Havbrugene og miljøet

I den tredje af fire artikler om dansk fiskeopdræt ser vi her nærmere på havbrugene – på de flydende netbure fyldt med fisk og uundgåelig forurening…

I dagens Danmark er der omkring 500 dambrug – placeret ved primært de jyske vandløb. I disse dambrug svømmer omkring 100 millioner regnbueørreder rundt hvilket gør denne fiskeart til Danmarks mest udbredte “husdyr” overhovedet.

De mange regnbueørreder lever her et kort, men hektisk liv, inden de – omkring 1 år gamle og 200 gram tunge – slagtes og sælges som portions-ørreder. Langt størsteparten af disse fisk går til eksport.

En mindre procentdel af disse ørreder er imidlertid mere heldige end som så. Det er dem, der i stedet får lov til at leve en ekstra sæson i et af landets omkring 30 havbrug. Om foråret – typisk i april måned, hvor vandet i å og hav har omtrent samme temperatur – transporteres regnbueørreder i store tankvogne fra det ferske vand i dambrugene til havbrugenes mere eller mindre salte vand.

I det friske og salte havvand stortrives regnbueørrederne. De vokser sig store og tykke på rekordtid. De fisk, der i april måned vejede 2-400 gram, vejer typisk 2-4 kg, når de slagtes i november! De er flot røde i kødet – på grund af farvestof tilsat foderet – og yderst velegnede til koldrøgning. Også størsteparten af disse fisk går til eksport. Japan er en af de store aftagere – også af den eftertragtede rogn, der i starten mest blev betragtet som et biprodukt, men som nu er et meget vigtigt produkt i sig selv.

Der er endog meget gode penge i denne produktion. Det er nemlig meget billigt at producere disse store regnbueørreder i havbrugene. Herude slipper man jo for de relativt store anlægsomkostninger, som dambrugeren ved åløbene altid vil have. Alene jorden koster jo penge. Havet derimod er frit – eller har i hvert fald været det hidtil. Herude skal der blot investeres i store, flydende netbure, som tages på land om vinteren, før et eventuelt islæg kommer og ødelægger dem.

De første havbrug

Det holdt imidlertid hårdt, før havbrugene var kommet over de første børnesygdomme. Ikke førend nylonnettet var en realitet, kom der for alvor gang i udviklingen. Og så skulle man endda først finde frem til egnede lokaliteter – til beskyttede steder med god udskiftning af vandet. Og steder, hvor vandet ikke drev med vandmænd, brandmænd, søsalat og andre ting, der kunne stoppe netmaskerne til og hindre udskiftningen af vandet.

De første forsøg fandt sted i 1950’erne – med Hjarnø i Horsens Fjord som det første egentlige anlæg. I øvrigt et anlæg, der stadig er i brug. Idag producerer Danmarks omkring 30 havbrug tilsammen kun nogle få tusinde tons store regnbuer årligt – en beskeden produktion, hvis man sammenligner med broderlandet Norge, som med sine mange havbrug idag er verdens suverænt største producent af tamlaks. Her har man forlængst rundet de 200.000 tons om året…

Danmark har masser af beskyttede fjorde og vige, som er ideelle til placering af havbrug. Scenen burde være sat for endnu et dansk erhvervseventyr. Men sådan er det imidlertid ikke gået. Dels har Danmark ikke Norges Golfstrøm til at holde vandet isfrit om vinteren. Og dels har havbrugeren – stik modat sin kollega ved åen – ingen mulighed for at rense sit spildevand.

Overskydende foder synker gennem netmaskerne ned til fjord- eller havbunden, hvor det går i forrådnelse. Affaldsstoffer fra de mange fisk forsvinder ligeledes direkte ud gennem netmaskerne. Så meget som 30% foderspild findes opgivet i faglitteraturen. Endelig er der problemet med medicin i dels de færdige fisk – dels i vandet omkring havbruget og dermed også i vildfiskene. I det traditionelle havbrug er der således ingen mulighed for at undgå forurening.

Dette uheldige forhold kombineret med Folketingets vedtagelse af vandmiljø-handlingsplanen i 1989 har gjort, at det idag er svært at få lov til at etablere nye havbrug i de indre danske farvande – dem, ovennævnte handlingsplan har til hensigt at redde fra tiltagende iltsvind, fiskedød og bundvendinger. Naturligvis er dette til stor fortrydelse for de ganske få havbrugere, der i løbet af dette erhvervs korte levetid har tjent store penge.

Indpumpnings-anlæg

Herhjemme har vi i adskillige år eksperimenteret med at opdrætte ørreder i saltvand pumpet ind fra åbent hav – fiskeopdræt i såkaldtelandbaserede havbrug. Sådanne anlæg er naturligvis langt dyrere end de flydende netbure, men har mange fordele:

Hvor man i netburene kun kan dyrke fisk i den isfri del af året, kan det landbaserede indpumpningsanlæg producere fisk hele året. Produktionen kan planlægges, så de færdige fisk kan leveres på tidspunkter, hvor udbuddet er lavest og priserne derfor højest. Stik modsat netburene, hvor man typisk må slagte alle sine fisk samtidig for at undgå isen.

Men endnu vigtigere er det, at man i et landbaseret anlæg har fuldstændig kontrol med kvaliteten af det forbrugte/udledte vand. Her kan alt vand renses efter behov, inden det igen ledes ud i hav eller fjord. Om nødvendigt kan man også rense vandet, inden det pumpes ind til fiskene. Eksempelvis kan generende alger fjernes.

Landbaserede anlæg muliggør en næsten forureningsfri fiskeproduktion, hvilket de åbne netbure jo netop ikke gør. Der burde derfor være en fremtid for denne form for fiskeopdræt i dagens forureningsplagede Danmark. De store anlægsomkostninger og den fornødne teknologi har imidlertid været en hindrende faktor for denne opdrætsform.

Danmarks første indpumpningsanlæg blev etableret i Ringkøbing Fjord i 1963, men vi skal helt frem til 1989, før landets første “rigtige” landbaserede havdambrug blev taget i brug – med en årlig produktion på 250 tons regnbueørreder. Anlægget, som ligger på Als, har imidlertid haft mere end svært ved at løbe rundt – trods stor begejstring fra selveste den daværende fiskeriminister, der indviede anlægget. Han udtrykte da en begrundet forhåbning om, at en ny epoke i dansk fiskeopdræt hermed var indledt.

Men forhåbninger alene kan ikke gøre det. Det vidste man i Norge, hvorfor den norske stat gik aktivt ind og støttede det private fiskeopdræt – med det velkendte resultat, at Norge idag er verdens suverænt største producent og eksportør af tamlaks.

Manglende statsstøtte

I Danmark har staten imidlertid ikke fundet det rimeligt eller fornuftigt at støtte fiskeopdrættet direkte, og det er synd. Synd, idet jo det forureningsfri fiskeopdræt i indpumpningsanlæg har svært ved at klare sig på egne ben i opstartsfasen. Præcis som det norske lakseopdræt havde det i begyndelsen.

