Svar til Niels Åge Skovbo og Arnt Christensen med flere, som ikke var begejstrede for mit debatindlæg “DSF forbløder”. 

Incitamentet til at skrive indlægget var helt enkelt dette:

At DSF bløder medlemmer i et omfang, der snart kan blive livstruende – med nu kun 17.417 tilbage af de 33.000, man havde for nogle år siden. Og den udvikling kan jo ikke fortsætte. DSF må og skal styrkes.

Formålet med artiklen var så at prøve at forklare, hvorfor det er gået så galt, som tilfældet er. For før man har diagnosticeret patienten, kan man jo ikke helbrede sygdommen. Det ved enhver læge. Han eller hun ved også, at sandheden ikke altid er rar at høre.

Jeg listede derfor efter bedste evne en række af de tiltag, som har pikeret lystfiskere både uden for og inden for DSF. Som har fået medlemmer eller sågar hele foreninger til at melde sig ud – eller undlade at melde sig ind. Og som DSF nødvendigvis må bestræbe sig på ikke at gentage i det uendelige, så man får skubbet også de sidste potentielle medlemmer fra sig.

Listen kunne have været meget længere og bliver det måske også ved lejlighed – af hensyn til historien. Men pointen er, at ledelsen af DSF i mange år har haft så lidt kontakt med virkeligheden – og her menes lystfiskere og lystfiskeri uden for DSF – at det jo måtte gå galt og sandelig også gik galt. Man fokuserede helt på egne medlemmer – og gjorde det rigtig godt. Alt for godt. Man glemte nemlig helt de øvrige 99% af Danmarks lystfiskere. Dem, der ikke organiseret i DSF.

Virksomhedskulturen

Det er det, jeg mener med virksomhedskulturen. DSF er i sit DNA jyske åfiskere, der jo udgør 70% af medlemmerne. Og enhver erhvervspsykolog ved, at virksomhedskultur er noget af det sværeste at ændre. Det er så indgroet, at det næsten er umuligt.

Et problem i den forbindelse er, at DSF kun nødtvungent accepterer, at andre jyske åfiskere kan finde på at organisere sig i den konkurrerende Ferskvandsfiskeriforeningen (FFF) – fordi det er langt billigere at være medlem her, og fordi man gennem FFF automatisk også får sæde i det berømte § 7-udvalg, som fordeler fiskeplejemidlerne. Til sig selv og andre. Derfor punker DSF også FFF, når og hvis man kan komme til det. I stedet for at samarbejde med dem om tiltag til fremme af lystfiskeriet.

DSF mener helt enkelt og dybt inde i sjælen, at man repræsenterer den eneste rette tro. At DSF og kun DSF kan og bør repræsentere danske sportsfiskere. Uanset deres ellers geografiske tilhørsforhold og fiskemæssige præferencer.

Har man selv været et smut inden for murerne, fornemmer man dette lidt religiøse islæt. Det gør man næppe, hvis man er født, opvokset og uddannet inden for murene og har været alle juniorkurserne igennem. Så har man set lyset og er måske ligefrem blevet blændet af det.

Jeg skal gerne medgive, at der efter års massivt pres og på det seneste er kommet flere fiskeplejemidler til øerne i forhold til tidligere, hvor jo langt det meste gik til os jyder. Det var vi naturligvis godt tilfredse med i DSF og FFF, men det var jo ikke ligefrem noget, der gav nye medlemmer – på øerne. Tværtimod.

Jeg skrev i en årrække en række kritiske artikler om netop fordelingen af fiskeplejemidlerne – i det sjællandske Fisk & Fri, hvis læsere naturligvis ikke var tilfredse med denne skæve fordeling. Fisketegnet kom til verden i 1993, hvor det meste af fiskeplejen fandt sted i Jylland, og hvor de fleste af vandløbene jo stadig løber. Det var dengang, fiskepleje stadig var lig med udsætning af opdrættede tamfisk. Også direkte på kysten – med Isefjorden som det bedst kendte eksempel.

Stormløb på Stormgade

På Fisk & Fri ville vi gerne have et overblik over disse udsætninger – på landsplan. Først fik vi fra DFU i Silkeborg at vide, at disse tal slet ikke fandtes i den form, vi bad om. Men da vi dernæst gik direkte til hovedet – til Fiskeridepartementet i Stormgade, København – fik vi oplyst, at tallene skam fandtes, og at vi godt kunne få dem. Blot ville man ikke oplyse os om, hvilke udsætningsforeninger der får udbetalt hvad.

På den stak papirer, vi personligt mødte op og fik udleveret i Stormgade, var alle udsætningsforeningernes navne og adresser derfor omhyggeligt malet over med rettelak. En noget gammeldags metode i vor elektroniske tidsalder, må man vist sige. Og såre mærkværdigt, at vi lystfiskere ikke måtte få at vide, hvem der egentlig modtog de mange millioner fra fisketegnet – dem, vi selv har indbetalt.

– Hvorfor skulle det være hemmeligt? – Hvorfor ville man kun udlevere postnumrene? Svaret blæser i vinden. Men digitaliseringen var tydeligvis ikke nået helt til Stormgade i 2001…

Men postnumrene var der dog, og med dem i hænderne var det en smal sag at regne fordelingen ud. Smal og smal. Det tog vel et par uger at komme papirbunken igennem, men efter konsultation med DFU i Silkeborg – datidens svar på nutidens DTU Aqua – stod billedet klart. Jeg citerer fra artiklen:

“Sjælland får således kun godt og vel en tredjedel af de penge tilbage, som sjællænderne indbetaler via fisketegnet. Fyn får halvdelen tilbage, mens Jylland får op mod det dobbelte retur fra fiskeplejemidlerne. Til trods for næsten lige mange betalere på Sjælland og i Jylland får jyderne fem gange så mange fisk som sjællænderne.”

