økonomiske Råd mener ikke, at miljøkravene og kommende vandplaner er landbrugets største problem. Det er i stedet den manglende udskiftning inden for erhvervet.

“Landbrugets største problem er ikke miljøregler, men produktionsstrukturen,” sagde Jesper Sølver Schou, kontorchef i De Økonomiske Råd, for nylig på en konference arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening.

Han forklarede, at ældre landmænd, der ikke er gearet eller har viden til at leve op til vandrammedirektivets krav, sidder på produktionen og jorden og gør, at nye landmænd med mere viden ikke kommer ind i erhvervet.

“Hvis man kigger på andre erhverv, er der typisk en stor turnover og en dynamik, som gør, at man får de rigtige mennesker ind med den rigtige knowhow,” sagde Jesper Sølver Schou.

Så sandt, så sandt. Min egen store aversion mod landbruget blev blandt andet grundlagt en dejlig forårsdag, hvor jeg var på vej til Randers fra min bopæl i Århus. Da jeg netop var kommet gennem Trige, stødte jeg pludselig på en ældre landmand, som havde parkeret sin traktor og en gyllevogn i vejkanten. Han var i fuld gang med at tømme tanken ned i grøften ved siden af vejen.

Jeg stoppede op og spurgte ham, hvad han havde gang i. Han svarede, som sikkert sandt var, at han ikke kunne nå at sprede gyllen ud over markerne den dag, så i stedet havde han valgt at tømme tanken ud i grøften. Adspurgt, om han da ikke vidste, at det var ulovligt, trak han blot på skuldrene og fortsatte. Det gjorde jeg også – men først efter at have meldt hændelsen til politiet i Århus.

Jeg hørte aldrig mere til sagen, men synet af den gamle landmand i færd med at tømme gylletanken direkte ud i et åbent vandsystem står mejslet i erindringen. Så der er sikkert meget rigtigt i De Økonomiske Råds udtalelse om, at det er de ældste landmænd, som er det største problem. De aner intet om miljø og er for øvrigt flintrende ligeglade. Mange af dem, i hvert fald.

21. november 2011
Steen Ulnits

* EU-forbud mod hajfinne-fiskeri

I et forsøg på at redde de udryddelsestruede hajer opfordrer EU-Kommissionen nu til et totalforbud til søs mod at skære finner af hajerne og smide resten af de levende fisk i havet.

Det er asiaternes nærmest umættelige efterspørgsel på hajfinnesuppe, der ses som en af de største trusler mod hajerne. Havbeskyttelsesgrupper siger, at op mod 73 millioner hajer hvert år dræbes for at tilfredsstille efterspørgslen efter delikatessen.

I et forslag, der først skal vedtages af Europaparlamentet og de 27 medlemsstater, inden det bliver til lov, opfordrer kommissionen alle fartøjer, der fisker i EU-farvande, og EU-fartøjer, der fisker andre steder, til at lande hajer med finnerne intakte.

– Vi ønsker at få udryddet den forfærdelige praksis med at skære finner af hajer og vil beskytte hajer langt bedre, siger EU’s fiskerikommissær, Maria Damanaki.

Hajerne vokser meget langsomt og får kun få unger ved hver fødsel. Det gør de store fisk særdeles sårbare, og snesevis af arter er truet af udryddelse.

– EU omfatter nogle af verdens største nationer, der fisker haj. Det gælder Spanien, Frankrig, Portugal og Storbritannien, siger beskyttelsesgruppen Shark Alliance.

21. november 2011
Steen Ulnits

* EU: Ind med udsmiddet!

De skandinaviske lande vil gå forrest i EU med et forbud til erhvervsfiskere mod at smide uønskede fangster tilbage i havet. Forbuddet skal gælde senest fra den 1. januar 2013 i hele Skagerrak.

Det skal som en slags demonstrationsforsøg tage forskud på en forestående reform af EU’s fiskeripolitik, hvor Danmark, Norge og Sverige kæmper for at få et forbud mod at smide fisk ud – det såkaldte discard – i hele EU. Fødevareminister Mette Gjerskov (S) mødtes for nylig i Stockholm med sine kolleger fra Norge og Sverige for at underskrive en aftale om forbuddet, der siden skal godkendes af EU.

– Det er sløseri med god og nyttig mad og undergraver indsatsen, som gøres for at få en god og holdbar forvaltning af fiskebestanden i stand, står der om udsmid i aftalen.

Danmarks Fiskeriforening påpeger, at Norge – der står uden for EU – er imod kameraovervågning på fiskerifartøjerne, hvilket Danmark og Sverige betragter som helt nødvendigt for at kontrollere, om fiskerne smider fisk ud igen. En slags parallel til lastbiler og bussers fartskiver.

– Det er helt afgørende, at vi fisker på helt lige vilkår og efter de samme regler, siger foreningens formand, Svend-Erik Andersen. Fiskerne er typisk og meget forståeligt imod enhver form for overvågning, som kan dokumentere og afsløre ulovligt fiskeri af den slags, vi netop har set i Gilleleje, og som givet blot er toppen af isbjerget…

I de tre ministres aftale står der, at de forventer, at forbuddet følges op med højere landingskvoter til fiskerne som kompensation for, at de ikke må sortere i fangsten, mens de er til havs. Det er noget, fiskerne kræver sikkerhed for, men som skal godkendes af både EU-Kommissionen og Ministerrådet

Det krav fra fiskerne tør fødevareministeren ikke love at få indfriet. Kravet skal også afvejes med hensynet til at få sat stop for udsmiddet, siger Mette Gjerskov til Ritzau.

– Det er en balancegang. Udsmiddet i Skagerrak er stort. Og det er vigtigt at få sat stop for det både af hensyn til fiskebestandene og fiskernes omdømme, siger fødevareministeren.

Foruden hendes kolleger, Lisbeth Berg-Hansen fra Norge og Eskil Erlandsson fra Sverige deltog EU’s fiskerikommissær Maria Damanaki i mødet.

En tommelfingerregel – netop bekræftet endnu engang i USA – siger, at forholdet mellem den ønskede fangst af konsumfisk og så den uønskede (udsmiddet) typisk er 6:1. Altså fanges og ødelægges der 6 kg uønskede fisk og skaldyr for hvert eneste kg ønsket. Et utroligt spild af ressurser.

Måske man derfor i stedet burde fokusere mere på skånsomme fangstmetoder end på vanskeligt adminstrerbare procedurer som den netop foreslåede?

14. november 2011
Steen Ulnits

* Økonomisk fremgang for fiskeriet

Selvom der stadig udestår 1 måneds fiskeri af 2011, er den samlede omsætning for danske fiskefartøjer allerede oppe på samme niveau som hele 2010.

Det er især en forøget omsætning på makrel på 87 mio. kr. og på sild på godt 139 mio. kr., som bidrager til det flotte resultat. Der er også fremgang for rødspætter på 28 mio. kr. Desuden tæller et bidrag på godt 16 mio. kr. for loddefiskeri og 12 mio. kr. fra dybvandsrejer også godt med i omsætningsfremgangen.

Af andre vigtige arter er omsætningen af brisling, hesterejer, tunge og havtaske ikke oppe på 2010-niveau, men bortset fra hesterejer kan noget af efterslæbet stadigvæk indhentes.

Konsumfisk fiskes og landes med henblik på anvendelse til menneskelig konsum. Selv om konsumfisken på tidspunktet for landingen er konsumegnet, kan den senere blive anvendt som råvare i fiskemel. De økonomisk vigtigste konsumarter i 2011 er makrel, sild, torsk og jomfruhummer.

Industrifisk er fisk, der fiskes og landes udelukkende med henblik på anvendelse som råvarer i fiskemels- og fiskeolieindustrien samt som dyrefoder og andet ikke-menneskeligt konsum. Industrifisken består normalt af meget små fisk, f.eks. af arterne tobis, sperling, blåhvilling, hestemakrel og brisling, og kan indeholde bifangster af andre arter, fx sild.

Den økonomisk vigtigste industriart i 2011 er tobis, som Danmark er en sand mester i at fange. Derfor beskyldes vi også for at stå bag en stor del af tilbagegangen for fisk som laks og havfugle som søpapagøjer – to arter, der er helt afhængige af tobis-forekomsterne. Men der er penge i skidtet – øh, skidtfiskene. Rigtig mange penge. Så skidt med laks og lunder…

14. november 2011
Steen Ulnits

* Flere millioner til vandløbene

Med finansloven for 2012 får naturgenopretning og restaurering af de danske vandløb et betydeligt løft. Der afsættes således i de næste 2 år 66 mio. kr. om året til vandløbsrestaureringer, altså i alt 132 mio. kr. Det er 44 mio. kr. mere om året, end der er afsat i 2011. Fiskeplejen bidrager i den forbindelse med 10 mio. kr. om året, altså samlet 20 mio. kr.

Fiskeplejen i de danske vandløb og søer er finansieret via indtægterne fra det lovpligtige fisketegn, der udgør et årligt beløb på ca. 25 mio. kr. Beløbet dækker udgifterne til udsætninger og mindre vandløbsrestaureringer i de danske vandløb og søer, samt biologisk rådgivning og forhåbentlig relevant forskning fra DTU Aqua. Dertil kommer et meget stort frivilligt arbejde, som udføres af lystfiskere i de mange lokale sportsfiskerforeninger.

Fiskeplejens bidrag på 10 mio. kr. om året til den forstærkede vandløbsindsats bliver imidlertid nye penge, idet de 10 mio. kr. i væsentlig grad finansieres ved en prisstigning på lystfiskertegnet. Prisen for et årskort stiger således fra 140 kr. til 185 kr. mens ugekort stiger fra 100 kr. til 130 kr. og dagkort fra 35 kr. til 40 kr. Endvidere stiger fritidsfiskertegnet fra 275 kr. til beskedne 300 kr.

14. november 2011
Steen Ulnits

* Mindre iltsvind i 2011

Og så lidt godt nyt fra havet: Iltsvindssituationen i de danske farvande i 2011 har overordnet set været bedre end normalt. Arealudbredelsen for iltsvind har været mindre og perioderne med iltsvind kortere.

Ved udgangen af november var iltsvindet i de danske farvande begrænset til Øresund, de dybeste områder af det Sydfynske Øhav, Mariager Fjord, Knebel Vig og Aabenraa Fjord, viser årets sidste iltsvindsrapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.

Sommerperioden, der var præget af lange perioder med megen nedbør og perioder med blæst, gjorde, at iltsvindsudbredelsen var mindre og først og fremmest fandtes i de mest udsatte områder som Limfjorden, det sydlige Lillebælt og tilstødende jyske fjorde.

Perioden med iltsvind har været kortere, hvilket bl.a. har givet sig udslag i, at der i 2011 kun har været få observationer af udslip af svovlbrinte fra havbunden. Svovlbrinte er som bekendt giftigt og et slutprodukt af iltsvind. Svovlbrinten slår således de fisk ihjel, der måtte have overlevet selve iltsvindet. Fra asken i ilden, om man så må sige.

Nu skal det så blive spændende at følge, om foråret 2012 også vil blive ødelagt af brunt vand fra Chatonella-algerne, der jo hærgede kysterne i 2011…

7. november 2011
Steen Ulnits

* Fisketegnet stiger igen

Naturgenopretningen i landets vandløb og udsætningen af fisk som hjælp til de truede fiskebestande herhjemme får nu en ekstra bevilling på 44 millioner kroner om året.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) og Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har indgået en aftale om, at de over 200.000 lystfiskere og fritidsfiskere, som løser fisketegn, også selv spytter flere penge i kassen til vandløbsrestaurering og fiskepleje som led i den forstærkede indsats. I alt skal der bruges 132 millioner kroner til formålet over de næste to år.

Lystfiskerne skal derfor næste år betale 45 kroner mere for et årskort, der stiger til 185 kroner. Fritidsfiskere skal af med blot 25 kroner mere eller i alt 300 kroner. Den øgede egenbetaling fra lyst- og fritidsfiskere løber op i 10 millioner kroner om året.

– Herhjemme er ørredbestandene ikke ligefrem truede. Men situationen er, at mange ørredbestande i mange vandløb kun opretholdes i kraft af udsætninger. – Alle de arter, som er truede i Danmark, er vandrefisk, der er afhængige af at kunne vandre frit i vandløbene til deres gydepladser. – Så det er godt for naturen, at vi nu får flere penge til at fjerne opstemninger og den slags, uden at det går ud over indsatsen med at sætte fiskeyngel ud, siger DSF’s formand, Verner W. Hansen.

Den halvstatslige, internationale naturbeskyttelsesunion, IUCN, konstaterede for nylig i en ny rapport, at 37 procent af alle ferskvandsfiskearter i Europa er truede på deres overlevelse. Herhjemme gælder det skønsmæssigt 26-30 procent – med laks, snæbel, stalling og ål som de mest truede arter.

7. november 2011
Steen Ulnits

* Jorden runder 7 milliarder mennesker

Da jeg blev født for mere end et halvt århundrede siden, boede der omkring 3 milliarder mennesker på Jorden. I dag har vi netop rundet de 7 milliarder – på vej mod 9 milliarder i 2043, hvis udviklingen fortsætter.

Det er en fordobling på 50 år, som vi stadig blot stiltiende står og ser på. En udvikling, der fører til alle mulige dårligdomme – præcis som i enhver anden husdyrbesætning, hvor der er for mange dyr per kvadratmeter. Der kæmpes om pladsen, og der kæmpes om føden. Alle individer mistrives.

Men hvor naturen regulerer sig selv – med større dødelighed og færre fødsler i trange tider – dér kører vi mennesker ufortrødent videre. Tidlige hvide missionærer i det sorte Afrika sørgede som det første for, at spædbørnsdødeligheden faldt – så børnene blot døde og dør af sult lidt senere i tilværelsen. Humanitære organisationer sørger efterfølgende for fødevarer til de sultne befolkninger – med udbytning af den hjemlige natur til følge.

FN har blæst til kamp mod den stigende overbefolkning – endnu engang og endnu engang uden konkrete tiltag. Hvad hjælper det at oprette nye oplysende internetsider, mens befolkningerne bare yngler videre og ørkenen breder sig?

Befolkningstilvæksten er pt. 78 millioner om året, hvilket næsten er identisk med det skønnede antal uønskede graviditeter verden over. Således har FN regnet ud, at der på verdensplan er omkring 75 millioner uønskede graviditeter, som kunne være undgået, dersom prævention var tilgængelig. Gratis prævention fra Vesten ville derfor være langt mere værd end de mange tons fødevarer, som vi i stedet sender til Afrika og andre steder med sultende mennesker.

Men det ville landbruget jo ikke tjene penge på, så derfor bliver det ved status quo. Landbruget kan så argumentere, at verden jo har brug for flere fødevarer – “se bare de mange sultende mennesker”, lyder det igen og igen – og dermed argumentere for øget misbrug af vor hjemlige natur. Øget produktion og øget forurening med pesticider og gødningsstoffer. Se blot notitserne herunder.

Smart skåret af en branche, der altid kun tænker på egen profit. “Tænk, hvis der var et yndigt land”, lyder det daglig fra landbrugets TV reklamer. Men det er der ikke mere – takket være netop landbruget. Og nu er vi altså blevet 7 milliarder mennesker, der skal deles om Jorden, som jo ikke er blevet tilsvarende større. Men livskvaliteten bliver tilsvarende mindre.

1. november 2011
Steen Ulnits

* Status over stallingen

Som tidligere nævnt på denne side blev stallingen i foråret totalfredet for en 3-årig periode. Årsag: En pludselig decimering af bestandene næsten overalt – med to isvintre i træk og deraf følgende unormal skarv-prædation som potentiel forklaring. Især vinteren 2009/2010 var hård for stallingerne.

Samtidig iværksattes en undersøgelse, som løbende skal monitere den danske stalling og dens velbefindende. Foreløbige resultater fra elfiskeri viser, at hverken laks eller ørreder udviser tilsvarende tilbagegang som stallingerne. En mulig forklaring herpå kan være, at laks og ørreder er bedre til at skjule sig i vandløbene, end stallingerne er. I hvert fald kunne man konstatere, at tætheden af stalling-yngel blot er 10% af normalen fra tidligere år.

Den foreløbige konklusion er endvidere, at stallingbestanden ikke er akut truet, og at den kan blomstre op igen, lige så hurtigt som den forsvandt. Hvis altså vi ikke får yderligere isvintre, der igen tvinger landets stadig alt, alt for mange skarv op i de isfri vandløb for at fouragere…

1. november 2011
Steen Ulnits

* Kæmpelaks fra Øresund

Det sker regelmæssigt, at store havørreder går til biddet under vinterens pirkefiskeri efter Øresunds gydetorsk. Det er fisk, som har forladt det nu lidt for kolde og salte kystvand til fordel for varmen på dybere vand. Herude frådser de i sildestimerne, som også torskene ivrigt gør det.

Men det er ikke hverdagskost, at en vaskeægte laks går til biddet herude. Det var imidlertid, hvad der skete forleden. Efer et hårdt hug og en lang fight blev fisket sikkert bjærget ombord – til beundring for både passagerer og besætning. Ingen havde tidligere set så stor en laks – 15,6 kg tung og 115 cm lang – og skælprøver blev derfor taget og sendt til undersøgelse hos biologerne i Silkeborg.

Det viste sig at være en 5 år gammel laks, der havde tilbragt to år i ferskvand og tre i saltvand. DNA-prøver viste, at der sandsynligvis er tale om en laks fra den vestsvenske Ätran-stamme, der stadig er oprindelig, og som også tidligere har været introduceret i Gudenåen.

1. november 2011
Steen Ulnits

* Fisketegn nu på mobilen!

Der bliver flere og flere smartphones, som kan mere og mere. Nu er det kommet så vidt, at selv det noget støvede Fiskeridirektorat har set lyset. I hvert fald har de nu lanceret en mobil udgave af deres ganske omfattende website – på adressen www.m.fisketegn.dk

Her kan man dels løse fisketegn direkte på mobilen – dels læse om fredningstider og fredningszoner. Er der ellers dækning, kan man lynhurtigt se, om man befinder sig på lovligt eller ulovligt område. Google Maps og din indbyggede GPS modtager fortæller straks, om man fisker i eller nær en fredningszone.

En nutidig løsning på et gammelt problem. For er man ikke lokalkendt, kan man jo ikke se eller vide, om der nu udmunder et vandløb bag næste pynt.

Til gengæld er man stadig lige vidt, hvis ikke der er dækning på mobilen – med adgang til internettet. Og det er jo desværre tilfældet rigtig mange af de steder, hvor vi lystfiskere færdes.

Derfor ville det have været en endnu bedre løsning, om man udviklede en app, der ikke behøvede adgang til nettet, men som allerede havde kortmaterialet liggende i telefonen. GPS-positionen kan man jo næsten altid få, og flere navigationsprogrammer virker derfor også offline. Desværre altså ikke det nye www.m.fisketegn.dk

Men det er trods alt et kæmpestort fremskridt i forhold til de fnidrede kort, man hidtil har måttet zoome ind på i en uendelighed – førend man havde en blot nogenlunde idé om, hvor man var og hvad, der var lovligt.

1. november 2011
Steen Ulnits

* Valgflæsk og øregas om biogas

Inden for de første 100 dage af det nye valgår, skal etableringen af danske biogasanlæg være på plads. Det lovede statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), kort før valget.

“Noget af det, som vi skal være rigtig hurtige på, er det med biogas. Vi ved, at der måske 30 steder i Danmark er nogle biogasanlæg, som er ved at være klar til at blive opført, og hvor investorerne også er der, nogle steder har man også godkendelser. Men man mangler simpelthen, at der politisk tages stilling til nogle afregningspriser – jeg er ikke ekspert. Men der mangler en politisk stillingstagen, og det skal vi have på plads som noget af det første, når valget er overstået,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

“Flere ting vi har lagt et stort energiudspil frem i foråret, og det er måske også et eksempel på en af de ting, der ikke kunne lade sig gøre at få forhandlet på plads fordi, at valget var ved at være der,” sagde Lars Løkke Rasmussen, der samtidig understregede at netop energiudspillet har topprioritet: “Efter et valg skal vi inden for de første 100 dage have lavet denne aftale”.

Valgflæsk og øregas af værste skuffe fra et parti, der har haft ti år ved regeringsmagten til at føre sådanne planer ud i livet. Nu bliver det op til den nye rød-blå-grønne regering at implementere disse planer, som desværre kommer mange år for sent. Vandmiljøet gisper af samme årsag efter vejret.

24. oktober 2011
Steen Ulnits

* Sprøjtegifte på ny i støt stigning…

Danske landmænd er tæt på at købe samme mængde pesticider og vækstregulerende plantebeskyttelsesmidler som i 2008. Kurven var ellers knækket, da indkøbet i 2009 faldt til omkring 2.400 ton, skriver dr.dk.

I 2008 købte landmændene rekordmange sprøjtemidler, men i 2010 var de tæt på samme nivau med 3.250 ton. Oplysningerne kommer efter, at DR i TV Avisen igennem flere dage har sat fokus på bl.a. sprøjtemidlet bentazon, som nu er blevet fundet i drikkevand i koncentrationer langt over det tilladelige.

Videncentret for Landbrug har i debatten oplyst, at der skal ganske store mængder bentazon til i drikkevandet, før det er farligt for mennesker. Men er de nu aldeles upartiske i den vurdering – købt og betalt som de jo er af – landbruget?

DR skriver, at ifølge vandværkernes forening Danva er stoffer som dichlorprop, MCPA og mechlorprop nu også nået ned til drikkevandet. Altsammen med tilskud fra EU til det højt besungne og berømmede danske landbrug.

Det er efterhånden mange år siden, at Kommunernes Landsforening kunne konkludere, at det danske landbrug netto er en tilsætningsforretning – ikke mindst på grund af de store udgifter til rensning af drikkevandet og forurening af vandmiljøet.

24. oktober 2011
Steen Ulnits

* SF: Nedsæt landbrugsstøtten

Store dele af den direkte produktionsstøtte, som EU giver til landmænd, skal afskaffes. Det siger Margrete Auken (SF) til Arbejderen. Hvis landbrugsstøtten ryger ned, sikrer vi, at den ikke skader verdens fattige, mener EU-medlemmet.

Hendes udsagn kommer på baggrund af den kritik, der er kommet fra Mellemfolkeligt Samvirke rettet mod Arla. Kritikken lød på, at Arla kan sælge mælkepulver til kunstigt lave priser i fattige lande. SF mener således, at den støtte, som blandt andet danske landmænd modtager, kan være med til at udkonkurrere mælkebønder i de fattige dele af verdenen.

“Når Danmark 1. januar næste år overtager formandskabet i EU, har vi en historisk mulighed for at gå i front og kæmpe ulandenes sag. Vi skal sikre en landbrugsstøtte, der ikke skader ulandene,” siger Margrete Auken til Arbejderen.

Margrete Auken er det ene af de to medlemmer, SF har i EU-parlamentet. Hun har siddet i parlamentet siden 2004. Hun er søster til tidligere og nu afdøde miljøminister Svend Auken (S) og mor til vor nye miljøminister Ida Auken (SF). De vil bare noget med miljø i den familie!

24. oktober 2011
Steen Ulnits

* Ingen ændringer i vandplanerne – foreløbig

Selvom de nye regeringspartier S, R og SF alle heftigt har kritiseret den tidligere regerings manglende eller i bedste fald mangelfulde arbejde med vandplanerne, vil den ikke umiddelbart ændre i de udkast, der allerede foreligger. Det fremgår af regeringsgrundlaget.

“Regeringen vil vedtage vand- og naturplanerne med udgangspunkt i de foreliggende udkast, men med de tilpasninger, der er åbenlyst nødvendige og hensigtsmæssige efter den allerede foretagne offentlige høring,” hedder det i grundlaget.

I forbindelse med arbejdet i den nye natur- og landbrugskommission vil regeringen imidlertid fremlægge en ny køreplan for “fuld gennemførelse af EUs Vandrammedirektiv og Natura 2000 direktiverne, så Danmark kommer “tættere på” rettidig gennemførelse af vand- og naturplanerne,” skriver regeringen.

Lad os håbe, det ikke bliver ved snakken. At det altid klagende danske landbrug ikke får medhold i sit ønske om fortsat overgødskning af marker og øget oprensning af vandløbene.

17. oktober 2011
Steen Ulnits

*  Ny gyllealarm indføres til nytår

Til nytår skal alle landbrug med gylletanke, der ligger under 100 meter fra vandløb have installeret en elektronisk gyllealarm. På landsplan er der cirka 5.000 landmænd, der skal have installeret den elektroniske alarm.

Det har fået DLG Tele og firmaet PlusTec til at indgå i et samarabejde om en enkel løsning på de nye krav. Med niveaumåleren LevelTec kan lovens krav opfyldes. LevelTec overvåger gylleniveauet i tanken med millimeters nøjagtighed og sender SMS-alarm til landmandens mobiltelefon, når der sker pludselige ændringer i niveauet – for eksempel ved et udslip.

Det er firmaet PlusTec, der står bag systemet, og firmaet har nu indgået et strategisk samarbejde med DLG Tele, som leverer mobildækningen til systemet.

Samarbejdet betyder at DLG Tele opkræver abonnement for nettjenesten mens PlusTec løbende følger med i, at gylleovervågningen på de enkelte gylletanke har strøm, og landmanden efterfølgende kan dokumentere dette over for myndighederne.

En længe ventet nyhed, som forhåbentlig kan spare os for mange af de katastrofale gylleudslip, der desværre er blevet normen i de senere år – grundet den enorme danske svineproduktion. Udslip, som gang på gang har ødelagt års arbejde med at retablere bestanden af laksefisk i danske vandløb.

17. oktober 2011
Steen Ulnits

* Vandløbene til fornyet vurdering

Regeringen vil modernisere vandløbsloven. Og selv om forslaget kun fylder en enkelt linje i regeringsgrundlaget, så har det allerede skabt stor bekymring – ikke mindst i landbruget.

Vandløbsloven blev sidst ændret i 1982, og dengang blev det slået fast, at loven skal tilgodese både naturhensyn og hensyn til afvanding – altså at landmænd kan få ledt vand væk fra markerne. Men på en høring i foråret foreslog repræsentanter for de kommunale chefer at ændre loven, så den tager større hensyn til natur og miljø. Det vil gøre det nemmere at leve op til EU’s vandrammedirektiv.

Nu frygter både Venstre og landbruget, at lovens hensyn til afvanding vil blive nedtonet:

“Hvis man ændrer lovens formål, så vil store dele af landbrugsjorden forsumpe, og arealer må tages ud af drift. Det er konsekvensen,” siger Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen, som mener, at forslaget kan koste arbejdspladser i landbruget.

Også vicedirektør i Landbrug & Fødevarer Henrik Frandsen er bekymret:

“Hvis man tilsidesætter behovet for vandafledning, vil det få meget store konsekvenser. Både for landbruget og for sommerhus-ejere og villaejere i udsatte områder,” siger han og påpeger, at man i fremtiden kan forvente mere regn, men at der allerede i sommer har været store problemer med oversvømmelser flere steder i landet.

Henrik Frandsen mener derfor, at en modernisering af loven ikke må føre til, at afvandingen bliver forringet.

“Det er en væsentlig prioritet, at vandløbene kan afvande, og det kniber allerede nogle steder,” siger han. Henrik Frandsen understreger, at Landbrug & Fødevarer mener, at loven godt kan moderniseres, så man både sikrer afvanding og bedre miljø.

“Man kunne dele vandløbene mere op, så der er nogle vandløb, hvor afvandingen har topprioritet, og andre vandløb, hvor man har taget jorde ud af drift, hvor naturhensyn får høj prioritet,” siger han.

Det var tirsdag ikke muligt at få en kommentar fra miljøminister Ida Auken (SF) om, hvilke tanker regeringen har i forhold til moderniseringen af loven, men ifølge Altingets oplysninger, har især S og SF været inspireret af de forslag til ændringer, som professor Helle Tegner Anker, Københavns Universitet, fremlagde på forårets høring.

Helle Tegner Anker forklarer over for Altinget, at hun på en række områder mener, at loven kan moderniseres.

“Vandløbsloven fra 1982 stammer fra en anden tid med andre problemstillinger. Den trænger til at blive kigget på,” siger hun og nævner klimaforandringerne, som et område loven ikke tager højde for. “Det kunne være relevant at se på, hvordan man skal håndtere det i en vandløbssammenhæng.”

Helle Tegner Anker peger også på, at man bør se på vandløbsloven i sammenhæng med EU-lovgivningen – eksempelvis vandrammedirektivet og habitatdirektivet. Ligesom hun mener, at man i forbindelse med en modernisering bør se på den hidtil frie dræningsret – eksempelvis om der er behov for en tilladelsesordning.

Endelig peger Helle Tegner Anker på, at der kan være behov for at klarlægge reglerne for erstatning ved oversvømmelse. I forbindelse med, at VK-regeringen vedtog ændret vedligeholdelse af op til 7.300 km vandløb, vedtog man også et særligt sæt erstatningsregler, men Helle Tegner Anker påpeger, at det er uklart, hvilke erstatningsregler der gælder for oversvømmelser ved andre vandløb.

17. oktober 2011
Steen Ulnits

* Kæmpebøder til Gilleleje-fiskere

Den omfattende fiskerisag fra Gilleleje – startet af Grenpeace – kan komme til at gøre ondt på de tiltalte fiskeres pengepung. Det kom frem fredag, hvor én ud af de ti fiskere, der er tiltalt for ulovligt fiskeri i et fredet område i Kattegat, var for Retten i Helsingør.

Her krævede anklager Helle Just Christensen, at fiskeren skal betale nettoværdien af fangsten fra det lukkede område tilbage samt en bødestraf på 131.000 kroner oveni – svarende til en tredjedel af værdien. I alt en økonomisk lussing på knap 400.000 kroner. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Straffen for ulovligt fiskeri består typisk i en konfiskation af fangstens samlede værdi, og oveni kan komme en ekstra bødestraf, der svarer til en tredjedel af konfiskationen. Det forklarede vicefiskeriinspektør fra Fiskeridirektoratet, Henrik Nielsen, i retten.

– Det har været praksis gennem mange år, at der sker konfiskation af fangsten samt en bøde på en tredjedel af konfiskationen, medmindre fiskeren har lavet en selvangivelse i logbogen om, at man har fisket ulovligt. Så kan bødestraffen være mindre, sagde Henrik Nielsen.

Ifølge anklageskriftet har den tiltalte fisket i alt 20 gange i det lukkede område og samlet fanget for knap 260.000 kroner i alt i en periode fra den 18. maj til den 20. august 2010.

Forsvareren Morten Rosendahl kræver, at hans klient frifindes eller alternativt får en mindre bødestraf end anklagemyndigheden forlanger.

7. oktober 2011
Steen Ulnits

* Den nye regering har fokus på miljøet

Den nye regering vil skærpe miljøreguleringen og blandt andet øge gødnings- og pesticidafgifterne samt indføre større sikkerhedszoner omkring kritiske vandboringer. Målsætningen er er et bæredygtigt landbrug, der er med til at mindske klimapåvirkningen, og som samtidig fremmer natur og biodiversitet.

Det fremgår af regeringsgrundlagets landbrugsafsnit. Her indleder regeringen med at understrege sit ønske om, at Danmark fortsat skal være et landbrugsland:

“Mange afledte erhverv og arbejdspladser i den danske fødevareklynge forudsætter en primærproduktion. Regeringen ønsker endvidere at sikre en bæredygtig udvikling af landbruget i Danmark, der reducerer klimapåvirkningen og fremmer natur og biodiversitet,” hedder det.

Regeringen vil, for at nå målsætningen, via landbrugskommissionens arbejde “opstille tydelige og langsigtede målsætninger for landbruget, som i god tid udstikker klare linjer for, hvordan kravene til landbruget skal opfyldes,” fastslår regeringen. Den ser to udviklingslinjer for landbruget: Et økologispor og et konventionelt industrilandbrugsspor.

“Regeringens sigtelinje er, at industrilandbruget skal reguleres på linje med anden industri. Kun derved skabes der mulighed for at videreudvikle et bæredygtigt landbrug,” hedder det.

Regeringsgrundlaget understreger også, at regeringen fortsat har som sin ambition, at landbruget og fødevareerhvervet både skal bidrage til energiforsyningen og med produktionsvirksomheder, der producerer landbrugsrelateret miljøteknologi.

“Biogasteknologi, andengenerations biobrændstoffer som bioethanol, og teknologi til fjernelse af ammoniak, burde for længst have været et vigtigt dansk eksportområde. Andre lande – ikke mindst de europæiske – står overfor samme udfordring med at mindske landbrugets naturbelastning, og det er en fordel, hvis Danmark kommer først med den nødvendige teknologi og viden, frem for at købe den af andre,” hedder det i regeringsgrundlaget med et hip til den afgåede regering.

Regeringsgrundlaget understreger, at de høje miljø- og naturambitioner forudsætter en skærpet regulering af landbrugets brug og udvaskning af kvælstof og sprøjtegifte – blandt andet gennem en højere pesticidafgift og større sikkerhedszoner omkring vandboringer. Og så er en indsats for giftfrit drikkevand højt prioriteret, hedder det i regeringsgrundlaget.

Smukke ord, der lover godt for miljøet. Men lad os nu lige se dem gennemført først. Det har jo knebet gevaldigt for de nye regering at holde blot nogle få af sine øvrige valgløfter…

7. oktober 2011
Steen Ulnits

Aktuelt 3. kvartal 2011

* Danmark stævnet af EU-Kommissionen

Det er ingen nyhed længere, men alligevel værd at nævne – blot for god ordens skyld:

EU-Kommissionen har nu stævnet Danmark for ikke at leve op til Vandrammedirektivet. Danmark har ikke overholdt direktivets artikel 13 og 15, der siger, at medlemslandene skulle have udarbejdet vandplanerne inden 22. december 2009 og senest 22. marts 2010 have sendt de endelige vandområdeplaner til Kommissionen.

EU’s miljøkommissær Janez Potoznik varslede i april, at Kommissionen ville stævne Danmark for ikke at leve op til tidsfristerne i Vandrammedirektivet. Den 7. juli modtog Miljøministeriet så den officielle stævning. En stolt dag for Danmark. Regeringen skulle inden 17. september svare på stævningen, men straks gik embedsmænd fra Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Miljøministeriet i gang med at nedsætte en procesdelegation, som skal forberede den kommende retssag.

De danske vandplaner var som bekendt i høring i foråret, men er endnu ikke vedtaget. Den afgåede regering stilede mod at vedtage vandplanerne i løbet af efteråret. Lykkes det at få vandplanerne færdige, bliver det næste store spørgsmål, om regeringen vandplaner kan leve op til EU’s  målsætninger og miljømål.

Naturbeskyttelse.dk vurderer, at det langtfra er sikkert, at EU vil acceptere regeringens reducerede målsætninger fra 19.000 tons til 9.000 tons kvælstof. Ikke mindst set i lyset af, at Miljøministeriet og landets miljøcentre i 2009 lavede en indledende basisberegning, som nåede frem til et reduktionsbehov på godt 30.000 ton.

Yderligere er det betænkeligt, at de 8.000 tons faktisk er et efterslæb fra Vandmiljøplan III. Denne plan slog blandt andet fejl, fordi landbruget ikke frivilligt etablerede randzoner. Et lidt groft regnestykke viser altså, at regeringen stort set kun vil reducere kvælstoftabet med det, der allerede skulle have været reduceret i Vandmiljøplan III fra 2004.

Det er sådanne forhold, der har skubbet Danmark så langt ned på listen over miljøvenlige nationer, at vi nu deler plads med gamle kommunistlande som Albanien. Pinligt. 

Og så lige os, der i 1973 indførte verdens første miljøbeskyttelseslov. Med bondepartiet Venstre ved roret er det efterfølgende gået lukt ned i gylletanken…

26. september 2011

Steen Ulnits

* DN: 200.000 hektar jord bør tages ud af drift

Op mod 200.000 hektar lavt ligggende arealer bør tages ud af drift og i stedet bruges til at opfange store mængder regn som i år og deraf følgende stigende grundvand. Det mener Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening (DN).

“For hver enkelt landmand, der er ramt, er dette en katastrofe, og heller ikke naturen vinder på oversvømmede kornmarker. Men den våde vejrtype er kommet for at blive, og derfor peger vi på, at lavtliggende jorder, der typisk rammes af oversvømmelser, skal tages permanent ud af landbrugsdriften,” siger hun.

Ifølge foreningens forslag skal landmanden betales for at opgive dyrkningen. Ordningen vil samtidig give naturen et tiltrængt løft, mener DN. Foreningens analyse viser, at der skal op mod 200.000 hektar af de lavliggende jorder ud af drift.

Foreningen peger på, at klimaændringerne betyder mere regn på kortere tid i sommerhalvåret, som giver havstigning, der også medfører en grundvandsstigning. For det andet dyrker landbruget ifølge foreningen mange lavbundsarealer, som aldrig har været dyrkningssikre.

“Mange af de lavninger, som ligger på de højere liggende jorde, og som tidligere magasinerede vandet til det kunne løbe bort, er efterhånden drænet bort for at give plads til store redskaber og intensiv dyrkning. Derfor står vi nu med problem, at der mangler plads til vandet i landskabet,” forklarer Henning Mørk Jørgensen, vand- og miljøpolitisk medarbejder i foreningen.

Foreningen advarer mod, at man begynder at grave vandløbene større, da det ikke løser problemerne med den ekstreme nedbør, der følger af et vådere klima, og desuden vil oprensning være i strid med Vandrammedirektivet.

“Der skal langsigtede og holdbare løsninger til, og man skal sætte ind, hvor skatteborgerne får mest for pengene. Ved at tage disse lavtliggende jorder ud vil mange af problemer, vi ser på grund af oversvømmelser i dag, vil forsvinde. Det vil desuden gavne miljøet, fordi de uopdyrkede arealer vil optage kvælstofoverskud fra de dyrkede jorde, og det vil give naturen mere plads og sammenhæng,” siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Dansk landbrug ligger, som det selv har redt. Efter braklægningsordningens ophør skulle det hele med djævelens vold og magt pløjes op og dyrkes igen. De bliver aldrig klogere.

26. september 2011

Steen Ulnits

* Guldborgsund giver grønt lys til grødeskæring

Guldborgsund Kommune kan ikke nå at reagere på alle henvendelser om oversvømmelser og har derfor givet landmænd lov til selv at skære grøde. Det kan nemlig tage flere dage, før kommunen selv når rundt til alle.

Dog skal landmændene være opmærksomme på, at det ikke betyder, at der må graves store huller, fjernes vandløbsbund eller ødelægges brinker. Man skal også sikre, at vandet kan flyde frit hele vejen til udløbet og ikke bare sendes til naboerne længere nedstrøms. Dette gøres bedst ved sammen med naboer langs vandløbet at undersøge, hvor der er grøde, som stopper vandet, og derefter starte nedstrøms med at fjerne denne grøde.

Dansk Landbrug Sydhavsøerne opfordrer til, at man tager billeder af oversvømmelserne, til brug ved eventuelle erstatningssager. Som der sagtens kan komme nogle stykker af.

At sætte landmændene til selv at skære grøde er jo som at sætte ræven til at vogte høns. Jævnfør notits længere nede på denne side om en rationel nordsjællandsk landmand, der valgte at grave hele åen op…

19. september 2011

Steen Ulnits

* Max 2,2 millioner kroner i årlig EU-støtte….

…per landbrug, naturligvis! EU’s største landbrug har udsigt til at få markant mindre i støtte, hvis man følger et forslag fra EU-Kommissionen, der ventes fremlagt senere på året. Det skriver Berlingske Tidende.

Kommissionen er i gang med en større reform af landbrugsstøtten og vil begrænse subsidierne til EU’s landmænd til maksimalt 300.000 euro (2,2 mio. kr.) om året fra 2014. Per landbrug, naturligvis.

Og det er jo ikke meget at få ind på kontoen, når man nu er vænnet til flere millioner i tilskud hvert år – før man overhovedet har kørt sin tonstunge 4-hjulstrukne traktor ud på de drænede, overgødede og giftsprøjtede marker…

Dette ikke kun for at spare penge, men også for at gøre støtten mere folkeligt accepteret og for at gøre op med det indtryk, at landbrugsstøtten primært gavner store landbrugskoncerner. Hvilket de jo længe har gjort. 

Forslaget ventes dog at støde på stor modstand fra en række regeringer, specielt Frankrig, der er EU’s største modtager af landbrugsstøtte, skriver Financial Times.
Et lignende forslag blev således væltet i 2007.

Kommissionen forventer at spare over 2,5 mia. euro (18,5 mia. kr.) på ændringerne i landbrugsstøtten, der samlet koster 55 mia. euro (410 mia. kr.) om året.

19. september 2011

Steen Ulnits

* Masseudryddelse i havene truer

Mennesket har styret verdenshavene mod en biologisk katastrofe af hidtil uset omfang, skriver den engelsk avis The Guardian og citerer en ny undersøgelse fra International Programme on the State of the Ocean (IPSO). 

– Masseudryddelse er nu uundgåelig, lyder undersøgelsens dystre konklusion. – Resultaterne er chokerende. Når vi set på de samlede effekter af, hvad mennesket gør ved havene, viste udfaldet sig at værre langt værre, end nogen af os havde troet, siger Alex Rogers, forskningsdirektør bag undersøgelsen, til The Guardian.

Det er nødvendigt omgående at få nedbragt det globale CO2-udslip svarende til de mest ambitiøse mål, siger IPSO. Desværre vil det ikke engang forhindre, at verdenshavene bliver alvorligt ramt af klimaforandringer midt i dette århundrede, lyder budskabet.

Blandt de hovedskyldige for havenes kritiske tilstand nævnes overfiskeri, forurening, gødning fra landbruget, forsuring af havene som følge af det voksende globale CO2-udslip. De heraf følgende temperaturstigninger er desuden med til at ødelægge havenes koralrev.

Ifølge ekspertpanelet bag undersøgelsen har de udfordringer, verdenshavene står over for, tidligere i Jordens historie skabt masseudryddelser af andre dyrearter.

– Det er en yderst alvorlig situation. Vi står over for konsekvenser for menneskeheden, der vil få betydning i vores levetid, vores børns og fremtidige generationer, siger Oxford-professor Alex Rogers til The Guardian.

FN’s forsøg på at redde verdenshavene er ifølge undersøgelsens forfattere mislykkedes totalt. Fisk, hajer og hvaler er i overhængende fare for at uddø. Og det med en fart, ingen tidligere har forudset.

19. september 2011

Steen Ulnits

* Cuba, Castro og koraller

25% af verdens koralrev er forsvundet de sidste 50 år. Global opvarmning og udledning af næringsstoffer fra primært landbruget er blandt de sandsynlige årsager. 