Var den danske stat gået ind og havde støttet udviklingen af indpumpningsanlæg, da ville vi idag næppe have problemer med de billige og stærkt forurenende netbursanlæg. Da ville man med rette kunne stille det krav, at havbrug skulle være forureningsfri og dermed i harmoni med intentionerne i vandmiljø-handlingsplanen. Og da ville fiskeopdrættet helt naturligt ske på land – i recirkulerede indpumpningsanlæg.

Det ville ikke blot gavne både miljøet og det danske fiskeopdræt. Det ville også give Danmark en tiltrængt eksportvare – det højteknologiske indpumpningsanlæg.

Til gengæld er Danmark ganske langt fremme, når det gælder opdræt af fisk i det varme kølevand fra kraftvarmeværker såsom Asnæs-værket på Sjælland og Ensted-værket i Åbenrå Fjord. I disse værkers kølevandskanaler har man i sagens natur ingen problemer med islæg, hvorfor der kan produceres året rundt – sågar i vand så varmt, at fiskene vokser optimalt størstedelen af året. Hovedproduktionen er også her store regnbueørreder, omend mere eksotiske varmtvandsfisk fra Middelhavet er ved at vinde indpas i det varme kølevand.

Men havbrugenes flydende netbure er og bliver et problembarn, når det gælder fiskeopdræt og forurening. Det så vi senest på Nordals, hvor man først – for at efterkomme vandmiljø-handlingsplanen – pålagde borgerne udgifter i størrelsesordenen 24 millioner kroner til kloakering og rensning af spildevandet. Herefter måtte man så måbende se til, at der blev placeret et forurenende havbrug lige uden for døren…

© 1993 Steen Ulnits

Denne artikel var den tredje af fire i en artikelserie i Morgenavisen Jyllands-Posten 1993. Herunder links til alle:

Dambrug I

Dambrug II

Dambrug III

Dambrug IV

Medicinrester og kemikalier

I denne den sidste af fire artikler om danskfiskeopdræt ser vi på, hvordan man i udlandet har tacklet havbrugenesuundgåelige forurening.

Havbrugene er og bliver problembørn, når det gælder miljøet. I de åbne og flydende netbure er der nemlig ikke mulighed for at begrænse forureningen fra de mange tusinde fisk.

Fiskenes efterladenskaber samt foderspild og medicinrester siver uundgåeligt ud gennem netmaskerne – ud i frivandet, som derved belastes mærkbart. Under havbrugene vil man således kunne konstatere et mere eller mindre tykt slamlag forårsaget af nedsynkende stoffer fra netburene.

Derfor er havbrugene – og vil givet altid være det – et problembarn i miljømæssig henseende. Det så vi senest på Nordals, hvor man først – for at efterkomme vandmiljø-handlingsplanen – pålagde borgerne udgifter i størrelsesordenen 24 millioner kroner til kloakering og rensning af spildevandet.

Siden måtte de selvsamme borgere måbende se til, at der blev placeret et forurenende havbrug lige uden for døren. Et havbrug, der alene forurener miljøet med lige så meget fosfor som de 10.000 borgere, der er tilsluttet rensningsanlægget i Himmark.

Det fik naturligvis de gæve borgere på Nordals til at fare i flint, for hvad var meningen? – Hvorfor spilde millioner af gode skattekroner på et bedre vandmiljø – blot for at se til, at en ny forurener etablerer sig inden for synsvidde?

Problemet er ikke isoleret og specifikt for Nordals. Præcis det samme er set andre steder i landet. Et af de seneste eksempler er tovtrækkeriet omkring et antal havbrug i farvandet mellem Fyn og Sjælland – et område, der administreres af hele tre amter, nemlig Fyns, Vestsjællands og Storstrøms Amt.

Fyns Amt, der i lang tid var meget kritisk indstillet over for nye havbrug i sit område, vendte på en tallerken og stillede i udsigt, at der blev givet nye tilladelser. På den anden af Storebælt – i Vestsjællands Amt – havde man omvendt besluttet at sige nej til alle ansøgninger om anlæg af nye havbrug eller udvidelse af eksisterende. Man var endda gået så vidt som til at kræve et enkelt havbrug lukket og afviklet inden udgangen af 1992. To helt forskellige holdninger til den samme ting på hver sin side af det samme Storebælt.

Dette var for to år siden. Sidste år gav så Storstrøms Amt tilladelse til anlæg af hele syv nye havbrug, hvilket både Fyns og Vestsjællands Amt straks protesterede imod. Tre af havbrugene skulle nemlig have været placeret i Langelandsbæltet og ville her have medført en miljøbelastning, der svarer til renset spildevand fra mere end 40.000 personer.

Vi har tidligere været inde på den såkaldte vandmiljø-handlingsplan, som skal redde det truede vandmiljø i de indre danske farvande fra iltsvind, bundvendinger og fiskedød. I denne handlingsplan budgetterer man med en total udledning af kvælstof på 650 tons – fra samtlige landets havbrug, vel at mærke. I Storstrøms Amt havde man alene tildelt sig selv en årlig udledning på 200 tons!

Miljøstyrelsen fandt det derfor nødvendigt at gå ind i sagen og har nu ophævet de givne tilladelser – både til de planlagte tre havbrug i Langelandsbæltet og til de fire andre, som var tænkt placeret i Karrebæksminde Bugt ved Sydsjælland. De allerede eksisterende 8 havbrug har så til gengæld fået tilladelse til at øge deres forurening – via en tilladelse til udvidet foderforbrug.

Myndighederne har således haft mere end svært ved at finde fælles fodslag – for slet ikke at tale om egne ben at stå på – i sagen om de forurenende havbrug. Det håber man nu vil ændre sig. De tre implicerede amter har nemlig besluttet sig for et nærmere samarbejde, hvor problemerne omkring havbrugene skal kulegraves.

Så fremtidige beslutninger – forhåbentlig – vil kunne træffes på basis af en dybere indsigt i de faktiske forhold omkring havbrugene og deres uundgåelige forurening. Så skulle der gerne komme enslydende meldinger fra de tre amter!

Udenlandske erfaringer

Sammenligner vi med udlandet, må man straks konstatere, at vi her i landet behandler havbrugene endog særdeles lempeligt. I udlandet ser man med langt strengere øjne på havbrugene og deres belastning af miljøet.

I Finland pålægger man eksempelvis havbrugene samtlige omkostninger i forbindelse med monitering (kontrol) af det udledte spildevand. Her har man den omvendte bevisbyrde af, hvad vi har herhjemme: Her skal havbrugeren nemlig selv bevise, at han ikke forurener. Og altså også betale omkostningerne derved.

Det beløber sig i Finland til op imod en halv krone pr. kilogram produceret regnbueørred i flydende netbure. Lægger man ovennævnte tal til grund, ville havbruget ved Nordals hvert år skulle af med mere end kr. 100.000 alene i ekstra miljøafgifter.

Men det skal man altså ikke i dagens Danmark. Her kan eksisterende havbrug fortrøstningsfuldt forurene videre, omend også de må indstille sig på stedse skrappere krav til mængden af udledte stoffer.

