Forfatterarkiv: Steen

40 år med Flugfiske i Norden – DK

Ganske meget er sket her i verden, siden vort interskandinaviske magasin Flugfiske i Norden så dagens lys for præcis 40 år siden. Et hurtigt tilbageblik på nogle af højdepunkterne for mig i den forgangne tid.

Det føles næsten, som var det i går. Men almanakken fortæller, at det rent faktisk er fyrre år siden. Helt præcis endda. 40 år.

En kold og grå forårsdag i 1979 mødtes en håndfuld fluefiskere fra Danmark og Sverige i en dengang ikke helt så gammel dyrlæges hus i den lille nordjyske by Hvilsom. Næsten ved bredden af Simested Å.

Dyrlægen var Preben Torp Jacobsen, som allerede dengang blev kaldt “den tovlige dyrlæge”. Han bandt fluer af sælsomme materialer, som han indsamlede hos sine kunder i nabolaget – de lokale landbrugere, der dengang ikke var helt så slemme ved naturen, som de er i dag.

Anyway, vi var to danskere – Preben og undertegnede – samt fire svenskere.

Det var først og fremmest Bengt Öste, som dengang arbejdede for Svenskt TV2. Dernæst var det kunstneren Gunnar Johnson, stangbyggeren Kenneth Boström og journalisten Jerry Petterson.

Svenske koryfæer som Nils Färnström, Rolf Smedman og Jan Forssander var ikke med til det indledende møde hos Preben, men stod klar i kulissen og bidrog til de første numre af det nye magasin.

Mødet blev den uofficielle start på magasinet “Flugfiske i Norden”, der officielt blev stiftet i Sverige nogle måneder senere. På juridisk korrekt vis med masser af papirarbejde. Med bestyrelse, årlig generalforsamling og hele molevitten.

Der blev i første omgang udstedt 50 aktier á hver 1.000 svenske kroner. Det var mange penge for en fattig 3. års biologistuderende som undertegnede, men pengene blev fundet og aktien erhvervet.

Bladet var en realitet – født på aldeles idealistisk vis. I de første mange år blev der slet ikke udbetalt honorar for trykte artikler. Det var ærefuldt nok at få sine artikler i Flugfiske i Norden – normalt forkortet “FiN”. Det var aldrig et spørgsmål om penge.

Bästa Bengt

Bengt Öste kom til at betyde meget for mig personligt. Jeg var blot 23 år gammel, men havde allerede en del artikler på samvittigheden – samt min første bog til gode. Bengt tog sig altid god tid til at øse af sin store erfaring:

– Selv om du siger eller skriver noget klogt og gennemtænkt i dag, så bliver det først taget alvorligt, når du er blevet ældre. Uanset hvad det så end drejer sig om…

– Da jeg var yngre, måtte jeg på ti fisketure for at skrive én artikel. I dag kan jeg skrive ti artikler, hver gang jeg har været én gang ude at fiske. Du vil opleve det samme…

Livskloge udtalelser af denne art er jo guld værd for en ung knøs med store ambitioner, og jeg har aldrig glemt hverken dem eller deres ophavsmand.

Bengt var for øvrigt livslangt medlem af “The Stomach Builders’ Association” – sammen med Preben Torp Jacobsen. De to nød til fulde hinandens selskab og livets mange goder. Det gjaldt både vådt og tørt, hvilket godt kunne ses på de to herrers livvidde…

De første artikler i den første årgang af FiN var fascinerende. Som at udforske Nilens kilder for første gang. Ambitionsniveauet var jo højt: At give det skandinaviske fluefiskeri en egen identitet, der skilte sig ud fra England og Nordamerika.

Ganske naturligt fokuserede mine første artikler på det kystfluefiskeri, som netop var på vej til at finde et fast grundlag at hvile på. En videnskabelig basis i saltvand – i lighed med ferskvandets veletablerede insektliv. Nu var og er der ingen insekter i saltvand, hvor interessen i stedet samlede sig om småfisk, krebsdyr og børsteorme.

Pionerarbejde på kysten

Pionerarbejde er altid fascinerende. Man får mulighed for at starte helt forfra. Der er ingen traditioner, der binder én – kun masser af nye muligheder.

Som biolog in spe vidste jeg naturligvis, at havørreden altid var at finde og fange, hvor dens føde holdt til. Og gennem flere års studier af maveindholdet på fangede havørreder havde jeg allerede en god idé om, hvilke fødeemner det drejede sig om – samt hvor og hvornår.

Denne indsigt præsenterede jeg delvis i 1981 i bogen “Syntetiske Materialer”, hvor mit eget Juletræ prydede forsiden. Samt i 1988 i bogen “Kystflue og Put & Take”, der udkom på Skarv Naturforlag. Jeg har siden bygget videre på den i bøger som “Havørred” (Gyldendal, 2006) og “Kystflue” (Turbine, 2017).

I dag tør jeg uden videre påstå, at vi ved, hvad havørreden lever af – hvor og hvornår samt hvordan vi imiterer disse fødeemner med vore fluer. Vi har kort sagt fået hævet niveauet på vort kystfluefiskeri til det, vi længe har haft på ferskvandssiden – med insekter som døgnfluer og vårfluer med mange flere.

Nye ting tager imidlertid tid, og det varede en del år, førend det for alvor blev almindeligt at fluefiske fra kysten. I dag ser man ofte flere fluefiskere end spinnefiskere, og det kan vi som skandinaver kun være stolte af. Det er virkelig noget, vi kan tage æren af at have udviklet fra grunden.

Kurserne på Samsø

En dag ringede telefonen i Aarhus midtby. En mand præsenterede sig som forstander for højskolen på Samsø. Ole Kæmpe hed han. Han havde set mine bøger på biblioteket og fået den idé, at vi skulle arrangere kurser i kystfluefiskeri på Samsø. Han havde højskolen, og jeg skulle undervise!

Vi tog hinanden på ordet, og det første officielle højskolekursus i kystfluefiskeri løb af stablen i år 2000. Med min trofaste våbenfælle Preben Petersen som fast makker. Og det startede rigtig godt. Ikke blot var holdet fyldt op til bristepunktet med håbefulde kystfluefiskere fra hele landet. Vi fangede også masser af fisk.

Ombord på den lille færge fra Hov til Samsø faldt jeg i snak med en af de lokale fiskere. Per Balle hed han. Han var godt kendt med øens fiskepladser og pegede specielt på én bestemt lokalitet på nordkysten. Og dér startede vi naturligvis den følgende dag – stadig lidt øre i hovederne efter fugtig spisning med forstander og frue den foregående aften.

Jeg fandt hurtigt frem til den anbefalede plads og vadede forsigtigt ud gennem den tætte blæretang helt inde under land. Og allerede efter nogle få kast faldt hugget. Tungt. En smuk, stærk og sølvblank havørred havde taget mit perlemorsfarvede Juletræ længst ude i kastet og kæmpede nu, som gjaldt det livet.

Det gjorde det også. En tililende tysker fik havørreden i sit kæmpestore net og sikkert på land. Fisken måtte lade livet og blev hjembragt til højskolen i stille triumf. Da kursisterne senere samme eftermiddag indfandt sig, kunne forstander Ole bære sølvfisken ind på et sølvfad: 3,6 kg. – Det er sådan nogle, vi skal lære at fange!

I sandhed en lovende start på kurserne!

