* Lang vej for Langsand Laks
Flere end 225.000 laks døde for nylig i det danske lakseopdræt “Langsand Laks” i vestjyske Hvide Sande. Den direkte årsag til den høje dødelighed var angiveligt et for højt indhold af kvælstof i det recirkulerede vand.
Uheldet fik øjeblikkeligt aktierne hos ejeren af Langsand Laks, den norske børsnoterede lakseproducent Atlantic Sapphire, til at falde dramatisk. En nedgang på omkring 14 procent noteredes således. Atlantic Sapphire er i forvejen ramt at store kursfald, der i sidste uge alene beløb sig til 25 procent på grund af Corona-frygten på verdensmarkedet.
Tabet af de mange laks sætter produktionen omkring fire måneder tilbage, forklarer Langsand Laks i en børsmeddelese. Heri fortæller man også, at værdien af de tabte fisk er forsikret, og at virksomheden nu er i gang med at fastsætte de helt eksakte tab og de finansielle konsekvenser, den ulykkelige hændelse vil få.
Opdrætsanlæggets grundlæggende design i Hvide Sande er nu blevet ændret for at undgå lignende fejl i fremtiden. Det samme er sket i det langt større amerikanske anlæg, hvor endnu flere atlanterhavslaks svømmer omkring.
Selskabet havde et lignende uheld i sommeren 2017, hvor man mistede 250 tons laks i samme anlæg.
28. marts 2020
* Den ripariske farezone
Nye undersøgelser viser, hvordan sprøjtegifte påvirker voksne vandløbsinsekter. Undersøgelserne viser, at nogle arter dør ved en dosis per individ på mindre end en tusindedel af den dosis pr. individ, der slår honningbier ihjel.
Bier er de insekter, som oftest anvendes til risikovurdering. Desuden kan meget små doser påvirke vandløbsinsekternes livsvigtgige parringsadfærd. Undersøgelserne er netop offentliggjort i en ny rapport fra Aarhus Universitet:
“Hvor vandløbene skærer sig gennem landskabet på vej mod søer, fjorde og hav mødes vandets og landets natur. Mødet sker i en zone langs vandløbene, den såkaldte ripariske (vandløbsnære) zone, som er af stor betydning for både land- og vandlevende insekter samt for andre arter, der lever af og i samspil med disse insekter.
Den ripariske zone er stedet for fødesøgning, formering og spredning af både vandlevende og landlevende arter. Den er derfor af central betydning for mange arter, lige fra sommerfugle og vårfluer til fisk, fugle og pattedyr. De er alle afhængige af det fødegrundlag, som en sund riparisk zone tilbyder.
Mange af de insekter, man kan finde som larver eller nymfer i vandløbene, begiver sig som voksne op i den ripariske zone eller endda videre ind i de omgivende arealer for at parre sig og for nogles vedkommende søge føde. Disse arealer vil i dagens Danmark ofte være helt eller delvist præget af landbrug.
På Aarhus Universitet har forskere i et projekt finansieret af Miljøstyrelsens program for bekæmpelsesmiddelforskning under kontrollerede forhold set på, hvor følsomme udvalgte voksne vandløbsinsekter, der lever på land, er over for to insektmidler. Forskerne undersøgte følsomheden over for insekticiderne Karate og Confidor hos seks arter af vandløbsinsekter med forskellig størrelse, levetid og fødevalg.
Det viste sig i undersøgelserne, at alle arter var følsomme over for begge insektmidler, at deres følsomhed var forskellig, og at denne følsomhed for de voksne insekter ikke kunne forudsiges ud fra deres følsomhed som vandlevende nymfer og larver.
Ud fra undersøgelser af, hvor store mængder af sprøjtemidler, der ved marksprøjtning kan føres med vinden ud i markomgivelserne, peger forskerne i rapporten på, at marksprøjtning sandsynligvis udgør en risiko for nogle af de voksne vandløbsinsekter.”
Citat slut. Så hvis du synes, at der er blevet færre vandinsekter ved åen end tidligere, så ligger en af de meget mulige forklaringer nok lige her.
28. marts 2020
* Sprøjtefri bredzoner
Risikoen for, at vandløbsinsekter tager skade af landbrugets sprøjtegifte, afhænger ifølge forskerne på Aarhus Universitet af flere ting. Blandt andet af, hvornår der sprøjtes i forhold til, hvornår de voksne insekter optræder.
Disse er således i betydelig fare i vandløbenes bredzone, hvis naboarealerne er intensivt dyrkede, giftsprøjtede marker:
“En sammenligning med data for honningbien viste, at de voksne vandløbsinsekter i mange tilfælde er mere følsomme end honningbien. Den mængde sprøjtemiddel, som slog halvdelen af testdyrene ihjel (LD50), var op til 4700 gange mindre for den mest følsomme af de arter, der blev undersøgt, når man ser på dosis pr. individ for vandløbsinsekter og honningbien.
I den periode, hvor de voksne vandløbsinsekter opholder sig uden for vandløbet, parrer de sig. Bagefter lægger hunnerne deres æg på planter, grene eller sten i vandløbet – eller lige over dette.
En del af AU-forskernes undersøgelser af effekter af insekticider på de voksne vandløbsinsekter drejede sig derfor om, hvorvidt ikke-dødelige doser af de to insektmidler påvirker parringsadfærd og æglægning. Denne undersøgelse blev kun gennemført med vårfluen Agapetus ochripes, et af de seks udvalgte insekter.
Med de to insekticider fandt forskerne en tydelig påvirkning af parringsadfærden. De voksne vårfluer udførte ikke den typiske parringsadfærd, hvor hannerne trommer på for eksempel grene, og vinger og antenner løftes og bevæges hurtigt. Sådanne effekter kan have betydning for artens formering og bestandenes størrelse.
Forskerne anbefaler derfor i rapporten grundigere undersøgelser for afdække behovet for at tage særligt hensyn til de landlevende voksne vandløbsinsekter i risikovurderingen af sprøjtemidler og/eller ved at beskytte dem via bestemmelser for, hvordan sprøjtninger med insektmidler skal udføres.
Det kan dreje sig om, hvornår der må sprøjtes, i lighed med de regler, der skal beskytte honningbien. Eller det kan være skærpede krav om brug af særligt sprøjteudstyr, som mindsker afdriften af sprøjtemidler til den ripariske zone eller udlægning af usprøjtede beskyttelseszoner omkring udvalgte vandløb.”
Citat slut. Endnu et eksempel på, at der intet godt er at sige om det danske industrilandbrug med dets mange sprøjtegifte. Det er kun bæredygtigt for storlandbrugets økonomi. Og giftigt for alt andet.
28. marts 2020
* Mere varm luft i tomme skaller
Mens Hedeselskabet med sit danske datterselskab Blå Biomasse forsøger at sælge “miljø-muslinger” til at rense op efter landbrugets kvælstof-forurening af danske fjorde, så vil svenskerne nu også være med på muslingevognen. For alvor. I rigtig stor skala.
De vil nemlig også sælge varm luft i tomme skaller. Endda rigtig meget varm luft. De vil sågar redde hele Østersøen fra alt det kvælstof, der er ophobet her, og som løbende tilføres. Intet mindre. Et gigantisk projekt, som de har undersøgt ganske lidt, men regnet rigtig meget og længe på. Og nu præsenterer resultaterne af.
Et hold bestående af Kotta & Co. (muslingeforskere fra indland og udland, heriblandt også danske Orbicon) når frem til, at der årligt skal fjernes godt 75.000 tons kvælstof og knap 10.000 tons fosfor fra Østersøen, hvis man skal opnå den status, som Helcom-samarbejdet omkring Østersøen og Kattegat ønsker.
Baseret på det indhold af kvælstof og fosfor, som kendes fra blåmuslinger i Østersøen, kræves der, at man årligt høster og fjerner knap 15 millioner tons muslinger fra Østersøen. Det er astronomiske 15.000.000.000 kg.
Kotta & Co. regner sig på vanlig muslingevis frem til, at dette vil kunne opnås, hvis man intensivt dyrker muslinger på blot 900 km2 af Østersøens overflade.
Et årligt udbytte, der så vil skulle ligge på imponerende 163 tons per hektar per år. En hektar er som bekendt 100 gange 100 m2, og høsttallet er 16 gange højere end dem, man selv har fra forsøgsanlæg i undersøgelsen…
Med udtrykket “på vanlig muslingevis” menes, at man tager et ganske lille pilotprojekt og siden blot ganger det op til den ønskede størrelse. Med en faktor rigtig mange gange. Uanset potentielle konsekvenser ved opskaleringen.
Præcis som man har gjort det med de fiktive høsttal fra Linemuslingeanlæg 112 i Skive Fjord. Her har aktindsigt jo vist, at de reelle og registrerede høsttal er under 5 % af af dem, man angiver i litteraturen.
Og så er der pludselig længere til en ren Østersø, end der er til Månen.
Læs mere om muslinger i artiklen her.
28. marts 2020
Efterskrift:
Forskere fra universiteterne i Stockholm, Lund og Helsinki har opponeret mod Kotta & Co og deres beregninger i en officiel skrivelse. Det skal blive spændende at følge muslinge-debatten i den kommende tid.
* Ny giftig alge i Limfjorden
Midt i marts måned kunne man i den lokale dagspresse læse, at døde sild i hundredvis eller måske tusindvis var drevet i land i Løgstør Bredning i den vestlige del af Limfjorden. Mistanken rettede sig straks mod de Chatonella-alger, der kort før jul – i december 2019 – tog livet af 600 tons havbrugsfisk i Horsens Fjord.
Mistanken viste sig siden at være ubegrundet. Tilsyneladende. I stedet fandt Miljøstyrelsen en japansk alge, der viste sig at være den sandsynlige årsag til de ilanddrevne sild i Limfjorden. Furealgen Karenia mikimotoi er nemlig i denne vinter observeret i Limfjorden. Algen er giftig over for fisk og bunddyr, men ikke for mennesker.
I februar måned havde Miljøstyrelsen fundet algen, Karenia mikimotoi, i Limfjorden. Det er usædvanligt at finde algen så tidligt på året, da den normalt forsvinder om vinteren og først dukker op igen sidst på sommeren.
Karenia er ikke kendt som nogen koldtvandsalge, så tidspunktet er usædvanligt. Det tillægges stigende vandtemperaturer i og omkring Limfjorden.
Læs meget mere om Karenia mikimotoi i artiklen her.
28. marts 2020
Forgangne uge skete så det, der har været under opsejling i mere end tyve (20) år:
Antallet af artikler på mit website www.ulnits.dk rundede det første tusinde (1.000) – i øvrigt helt bortset fra de flere tusinde notitser under “Aktuelt”. Ét tusinde vaskeægte artikler om emner med relation til lystfiskeri, fiskepleje, biologi, forurening og andet af interesse for lystfiskere, biologer og andre naturinteresserede med vand i hovedet og fisk på hjernen.
Det lyder voldsomt – det skal jeg være den første til at indrømme. Men der er gået mere end tyve år siden 1998, hvor www.ulnits.startede. Og set i det lys er det blot én artikel om ugen – hver uge, året rundt, år efter år. Det gælder bare om at være vedholdende.
Og der er skam stadig gang i pennen hos den gamle skriverkarl. Således planlægges hele to trykte papirbøger at udkomme i 2020: “Tørflue & Nymfe”, der runder trilogien om fluefiskeri af. Og så en stor og højaktuel bog om miljø. Mine trykte bøger nummer 30 og 31. Dem ser jeg naturligvis frem til, som jeg altid ser frem til nye bogudgivelser.
Allermest ser jeg dog frem til miljøbogen, der har været under opsejling i meget lang tid. Faktisk i mere end 30 år. Den er der nemlig rigtig meget hjerteblod og substans i.
– Kan du for øvrigt gætte, hvilken artikel på www.ulnits.dk blev nummer 1.000?
Følg med i den kommende gættekonkurrence her på siden.
Der er bøger at vinde!
21. marts 2020
* Limfjorden 2020 kort fortalt:
Mere gylle på de omkringliggende marker giver mere svinevirus og flere næringssalte i vandet .
Det giver igen flere alger (nogle af dem giftige) og hyppigere algeblomst.
Samt svinevirus i endnu flere muslinger.
Limfjorden anno 2020.
* Få et forhadt kamera ombord
Der er nu åbnet for, at fiskefartøjer kan tilmelde sig projektet om kameramonitorering i Kattegat.
De første 15 fartøjer, som får installeret kamera ombord inden udgangen af 2020, kan fiske videre efter de gældende tekniske regler i 2020. Øvrige fartøjer i Kattegat vil fra og med den 31. maj i år blive omfattet af krav om særlige selektive redskaber. Det er guleroden for at få et af de ellers så forhadte kameraer ombord.
For at kunne tilmelde sig kameraprojektet i Kattegat, skal fartøjet opfylde følgende betingelser:
- Fartøjets længde skal overalt være på 12 m eller derover
- Fartøjet skal have landinger af jomfruhummer fra Kattegat i 2020
- Fartøjet skal have haft gennemsnitligt minimum 20 havdage pr. år i Kattegat i perioden 2017-2019
Fartøjer, som ønsker at deltage i kameraprojektet, skal indsende en mail til Fiskeristyrelsen på licensadm@fiskeristyrelsen.dk senest den 25. marts 2020 kl. 12.00.
21. marts 2020
* Megastort landbaseret fiskeopdræt
Svenskerne etablerer nu Europas største landbaserede fiskeopdræt på 75 hektar. Det er en investering på op mod 20 milliarder svenske kroner, der planlægges at give 2.000 arbejdspladser.
Sådan lyder i hvert fald de optimistiske toner fra kommunalbestyrelsen i Sotenäs på den svenske vestkyst midt mellem Göteborg og Oslo.
Anlægget skal stå klar inden fem år og producere 80.000 tons atlanterhavslaks om året. De vil blive fodret med blandt andet insekter opdrættet lokalt. Et enormt og enormt ambitiøst projekt. Lad os håbe, det holder vand.
Landbaserede anlæg er den eneste vej frem. Lad os få de flydende danske forureningsfabrikker, havbrugene, ud af vandet og op på land, hvor der er kontrol med produktionen.
Det fremgår jo ikke af indslaget på svensk TV, hvilke krav man fra kommunen / EU vil stille til udledning fra det nye anlæg.
Men 2.000 nye arbejdspladser giver nok en vis goodwill på den konto. Samtidig er der jo også en del mere vand at fortynde med i det dybe Skagerak end i det lavvandede Kattegat.
Placeringen i Sotenäs lader i sig selv formode, at der nok vil være en (vis) udledning fra så stor en produktion. Placeringen er nord for og uden for Helcom-samarbejdet om Østersøen og Kattegat, så det giver sikkert også lidt ekstra frihedsgrader til forurening.
Omvendt så er den marine Koster Nationalpark jo next door neighbour, så det højner vel modsat kravene til eventuel udledning.
Vi må se. Det vil under alle omstændigheder være bedre end åbne havbrug, som vi har dem i dag i de indre danske farvande.
21. marts 2020
* Hegnet hæves
Desværre ikke ophæves. Eller hæves ud fra etiske og politiske standarder. Det gøres blot lidt højere. Så højtspringende hjortevildt ikke længere så let kan sidde fast i det.
Naturstyrelsen har udarbejdet en principtegning, der viser et modificeret hegnspanel på 150 cm i højden, hvor de øverste 60 cm gøres finmaskede, mens den øvrige del af panelet fremstår som det øvrige vildsvinehegn.
På dele af den øvrige strækning er hegnet lavere (reduceret fra 1,5 m til 1,2 m) eller står i områder, hvor der ikke i samme grad findes hjortevildt, oplyser Naturstyrelsen.
Derudover har styrelsen også valgt at indkøbe nogle ekstra længder med den finmaskede top, så der kan sættes hegn op andre steder, hvis der viser sig lignende problemer.
Men allerede nu har meget kronvildt lært, hvor hegnet er henne, fortæller skovrider Bent Rasmussen:
– Vi har ikke kendskab til flere dyr, der er kommet til skade i hegnet. Naturstyrelsen har konkret kendskab til to rådyr og et krondyr, der er kommet af dage ved at sidde fast i hegnet, siger skovrideren, der yderligere har fået tilsendt et billede af et krondyr med brækkede forben. Et dyr, der måske er kommet til skade ved møde med hegnet, men som er blevet fundet et godt stykke derfra.
– Det er selvfølgelig en katastrofe for det enkelte dyr, men i den store sammenhæng er det, hvad man må forvente, siger han…
Byggeriet af hegnet gik i gang i slutningen af januar 2019. Der blev afsat 80 mio. kroner til at opføre vildsvinehegnet og sikre driften til og med 2022.