Det var en artikel, der vakte stort postyr, og som allerede dengang satte DSF i et dårligt lys. DSF sad nemlig med ved bordet, når millionerne fra det obligatoriske fisketegn blev uddelt – for øvrigt sammen med ligeledes jyske FFF. Det var virkelig rævene, der her var sat til at vogte hønsene!

Dobbeltdyre vestjyske laks

Ikke mindst retableringen af den vestjyske laks toldede hårdt på fiskeplejemidlerne, da stykprisen på laks til udsætning typisk var det dobbelte af de ørreder, der blev udsat over hele landet – også på øerne. Alene dér og da følte sjællænderne sig snydt.

Læs gerne hele artiklen her: http://ulnits.dk/biologi/fiskeplejen-2001/. Der er tal til mange timers læsning og fordybelse, hvis man altså er til den slags!

Efter flere års pres og protester blev flere fiskeplejemidler dog allokeret til øerne, og godt det samme. Men mistilliden til DSF som landsdækkende forbund var vakt. Dertil uddelte man alt for stor en del af pengene til sine egne foreninger. Og overså øerne, hvor man jo allligevel ikke havde ret mange medlemmer.

DSF har helt enkelt interesseret sig for meget for sig selv og sine. Og for lidt for verden udenfor. Man har helt glemt den forpligtelse, der ligger i gerne at ville være det landsdækkende danske sportsfiskerforbund. At man så skal arbejde for hele nationen og ikke kun egne foreninger. Ellers kan man lige så godt tage konsekvensen og navnet “Jydsk Åfiskerlaug”, som nogle kalder DSF inde på stenbroen.

Men det gjorde man altså ikke. Man bibeholdt navnet. Måske troede man, at resten af det fiskende Danmark ville komme valfartende til Vejle og melde sig ind helt af sig selv. Hvad de altså ikke gjorde. I stedet render de eksisterende medlemmer nu i stik modsat retning – væk fra DSF.

Det bør da være tankevækkende. Den konstante medlemstilbagegang gennem nu flere år burde have medført markante indgreb i organisationen for længe siden. Det ville man have gjort i enhver anden virksomhed, der var udsat for samme medlemsflugt.

Men Tipsmillionerne er jo en behagelig sovepude i den forbindelse. Lidt ligesom landbrugets støttekroner. De hindrer en sund og på sigt nødvendig udvikling.

Dyreetisk Rod

Det var det historiske tilbageblik. Tilbage til den aktuelle situation:

Arnt Christensen efterlyser min egen mening om brugen af levende agn samt genudsætning af fisk. Jeg synes nu, den fremgår tydeligt nok af artiklen, men jeg tager den gerne igen:

Jeg påpeger det selvmodsigende i, at DSF på den ene side anbefaler et forbud mod brugen af levende agn, da Dyreetisk Råd og fødevareministeren ikke kan lide det. Og på den anden side finder det helt OK, at ens egne medlemmer i stigende omfang er nødt til at genudsætte fangede fisk, hvis de vil fortsætte med at fiske ved åerne.

DSF laver sågar juniorkonkurrencer om at fange 100 skaller på 100 minutter – fisk, der blot fanges for at blive genudsat. Måske et helt forkert signal at sende, når Dyreetisk Råd lige har været inde over problemstillingen og stadig lurer i kulissen.

Personligt har jeg intet imod fangst og genudsætning af fisk, som jeg selv gerne praktiserer, når der er behov for det. Men jeg er udmærket klar over, at det er en dårlig sag, som er svær at argumentere for. Jeg forstår såmænd også godt, hvorfor Jacques Cousteau i sin tid kaldte det perverst, hvis man fisker for bare at genudsætte fangsten. Det havde han jo et eller andet sted ret i.

Personligt har jeg tilbragt mange gode stunder med at løsline aborrer på Esrum Sø – med levende småskaller eller løjer, der får en lille enkeltkrog placeret i overlæben. Og som så ellers får lov til at svømme frit omkring, indtil de møder en sulten aborre og en nådig død. Det er ikke perverst. Det er regulært madfiskeri. Spis og bliv spist.

Genudsætning af fisk på gydevandring

Dette fiskeri er i mine øjne hverken mere eller mindre dyreetisk korrekt, end når man placerer en trekroget rørflue dybt i svælget på en gydemoden laks eller havørred på gydevandring mod gydepladserne i åen. Og så leger med den i adskillige minutter, før man – forhåbentlig – kan genudsætte den nogenlunde uskadt.

Det kan man heller ikke argumentere for er dyreetisk korrekt, men også det fiskeri dyrker jeg gerne selv.

Konklusionen er den indlysende enkle, at man ikke bare kan forbyde det ene (brugen af levende agnfisk) og så fortsætte med det andet (fight, landing, afkrogning og genudsætning af gydefisk). Begge dele er jo lige dyreetisk angribelige.