Enter Castro’s kommunistiske Cuba. Her har man på det seneste konstateret, at flere truede koraller – ikke mindst den smukke og vidt forgrenede hjortetakkoral – nu viser fremgang. Forskere og miljøfolk er selvsagt begejstrede.

Og hvad er så årsagen hertil? Videnskaben har ikke noget sikkert bud, men interessen samler sig om det lavteknologiske og økologiske landbrug, som Cuba har været henvist til under kommunismens trange økonomiske kår.

Her bruges minimalt med gødning og giftstoffer, som siden ville være endt i havmiljøet. Men altså ikke på Cuba, hvor Castro og kommunismen har holdt den økonomiske udvikling – og forureningen tilbage. Så mere magt til storebror Fidel og lillebror Raoul!

9. september 2011

Steen Ulnits

* Great Barrier Reef truet af pesticider

Ifølge en ny rapport, som den australske regering har stået bag, er vandkvaliteten omkring det flere hundrede kilometer lange koralrev nu så ringe, at det kan gå hen og ødelægge de unikke koraller.

Det unikke Great Barrier Reef, der ligger ud for den australske østkyst, er nu også truet af pesticider fra landbruget. Helt op til 60 km ude på revet er der fundet koncentrationer af pesticider, som er dræbende for korallerne.

Rapporten fremhæver blandt andet, at 12 pct. af de landmænd, der bor på østkysten, ikke overholder de givende retningslinjer på området, og regeringen opfordrer nu landmændene til at være mere påpasselige med de kemikalier, som de benytter sig af.

De australske landmænd har dog ikke taget imod rapporten med kyshånd, og flere påpeger ifølge BBC, at rapporten er baseret på gamle tal, og at landmændene på den australske østkyst i dag er langt mere miljørigtige end tidligere.

Derudover skyldes den dårlige vandkvalitet blandt andet også de store oversvømmelser, der tidligere på året ramte dele af Australien. Oversvømmelserne medførte, at en masse forurenede stoffer efterfølgende blev skyllet ud i havet, og det har været medårsag til, at man ikke har kunnet se nogen effekt af landmændenes mere miljørigtige arbejdsmetoder.

Trods kritikken har rapporten fået flere lokale miljøorganisationer til at kritisere de lokale retningslinjer på området, og de opfordrer nu den australske regering til at begrænse brugen af pesticider i landbruget.

Millioner af turistkroner er således sat på højkant af de australske landmænd og deres overforbrug af farlige pesticider.

9. september 2011

Steen Ulnits

* Tilløb til Storåen gylleramt

Lægård Bæk, der løber ud i Holstebro Lystanlægs søer og videre ud i Storåen, er blevet ramt af en forurening, der har dræbt alt liv i bækken. Det oplyser biolog Flemming Kofoed fra Holstebro Kommune.

Ifølge Kofoed blev bækken ramt af gylleforurening en sen aften, og alt fiskeliv i bækken er nu dødt. Forureningen skulle stamme fra Struer Kommune, og derfor er arbejdet med at opspore, hvor gyllen kommer fra, blevet overdraget til Struer Kommune.

Der skulle ikke være umiddelbar fare for fiskelivet i Storåen, som Lægård Bæk løber ud i, da gyllen er blevet fortyndet, inden er er nået så langt. Men forureningen får omfattende konsekvenser for fiskelivet i Lægård Bæk.

9. september 2011

Steen Ulnits

* Rekordoverskud i dansk landbrug

Et overskud på en halv million kroner. Det er, hvad heltidsbrugene i gennemsnit kan se frem til i år ifølge en ny prognose fra Landbrug & Fødevarer og Videncentret for Landbrug.

Der er tale om en markant opjustering af den seneste prognose fra marts, der lød på et overskud på 275.000 kr. i gennemsnit.

Det er næsten en fordobling af resultatet på blot tre måneder. Den store fremgang skyldes flere forhold, blandt andet lidt højere priser på salgsprodukter. Den største forskel skyldes dog ifølge erhvervsøkonomisk chef Klaus Kaiser, Videncentret for Landbrug, at den nye prognose bygger på regnskabsresultaterne for 2010, der på flere punkter er markant bedre end 2009 tallene, der blev brugt til prognosen i marts.

“Den effektivitetsforbedring, der fandt sted fra 2009 til 2010 kan nu med stor sikkerhed indregnes i prognosen,” siger han. “2010 tallene viser en effektivitetsgevinst, der gavner hele vejen rundt. Produktionsomfanget og effektiviteten er øget, samtidig med at omkostningerne ikke er steget tilsvarende. Dertil kommer, at priserne på blandt andet korn og svinekød er justeret lidt op for 2011, mens priserne på sojaskrå ventes at falde.

Det trækker alt sammen i den rigtige retning, og resultatet er altså, at indtjeningen næsten bliver fordoblet i den nye prognose,” siger Klaus Kaiser.

Også lave finansieringsudgifter bidrager til forbedringen i 2010 og 2011, men det vender til gengæld i 2012, hvor der forventes en rentestigning.

Planteavlerne har ifølge Klaus Kaiser udsigt til den største fremgang i indtjeningen. Deres indtjening overgår nu kvægbrugenes, mens det på grund af de høje kornpriser stadig kniber med indtjeningen på svinebrugene. Den gode indtjening i minkavlen bidrager i øvrigt kraftigt til, at det samlede gennemsnit for heltidsbrugene er endnu bedre end gennemsnittet for de tre store driftsgrene i landbruget.

Det hører med til historien, at næsten en tredjedel af fremgangen skyldes konjunkturgevinster på kornbeholdninger og besætning. Ikke godt landmandskab, som de selv ynder at sige det.

Men klage gør de danske landmænd nok alligevel. Det er de jo født og opflasket med.

1. september 2011

Steen Ulnits

* Dansk industrilandbrug kritiseres

En række grønne organisationer har udarbejdet rapporten “Sådan ligger landet – tal om landbruget”, som er stærkt kritisk over for det danske industrilandbrug.

Rapporten er sammenfattet af syv grønne organisationer, blandt andre Danmarks Naturfredningsforening, Det Økologiske Råd og NOAH, og fortæller historien om Danmark som et af verdens mest intensivt dyrkede landbrugsland.

“Vi nøjes ikke med at dyrke egne arealer – i Sydamerika lægger Danmark beslag på et areal svarende til en tredjedel af det danske landbrugsareal til produktion af husdyrfoder til fortrinsvis danske svin,” skriver Danmarks Naturfredningsforening på deres hjemmeside.

“Svineindustrien udgør en trussel mod den danske natur med enorme omkostninger til følge. Milliarder af støttekroner, tab af naturværdier og lukkede drikkevandsboringer. Alligevel går vi rundt om problemerne uden at tage hånd om dem, mens vi giver ekstra skattelettelser til landbruget,” siger René La Cour Sell, direktør i Danmarks Naturfredningsforening.

Rapporten er uddelt til samtlige 179 medlemmer af Folketinget.

Så må man håbe, at de også læser den…

1. september 2011

Steen Ulnits

* Nationalpark Skjern Å udvides

Forligspartierne bag Nationalpark Skjern Å vil ændre grænserne for nationalparken. Blandt ønskerne er at inddrage en del af Ringkøbing Fjord inklusive området Tipperne, som ligger som en halvø inde i fjorden.

Ændringerne er så omfattende, at planen skal i en ny høringsrunde blandt borgerne. Derfor skal der efter sommerferien igangsættes undersøgelser i de berørte Ringkøbing-Skjern og Herning kommuner.

“I forligskredsen har der været et udbredt ønske om at imødekomme høringssvarerne om, at Nationalpark Skjern Å også skal omfatte området ved Ringkøbing Fjord. Det betyder, at vi skal have tegnet et nyt billede af, hvor grænserne for nationalparken skal gå. Nogle lodsejere skal måske ud af nationalparken, mens andre skal ind,” siger miljøminister Karen Ellemann i en pressemeddelelse.

Undersøgelserne kommer til at omfatte flere forskellige scenarier: Det ene er Tipperne og den sydligste del af Ringkøbing Fjord, mens et andet medtager Tipperne og de sydligste to tredjedele af fjorden svarende til Natura 2000-området. Tipperne blev sorteret fra i en tidlig fase tilbage i 2003 af daværende miljøminister Hans Chr. Schmidt, men høringssvarerne viser en stor interesse for at inddrage dette fredede areal. 

Hvide Sande og Ringkøbing byer er der enighed om ikke at gøre til en del af Nationalpark Skjern Å. Derudover vil området omkring Rind Å blive undersøgt for nationalpark-potentiale.

Undersøgelser og borgerinddragelse forventes at vare et halvt år, hvorefter miljøminister Karen Ellemann vil søge Ringkøbing, Skjern og Herning Kommunes samtykke til at udarbejde et nyt forslag til nationalparken sammen med forligskredsen. Miljøministeren forventer, at Nationalpark Skjern Å kan indvies i 2013.

Man kunne ønske sig, at Nationalpark Mols Bjerge på samme måde kunne udvides til også at omfatte det naturskønne Helgenæs. Eette område var med i de oprindelige planer, som imidlertid blev forpurret af halvøens store svinebønder.

1. september 2011

Steen Ulnits

* Fiskere frygter Natura 2000

Det fremførte i hvert fald formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, fra foreningens generalforsamling i Vejle.

– Jeg er bange for, at hvis vi ikke får fornuften til at råde, så kan det blive meget hårdt for dansk fiskeri. Og begrænsninger vil naturligvis i første række ramme kystfiskerne og andre små fiskere, som ikke har så stor aktionsradius, sagde formanden.

30 af de 90 havområder – i alt 17 procent af det danske havareal – som der er lagt op til at skåne mere eller mindre for erhvervsfiskeri, er af stor betydning for de danske fiskere som fangstområder, anfører Svend-Erik Andersen.

– Beklageligvis bliver der ofte tegnet et forkert, forældet og unuanceret billede af fiskeriets påvirkning. Alt for mange af rapporterne henviser også til videnskabelige rapporter, som i realiteten mere er formodninger end viden, siger fiskeriforeningens formand.

Han afviser, at så stor en andel af fiskebestande er overfiskede som de op mod 90 procent, som blandt andre FN opererer med. Det er forældede tal, siger Svend-Erik Andersen.

– Der er en række organisationer på verdensplan, også her i Danmark, som mener, at vi skal holde op med at fiske: At vi ødelægger miljøet, vi tager noget væk, som burde blive i havet. Det er etisk forkert at hive fisk op af vandet og slå dem ihjel, bemærker fiskernes formand.

Han anker også over, at landbruget får mange flere penge ud af statens fælles støtteordning for landbrug og fiskeri, Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, end fiskerne får af de i alt 200 millioner kroner.

20. august 2011

Steen Ulnits

* Ulovlige fiskere for retten

I januar måned anmeldte Fiskeridirektoratet 10 sager til politiet om ulovligt fiskeri i et lukket område af Kattegat ved Gilleleje. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Nu kommer den første fiskers sag for retten i Helsingør den 20. og 27. september, oplyser pressekoordinator ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr.

– Hvorfor det først bliver til september, må du spørge forsvareren (Mogens Hartz, red.) om, siger pressekoordinator for Nordsjællands Politi, Henrik Suhr.

Sagerne om det ulovlige fiskeri blev afleveret til politiet, efter fiskeridirektoratet havde brugt to måneder på at undersøge det materiale, som Greenpeaces GPS-overvågning og direktoratets egne sattelitoptagelser viste, fra det angiveligt ulovlige fiskeri.

Greenpeace havde anbragt GPS-sendere i masterne på fem både, og anmeldelsen drejede sig om 10 forskellige fartøjer, der skulle have fisket efter hummere i et område af Kattegat, hvor det ikke er tilladt.

– Vi regnede ikke med, at de fiskede ulovligt. Men nu havde vi så selv fanget nogle fiskere tidligere og svenskerne havde også opdaget nogle, sagde vicefiskeriinspektør Arne Madsen fra Fiskeridirektoratet til Frederiksborg Amts Avis i januar.

Fiskeridirektoratet har i forvejen haft kontrolskibe i de lukkede områder, der er oprettet af svenske og danske myndigheder for at redde bestanden af torsk. Her er fire sager afgjort med bødeforlæg. Desuden fik en fisker i oktober måned inddraget sin tilladelse til at fiske i en måned.

Fiskerne har selv meldt Greenpeace til politiet for at begå indbrud i deres kuttere og anbringe GPS-sendere på masterne, uden at skipperne vidste noget om det.

20. august 2011

Steen Ulnits

* Danmark spekulerer i fødevarer

Det er ikke mindst ublu spekulation i fødevarer, der har gjort, at mange sulter i U-landene. De har helt enkelt ikke råd til maden længere, når skrupelløs spekulation presser priserne i vejret. Samtidig er det med til at øge presset på den danske natur, som jo mistede braklægningsordningen af samme årsag. Med oppløjede naturområder til følge. 

Men danske banker melder hus forbi: Det er andre beløb end de 1,3 mia. kr., som danske banker har spekuleret i fødevarer, der skal til for at flytte priserne på fødevareområdet. Det vurderer Leif Nielsen, cheføkonom i L&F.

“Det, der handles for, er i langt større størrelsesorden på det globale kornmarkedet, og de penge (1,3 mia. kr., red.) gør ingen forskel, men den samlede mængde af spekulation kan godt gøre en forskel,” siger Leif Nielsen, som kalder det “et forsvindende lille beløb, der hverken gør fra eller til”. 

Tallet stammer fra en ny rapport, der er lavet af researchorganisationen Danwatch. Tre af de banker, der er nævnt i rapporten er Danske Bank, Nordea og Jyske Bank, som over for Politiken bekræfter, at de spekulerer i fødevarer.

Men da kan Leif Nielsen fra L&F jo sagtens sige. Og hvis alle de andre spekulanter siger det samme, vil der også fremover blive spekuleret uhæmmet i fødevarer. Med sultende befolkninger i U-landene og voldtaget natur i I-landene til følge.

Der må lovgives mod spekulation i fødevarer.

20. august 2011

Steen Ulnits

* Danmark svigter Østersøen

Danmark gør ikke nok for miljøet i Østersøen. Det mener i hvert fald Nordisk Råds Miljøudvalg (NRM). Udvalget synes ikke, at den danske regerings arbejde for miljøet i Østersøen gøres godt nok. NRM anmoder nu Danmarks miljøminister om en redegørelse for indsatsen.

Udvalget har vurderet redegørelser fra Danmark, Finland og Sverige for landenes individuelle tiltag på området i forhold til deres forpligtigelser til en aftale fra 2007, HELCOM-aftalen. Den danske redegørelse tyder på en mangelfuld målopfyldelse – især med hensyn til reduktion af kvælstofudslip, fremgår det af en pressemeddelelse fra Nordisk Råd.

“Havmiljøet i Østersøen er et fælles anliggende for de nordiske lande i regionen og et meget stort ansvar for os alle, ikke mindst med tanke på hvor sårbar Østersøen er. Derfor er det skuffende, hvis Danmark ikke lever op til sin del af opgaven, og vi vil presse på via Nordisk Råd for at sikre en bedre opfølgning,” siger Ann Kristine Johansson, formand for NRM.

Nordisk Råds Miljøudvalg fører tilsyn med en række af de nordiske landes fælles aktiviteter, herunder arbejdet med at forbedre miljøet i Østersøen. Arbejdet foregår inden for rammerne af HELCOM-aftalen, som alle landene omkring Østersøen deltager i. Aftalen har ført til en “Baltic Sea Action Plan”, som er udmøntet i en række nationale handlingsplaner.

Ifølge den svenske og finske redegørelse til HELCOM efterlever de to lande deres forpligtigelser, men den danske redegørelse tyder på en mangelfuld opfyldelse. Nordisk Råds Miljøudvalg anmoder nu den danske miljøminister Karen Ellemann om en bedre redegørelse og opfølgning på de danske forpligtigelser.

Som en af de helt store udledere af kvælstof til Østersøen – via landbruget – er Danmark naturligvis ligeglad med Østersøen. Det kan næppe overraske nogen i dette Venstre-fordrejede land. 

10. august 2011

Steen Ulnits

* Snæbelen ikke snydt

Daværende miljøminister Hans Chr. Schmidt forsøgte tilbage i 2002 at undgå, at vigtige gydeområder for den da udryddelsestruede snæbel blev udlagt som Natura 2000 områder. Dette naturligvis efter protester fra lokale bønder og Venstre-vælgere. 

Herved underkendte miljøafviklingsministeren sin egen Naturstyrelse og dens udpegning af Vidåen som snæbelområde. Begrundelsen lød, at der ellers kunne skabes “usikkerhed om landbrugsdriften”…

Heldigvis kom der siden andre boller på suppen. EU-eksperter måtte fortælle VK-regeringen, at formålet med EU’s naturbeskyttelsesdirektiver altså var at beskytte naturen – ikke landbruget, som Venstre tilsyneladende ellers troede. 

Da de Konservative siden fik miljøministerposten, måtte Connie Hedegaard rydde op efter Venstres miljøafviklingsminister og love, at Danmark rettede ind. 

Resultatet blev som bekendt, at Danmark modtog i første omgang 60 millioner kroner til snæbelprojektet. Mest markant og synligt er nok etableringen af den såkaldte “Tøndermur”, som på den ene side har bevaret møllesøen og sikret de omkringliggende huse – og på den anden side lader Vidåen løbe uhindret forbi, så snæbelen frit kan passere den blot 3-5 grader stejle hældning.

Efterfølgende er der blevet brugt langt over 100 millioner på projektet og lige så mange til relaterede projekter, som ikke kun snæbelen, men også andre laksefisk kunne profitere af. 

Dette gjaldt ikke mindst åbningen af Varde Å, som jo laksen her har haft meget stor glæde af.

25. juli 2011

Steen Ulnits

* Flere kanaler til København

Mange af hovedstadens veje er i denne sommer ufrivilligt blevet omdannet til kanaler, når kloakeringssystemet bukkede under for århundreders værste skybrud.

Og netop kanaler kan være en del af løsningen på kapacitetsproblemet, mener Københavns Energi, der er ansvarlig for kloakeringsnettet. Det skriver Politiken.

“Vi skal overveje et kanalsystem, som vi kender det fra Amsterdam og byer i Asien. Vi skal sikre os, at vand på gaderne strømmer i en planlagt retning hen mod grønne områder,” siger Per Jacobsen, direktør for vand og afløb.

“Derfra skal der være kanaler, der kan lede vandet videre ud til kysten,” siger Per Jacobsen til Politiken.

At udvide kloaksystemet vil ifølge Københavns Energi, kommuner og regeringen være en dyr, uholdbar løsning. Det vitale er at få vandet af vejen forinden. Derfor bør der graves bassiner i grønne områder og kanaler til at lede vandet videre.

Københavns miljø- og teknikborgmester, Ayfer Baykal (SF), erkender, at der skal gøres noget nu. Hun er dog skeptisk over for kanalerne:

“Men vi skal kigge på, om der er områder, vi kan bruge som bassiner eller andet for at regnvandsopsamle, så det ikke belaster kloakkerne,” siger Ayfer Baykal til Politiken.

Miljøminister Karen Ellemann (V) er umiddelbart enig i Københavns Energis løsning og lover et lovforslag efter sommerferien, der skal give kommuner helt nye muligheder for at bygge kanaler, bassiner og reservoirer i grønne områder.

Men der er sat prop i pengebassinet: “Det her er en opgave, der skal ligge i kommunerne. Det er gebyrfinansieret af vandforbrugere og den spildevandsafgift, de betaler,” siger Karen Ellemann til Politiken. 

25. juli 2011

Steen Ulnits

* Biobrændstof kan forværre miljøet

Mange europæiske lande bruger mere biobrændstof i transportsektoren for at leve op til EU’s mål for vedvarende energi i 2020. Men biobrændsler, der er lavet af især palmeolie, rapsolie eller soja, kan medføre større udslip af drivhusgasser end de traditionelle fossile brændsler benzin og diesel.

Det er konklusionen i en ny Greenpeace-analyse af biodiesel i ni europæiske lande. Organisationen vil derfor rejse debat om bæredygtigheden af biobrændsel, inden EU-Kommissionen om kort tid ventes at offentliggøre en rapport om samme sag.

“Det er velkendt, at klimakommissær Connie Hedegaard længe har sloges med EU’s energikommissær og senest også landbrugskommissæren om dette,” siger Dan Belusa fra Greenpeace. Sikkert fordi landbrugsinteresserne har vejret morgenluft og nye indtægter under dække af bæredygtighed.

Når afgrøder som raps, palmer og soja falder så dårligt ud i testen, skyldes det, at de ofte dyrkes på arealer, hvor der førhen var regnskov, græs, vådområder eller tørvemoser og dér holdt på store mængder CO2. Hvis sådanne områder omlægges til landbrugsjord, ryger den oplagrede drivhusgas ud i atmosfæren.

“Det ser ud til, at EU, trods sine forsøg på at sænke udslippet af drivhusgasser, faktisk fremmer de mest klimaskadelige biobrændsler og derved underminerer sin egen politik,” lyder det fra Greenpeace.

Danmark har besluttet, at der fra 1. juli i år skal være syv procent biodiesel i dieselstanderne. Danmark får ros af Greenpeace for målet om i fremtiden at ville producere “avanceret” biobrændsel ved hjælp af enzymer. Det er mere klimavenligt.

En undersøgelse i ni lande, af hvad biodieselen er fremstillet af, viser, at raps er den hyppigste bestanddel i biodiesel, bortset fra i Holland og Italien. Der blev fundet soja i prøver fra seks ud af de ni lande og palmeolie i prøver fra syv lande.

EU har stillet krav om, at andelen af vedvarende energi i transportsektoren i 2020 skal være 10 procent. Samtidig kræver EU’s direktiv om vedvarende energi, at biobrændsler – for at kunne blive kaldt bæredygtige – skal fortrænge mindst 35 procent CO2 i forhold til fossilt brændsel. I 2017 skal tallet være 50 procent.

Ifølge Greenpeace vil EU’s tvungne iblanding få brugen af biobrændstoffer fra landbrugsafgrøder til at vokse 170 procent inden 2020. Det øger presset på landbrugsjord og gør fødevarer dyrere.

Dan Belusa opfordrer til, at biobrændstoffer ikke må medregnes som vedvarende energi, hvis de kun leverer en lille eller slet ingen reduktion af CO2-udslippet i sammenligning med almindelig benzin og diesel. 

18. juli 2011

Steen Ulnits

* “Suspect Salmon” 

Ikke mindre end 13 gange har et dansk fiskefirma skjult viden om, at deres fisk indeholdt Listeria-bakterier, som kan være dødelige for svagelige og i sjældne tilfælde få gravide til at abortere. Symptomerne på listeria-bakterierne er influenza-lignende symptomer, feber, hovedpine og i sjældne tilfælde problemer med mave og tarm, oplyser Fødevarestyrelsen.

Dagbladet BT beskriev for nylig, hvordan firmaet Select Salmon i Esbjerg I løbet af halvandet år har har fundet de farlige Listeria monocytogenes bakterier i partier med ørred, hellefisk og laks. Fødevarekontrollens Rejsehold fik et tip om, at virksomheden havde overtrådt reglerne for indberetning af fund af sygdomsfremkaldende bakterier. Få dage senere slog Rejseholdet, som nu har politianmeldt firmaet, så til.

I værste tilfælde kan det betyde, at firmaets direktør, Brian Thygesen, skal i fængsel for at have tilbageholdt den vigtige viden.

“Vi har politianmeldt virksomheden, fordi de så groft har overtrådt fødevareloven. Rejseholdet har faktisk ikke haft så grov en sag før, hvor virksomhder har tilbageholdt viden om, at deres fødevarer indeholdt sygdomsfremkaldende bakterier,” siger dyrlæge Henriette Mynster fra Fødevarekontrollens Rejsehold til BT.

Sagen er nu videregivet til fødevareminister Henrik Høegh (V). Socialdemokraternes forbrugerordfører kalder desuden sagen skandaløs og ønsker at tage sagen op med partierne bag fødevareforliget.

“Det her er selvfølgelig en skandale. Det er ekstremt groft, når virksomheder gang på gang sælger fødevarer, som, de ved, er farlige, og holder basal viden tilbage for forbrugerne. Hvad nytter det, at virksomheder kontrollerer sig selv, hvis nogle bare holder kæft, hvis de opdager, at det, de sælger, kan gøre kunderne syge”, siger Benny Engelbrecht (S) til BT.

Rejseholdet har endvidere påbudt, at Select Salmon skal oplyse, hvor de farlige fisk er solgt, ligesom de har tilbagekaldt to partier hellefisk, som er inficeret med den farlige bakterie.

Fødevarestyrelsen oplyser, at hellefisken er solgt i Fiskehallen Gilleleje i Gilleleje og hos Jacob Kongsbak Lassen på Flæsketorvet i København. Forbrugere, der stadig måtte have noget af den inficerede hellefisk liggende, opfordres til at levere fisken tilbage eller kassere den. Myndighederne mener, at resten af de inficerede fisk desværre for længst er spist.

BT. skriver også, at det er ikke første gang, at Select Salmon har været i karambolage med reglerne. Forrige år fik firmaet således flere bøder for at sælge blue marlin som sværdfisk og for at producere fisk i lokaler, der ikke var godkendt.

Hvis firmaet overlever dette svineri, bør de tvinges til at ændre navn fra “Select Salmon” til “Suspect Salmon”. Det er desværre langt mere dækkende for denne Esbjerg-virksomhed…

18. juli 2011

Steen Ulnits

* Kaløkologik

Økologien er i stadig femgang herhjemme. Det mærker man på Kalø Økologiske Landbrugsskole, som i år har flere elever og plusser på bundlinjen. Landbrugsskolen er netop startet med det største danske elevhold i mange år. Samtidig er det lykkedes skolen at vende et underskud til overskud.

“Vi har tilpasset os og sparet, hvor vi kunne,” siger skolens forstander, Helge Buelow, til Randers Amtsavis. Han glæder sig over et hold med 26 danskere og 13 udlændinge fra blandt andet Østrig, Spanien, Litauen og Polen.

Efter et underskud i 2009 på 1,9 mio. kr. vendte Kalø Økologiske Landbrugsskole allerede i 2010 situationen til et overskud på 153.000 kr.

“Besparelser på en række områder har været medvirkende,” fortæller Helge Buelow. “Vi har som alle andre set på ting som lærernes forberedelsestid, ligesom vi generelt har set på, om vi kan gøre tingene på andre måder, og om nogle kan løbe lidt hurtigere med det, de gør. Vi har også set på, om der er noget, vi kan lade være med at gøre, som vi gjorde før. Skal en bøgehæk klippes på samme måde, fordi den er blevet det i 150 år, og det ser flot ud, eller kan vi lægge nogle færre kræfter der,” siger han.

Uanset årsag og baggrund er det altid herligt, når økologien er i fremgang. Det er her, fremtiden ligger. Og kun her. Kaløkologik for begyndere!

5. juli 2011

Steen Ulnits

* Storken gider ikke Danmark – mere

Fugle lader sig normalt ikke stoppe af grænseovergange. Alligevel markerer grænsen mellem Tyskland og Danmark alligevel ret præcist grænsen for storkens udbredelse. Og Danmarks Naturfredningsforening er ikke i tvivl om årsagen:

“Der er måden at drive landbrug på, som er problemet. Syd for den dansk-tyske grænse er situationen en helt anden. De har en anden og mere ekstensiv måde at drive landbrug på. Der er flere græsmarker og flere vådområder. Det giver langt bedre vilkår for storken, der da også kvitterer i form af hundredvis af ynglende par,” siger landbrugsmedarbejder i foreningen Thyge Nygaard til Berlingske.

“Hvis vi vil have storken tilbage til Danmark, så gøres det ganske simpelt ved, at vi udlægger langt flere vådområder og græsmarker. Danmarks Naturfredningsforening ønsker, at der tages 200.000 hektar lavtliggende marker ud af intensiv drift. På den måde kan vi både få storken tilbage og samtidig løse en stor del af problemet med forurening af vandmiljøet med næringsstoffer fra landbruget”, siger Thyge Nygaard.

Vicedirektør i Naturstyrelsen Peter Ilsøe udelukker ikke, at forskellen i forekomsten af egnede levesteder kan være en medvirkende årsag til, at grænsen for storkens udbredelse mod nord akkurat falder sammen med grænsen mellem Tyskland og Danmark.

“Men jeg har svært ved at tro, at det skulle være den eneste forklaring, for så stor er forskellen på landbrugsdriften ikke i de to lande. En anden årsag kan være, at Danmark i det hele taget ligger i periferien af storkens naturlige udbredelsesområde,” siger Peter Ilsøe. Han hæfter sig også ved, at en anden fugl, tranen, hvis levevilkår kan sammenlignes med storkens, er i stor fremgang i Danmark

I midten af 1800-tallet var der omkring 10.000 storkepar i Danmark. Siden 2000 har antallet af ynglende par været nul, ét eller to om året. Fuglen er beskyttet af EU’s fuglebeskyttelsesdirektiv, som Danmark skal tage hensyn til i de naturplaner, vi er pligtige til at udarbejde.

Miljøministeriet efter en høringsfase skal færdiggøre til efteråret. Ifølge Peter Ilsøe rummer flere af planerne forslag til, hvordan levevilkår for storken kan forbedres. 

Det er næstformand i Dansk Ornitologisk Forening, Marco Brodde, enig i:

“Planerne rummer gode forslag, der gavner både storken og andre dyr og planter, men den afgørende prøve kommer, når politikerne skal tage stilling til, om de vil betale prisen. For det koster penge at sikre den nødvendige omlægning af landbrugsdriften,” siger Marco Brodde.

Der ér dog storke i Danmark i år, blandt andet i Tønder, hvor der ved Skærbæk har været to storke i Oldtidsparkens rede. Storkeparet fik tre unger, der desværre alle er døde af sult nu. Der er simpelthen ikke mad nok på de intensivt dyrkede og drænede danske marker.

Desuden ses en del storke på Sjælland, hvor et par har fået tre unger i Gundsølille ved Roskilde. Ifølge www.storkene.dk er der for tiden ni andre storke på besøg på Sjælland.

5. juli 2011

Steen Ulnits

* Afrikansk svinefeber nærmer sig EU

Afrikansk svinefeber er nu fundet tæt på Ruslands grænse til EU. Viruset slår svinene ihjel, og der findes ikke nogen nogen vaccine imod sygdommen. Sygdommen – der heldigvis er ufarlig for mennesker – har allerede slået 20.000 grise ihjel i det sydlige Rusland i år.

Myndighederne opdagede viruset i et vildsvin tidligere på måneden omkring 400 kilometer øst for grænsen til Estland og Letland, meddeler World Organisation for Animal Health, OIE. Af samme årsag er strejfende tyske vildsvin ikke velkomne i Danmark, som jo har en kolossal svineproduktion på omkring 25 millioner svin årligt.

De 27 EU-lande vil i år opdrætte omkring 257,5 mio. grise ud af en global produktion på 1,21 mia. svin, skønner det amerikanske landbrugsministerium. 1.210.000.000 ulykkelige grise. Et udbrud af klassisk svinefeber – et andet virus, der kan slå grisene ihjel – i Holland i 1997 førte til nedslagtning af 11 mio. grise og deraf følgende omkostninger og tab på 2,3 mia. dollar, skriver OIE.

Det er gigantiske økonomiske interesser, der er bundet i svinene, som jo kvitterer med gylle i overflod til det danske vandmiljø. Overskuddet fra den danske svineproduktion investeres i stort omfang i udlandet, hvor der er mindre strenge restriktioner for produktionen. Hvor man således kan svine mere og tjene endnu mere… 

5. juli 2011

Steen Ulnits

* Nyt liv til Harrild Hede

Miljøminister Karen Ellemann (V) lancerede sidste efterår den første samlede genopretningsindsats for at bevare de sidste jyske heder, der er truet af tilgroning, næringsstofbelastning og angreb fra lyngbillen.

– Det er vigtigt, at vi gør en indsats for at bevare de forskellige danske naturtyper. Hederne, der engang dækkede store dele af Danmark, er til dels menneskeskabte og de har derfor også stor kulturhistorisk betydning. Hedens betydning understreges af, at hedelyng og heden som naturtype er en del af den danske naturkanon, påpeger Karen Ellemann.

Projektet indeholder en redningsplan for hederne til 30 millioner kr. Halvdelen af pengene er såkaldte Life-midler fra EU, mens den anden halvdel kommer fra Miljøministeriet. Knap halvdelen af pengene forventes anvendt på Harrild Hede og andre hedearealer i Nørlund Plantage, som ligger i Ikast-Brande kommune. Nogle af pengene er afsat til formidling af projektet. 

Det baner muligvis vej for at etablere et naturcenter ved Harrild Vandmølle. Dette naturcenter skal bl.a. give skolebørn og turister viden om hedens helt specielle natur- og kulturhistorie samt fortælle om de plejetiltag, der sættes iværk som en del af redningsplanen. Hvis planerne realiseres, vil Ikast-Brande Kommune derved få et naturcenter liggende centralt i kommunen med nogenlunde lige langt til Ikast, Brande og Nørre Snede.

Det lokale skovdistrikt har genslynget Holtum Å, hvor Harrild Dambrug før lå. Det blev købt op og efterfølgende nedlagt. Der er nu etableret handicapsti og handicapfiskepladser langs åen. Der findes også en primitiv teltplads for vandrere og cyklister, lejrplads for spejdere og skoler samt et stort offentligt areal med bålpladser. På pladsen findes pumpe med drikkevand og toiletter. Pladsen kan benyttes fra 1. april. til 31.oktober.

Men de 500 meter fiskesti langs den retablerede å er altså forbeholdt handicappede kørestolsbrugere. Et fornemt initiativ, der langt fra bør afholde ikke-handicappede fra at besøge det smukke naturområde. Dog uden fiskestang.

1. juli 2011

Steen Ulnits

* Tysk biogas – fra dansk majs

“Den her jordbund er guld værd for mig. Den er super. Det er en god forretning.”

Sådan siger den tyske landmand Stefan Klug, der er en af de mange tyskere, der forpagter jord i Danmark.

Danske Hans Christian Riggelsen er også glad. Han er blandt det stigende antal danske landmænd, der lejer jord ud til tyskere – til priser, der nærmer sig det dobbelte af, hvad en dansk landmand vil betale.

“Jeg får en fast årlig pris pr. hektar, og så sørger de selv for pløjning og såning og det hele,” siger Hans Christian Riggelsen til TV2.

Forklaringen på de gode aftaler er tysk landbrugspolitik, der går målrettet efter at gøre det attraktivt at satse på afgrøder til energifremstilling. Og Danmark sover i timen lyder det fra landbrugets top:

“Vi må sige, at det har stået meget stille herhjemme omkring grøn energi fra landbruget, og specielt omkring biogas har det stået stille de sidste 10 år. Der er det altså væsentligt, at politikerne kommer i arbejdstøjet og får strikket nogle modeller sammen, så vi sikrer, at vi både får grøn energi og løst nogle miljøproblemer, men også at landmændene får nogle ekstra indtjeningsmuligheder”, siger Henrik Frandsen, der er formand for Sønderjysk Landboforening og viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Men indtil da må landmænd som Hans Christian Riggelsen nøjes med små biroller i tyskernes majseventyr, der – selvom det jo ikke er så skidt endda – kun er den næstbedste løsning for danske landmænd. Majsen skulle hellere blive i Danmark og så blive til biogas her.

Tyskerne, der indtil videre samlet set har forpagtet jord på et område på størrelse med Ærø og henter majs på marker helt op til Kolding tror, at eventyret kun lige er begyndt. Tyskland har nemlig for nylig vedtaget at lukke samtlige atomkraftværker og dermed også øge fokus på en anden form for vedvarende energi.

1. juli 2011

Steen Ulnits

Aktuelt 2. kvartal 2011

* Bankkrak på Gylleøen

Limfjorden har længe lidt under omfattende iltsvind og bundvendinger, primært forårsaget af udvaskning af kvælstof fra det omgivende landbrug. Ikke mindst de kolossale gyllemængder fra svinefabrikkerne på Mors har været bidragende hertil. Et hurtig søgning på internettet afslører ligeledes mængder af massive gylleudslip på netop Mors.

Limfjordens Perle, som morsingboerne selv kalder deres ø – i folkemunde slet og ret “Gylleøen” – lider nu for alvor under de selvskabte plager. Den lille lokale Fjordbank Mors er netop krakket og overført til statens skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet – med samtlige de 1.500 landmænd, der havde banken som pengeinstitut. 

En af de største plante- og svineproducenter på Mors, Thomas Øllgaard, TOR Skolevej 23 i Tæbring, er netop begæret konkurs. Det skrev Statstidende den 15. juni i et dekret fra Skifteretten i Holstebro, dateret 9. juni. Det er uvist, hvem der har begæret konkursen, der ikke omfatter én, men hele tre ejendomme på Mors.

Fjordbank Mors, der har rigtig mange svineproducenter som kunder, blev dannet i efteråret 2010 ved sammenlægningen af Morsø Bank og Morsø Sparekasse. I den naive tro, at to problemlidende bondebanker bliver til én problemfri, hvis blot de fusionerer. Måske blev problemerne blot dobbelt så store…

Man kan håbe, at konkurser plus bankkrak fremover kan mindske svineproduktionen på Limfjordsøen – og reducere såvel gylleudslip som kvælstofudvaskning til Limfjorden. 

Lad svinene dø og Limfjorden leve. 

26. juni 2011

Steen Ulnits

* Statsgaranterede lån til flere svin

Dansk landbrug har for alvor fået øje på regeringens meget omtalte Vækstfond, der egentlig var tiltænkt andre erhvervsvirksomheder. En fond, hvor staten går ind og dækker 75% af eventuelle tab – en fond, som i praksis næsten udsteder statsgaranterede lån. 

Dansk Landbrug har nu fået snabelen dybt ned i også denne pengekasse. I så høj grad, at bønderne nu er helt oppe på 40% af det samlede udlån – til nye svinestalde og andet godt. I gennemsnit har hver landmand lånt 4 mio. kroner i Vækstfonden. Går det godt, får bønderne 100% af fortjenesten. Som så kan investeres i forurenende svinefabrikker i stakkels østbloklande. Går det skidt, betaler staten – du og jeg – 75% af tabet.

Tænk, hvis almindelige mennesker kunne låne på samme favorable vilkår som bønderne…

Tænk, hvis dansk landbrug på et eller andet tidspunkt ville kunne klare sig selv som alle andre virksomheder. 

Og tænk, hvis nogen samtidig ville stille krav om, at bønderne også reducerede deres forurening for bare nogle af de statsgaranterede kroner. 

Men det sker ikke i denne regerings levetid. 

26. juni 2011

Steen Ulnits

* Ophør af braklægning en kæmpe miljøskandale

En helt ny opgørelse fra Fødevareministeriet viser, at landbruget med regeringens tilladelse omlagde 1.320 kvadratkilometer brakarealer til dyrkning fra 2007 til 2010. Det svarer til et areal på størrelse med Bornholm, Langeland, Als og Læsø tilsammen, skriver dagbladet Politiken.

En af landets førende eksperter kalder nu omlægningen den største naturskandale i 20 år:

“Der er tale om et kolossalt tab af biologisk mangfoldighed,” siger Carsten Rahbek, professor i makroøkologi på Københavns Universitet, til Politiken.

Ifølge Politiken har oppløjningen af braklagte marker gjort stort indhug i levesteder for en lang række dyr og planter, blandt andet harer, sjældne fugle, sommerfugle, vilde orkidéer og andre sårbare blomster. Og den er også samfundsøkonomisk problematisk, fordi tabet af naturen i de kommende år vil gøre det dyrere at leve op til EU’s skrappe miljøregler.

Det er årsagen til, at også de økonomiske vismænd har kritiseret regeringens beslutning om at tillade brakoppløjning for at være forhastet og lemfældig.

Regeringen lovede i forbindelse med beslutningen i 2007 at skabe erstatningsnatur andre steder – og alt i alt holde naturen skadesløs. Og det løfte er langtfra holdt, fastslår fagfolkene. Men det bliver det, lover fødevareminister Henrik Høegh (V):

“Det er et led i regeringens “Grøn vækst” plan, at vi vil erstatte stort set alt det tabte. Der vil kun være en manko på 50-100 kvadratkilometer eller måske en smule mere. Til gengæld vil den nye natur være af bedre kvalitet end braknaturen,” siger han.

Men det skal man vist være Venstre-vælger for at tro på. Stol aldrig på en landmand – med mindre han er økologisk!

22. juni 2011

Steen Ulnits

* Skattelettelser til landbruget – indført med det samme

SF og S vil fravriste landbruget magten i en række fonde, som hvert år uddeler mere end 500 mio. kr. – til landbruget. Det skriver Jyllands-Posten.

I dag har landbrugets repræsentanter flertal i fondenes bestyrelser, men det vil der blive ændret på, hvis det kommende valg bringer S og SF til magten.

“Flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i fondene skal i fremtiden ikke længere udpeges af landbruget. Der bør i stedet være et flertal af offentligt udpegede repræsentanter i bestyrelserne. Det vil sikre, at fondenes penge bruges til at udvikle landbruget i en retning, der også er til gavn for resten af samfundet,” siger SF’s politisk økonomiske ordfører Ole Sohn. Han henviser til, at pengene ikke er landbrugets, men skatteborgernes.

Pengene i fondene stammer primært fra tilbageførte pesticidafgifter samt afgifter, der opkræves hos den enkelte landmand. I alt fordeler fondene mere end en halv mia. kr. årligt, og langt den største del af disse penge fordeles til erhvervets egne organisationer og forskere. Eksempelvis modtog Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, ikke mindre end 111 mio. kr. i tilskud fra Promilleafgiftsfonden i 2009…

Forbrugerrådet er repræsenteret i en række af fondenes bestyrelser, og direktør Rasmus Kjeldahl har længe anbefalet, at landbruget fratages flertallet i bestyrelserne:
“Det er skatteborgernes penge, der stilles til rådighed for landbruget via fondene. Derfor bør offentligt udpegede repræsentanter have flertal i bestyrelserne,” siger Rasmus Kjeldahl.

Han mener også, at en del potentielle ansøgere opgiver på forhånd, fordi “det vil være lettere at få bevilget penge til et projekt, der hæver produktiviteten i svinestalden end til et projekt, der kan bane vejen for at reducere landbrugets klimabelastning.”

Typisk for dansk landbrug, der må have statsstøtte til selv det mindste projekt. Ellers kan der jo heller ikke blive råd til de milliardstore investeringer i udlandet. Pengene skal jo bruges – gerne på at eksportere forureningen til østlande, hvor miljøet stadig er en by i Rusland. 