Regningen for opsætning og kompensation til lodsejerne endte på omkring 45 mio. kroner. Hertil kommer omkostningerne til justeringer, rådgivning, drift og vedligehold i perioden, som endnu ikke er opgjort.
Årtusindets farce og Molbohistorie fortsætter uhindret…
21. marts 2020
* Lillebælt: Et tankeeksperiment
Tilbage i år 2000 udfærdigede jeg på opdrag af Middelfart kommune en analyse af det økonomiske potentiale i det rekreative fiskeri på den smalle del af Lillebælt.
I de to havne Fredericia og Skærbæk ved Lillebælt blev der i 1995 landet henholdsvis 142 og 269 tons konsumfisk – primært torsk, rødspætte, skrubbe og ising. I alt 411 tons fisk.
Disse fisk blev ifølge lokale opgivelser hovedsagelig landet af en lille håndfuld både – efter alt at dømme syv stykker.
Her tyve år senere er der ingen fisk tilbage i Lillebælt. Det har forurening med næringssalte fra landbruget og ulovlige havbrug sørget for. Fiskerierhvervet har selv bidraget solidt med overfiskeri og hårdhændede fiskemetoder som bundtrawl og muslingeskrab.
Men hvis du er bagudskuende og nysgerrig med hensyn til, hvad der kunne have været og måske engang igen kan blive, så læs gerne med her:
Lillebælt anno 2000
21. marts 2020
* Folkets ønsker til ny klimalov
1.043 forslag til en ny klimalov blev der i 2019 indsamlet blandt danskerne.
Dagbladet Information har fået aktindsigt i drømmene, der blandt andet handler om beskatning af rideheste, beskæring af børnepengene, hvis man får mere end to børn, og om at gøre klimavenlig livsstil som cykling til og fra arbejde til en folkesport.
Der er trods alt lidt håb for fremtiden!
* “Nej til svinefabrikker”
Lørdag den den 7. marts blev der afholdt stiftende generalforsamling i den nye “Landsforeningen mod svinefabrikker”.
Initiativgruppen bag er “Netværk mod svinefabrikker”, der blev dannet for to år siden af en række enkeltpersoner fra hele landet, samt organisationerne Noah, Greenpeace, Frie Bønder – Levende Land og Miljøforeningen på Tuse Næs.
Det fremgår af en dugfrisk pressemeddelelse fra den nystartede forening. På tide med lidt organiseret modstand mod den massive og evigt ekspanderende svineindustri, der har domineret alt og alle de seneste år. Med resistente MRSA bakterier, gylleforurening og anden dårligdom som resultat.
I 2000 var der 198 svinefabrikker i Danmark med en produktion på 5.000 svin eller derover. I 2018 var antallet ifølge Danmarks Statistik vokset til 940. Gyllemængden er vokset tilsvarende, men det er det ganske danske land imidlertid ikke. Gyllen havner derfor i overdosis på vore marker, der i stigende grad bruges til at dyrke majs og soya – til endnu flere svin. En dødsspiral i fuldt sving.
De 31 millioner svin, der pt. årligt produceres, er med til at gøre Danmark til verdens største producent af kød i verden. Målt per indbygger. Samt den største dyretransportør af levende svin til slagtning i udlandet. Målt per kørt kilometer per dyr. Vi er samtidig det EU-land med den mindste andel af beskyttet natur.
De 31 millioner årlige svin er også forklaringen på, at det danske vandmiljø har det så dårligt, at det ikke kan leve op til kravene om “god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv fra 2000. Resten af landet har indordnet sig. Svineindustrien kan eller vil bare ikke.
Så støt op om initiativet og giv svinebaronerne kamp til stregen. Helst lidt længere.
14. marts 2020
* Forbud mod UV-jagt om natten
Nye EU-regler indebærer, at det kun er tilladt at drive undervandsjagt med brug af snorkeludstyr. Det er forbudt at UV-jage under brug af flaske eller automat. Endvidere er det om natten ikke tilladt at bruge harpun.
De nye regler om UV-jagt i EU trådte i kraft den 14. august 2019 og er altså ikke spritnye længere. Reglerne siger grundlæggende:
- at det er forbudt at drive UV-jagt med brug af dykkerudstyr forsynet med lungeautomat/trykflasker.
- at det er forbudt at drive UV-jagt med harpun om natten – i tidsrummet fra solnedgang til solopgang.
- at UV-jagt kun må drives som rekreativt fiskeri. Det er forbudt at sælge eller handle fisk fanget ved UV-jagt.
Reglerne er en konsekvens af Europa-Parlamentets og Rådets Forordning 2019/1241 af 20. juni 2019 om bevarelse af fiskeressourcerne og beskyttelse af marine økosystemer ved hjælp af tekniske foranstaltninger.
Reglerne siger overordnet, at det i fremtiden kun er tilladt at drive UV-jagt om dagen. Og kun med brug af snorkeludstyr, hvis man bruger håndholdt harpun eller våben, der afskyder harpun. Aldrig med flaske.
I forordningen er undervandsharpun defineret som et “trykluftmanøvreret eller mekanisk drevet håndholdt våben, der affyrer et spyd med henblik på undervandsfiskeri”. Foruden våben, der kan afskyde harpuner mekanisk, eksempelvis ved hjælp af en elastik eller ved brug af trykluft, er håndholdt harpun også omfattet af definitionen og dermed ulovlig at anvende om natten.
Essensen af den lidt snørklede formulering er helt enkelt, at man ikke længere må drive UV-jagt om natten – fra solnedgang til solopgang. Og at man overhovedet ikke må dyrke UV-jagt, hvis der bruges flaske. Der må fremover kun UV-jages med snorkeludstyr. Og kun i dagtimerne. Læs hele ordlyden her:
https://fiskeristyrelsen.dk/nyheder-og-presse/nyhedsarkiv/2019/juli/generelt-forbud-mod-undervandsjagt-med-dykkerflasker-og-om-natten-traeder-i-kraft-den-14-august-2019/
14. marts 2020
* Opgang af laks i Skjern Å i 2019
Så er der tal på de mange laks, som hvert år går op i den vestjyske Skjernå.
Opgangen af laks i Skjern Å-systemet i 2019 var 5.897 stykker. Dette er en lille stigning i forhold til undersøgelsen i 2017, hvor opgangen var 5.521 laks. Omkring halvdelen af de laks, der vandrer ind for at gyde i Skjern Å-systemet, stammer fra udsætninger. Den anden halvdel er vilde – gydt, født, opvokset og udvandret fra Skjern Å.
Der er igennem de seneste årtier årligt udsat mere end hundredetusinde ½- og 1-års laks i Skjern Å-systemet. DTU Aquas seneste undersøgelse viser som sagt, at det stadig er omkring halvdelen af de laks, der vandrer ind i Skjern Å, stammer fra disse udsætninger.
Hvis laksebestanden i Skjern Å-systemet skal klare sig uden udsætninger, er der et særdeles stort behov for at genskabe faunapassage ved spærringer, så laksen får adgang til flere egnede gyde- og opvækstområder. Ligeledes bør genskabelse af langt flere nye egnede gyde- og opvækstområder i å-systemet have høj prioritet.
DTU Aqua elfiskede i Skjern Å fra Rind Ås udløb og nedstrøms samt i Omme Å og Vorgod Å fra 4-8. november 2019. Der blev fanget i alt fanget 389 laks, som blev mærket med de såkaldte PIT-mærker.
Der blev elfisket igen i perioden 2-17. december 2019 i Skjern Å fra Rind Ås udløb og nedstrøms, i Vorgod Å, Rind Å, Holtum Å og Omme Å. Her blev der i alt fanget 371 laks, hvoraf de 25 var PIT-mærkede. Laksene var mellem 51 og 120 cm lange.
På baggrund af tallene fra fiskeundersøgelserne har DTU Aqua beregnet gydebestanden af laks i Skjern Å-systemet i 2019 til 5.580 laks. Sammen med 317 hjemtagne laks fra fiskesæsonen 2019 er den totale estimerede opgang til Skjern Å-systemet i 2019 på 5.897 laks.
14. marts 2020
* EU-kommissær: Intensivt landbrug et problem
EU-landbrugskommissær mener, at intensivt landbrug er et problem for bæredygtigheden. Det forarger ikke overraskende både parlamentsmedlem Asger Christensen (V) og Landbrug & Fødevarer-formand Martin Merrild.
Udtalelserne stammer fra EU’s relativt nyudnævnte landbrugskommissær Janusz Wojciechowski, og i flere tweets antyder han, at intensivt landbrug ikke er bæredygtigt.
– Som en del af Green Deal (EU’s nye klimapagt, red.) vil det være nødvendigt at tackle problemet med intensivt svineopdræt i nogle EU-lande, fordi landbruget skal være bæredygtigt, lyder en oversættelse af udtalelsen, der er skrevet på polsk. Den efterfølger en statistik for lande med stor svineproduktion, herunder Danmark.
Kommissæren har tidligere udtalt, at små landbrug er bedre for miljø og klima, men måtte senere korrigere sig selv og gøre det klart, at han vil være kommissær for alle typer landbrug. De nye udtalelser, der igen forherliger små landbrug, skuffer parlamentariker og landmand Asger Christensen.
– Jeg troede, Janusz Wojciechowski var klatret ned fra månen. De her udtalelser skuffer mig, og jeg synes, han bryder det løfte, han gav, om at ville tage sig af alle typer landmænd, siger parlamentarikeren og fortsætter:
– Det er uomtvisteligt, at de større, moderne landbrug er mest bæredygtige, når du ser på luftrensning, klimaaftryk osv. Samtidig bør kommissæren være opmærksom på, at svineproduktion bidrager til en anseelige eksportindtægt fra de globale markeder, fordi vi kan konkurrere.
Ovenstående må stå for Asger Christensens helt egen regning og risiko. For hvordan beregner man lige begrebet “bæredygtighed”?
– Er konsekvenserne af brugen af RoundUp og andre giftstoffer, der til sidst havner i grundvandet, taget med i disse. beregninger? – Er udgifterne til den nødvendige vandrensning mon med i det store regnestykke?
14. marts 2020
* Kvoter på svin
De Radikales Zenia Stampe kalder det en skandale, at dansk landbrug importerer for lidt bæredygtig soja. Hun truer nu med kvoter på svin.
I indlægget, der blev bragt af dagbladet Politiken, pointerer hun, at det ud af den enorme mængde sydamerikansk importeret soja blot er 20 procent, der er bæredygtig og certificeret afskovningsfri. Det kalder hun en skandale.
– Måske er tiden kommet til, at vi også skal have kvoter for svin, siger hun.
Undervejs i indlægget kritiserer hun både Landbrug & Fødevarer og Danish Crown, som hun mener ikke gør nok for at omstille sojaimporten.
Landbrug og Fødevarer har for nyligt måtte svare på en tilsvarende kritik fra Verdensnaturfonden, og her lød svaret fra områdedirektør i L&F Anders Martin Klöcker således:
– At gå ud og sige, at vi i landbruget ikke gør noget, når man selv er gået med i alliancen, er mærkeligt. I stedet for at skyde på hinanden burde WWF glæde sig over, at vi er igang med Dansk Alliance for Ansvarlig Soja.
Samtidig påpegede Anders Martin Klöcker, at landbruget arbejder hårdt på at finde erstatninger for dansk sojaimport, der dækker omkring 0,7 pct. af verdens samlede sojaproduktion, ved bl.a. at forske i alternative proteinkilder som kløvergræs og alger.
– Vi synes derfor, vi tager den her problematik alvorligt og tager udfordringen op, og vi er lykkedes med at sikre mange penge til mange gode projekter, der kan realisere målet med Dansk Protein Innovation. Så det ikke bare er snak – men løsninger, sagde han.
Set udefra er det stadig snak. “Viel Geschrei und wenig Wolle”, som tysken siger. Så Xenia Stampe må nok op på barrikaderne igen-igen…
14. marts 2020
* Så skrabes der bund og muslinger igen…
Den 1. marts 2020 åbnede Fiskeristyrelsen så igen for det skadelige muslingeskrab i Bælthavet og vestlige Østersø. De 6 fartøjer, der fisker i Bælthavet og vestlige Østersø, får nye tilladelser til fiskeri i områder langs Jyllands østkyst.
I modsætning til tidligere sæsoner, vil der i denne sæson ikke blive åbnet for fiskeri af blåmuslinger i Natura 2000 områder langs Jyllands østkyst. Muslingebestandene i Natura 2000 områderne i Lillebælt og Horsens fjord kan ikke bære et fiskeri igen i 2020. De må være blevet overfisket i 2019, hvor der flere steder blev klaget over det ødelæggende skraberi. Det skete ofte alt for tæt på land og på alt for lavt vand.
I det hele taget kan det ikke reelt være tilladt af skrabe muslinger i sårbare Natura 2000 områder, som EU medlemslande jo netop har forpligtet sig til at beskytte? Det kommer vi givet til at høre meget mere om i forbindelse med de verserende sager om havbrugenes manglende placeringstilladelser – og nærhed til eller direkte beliggenhed i sårbare Natura 2000 områder.
De 6 fartøjer, der udøver fiskeri efter blåmuslinger i Bælthavet og vestlige Østersø, er alle udstyret med det såkaldte ”Black Box” system. Et system, der løbende opsamler og sender fiskeridata til Fiskeristyrelsen, som så kan følge den udøvede fiskeriaktivitet. Fiskeriet eller rettere: skraberiet moniteres således ganske tæt.
En ny færgemand på Randers Fjord kunne sidste år fortælle, at han selv havde opgivet at skrabe muslinger ved Horsens. Efter ellers mange år i branchen. Det var blevet for kompliceret, mente han. Og søgte job som færgemand på Randers Fjord.
7. marts 2020
* På “Vildspor” i vandløb
“Ugens Vildspor handler om vandløbenes natur. Vandløbene er sidste station på ferskvandets store kredsløb, før vandet tømmes ud i havet, fordamper, fortættes og regner ned over os hårdt prøvede danskere igen.
Efter en uendelig lang, grå og våd vinter, kan man godt længes mod syden, men vandet er livgivende, og vandløbene er en vigtig del af naturens skønhed. Det oplever Lærke og Emil på reportage med fiskeribiolog og miljøforkæmper Steen Ulnits langs Gudenåen.
Her ser de også på oversvømmelser og konflikter mellem mennesker og vandløb – en slagmark, der kulminerer ved Tangeværket, som ligger og blokerer for Gudenålaksens vigtigste gydebanker. Men der er mennesker, som har bosat sig om søen, og de vil altså nødig af med deres udsigt, og det kan man jo godt forstå.
I studiet har Rasmus besøg af biolog Peter Wiberg-Larsen som har studeret vandløbenes dyreliv i en menneskealder. Her taler vi om flodperlemusling, vårfluer og slørvinger, og om vandløbsnaturens lidelseshistorie og de store forbedringer af vandløbsnaturen, som er sket de seneste 50 år.
Vi er ikke helt i mål endnu, for vi mangler at slippe vandløbene fri. Det er ikke nok at lægge dem pænt i landskabet, de skal også kunne bevæge sig i ådalen og oversvømme engene om vinteren.” Citat slut.
Bølgerne gik for øvrigt højt, da vi under optagelserne besøgte Tange Sø. Det gjorde de inde på land, og det kan du høre meget mere om i programmet, hvor selveste Rasmus Paludan pludselig poppede op i persongalleriet.
Fik du ikke hørt de oprindelige to udsendelse om vandløbene på Radio4, kan du heldigvis høre dem som podcast eller hente dem hjem til senere aflytning. Adressen er https://www.radio4.dk/program/vildspor/
7. marts 2020
* Videoovervågning af svenske fiskere
Danske fiskere kæmper med næb og klør for at undgå videoovervågning, når de fisker. De må have noget at skjule, siden de tager sådan på vej. Svenske fiskere tager det ikke helt så ilde op – i et samfund til lands, der allerede er videoovervåget rigtig mange steder.
Videoovervågning af svenske fartøjer under kommercielt fiskeri bevæger sig derfor stadig nærmere. Netop i disse dage har organisationen HaV fremlagt et forslag til den svenske regering om, hvordan dette kan gøres, og hvad det vil koste.
Baggrunden er et ønske fra myndighederne om at kunne kontrollere, at den såkaldte landingsforpligtelse overholdes – at uønskede fisk ikke blot smides tilbage efter fangst fra skibene. En behandling, de fleste dør af.
Overvågningen vil koste omkring 8 millioner SEK som et første forsøg. Hvem, der står for disse omkostninger, er endnu ikke specificeret. Men det synes rimeligt at antage, at det bliver skatteborgerne, der skal betale gildet.
