Forfatterarkiv: Steen

Island

Island er et på alle måder unikt land. Øen ligger midt på den nordatlantiske højderyg, hvor Europa og Nordamerikas jordplader langsomt glider fra hinanden. Resultat: Masser af rygende vulkaner og geotermisk varme i undergrunden. På Island ligger jordens indre således markant tættere på overfladen end de fleste andre steder!

Det meste af island er af vulkansk oprindelse – spyet ud af jordens indre via de mange vulkaner. Lavaen er imidlertid fuld af vigtige mineraler, hvorfor undergrunden langt fra er så gold, som det arktiske klima ellers kunne forelede én til at tro. Faktisk er undergrunden ganske næringsrig, hvilket både land og vand nyder godt af.

Kombinationen af næringsrig undergrund og termisk varme har gjort Island til et eldorado for laks og ørreder, der her vokser eksplosivt i ofte vanskeligt tilgængelige områder med et ringe fiskepres. Her bliver ørrederne ofte flere kilo tunge i løbet af få år, og her vrimler til det med sølvblanke laks som kun få andre steder i verden.

Island har flere end 100 elve, der huser laks. Og det er elve af en størrelse, der ikke kræver tungt grej, som mange norske lakseelve gør det. Island har derfor længe været et populært rejsemål for amerikanske laksefiskere, der her kan svinge deres korte enhånds fluestænger med god chance for laks, som kun undtagelsesvis vejer over 10 kg.

Til gengæld er der rigtig mange af dem. Og de er rigtig dyre at fiske efter. Måske de dyreste i hele verden. Således har man i snart mange år regnet med, at enhver islandsk laks omsætter for US$ 1.000, når den fanges på stang og line. Den sølvblanke laks er således guld værd for den islandske økonomi.

En tommelfingerregel siger, at godt ørredfiskeri på Island koster det samme som godt laksefiskeri i Norge. Det er ikke helt forkert, men dog en sandhed med modifikationer. Har man de rigtige forbindelser, kan man nemlig opleve fint ørredfiskeri til menneskelige priser.

Laksen derimod bliver aldrig billig på Island…

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra Island ⌘

Klik her for at læse artiklen “25 år på Island“

Klik her for at høre/downloade podcast fra Island

Australien

Australien har i rigtig mange år været et sted meget langt borte. “Down under”, som det spøgefuldt kaldes, var i mange år forbeholdt de engelske straffefanger, som her fik friheden mod at kolonisere det enorme kontinent og gøre det til engelsk territorium.

Alle “ægte” australiere er således efterkommere af mere eller mindre kriminelle engelske statsborgere, som ofte fik valget mellem dødsstraf hjemme i Good Old England. Eller en meget lang sejltur til Australien, hvor de så måtte klare sig efter bedste evne. Mange overlevede ikke sejlturen, og endnu flere bukkede under efter ankomsten.

Men de, der overlevede, kom styrket ud af oplevelsen. Det var stærke mennesker, som ikke stod tilbage for de europæiske indvandrere, der koloniserede Nordamerika i 1800-tallet. Faktisk var de nok endnu mere barske – deres ofte kriminelle baggrund taget i betragtning.

Anyway, de gæve britter ankom til et land beboet af dyr og planter, de aldrig havde set magen til. Farlige dyr, som vi i dag alle kender fra Crocodile Dundee filmene, hvor landets enorme saltvandskrokodiller spiller en af hovedrollerne.

De kom også til et land befolket af aboriginals, der ofte havde svært ved at håndtere de nyankomne. De blev undertrykt eller sågar fordrevet fra deres eget land – præcis som det er sket med naturfolk alle andre steder, den hvide mand har koloniseret og underlagt sig. Det være sig eskimoer i Grønland, maorier i New Zealand eller indianere i Nordamerika.

Australiens blotte størrelse gør, at fiskemulighederne varierer uendelig meget. Det omgivende hav bugner af Big Game fisk, som vi også kender andre steder fra: Marlin, tun og hajer med mange flere. Således fanges nogle af de største black marlin typisk i farvandet ud for Great Barrier Reef. Fisk, der ofte vejer mere end 1.000 pounds…

De mest eksotiske fiskemuligheder finder vi dog inde i landet. Eller rettere: I overgangen mellem flod og hav. Her stortrives nemlig Australiens nationalfisk og ubestridte sportsfisk nummer ét: Barramundien. Det er en fisk, der vandrer mellem ferskvand og saltvand – det sidste dog sjældent mere salt end brakt. Det er en fisk, der i Australien har samme status som havørreden herhjemme.

I de selvsamme flodsystemers afsnørede flodslynger – “billabongs” også kaldet – finder vi en masse andre spændende sportsfisk, der kan holde én beskæftiget mellem huggene af barramundi.

Men hele tiden holder man et vågent øje efter de store saltvandskrokodiller, der kan blive både 4, 5 og 6 meter lange…

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra Australien ⌘

Klik her for at høre/downloade podcast fra Australien

Alaska

Der findes næppe den dreng, der ikke har drømt sig til Alaskas enorme ødemarker, hvor grådige grizzlybjørne jager stillehavslaks i mængder og størrelser, man som dansk lystfisker næppe kan forstå. Måske har man læst Jack London og ønsket sig i hans sted – i hans utætte læderstøvler og med hans primitive fiskeudstyr. I en totalt uberørt ødemark af ufattelige dimensioner.

Uanset udgangspunkt så er Alaska en af de destinationer, som flest lystfiskere går og drømmer om og måske også sparer op til. Men det er en stor investering, som i reglen skal godkendes af familien. Der må leve uden én i de uger, man turer rundt i ødemarken og lever drømmen ud…

Nogle bliver overraskede over besøget, andre bliver decideret skuffede. Man skal nemlig være klar over, at der er to slags Alaska: De elve og søer, der ligger tæt på storbyerne, og som derfor oplever en ganske voldsom trafik i de korte sommermåneder. Og så det “rigtige” Alaska, hvor man flyver langt ind i ødemarken og camper fast eller rafter ned ad en elv.

Dette bør man gøre sig klart, før man booker sin rejse. Så man ved, hvad man man får ved ankomsten og derfor ikke bliver skuffet.

– Skal det være en billig rejse til bynære floder med masser af trafik? – Skal det være den vildeste luksus med fast ophold i en komfortabel lodge med adgang til guider, både og vandfly? – Eller vil man tage den store tur og selv rafte ned ad en elv i en gummibåd, hvor man slår lejr på lovende steder og fisker herfra?

Jeg har prøvet det hele og ved, hvad det drejer sig om og kræver af fisketuristen. Under alle omstændigheder – uanset rejseform – er Alaska en destination, der for mange går i blodet!

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra Alaska ⌘

Onkel Julius in memoriam

En af dansk lystfiskeris grand old men gik bort sidste forår. Det var Julius Wedege, som jeg havde kendt i årtier, og som har betydet uendelig meget for min egen udvikling som lystfisker.

Onkel Julius, som han kærligt blev omtalt af deltagerne på forbundets juniorlederkursus i Hoptrup, havde et smittende humør og en høj latter, der kunne høres på lang afstand. Man var aldrig i tvivl, når Julius var i nærheden!

Det gode humør var han imidlertid ikke kommet sovende til. Således var Julius en af de danske politifolk, som i september 1944 blev anholdt og sendt til KZ-lejren i Buchenwald, hvor 15.000 mennesker led en grusom død inden krigens afslutning.

Men lystfiskeriet gjorde det muligt for Julius at overleve og vende tilbage til en normal tilværelse efter krigen. Han engagerede sig i foreningsarbejde i København og forbundsarbejde i Jylland, som også dengang var hovedsæde for Danmarks Sportsfiskerforbund.

Julius Wedege var et fyrtårn, som kom til at betyde meget for mange danske lystfiskere.