Men hovedspørgsmålet må alligevel være, om der overhovedet bør ligge forurenende havbrug i de indre danske farvande? Om havbrugene med deres desværre uundgåelige forurening ikke burde forvises til mere åbne og mindre følsomme områder med større udskiftning af vandet. Eller om man ikke i stedet burde tage tyren ved hornene og så helt enkelt forbyde enhver form for fiskeopdræt i åbne netbure og samtidig gå aktivt ind med støtte til de førnævnte landbaserede anlæg?

Det ville i hvert fald løse forureningsproblemet og samtidig bibringe dansk erhvervsliv et profitabelt eksportemne – det forureningsfri fiskeopdræt i højteknologiske indpumpningsanlæg. Det ville også styrke vor internationale anseelse på miljøområdet.

Imidlertid er problemet omkring havbrugene mere kompliceret end som så. Det drejer sig nemlig ikke kun om mængden af udledt kvælstof og fosfor – de næringsstoffer, som vandmiljø-handlingsplanen koncentrerer sig om. Dem, der først får algerne til at blomstre uhindret op. Og dem, der siden – via de mange døde alger – forårsager iltsvind, fiskedød og bundvendinger.

Medicinrester og kemikalier

Desværre er der nemlig endnu en faktor inde i billedet. Lad mig her citere den tyske forsker Uwe Kils fra Institut für Meereskunde ved universitetet i Kiel:

“I sig selv er disse substanser (kvælstof og fosfor, red.anm.)egentlig ikke skadelige – så længe de ikke tilføres miljøet i for store mængder. Langt farligere er efter min mening en uansvarlig omgang med såvel medicin som kemikalier til bekæmpelse af alger (på netburene, red.anm.) og snyltere (på fiskene, red.anm.).Det er nemlig stoffer, der hober sig op gennem fødekæderne, og som derved kan udgøre en fare også for mennesker”. Citat slut.

Det skal i denne forbindelse oplyses, at havbrugerne i regelen behandler deres netbure med diverse kemikalier. Disse kemikalier skal hindre begroning med alger, som vil bremse udskiftningen af frisk vand gennem netmaskerne. I værste fald vil fiskene kunne blive kvalt – et problem, der er størst i varmt sommervand.

I områder med en vis saltholdighed kan man ligeledes få problemer med havlus, som i store mængder sætter sig på fiskene og rasper løs i deres skind – med vantrivsel og i værste fald endda dødsfald til følge. Havlusene bekæmper man ved at bade fiskene i kemikalier, der får lusene til at slippe deres tag. Hvorefter de blot driver ud i frivandet, hvor de så angriber vildfiskene i stedet…

Dette har i Irland forårsaget en decimering af havørredbestanden mange steder. De udtrækkende ungfisk af havørred angribes massivt, når de passerer fiskeopdrætets store netbure, hvorefter de vantrives og bliver et let bytte for såvel rovfisk som -fugle og -dyr.

Medicinrester er et tredje problem. Igen har man ingen muligheder for at undgå, at anvendt medicin ikke når ud i frivandet – ud til vildfiskene, som gerne holder til ved netburene. Her kan de nemlig ofte få sig et nemt måltid af overskydende foder fra fiskeopdrættet. Ulovligt anvendt medicin vil derfor uundgåeligt havne i såvel tamfiskene inden for som vildfiskene uden for netburene. Og til sidst havne i de mennesker, der fortærer fiskene.

Desværre har vi ikke her i landet obligatoriske undersøgelser af eventuelle medicinrester i de opdrættede fisk. Desværre, idet regelmæssig stikprøvetagning definitivt kunne be- eller afkræfte de vedvarende forlydender om brugen af ulovlige stoffer. Medicin- og kemikalierester kan være meget skadelige for de personer, der uforvarende måtte indtage dem. Resistens og allergi er et par af komplikationerne.

Alt i alt må man således konstatere, at havbrugene – de åbne med flydende netbure – er endog særdeles kontroversielle. At de leverer en betydelig og uundgåelig forurening med næringsstoffer, som havmiljøet ikke har godt af. Og at brugen af medicin og øvrige kemikalier er et andet og hidtil meget overset problem.

Spørgsmålet om havbrugene er derfor rent politisk. – Hvor megen skade på miljø og muligvis endda mennesker vil man fra politikerside tolerere for at bevare nogle få arbejdspladser? Fra naturens hånd er netop farvandet omkring Als et af de områder, der hyppigst rammes af iltsvind, fiskedød og bundvendinger. – Er det så klogt at skubbe det følsomme havmiljø netop her endnu et stykke mod afgrunden?

© 1993 Steen Ulnits

Efterskrift:

Det er nu langt om længe dokumenteret fra Miljøstyrelsen, at det samlede fiskeopdræt herhjemme – i ferske dambrug og salte havbrug – hvert år udleder 145 tons formalin, 9 tons kobbersulfat samt 3 tons (!) antibiotika.

Disse ret fantastiske tal er baseret på data fra ’94 og er næppe blevet mindre i den forgange tid…

Denne artikel var den sidste af fire i en artikelserie i Morgenavisen Jyllands-Posten 1993. Herunder links til alle:

Dambrug I

Dambrug II

Dambrug III

Dambrug IV

– Hvorfor og hvordan opstår iltsvind i de danske farvande?

Havets planteplankton udgøres hovedsagelig af kisel- og furealger. Kiselalgerne kender vi som koldtvandselskende alger fra ikke alt for næringsrige søer. Furealgerne derimod hører havet til. De holder mere af varme end kiselalgerne og har fået navn efter de karakteristiske furer i deres skaller.

Furealgerne kan indeholde grønne, gule eller røde farvestoffer ­ de sidste velkendte fra det “røde tidevand”, som har ramt Nordsøens kyster flere gange i de senere år. Visse af disse furealger kan udskille giftstoffer, som er dræbende for fisk og andre dyr. Eller de kan udsondre slim, som kan irritere fiskenes gæller og sågar kvæle fiskene, hvis disse alger forekommer meget koncentreret.

Til de mere behagelige af furealgerne hører Noctiluca, som er ansvarlig for sommernattens lysende morild.

Algeblomst

Når livsbetingelserne er ideelle, kan algerne formere sig voldsomt. Der opstår områder med algeblomst, hvor vandet er tykt af alger, som enten er harmløse, irriterer fiskene ­ eller slår dem ihjel.

Ikke mindst det storstilede lakseopdræt i Norge har lidt under de seneste års algeblomst. I naturen kan fiskene normalt flygte fra sådanne områder, men det kan de indespærrede laks i de flydende netbure jo ikke. De er fanget i en fælde og dør da i tusindvis. Til stor økonomisk skade for fiskeopdrætteren.

Algeblomst er naturligt forekommende, når betingelserne er de rette. Men meget tyder på, at de idag forekommer hyppigere end tidligere. Og på, at det er vor forurening af verdenshavene, der nu slår igennem.

Når man leder spildevand ud i fjord eller hav, beriger man vandet med en stor mængde næringssalte. Disse salte optages af planktonalgerne, som blomstrer op i større eller mindre omfang ­ præcis som ved eutrofiering af søer.