Videoovervågning er naturligvis også et glimrende værktøj til at kontrollere andre lovbrud i det stadig mere kritiserede erhvervsfiskeri, hvor den ene skandale afløser den anden – i takt med, at fiskebestandene tømmes.
Spørgsmålet er så blot, om kameraovervågning også er nok til at håndtere en branche som denne. Mange svenskere stiller sig tvivlende.
7. marts 2020
* Nej til svensk ørredopdræt
Den 12. december sidste år besluttede den svenske Land- og miljødomstol at afvise et udvidet og fortsat opdræt af regnbueørreder i søen Siljan. Virksomheden Slottslax har beskæftiget sig med fiskeopdræt i Siljan siden 2007 og har en begrænset licens frem til 2021. Produktionen består i dag af 1.100 ton regnbueørreder til konsum, og ifølge ansøgningen skulle produktionen mere end fordobles til 2.333 tons.
Land- og miljødomstolen siger nej til fiskeopdrættet af flere grunde. Land- og miljødomstolen har i tidligere sager sat spørgsmålstegn ved, om fiskeopdræt i åbne netbure nu bruger den bedst tilgængelige teknologi (BAT – Best Available Technology). Det samme har et parlamentsmedlem gjort.
Domstolen mener endvidere, at et landbaseret og recirkuleret såkaldt RAS-anlæg, der er BAT og ikke WAT (Worst Available Technology), ikke nødvendigvis behøver at være placeret, hvor virksomheden ligger i dag.
Fordelen ved landbaseret RAS-opdræt er, at driften foregår i lukkede systemer, hvor vandet genanvendes og forureningen minimeres. Derudover fjernes risikoen for at sprede parasitter og sygdomme fra tamfiskene, hvilket kan skade de vilde fiskebestande i Siljan.
Det er desværre en regelmæssigt tilbagevendende hændelse, at opdrættede fisk flygter fra netburene – med risiko for smitte med sygdomme og uønsket konkurrence med vilde fisk om føden. I januar 2015 undslap der således omkring 70.000 regnbueørreder til Siljan, da et netbur var gået i stykker. I 2007 skete det samme, og dengang slap 230 tons regnbueørreder ud i søen.
Geologisk er Siljan søen helt speciel. Den ligger i Dalarna og er Sveriges arealmæssigt sjettestørste sø. Sammen med søerne Orsasjön og Insjön har den et areal på 354 kvadratkilometer. Søen ligger 161 meter over havets overflade. Den største dybde er 134 meter. Afvanding sker gennem Österdalälven til Dalälven.
For 365 millioner år siden slog en meteorit ned med stor kraft og dannede, hvad der i dag kaldes Siljansringen. Siljansøen, Orsasjön, Skattungen, Oresjön og småsøerne i Bodadalen udgør meteorkraterets ydre ring. Nedslagskrateret måler 50 kilometer i diameter og er det største kendte nedslagssted i Europa.
Glædeligt derfor, at Land- og miljødomstolen valgte at stoppe det forurenende fiskeopdræt i denne specielle og værdifulde sø.
7. marts 2020
* Hegnet: – Vi kommer over det…
Som vildsvinene sagde, da de så det nye svinehegn:
– Vi er fornærmede. Men vi kommer over det…
Alt tyder på, at de får ret. Der skal mere end et symbolhegn, hullet som en schweizerost, til for at holde de vilde grisebasser på måtten og den rigtige side af grænsen.
Naturstyrelsen er nu kommet frem til en løsning, der skal nedsætte risikoen for, at dyr hænger fast i vildsvinehegnet. Naturstyrelsen er gået i gang med at justere dele af det næsten 70 kilometer lange vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse for at undgå dyredrab i hegnet. Hegnet burde stå færdig i løbet af marts.
Løsningen bliver, at en cirka 600 meter lang strækning bliver modificeret, så det får en mindre maskestørrelse på de øverste 60 cm. Det skal forhindre, at dyr sidder fast i hegnet eller kommer slemt til skade, når de forsøger at springe over.
Opmærksomheden blev rettet mod hegnet, efter at billeder af et krondyr, der fanget i trådmaskerne led en langsom og pinefuld død, sidste år turnerede på de sociale medier.
– Naturstyrelsen har i dialog med lokale jægere og lodsejere identificeret en strækning på 600 meter af vildsvinehegnet, hvor særligt meget hjortevildt passerer hegnet. Det forventes at afhjælpe risikoen for, at hjortevildt kommer til skade ved passage, skriver miljøminister Lea Wermelin i et svar til Enhedslistens Mai Villadsen.
Tidligere er hegnet blevet korrigeret, hvor det ender ud mod Flensborg Fjord, da hegnet ikke nåede helt ud i vandet og efterlod et bart stykke jord, der umiddelbart kunne passeres. Det stykke af hegnet blev udbygget tilbage i december. De nye 600 meter er en strækning ved Frøslev Mose, hvor Naturstyrelsen har fundet, at der er et større problem med hjortevildt:
– Vi har overvåget dette stykke siden før jul med et vildtkamera, fortæller skovrider Bent Rasmussen fra Naturstyrelsen.
Den nye strækning er ved at blive produceret og forventes at sat op i løbet af marts. Projektet skønnes at koste op mod 200.000 kr. for nævnte hegnsstrækning, fremgår det af styrelsens svar.
7. marts 2020
* Muslingeopdræt på Mariager Fjord
Det er beskæmmende at læse om politikernes planer om opdræt af de såkaldte “miljømuslinger” i Mariager Fjord. Beskæmmende, da man åbenbart ikke kan huske, hvordan det gik sidste gang, man forsøgte sig – efter fjorddøden i 1997. Resultatet blev konkurs og hundredvis af løsrevne plastbøjer, som drev rundt med vind og strøm.
Det er også beskæmmende, at man fra politisk side ikke følger med i ny viden om muslinger og miljø. At muslingefarme lokalt forurener voldsomt under og omkring farmene. De koncentrerer ganske enkelt forureningen fra et stort område og efterlader så resterne på bunden under farmene. Og at iltsvind i bunden under og omkring farmene kan frigøre ellers bundet fosfor – til mulig skade for vandmiljøet. Og der ligger oceaner af fosfor på bunden af netop Mariager Fjord.
Man ser også stort på, at muslingerne kan være værter for blandt andet farlige havkolera-bakterier. At muslinger på mange måder kan være en farlig måde at påvirke miljøet på. Det ved vi fra adskillige svenske undersøgelser foretaget af uvildige forskere på Lund og Stockholms Universiteter. Forskere, som ikke har økonomiske interesser i dansk muslingeproduktion.
Danske forskere har til gengæld kraftigt fokus på at få del i de millioner af tilskudskroner, som blandt andet Innovationsfonden har kastet ind på banen til netop muslingeproduktion – kamufleret som “miljømuslinger”. Og da kniber det tydeligvis med at se klart – i at prioritere vandmiljøet frem for egen økonomisk gevinst.
Endelig kan det være interessant at kigge på de tal, som danske muslingeforskere har publiceret fra Linemuslingeanlæg 112 i Skive Fjord. Referencen inden for dansk muslingeopdræt. Her har man angivet totalt urealistiske høsttal, som er publiceret utallige steder. Uden at blive mere rigtige af det.
Nu er der så langt om længe kommet syn for sagen – via aktindsigter omkring de reelle registrerede høsttal. De udgør mindre end fem procent af det, som Dansk SkaldyrCenter selv påstår. Det er der ikke megen vandrensning i – kun organisk forurening og millioner af tilskudskroner.
Lokale politikere bør derfor håndtere “miljømuslinger” som det, de i virkeligheden er: Varm luft i hårde skaller – for tilskudskroner til skade for det i forvejen skrantende vandmiljø i Mariager Fjord.
28. februar 2020
* – Not so Smart Farms…
Vi husker tydeligt svineriet fra de mange muslinger på de lange liner og de mange løsrevne bøjer, som drev rundt på Mariager Fjord i årene efter fjorddøden i 1997. Det ønsker vi ikke at opleve igen. Og nu ved vi endda, hvor meget opdrættede muslinger forurener lokalt:
Op mod en tredjedel af det kvælstof, som de såkaldte “miljømuslinger” filtrerer fra et meget stort vandområde, havner på bunden direkte under muslingefarmene. De koncentrerer helt enkelt forureningen fra et stort område på et mindre areal.
De norske “Smartfarms” med deres mange kilometer af sorte plastrør er heller ikke så kønne at se på. Det er vist kun mågerne, der holder af at sidde på dem. – To sit on and shit on, som englænderne så bramfrit udtrykker det. Med ekstra gødning fra fuglene til fjorden.
De norske Smartfarms er ikke så smarte endda, når de ikke har Golfstrømmen til at rydde op efter sig. Og den har vi som bekendt ikke i den lange, smalle og lukkede Mariager Fjord.
Opdræt af “miljømuslinger” kan derfor blive en katastrofe for vandmiljøet i Danmarks Smukkeste Fjord. Det er slemt nok allerede. Sørg i stedet for at begrænse yderligere kvælstof og fosfor fra landbrug langs fjorden. Det virker med sikkerhed.
28. februar 2020
* “Kyststjerne anno 2020”
Det er skam en alvorlig sag at være lystfisker i dag. Specielt da hvis man har ambitioner om også at blive kyststjerne.
Da er der mange ting, som skal være på plads først. Mange betingelser, man skal opfylde, og mange forholdsregler, man må tage. Endelig er der ganske mange ting, man bestemt ikke må gøre – måske endda flere på “how not to do” listen.
http://ulnits.dk/spinnefiskeri/kyststjerne-anno-2020/
Mangeårig kystfisker Ulrik Jeppesen fra det fine Fyn har i nogle år indgående studeret sine havørredfiskende kollegaer. Mest på Fyn og Sjælland, ganske vist.
Men også her i det mørke Jylland kan vi nikke genkendende til mangt og meget fra ovenstående interessante og knivskarpe afhandling.
Læseværdigt og lige til en Ph.d.
* Sandet, Vandet og Værket
Nu klager landbruget igen over vandløbene. Nu er der kommet så meget vand, at vandløbene løber over deres bredder og sætter landmændenes marker under vand. Igen-igen. På Svostrup og Kongensbro Kroer er der vand i haverne og på legepladserne.
Det er naturligvis træls med vand på markerne, præcis som det er træls med vand i kælderen. Men et meget langt stykke hen ad vejen er det et aldeles selvforskyldt problem. Det er jo landbruget selv, der har drænet markerne, så de oprindeligt våde enge i ådalene har kunnet afvandes og dyrkes. Så de lavt liggende engområder blev tørre nok til en intensiv dyrkning.
Hvor januar blev den varmeste måned, vi hidtil har målt, bliver februar den vådeste. Der er kommet så meget vand, at Tangeværket har måtte åbne nødslusen. Vandpresset på den gamle dæmning var ved at være faretruende stort. Med risiko for dæmningsbrud.
Bjerringbro by vil da blive sat under vand – noget, tyskerne allerede havde regnet ud og regnet på under Anden Verdenskrig. Hvis der nu skulle blive brug for at sætte obsternasige danskere på plads. Tyskerne havde også regnet på, hvor meget vandstanden ville stige – og hvor mange der mon ville drukne. Ingen spøg, hvis det skulle ske.
* Vandet, der stiger
Når man regulerer et vandløb og afvander et lavtliggende engområde, da sørger man jo for, at vandet løber hurtigere bort, end det ellers og oprindeligt ville gøre. Drænrørene sørger for, at vandet i jorden løber ud i vandløbet, som så fører det væk.
Dette kan umiddelbart give problemer i meget tørre somre, hvor man så mangler vand til markerne og deres afgrøder. Så skal der måske pumpes grundvand op til markvanding. Og så klager landbruget også og skal nu have tørkestøtte. Efter at de tidligere har fået støtte til afvandingen.
Når man regulerer et vandløb og afvander et engområde, så sænker man grundvandstanden. Der kommer nu pludselig ilt til jorden, hvor bakterier og andre organismer straks går i gang med at nedbryde det blotlagte organiske materiale her.
Denne nedbrydning får jorden til at synke – man taler meget rammende om, at markerne “brænder sammen”. Jorden kan synke både en og to meter, og hermed forsvinder jo det oprindelige og livsvigtige fald, der sikrede afledning af vand fra de drænede og dyrkede marker. Som gjorde det muligt for drænvandet at løbe nedefter – drevet af den største kraft af dem alle: Tyngdekraften.
Når så nedbøren vælter ned i vintermånederne, da kan vandløbene ikke længere holde styr på de store vandmængder. Det fosser nedefter i vandløbene og når til sidst de lavt liggende byer, hvor beboerne måske får vand i kælderen. Vandet stiger også op på landmandens egne marker, der nu ikke længere kan komme af med det – på grund af den sammenbrændte jord og det resulterende manglende fald.
28. februar 2020
* Sandet, der vandrer
Vandet i et vandløb stiger ligeledes, når der tilføres sand fra omgivelserne. Sand, der hæver bunden og bremser afstrømningen. Det sand kommer primært fra landbrugets egne marker, som enten ligger bare og udyrkede hen – det gjorde de i gamle dage – eller i dag bliver dyrket så intensivt, at der pløjes helt ud til kanten.
Herved skrider brinkerne sammen, og tonsvis af sand ender ude i vandløbet. Det sker i sagens natur ikke, hvis der findes en dyrkningsfri bræmme langs vandløbet.
Det kan man så grave bort, hvis man vil betale for det – og hvis der overhovedet længere er fald nok til, at vandet så kan løbe bort. Men til sidst har man uddybet vandløbene så meget, at de når havniveau. Strømmen går helt i stå og kan endda vende og løbe opstrøms.
Det ser vi regelmæssigt på nedre Gudenå, hvor tidevandet er en vigtig faktor. Og da er det slut med afvandingen. Måske kan man dræne igen, men det er dyrt og en stakket frist. Man kan ikke grave helt bed til kineserne. Man kan heller ikke sænke havet og vandstanden her.
Det var den del, som landbruget ubetinget selv er skyld i. Som ingen andre end landbruget har eller har haft nogen andel i.
28. februar 2020
* Værket, der blokerer
Ved Gudenåen er bønderne dog ikke skyld i hele sandvandringen. En stor del af skylden har nemlig Tangeværket, hvis minimale elproduktion er baseret på, at man fylder Tange Sø op til et vist niveau, inden man så lukker vandet igennem turbinerne og producerer el, som man gjorde det for hundrede år siden. Med maskineri af samme årgang.
Vandstanden i Gudenåen nedstrøms Tangeværket stiger og falder derfor voldsomt med den skiftende elproduktion, og skiftende vandstand betyder øget erosion af bredderne. Øget erosion og øget sandvandring, som bremser afstrømningen og får vandstanden til at stige. Op på landmandens marker, som bliver svære at dyrke.
Tangeværket er en opstramning, der bremser strømmen i Gudenåen. Og når man stemmer vand op, stiger vandstanden. Strømmen aftager, og aflejringen af sand tiltager. Vandstanden stiger, hvilket hvilket giver vand på markerne. Det er ingen raketvidenskab. Det er ren logik.
Hvis vi blot lod vandløbene passe sig selv – tømte Tange Sø og genindførte de dyrkningsfri bræmmer langs Gudenåen – ville mange af dagens problemer løse sig selv.
28. februar 2020
* “Miljømuslinger” for alvor i medierne
Hedeselskabets datterselskab “Blå Biomasse” og deres millioner af såkaldte “miljømuslinger” er for alvor kommet i medierne. Er Hedeselskabet i gang med et nyt Skjernå-projekt, hvor man blot vil score kassen og forurene udvalgte fjorde for indtjeningens skyld?
Her er i hvert fald et lille udpluk af de artikler, der senest har været i medierne – begyndende med fire artikler på webmediet NejtilHavbrug efterfulgt af to indlæg på Altinget og afsluttende en stor og dugfrisk feature-artikel i Nordjyske. I prime time til weekend’en.
Herunder kan du få syn for sagn, hvis du frygter, at kilometerstore og stærkt forurenende muslingefarme skal rykke ind i en fjord nær dig. For det har Hedeselskabet store planer og hede drømme om. Der er nemlig mange millioner i de muslinger, hvis de kan blive til svinefoder:
NejtilHavbrug:
http://www.nejtilhavbrug.dk/13_uheldige_om….html
http://www.nejtilhavbrug.dk/Muslinger__Historikken.html
http://www.nejtilhavbrug.dk/Muslinger__Forureningen.html
http://www.nejtilhavbrug.dk/Muslinger__Pengene.html
Altinget:
https://www.altinget.dk/miljoe/artikel/debat-laeg-ikke-vandmiljoeets-skaebne-i-haenderne-paa-muslingefarmere
https://www.altinget.dk/miljoe/artikel/debat-de-danske-fjorde-skal-ikke-agere-rensningsanlaeg-for-landbruget
Nordjyske:
https://nordjyske.dk/nyheder/nordjylland/miljoeminister-er-aaben-overfor-flere-muslingefarme-i-limfjorden-der-er-behov-for-at-goere-mere-ved-kvaelstofregningen/d3138fe1-f4ec-41b9-8084-c560319587ef
https://nordjyske.dk/nyheder/nordjylland/sanne-og-sven-er-bekymrede-indenfor-naer-fremtid-kan-milliarder-af-muslinger-enten-redde-nordjyske-fjorde-eller-draebe-dem/a67d45e1-1851-4db4-ab17-57b6fa60f3b5
Blæsten går for alvor frisk over Limfjordens plumrede vande.