Læs hele artiklen om Onkel Julius på dette link:

http://ulnits.dk/fluefiskeri/onkel-julius/

Onkel Julius

Onkel Julius – alias Julius Wedege – er desværre ikke iblandt os længere. Han gik bort den 28. marts 2014 – få dage efter sin 93 års fødselsdag.

Jeg skal aldrig glemme, da jeg første gang mødte Julius Wedege. Jeg havde læst hans bøger, og han var min helt, fra før jeg mødte ham. Jeg var da heller ikke et sekund i tvivl, da jeg første gang så ham ved Stevning Næs på Als – min næsten daglige fiskeplads i de år, hvor jeg boede i Stevning og gik på Sønderborg Statsskole.

Selv på lang afstand vidste jeg intuitivt, at her kom mit store forbillede – høj, slank og rank og med fru Elinor ved sin side. Det var næsten telepatisk, for jeg anede ikke, at han ville være på Als i de dage. Jeg vidste bare, at det var ham – på flere hundrede meters afstand. Det må jeg have lært eller læst mellem linjerne i hans dejlige fiskebøger.

Jeg var vildt benovet – som kun en teenager, der møder sit idol, kan være det – men Julius var nem at gå til. Han var i Sønderborg, hvor han holdt kursus på Idrætshøjskolen, og han ville lige et smut til Stevning Næs for at dyppe snøren. En god plads også dengang, hvor der var langt mellem snapsene – hvor hver eneste havørred var en flidspræmie.

Vi snakkede løs, som kun fiskere kan gøre det, og jeg betroede ham straks alle mine hemmeligheder om stedet, som jeg givet kendte bedre end nogen. Der var trods alt kun 3 km til Stevning, hvor jeg boede, og ifølge min mor tilbragte jeg nok omkring 300 dage årligt netop her…

Hver eneste gang, vi efterfølgende mødtes, gjorde Julius mig opmærksom på det gode råd, jeg dengang havde givet ham: – Stevning Næs fisker bedst i østenvind!

Det glemte han aldrig, og det glemmer jeg ham aldrig for. Han var totalt ukrukket, hvilket man desværre ikke kan sige om alle fiskekoryfæer.

Forårsvandringen

Siden mødtes vi mange gange: På plænerne ved Idrætshøjskolen i Sønderborg. På juniorlederkurset i Hoptrup. Og senest på Samsø, hvor jeg selv var begyndt at afholde kurser i kystfluefiskeri på højskolen – sammen med min gode ven og våbenfælle Preben Petersen, der har taget farvebillederne til denne artikel.

Hvert forår lagde Julius og fru Elinor vejen forbi Samsø, og her lejede de hvert år det selvsamme sommerhus ved Sælvig. På samme måde tilbragte parret hver sensommer nogle gode uger ved Trend Å i Nordjylland.

Julius var kendt for sit gode humør og sin højfrekvente, smittende latter. Man var aldrig i tvivl, når Julius var i nærheden. Han kunne høres på lang afstand.

Det gode humør var han dog næppe kommet sovende til. Der har skullet arbejdes for at nå så vidt. Julius var nemlig en af de danske politifolk, der i september 1944 kom i tysk koncentrationslejr – og overlevede det. Det var der mange, som ikke gjorde – i hvert fald ikke med humøret i behold.

Men Julius slap levende gennem sin KZ-tid og havde efterfølgende altid en positiv indstilling til tingene. Trods rædslerne i Buchenwald. Trods periodiske tilbagefald. Rygterne ville da også vide, at hans karakteristisk høje fistelstemme skyldtes det umenneskellige ophold i KZ-lejren, der varede krigen ud. En periode, som op mod 15.000 mennesker ikke overlevede.

Om det så også er rigtigt, ved jeg ikke. Men det var i hvert fald med til at højne respekten for Onkel Julius, som han kærligt blev kaldt af deltagerne på juniorlederkurset, at han havde lidt og kæmpet for sit fædreland!

På kystpatrulje

Efter krigen kom Julius tilbage til politiet og fik som opgave at patruljere strandene på Falster – et arbejde, han holdt meget af, da det bød på masser af frisk luft og gode naturoplevelser.

Her mødte han også sin tilkommende Elinor, der ligeledes var ansat ved politiet. De blev gift i 1962, og de blev uadskillelige fiskekammerater. På den tid var det ganske usædvanligt med lystfiskere af hunkøn.

Juniorlederkurserne lå Julius meget på sinde. Han var da også med til at starte dem op i 1950’erne, hvor jeg selv knap var født, og i en halv snes år var han den engagerede og fremsynede leder af kurserne. Altid godt assisteret af fru Elinor.

Tiden var en anden dengang – Danmarks Sportsfiskerforbund ligeledes. Tingene havde endnu ikke mistet deres uskyld og var blevet kommercialiseret, som de er i dag. Julius Wedege var således en fornem eksponent for kurserne og datidens lystfiskeri. Det var dengang, der stadig var gentlemen til.

Steen og Julius i snak på Samsø

Julius var et socialt menneske og foreningsmand til fingerspidserne. Således var han i mange år medlem af Lystfiskeriforeningen, Københavns Fluebinderlaug og Hillerød Lystfiskerforening. I 1962, hvor han giftede sig, blev Julius også medlem af den ærværdige Izaak Walton Klub. I 2012 kunne han fejre sit 50 års jubilæum her – de sidste 20 år som æresmedlem.

Julius Wedege bidrog til fiskelitteraturen med en lille håndfuld bøger, hvoraf de fleste blev udgivet på Chr. Eriksens Forlag, som sad tungt på fiskebøgerne i en årrække. Det blev i løbet af 1960’erne til titlerne “Sådan fanger man havørred fra stranden”, “Sådan fisker man med flue”, “Sådan fisker man med vådflue” og “Sådan fanger man aborrer”.

Førstnævnte var min bibel i de tidlige, famlende år som kystfisker på Als. Sidstnævnte min favorit, fordi aborren var både min og Julius’ favoritfisk – og stadig er en af mine. Interessen for aborrer havde Julius fra sin tid som dyrker af Esrum Sø i Nordsjælland. I parentes en af landets fineste aborresøer med mange fisk større end kiloet.

Interessen for aborrer delte Julius med den svenske aborreprofessor Curt Lindhé. Sammen jagtede de søernes “randiga rövare”, som Curt så rammende kaldte sine elskede aborrer. Enten på den store Roxen, der var Curts hjemmevand, eller Esrum Sø, der var Julius’. Her spandt de to mange fine aborrer – som oftest på Curts specialbyggede Reflex spinnere.

Deres venskab gjorde, at de også sammen tog til udlandet for at fiske. Således havde de to nogle gode uger på de forblæste Færøer, hvor det ikke mindst var ørrederne i de mange søer, der lokkede dem i fjeldet.

Jeg har lånt nogle gamle sorthvide fotos fra Curt Lindhés dejlige bog “På fiskesafari i Nordatlanten” (1966) og brugt dem som illustrationer til denne artikel. På billederne kan man se, at Julius ind imellem også fangede fisk – at han ikke kun bandt fluer og skrev bøger om det at fiske.

Jeg har savnet Julius, siden jeg mødte ham første gang ved Stevning Næs i 1970. For han var og er min helt.

Nu bliver savnet permanent. Hans slags kommer der ikke flere af.

Fotos: Preben Petersen

Koldt vand og salt i blodet

Fisk er ikke ensvarme som vi selv. De er vekselvarme. De er derfor kolde indeni, når det er koldt udenfor. Og varme, når det er varmt.

Men fisk har som alle andre højere organismer brug for at opretholde en konstant indre saltbalance for at overleve.