Når algerne dør, synker de til bunds, hvor de nedbrydes af iltforbrugende svampe og bakterier.

Iltsvind

Jo flere alger der skal nedbrydes, desto større bliver iltforbruget. Som i søen kan det føre til iltsvind nær bunden ­ specielt hvis sommeren er varm og stille, og der dannes et springlag. Da vil bundvandet isoleres fra resten af vandet og hurtigt blive iltfrit.

Denne forrådnelse eller nedbrydning sker i havbunden, hvor forskellige mikroorganismer gør arbejdet. I det øverste tynde lag lever de organismer, der kræver ilt til deres arbejde. Under dette lag lever hovedparten af nedbryderne i et iltfrit miljø. I stedet for ilt bruger de nitrat eller sulfat som “brændstof”.

Vigtigst er de sulfatåndende bakterier, som nedbryder størstedelen af det organiske stof i fjord- og havbund. De nedbryder stoffet under dannelse af den giftige og ildelugtende gasart svovlbrinte, der oplagres i havbunden.

Det tynde øverste lag af bunden, som indeholder ilt, virker som en spærring for svovlbrinten, der øjeblikkeligt uskadeliggøres af ilten. Men når ilten er brugt til nedbrydning af de mange døde alger, da eksisterer denne spærring ikke længere. Svovlbrinten trænger nu op gennem slammet og bindes i første omgang på overfladen, der farves sort.

Men det er en stakket frist. Iltes vandet ikke snart, trænger svovlbrinten videre op i vandet, hvor den dræber alt liv. Svovlbrinte blokerer nemlig åndedrættet på samme vis som cyankalium.

“Bundvendinger”

Hvor de findes, er blåmuslinger gerne de første ofre for en begyndende bundvending, som fænomenet er døbt. De har et meget højt stofskifte og mærker derfor som de første den snigende iltmangel. Veludviklede muslingebanker er derfor et tegn på gode iltforhold.

Til trods for deres store iltforbrug er blåmuslingerne i stand til at “klappe i” i bogstaveligste forstand, hvis der er begyndende tegn på iltsvind. Sådan lukket i kan de overleve i flere dage, inden de må åbne igen for en mundfuld frisk vand. Er der så svovlbrinte i vandet, dør de øjeblikkeligt.

Når iltmangelen for alvor viser sig, kryber muslinger og børsteorm op af deres gange i mudderet. De store sandmuslinger, der normalt ligger nedgravet i 30-40 cm’s dybde, kravler op til overfladen og strækker deres lange ånderør op i vandet efter den livgivende ilt. Krabber, som er mere mobile, kravler ofte helt ud af vandet for at redde sig. Da kan man se dem sidde oven vande på moler og bolværker.

Man siger, at “bunden vender”, når ilten slipper op og svovlbrinten slår til. Betegnelsen hentyder til mere ekstreme tilfælde, hvor store bobler af svovlbrinte stiger op og river det sorte bundslam med sig. Områder med hyppige iltsvind vil ofte være dækket af et såkaldt “ligklæde” af hvide svovlbakterier.

Bundvendinger har altid fundet sted i naturen, men de er tiltaget i antal og udbredelse i de seneste år. Samtidig har de giftige furealger vist sig oftere og oftere langs strandene.

En del af forklaringen herpå ligger i, at vore ferske vande faktisk er blevet renere i de sidste 10-20 år. Spildevand fra byer og industri er i stort omfang ledt uden om søer og vandløb, som derfor har fået det bedre. Men en stor del af dette spildevand renses stadig ikke. Det ledes blot ud i havet i stedet ­ ud i de kystnære områder.

Mariager Fjord død…

Man har længe troet, at havet kunne tåle denne belastning, men det viser sig nu ikke at være tilfældet. De stedse hyppigere bundvendinger og de store algeforekomster taler deres tydelige sprog. Vore indre farvande er nu så hårdt belastede, at de ikke tåler mere.

Bundvendingerne og algeforekomsterne er blot toppen af isbjerget ­ de resterende ni tiendedele ser vi overhovedet ikke. De finder sted på bunden, der langsomt, men sikkert slammer til og bliver livløs.

I august ’97 skete så det uundgåelige – det, som biologerne længe havde frygtet og forudsagt: Mariager Fjord, af mange kaldt “landets smukkeste” afgik ved døden efter en kolossal bundvending, der startede længst ude ved Hadsund og som på kort tid arbejdede sig helt ind til Hobro.

Fiskene og den øvrige fauna havde ikke en chance. De var fanget i en fælde – en fælde, som skyldes årtiers massiv udledning af næringssalte fra ikke mindst landbruget, der idag bidrager med 77% af kvælstoftilførslen til den lange og smalle fjord.

Et skoleeksempel på, at selv de værste forudsigelser meget vel kan komme til at holde stik selv i vor egen tid. Og på, at landets politikere i årevis har siddet et utal af advarsler overhørig.

Steen Ulnits

Klarvandede søer i lavlandsområder som Danmark er sjældne idag. De lider nemlig under en tiltagende “eutrofiering”.

De fleste søer i lavlandet er i regelen stærkt påvirkede af deres omgivelser. De modtager næringsrigt drænvand fra omkringliggende kunstgødede marker, og de modtager mere eller mindre urenset spildevand fra byerne. Endelig modtager de idag store mængder kvælstof fra atmosfæren ­ kvælstof, som kommer fra ikke mindst bilernes udstødningsgasser, og som af regnen bringes ned i søen.

Resultatet af alt dette er en stærkt stigende primærproduktion ­ en stærkt forøget mængde af planktonalger, som lever højt på de tilførte næringssalte, og som samtidig gør vandet grumset og ugennemsigtigt. De mange alger skygger for lyset, som i mange tilfælde kun trænger få centimeter ned i vandet.

Søen forsvinder

Bundvegetation og den livsvigtige rankegrøde forsvinder ­ de kvæles af lysmangel ­ og rørsumpen breder sig. Samtidig hæver mudderbunden sig på grund af de mange døde alger, og til sidst ophører søen med at eksistere. Er søen lille og lavvandet, går det hurtigt. Er den stor og dyb, tager det længere tid.

Denne kunstigt fremskyndede ældning af søen kaldes eutrofieringog er til stor skade for søens dyre- og planteliv. Når bundvegetationen og rankegrøden forsvinder, forsvinder også grundlaget for søens produktion af smådyr, som er knyttet til disse planter. Det får betydning for de af søens unge fisk, der er blevet for store til at leve af dyreplankton. De sulter, og deres vækst går derfor mere eller mindre i stå. Resultatet bliver de såkaldte “tusindbrødre”.

I takt med, at vandet bliver mere og mere uklart på grund af de mange alger, går også søens rovfisk tilbage. De er nemlig i regelen afhængige af deres syn, når de jager, og i det grumsede vand ser de dårligt. Rovfiskene vantrives derfor også i den eutrofierede sø. De kan ikke længere fange deres bytte og holde bestanden af småfisk nede på et passende niveau. Disse florerer derfor ­ trods fødemangel.