En Nobel fisker

To år senere ringede mobilen, da jeg var ude at køre. En tydeligvis ældre herre præsenterede sig og spurgte høfligt, om jeg underviste i kystfluefiskeri. Han havde læst mine ugentlige artikler om fiskeri i Jyllands-Posten og havde fattet interesse for fluefiskeriet. Det ville han gerne lære, selv om han lige havde passeret de 80…

Hos en god ven havde han ligeledes set et eksemplar af Flugfiske i Norden med en af mine artikler om netop havørredens fødeemner. Det havde altid interesseret ham, når han fiskede fra sin lille jolle ud for Egå. Omend med spinnestang. Han kiggede nemlig også sine havørreder efter i maven. Som uddannet kirurg havde han naturligvis altid en skarp skalpel til dissektion i nærheden!

Jeg foreslog ham at deltage i et af vore stadig nye kurser på Samsø, men han mente ikke, at forskerarbejdet på Aarhus Universitet ville tillade, at han tog en hel uge fri. Han ville dog undersøge mulighederne og vende tilbage.

Det gjorde han allerede ugen efter. Han kunne godt få fri til at tage med på Samsø. I mellemtiden havde jeg fundet ud af, hvem han var: Jens Christian Skou, Danmarks seneste Nobelpristager. I sandhed en Nobel kursist!

Men Jens Christian, som senere blev en god ven, var blot én ud af de flere end 500 kurister, der deltog i et af de næsten 50 ugekurser, vi nåede at afholde på Samsø – inden højskolen lukkede i 2012. Det var i de år, hvor op mod en tredjedel af Danmarks mange højskoler måtte lukke på grund af ændret lovgivning.

Laksen tilbage til Danmark

Havørredfiskeriet langs de danske kyster toppede i 1990’erne – som resultat af de udsætninger, som det obligatoriske statslige fisketegn muliggjorde. Der blev fanget havørreder som aldrig før. Også på Samsø, der fik sin del af udsætningerne direkte på kysten.

Anderledes skidt så det ud med laksene i Vestjylland – for slet ikke at tale om den østvendte Gudenå, der med sine 150 km er Danmarks længste vandløb. Her blev laksen endegyldigt udryddet med etableringen af Tangeværket, der i 1920’erne skulle levere strøm til ikke mindst det nye sygehus i Aarhus. Det var i efterkrigsårene, hvor der naturligt nok var meget fokus på forsyningssikkerheden.

En lille gruppe dedikerede mennesker satte sig mere end et halvt århundrede senere for, at der atter skulle være laks i Gudenåen. Og at Tange Sø måtte fjernes. Blandt dem var Hanne Thomsen, formand for Gudenaaens Laksefond; Frank Jensen fra Naturhistorisk Museum; Gorm Rasmussen, leder af Ferskvandslaboratoriet i Silkeborg; miljøkonsulent Børge Christensen fra Danmarks Sportsfiskerforbund og advokat Jan Ankjær Sørensen.

Møderne blev diskret afholdt i direktionslokalerne hos Grundfos’ koncernchef Niels Due Jensen, der selv var en ivrig laksefisker. Jeg blev hyret til at skrive en debatbog om emnet, som siden skulle distribueres til alle folketingsmedlemmer på Christiansborg. Bogen blev generøst finansieret af Grundfos, som jo ligger lige ned til Gudenåen.

Det blev til bogen “Laks i Gudenåen”, som blev udgivet på Gads Forlag i 1993. Et fint koordineret angreb på det Tangeværk, som holdt Gudenåen i et jerngreb. Eller et sandt kvælertag, da laksens vigtigste gydepladser lå og stadig ligger på bunden af Tange Sø – begravet under et metertykt slamlag.

Tangeværket igen-igen

Desværre blev angrebet sat ind på et tidspunkt med minimal politisk vilje til at ændre på forholdene omkring Tangeværket. Og søen ligger der stadig. Lokalt har lystfiskerforeninger som Bjerringbro bestemt ikke haft travlt med at ændre på tingenes tilstand.

De er nemlig rigtig godt tilfredse med, at laksene ikke kan komme længere end til foreningens vand ret nedstrøms Tangeværket. Under den seneste Gudenå-konkurrence kunne formanden for Randers Sportsfiskerforening længst nede ad åen da også konstatere, at ni ud af konkurrencens ti største laks blev taget helt oppe ved Bjerringbro. Ikke dårligt at have fiskevand her.

Så gik det bedre i Vestjylland. Her havde man fået lagt Skjernå tilbage i de rette slyngninger efter 1960’ernes katastrofale regulerings- og afvandingsarbejder. Og her havde man opdaget, at den oprindelige laks slet ikke var udryddet, som man ellers havde antaget.

En lille rest af den oprindelige stamme fandtes stadig på de nederste få hundrede meter af tilløbet Karstoft Å. Og det fund resulterede i Laksehandlingsplanen fra 2004, som miljøminister Connie Hedegaard stod fadder til.

Den danske laks var tilbage på rette spor og har det i dag meget bedre end meget længe. Flere tusinde fuldvoksne laks vender hvert år tilbage til de store vestjyske åer – med Varde Å, Skjernå og Storå som de mest kendte og produktive.

Hadefulde havbrug

Den danske socialdemokrat Dan Jørgensen (S) var netop vendt hjem fra Bruxelles. Han havde længe kigget langt efter det norske lakseeventyr. Sådan et ville han også have – i lille Danmark. Havbrugshvervet havde hvisket ham i øret, at der ventede milliardindtægter fra en massiv eksport – bare han lukkede op for flere havbrug. Og ingen problemer overhovedet.

Dan Jørgensen var fyr og flamme. Han hoppede som fødevareminister i med åbne øjne og barslede i 2014 med et forslag om flere havbrug i de indre danske farvande. Miljøminister Kirsten Brosbøll prøvede at minimere skaderne med løfter om bedre rensning og kvælstofreducerende tiltag.

Det efterfølgende valg medførte imidlertid et magtskifte. Venstre kom til og kunne ikke styre sig, men lagde miljøministeriet ind under fødevareministeriet. Hvilket reelt udslettede det. Den nye fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) så det nu gabende tomme miljømål og sendte bolden ind med en helflugter fra Venstre.

Der blev opfundet et såkaldt “rådighedsrum” til hele otte store nye og storforurenende havbrug i Kattegat – de fleste ud for Djursland. I et farvand, der allerede gispede efter vejret. Et farvand, der var omfattet af såvel Helcom-aftalen som EU’s Vandrammedirektiv. Alle miljøforkæmpere så måbende til. – Var Venstre og vennerne blevet vanvittige?

Det var de – med egne folketingsmedlemmer dybt involveret i såvel eksisterende som planlagte havbrug. Der blev oprør inde på land, hvor mange gode kræfter samledes for at bekæmpe det nye monster. Selv socialdemokraterne måtte til sidst sande, at de havde taget så grueligt fejl. Havbrug var alligevel ikke vejen frem.

Efter flere års forbløffende, ja nærmest skræmmende passivitet kom medierne endelig på banen. Det kulminerede med TV-stationen ITV, der i 2018 producerede to halvtimes programmer om de storforurenende havbrug. Med undertegnede i den varme stol.

2019 bød på valg og nyt magtskifte. Danmark fik igen en miljøminister, Lea Wermelin (S), som kort efter sin tiltræden skar igennem debatten med det kloge budskab:

“Jeg ønsker ikke flere og større havbrug i Danmark.”

Det skete præcis i 40-året for Flugfiske i Norden.

Som et godt varsel for de kommende år!

⌘ Se artiklen i Flugfiske i Norden her ⌘

40 år med Flugfiske i Norden – SE

1979 – 2019

40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder og for at læse teksten

1979 – 2019: 40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder

1979 – 2019: 40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder

1979 – 2019: 40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder

1979 – 2019: 40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder

Klik for større billeder og for at læse teksten

40 år med Flugfiske i Norden

1979 – 2019

Læs artiklen på dansk her

Åbent brev til Maria Gjerding

I forbindelse med kampagnen RedHavet.nu, som er venligt sponseret af VELUX Fonden med 5 millioner kroner, har der været en del debat om kampagnens mål og midler.