Fisk er nødt til at opretholde en konstant indre saltbalance for at overleve – uanset om de lever i rent ferskvand eller det salteste saltvand. De er nødt til at sikre, at der altid er den samme saltkoncentration inde i cellerne. Ellers fungerer disse ikke. Og fiskene gør det via en sindrig dansk “opfindelse”, der endte med intet mindre end Nobel-prisen!

Men det er ikke så ligetil endda at opretholde en konstant saltbalance, når man befinder sig i vand, der er mere eller mindre salt end én selv. Faktisk så har fisk i saltvand eksakt det modsatte problem af fisk i ferskvand.

I saltvand er det omgivende vand nemlig mere salt end fisken, hvorfor vand ved diffusion vil suges ud af fisken – via en proces, der kaldes osmose. Fisken i saltvand vil derfor udtørres, hvis den ikke aktivt drikker af saltvandet. Og det gør den så!

I ferskvand vil det omgivende vand modsat trænge ind i fisken – i et forsøg på at fortynde kropsvæsken, så den får samme koncentration som vandet selv. Fisken i ferskvand vil derfor svulme op, hvis den ikke løbende udskiller det overskydende ferskvand.

Osmoregulering

I begge situationer er fisken nødt til aktivt og løbende at justere sin saltbalance. En proces, der med et fint navn kaldes “osmoregulering”. I saltvand drikker fisken store mængder havvand for ikke at udtørres.

Efterfølgende er den nødt til at udskille de store mængder salt, der følger med drikkeriet. Det gør den på to måder: Via nyrerne, som aktivt udskiller salte som magnesium og sulfat. Og via gællerne, der tager sig af det almindelige salt – natrium og klorid.

I ferskvand er fisken omvendt nødt til at udskille alt det indtrængende vand, der ellers ville få fisken til at svulme op. Det gør den via store mængder stærkt fortyndet urin, som via nyrerne løber i en lind strøm gennem fisken. Men herunder får den skyllet kritisk store mængder salte ud med urinen, som den må erstatte ved aktiv saltoptagelse via gællerne.

Heldigvis er fisk i stand til at optage salte fra selv det ferskeste ferskvand – en krævende opgave, som sker via de selvsamme “kloridceller”, der også står for udskillelsen af overskydende salt i saltvand.

Blandt fagfolk kalder man disse kloridceller for “natrium-kalium pumper” (Na,K-pumper), og det er netop dem, denne artikel handler om. Na,K-pumperne har nemlig vist sig at være universelle og befinde sig i alle levende celler – over såvel som under vandet. Alle steder er deres opgave at opretholde en konstant indre saltbalance, så den enkelte celle kan bevare sin form, størrelse og funktion.

Herunder vises henholdsvis saltudskillelse i saltvand (øverst) og saltoptagelse i ferskvand (nederst). Tegning af Gunnar J:son i bogen “Fisken & Vandet”

Havørreden tryller

Havørreden er et fornemt eksempel på en fisk, der kan leve i begge miljøer – i både saltvand og ferskvand. Dertil en fisk, som på kortere eller længere tid kan omstille sin osmoregulering fra det ene miljø til det andet. Fra fuld styrke saltvand til rent ferskvand og omvendt.

Det er der ikke mange fisk, som magter. Ålen er en af dem, der nødvendigvis må kunne. Den fødes jo dybt nede i Sargassohavets dybe og meget salte vand, hvorefter den med Golfstrømmen vandrer tværs over Atlanten, inden den som spæd ålelarve søger op i Europas ferske åer og søer. Her vokser den sig stor og bliver til sidst kønsmoden.

Herefter vender den hjem igen – mod Golfstrømmen – men nu er der ingen vej tilbage. Den kønsmodne ål har omstillet sin osmoregulering for sidste gang. Dette i grel modsætning til ørreden, som kan foretage omstillingen adskillige gange i sit korte liv. Faktisk flere gange i løbet af et enkelt år.

Det er således en unik evne, som mange laksefisk har – at de næsten med et tryk på en knap kan vende deres osmoregulering fra det ene miljø til det andet. Det er der kun meget få af vore omkring 30.000 benfisk, der magter. Langt de fleste er tilpasset et liv i enten rent ferskvand eller rent saltvand.

Bruskfiskene – hajer og rokker – valgte på et tidligt tidspunkt en helt anden strategi. De fravalgte ben og satsede i stedet på lette og fleksible knogler af brusk. De fravalgte også den luftfyldte svømmeblære og erstattede den med en fedtholdig lever, som giver fornøden opdrift.

Endelig valgte de en måske mere primitiv form for osmoregulering, hvor de blot sørger for en koncentration af urinstoffer i blodet, der giver dem samme saltholdighed i kroppen som det omgivende havvand. Herved sparer de megen energi til osmoregulering. Men får i mange tilfælde ildelugtende og dårligt smagende kød på grund af ammoniakken. Vor hjemlige gråhaj er et godt eksempel.

Begrænsningerne

Selv om ørreden er en fantastisk osmoregulator, så vokser træerne altså ikke ind i himlen. Der er trods alt begrænsninger.

Problemet er, at osmoregulering er en energikrævende proces. Teoretisk kræver reguleringen mindst energi ved ydre saltholdigheder, der ligger tæt på fiskens indre. Hvilket typisk er i omegnen af 10 promille. Altså det, vi kunne kalde brakvand.

Teoretisk i hvert fald. I praksis kræver osmoregulering nemlig altid en smule energi – mest ved ekstremerne rent ferskvand og allermest ved rent saltvand. Størst er problemet altid ved høj saltholdighed og lav temperatur.

Hun-grønlænder

Fisk er som bekendt vekselvarme dyr, hvis stofskifte veksler med omgivelserne og den rådende temperatur. Højst er stofskiftet ved høje temperaturer. Lavest er det ved lave temperaturer. Problemet er så, at den passive vandring af salte over hud og gæller næsten ikke er temperaturafhængig. Den fortsætter med uformindsket hastighed – selv ved meget lave vandtemperaturer.

Det medfører, at fiskens problemer med at opretholde en konstant indre saltbalance vokser med faldende temperatur. Energiforbruget til osmoregulering er nemlig konstant, selv om fiskens stofskifte falder. Energiforbruget til osmoregulering kommer således til at udgøre en større og større del af stofskiftet, når temperaturen daler.

Saltslået

Til sidst er fiskens stofskifte så lavt, at der ikke længere er energi nok til overs til osmoreguleringen. Fisken dør helt enkelt – hvis den ikke forinden er trukket ud på dybere og dermed varmere vand. Eller op i mindre salt vand nær en åmunding eller ind i bunden af en fjord med ferske tilløb.

Fanges fiskene i en saltlomme, hvorfra de ikke kan slippe væk, dør de eller får det i hvert fald meget dårligt. Man kan da opleve, hvordan kuldskære og saltslåede havørreder helt passivt står og venter på bedre tider. Er de heldige, overlever de. Er de det ikke, dør de.

En fisk som gedden kan tåle det, vi i daglig tale kalder brakvand. Altså vand med en saltholdighed på under 10 promille. Derfor kan den principielt trives i farvandet omkring Sydsjælland. Principielt. For i praksis varierer saltholdigheden i dette område så meget og så hurtigt med vind og strøm, at gedderne ikke altid kan nå at fortrække, inden det er for sent. Man taler da om “saltslåning”, der med ét kan udradere hele geddebestanden.

Vandringerne

Havørreden er kendt for sine vandringer mellem fersk og salt vand. Ud i havet for at æde sig stor. Og op i åen for at gyde.

Mindre kendt er det, at sølvblanke og ikke-kønsmodne havørreder også kan vandre langt omkring i havet i løbet af året. Nogle af fiskene, der ikke skal gyde, vandrer op i de brakke inderfjorde for at overvintre. Det gælder mest de mindre fisk. Større blankfisk drager ofte på langfart fra det salte Norddanmark til det brakke Syddanmark, når kulden sætter ind.