Hvor kan vi dog være stolte af det landbrug…

14. juni 2011

Steen Ulnits

* Pesticidafgiften udskudt – for tredje gang

Statskassen går glip af flere hundrede millioner kroner, fordi regeringen endnu engang har udsat omlægningen af afgiften på sprøjtemidler, som blev bebudet allerede i 2008. Det mener Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov. Hun konstaterer samtidig, at forbruget af sprøjtemidler idag ligger 52 procent over regeringens eget mål, og at hver fjerde drikkevandsboring nu er forurenet med sprøjtemidler.

“Pesticidafgiften indgik i regeringens Grøn Vækst-pakke, men her er den grønne vinkel nu helt væk,” siger Mette Gjerskov til Jyllands-Posten. “Samtidig er projektet underfinansieret med 150 millioner kroner om året, fordi afgiften ikke er indført, selv om man for længst har kompenseret landmændene med en halv milliard kroner om året i form af lavere ejendomsskatter. Hvis vi kommer til magten, vil vi indføre en pesticidafgift i en hulens fart,” siger Mette Gjerskov til avisen.

Skatteminister Peter Christensen (V) forklarer fantasifuldt den forsinkede omlægning af afgiften med tekniske problemer. Ifølge skatteministeren vil lovforslaget blive fremsat i slutningen af oktober eller begyndelsen af november. Men når der bliver udskrevet folketingsvalg, bortfalder imidlertid alle lovforslag. Og det skal der som bekendt være senest til november.

Det kalkulerer regeringen og Venstre altså helt kynisk med – præcis som de gjorde, da det ellers så ud til at lysne med en løsning for Tangeværket. Så kom der meget belejligt et valg i vejen. Og alt var igen ved det gamle…

Den regering har vi og miljøet bare ikke været heldig med. Den står for manipulation og magtmisbrug af værste skuffe.

14. juni 2011

Steen Ulnits

* Skader mere, end den gavner

Bæredygtigt Landbrug kritiserer nu den aftale, som Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen indgik med regeringen. Bæredygtigt Landbrug mener nemlig, at det er en uheldigt, når bedre vilkår for landbruget aftales for at få den stærkt omdiskuterede aftale om grænsekontrol igennem.

“Det er ligesom et forlig, der deler vandene i dansk politik. For at få aftalen om grænsekontrollen igennem, giver man landbruget bedre forhold. Det synes jeg er nogle mærkelige ting at blande sammen,” siger Vagn Lundsteen, direktør i Bæredygtigt Landbrug. Han medgiver, at elementerne er til gavn for landbruget, men kalder dem alligevel for småelementer.

“Jeg tænker meget på landbrugets image, og jeg er ligeglad med små ændringer, hvis det skader landbrugets image. Det fjerner jo ikke Grøn Vækst, det giver ikke dansk landbrug bedre konkurrenceforhold, og det fjerner heller ikke, at vi skal begrænse udledningen af kvælstof med 19.000 ton, som ligger til grundlag for det hele”.

“De nye ting giver nogle fordele, men man skulle have taget fat i hele Grøn Vækst-pakken i stedet for, hvis de i det hele taget skulle have gjort noget. Småelementer gavner altså ikke ret meget, og de skader mere, end de gavner,” siger Lundsteen.

30. maj 2011

Steen Ulnits

* Kristendemokraterne: Det nye Venstre

Borgerlige politikere i Folketinget kappes for tiden om at være mere bondske end bønderne i Venstre. Flertallet bag den skærpede grænsekontrol blev således sikret, efter at regeringen havde lovet Per Ørum Jørgensen, Kristendemokraterne, fire ting til gavn for landbrugets udviklingsmuligheder. Dermed fik man det 90. mandat i hus. Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne blev enige om følgende:

1) Landbruget kan søge lån i de fonde, der vil blive oprettet under Dansk Vækstkapital, som har til formål at investere i nye og mindre virksomheder i form af egenkapital og andre former for risikovillig kapital.
2) Fødevareerhvervet får plads i det udvalg, der skal se på, hvordan man kan nedsætte selskabsskatten fra 25 til 20 procent.
3) Ordningen med YJ-lån fortsætter året ud, og samtidig er der igangsat en undersøgelse af mulighederne for fortsat at hjælpe yngre jordbrugere med at etablere sig via en selvfinansierende ordning.
4) Der må ikke ske en overimplementering af vandplanerne i forhold til EU-direktivet. For eksempel må man ikke unødvendigt medtage vandløb, hvis de ved en fejl er blevet klassificeret som naturlige.

Hos Landbrug & Fødevarer glædede man sig naturligvis over endnu en gunstig aftale:
“Det er glædeligt, at Kristendemokraterne sætter fingeraftryk på aftalen med nogle af de ting, vi gerne vil have. Det kan være med til at skabe vækst og beskæftigelse, og det trækker bestemt i den rigtige retning,” siger formanden Niels Jørgen Pedersen.

Heldigvis har de seneste meningsmålinger talt deres tydelige sprog: Kristendemokraterne og Venstres nyttige idiot fra Kristendemokraterne – døbt “Lille Per uden elefanten” af tidligere justitsminister Hans Engell (K) – kommer ikke i nærheden af Folketinget efter valget.

Men skaden er desværre sket med det 90. mandat.

29. maj 2011

Steen Ulnits

* Gyllebøde til frostglad landmand

En 30-årig landmand fra Vildbjerg er blevet idømt en bøde på 20.000 kr. for at have spredt gylle på sine frosne marker den 10. februar i år. Det skriver Herning Folkeblad. Gyllen endte med at løbe lige henover jorden, gennem en gårdsplads og ned i en mindre sø ved Abildå.

Rigsadvokaten har tidligere nævnt bøder i størrelsesordenen 20.000 kr. for denne type forseelser, og dermed fulgte retten altså tidligere kendelser i sager som denne.
Man kan kun glæde sig over, at de svin, der opdages og anmeldes, trods alt bliver straffet. Men det er kun en brøkdel, der fanges – ikke mindst i dette forår efter en lang og hård vinter som den forgangne, hvor gylletankene bugnede.

Det er for øvrigt ganske imponerende, at en professionel jordbruger ikke kan se, om hans jord er frossen eller ej. Han må have sovet i timerne på landbugsskolen. Eller have glemt brillerne. Eller være totalt hjernedød, som C.V. Jørgensen synger det.

29. maj 2011

Steen Ulnits

* Stallingen totalfredet i 3 år

DTU Aqua afholdt i februar 2011 et informationsmøde i Silkeborg med sportsfiskerforeninger fra de danske stallingvandløb. Formålet var at udveksle information om den aktuelle status for bestanden af stalling.

Samtlige deltagere fra alle vandsystemer kunne her berette om en meget drastisk nedgang i antallet af stallinger, både i de vestvendte vandløb og i Gudenåen. Der var bred enighed om, at det er nødvendigt at frede stallingen i hele landet.

Derfor foreslog DTU Aqua efter mødet en treårig fredning til Fiskeridirektoratet, som efter en høring netop har fastsat en totalfredning hele året frem til og med den 15. maj 2014 (bekendtgørelse nr. 430 af 11. maj 2011). Alle fangne stallinger skal derfor genudsættes i denne periode.

DTU Aqua skal nu i de kommende år undersøge udvalgte bestande og forsøge at finde frem til årsagerne til tilbagegangen, så der evt. kan sættes ind med bestandsophjælpende tiltag. Mulige årsager kan bl.a. være, at stallingerne i højere grad end tidligere bliver ædt af rovdyr som f.eks. skarv, odder m.fl .

De seneste to isvintre har tvunget landets skarver til at søge føde i de stadig isfri strømvande. Og fra Schweitz og Østrig ved man kun alt for godt, hvad det betyder: En total udryddelse af stalllingbestanden. Det lader til at ørrederne klarer sig bedre end stallingerne, der jo står frit fremme i strømmen.

17. maj 2011

Steen Ulnits 

* A: Landbruget skal bidrage til velfærden

Den røde blok fremlagde for nylig deres plan for, hvordan fremtidens velfærd skal finansieres. Her lægger de blandt meget andet op til, at landbruget skal betale 1,1 mia. kr. mere i miljøafgifter.

Af planen fremgår det også, at S og SF vil gå hårdere efter to erhverv, som de mener bør bidrage mere til samfundet. Det er den finansielle sektor og landbruget, “der under den nuværende regering har fået markante skattelettelser, især på jordskatten” står der i teksten.

Socialdemokraterne og SF vil gradvist fjerne disse skattelettelser, hvilket kan ske ved at reducere landbrugets særlige rabat på ejendomsskatten (“bondegårdsreglen”) og ved at hæve landbrugets forureningsafgifter.

Endelig vil S og SF åbne markedet for produkter fra udviklingslande, og her er der i høj grad tale om landbrugsprodukter. I planen står, at især Nordafrika vil tjene meget på en liberalisering af handlen med landbrugsvarer.

Men det kræver altså, at vi får en ny regering først. Og statsministeren er jo ikke lige frem vild med at udskrive valg før tiden…

10. maj 2011

Steen Ulnits

* 10-dobling af bøde til landmand

En bøde på 2.000 kroner er alt for mild en straf for at ligge inde med det forbudte ukrudtsmiddelTribunil WP. Det bestemte Østre Landsret for nylig, da retten 10-doblede den bøde på 2.000 kroner, som en landmand fik ved Retten i Næstved.

Landmanden har tilstået at ligge inde med ikke mindre end 37 kilo af det forbudte ukrudtsmiddel, som blev forbudt i januar 2008. Det blev afsløret, da plantedirektoratet kom på kontrolbesøg i oktober 2008.

Landmanden havde købt plantegiften, inden forbuddet trådte i kraft, og som sådan havde han ikke gjort noget ulovligt. Hans fejl var dog, at han ikke fik fjernet den ulovlige gift fra sit kemikalierum, inden forbuddet trådte i kraft.

Den form for lovovertrædelse skal koste en bøde på 20.000 kroner, har Østre Landsret nu bestemt. Dermed ser landsdommerne ti gange mere alvorligt på sagen end byretten.

Det var anklagemyndigheden, der på vegne af Plantedirektoratet, bad om at få sagen prøvet ved landsretten. Man ønskede en principiel stillingtagen til, hvad bøden skal være i den slags sager.

Anklagemyndigheden havde gerne set, at bøden var blevet endnu større. Man havde nemlig forlangt, at landmanden skulle punge ud med 28.000 kroner for sin forseelse.

10. maj 2011

Steen Ulnits

* Gyllespredning på frossen jord

Hjørring Kommune har nu meldt flere landmænd til politiet, efter at de i marts måned spredte gylle på frossen jord.

“Jeg kan ikke komme med flere detaljer, om hvor mange det drejer sig om,” siger formand for kommunens teknik og miljøudvalg, Jørgen Bing (SF) til nordjyske.dk. Det er især landmænd fra Sindal-kanten, der i marts fik travlt med at afværge, at gyllen løb over den frosne jord og ned i vandløbene.

Ud over bøder risikerer landmændene at blive trukket i landbrugsstøtten, da det skal meldes til Fødevareministeriet, hvis man spreder gylle på frossen jord.
Politikerne i Hjørring Kommunes teknik og miljøudvalg har netop haft et møde med LandboNord, hvor det blev aftalt, at der skal laves en kampagne, hvor der informeres om problemerne ved at køre gylle ud på frossen landbrugsjord.

Ja, hvor svært kan det være at se, om jorden er frossen eller ej? Det kan man åbenbart ikke lære eleverne at se på landets landbrugsskoler. Selv om det hele jo her drejer sig om netop jord. Måske man skulle indlægge nogle kurser om “genkendelse af frossen jord før gyllespredning”?

Jeg har i dette forår selv set adskillige eksempler på, hvordan den nysprøjtede gylle nærmest fossede ned af den stadig frosne jord. Men nu er det jo efterhånden altid maskinstationerne, der forestår alt det mekaniske arbejde på markerne – mens storbonden selv sidder lunt hjemme bag computerskærmen og udfylder sine støtteansøgninger til EU. Han behøver ikke kere sig om banaliteter af denne slags – blot gyllen kommer ud af de overfyldte tanke.

Der er derfor kun ét at gøre, hvis man oplever gyllespedning på frossen jord: – Meld forureneren til politiet.

3. maj 2011

Steen Ulnits

* A: Mere naturstøtte – mindre landbrugstilskud

Hvis Socialdemokraterne kommer til magten efter det kommende valg, bliver der fra 2012 skåret 500 mio. kr. i den årlige EU-støtte til dansk landbrug. Pengene skal bruges til at finansiere store nye naturområder i Danmark, skriver Jyllands-Posten.

“Vores mål er at etablere 85.000 ha ny natur i løbet af 10 år. Finansieringen finder vi ved at inddrage en del af landbrugsstøtten,” fortæller Mette Gjerskov, miljø- og klimaordfører for Socialdemokraterne.

EU’s landbrugspolitik åbner for, at de enkelte medlemslande kan inddrage op til 10 pct. af den direkte landbrugsstøtte og bruge pengene til miljøformål. I Danmark svarer dette til et samlet, årligt beløb på maksimalt 700 mio. kr. Gjerskov understreger, at en stor del af støttekronerne vil komme retur til landbruget.

“Det vil ske i form af økonomisk kompensation til de landmænd, der skal indstille den intensive dyrkning af korn og i stedet udlægge deres marker til eksempelvis enge med græssende køer,”siger hun.

Det betyder dog, at der vil være færre støttekroner til de landmænd, der dyrker deres marker intensivt. Socialdemokraterne har allerede fremsat beslutningsforslag om nedsættelse af en naturøkonomisk kommission.

28. april 2011

Steen Ulnits

* Bæverne pist væk – på Djævleøen

Naturstyrelsen Nordsjælland appellerer nu til offentligheden om hjælp til at finde ud af, hvor de bævere, som blev sat ud i omkring Arresø i 2009 og 2010, befinder sig.

Appellen kommer efter, at omkring 30 medarbejdere fra Naturstyrelsen over to dage gennemsøgte Arresøs bredder samt vandløb, der har forbindelse til søen. Medarbejderne så masser af spor efter bæverne, men de så ikke bæverne. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

– Vi er ikke i tvivl om, at de har det godt. Vi har set masser af afgnavede grene og træer, men vi vil gerne have nogle observationer af selve dyrene, så vi ved hvor de lever. Denne viden skal vi bruge, når vi skal følge, hvordan bæverne påvirker dyre- og plantelivet ved deres levesteder, siger Naturstyrelsens vildtkonsulent i Nordsjælland, Niels Worm.

De mange spor efter bævere er fundet i tre åer med forbindelse til Arresø, Ramløse Å, Pøleå og Hessemose Å. Der er også fundet spor efter dem på søbredden tæt ved Nørremosen i Kregme.

– I en af åerne har vi lokaliseret et enkelt bo på et sted, hvor der normalt ikke færdes mennesker, men vi ved ikke, hvor mange dyr, der bor på det sted, siger Niels Worm. – Vi vil gerne have at vide, hvor der ellers bor bævere. Han forklarer, at det er nødvendig viden, når et nyt hold bævere sættes ud. – Vi håber, at vi til efteråret kan få endnu en bæverfamilie fra Tyskland, så vi kan modvirke, at vores bestand rammes af indavl, siger han.

Der er i alt udsat 16 bævere i Nordsjælland. Den ene er fundet dræbt i trafikken, og der er også fundet en unge, som formentlig er død af en tarmsygdom, siger vildtkonsulenten.

28. april 2011

Steen Ulnits

* Liberal Alliance: Det Nye Venstre

Liberal Alliance (LA) har indledt et usædvanligt samarbejde med Bæredygtigt Landbrug (BL).

Landmændene har hjulpet med at udforme partiets politik på landbrugsområdet, mens partiets reklamemand, Søren Kenner, gratis har udarbejdet et reklamekoncept for landmændene, skriver JyllandsPosten.

“Søren Kenner har arbejdet gratis for os, mod at vi har koordineret mange af vores budskaber,”siger Vagn Lundsteen, der er direktør for Bæredygtigt Landbrug. Lundsteen fortæller, at der ikke er indgået nogen skriftlig aftale mellem LA og BL, men at flere af BL’s medlemmer giver kontante beløb til LA.

Lobbyismeekspert og ekstern lektor på Københavns Universitet Mads Christian Esbensen mener, at sagen er problematisk:

“Det er en højest usædvanlig konstruktion og ligner en form for kreativ bogføring i politik. Det kan umiddelbart se ud som om, at Liberal Alliance indirekte betaler landbrugs-organisationen for at støtte Liberal Alliance politisk,” siger han til Jyllands-Posten. 

Anders Samuelsen erkender samarbejdet med Bæredygtigt Landbrug, men ser ikke noget odiøst i det: “Det er fordi, vi har en fælles sag. Hvis vi var politisk uenige, kunne jeg ikke finde på at indgå sådan en aftale, men vi er enige,” siger han.

“Venstre ved du, hvor du har” – i lommen på bønderne, der styrer landet fra Axelborg. Nu ved du så også, hvor du har LIberal Alliance – nemlig i de samme lommer…

28. april 2011

Steen Ulnits

* Gyllespredere, død og ødelæggelse

Gyllesprederne har kørt i døgndrift – bogstavelig talt – i det ellers så skønne forår. Luften har været tyk af gyllestank, og vejene har mange steder været glatte af gylledryp. 

De tonstunge gyllevogne har i år flere steder fået dispensation til at bruge offentlige veje efter den lange vinter med overfyldte gylletanke. Med efterfølgende ødelæggelser af vejene, som kommunerne – og dermed vi skatteborgere – siden må betale. 

Men ikke nok med det. De kolossale gyllevogne vælter ud på landevejene og er her ikke blot til gene for den almindelige trafik med deres sneglefart og dryppende slanger. Nej, de er også decideret farlige. Kort før påske kolliderede en bilist således med en gyllevogn, men slap mirakuløst fra uheldet med skader på arme og ansigt – trods en smadret bil med sammenklemt forende og knust forrude. 

Politiet konkluderede efterfølgende, at bilisten nok havde overset den tonstunge gyllespreder, der næppe kunne være på vejen. Men så er politiet jo også holdt op med at håndhæve love og regler for netop landbruget. Det så vi senest under traktortræffet på Rådhuspladsen. Man skal blot være stor nok og mange nok, så holder politiet sig bekvemt i baggrunden…

Og i den forgangne påske gik det så ud over en motorcyklist, der var ude at nyde det gode vejr. Her svingede en gyllespreder pludselig til venstre ind på en mark, og motorcyklisten havde ingen mulighed for at undgå et sammenstød. 

Motorcyklen blev smadret, men føreren kunne nøjes med en tur på skadestuen. Det er i skrivende stund ikke oplyst, hvad politiet har på motorcyklisten. Han kunne jo også bare være blevet hjemme og nydt landlugten…

17. april 2011

Steen Ulnits

* A: Bedre adgang til naturen

Socialdemokraterne foreslår nu, at danskerne skal have bedre adgang til mere natur, og derfor må de færdes til fods langs større vandløb, diger, hegn og skel.

Udgangspunktet er, at når skatteborgerne betaler for naturgenopretning og finansierer milliarder i landbrugsstøtte, så skal de også have adgang til at nyde de arealer.

“Jeg tror ikke, at det vil få danskerne til at trække i Fjällräven og vælte ud i det åbne land. Det vil være de særligt naturinteresserede, der tager af sted, men vi har brug for, at folk får bedre adgang til naturen, så de kan føle ejerskab til den,” siger partiets miljøordfører, Mette Gjerskov til Politiken.

I Landbrug & Fødevarer vækker forslaget som forventet ikke begejstring. Her vil man ikke have ændret de nuværende regler, der kun giver adgang på alle veje og stier i det åbne land, siger direktør for miljø og energi Niels Peter Nørring til avisen.

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) er også betænkelig. “Det er ikke vores politik at få åbnet for en masse færdsel langs vandløb. Det vil ikke tilgodese fuglene, især ikke i yngletiden”, siger foreningens næstformand, Egon Østergaard.

Ikke nogen overraskende melding fra DOF. Her kommer fuglene jo foran alt – også fiskene, jævnfør skarv-fredningen, der har tilgodeset en urimeligt stor bestand af skarv på bekostning af stort set alt andet. Senest er det efter alt at dømme gået ud over stallingerne, som har måttet totalfredes efter to strenge isvinter, hvor skarverne er søgt op i de isfri vandløb for at fouragere.

17. april 2011

Steen Ulnits

* Lønsomt landbrug

DR TV havde onsdag aften en interessant udsendelse om det gældstyngede danske landbrug. Selv om der ikke kom radikalt nyt på bordet, var der alligevel interessante facts imellem. Eksempelvis disse tørre tal, der tydeligt viser landbrugets økonomiske deroute – trods landbrugets mange anstrengelser for at overbevise os andre om det modsatte:

I 1966, altså for snart et halvt århundrede siden, beskæftigede dansk landbrug 13% af arbejdsstyrken – svarende til 300.000 ansatte i såvel produktion som forarbejdning. Dansk landbrug stod dengang for 8% af bruttonationalproduktet – BNP også kaldet.

I 2008 er der blot 1.100 fuldtids landmænd tilbage. Gårdene er blevet langt færre og meget større – med langt mindre bemanding. Mange af dem kommer fra tidligere østbloklande, som leverer billig arbejdskraft – ofte sågar illegal. Selv tidligere udviklingsminister og nuværende Venstre-politiker Ulla Tørnæs har været involveret. Hendes mand, der er storbonde i det sønderjyske, havde således ulovlig arbejdskraft ansat – naturligvis uden at ministeren selv anede det mindste om det. Hun var jo også blot gift med lovbryderen og boede sammen med ham på gården…

Anyway. Dagens 1.100 fuldtids landmænd producerer som aldrig før – korn på markerne og grise i staldene, ikke mindst. Men alligevel udgør dansk landbrug i dag kun 2% af BNP – en tilbagegang på 75% i løbet af mindre end 50 år. Det er da også en af grundene til, at så mange slagterier har måttet lukke gennem de seneste år. Det er ikke kun den høje danske arbejdsløn, der er årsagen – selv om dansk landbrug gerne ville det. Det er også produktionen, der er fejlet.

7. april 2011

Steen Ulnits

* Kloge landmænd

Landbruget selv lever stadig i fortiden og mener således, at landbruget stadig er det vigtigste danske eksporterhverv, og at det derfor skal subventioneres i alle ender og kanter og have tiladelse til at forurene frit, hvor andre virksomheder må rydde op efter sig selv.

DR TV nåede ikke overraskende frem til den konklusion, at dansk landbrugs enorme gældskrise er selvforskyldt, og at landbruget derfor må klare sig selv – med nødvendige konkurser som inden for alle andre erhverv. Som Asterix og Obelix så fornemt udtrykte det i Romerne: – Lad forfalde, hvad ej stå kan…

Det positive ved DR-udsendelsen var besøget hos et par danske bønder, som faktisk stortrives i det nuværende økonomiske miljø. De har nemlig for længst indset, at det er ren hjernedød at forstætte som hidtil – med den ene rekordhøst efter den anden, som blot giver overproduktion og lavere fødevarepriser. Den begavede landmand har for længst set skriften på væggen og er sadlet om til økologi og forædling af egne produkter, som så kan opnå helt anderledes gunstige priser på markedet.

Hjernedøde bønder fit for fight, som C. V. Jørgensen så bramfrit udtrykker det, ja, de fortsætter derimod ufortrødent med industriproduktion, gyllevogn og giftspreder. De kan simpelthen ikke finde på andet. Som en amerikaner for nylig udtrykte det i en helt anden sammenhæng: “They couldn’t innovate themselves out of a paper bag”…

Men som altid i naturen: De kloge overlever, mens de dumme dør. Det er helt efter eget valg. Og aldeles naturligt. Kunne det blot gå lidt hurtigere.

7. april 2011

Steen Ulnits

* Strid om Storåen

En række fiskeriforeninger og lodsejere langs Storåen har fundet fælles fodslag og dannet en ny forening for åen.

– Der er blevet et stort behov for sammenhold over for den offentlige myndighed, så derfor er vi gået sammen for at skabe et samarbejde lystfiskere og lodsejere i mellem, siger Ejgil Kølbæk, formand for Ørre-Sinding Lystfiskerforening.

– Formålet er at samle alle fiskeriforeninger, -konsortier og lodsejere, der har fiskevand i Storå-systemet, med det formål at skabe fælles samarbejde over for myndigheder og andre interessegrupper til gavn for fiskebestanden i å-systemet. Og derved forbedre mulighederne for selvproducerende fiskebestande i Storå-systemet fra udspring til udløb i havet, fortæller Ejgil Kølbæk.

Den afgørende årsag til stiftelsen af den nye forening har været forvaltning af den meget omstridte laksekvote i jyske vandløb. For det er ikke kun i Storå, man har problemer med fordeling af laksekvoten. Skjern Å, Varde Å, Ribe Å og Konge Å har samme problemer og er således blot nogle af de åer, den nye forening arbejder sammen med.

– Det afgørende punkt har været, at man har fredet laksen. Det kan vi godt gå med til, men vi kan ikke acceptere, at man kun vil give kvoten til én forening – som man således skal være medlem af for at hjemtage en laks på egen jord. Det er i strid med menneskerettigheds-konventions artikel 11 om foreningsfrihed, som også ligger fint i tråd med den danske grundlov om foreningsfrihed, siger Ejgil Kølbæk for peger på, at myndighederne prøver at indføre en kvoteordning uden at oplyse lodsejerne om, at man skal være medlem af en forening for at få del i laksekvoten.

– Derfor skal det stoppes nu. Jeg kan godt se for mig, hvad der vil ske, hvis vi først kommer om 5-10 år for at gøre vores krav gældende. Så vil det nok være svære at stoppe ulovligheden, for så vil beskeden være, at sådan har det altid været, siger han.

Det er gratis at være medlem af den nye forening, og alle foreninger/konsortier og lodsejere med fiskevand i Storå-systemet kan optages som medlem.

1. april 2011

Steen Ulnits

Aktuelt 1. kvartal 2011

* – Hør, hvor vi gungrer…

– Når landmændene omtaler deres store betydning for beskæftigelsen, er det som at høre musen stå ved siden af elefanten: – Hør, hvor vi gungrer…

Sådan lyder det fra De Økonomiske Råds sekretariat, der har kigget på tallene. Dansk landbrug lever nemlig i en verden, der ikke er af denne jord. Dansk landbrug lever nemlig i den vildfarelse, at uden dem ville Danmark ophøre med at eksistere. Eller i hvert fald dø af sult. Dansk landbrug lever i den vildfarelse, at det er dem, der skaber alle arbejdspladserne og alle eksportindtægterne.

Læs videre og se, hvordan det i virkeligheden forholder sig – i tørre tal og i denne verden:

1) Dansk landbrug har omkring 70% af den danske muld under plov. Det gør Danmark til verdens suverænt mest intensive landbrugsland. Intet andet land kommer op på siden af os her. Her må vi nødtvungent medgive, at dansk landbrug har den ubestridte førertrøje.

2) Dansk landbrug er netto en ren underskudsforretning. Det regnede Kommunernes Landsforening ud allerede for mange år siden, og regnestykket ser ikke bedre ud i dag. Snarere tværtimod. Skal man regne alle udgifterne til rensning af det forurenede grundvand med, ser det rigtig skidt ud for dansk landbrug, som da er en økonomisk katastrofe.

3) Landbruget er ikke længere det bærende erhverv for dansk økonomi. Langt fra. Samlet bidrog landbrug og følgeindustri i 1966 med 8% af den samlede produktion, mens andelen i 2008 er faldet til sølle 2%. Beskæftigelsen i landbrugssektoren er faldet fra 13% af den samlede beskæftigelse i 1966 til 3% i 2008.

2-3% af den samlede økonomi er ikke meget – nærmest ubetydeligt. Men skaden fra disse 2-3% er kolossal – større end nogensinde. Og deres traktorer fylder urimelig meget på Rådhuspladsen.

– Hør, hvor vi gungrer. – Og lugt, hvor vi sviner…

27. marts 2011

Steen Ulnits

* Bønderne i Jammerbugten

Alt dette vækker mindelser fra dengang, hvor jægerne af hensyn til miljøet skulle omstille sig fra blyhagl til stålhagl. Dengang var der heller ikke grænser for al den elendighed, det ville medføre: Haglbøsserne ville eksplodere på grund af det højere tryk fra stålhaglene. Savværkerne ville gå konkurs, når deres kostbare maskiner gik i stykker på grund af de hårde stålhagl. Og dyrene ville blive anskudt i langt større omfang – på grund af stålhaglenes dårligere ballistik…

Det blev som bekendt slet ikke noget problem. Ikke en bøsse er sprængt. Ikke et savværk er lukket. Anskydningerne er stadig det samme problem, som de altid har været – også i blyhaglenes tid. Det er som at høre jægernes jamren igen – nu er det blot bønderne, der har spændt jammerkassen foran den tonstunge, 4-hjulstrukne og statsfinansierede traktor med de store dobbeltdæk – da den altså vel var hjemme igen fra Rådhuspladsens traktortræk. 

De kan ikke klare kravene fra Vandramme-direktivet. De kan ikke undvære randzonerne. De kan ikke reducere mængden af sprøjtegifte. De kan ikke komme af med gyllen på anden vis. Og så videre. Faktisk kan de ingenting – ud over at modtage understøttelse fra EU. Det er mange år siden, de sidst har tjent deres penge selv. 

Det er en ynk. Patetisk jammer fra et erhverv, der har fået i hoved og røv siden Danmarks indtræden i EU. Bliv dog voksne og erkend jeres ansvar for den danske natur, som I har fået lov til at forvalte næsten 70% af. Det er mere end i 11. time.

27. marts 2011

Steen Ulnits

* – Eller er det bare noget pis?

Det er snart til at få kvalme af. Hver dag fyldes æteren med dansk landbrugs nye reklame, der forherliger industrilandbruget og giver befolkningen det indtryk, at her er alt godt. Her smiler slagteriarbejderne sødt til hinanden over samlebåndet, mens de døde grise kører forbi i en lind strøm. Her bølger kornet smukt på markerne, mens solen skinner.

Men der er ingen billeder af de kæmpemæssige gyllevogne, som i disse dage spreder død og ødelæggelse over det danske land. Som fodrer alger i vandmiljøet, så disse har kronede dage, blomstrer op og gør vandet til en brun algesuppe, som fiskene ikke kan trives i. Som forårsager iltsvind og efterfølgende bundvendinger.

Det er kun det statsstøttede danske landbrug, der har råd til at producere og sende så kostbare reklamefilm som denne. Betalt af dig og mig – og miljøet. Ikke et ord om danske grise, der er pumpet med penicillin, så bakterier bliver resistente og i sidste ende kræver menneskeliv. Ikke et ord om den mishandling, der finder sted af husdyrene i mange landbrug.

Og så videre. Ren forherligelse, der grænser til løgn og latin. Men smart lavet af danske bønder, som i snit har en fuld understøttelse hjemme hvert år den 1. januar, når de starter traktoren, giftsprederen og gyllevognen.

– Eller er det bare noget pis? Svaret blæser i vinden. 

– Men lugt selv efter i disse dage…

27. marts 2011

Steen Ulnits

* – Tænk, hvis der var et yndigt land…

Ser man fjernsyn i disse tider, er man nødt til at lægge øjne og ører til et dansk landbrug, der lukker statsfinansieret gylle ud i æteren. – Tænk, hvis der var et yndigt land, lyder det gang på gang fra den inciterende speakerstemme.

Ja, tænk, hvis der var. Men det er længe siden. Der var engang et yndigt land, der bølgede sig i bakkedal. Nu er det et skændet land, som vrider sig i gyllestank og bundvendinger. Altsammen finansieret af dig og mig via vort EU-bidrag, der kanaliseres tilbage til et dansk landbrug, som straks kvitterer for pengene og siger tak for tilliden med gyllevogn og giftsprøjte. For gyllen skal jo ud, og gift skal der jo til – helst lidt ekstra for en sikkerheds skyld –  hvis vi skal have endnu en rekordhøst…

Nu er der jo absolut ingen, der har bedt dansk landbrug om at producere 25 millioner grise om året. Hvis nogen så gør det alligevel, er det vel deres problem at komme af med gyllen, eller? 

Næh-nej. Det er skam det danske land og de danske skatteborgere, der skal løse det problem for et gældstynget dansk landbrug. Så gældstynget, at der kun kan blive nogle få hundrede millioner eller milliarder danske kroner til overs, som kan investeres i nye grisefabrikker i udlandet – hvor det er tilladt at svine mere, end det trods alt er tilladt i lille Danmark.

Under den nuværende regering er miljø blevet et fyord, som næsten aldrig nævnes mere. Tænk – det kunne jo gå ud over arbejdspladserne. Tænk, det kunne jo gå ud over storbonden, der måtte vente et år ekstra med at udskifte den tonstunge 4-hjulstrukne traktor med en ny og større. For slet ikke at tale om den sorte Mercedes, der pryder den brolagte gårdsplads. Jeg ved det, for jeg har set den – hjemme på gårdspladsen og ude ved markerne, når maskinstationens lejesvende skal have de sidste instrukser, før de går i krig med naturen.

Som en af mine gode venner engang sagde: – Problemet er ikke de 25 millioner grise i staldene. De kan jo ikke gøre for det. Problemet er de 5.000 svin, der holder dem…

– Tænk, hvis der var et yndigt land… Det er der desværre ikke længere.

Men det kan der blive igen – efter næste valg!

27. marts 2011

Steen Ulnits

* Gyllebøde til fynsk landmand

Faste læsere af denne side vil sikkert kunne huske historien fra sidste forår. Nu er der så langt om længe faldet dom i sagen.

Den pågældende landmand fra Fyn er i Retten i Svendborg idømt en bøde på 30.000 kr. efter forurening af Stokkebækken ved Gudme sidste år. Landmanden kan dog ende med at skulle betale et væsentligt større beløb, skriver Fyns Amts Avis.

Svendborg Sportsfiskerforening, der betaler 20.000 kr. om året for at fiske i Stokkebækken, vil kræve 70.000 kr. af landmanden. Sportsfiskerne vurderer, at der vil gå tre år, før Stokkebækken er så ren som før, og de sidste 10.000 kr. dækker mistede medlemmer og kontingent.

Dertil kommer, at Svendborg Kommune er klar med et erstatningskrav på 50.000 kr. til dækning af omkostninger i forbindelse med oprensning af bækken.

Udslippet skete, da landmanden var ved at pumpe gylle ud til udlæggeren på marken. Det skyldtes en utæthed ved en kobling fra pumpen på gårdspladsen til gylleslangen, som førte ud til en udlægger på marken. Gyllen løb ned ad en skråning og ud i en bæk, hvorfra det løb videre ud i Stokkebækken, der ifølge Fyns Amts Avis indtil da var kendt som Fyns reneste fiskevand.

Udslippet blev dog først opdaget to dage senere, da en flok spejdere så, at det flød med døde fisk i åen. Men det var først efter et større opklaringsarbejde, at Svendborg Kommune fandt årsagen og meldte landmanden til politiet.

En pikant krølle på historien er, at den lokale landbrugsorganisation anbefalede landmanden at ændre forklaring, så sandheden ikke kom frem. Det gjorde den så alligevel!

7. marts 2011

Steen Ulnits

* Ny 25 meter beskyttelseszone

Miljøminister Karen Ellemann, V, fremsatte i fredags en samlelov, der omfatter ændringer i syv love på miljøområdet. Blandt lovændringerne er et forslag om forbud mod at gøde eller dyrke de første 25 meter omkring alle almene vandboringer til drikkevand.

Alle lovforslagene er udmøntninger af regeringens Grøn Vækst-aftale. De øvrige love, som ændres med samleloven er Naturbeskyttelsesloven, Planloven, Vandløbsloven, Miljømålsloven, Kemikalieloven, Miljøbeskyttelsesloven og Vandforsyningsloven. Ikke så lidt af en forårsrengøring.

Ud over at sikre bedre beskyttelse af drikkevandsboringerne indeholder lovforslaget nye muligheder for at lave særlige ådale, der kan virke som rensningsanlæg for fosfor, mere skånsom vedligeholdelse af vandløb og en samkøring af registre, der gør det lettere og mere effektivt at håndhæve forbud mod ulovlige sprøjtemidler.

Samtidig indeholder lovforslaget en række tiltag, der skal sikre, at landbruget kan producere mere vedvarende energi. Blandt andet sikrer loven, at der kan placeres flere biogasanlæg, og den giver landmændene nye muligheder for at dyrke biomasse til vedvarende energi.

“Grøn Vækst kommer til at betyde en markant fremgang for miljø- og naturbeskyttelsen i Danmark. Den sikrer masser af nye naturarealer, bedre beskyttelse af drikkevandet og bedre beskyttelse af vores vandmiljø,” siger miljøminister Karen Ellemann i en pressemeddelelse.

Ud over den skærpede miljøbeskyttelse i det nye lovforslag, er 23 vandplaner og 246 naturplaner i høring. De skal sikre både vandmiljø og naturen på land. Samtidig indfører regeringen 75.000 ha ny natur som led i Grøn Vækst.

Det lyder jo smukt, men hvem skal kontrollere, at de 25 meter overholdes? Landbruget kan jo ikke engang se, hvor den allerede gældende 2 meter zone går…

7. marts 2011

Steen Ulnits

* Gydegrus gi’r yngelsus!

Måske har du som jeg spekuleret over, om nu den megen udlægning af gydegrus i landets maltrakterede vandløb overhovedet giver resultat? Når nu en enkelt vinters sandvandring helt kan tildække nys udlagte grusbanker…

Men fortvivl ikke. Udlægningen af gydegrus øger faktisk bestanden af ørredyngel med cirka 175 procent i gennemsnit, dvs. næsten en tredobling. Dette er et af resultaterne fra en specialerapport, hvor effekten på ørredbestanden er undersøgt. 

Undersøgelsen tog udgangspunkt i 71 vandløbsstationer, hvor der er foretaget restaurering med gydegrus, og effekten blev målt ud fra bestandstætheden af ørreder henholdsvis før og efter restaureringen. Ud fra hver lokalitets geografiske placering er der indhentet bestandstætheder på ørreder fra lokale undersøgelser, DTU Aquas udsætningsplaner og fra praktisk feltarbejde i form af elbefiskninger i forbindelse med specialet.

På 34 procent af de undersøgte strækninger var der ingen fremgang i yngeltætheden, og den præcise årsag kendes ikke. Det kunne være den massive sandvandring, der spiller ind her. Men udlægningen af gydegrus er traditionelt sket på forskellige måder, hvoraf nogle er bedre end andre. F.eks. har gydegrusets kornstørrelse samt hældning og længde på gydebankerne betydning.

Konklusionen på undersøgelsen er, at det i meget høj grad nytter at udlægge gydegrus, når formålet med restaureringen er at forøge bestandstætheden af ørredyngel. Effekten på antallet af ældre ørreder er mere begrænset (forøgelse på 43 procent), hvilket indikerer, at ældre ørreder ikke stiller de samme krav til levestedet som ørredyngel.

Udlægningen af gydegrus tilgodeser selve gydningen samt ynglens valg af levested, hvorimod de ældre ørreder trækker væk fra de lavvandede stryg og kræver dybere vand, bedre muligheder for skjul og fri passage.

7. marts 2011

Steen Ulnits

* Flere laks i Storåen

Det går det den rigtige vej for Danmarks næstlængste vandløb, men der er stadig lang vej, før lakseplanens endelige mål om “gunstig bevaringsstatus” for en naturlig laksebestand er indfriet. Flertallet af de laks, der gyder i Storåen, er nemlig stadig resultatet af årlige udsætninger af halvårs og etårslaks.

En gunstig bevaringsstatus forudsætter en opgang på ca. 1.000 laks, der ikke stammer fra udsætninger, og der skal være en tilstand, hvor det sikres, at bestandene på sigt ikke uddør og kan modstå enkelte dårlige sæsoner, f.eks. hvor overlevelsen af yngel slår fejl eller, at gydebestanden af andre årsager er meget lille.

DTU Aqua vurderer, at Storåens samlede potentiale er en opgang på 4.000 – 6.000 laks under forudsætning af, at alle forhold er optimale for laksen. Dette er desværre ikke tilfældet. Det skyldes blandt andet de problematiske passageforhold omkring opstemningen og vandkraftsøen i Holstebro by, både for optrækkende gydelaks og for nedtrækkende smolt. Omkring to tredjedele af hele Storåens gyde- og opvækst områder befinder sig opstrøms vandkraftsøen.

Nedstrøms såvel som opstrøms for vandkraftværket bliver der dog gjort en stor indsats for at forbedre de fysiske forhold for laksen. Dambrug bliver omlagt, så de ikke længere tager vand ind fra åen. Kanaliserede stræk bliver genslynget, og historiske gydebanker bliver gendannet. At disse tiltag virker bekræftes af en netop afsluttet undersøgelse udført af DTU Aqua.

Her har brugen af radiotelemetri påvist, at adskillige af de 34 mærkede laks har benyttet de tre store tilløb Råsted Lilleå, Gryde Å og Vegen Å til gydning.

7. marts 2011

Steen Ulnits

* To grossister i fiskegrej politianmeldt

Når man nu har så travlt med at kritisere dansk landbrug for deres svineri, så må man også feje for egen dør. Men det er desværre ikke altid, det lykkes…

Miljøstyrelsen politianmelder således to importører af fiskeudstyr til lystfiskere. Det sker efter, at Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har fundet store mængder bly i fiskeudstyr som blink, lodder og pirke.

Inspektionen har været på kontrolbesøg i danske butikker og hos importører. Her fandt de over 80 procent bly i en fjerdedel af de undersøgte produkter, selvom fiskegrejet kun må indeholde 0,01 procent bly. To af de anmeldte importører har tidligere fået en indskærpelse for at sælge blyholdigt fiskeudstyr videre til butikkerne, og derfor bliver de nu meldt til politiet.

– Det er meget store mængder bly, der er fundet i udstyret, og det er et klart brud på reglerne. Derfor forstår jeg godt, at Miljøstyrelsen nu skrider til politianmeldelser. Hermed sender de et entydigt signal til branchen om, at ulovligt fiskeudstyr ikke tolereres i Danmark.

– Vi har forbudt bly i Danmark, fordi det er et giftigt tungmetal, som ikke nedbrydes i naturen, men ophobes i fødekæden til skade for både mennesker og miljø. Jeg kan forsikre lystfiskere og branchen om, at Kemikalieinspektionen vil gentage kontrollerne, indtil vi ikke længere finder bly i fiskegrej, siger miljøminister Karen Ellemann. 