Men ikke nok med det. Søen er nu inde i en ond cirkel, idet de mange småfisk græsser så hårdt på bestanden af dyreplankton ­ hjuldyr, vandlopper og dafnier ­ at disse ikke længere kan holde algerne nede. Algerne florerer derfor yderligere, hvilket igen fremskylder søens ældningsproces.

Restaurering

Er søen lille, og har den en ringe vandudskiftning, er den et let offer for eutrofieringen. Er den omvendt stor med en stor vandudskiftning måske indgår den i et stort vandsystem ­ er den ikke så sårbar.

En eutrofieret sø kan reddes på forskellig vis. Man kan gribe direkte om ondets rod og først lukke af for yderligere tilførsel af næringssalte, dernæst skære bredvegetationen og så til allersidst fjerne en stor del af søens bundslam. Det er en effektiv, men meget kostbar metode, som derfor sjældent anvendes.

Idag sætter man derfor sin lid til en mere langsommelig, men også meget billigere løsning, nemlig bio-manipulation. Det er en moderne form for fiskepleje, som fortrinsvis egner sig til mindre og ikke alt for store søer.

Biomanipulation er en metode, hvor man aktivt griber ind i søens fødekæder og giver dermed søen hjælp til selvhjælp.

Biomanipulation

Man kan eksempelvis bortfiske nogle af de mange småfisk, som holder søens dyreplankton nede. Herved får hjuldyr, vandlopper og dafnier mulighed for formere sig til et niveau, hvor de bedre kan holde algerne i skak. Vandet bliver herved mere klart, hvilket hjælper søens rovfisk til bedre at kunne kontrollere småfiskene.

Når vandet er blevet rimelig klart, kan man også supplere bestanden af rovfisk ved udsætning. Det kan være gedder og aborrer, men ofte vil en fisk som sandarten klare opgaven bedst, idet den mere bruger sin lugtesans end sit syn, når den jager. Den kan med fordel udsættes i selv de mest uklare søer, blot de har en vis størrelse. Sandarten kræver nemlig plads og vantrives i moser og småsøer.

Bio-manipulation er en billig og spændende løsning på mange eutrofieringsproblemer, men den griber ikke direkte om ondets rod. Det er nemlig det tykke slamlag, der ligger på bunden. Det indeholder store mængder ophobede næringsalte, som til stadighed frigives til vandmassen under de ofte iltfri forhold.

En radikal ændring af søens miljø kræver derfor, at dette bundslam fjernes helt eller delvis. Eller at bundvandet iltes kunstigt, så næringssaltene holdes bundet.

Steen Ulnits

Det regner idag ned med svovlsyre og salpetersyre over mange lande. Flere end 10.000 svenske søer og vandløb er allerede døde af forsuringen…

Forsuring er på mange måder det modsatte af eutrofiering. Det er ganske vist også en proces, der ender med at slå den ramte sø ihjel, men det sker på anden vis. Og så forsvinder den forsurede sø ikke fra landkortet som den eutrofierede. Den bliver tilbage ­ klarvandet som aldrig før

Forsuringen skyldes vor stigende forbrænding af fossile brændstoffer såsom kul, olie og gas. Når disse stoffer forbrændes, dannes der svovldioxid og forskellige kvælstofoxider, som føres bort med vinden. Disse oxider falder ned igen enten som tørt nedfald eller som regulær svovlsyre og salpetersyre.

En stor del af salpetersyren uskadeliggøres, idet planterne optager kvælstoffet og indbygger det i deres celler. Men på et tidspunkt er også jordbunden overmættet med kvælstof, og da vil salpetersyren i lighed med svovlsyren bidrage kraftigt til forsuringen af jord og vand.

Svovlsyren regner ned året rundt. Det tørre nedfald kan gradvis vaskes ud med regnvandet som syre, eller det kan ske på én gang under forårets snesmeltning. Da påføres vandløb og søer ofte et regulært syrechok, som er øjeblikkeligt dræbende.

Allerede for 100 år siden kendte englænderne til den sure regn i industriområderne. Men forsuringen blev først for alvor kendt, da den svovlsure nedbør fra de store industriområder i England og Vesttyskland langsomt kvalte livet i ikke mindst sydnorske søer og elve.

Idag er der alene i Sverige mere end 10.000 fiskedøde samt 10.000 andre døende søer. I Sydnorge har et areal på 18.000 kvadratkilometer – svarende til 40% af hele Danmark! – længe været blottet for fiskeliv i søer og vandløb.

Bufferkapacitet

Er jordbunden i forvejen sur og næringsfattig, viser de første tegn på forsuring sig hurtigt. Den tiltagende skovdød er derfor størst på magre og sandede jorde. Men er jordbunden kalkholdig, mærkes intet i forsuringens første fase. Dyre- og planteliv i søer og vandløb er da uforandret.

Men forandringerne er sket i det skjulte. Vandets evne til at modstå og neutralisere syren mindskes gradvis, til dets bufferevne er brugt op. Da først begynder vandet at blive surt og pH-værdien at falde.

Når først forsuringen begynder at slå igennem, ændrer flora og fauna sig mærkbart. Mange planktonorganismer dør, hvilket gør, at vandet bliver klarere. Antallet af arter går tilbage fra omkring et halvt hundrede til mindre end ti i rigtig sure søer.

Snegle og muslinger, som er vigtige fødedyr for fiskene, går tilbage, da de efterhånden mangler calcium til deres skaller. Fiskeæg og -yngel dør, hvorved de resterende fisk bliver færre og større. Først senere i forsuringsprocessen dør også de voksne fisk.

Resultatet bliver en klarvandet sø med store fisk ­ ved første øjekast en tilsyneladende positiv udvikling, men samtidig et sikkert tegn på søens snarlige død. Når pH-værdien er faldet til under 6, begynder søen at vokse til i hvidmosser, som er næsten enerådende i det sure vand. Karpefisk og laksefisk dør. Ved pH-værdier under 5 dør også de mere hårdføre fisk såsom gedder og aborrer.

Kalkning

Bliver vandet tilstrækkelig surt, kan forskellige tungmetallerbegynde at udfældes. Det kan være naturligt forekommende stoffer såsom aluminium, der udfældes på lignende vis som okker ­ med fiskekvælning til følge. Eller det kan være et affaldsprodukt såsom kviksølv, der er decideret giftigt. For plantelivet betyder et stigende indhold af disse stoffer under alle omstændigheder en mindsket modstandskraft over for tørke og sygdomme – med en stigende grad af skovdød til følge.

Der er således al mulig grund til at bekæmpe forsuringen ­ både den snigende og den direkte synlige. Imidlertid er forsuring et problem, der går på tværs af alle landegræn-ser. Det er en forurening, som måske skabes i ét land, men forvolder skade i et andet. Et forureningsproblem, der eksporteres med vejr og vind.

Så længe denne internationale problematik ikke er afklaret, må vi ty til midlertidige og lokale lappeløsninger. Her har kalkning vist sig at være den klart bedste.