Bag hele problematikken lurede desværre også et lidt trist motiv, nemlig at forbudet mod levende agnfisk jo ikke gik ud over DSF’s egne medlemmer ved åerne – kun søfiskerne i det midtjyske og nordsjællandske, hvor DSF tilfældigvis er svagt eller slet ikke repræsenteret. Det vil man naturligvis aldrig indrømme, men det blev endnu et (bevidst eller ubevidst) søm til egen ligkiste…

Til allersidst: Jeg underkender ikke det store arbejde, som rigtig mange mennesker har udført og stadig udfører i vandløbenes tjeneste. Tværtimod anerkender jeg det og respekterer det dybt. Jeg er også selv praktisk engageret i feltarbejdet. Men artiklen er jo specielt fokuseret på ledelsen af det DSF, der netop nu bløder medlemmer i et omfang, som på sigt truer eksistensen:

• Medlemstal 2010: 25.100
• Medlemstal 2011: 23.975
• Medlemstal 2012: 21.607
• Medlemstal 2013: 20.781
• Medlemstal 2014: 19.918
• Medlemstal 2015: 17.417

– Naturlig medlemstilbagegang???

Nu skriver Arnt Christensen i sit indlæg, at det jo er helt naturligt, at DSF mister medlemmer. For det gør alle foreninger jo i disse år.

Tjaeh, hvad naturligt er der nu lige i det? Sådan behøver det i hvert fald ikke at være, og det må i hvert fald aldrig blive en sovepude.

Tag nu eksempelvis Greenpeace, der i løbet af de sidste ti år har fordoblet sit medlemstal fra 12.000 til i dag 24.000. De har formået at være politisk synlige i debatten om både klima og miljø, og det har appelleret til ikke mindst yngre mennesker. Netop dem, man desperat mangler i DSF.

Andre miljøorganisationer er “så pæne, at de har svært ved at få folk til at engagere sig. Greenpeace derimod har en klar, offensiv og ofte meget aktivistisk strategi”.

Sådan skrev Dagbladet Politiken om problemet med foreningers medlemstilbagegang tilbage i 2011. Måske DSF skulle lægge sig noget tilsvarende på sinde:

• En mere aktivistisk miljøpolitik, hvor man aktivt går ud og agerer, når der sker overgreb på vore vandløb. I stedet for blot at søge foretræde for miljøudvalget, når åerne allerede er gravet op.
• En miljøpolitik, hvor man altid er med fremme på sidste beat og tør melde klart ud, hvad man mener om tingene. Før de er sket. Med indbygget risiko for at miste nogle gamle medlemmer og få nogle nye.
• Og så sørge for, at prisen på medlemsskab når ned, hvor folk kan og vil være med. Dette kan desværre synes uvæsentligt for den sportsfiskende elite, for hvem kontingentet blot er et greb i lommen – efter køb af den seneste Loomis fluestang til flere tusinde kroner.

Ét er sikkert: Fortsætter man som hidtil, med dyrt medlemsskab og lav profil, så vil DSF blot langsomt forsvinde ud i glemslen – ud af folks bevidsthed.

Det er jo desværre allerede ved at ske.

Se blot medlemstallene.

Knæk og Bræk!

Steen Ulnits

Hvis du vil have baggrunden for denne debat, kan du kan læse mit oprindelige indlæg “DSF bløder” på nedenstående adresse:

http://ulnits.dk/biologi/nyt-forbund-paa-vej/

Da debatten efterfølgende fortsatte – nu for det meste telefonisk og i mange tilfælde med folk og fiskere, der ville forblive anonyme – har jeg samlet lidt yderligere information i denne artikel:

http://ulnits.dk/biologi/dsf-forbloeder-svar-til-endnu-flere/

Følg også med under “Aktuelt” – senest dette:

http://ulnits.dk/aktuelt/aktuelt-4-kvartal-2018/#ny-lystfiskerminister

Seneste DSF medlemstal:

Medlemstilbagegangen hos Danmarks Sportsfiskerforbund er faldet støt siden denne artikels tilbliven tilbage i 2015:

• Medlemstal 2016: 17.058
• Medlemstal 2017: 15.995
• Medlemstal 2018: 15.604

Med det seneste brandudsalg af danske lystfiskeres fiskevand – via den nye Lystfiskerstrategi, som Eva Kjer Hansen (V) har udarbejdet sammen med blandt andet DSF – kan man kun forudse en fortsat tilbagegang i medlemstallet.

Den berømte og frygtede “bedemandseffekt” – medlemmer, der blot forsvinder af alderdom og død – tager samtidig til.

Trist, trist, trist…

Debatindlæg:

– DSF i dødsspiral?

2015 blev på mange måder et Annus Horribilis – et år, der med sikkerhed vil gå over i historien. Medlemstallet i DSF er nu helt nede på 17.417 – et fald på 30% siden 2010. Det er ikke godt i en tid, hvor der mere end nogensinde er brug for et stærkt forbund.

Men der er en forklaring på miseren. Eller rettere: Der er flere…

Europa blev i 2015 invaderet af flygtninge i hundredtusindvis fra Mellemøsten, hvilket splittede sindene og bragte hadet frem mange steder. Samtidig fik Danmark en ny regering, der på alle måder viste sig at være hadefuld og miljøfjendsk. Vi fik sågar en miljøminister, der er gift med en ikke-økologisk landmand…

Men til sagen. Heldigvis har vi jo Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som med egne ord passer på miljøet, når vi andre fisker. Og det er jo rart at vide.