Det er et vandringsmønster, vildfiskene har udviklet efter sidste istid for 10.000 år siden. Et mønster og en adfærd, som udsatte tamfisk næppe har fået med i vuggegave. Og givet forklaringen på den meget høje dødelighed af udsatte tamfisk i tilløbene til det salte Vadehav. Her er det kun vildfiskene, som kan finde ud af det. Som kan manøvrere frem og tilbage med tidevandet og rundt mellem de altid glubske sæler.

Men tilbage til de indre danske farvande, som hvert vinterhalvår ser en tilbagevendende vandring af store og ikke-kønsmodne havørreder fra nord til syd og tilbage igen med den første forårsvarme.

På samme måde, men i mindre målestok sker der hvert forår en udvandring af havørreder fra Gudenåen gennem Randers Fjord og ud i det salte Kattegat. Når vandet vel at mærke er blevet så varmt, at de kuldskære havørreder har energi nok til overs til osmoreguleringen. Da først har de energi nok til at opretholde den konstante indre saltbalance, der er aldeles livsvigtig for dem.

039_51656

Smoltifikation

Samme mønster følger de små havørreder, når de første gang skal forlade åens ferske vand. Men forinden skal de “smoltificere”. Under denne proces forandrer den lille buttede og mørke ørred sig til en slank og sølvblank “smolt”, der først nu kan tåle saltvandet.

Under smoltifikationen udvikler den lille havørred in spe nemlig et stærkt forøget antal af de livsvigtige “kloridceller”, som er den folkelige betegnelse for de Na,K-pumper, vi nævnte i indledningen. Uden dem ville den lille smolt dø en hurtig død i det salte vand. Uden dem ville den ikke kunne udskille de mange salte, som pludselig trænger ind over hud og gæller i havet.

En pudsig lille krølle på denne historie er, at de omtalte kloridceller eller Na,K-pumper er universelle i alt levende. De findes i alle typer celler – store som små. Og de er “opfundet” af en nulevende dansker, som sågar fik Nobelprisen for sin opdagelse, der er en hel detektivhistorie for sig.

Det er århusianske Jens Christian Skou, der sågar også selv er lystfisker, og som jeg har haft fornøjelsen af at undervise på et af vore mange kystfluekurser. Dengang var han blot 81 år…

Hatten af for den opdagelse. Og læs artiklen om vor danske Nobelpristager her!

Efterskrift: Læs også gerne artiklen “Osmoregulering“, der tilgår samme emne fra en lidt anden vinkel. Her er der mere fokus på havørredens tilstand som blank, farvet, grønlænder eller nedfaldsfisk.

Jens Christian Skou til venstre – Steen Ulnits til højre

Kystfluekursus – April 2002 – Samsø Højskole

Foto: Preben Petersen

Cuba revisited

Benhårde bonefish i Castro’s Cuba!

Det var 20 år siden, jeg sidst stod i Havanna. Meget var forandret – blot ikke fiskeriet. Det viste sig at være lige så godt som dengang – hvis ikke bedre!

Der var tre gode grunde til, at jeg nu igen – 20 år senere – stod i Havannas internationale lufthavn med udsigt til to ugers fiskeri i karibisk vand og varme. Den første var, at det var eksakt 20 år siden sidst. Vel i sig selv et nyt besøg værd.

Den anden grund var, at det lige netop i 2009 var 50 år siden, at Fidel Castro overtog magten i Cuba – efter mange, lange og hårde kampe. Hele nationen fejrede naturligvis det halve århundrede siden systemskiftet – de 50 år med Castro brødrene.

Den tredje grund var, at USA’s nyslåede præsident Barack Obama netop havde udtalt, at han ville garantere amerikanske statsborgere fri adgang til Cuba inden for et år. Dette efter mange års indrejseforbud. Og garanteret med stærkt stigende priser som resultat. Altså var det sidste udkald inden det store amerikanske rykind!

Jardines de la Reina

Nu stod jeg her så og skuede ud over den gamle by. Ikke meget havde forandret sig i gadebilledet. Mange af de smukke gamle bygninger var forfaldet endnu mere, end de var allerede i 1989. Og mange af de gamle amerikanerbiler, som Cuba har været så kendt for, var udskiftet med nye – koreanere. De gamle amerikanere, som stadig kørte rundt, var i stor udstrækning blevet opgraderet med russiske reservedele!

Tidligt næste morgen – flere timer før daggry og dagsvarme – holdt en turistbus klar uden for hotellet. Foran os lå seks timers kørsel sydover til den lille havn, hvorfra vi skulle sejle ud til Jardines de la Reina – Dronningens Have, som Columbus døbte stedet, da han så det første gang den 30. april 1494.

På sin første rejse i 1492 nåede Columbus også Cuba, men udforskede da kun nordsiden. Her opkaldte han en 200 km lang øgruppe efter den spanske kong Ferdinand, som havde finansieret rejsen. Navnet blev Jardines del Rey – Kongens Have.

På sin anden rejse nåede Columbus frem til en 150 km lang øgruppe på sydsiden af Cuba. Stedet var så smukt, at Columbus navngav øgruppen efter sin anden spanske mæcen, dronning Isabella. Navnet blev – ikke overraskende – Dronningens Have, Jardines de la Reina.

Efter tre timers sejlads så vi de første mangrovegrene dukke op af vandet. Et godt tegn på, at vi var på rette spor. Grenene blev flere og tættere, og efter endnu en time var vi fremme ved vort mål – det flydende hotel »Tortuga«, som skulle være min base de næste fjorten dage. Hotelbåden er solidt ankret op i en kanal mellem to mangroveøer, der giver læ for de fleste vinde.

Tortuga

Tortuga er en gammel hotelbåd, som har været brugt til olieefterforskning i den Mexikanske Golf. Derfor de vandtætte skodder på alle vinduer. Den har været en tur på værft i Havanna og er blevet shinet totalt op både udvendig og indvendig. Interiøret er nu dækket af smukke træpaneler, og alle moderne faciliteter forefindes. Overetagen udgøres af 7 dobbeltværelser, mens køkken og spiseafdeling findes i underetagen. Personalet bor i tilstødende husbåde og pælehytter.

De fleste gæster er dykkere, som især kommer for at se den kæmpestore, hvidplettede hvalhaj, der er almindelig her. En mindre del af gæsterne er fiskere – de fleste inkarnerede fluefiskere med sigtet indstillet på bonefish og tarpon. Og dem findes der mange af, idet Jardines de la Reina er udlagt som en strengt beskyttet cubansk nationalpark – et sted, hvor Fidel Castro selv gerne fiskede i sine yngre dage.

I dag fiskes der kun efter hummer af et fåtal lokale fiskere inde fra fastlandet, og der sættes ikke garn overhovedet. Castros ånd våger stadig over de mere end 600 små og store mangroveøer herude. Faktisk i så høj grad, at der kræves gyldigt pas for at komme frem og tilbage! Dette skyldes nu næppe trangen til at beskytte naturen, men nok så meget frygten for, at nye oprørere skulle kunne samle sig herude. Svinebugten spøger stadig i Castros bevidsthed …

Blæst og bølger

Dagene flyder over i hinanden, men en lille håndfuld står særlig klart i erindringen. Den første uge plages vi af kold vind og blæst fra nord. Cubanerne skutter sig og stiller hver morgen ved bådene iført gult regntøj. Som turist lærer man hurtigt at følge de lokale skikke – det er kun den første dag, man nøjes med shorts og T-shirt!

Det kan se OK ud hjemme på Tortuga, men i samme sekund man drejer fri af mangroven og ud i åbent vand, ser man problemet: Hård vind og høje bølger. Problemet forværres af, at der typisk er én til halvanden times sejlads til de bedste fiskepadser. Endelig fremme er man både mørbanket og tissetrængende.