– Jeg vil opfordre til, at man for en sikkerhedsskyld afleverer sit udtjente fiskegrej som farligt affald på genbrugsstationen. Dermed undgår vi, at blyet cirkulerer i samfundet og ender i os mennesker eller miljøet, siger Karen Ellemann.

Smukke ord. Men måske Kemiske Karen også skulle feje for sin egen dør først. Måske vor miljøafviklingsminister burde checke sin egen skraldespand for miljøfarlige tungmetaller i kasserede batterier – før hun politianmelder andre?

Det ville i hvert fald gavne hendes troværdighed – den smule, der måtte være tilbage…

12. februar 2011

Steen Ulnits

* Blytunge lystfiskere opdaget

Siden 2002 har bly i fiskeudstyr og en lang række andre produkter været forbudt på det danske marked – desværre ikke i resten af EU.

Forhandlerne skal kunne dokumentere, at fiskegrejet ikke indeholder bly. Kan de ikke det, skal de tage produktet tilbage. Har man fiskegrej derhjemme, som er købt før forbuddet i 2002, er der en stor sandsynlighed for, at det indeholder bly.

I 2008 undersøgte Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion omkring 60 produkter i butikkerne. Her fandt man bly i 80 procent af varerne. Hovedbestanddelen af produkterne indeholdt mere end 5 procent bly.

Miljøstyrelsen undersøgte så sidste år 120 tilfældigt udvalgte blink, pirke og spinnere. Her fandt man bly i 76 produkter. Kemikalieinspektionen udtog 39 produkter til nærmere analyse på grund af mistanke om højt blyindhold. 29 af produkterne viste sig at indeholde over 80 procent bly…

Det resulterede så nu i ovennævnte politianmeldelse. Det har ikke været muligt at få oplyst, hvem de pågældende grossister er. Kun vides det, at det ikke er landets største grossist på området, nemlig Pure Fishing. De fik heller ingen påtale sidste gang – ved første kontrol.

Hvem det så er, dukker givet op senere.

12. februar 2011

Steen Ulnits

* Fødevareminister: Randzoner udskydes ikke

Ret skal være ret, og ind imellem kommer der trods alt små positive pip fra regeringen. For eksempel dette fra fødevareminister og aktiv landmand Henrik Høegh (V).

Han agter nemlig at fremsætte og gennemføre lovforslaget om 50.000 ha randzoner langs vandløb og søer uændret, selvom nye forskningsresultater fra DMU tyder på, at randzonernes effekt på fosforudvaskningen er langt mindre end hidtil antaget. For selvom fosforeffekten eventuelt er mindre, er der fortsat mange andre gode grunde til at holde fast i randzonerne, mener Henrik Høegh.

“DMU siger selv, at der er stor usikkerhed om tallene. Vores indstilling er, at det er fint, at DMU nu vil arbejde for at få mere viden om det her. Hvis de så om fem år er bedre til at finde ud af, hvor det er godt at have brede bræmmer og hvor de skal være smalle, må vi gå ind og se, om vi skal ændre på noget. Men indtil videre holder vi fast i de tal og det, vi allerede har sat op,” siger Henrik Høegh.

“Samtidig har randzonerne altså en kvælstofeffekt på 2.500 ton N, – det tal står fortsat til troende og det er jo en ikke uvæsentlig del af de 9.000 ton N, som er målet inden 2015. Dertil kommer, at randzonerne har en positiv effekt på natur og biodiversiteten, ligesom randzonerne beskytter mod afdrift af pesticider,” siger Henrik Høegh.

Henrik Høegh forventer, at randzonelovforslaget kan blive førstebehandlet i begyndelsen af marts og vedtaget inden sommerferien. Han understreger dog, at selve udlægningen af randzoner tidligst vil ske i 2012.

“Vi kører det igennem nu og får det på plads. Men det er først i 2012, at alle vandløb er registreret, så vi har styr på, hvor randzonerne skal være. Og jeg garanterer for, at ingen landmænd skal lægge bræmmer ud, før de på deres arealdatakort på nettet kan se, hvor de skal ligge!”

Man kunne være lidt ond og sige, at forslaget jo er aldeles gratis for landbruget at fremsætte. Bønderne respekterer jo alligevel ikke de allerede gældende 2 meter bræmmer, så hvorfor skulle de respektere nye, udvidede bræmmer?

Der er jo alligevel ingen til at kontrollere det.

12. februar 2011

Steen Ulnits

* Udnævner landmand til formand for ny nationalpark

Kemiske Karen slår til igen: Nu har hun udnævnt en landmand og Venstre-partifælle til formand for den nye nationalpark Vadehavet. Så er hun og Axelborg sikre på, at der ikke bliver foretaget noget, der kunne skade landbruget – eller gavne miljøet.

Nationalpark Vadehavet blev indviet 16. oktober 2010. Udpegningen af bestyrelsesmedlemmerne er sket efter indstilling fra myndigheder og organisationer. Formandsposten gik til den lokale landmand Bent Poulsen, der er tidligere borgmester.

“Jeg glæder mig over, at vi nu har fået bestyrelsen for Nationalpark Vadehavet på plads, så arbejdet kan komme i gang. Der har været stor lokal interesse for at sidde med i bestyrelsen, og det er derfor lykkedes at få sammensat en bestyrelse med stor handlekraft og tradition for samarbejde. Jeg glæder mig til at samarbejde med bestyrelsen,” sagde Karen Ellemann.

Bestyrelsens første store opgave bliver at udarbejde en plan for nationalparken – en plan som skal danne grundlag for den fremtidige udvikling af parken. Bestyrelsen skal desuden nedsætte et lokalt nationalparkråd, der skal rådgive bestyrelsen i større sager og principielle spørgsmål.

Og her gik vi naivt og troede, at tidligere miljøafviklingsminister Hans Christian Schmidt var regeringens bedste bud på en total eliminering af dansk natur. Han må imidlertid nu se sig overhalet indenom af Kemiske Karen – hvor ked af det han end måtte være. Han gjorde sit bedste, men det var ikke godt nok. Der var én, som var værre…

En mulig forklaring: Karen Ellemann arbejder benhårdt for at positionere sig som spidskandidat til et topjob i Dansk Landbrug. Noget, hun sikkert får god brug for, når hendes miljøfjendske regering forhåbentlig væltes ved det kommende valg til november i år.

Eller også er hun blot blevet en zombie fjernstyret fra Axelborg…

12. februar 2011

Steen Ulnits

* Vælgerne giver Kemiske Karen fingeren

En ny meningsmåling er trist læsning for miljøafviklingsminister Karen Ellemann.

Miljøafviklingsminister Karen Ellemann (V) er bortset fra udenrigsminister Lene Espersen (K) den minister, der har klaret sig dårligst siden regeringsrokaden i februar sidste år. Det mener vælgerne ifølge en meningsmåling, som A&B Analyse har lavet for Altinget blandt 1.136 repræsentativt udvalgte personer.

Politisk kommentator på Berlingske Thomas Larsen er ikke overrasket over målingen:

“Da hun blev miljøminister, kom hun lynhurtigt ind i nogle meget kontroversielle sager, som hun tabte på gulvet. Hun er en af de ministre, der har tabt allermest terræn og i dag ikke er en trækkraft for regeringen, tværtimod,” siger Thomas Larsen til Altinget.

Hele 21 procent af de adspurgte vælgere gav Karen Ellemann bundkarakteren 0 (på en skala fra 0-10, hvor 10 er bedst). Men også Ellemanns egne vælgere svigter hende – blandt Venstre-vælgerne er gennemsnittet 4,9, mens De Konservative vælgere giver ministeren 5,8 i gennemsnit.

Tankevækkende, at de Konservative holder mere af hendes miljødestruktion end hendes egne Venstre-folk. Og godt, at miljøbevidste Connie Hedegaard (K) slap ud af regeringen og landet i tide…

Miljøminister Karen Ellemann ønsker naturligt nok ikke at kommentere Altingets måling. Der til gengæld sikkert giver mange bonuspoint på Axelborg, hvorfra Danmark jo indtil videre styres.

12. februar 2011

Steen Ulnits

* Landbruget kan fortsætte sin forurening til 2027

Det er utroligt, men ganske vist: Kemiske Karen, der skulle forestille at være Danmarks miljøminister og dermed beskytteren af det trængte danske miljø, har netop føjet dansk landbrug. Igen. Som ægte Venstre-politiker har hun givet dem endnu 15 år til at indfase de miljøkrav, som EU pålægger dem…

Beslutningen er naturligvis ikke miljømæssigt funderet, som man ellers kunne forvente det af en miljøminister. Næh-nej. Den er ene og alene baseret på dansk landbrugs konkurrencemæssige situation. Vi skal jo gerne kunne producere billigere end både Tyskland og Holland, som vi ynder at sammenligne os med.

Problemet er bare, at Danmark er det mest landbrugsintensive land i verden – med over to tredjedele af det ganske danske land lagt under plov. Problemet er også, at Danmark under den borgerlige regering har udviklet sig til at blive et rent industrilandbrug – med massiv overproduktion af gylle, som havner på markerne, i grundvandet og i overfladevandet til åer, søer og kyster.

Danmarks miljømæssige problemer med landbruget er derfor langt større end Tysklands, og Danmark burde derfor gøre meget mere for at udbedre skaderne end vore konkurrenter i syd.

Men nej. Kemiske Karen giver miljøet fingeren og landbruget endnu 15 år til at svine videre i. Det er nærmest komisk, at hun ved sin tiltræden som miljøminister præciserede, at her fik man ingen landmand (som forgængeren Traktor-TRolex) som ny miljøminister. Det kan godt være. Men hun handler og opfører sig desværre som den værste gyllebaron i Danmarkshistorien.

Hende har vi bare ikke været heldig med. Det er ikke kun batterier, hun smider i skraldespanden. Det er snart hele Danmark…

9. februar 2011

Steen Ulnits

* DN: Klager nu til EU-Kommissionen

Danmarks Naturfredningsforening (DN) mener, at regeringen tilsidesætter sine forpligtigelser over for natur og miljø og skubber en stadigt større miljøregning videre til næste generation.

Derfor vil foreningen nu klage til EU-Kommissionen for at få den og EU-domstolen til at “tvinge Danmark tilbage på sporet”.

I en pressemeddelelse protesterer foreningen imod, at miljøtiltag i Grøn Vækst fra 2008 og væsentlige tiltag i Vandmiljøplan III ikke er gennemført. Desuden er foreningen harm over, at regeringen har besluttet at udsætte indførelsen af bræmmer om vandløb og søer, som samme regering vedtog helt tilbage i 2004.

“Efter års spilfægteri om vores natur og miljø er masken nu endeligt faldet, og tilbage står, at regeringen intet agter at foretage sig for natur og miljø. Det er helt urimeligt, at et i forvejen samfundsøkonomisk vigende erhverv kan nedlægge veto mod en så nødvendig dansk miljøpolitik. Regningen kommer helt sikkert. Nu er det størrelsen, man leger med,” siger Ella Maria Bisschop-Larsen i pressemeddelelsen.

“Det er sørgeligt, at den landbrugsvenlige regering vil fortsætte ad samme spor, som har fået dansk økonomi til at vakle med underskud på 350 mia. kr., mens vores fjorde, vandløb og søer gisper efter luft og vores grundvand forurenes af sprøjtegifte. Den negative udvikling vil selvsagt fortsætte nu med endnu større ødelæggelser til følge,” siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

9. februar 2011

Steen Ulnits

* DSF: Grøn Vækst = Vissen Plan

– Det er meget nedslående, at hensynet til den natur og det vandmiljø, vi skal give videre til vores børn og børnebørn, i den grad tilsidesættes til fordel for det danske industrilandbrugs kortsigtede, økonomiske interesser, siger Verner W. Hansen, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), og fortsætter:

– Samtidig er de danske undvigelsesmanøvrer i direkte strid med EU’s Vandrammedirektiv. Udgangspunktet er altså her, at miljømålene for vandløb, søer og kystområder skal være opfyldt i 2015. Forlængelse af denne frist forudsætter ganske særlige begrundelser, som skal godkendes i EU-kommissionen. Miljøministerens henvisning til tyske og hollandske forslag til vandplaner holder i den sammenhæng ikke en meter.

Danmark står i forvejen overfor en sag ved EF-domstolen for smøl med vandplanerne, der er forsinkede med 2 år. Med udvandingen af vandplanerne er den danske regering på direkte kurs mod nye sager som følge af, at planerne ikke lever op til Vandrammedirektivets krav.

9. februar 2011

Steen Ulnits

* Kemiske Karen kort fortalt:

Det er efterhånden kendt for de fleste, at den borgerlige regering – under ledelse af landbrugspartiet Venstre – ikke regner miljøet for noget. Men det er de færreste, som ved, hvor galt det egentlig står til. En kort status over regeringens tiltag for at leve op til EU’s Vandrammedirektiv:

1) Budgettet til at overvåge grundvandet med er skåret ned med 44,7 procent fra 2001 til 2009. En ny opgørelse fra Miljøministeriet viser, at man har reduceret budgettet fra 40,9 mio. til 22,6 mio. kr. De ligner regeringens bevidste bud på en løsning, der tillader landbruget at fortsætte med brugen af sprøjtegift. Så ingen kan se eller måle forureningen.

2) Hele 400 forureningsramte indvindingsboringer foreslås lukket på grund af forurening med pesticidrester fra landbruget. Regeringens holdning er tilsyneladende, at vi skal glemme alt om det rene grundvand, vi har fra naturens hånd – og så købe vort drikkevand på flaske i supermarkedet i stedet. Så er der nemlig frit slag til at forurene grundvandet yderligere.

3) I løbet af de sidste 14 år er antallet af årlige vandløbstilsyn faldet fra 9.824 til 2.174, svarende til et fald på 78 procent. Både ved regeringsskiftet i 2001 og ved kommunalreformen i 2007 faldt antallet af undersøgelser af vandmiljøet drastisk. Det gør det umuligt at evaluere de tiltag, Danmark i de senere år trods alt har igangsat for at forbedre vandmiljøet. 

4) Regeringen har netop droppet at pålægge landbruget at lave de bebudede 10 meter miljøbeskyttende randzoner omkring vandløb allerede fra næste efterår. Planen er udskudt til 2012. Næppe overraskende, da statistikken allerede viser, at landbruget i vid udstrækning ser stort på den gældende 2 meter beskyttelseszone…

24. januar 2011

Steen Ulnits

* 2010 ny rekordsæson ved Skjern Å

Den vestjyske Skjern Å fortsætter med at sætte nye rekorder. Således har de tre sidste år hver især budt på nye fangsrekorder ved det, de fleste betragter som Danmarks lakseå nummer ét.

I 2008 blev der af lystfiskere landet 873 laks i Skjern Å, mens der i 2009 blev landet 940 laks. 2010 fortsatte stigningen til hele 1.148 laks, hvoraf over en tredjedel blev landet på det klassiske, meget eftertragtede, men svært tilgængelige stykke ved Borris. Her får kun de færreste mulighed for at komme til. Og her profiterer man mest af de 280 milioner kroner, det kostede at restaurere åen.

Endnu mangler dog de helt store laks, som åen tidligere var kendt for. Laks i en størrelsesorden som tobakshandler Dinesens Danmarksrekord fra 1954: 26,5 kg. Men det må nødvendigvis snart komme. I hvert fald er den magiske 20 kg’s grænse slået hos naboerne i både nord og syd: Storåen i nord med en fluefanget fisk på 20,1 kg og Varde Å i syd med en fisk på 20,4 kg. Skjern Å må indtil videre “nøjes” med blanklaks på op til 18,4 kg…

Læs meget mere om Skjernå-laksen i min spritnye e-bog med titlen “Skjern Å – Danmarks nationale laksevand”.

24. januar 2011

Steen Ulnits

* Ny fiskefilm fra Korea – filmet med iPhone!

Den kendte og prisbelønnede koreanske filminstruktør Park Chan-wook har genopfundet filmen, som den retteligen bør være: Enkel og ligetil. Filmet med enkle hjælpemidler. Uden brug af avanceret udstyr.

– Har du ligesom hørt det før? – Var der nogen, som sagde dogmefilm?

Well, Park Chan-wook er gået skridtet videre. Han har nemlig optaget hele fiskefilmen – for en sådan er det – med sin og kollegernes iPhones. Ingen dyre filmkameraer her – kun billige iPhone 4 telefonkameraer. Efter sigende har der end ikke været brugt klaptræ!

Det skal blive spændende at se andre fiskefilm end dem, man har optaget på sin egen iPhone. Park Chan-wooks nye film kommer nemlig op på den store biografskærm, hvilket burde give Peter Ålbæk kold sved på panden og kræve et ekstra bab på cigaren! Nu bor der jo en potentiel filminstruktør og mulig konkurrent i enhver iPhone ejer! Og indtil videre er vi 47 millioner på verdensplan!!

Park Chan-wooks nye fiskefilm lader dog til at være mere spændende end det meste i kategorien. Filmens titel er intet mindre end “Paranmanjang”, hvilket er et velkendt begreb for alle koreanere. Det betyder nemlig “livets op- og nedture”.

Filmen handler om en fisker, der er taget ned til floden for at fiske. Her får han en kvinde på krogen, og i forvirringen bliver de begge viklet ind i linen. Fiskeren tror, at kvinden er død, men pludselig vågner hun op og prøver at kvæle ham. Han besvimer, men vågner op igen – nu i hendes klæder og hun i hans. Hun bliver forskrækket og kalder ham “Far…”!

Well, så er Park Chan-wook altså også manden bag prisbelønnede film som thrilleren “Old boy”, der kom ind på en flot andenplads til Cannes filmfestivalen i 2004. Hans vampyrfilm “Thirst” fik efterfølgende en flot tredjeplads ved Cannes i 2009. Det er således ikke en herr hvemsomhelst, der står bag iPhonen!

Der er tale om en kortfilm på 30 minutter, som jeg i hvert fald glæder mig meget til at se! Det bliver givet en befriende afveksling fra de sædvanlige og meget forudsigelige fiskefilm, vi ellers må leve med…

18. januar 2011

Steen Ulnits

* Klimanøl i kulkælderen

Klima- og energiminister Lykke Friis (V) er alt for langsom med at få lavet konkrete handlingsplaner, der skal gøre Danmark fossilfri inden 2050. Sådan lyder kritikken fra væsentlige klimaaktører i magasinet Ingeniøren.

“Jeg vil helst ikke stå og sige, at vores politikere er uduelige, men jeg vil gerne snart se livstegn,” siger formanden for regeringens klimakommission, Katherine Richardson, til Ingeniøren.

Sammen med energiaktører som DI Energibranchen, Dansk Energi og Concito efterlyser kommissionsformanden de handlingsplaner, som klima- og energiminister Lykke Friis (V) bebudede i dagspressen allerede tilbage i april 2010.

Planerne for at gøre Danmark fossilfri, som laves på baggrund af Klimakommissionens rapport, skulle have ligget klar inden årsskiftet, men er siden blev udskudt til ‘tidligt i 2011’.

“Lykke Friis sparkede alt til hjørne, inden vi afrapporterede, og det havde jeg stor respekt for. Det gav os arbejdsro. Spørgsmålet er, om bolden er på banen, eller om den er helt ude af spillet,” siger Katherine Richardson.

Dansk Energi savner ligeledes handling. Her er man ved at miste tålmodigheden – især når det gælder om at udskifte kul med biomasse i de store byer.

“Det haster med at indføre den nødvendige afgiftsændring, så værkerne ved, at de kan komme i gang med ombygningen og ikke skal købe mere kul ind,” siger direktør Lars Aagaard til Ingeniøren.

Samme frustration opleves hos DI Energibranchen:

“Jeg kan kun bekræfte, at der ikke sker noget,” siger branchedirektør Anders Stouge.

Venstre ved du, hvor du har – i kulkælderen!

16. januar 2011

Steen Ulnits

* Landmand graver Nivåen op

Det er efterhånden ikke meget, der kan overraske én, når det gælder danske landmænd. Se nu bare Nordsjælland, hvor en lokal bonde netop har været i fuld gang med at grave et fint ørredvandløb op, så det kan blive til en simpel afvandingskanal for hans marker.

Marker, han vil i gang med at dyrke, efter at EU jo desværre nedlagde den braklægningsordning, der har været dansk naturs sidste redningsplanke siden 1990’erne. Nu, hvor braklægningsstøtten er bortfaldet, skal de braklagte naturområder naturligvis atter dyrkes. Ellers kan han jo ikke indkassere sin hektarstøtte…

Imidlertid har klimaet ændret sig i de sidste årtier – med mere nedbør og hyppige oversvømmelser til følge. Og derfor mente den pågældende bonde med jord ned til Nivåen, at åen burde graves op, så han kunne slippe af med alt vandet fra de nypløjede marker.

Han entrerede derfor med en lokal maskinstation, som straks gik i gang med at grave Nivåen op og lægge den ind på markerne. Heldigvis opdagede lokale borgere i området ulovlighederne, meldte det til kommunen og optog det hele på video. Graveriet blev bragt til ophør, og et retsligt efterspil følger nu.

Vi må håbe, den pågældende bonde bliver pålagt at retablere Nivåen, så ørrederne atter kan trives i den.

Se selv det højt besungne danske landbrug i aktion her:

http://www.youtube.com/watch?v=EGFQwWZXPqw

15. januar 2011

Steen Ulnits

* Farlige pesticidrester

Professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet, Philippe Grandjean, har gennem flere år forsket i, hvad pesticidrester fra landbrugets sprøjtegifte gør ved menneskekroppen.

Baseret på forskning i USA og dugfriske studier i Ecuador, hvor man ikke sparer på pesticiderne, kan Grandjean nu konkludere følgende: Det viste sig, at børn af kvindelige gartnere, som blev udsat for pesticiderne, var halvandet til to år bag deres jævnaldrende i mental udvikling.

Det harmonerer fint med tidligere forskning, som viste, at specielt gravide kvinder bør holde sig langt væk fra pesticider af enhver art. Hvad enhver økologisk landmand jo ved og efterlever til punkt og prikke.

Philippe Grandjean konkluderer efterfølgende, at man ikke bør udsætte befolkningen for denne risiko:

– Ud over at virke hormonforstyrrende og ødelæggende for nervesystemet, så kan pesticidrester også ødelægge den normale udvikling af kønsorganer hos spædbørn, oplyser han.

Set i det lys er det jo aldeles forstemmende, at fødevareminister Henrik Høegh tilbage i april 2010 godkendte et nyt EU-direktiv, der giver danske landmænd lov til at bruge endnu flere sprøjtegifte på deres afgrøder. Således må der fremover være tre gange så mange pesticider i byg som tidligere.

Men så er Henrik Høegh (V) jo også selv storlandmand med millionstøtte fra EU i ryggen. Fanden hytter sine…

15. januar 2011

Steen Ulnits

* Halveret overvågning af grundvandet

Budgettet til at overvåge grundvandet med er skåret ned med 44,7 procent fra 2001 til 2009. En ny opgørelse fra Miljøministeriet viser, at man har reduceret budgettet fra 40,9 mio. til 22,6 mio. kr., skriver Altinget.

Nedskæringerne betyder ifølge GEUS, at man har reduceret antallet af målestationer i landet.

“Det betyder, at vi får et mere utydeligt billede af, hvordan grundvandets kvalitet er. Fordi der er områder, hvor vi ikke længere måler,” siger seniorforsker Carsten Langtofte Larsen fra GEUS til Altinget.

Han peger på, at overvågningen er vigtig for at have overblik over, hvor store dele af grundvands-ressourcerne der er egnede til drikkevands-indvinding, og hvor store dele der er forurenede.

“Når der er færre målepunkter og dermed et mere utydeligt billede af tilstanden, så bliver det sværere at forudsige, hvornår vandværkerne kommer i bekneb med at finde vand, de kan indvinde til drikkevand,” siger Carsten Langtofte Larsen.

Det får Socialdemokraterne til at garantere, at partiet vil afsætte flere midler til grundvandsovervågningen, hvis partiet kommer i regering efter næste valg.

“Vi skal have gode styringsredskaber, så vi kan sikre rent drikkevand til mange generationer fremover. Derfor bliver vi nødt til at rette op på dette her,” siger forbrugerordfører Benny Engelbrecht (S).

Den halverede overvågning af grundvandet ligner regeringens helt bevidste bud på, at landbruget skal have lettere ved at slippe om ved deres stigende forurening af – netop grundvandet.

13. januar 2011

Steen Ulnits

* DMU: Det danske miljø på stadig nedtur

Det danske miljø har fået det stedse dårligere i de seneste år. Flere arter er forsvundet – primært på grund af det intensive danske industrilandbrug, som har vokset sig til et stort uhyre under den nuværende regering. Vådområder isoleres eller fjernes, og de vigtige markhegn rives op med rode. Det har Danmarks Miljøundersøgelser netop dokumenteret – igen.

– Men det er ikke Danmarks skyld, kvækkede miljøminister Karen Ellemann (V) idag på TV. – Det er et globalt problem…

Men så har hun jo også gået i Venstres grundskole for landmænd. Her lærer man at enten lukke øjnene helt, når det presser på – eller blot undsige kendsgerningerne. Hør blot, hvad daværende statsminister Anders Fogh Rasmusssen (V) sagde i 2003:

– Der er ikke en frø, der er ikke en fugl, der er ikke en fisk, der har fået det dårligere som følge af regeringens politik…

– Var han virkelig så dum, at han selv troede på det, han sagde?

– Eller var det en bevidst løgn fra statsministeren, der jo selv opfandt fænomenet Bjørn Lomborg for at forplumre miljødebatten? Med stort held, for øvrigt.

– Eller havde han bare så travlt med at lefle for George Bush – for at blive NATO’s generalsekretær, uanset hvad det end måtte koste af danske soldaters liv – at han var bedøvende ligeglad med det danske miljø? Han var jo alligevel på vej til Bruxelles.

Jeg tror, at alle tre forklaringer passer på statsministerens handlinger. Han havde jo også selv gået i Venstres grundskole for landmænd og lyttet til flere af koryfæernes gennemprøvede strategier, heriblandt denne klassiker:

– Hvis det er fakta, så benægter a fakta!

Det er et citat fra gårdejer og Venstremand Søren Kjær under en ophedet politisk debat. Et citat, som efterfølgende Venstrefolk har efterlevet lige siden. Fra statsminister Anders Fogh Rasmussen til nu også miljøminister Karen Ellemann.

Venstre ved du således altid, hvor du har – i førerhuset på den kæmpestore traktor, når der skal sprøjtes gift og gylle over det danske land. Eller i banken, når den millionstore landbrugsstøtte fra EU kommer til udbetaling. Eller i flyveren på vej til Bruxelles.

Hver gang er det det danske miljø, som må betale prisen for skrupelløse politikeres personlige agendaer. Om det så er en vordende generalsekretær eller en værende taburetklæber.

Shakespeare vidste det allerede tidligt: “There is something rotten in the state of Denmark”…

12. januar 2011

Steen Ulnits

* – Årets første gylleudslip?

Knap var frosten af jorden, førend et af årets første gylleudslip var en realitet. Det var den sønderjyske Møllebæk nær Haderslev, som måtte lægge ryg og vand til endnu en svinestreg fra dansk landbrug.

Døde ørreder flød overalt i Møllebækken, da miljøvagt fra Haderslev Kommune Peter Møller besøgte stedet, hvor der i går var gylleudslip.

Udslippet skete forleden ved 14-tiden. Her løb mellem fem og ti kubikmeter gylle ud i et tilløb til Møllebækken ved Sode nær Haderslev.

Hurtig indsats fra naboer begrænsede følgerne af udslippet, men på et stykke af Møllebækken – fra ulykkesstedet og ned til møllen ved Ultang – er alt dyreliv dødt.

Gravemaskiner og en gyllevogn har været i gang med oprydning og oprensning af bækken hele dagen.

Og det er kun begyndelsen til endnu et år med dansk landbrug…

10. januar 2011

Steen Ulnits

* Gilleleje-fiskere politianmeldt af Fiskerikontrollen

10 sager om ulovligt fiskeri i et fredet område af Kattegat ved Gilleleje er nu blevet meldt til politiet af Fiskeridirektoratet. Det oplyser vicefiskeriinspektør Arne Madsen til Frederiksborg Amts Avis.

– Vi har afleveret 10 sager til politiet i Hillerød, og nu er det anklagemyndigheden, der ser på det, siger Arne Madsen.

Det sker efter to måneders undersøgelser af materiale fra Greenpeaces GPS-overvågning, samt direktoratets egne sattellitoptagelser af det angiveligt ulovlige fiskeri.

– Det er en kombination af det materiale, vi selv har haft i systemet, samt materialet fra Greenpeace i de fleste sager, siger Arne Madsen.

Greenpeace havde placeret GPS’er på fem både i alt, og anmeldelserne drejer sig om ti forskellige fartøjer. I den forbindelse er det værd at minde om, hvad vor liberale regerings eneste kommentar til Greenpeace’s anmeldelse af det ulovlige fiskeri i det fredede gydeområde var:

– Det er kommet frem på ulovlig vis, så jeg mener, at bevismaterialet skal tilsidesættes. Jeg tager afstand fra, at Greenpeace anvender den slags metoder. Det må bringes til ophør, sagde Tage Leegaard (K) til DR Nyheder.

Som god liberal tager han ikke afstand fra et eventuelt ulovligt fiskeri.

Det er ikke kun Venstre, du ved, hvor du har.

Det gælder også de Konservative…

10. januar 2011

Steen Ulnits

* Miljøminister melder afbud til stormøde

Det er ikke mange fornuftige ting, som miljøminister Karen Ellemann (V) har foretaget sig i den senere tid. Nu lysner det dog. Hun meldte nemlig fra til Agri Nords stormøde idag mandag om vandplanernes betydning for regionen. I stedet deltog MF Eyvind Vesselbo i sin egenskab af miljøpolitisk ordfører for Venstre.

“Miljøminister Karen Ellemann, havde bekræftet sin deltagelse i mødet, hvor hun ville give et indlæg om regeringens Grøn Vækst planer og svare på de nordjyske landmænds spørgsmål i den efterfølgende debat. Miljøministeren har valgt ikke at holde sin aftale, og det er med stor beklagelse, at Agri Nord sent onsdag modtog miljøministerens afbud til det planlagte møde,” siger foreningens formand, Arne Buus i en pressemeddelelse.

“Vi havde set frem til at give miljøministeren et indblik i, hvor kritisk situationen er for landmændene i oplandet til Limfjorden og Mariagerfjord hvis de planlagte vandplaner gennemføres. Og ikke mindst hvor hårdt det påvirker følgeerhvervene i Nordjylland, når landbruget tvinges i knæ”, siger Arne Buus.

Mødet blev afholdt i Skalborggaardhallen med emnet “Landbrugets betydning i Nordjylland – Hvilken betydning har vandplanerne for Nordjylland inden for økonomi og finansiering, produktionsomfang og landbrugets følgeerhverv?”.

På mødet var der indlæg fra borgmester Anny Winther, Rebild Kommune, borgmester H. C. Maarup, Mariagerfjord Kommune, borgmester Knud Kristensen, Vesthimmerlands Kommune, rådmand Mariann Nørgaard, Aalborg Kommune, bankdirektør Lars Møller, Spar Nord Bank, smedemester Poul Bobach, bestyrelsesmedlem i DI Aalborg, formand Gert Sten Jakobsen, LO-Vesthimmerland samt Vand- og Naturchef Flemming Nør-Pedersen, Landbrug & Fødevarer.

Man forstår, hvorfor miljøministeren meldte fra. Et fornuftigt afbud til at mødes med løverne i deres Colosseum. I bedste franske stil havde bønderne kørt deres kæmpestore og tonstunge traktorer ind i byen og blokerede trafikken. Demokratiet, når det er bedst.

Man mindes tekstbidder fra C. V. Jørgensens sang om “Bjerringbro by night”:

“Hjernedøde bønder” … “fit for fight” …

10. januar 2011

Steen Ulnits

* Miljøplan en ren gavebod for landbruget

Regeringen har ikke fået gennemført et eneste af de store indgreb fra den 20 måneder gamle plan ‘Grøn vækst’, der skulle gøre dansk landbrug mere miljøvenligt.

Til gengæld har landmændene ifølge dagbladet Politiken allerede indkasseret næsten alle gevinsterne i ‘Grøn vækst’ – de har fået en skattelettelse på en halv milliard kroner om året, og landbrugsloven er ændret, så der er færre begrænsninger, når det gælder ejerskab og gårdenes størrelse.

Danmarks Naturfredningsforening kalder i Politiken planen »en gavebod« for landbruget. Oppositionen i Folketinget taler om et forløb, der »ikke er kønt«.

Ifølge ‘Grøn vækst’ skal der laves vand- og naturplaner, som kan skabe bedre vandmiljø og sikre naturen. Der skal etableres 10 meter brede bræmmer, hvor der ikke gødes og sprøjtes langs alle vandløb og søer, og der skal indføres højere afgift på sprøjtegifte og sikres lavere udslip af ammoniak til følsomme naturområder.

Men landmændene er indtil videre sluppet for de grønne krav, skriver Politiken. Mange af de nødvendige lovforslag er nemlig ikke blevet fremsat eller er gået i stå. Enten fordi grundlaget ikke var i orden eller på grund af modstand i Venstres folketingsgruppe.

En aftale mellem regeringen og kommunerne om, at der skal oprettes flere vådområder, er dog på plads, men der er endnu ikke sat konkrete projekter i gang. Og så er en tilskudsordning for biogas blevet forsinket, fordi den foreslåede tilskudsordning giver problemer med EU.

– Vi havde forventet et parallelt løb i de to ben, som ‘Grøn vækst’ bygger på – vækstinitiativer for landbruget og tiltag for natur og miljø. I stedet er alt det, der skal gavne landbrugets vækstvilkår, blevet gennemført, siger præsident for Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen til Politiken.

Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, er på samme linje:

– Den balance, regeringen trods alt søgte i den oprindelige pakke, er tippet helt over til forureneren, siger hun til Politiken.

10. januar 2011

Steen Ulnits

* Danske landmænd vil til Brasilien

Landbrugsmedhjælper Peter Fruervang fra Ebbeskov ved Faxe er i fuld gang med at skaffe 44 mio. kr. til etableringen af et 1.500 hektar stort landbrug i Brasilien. Det skriver DR.

“Det er et meget ineressant sted. Der er så meget udvikling,” siger Fruervang. Hvilket oversat til dansk betyder, at her er der ingen miljøkrav at honorere. Her kan der svines frit.

Peter Fruervang er med i selskabet AgroBrazil, der i første omgang vil etablere landbruget i Tocantins i Brasilien, hvor det vil dyrke sojabønner, majs og måske bomuld.

Henning Otte Hansen, seniorrådgiver ved Fødevareøkonomisk Institut i København, ser Brasilien som et godt marked.

“Der er langt billigere landbrugsejendomme i Brasilien, og samtidig er der stor vækst. Det bliver et stadig vigtigere landbrugsland,” siger han.

Otte Hansen vurderer samtidig, at også Australien, New Zealand og Argentina er interessante muligheder for danske landmænd i de kommende år, mens markedet i Østeuropa er ved at være udtømt. Samtidig er det sværere at udvide produktionen i Danmark.

Dansk Landbrug har også Afrika i kikkerten, når der skal investeres og tjenes penge på at ødelægge miljøet. Under dække af at skaffe føde til det sultende folk.

Hvis det virkelig var det, man ville, burde man i stedet hjælpe befolkningen til selv at dyrke landet.

Men det er der ingen penge i…

10. januar 2011

Steen Ulnits

* Beskyttelse af vandløb udskydes – igen…

Regeringen har droppet at pålægge landbruget at lave miljøbeskyttende randzoner omkring vandløb allerede fra næste efterår. Planen er udskudt til 2012…

Det får nu Danmarks Naturfredningsforening (DN) til at beskylde fødevareminister Henrik Høegh, der selv er landmand, for at tækkes landbruget. Imens vil Socialdemokraterne og Enhedslisten trække fødevareministeren i samråd om sagen.

– Regeringen suspenderer, eliminerer eller reducerer alle de grønne tiltag, der skulle dæmme op for landbrugets forurening. 

– Men for hver gang vi ødelægger vores natur og vandmiljøer, koster det borgerne mange gange mere at rette op end den gevinst, en landmand måske kan score på kort bane, siger DN’s præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen.

Fødevareministeren påstår, at Danmark stadig følger tidsplanen for EU’s vandrammedirektiv. Han forklarer udsættelsen med, at myndighederne ikke har gode nok kort (?) over vandløbene til lige nu at indføre de randzoner, hvor landmændene får dyrkningsforbud for at beskytte dyre- og planteliv. I parentes bemærket er lille Danmark nok det land i verden, der er bedst kortlagt. Bare ikke lige her og nu…

– Det er beklageligt. Men for at kunne håndhæve dyrkningsforbudet og udregne den rigtige kompensation, skal vi kunne udpege arealerne korrekt, inden vi går i gang, udtaler Henrik Høegh i en skriftlig kommentar. Socialdemokratene derimod anfægter, at regeringen holder sig inden for EU-vandrammedirektivets tidsfrister:

– Det her kan godt give Danmark endnu en EU-sag på halsen for ikke at efterleve vandrammedirektivet, siger partiets miljøordfører, Mette Gjerskov.

Den radikale miljøordfører, Johs. Poulsen, kalder udsættelsen for “en skandale af dimensioner”, og Enhedslistens Per Clausen mener, at regeringen svigter miljøet af hensyn til industrilandbruget.

Randzonerne er et af instrumenterne i regeringens plan om Grøn Vækst til at indfri blandt andet vandrammedirektivet. I sidste uge udskød regeringen også en ny afgift på sprøjtegifte til tidligst næste sommer. Den skulle være trådt i kraft fra årsskiftet.

Landbruget vånder sig over både randzoner og skrappere pesticidafgifter – under evig henvisning til erhvervets altid betrængte økonomi. Det er primært kursen på de schweitzerfrank, man har spekuleret i, der bekymrer dansk landbrug. Samt de massive investeringer, man har foretaget i udenlandsk landbrug. Og så prisen på gift og gødning, som man bruger mest muligt af.

Det hjemlige landbrug interesserer man sig ikke for – med mindre naturligvis der pludselig fremsættes krav om at skåne miljøet. Så bliver de tonstunge traktorer straks kørt i stilling i gaderne…

10. januar 2011

Steen Ulnits

Aktuelt 4. kvartal 2010

* Ekstrabladet: Miljøministeren selv et miljøsvin

Det er da utroligt: Kemiske Karen har gjort det igen. Og hun har denne gang formået at overgå ikke bare sig selv, men også sin egen forgænger udi embedet som miljøminister, den urglade traktorfører Trolex – selv om det må have været svært. I hvert fald har Ekstrabladet to søndage i træk taget et dybt kig i Karen Ellemanns skraldespand for at se, om hun nu selv lever op til de forventninger, hun som miljøminister officielt har til alle os danskere. EB citerer her miljøministeren:

– Det er så vigtigt, at man ikke bare går rundt og har en eller anden holdning til, at jeg gerne vil være en god samfundsborger, der sørger for at aflevere batterierne det rigtige sted og aflevere flaskerne det rigtige sted, men at jeg rent faktisk også handler derefter.

Såvidt Karen Ellemann selv. I hendes liberale og virkelige verden er det åbenbart ikke noget problem at sige ét og så selv gøre noget ganske andet. Det er en holdning, hun deler med mange af sine liberale kolleger i Venstre. Da Ekstrabladet checkede Karen Ellemanns egen skraldespand, blev de noget overraskede: De fandt nemlig følgende artige effekter, som bestemt aldrig skulle have været i skraldespanden, men afleveret på en genbrugsstation:

7 miljøskadelige elsikringer
1 glødepære
1 batteri 

Effekter, som aldrig – aldrig – bør smides i skraldespanden på grund af deres høje indhold af giftige tungmetaller. Men det blæser miljøministeren selv på. De skulle bare ud. Herudover fandt Ekstrabladet flere glas- og plastflasker – enkelte sågar med pant – der også skulle have været afleveret til genbrug. Dertil en stak aviser, som ligeledes skulle have været afleveret til genbrug – så der ikke skal fældes flere træer end højst nødvendigt.

Man må tage sig til hovedet. Det gjorde jeg allerede, da hun første gang blev minister. For hvad havde hun nu lige at have det i – andet end sin ærværdige faders navn? Det er da også gået helt galt for hende lige siden, og man må undre sig over, at Lars Løkke stadig holder hånden over Kemiske Karen. 

Men måske årsagen ligger netop her: I Karen Ellemann har Venstre og deres kernevælgere blandt landmænd fået en person, der forstår dem, og som tilsyneladende selv er et lige så stort miljøsvin. Det føles sikkert trygt og godt, når man lige har tanket sin kæmpestore traktor op med afgiftsfri benzin, fyldt gyllevognen op med adskillige tons giftig gylle og netop hævet sin millionstore landbrugsstøtte i banken.

Så er det godt at vide, at man har en sand ven på posten som miljøminister. Én, der blæser lige så højt og flot på det miljø, hun er sat til at vogte, som man selv gør. Økologiske landmænd naturligvis undtaget.

Velbekomme. Venstre ved du virkelig, hvor du har…

PS: Kemiske Karens eneste og seneste respons på Ekstrabladets afsløringer: En politianmeldelse af avisen for krænkelse af privatlivets fred…

16. december 2010

Steen Ulnits

* Loop i rørte vande

Måske har du undret dig over, at man ikke har hørt noget til svenske Loop i meget lang tid. Nu har brancheorganisationen Angling Trade imidlertid lettet lidt på låget og i hvert fald givet en del af forklaringen:

Loop har nemlig skriftligt meddelt sine kreditorer, at de må give afkald på 75% af deres tilgodehavender – hvis de ikke vil risikere, at Loop går konkurs, så kreditorerne mister hele deres udestående.

Loop håber således på, at deres kreditorer vil lade sig nøje med 25% af det, de skylder dem. Og indtil der er kommet en afklaring på dette, er det nok så som så med nye tiltag fra Loop.

16. december 2010

Steen Ulnits

* Tonsvis af tobiser

Fødevareminister Henrik Høegh (V) fremhæver med tilfredshed de nye EU-kvoter for især det omdiskuterede industrifiskeri efter tobis.

– Førhen fik man lov til at fiske en måneds tid, så skulle man monitere for at se, hvor mange fisk der var derude, siger han til Ritzau og fortsætter:

– Nu får man én samlet kvote, og den ser ud til at blive høj. Den bliver meldt ud 1. marts, og man begynder fiskeriet 1. april. Så kan fiskere og fiskemelsfabrikker planlægge sæsonen frem til om sommeren, siger Henrik Høegh.