Men, men, men… DSF har desværre udviklet sig til at være følgende:

• – et DSF, som i sit medlemsblad “Sportsfiskeren” kunne finde på at bringe en forherligende artikel om den undervandsjagt, der har grebet om sig mange steder og her tolder hårdt på fiskebestanden. Og som forbundets egne menige medlemmer har klaget over og måttet politianmelde. Men her var der jo vennerne i sportsdykkerforbundet at tage hensyn til. Dem, der sidder med ved bordet, når tipsmillionerne skal uddeles.
• – et DSF, som i mange år – mere end et helt årti – har lukket øjnene for skarvbestanden, mens denne bare voksede og voksede. Først da skarven dukkede op ved hovedsædet i Vejle Ådal, vågnede man nødtvungent op på Torneroseslottet. Her havde man ellers lukket øjnene af hensyn til fuglevennerne, som man jo også sidder til bords med, når tipsmillionerne skal uddeles.
• – et DSF, som ved Folkemødet på Bornholm åbent afviste at være med til at redde den truede østersølaks, givet fordi det kunne resultere i mistede DSF medlemmer fra de lokale sportsfiskerklubber. Et nærmest pinligt budskab fra en miljøorganisation, der ellers havde sat netop laksen på listen over de fisk, der bør have Game Fish status. Men altså kun laksen i Vestjylland, viste det sig. Ikke den truede laks i Østersøen.
• – et DSF, som har siddet alle advarsler overhørigt og valgt at investere i et nyt prestigebetonet klubhus til et tocifret millionbeløb – placeret ved bredden af Vejle Å, så ingen længere kan være i tvivl: DSF er i bund og grund et jysk åfiskerforbund, der blot har taget resten af Danmarks lystfiskere som gidsel. Lidt lige som Bæredygtigt Landbrug har gjort det med landmændene. Uden sammenligning, for øvrigt.
• – et DSF, som gennem årene dygtigt har medvirket til, at størsteparten af millionerne fra det obligatoriske fisketegn er gået til de jyske åer, hvor jo de fleste af DSF’s medlemmer holder til. Til stor ærgrelse på øerne, som derfor med årene er blevet mere DSF-skeptiske. Og hvor ellers en meget stor del af landets fisketegnsløsere bor og fisker – ikke mindst Hovedstaden. Potentielle DSF-medlemmer i hobetal.
• – et DSF, som af uransagelige årsager valgte at se stort på århundreders traditioner for fiskeri med levende agn på de jyske og sjællandske søer. Som med et pennestrøg blot gav den tidligere fødevareminister grønt lys til at varsle et forbud mod brugen af levende agn – efter sigende af dyreetiske årsager. Dette vel vidende, at DSF egne medlemmer i stigende grad er afhængige af at kunne kroge, fighte og genudsætte gydemodne fisk på disses gydevandring.
• – et DSF, der ved at støtte et forbud mod brugen af levende agn har givet dyreværnsforeningerne det bedst tænkelige skyts i kampen mod os lystfiskere, der leger med fiskene for sjovs skyld. Som fanger fisk for blot at genudsætte dem igen – forhåbentlig i levende eller levedygtig stand. En praksis, der ifølge mange dyrevenner et regulært dyrplageri. Nu er porten for kritik så åbnet på vid gab – godt hjulpet på vej af initiativer som “100 skaller på 100 minutter”.
• – et DSF, hvis medlemsfordeling vægter tungt mod en høj gennemsnitsalder. Med meget få unge medlemmer til at tage over, når de gamle på et tidspunkt falder fra. “Bedemandseffekten” kalder man meget beskrivende fænomenet, der kendes fra mange foreninger, hvis medlemmer ikke består af fysisk aktive sportsudøvere. Eneste positive herved er, at DSF i mange tilfælde netop har arvet midler fra afdøde medlemmer.
• – et DSF, hvis ledelsesform tidligere og af en DR-journalist er blevet kaldt “pyramidalsk centralisme”, som den kendtes fra det gamle Sovjetunionen. En ledelse, som stadig er topstyret uden unødigt demokrati. Det sidste vil ledelsen naturligvis bestride, men rigtig mange DSF-folk kan melde om rigtig gode initiativer, der gennem årene blot er blevet skudt ned uden nogen form for afstemning. Hovedbestyrelsen kunne bare ikke lide dem, lød forklaringen.
• – et DSF, som ellers på det seneste havde fået helt nye bestyrelsesmedlemmer fra den virkelige verden. Medlemmer, hvis daglige indtjening stammer fra salg af fisketurisme, fiskegrej og fiskerejser. Vi var nogle stykker, der bød denne udvikling velkommen. Men som desværre har måttet erkende, at det ikke gav spor bedre resultat. Ind imellem har man endog kunnet få det indtryk, at de nye medlemmer mest var trådt ind for at promovere sig selv og deres respektive virksomheder.
• – et DSF, som hylder de demokratiske principper så højt, at man nu vil lave en ægte Putin: Den nuværende formand vil i år bytte plads med den nuværende næstformand, når denne vender hjem. Præcis som Putin og Medvedev i Rusland bytter roller med regelmæssige mellemrum. En praksis, der garanterer, at magten bliver på de samme hænder, og at intet ændres. I hvert fald ikke i Rusland.
• – et DSF, der i stigende grad lader til at lide af det såkaldte “FN-syndrom”, som mange lidt større organisationer desværre ofte kommer til: Man er blevet så store og har nået et punkt, hvor organisationens primære formål er blevet at vokse og/eller skrabe midler sammen. Blandt andet så man kan ansætte flere og/eller flytte ind i større og mere prangende lokaler. Det oprindelige formål er gledet mere eller mindre i baggrunden.

Det er ikke et enkelt forhold, men summen af ovenstående kritikpunkter, der har bragt medlemstallet ned, hvor det er i dag – på et Alltime Low. Der er helt enkelt noget galt med DSF’s kommunikation og profil udadtil, siden man har fået stedse flere kritikere og stedse færre medlemmer.