God læselyst og god weekend!
21. februar 2020
* Gang i Gudenåen
Storåen bankede på dørene i nordjyske Holstebro, og et dige brød sammen under presset fra vandmasserne i den sønderjyske Ribe Å.
Gudenåen stod højt i haverne og gjorde legepladsen ved Kongensbro Kro til det rene Vandland. Altsammen mens vi stod ved bredden af Tange Sø og lavede optagelser til et radioprogram og podcast om vildere vandløb. Timingen kunne ikke have været bedre.
Helt surrealistisk blev det, da en tilfældigt forbipasserende blandede sig i optagelserne og sammenlignede mig med Rasmus Paludan. Og andre “landsbytosser”. Så ved man, at man har ramt målgruppen og nået lokal stjernestatus.
Programmet hedder “Vildspor” og er et samarbejde mellem Folkeuniversitetet og Naturhistorisk Museum i Aarhus. Det indgår i en totimers naturudsendelse, der efter planen går i luften om fjorten dage.
Folkeuniversitetet og Aarhus Universitetsforlag har sammen dannet et produktionsselskab, som har til formål at levere videnprogrammer som “Vildspor” til Radio4.
“Vildspor” sendes på DR P4.
21. februar 2020
* Kystsikring koster kassen
– Husholdningskassen, altså. Det er nemlig, hvad tre personer netop har måttet sande i retten, hvor de er blevet dømt skyldige i ulovlig kystsikring af en fredet kyst – med beton og store granitblokke. En dom, de fleste lokale er godt tilfredse med:
– Det skal ikke bare være sådan, at det er omkostningsfrit. De skal have deres straf eller en bøde. Det er noget, vi skal forpligte os til at passe på. Det ændrer sig ikke, fordi der er nogle sommerhuse, der er i farezonen, siger næstformand i Danmarks Naturfredningsforening Arnold Simonsen til Nordjyske Medier.
Lars Holm, der selv har haft sommerhus i Lønstrup i 32 år, har heller ingen forståelse for selvtægten:
– De har da ikke fået noget som helst ud af det. Havet tager alligevel. Det gør ingen forskel, siger han. Jytte Østergaard, der har boet i byen i 40 år, er også på naturens side:
– Det er trist, at man skal gå i gang med sådan nogle metoder. Jeg er en af dem, der mener, at naturen skal gå sin gang. De vidste det jo godt, da de købte husene, siger hun.
Det var Kystdirektoratet, der for to år siden meldte sagen til politiet. Områdechef Hans Erik Cutoi-Toft siger, at der efter al sandsynlighed ikke ville være blevet givet tilladelse, hvis sommerhusejerne i området havde søgt om lov til at kystsikre. Der er tale om en såkaldt “urolig tilbagerykningsklint” – en sjælden naturtype, som derfor er omfattet af en Natura 2000-fredning.
Hjørrings kommunalbestyrelse overvejer lige nu, hvorvidt de skal søge om lov til at flytte Natura 2000-fredningen til et område længere nede ad kysten.
De anklagede blev dømt skyldige og derudover idømt bøder på i alt 425.000 kroner.
En dyr kystsikring, når den skal tages af husholdningskassen.
21. februar 2020
* Udflytning af Fiskeristyrelsen stoppet
Planerne om udflytning af Fiskeristyrelsen til et sted uden for hovedstaden bliver som ellers lovet og planlagt ikke til noget. Nordjylland får ikke den Fiskeristyrelse, man ellers havde håbet på heroppe. I et svar til Folketinget hedder det i hvert fald, at Miljø- og Fødevareministeriet ikke har aktuelle planer om en udflytning af Fiskeristyrelsen:
– Der er igangsat et omfattende arbejde med en genopretning af Fiskeristyrelsen som følge af kritikken fra blandt andet Rigsrevisionen og Kammeradvokaten af forvaltningen på fiskeriområdet. Arbejdet er fortsat i gang, og det er en opgave, som regeringen tager meget alvorligt. Derfor har regeringen ingen aktuelle planer om en udflytning af Fiskeristyrelsen, lyder det i et svar fra fødevareminister Mogens Jensen (S).
Det har ellers tidligere været planen for Socialdemokratiet, der tilbage i 2017 foreslog, at Fiskeristyrelsen skulle flytte til Nordjylland. Det skete dengang som en konsekvens af de mange sager om fiskekvoter og kvotekonger i branchen. Og stik modsat ellers gældende politik på området om, at styrelse og kontrol bør holdes geografisk adskilt fra hinanden – for at undgå uheldige nære relationer.
I mellemtiden har Kammeradvokaten imidlertid gravet så meget nyt snavs op omkring ikke mindst havbrugene og deres placeringstilladelser, at det har vist sig mere formålstjenligt at beholde Fiskeristyrelsen i hovedstaden. Tættere på fiskeriministeriet end på de uregerlige fiskere, der bare ikke vil have videokontrol ombord. Ikke fordi de har noget at skjule. Men fordi det er “et indgreb i deres personlige frihed”.
Men hvad så med de tusinder af andre overvågningskameraer overalt i lille Danmark? Må de heller ikke være der? Hvis ikke man har noget at skjule, kan man vel ikke have noget imod, at tingene bliver overvåget.
Det er jo ikke hjemmets fire vægge, der skal overvåges. Kun dækket på fiskerbåden.
21. februar 2020
* “Ikke vores fejl”
For nylig meldte Landbrugsstyrelsen ud, at et nyt såkaldt potentialekort for minivådområder ved en fejl ikke tager højde for særlige ådale, hvor de kvælstofopsamlende bassiner i nogle tilfælde kan have ringe effekt.
Den udmelding undrer i høj grad de forskere fra Aarhus Universitet (AU), der har leveret kortet til Landbrugsstyrelsen. For det er bestemt ikke nogen fejl, at kortet ikke tager højde for sideådalene. Det forklarer seniorforsker Christen Duus Børgesen fra AU:
– Der er tale om et screeningskort, der kan udpege områder, hvor der er stor sandsynlighed for at placere et minivådområde. Dernæst er det op til oplandskonsulent og lodsejer at tage ud og besigtige området, hvorefter kommunen også skal give tilladelse. Kortet er bare trin ét i en tretrinsraket og skal altså ikke stå alene i forhold til placering af et minivådområde, siger han.
Både hos Landbrugsstyrelsen og landbrugets rådgivningsorgan Seges har man ellers udtrykt frustration over, at det først bliver opdaget så tæt på, at ansøgningsrunden for minivådområder åbner den 28. februar.
– Jeg synes, vi har fået en noget hårdhændet behandling i medierne i denne sag, for der er altså ikke tale om en fejl, men kun en indskærpelse over for brugerne af kortet om, at de skal være særlig opmærksomme i specielle områder pga. usikkerheder i de bagvedliggende data, som potentialekortet bygger på, siger Christen Duus Børgesen.
Ifølge Duus Børgesen er kortet nu ude i tredje version, bygger på mere sikre data for afgrænsning af ådalene og udelukker flere humusjorde end de tidligere versioner.
– Men i efteråret blev vi klar over, at der var nogle usikkerheder omkring brugen af kortet, og derfor har vi i et notat i januar understreget, at man skal ud i marken for at undersøge, om et minivådområde kolliderer med andre interesser. Denne sene tilbagemelding er uheldig, men det står altså også i introduktionen til kortene. I januar har vi ønsket at sætte ekstra fokus på disse anbefalinger, lyder det fra Aarhus Universitet.
21. februar 2020
* Miljøminister: Stop for jagt på truede fuglearter
Miljøminister Lea Wermelin vil sætte en stopper for jagt på fire fuglearter i Danmark, hvoraf tre arter er truede globalt, og én art er i tilbagegang i Danmark. Ministeren har besluttet at tilføje arterne taffeland, havlit, fløjlsand og tyrkerdue til listen over fuglearter, der er friholdt fra jagt i Danmark.
– Naturen er i krise og går på globalt plan tilbage i højt tempo. Det giver ikke mening, at vi herhjemme tillader jagt på en række fugle, der regnes for globalt truede, og hvor jagten har en betydning for nedgang i bestanden. Derfor har jeg besluttet at stoppe den jagt, og jeg er glad for, at et enigt Vildtforvaltningsråd står bag beslutningen. I forbindelse med natur- og biodiversitetspakken kommer vi til at se nærmere på vores rødlistede arter i det hele taget, og hvordan vi beskytter dem bedre end i dag, siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.
Tre af de friholdte arter er trækfugle, nemlig taffeland, havlit og fløjlsand. Disse er beskyttet internationalt og regnes desuden for truede på den globale rødliste, der er en vurdering af arters risiko for at uddø. De grønne partier er glade for beslutningen:
– Det er godt, at vi nu friholder fire fuglearter fra jagt, og at Vildtforvaltningsrådet er enige. Men samtidig ser vi fra SF’s side frem til flere snakke med ministeren om at friholde yderligere truede og rødlistede arter fra jagt i Danmark, siger SF’s naturordfører Anne Valentina Berthelsen.
– Naturkrisen skal bekæmpes, og vi skal passe særligt godt på de truede arter. I Enhedslisten har vi arbejdet for, at der ikke drives jagt på truede arter. Nu er vi kommet et skridt på vejen. Det er vi meget glade for, siger Enhedslistens miljøordfører Mai Villadsen.
– Vi skal være vores internationale ansvar voksent, når det kommer til vores natur. Det er godt, vi nu tager det alvorligt og friholder internationalt beskyttede trækfugle fra jagt. Men vi er ikke færdige med at se på jagtforvaltningen i Danmark, siger Radikale Venstres miljøordfører Zenia Stampe.
Allerede om to år tages arternes jagtstatus igen op til vurdering, når der kommer en ny jagttidsrevision. De nye jagtregler ventes at træde i kraft den 1. juli 2020 og dermed før efteråret, hvor jagttiden for de nu friholdte arter normalt begynder.
21. februar 2020
* – Lukning af havbrug?
Der er oprør i den danske havbrugsbranche. Det startede med den tidligere regerings løfte om kulegravning af branchen. Det fortsatte med miljøminister Lea Wermelins stop for anlæg af nye forurenende havbrug i Kattegat.
Og er nu endt med kammeradvokatens vurdering af, at Miljøstyrelsen ikke bare kan lade havbrugene fortsætte forureningen, mens de såkaldte “habitatkonsekvensvurderinger” udarbejdes. Det baserer han på en ny dom fra EU-domstolen, der harmonerer rigtig dårligt med dansk praksis på området.
Og kammeradvokaten støttes af professor i Miljøret ved Aarhus Universitet, Ellen Margrethe Basse. De mener begge, at Miljøstyrelsen er forpligtet af bestemmelserne til at vurdere havbrugenes fortsatte drift – og dermed en mulig lukning af dem. Habitatdirektivet kræver nemlig, at der ikke må ske en forriungelse af de naturtyper, som Natura 2000-oråderne er udpeget efter.
Miljø- og Fødevareklægenævnet har da også allerede afvist miljøgodkendelser til 7 ud af de eksisterende 19 havbrug. De er sendt tilbage til deres respektive kommuner, hvor man ofte tolker regler og bestemmelser meget lempelilgt – jævnfør den nærmest lovløse Hedensted kommune, hvor havbrugene hidtil har kunnet slippe afsted med stort set alt.
Havbrugerne er naturligvis kede af alt det postyr, som deres gamle og Esben Lunde Larsens nye havbrug har afstedkommet. De kunne have tjent masser af yderligere millioner, hvis blot de havde fortsat deres ofte ulovlige drift og forurening i det skjulte.
Men de blev for grådige. De ville have hele Kattegat med til produktion af ørredrogn til de rige japanere. Venstre og deres venner på Musholm havbrug opfandt derfor det såkaldte “rådighedsrum” til yderligere forurening, som hurtigt viste sig ikke at være der. Et rum, der næsten lige så hurtigt blev omdøbt til “grådighedsrum”. For det er, hvad det var.
Kattegat gisper stadig efter vejret, og den tidligere regerings Landbrugspakke har vist sig at være lige så utroværdig, som (g)rådighedsrummet var det fra dag ét. Danmark er langt bagud med implementeringen af EU’s Vandrammedirektiv, som vi ellers har kendt til helt siden år 2000. Derfor ingen nye havbrug. Og nu måske endda lukning af eksisterende. Ellers kan miljøministeren komme i direkte clinch med EU-lovgivningen.
Enhedslistens altid velinformerede miljømand, Søren Egge Rasmussen fra Djursland, har haft held til at gøre medier og medpolitikere interesserede i denne nye og for vandmiljøet muligvis positive drejning.
Det blev til en stor helsides artikel i Dagbladet Politiken forleden.
– Hatten af for både Egge og Politiken!
14. februar 2020
* Australien advaret om skovbrande
Uddrag fra 12 år gammel klimarapport:
“I 2020 begynder massive skovbrande i Australien”.
En rapport fra 2008, bestilt af den daværende australske regering og forfattet af økonomen Ross Garnaut, advarede allerede dengang om, at 2020 ville blive året med de første voldsommere skovbrande på grund af en fortsat global opvarmning.
– Sæsonen med brande vil starte tidligere, slutte senere, og brandene vil være mere intense. Disse effekter vil vokse over tid, men være tydelige i 2020, stod der at læse i rapporten.
Sådan lød en af hovedkonklusionerne i en profetisk rapport fra 2008, som var bestilt af den daværende og ganske fremsynede australske regering. De ønskede en vurdering af effekterne af den igangværende globale opvarmning på landet.
I dag er situationen den, at Australien vinteren igennem har stået i flammer, præcis som forudsagt. Endda et år tidligere end antaget i rapporten. Nogle indbyggere i Sydney går rundt med masker på, og i byen Canberra har luftkvaliteten været den værste noget sted på kloden – værre end i notorisk forurenede indiske Delhi.
Et område på mere end 10 millioner hektar er brændt. Til sammenligning er hele det danske landareal kun på 4,2 millioner hektar. Heraf er 621.000 hektar skov.
Australierne har også set 1.700 af deres huse gå op i flammer, mens 26 mennesker og anslået omkring en milliard dyr har mistet livet.
Den australske regering var således fuldt ud advaret om situationen i dag. Både i rapporten fra 2008 og i efterfølgende rapporter som en såkaldt CSIRO-rapport fra 2009 fra landets nationale forskningscenter.
Her advarede forskerne om, at et særlig brandfarligt meteorologisk fænomen ville være op til fire gange mere sandsynligt i en fremtid med global opvarmning, og lignende advarsler blev gentaget i rapporter i 2017, 2018 og 2019.
Det skriver webmediet Slate.com. Den australske regering valgte blot at lukke øjnene for virkeligheden, der trængte sig på og krævede handling.
14. februar 2020
* Men gik alligevel op i flammer
I dag er økonomen Ross Garnaut, som stod i spidsen for rapporten i 2008, ked af, at han havde ret i sine forudsigelser. Herom siger han til SBS News:
– Jeg er mest ked af, at jeg ikke kunne trænge igennem. Jeg havde fået muligheden for at fortælle australierne om emnet, men jeg var ikke god nok til at overbevise australierne om, at det var i vores nationale interesse at være medspillere i den globale kamp for at stoppe effekterne af klimaforandringer.
Garnaut-rapporten anbefalede direkte indførelsen af CO2-kvoter, men de blev aldrig gennemført. En CO2-skat også var et forslag, der aldrig blev vedtaget af politikerne.
Den nuværende regering, og især premierminister Scott Morrison, har fået kritik for at afvise en kobling mellem global opvarmning og skovbrande. De seneste uger har han gentaget samme budskab i flere australske og internationale medier, nemlig at klimaforandringer kun er “en ud af mange faktorer”.
Ifølge premierministeren selv har han “altid anerkendt, at der er en forbindelse mellem disse vejrfænomener og disse mere omfattende skovbrande og effekterne af globale klimaforandringer.” Sådan lyder det i hvert fald til Bloomberg.