På minussiden kan nævnes, at der med aftalen bliver skåret i torskekvoterne – med 20 procent i Nordsøen og Skagerrak og med 50 procent i Kattegat. Efter mange års intensivt overfiskeri.

Det betyder, at mange mindre fartøjer bliver afhængige jomfruhummerfiskeriet i Kattegat og Skagerrak. Under forhandlingerne var der udsigt til, at denne kvote ville blive reduceret med ni procent. Men resultatet endte alligevel med at blive status quo – næppe til glæde for fremtidens hummerbestande.

Aftalen betyder desuden, at danske fiskere til næste år vil kunne fange 15 procent flere rødspætter og 22 procent flere sild i Nordsøen. I Kattegat må der næste år fanges 20 procent flere tunger end i år.

– Overordnet er jeg absolut tilfreds med resultatet. Det viser, at når vi kan dokumentere, at bestandene har det godt, er det muligt at tage til EU og få en ordentlig kvote, siger fødevareminister Henrik Høegh.

Og når en fødevareminister er tilfreds med fiskekvoterne, så ser det virkelig skidt ud for fiskebestandene…

15. december 2010

Steen Ulnits

* Ny verdensrekord til Penn

Den er ikke officielt anerkendt endnu, men alt taler for, at den bliver det:

En ny verdensrekord for gulfinnet tun. En fisk på imponerende 405.2 engelske pund, hvilket svarer til godt 184 kg. En fisk, som hermed slår den 33 år gamle verdensrekord, der lød på knap 177 kg.

Det er jo i sig selv en ganske fantastisk fisk. Men endnu mere fantastisk bliver det, når man hører, at den blev fightet og landet på et ganske lille hjul: Et Penn International 30SW. Fisken måtte fightes på fuld bremsekraft, hvilket senere blev målt til 26 pounds. Agnet var en hel sardin agnet på en 9/0 enkeltkrog.

Datoen var 6. december og fangeren amerikanske Mike Livingston fra Californien. Han var taget på en flerdagestur så langt sydpå, at fisken blev landet og måtte vejes i Mexico. Derfor tager det lidt længere tid end ellers at få godkendt rekorden officielt.

Men det bekræfter endnu engang, hvorfor de fleste verdensrekorder indehaves af Penn. De laver helt enkelt hjul, der holder.

16. december 2010

Steen Ulnits

* Miljøvagt – nu også til gylleudslip…

I Nordjylland går fire kommuner nu sammen om at oprette en miljøvagt, der skal rykke hurtigt ud til gylleudslip og lignende forurenende uheld i vandløb og på kyststrækninger.

Miljøvagten vil gå på skift mellem medarbejdere i kommunerne Mariagerfjord, Rebild, Aalborg og Brønderslev, og den fælles vagt rykker ud til uheld i alle fire kommuner. Vagten kan tilkaldes alle dage i ugen.

Miljøvagten er oprettet, fordi myndighederne kræver en øget indsats for at minimere forureningen fra miljøuheld, skriver DR Nordjylland. Miljøvagten håndterer kun akutte forureningssager. Alle andre sager behandles fortsat af de respektive kommuner.

Tjaeh. Det er da en smuk tanke, og forhåbentlig virker den i praksis. Desværre har det flere gange vist sig at være mere end vanskeligt at leve op til egne ambitioner. Det så man tydeligt, da Århus Kommunes biogasanlæg for nogle år siden “flød over” og forurenede Gudenåen med gylle – med alvorlige følger for havørredbestanden.

Ingen anede da, hvem som egentlig havde døgnvagten. Og derfor blev udslippet så stort, som tilfældet var…

Og hvorfor skal det øvrige samfund overhovedet betale for et beredskab over for miljøsvineri forårsaget af private virksomheder, som landbruget jo er? Øvrige forurenende virksomheder skal jo selv betale.

Men det magter landbruget ikke. Det skal også have hjælp til at rydde op efter sig selv…

15. december 2010

Steen Ulnits

* 10 meter bræmmer ikke altid 10 meter brede…

…mener i hvert fald Dansk Landbrug. De kommende 10 meter brede randzoner langs vandløb og søer, som indgår i forliget om Grøn Vækst, lander måske på et andet og mindre antal meter. Det fremgår af det lovforslag om randzonerne, som Fødevareministeriet i dag har sendt i høring.

Forslaget, som er en del af Grøn Vækst-forliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti, forudsætter, at der skal udlægges dyrknings- og gødningsfrie randzoner langs “alle ikke rørlagte vandløb og søer større end 100 m2 i landzone”. Det er samtidig fastlagt, at der skal indgå 50.000 hektar landbrugsareal i randzonen, som skal udlægges i en bredde af “indtil 10 meter”.

Den endelige bredde af randzonerne vil imidlertid afhænge af en kortlægning af de bredstrækninger, der er omfattet. Denne kortlægning ventes først afsluttet “medio 2012”, fremgår det af lovudkastet.

I de nye randzoner vil det som udgangspunkt være forbudt at dyrke jorden, herunder at sprøjte eller gøde. Der bliver dog den undtagelse, at det bliver tilladt at anvende arealerne til græsning, og at dyrke vedvarende græs og flerårige energiafgrøder, som f.eks. energipil, elefantgræs, poppel, hassel, ask, rødel, eller præriegræs i randzonerne.

Der er i loven indsat en reduktionsbestemmelse, så ingen lodsejer kan blive pålagt at udlægge mere end fem pct. af sin samlede bedrift som randzoneareal. Hvis de omfattede bredstrækninger overstiger grænsen på fem pct., kan bredden af randzonen reduceres forholdsmæssigt. I princippet til ingenting.

Forslaget berører ikke de eksisterende regler om to meter bræmmer langs de højt målsatte vandløb, som er fastlagt i medfør af vandløbsloven. Men som alligevel ikke overholdes – jævnfør tidligere notits her på siden.

Samtidig med lovens ikrafttræden – som ikke er datosat i lovudkastet – vil der blive indført en støtteordning med kompensation til landmænd, der skal udlægge randzoner på landbrugsarealer. Støtteordningen skal gennemføres under landdistriktsprogrammet og skal godkendes af EU-Kommissionen,

Den kan derfor ikke gennemføres, før de endelige vandplaner er vedtaget og der foreligger et detaljeret kortgrundlag, som kan danne grundlag for støtteordningen.

Etableringen af randzonerne forventes at bidrage med en årlig reduktion på op til 2550 ton kvælstof og indtil 160 tons fosfor. Hårdt tiltrængte tons…

15. december 2010

Steen Ulnits

* 1.000 landmænd på vej mod gult kort for antibiotika

Godt 1.000 danske landmænd har nu modtaget høringsbreve fra Fødevarestyrelsen som forsvarsel for de egentlige gule kort med påbud om at reducere forbruget af antibiotika inden ni måneder.

Men kun halvdelen af dem har med sikkerhed brugt for megen medicin.

“Vi har sendt breve ud til to nogenlunde lige store grupper: Ca. 500, der ligger over grænseværdien for forbrug af antibiotika. Og ca. 500, der har fejl i deres data som gør, at vi ikke kan vurdere, om de ligger over grænseværdien,” forklarer dyrlæge Tom Petersen, Fødevarestyrelsen.

Da Fødevarestyrelsen i sommer udsendte varslingsbreve om gult kort-ordningen til en række svineproducenter, som man mente havde et “uforholdsmæssigt stort forbrug af antibiotika,” var der 1.250 landmænd på listen, som alle fik deres navne og adresser offentliggjort af Fødevareministeriet.

At antallet af landmænd, som nu får høringsbreve, er en del færre, tolker Tim Petersen som udtryk for, at landmændene tager problematikken alvorligt.

“Der er meget fokus på antibiotika, og der arbejdes meget på at reducere medicinforbruget,” siger han.

Men landmændene er ikke kun optaget af et minimere deres forbrug af antibiotika. Mange har har også taget fat på en grundig oprydning af de fejldata, der ligger i CHR-registret på mange bedrifter. Op mod halvdelen af de udsendte høringsbreve er til landmænd med oplysninger i CHR-registret, der er åbenlyst behæftede med fejl.

De landmænd, som nu har modtaget høringsbreve, har en frist på 14 dage til at påpege eventuelle datafejl. Herefter vil de egentlige gule kort blive sendt ud.

15. december 2010

Steen Ulnits

* Rige EU-lande stjæler fisk fra fattige U-lande

Professor Ahmed Chérif er tidligere chefforhandler for Mauretanien og har været med til at indgå fiskeriaftaler med EU. I dag har han fortrudt og er præsident for NGO’en Pechecops:

»Mauretaniens regering får mange millioner for at lade spanske og andre europæiske fartøjer fiske blæksprutter og andre profitable arter. Men det er kortsigtet og kommer ikke befolkningen til gode. Befolkningen lider, fordi overfiskeri betyder færre fisk til dem selv, og fordi fiskeindustrien mister job«, fortæller professor Chérif.

Han er i Danmark for at deltage i en Christiansborg-konference om problematikken arrangeret af Oplysningsforbundet DEO (Demokrati i Europa) og Fiskerifagligt Netværk. De påpeger, at rapporter fra blandt andre FN og Verdensbanken viser, at fiskeriaftalerne med ulandene skader mere, end de gavner. 

Da Danmark på fiskeriområdet har mere vægt end på mange andre EU-områder, ville det hjælpe, hvis vi ikke længere ville støtte fiskeriaftalerne, mener Pechecops og de danske organisationer. 

»EU’s fiskeriaftaler fungerer som subsidier, der kunstigt understøtter EU’s fiskeindustri – en industri, der udpiner de livsvigtige fødevareressourcer i udviklingslandenes farvande«, siger Carsten Pedersen fra Fiskerifagligt Netværk.

Han peger på, at EU i sit Green Paper på området indrømmer, at man ikke kan dokumentere, at fiskeriaftalerne har bekæmpet fattigdom. Ifølge NGO’er er det modsatte reelt tilfældet:

»Det er en kamp om ressourcer, hvor udenlandske kæmpetrawlere stjæler maden fra millioner af mennesker i kystsamfundene«, mener Naseegh Jaffer, formand for World Forum of Fisher People, der repræsenterer 40 kystfiskerorganisationer og 10 millioner fiskere i ulandene.

Ifølge chefen for Den Afrikanske Unions fiskeprogram, Nancy Gitonga, udnytter EU, at de afrikanske lande ikke altid er klar over, hvor meget deres fiskeressourcer er værd. Hertil kommer, at EU ofte kræver fiskerettigheder til gengæld for udviklingsbistand. Det er blandt andet tilfældet med Mauretanien, den største af EU-fiskeriaftalerne til en værdi af mere end en halv milliard kroner.

Fødevareminister Henrik Høegh (V) skriver i en mail, at han fortsat vil støtte EU-fiskeriaftalerne, blandt andet fordi de er nemmere at føre kontrol med end private aftaler. Og fordi nogle af fiskeriaftalepengene fra EU er øremærket til at gøre fiskeriet i ulandene mere bæredygtigt.

»Det er helt afgørende for regeringen, at fiskeriet sker på en ansvarlig måde. Fra dansk side lægger vi derfor vægt på, at det kun er de mængder, som befolkningen ikke selv fanger, som EU kan byde på. Vi søger også at sikre menneskerettigheder, demokratirettigheder og arbejdstagerrettigheder«, skriver ministeren.

Det svar er SF’s EU-ordfører, Pia Olsen Dyhr, ikke tilfreds med. Hun kalder derfor fødevareministeren i samråd om sagen. Det skriver dagbladet Politiken.

8. december 2010

Steen Ulnits

* – Hvorfor lige KommuneKemi?

Som almindelig borger i dette land kan det synes helt absurd og uforståeligt, at australsk giftaffald skal sejles 20.000 km om på den anden side af kloden for at blive destrueret. Med de enorme risici, der er for kæntringer, lækager og andet på den lange rejse – til sidst ind gennem de lavvandede og stærkt trafikerede danske farvande. Går noget galt her, vil alt liv være i fare for udryddelse.

Men forklaringen er ganske enkel – som altid, når der er penge involveret. Tidligere miljøminister – dengang kendt som Traktor-Troels, i dag bedre kendt som Trolex – havde lavet en lokumsaftale med sin gode ven, direktøren på KommuneKemi, om at de skulle modtage de store giftmængder og tjene store penge på forarbejdningen af det. En underhåndsaftale eller abe, som Trolex sendte videre til sin efterfølger, Kemiske Karen.

De gode australiere havde i mellemtiden regnet på tingene og var nået frem til, at det vil koste dem omkring 400 millioner kroner at destruere affaldet selv på forsvarlig vis. Og så er det jo fristende at hoppe på, når man får et rigtig godt tilbud fra altid hungrende danske KommuneKemi:

De vil nemlig gøre det for “sølle” 270 millioner kroner. Tallene er ikke officielt bekræftet, men de er heller ikke blevet dementeret af hverken myndigheder eller virksomheder.

Og hvem vil ikke gerne spare 0,13 milliard kroner? Så til helvede med risiko og miljø…

3. december 2010

Steen Ulnits

* Kemiske Karen på retræte

Irak havde deres Kemiske Ali, og nu har vi så fået vores egen Kemiske Karen. Ak ja…

Sagen startede tilbage i 2008, i Botany Bay, der ligger lidt uden for Sydney, Australien. Den største industri i Botany Bay er den kemiske verdenskoncern ICI, Imperial Chemical Industries, der nu under navnet ORICA Australia Ltd. er ved at blive godt og grundigt kendt som hjemstedet for det 10.-15.000 tons store affaldsdepot af såkaldt HCB1-kemikalieaffald. 

Affaldet blev til i årtierne efter 1950/55, og er i dag suppleret med yderligere ca. 50.000 tons af kemikalieforurenet jord. Derved svarer det til de kemikaliedepoter, der blev skabt i Danmark i samme periode ved den jyske vestkyst ­ nemlig Cheminova’s på Harboøre Tange og Grindstedværket/Danisco’s i Kærgaard Klitplantage. Det første er af samme farlighed og det andet af samme størrelsesorden som ORICA’s HCB-affald.

Men mens de danske depoter med Klitdirektoratets tilladelse blev skabt ved nedgravning og påfølgende mulighed for udsivning til havet, blev ICI’s HCB-affald holdt inden for firmaets arealer. Det blev efterhånden lagt i tønder, der dog gradvist tærede igennem, så problemer som grundvandsforurening, naturødelæggelse og udsivning til det nærliggende hav stort set blev som i Danmark.

Kommunekemi har på grund af den i dag stærkt begrænsede anvendelse kun meget begrænset erfaring med HCB-relaterede stoffer. Det er f.eks. oplyst, at man i året 2009 kun har behandlet ca. 35 kg HCB i form af fyrværkerimateriale, der er beslaglagt efter eksplosionsulykken i Seest.

Det må derfor være Kommunekemi’s opgave konkret at dokumentere, at anlægget og forbrændingsfaciliteterne vil være opgaven voksen, også når det drejer sig om så voldsomme mængder, som det her er tilfældet. Flere hundrede gange mere.

Heldigvis ser det ud til, at Kemiske Karen i form af miljøminister Ellemann nu er ved at bøje af for presset. I hvert fald er transporten udskudt på ubestemt tid…

3. december 2010

Steen Ulnits

* Svin på forventet efterbevilling

Mere end fire års strid om svineproduktion og gyllelugtgener er nu afgjort. Miljøklagenævnet meddelte for nylig, at en miljøgodkendelse udstedt af Ringsted Kommune ophæves med et års varsel. Dermed står svineproducenten Kim Kjær Knudsen fra Allindemaglegården med et gevaldigt problem, skriver Dagbladet Ringsted.

Da svinebonden for to og et halvt år siden fik godkendelsen til at udvide svineproduktionen til mere end det dobbelte, gik han nemlig i gang med at opføre et staldanlæg til 25 millioner kroner. Produktionen er gået i gang for længst, og Miljøklagenævnets afgørelse kan derfor få store konsekvenser.

Kim Kjær Knudsen ønsker ikke at kommentere afgørelsen, før han har drøftet den med sin landbrugskonsulent. Men da han gik i gang med at bygge, var han klar over, at der var klaget til Miljøklagenævnet. Det var derfor på eget ansvar, han alligevel gik i gang.

“Jeg vurderede, at den risiko turde jeg godt løbe,” sagde han, da Dagbladet spurgte til sagen for to uger siden.

Sammen med kommunen har han nu et år til at få en ny godkendelse på plads. Om det kan lade sig gøre, er endnu for tidligt at sige, men Miljøklagenævnet påtaler flere fejl, som kommunen vil skulle rette.

Så kender vi det liberale danske landbrug igen. Og hvis det ulovlige svinebrug alligevel gøres lovligt, så kender vi også vor borgerlige regering igen.

Ingen love gælder nemlig landbruget, når det virkelig gælder…

3. december 2010

Steen Ulnits

* Grynt 2010 A/S: Mere svineri på Overgaard

Nu er det ikke længere nok, at man på Overgaard Gods ved udmundingen af Mariager Fjord pløjer giftigt byggeaffald ned i de bølgende kornmarker. Nej, der skal mere svineri til. Med 6.000 søer samlet på Overgård Gods vil ni svineproducenter udvikle Danmarks (hidtil) største svineproduktion.

Det gigantiske staldanlæg skal producere godt 200.000 smågrise om året, der skal fedes op hjemme i svineproducenternes egne slagtestalde i området. Niveauet svarer til halvdelen af storfarmen Poldanors produktion i Polen.

Svineproducenterne, der har stiftet selskabet Grynt 2010 A/S, sendte for nylig en miljøansøgning af sted til Randers Kommune. De forventer, at projektet bliver godkendt i løbet af andet halvår 2011. Derefter skal investeringen i omegnen af 150 mio. kr. gerne give de første producerede grise i 2012.

Ifølge Poul Erik Nielsen fra Grynt 2010 A/S fik projektudviklerne en henvendelse fra Overgård Gods for et år siden efter, at de i flere år havde sonderet mulighederne for en passende placering. Han kalder etableringen ved Overgård for den bedst mulige:

“Deroppe er der så meget luft omkring os,” siger han og forklarer, at de skal bygge nye stalde til de 5.000 søer, mens Overgårds nuværende kapacitet til 1.000 søer bliver regnet med ind i projektet.

Initiativet til projektet blev i første omgang taget tilbage i 2006, hvor et par svineproducenter og en dyrlæge Hadsten området ville udtænke en såkaldt “alt ind-alt ud” produktion, der kunne lette smittepresset på en egn, hvor svinene i forvejen står tæt. Jeg går ud fra, at man mener grisene? Eller?

Den nye storskalaproduktion betyder en udvidelse af dansk svineproduktion på 1.000 søer, idet projektdeltagerne allerede har 4.000 søer hjemme på deres bedrifter.

Flere af svinebønderne bliver ramt af 2013-problematikken med krav om løsgående søer og får dermed flyttet smågriseproduktionen væk fra umoderne anlæg.

I den kommende tid skal der regnes nærmere på projektet, og der skal indhentes tilbud fra banker og kreditinstitutter.

Måtte det ikke lykkes at stable projektet på benene. Mariager Fjord er forvejen hårdt belastet, og hvor skal al gyllen blive af?

Skal blive spændende at se, hvad den fattige Randers Kommune beslutter…

17. november 2010

Steen Ulnits

* 4 millioner i EU-støtte til fødevareministeren

Det er yderst bekymrende, at 12 ud af EU’s 27 landbrugsministre, der sammen bestemmer over et årligt budget på næsten 400 mia. kr., har tæt tilknytning til landbruget og selv er tidligere landmænd, landbrugslobbyister eller ansatte i landbrugsvirksomheder.

Det skriver Christel Schaldemose (S), der er medlem af Europa-Parlamentet, i et debatindlæg i Jyllands-Posten.

“Man skal ikke sætte ræven til at vogte gæs, lyder et gammelt mundheld. Men bør man så sætte landmænd og landbrugslobbyister til at afgøre Europas fælles landbrugspolitik? Det lyder umiddelbart som en dårlig idé, men det er ikke desto mindre sådan, virkeligheden ser ud,” konstaterer Christel Schaldemose i indlægget.

“Flere af dem er – ligesom vores egen minister på området – selv landmænd. Mon ikke det påvirker deres holdning til landbrugsstøtten, at de selv nyder godt af den? Den danske fødevareminister Henrik Høegh har for eksempel fået mere end fire mio. kr. i støtte fra 2000 til 2008, viser en ny rapport fra organisationen EU Transparency. org,” skriver Christel Schaldemose.

“Men set i lyset af, hvor svært det er at ændre så meget som et komma i landbrugspolitikken, er det bekymrende, at de, som vi ønsker sætter landbrugsstøtten ned, selv lever af den,” mener den socialdemokratiske Europa-Parlamentariker.

Dansk landbrug fremfører gang på gang, at de selv ønsker landbrugsstøtten nedsat. Men – og det er jo synd for dem – de kan ikke komme igennem med det i EU…

Sandheden er jo, at dansk landbrug lige så lidt som landmændene i de øvrige EU lande ønsker støtten nedsat. Det er blot politisk spin at sige det – og helt gratis, når der nu ikke er den mindste fare for, at støtten fjernes.

Tænk da også, om danske landmænd skulle til at klare sig selv – som andre virksomheder. Det ville de aldrig kunne klare. De har været på støtten i så mange år, at de ikke længere aner, hvad det vil sige at tjene sin egen løn.

17. november 2010

Steen Ulnits

* Biodiversitet for EU-landbrugsstøtte

Miljøminister Karen Ellemann (V) vil have danskerne til at hjælpe med at holde tal på landets plante- og dyrearter. En ny strategi skal sikre naturens mangfoldighed, skriver Berlingske Tidende.

Ministeren vil have hjælp til at stoppe den voldsomme forarmelse af naturen som industri, byudvikling og landbrug har medført i efterkrigstiden. Derfor appellerer Karen Ellemann nu til landets naturelskere.

“I enhver 3. klasse i folkeskolen kan man efterhånden få god besked om den globale opvarmning. Men truslen mod verdens biodiversitet har ikke fået samme folkelige bevågenhed. Biodiversitet er et lidt akademisk begreb, som ikke har samlet folk i samme grad. Det vil jeg gerne gøre op med. Kampen for naturen skal være en folkesag. For jo mere vi kender truslen, jo mere vil vi gøre for at stoppe den,” siger miljøministeren.

Hun understreger, at den folkelige overvågning skal være supplement til den professionelle fra eksempelvis Danmarks Miljøundersøgelser. Hun bebuder samtidig en intensiveret indsats for genudsættelse af dyrearter i den danske natur.

“Fødevareminister Henrik Høegh og jeg er enige i, at landbrugsstøtten i stigende grad skal målrettes natur- og miljøformål,” siger Karen Ellemann.

Flotte ord, men ikke et eneste om, hvordan det skal effektueres. Lad os se nogle resultater.

17. november 2010

Steen Ulnits

* EU-støtte flytter mod øst

En del af EUs støttemilliarder skal sandsynligvis flyttes fra Vesteuropa til Østeuropa, når der snart indledes reformforhandlinger i Bruxelles.

“Danmark ønsker en aftrapning af landbrugsstøtten, men det er ikke på dagsordenen i resten af EU. Derfor er vi nødt til at arbejde med en Plan B, som handler om at udvikle landbrugsstøtten på en måde, der gør den mere acceptabel for befolkningen. Det kan eksempelvis ske ved at gøre en del af støtten betinget af, at landmændene løser opgaver i forhold til klima, miljø og natur,” siger fødevareminister Henrik Høegh ifølge Jyllands-Posten.

Visse-vasse og snik-snak. Sandheden er jo, at dansk landbrug lige så lidt som landmændene i de øvrige EU lande ønsker støtten nedsat. Det er blot politisk spin at sige det – og helt gratis, når der nu ikke er den mindste fare for, at støtten fjernes.Lobbyister i Bruxelles mener, også at støtten skal ommøbleres og gavne naturen.

“Udenfor Danmark er diskussionen om aftrapning stort set død. De seneste års fødevarekriser og voldsomme prisudsving på råvarebørserne har øget politikernes interesse for at stabilisere produktionen ved at sikre landmændene en vis indkomst. Det er sandsynligt, at støtten bevares, men gøres delvist betinget af, at landmændene drejer produktionen i en retning, der gavner miljøet og klimaet,” vurderer Jacob Bagge Hansen, der er afdelingsleder for Landbrug & Fødevarer i Bruxelles.

Opgørelser fra OECD viser, at skatteborgere og forbrugere i EU i alt støtter med 750 mia. kr. i støtte til landbruget. Disse opgørelser medregner blandt andet, at toldmurene omkring EU fortsat udløser en betydelig indirekte erhvervsstøtte i form af kunstigt høje fødevarepriser.

Den samlede støtte bliver næppe reduceret væsentligt det kommende årti, men flytter formentlig østover. Under de nuværende regler modtager landmænd i eksempelvis Danmark langt mere støtte pr. hektar end landmænd i Østeuropa. En fuldstændig udjævning vil koste danske landmænd op mod 2,5 mia. støttekroner om året.

Det ventes, at EU-kommissionen vil præsentere et afbalanceret udspil, der anbefaler en gradvis, begrænset udjævning.

17. november 2010

Steen Ulnits

* Danmark på vej mod EU-retssag

EU er blevet grundigt træt af at vente på det fodslæbende Danmark, når det gælder et renere vandmiljø. Danmark er langt bagefter med at vedtage nye vandmiljøplaner, og landet læner sig nu op ad en EU-retssag.

EU’s miljøkommissær, Janez Potocnik, har derfor sendt en “begrundet udtalelse” til den danske regering, hvori Danmark “tilskyndes til at forelægge sine vandplaner”. Udtalelsen kommer efter en såkaldt “åbningsskrivelse” i juni og er sidste advarsel før en regulær retssag ved EU-domstolen.

Vandplanerne skulle have været vedtaget senest 22. december 2009. Men på det tidspunkt havde VK-regeringen end ikke sendt planerne i offentlig høring. Det betyder, at planerne, der skal give renere vand i søer, åer, fjorde og undergrund, bliver mindst halvandet år forsinket.

EU’s vandrammedirektiv er meget vidtgående og kræver, at medlemslandene sikrer “god økologisk kvalitet” i både grundvand og overfladevand i 2015. Hvis den danske regering ikke leverer et tilfredsstillende svar til EU-Kommissionen inden to måneder, kan sagen havne ved EU-Domstolen.

Miljøminister Karen Ellemann fra Venstre sendte for kort tid siden et udkast til vandplanerne i høring. Der er seks måneders frist til indsigelser, og derefter skal de endelige planer udarbejdes.

Med dagens advarsel fra Bruxelles er Danmark kommet i tvivlsomt selskab med Belgien, Cypern, Grækenland, Malta, Portugal og Slovenien. At tænke sig, vi er sunket så dybt. Danmark, der bryster sig af at have vedtaget verdens første miljølov i 1973.

Men hvad kan man ellers forvente sig efter ti år med en bonderegering ved roret? – Flere ufinansierede skattelettelser måske?

3. november 2010

Steen Ulnits

* Dyrkningsfri bræmmer respekteres stadig ikke

Det burde være til at finde ud af – være let at tage to store skridt svarende til to meter. Men alligevel er reglen om to meter dyrkningsfri bræmmer langs alle vandløb og søer den regel, der hyppigst overtrædes af alle de regler, der som følge af den såkaldte “krydsoverensstemmelse” kan give fratræk i hektarstøtten.

Det viser en opgørelse fortaget af FødevareErhverv over de 10 mest overtrådte regler i 2009. Året før var bræmmereglerne nummer to på listen. De 10 mest overtrådte regler har ført til 989 sanktioner til landmænd. Heraf omfatter manglende bræmmer langs vandløb 156 sanktioner.

Reglerne om to meter brede dyrkningsfri bræmmer langs alle højt målsatte og naturlige vandløb og søer har været gældende siden 1992, påpeger specialkonsulent Heide Buur Holbeck.

Hun gætter på, at årsagen til at bræmmereglerne topper listen over overtrådte regler er et skærpet tilsyn fra kommunernes side, men hun påpeger, at bræmmerne på to meter skal være der – uanset kommunalt tilsyn eller ej.

“Mange overtrædelser af reglerne sker, når andre foretager jordbearbejdningen, eksempelvis en ny medhjælper eller en maskinstation, der måske ikke er opmærksom på bræmmereglerne,” siger Heidi Buur Holbeck.

Alle vi an dre er dog udmærket klar over den virkelige grund: At tilsynet med det danske vandmiljø er reduceret til noget nær ingenting af den siddende regering – med det resultat, at landmænd uden reel risiko for at blive opdaget kan pløje helt ud til vandløb og søer.

Formålet med de to meter dyrkningsfri bræmmer er dels at reducere udvaskningen af kvælstof og fosfor fra markerne – dels at sikre mod udskridning af brinken som følge af færdsel med store maskiner tæt på vandløbet.

Bræmmen skal måles fra vandløbets allerøverste kant – altså derfra, hvor skråningen ned mod vandløbet begynder – og ind i marken.

3. november 2010

Steen Ulnits

* Laveste antal svin i ti år

Bestanden af svin er i Danmark er pr. 1. oktober 2010 opgjort til 12 mio. dyr.

Det er ifølge Danmarks Statistik det laveste antal svin i Danmark i ti år. Alene siden tællingen i juli for bare tre måneder siden er bestanden faldet fem procent, korrigeret for sæsonudsving.

Bestanden er faldet med hele 14 procent, siden den toppede for tre år siden. En glædelig nyhed set med miljøets øjne. Jo færre svin desto mindre gylle desto færre alger desto mindre iltsvind i fjord og hav. Jo færre landmænd og svinebønder desto bedre vandmiljø. Såre enkelt.

Antallet af slagtesvin over 50 kg er på tre år gået 20 procent tilbage, og for fravænnede svin under 50 kg er tilbagegangen på 14 procent. For søer og pattegrise har tilbagegangen været på cirka 8 procent.

Antallet af smågrise og slagtesvin skal ses i forhold til den store eksport af levende svin til udlandet, hvoraf Tyskland aftager 80 procent. Eksporten af levende svin var i 2009 på 8,3 mio., hvoraf 83 procent var smågrise.

Den totale produktion af svin, det vil sige slagtninger og eksport af levende dyr, var ifølge Danmarks Statistik 27,7 mio. svin i 2009.

Måtte tilbagegangen fortsætte…

27. oktober 2010

Steen Ulnits

* Forbud mod brug af bredspektret antibiotika

Det er desværre ikke længere kun i udenlandsk kyllingekød, man stadig oftere finder de såkaldte ESBL-colibakterier, som har udviklet resistens mod især den bredspektrede antibiotikatype cefalosporiner. Nu findes bakterierne også i 11% af de danske slagtesvin.

Det viser nye tal fra det statslige program for overvågning af antibiotikaresistens, Danmap, skriver foodculture.dk.

“Heldigvis er det stort set kun i svinenes tarmsystem, at bakterierne forekommer, mens det kød, som forbrugerne kan købe, har et meget lille indhold af bakterierne. Og det er oftest nogle andre typer, end dem der rammer mennesker,” siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Jan Dahl til foodculture.dk.

Udviklingen af de resistente bakterier skyldes især brugen af bredspektret antibiotika af typen cefalosporiner.

“Derfor har Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion allerede 1. juli 2010 udstedt et brancheforbud mod brugen af denne type antibiotika, og vi forventer, at det vil betyde et fald i forekomsten af de resistente bakterier, siger Jan Dahl.

Jo, danske svin er sandelig sunde. De strutter stadig af penicillin. Og med den nuværende Venstre-regerings velsignelse vil de bare fortsætte med det…

27. oktober 2010

Steen Ulnits

* Ungarn: Den blå Donau rød af aluminium

700 indbyggere i den ungarske landsby Kolontar har været evakueret fra deres hjem på grund af risikoen for endnu en slambølge fra de store spildevandsreservoirer.

Nu har de imidlertid fået lov at vende hjem, men forud ligger stadigvæk et stort arbejde for miljøteknikerne. Ikke alene har husene i byen set bedre dage. Der er også stadig en sundhedsrisiko forbundet med både det våde og tørre mudder, som kan blæse rundt og ind i folks luftveje.

Således viste målinger først på ugen, at støvniveauet i luften var tre gange højere end maksimumgrænsen, og det kan tage årtier at gøre jorden brugbar igen.

Først skal mudderet fjernes manuelt, og derefter følger alle de giftige smårester. En del af mudderet vil størkne undervejs og sprede mere af det giftige støv, og det skal alt sammen skovles op på lastbiler og fragtes til et nyt, sikkert og formentligt også ret dyrt deponeringsanlæg.

Dernæst skal ingeniørerne finde ud af, hvor meget muldjord, der er forurenet, og ikke mindst definere begrebet “for forurenet”. Er mulden blot beskidt, skal den fjernes, men skal jorden renses helt, bliver det en meget bekostelig affære.

20. oktober 2010

Steen Ulnits

* Vanskelig oprensning

Miljøingeniør og professor på Lihigh University i Pennsylvania Wei-xian Zhang mener, at det bedste ville være, hvis de ungarske myndigheder simpelthen byggede et nyt deponeringsanlæg tæt på det forurenede område, og fik skovlet det meste derind med det samme.

»På den måde kan man fjerne 95 procent og rense de sidste 5 procent,« siger han.

Alligevel kan det blive svært at få ram på den forurening, der er sivet ned i jorden. Kuldioxiden kan selv neutralisere jorden hen ad vejen, men det vil tage rigtig lang tid – adskillige årtier. Så kan man prøve at neutralisere pH-værdien ved at tilføje syre, men ifølge professor og civilingeniør på Carnegie Mellon-universitet, David Dzombak, kan man ikke rigtigt komme af med kviksølv og arsenik på den måde.

En amerikansk geolog fra Indiana University Bloominton foreslår så at neutralisere slammet ved hjælp af kulstofbinding – en metode, han pudsigt nok selv har patent på. Slammet har en pH-værdi på mellem 11 og 13, og det stærkt basiske materiale kan hurtigt skade levende celler. Derfor skal denne pH-værdi ned, fortæller geologen Chen Zhu til engelske The Engineer.

»Vi foreslår, at man sænker pH-værdien ved at blande bauxit-resterne med andre typer industriaffald, f.eks. den vandbaserede saltlage, som bliver tilovers ved olie- og gasproduktion ­ og så kuldioxid,« siger Chen Zhu.

Tilbage på Lihigh University er Wei-xian Zhangs hold i gang med at udvikle en løsning, hvor specialcoatede nanopartikler kan finde metaloxidpartikler dybt nede i jorden, binder sig til dem og forhindrer dem i at synke længere ned og ramme grundvandet.

En anden løsning, der har været på banen, er at bruge aerogel, som en professor fra det private forskningsuniversitet i Ohio, Case Western Reserve University, var på banen med som oprydningsmetode efter olieudslippet i den mexicanske golf tidligere på året. Aerogelen mener professor David Schiraldi kan fungere som små svampe og separere giftige metaller fra jord og vand på samme måde, som de efter oliekatastrofen skulle skille olien fra vandet.

17. oktober 2010

Steen Ulnits

* Ufatteligt: Genåbning af fabrikken…

De fleste rensemetoder er desværre for dyre og utilgængelige for ungarerne, hvor også de 5.400 indbyggere i nabobyen Devecser er ved at vende hjem igen, efter der er blevet bygget forstærkende stendiger rundt om reservoirerne. Frygten var ellers, at en ny revne ville få endnu større arealer af reservoiret til at vælte endnu giftigere slam ned over ikke alene Kolontar, men også de omkringliggende områder.

Desuden har fabrikken, der var kilde til slammet, The Aluminium Production and Trade company, på mirakuløs vis fået lov at åbne igen fredag, om end den er blevet sat under administration af myndighederne i de kommende to-tre år, skriver BBC.

Imens undersøger efterforskere, om aluminiumsfabrikken overholdt sikkerhedsprocedurerne, eller om de overfyldte reservoirerne og godt var klar over, at der var en risiko for kollaps.

Flere end 150 mennesker blev såret og ni dræbt, da 700.000 m3 rødt spildevandsmudder skyllede ind over byen Kolontar mandag den 4. oktober. Og videre ud i den ungarske del af Donau floden.

“An der schönen blauen Donau” er således en saga blot.

Den er ræverød i dag…

17. oktober 2010

Steen Ulnits

* U-land i EU: Massiv forurening af Donau

Den 4. oktober skete så det, mange havde frygtet og en del ligefrem forventet:

Digerne omkring et af de mange giftdepoter i de gamle østlande og nuværende EU-lande brød sammen. I Ungarn løb 700.000 m3 giftigt rødt aluminiumaffald ud gennem de ødelagte diger og forurenede både land og by. Ni mennesker blev dræbt, 150 såret og flere end 5.000 mennesker evakueret fra byen Kolontar.

Og hvorfor skulle dette så ske – trods masser af advarsler fra miljøfolk i hele verden? Jo, fordi EU var så udvidelsesliderlig (under Anders Fogh Rasmussens ledelse), at man så stort på problemerne. Man lempede derfor helt bevidst på miljøkravene, så de nye lande kunne komme ind og EU blive større. Så vi kunne spille lidt mere med musklerne over for storebror USA…

Og hvad har vi så ellers fået ud af det? Jo, vi er først blevet oversvømmet af kriminelle østeuropæere, der plyndrer danske hjem, og nu har vi så også fået svinet en af Europas største floder til med giftigt slam fra de gamle østbloklande…

En stor tak skal derfor lyde til Anders Fogh Rasmussen og hans medsammensvorne i Danmark og EU.

15. oktober 2010

Steen Ulnits

* Ål i sokkerne – og kælderen…

I alt 175 kilo levende ål fordelt i et stort kar i haven og et brusende betonbassin i kælderen åbenbarede sig for Fødevarekontrollens Rejsehold, da tilsynsførende for nylig kom på kontrolbesøg i et privat parcelhus i Nordjylland.

Fiskeren, som havde fanget ål igennem mange år, fragtede efter fangst dyrene hjem til adressen, hvorfra han solgte dem levende. Selv om manden havde licens til at fange ål, så havde han ikke papirerne i orden til at sælge ålene fra det hjemmelavede dambrug.

Kontrollen fandt sted på baggrund af tip til Fødevarekontrollen, og fiskeren kan nu se frem til en bøde for manglende autorisation og manglende egenkontrol.

Kontrollanterne lod dog nåde gå for ret, og gav fiskeren lov til at beholde de uautoriserede ål:

– Vi betragtede det på linje med, hvis han havde haft dem gående i et hyttefad ude i fjorden. Han kan enten sælge ålene på fiskeauktionen eller til et firma, som er autoriseret til at håndtere den slags – eller han kan spise dem selv. Men han må ikke sælge dem til private, siger Tim Rasmussen Schjoldager, som var med på kontrolbesøget.

Ifølge Tim Schjoldager er det ikke noget særsyn, at ålefiskerne tager ålene sig i levende tilstand, og har dem gående i bassiner på land.

Det er normalt inden for ålebranchen. Men man kan sige, det der ikke er så normalt i den her sag er, at det ikke var i autoriserede lokaler. Dem, vi har kendskab til, som gøre det, har normalt tingene i orden, siger han til Ekstra Bladet.

Det er blevet mere almindeligt i de senere år, at ålene bliver taget med på land. Tidligere havde fiskerne ofte ålene gående i hyttefade i havnen, men i dag er risikoen for, at ålene bliver stjålet så stor, at mange ikke vil risikere det.

Så hellere ål i sokkerne – og kælderen…

12. oktober 2010

Steen Ulnits

* Torsken tilbage – tilsyneladende

For få år siden blev torsken nærmest erklæret uddød i Østersøen af især svenske biologer. Nu bekræfter EU-biologer, at der er sket en voldsom stigning i bestanden af torsk i både Østersøen og den nordlige del af Nordsøen:

– Det virker grotesk, at torsken det ene år erklæres for uddød, og der så myldrer med dem et par år senere, siger formanden for Bælthavets Fiskeriforening Allan Buch.

Formanden for Sydvestjysk Fiskeriforening Jesper Juul Larsen finder det glædeligt, at biologerne nu kan se, at torskebestanden vokser. Både Allan Buch og Jesper Juul Larsen ser på baggrund af de nye analyser frem til højere kvoter for torsk fra nytår.

I den forbindelse må man ikke glemme, at torsken i de indre danske farvande stadig har det rigtig skidt – efter mange års overfiskning med alt for store fartøjer.

Vi må heller ikke glemme, at Greenpeace jo for nylig dokumenterede, hvordan nordsjællandske trawlfiskere regelmæssigt og aldeles åbenlyst fisker ulovligt – inde i torskenes fredede gydeområder…

12. oktober 2010

Steen Ulnits

* Ålekvabber med dievorter!

Ålekvabben er en fantastisk, men meget overset og ofte ugleset fisk. Rusefiskerne ser den som en ringe erstatning for den ægte vare – ålen. Og mange lystfiskere ved ikke rigtig, hvad de skal gøre med den, hvis de fanger én.

Det er synd, for ålekvabber er dels meget velsmagende – dels aldeles unikke blandt vore fisk. Ålekvabber er nemlig levendefødende, hvilket er et meget avanceret træk rent evolutionsmæssigt. Ålekvabben er da også den eneste levendefødende fisk i Danmark.

Verden har længe vidst, at ålekvabben føder levende unger. Men videnskaben har altid undret sig over, hvordan ålekvabben sørger for ilt og næring til sit afkom, mens det endnu ligger inde i bugen på den. Nu har en ren tilfældighed givet os forklaringen. Det var lektor Peter Vilhelm Skov fra DTU Aqua, som fandt frem til den. Han var i færd med at dissekere en drægtig ålehvabbehun, da han skulle bruge et næsten fuldt udviklet foster til fotografering. Under dissektionen lægger han mærke til, at nogle af ungerne tilsyneladende sad fast på nogle udposninger i moderens bughule. 

Lektor Skov gik i gang med at undersøge fænomenet nærmere og fandt frem til, at hunnens udposninger eller follikler på mange måder minder om pattedyrenes dievorter. Folliklerne producerer nemlig en transparent væske, som er karakteristisk ved et højt indhold af såvel protein som bakteriehæmmende enzymer – á la dem, man kender fra pattedyrenes mælk. 

Og her gik vi og troede, at det var let og ukompliceret at være fisk. At fisk er nogle simple skabninger…

12. oktober 2010

Steen Ulnits

* På laksefiskeri med Ruslands præsidenter

Der er i stigende grad fokus på det russiske laksefiskeri på Kola halvøen. Siden jeg var der første gang i 1990, er fisketurismen nærmest eksploderet, og det har bragt såvel lokal velstand som stigende fokus på beskyttelsen af atlanterhavslaksen her.