Landmanden kalker sin jord, når kunstgødningen har gjort den sur, og flere steder kalker dambrugeren vandet for at undgå okkerkvælning blandt fiskene.

Men når det gælder kalkning af hele vandsystemer, stiller sagen sig anderledes. Dels er der tekniske problemer med den rette kalktype og spredningen af den. Og dels er der vanskeligheder med at dække hele vandsystemets opland.

Det nytter ikke blot at kalke selve søen. Også dens tilløb ­ små som store ­ må behandles. Der skal således spredes enorme mængder kalk over et meget stort område ­ måske endda med helikopter ­ og det koster penge. Således bruges der alene i Sverige hvert år 200 mio. kroner på kalkning – med det ædle formål at holde liv i omkring 4.000 søer, som ellers ville dø.

Den intensive kalkning er flere steder den eneste mulighed for at holde liv i forsurede vande. Men man må gøre sig klart, at det er en midlertidig løsning. Kalkning løser ikke forsuringsproblemet ­ den forlænger blot fristen lidt

Massedød i vandløb

Forsuringsproblemet gælder naturligvis ikke kun søer. Det er blot her, man kan iagttage de mest langsigtede ændringer i flora og fauna.

Mest markant er dog det, der kan ske under forårets snesmeltning. Vinteren igennem har sneen lagt sig over landskabet – sne, som jo er nedbør og dermed svovlsur. Oven på sneen ligger endda tørt nedfald, som også er med til at øge risikoen for et dødbringende “syrechok”.

Noget sådant finder sted, dersom foråret kommer pludseligt og snesmeltningen derfor bliver kort og voldsom. Da vil hele vinterens svovlsure nedfald og nedbør skylles ud i søer og vandløb på ganske kort tid – ofte øjeblikkeligt dræbende for vandløbenes laksefisk.

Søerne vil i den forbindelse have en større modstandskraft – en større bufferkapacitet, der kan modvirke den øjeblikkelige sænkning af pH-værdien. Men vandløbene vil ligge døde, livløse og fisketomme hen efter et sådant syrechok, der i regelen dræber alle aldersklasser af fisk – æg, yngel og ungfisk samt eventuelle gydefisk.

Det har været tilfældet i masser af sydnorske vandløb, som den dag idag ligger øde hen. Massiv kalkning og store udsætninger har dog vækket enkelte af dem til live igen. – Men hvor længe?

1985©️Steen Ulnits

Så er den første hele danske fjord, Mariager Fjord – af mangekaldt “Danmarks smukkeste” – afgået ved kvælningsdøden. Det skete en dag sidst i august 1997…

Det var et frygteligt og dybt deprimerende syn, der sidst i august måned mødte folk og fiskere, som havde deres gang ved Mariager Fjord. Døde og døende fisk flød omkring overalt i overfladen.

En ubeskrivelig stank af død og råddenskab fyldte luften over den afdøde fjord. Svovlbrinte – trængt op fra bundslammet under den bundvending, der blev resultatet af fortidens synder og dette års iltsvind – rev i næsen i flere dage, før vinden havde fjernet de sidste rester. Måger fra nær og fjern havde kronede dage, mens de frådsede i døde og døende fisk i strandkanten.

Det er normalt de bundlevende fisk, som afgår ved døden under iltsvind – torsk og fladfisk med flere samt naturligvis muslinger, krabber og børsteorm med meget mere. Men denne gang undslap end ikke havørrederne. Iltsvindet startede ude ved Hadsund og arbejdede sig i løbet af nogle dage indefter til Hobro. Fiskene kunne derfor ikke flygte – de var fanget i en fælde.

Flere steder kunne man på en 500 m lang kyststrækning tælle op mod 50 døde havørreder samt et antal overraskende store helt. Kun de havørreder, som nåede at stikke næsen op i åer, bække og kildevæld, overlevede bundvendingen.

Ålene, som er mere hårdføre end de fleste, stak snuden op i selv de mindste kildevæld eller gik sågar helt på land for at undgå den giftige svovlbrinte. Her blev de straks mødt af fjordens mange fritidsfiskere, som med ketchere og håndkraft havde let spil blandt de mange, mange ål. Så godt et ålefiskeri havde de ligegodt aldrig oplevet før…!

I lokale dagblade kunne man da også sidst i august og først i september se annoncer om salg af friske ål (min. 5 kg!) fra fjorden…

– Ål så sorte som bundslammet i Mariager Fjord??

Årsagerne

Biolog Finn Andersen fra Nordjyllands Amt kunne på det afholdte krisemøde i Assens fortælle, at 77% af alt kvælstof i Mariager Fjord stammer fra landbruget, der på landsplan kun har reduceret udledningerne med 14%. Lokalt – i oplandet til Mariager Fjord – er udledningerne imidlertid de samme som for 10-15 år siden. Her har landbruget altså ikke gjort noget som helst.

Naturen selv står for 12% af det til fjorden tilledte kvælstof – fortrinsvis fra atmosfæren og dermed ikke mindst fra bilerne. Tilsvarende bidrager rensningsanlæg med 9% og dambrug med 2%. Dette baseret på gennemsnitstal fra perioden 1992-96. Altså ingen tvivl om, at landbruget med sine 77% af kvælstofudledningerne er hovedaktør i den årlige russiske roulette om fjorden.

Fosforindholdet i fjorden er idag så lavt – på grund af god spildevandsrensning fra byer og industri – at det ikke har nogen begrænsende effekt på algevæksten og det efterfølgende iltforbrug. Det er kvælstoffet, der styrer udviklingen.

Det er ifølge Miljøstyrelsens matematiske modeller – og ikke via faktiske målinger – at landbruget indtil videre har reduceret sine udledninger af kvælstof med 14%. Desværre kan landets amter ikke få øje på denne reduktion. Faktisk konkluderer 7 ud af landets 11 amter idag, at de ikke kan måle nogen faktisk reduktion i forureningen fra landbruget overhovedet. Efter mere end ti år med vandmiljø-handlingsplanen…!

Muslinger og iltindhold

Biologerne havde kigget tilbage på tal fra Mariager Fjord, som talte deres eget tydelige sprog. I grove træk fortalte de følgende om udviklingen for vandmiljøet i den lange og smalle fjord:

1930’erne: Muslinger og ilt ned til 15 m’s dybde
1980’erne: Muslinger og ilt ned til 10 m’s dybde
1990’erne: Muslinger og ilt ned til 5 m’s dybde

Data, som klart dokumenterer, at det ikke altid har stået lige skidt til med vandmiljøet i Mariager Fjord. At forholdene er blevet klart værre i de sidste to årtier – trods mange påstande om det modsatte.

En af fjordens mangeårige ålefiskere, Alex Silleborg fra Assens, troede ikke på det, da biologer allerede for 25 år siden fortalte ham, at fjorden ville være død inden år 2000 – hvis ikke der blev gjort noget radikalt. Det blev der som bekendt ikke, men nu tror Alex i hvert fald på, hvad biologerne siger…

I 1994 var situationen næsten lige så faretruende som her i 1997, men dengang blev fjorden reddet af gong-gong’en – i form af en frisk blæst, da det så allerværst ud.