Men er sejlturen først overstået, venter der ind imellem paradisiske forhold. En af de første dage spotter min guide Lazio en stor flok bonefish, som fouragerer i en stor, kraterlignende fordybning. Overalt glimter det sølv, når bonefish vender siden til og tager en krabbe eller reje på én til halvanden meter vand.

Fiskeriet er præcis som nymfefiskeri efter ørreder. Har man først spottet en bonefish, gælder det om at få fluen ud på rette afstand og retning. Herefter gælder det blot om at lade den synke til bunds, inden man begynder indtagningen. Gjort rigtigt er fisken på, inden man har gjort sit tredje tag. Og ofte ser man sågar hugget, før man mærker det!

40 bonefish senere…

De første mange bonefish er sjove, for alle fisk går i baglinen i deres første udløb. Men efter en stund bliver det lidt ensformigt. Lazio presser dog på, for at vi skal blive. Vi har en »apprentice« ombord – en lærling, der skal se, hvordan man guider rige (?) udlændinge. Det bliver nu hans job at tage de mange bonefish af krogen, så jeg ikke får det tykke slim på min dyre Tarponwear skjorte!

Først senere – da vi har rundet bonefish nummer fyrre (40!) – finder jeg ud af årsagen: Guiderne kæmper nemlig indbyrdes om, hvem der kan bringe deres kunder i kontakt med flest fisk. Det bringer dem højere op i den interne ranking, og det betyder noget, når der er få kunder i butikken. Så er det ham med de fleste fisk, der får jobbet!

Til sidst får jeg dog gennemtrumfet lidt frokost i skyggen af mangroven. Midt i en sandwich føler jeg pludselig, at nogen kigger på mig. Jeg ser mig omkring, og dér – få meter bag mig – sidder et stort hamsterlignende pelsdyr i grenene og kigger venligt ned på mig.

Jeg bliver helt forskrækket, og Lazio griner fornøjet. Det har han sikkert oplevet før.

– Mangrove rat. Not dangerous!

En sjælden og pelsklædt gnaver, der som noget nær det eneste pattedyr lever i mangroven langt fra land. Det var nok salaten i min sandwich, der interesserede den…

Pelikaner og sardiner

Nogle dage senere tager vinden til – fra nord. Det bliver koldt, og de kuldskære bonefish forlader det lave vand og søger ud på dybere. Det ved Lazio, som også ved, hvad man sætter i stedet.

Vi driver da med vinden ned langs kysten, mens vi spotter efter pelikaner. Ser vi pelikaner, ved vi også, at der er stimer af sardiner i nærheden. Det er jo dem, de langnæbbede fugle lever af. Nu gælder det så om at spotte de store barracudaer, som også har fundet frem til sardinerne. Som meterlange sorte træstammer ser vi dem stå på det lave vand – lurende på alt, der måtte komme forbi.

Men de er sky og lette at skræmme. Lazío ved, at han ikke kan stage sig ind på dem. I stedet placerer han båden, så vi lydløst driver ind på kastehold af dem. Min opgave er derefter at placere en stor og tung popper en smule til siden for fiskene. Rammer man dem lige i hovedet, bliver de skræmt til døde. Men kaster man en meter eller to til siden for dem, kommer de susende efter fluen – som skudt ud af en kanon!

Jeg har set det før, men det er lige fascinerende hver gang. Jeg spotter en stor barracuda i samme sekund. som den har spottet min popper. Resten når jeg slet ikke at opfatte. Pludselig er min popper væk i en stor hvirvel, og i næste sekund har jeg en stor barracuda på krogen!

Bare en cuda…

Det går ikke stille af. Fluelinen plus mange, mange meter bagline fyger af hjulet i et tempo, der ville gøre selv den mest velkonditionerede bonefish misundelig. Barracudaen er da også en af de meget få fisk, som er i stand til at svømme en bonefish op, og det mærkes. På det lave vand sker det ofte, at de meterlange fisk springer meterhøjt ud af vandet!

Barracudaerne byder på prægtig underholdning i det elendige vejr, store og stærke som de er. Det er dog ikke noget, som kan hidse Lazio op. Han er hele tiden på udkig efter noget andet og bedre.

Og pludselig ser han, hvad han søger.

– Jacks. Four of them. Twelve o’clock!

Så ser også jeg dem. Mange gange hurtigere end bonefish kommer de susende og gør indhug i flokken af sardiner, som er skræmt til døde. Minuttet efter er alt stille igen, og sardinerne samler sig atter i en tæt stime, der giver tryghed og beskyttelse.

Men ikke længe. Pludselig er der jack crevalle inden for kastehold af den store popper, som snart efter plopper ned på vandet foran den forreste af fiskene. Jeg ser ikke, hvad der sker, men jeg både mærker og hører, at splejsningen mellem flueline og bagline bumper ud gennem øjerne med foruroligende hast. Og fisken bare fortsætter og fortsætter!

Lazio kommer ned fra sin platform og kigger bekymret på spolen.

– You have backing enough?

Faktisk begynder jeg at tvivle. Jeg har 200 meter 30 lbs. bagline på det hårdt bremsede hjul, men de forsvinder som dug for solen. Og den store jack er stadig i sit første udløb!

Lazio kravler op på platformen igen og vender båden – klar til at optage forfølgelsen. Heldigvis går farten lidt af fisken, som er noget af det stærkeste, jeg nogensinde har haft for enden af min flueline. Og der har dog været både 100 punds tarpon og 3 meter lange sejlfisk!

En hel del senere er fisken inde ved bådsiden, men den nægter at give op – trods megapres fra min og klasse 12 stangens side.

– Jack crevalle is the strongest, sige Lazio. – Stronger than tarpon!

25 pund vejer fisken, som Lazio afliver og lægger på køl. Den smager nemlig rigtig godt! I kæften sidder en popper af et Juletræ, som aldrig bliver til popper mere. Den må på førtidspension!

Solskin og vindstille

Den anden uge vender vinden og går i syd. Temperaturen stiger 5–10 grader, og vinden lægger sig. Nu går det fint at sejle langt, men nu er det næsten for varmt at ligge stille.

En ny uge betyder en ny guide. Jeg var egentlig godt tilfreds med min nuværende guide, men han skal tilbage til fastlandet og kan ikke guide mig mere. Min nye guide for ugen er Argelio – »a stellar guide«, lover bestyreren. Han har mere end 20 års erfaring på stedet.

Jeg er egentlig godt tilfreds med fiskeriet so far og ved derfor ikke rigtig, hvad jeg skal svare, da Argelio spørger mig den første morgen:

– What would you like to catch today?

Tjaeh. Jeg har jo egentlig fanget det hele – med undtagelse af de store tarpon, det ikke er sæson for endnu. Det skulle da lige være nogle bonefish med lidt mere størrelse på. Indtil videre har jeg næppe fået nogen, der vejede mere end 2 kg.

– OK. Long ride. Big bones!

Argelio er ikke i tvivl om, hvor vi skal hen. Vi skal sydpå, og det er langt væk. Det ser jeg allerede om morgenen, da han stiller i det gule regntøj – trods det varme vejr. Klog af skade henter jeg derfor selv mit regntøj og tager det på. Vi skal på langfart – igen.

Halvanden time senere stopper Argelio motoren og tager regntøjet af. Jeg følger trop og gør grejet klar.

– Wading shoes! beordrer han på sit knappe engelsk.

Pligtskyldigt tager jeg mine vadesko på og stepper ud af båden, som Argelio har ankret op med den lange push pole. Vi skal ud at gå på en lang og lavvandet flat med stedvis blød bund, der suger fødderne til sig. Det bliver hårdt, aner jeg.

Men fiskene er der med det samme. En 2 kg’s fisk tailer inden for bekvemt kastehold og tager mit lille Juletræ i første kast. Den går dybt i backingen med det samme. Det tegner godt, det her!