Nu er interessen for Kola nået helt op på højeste plan. I sidste måned hev Ruslands præsident Medvedev nemlig et par dage ud af sin travle kalender og besøgte Ponoi elven for at kaste fluen ud. Med held. Han krogede og landede nemlig tre laks, heraf en blank og nystegen fisk på 7,5 kg.

Præsident Medvedev ved nu af personlig erfaring, hvad den lokale fisketurisme drejer sig om. Han ved derfor også, hvilke interesser og ressurser, der står på spil i det høje nord. Og hvad der bør gøres for at sikre laksens fremtid heroppe.

Da den islandske præsident for nylig var på besøg i Moskva, mødtes han med præsident Medvedev og diskuterede verdenssituationen med ham. Der var fokus på spørgsmål som grøn energi, global opvarmning og nye skibsruter i den nordligste del af Atlanterhavet.

Ved den lejlighed udtrykte Medvedev ønske om snart at besøge Island. – Måske øjner han lidt mere laksefiskeri midt i sin travle hverdag? Det skal i så fald være ham vel undt!

Tidligere på sommeren lod Ruslands forrige præsident Putin sig fotografere i bar overkrop i Sibiriens solbeskinnede ødemarker – med fiskestang i hånd og på jagt efter taigaens store taimen laks.

Og da Putin og Medvedev er gode venner hjemme bag Kremls tykke mure, blæser der givet mildere vinde for den russiske sportsfisketurisme!

3. oktober 2010

Steen Ulnits

* Farlige ferskvandsfisk

Ferskvandsfisk fra danske søer er så fyldt med giftige stoffer, at bestanden kan tage varig skade og fiskene i nogle tilfælde er sundhedsfarlige at spise.

Det viser en helt ny undersøgelse af seks danske søer, som Danmarks Sportsfiskerforbund har fået udarbejdet hos Fødevarestyrelsen. Miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund, Jens Thygesen, kalder tallene foruroligende:

– Hvem ved, om det vi ser, kun er toppen af isbjerget? I søer, der fødes af grundvand, kan giftstofferne jo være mange år undervejs. Undersøgelsen bekræfter soleklart, at der er behov for langt mere dybtgående undersøgelser af vores søer og de forureningskilder der – ud over kvælstof og fosfor ­ er med til at ødelægge søerne, udtaler han i en pressemeddelelse fra Danmarks Sportsfiskerforbund.

I undersøgelsen er otte store fisk (sandarter, gedder og brasen) testet for en lang række tungmetaller, chlorpesticider og PCB’er . I ét tilfælde, en stor sandart fra Tuel Sø, overskred fisken EU’s grænseværdier for kviksølv. Fisken var altså reelt for giftig til at spise ifølge EU’s standarder.

Ingen andre fisk i undersøgelsen overskred grænsen for spiseegnethed, og er altså ikke farlige for mennesker at spise. For fiskene selv ser situationen til gengæld aldeles alvorlig ud:

Flere af dem overskred de gældende sundhedskriterier og indeholdt så store mængder dioxinlignende PCB-stoffer, at de ligger langt over den sundhedsgrænse, som den europæiske OSPAR Kommissionen har udstukket.

– Selv om OSPAR’s grænseværdier kun er vejledende og ikke lovkrav, er det bestemt ikke godt, når vi her ser, at fiskene i væsentlig grad overskrider kriteriet. Det har vist sig at kunne medføre højere dødelighed, dårligere forplantning, svagere immunsystem samt hormonforstyrrelser blandt fiskene, udtaler Tore Christian Svendsen, der er forsker i miljøkemi på Ålborg Universitet og Danmarks Miljøundersøgelser.

3. oktober 2010

Steen Ulnits

* Arsenik og gamle kniplinger i nyt regi

– Det er den giftigste jordprøve, jeg nogensinde har set!

Sådan sagde en ekspert i DR-programmet 21 Søndag for nyligt, da han blev præsenteret for prøver fra firmaet Collstrops industrigrund i Brabrand ved Århus. Også Collstrop-grunden nær Esrum Sø har tit været genstand for debat – også her på denne side – og nu efterlyser fagforbundet 3F tidligere ansatte, der kan fortælle om arbejdsmetoderne på pladsen.

– Der er på grunden fundet tromler med det stærkt forurenende stof arsen. Disse tromler er hensynsløst blevet fyldt op i en mose på grunden. I lighed med dokumentationen fra grunden i Århus er grunden i Hillerød aldrig blevet ryddet for giftigt affald fra produktionen, siger Michael Liesk fra 3F Frederiksborg.

Han fortæller, at der også er blevet anvendt krom og kobber på fabrikkerne.

– Stoffer, der er meget giftige. Stofferne kan give skader på mennesker som kræft, fosterskader, genetiske skader, luftvejsskader, nyreskader og nerveskader for blot at nævne nogle af de mange katastrofale følger, der kan være forbundet med at arbejde på fabrikkerne, fortsætter han og fortæller, at stofferne er blevet anvendt fra begyndelsen af 1960 og frem til midt i 90’erne.

Nu vil 3F gerne i kontakt med folk, som har arbejdet på en af fabrikkerne, transporteret affald eller har været med til nedgravning af affald på grunden.

– Vi har en formodning om, at ansatte og andre, der har været i berøring med giftstofferne og som har pådraget sig skader, aldrig har fået anmeldt eller anerkendt skader, siger Michael Liesk.

3. oktober 2010

Steen Ulnits

* Vadehavet bliver til nationalpark

Miljøminister Karen Ellemann (V) har nu godkendt den endelige bekendtgørelse om Nationalpark Vadehavet, som vil blive indviet af Prins Joachim – det lokale indslag – og miljøministeren lørdag 16. oktober 2010.

Nationalparken udgør i alt cirka 146.600 hektar og omfatter Vadehavet, vadehavsøerne, Skallingen, Varde ådal, Marbæk-området og dele af marsklandet bag digerne på fastlandet.

“Det er en stor dag for dansk natur, da Vadehavet ubetinget er et af vores vigtigste naturområder. Jeg er sikker på, at den nye nationalpark bliver en stor attraktion for befolkningen i området og et trækplaster for turister,” siger miljøminister Karen Ellemann.

Den nye nationalpark har opbakning fra alle folketingets partier på nær Enhedslisten, som ikke fandt forslaget ambitiøst nok. Vi andre må så håbe på, at denne nationalpark ikke blot bliver endnu en fis i en hornlygte – endnu en inddragelse af natur, der alligevel og i forvejen er underlagt beskyttelseslovgivning. Så regeringen på bekvem vis kan pryde sig med endnu nogle gratis laurbær at hvile på.

På baggrund af høringssvarene har Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Sportsfiskerforbund og digelagene fået en plads i nationalparkens bestyrelse. I forvejen er en række øvrige organisationer og myndigheder repræsenteret i bestyrelsen.

3. oktober 2010

Steen Ulnits

* Vindkraft er vejen frem

Det er egentlig ret fantastisk: Nu har regeringens egne eksperter netop konkluderet, at vindkraft er vejen frem. Fantastisk, for næste konklusion bliver vel, at jorden er rund? Fantastisk, for ingen tidligere regering har gjort mere for at bremse vindkraften end netop den nuværende. Svend Auken så fremtiden stå i vindmøllernes tegn, men alt, hvad Svend Auken stod for, aftvang had og modstand fra regeringen. Som så bestemt ingen vindmøller skulle have. Mere kul derimod.

Men regeringens egne eksperter har nu nået den konklusion, alle normalt begavede mennesker for længst havde nået – at vind er vejen frem. Bedre sent end aldrig, men alligevel. Mange millioner skattekroner senere – og med en lusket Lomborg som lig i lasten.

Danmarks skal blive et grønnere samfund ved at opstille langt flere store vindmøller. Det konkluderer eksperterne i regeringens Klimakommission ifølge flere centralt placerede kilder, skrev Politiken søndag. Kommissionen fremlægger på tirsdag sin længe ventede rapport, der skal vise, hvordan Danmark kan skrue markant ned for forbruget af olie, kul og gas og få sin CO2-udledning ned mod nul. En rapport, som ifølge regeringen bliver pejlemærket for den kommende klima- og energipolitik.

Klima- og energiminister Lykke Friis (V) er slet ikke i tvivl om, at Danmark i de kommende år skal bygge langt flere store havvindmølleparker:

“Vind er det eneste, der kan levere de enorme mængder el, vi får brug for, når vi skal være uafhængige af olie, kul og gas. Og selv om jeg også stadig ser potentiale på land, er det i høj grad havvindmøller, vi skal fokusere på. Effektiviteten er simpelthen langt større på vand, hvor det blæser langt mere”, siger Lykke Friis til Politiken.

Formanden for Klimakommissionen, professor Katherine Richardson, vil ikke udtale sig om rapportens anbefalinger før på tirsdag. Men i de foredrag, hun har rejst rundt med den seneste tid, har hun understreget, at vi ikke har brug for nye typer teknologi inden for vedvarende energi – netop fordi vi har havvindmøller.

Konklusionen er kontroversiel herhjemme, fordi strøm fra havvindmølleparker i øjeblikket er relativt dyr. Både i Dansk Folkeparti og internt i regeringspartierne er det blevet kritiseret, at strømmen fra den kommende havvindmøllepark ved Anholt vil koste 105 øre per kWh – mod en cirkapris på den nordiske elbørs på under 35 øre.

Men Lykke Friis påpeger, at prisen på strøm fra Anholtmøllerne vil falde i de kommende år. Desuden er ministeriet ved at ændre udbudsbetingelserne for at skabe mere konkurrence og lavere priser.

“På lang sigt er der ingen tvivl om, at det kan betale sig at satse stort på havvindmølleparker. Også fordi det vil skabe mange job, ikke mindst hvor der er allermest brug for det, i Udkantsdanmark”, kvidrer Lykke.

Aldeles forudsigeligt kom Bjørn Lomborg straks på banen. Og lige så forudsigeligt med meldingen om, at det bliver alt for dyrt for Danmark…

Så kender vi ham igen!

3. oktober 2010

Steen Ulnits

Aktuelt 3. kvartal 2010

* SyreN

Syren forbinder de fleste nok med noget smukt og velduftende. Imidlertid er SyreN noget ganske andet og langt mindre velduftende. Det er nemlig en ny teknologi, som fødevareminister Henrik Høegh har store forventninger til.

Henrik Høegh og andre nøglepersoner er inviteret til pressemøde 4. oktober på Gamstrup Maskinstation ved Vejen. På pressemødet bebuder opfinderen, Morten Toft, Biocover, at de med spænding ventede 2010-forsøgsresultater med SyreN-metoden skal offentliggøres.

SyreN-metoden går ud på at reducere ammoniak-fordampningen ved at iblande svovlsyre i gyllen, samtidig med at gyllen udbringes med traditionel slæbeslangebom på gyllevognen. Svovlsyren forsurer gyllen, så den flygtige ammoniak omdannes til kvælstofforbindelser, der ikke fordamper. Forventningerne går på, at SyreN-metoden kan reducere ammoniak-fordampningen i lige så høj grad eller måske bedre, end det er muligt ved gyllenedfældning.

Da gyllenedfældning er en mere kompleks og kostbar metode end slæbeslangeudbringning, kan SyreN-metoden giver store besparelser. Udstyret kan påbygges eksisterende gyllevogne og slæbeslangebomme, som derfor fortsat kan bruges for at opfylde reglerne om begrænsning af ammoniak-fordampningen. Derfor interesserer vor fødevareminister sig naturligt nok for metoden.

Henrik Høegh er for øvrigt blevet beskyldt for at være den mest inhabile af alle ministrene. Faktum er nemlig, at Høegh er landmand og som sådan selv modtager over en halv million årligt i landbrugsstøtte.

Fanden hytter sine – og sig selv…

25. september 2010

Steen Ulnits

* Dansk økologi daler

Salget af økologiske fødevarer stiger fortsat i de danske supermarkeder, men det skyldes primært en stærkt stigende import af især økologisk frugt og grønt samt mel og andre kornprodukter, skriver Morgenavisen JyllandsPosten.

Danske økologer taber således terræn på hjemmemarkedet, og det økologiske areal i Danmark er siden 2004 reduceret med 10.350 hektar svarende til 7 procent. I samme periode er salget af økologiske fødevarer i detailhandlen mere end fordoblet. Det fremgår af en analyse udarbejdet af Fødevareøkonomisk Institut.

I detailhandlen kulminerede de økologiske vækstrater i 2008. Det år steg salget af økologiske fødevarer hele 29 procent i danske supermarkeder. Samme år steg importen af økologiske fødevarer imidlertid også voldsomt.

I Økologisk Landsforening vurderer direktør Paul Holmbeck, at de danske økologer især taber markedsandele på frugt og grønt.

“Næsten hele væksten i salget af økologisk frugt er dækket af importerede produkter. Årsagen er blandt andet, at vi har lave udbytter, fordi de danske økologi-regler for brug af naturlige sprøjtemidler er de mest restriktive i verden. Vi arbejder ikke for at få lempet disse regler, men må konstatere, at de medfører stigende import,” siger Paul Holmbeck til Jyllands-Posten.

25. september 2010

Steen Ulnits

* Fransk økologi stiger

Sidste år valgte 300 franske landmænd hver måned at lægge om til økologisk landbrug. Det er det højeste antal i landet nogensinde.

Frankrig har i øjeblikket omkring 16.400 økologiske bedrifter inklusive bedrifter under omlægning. Det er en stigning på 23 procent sammenlignet med 2008. I alt 3.600 omlægninger blev det til i 2009. Det er lige så mange som i de syv foregående år.

Nu er 3,2 procent af de franske landbrug økologiske, ifølge Agence Bio. Det samlede økologiske areal anslås til 670.000 hektar, og heraf er 154.000 hektar under omlægning. Det svarer til to en halv procent af Frankrigs samlede landbrugsareal.

Det er dog stadig langt fra regeringens mål på 6 procent af landbrugsarealet i 2012, men de økologiske organisationer mener, det er muligt at nå. Der er en stigende indenlandsk efterspørgsel efter økologiske produkter i Frankrig.

Sidste år udgjorde omsætningen af økologiske fødevarer 2 procent af den samlede omsætning af fødevarer, og 30 procent af de økologiske varer blev importeret.

Knap halvdelen af den franske befolkning hævder ifølge en undersøgelse, at de køber økologiske produkter mindst én gang om måneden, og hver fjerde af dem, der har købt økologiske produkter, vil øge deres indkøb i de næste seks måneder.

Franskmændene vælger økologien af hensyn til deres sundhed. Derefter kommer hensynet til miljøet, mens kvalitet og smag indtager tredje- og fjerdepladsen. Frugt og grøntsager var de mest populære økologiske produkter, efterfulgt af mejeriprodukter.

25. september 2010

Steen Ulnits

* DN: Landbrugslov betyder masseproduktion

Danmarks Naturfredningsforening begræder vedtagelsen af den nye landbrugslov. Den er ifølge foreningen udtryk for, at regeringen “giver los” for vækst uden at de grønne tiltag følger med.

“En masseproduktion af bulkvarer bringer ikke landmændene ud af krisen, der er historisk dyb. Ingen har hentet gevinster på den masseproduktion, der har udpint naturen i uhørt grad. Masseproduktionen betyder stadigt mere gift i vores ellers fælles rene drikkevand og yderligere pres på dyr og planter“, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

DN beskriver den nye landbrugslov som en lov, der “åbner op for enorme produktioner af blandt andet svin på gigantiske farme, der ikke er underlagt lovgivning, hvad placering eller udseende angår.”

“Jeg vil kalde det en skam, at ambitionerne for dansk landbrug og for vores fælles natur og miljø ikke rækker ind i fremtiden. I stedet vælger vi bare blindt mere af det samme – selvom det bevisligt ikke giver resultater på bundlinjen, endsige skaber et godt miljø eller en rig natur,” siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Jeg vil kalde den en skandale…

10. september 2010

Steen Ulnits

* Truede naturtyper i Danmark skal bevares

Truede højmoser, overdrev, ferske enge og moser skal bevares for at sikre et rigt dyre- og planteliv i den danske natur. Derfor har miljøminister Karen Ellemann (V) igangsat en række naturprojekter til 42 millioner kroner over hele landet.

Projekterne på primært Fyn og Sydsjælland betales for halvdelens vedkommende af den danske stat og den anden halvdel af EU, og de indgår som en mindre del af regeringens større plan om grøn vækst.

De mange små projekter har som mål, at de truede naturtyper ikke alene bliver større, men også får en bedre kvalitet. Bevarelsen af højmoser, overdrev, ferske enge og moser spiller en stor rolle, når den biologiske mangfoldighed skal sikres.

“Hvis sjældne planter og dyr også fremover skal have steder at gro og leve, må naturen føres tilbage til varierende og oprindelige naturtyper. Højmoser, overdrev, ferske enge og moser er under pres i Danmark,” siger miljøminister Karen Ellemann (V)

Massiv opdyrkning og indvinding af land samt opsplitning af naturarealer har gjort det nødvendigt med planen om naturgenopretning. De otte projekter, der nu sættes i gang, drejer sig primært om et større projekt ved Helnæs på Sydfyn, et højmoseprojekt ved Holmegaards Mose på Sydsjælland samt en lang række mindre projekter fordelt over mange yderområder i Danmark.

Projekterne har også som formål at sikre bestandene af orkidéer, salamandre og strandtudser.

10. september 2010

Steen Ulnits

* Fiil Sø genopstår af asken

Engang var det Danmarks næststørste sø – efter Arresø. Gjort berømt af ikke mindst naturmaleren Johannes Larsen. Så blev den drænet væk og forvandlet til landbrugsjord, og nu skal der så være sø igen.

Efter flere årtiers forhandlinger har ejerne af landbrugsejendommen Fiil-Sø A/S ved Varde sagt ja til at opgive svinefarm og kartoffelmarker og sælge til Danmarks største private naturbesidder, Aage V. Jensen Naturfond, skriver Politiken.

“Familien glæder sig derfor over at kunne overdrage Filsø til et naturgenopretningsprojekt”, siger Peter Skak Olufsen, der er bestyrelsesformand for Fiil-Sø A/S.

Naturfonden vil nu genskabe søen som den største ændring på Danmarkskortet i mange årtier.

Også miljøorganisationerne jubler ved udsigten til en grøn oase, hvor landskabet omkring den nye sø med havet, heden og klitterne vil få et unikt dyreliv.

“Det er en stor sejr for naturen. Arealet kan blive et af Danmarks ypperste naturområder,” siger biolog Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening (DN).

DN har siden 1941 kaldt afvandingen af Filsø Danmarksrekord i naturødelæggelse. Området var inden dræningen i international særklasse. Det vrimlede med sjældne fugle som brushane og sortterne, og sommerfuglen svalehalen havde sit sidste danske levested her.

Med genopretningen vil indbyggerne på Vestkysten og de mange tusinde turister få et helt nyt område med store naturoplevelser. Både gående og cyklister vil få let adgang, og der vil blandt andet blive opsat fugletårne.

Vanen tro vil Aage V. Jensen dog nok også sørge for, at ingen naturinteresseret kommer for tæt på…

10. september 2010

Steen Ulnits

* DN: Elektronisk overvågning af fiskere

Danske fiskere skal overvåges elektronisk. Det kræver Danmarks Naturfredningsforening (DN) på baggrund af sagen om ulovligt fiskeri i Kattegat.

– Den almindelige fiskerikontrol er tilsyneladende slet ikke gearet til at håndhæve torskeforbuddet i sydlige Kattegat. Derfor er det fornuftigt, billigt og muligt at benytte den eksisterende teknologi. Fast overvågning vil også beskytte sårbare og truede arter fra at blive rovfisket, siger Henning Mørk Jørgensen, marinebiolog i DN

Området i Kattegat er totalfredet mod fiskeri for at give torsken et område at gyde. Torsken i Kattegat er på et historisk lavt niveau og er i overhængende fare for helt at forsvinde.

Det var ikke myndighederne, der opdagede de systematiske ulovligheder, men derimod Greenpeace.

– Det sætter spørgsmålstegn ved, om det giver mening overhovedet at lave fiskerirestriktioner af hensyn til fiskebestandene og områdelukninger af hensyn til beskyttelse af anden havnatur som eksempelvis marine Natura2000 områder, uden en konsekvent elektronisk overvågning og ligeså konsekvent håndhævelse og sanktionering, siger Henning Mørk Jørgensen.

29. august 2010

Steen Ulnits

* K: – Smid bevismaterialet i skraldespanden

Den konservative fiskeriordfører Tage Leegaard mener, at bevismaterialet om ulovligt fiskeri på gydepladserne fra Greenpeace bør smides i skraldespanden.

– Det er kommet frem på ulovlig vis, så jeg mener, at bevismaterialet skal tilsidesættes. Jeg tager afstand fra, at Greenpeace anvender den slags metoder. Det må bringes til ophør, siger Tage Leegaard til DR Nyheder. Som god liberal tager han ikke afstand fra et eventuelt ulovligt fiskeri.

Formanden for Gilleleje-fiskerne, Jan Nordahl Petersen, der selv var blandt de observerede fiskere, er ikke overraskende af samme mening. Han mener ikke, at Greenpeace med sin overvågning har ført bevis for ulovligt fiskeri i Kattegat.

– Der er hverken position eller datoer på deres billeder. Materialet kan ikke bruges til noget. Vi har ikke gjort noget ulovligt, men det har Greenpeace ved at installere udstyr på fiskerbådene, siger Jan Nordahl Petersen.

Ikke et ord om de virkelige lovbrydere – fiskerne. Som god liberal og konservativ politiker bakker man naturligvis op om sine kernevælgere. Fanden hytter sine.

29. august 2010

Steen Ulnits

* Politisk samråd om ulovligt Gilleleje-fiskeri

Fødevareminister Henrik Høegh (V) og miljøminister Karen Ellemann (V) er nu kaldt i samråd i Folketingets Fødevareudvalg efter afsløringen af, at fiskere fra Gilleleje i Nordsjælland bryder loven, når de dag efter dag fisker i et område af Kattegat, hvor alt fiskeri er forbudt.

– Torsken er en truet art, og mange ved sikkert ikke, hvor skidt det står til. Så hvis vi stadig skal have torsk om 10 år, er det afgørende, at de har det her beskyttede område, hvor de kan gyde i fred. Derfor det helt uhørt, at fiskerne overtræder forbuddet, og det skal der sættes en stopper for hurtigst muligt, siger formanden for Miljøudvalget, Ida Auken (SF).

– Beskyttelsen af fiskebestandene er i forvejen helt utilstrækkelig, men hvis reglerne systematisk brydes, er konsekvenserne helt uoverskuelige, siger Enhedslistens fødevare- og miljøordfører, Per Clausen.

29. august 2010

Steen Ulnits

* Gilleleje-fiskere trawler i totalfredet område

Fiskere fra Gilleleje i Nordsjælland bryder loven, når de fisker i et område af Kattegat, hvor alt fiskeri er forbudt. Området ligger nord for Sjælland og er et ynglested for den truede Kattegat-torsk. Derfor er der totalforbud mod at fiske i området.

Miljøorganisationen Greenpeace har gennem seks måneder overvåget seks fiskekuttere fra Gilleleje med GPS-udstyr. Overvågningen viser, at Gilleleje-fiskerne er flittige gæster i det forbudte område.

Aktivister fra Greenpeace monterede i marts, april og juni en række GPS’er på fiskekuttere i Gilleleje Havn. GPS-senderne blev installeret, uden at fiskerne havde givet tilladelse til det.

Via de skjulte GPS-sendere på fiskekutterne var det muligt at følge bådene og se, hvor de sejlede hen. Hurtigt viste det sig, at fiskerne sejler direkte ud i det lukkede område af Kattegat, blandt fagfolk kendt som trekanten.

Ifølge de officielle torskekvoter landes der årligt 197 ton torsk fra Kattegat. Det er torsk, som er fanget i de lovlige fiskeområder. Men i følge forskere på Danmarks Tekniske Universitet forsvinder der fem gange så mange torsk, som fiskerne rapporterer, at de har fanget.  

Via de skjulte GPS-sendere på kutterne fulgte Greenpeace i en aften i juni tre både fra Gilleleje Havn, der alle var sejlet ud i trekanten.
Billederne fra Greenpeace viser, at kutterne ligger midt inde i det lukkede område. Bådene har fisketrawl i vandet, og bryder altså loven om totalt fiskeforbud i området.

Ifølge Greenpeace har fem fiskere systematisk sejlet ind i området med en lav hastighed, som normalt bruges, når der trawles.

I alt har organisationen overvåget 70 sejlture ind i det forbudte område. Her konstaterede de, at fem fiskere systematisk har gennemsejlet området med en fart på 2-4 knob. En hastighed, som også forskere fra DTU Aqua bekræfter, at der fiskes ved.

29. august 2010

Steen Ulnits

* Fiskefars og vindfrikadeller…

Når man står med en pakke færdigrørt fiskefars på 400 gram, vil de fleste tro, at der er tæt på 400 gram fisk i farsen. 

Men det passer langt fra. Den færdigrørte fiskefars fra supermarkedet indeholder kun 52-53 % fisk, skriver 24timer, der har testet færdigrørt fiskefars fra supermarkederne. 

Resten af indholdet i fiskefarsen fra Aker Seafoods Denmark A/S – som kan købes i de fleste supermarkeder under navne som Thorfisk, Minna og Havfrisk – er primært vand og mel. For eksempel indeholder Minna Lakse- og torskefars 27 % vand og 14 % mel. 

»Jeg er meget overrasket over, at der er så lidt fisk i«, siger kandidat i human ernæring Preben Vestergaard Hansen, der underviser på ernærings- og sundhedsuddannelserne på professionshøjskolen Metropol, til 24timer. 

Preben Vestergaard Hansen hæfter sig især ved, at næsten en tredjedel af indholdet er vand. 

»Det kan ikke være godt for andet end at gøre produktet billigere at producere. Med hensyn til melet skal der selvfølgelig mel i farsen for at få den til at hænge sammen, men jeg tvivler på, at der er brug for så meget mel, som de putter i«, siger Preben Vestergaard Hansen. 

Det høje indhold af vand og mel undrer også diætist Margit Vesterlund fra Hjerteforeningen. 

»Mig bekendt er det ikke normalt at tilsætte vand, når du selv rører en fiskefars. Mange tror nok, at de får mere fisk, end de egentlig gør, når de spiser de her fiskefrikadeller«, mener Margit Vesterlund. 

Hun opfordrer alle til at blive ved med at spise fiskefrikadeller af færdigrørt fars, hvis alternativet er, at de slet ikke får fisk. 

Hos Aker Seafoods Denmark A/S er kvalitetschefen uforstående over for kritikken.

»Vi synes faktisk, at vores fiskefars har et højt indhold af fisk. Fiskeindholdet er nøje afstemt efter, hvordan vi mener, konsistensen skal være – både når du steger frikadellen, og når du bagefter skal spise den«, forklarer Peter Skøtt. 

– Så det er altså ikke, fordi det er billigere for jer at tilsætte godt med vand og mel, så I ikke skal bruge så meget af den dyre fisk? 

»Prisen har selvfølgelig også noget at sige. Vi ville ikke kunne sælge produkterne til den pris, vi gør, hvis der var mere fisk i.« 

Testen fra 24timer viser, at hvis man køber fiskefars hos en fiskehandler i stedet for i supermarkedet, er der markant mere fisk i. Eksempelvis er der mellem 80 og 90 % fisk i farsen fra Antoni Fisk i Lyngby. Til gengæld er prisen så også noget højere.

Det bedste er derfor altid at fange fiskene selv og derefter selv blande fiskefarsen. Så ved man, hvad der er i!

15. august 2010

Steen Ulnits

* EU klimamål reddet på stregen

Et forsøg på at sænke EU’s klimaambitioner blev afværget i sidste øjeblik under et EU-topmøde for nylig. En gruppe klimaskeptiske lande anført af Italien havde ellers fjernet unionens halve løfte om at skrue op for klimaindsatsen frem mod 2020 fra EU’s nye økonomiske plan.

Men i de afsluttende forhandlinger om planen er løftet om, at EU under visse forudsætninger er parat til at sænke sin CO2-udledning med 30 procent, kommet tilbage i teksten.

“Det er fortsat en europæisk ambition at løfte vores mål fra 20 til 30 procent,” siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Tilføjelsen med de 30 procent er noget, som Connie Hedegaard har kæmpet med næb og klør for at få med i 2020-planen. Derfor ville det have været et stort nederlag for EU’s nye klimakommissær, hvis medlemslandene havde smidt det ud. Men i sidste ende undgik EU det helt store klimaslagsmål, hvor EU kunne beskyldes for at løbe fra sine løfter.

Det kan blandt andet skyldes, at Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, tog tidligt hjem fra EU-topmødet for at deltage i kampagnen forud for italienske regionalvalg søndag og mandag. Derfor var Berlusconi ikke til stede, da de endelige konklusioner fra topmødet blev forhandlet på plads fredag formiddag.

Kritikere peger på, at den økonomiske krise og den lave vækst har betydet, at EU-landene kun skal yde en minimal indsats for at nå de 20 procent. Og Connie Hedegaard har allerede sat et analysearbejde i gang, som skal gøre det klart, hvad det kræver for EU at øge klimamålet fra 20 til 30 procent.

Lande som Polen og Italien kæmper imod høje klimaambitioner, fordi de frygter, at omkostningerne for deres industri vil være for store. Omvendt mener andre lande, at en større EU-reduktion kan lægge pres på resten af verden og samtidigt stimulere den europæiske grønne økonomi.

15. august 2010

Steen Ulnits

* Venter på vandplaner…

Miljøminister Karen Ellemann (V) har sat en undersøgelse i gang om indholdet i de vandplaner, som de andre medlemslande i EU har anmeldt til Kommissionen. Baggrunden er blandt andet den heftige kritik af vandplanerne, som landbruget har været ude med.

“Der har været rigtig mange historier fremme – nogle af dem anekdoteprægede – om, hvordan implementeringen af Vandrammedirektivet vil ske i de andre lande. Samtidig er arbejdet en naturlig opfølgning på det sted, vi er nået til i vandplanprocessen, hvor alle lande nu har skullet indsende deres planer til kommissionen,” siger kontorchef Sune Schou, Miljøstyrelsen.

Ifølge Sune Schou vil Miljøministeriet – i samarbejde med Fødevareministeriet – blandt andet indhente informationer om, hvor meget, de øvrige EU-lande vil skære ned på udledningen af kvælstof og andre næringsstoffer, hvor hurtigt de går til værks for at nå miljømålene og hvilke redskaber, de har valgt for at opnå en forbedret vandkvalitet.

“Vi vil se på, hvilket reduktionsbehov, de enkelte lande har identificeret, hvordan de vil fordele dem over de tre planperioder i Vandrammedirektivet, og hvilke typer virkemidler, man har valgt,” forklarer Sune Schou. Arbejdet er imidlertid ikke begrænset til vandrammedirektivet.

“Vi ser også på andre dele af miljøreguleringen – nitratdirektivet, miljøteknologi-regler og andet,” oplyser Sune Schou.

Sammenligningen af de enkelte EU-landes implementering af nitratdirektivet blev sat i gang allerede sidste år – på dansk initiativ og i samarbejde med Kommissionen.

Kommissionen har allerede gennemført en spørgeskemaundersøgelse, og inden sommerferien vil resultatet blive omsat i en rapport, der oplyser, hvordan de enkelte lande har implementeret nitratdirektivet på udvalgte parametre.

Kortlægningen af medlemslandenes forskellige måder at efterleve vandrammedirektivet på, ventes at foreligge i løbet af foråret.

“Vi er gået i gang, men mangler stadig meget viden,” siger Sune Schou.

15. august 2010

Steen Ulnits

* Gisp over gips…

En række kommuner vil nu overveje deres samarbejde med firmaet Gips Recycling, der har leveret papiraffald fra gipsplader og potentielt miljøskadelige stoffer til Overgaard Gods, som siden har pløjet det hele ned på deres drænede og inddæmmede kornmarker.

Reno Syd, der driver seks genbrugspladser i Skanderborg, Odder og Silkeborg kommuner, er chokeret. Driftschef Michael Schøt er overrasket over, at kommunernes affald er havnet på markerne ved Overgaard.

“Vi går ud og vælger miljørigtige løsninger, og det har vi betalt ekstra penge for. Derfor kommer det som en overraskelse for os, at papiraffaldet ender, hvor det tilsyneladende gør,” siger Michael Schøt.

Han er nu indstillet på at opsige den aftale, der ligger med Gips Recycling om at håndtere Reno Syds gipsaffald.

“Hvis det her det viser sig at have det omfang, som det ser ud til, så er det en helt klar udmelding, at vi vil opsige samarbejdet, ja,” siger Michael Schøt til DR Østjylland.

Affaldet der ligger på markerne og i en stor bunke ved godset, stammer fra genbrugspladser over hele landet, og DR Østjylland har talt med flere kommuner, der nu vil se sig om efter alternativer til Gips Recycling.

Gips Recycling har i flere år været det eneste firma, der har tilbudt genanvendelse af gipspladeaffald. Derfor har det også taget en højere pris end andre. På grund af den ekstra høje pris har Reno Syd ifølge Michael Schøt også haft stor tiltro til, at alt affaldet blev lovligt genanvendt, sådan som Gips Recycling har lovet.Men nu ligger det altså i stedet pløjet ned på landbrugsjord.

“Vi går ud og vælger en løsning på gipsaffaldet, som er dyrere og har dermed også en tiltro til, at gipsen bliver genanvendt, og at det ikke har de miljømæssige konsekvenser, som det nu ser ud til at have haft,” siger Michael Schøt.

Gips Recycling har udsendt en pressemeddelelse, hvori firmaet skriver, at det har handlet i god tro, og at det ifølge Gips Recycling kun er Overgaard Gods, der har overtrådt loven. Sandheden blæser i vinden…

15. august 2010

Steen Ulnits

* Kompensation til landbruget – for forurening af grundvandet

Beskyttelseszoner om grundvandsboringer er fornuftige, mener Landbrug & Fødevarer, men landmændene skal kompenseres for de tab, de får på grund den pesticidfri dyrkning.

“Vi skal fokusere på de områder, hvor pesticiderne udgør et problem, Men det er altafgørende, at landmændene bliver kompenseret for tab og ulempe,” påpeger landbrug & Fødevarer i en kommentar til debatten om beskyttelseszoner om grundvandsboringer..

“Hvis man ud fra et forsigtighedsprincip ønsker sprøjtefri beskyttelseszone på mere end 10 meter, og hvis lokale faglige vurderinger bekræfter behovet, bakker vi op om den vurdering. Vi har selv sammen med DANVA peget på, at indsatsen bør koncentreres om bl.a. boringsrørene. Men for os er det helt afgørende, at landmanden bliver kompenseret for det produktionstab og den ulempe, beskyttelseszonerne udgør,” understreger direktør Niels Peter Nørring, Landbrug & Fødevarer.

Han peger desuden på, at vandværkerne allerede i dag har mulighed for at etablere de meget store beskyttelseszoner, hvis de finder det nødvendigt.

Der er stadig megen usikkerhed om årsagen til, at grundvandsboringerne lukkes. Men i Landbrug & Fødevarer glæder man sig over, at antallet af lukkede boringer med pesticidrester over fem år er faldet fra 100 om året til 20 om året…

Ja, vi burde da give de landmænd en medalje for ikke at have slået os allesammen ihjel – endnu.

9. juli 2010

Steen Ulnits

* Endnu 400 vandboringer lukkes pga. sprøjtegift

Drikkevandsboringer landet over er så forurenede med sprøjtemidler fra landbruget, at tabet på lukning af boringer og udgiften til nye boringer de kommende år kan løbe op i næsten 10 mia. kr. Et beløb, som vandværkerne for en stor dels vedkommende er nødt til at opkræve hos forbrugerne. Det skriver Berlingske Tidende.

De nye tal kommer fra de kommunale vandværkers forening DANVA efter eksperternes afdækning af, at et stigende antal boringer er ramt af forurening over grænseværdien. Og med udsigten til, at hele 400 forureningsramte indvindingsboringer står foran lukning, appellerer direktørerne fra seks af landets største vandforsyninger i Berlingske Tidende til Folketinget om at sikre en bedre beskyttelse af de boringer, der henter danskernes drikkevand op fra undergrunden.

“En vækst i antallet af forureninger og lukkede boringer vil føre til, at vores børn må købe vand i supermarkedet eller lade sig nøje med vand af dårligere kvalitet. For eksempel søvand tilsat desinficerende klor,” skriver vandforsyningsdirektørerne fra København, Århus, Odense, Aalborg, Randers og Esbjerg i en kronik i avisen.

9. juli 2010

Steen Ulnits

* Hjørring Kommune vil hjælpe landmændene

Miljøforvaltningen i Hjørring Kommune har bedt politikerne ændre praksis omkring miljøgodkendelser i Natura 2000-områder og stille skrappere krav til landmænd, så kommunen ikke taber alle klagesager i Miljøklagenævnet.

Men det vil politikerne ikke, for så kvæles landmændene langsomt.

“Staten må jo være ude på, at landmanden skal lide en langsom kvælningsdød,” siger Jørgen Bing (SF), formand for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune.

Trods sit partitilhørsforhold har han ikke kun sympati for miljøet, men også med landmændene.

“Det er meget svært at dyrke landbrug i Natura 2000-områder, men landmanden kan jo ikke gøre for at hans bedstefar kom til at lægge gården dér,” påpeger Jørgen Bing over for Nordjyske Stiftstidende.

Der er tre Natura 2000-områder i Hjørring Kommune. Og alt for mange gyllesvin.

9. juli 2010

Steen Ulnits

* Stort gylleudslip i Uggerby Å

En strækning på 20 kilometer af nordjyske Uggerby Å er blevet ramt af et stort gylleudslip. En landmand lukkede for nylig ved et uheld store mængder gylle ud i det nordjyske vandløb, og nu er han politianmeldt.

DR Nordjylland oplyser, at forureningen primært har ramt fiskeynglen, som er død i tusindvis. Lokale lystfiskeres mangeårige arbejde med et genoprette en bestand af bækørreder er dermed sat 5-10 år tilbage.

“Vi anmelder landmanden. Det tegner alt til, selv om jeg ikke har fået alle rapporter fra vores miljøfolk i hus. Men landmanden har ikke overholdt reglerne for gyllehåndtering i forhold til et brug med over 250 enheder,” siger formanden for Hjørring Kommunes teknik- og miljøudvalg, Jørgen Bing (SF).

Og der er hjælp fra uventet side. De lodsejere, som udlejer fiskeret langs Uggerby Å, bør gå ind i kampen for at genoprette åen. Det mener i hvert fald lodsejer Karsten Lund fra Mosbjerg ifølge DR Nordjylland. Han finder det ikke irmeligt, at sportsfiskerne alene skal betale for, at Uggerby Å endnu en gang må genoprettes.

“Sportfiskerne yder en stor indsats for både fiskepleje og naturpleje. Og de er utrolig flinke til at fjerne affald efter sig selv og andre,” siger Karsten Lund.

Han foreslår derfor, at lodsejerene i to år undlader at opkræve penge hos sportsfiskerne for leje af fiskeretten. Hvis alle lodsejere bakker op, kan det indbringe sportsfiskerne op imod 50.000 kr pr. år, vurderer Karsten Lund.

Dambruger Ib Jensen fra Mosbjerg er i gang med at regne på de udgifter, han har haft i forbindelse med gylleudslippet. Desuden overvejer Hjørring Kommune en erstatningssag, skriver nordjyske.dk.

Gylleudslippet har ramt en strækning fra Sterup til Sindal/Mosbjerg. Mens fiskene er døde, så har krebsdyr og insekter klaret sig over forventning. Og det vil give de fisk, der fremover skal vokse op, noget at leve af.

Det eneste lyspunkt i dette det seneste af årets store og årligt tilbagevendende gylleudslip fra det højt besungne danske landbrug – gyllesvinene.

9. juli 2010

Steen Ulnits

* BP angribes nu også af dyreværnsforeninger

Nu har det store engelske olieselskab BP ikke kun præsident Obama at kæmpe med. Ham fik de spist af med en fond på US$ 20 milliarder (120 mia. danske kroner). Nu skal BP også i retten mod lokale dyreværnsaktivister.

Disse har nu i flere uger måttet lide den tort at se i tusindvis af dyr og fugle lide en smertefuld død, klistret ind i sort tjærelignende olie fra BP’s gigantiske udslip i Golfen. Og nu har de fået nok. Nu skal BP betale for disse lidelser påført dyr og fugle på grund af grådig griskhed og manglende sikkerhed.

Ifølge amerikansk lov kan det koste op til 6 måneder i fængsel og US$ 1.000 i bøde – for hvert enkelt dyr, der påføres lidelser. Dyreværnsorganisationerne har allerede anmeldt deres krav via lokale advokater, som kan fortælle, at der til dato er indsamlet 724 døde fugle og 957 døende. Hertil kommer så 387 døde havskildpadder samt 47 døde pattedyr – en megen beskeden start på et kommende massivt antal døde dyr og fugle.

Intet under, at BP har sat en ny mand i spidsen for det gigantiske oprydningsarbejde. I den tro, at de sikkert kan betale sig ud af dette svineri også…

Man må meget håbe, at de ansvarlige BP folk kommer ind at ruske tremmer…

23. juni 2010

Steen Ulnits

* Strid om gylleudslip i Stokkebækken

Svendborg Kommune og en fynsk landmand strides nu om, hvilken dag der skete et gylleudslip fra landmandens gylletank til Stokkebækken – et af Fyns bedste ørredvandløb – tilbage i april måned. Kommunen siger lørdag, mens landmanden siger, at det først skete mandag.

Udslippet skete, da landmanden var ved at pumpe gylle ud til en udlægger på marken. Der var en utæthed ved en kobling fra pumpen på gårdspladsen til gylleslangen, som førte ud til udlæggeren på marken. Gyllen løb ned ad en skråning til et areal ved stalden, hvorfra det løb via åbne regnvandsnedløb til Ellerup Kohavebæk og videre ud i Stokkebækken. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Ifølge Svendborg Kommune skete udslippet lørdag 10. april, uden at landmanden selv alarmerede det kommunale beredskab. Først anerkendte landmanden, at det var sket lørdag, men nu har han så ændret forklaring til, at det først skete mandag. Mandag blev udslippet opdaget af nogle spejdere, som så ørreder ligge med bugen i vejret på bunden af bækken.