I Australien startede brandene i september, en måned tidligere end normalt. Og de har nu ødelagt et større område end brandene i Amazonas sidste år og brandene i Californien forrige år tilsammen. Herunder regnskove i New South Wales og det sydlige Queensland, der historisk set aldrig brænder, da kilmaet her er for vådt.
Den 18. december blev målt til den varmeste dag nogensinde i Australien med en maksimum-temperatur på 41,9 grader celsius. Og den 8. januar kunne landets mereteologiske institut fortælle, at 2019 både var det varmeste og tørreste år, der nogensinde var blevet målt.
Meteorologerne giver to større vejrfænomener en del af skylden. En stærk indisk havstrøm, også kaldet det Indiske Oceans Dipol, skubber varmt vand væk fra Australien og op mod Afrika. Mens den Antarktiske Oscillation har drevet varme og tørre vinde fra Australiens ørkener i landets midte ud mod østkysten.
De to fænomener skaber tilsammen et giftigt vejrmiks, som ganske vist er set tidligere, men aldrig i så lang tid. I dag endda med en global temperatur, der er 1 grad varmere end i 1910.
Det er tankevækkende, at det var den daværende Labour-regering, der bekymret bestilte klimarapporten. Og den nuværende liberale regering, der senest valgte at blæse stort på advarslerne.
14. februar 2020
* Skarvbestand skal halveres
Tidligere var det bare en luftig plan eller for nogle en våd drøm: Antallet af skarv skulle halveres i Stockholms Län. Nu ser det ud til måske at blive en realitet.
Länsstyrelsen arbejder nu med sidste fase af en forvaltningsplan for skarv i Stockholm Län. Planen, der skulle have være præsenteret i januar måned, blev skudt i gang med fire møder, hvor interessenter fra forskellige organisationer, lodsejere, kommuner og andre fik mulighed for at deltage og præsentere deres synspunkter.
Lystfiskerne er ganske tilfredse med indholdet af den foreslåede plan, som bedst sammenfattes ved, at antallet af skarver i länet reduceres til 3.000 i 2030. Det svarer stort set til en halvering. Der tales også om at indføre en generel jagttid på skarven.
Målet er også, at skarverne ikke skal have lov til at kolonisere områder, der ligger tæt på udpegede fiskebeskyttelsesområder. Det er noget, som lystfiskere har presset på for igennem hele processen. De ser derfor planerne om en halvering som noget meget positivt.
I planen hedder det også, at skarven skal udgøre en så lille trussel som muligt for fiskebestande, der er rødlistede eller ekstra vigtige for økosystemet. Dette ville være en stor gevinst for länets fiskebestande.
Størrelsen på skarvebestanden i Stockholms øhav og omkring søen Mälaren har længe været et meget omdiskuteret emne. Erhvervsfiskere og fritidsfiskere mener, at skarven tager for mange fisk og ødelægger fiskeredskaber. Og naboer til skarvkolonier klager især over lugten fra de store kolonier.
Stockholms Ornitologiske Forening hævder på den anden side, at det slet ikke er bevist, at skarven gør så stor skade på fiskebestanden, som kritikerne påstår.
De mange forskellige meninger har gjort, at planen nu foreløbig er udskudt til engang i maj.
14. februar 2020
* Skydefugle igen-igen
Sydsjælland er et paradis for fasaner, mener nogle. Eller et mareridt, vil andre sige. Her flakser nemlig i tusindvis af forvirrede fasaner rundt i naturen og venter på at blive kørt over eller skudt ned før, under og efter efterårets store godsjagter.
Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har netop offentliggjort “det store fasanoverblik” – fordelt på landets postnumre. Heraf fremgår tydeligt, at der er tæt med fasaner på de store godser i Sydsjælland. Her har man nemlig udsætning af fasaner og efterfølgende fasanjagt som en vigtig kilde til indtjening.
Sidste år blev der således udsat godt 800.000 fasaner i naturen – med de allerfleste i Bæredygtigt Landbrugs absolutte højborg, godsernes Sydsjælland. Der blev også udsat 60.000 gråænder. Dertil nogle få tusinde agerhøns.
Det koster typisk 400 kroner at få lov til at skyde en enkelt fasan. Og da der sjældent mangler skydefugle på disse jagter, kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse at skyde haglbøssen varm. Det er en kostbar hobby og en dårlig forretning for jægerne, der i jagtsæsonen ofte vil kunne købe de selvsamme fasaner for til absolut lavpris: Tre for ét hundrede kroner.
Nyskudte fasaner er sågar set til langt mindre end det hos lokale slagtere og vildthandlere. Det store antal og den lave stykpris er da også forklaringen på de heldigvis få dokumenterede tilfælde, hvor den lokale skytte efter endt jagt har gravet et stort hul i jorden til de mange døde fasaner.
Men for godserne er det en rigtig god forretning alligevel. Fuglene har aftjent deres værnepligt og betalt den højeste pris. De har ladt deres liv i det fri – efter en kort fortid som burhøns i skyttens volierer. Så Bæredygtigt Landbrugs store leder også fortsat har råd til at residere på sit franske slot mellem jagterne.
Hvilket ufatteligt fråds med foder og andre ressourcer – blot for at landets jægere kan få stillet deres behov for at slå noget levende ihjel, som de kun sjældent gider spise bagefter.
Verden er af lave, men der er penge i skidtet. Mange penge. Og derfor fortsætter det skydegale vanvid.
Læs gerne artiklen om “Skydefugle” her. Det er en af de mest læste på ulnits.dk
14. februar 2020
* Fugle og fødekonkurrenter
Put & Take vandets nyudsatte regnbueørreder bliver ofte kaldt “lystfiskernes fasaner” – fordi de på samme øde er opdrættet og udsat til at blive aflivet igen hurtigst muligt.
Sammenligningen god og rigtig – dog med den markante forskel, at de udsatte regnbueørreder skal holdes i aflukkede vande uden adgang til frivand. De fodres heller ikke efter udsætning.
Det samme kan man desværre ikke sige om udsatte skydefugle, som i deres korte liv kan flyve frit omkring i den omkringliggende natur – eller hvad man nu vil kalde landmandens intensivt dyrkede marker og godsejerens skove.
I denne periode belaster de naturen og æder løser den naturligt forekommende føde, som de vilde fugle skulle have ædt. Skydefuglene konkurrerer uundgåeligt med vildfuglene om den sparsomme naturlige føde i et giftsprøjtet industrilandbrug.
Udsatte gråænder er et ekstra stort problem for naturen, mener man i Dansk Ornitologisk Forening. Langt større end fasanerne, som ellers er langt flere. For de mange gråænder kan populært sagt skide en sø eller et vandhul helt ihjel.
Her bliver de nemlig fodret flittigt, så de ikke skal flyve væk igen efter udsætning og inden jagten. De mange gråænder tilfører på denne måde søer og vandhuller store mængder næringsstoffer, som vandmiljøet her ikke kan klare. Det kvæles helt enkelt af ekskrementer fra de voldsomt mange udsatte gråænder. Og ødelægger derfor miljø og livsbetingelser for vilde fuglearter, som måske er under pres.
Læs gerne artiklen om “Skydefugle” her. Det er en af de mest læste på ulnits.dk
14. februar 2020
* Minister: Landbrugspakken fallit
Landbruget når – som forventet af alle andre end landbruget selv – ikke Landbrugspakkens mål for kvælstofreduktion inden udgangen af 2021.
Det fortæller en dugfrisk rapport fra Miljø- og Fødevareministeriet. Af den fremgår det, at det især er de kollektive virkemidler, blandt andet de såkaldte “mini-vådområde”, der er sakket bagud. Ja, nærmest ikke kommet ud af starthullerne.
– I efteråret besluttede vi at skrue op for kvælstofindsatsen i 2020. Det er jeg glad for, fordi det nu står klart, at flere af tiltagene i den tidligere regerings landbrugspakke ikke leverer den effekt, de skal, siger miljøminister Lea Wermelin (S) i en pressemeddelelse om rapporten.
Ministeriet anslår, at de såkaldt kollektive virkemidler blot vil nå 62 procent af det forudsatte mål for kvælstofreduktion i 2021. Ministeriet tilføjer endda, at prognosen er behæftet med en vis usikkerhed.
Hos interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer mener viceområdedirektør Anders Panum Jensen ikke uventet, at det hele er ministeriets skyld:
– Det er ikke noget nyt, at vi er bagud med de kollektive indsatser. Men det skyldes jo i høj grad, at myndighederne er kommet for sent i gang, især med mini-vådområderne, siger han til LandbrugsAvisen.
Dette til trods for, at det jo var hans eget parti, Venstre, der havde regeringsmagten, da Landbrugspakken blev til – dikteret til en villig minister Eva Kjer Hansen (V) af den anden og mere rabiate landbrugsorganisation med det misvisende navn Bæredygtigt Landbrug.
Venstre har derfor selv ansvaret for, at baggrunden for og baglandet bag Landbrugspakken slet ikke var på plads til tiden. Men gødes, det skulle der. Her og nu. Miljøsiden havde man ikke øje eller interesse for. Trods ellers bunker af advarsler om, at tiltagene var varm luft, der aldrig ville komme til at fungere.
Landbrugspakken blev som bekendt vedtaget i 2016, men først i 2018 var ordningen med mini-vådområder blot nogenlunde klar til udrulning.
Venstre havde sovet i sin egen time.
7. februar 2020
* Alternativet ikke så alternativt…
– når det kommer til stykket. Det viste sig under valget af den nye partileder den 2. februar. De fleste havde spået, at folketingsmedlem og medstifter Rasmus Nordqvist ville fortsætte som ny leder, men vælgerne ville det anderledes.
Ud af de seks kandidater, som stillede op, tegnede der sig snart tre realistiske bud:
Rasmus Nordqvist, der som den eneste er siddende i Folketinget. Josephine Fock, der var med til at stifte partiet, men som stak af fra det hele, da krisen kradsede, og forlod partiet til fordel for en stilling andetsteds. Samt klimaforsker Theresa Scavenius, der er både elsket og hadet for sin kompromisløse facon og væremåde. Og som partistifter Uffe Elbæk faktisk selv pegede på i et svagt øjeblik.
Det var disse tre kandidater, der gik videre til sidste valgrunde. Her sluttede Rasmus Nordqvists støtter op om Josephine Fock, der således blev den nye partileder – med et solidt flertal.
Alternativets vælgere havde således et reelt alternativ, de kunne stemme på – form af klimaforsker Theresa Scavenius, der ikke sidder eller har siddet i Folketinget. Som ikke har været med til at halvere partiet ved sidste valg. Men det turde partimedlemmerne ikke. De valgte i stedet den kandidat, der minder mest om alle de andre politikere i Folketinget, nemlig Josephine Fock.
Så risikerer man jo heller ikke noget nyt og ægte alternativt. Så er alt ved det gamle – med næsten den samme ledelse, der kørte partiet i sænk med lidt for mange crazy fester og lidt for mange skøre ideer. Så er man næsten garanteret et nyt Alternativ, der blot bliver en afart af Socialistisk Folkeparti. Dog nok uden at ville kræve posten som statsminister.
Ikke meget alternativ i det, men Scavenius står klar i kulissen, hvis opbakningen til partiets nye makkerpar, Fock og Gejl, skulle svigte. Hvis Alternativet skulle vælge at satse helhjertet på det klima og miljø, man hidtil mest har talt og skrevet om.
Ellers står jo tidligere alternativist René Gade klar med (planer om) et helt nyt parti….
7. februar 2020
* Manglende Muslinger
Hvis man kigger faglitteraturen om muslingeopdræt igennem – dansk såvel som udenlandsk – da kan man ikke undgå at støde på Linemuslingeanlæg 112 fra Skive Fjord. Her har det med skiftende ejere ligget siden 2003 og produceret muslinger.
Anlæg 112 er blevet gjort til et referenceanlæg for Dansk SkaldyrCenter på Mors og citeres ofte i faglitteraturen for sin høje produktion:
“1.100 tons friske muslinger/år. Men en fjernelse af “600-900 kg N7ha/år” og “30-40 kg P/ha/år.”
Bemærk, at der er tale om kilo kvælstof og fosfor – ikke tons, som man ellers opererer med i landbruget.
Sanne og Sven Hørup, der har været ufrivillige og nærmeste naboer til det forurenende muslingeopdræt siden starten, har flere gange søgt om aktindsigt for at få de reelle høsttal. Først efter det seneste regeringsskifte er det lykkedes at få alle tallene, som hidtil var blevet holdt tæt ind til kroppen.
Og det forstår man, når man ser dem. I årene 2004-2018 er der samlet blot blevet høstet og registreret en produktion på 745 tons. Over 15 år. Det er under 5 % af det, branchen selv hidtil har påstået.
Det kan være endog meget svært at forstå, hvordan man kan påberåbe sig en årlig produktion på 1.100 tons, der citeres vidt og bredt i den videnskabelige presse. Når nu de reelle og registrerede høsttal kun udgør 5 % heraf.
Sanne og Sven Hørup har kontaktet lektor Jan Værum Nørgaard på Aarhus Universitet for at få hans forklaring på den kolossale forskel mellem den reelle produktion – de registrerede høsttal – og så påstanden om 1.100 tons. Men han har ikke svaret.
Man må ikke håbe, at det er sådanne tal og rapporter fra DTU Aqua og Aarhus Universitet, der ligger til grund for Hedeselskabets igangværende planer om at sælge “vandrensning med miljømuslinger” til landets kommuner. Under navnet “Blå Biomasse”.
Aarhus Universitet, hvis rapporter jo siden den famøse oksekødsrapport har vist sig at være fejlbehæftede i skræmmende grad. Eksempelvis uden angivelse af, hvem der har betalt for eller ligefrem skrevet rapporterne.
Vi savner i den grad dokumentation for, at Linemuslingeanlæg 112 ikke er endnu en gang varm luft i hårde skaller – med det ene formål at score nye tilskudsmillioner.
Der er ikke noget galt med tilskud – de skal blot gives på saglig og faglig korrekt baggrund.
7. februar 2020
* Tør for Thiamin
Hvad der får større organismer i Østersøen, eksempelvis laks, til at mangle vitamin B1, også kaldet thiamin, er længe blevet diskuteret blandt fiskeforskere. I en ny afhandling om marin økologi fra Linné Universitetet, skrevet af Emil Fridolfsson, fremhæves vigtigheden af bakterier og plankton for arter, der er højere oppe i fødekæden.
Alle organismer har brug for thiamin. I det marine miljø produceres thiamin af bakterier og planteplankton og overføres derefter via dyreplankton til mindre fisk for til sidst at ende i større fisk og fugle. Hvis organismer lider af vitaminmangel, kan deres nervefunktion nedsættes. Det samme gælder deres evne til at omdanne næringsstoffer til energi.
Thiaminmangel er til tider blevet observeret i forskellige dyr, der lever i og omkring Østersøen. En art, der er blevet særlig hårdt ramt, er østersølaksen, der flere gange har været påvirket af mangelsygdommen M-74.
Indtil videre har forskning omkring thiamin primært været fokuseret på fisk og fugle. Emil Fridolfsson målrettede i stedet sin forskning på at øge kendskabet til den rolle, som bakterier og planteplankton spiller. Han ville vide, hvad der sker, når thiamin produceres og derefter bevæger sig op gennem fødekæden til større dyr. Hans resultater viser, at planteplankton og bakterier samt deres interaktion med det omgivende miljø er afgørende for produktionen og transporten af thiamin:
– For eksempel har vi været i stand til at vise, at der kan forekomme udbrud af thiaminmangel hos laks, når økosystemet i Østersøen ændrer sig både med hensyn til vandkemi og biologi. På visse tidspunkter er der meget kvælstof, og sammensætningen af plankton ændres, når der er mange små fisk. Vi har været i stand til at følge thiamin fra dens produktion via dyreplankton og op gennem fødekæden. Det er en vigtig brik i puslespillet omkring vor forståelse af, hvordan thiaminmangel opstår i økosystemet, siger Fridolfsson.
Fordelingen af thiamin i økosystemet kan således bestemmes ud fra, hvilke arter af bakterier, planteplankton og dyreplankton, der er til stede i økosystemet i et bestemt tidsrum:
– For eksempel kunne vi se, at kun lidt af den store mængde thiamin, vi ellers fandt i de cyanobakterier (blågrønalger), der dominerer sommerens opblomstringer af alger, blev overført til højere dele af fødekæden.
– Mange arter, der er truet af thiaminmangel, inklusive laks, er vigtige for økosystemet, økonomien og samfundet. Hvis vi får en bedre forståelse af bakteriers og planktons rolle i produktionen og transporten af thiamin i vores have, kan vi forhåbentlig bedre forvalte havene og deres arter, slutter Emil Fridolfsson.
Læs mere om M-74 i artiklen her.