I 1997 havde vi så den varmeste sommer i 123 år – men desværre ingen blæst til at blande fjordens vandmasser op. De havde lagdelt sig i det stille vejr og dermed muliggjort det iltsvind, der i løbet af 6 lumre augustdage satte “dødens spiral” i gang, som det stod at læse i dagspressen.

Blæsten kom dog også i år, men altså for sent. Medio september kunne biologerne meddele, at iltindholdet i fjordens overfladevand nu igen var acceptabelt – 5 mg/l – men at bundvandet stadig havde under de kritiske 2 mg/l.

Og fiskene – de var og er jo døde. Deres fødeemner med. Det store spørgsmål er nu, om og i givet fald hvornår de atter begynder at vise sig i fjorden.

Normalt sker der efter et iltsvind en ny kolonisering af området med dyr udefra i løbet af måske 5 år – via vandstrømmen. Men i den op til 30 m dybe fjord, hvor en vandudskiftning tager op imod 20 år, kan man ikke regne med en sådan ny kolonisering. Den vil i hvert fald tage mange, mange år.

Skal fjorden således have nyt liv i vor tid, skal den have hjælp til det – via iltning af vandet og stop for yderligere tilførsel af næringssalte. Samt via tilførsel af nye organismer udefra.

Løsningerne

Der har siden fjordens død været fremsat mange forslag til genoplivning af Mariager Fjord. Nogle mere fantasifulde end andre – nogle væsentligt dyrere end andre – nogle mere realistiske end andre.

De mange forslag kan dog sammenfattes i fem hovedpunkter, der hver især ikke skal betragtes som den endelige løsning, men i stedet som enkeltbidrag til en samlet løsning:

1) Reduktion i tilledningen af næringssalte. Endnu bedre rensning af spildevandet samt opstramning af reglerne for landbruget er første skridt på vejen mod et bedre vandmiljø og en fjord med et iltindhold, der året rundt tillader et rigt og varieret dyre- og planteliv.

Jo mindre tilledningen af næringssalte bliver, desto bedre får vandmiljøet det. En såre enkel sammenhæng, som kun landbruget ikke vil erkende.

2) Iltning af bundvandet i inderbassinet. Med de gode erfaringer, som Viborg Amt har høstet omkring iltning af bundvandet i Hald Sø, bør der ses nærmere på mulighederne for at ilte eller i hvert fald belufte bundvandet i den dybe inderfjord.

Man skal dog være klar over, at Mariager Fjord er langt større end Hald Sø, og at et eventuelt projekt derfor vil blive bekosteligt. Men sikkert også effektivt, hvis ellers det udføres i fuld skala. Biologerne har beregnet, at der skal tilføres ilt for mere end 10 mio. kroner, hvis der skal kompenseres for den årlige algeproduktion og de 100.000 tons døde muslinger.

Respirator-løsningen!

3) Indpumpning af frisk vand fra Kattegat. En lang rørledning fra Kattegat til Hobro kunne lede frisk og iltrigt vand ind i fjorden og fremme vandudskiftningen med alle de fordele, det nu indebærer.

Største ulempe ved projektet er prisen på den lange rørledning – med en faldhøjde på måske 10 m – der i så fald vil skulle bygges. Samt omkostningerne ved at konstant at pumpe vandet op fra Kattegat og ind i Mariager Fjord.

Derfor nok den mindst realistiske løsning…

4) Fjernelse af dæmningerne ved Overgård. Så sent som i 1962 (dengang også Skjernå blev reguleret) lykkedes det daværende godsejer Flemming Juncker på Overgård at få tilladelse til inddæmning af 1.700 tønder land jord på sydsiden af Mariager Fjords udmunding i Kattegat. Inddæmningen var en realitet i 1965.

Herved blev den brede fjordmunding gjort meget smallere, hvorved vandudskiftningen i fjorden forringedes. Samtidig fik man indvundet landbrugsjord af tvivlsom kvalitet – sandet jord, som skal tilføres store mængder gødning for overhovedet at være frugtbar.

Senest er Mariager Kommune kommet i søgelyset, da den ikke kan redegøre for flere tusinde tons byslam, som er bragt ud på Overgårds inddæmmede jorde. Overskudsgødningen havner i yderfjorden og bringes dels indefter i Mariager Fjord, dels udefter i Kattegat.

En fjernelse af dæmningerne, oversvømmelse af markerne og udgravning af sejlrenden vil kunne sikre Mariager Fjord en større vandudskiftning.

5) Udsætning af nye organismer i fjorden. Da fjorden er lang og smal med en meget ringe vandudskiftning, vil det tage mange år, førend fjorden igen beboes af de fisk, dyr og planter, der var inden bundvendingen.

Skal processen fremskyndes, må de pågældende arter introduceres kunstigt – når ellers vandmiljøet igen tillader det.

Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening (DN), som havde indkaldt både medier og masser til krisemødet i Assens, meldte klart ud med en 5-punkts plan til redning af det danske vandmiljø – under arbejdstitlen “Vandmiljø-handlingsplan II”:

1) Der skal anvendes mindre kvælstof på markerne. Kvælstofnormen reduceres med 20%. Reglerne for, hvor meget kvælstof der må udbringes, skal afhænge af afgrødens art.

2) Udnyttelsesgraden for husdyrgødning øges fra de nuværende 60% til 80%. Kvælstoffet i husdyrgødningen erstatter hermed kunstgødningen i højere grad, og den totale kvælstofmængde går ned.

3) Mindst 20% færre husdyr pr. hektar for at begrænse overbelastningen fra husdyrgyllen. Desuden skal der indføres skærpede krav i særligt følsomme områder – drikkevandsområder, særligt følsomme naturområder, eksempelvis fjorde etc.

4) Sædskifte: De grønne marker skal være effektive. Græs og rodfrugter skal bruges i stedet for vintersæd og majs. Med udgangspunkt i sædskiftet inden for økologisk landbrug skal der være et sædskifte med optimal anvendelse af kvælstofoverskuddet i jorden.

5) Naturgenopretning: Naturens selvrensende effekt er blevet reduceret gennem udretning, rørlægning og fjernelse af vandløb. Der skal ske en naturgenopretning af de våde enge. Dræn skal fjernes og gødningen væk.

Erfaringer fra Fyn viser, at genopretning af våde enge i ådale svarende til 2% af landbrugsarealet vil kunne fjerne op til 25% af det kvælstof, der ellers tilføres vandløbene fra landbruget.

Ud af ca. 30.000 km vandløb i Danmark er det under 1.000 km vandløb, der idag har et naturligt forløb. De seneste 10 års indsats for naturgenopretning har medført, at 57 km vandløb er blevet naturgenoprettet.

DN foreslår derfor, at der nu iværksættes en prioriteret, massiv naturgenopretning af vandløbene.