Videncentret for Landbrug forklarer ændringen i forklaringen med, at landmanden “… var blevet konfronteret med uheldet og oplyst om, at hans udtalelser kunne danne grundlag for en politisag imod ham. Da dette påvirkede ham voldsomt, opstod denne misforståelse omkring datoerne,” skriver Videncentret i et dokument til Svendborg Kommune, som Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i.

Landmanden siger nu, at udslippet skete mandag 12. april 2010 mellem kl. 6.30 og 8.00. Forklaringen støttes af en medarbejder på bedriften, der selv var på arbejde i weekenden, og som ikke havde bemærket noget gylleudslip.

Fyns Politi vurderer, at landmandens nye forklaring kan give ham en mindre straf, da det er strafbart ikke at anmelde gylleudslip, man har kendskab til. Og hvis det først skete mandag, har landmanden ikke haft så lang tid til at anmelde det.

Udover at kommunen og landmanden strides om, hvornår gylleudslippet fandt sted, er de heller ikke enige om, hvor mange kubikmeter gylle, der flød ud. Kommunen siger 30, landmanden siger 2. Videncentret for Landbrug mener ikke, at udslippet har været på 30 kubikmeter ifølge aktindsigtsdokumentet:

“Randens højde skyldes, at jorden blev fjernet langs bygningens fundament under oprensningen efter udslippet og er dermed udtryk for, at terrænet har stået højere om bygningens sokkel. Det bestrides tillige, at der stod gylle på et 300 kvadratmeter stort areal, et sådant er simpelthen ikke til stede mellem gyllebeholderen og den bemeldte bygning, imod hvilken terrænet skråner”, står der i brevet fra Videnscentret for Landbrug til Svendborg Kommune.

Svendborg Kommune kan ikke udtale sig yderligere i sagen, da den er politianmeldt. Men man må forvente, at landmanden ved næste vidneafgivelse sikkert slet ikke har været til stede på Fyn overhovedet. I hvert fald ikke ifølge Videncentret for Landbrug…

Det kan også anbefales at se nedenstående TV-program fra TV Fyn – hvis man altså vil være endnu mere deprimeret over dansk landbrugs totale ligegyldighed over for det danske vandmiljø:

http://www.youtube.com/watch?v=KLgspFfmcps&feature=player_embedded

23. juni 2010

Steen Ulnits

Aktuelt 2. kvartal 2010

* BP angribes nu også af dyreværnsforeninger

Nu har det store engelske olieselskab BP ikke kun præsident Obama at kæmpe med. Ham fik de spist af med en fond på US$ 20 milliarder (120 mia. danske kroner). Nu skal BP også i retten mod lokale dyreværnsaktivister.

Disse har nu i flere uger måttet lide den tort at se i tusindvis af dyr og fugle lide en smertefuld død, klistret ind i sort tjærelignende olie fra BP’s gigantiske udslip i Golfen. Og nu har de fået nok. Nu skal BP betale for disse lidelser påført dyr og fugle på grund af grådig griskhed og manglende sikkerhed.

Ifølge amerikansk lov kan det koste op til 6 måneder i fængsel og US$ 1.000 i bøde – for hvert enkelt dyr, der påføres lidelser. Dyreværnsorganisationerne har allerede anmeldt deres krav via lokale advokater, som kan fortælle, at der til dato er indsamlet 724 døde fugle og 957 døende. Hertil kommer så 387 døde havskildpadder samt 47 døde pattedyr – en megen beskeden start på et kommende massivt antal døde dyr og fugle.

Intet under, at BP har sat en ny mand i spidsen for det gigantiske oprydningsarbejde. I den tro, at de sikkert kan betale sig ud af dette svineri også…

Man må meget håbe, at de ansvarlige BP folk kommer ind at ruske tremmer…

23. juni 2010

Steen Ulnits

* Strid om gylleudslip i Stokkebækken

Svendborg Kommune og en fynsk landmand strides nu om, hvilken dag der skete et gylleudslip fra landmandens gylletank til Stokkebækken – et af Fyns bedste ørredvandløb – tilbage i april måned. Kommunen siger lørdag, mens landmanden siger, at det først skete mandag.

Udslippet skete, da landmanden var ved at pumpe gylle ud til en udlægger på marken. Der var en utæthed ved en kobling fra pumpen på gårdspladsen til gylleslangen, som førte ud til udlæggeren på marken. Gyllen løb ned ad en skråning til et areal ved stalden, hvorfra det løb via åbne regnvandsnedløb til Ellerup Kohavebæk og videre ud i Stokkebækken. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Ifølge Svendborg Kommune skete udslippet lørdag 10. april, uden at landmanden selv alarmerede det kommunale beredskab. Først anerkendte landmanden, at det var sket lørdag, men nu har han så ændret forklaring til, at det først skete mandag. Mandag blev udslippet opdaget af nogle spejdere, som så ørreder ligge med bugen i vejret på bunden af bækken.

Videncentret for Landbrug forklarer ændringen i forklaringen med, at landmanden “… var blevet konfronteret med uheldet og oplyst om, at hans udtalelser kunne danne grundlag for en politisag imod ham. Da dette påvirkede ham voldsomt, opstod denne misforståelse omkring datoerne,” skriver Videncentret i et dokument til Svendborg Kommune, som Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i.

Landmanden siger nu, at udslippet skete mandag 12. april 2010 mellem kl. 6.30 og 8.00. Forklaringen støttes af en medarbejder på bedriften, der selv var på arbejde i weekenden, og som ikke havde bemærket noget gylleudslip.

Fyns Politi vurderer, at landmandens nye forklaring kan give ham en mindre straf, da det er strafbart ikke at anmelde gylleudslip, man har kendskab til. Og hvis det først skete mandag, har landmanden ikke haft så lang tid til at anmelde det.

Udover at kommunen og landmanden strides om, hvornår gylleudslippet fandt sted, er de heller ikke enige om, hvor mange kubikmeter gylle, der flød ud. Kommunen siger 30, landmanden siger 2. Videncentret for Landbrug mener ikke, at udslippet har været på 30 kubikmeter ifølge aktindsigtsdokumentet:

“Randens højde skyldes, at jorden blev fjernet langs bygningens fundament under oprensningen efter udslippet og er dermed udtryk for, at terrænet har stået højere om bygningens sokkel. Det bestrides tillige, at der stod gylle på et 300 kvadratmeter stort areal, et sådant er simpelthen ikke til stede mellem gyllebeholderen og den bemeldte bygning, imod hvilken terrænet skråner”, står der i brevet fra Videnscentret for Landbrug til Svendborg Kommune.

Svendborg Kommune kan ikke udtale sig yderligere i sagen, da den er politianmeldt. Men man må forvente, at landmanden ved næste vidneafgivelse sikkert slet ikke har været til stede på Fyn. I hvert fald ifølge Videncentret for Landbrug…

Det kan også anbefales at se nedenstående TV-program fra TV Fyn – hvis man altså vil være endnu mere deprimeret over dansk landbrugs totale ligegyldighed over for det danske vandmiljø:

http://www.youtube.com/watch?v=KLgspFfmcps&feature=player_embedded

23. juni 2010

Steen Ulnits

* Ellemann tror ikke på DN’s undersøgelse

Miljøminister Karen Ellemann vil ikke godtage Danmarks Naturfredningsforenings (DN) undersøgelse af §3-områder, men venter på egen undersøgelse.

DN offentliggjorde i begyndelsen af denne måned en undersøgelse, der viste, at 7-8 procent af §3-arealerne er væk. Men miljøminister Karen Ellemann vil ikke forholde sig til naturfolkenes undersøgelse og afventer eget servicetjek. Servicetjekket blev sat i gang tidligere på året og her undersøges blandt andet kvaliteten af §3-registreringerne.

“Når analyserne foreligger senere på året, vil jeg tage stilling til, hvordan vi skal arbejde videre med resultaterne. Vi kender ikke resultaterne endnu, og jeg vil derfor ikke tage stilling til de tal, Danmarks Naturfredningsforening nu fremkommer med. Jeg lægger vægt på, at vi får en grundig belysning af området som grundlag for de videre overvejelser og drøftelser,” skriver ministeren ifølge Altinget.

Så er det jo bare synd, at Karen Ellemanns egen troværdighed som Venstre-politiker og miljøets beskytter kan ligge på et meget lille sted…

23. juni 2010

Steen Ulnits

* Ingen Nationalpark Vadehavet uden fugle

Regeringens planer om udpegning af en ny dansk nationalpark i Vadehavet allerede i år giver ingen mening, så længe problemerne for fuglelivet i Tøndermarsken fortsætter med at hobe sig op.

Det mener Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov. Helt nye tal fra Fødevareministeriet viser, at det ser sort ud for regeringens forsøg på at standse fuglenes tilbagegang med frivillige aftaler med lodsejerne i marsken.

“Det er en total fiasko. De har satset hele butikken på frivillige ordninger, der reelt højst dækker hver tiende hektar i de fredede områder. Regeringen har gang på gang lovet at tage hånd om Tøndermarsken ved at lave frivillige aftaler med lodsejerne,” siger Mette Gjerskov.

Hun forventer på baggrund af de nye tal, at regeringen nu åbent må erkende, at der i stedet er brug for en bedre og varig fredning i Tøndermarsken. Ikke mindst af hensyn til Danmarks internationale forpligtigelser for det vigtige fuglebeskyttelsesområde. Og det er hun ikke ene om:

Regeringens forsøg på at redde fuglene i et af landets vigtigste fugleområder, Tøndermarsken, med frivillige aftaler med blandt andet landmændene har spillet totalt fallit. Og en EU-retssag mod Danmark rykker tættere på end nogensinde. Det mener Dansk Ornitologisk Forening (DOF) og Danmarks Naturfredningsforening (DN) efter nye tal fra Fødevareministeriet. 

13. juni 2010

Steen Ulnits

* Der skal tvang til

De seneste tal viser, at kun ganske få landmænd vil lave frivillige aftaler om ikke at dræne marskområdet. Heller ikke Tønder Kommunes bestræbelser på som miljømyndighed at lave aftaler med sine forpagtere er nogen succes. Kun to tredjedele af kommunens jord er der lavet frivillige aftaler om, og kun ni procent af de private landmænd vil lave aftaler.

“Det er en skandale for de frivillige aftaler, som regeringen nu i årevis har holdt EU-Kommisionen hen med som påstået løsning på problemerne, siger formanden for Dansk Ornitologisk Forening,” Christian Hjorth.

Han peger på, at Danmarks Miljøundersøgelser netop med en stor ny rapport over 35 års fugletællinger også har slået fast, at der skal varige løsninger til.

“Nu skal miljøministeren i arbejdstøjet. Om det skal være med en ny fredning eller med opkøb af jord, må ministeren afgøre. Nogle få landmænd må ikke længere spænde ben for forvaltningen af så vigtigt et naturområde,” siger han.

DOF vil ligesom DN videregive de nye tal til EU-Kommisionen, hvis regeringen ikke selv gør det. Begge foreninger peger på, at der er brugt 80 millioner kroner de sidste 20 år uden, at naturen har fået noget ud af det.

“Det er dybt problematisk, at der nu kun er indgået frivillige aftaler om en tredjedel af de allermest centrale arealer. Det her gigantiske hul i forvaltningen skal løses politisk, ellers rykker en EU-retssag mod Danmark meget tæt på,” siger biolog Bo Håkansson fra DN.

13. juni 2010

Steen Ulnits

* Nul hjælp fra landbruget

Det voldsomt skrantende fugleliv i et af landets vigtigste og mest unikke fugleområder Tøndermarsken skal ikke regne med frivillig hjælp fra landbruget og Tønder Kommunes forpagtere. Det fremgår af nye tal fra Fødevareministeriet.

En ny status fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) slog for få dage siden fast, at det står skidt til for blandt andet engfuglene i området. Antallet af ynglepar ligger under en fjerdedel af målet. Tilbagegangen af blandt andet viber og kobbersnepper skyldes ifølge forskerne især landbrugets dræning af arealerne. Det forhindrer den nødvendige oversvømmelse af dele af området, som ville sikre fuglene insekter og orm i våde lavninger.

Såvel Tønder Kommune som Miljøministeriet har længe henvist til, at en ny frivillig aftale med lodsejerne i marsken om afvandingen i området vil løse problemet. Men nu viser en helt ny opgørelse fra Fødevareministeriet, at ordningerne bliver særdeles sparsomme og kun dækker en ganske lille del af området.

Kun 32 procent af selve kerneområdet i området bliver dækket med de frivillige aftaler. Dermed bliver der kun tale om frivillige aftaler på 274 hektar af kerneområdets 851 hektar. Dertil kommer, at kerneområdet kun udgør en meget lille del af det samlede område på i alt godt 2500 hektar. 

Ansøgningerne på de 274 hektar fordeler sig med 178 hektar (eller 76 procent) fra Tønder Kommunes forpagtere, 44 hektar fra statens forpagtere (100 procent) og 52 hektar fra de private landmænd (ni procent). EU har i en årrække truet Danmark med en EU-retssag for forvaltningen af naturområdet, der er vigtigt yngleområde for en række fuglearter. 

Statens forsøg på at løse problemerne gennem frivillige ordninger har gentagne gange mødt voldsom kritik fra blandt andet de grønne organisationer. Frivillighed virker helt enkelt ikke over for landbruget.

13. juni 2010

Steen Ulnits

* Tomme Tønder får påtale

Tønder Kommune får nu en påtale for ikke at have ført tilstrækkeligt tilsyn med landbrug.

Alt for meget af teknik- og miljøforvaltningens ressourcer i Tønder Kommune er gået med at behandle miljøgodkendelsessager og sikre flere husdyrbrug, mens alt for lidt blev brugt på tilsyn med husdyrbrug, der allerede eksisterede.

Det erkender Tønder Kommunes teknik- og miljøudvalg, efter at Miljøstyrelsen atter har anmodet Tønder Kommune om at stramme op på antallet af lovpligtige tilsyn med landmænd, skriver JydskeVestkysten.

“Vi har ikke levet 100 procent op til tilsynene i 2009,” siger teknik- og miljøudvalgsformand Bo Jessen (V) til avisen.

Det var dog ikke kun et problem i 2009. Aftalen om tilsyn kræver, at alle landbrug i løbet af en 3-årig periode skal have besøg mindst en gang af tilsynet. Men en fjerdedel af de helt store husdyrbrug i Tønder Kommune med over 250 husdyr havde slet ikke tilsyn i perioden 2006-2009. Der blev ikke ført tilsyn med 46 procent af de mellemstore husdyrbrug. Og der blev ikke ført tilsyn med en tredjedel af de små husdyrbrug.

I alt mangler kommunen at føre tilsyn med 365 af kommunens 913 husdyrbrug, der burde være kontrolleret i perioden 2006-2009.

“Vi valgte at bruge ressourcerne på at få miljøgodkendelser igennem i stedet for,” siger Bo Jessen. Så landbruget hurtigst muligt kan komme i gang med udvidelser.

Han meddeler dog, at kommunen nu vil stramme op og omprioritere, så tilsynene tilføres flere ressourcer i år. Så allerede gældende lovgivning kan overholdes – selv i det Lovløse og Vilde Vesten længst i syd…

13. juni 2010

Steen Ulnits

* Lungesygdomme blandt BP oliearbejdere

Råolie er noget giftigt stads, som bedst opbevares i undergrunden. Oliedispergeringsmidler, som er beregnet til at opløse råolie, er om muligt endnu mere giftige.

Intet under derfor, at flere arbejdere nu er indlagt med symptomer på forskellige slags lungebetændelse. De har under deres arbejde med oprensning af olien fra BP-udslippet været udsat for både den giftige råolie og de giftige dispergeringsmidler.

Men ikke nok med det. Sol og varme i området har fået begge dele til at fordampe, så oliearbejderne har indåndet en giftig cocktail af begge stoffer. Og lungerne reagerer øjeblikkeligt på de giftige kulbrinter – med lungebetændelsesagtige symptomer.

Tak til BP for det flotte arbejde til glæde for både dyr og mennesker i området. – Hvor skulle vi være uden jer? Nu står vi i olie til halsen, mens I fortsætter med at udbetale millionstort udbytte til jeres aktionærer…

Man kan godt forstå, at præsident Obama er meget sur på og godt træt af BP og deres ynkelige direktør. Sidstnævnte har for åben skærm udtalt, det hele er mest synd for – ham selv…!

6. juni 2010

Steen Ulnits

* BP olieudslippet fortsætter i Den Mexikanske Golf

Som bekendt er det seneste olieudslip i Golfen blevet til det største i USA’s historie. Det har for længst overhalet “Exxon Valdez” fra Alaska i 1989, hvor mere end 40 millioner liter råolie lækkede fra et grundstødt tankskib chartret af oliegiganten Exxon (tidligere Esso). 

Dengang nåede olien ind til 2.100 km kystlinie og dækkede 28.000 km2 havoverflade i Prudhoe Bay og omegn.

Der er nu gået seks uger efter den eksplosion, der væltede olieboreriggen “Deepwater Horizon” og dræbte 11 arbejdere ombord. Olieriggen var chartret af engelske BP, som er et af verdens største selskaber med et årligt overskud i milliardklassen. Riggen borede olie i Den Mexikanske Golf på 1.700 meter vand.

I løbet af de forgangne seks uger er der fosset mellem 22 og 47 millioner tønder råolie ud i havbugten, svarende til mellem 3,5 milliard og 7,5 milliard liter tyk, klæbende og giftig råolie. 

Råolien er forlængst nået ind til de sårbare kyster og vådområder i staterne Louisiana, Mississippi og Alabama. Og nu senest er den rapporteret fremme ved Floridas kridhvide (endnu da) sandstrande, som hvert år tiltrækker i millioner af turister. De kommer primært for at bade og fiske. Den berømte strand ved Pensacola er en af de først ramte.

BP, som er ansvarlig for det gigantiske olieudslip, har lovet at rydde op efter sig og betale kompensation til de mange tusinde mennesker, hvis eksistensgrundlag er ødelagt i mange år fremover. Det bliver ufattelig dyrt, og indtil videre regner BP med at bruge 84 millioner dollars (godt en halv milliard kroner) alene i denne måned. 

Seneste tiltag for at stoppe udslippet har været anbringelsen af en stor hætte over det knækkede borerør, som spyr olien op fra havbunden på 1.700 meters dybde. En vanskelig operation, som endnu ikke er lykkedes helt. BP planlægger at pumpe op mod 15.000 tønder råolie (2,4 millioner liter) herfra op i et tankskib på overfladen – daglig. 

Planen er gradvis at lukke for fire ventiler på hætten, så man opsamler mere og mere af den udstrømmende råolie. Aflastningsboringer i nærheden skal tage presset af olien i undergrunden, men det vil tage mindst et par måneder at bore disse, og vejret står fremover på torden og storm i området…

Menneskelig grådighed har sat fornuften og forsigtigheden over styr i et omfang, ingen endnu kender. Skadernes totale omfang bare stiger og stiger. Godt, man ikke er redfish på de mudrede flats her…

For at dæmme op for olieudslippet er der udlagt i tusindvis af kilometer flydespærringer i det store område. Der er ligeledes hældt millioner af liter giftige olieopløsningsmidler i vandet.

Alligevel er det blot en dråbe i oliehavet…

6. juni 2010

Steen Ulnits

* Vandmiljø-tilsyn reduceret med 78%

Overvågningen af vandmiljøet er den ringeste i nyere tid, siger Danmarks Naturfredningsforening (DN).

Der er ikke hold i miljøminister Karen Ellemanns (V) påstand om, at regeringens grundighed har forsinket de danske vandplaner. Tværtimod er antallet af tilsyn med vore vandløb styrtdykket, fremhæver Danmarks Naturfredningsforening.

Faktisk var overvågningen af det danske vandmiljø i 2009 på det laveste niveau i nyere tid. Antallet af målinger er så fåtallige, at man i dag ofte er nødsaget til at arbejde med forældede data. På bare 14 år er antallet af vandløbstilsyn faldet fra 9.824 til 2.174, svarende til et fald på 78 procent, påpeger biolog Henning Mørk Jørgensen fra DN.

“Vi går glip af en masse nødvendig viden, når vi skærer så kraftigt på overvågningen af vores vandmiljø. Vi får også rigtig svært ved at evaluere de tiltag, Danmark i de senere år har igangsat for at forbedre vandmiljøet. Der er altså tale om milliardinvesteringer, som vi ikke kender effekten af. Det er ganske simpelt hen for dumt,” siger Henning Mørk Jørgensen.

Både ved regeringsskiftet i 2001 og ved kommunalreformen i 2007 faldt antallet af undersøgelser af vandmiljøet drastisk. Overvågningen er ellers vigtigere end nogensinde før på grund af klimaforandringer, invasive arter og belastning med kvælstof og sprøjtegifte, understreger DN-biologen.

Tallene for tilsyn stammer fra Dansk Vandløbsfauna Indeks og hviler på amternes og senere de regionale miljøcentres oplysninger. Man har i årevis brugt dette system til at vurdere vandmiljøets tilstand og til arbejdet med de vandplaner, som EU forpligter Danmark til at afslutte senest i 2012.

Regeringens tidsplan betyder, at EU først kan forvente at få den danske plan i midten af 2011 – halvandet år efter tidsfristen. Men Karen Ellemann garanterer, at forsinkelsen ikke får konsekvenser for den danske miljøindsats.

Den er der dog ikke mange andre end Venstre, der længere tror på. Den regering gider bare ikke miljøet, som den ikke kan se for bare skattelettelser til de højstlønnede…

5. juni 2010

Steen Ulnits

* Mærsk olieudslip i Nordsøen…

Det er ikke kun amerikanerne, der døjer med olieudslip. Vi andre kan også, omend i noget mere begrænset omfang:

Onsdag registrerede danske og tyske miljøobservationsfly således olie på havoverfladen nær de danske Mærsk produktionsfelter Dan, Halfdan og Kraka i Nordsøen. Nu lyder meldingen, at et område på ikke mindre end 80 kvadratkilometer er dækket af et tyndt lag olie. 

Mærsk kan ikke se noget unormalt i sine udledninger fra produktionen, men i Søværnets Operative Kommando er man ikke i tvivl om, hvor olien stammer fra, efter at en helikopter har overfløjet området.

»Det kommer fra boreplatformen,« siger orlogskaptajn Peter Poulsen og afviser, at et skib har valgt den billigste løsning og dumpet olien: »Det er ikke et skib, der har tømt en tank,« siger han.

Ifølge Miljøstyrelsen er udslippet på mindst 73 kubikmeter, men olien ligger som en tynd film på overfladen og dækker 80 kvadratkilometer. 

Ifølge danske regler, må der højst være 30 milligram olie per liter renset og udledt produktionsvand, men de målinger, som Maersk Oil har foretaget, har ikke vist overskridelser, oplyser selskabet.

Orlogskaptajn Peter Poulsen tror heller ikke, at udslippet overstiger grænseværdierne.

»Personligt tror jeg ikke, der er sket en overskridelse. Normalt kommer de ud med produktionsvand, og det vil altid indeholde olie. De må udlede 30 ppm (parts per million, red.), og det kan altid ses på overfladen,« siger han.

I Miljøstyrelsen er man ikke i tvivl om, at olien stammer fra Mærsk aktiviteter, men man ved ikke, om udslippet er sket i forbindelse med den almindelige produktion. 

»Hos os har der ikke været diskussion om, at olien stammer derfra. Vi kigger på, om der er en anden forklaring, end at det er normale produktionsforhold. Vi er bekymrede for, at der er forhold i driften, der har betydet et større udslip end det, der ligger inde for udledningstilladelserne,« siger vicedirektør i Miljøstyrelsen, Anne-Marie Rasmussen

Selv om Mærsk ikke kan se noget unormalt i sine målinger, der viser hvor meget olie der udledes i havet, har selskabet iværksat sit olieberedskab, og 1.200 meter flydespærre er nu på vej til området.

»Vores data indikerer ikke noget olieudslip, men vi vil hellere sætte miljøberedskabet i gang én gang for meget end én gang for lidt,« siger Franz Willum Sørensen, underdirektør i Maersk Oil i en pressemeddelelse.

»Vi er i færd med at gennemgå produktionen fra ende til anden for at finde en mulig forklaring. En tynd oliefilm er ikke ensbetydende med, at der er forhøjet olieindhold i det rensede vand, vi udleder,« siger underdirektøren.

Miljøstyrelsen oplyser, at vejrsituationen i området er solrig og vindstille, hvilket betyder, at olien fordamper relativt hurtigt. Risikoen for, at olieudslippet når ind til den danske, tyske eller nederlandske kyst, vurderes derfor som minimal. 

Der er ikke planer om at bruge gigtige opløsningsmidler til at nedbryde olien. Ikke endnu i hvert fald.

5. juni 2010

Steen Ulnits

* EU-advarsel til Løkke for manglende vandplaner

EU-Kommissionen sender nu en første advarsel til tolv medlemsstater, som endnu ikke har indsendt deres vandplaner til EU-Kommissionen.

De lande, der endnu ikke har vedtaget og indsendt deres vandplaner er, foruden Danmark: Belgien, Cypern, Grækenland, Irland, Litauen, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien og Spanien. Et fint selskab, vi her er kommet i – som følge af Løkkes Lotto med Miljøet. Det er derfor, vi idag rangerer på højde med Albanien, hvad miljøet angår…

Vandplanerne skulle i følge EU-reglerne have været vedtaget senest 22. december 2009. Nu her et helt halvt år senere er de stadig ikke kommet. De danske vandplaner blev sendt i “teknisk” forhøring i januar i år, men er endnu ikke sendt i den egentlige, offentlige høring, der ventes at tage et halvt år.

I regeringens og Dansk Folkepartis aftale om Grøn Vækst 2.0 er det aftalt, at der skal udarbejdes en analyse om konsekvenserne af vandplanerne, førend de vedtages. Analysen skal være færdig i 2011.

Vandplanerne er hjørnestenen i Vandrammedirektivet og en væsentlig forudsætning for EU’s målsætning om at sikre en god tilstand i Europas vandmiljø inden 2015.

I landbruget er det opfattelsen, at de danske vandplaner – med mindre de ændres afgørende – vil få meget negative konsekvenser for en række danske landbrugsområder.

Men den mening er nok noget af det mest forudsigelige i denne ellers så uforudsigelige verden.

Danmarks tid som EU’s miljøduks er definitivt forbi.

Over and out.

Pinligt.

5. juni 2010

Steen Ulnits

* Landmænd stævner naturforening

Foreningen Bæredygtigt Landbrug stævner nu Danmarks Naturfredningsforening for injurier omkring lukning af vandboringer.

Foreningen er så vred på Danmarks Naturfredningsforenings (DN) beskyldninger om, at landbrugets anvendelse af sprøjtemidler er årsag til, at 300 til 400 drikkevandsboringer er lukket de senere år. Derfor stævner foreningen nu naturfolkene for injurier.

“Vi er trætte af forkerte påstande om landbruget. DN har ingen dokumentation for, at 300 til 400 boringer er lukket på grund af pesticider fra landbruget,” siger Vagn Lundsteen, medstifter af Bæredygtigt Landbrug, til Berlingske Tidende.

Kilden til foreningens vrede er et lettere krigerisk indlæg af DN’s direktør René la Cour Sell i DN’s blad Natur & Miljø, hvor han under overskriften “Sandheden Om Landbruget”, skriver, at “landbruget producerer uansvarligt, ubæredygtigt og med stor skade på naturen.”

Og i et interview med LandbrugsAvisen tilføjer han, at “der er lukket 400 drikkevandsboringer – eller måske er det 300 – på grund af landbrugets sprøjtegifte.”

Stævningen giver dog ikke direktøren kolde fødder omkring sine udtalelser:

“Den påstand står jeg inde for, den kan vi dokumentere,” siger René la Cour Sell til Berlingske Tidende. Han ser stævningen som en reaktion fra frustrerede landmænd, hvilket sikkert er i fin overensstemnmelse med sandheden. Der altid er ilde hørt for dansk landbrug…

“Jeg modtager stævningen i samme ånd som de trusler, jeg har fået fra anonyme landmænd om at tømme en gyllevogn i min have,” siger René la Cour Sell.

Sådan. Så er stilen lagt. Så kender vi dansk landbrug igen! Og det er jo altid betryggende…

2. juni 2010

Steen Ulnits

* Slotsslam i Voer Å

En lagune med slam fra Voergaard Slot brød i sidste uge sammen, og store mængder slam løb ud i Voer Å og videre mod Voerså. 

– En strækning på 10 km å er forurenet af slammet, siger indsatsleder Preben Jensen fra beredskabet i Brønderslev Kommune til Nordjyske.

De store mængder slam kommer fra oprensningen af voldgraven ved Voergaard Slot. Slammet var blevet fyldt over i en stor lagune på omkring 20 gange 50 meter. Men fredag brød den ene væg i lagunen sammen, så de store mængder slam løb ud i åen. 

– Nogen siger, at slammet er lige så slemt som gylle, fortæller indsatsleder Preben Jensen. Hvis slammet – som frygtet – er fyldt med kvælstof, udgør det en alvorlig miljøtrussel mod alt liv i åen. Det skal nu undersøges nærmere af en miljøvagt. 

Hertil er blot at sige, at kvælstof i sig selv ikke er farligt for vandmiljøet i en å. Det er derimod det iltsvind, som slammet kan forårsage – som også tilfældet var med gamle dages ensilage fra markerne.

Fredag aften kæmpede otte mand fra Brønderslev Kommune med at sætte flydespærringer op, og de fik hjælp af Beredskabsstyrelsen afdeling i Thisted, der troppede op med otte mand. De vil pumpe slammet op og fragte det tilbage i lagunen ved slottet. 

Hvor alvorlige miljøkonsekvenserne er efter det store slamudslip, er endnu uvist. Voer Å er kendt for sin fine bestand af havørreder og bækørreder. Eller var…

2. juni 2010

Steen Ulnits

* Danmark uden fossile brændstoffer i 2050

S, SF, Radikale og Enhedslisten lancerede for nylig et fælles klimaudspil, der har som mål at gøre Danmark helt fri af fossile brændsler i 2050. Allerede i 2035 skal el- og varmeproduktionen ske uden olie, gas og kul.

Slut med energispild. Kun grøn energi i nyinvesteringer og en grøn erhvervsudvikling. Det er tre nagelfaste principper i det nye klimaoplæg fra oppositionen. Principperne skal være med til at styre Danmark frem mod partiernes ambitiøse klimamål: Et Danmark, som er uafhængigt af fossile brændsler i 2050. Et Danmark, hvor el og varme udelukkende er baseret på grøn energi allerede i 2035.

1. Stop for energispild handler om, at man vil arbejde på, at bruttoenergiforbruget skal reduceres med 40 pct. inden 2050. 

2. De grønne nyinvesteringer kræver ifølge oplægget, at alle rammevilkår laves om, så tilskud, afgifter og bygningsregler understøtter dette princip. Politikerne vil samtidig opstille en køreplan for, hvordan vi kan udfase kullene fra elproduktionen inden 2030. 

3. En grøn erhvervsudvikling indebærer omlægning af den danske erhvervsstøtte, så den støtter den grønne erhvervsudvikling – herunder et helt nyt støttesystem til grønne teknologier, indtil de kan klare sig selv på markedet. Man forestiller sig et støttesystem, hvor støtten langsomt aftrappes. 

På teknologiområderne er det først og fremmest vindkraft, der skal spille en hovedrolle – via øget elforbrug til transport og opvarmning. Biomasse skal stå for en tredjedel af vores energiforbrug, og også geotermi, solvarme og solceller skal have en markant plads i energisystemet. 

På detaljeplanet rummer oplægget en beslutning om, at der skal være intelligente elmålere til alle inden 2015. 

Med det klare klimamål og efterleven af de nævnte tre principper mener oppositionen, at samfunds- og teknologiudviklingen herfra vil gå i den rigtige retning, og så vil man i øvrigt ikke blande sig i, hvor teknologierne udvikler sig henad. 

“Det giver ikke mening at fortælle, hvordan biler og tog ser ud om 50 år,” skriver politikerne i en kronik i Berlingske om deres klimavision.

Hvad angår finansiering af planen henviser man til analyser foretaget af Ingeniørforeningen og Teknologirådet. Analyserne har vist, at det er samfundsøkonomisk fordelagtigt at omstille Danmarks energiforsyning til vedvarende energi.

– Stik den, Lars Løkke…!

2. juni 2010

Steen Ulnits

* Tanganyika-søen varmere end nogensinde

Tanganyika-søen, der er verdens næstældste og andendybeste sø, er nu varmere end på noget andet tidspunkt i de seneste 1.500 år. Dermed er den fiskeindustri ved søen, som millioner af mennesker er afhængige af, truet.

Beviset for søens tilstand kommer fra boringer i aflejringerne på søbunden, der tyder på, at klimaet har ændret sig over mange århundreder.

Tanganyika-søens overfladevand ligger i øjeblikket på 26 grader, “hvilket ikke er set siden år 500”, skriver forskerne i magasinet Nature Geoscience.

Opvarmningen eskalerede i slutningen af det 20. århundrede, hvilket tyder på, at skylden skal lægges på de menneskeskabte drivhusgasser. I takt med at søen er blevet stadig varmere, er den biologiske aktivitet i søen faldet.

– Indbyggerne i den sydlige og centrale del af Afrika er afhængig af fisk fra Tanganyika-søren for at få protein, siger Andrew Cohen, der er professor i geologisk videnskab ved Arizonas universitet. Cohen deltog i boringerne i søen i 2001 og 2004.

Omkring 10 millioner mennesker i Burundi, Tanzania, Zambia og Den Demokratiske Republik Congo er afhængige af Tanganyika-søen for at få drikkevand og proteiner.

31. maj 2010

Steen Ulnits

* Ny amerikansk klimalov ligger nu klar

Senatet i USA fremlagde for nylig en ny klimalov, der vil nedbringe landets CO2-udslip med 17 procent i 2020 i forhold til niveauet i 2005.

Loven betyder også, at USA udvider den hjemlige olieproduktion og øger produktionen af atomenergi.

Arbejdet med den nye klimalov er blevet styret af demokraten John Kerry, der er senator, sammen med den uafhængige senator Joseph Lieberman.

Det er dog langtfra sikkert, at lovgivningen bliver diskuteret i år, og ikke mindst det voldsomme olieudslip i Den Mexicanske Golf kan også genere arbejdet med loven. Desuden forventes det, at både Republikanere og visse Demokrater vil modarbejde klimaloven.

Udspillet lægger op til, at der bliver tilladelse til flere olieboringer ud for USA’s kyster og samtidig skal skatteincitamenter og lånegarantier forøge atomenergiproduktionen i landet.

Lad os håbe, at amerikanerne snart får øjnene op for, at den bedste og eneste vej frem er at skrue ned for energiforbruget – ikke blot finde flere og nye energikilder.

31. maj 2010

Steen Ulnits

* Tangeværket: Første underskud i 25 år

Så skete det endelig: Manglende nedbør og lave elpriser gav det meget omdiskuterede Tangeværk ved Gudenåen det første underskud i mere end 25 år – på lidt over en million kroner.

I over 25 år har Tangeværket givet overskud, men manglende nedbør og usædvanligt lave elpriser i det vestlige Danmark gav røde tal på bundlinjen. Nærmere betegnet et underskud på 1.087.590 kroner før skat. 

Tidligere har værket kunnet udbetale op til fire millioner kroner tilbage i udbytte til andelshaverne, men i år lunede investeringen knap så meget, fortæller formand Bent Kornbek.

»Ejerkredsen har sagt, at de ikke behøver så stort udbytte i år, så generalforsamlingen vedtog at betale 1,5 millioner kroner tilbage,« siger Bent Kornbek, der blev genvalgt til formandsposten.

Ud over lave elpriser og for lidt regn fik også grøden indflydelse på regnskabet, da værket er afhængig af en vis faldhøjde.

»Bagvandet – altså bag værket mod Bjerringbro har været en halv meter højere i år, så vi har oplevet en større opsugning af vand,« siger Bent Kornbek.

Tjaeh. Det beviser jo bare, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Måske kan anpartshavere og ansvarlige politikere få øjnene op for, at Tangeværket på alle måder er ude af trit med virkeligheden – en levende og tabsgivende anakronisme.

Læs mere under “Bøger”, hvor der findes hele to titler om emnet.

31. maj 2010

Steen Ulnits

*

Sådan sparer Venstre på miljøkronerne…

Det er nemt at være statsminister og skulle spare milliarder efter sin regerings ufinansierede skattelettelser. Man bruger bare lidt Venstre-logik og despekt for miljøet. Hør bare det enkle regnestykke:

Trip: Danmarks miljøcentre har regnet ud, at det danske vandmiljø årligt skal spares for 30.000 tons kvælstof – hvis Danmark skal kunne leve op til EU’s vandrammedirektiuv, der træder i kraft i 2015.

Trap: Først skærer man hårdt gennem debatten og erklærer politisk, at der kun skal reduceres med knap 20.000 tons – uvist hvordan man så er nået frem til det. Det er i hvert fald uden saglig eller faglig begrundelse.

Træsko: Dernæst vurderer miljøminister Karen Ellemann så, at man nok i første omgang kan nøjes med at reducere med 10.000 tons – en sølle tredjedel af det, som fagfolk har regnet sig frem til er nødvendigt.

Endelig forhaler man de planer til vandrammedirektivet, som EU forlanger, at man udarbejder. Med det resultat, at Danmark nu er bagefter de nabolande – Tyskland, Holland og Frankrig – som regeringen selv ynder at sammenligne sig med.

En besynderlig logik, som man givet skal være Venstre-politiker og allerbedst landmand for at forstå. Når man nu ellers i alle andre sammenhænge – når det altså kan bruges til egen fordel – henviser til de selvsamme lande som dem, man skal konkurrere med…

Dansk landbrugspolitik i en nøddeskal – “Løkke-Lotto med Miljøet”. Det danske miljø har aldrig haft det vanskeligere end under den nuværende regering.

18. maj 2010

Steen Ulnits

* – Dumhed, civil ulydighed eller blot total uvidenhed?

Som bekendt har der i flere år eksisteret et totalt omsætningsforbud for fisk fanget af ikke-registrerede erhvervs- og bierhvervsfiskere. Lyst- og fritidsfiskere har således i adskillige år ikke måttet sælge deres fangster. Københavnske Restaurant Zeleste opfordrer nu danske lystfiskere til direkte lovbrud – med lovning om gyldne pengesummer for deres fantastiske fangster af vilde laks og havørreder!

Vi må meget håbe, at ingen danske trolling-fiskere er så dumme, at de fristes af tilbudet – eksempelvis efter en vellykket trolling-tur til Bornholm, hvor de har fået flere kg af de efterspurgte østersølaks i båden, end de selv kan fortære. – For hvordan skal vi så kunne opretholde vor kritik af det ulovlige fritidsfiskeri med garn?

Man må meget håbe, at Fiskerikontrollen allerede har været ude med notesblokken og udstedt de fornødne bøder. Ellers må vi hjælpe dem lidt på vej! Du kunne jo også gribe knoglen og give din mening til kende over for restauranten. Nummeret står på annoncen ovenfor: 33 16 06 06.

Annoncen blev fundet nederst på side 8 af dagens udgave af gratisavisen MetroXpress. Vi må forlange, at Restaurant Zeleste – som minimum – indrykker en tilsvarende annonce, hvori de undskylder fejlen og gør opmærksom på omsætningsforbudet.

12. maj 2010

Steen Ulnits

* DMU må skrue ned for overvågningen

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet har i kontraktforhandlingerne med Miljøministeriet mistet en række opgaver.

DMU skal således ikke længere udarbejde de tilbagevendende “Miljøtilstandsrapporter”, som DMU ellers udarbejder hvert fjerde år. Den Miljøtilstandsrapport, der var planlagt til udgivelse i 2013, bliver således ikke udarbejdet af DMU.

Det er konsekvensen af den nye, fireårige kontrakt, som DMU netop har indgået med Miljøministeriet, oplyser DMU. Man må forvente, at fremtidige leverandører til regeringen vil være mindre kritiske, end det uvildige DMU hidtil har været…

Den nye kontrakt betyder i følge DMU en række færre opgaver til DMU, ligesom opgaver, der tidligere lå under kontrakten, er opsagt, fordi de nu er “konkurrenceudsatte”, som det så fint hedder. Bliver givet til andre, som kan og vil udføre arbejdet billigere end DMU.

I forhold til sidste års kontrakt er porteføljen af faste opgaver ændret på følgende andre områder:

Den marine overvågning af udviklingen af iltsvind i de danske farvande er i 2010 beskåret med et af to togter. Altså reduceret til halvdelen. Dette er yderst kritisabelt og kritisk for miljøet, som nu må lide i tavshed og ubevågenhed. Men til så meget større glæde for regeringen og Venstrebønderne, der jo er grundigt trætte af at høre, hvordan deres svineri med kvælstof ødelægger vandmiljøet og hvert år udsætter det for massive iltsvind. Så: – Smart træk, Lars Løkke! En ren Lomborg igen-igen…

Der overflyttes en del koordinerende aktiviteter inden for overvågningen af natur og miljø-overvågningen (NOVANA) til Miljøministeriet. Desuden er opgaver, der tidligere lå under kontrakten, opsagt, fordi de er konkurrenceudsat. En anden leverandør end DMU skal bl.a. fremover udføre kemiske kontrolanalyser af pesticider.

Endelig er det uafklaret, hvad der sker med DMU’s rådgivning af Miljøministeriet om risikovurdering af mikrobiologiske bekæmpelsesmidler. Opgaven er udsat i konkurrence – i følge DMU uden at der er fundet en ny leverandør.

Endnu en omgang Løkke-Lotto med Miljøet…

9. maj 2010

Steen Ulnits

* Venstre: Lettere at drive erhverv i naturområder

Udkantsområder er plaget af alt for mange regler, der hæmmer erhvervsudvikling. Venstre vil gøre det lettere at drive og opføre erhverv i landzoner.

Der skal være lettere at bygge butikker i mindre byer og muligt at gøre sommerhuse til helårsboliger i udvalgte kommuner. Planloven skal ændres, så eksisterende bygninger kan bruges til andre formål, og der skal mere erhverv i nærheden af kysterne. 

Venstre er klar med et nyt populistisk udspil, der skal komme Udkantsdanmark til hjælp. Nu, hvor der er splittelse på området og et nyt parti på vej. Flere elementer i udspillet drejer sig om at lette på regler, så det bliver lettere både at bygge og drive erhverv langt væk fra de store byer.

“Når jeg besøger folk i de områder, møder jeg aldrig nogen, der siger, de vil have en pose penge. De vil have muligheden for at leve deres idéer ud. Vi siger ikke, der er frit slag for at bygge hvad som helst, men hvis vi ønsker en ændring, må der ske en forandring,” siger Venstres gruppeformand Kristian Jensen.