7. februar 2020
* Neonics – nu også til fisk…
En gruppe af pesticider kaldet neonicotinoider – ofte forkortet til neonics – hører til de mest kontroversielle giftstoffer, vi råder over.
Det er supereffektive, insektdræbende kemikalier, som i vid udstrækning anvendes til behandling af frø, før disse sås. Så de er beskyttet mod insekter. Neonics fungerer nemlig ved at forstyrre insekternes centralnervesystem.
Neonics forbindes oftere og oftere med tilbagegangen af såvel tamme honningbier som vilde bier rundt omkring i verden. De forbindes også med tilbagegangen hos forskellige fuglearter – direkte eller indirekte.
Nu ser det så også ud til, at de kan forårsage kollaps i fiskebestande. En nylig undersøgelse fandt således, at bestanden af såvel plankton som fisk faldt drastisk i Shinji søen, efter at landmænd i det sydvestlige Japan var begyndt at bruge neonics på deres risafgrøder rundt om søen.
Ødelæggelsen ved Shinji er opsummeret i enkle grafer, som er produceret og publiceret af National Geographic. Den ene viser stigningen i brug af neonics fra 1993. Den anden viser faldet af dyreplankton i søen fra 1993. Og den tredje viser nedgangen i antallet af smelt og ål i søen, der også starter omkring 1993. Den sammenhæng behøver man ikke være forsker for at kunne forstå.
Den intensiverede brug af neonics har således ikke kun været til stor skade for bierne i Japan og andre lande. I Shinji søen er det nu også gået ud over fiskene. Brugen af neonics er populært sagt og i mere end én forstand blevet ris til japanernes egen røv…
Brugen af giftstoffer i naturen har endnu engang vist sig at være langt mere uhensigtsmæssig, end man havde regnet med. Og at have andre og flere konsekvenser, end producenten selv ellers havde forudsagt.
– Hvornår mon vi bliver klogere?
7. februar 2020
* “Miljø-muslinger” i Altinget
Den 22. januar havde Limfjordsrådet indkaldt til møde om opdræt af de såkaldte miljø-muslinger i Provianthuset på Christiansborg. Her kunne de implicerede parter slå på tromme for, at vi skal have masser af nye forurenende muslingefarme i de indre danske farvande. Innovationsfonden har nemlig investeret 16 millioner skattekroner i projektet.
Muslingemødet på Christiansborg var lukket – naturligvis. Sandheden om muslingeopdræt kunne jo hænde at komme frem i en åben debat, så det vil man ikke risikere. Det er jo altid bedre, at sandheden først kommer frem, når det er for sent – og millionerne uddelt.
Altinget.dk har netop offentliggjort et debatindlæg forfattet af undertegnede og cand. theol Nina Bjarup Vetter. Et indlæg, som forholder sig kritisk til “miljø-muslingerne”, der – med milliontilskud i byssustrådene – skal rense de indre danske farvande for alt det kvælstof, som landbruget med sin massive gyllespredning sender ud i vore hårdt belastede farvande.
Vi anbefaler i debatindlægget, at man lytter mere til de uvildige udenlandske forskere end til hjemlige, hvis økonomiske interesser i et fortsat tilskudsstøttet muslingeopdræt synes ganske åbenlyse. Uvildige udenlandske forskere vender nemlig tommelen nedad for muslingeopdrættet, der har mange negative konsekvenser for vandmiljøet.
Man bør ikke lægge vandmiljøets skæbne i hænderne på en håndfuld muslingefarmere og de forskningsinstitutioner, som har meldt ud med tvivlsomme resultater. Hvis største interesse tilsyneladende er de millioner af tilskudskroner, der følger med det forurenende muslingeopdræt.
Og det er langtfra sikkert, at EU vil acceptere opdræt af “miljø-muslinger” som en realistisk måde for Danmark at nå i mål med Vandrammedirektivet på. Læs hele indlægget på Altinget her:
https://www.altinget.dk/miljoe/artikel/debat-laeg-ikke-vandmiljoeets-skaebne-i-haenderne-paa-muslingefarmere
* Varm luft og russisk aflad
Danske virksomheder købte aflad hos russiske kemifabrikker, der fabrikerede mere varm luft end reelle klimagasser.
Dagbladet Politikens gravergruppe har afdækket, hvordan danske virksomheder med giganten Ørsted i spidsen købte klimakreditter af to russiske kemifabrikker. Problemet var blot, at russerne umiddelbart inden handelen havde øget deres produktion af stærkt klimaskadelige kølegasser – netop med det formål at tage betaling for at ødelægge dem igen…
Klimaminister Dan Jørgensen bruger i Politikens interview med ham ord som “meget, meget bekymrende, dybt kritisabelt og skadeligt”.
Ikke færre end otte danske selskaber har bidraget til den globale opvarmning ved at købe klimaaflad for millioner fra skandaleramte kemifabrikker i Rusland. Politikens kortlægning af de danske selskabers historiske handel med klimakreditter viser, at der er tale om selskaberne Ørsted, Arla, Vattenfall, Skjern Papirfabrik, Hedensted Fjernvarme, CP Kelco, Hess Denmark og det nu forhenværende luftfartsselskab Primera Air.
Selskaberne købte klimakompensation, der gav dem lov til at udlede 2.615.564 tons mere CO2 ud i atmosfæren i perioden 2008-2012. Det svarer til godt 200.000 danskeres CO2-udledning på et helt år.
Men mellem to tredjedele og tre fjerdedele af klimakreditterne, som blev købt fra de to russiske fabrikker, repræsenterede ikke reelle CO2-besparelser. Tyske forskerne har opdaget, at fabrikkerne kunstigt flerdoblede deres produktion af de skadelige og særdeles potente drivhusgasser HFC23 og SF6.
Derefter ødelagde fabrikkerne gasserne igen, hvilket de modtog klimakreditter for igennem det internationale kreditsystem – hvor danske og udenlandske selskaber altså købte dem. Varm luft i lange baner.
– Pinligt, Ørsted. Nu bliver jeg nødt til at skifte energiselskab igen-igen…
28. januar 2020
* Trump ruller Obamas vandmiljøplan tilbage
Præsident Donald Trumps regering forventes at rulle en føderal lov tilbage, der har til formål at beskytte grundvandet og vandløb over hele USA. Det skal imødekomme krav fra landbrug, olieselskaber og mineindustrier.
Lovændringen kan give Det Republikanske Parti et tiltrængt skub i det amerikanske landbrugsbælte, hvor Trump traditionelt har mange vælgere. Det er vælgergrupper, som kan være vigtige for at få Trump genvalgt som præsident senere i år.
– Det var regler, som i bund og grund tog jeres ejendom fra jer, sagde Trump i en tale søndag til den nationale landbrugsorganisation, som tæller mange af hans kernevælgere. Det fortæller BBC.
Men det vil samtidig gøre mange natur- og miljøorganisationer vrede over, at Trump forsøger at score point på bekostning af miljøet. Som han ellers havde lovet eller truet med siden sin indsættelse som præsident.
Det er lederen for USA’s miljøkontor (EPA), Andrew Wheeler, som senere vil fremlægge sit forslag, skriver avisen New York Times. Det vil afløse den vandmiljøplan, der blev vedtaget under tidligere præsident Barack Obama. Den beskyttede også bække og vådområder i landet og blev dengang mødt med protester fra flere industrier.
Under de nye regler vil ejere af ejendom frit kunne hælde pesticider, gødning og andre forurenende stoffer direkte i millioner af kilometer vandløb og vandområder – for første gang i flere årtier.
Man tror, det er løgn. Men alt er muligt under Trump. I hvert fald i Guds eget land…
Læs meget mere i artiklen her:
Trump, Pruitt og EPA
28. januar 2020
* Lavere udledning af kvælstof til havet
Der kom mindre kvælstof og fosfor fra de danske vandløb til havet end beskrevet i NOVANA-rapporten ”Vandløb 2018”. En grundig gennemgang af datagrundlag og beregningsmetode har afsløret behov for justeringer, hvorved udledningerne nedjusteres.
Resultaterne af en større gennemgang af målinger og beregninger betyder nu, at forskerne må revidere opgørelserne af tilførslen af kvælstof og fosfor til havet.
I et nyt notat fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet præsenteres resultaterne af tilførslerne til havet med den reviderede opgørelsesmetode.
For kvælstof viser den reviderede opgørelse, at der i gennemsnit årligt er kommet 1.000 ton mindre til havet end tidligere rapporteret (set over perioden 1990-2018), mens beregningerne for fosfor endnu pågår. Notatet beskriver, hvordan og hvorfor opgørelserne er blevet ændret.
Ved den seneste opgørelse af mængden af kvælstof og fosfor, der strømmer via vandløb til havet, blev der brugt data fra flere målestationer end tidligere. Der blev samtidig anvendt nye og mere detaljerede modelberegninger for de vandløb, hvor der ikke foretages målinger. Opgørelserne af udledninger til havet for 2018 blev udgivet i NOVANA-rapporten ”Vandløb 2018”, som blev offentliggjort i december 2019.
Kort før jul blev forskerne dog opmærksomme på en række uforklarligt store forskelle mellem de nye og de gamle opgørelsesmetoder, når man analyserede resultaterne på mindre områder og på tilførslerne til havet for enkelte måneder.
28. januar 2020
* Reviderede NOVANA-rapporter
Forskellene mellem de nye og gamle beregnede tilførsler var helt enkelt for store til at kunne forklares med de nye og mere detaljerede regnemetoder. Der blev derfor iværksat en ny gennemgang af beregninger og data.
På denne baggrund har forskerne fra Aarhus Universitet i en revideret opgørelse udeladt de identificerede fejlkilder i beregningerne og har desuden fået nye datasæt til rådighed for punktkilder.
DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi vil som konsekvens af de nye opgørelser udgive reviderede udgaver af NOVANA-rapporterne ”Vandløb 2018” og ”Vandmiljø og Natur 2018” inden udgangen af februar 2020.
Udledningen for 2018 er som efterhånden nævnt mange steder blevet sænket med 3.000 ton kvælstof, hvilket svarer til flere tusind minivådområder – af den slags, der i de seneste to år stort set ingen er blevet til.
Forsker Hans Thodsen fra Aarhus Universitet mener dog ikke, at rettelsen får nogen nævneværdig betydning for kvælstofindsatsen.
– Det kommer ikke til at betyde det store, når det kommer til stykket. Algerne til havs responderer på den mængde kvælstof, der kommer i havet og ikke på, hvad vi regner ud, siger han.
Miljøminister Lea Wermelin har også slået fast, at der ikke bliver lempet på kravene til landbruget, selv om der har været fejl i beregninger af erhvervets udledning af kvælstof.
Danmark er nemlig stadig håbløst bagud med implementeringen af EU’s Vandrammedirektiv. Som vi har kendt til siden 2000…
28. januar 2020
* Vådområderne en klam fidus
Landbrugspakkens våde drømme om minivådområder – til fjernelse af al den ekstra kvælstof, som Landbrugspakkens øgede gødning sender ud i vandmiljøet – er for andet år i træk blevet en eklatant fuser.
Landbrugspakken, der blev lanceret i 2015 af regeringspartiet Venstre, men dikteret af Bæredygtigt Landbrug, har vist sig at leve op til alle de daværende skeptikeres kritik. Planen var, at øget skovrejsning og anlæg af vådområder skulle fjerne beskedne 1.735 ton kvælstof fra naturen i 2019.
Men ved udgangen af november havde de fiktive tiltag i den omdiskuterede landbrugspakke kun fjernet 31 ton. Énogtredive ton…
Aftalen var ellers klar nok: Landmændene fik lov til at sprede mere gylle, som kunne skade vandmiljøet. Til gengæld skulle de blandt andet plante mere skov og anlægge vådområder, der kunne reducere udledningen af kvælstof. Men for andet år i træk er tiltagene end ikke i nærheden af at nå de reduktionsmål, der var lovet af politikerne bag loven. Fristen for at nå det endelige mål er nu sat til 2021.
Ifølge Stiig Markager, der er professor i økologi ved Aarhus Universitet, tegner de foreløbige tal et klart billede af udviklingen:
– De viser, at den ordning, der var en del af landbrugspakken, ikke virker.
Det siger han til DR. Professor Markager mener, at et af problemerne er, at ordningen er frivillig for landmændene:
– Og så gør landmændene det kun, hvis kompensationen overstiger udbyttet af at dyrke jorden, mener han.
I interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer er man heller ikke overrasket over, at reduktionen ikke er højere. Forklaringen herfra er blot en ganske anden:
– Processen med de kommunale vådområder har været lang og besværlig, og der skal bruges flere år på planlægning.
Det siger viceområdedirektør for Vand og Natur, Anders Panum til Berlingske. Han understreger dog, at han stadig tror på, at man når reduktionsmålet i 2021.
Venstre, der jo havde regeringsmagten, da Landbrugspakken blev vedtaget, har afvist at stille op til et interview om sagen. Måske ikke uventet. Det var jo deres Landbrugspakke, som de trods massiv kritik og den største skepsis fra oppositionen tromlede igennem med deres absolutte flertal. Og dermed deres ansvar, at miljøtiltagene, som de selv foreslog til kompensation, også kunne gennemføres. I praksis.
Hovedmanden bag, tidligere fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), er i mellemtiden stukket af til et beskyttet og skatteyderbetalt job i en amerikansk tænketank. Han turde tilsyneladende ikke blive med risiko for at blive stillet til regnskab for Landbrugspakken.
Nuværende fødevareminister Mogens Jensen (S) skriver i en e-mail, at Landbrugspakken hele tiden har været “helt urealistisk at leve op til”. Nu må vi så se, hvad EU siger, når vi definitivt ikke kan leve op til kravene i Landbrugspakken.
Som vi jo har kendt til siden 2000…
28. januar 2020
* Kammeradvokaten om havbrug
“Vi har for Miljø- og Fødevareministeriet foretaget en juridisk vurdering af placeringstilladelser til 19 eksisterende havbrug, jf. sammenfatning af 3. juli 2019 af vores rapport.
Havbrugene fordeler sig på 8 havbrug med placeringstilladelser givet efter 1. juli 2008, 6 havbrug uden en gældende placeringstilla- delse og 5 havbrug med placeringstilladelser, som er givet før 1. juli 2008.
Vi har vurderet, at de 8 placeringstilladelser givet efter 1. juli 2008 er ugyldige, da de er givet uden iagttagelse af habitatreglerne, som blev implementeret i fiskeriloven ved lov nr. 489 af 17. juni 2008 om ændring af lov om fiskeri og fiskeopdræt, som trådte i kraft den 1. juli 2008.
Placeringstilladelserne blev altså givet uden iagttagelse af habitatreglerne i fiskeriloven, og de er dermed behæftet med en væsent- lig retlig mangel.
Vi vurderede, at de 5 placeringstilladelser givet før 1. juli 2008, som er uden tidsbegrænsning, ikke skal anses for ugyldige…”
Kammeradvokaten skriver yderligere:
“På baggrund af dommen af 12. november 2019 kan vi ikke fastholde, at de 5 placeringstilladelser givet før 1. juli 2008 kan opretholdes som gyldige tilladelser.
Vi mener, at der må gælde de samme principper for lovliggørelse, når der er tale om habitatvurdering efter habitatdirektivet, som når der er tale om miljøvurdering efter VVM-direktivet.
Vi vurderer derfor, at de 5 placeringstilladelser må anses for ugyldige, da der ikke i denne sammenhæng kan lægges vægt på virksomhedernes retssikkerhed eller berettigede forventning.
Miljøstyrelsen må anses for forpligtet til at iværksætte lovliggørelse og i den forbindelse foretage en vurdering efter fiskerilovens § 10 e, der implementerer habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Habitatvurderingen vil være afgørende for, om der kan gives placeringstilladelser til havbrugsdrift på de nuværende lokaliteter.
Vi mener endvidere, at Miljøstyrelsen i forbindelse med lovliggørelsen skal vurdere, om styrelsen er forpligtet til at påbyde driften af havbrugene standset i perioden, indtil havbrugene er habitatvurderet.
Vurderingen afhænger af, om det efter en foreløbig faglig vurdering af påvirkningen af Natura 2000-områderne er forsvarligt at lade driften fortsætte i denne periode.
18. december 2019”
* Rødlisten bare vokser
Forskere på Aarhus Universitet nu klar med en ny rødliste, der gør status over, hvordan det står til med den danske flora og fauna. Og det står skidt til.
Rødlisten er en oversigt over arter, der enten er forsvundet i nyere tid, er i fare for at forsvinde, eller er sjældne. Listen er for første gang siden 2010 blevet opdateret. Det har taget universitetet seks år. Overordnet er konklusionen, at arterne generelt er blevet mere truede.