Som mangeårigt medlem af Danmarks Naturfredningsforening (DN), der deltager i kampagnen, er jeg stødt på flere problemstillinger, der har optaget såvel mig som andre DN-medlemmer.

Efter flere forgæves telefoniske henvendelser forfattede jeg følgende brev til DN’s præsident Maria Gjerding og bad om uddybende oplysninger:

“Kære Maria:

Jeg har et par gange prøvet at få fat i dig på telefonen, men uden held. Derfor denne mail.

Vore veje krydsedes ellers kort på Jernhatten hin mindeværdige dag, hvor vor nye miljøminister Lea Wermelin gav de nye havbrug i L111 dødsstødet. Jeg skriver nu til dig dels som et menigt DN medlem, dels som fiskeribiolog og underviser.

Jeg er en af dem, der ihærdigt og på alle fronter har bekæmpet flere og større havbrug, lige siden Dan Jørgensen (S) foreslog dem i 2014. Senest via miljøforeningen BLAK’s website nejtilhavbrug.dk, der allerede i sine første otte måneder på nettet rundede de 50.000 besøgende. Det har været et felttog med mange frontkæmpere. Og en foreløbig sejr med endnu flere herrer.

Jeg har naturligvis skrevet under på den nye RedHavet.nu kampagne, for hvem kan ikke støtte disse gode målsætninger. Jeg er dog allerede flere gange løbet ind i et forklaringsproblem, som jeg gerne vil høre din og DN’s mening om:

Miljømediet Kaninen Katrine fra Endelave har jo i høj grad lagt grunden til standsningen af L111. Kaninens afdækning af de mange ulovligheder inden for branchen har gjort det meget nemmere for den nye regering at gribe ind.

Undervejs har Kaninen Katrine imidlertid også afdækket forhold, der gør det langt sværere end tidligere for mig som biolog og underviser at forklare og forsvare DN’s deltagelse i kampagnen – sammen med WWF Verdensnaturfonden.

Med den ene hånd vil kampagnen redde havet og beskytte det mod forurening. Et nobelt formål. Mens WWF med den anden gavmildt, men mod behørig betaling deler ud af ASC-mærker til certificering af stærkt forurenende havbrug som værende “bæredygtige virksomheder”.

Dem nævner man da heller ikke med ét eneste ord i kampagnen. Er de mon fredet af WWF, hvis Fiskeguide har vist sig at indeholde flere decideret havbrugsvenlige fejl?

Kaninen Katrine har efterhånden fået rigtig mange følgere. Antallet stiger støt og ikke kun på Endelave, men over det ganske land. Kaninen fortæller videre, at DN’s præsident sidder i præsidiet for selvsamme WWF Verdensnaturfonden. Og det er jo dig.

Netavisen piopio.dk har næsten samtidig kunnet fortælle den undrende verden, at WWF’s bestyrelsesformand Nils Smedegaard Andersen (tidligere Mærsk) også har en post i oliegiganten BP’s bestyrelse. Og BP er jo ikke ligefrem kendt for klimavenlige løsninger. Og så videre.

Det hele falder jo desværre i sidste ende tilbage på DN, og jeg har efterhånden svært ved at forklare læsere, seere, tilhørere og elever, hvordan det dog kan hænge sammen. Om man på én og samme tid kan modtage Velux-miljømillioner og blåstemple forurenende havbrug?

I min daglige omgang med folk og fiskere på såvel Djursland, hvor jeg har sommerhus, som ved Gudenåen, hvor jeg bor, støder jeg i stigende grad på både forundring og frustration over dette. Der tales om både “blodpenge” og korruption i DN, hvilket oprigtigt bekymrer mig.

Flere udtrykker sågar i bramfri vendinger, at de ikke vil være medlem af DN længere på disse præmisser. At de som flerårige modstandsfolk i første række i kampen mod havbrug føler sig til grin for egne penge. At kampagnen for dem er en våd klud i hovedet.

Det er jeg som mangeårigt medlem af DN rigtig ked af at høre. Og det er i stigende grad svært for mig at forklare andre, både DN-medlemmer og ikke-medlemmer, hvad der lige sker.

Det skulle derfor glæde mig rigtig meget, om du kunne hjælpe med fakta, der kan hindre en mulig kommende medlemsflugt. For vi har jo mere end nogensinde brug for DN.

Med venlig hilsen,
Steen Ulnits”

Citat slut

Info: ASC står for “Aquaculture Stewardship Council”, som er en mærkningsordning udarbejdet af WWF og Dutch Sustainable Trade Initiative tilbage i 2010.

Organisationssekretær i Danmarks Naturfredningsforening, Mads Peter Aagaard Madsen, har svaret:

“Maria er orienteret om din henvendelse fra d. 19. september og et svar er under udarbejdelse. Du kan forvente svaret i løbet af nærmeste fremtid”.

Det ser vi frem til og skal nok bringe svaret her.

“Hos VELUX er ansvarlighed og transparens i højsædet!”

Det skriver fonden i en præsentation af sig selv.

Efterskrift: Der kom, som desværre nok forventet, aldrig noget svar fra Maria Gjerding.

Mens vi venter på det svar, som tilsyneladende aldrig kommer, kan vi med fordel se nedenstående skræmmende dokumentarfilm om det samme triste emne:

“Salmonopoly“

Lektørudtalelse

Lektørudtalelse om min seneste bog “Laks & havørred”, der allerede kan fås i boghandelen:

“Kort om bogen
En bog om Nordatlantens og det nordlige Stillehavs ørred- og laksearter, og lystfiskeriet efter dem. For voksne læsere

Beskrivelse
Læseren kommer med på fiskeri i Danmark, Grønland, Island, England, Skotland, Irland, Sverige, USA. Alaska og Canada. Alle lakse- og ørredarter i området beskrives med deres levevis og fiskeriet efter dem med hensyn til metoder og udstyr.

Bogens undertitel “Opgangsfisk” hentyder til det specielle fokus, som forfatteren her lægger på fiskenes opgang i åer og floder, hvor de skal gyde, og de specielle måder, som han anbefaler ved fiskeriet under opgangen. Men stoffet omfatter meget mere om fiskene end lige i denne specielle periode.

Undervejs er der uddybende kapitler om vandløbsområder, som først er blevet ødelagt og derefter i nogle tilfælde er blevet restaureret, bl.a. Skjern Å i Vestjylland og Elwha River i USA. Illustreret med mange farvefotos og tegninger af landskaber, vandløb, lystfiskere, fisk og udstyr

Vurdering
Forfatteren er fiskeribiolog og deler ud af en stor viden om emnerne i en veldrejet fortællestil. Billederne er godt optaget og i et varieret udvalg

Andre bøger om samme emne/genre
I samme forfatters Fiskerejser til fjerne lande kommer han også lidt ind på nogle af ørred- og laksearternes biologi og fiskeriet, men slet ikke i dybden som her. I Ørred og laks findes også noget om emnet, men det er svært at finde noget, som uddyber det så meget som i herværende bog

Til bibliotekaren
Et godt supplement til lystfiskeri-reolen”

Citat slut

Lektør: Søren Møller
Forlag: Turbine
Antal sider: 240
Antal illustrationer: 120
Pris: kr. 289,-

En lektørudtalelse er en anmeldelse skrevet af bibliotekarer til bibliotekerne, som bruger den til at købe ind efter.

Lektørudtalelsen har til formål at understøtte kvaliteten af materialevalget i bibliotekernes indkøb. Dansk Biblioteks Center står for udvælgelse og udarbejdelse.