DSF har overraskende mange kritikere inden for murene, men de holder mund med kritikken – af frygt for at blive blæst ud af lokalet til den kommende kongres i marts 2016. Mange har tidligere prøvet at lufte deres tanker og ideer, men det kom der ikke noget godt ud af. De har derfor set sig nødsaget til at vælge andre kanaler – eksempelvis denne.

Svigtende medlemstal

Men tilbage til FN-syndromet. Nu er der jo intet galt i at bygge en flot højborg ved en jysk å, når nu 70% af medlemmerne alligevel er jyske åfiskere. Det er jo blot en klar udmelding om, hvem man er, og hvad man interesserer sig for. Der er intet galt i at bygge stort, dyrt og flot, hvis man ellers har medlemmer og midler til det.

Men det er her, filmen desværre knækker og kæden hopper af. Medlemstallet er nemlig styrtdykket i de senere år, hvilket fremgår af de seneste opgørelser, som forskellige forenings- og bestyrelsesmedlemmer har været så venlige at videregive:

• Medlemstal 2010: 25.100
• Medlemstal 2011: 23.975
• Medlemstal 2012: 21.607
• Medlemstal 2013: 20.781
• Medlemstal 2014: 19.918
• Medlemstal 2015: 17.417

En medlemstilbagegang på 30% alene i perioden 2010-2015. Og næsten en halvering i forhold til tidligere, hvor DSF havde omkring 33.000 medlemmer. Det er en katastrofal udvikling for enhver virksomhed og slet ikke den rette tid til at investere i nybyggeri til tocifrede millionbeløb.

– Storhedsvanvid, ville en virksomhedspsykolog kalde det. – Dristigt, ville en økonomisk investor måske mene på en god dag. Og dumt, ville de fleste andre nok synes. Det virkelige medlemstal har for øvrigt længe været omgærdet af stor mystik, fordi man har haft mange dobbelte eller flerdobbelte medlemsskaber imellem.

Men igen: Hvis bare man har penge nok, betyder medlemstallet jo i sig selv ikke så meget. Ud over rent moralsk, naturligvis. Jo flere medlemmer man har bag sig, desto større vægt kan man udtale sig med. Og jo mere respekt får man. Desværre også omvendt.

Men heller ikke årsregnskaberne er noget at prale af, selv om man her har været så heldige senest at modtage 2,35 millioner kroner fra Friluftsrådet – i form af Tipsmidler. I Forbundsbestyrelsens bemærkninger til årsregnskabet for 2014 står der da også følgende:

“Friluftsrådet har igen i 2014 bidraget med driftstilskud på kr. 2.350.000, hvilket vi er taknemmelig for”. 

Den taknemmelighed kan man godt forstå, for trækker man nemlig disse penge ud af regnskabet, er DSF dødere end en død sild fra Bornholm. Og er det et tilskud, man har fået stillet i udsigt hvert år herfra og til Solen brænder ud, som vor statsminister ynder at sige?

Farlig afhængighed

Det må man både tro og håbe, da man har budgetteret med det til næste år. En livsfarlig praksis set med økonomens øjne, for uddelingen af Tipsmidler er jo en politisk beslutning, der når som helst kan omgøres.

Se blot tilskuddet til højskolerne, der jo ellers er dansk kulturarv. Det blev alligevel beskåret så kraftigt, at op mod en tredjedel af skolerne har måttet dreje nøglen om. Intet er helligt længere – end ikke miljøloven jævnfør den nuværende regerings seneste tiltag på området.

Man skal ikke bladre langt i årsregnskaberne for at se den skræmmende udvikling.

Indtægterne i perioden 2010-2015 har ligget ret stabilt på omkring 9 millioner kroner – trods medlemstilbagegangen. Men fra 2013 til 2015 er de dog vokset med 1 million kroner.

Udgifterne har også varieret noget. Mest markant er det, at udgifter til ledelse og administration er steget med 0,8 million kroner fra 2013 til 2014. Stigningen skyldes primært stigende lønudgifter til DSF’s ansatte. Til gengæld har man sparet på det obligatoriske medlemsblad “Sportsfiskeren”, der i dag kun udkommer syv gange årligt.

Større lønudgifter til betjening af færre medlemmer, som samtidig får mindre at læse i. Men et større og bedre beliggende klubhus end nogensinde.

Det er den korte udgave af en lang historie om de seneste års udvikling i DSF. Og måske ikke specielt tillokkende, når nye medlemmer skal hverves.

• Årets resultat 2010:     – 536.000
• Årets resultat 2011:       221.000
• Årets resultat 2012:    1.008.000
• Årets resultat 2013:       872.000
• Årets resultat 2014:       454.000
• Årets resultat 2015:         99.000 (budgetteret)

Et budgetteret overskud på blot 100.000 ud af en omsætning i 10.000.000 kroners klassen er ikke opmuntrende. Og det vides som sagt ikke, om det millionstore tilskud fra Friluftsrådet er sikret hvert år fremover.

Det vides heller ikke, om dette tilskuds størrelse er baseret på medlemstallet eller aldersfordelingen. Som tilfældet jo typisk er i politiske organisationer. Og i så fald hvilket medlemstal? I begge tilfælde er det en potentielt tikkende bombe under Danmarks Sportsfiskerforbund.

Den nye højborg i Vejle Ådal risikerer da at blive et mausolæum over Danmarks Sportsfiskerforbunds virke. Og ikke det monument, som den da ansvarlige ledelse havde tænkt sig. Deres egen lille Storebæltsbro.