Argelio er ikke imponeret, da han ser fisken. Pæn fisk, men ikke noget særligt. Han har kig på en flok, hvor fiskene er noget større. Men de er ikke blevet større uden også at være blevet klogere. I hvert fald er de helt klar over vores tilstedeværelse. Hver gang vi nærmer os kastehold, flytter de tilsvarende længere væk!

Efter en kilometers forfølgelse på denne måde er jeg ved at give op.

– No, no! They will stop!

Og Argelio kender sine pappenheimere. Nogle få hundrede meter senere når flokken en lille fordybning mellem os og land. Her stopper flokken og cirkler lidt omkring – tilsyneladende rådvilde.

– Cast now!

Jeg lægger Juletræet ud, så det netop når ind over fordybningen. En fin fisk skiller sig ud fra flokken og inhalerer uden tøven fluen.

Tilslag! Der går en skælven gennem hele flokken, som vel tæller en snes gode fisk, inden de stikker videre nordover. Den krogede fisk fører an, men mister snart føringen og kæmper nu for at følge med. Til sidst er den bagest og må sætte farten ned. Den kæmper ulig de andre bones, jeg har landet, og bliver nu mere til en tung og stærk fisk.

Argelio følger interesseret med, for dette er en god fisk. Nogle minutters sejt tovtrækkeri senere er den ved at være mør. Ikke rigtigt mør, men nok til, at den langsomt lader sig presse ind mod mig. Før den ved af det, er den strandet på en lav sandbanke, og Argelio er over den som en mis.

– I told you. Nice bones here!

Han har ganske ret. På siden ligger en tyk og træt bonefisk på godt og vel 3 kg – min største på turen. Vi knipser en serie billeder og lader den så svømme afsted igen. Den er ikke i tvivl om retningen. Med usvigelig sikkerhed søger den hen, hvor den mistede kontakten med flokken. Bonefisk i denne størrelse er meget stedbundne, fortæller Argelio. De kommer de samme steder hver eneste dag – hvis ikke lige en tropisk storm har gjort stedet til en mudderpøl!

Efter denne bonefish er jeg ved at være udfisket. Jeg har ikke tal på de mange fisk, jeg har fanget, men jeg ved, at det er nok. Jeg har fået, hvad jeg kom for. Set flere kilometer bagline, end jeg nogensinde får at se herhjemme.

Der er heldigvis stadig fisk på Cuba – 20 år senere!

Fisk og smerte

– Kan fisk føle smerte?

Det gør ondt at få en krog i fingeren. Det kan alle lystfiskere skrive under på. Før eller siden går det galt, og så gør det ondt. Det er ingen uenige om. Men det er efterhånden en gammel traver inden for såvel fiskeribiologien og dyrefysiologien som etologien og etikken: – Om fisk nu også kan føle smerte?

Det er et emne, der gennem årene har optaget mange mennesker og mange miljøorganisationer – typisk parter med stærkt modstridende interesser.

Lystfiskerne vil gerne nedtone den mulige problemstilling. Og dyreværnsforeningerne vil gerne optrappe problematikken. Det er der intet nyt i, men der er desværre heller ikke meget nyt at tilføre debatten. Videnskaben er ikke kommet ret meget nærmere det at tale med fiskene, så man kan spørge dem selv, om det nu også gør ondt.

Dette hindrer imidlertid ikke nye forskere i regelmæssigt at gå ind i debatten, men der tegner sig stadig det samme tydelige billede: Debattørerne bruger de tilgængelige videnskabelige facts til at understøtte det, de nu engang selv mener. På godt og ondt og i mangel af bedre. På den måde ligner debatten meget den almindelige politiske debat: – Viel Geschrei und wenig Wolle, som de siger nede sydpå…

Uheldigvis kan denne debat på sigt føre til, at vi må opleve indskrænkninger i vor udøvelse af lystfiskeriet med stang og line. Uheldigvis, for debatten er sjældent baseret på facts, men næsten altid på følelser. Ofte forholder det sig desværre sådan, at folk udtaler sig om noget, de reelt ingen viden har om.

Nok en mening, men en mening baseret på Disney syndromet. En mening styret af antropomorfisme, som er et fint og gammelt græsk ord for at tillægge dyr menneskelige egenskaber.

Disney syndromet

Som biolog ved man, at det er en farlig boldgade at komme ind på. Når Bambi er på glatis og kigger på seeren med store dådyrøjne. Når sælerne i sælariet spiser fisk af hånden, mens de kigger på publikum med deres kuglerunde øjne. Når isbjørnen Siku går på TV og bliver alles kæledægge. Når fisk begynder at tænke. Og så videre.

Altsammen godt nok og sjovt nok, men desværre også medvirkende til at fjerne fokus fra den virkelige verden. De fleste mennesker vil jo ganske naturligt hellere leve i en beskyttet Disney verden, hvor dyrene er yndige, kloge, behagelige og gode mod hinanden.

Men som biolog ved man bedre end de fleste, at sådan forholder det sig ikke. At dyr og fugle i den virkelige verden er akkurat lige så onde og brutale, som vi mennesker kan være det. Når det gælder overlevelse, føde og formering, er enhver sig selv nærmest.

Når egernet gnasker nødder på foderbrættet og ser aldeles bedårende ud, ja, så er det nemt at glemme eller fortrænge, at selvsamme egern minutter forinden måske har plyndret en fuglerede og vakt stor sorg og opstandelse i den lille fuglefamilie.

Og nu gjorde jeg det så selv – lod mig fange af antropomorfismen. Jeg sagde “sorg” om fuglene, hvis reder netop er blevet plyndret af det dårende dejlige egern. Og sorg er næppe noget, man kender til i dyreverdenen – i hvert fald ikke på det plan. Sorg er forbeholdt individer med en vis bevidsthed om deres egen situation. Individer, som kan føle smerte på både sjæl og krop.

Det er uhyre svært at have ondt at sig selv, hvis ikke man er bevidst om sin egen situation. Og det er dyr bare ikke. Dyr bliver ikke kede af det. Dyr græder ikke. De er bare.

Hjerte rimer på smerte

Problemstillingen er eksakt den samme, når diskussionen drejer sig om fisk og smerte. Når en fisk spræller på krogen, så er det jo i Disney verdenen fordi den føler ubehag. Ja, måske ligefrem smerte, som vi kender det fra os selv.

Men her bliver vi altså nødt til at kigge på de facts, der er tilgængelige. – For kan fisk overhovedet føle smerte? – Har de overhovedet det sanseapparat, der skal til? Og her kan moderne hjerneforskning heldigvis bidrage med facts, der kan sætte i hvert fald nogle af tingene på plads.

Det er nemlig et fysiologisk og anatomisk faktum, at fisk som dyregruppe mangler den del af storhjernen, der hos os mennesker og pattedyr er sædet for smerteoplevelsen. Blokerer man denne del hos mennesket, vil man være i stand til at lægge hånden på en varm kogeplade uden at føle smerte. Også selv om man er ved fuld bevidsthed.

Og selv om det ind imellem godt kunne være rart med en lidt højere smertetærskel end den, vi har til daglig, så er det altså ikke altid lige formålstjenligt. Der er jo en grund til, at vi føler smerte, nemlig at vi så gør noget for at undgå det. At vi dermed er sikret en bedre chance for overlevelse.

Men tilbage til de få, benhårde facts vi har om hjerner og smerteopfattelse. Det første, en anatom eller fysiolog her kan konstatere, er, at fisk mangler den del af storhjernen, som er sædet for vor smerteopfattelse og -oplevelse. Egentlig kunne man stoppe diskussionen her og slå fast, at fisk ikke kan føle smerte i menneskelig forstand. Det har de helt enkelt ikke hjerne til!

Men man kan jo ikke helt afvise, at smerteoplevelsen kan have andre kanaler hos fisk, der jo unægtelig er skruet anderledes sammen end os selv.