Dansk BiblioteksCenter

Key West revisited

For Ernest “Papa” Hemingway var Key West det sidste fristed i USA, hvor han kunne være så nogenlunde i fred for pressen. Jeg er fulgt i hans fodspor og har besøgt Key West tre gange – med fiskestang i hånden. Senest i 2019.

Key West er et ganske specielt sted – den sydligste by i den amerikanske stat Florida med kun nogle få hundrede kilometer ned til det kommunistiske Cuba, hvorfra mange cubanere er flygtet og nu bor i USA. I Florida er der snart flere, som taler spansk end engelsk, og tilstrømningen bare fortsætter.

Mange af de indvandrede cubanere klarer sig godt. De er arbejdsomme, og de støttes ofte økonomisk af tidligere udvandrede cubanere, som havde penge med “hjemmefra”. Et af de mest kendte eksempler er Eddie Cue, som i flere år har beklædt en af de vigtigste ledelsesposter hos computergiganten Apple.

De mange cubanere skyldes naturligvis dels den meget korte afstand til Cuba – 400 km – dels det hidtil kommunistiske styre under Fidel Castro, som længe har været på kant med USA. Det har dog været under opblødning i de seneste år, omend den amerikanske fangelejr Guantanamo på sydspidsen af Cuba stadig spøger.

A Pelican on the Porch

Militæret er stærkt repræsenteret i Key West. Der er konstant fly i luften, og US Coast Guard afpatruljerer regelmæssigt farvandet i og uden for havnen, der har oplevet øget aktivitet i de seneste år. Således har byen valgt at ride med på den verdensomspændende bølge af krydstogtsskibe, der hidtil har været for store til at lægge til i Key West.

I to omgange er havnen uddybet, så de store skibe nu kan lægge til kaj, og det er ikke gået stille af. Således kan de lokale fiskeguider samstemmende berette, at fiskeriet efter ikke mindst tarpon har lidt under det omfattende gravearbejde. Fiskene har ikke ro, og de er derfor trukket væk fra de by- og havnenære områder, hvor de plejer at færdes.

Cobia i stormfronten

Jeg besøgte første gang Key West i 1994, hvor jeg kombinerede lidt fiskeri i Florida med et træningsophold i faldskærmscentret ved Lake Okeechobee. Når man i nogle dage havde set Florida lidt fra oven – for det meste fra 4 km’s højde – var det ganske forfriskende med lidt skumsprøjt for boven nede på havniveau.

A Barra in the Boat

Jeg bookede en lokal guide, som jeg fandt i telefonbogen en aften efter en spændende, men anstrengende dag i en lille dobbeltdækker med en meget stor motor. Jeg skulle prøve kunstflyvning i en åben flyvemaskine, hvor man blot hang i sine fire sikkerhedsseler – med hovedet nedad en stor del af tiden.

Det var megasjovt, men også hårdt for fysikken. Ind imellem trak vi 6G, når piloten rettede op efter en styrtbombning, og det kunne jeg godt mærke, da vi landede igen. Jeg havde det fint, men kunne ikke gå lige tilbage til bilen. Det var helt umuligt. Kroppen trak konstant til siden. Ikke ligeud…

Men jeg nåede tilbage til hotellet og tilbragte resten af dagen ved svømmepølen. Om aftenen fandt jeg nummeret på en lokal guide i telefonbogen og ringede til ham. Jeg var heldig. Det var ikke højsæson, og han var ledig de følgende to dage.

Drømmekastet

Vi starter tidligt ud – til grå skyer over Karibien. Vinden er frisk og tiltagende, hvilket gør, at vi ikke kan tage på langfart. Vi bliver i stedet inde under land og afsøger mangroven for meterlange barracudaer, som har det fint med det koldere vand fra koldfronten.

A Cobia on the Cockroach

Skyerne ligger lavere og lavere, og det mørkner over Karibien. Vi ser imidlertid flere store barracuadaer, som i modsætning til bonefish holder af det lidt koldere vand. Det bliver til en halv snes flotte fisk på flydende poppere, inden vi tvinges helt ind til land – ind i den beskyttende mangrove.

Vi er lige ved at “call it quits”, da vi spotter en flok store fisk, som cirkler rundt næsten inde mellem grenene. De ligner grangiveligt hajer, og de er tydeligvis urolige – måske på grund af vejrskiftet. Forsigtige er de også. Hver kan vi forsøger at komme på skudhold, flytter de sig tilsvarende længere væk.

Men så sker det forunderlige. Jeg laver drømmekastet, der trods vind og bølger og lang afstand lander den mørke Cockroach ret foran en af fiskene. Den drejer straks omkring og inhalerer fluen – fuldt synlig. – Fish on!

Det bliver en lang og indædt fight. Fisken er en sergeantfish – en “cobia”, som den hedder på disse breddegrader – og den er kendt for både styrke og stædighed. Til sidst må den dog give sig og lade sig lande. Min første store cobra er en realitet – meterlang og muskuløs.

Vejret er nu så dårligt, at vi må skynde os tilbage til Key West – lige før uvejret bryder løs.

Søsterskibet til Hemingway’s “Pilar”

Det buldrer løs det meste af natten. Godt, vi ikke blev derude bare ét minut længere…

Men dagen efter er vejret godt igen. Det skifter hurtigt på disse breddegrader – i hvert fald om vinteren. Vi beslutter os derfor til den lange tur over sundet til øgruppen Marquesas, der ligger fredet for fiskere langt ude mellem Florida og Cuba.

Bonefish og permit på Marquesas

Det bliver kort fortalt en helt fantastisk tur, som kræver sin egen artikel. Her skal blot nævnes, at jeg sluttede dagen af med ikke færre end fem fine permits i solnedgangen. De tailede som gale og var vilde med vore krabber.

Vejret her 25 år senere tillader ikke en tur til Marquesas i denne omgang. Der er for langt, og det blæser alt for meget. Vi må nøjes med fin mad på “Marquesa” – en fornem og hundedyr trærestaurant af samme navn i Key West – og så lidt tarponfiskeri i selve havnen.

Solnedgangen på Mallory Square er, som den altid har været – smuk og en attraktion for såvel turister som fastboende. Men fiskeriet er bestemt ikke, som det ellers plejer at være. Vi ser stadig rullende tarpon med regelmæssige mellemrum, men de får aldrig fred. Havnen vrimler af hidsige jetskis, der forstyrrer både fisk og fiskeri.

Pelikaner tager skraldet i havnen

Forklaringen på det ustabile fiskeri mener de lokale fiskere som nævnt skal findes i de omfattende udgravninger, der netop er sket af havnen – så kæmpestore krydstogtsskibe nu kan anløbe den lille havn og sende masser af dollar-spenderende turister på land for nogle hurtige souvenirs og snapshots.

Jeg kroger to tarpon, som jeg begge mister i et sandt trafikkaos af ind- og udgående skibe. Til sidst sidder krogen solidt fast i bunden nær en af molerne ret ud for flådestationen. Men så suger det tungt i stangen, og min guide beordrer mig til at lægge max pres på stang og line. Nu må det briste eller bære.

Det bærer heldigvis. Det viser sig at være en rokke, som i de første minutter efter hugget har formået at suge sig fast på bunden et halvt hundrede meter borte. Og på grund af den horisontale line har jeg haft svært ved at løfte den fri. Nu spræller den hektisk med sine store vinger, men kan ikke rigtig gøre mere.

Jeg føler mig næsten skyldig i noget kriminelt, da vi til sidst har en rokke på små 20 kg ved bådsiden. Den ser på en eller anden måde trist ud. Jeg havde det på præcis samme måde, da jeg for snart mange år siden krogede og landede en revhaj på Maldiverne.