Virkelighedsfjerne visioner

Forstå mig nu ret: Jeg er mangeårigt og flerdobbelt medlem af DSF – tidligere også af Instruktørsammenslutningen. Jeg og mange andre har gennem årene ofte kritiseret DSF for diverse tiltag, som kunne bringe DSF i fare. Vi er jo stadig nogle, der kan huske de katastrofale dispositioner ved Tange, som truede med at trække tæppet helt væk under DSF. Og også dengang sad ledelsen mange velmente advarsler overhørig.

DSF råder i dag over Instruktørsammenslutningen, hvis dygtige medlemmer er fornemme undervisere og ambassadører for dansk lystfiskeri. Når og hvis de altså når ud over foreningerne i DSF – ud til de potentielle nye medlemmer.

DSF har tilsvarende Vandplejen som et bærende element, der ikke kan siges nok godt om. Det er her, grundlaget for fremtidens lystfiskeri bygges. Her, man har synlige resultater at vise frem. Her, man virkelig kan dokumentere, at man selv sår, før man høster. Og her, at DSF for alvor kan profilere sig.

Men det er desværre ikke nok med alle disse dygtige og praktiske arbejdsbier, når DSF’s hovedbestyrelse mangler visioner for virkeligheden. Vi har mere end nogensinde brug for et stærkt forbund, der kan organisere så mange danske lystfiskere som overhovedet muligt.

Og ambitionerne fejler da heller ikke noget. På et tidspunkt for ikke så længe siden udtalte forbundsformanden således, at han sigtede mod 150.000 medlemmer af DSF.

Vi må her ved årsskiftet erkende, at det vist ikke rigtig er lykkedes. Faktisk nærmer vi os i stedet 1/10 af dette tal. 15.000 ud af de 650.000 danske lystfiskere, som Gallup mener, vi samlet er. Sølle 2,3%. Og blot en brøkdel af de 125.000 medlemmer, som Danmarks Naturfredningsforening har.

Jeg er derfor ikke spor tryg ved, at man i hovedbestyrelsen nu planlægger en Putin og blot vil bytte om på formand og næstformand. Det er jo de selvsamme personer, der har siddet ved roret, mens skuden blødte medlemmer, så vi i dag kun er godt halvt så mange som tidligere. Jeg køber ikke argumentet, at “det sikkert ville være gået endnu værre med en anden bestyrelse.”

Der bør i stedet ske et demokratisk valg af formand, præsident eller direktør – hvad man nu end vælger at kalde en sådan person – for at sikre de bedst mulige resultater. En kvalificeret og lønnet person, der som enhver anden leder af en større virksomhed kan udskiftes, hvis han eller hun ikke leverer det ønskede resultat: Flere medlemmer.

Det skal være en person, som er til stede 24/7, og som virkelig kan tale miljøets sag, mens medlemmerne er ude at fiske. Og ikke kun, når hans øvrige civile gøremål tillader det.

– Handlingslammet organisation?

Vi må desværre erkende, at Danmarks Sportsfiskerforbund i de senere år har malet sig så grundigt op i et hjørne, at DSF i dag risikerer ikke længere at blive taget alvorligt. DSF har gjort sig totalt afhængig af det millionstore tilskud fra Tipsmidlerne – i en grad så man ikke længere kan varetage medlemmernes virkelige interesser.

Derfor glimrede man ved sit fravær, da Mariager Fjord tilbage i 1997 afgik ved døden. Dette af frygt for repressalier fra lodsejerne, der jo har fiskeretten, som medlemsforeningerne i DSF er totalt afhængige af.

Derfor undlod man i årevis at melde klart ud i skarvdebatten. Af hensyn til kollegerne i Dansk Ornitologisk Forening, som man også deler bord med i Friluftsrådet. Dem skulle jo nødig blive uvenner med, når Tipsmidlerne skal fordeles.

Og derfor undlod man at have en klar mening om den tiltagende undervandsjagt – ikke mindst om natten. Dette af hensyn til Dansk Sportsdykker Forbund, som man også sidder til bords med i Friluftsrådet, når Tipsmidlerne uddeles.

Man trykte sågar den forherligende 4-siders farveartikel om UV-jagt med harpun i sit eget medlemsblad “Sportsfiskeren”. Guderne må vide, hvem der traf denne beslutning, hvorfor og hvad der mon er foregået bag kulisserne. Der må have været livsvigtige Tipskroner på højkant…

Nu senest blev man så i den grad taget på sengen, da den nye Venstre-regering trådte til og straks varslede nye vinde ved vandløbene. De strømvande, som DSF er mere afhængige af end nogen anden, da man som sagt organiserer 70% jyske åfiskere.

Af samme årsag er DSF desværre i lommen på landbrugerne, som jo også er lodsejerne ved de åer, medlemmerne fisker i. Dem tør man bare ikke lægge sig ud med, når det virkelig gælder.

Det lærte man allerede i miljøkonsulent Børge Christensens tid. Han sagde, hvad han mente, og det kostede ind imellem medlemmer. Til sidst kostede det ham også stillingen.

Børge Christensen blev frosset ud af DSF – trods det faktum, at han ene mand fik DSF ind som klageberettiget i miljøspørgsmål. Trods et hav af priser og hædersbevisninger. BC fik derfor en uværdig afgang, og uden den karismatiske malermester i folden begyndte nedturen for DSF.