Mærk smerten

Det har fået videnskabsfolk verden over til at undersøge, om der nu ikke kunne opleves bare en lille smule smerte hos fisk – hvis man generer dem rigtigt, meget og længe nok?

For kan man nu dokumentere, at fisk rent faktisk kan føle smerte, ja, så har dyreværnsforeninger jo et rigtig godt argument for at forbyde Catch & Release – fangst og genudsætning af fisk. For det vil jo i så fald være at påføre de stakkels fisk smerte med vilje…

Vi lystfiskere argumenterer modsat, at der er masser af tilfælde, hvor netop fangede og genudsatte fisk straks efter er gået til biddet igen – tilsyneladende upåvirket af udtrætning, afkrogning og genudsætning.

Vi fremfører også gerne amerikanske undersøgelser, hvoraf blandt meget andet fremgår, at en enkelt bass er fanget, mærket og genudsat hele 17 gange i den samme sø. Måske en mindre begavet fisk med en højere smertetærskel end normalt?

Anyway, et hold britiske forskere er gået til sagen med endog meget stor iver og ildhu. De har nemlig sprøjtet irriterende stoffer som bigift og eddikesyre ind i følsomme læber på tamfisk i laboratoriet.

Forskerne registrerede ikke overraskende, at fiskene reagerede tydeligt på de indsprøjtede stoffer. Præcis som en kroget fisk naturligvis reagerer på at blive kroget ved at sprælle for enden af linen. Nogle mere end andre.

Men igen: – Er det så et eksempel på, at fiskene føler smerte? – Eller lader de sig blot irritere, som vi andre gør det efter et myggestik?

Begge reagerer vi naturligvis, da vi jo kan registrere påvirkningerne, så vi efterfølgende kan handle på dem. Herfra og så til at kalde det smerte er der dog et meget langt stykke. Men hvis man absolut vil opfatte det som smerte i menneskelig forstand, kan ingen jo hindre nogen i det. Vi ved bare, at det er det ikke.

For intet er jo ændet på den fysiologiske kendsgerning, at fisk mangler den del af storhjernen, der hos os er sædet for smerteoplevelsen.

Måske de sikkert velmenende dyreværnsforeninger i stedet burde koncentrere deres anstrengelser om onde forskere, der tilsyneladende helt bevidst søger at påføre de stakkels fisk konkrete smerter?

Det er jo rent dyrplageri og dermed aldeles uacceptabelt i vor oplyste tidsalder!

Fisk og farver

– Kan fisk se farver?

Det er en kendsgerning, at indholdet i såvel blinkæsker som flueæsker stråler i alle regnbuens farver. Det var kun i gamle dage, at sølv var den evindelige favorit – kun suppleret af guld og kobber til vanskelige forhold. I dag serverer grejproducenterne nye farver i en lind strøm, som skal øge salget og fange flere – fiskere, ikke mindst. Måske også flere fisk…

Alligevel møder man stadig mennesker og fiskere, som tror, at fisk ikke kan se farver. Folk, der ikke har fantasi til at forestille sig, hvordan kolde og primitive skabninger som fisk skulle kunne skelne farver, som vi selv kan det.

Men det kan de, for fisk er ikke det mindste primitive. Faktisk formår de en hel del ting, som vi andre ikke magter. Eksempelvis at ånde i det samme vand, som vi andre drukner i – for nu lige at tage det mest nærliggende eksempel!

Vand og luft

Vand og luft er helt forskellige, når det gælder lys og det at se. Vand er nemlig meget tættere end luft og bryder derfor lyset anderledes. Det ses tydeligt, når man stikker en pind ned i vandet. Den “knækker” i overgangen mellem luft og vand – et synsbedrag, der netop skyldes forskellen i brydning mellem luft og vand.

Fiskens øje er da også helt anderledes end vort eget. Det er kuglerundt med en tæthed som det omgivende vand. Det sikrer, at lyset brydes ens i og uden for øjet – så fisken bedre kan bedømme afstand og retning. Det betyder dog også, at fisken ikke kan fokusere som vi ved at ændre linsens form. Den må i stedet flytte hele linsen frem eller tilbage med nogle specielle muskler.

Det er ofte påstået, at fisk er nærsynede, men det er næppe rigtigt. Rigtigt er det derimod, at de ikke behøver at kunne se langt. Det tætte vand forhindrer i sig selv alle at se over lange afstande – også selv om man måtte være langsynet.

Men fiskeøjets kuglerunde facon giver til gengæld et meget stort synsfelt, hvortil kommer, at de to øjne kan bevæges uafhængigt af hinanden. Det er således ikke helt forkert at sige, at fisken har øjne i nakken. Men kun i et snævert felt foran sig kan den se på samme ting med begge øjne samtidig. Kun her har den en sikker afstandsbedømmelse.

Og så kan fisken rent faktisk se om hjørner! Det kan den gennem det såkaldte “vindue” til verden oven vande. Over sig har fisken et kegleformet synsfelt, hvor den kan se gennem overfladen og op på land. Uden for dette vindue virker overfladen som et spejl, der kaster lyset tilbage.

Da lyset som nævnt brydes under overgangen fra luft til vand, kan fisken faktisk i flere tilfælde se den fisker, der har gemt sig bag siv eller buske oppe på land – på grund af lysets brydning.

På samme måde vil en fisk, der ses nede i vandet, se ud til at stå længere ude og højere oppe, end den i virkeligheden gør. I virkeligheden står den tættere på og længere nede, end den ser ud til. Et forhold, som nymfefiskeren må tage højde for med sine dybt fiskede fluer.

Farver

I lang tid troede man, at fisk ikke kunne se farver. I dag ved man, at det kan de allerfleste benfisk. De primitive bruskfisk – hajerne og rokkerne – er dog farveblinde. Til gengæld har de udviklet en meget fornem evne til at skelne kontraster – bedre end benfiskene.

Det ved man fra studier af hajangreb på diverse objekter. Her er det tydeligt, at jo større kontraster i udseendet desto højere risiko for at blive angrebet. Farverne betyder intet.

Benfiskenes farvesyn skyldes specielle synsceller bagest på nethinden. Der er to af slagsen – stave og tappe. Stavene er de mest lysfølsomme, men kan ikke registrere farver. Det kan til gengæld tappene, som dog kræver en hel del lys for at fungere. Når mørket sætter ind, overtager stavene derfor, så fisken nu kun kan se sorthvide nuancer.

Nogle fisk har typisk et bedre farvesyn end andre. Det gælder dagaktive fisk og fisk, der lever pelagisk – det vil sige i de frie vandmasser nær overfladen. Her er der nemlig lys nok til, at de kan se farver.

Omvendt har bundfisk ofte et dårligt udviklet farvesyn. Hvor de lever er der så mørkt, at de alligevel ikke ville kunne se farver. Farver forsvinder nemlig med stigende vanddybde. De absorberes.

De mest energirige bølgelængder når længst ned – de mindst energirige bølgelængder absorberes først. Først forsvinder rødt, dernæst gult og siden grønt lys. Længst nede er der kun det energirige blå lys tilbage. Resten af spektret er filtreret fra af vandet.

Dette forklarer, hvorfor dybhavsrejer, rødfisk og flere andre dybhavsfisk er knaldrøde. Det er nemlig en meget fin camouflagefarve på de kanter, da den jo syner sort hernede! Det giver også stof til eftertanke for lystfiskeren, der må vælge sine favoritfarver med omhu, når det gælder kulør på kunstagnene.

Det nytter ikke meget med en knaldrød pirk på store vanddybder. Der kan man lige så godt bruge en sort i stedet. Gælder det synlighed, så er man bedre tjent med grønt og blåt – samt sølv, ikke at forglemme. Sølv er dog ikke en farve i sig selv, men reflekterer blot forhåndenværende lys.

