100.000+ fiskebøger

Grundbog_forside

For nylig ringede telefonen. Det var en gammel bekendt fra et landsdækkende dagblad – en journalist, jeg har kendt i ganske mange år. Og som har fulgt mig i lige så mange.

Han ringede for at gratulere mig med min senest fødte bog – “Fluefiskerens grundbog”. Og for at tigge et frieksemplar af samme. Der ryger jo kun ét anmeldereksemplar afsted til hver enkelt redaktion, og så er det først til mølle…

Well, jeg vidste det udmærket, da jeg så hans nummer på skærmen. At det opkald givet ville koste en bog. Men det er jo helt OK ud fra devisen, at enhver omtale er bedre end ingen omtale. Derfor skal man altid være god ved journalister – i egen interesse…

– Hvor mange bøger har du egentlig skrevet efterhånden? spurgte han efterfølgende.

Jeg havde svaret på rede hånd, for antallet af titler har jeg altid haft godt styr på:

– 24 forskellige titler i eget navn. Plus dem, som jeg har været medforfatter til.

– Det ved jeg da godt. Det kan jeg jo se af din egen hjemmeside, svarede han prompte.

– Men hvor mange eksemplarer er de trykt og solgt i?

Turbine_logo

Well, dér måtte jeg blive ham svar skyldig. Det anede jeg faktisk ikke. Jeg vidste dog på stående fod, at en enkelt af bogtitlerne – “Lystfiskerens Felthåndbog” fra 1990 – alene i første oplag havde solgt 25.000 eksemplarer. Og 10.000 mere i de efterfølgende. Det var så de første 35.000.

Jeg tog derfor en hurtig tur ned ad Memory Lane. På mit kontor har jeg heldigvis eksemplarer af alle de bogtitler stående, jeg har udgivet gennem årene – endda også af de forskellige udgaver. Hvis ikke så har jeg – på bedste bibliotekarvis – sat en lille seddel i de enkelte bogtitler, som angiver antal udgaver.

Nogle timers detektivarbejde gav en imponerende samling tal, som jeg efterfølgende puttede ind i et Numbers regneark. Det var ikke uden spænding, at jeg til sidst trykkede på “SUM” knappen. Og violà: Ud kom dette smukke tal:

104.000 eksemplarer!

Og så skal det da lige tilføjes, at der kun er tale om de trykte bogtitler – ikke e-bøgerne, som jeg har skrevet 20 af siden 2010, og som kun sælges her fra min egen hjemmeside.

Jeg blev selv behørigt imponeret. Ganske vist har jeg skrevet bøger i 35 år – i perioder én om året. Men at det sammenlagt kunne krybe op over 100.000 solgte eksemplarer, det havde jeg alligevel ikke regnet med!

Så 104.000 tak til alle jer derude, som har købt mine bøger gennem årene. Uden jer var der jo ikke blevet solgt én eneste!

© 2016 Steen Ulnits


Se hele listen over bogtitler her.