Af de 10.683 arter, som er vurderet på rødlisten, er 386 arter forsvundet fra den danske natur, 376 er kritisk truede, 663 er truede, 802 er sårbare, og 568 er næsten truede.
For 1.638 arter er der utilstrækkelige data om udbredelsen, mens 6.224 arter vurderes som livskraftige.
Når det specifikt gælder vildsvinet, så ser dens fremtid i Danmark bestemt ikke lys ud. Den lever på randen af udryddelse. Den vil dansk landbrug jo bare have udryddet totalt. Helt fjernet fra Rødlisten.
Til gengæld er tamsvinet i klar fremgang i stalde landet over. Her lever og dør tamsvin i millioner. Ammoniak og gylle fra staldene er stærkt medvirkende til – direkte eller indirekte – at mange vilde arter uden for staldene er i rivende tilbagegang.
Tamsvinet har dermed udviklet sig til en art, der truer flere vilde arter og bringer dem på den røde liste. Med regeringens velsignelse.
Alt, der lugter af svin til eksport, er nemlig helt i orden.
21. januar 2020
* Genskab de ulovligt opfyldte vandhuller
Rødlisten med truede plante- og dyrearter bare vokser og vokser. Det intensive landbrug har gjort massiv skade på den danske natur. Markhegn er nedlagt, så de store maskiner og gyllespredere bedre kan komme til. Og mindre vandhuller er fyldt op, så jorden her kan dyrkes.
Men det må landmanden ikke med vandhuller større end 100 kvadratmeter. Eksempelvis 10 gange 10 meter. De er nemlig omfattet af Naturbeskyttelseslovens paragraf 3. En lang række landmænd landet over kan nu forvente at blive mødt med krav om genetablering af de opfyldte vandhuller – også selvom opfyldningen er sket for mange år siden.
En registrering i Naturstyrelsen fra 2015 er således endt med omkring 700 sager alene i Lolland Kommune.
– Foreløbig er vi nået omkring halvvejen – og det er de letteste, vi har taget i første omgang, fortæller sektorchef Jytte Harpøth fra kommunens teknik- og miljømyndighed til sn.dk. Blandt den første halvdel af sagerne er der kun ganske få, som er endt med krav om genetablering. De er blevet afklaret efter dialog med de implicerede lodsejere. Nu følger så den anden vanskelige halvdel af sagerne.
– Helt uden at kunne vide det skønner jeg, at det er omkring halvdelen af de sidste sager, der ender med et krav om genetablering, siger Lolland kommunes fagkonsulent på natur- og landbrugsområdet, Dorthe Prip Lahrmann.
Hun mener, at lovgivningen er ganske klar – at der kun i de færreste tilfælde kan dispenseres for kravet om genetablering af opfyldte vandhuller.
21. januar 2020
* Oversvømmelser igen-igen
Mens man i det store Australien oplever den varmeste og tørreste sommer i mands minde, lider vi her i lille Danmark under en vådere vinter end nogensinde tidligere.
Nogen ny regnrekord blev det godt nok ikke til – der manglede blot 0,5 mm i at slå rekorden fra 1999. Men de sidste måneder af 2019 satte det ganske land under vand.
Flere hundredtusinde bygninger landet over er i fare for at blive oversvømmet i fremtiden på grund af mere hyppige stormfloder og stigende mængder regn. Langs flere åløb er borgernes tålmodighed med myndighederne ved at høre op.
Én af dem er Peter Offersen, der fra sin bopæl i Holstebros bymidte gentagne gange har oplevet, at Storåen er gået over sin bredder. Han er nu med til at stifte et ålaug, der vil presse Holstebro og andre kommuner til at øge indsatsen for at undgå oversvømmelser.
– Det er galt over hele landet. Der sker for lidt, og det går for langsomt, udtaler Peter Offersen til pressen. Fra TV Midtvest og tidligere kender vi Offersen som opfinder af forskelligt materiel til netop landbruget.
Jeg kan kun anbefale den vandramte Offersen at tage et kig på artiklen “Dig a little deeper, dear”. Her kan han og andre læse, at problemerne ikke skyldes nedbøren.
Men at problemet primært skyldes landbruget, hvis afvandede marker ikke længere – som tidligere og oprindeligt – holder nedbøren tilbage. I stedet sender de afvandede marker via drænrørene alt Storåens vand direkte ned til Holstebro by.
Forskellen på 2019 og rekordåret 1999 er blot, at markdrænene er blevet konstant ringere i de forgangne tyve år. Og at jorden er sunket rigtig megen siden den seneste afvanding.
Da skal det jo gå galt – helt selvforskyldt.
21. januar 2020
* Kendskab til arealfejl
En regnefejl hos Aarhus Universitet betyder, at Danmark siden 2011 har undervurderet antallet af de klimabelastende lavbundsjorde ganske meget.
Folketinget får først kendskab til fejlen i midten af november måned sidste år, da Radikales fødevareordfører, Zenia Stampe, oplyser om det på sin Facebook-side. I december kan webmediet Altinget fortælle, at fødevareminister Mogens Jensen (S) har været bekendt med fejlen helt tilbage i august samme år.
Altinget kan efterfølgende fortælle, at Mogens Jensen i oktober 2019 bliver orienteret om, at Aarhus Universitet vurderer, at regnefejlen medfører en øget udledning på 1,6 millioner ton drivhusgasser. Det finder han dog ikke nødvendigt at meddele til sin partifælle, klimaminister Dan Jørgensen (S) inden dennes deltagelse i klimatopmødet COP25 i december måned.
Ligeledes i december bringer Altinget en artikel om, at der ikke bare er usikkerhed om arealets omfang. Nej, der er også usikkerhed om, hvor klimabelastende lavbundsjordene overhovedet er. Danmark har formentlig anvendt en forkert “emissionsfaktor” – et tal, der er udtryk for forventningerne til udledninger fra klimabelastende lavbundsjord.
I en redegørelse konkluderer embedsmænd i Landbrugsstyrelsen, at det derfor er usikkert, hvor stor en drivhusgasreduktion man kan forvente at få ved at udtage lavbundsjordene. Helt konkret frygter de “en betydelig risiko for fejlprioritering af midler”.
I finanslovsaftalen for 2020 afsætter aftalepartierne ellers to milliarder kroner over de næste ti år til udtagning af netop lavbundsjorde.
I januar 2020 kan Altinget så fortælle, at det kan blive både sværere og dyrere for Danmark at nå EU’s klimamål. Den nye viden om udledningerne fra lavbundsjorden kan betyde, at Danmark kan udnytte færre af de såkaldte LULUCF-kreditter i klimaindsatsen frem mod 2030. Det viser notater fra regeringens embedsmænd fra oktober måned.
LULUCF-kreditter er en slags klimarabat til den ikke-kvotebelagte sektor såsom transport, landbrug og boliger. Derfor kan disse sektorer nu blive nødt til at levere mere, når der fremover skal skæres i klimagasserne.
Embedsværket har samtidig advaret om, at den nu anvendte danske emissionsfaktor kan blive underkendt af både FN og EU, der er bekendt med problemstillingen.
Torsdag den 9. januar var Mogens Jensen derfor indkaldt i samråd om sagen af en samlet opposition. Det medførte en løftet pegefinger. Den manglende orientering af Folketinget var ikke nok til at udløse en decideret næse til ministeren, der således stadig har sin første af slagsen til gode. Den skal dog nok komme, hvis han fortsætter som hidtil.
21. januar 2020
* Lavbund op ad bakke…
Det er op ad bakke for den centraleklimaindsats: 75 pct. af de lavbundsarealer, der er søgt udtaget indtil nu, er således dømt kendt “ikke egnede”.
Udtagning af lavbundsjorde er ellers tiltænkt en helt central rolle i landbrugets klimaindsats, og regeringen har afsat to milliarder kroner til formålet over de næste 10 år.
Men de foreløbige erfaringer med lavbundsprojekter tyder på, at det ikke er så enkelt endda at få indsatsen op at køre
Erfaringerne med den eksisterende lavbundsordning viser nemlig, at der i årene 2014 til 2018 kun er realiseret 13 ud af 81 ansøgte lavbundsprojekter, og at 75 procent af det samlede, ansøgte areal er dumpet og kendt “ikke egnet til realisering” af Miljøstyrelsen og Landbrugsstyrelsen.
I en tredjedel af sagerne er det fosfor, der spænder ben for projekterne, som den største enkeltstående barriere.
Et af kravene til lavbundsprojekter er, at de ikke må øge udledningen af fosfor til vandmiljøet – men det er der i mange tilfælde risiko for, at de gør, når de lave arealer gøres vandlidende. En tredjedel af lavbundsprojekterne dumper derfor på risikoen for fosforudledning.
Andre årsager til, at projekterne ikke kan gennemføres, kan være, at arealerne har for lavt kulstofindhold, eller at lodsejerne helt enkelt ikke vil være med.
Kriterierne for tilskud til lavbundsprojekter er dog netop blevet lempet med virkning fra årsskiftet. Blandt andet er kravet til kulstofindhold på projektarealet halveret, og der er på visse betingelser åbnet op for, at man kan realisere lavbundsprojekter i kystvandoplande uden kvælstofindsatsbehov.
Høst af biomasse på arealerne kan over (lang) tid reducere den mængde fosfor, som er ophobet i jorden. Men det er selvsagt ikke noget, der kan bruges her og nu. Ikke noget, der kan sættes i værk som øjeblikkeligt tiltag.
En anden mulighed er bortgravning af topjord eller dybdepløjning, som kan være en mulighed på arealer med et meget højt indhold af fosfor. En voldsomt omfattende og voldsomt fantasifuld løsning, der næppe har gang på – jord…
En tredje løsning kan være at udlægge en barriere eller bræmme, som kan reducere fosfor i den overfladiske afstrømning til vandløb. Det var vist det, man i gamle dage kaldte dyrkningsfri bræmmer. Men som landbruget selv fjernede igen.
21. januar 2020
* “Miljø-muslingerne” kommer…
Det gik jo ikke så godt med Esben Lunde Larsen (V) og vennernes våde drømme om flere forurenende havbrug i Kattegat – trods ellers luftige planer om et “kompenserende” muslingeopdræt, der skulle fjerne al den ekstra forurening fra de nye havbrug. Miljøminister Lea Wermelin (A) lod sig ikke snyde.
Nu er muslingefarmerne imidlertid på banen igen. Nu med de såkaldte “miljø-muslinger”, der skal redde verden fra al den forurening, som landbruget løbende hælder i havet med gødning og gylle.
Hedeselskabet, som jo i sin tid afvandede og regulerede de danske åer til livløse kanaler, er med stor begejstring gået ind i miljø-muslingerne. Dem er der masser af penge i. Tilskudspenge. Og tilmed goodwill fra landbruget, der ikke ved bedre.
Innovationsfonden har nemlig skudt 16 millioner i projektet, der skal fylde de indre danske farvande op med gigantiske muslingefarme, som angiveligt skal kunne rense op efter landbruget – så de ikke behøver gøre noget selv. Måske kan landbruget endda købe sig til forureningskvoter hos muslingefarmerne, så disse blot anlægger nye og flere farme i takt med landbrugets øgede udledning.
Dette ifølge de såkaldte Emissions-Reduktions-Enheder (ERE), som kan handles i lighed med kvoter for eksempelvis fisk – i det tilfælde til kvotekongernes store glæde. Systemet er inspireret af de yderst fleksible regler, der hidtil har tilladt handel med emissionsreduktioner for udledning af drivhusgasser.
Drømmen er den enkle, at muslingerne skal kunne fjerne kvælstof fra vandet, når de høstes. Og de gør de skam.
Uheldigvis forurener muslingerne rigtig meget lokalt, mens de vokser op.
14. januar 2020
* ERE: Emissions-Reduktions-Enheder
ERE-købere kan være forskellige udledere af kvælstof og fosfor – eksempelvis landbrug, der til gengæld for opkøbte musling-ERE så undgår at få yderligere krav om at udføre reduktionstiltag. De vil således kunne fortsætte deres forurening som hidtil – hvis ellers planerne herom realiseres.
Følgende af de undersøgte danske fjorde opfylder alle de opstillede kriterier for områder velegnede til kompensationsopdræt:
Limfjorden, Roskilde Fjord, Gamborg Fjord samt Vejle, Mariager, Kolding, Åbenrå, Augustenborg og Flensborg Fjorde. Aarhus Bugt og Isefjord karakteriseres som “måske egnede”. Velkommen til kæmpestore forurenende muslingefarme her.
Problemet med muslingefarme er tosidet:
Dels fylder muslingefarme kolossalt meget på søterritoriet, og dels forurener de rigtig meget, hvor de ligger. Muslingerne filtrerer nemlig rigtig meget vand fra et rigtig stort område. Men lukker alle deres egne ekskrementer ud ret under farmen. De koncentrerer helt enkelt forureningen lokalt.
Muslingefarme løser derfor ingen problemer. De skaber blot nye lokale. Men der er masser af tilskudspenge i muslingeopdræt, så interessen er tilsvarende stor. Det vil antallet af konkurser sikkert også være, når tilskuddene ophører. Det er i hvert fald, hvad vi hidtil har set.
Den 22. januar er der således indkaldt til møde om opdræt af miljø-muslinger i Provianthuset på Christiansborg. Her vil de implicerede parter slå på tromme for, at vi skal have masser af nye muslingefarme i de indre danske farvande. Innovationsfonden har nemlig investeret 16 millioner skattekroner i projektet.
Muslingemødet på Christiansborg er lukket – naturligvis. Sandheden om muslingeopdræt kunne jo hænde at komme frem i en åben debat, så det vil man ikke risikere. Det er jo altid bedre, at sandheden først kommer frem, når det er for sent – og millionerne uddelt.
I en serie på tre artikler på websitet NejtilHavbrug.dk fortæller ægteparret Sanne og Sven Hørup om, hvordan det er at være årelang, ufrivillig og nærmeste nabo til en storforurenende muslingefarm:
Linemuslingeanlæg 112.
14. januar 2020
* Nabo til en linemuslingefarm
Herunder links til tre artikler på www.nejtilhavbrug.dk om det at være nabo til en storforurenende muslingefarm.
Ægteparret Sanne og Sven Hørup, som er nærmeste og helt ufrivillige nabo til landets største og mest kendte Linemuslingeanlæg 112 ved Skive Fjord, fortæller her om deres kamp for miljøet og mod myndighederne:
Nabo til en muslingefarm – Historikken
Nabo til en muslingefarm – Forureningen
Nabo til en muslingefarm – Pengene
14. januar 2020
* Norsk lakseeksport i tørre tal
Bortset fra de massive problemer, man atter har oplevet med angreb af havlus, sygdom blandt fiskene og udslip af tusindvis af tamlamks fra de flydende netbure, så har norsk lakseopdræt haft endnu et rigtig godt år.
Det fremgår af den seneste opgørelse fra Statistisk SentralByrå (SSB) – Norges svar på Danmarks Statistik – at den gennemsnitlige eksportpris på fersk opdrætslaks i uge 51 steg med 9,1 pct. i forhold til ugen før.
Samlet rundede man derfor en pris på 75,05 NOK, beretter Finansavisen. Prisen er siden samme uge sidste år steget med 29 pct. I uge 51 alene eksporterede de norske opdrættere sammenlagt 20.352 ton fersk laks på køl. En nedgang på knap 9,8 % i forhold til ugen før. Dertil kom eksport af 505 ton frossen laks.
Eksportprisen på frosset laks var 57,38 NOK kiloet En nedgang på 2,1 % i forhold til ugen før. Eksporten af frosset laks var på 505 tons, hvilket var en nedgang på 1,4 %. Ikke alt går fremad – trods alt.
I den forbindelse er det nok værd at erindre om, at den samlede norske eksport af opdrætslaks allerede i uge 42, tre uger tidligere end sidste år, rundede 1 million tons. I alt blev 1.000.995 ton laks eksporteret fra Norge i slutningen af den uge. På samme tid i 2018 blev der til sammenligning “blot” eksporteret 939.999 tons.
Det var især de store lakseforbrugende markeder i EU, der øgede salget op til jul. Købere i Polen, Frankrig, Danmark, Holland og Spanien er de førende – i nævnte rækkefølge. Typisk har disse lande forarbejdningsvirksomheder, der beskæftiger sig med røgning og filettering. Derfor sikrede de sig forsyninger i god tid før julesalget.
Polen er desværre blevet kendt som stedet for “økologisering” af ikke-økologiske produkter, når disse importeres fra Norge – der ikke er medlem af EU – til Polen, der som medlemsland har fri adgang til det store europæiske marked. Det er tydeligvis langt nemmere at få varer ind i Polen, end det er i det øvrige EU. Der er langt mindre kontrol med oprindelsen.