Det var heller ikke meningen. For på de kanter er hajer hellige…

Hvis du vil se flere billeder fra Key West, så klik ind på denne artikel.

Suunto 7 – nu med kort

Finske Suunto er en gammel kending i branchen for kompasser og dykkerure. De har længe haft et godt ry for deres sportsure, som nu har fået det første kortlæsende medlem: Suunto 7.

Firmaet blev etableret tilbage i 1936, hvor det vigtigste produkt var skibskompasser. En produktion, der først ophørte for få år siden. Siden kom diverse dykkerartikler til, og på det seneste er aktivitets trackere til sportsudøvere blevet en vigtig del af sortimentet. Kompasset findes dog stadig i digital form – som urskive.

I dag koncentrerer Suunto sig om bærbare produkter til håndleddet. Om det så er undet vandet til dykning. Eller over vandet til sportsudøvelse. Med sit seneste skud på stammen prøver Suunto at forene sine hidtidige datatunge og meget hårdføre aktivitets trackere med det moderne og alsidige smartwatch til daglig brug.

Til det formål har Suunto skippet sit eget OS til fordel for Google’s traditionelt strømslugende Wear OS. Hvilket ganske naturligt har skræmt en del tidlige(re) brugere af Wear OS.

Heldigvis er den seneste generation af Wear smartwatches bygget på den nye Snapdragon Wear 3100 platform, som på alle måder er en bedre processor end forgængeren 2100.

Snapdragon Wear 3100

Snapdragon Wear 3100 har et strømforbrug, der ifølge producenten Qualcomm er 67 % lavere end på 2100. Der er to power modes – det ene til aktivt brug, det andet til passivt. GPS funktionen bruger nu 49 % mindre strøm end tidligere, og der bruges 43 % mindre til keyword detection.

Opdatering af urskiven trækker 35 % mindre strøm end tidligere, afspilning af MP3 musik bruger 34 % mindre strøm, og forespørgsler over Bluetooth eller Wi-Fi kræver 13 % mindre strøm end med Wear 2100.

Batteritiden er således markant bedre end på forgængeren, selv om den langt fra lever op til, hvad man kan finde i dedikerede activity trackers. Til gengæld får man al funktionaliteten fra et moderne smartwatch kombineret med data-logging under aktivitet.

Der er således ingen grund til længere at løbe skrigende bort, når talen falder på Wear OS og dets strømforbrug. Man får som absolut minimum en hel dag ud af en fuld opladning – op til to hele dage, siger Suunto. I virkelighedens verden er det dog ikke klogt at satse på mere end halvanden dag.

Til gengæld tager det ikke lang tid at lade uret fuldt op. En time på opladeren, og man er klar til en ny lang dag.

Wear and what not

Har man haft et smartwatch med Wear OS tidligere, da ved man, hvad man går ind til. Man tilgår Google Play og apps herfra med den dedikerede knap øverst til venstre. Og selv brugt for første gang i et Suunto ur ligner Google Wear oplevelsen sig selv:

Swipe ned for adgang til indstillinger. Swipe op for notifikationer. Swipe til højre for Google Assistant. Og swipe til venstre for at tilgå Cards. Altså ikke landkort, Maps, som man finder i Suunto app’en – ved at trykke på knappen øverst til højre.

Det hele er intuitivt og nemt at gå til – især hvis man er vant til de ofte ret komplicerede og ulogiske aktivitets trackere fra eksempelvis Garmin, hvor man hurtigt kan fare vild i menuer og indstillinger. Hvor der er hele fem knapper og med dem et utal af muligheder for at gå galt i byen.

Suunto er vant til at lave robuste ure, der kan tåle at blive brugt, og Suunto 7 er ingen undtagelse. Det er stort – større end mit knap 100 gram tunge Garmin Fenix 5X med sit stålhus – men det vejer blot 70 gram i sit eget hus af forstærket polyamid. Urkransen er dog af rustfrit stål.

Kortene

Det er kortene, der adskiller Suunto 7 fra stort set alle andre Wear OS ure. Muligheden for at downloade og gemme kort til senere offline-brug, ikke mindst. Det har man også kunnet på Casio’s ProTrek modeller, men det har ikke fungeret nær så godt som her. Dels har processoren været lidt for langsom, og dels har det haltet med upload af nye kort.

Det gør det ikke på Suunto 7, der flyver gennem kortene. Dels de indbyggede “heat maps” – dels de større topografiske kort, man kan downloade efter behov – for øvrigt aldeles gratis.

“Heat maps” er grafiske kort, som fortæller, hvor andre brugere har gået, løbet, cyklet eller kørt. Man kan zoome ind efter behov, hvilket er nødvendigt i områder med megen trafik. Og man kan som ny i et område hurtigt udvælge sig en afprøvet rute til gå-, løbe- eller cykelturen.

En uhyre praktisk funktion, når og hvis man ankommer til nyt og ukendt terræn – det være sig midt inde i en storby eller langt ude på det øde land.

Man kan vælge at bruge den indbyggede heat map som baggrund for sin udskrive, hvilket er både populært og flot. Den skifter da helt automatisk fra sted til sted, hvilket er rigtig smart. Kommer man til en ny lokalitet, skal man ikke til at lede efter nye ruter først. Den indbyggede heat map vil da allerede være opdateret og ens position centreret. Hvis der da ellers er dækning.

Vil man efterfølgende ud i terrænet, trykker man blot på Suunto startknappen – den øverst til højre på uret. Så er der straks opdaterede mapbox™️ kort på skærmen. Og man vælger selv, hvordan de skal vises.

Swiper man nu ned på skærmen, vil man se det topografiske kort for det pågældende område, som man så kan zoome ind og ud på – alt efter lyst og behov. Swiper man op på skærmen, dukker en lang række af aktiviteter op, som man kan vælge imellem. Det være sig gang, løb, cykling eller en af de i alt 70 forskellige muligheder for aktiviteter.

Når urets indbyggede GPS har fundet den eksakte position, swiper man til venstre, og man er nu i gang med sin aktivitet. Suunto 7 logger nu alt, hvad man foretager sig – puls, position, fart, kurs og tilbagelagt afstand med meget mere. Man kan vælge at have kortet kørende synligt hele tiden, hvilket selvfølgelig koster mere strøm. Eller man kan lade uret logge passivt i baggrunden..

Det hele kan efterfølgende ses og genopleves på mobilen – på Suunto’s yderst velfungerende og overskuelige app. Præcisionen er ganske imponerende: Ned til 2 meter på lokaliteter, jeg kender godt og frekventerer ofte. På en skærm, der i højeste ind-zooming dækker bare 10 meter.

Det er klart godkendt – endda på en skærm, hvor kortet løbende roterer med ens bevægelsesretning. Dette er uhyre praktisk, da man så langt bedre end på et statisk kort kan orientere sig i forhold til det omgivende terræn og kendemærker her.

Man kan når som helst gribe ind og kigge detaljer, hvis der skulle blive brug for det. Enkelt og intuitivt, hvilket jeg aldrig har syntes var tilfældet på eksempelvis mit Garmin Fenix 5X, der ellers er et rigtig fint og velfungerende ur. Det har blot lidt for mange knapper, indstillinger og menuer at holde styr på.

Konklusion

Man kan hurtigt konstatere, at Suunto’s teknikere virkelig har lagt sig i selen for at optimere brugeroplevelsen på Suunto 7. Den får topkarakter herfra. Det gør også urets hardware, der er bygget solidt – til at holde til strabadser ud over det sædvanlige i felten.

Batteritiden er stadig ikke noget at skrive hjem om – slet ikke sammenlignet med dedikerede aktivitets trackere, der i regelen holder strøm til flere dage. Til gengæld kan de så ikke håndtere dagligdagen indendøre, hvilket Suunto 7 fint kan. Regn med at skulle oplade uret hver eneste nat, hvis der skal være strøm nok til hele den følgende dag.