Fluorescens

Fluorescerende farver er blandt lystfiskere kommet stærkt på mode de seneste år. Fluorescens er et fænomen, der opstår, når usynlige ultraviolette stråler rammer specielle farver. De energirige UV-stråler får da disse farver til at lyse op, så de kan ses på lang afstand.

Effekten af fluorescerende farver er størst i svagt lys, hvor UV-strålerne dominerer. Da kan det være en god idé at ty til kunstagn i disse krasse farver. Omvendt i solskin og klart vand, hvor fluorescerende farver ikke lyser op i nær samme grad.

I modsætning til, hvad mange tror, så er fluorescerende farver på kunstagn – det være sig fluer eller isenkram – intet nyt. Især amerikanerne har kendt til disse farvers særlige effekt over for ikke mindst laksefisk i mange år.

På samme måde var og er det velkendt, at fluorescerende farver er effektive til fluefiskeri efter såvel regnbueørreder som steelheads og stillehavslaks. Ja, faktisk fisker man sjældent uden!

Selv bruger jeg altid fluer i fluorescerende farver til kystfiskeri i mørkt vand og vejr, hvor disse farver rigtig lyser op.

Fluorescerende røde og grønne Juletræer har fanget i tusindvis af danske havørreder og endnu flere grønlandske fjeldørreder. De sidste hedder ikke “rødinger” for ingenting, og forskellen i fangstevne mellem rød og fluorescerende rød er uhyre markant.

Af samme årsag er roterende bladspinnere med fluorød krop et kæmpehit blandt fjeldørrederne, når først de har forladt saltvandet og er ved at tillægge sig den røde gydedragt.

De lader sig hidse op af den røde farve, som sikkert minder dem om en mulig konkurrent. Ikke overraskende dominerer hannerne fangsterne!

Når tyren ser rødt

Til sidst en lille pudsighed fra dyreverdenen. I gamle dage gik man helt naturligt ud fra, at tyre kunne se farver. Man gik også ud fra, at tyrefægteren derfor kunne tirre tyren ekstra meget ved at vifte den om næsen med et klæde i rødt.

I dag ved vi, at tyre – i lighed med mange andre pattedyr – overhovedet ikke kan se farver. Og da slet ikke rødt! Faktisk er det ganske logisk. De fleste pattedyr har jo en pels i afdæmpet gråt, brunt og sort, der falder godt i med omgivelserne. De har derfor ikke brug for at kunne skelne farver – kun kontraster, som tilfældet jo også var med bruskfiskene. I stedet har de ofte udviklet en fornem hørelse og lugtesans, som de så forlader sig på.

På samme måde er det jo indlysende, at fisk, som ofte stråler i alle regnbuens farver, har rigtig god brug for at kunne se og skelne farver under vandet. Undersøgelser viser da også, at de er rigtig gode til det – med en naturlig forskydning mod den blå del af spektret, som jo er mere dominerende under end over vandet.

Solunar-teorien

Sol, måne og stjerner…

Alle, der færdes regelmæssigt ude i naturen – det være sig til lands eller til vands – vil have bemærket det: På nogle tidspunkter af dagen er dyr og fisk klart mere aktive end på andre. Tilsyneladende af uforklarlige årsager.

De fleste af os nøjes med at konstatere, hvad vi ser. Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det, siger man jo meget rammende.

Men der er undtagelser. Folk, der ikke lader sig spise af med, at der nok er tale om tilfældigheder. Folk, der i stedet ser en mulighed i måske at kunne forudsige disse tilsyneladende uforudsigelige aktivitetsperioder.

Til dem hører amerikanske John Alden Knight. Han havde i Florida hørt tale om, at sol og måne skulle styre fiskenes adfærd, og han satte sig for at undersøge dette nærmere.

Knight var en metodisk mand, som definerede hele 33 forskellige parametre, han ville teste i relation til fisk og deres adfærd. Hurtigt kunne han afkræfte de allerfleste af dem og henføre dem til myter og ammestuehistorier. Men tre af dem var ikke til at slippe uden om: Sol, måne og tidevand.

Knight vidste, at der var en nær sammenhæng mellem disse tre – at solen og månen tilsammen styrer tidevandet, der kommer og går med meget regelmæssige mellemrum. Og at tidevandet i meget høj grad påvirker fiskene og dermed også fiskeriet efter dem. Det er enorme vandmængder, som hele tiden flyttes frem og tilbage af tidevandet, der med rette er blevet kaldt “havets puls”.

Østers viser vejen

Tilbage i 1926 var man ikke helt så videnskabeligt orienteret, som man er i dag, og teorier om planeternes indflydelse på fisk og dyr blev derfor betragtet lidt på linje med voodoo fra Louisiana.

John Alden Knight måtte derfor siges at være langt fremme i skoene, da han gik i gang med at teste disse påstande på et mere videnskabeligt grundlag.

Tidevandet var allerede på plads og accepteret som en vigtig faktor i fiskeriet. Men hvordan med fiskene i søer og vandløb langt fra havet? Her kunne det jo ikke være tidevandet, som styrede fiskene, men hvad med sol og måne? – Kunne de også have betydning på landjorden? Det kunne i hvert fald ét samtidigt eksperiment tyde på:

Dr. Frank A. Brown var biolog på Nortwestern University nær Chicago. Han fik fløjet et antal østers fra Atlanterhavet og til sit laboratorium inde i landet.

Da de ankom, kunne de stadig huske tidevandet og åbnede og lukkede regelmæssigt deres skaller ved højvande og lavvande. Dr. Brown slukkede nu for lyset, så hans østers ikke kunne orientere sig via solen.

I den første uges tid åbnede og lukkede skallerne stadig i relation til tidevandet ude i Atlanterhavet. Men i den anden uge og fremefter havde de justeret deres åbne- og lukketider efter månen, som de heller ikke kunne se – men tydeligvis godt mærke. De mørklagte østers åbnede nu i stedet skallerne, når månen stod lige over eller under Chicago!

Nu var John Alden Knight for alvor interesseret. Han manglede imidlertid stadig at dokumentere effekten over for fisk i både antal og størrelse. Og han gik videnskabeligt til værks – med indsamling af data fra mere end 200 forskellige fangster spredt over hele landet. I saltvand såvel som ferskvand. I strømmende såvel som stillestående vand.

Mønsteret var overraskende tydeligt: Mere end 90% af fiskene var fanget ved nymåne – også kaldet sortmåne, da man jo ikke kan se månen, selv om den stadig er der.

Og fangsterne lå smukt placeret i forhold til de noget komplicerede Solunar perioder, han i mellemtiden havde defineret. Lange perioder, når månen står lige over eller lige under lokaliteten. Og korte, når den står i en 90 graders vinkel herpå.

John Alden Knight samlede efterfølgende sine erfaringer og teorier i den skelsættende bog “The Modern Angler: Including the Solunar Theory” fra 1936.

Han fortsatte sine undersøgelser de følgende ti år og udvidede dem til nu også at omfatte dyr på landjorden. Ikke overraskende viste både dyr og fugle sig også at være underlagt Solunar perioderne, hvor de var mere aktive end ellers. Og dermed lettere at få i tale for jægerne.

Solunar perioderne er nu blevet en kommerciel ting, som kan tilgås af alle – mod behørig betaling, naturligvis. På websitet www.solunar.com kan man på sit glatte ansigt og med sit gyldige kreditkort købe de eksakte Solunar perioder til netop den geografiske lokalitet, man måtte ønske. Det kræver blot, at man har de præcise GPS-koordinater.

Man kan også “nøjes” med de hugtabeller, der ofte publiceres i fiskepressen – eksemplificeret ved ABU Garcia’s populære hugtabel, som stadig har mange brugere. Hvordan den så ellers er udregnet, forbliver desværre en hemmelighed…