Nu ser det i stedet ud til, at det modsatte gælder – at man nu mister medlemmer, fordi man ikke tør udtale sig om noget af frygt for repressalier. Fordi man ikke evner at profilere sig udadtil som den miljøorganisation, man gerne ville være.

DN forsvarer vandløbene…

Derfor blev det da også Danmarks Naturfredningsforening (DN), som måtte trække det tunge læs – som måtte ud og forsvare vore vandløb, da den nye regering straks gik i krig med dem, kaldte dem “forhadte” og ville grave dem op.

DN og en privat Facebook-gruppe med titlen ”Bevar de forhadte vandløb”, der på rekordtid sugede de mange tusinde lystfiskere op, som var for vandløbene og mod landbruget. Blandt dem var mange lystfiskere, DSF kunne have hvervet som medlemmer, hvis man havde evnet eller turdet melde klart ud.

Men det gjorde man ikke. Først da denne Facebook-gruppe passerede de første 6.000 medlemmer, kom et forkølet DSF på banen – med en høflig forespørgsel om foretræde for Folketingets miljøudvalg. Det var pinligt at opleve – endnu engang. Men godt, at man så også var medlem af DN, der måtte trække det tunge læs ved vore åer og enge.

Efterfølgende gik de forskellige interesseorganisationer – DSF inklusive – så sammen om kampen mod den miljøfjendske regering, og godt for det  Men da var løbet næsten kørt.

DSF ligger således, som DSF har redt – blødende og med svigtende medlemstilgang. Internt har man da også måttet sige farvel til flere medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer, som har forladt skuden af forskellige årsager:

Indtil videre to medlemmer af hovedbestyrelsen og en enkelt redaktør af medlemsbladet. Om de gik i protest mod den gamle ledelse, selv om den officielle forklaring var en anden, vides ikke.

Men det er sikkert og vist, at der må helt andre boller på suppen, hvis DSF skal klare skærene i de kommende år. Hvis ikke blødningen skal fortsætte.

Det gøres ikke med hverken en halv eller hel Putin, når man ikke længere har hverken magt eller medlemmer at holde på. Når man ikke længere tør melde klart ud i miljødebatten.

Og det er jeg ikke den eneste, der mener. Lad mig slutte dette debatindlæg af med et citat fra Morten DD, som vi alle kender og elsker fra DR’s TV-serie “Bidt af naturen”:

“I dette lille bondrøvsland, hvor alle kender hinanden, oplever vi faktisk en særegen symbiose mellem politikere, NGO’er og medier, som handler om, at vi skal være gode venner og helst ikke udfordre hinanden.”

Den opfattelse af tingenes tilstand genkender jeg kun alt for godt. Den er nemlig ved at være meget udbredt i resterne af Forenings-Danmark. Og hvis en interesseorganisation som DSF fortsat skal være venner med alle for at kunne hæve livsnødvendige tilskud til driften, da er der ikke længere brug for den.

Så har DSF udspillet sin rolle, og det må ikke ske.

© 2015 Steen Ulnits

Svar til flere…

Denne artikel blev downloadet rigtig mange gange i løbet af den første aften. Flere tusinde gange.

Det afstedkom som forventet en del kritiske indlæg fra DSF’ere, der tog afstand fra kritikken og valgte at vende det blinde øje til baggrunden for den katastrofale nedgang i medlemstallet.

Jeg har valgt at samle nogle af spørgsmålene og besvare dem i dette indlæg, som du kan læse på nedenstående adresse:

http://ulnits.dk/biologi/svar-til-flere/

Da debatten efterfølgende fortsatte – nu for det meste telefonisk og i mange tilfælde med folk og fiskere, der ville forblive anonyme – har jeg samlet lidt yderligere information i denne artikel:

http://ulnits.dk/biologi/dsf-forbloeder-svar-til-endnu-flere/

Følg også med under “Aktuelt” her på siden. Senest dette:

http://ulnits.dk/aktuelt/aktuelt-4-kvartal-2018/#ny-lystfiskerminister

Seneste DSF medlemstal:

Medlemstilbagegangen hos Danmarks Sportsfiskerforbund er faldet støt siden denne artikels tilbliven tilbage i 2015:

• Medlemstal 2016: 17.058
• Medlemstal 2017: 15.995
• Medlemstal 2018: 15.604

Med det seneste brandudsalg af danske lystfiskeres fiskevand – via den nye Lystfiskerstrategi, som Eva Kjer Hansen (V) har udarbejdet sammen med blandt andet DSF – kan man kun forudse en fortsat tilbagegang i medlemstallet.

Den berømte og frygtede “bedemandseffekt” – medlemmer, der blot forsvinder af alderdom og død – tager samtidig til.

Trist, trist, trist…

Millioner af kvinder over hele verden tager syntetiske hormoner via p-piller eller hormonbehandlinger. Desværre ender mange af disse stoffer i vandmiljøet, hvor det kan resultere i kønsskifte hos visse fiskearter…

Ikke alle de østrogenlignende forbindelser fra disse behandlinger anvendes og optages af kroppen. Små mængder udskilles i urinen og ender i det kommunale spildevand. Og hidtil har ikke været nogen effektiv måde til helt at fjerne disse hormoner, før de med det mere eller mindre godt rensede spildevand udledes til åer, søer, fjorde og i sidste ende havet.

Men et hold af forskere fra USA og Storbritannien tror, at de nu kan have fundet en løsning på problemet. Denne løsning er baseret på en kombination af et almindeligt kemikalie – hydrogenperoxid – og et specielt tilsætningsstof, der kanfremme processen.