Suunto 7 kan næsten det samme som almindelige Wear OS ure – blot kan man ikke ringe fra eller til det. Der er ikke mulighed for indbygget eSIM, hvilket forhåbentlig kommer på et tidspunkt – så man kan lade sin mobil blive hjemme på løbeturen. Det er en af de ting, jeg har været allermest glad for med mit Apple Watch Series 4.

Konklusionen bliver alligevel, at Suunto 7 er et yderst gennemtænkt og velfungerende ur, der vil kunne dække mange moderne menneskers aktiviteter og behov – indendøre såvel som udendøre. I løbet af en arbejdsdag såvel som i fritiden.

Jeg er selv helt solgt på det – primært på grund af kortene.

Produktfotos: Suunto

Suunto 7 specs

Vægt: 70 g

Lager: 8 GB

Vandtæt: 50 m

Batteri: 450 mAh

Hukommelse: 1 GB

Urkrans: Rustfrit stål

OS: Wear OS by Google™

Platform: iOS og Android

Urkasse: Forstærket polyamid

Armbånd: 24 mm – udskifteligt

Navigation: GPS, Glonass og Galileo

Processor: Qualcomm® Snapdragon Wear™ 3100

Batteritid: Op til 12 timer i GPS tracking mode

Op til 48 timers almindeligt daglig brug. Reelt halvanden dag

Suunto 7 blev testet sammen med en Google Pixel 4 XL

Folkene bag kampen

Medierne har været svære at engagere i spørgsmålet om forurenende havbrug i Kattegat. Men med den nye miljøministers nej til flere havbrug gik det rigtig meget bedre med interessen.

“Det er folkebevægelser på Djursland, der har forhindret nye havbrug.” Det skriver miljøjournalist Flemming Seiersen på webmediet gylle.dk

“Det er takket være en flere-årig og indædt modstand fra folkelige bevægelser på Djursland, at oprettelsen af nye havbrug nu stoppes. Der kommer ingen nye havbrug, og de nuværende 19 bliver måske helt lukket eller flyttes på land. Det oplyste miljøminister Lea Wermelin på et netop afholdt pressemøde den 26. august.

Men det hele startede med miljøbevægelsen BLAK (opkaldt efter en stor sort sten ud for Jernhatten på Djursland). Og det blev i 2016 fulgt op af en ny bevægelse, ”Nej til Havbrug”, der indtil nu har indsamlet 16.000 underskrifter mod nye havbrug. De var samtidig et ja tak til en Maritim Nationalpark Kattegat.

Efterhånden kom Syddjurs og Norddjurs kommuner med sammen med Samsø Kommune. Hvis der var blevet lavet nye havbrug, ville det have kostet Djursland dyrt med arbejdspladser – ikke mindst i turistindustrien. Her er der 2.000 arbejdspladser på Djursland. Og nu er resultatet der så:

Ingen nye havbrug, som den tidligere borgerlige regering ellers havde lagt op til med Lov nr. 111. Den bliver nu ophævet af miljøministeren hurtigst muligt,” slutter Fleming Seiersen.

Vor nyslåede miljøminister Lea Wermelin (S) skar igennem med et klart nej til flere eller større forurenende havbrug.

Lokale Nina Bjarup Vetter, formand for miljøforeningen BLAK, startede kampen mod nye havbrug ud for Djursland i 2016.

Logoet, der i 2016 satte havbrugene på dagsordenen. Tegnet af den dygtige lokale kunstner Niels Willum Andreasen.

Efter mange foredrag fik Steen Ulnits de forurenende havbrug på dagsordenen i to halvtimes TV-programmer.

Lokale Carsten Strandberg brændte så mange protestbål på stranden ved Glatved, at TV2 Østjylland kom ud og dækkede det.

Med truslen fra de forurenende havbrug drevet over, koncentrerer man sig lokalt om at få etableret en Maritim Nationalpark.

Borgmester i Norddjurs kommune, Jan Petersen (S), så tidligt, at havbrugene kunne udgøre en trussel mod kystturismen.

Borgmester i Syddjurs kommune, Ole Bollesen (S), overtog posten som havbrugsmodstander efter sidste kommunalvalg.

Organisationer og foreninger

Mange organisationer engagerede sig tidligt eller sent og mere eller mindre i kampen mod de forurenende havbrug. Her et repræsentativt udvalg af involverede organisationer – i alfabetisk rækkefølge:

Beredskab Rent Kattegat
Danmarks Jægerforbund
Danmarks Naturfredningsforening
Danmarks Sportsfiskerforbund
Endelave Hav- og Dambrug Nej Tak
Enhedslisten
Greenpeace
Kaninen Katrine fra Endelave
Landsforeningen Levende Hav
Lystfiskeri Østjylland
Miljøforeningen BLAK
Nordsjælland imod Havbrug i Kattegat
REE Park Safari
Socialistisk Folkeparti
Stop Havbrugssvineriet i Danmark

Hertil skal lægges et utal af enkeltpersoner og politikere, som alle på den ene eller anden måde har arbejdet i den gode sags tjeneste. Det være sig lokalt, nationalt eller internationalt. Nogle har gjort det anonymt – andre med navns nævnelse.

Nogle bidrog fysisk til kampen mod havbrug – andre økonomisk. Nogle var aktive, mens andre støttede passivt. Nogle kom på lokalt eller landsdækkende TV – andre ikke. Alle skal de have den allerstørste tak for indsatsen.

Miljøforeningen BLAK har til dato indsamlet 16.000 underskrifter mod havbrug i Kattegat. Underskrifterne var samtidig et ja tak til en Maritim Nationalpark Kattegat.

Screenshots: DR1 og TV2 Østjylland

Logoer: Miljøforeningen BLAK

⌘ ⌘ ⌘

Læs hele miljøminister

Lea Wermelins (S) nej til flere forurenende havbrug

i denne artikel.

⌘ ⌘ ⌘

Nej til flere havbrug

Jernhatten, 26. august 2019

Miljøminister Lea Wermelin (S):

– Jeg ønsker ikke flere og større havbrug i Danmark.

Bekymring over tilstanden i vandmiljøet får miljøminister Lea Wermelin til at bremse udvidelser af havbrugssektoren. I stedet skal der satses på en bæredygtig udvikling af den danske akvakultursektor.

Danmark har nået grænsen for, hvor mange fisk der kan opdrættes på havet, uden det risikerer at gå ud over miljøet.

Det er budskabet fra miljøminister Lea Wermelin, som nu siger stop for udvidelser af havbrugssektoren.

– Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt.

– Vi skal være et grønt foregangsland, også når det gælder fiskeopdræt, og derfor skal vi satse på en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren, siger Lea Wermelin.

Miljøministeren har besluttet ikke at udstede den bekendtgørelse, som skulle have udmøntet loven om kompenserende marine virkemidler (musligeopdræt, red.) og ønsker helt at fjerne bestemmelserne herom fra loven.

Ansøgninger om havbrugsproduktion vil fortsat skulle behandles efter gældende regler, dvs. uden mulighed for brug af kompenserende marine virkemidler. Det vil i praksis betyde, at den samlede havbrugsproduktion får svært ved at vokse.

– Jeg ser et potentiale i at satse på de mest miljøvenlige salt- og ferskvandsdambrug på land, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med miljølovgivningen.

– Vandmiljøet har trænge kår flere steder, men med den rigtige teknologi kan der produceres flere fisk med mindre miljøbelastning. Det er den vej, vi skal gå, i stedet for at udvide havbrug med risiko for vandmiljøet, slutter miljøminister Lea Wermelin sin pressemeddelelse.