Økologisering er en yderst bekvem form for “forarbejdning” af råvarer, der i sagens natur er yderst lukrativ for de involverede parter. Det er jo kun mærkningen, der skal ændres. Og prisen, der skal skrues op…
14. januar 2020
* Svenskt “plaskefiskeri” efter gydegedder
Mens julefreden sænkede sig over de fleste fiskevande herhjemme og i hele Skandinavien, da så det skidt ud for gedderne omkring Karlskrona i Sverige. Midt i julefreden startede nemlig det såkaldte svenske “plaskefiskeri” efter gedder – tilsyneladende mere intensivt end tidligere.
Erhvervsfiskere afspærrer her gydevigene med deres garn, mens de i mindre både sejler ind i de små vige for med ivrig plasken i overfladen at skræmme gedderne ud herfra – ud i de ventende monofilgarn. Ifølge svenske lystfiskere er dette intet mindre end en katastrofe for den lokale geddebestand, der i forvejen er truet. Men fiskeriet er desværre helt legalt og kan ikke stoppes her og nu.
Endnu engang tillader myndighederne således fiskerierhvervet at brandskatte en i forvejen hårdt fisket eller i værste fald direkte truet fiskebestand. Utroligt, at dette stadig sker her i det nye år 2020, hvor vi burde være blevet klogere.
Der må en ændring i lovgivningen til for at stoppe dette middelalderlige fiskeri, som på nogle måder minder om det toggerfiskeri efter havørreder, der tidligere var udbredt i mange danske vandløb. Med Karup Å som den bedst kendte og eneste tilbageværende lokalitet. I gamle dage skabte man kunstige standpladser ved at banke pæle i bunden, som skabte strømlæ.
Her skræmte man også gydefiskene ind i ventende garn, som bestod af to lag: Et fintmasket og et grovmasket. Ideelt går fisken først gennem det grovmaskede garn og fanges dernæst i det andet – i den netpose, som dannes.
Toggergarn må i dag kun fiskes drivende – ikke faststående. Det er en metode, som givet dør ud med sine meget få tilbageværende udøvere. Forhåbentlig gælder det også “plaskefiskeriet” i Sverige.
14. januar 2020
* Fremtidens landbrug
“Tiden råber på det helt store paradigmeskifte, og det haster. Klimakrisen ånder os i nakken, biodiversiteten rasler ned, og folk flygter fortsat ind til byerne. Og økonomisk er hele det dominerende landbrugscirkus en elendig forretning.
Skal vi have genskabt et levende landbrug til glæde for mennesker og til gavn for dyr, med blomstrende marker, glade familier og masser af natur i rene landskaber, så er det NU.
Der findes næppe noget land på kloden, der ikke har et landbrug, men blandt alverdens nationer indtager Danmark en særstilling. Hos os er det landbruget, der har et helt land.
Vi har overladt ansvaret for to tredjedele af det yndige land til færre end 35.000 jordejere. Eller sagt på en anden måde: 0,6 procent af den danske befolkning har hånds- og halsret over 62 procent af landet.
Den kendsgerning finder jeg værd at fremføre.”
Keld Hansen
* Royal klimatosse
Vi kan godt være stolte af vor dronning. I årets nytårstale, som var dronningens nummer 48 af slagsen, startede hun i det helt store helikopterperspektiv – med henvisning til den amerikanske månelanding, som skete for 50 år siden. Det ledte straks tankerne hen på, at vi dengang for første gang og med egne menneskeøjne kunne se vor Blå Planet Jorden på afstand – ude fra det kulsorte verdensrum.
Som en naturlig forlængelse heraf begyndte Dronning Margrethe at tale om det klima, der har optaget alle seriøse mennesker i hele det forgangne år. 2019 kom for alvor til at stå i klimaets tegn – i hvert fald blandt forstandige, oplyste og indsigtsfulde mennesker.
De, der ikke forstod og stadig ikke forstår situationens alvor – med tidligere Folketingsformand Pia Kjærsgaard som den nok mest markante eksponent – opfandt i 2019 begrebet “klimatosser” for de mennesker, der bekymrer sig om klimaet og Jordens fremtid. Dem, der kan se længere end til egen næsetip. Dem, der kerer sig om ikke blot egen, men også egne børns og børnebørns fremtid.
– Så storslået og varieret vor Jord end kan synes, er den dog sårbar. Det er vi ved at lære at indse, og det kan godt bekymre, ikke mindst mange unge, som ser klimaforandringerne, der gør sig tydeligt gældende i disse år.
– Vi har en fælles forpligtelse for vores smukke klode, så myldrende fuld af liv. Det er en væsentlig udfordring for os alle i dag, og det gælder om, at vi alle er opmærksomme på, hvordan vi lever og hvad vi gør, sluttede dronningen sin nytårstale.
Kjærsgaard og Co. har givet fået nytårskaffen og champagnen i den gale hals. De er jo danske og derfor kongetro helt ind i kernen i Dansk Folkeparti (DF). Og pludselig springer så selveste dronningen ud som en royal klimatosse. Det må have været et slag i ansigtet og den dårligst tænkelige måde at afslutte et allerede dårligt valgår på, hvor DF jo blev decimeret af vælgerne.
Ehvervsretoriker Mette Højen gav DR sin tolkning af dronningens nytårstale:
– Hun går benhårdt ind på klimaet. Hun tager fat i de unge. Hun giver den der sponsortroværdighed til de unge. Det er en kindhest til klimaskeptikerne.
Tag den, Pia Kjærsgaard. Det var de kloge klimatosser, der vandt valget. Og nu er selv den mest danske og traditionsbundne institution af dem alle, kongehuset med over tusinde år på bagen, sprunget ud som erklærede klimatosser.
Det lover godt for 2020. Og giver fortsat tiltro til Kongehuset.
– Godt brølt, Margrethe!
7. januar 2020
* Ringhals 2 reaktoren lukket
44 år gammel blev den, atomreaktoren Ringhals 2 uden for vestsvenske Varberg. Efter længere tids gradvis neddrosling blev den sidste turbine endegyldigt stoppet mandag den 30. december 2019.
En epoke var forbi, og en lidt sagtmodig stemning sænkede sig over de store bygninger. I næsten et halvt århundrede havde Ringhals 2 forsynet svenskerne med problemfri energi. I 44 år havde den leveret energi nok til at dække alt forbrug i en by som Göteborg.
Umiddelbart efter nedlukningen begyndte arbejdet med håndtering af det radioaktive brændstof, der skal flyttes fra reaktoren til brændstofbassinerne efter godt tre måneders nedkøling. Om to år begynder så selve nedrivningen af værket, der forventes at vare i mindst otte år.
Beslutningen om at indstille Ringhals 1 og 2 blev truffet i 2015, da ejerne Vattenfall og Uniper ikke længere så nogen rentabilitet i en fortsat drift. Siden da er debatten om atomkraft i Sverige blusset op igen – primært støttet af De Kristne Demokrater og Moderaterne, begge politiske partier. Atomkraftens potentielle rolle i klimadebatten er atter kommet i søgelyset.
Men lukningen af Ringhals 2 er kun begyndelsen. Der er stadig tre reaktorer tilbage: Ringhals 1, der lukker om et år, mens de sidste to reaktorer, som er af nyere dato, vil levere elektricitet i mindst 20 år mere. Måske vil de kunne fortsætte helt til 2065.
Siden 1975 har Ringhals 2 pumpet ud 37.000 milliarder liter kølevand ud i havet. Det svarer til omkring halvdelen af Vättern, som er Sveriges næststørste sø og den sjettestørste i Europa. Der skal ret meget vand til at køle selv en beskeden atomreaktor som Ringhals 2…
7. januar 2020
* Tidsmaskinen
Svenske forskere har studeret vandmiljøet i de områder, hvor der i årevis er udledt varmt kølevand fra de svenske atomkraftværker. Her er vandet ofte op til ti grader varmere end i det omgivende vandmiljø. – med meget synlige ændringer i flora og fauna. Disse områder giver derfor et godt fingerpeg om det fremtidige vandmiljø i Østersøen.
– I modtagerområderne i for eksempel Oskarshamn og Forsmark ser vi en stor dominans af ferskvandsarter som aborre, skaller og andre karpefisk. Antallet af fisk er også større, og de vokser hurtigere end i de områder, vi sammenligner med.
Det siger Jens Olsson, som er forsker ved Institut for Akvatiske Ressourcer.
I det varmere kølevand kan udenlandske og mere opportunistiske arter også etablere sig. Arter, som Østersøen ellers er for kold og for salt til. Men som fint kan overleve og sprede sig, når klimaet og kølevand ændrer det marine miljø.
De varme kølevandstrømme fra atomkraftværkerne bliver således en slags tidsmaskine. De giver os fingerpeg om, hvordan det kystnære vandmiljø i Østersøen kan se ud om et par hundrede år, når klimaændringerne har øget vandtemperaturen.
– Det kystnære vandmiljø påvirkes af flere faktorer såsom fiskeri, eutrofiering og adgang til passende levesteder. Men der er ingen tvivl om, at vi allerede nu ser klare klimaeffekter. Ændringen finder ikke sted så hurtigt som i kølevandsudløbene, men tendensen er den samme.
– Ferskvandsarter, der foretrækker varmere vand, såsom aborre, sandart og karpefisk, er steget i udbredelse. Samtidig er marine arter og arter, der foretrækker koldere vand såsom torsk og sild, i tilbagegang. Vandet bliver varmere og brunere af den øgede algemængde.
– Resultaterne viser, at Østersøen bliver mere og mere som en sø, slutter Jens Olsson.
7. januar 2020
* Fremtidens Østersø bliver:
Varmere – Den forhøjede lufttemperatur varmer vandet og får det til at fylde mere.
Højere – Polaris og gletschere smelter og hæver vandstanden. Landhævninger ligeså.
Brunere – Den øgede nedbør fører til, at flere humusstoffer end nu frigives til havet.
Ferskere – Øget nedbør og øget issmeltning resulterer i en øget tilførsel af ferskvand.
Surere – En øget mængde kuldioxid i luften absorberes som kulsyre i verdenshavene.
Næringsrigere – Den øgede nedbør bringer mere flere næringssalte med sig ud i havet.
Iltfattigere – Mere nedbør med flere næringssalte giver større iltmangel på havbunden.
Kilde: Institut for Akvatiske Ressourcer, Sverige
7. januar 2020
* Australien i flammer
– Du er en idiot. Du er ikke velkommen…
Klar besked fra borgere til Australiens premiereminister.
Det er sådan og så kontant, at Australiens konservative premiereminister Scott Morrison flere gange er blevet mødt, når han har besøgt steder hærget af skovbrand. Store dele af verdens største ø har nemlig julen og nytåret over været hærget af gigantiske skovbrande helt ude af kontrol. Trods ellers uofficiel verdensrekord i antal af frivillige brandmænd.
For skovbrande er intet nyt i Australien. Dem har man altid haft. Nej, det er det nuværende omfang og udbredelsen, der har chokeret befolkningen. Og premiereministerens måde at håndtere situationen på.
Scott Morrison begik nemlig den helt klassiske og aldeles fatale fejl, som flere folkevalgte politikere før ham har gjort: At tage på ferie i udlandet, mens hans eget land stod i flammer. Og så endda til Hawaii. Det blev naturligvis taget ilde op af den australske befolkning, der ønskede handling og krisestyring fra deres folkevalgte leder.
Og mens tusinder af såvel lokale Aussies som besøgende turister venter på at blive evakueret af myndighederne, varslede meteorologerne nye rekordhøje temperaturer, vindstød af stormstyrke og risiko for endnu flere katastrofale brande i weekenden.
Det er brande, som paradoksalt nok bidrager til øget CO2-udledning og risikerer at danne tordenskyer, som kan antænde nye brande og forværre eksisterende. Paradoksalt, da Australien netop var en af de fire store nationer, som effektivt blokerede for reelle klimatiltag på det netop afsluttede COP25 klimatopmøde, der derfor og desværre endte som FLOP25.
Australien blokerede her sammen med USA, Kina og Indien for tiltag, der måske kunne have bremset klimakrisen og den globale opvarmning. Og reduceret antallet af de fatale skovbrande.
Men nu ligger de, som de selv har redt – til befolkningens og den øvrige verdens store utilfredshed…
7. januar 2020
* Kul, der kalder…
Med et afbrændt areal større end Danmark er denne vintersæsons brande således de alvorligste i de australske målingers historie. Det er jo højsommer down under netop nu.
Australien er et rigt land. Det anslås således, at der ligger knap 150 milliarder ton kul under Australiens røde og solbrændte jord. Det er mere end ti gange så meget kul, som landet har gravet op, siden de første kriminelle fanger blev sendt til Australien i 1700-tallet. Det er kulressourcer nok til at opretholde niveauet for dagens produktion af stenkul og brunkul i henholdsvis 125 år og mere end 1.200 år…
Det er grimt at tænke på, hvis man ser det med klimaets øjne. Men rigtig godt for Australiens økonomi. Det er nemlig nok fastholde dagens 47.000 arbejdspladser i kulindustrien plus de 120.000, der er afledt heraf. Det er også nok til at dække 63 procent af Australiens aktuelle elforbrug og sikre årlige eksportindtægter på 325 milliarder kroner plus et skatte- og afgiftsprovenu på over 25 milliarder.
De australske kulressourcer udgør således et kolossalt økonomisk potentiale. Så stort, at kun de færreste tror, politikerne kan holde fingrene fra kullene – alene af hensyn til klimaet. Så hellere slukke nogle skovbrande, miste nogle menneskeliv og ofre nogle tusinde koalabjørne i ildens og økonomiens hellige tegn.
Det skal blive spændende at se, hvad de forbrændte australiere stemmer på ved næste valg. Om det stadig er det sorte Konservative Kul, der kalder. Eller om man er blevet bare en smule klogere af de mange skovbrande. Man kan desværre frygte, at også de kommende politikere vælger at blæse på klimadebatten – som de jo gjorde ved det netop afholdte COP25. Trods ellers rigeligt med klimavenlige alternativer som atomkraft og solenergi.
Selvsamme Australien har jo sol nok til flere solceller end de fleste andre lande. Og uran nok til mange, mange års klimavenlig elproduktion. Men så også med masser af højradioaktivt affald til følge. – Plenty of worries, mate…
Læs gerne om Australiens syn på brintenergi i artiklen her.
7. januar 2020
* Godt Nytår
2019 blev Klimatossernes År – takket været Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard. Lidt gavn har hun da gjort.
2020 bliver tilsvarende Pandatossernes År – takket været både kinesere og danskere, der hverken kan eller vil se klart. Dem vil vi høre meget mere til.
Grøn Blok har førertrøjen – den gav vi dem samlet ved seneste valg – men de har ikke rigtig forstået beskeden, der fulgte med trøjen.
I Blå Blok er man smækforvirrede, for man har aldrig før prøvet at tænke på hverken miljø eller klima. Og man aner stadig ikke, hvad det er. Det gør ondt, kan man se, men det er nødvendigt. Ellers bortfalder de årlige ti milliarder i landbrugsstøtte måske.
Rød Blok har det skam i munden og gik endda til valg på det. Ja, man lovede sågar sine samarbejdspartnere i Rød Blok, at man ville gøre noget konkret ved det. Men det er hidtil ikke blevet til ret meget.
Vor miljøminister Lea Wermelin (S) gør det så godt, hun nu kan i det ofte bagstræberiske og fortidsorienterede selskab. Og hun har allerede sikret sig vigtige sejre. Eksempelvis over de storforurenende havbrug.
Vor store og sikkert stærke fødevareminister Mogens Jensen (S) tumler omvendt rundt i manegen, trukket gennem savsmuldet af Dansk Landbrug.
Med den ene hånd giver han nye fiskekvoter til udryddelsestruede fiskearter. Hvilket er rigtig skidt. Med den anden vil han indføre elektronisk monitering af danske fiskefartøjer, så de ikke kan fiske ulovligt. Hvilket er rigtig godt.
Men han mente til gengæld ikke, at kollegaen Dan Jørgensen (S) lige op til klimatopmødet COP25 skulle bebyrdes med viden om endnu en fejl fra Aarhus Universitet:
At der er godt halvanden gange så meget lavbundsjord i Danmark som hidtil antaget. Med et tilsvarende større udslip af drivhusgasser…
Lad os hjælpe den stakkels mand på ret kurs i det nye år. Lad os vise ham Miljøets og Klimaets Sande Vej. Den er ikke sort og asfalteret, men langtidsholdbar som få og farbar som den eneste. – Halleluja!
Og nyd så ellers Julefreden med Familien!
Begge dele med Stort.
Steen Ulnits