Gruppeformanden mener, at man tidligere har været for bekymret for, hvad kommunerne ville give tilladelse til. Det har skabt alt for mange begrænsninger for erhvervslivet. Han nævner en IT-virksomhed fra Struer, der ikke kunne flytte 70 meter, fordi bygningen så ville ligge i åbent land. 

Og han finder det forkert, at en staldbygning stadig skal fremstå som en staldbygning indvendig, hvis den skal udnyttes til erhverv.

“I øjeblikket oplever vi, at der er for mange snubletråde. En virksomhed i en landzone må kun have et vist antal medarbejdere, og det er besværligt at udvide. Det skal ændres. Resultatet skal gerne være, at vi får mere erhvervsudvikling i udkantsområder. Det skal være mere spændende at bo i udkantsområder, så vi får stoppet den tilbagegang i bosætning og beskæftigelse, som vi oplever i øjeblikket,” siger Kristian Jensen.

Så kender vi Venstre igen. Nu skal der lempes yderligere på reglerne, så miljøet skubbes længere ud på landet…

9. maj 2010

Steen Ulnits

 

* Waders er farlige!

Hurtig indgriben reddede sandsynligvis en 80-årig mand fra Århus, da han onsdag middag fik et hjertetilfælde i Horsens Fjord.

Manden var sammen med sin pensionist-fiskeklub på tur ved Alrø i Horsens Fjord, da han iført waders faldt om 300 meter ude i vandet. Den nærmeste kammerat ude i vandet fik i første omgang slået manden i brystet, og sammen med flere andre fik de trukket ham ind på land. Her fik en læge i selskabet manden genoplivet.

Alarmen gik kl. 12.03, og kort efter kunne redningsmandskab fra Odder Brandvæsen med politieskorte køre den forkomne mand på Skejby Sygehus. Østjyllands Politi oplyser, at manden fortsat var i live ved ankomsten til sygehuset.

Endnu engang dokumentation for, at fiskeri i waders kan være livsfarligt.

9. maj 2010

Steen Ulnits

* Fjolser på Fisketur på Furesøen

Søværnets Operative Kommando måtte torsdag aften ved 22-tiden sende en redningshelikopter en tur til Furesøen, hvor to unge lystfiskere på henholdsvis 25 og 26 år var kommet i problemer.

De to mænd havde været ude at fiske, da deres båd fik motorstop. Mændene forsøgte at ro i land, men på grund af den kraftige vind måtte de opgive og ringe efter hjælp.

Redningshelikopteren blev sendt af sted, og de to uheldige lystfiskere blev reddet i land i god behold, oplyser Nordsjællands Politi.

Hvis man ikke vidste bedre og havde styr på kalenderen, så kunne dette være en oplagt aprilsnar. Fjolser på fisketur. De kunne jo højst være drevet i land på den anden side af søen…

9. maj 2010

Steen Ulnits

* Clinton: “Arktisk møde var vigtigt”

Den sag vil bare ikke dø…

USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, deler nemlig langt fra sin danske kollega Lene Espersens opfattelse af det stærkt omdiskuterede møde i Arctic G5 i Canada den 29. marts.

For mens den danske regering har betegnet mødet som et mindre betydningsfuldt “statusmøde”, så mener den amerikanske udenrigsminister, at det var vigtigt at bruge tid på at deltage. Det fastslår talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium Megan Mattson overfor Ritzau:

– Udenrigsministeren (Hillary Clinton, red.) havde på forhånd den opfattelse, at der var tale om et vigtigt møde, som gav en fremragende mulighed for at gennemgå landenes fælles interesser, siger talskvinden.

– Og selve mødet har ikke ændret på den opfattelse. Det var nogle meget udbytterige samtaler, siger talskvinden, der også påpeger, at Hillary Clinton havde et “meget stramt arbejdsprogram” i dagene omkring mødet i Arctic G5. Og det var vel at mærke ikke familieferie, der stod på programmet, men politiske gøremål…

Lene Espersen er blevet kritiseret for at melde afbud til mødet til fordel for en ferie med familien på den spanske ferieø Mallorca. I stedet blev Danmark repræsenteret ved justitsminister Lars Barfoed (K).

Den norske udenrigsminister, Jonas Gahr Støre, har tidligere kaldt mødet mellem de fem arktiske kyststater for så vigtigt, at “ingen ferie nogensinde” ville komme i vejen for hans deltagelse.

Da Danmark som bekendt råder over verdens største ø – Grønland – beliggende i Arktis, var det naturligvis himmelråbende tåbeligt og uansvarligt ikke at deltage – når nu både USA’s, Canadas og Ruslands udenrigsministre havde valgt at deltage. Det skal man vist være meget konservativ for ikke at kunne forstå…

1. maj 2010

Steen Ulnits

* Nyt miljøvurderingscenter til gavn for miljøet?

Et nyt dansk miljøvurderingscenter skal udfylde det tomrum, der opstod, da amterne forsvandt og efterlod de nye kommuner med hovedparten af miljøarbejdet.

“Med amterne forsvandt megen ekspertise. Samtidig er miljøvurderingsopgaverne som følge af EU-krav vokset massivt. Det lægger hårdt pres på kommunerne, hvor nogle af de største er selvkørende, men mange ikke er,” siger professor Lone Kørnøv, leder af det Det Danske Center for Miljøvurdering (DCEA) ved Aalborg Universitet, som indvies mandag. Det bliver samtidig med 26 tilknyttede forskere et af de største i Europa.

Centret skal fungere som bindeled mellem forskernes viden og det praktiske miljøvurderingsarbejde ude i virksomheder og kommuner. Bl.a. skal der skrues op for efteruddannelse af miljøfolk og samarbejde mellem forskere og myndigheder.

DCEA ser det også som sin rolle fremover at markere sig i forbindelse med større samfundsprojekter. Det kunne f.eks. have været den aktuelle meget omstridte placering af et nationalt testcenter, som regeringen trods miljøprotester vil placere i en fredskov i Thy.

“Et af vores mål på nationalt plan er at klæde det omgivende samfund bedre på til at tackle de problemer, der er på miljøområdet. Miljøvurderinger risikerer let at blive gennemført under tidspres, for sent i en beslutningsproces eller uden tilstrækkeligt fokus på egentlige miljøforbedringer,” siger Lone Kørnøv.

Formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Kommunerne Landsforening Martin Damm (V) hilser centret velkomment. Men han forventer også, at en del af kritikken over den kommunale miljøindsats forstummer med tiden.

“I enhver fusion går produktiviteten ned en overgang. Kritikken af f.eks. den kommunale indsats med landbrugets miljøgodkendelser, skyldes primært, at lovgrundlaget er alt for frit for tolkninger. Det er ikke kommunernes fejl,” siger Martin Damm.

Man må meget håbe, at det nye center ikke vil vurdere miljøet på samme nedgørende måde, som Bjørn Lomborgs nu heldigvis hedengangne “miljøvurderingscenter” gjorde det…

1. maj 2010

Steen Ulnits

* Forureningskastrastrofe i den Mexicanske Golf

Den lækkende olieplatform i Den Mexicanske Golf kommer til at forårsage et de værste olieudslip i USA’s historie, hvis ikke brønden bliver forseglet, lyder det fra den amerikanske kystvagt.

– BP’s bestræbelser på at begrænse olieudslippet har endnu ikke været nogen succes, siger kontreadmiral Mary Landry og henviser til en 450 ton tung maskine, der skulle være i stand til at forsegle brønden.

Landry vil ikke sammenligne ulykken direkte med den berygtede 1989 Exxon Valdez tankskibskatastrofe, men siger, at hvis ikke udslippet standses, vil det være et af de mest værste olieudslip i USA’s historie.

Oliepølen ligger nu 33 kilometer fra den økologisk skrøbelige kyst i Louisiana, og de føderale myndigheder siger, at man overvejer en kontrolleret afbrænding af den olie, som allerede er inddæmmet i flydespærringer i Golfen.

Platformen, Deepwater Horizon, der er lejet af den britiske energigigant BP, sank torsdag i sidste uge 200 km sydøst for New Orleans, mens råolien fortsat brændte efter en massiv eksplosion, der dræbte 11 oliearbejdere.

BP har haft fire ubemandede ubåde i funktion omkring 1.700 meter under havoverfladen for at forsøge at lægge låg på to utætheder i de føderør, der forbinder oliebrønden med platformen.

Men de seneste to dages indsats har ikke hjulpet, og embedsmænd siger, at ingeniører er ved at konstruere en gigantisk kuppel, der kan placeres over utæthederne i et forsøg på at stoppe en yderligere spredning af oliepølen.

Vi krydser fingre for, at det vil lykkes…

1. maj 2010

Steen Ulnits

* Algeopdræt i Grenå Havn

Grenå Havn og Kattegat-centret bliver hjemsted for landets hidtil mest avancerede forsøgsanlæg til forskning og udvikling i alger som ressource til energi-fremstilling, foder, medicin og ingredienser til fødevarer med videre. 

Det nye anlæg, som i første omgang består af 6-8 stk. tanke á 2 kubikmeter, udmærker sig ved at man kan styre flow, nærigsstoffer, pH-værdi og andre dyrkningsbetingelser for algerne, og dermed ‘manipulere’ algerne alt efter, hvad de skal anvendes til. 

»Det er et meget sofistikeret anlæg og et system, som kan bruges igen og igen og hvor det er meningen, at forskere og virksomheder kan komme og lave dyrkningsforsøg« siger seniorrådgiver Michael Bo Rasmussen, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 

Cand Scient Karin Svane Bech fra Teknologisk Institut tilføjer, at hun ser frem til at udvide algeforskningen til også at handle om alger til foder og til fødevare-industrien. 

Bag anlægget står et nyt konsortium, AlgeCenter Danmark, med deltagelse af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet, Teknologisk Institut, Kattegatcentret og udviklingsprojektet Havets Hus.

Basisudgaven af anlægget finansieres af Teknologisk Institut og Danmarks Miljøundersøgelser, mens Kattegatcentret stiller et 500 m2 stort område til rådighed for anlægget. 

Virksomheden AKVA group, der designer og udvikler recirkuleringssystemer til akvakultur, skal opføre anlægget. På længere sigt vil anlægget blive udbygget med flere bassiner. 

Et af det nye anlægs første projekter bliver at undersøge potentialet i alger som råvare i biogasproduktionen – med særlig fokus på lokal anvendelse i Region Midtjylland. 

Dette projekt støttes af Region Midtjyllands Vækstforum med 2,3 mio. kroner, som gives til konsortiets parter plus Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet og Dong Energy. 

Parterne skal sammen undersøge potentialet i at udvinde biogas fra alger og bruge restproduktet til gødning til økologisk planteavl. 

Den første del af anlægget skal stå færdig inden sommer.

24. april 2010

Steen Ulnits

* Danske makroalger i tanken

Et større dansk forskningsprojekt har siden april 2008 arbejdet med at afklare potentialet i søsalat, der er en naturligt forekommende makroalge i danske farvande. Og status efter det første halvandet år er, at man kan høste det forventede udbytte i store bassiner – nemlig cirka 45 ton tørstof pr. hektar, hvilket er fire gange mere end udbyttet af energiafgrøder.

Hvis man lader CO2 fra for eksempel røggassen i et kraftværk boble gennem vandet, kan man sandsynligvis endda fordoble udbyttet. Til gengæld byder den producerede biomasse på flere udfordringer ved konvertering til energi.

Et højt indhold af aske og salte gør, at søsalat ikke er specielt velegnet til forbrænding alene. I stedet skal man ifølge projektleder Lars Nikolajsen, Teknologisk Institut, i højere grad se søsalat som et additiv til andre biomasser i en forbrændingsproces.

Teknologisk Institut har tidligere undersøgt, hvordan biomasseaffald fra industrien (mask, shea-affald, pektinaffald osv.) kunne bruges som brændbart additiv i kraftværker. Her viste det sig, at den rette blanding af forskellige biomasser kan reducere indholdet af det aggressive kaliumklorid i røggassen, og her kunne søsalat eventuelt indgå.

Søsalat kan også anvendes som råvare til bioethanol-fremstilling, men selvom kulhydratindholdet er på knap 60 procent, så har forsøg med konventionelle gærtyper ikke givet nogen særlig høj ethanol-produktion – cirka tre gram pr. 100 gram tørstof.

Udfordringen er at få frigivet sukkerarterne, og hvis man tager nye mikroorganismer i brug, kan tallet forøges markant. Det arbejder forskere på Risø DTU nu videre med. De forventer, at nye gærtyper og hydrotermisk forbehandling kan gøre det muligt at producere 10 gram ethanol pr. 100 gram tørstof.

En tredje anvendelse er produktion af biogas. Her viser de foreløbige resultater, at biogasproduktionen ligger mellem det relativt høje udbytte fra energiafgrøder og det noget lavere fra kvæggylle. Risø DTU er i gang med at optimere udbyttet ved at ændre temperatur, opholdstid og forbehandlingsmetoder, og man regner med, at stort set alle kulhydrater kan omdannes til biogas.

Seniorforsker ved Risø DTU Anne Belinda Thomsen forventer desuden, at, at en stor andel kan omsættes til butanol på trods af det høje saltindhold i søsalaten.

Ifølge Lars Nikolajsen kan der altså udvindes andre energibærere end ethanol og biogas af algen. Og endelig findes der andre algetyper:

»Kemiske undersøgelser af forskellige alger viser, at der kan udvindes ikke blot energi, men også foder og værdifulde stoffer til ‘functional food’ og farmaceutiske produkter. Vi er kun ved begyndelsen af en spændende forskningsindsats,« siger han.

Ifølge biomasseekspert, professor Claus Felby fra Life Sciencies på Københavns Universitet, illustrerer det danske søsalatprojekt udmærket, at alger er en udfordrende form for biomasse. Det bunder i, at kulhydraterne i alger – som er sukkeralkoholer – fra naturens hånd er designet til at være svært omsættelige for at beskytte algen mod at blive spist:

»Derfor tror jeg, at vi skal dybere ind i selve algerne og designe dem lidt om, før alge-biomasse bliver rigtig velegnet som råvare til bioethanol eller biogas,« siger han.

Søsalat-projektet er delvis finansieret via elpriserne, og ud over Teknologisk Institut deltager Risø DTU, Danmarks Miljøundersøgelser og Dong Energy.

24. april 2010

Steen Ulnits

* Australske mikroalger i tanken 

Det er lykkedes forskere ved Murdich University i Perth og University of Adelaide at øge udbyttet ved dyrkning af olieholdige mikroalger i åbne kar markant. Udbyttet er nået op på 50 ton alger pr. hektar – samtidig med at halvdelen af algemassen kunne konverteres til olie. 

Australierne er derfor gået i gang med at bygge et multimillion-dollar stort pilotanlæg til produktion af biobrændstof fra mikroalger i det Nordvestlige Australien.

Pilotanlægget baseres på resultaterne fra dyrkningsforsøget, som indgår i et meget større forskningsprojekt, hvor alle aspekter af biobrændstof-produktion af mikroalgerne undersøges og udvikles. 

»Før troede man ikke, at det var muligt at dyrke så store mængder alger til biobrændstoffer i åbne bassiner, uden at de blev forurenede, men vi har bevist at det kan lade sig gøre,« siger projektleder Michael Borowitzka fra Murdoch University ifølge Greencarcongress.com. 

Michael Botowitzka regner med at opnå endnu højere produktionsrater i pilotanlægget på grund af bedre klimatiske forhold i Karratha i Nord-vest Australien.

Også den danske ekspert i biomasse, professor Claus Felby fra Københavns Universitet, kalder 25 ton olie ud af 50 ton mikroalger i åbne bassiner for ‘meget flot’: 

»Det er nemlig sådan, at for at få alger til at producere olie skal de “sultes”. Det betyder, at udbyttet daler, når olieindholdet stiger, og derfor er 25 tons olie/ha i åbne bassiner meget flot,« siger han.

Den danske professor tilføjer, at man dog ­ på grund af algernes cellevæg – ikke kan presse olien ud rent mekanisk. Derfor skal den extraheres ved hjælp af for eksempel hexan, som er meget dyrt. 

Mikroalge-projektet har modtaget støtte fra den australske regering som del af et Asian-Pacific Partnership. Et indisk og et kinesisk universitet deltager også i projektet.

24. april 2010

Steen Ulnits

* Minister i samråd om Gudenåen

Det socialdemokratiske Folketingsmedlem, Torben Hansen, Randers, har haft miljøministeren i åbent samråd i Folketingets miljøudvalg.

Anledningen er vandplanerne fra miljøministeriet, som fortæller, at der tidligst kan findes en løsning på passageproblemet ved Tangeværket i perioden 2015- 2022.

– Udsættelsen er uansvarlig og en miljømæssig katastrofe for vandmiljø, fisk og de rekreative og turismemæssige muligheder for borgerne i Randers og Kronjylland, udtaler Torben Hansen og fortsætter:

– Derfor har jeg nu indkaldt miljøministeren i samråd i Folketingets miljøudvalg, for at undgå udsættelsen af den fuldstændig nødvendige naturgenopretning af Gudenåen.

En mere end 10-årig udsættelse – ovenpå de mange udsættelser siden 2001, hvor koncessionen løb ud første gang – er urimelig overfor såvel naturen, vandmiljøet og borgerne.

Torben Hansen understreger, at de forskellige muligheder for den fremtidige passage ved Tange Sø er belyst – bl.a. af Skov- og Naturstyrelsen i 2002 og Danmarks Naturfredningsforening i 2007.

– Taberen i dette dødvande er vandmiljøet, både i Gudenåen og Randers Fjord, fiskene og det øvrige dyreliv, turismen og indtægterne derfra, samt de borgere og kommuner der i mange år har kæmpet for en ren og fritstrømmende Gudenå. 

– Det er på tide at beslutningen om, som minimum, et langt omløbsstryg uden om søen bliver taget. Gudenåen skal ikke svigtes igen, slutter Torben Hansen.

Samrådsspørgsmålene:

Er det ministerens opfattelse, at det i “Udkast til Vandplan for Hovedvandsopland 1.5 Randers Fjord” beskrevne om, at forbedring af de nuværende passageforhold ved Tange sø tidligst vil kunne gennemføres i 2. vandplanperiode (2015-2021) er i overensstemmelse med ministerens bemærkninger til L2 Forslag til lov om ændring af lov om udnyttelse af vandkraften i Gudenå (2007-2008, 2. samling)?

Hvilke initiativer agter ministeren at tage for at undgå udsættelse af en forbedret faunapassage til tidligst 2. vandplanperiode, som anført i “Udkast til Vandplan for Hovedvandsopland 1.5 Randers Fjord”, som ministeren under stor bevågenhed sendte i høring d. 14. januar 2010?

19. april 2010

Steen Ulnits

* Krøyers Prikfisk

Skagen er kendt for sit fine lys og for sine verdensberømte Skagensmalere. Men ikke nok med det. Skagen har netop haft eksklusivt besøg af en underlig fisk. Der er tale om et eksemplar af Krøyers Prikfisk, som er skyllet op på stranden.

I påsken fandt lektor Inge Enghoff således den meget sjældne dybhavsfisk på stranden ved Gl. Skagen.  Den er kun set i danske farvande to gange tidligere  –  i 1856 og 1963.

Fisken er ikke opkaldt efter Skagens-maleren P. S. Krøyer, men derimod efter hans adoptivfar, Henrik N. Krøyer, der var en af landets tidlige marinbiologer. 

Krøyers Prikfisk er første gang videnskabeligt beskrevet i 1861 af den svenske zoolog Malm, der beundrede sin danske ven Krøyer så meget, at Malm mente, han skulle lægge navn til en fisk.

Han kaldte den derfor Notoscopelus kroyeri, hvilket med lidt god vilje kan oversættes til netop Krøyers Prikfisk. Den sjældne fisk befinder sig nu på Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet.

Det er ikke helt utænkeligt, at den sjældne dybhavsfisk er kommet galt afsted under det undersøiske jordskælv, som fandt sted i Nordsøen tidligere på foråret. Det er sket før – med ilanddrevne dybhavsfisk som resultat.

19. april 2010

Steen Ulnits

* Druknet i waders

Det er åbenbart farligere, end de fleste tror, at fiske vadende fra kysten. I hvert fald har dette forår budt på hele to kystfiskere, som er druknet iført deres waders.

Den 10. april var en 68-årig lystfisker taget til Horsens Fjord ved Borre Knob for at fiske – i selskab med en veninde, som dog blev inde på land. Selv stod han på en sandrevle og fiskede iført et par waders.

“På et tidspunkt skulle kvinden træde af på naturens vegne, og da hun kom tilbage, var manden forsvundet,” siger vagtchef Svend Pedersen ved Sydøstjyllands Politi.

En redningshelikopter fra flyvevåbnet blev tilkaldt, og fandt manden flydende i vandet. Han var forkommen, men blev i live bragt til Skejby Sygehus.

“Desværre blev han her erklæret død natten til søndag uden at have genvundet bevidstheden,” siger vagtchefen.

Ifølge politiet er den druknede tilsyneladende væltet i sine waders, og da han ikke bar redningsvest, har tyngden fra vandet trukket ham under i det kolde vand.

Den 18. april var den så gal igen – denne gang på Als i Sønderjylland. En 45-årig lystfisker blev søndag morgen fundet druknet i vandet ud for Naldmose ved Fynshav på Als. Manden var lørdag eftermiddag taget ud for at fiske fra stranden. Det vides ikke, hvordan han endte med at drukne, men Syd- og Sønderjyllands Politi udelukker en forbrydelse.

Embedslægen vil mandag forestå et ligsyn for at fastslå den nærmere dødsårsag, hvis det er muligt. Der er tale om en mand fra lokalområdet, oplyser politiet – ingen tysk lystfisker.

To drukneulykker på så kort tid – begge i waders – understreger, at man ikke skal spøge med vadefiskeri i koldt vand. Der bør redningsvest på. Som om vi ikke godt vidste det…

19. april 2010

Steen Ulnits

* Overgaard politianmeldt

Bedst som vi troede, at Overgaard ville slippe med skrækken, kunne Randers Kommune meddele, at man havde meldt Overgaard til politiet for deponering af ulovligt gipsaffald på godsets kornmarker.

Sagen om 20.000 ton ulovligt deponeret affald på Overgaard Gods ved Randers tog således i dag en ny drejning, skriver DR Østjylland. Randers Kommune har nemlig valgt at politianmelde godset efter at have modtaget laboratorieundersøgelserne af det gipsaffald, som var spredt på godsets marker.

“På baggrund af analyseresultaterne og sagens omfang og baggrund har vi besluttet af politianmelde Overgaard Gods,” siger teknisk direktør i Randers Kommune, Pernille Blach Hansen. Analysen viste nemlig, at kun 10% af affaldet er gips som angivet. Næsten 80% er pap og papir fra gipsplader, mens knap 10% udgøres af papirstykker og småsten fra cement og beton. De sidste 5% udgøres af “andet affald”, som ikke er nærmere defineret i pressemeddelelsen.

Som enhver ved selvsyn “on location” kan konstatere, så er der rester af plast og elledninger iblandt – glasfibervæv og epoxy ligeledes. Altsammen klar til nedpløjning i Overgaards kornmarker med udsigt til Mariager Fjord.

Velbekomme. Eneste trøst er, at Overgaards marker ikke er godkendt som økologiske – endnu da. Vi har jo allerede “økologiske fisk”, som ikke er økologiske.

– Så hvorfor ikke også “økologiske gipsmarker”…?

12. april 2010

Steen Ulnits

* – Til Helvede med miljøet!

Helt så bramfrit lyder meldingen nu ikke, men det er slemt nok: Vi bekymrer os mindre og mindre om forurening og klimaet. Det skriver Ugebrevet A4.

Nye tal fra Catinét-IFKA viser nemlig, at mens 70 porcent var bekymrede for forurening i 1985, så gælder det i dag kun 20 procent af de adspurgte danskere.

Catinét-IFKA har spurgt til danskernes bekymring for forurening i 25 år. Klimaet er først kommet med på spørgeskemaet de senere år. Undersøgelsen viser, at hver tredje var bekymret for klimaet i 2007, mens det nu i 2010 kun er hver femte dansker.

EU’s klimakommissær Connie Hedegaard vurderer ifølge Ugebrevet A4, at det dels er fordi miljølovene nu virker, og dels fordi skeptikere i mellemtiden har haft held til at så tvivl om klimaspørgsmålet.

EU-ekspert professor Peter Pagh, Københavns Universitet, og direktør ved Copenhagen Consensus Center Bjørn Lomborg, peger på, at der har været skabt en overbekymring i forhold til miljø og klima, som danskerne har gennemskuet.

Vi andre normalt begavede kan dog nemt gennemskue, at det netop er regeringens etablering og finansiering af Copenhagen Consensus Center, som har formået af kaste den ønskede tvivl og det ønskede mudder ind i debatten og dermed “retfærdiggøre” regeringens milliardstore miljøbesparelser, der igen kunne muliggøre skattestoppet.

Tror da pokker, at snart en halv snes år med landbruget ved magten har fjernet al fokus fra miljøet og ledt interessen hen på den personlige pengepung. At børnene knap nok ved, hvad ordet “miljø” betyder. Og at voksne bilister dumper alt affald direkte ud af bildøren og ud i rabatten. Der mangler helt enkelt den fornødne opdragelse af befolkningen.

Jeg er i hvert glad for, at jeg ikke har børn, som jeg skal overlade regeringens miljøsvineri til. Og det har Bjørn Lomborg jo heller ikke.

Efter os kommer som bekendt Syndfloden, så lad os bare have det rigtig sjovt indtil da!

12. april 2010

Steen Ulnits

* 10.000 ton kvælstof lukt ud i hav og fjord

Regeringen lover i den nye landbrugspakke, at man lige skal analysere konsekvenserne af vandplanerne, og at analysen skal munde ud i en tidsplan.

Målet om at reducere kvælstofudledningen med 19.000 ton står dog fast, og landbrugspakken lover ikke noget om, at det skal ske senere end 2015.

Det pointerede fødevareminister Henrik Høegh (V), miljøminister Karen Ellemann (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF), da de præsenterede Landbrugspakken fredag eftermiddag.

Men det kan nu godt være, at reduktionen på 10.000 ton for kvælstofs vedkommende alligevel ikke skal ske så hurtigt som først planlagt. Det vil man først tage stilling til i 2011, når man har analyseret konsekvenserne af vandplanerne. Som om man ikke udmærket allerede ved, hvordan tingene hænger sammen.

Regeringen og Dansk Folkeparti lover således, at man først lige skal analysere vandplanernes konsekvenser for beskæftigelsen og for udviklingsmulighederne. Så må miljøet pænt vente, til bønderne har fået deres hektarstøtte udbetalt og gylletankene tømt. Vandrammedirektivets endelige implementering i Danmark skal nemlig ske under hensyntagen til, at det fortsat er muligt at drive landbrug i hele Danmark, står der i aftalen.

De første 9.000 af de 19.000 ton kvælstof er der allerede lovgivet om (vådområder og efterafgrøder), og det ændres ikke. Hvad angår de sidste 10.000 ton kvælstof af de 19.000 ton, vil man først analysere, hvordan man finder dem “mest intelligent”, som Karen Ellemann sagde ved præsentationen. Hun lader til at have det med miljøet præcis som med madpakkerne – først den ene vej og så den anden, når landbrugsinteresserne i Venstre sætter hende på plads.

Analysearbejdet skal munde ud i et samlet forslag til, hvordan man lever op til EU’s Vandrammedirektiv og et forslag til en tidsplan for, hvor hurtigt det skal ske. Desuden skal man gennemgå de anbefalede virkemidlers omkostningseffektivitet.

Det fremgår også af aftalen, at man vil se på mulighederne for at bruge undtagelsesbestemmelserne i Vandrammedirektivet – altså udsættelse af miljøtiltag på mere eller mindre ubestemt tid.

Dansk landbrugspolitik i en nøddeskal – “Løkke-Lotto med Miljøet”.

12. april 2010

Steen Ulnits

* Ny nationalpark udpeget: Varde og Vadehavet

Et stort område i Varde Kommune er nu af Friluftsrådet udpeget som nyt pilotprojekt med status af Naturpark. Det drejer sig om et 22.500 ha stort areal fra Nymindegab til Ho Bugt og 9 kilometer ind i landet.

Det bliver nu til Naturpark Vesterhavet og skal i en 2-års projektperiode gøres mere tilgængelig for offentligheden, skriver DR Esbjerg.

“At Friluftsrådet har peget på netop vores område, er et stort håndslag og en bekræftelse på, at vores område virkelig rummer natur af stor interesse,” siger formanden for Grønt Råd og Varde kommunes udvalg for Plan og Teknik, Preben Olesen.

“Virkelig mange parter skal nu inddrages for at få Naturparken til at fungere, og målet er at finde en balance mellem benyttelse og beskyttelse,” siger Preben Olesen.

Vi andre holder vejret i spænding. Tidligere har jo netop Vadehavet og bønderne hernede på det kraftigste taget afstand til etableringen af en ny nationalpark, som på nogen mulig måde kunne hæmme deres skalten og valten med den sønderjyske natur.

12. april 2010

Steen Ulnits

* Dansk Lystfiskeri: 3 milliarder kroner årligt

Danske lystfiskere har meget længe ventet på resultatet af Fødevareministeriets store undersøgelse om den økonomiske værdi af dansk lystfiskeri. En undersøgelse, som tidligere fødevareminister Eva Kjær Hansen nåede at sætte i gang,  inden hun blev fyret af statsministeren. Inspirationen var ikke mindst en stor svensk undersøgelse over samme emne et par år tidligere.

I flere år har vi måttet henvise til udenlandske undersøgelser, når der skulle sættes tal på værdien af dansk lystfiskeri og dansk fisketurisme. Men nu er undersøgelsen foretaget, og nu ligger resultatet klar til beskuelse og evaluering. Vi skal indledningsvis blot præsentere nogle af nøgletallene og vil siden komme med mere udførlige evalueringer af dele af undersøgelsen. – So stay tuned for more on this later!

Fødevareministeriet valgte rådgivningsfirmaet COWI A/S til at forestå opgaven i samarbejde med Fødevareøkonomisk Institut. De overordnede konklusioner af undersøgelsen er følgende:

Næsten hver femte voksne dansker har dyrket lystfiskeri inden for det seneste år. Det svarer til 616.000 mennesker og gør dermed lystfiskeri til en af de helt store fritidsaktiviteter i det danske samfund. 

I international sammenhæng er andelen af lystfiskere i Danmark lavere end i lande som Finland og Sverige, hvor naturen er tættere på mennesket – men højere end i tætbefolkede industrilande som Holland og Tyskland. Vi ligger sågar et par procent højere end vore kolleger i USA, der må regnes som det moderne rekreative fiskeris moderland. Englænderne opfandt det, men amerikanerne udviklede og kapitaliserede det!

Den danske lystfisker er i gennemsnit på fisketur 10 gange om året, og han eller hun bruger i gennemsnit godt 4.000 kroner på sin hobby. Disse tal dækker dog over store forskelle de enkelte lystfiskere imellem. Fire ud af fem lystfiskere ville således gerne bruge mere tid på deres hobby – hvis ellers de kunne af hensyn til familie og arbejdsliv. Det kan mange vist nikke genkendende til?

Undersøgelsen opgør dansk lystfiskeris samlede økonomiske værdi til 2,85 milliarder kroner. Af disse dejlige penge betegnes 1,31 milliard som såkaldt “aktivitetsskabende forbrug” – forbrug, der direkte påvirker produktion og beskæftigelse i danske virksomheder. Resten af forbruget udgøres af moms og afgifter samt import og handel med brugt udstyr. Alt i alt bringer dette lystfiskeriet på højde med golfsporten, der jo normalt forbindes med velhavende mennesker, dyrt udstyr og mange penge i omløb.

Effekten på beskæftigelsen i forbindelse med dansk lystfiskeri anslås til 2.500 arbejdspladser, hvoraf godt 500 alene skyldes udenlandske fisketurister. Mest glæde har man ikke uventet af lystfiskeriet i Syddanmark – tilsvarende mindst i Norddanmark. Det er naturligvis afstanden til det store tyske marked, som gør forskellen.

Sammenlagt indkasserer den danske stat årligt 568 millioner kroner på skatter og afgifter afledt af lystfiskeriet i Danmark.

7. april 2010

Steen Ulnits

* Hajer på dagsordenen

En række asiatiske lande med Japan i spidsen stemte for nylig mod forslaget om at frede den truede hammerhaj. 

Verdensnationerne var samlet under FN’s faner i Doha, Qatar, for at diskutere hammerhajens fredning, som USA, Australien og en række arabiske lande havde sat på dagsordenen. 

Det blev dog ikke til nogen fredning af en af verdens mest udnyttede hajarter. Det sørgede Japan for i samarbejde med Kina og Indonesien, der stod i opposition til fredningen af hammerhajen. 

De asiatiske lande mener, at man ved at frede hammerhajen vil ruinere en række kystnationer, der udelukkende overlever på baggrund af fiskeri – herunder fangst af hammerhajer. Og så ellers skidt med hajerne. Her kan man virkelig tale om at save løs i den gren, man selv sidder på…

På International Union for Conservation of Nature and Natural Resources (IUCN) røde liste over truede dyrearter er hammerhajen listet som et stærkt udnyttet dyr, samtidig med at hammerhajsbestanden er i konstant nedgang. 

Ifølge de lande, der fremsatte forslaget om fredningen af hajen, er det primært ulovligt fiskeri, der har skabt nedgangen i hajbestanden. 

»Den største trussel mod hammerhajen er fiskeri. Hammerhajens finne har stor værdi«, berettede Tom Strickland, der stod i spidsen for delegationen for hammerhajens fredning i Doha, Qatar. 

»Hajsuppe er en delikatesse i Kina og meget værdsat. Det har nedsat antallet af hammerhajer med cirka 60 til 70 procent«, fortsatte han. 

FN-komiteen var dog tæt på at vedtage fredningen af hammerhajen, men manglede fem stemmer for at få de nødvendige 75 procent af stemmerne. 

»Vi er kede af resultatet, men vi vil forsætte med at tale hammerhajens sag«, sagde repræsentanterne for amerikanerne, Tom Strickland. 

Den første stillehavsnation, der bakkede op omkring beskyttelsen af hammerhajen, var Palau, som sidste år indstillede al hammerhajfiskeri. De var under FN-mødet varme fortalere for, at man forbød al form for hammerhajfiskeri. 

»Vi må beskytte dette enestående dyr, så vores børn i fremtiden også kan nyde dem«, udtalte Harry R. Fritz, der er minister for Natural Resources,Environment and Tourism (NRET).

Jupp Baron Kerckerinck, som er præsident for Shark Research Institute i Millbrook, New York angreb resultatet med stor frustration:

»Japan har altid stemt imod beskyttelse af hajer, fordi de selv fanger dem. Singapore stemte nej, fordi de tjener penge på at sælge hajfinner, og Kina stemte nej på grund af, at de spiser hajfinnerne. Hvordan kan vi nogensinde komme videre så«, spurgte Jupp Baron.

Dyrevelfærdsorganisationerne var også hurtigt ude efter meldingen. En af dem er Verdensnaturfonden (WWF), der mener, at afstemningsresultatet er et farligt signal. 

»Det er et meget skidt. Det er en art, der bliver groft overfisket. Vi havde ønsket at se den på listen«, siger Rasmus Helveg Petersen, der er pressechef ved WWF. 

»Som art er den meget værdifuld. Der bliver formenligt fanget 2,7 millioner hammerhajer om året. Man spiser hajfinnerne, bruger hajskindet og sommetider også hajtænderne«, fortsætter han. 

Rasmus Helveg Petersen pointerer, at udviklingen i fiskeriet af hammerhajen kan få fatale konsekvenser for bestanden. Han er i besiddelse af tal, der er endnu højere end Tom Strickland fra den amerikanske gruppe i Doha. 

»Vi ser allerede nu, at antallet af hammerhajer går voldsomt tilbage. Vores tal viser, at hammerhajen er reduceret 70 til 75 procent af dens naturlige niveau. Det er nu, vi skal passe på det her smukke dyr. Ellers vil vi miste det«, afslutter Rasmus Helveg Petersen. 

Randers, den 1. april 2010

Steen Ulnits

* Hajer på menuen

Købedygtige asiater får mange europæiske fiskere til at skære finnerne af levende hajer og smide dyrene ud igen – uden at aflive fiskene først og uden at bruge resten af kødet.

Man fanger hajen, skærer finnerne af den og smider det endnu levende dyr tilbage i havet. Så fylder det jo ikke op på fiskebåden.

Sådan gør mange spanske, franske, italienske, portugisiske og britiske fiskere ifølge en ny rapport fra 30 miljø- og dyreværnsorganisationer, der med navnet ‘Haj-alliancen’, Shark Alliance, søger at beskytte de truede dyr. 

At skære finner af på denne måde er ulovligt, men EU’s kontrollører sætter ifølge rapporten kikkerten for det blinde øje. Baggrunden for dyrplageriet er den lukrative eksport af hajfinner til Asien. 

I Kina er hajfinnesuppe en dyr delikatesse og nærmest en slags statussymbol for en stadigt mere købedygtig middelklasse. Et kilo hajfinner indbringer op mod 3.725 kroner. Det giver så meget desto større økonomisk incitament til at udrydde hajerne.

Det store flyselskab Thai Airways har dog for længst set skriften på væggen. Således er det flere år siden, at Thai tog hajfinnesuppe af flymenuen.

Mere magt til dem! 

Randers, den 1. april 2010

Steen Ulnits

* Hajer på café

Den store hvide haj er ikke den ensomme dræber, som forskerne hidtil har antaget. Hajerne samles hvert år i store flokke og er da sociale dyr for en tid.

Tidligere troede forskerne, at den hvide haj var en underlig fisk, der mest holdt sig for sig selv, men amerikanske forskere har nu indsamlet data fra over hundrede hvide hajer – og resultatet er overraskende. 

De hvide hajer samles i hundredvis, ja måske tusindvis på de samme områder i blandt andet Stillehavet mellem Hawaii og Mexico år efter år, skriver telegraph.co.uk. Forskningen er offentliggjort i tidsskriftet ‘Proceedings of the Royal Society B.’ (et tidsskrift for de biologiske videnskaber). 

Ved at mærke hajerne i rygfinnen har forskerne fra Standford Universitetet i USA været i stand til at følge hajernes undersøiske færden via satellit. 

Hvor forskerne før troede, at hajerne om vinteren holdt til i nærheden af de store kolonier af sæler, som er hajens foretrukne bytte, så viste det sig, at hajerne forlader de fede sæler i kulden for at finde deres artsfæller i et varmere klima. Et specielt sted mellem øgruppen Hawaii og Mexico er så velbesøgt af den store hvide haj, at forskerne har navngivet det ‘Café Den Hvide Haj’. 

Den nye forskning kan være med til at hjælpe med at bevare den hvide haj, som i de sidste årtier har oplevet en markant tilbagegang. Ved at studere hajens adfærd kan forskere bedre forstå, hvor og hvordan hajen parrer sig og lægger sine æg. 

Fundet af ‘haj-caféen’ har overrasket professor Salvador Jorgensen fra Stanford Universitetet, da stedet ikke er rigt på føde: 

»De kommer sikkert for at finde en mage, boltre sig eller måske endda bare for at blive set«, skriver telegraph.co.uk. 

Randers, den 1. april 2010

Steen Ulnits

* Overgaard under målet

20.000 tons gipsaffald er siden 2005 blevet deponeret ulovligt på Overgaards marker helt ud til Mariager Fjord. For øvrigt sammen med utallige tons offentligt kloakslam fra rensningsanlæg landet over. Godset har fået penge for at modtage det hele og pløje det ned i deres i forvejen hårdt gødskede kornmarker – med det resultat, at Overgaard i dag er en af de suverænt største forurenere af Mariager Fjord med kvælstof – udvasket fra de inddæmmede marker.

Gipsaffaldet kommer fra det prisbelønnede (?) firma “Gips Recycling”, der betegner affaldet som “helt ufarligt”. Enhver kan ved selvsyn konstatere, at det næppe holder i retten. Det hvide gipsaffald er således fyldt med rester af plast og glasfiber, som i hvert fald ikke er noget uskadeligt “kalktilskud” til den magre jord. Glasfiber indeholder epoxy i hærderen, og epoxy er aldeles giftigt. For blot at nævne lidt af indholdet. Og man behøver ikke lede for at finde de nævnte sager. De ligger fuldt synlige og i god mængde.

Randers Kommune tøver imidlertid med at politianmelde Overgaard, indtil man har fået analyseret prøver af affaldet. Trods den kendsgerning, at godset aldrig har fået tilladelse til deponeringen.

Jeg er selv tidligere to gange blevet bortvist fra Overgaards private, kilometerlange og snorlige veje, når jeg ville ned til fjorden for at fiske uden for dæmningerne. Her kan man kaste lige ud i sejlrenden og komme i kontakt med de mange havørreder, der trækker ind og ud af fjorden – fra eller til Kastbjerg og Villestrup Åer.

Dengang troede jeg blot, at emsige skovarbejdere ville håndhæve den private ejendomsret for den rige godsejer Brask Thomsen, som købte Overgaard tilbage i 1984. I dag kan jeg forestille mig, at de allerede dengang ikke havde rent mel i posen – siden man nu ikke måtte færdes på de øde markveje herude, hvor Mariager Fjord møder Kattegat…

Miljøkontrollen forsvandt som frygtet og forventet med amterne, der havde det overordnede miljøtilsyn og den fornødne kompetance på området. I dag ligger tilsynet hos kommunerne, der hverken har tid, kompetance eller penge til at føre den fornødne kontrol. Det har regeringen effektivt sørget for. De meterhøje og tonstunge bunker af affald er ellers svære at overse…

Danmarks 16 amter blev oprettet i 1970 og nedlagt igen i 2006 – erstattet af 98 storkommuner og 5 nye regioner. Siden da og med den nuværende regerings stiltiende velsignelse har der været frit slav for landbrug og industri til svineri af den slags, som vi nu ser afsløret på Overgaard.

Men der er penge i skidtet. Ifølge dagspressen har Overgaard modtaget kr. 135,- pr tons gipsaffald, som er modtaget til deponering og nedgravning i kornmarkerne. Små 3 millioner kroner har Overgaard således modtaget for at grave gips, plast og glasfiber ned i godsets inddæmmede jorder helt ned til landets smukkeste fjord.

Gaar den, så går den. Men den gik altså ikke – længere…

Randers, 1. april 2010

Steen Ulnits