Tre års indædt kamp mod nye forurenende havbrug ud for Djurslands smukke kyster er forbi. Der bliver ikke noget af den tidligere regerings planer om otte store nye og storforurenende havbrug ud for Marsk Stigs gamle ø Hjelm.

Danmark har nemlig fået den miljøminister tilbage, som Lars Løkke (V) reelt fjernede, da han lagde miljøministeriet ind under det stik modsat rettede Fødevareministerium. Og efterfølgende overdrog miljøet til den miljøfjendske Esben Lunde Larsen (V).

Et stort velkommen derfor til Lea Wermelin (S), som allerede har bevist, at den socialdemokratiske kovending, som vi oplevede omkring de planlagte havbrug kort før valget, var ment og gennemtænkt.

Stik modsat den plan om vækst og flere havbrug, som hendes partifælle Dan Jørgensen (S) præsenterede tilbage i 2014. Som desværre førte til lov L 111 om flere forurenende havbrug i Kattegat. Og en modstandskamp, der har kostet millioner af unødige kroner.

Til gengæld har den formået at forene et utal af gode mennesker og organisationer i den fælles kamp mod forurening af Kattegat. Tak til dem alle. Ingen nævnt ingen glemt.

En stor cadeau også til hele regeringen, som allerede i det såkaldte “forståelsespapir” med sine politiske samarbejdspartnere meddelte, at man agtede at overholde EU’s Vandrammedirektiv fra 2000. Stik modsat den tidligere regering, som nåede at melde fra efter Landbrugspakken.

Og så er der altså ikke plads til mere forurening fra havbrug.

Nu er det tiden til en Maritim Nationalpark Kattegat.

Screenshots fra DR1 og TV2 Østjylland

Logoer miljøorganisationen BLAK

⌘ ⌘ ⌘

Personer og organisationer bag kampen mod

forurenende havbrug på Djursland

⌘ ⌘ ⌘

Det grønne skæbnevalg

Efter fire års rædselsregime for miljøet med først Eva Kjer Hansen (V) og siden Esben Lunde Larsen (V) som ansvarlige ministre stod alt på spil ved folketingsvalget i 2019.

Der måtte ryddes op i virvaret af vindmøllevenner, kvotekonger, havbrugere og andet godtfolk, som siden det foregående valg havde lagt sig grundigt i ske med ministre og embedsværk – eller sågar var hoppet i badekarret sammen med Bubber. Den regerende del af det danske folketing havde nået et hidtil uset bundniveau, hvor flere italienske og græske politikere efter sigende overvejede en studietur til Danmark – for om muligt at lære helt nye tricks…

Anyway. Det gik heldigvis godt. Regeringen blev sat af pinden, og den nye regering lovede om ikke guld så i hvert fald grønne skove. Og en klimapolitik, der både kan og skal holde den globale opvarmning i ave. Men inden det nåede så vidt, var der lige nogle nye spørgsmål, som vælgerne måtte tage stilling til:

Lige pludselig var klimaet nemlig kommet på alles læber og partiernes dagsorden. Greta Thunberg, en 16-årig svensk skolepige, havde strejket i protest mod politikernes manglende stillingtagen til det klima, som var hendes og ikke deres fremtid. Runkedorerne i dansk politik fnyste og havde kun foragt til overs. De yngre var lidt mere usikre.

Selv hendes egne partifæller så i hvert fald beskæmmet bort, da Pia Kjærsgaard (DF) op til valget skærpede skytset og fyrede den om klimatosserne af – afventende det bifald, der aldrig kom. Nok det største politiske selvmål til dato fra nogen partileder. Så meget ude af trit med virkeligheden og så endda som formand for Folketinget. Tsk…

Midt under valgkampen lod daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) så en bombe af de lidt større springe: Han foreslog i ren desperation, at han gerne ville gå i regering med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen – hvis bare han så mindeligt måtte forblive statsminister. For enhver pris. Den røde lejr tog tælling et kort øjeblik.

For historien viser jo, at Venstre og Socialdemokratiet på mange måder står hinanden nær og meget ofte stemmer for de samme ting. Eksempelvis flere forurenende havbrug. Eller fortsat brug af diverse sprøjtegifte, som ellers måtte være på vej ud. Heldigvis besindede Mette Frederiksen sig og lovede, at hun ville være en ren rød regeringsleder.

Der blev undervejs i valgkampen lukket varm luft ud i lange baner. De samlede danske CO2-udledninger var i 2018 godt fem millioner ton højere, end regeringen selv havde forventet. Fortsætter vi denne kurs, skal Danmark 7-doble hastigheden i indsatsen efter 2030 for at nå klimamålene. Det viser beregninger fra organisationen CARE.

– Det er ikke tilfredsstillende, indrømmede klimaminister Christian Lilleholt (V). Han mente dog, at man skal se på det lange seje træk, hvor vi arbejder frem mod klimaneutralitet i 2050. Det virkede på en eller anden mærkelig måde om noget, man havde hørt rigtig mange gange før?

Et af omdrejningspunkterne i valgkampen blev for mange lov L 111 om flere forurenende havbrug i det Kattegat, der i forvejen gisper efter vejret. Hvor der kun er grådighedsrum og intet rådighedsrum. Det hele startede med daværende fødevareminister Dan Jørgensens (S) totalt ugennemtænkte forslag fra 2014 om udvidelse af den danske akvakultur – med flere nye forurenende havbrug.

Da miljømålet i den næstfølgende regering pludselig stod gabende tomt, kunne den nye fødevareminister Esben Lunden Larsen (V) elegant trille bolden over stregen med vedtagelsen af den omstridte lov L 111, der pludselig gav Venstres mange venner i havbruget muligheder for at score nye nemme millioner. Uden rensning af spildevandet. Flere åbne kloakker direkte ud i Kattegat.

Alternativet ønsker at se sig selv som et miljøvenligt parti, der skal redde verden. Desværre flyver og farer de selv mere, end godt er. Verden rundt. Medierne gik i dybden med det alternative partimedlem Carolina Magdalene Maiers mange rejser – hvilket ledte til kåringen af hende som årets helt store rejsedronning.

Kåringen skete på baggrund af de mange fotos og rejsebeskrivelser, hun selv havde lagt op på Facebook. Heriblandt partifester i Paris og dykkerrejser til Mellemøsten. Stik modsat hendes opfordringer til danskerne om, at de skulle lade være med at tage flyet og i stedet holde klimavenlig ferie hjemme i Danmark. Hykleri hedder det vist. Og det straffes af vælgerne. Caroline Maier røg ud af Folketinget med et brag.

Ovenstående påstand hoppede danskerne alligevel ikke på. Men tænk, at Carsten Bach (LA) som uddannet geolog kunne få sig selv til at sige det – i en tid, hvor det ene nye pesticid efter det andet tikker ind på tavlen. Hentet op fra netop det danske grund- og drikkevand. Som resultatet af mange års hjernedød brug af pesticider, hvis langsigtede egenskaber ingen anede eller aner noget om. Men som myndighederne alligevel godkendte – og på ufattelig vis stadig godkender.

Der blev da også helt stille i forsamlingen, da Carsten Bach netop havde fyret ovenstående svada af. For sagde han virkelig det? Vælgerne kvitterede efterfølgende for hans påstand ved at sende ham lukt ud af Folketinget. Her kan han fortsat rådgive danskerne om det sunde danske grundvand – nu blot i privat regi.

Det var de Konservative, der fik væltet Eva Kjer Hansen (V) af pinden som fødevareminister, da hun præsenterede den usandfærdige Landbrugspakke som dikteret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug. Det var Rasmus Jarlov (K), der gennemskuede bedraget og fik afsat fødevareministeren.