Når spildevand udledes til vandmiljøet, kan disse syntetiske hormoner have negative virkninger på dyrelivet. Syntetisk østrogen er et hormonforstyrrende kemikalie, som påvirker det endokrine system i levende organismer.

Syntethormoner overtager

Det sker enten ved at opføre sig som et rigtigt hormon eller ved at blokere virkningen af ​​naturlige hormoner. Dette har i naturen forårsaget, at hanfisk af visse arter bliver feminiseret, hvilket får dem til at producere æg i deres testikler. Lidt det samme er set i Arktis, hvor isbjørne fødes som hverken hanner eller hunner, men med degenererede kønsorganer.

Én mulighed, som forskere har udforsket til neutralisering af disse østrogener, før de slipper ud i miljøet, er baseret på aktivt kul. Det er et almindeligt stof, der fungerer fint i et simpelt vandfilter, man kan bruge i de enkelte hjem. Det aktive kul suger forurenende stoffer til sig, fastholder dem og tillader rent vand at passere uhindret gennem filtret.

Andre forskere ser ozon som en bedre løsning til behandling af spildevandet. Denne luftart har længe været kendt som effektiv til rensning af vand. Ozon fungerer ved at binde et af ​​sine tre iltatomer til forurenende stoffer. Herved frigives samtidig ren ilt i form af O2, som alt levende på denne jord jo er afhængig af.

Ved brug af ozon kan der dog skabes giftige biprodukter som bromat, der af WHO betegnes som potentielt kræftfremkaldende. Rensning af vand med ozon vil derfor kræve et ekstra trin til at fjerne disse biprodukter. Lidt ligesom at behandle bivirkninger af medicin med ny medicin…

Laboratorieforsøg har vist, at både ozon og aktivt kul kan være brugbare løsninger, når hormonlignende stoffer skal fjernes fra spildevandet. Men “upscaling” – at gennemføre processen i fuld skala på store renseanlæg – har vist sig at være ganske kompliceret.

Schweiz fører an

I Schweiz har de seneste regler til formål at reducere denne mikroforurening med hormonrester i vandløb, og alpelandet har allerede påbegyndt opgraderingen af sine rensningsanlæg til ozon eller aktivt kul.

Schweiziske forskere har beregnet, at omkostningerne til den nye vandbehandling vil stige med 10 til 20 procent for store anlæg, der betjener flere end 80.000 mennesker. De vil tilsvarende stige med 20 til 50 procent for mindre anlæg, der betjener mellem 8.000 og 80.000 mennesker. Ikke mindst energiforbruget vil stige uforholdsmæssigt.

Hydrogenperoxid-baseret vandbehandling kunne være en alternativ løsning på dette problem, siger forskere fra Carnegie Mellon University i Pittsburgh og Brunel University i London. De har samarbejdet om at teste en lille version af et sådant system i laboratoriet, og de har netop offentliggjort deres lovende resultater i tidsskriftet Scientific Reports.

Når forskerne kombinerede en koncentreret version af hydrogenperoxid med specielt udviklede katalysatorer – små molekyler, der virker som enzymer til at fremskynde en kemisk reaktion – da var blandingen i stand til at nedbryde syntetisk østrogen i laboratorievand, syntetisk urin og små mængder spildevand.

Forskerne observerede endvidere, at feminiserede hanfisk udsat i det behandlede vand begyndte at producere mindre vitellogenin – et protein, der normalt kun produceres af hunfisk.

Uenige forskere

Terrence Collins, ledende kemiker på Carnegie Mellon, mener, at den hydrogenperoxid-baserede behandlingsmetode i sidste ende kan erstatte både aktivt kul og ozon.

“Vi kommer med et meget lovende alternativ,” siger han. “Det er mere effektivt, og det er billigere.” Han håber at kunne samarbejde med schweiziske forskere for at evaluere sikkerheden og effektiviteten i metoden, som hidtil kun har været afprøvet i laboratoriet.

“Jeg synes, ​​at denne undersøgelse er meget interessant,” siger Urs von Gunten, der leder Laboratoriet for Vandkvalitet og Behandling ved École Polytechnique Fédérale de Lausanne i Schweiz, som ikke var involveret i undersøgelsen. “Men der er brug for meget mere viden om brug af katalysatoren i fuldskala anlæg,” fortæller han.

Hovedproblemet er den store mængde peroxid der kræves, og som det efterfølgende vil være nødvendigt at fjerne:

”At komme af med det syntetiske østrogen i spildevandet er i virkeligheden den nemme del”, siger von Gunten. Og her er ozon langt hurtigere end både aktivt kul og hydrogenperoxid, men resulterer som sagt ofte i dannelsen af det farlige bromat.

Aktivt kul er ganske vist en effektiv og skånsom proces, men den er ganske langsommelig. Endelig resulterer hydrogenperoxid altså i nye affaldsstoffer, hvis virkning man endnu ikke kender.

Man risikerer således at skabe et helt nyt problem ved løsning af et gammelt…

© 2015 Steen Ulnits

Læs også notitsen “Kønsskiftede skaller” tilbage fra november 1999 . Her havde Århus Amt fokus på Egåen. Og her pegede pilen på hormonrester i svinegylle, der blev spredt ud på de tilstødende marker.

Nogen ny problematik er det således ikke…

Et link til en nyere artikel fra det store USA – om den småmundede bass. Også her er det udledninger fra det omkringliggende landbrug, som er den hovedmistænkte i sagens omkring flere og flere hanner med rogn i bugen.