Men det var selvsamme Jarlov, som blev helt stille, da de Konservative først var kommet i regering og han selv havde fået stillet en ministerbil til rådighed. Plus naturligvis ministerløn og ministerpension. Så stemte Rasmus Jarlov gladeligt for både Landbrugspakken, som han ellers havde taget afstand fra, og lov L 111 om flere forurenende havbrug. Så meget for de Konservative som Blå Bloks grønne stemme…

Som valgkampen skred frem, blev selv de borgerlige partier mere og mere grønne. Ja, de kappedes nærmest om at love bedre miljø og flere grønne elbiler – med Lars Løkkes halve million som den foreløbige vinder af budrunden. – Hvad gør man ikke for at vinde et miljøvalg, når man er totalt bagud på point efter fire år med totalt modsatrettede handlinger? Med tiltag på tiltag til direkte skade for miljøet?

Det hjælper jo heller ikke på partiets grønne image, når ens egne interesseorganisationer – Bæredygtigt Landbrug samt Landbrug & Fødevarer – trækker i stik modsat retning. Eksempelvis ved at gå til domstolene for retten til også fortsat at sprøjte pesticider ud over sårbare drikkevandsboringer. Endnu et skud i foden med giftsprøjten.

Enhedslisten manifesterede sig under hele valgkampen som et seriøst parti, man ville kunne regne med i en kommende mulig regeringssammenhæng. Trods partiets ellers meget dårlige erfaringer med den tidligere Røde Regering, der jo blev styret fra det Sorte Tårn af den Blå Bjarne. – De pisser på os, sagde en vred Johanne dengang.

Det viste sig, at Pernille Skipper var en værdig arvtager for stemmeslugeren Johanne Schmidt Nielsen. Mange havde ellers frygtet for resultatet af Enhedslistens ganske sunde regel om, at man kun kan sidde et vist antal år i Folketinget – inden det er ud af vagten og ind med en anden. Skipper klarede imidlertid magtskiftet på forbilledlig vis. Med miljøet højt på dagsordenen.

Det ville de, og Danmark har igen en miljøminister som alle andre civiliserede lande. Det var ellers et rigtig smart træk eller trick, da Lars Løkke reelt nedlagde det for landbruget så besværlige Miljøministerium – ved at underlægge det landbrugets Fødevareministerium. Da Eva Kjer Hansen (V) først var væltet, kom den rettroende Esben Lunde Larsen (V) til.

Han fortsatte arbejdet med at nedbryde miljøet og kontrollen med det. Han trak dele af Miljøstyrelsen helt ind i ministeriet og undgik derfor behændigt mulige krav om aktindsigt. Og hastebehandlede så ellers vennernes sager om fiskekvoter og havbrug. Vi har aldrig set noget lignende i Danmark. Nu skal den nye miljøminister Lea Wermelin (S) så forsøge at genoprette tilliden til både Miljøstyrelsen og Fiskeristyrelsen. Det bliver svært.

Ud over slutspurtens klimatosserier fra Pia Kjærsgaard, så gjorde Dansk Folkeparti sig i hele valgperioden skyldige i total ansvarsfraskrivelse. Efter et rekordgodt valg var der ellers muskler og stemmer nok til at gå i regering, men det turde DF bare ikke. Måske de hele tiden frygtede FELD og MELD og Messerschmidt. Vi ved det ikke.

Partiet blev i hvert fald hængende ude på sidelinjen, hvorfra man mente at kunne få flest DF mærkesager igennem. Men vælgerne var skuffede og straffede DF hårdt ved valget. Ikke mindst de DF’ere, der havde ført sig frem som varme fortalere for flere forurenende havbrug, blev sat fra bestillingen efter et rekorddårligt valg, der halverede Dansk Folkeparti.

Dette gjaldt i særlig grad værtshusparret fra den nordjyske by Mariager, Pia Adelsteen (DF) og Kim Christiansen (DF), som begge havde været blandt de varmeste fortalere for flere forurenende havbrug ud for Djursland. Det lå jo tilpas langt fra Mariager Fjord. Ikke mindst Pia Adelsteen deltog meget aktivt i debatten og opbakningen til Esben Lunde Larsen.

Begge røg de ud efter valget – ud af Folketinget og tilbage til værtshuset i Mariager. En skæbne, de måtte dele med bror-søsterparret Anders Samuelsen (LA) og Merete Bock (LA), der begge røg ud sammen med førnævnte partifælle Carsten Bach. Det gav lidt frisk luft i Folketinget – og partistifter Samuelsen en del at tænke over.

Men ikke kun regeringspartierne blev straffet. Det gjorde også Alternativet, som foretog en sidste besynderlig handling op til valget:

Partiet opstillede en storforurenende havbruger, som netop var taget i at fuske med sine “økologiske” ørreder. Fisk, der havde været på afgiftning og tvangsøkologisering i Storebælt efter en malakitgrøn og giftfyldt barndom i Jylland.

Havbrugeren fra Bisserup kom ikke ind. Alternativets Christian Poll, som aktivt forsvarede opstillingen af den storforurenende havbruger til Folketinget, røg selv ud efter valget. Med sig fik han det lidet attraktive hashtag #ExitPoll.

Flugten til Amerika

Det var dog billigt sluppet sammenlignet med det totalexit, som overgik Esben Lunde Larsen (V) før valget. Han fik først frataget Fiskeriministeriet, som han ikke formåede at bestyre. Og siden Fødevareministeriet, da skeletterne for alvor begyndte at rasle ud af skabene også her.

Esben Lunde Larsen valgte endda at droppe både ministerium og politikerkarriere, da han nærmest overnight flygtede over Atlanten – til et beskyttet arbejde i en grøn (!) amerikansk tænketank støttet af den danske stat. Skatteyderbetalt.

Så jo – det var bestemt ikke noget kedeligt valg. Og heldigvis så endte det jo lykkeligt for den trængte danske natur og det hårdt pressede danske vandmiljø.

Med en rød regering, der har lovet at være grøn.

Det må vi holde den fast på!

Du kan finde mig her på Instagram:

www.instagram.com/steenulnits

Og her på Facebook:

www.facebook.com/steenulnits

Persondata-politik

www.ulnits.dk værdsætter sine mange besøgende og værner naturligvis om deres data og privatliv.

Ingen personlige oplysninger, der registreres på ulnits.dk, vil på noget tidspunkt blive overdraget, solgt eller gjort tilgængelige for tredjepart.

Alle oplysninger opbevares på betryggende vis, så længe der kan blive muligt brug for dem. Ellers slettes de.

E-mail adresser opbevares for personer, der har downloadet e-bøger fra www.ulnits.dk. Postadresser kun for personer, der har købt fysiske produkter såsom bøger eller fiskegrej, som er sendt med posten.

Du kan altid forhøre dig om, hvorvidt du er registreret på www.ulnits.dk og med hvilke data. Og du kan til enhver tid anmode om at få dine data slettet. Dette jævnfør persondataloven – også kendt som GDPR.

www.ulnits.dk benytter ikke cookies og indsamler ikke IP-adresser på besøgende. www.ulnits.dk har heller ingen mailing-liste, man kan melde sig til.

www.ulnits.dk indhenter løbende statistik over besøgene, så vi kan se, hvilke artikler interesserer vore læsere mest. Emnemæssigt såvel som tidsmæssigt. Så vi bedst muligt kan målrette fremtidigt indhold herefter.

I tilfælde af sikkerhedsbrist på www.ulnits.dk kontakter vi Datatilsynet indenfor 72 timer. Har bristen betydning for dig som enkeltperson, kontakter vi dig direkte indenfor samme tidsrum.

Kontakt via mail: steen@ulnits.dk

Læs mere om min lille logofisk her.