Fiskerne

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) brillierede på mødet ved sin fuldstændige mangel på indlæg i sagen. Angsten for landbruget og med det lodsejerne og med dem medlemmernes fiskeret ved åerne, havde tydeligvis givet DSF en effektiv mundkurv på. I hvert fald var der over for landbruget ingen kritiske indlæg overhovedet fra DSF. Trods DSF’s eget slogan “Vi taler miljøets sag, mens du fisker” – og en stendød fjord lige uden for døren.

Et par lystfiskere fra Hobro gav da også efter mødet udtryk for, at her havde man så det endegyldige bevis på, at “DSF ikke er den landsdækkende organisation for danske sportsfiskere, man ynder at kalde sig.” Men at “DSF blot repræsenterer en lille skare protektionistiske jyske åfiskere. Hvoraf nogle endda glæder sig over, at iltsvindet har presset et stort antal havørreder op i åernes kølige og iltrige vand – hvor de så kan fanges…”

Hårde ord fra to lystfiskere, hvis nordjyske forening selv er organiseret i DSF, der har hovedsæde i Vejle. Og ordene var da også møntet på netop Vejle Å, som i selvsamme periode nærmest bugnede af sølvblanke havørreder, der undslap iltsvindet ude i Vejle Fjord ved at trække op i åens friske vand. Hvor de så blev mødt af stangsvingende lystfiskere en masse, der fangede havørreder som aldrig før…

Fritidsfiskerne var i så henseende ikke spor bedre. Da de nye fredningsbestemmelser for Mariager Fjord langt om længe blev en realitet, spærrede fritidsfiskerne straks fjorden af ved Hadsund – lige uden for den nye fredningszone. De fisk, der nåede at flygte ud af fjorden ved iltsvindet, måtte således igennem en skov af garn og ruser uden for Hadsund, hvis de ville have en mundfuld frisk ilt…

Fra asken i ilden, kunne man passende sige. De havørreder, som var sluppet helskindet ud af fjorden i tide, og som i skrivende stund er på vej tilbage for at gyde, har det sværere end nogensinde, når Hadsund skal passeres.

De få overlevende havørreder burde naturligvis have været totalfredet, så de kunne begynde på genopbygningen af en ørredbestand i fjorden hurtigst muligt.

Som et lidt rystende kuriosum kan det nævnes, at formanden for en lokal fritidsfiskerforening i Vive blev taget på fersk gerning af politiet for at sætte ulovlige ørredgarn i den fredede Ajstrup Bugt i det yderste af Mariager Fjord – i selvsamme efterår fjorden døde…

Samme dag tog samme politimand en anden fritidsfisker i færd med at røgte garn inden for fredningsbæltet ved Korup Å…

Tilsyneladende er der ikke blandt fiskere af nogen slags en større forståelse for, at de overlevende fisk må beskyttes i stedet for brandskattes efter fjordens død. Og det er virkelig trist.

Landbrugerne

Landboorganisationerne var naturligvis mødt talstærkt op i Assens for at fortælle aviser, radio og TV, at de var helt uden skyld i fjordens død. At de til punkt og prikke havde opfyldt de krav, som vandmiljø-handlingsplanen havde stillet til dem.

En landmand sagde dog på vej ud fra mødet, at nu var fjorden jo alligevel død. – Hvorfor så ikke blot fortsætte, som vi plejer…?

Der er dog ingen grund til at give landbruget hele skylden for miseren. Det er jo trods alt os selv, der – via de folkevalgte politikere – har givet landmændene en alt for lang snor. Som har tilladt dem at skalte og valte med den danske natur, som var det deres egenhændige ejendom.

Det er os, der har tilladt dem at hælde pesticider og næringssalte ud i grund- og overfladevand. Som har tilladt dem at rette vore vandløb ud, så de kunne få ny landbrugsjord til en billig penge, mens overskydende næringssalte susede direkte ud i vandmiljøet i stedet for at blive optaget inde på engene. Os, som ser gennem fingre med, at de pløjer og gøder deres marker helt ud i åerne.

Siden vandmiljø-handlingsplanen blev vedtaget i 1986, har det danske landbrug imidlertid selv haft chancen for selv at gøre noget ved problemerne. Men de forspildte den i eksporten og den hellige mammons navn. Mariager Fjord er nu definitivt død – som den første i de indre danske farvande. – Hvilken fjord bliver den næste? – Roskilde Fjord? – Isefjorden?

Da vandmiljø-handlingsplanen blev drøftet i 1985, kom den daværende underdirektør fra Miljøstyrelsen træt med følgende, som han meget rammende kaldte landbrugets “fem på hinanden følgende forsvarsværker”:

1) Der er ikke noget problem.
2) Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.
3) Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.
4) Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar: – Vil de betale forskellen?
5) Vi vil have fuld erstatning!

Nu 12 år senere må det vist stå klart for alle, at der ikke længere er grund til at søge en dialog etableret med landbruget. Nu er der desværre kun diktater, restriktioner, regler og sanktioner tilbage, hvis ikke samtlige danske fjorde skal lide kvælningsdøden i de nærmeste år.

Fra fjordslagtning til gårdslagtning

Det har altid været almindeligt med hjemmeslagtning på gårdene – i de gode, gamle dage før landbruget blev til en industri. Men netop nu – efter landbrugets første rigtige fjordslagtning – er et helt nyt fænomen dukket op inden for landbruget.

Det er “gårdslagtninger”, som intet har med hjemmeslagtning at gøre. Der er i stedet tale om økonomiske transaktioner på højde med de forkætrede selskabstømninger, som har kostet den danske stat milliarder af skattekroner i de seneste år. I skrivende stund nedlægges således hele syv landbrug om dagen!

Gårdslagtninger sker, når en landmand ønsker at afvikle sit landbrug. Han kan da sælge underskuddet og de midler, der er hensat til skat – til en ny landbruger. Typisk en svineproducent af den slags, der er kommet flere og flere af i de seneste år. En storproducent, som har brug for mere jord til at sprede den megen gylle over.

En industrialiseret storbonde, som ved at købe sig til nye besiddelser på denne måde kan undgå at betale skat. Med de gældende regler kan en landmand helt enkelt vælge, om han vil betale skat som de øvrige borgere i vort velfærdssamfund. Eller om han i stedet vil udvide sine besiddelser ved nye jordkøb.

Det er ikke svært at gætte sig til, hvad den moderne storbonde vælger. Han udvider naturligvis sine besiddelser – på det øvrige samfunds bekostning. I takt med, at han køber jord op og udskyder skatten, nedskriver han sin ejendom. Når han så vælger at gå på pension, sælger han jorden fra. Ejendommen sælges eller rives ned.

Da ejendommen nu ikke giver overskud, slipper han ifølge gældende regler for at betale den udskudte skat. Samtidig kan han stikke fortjenesten ved jordsalget direkte i lommen. Gården er slagtet og samfundsøkonomien malket.

Et typisk eksempel

Et typisk eksempel, som dagbladet Politiken bragte den 9. november 1997:

En svineproducent tjente i regnskabsåret 95/96 kr. 825.000. De gældende skatteregler gav ham en opsparing/udskudt skat på kr. 461.000, så han slap med at betale kr. 96.000 i skat – en trækprocent på blot 12,6 %. Regnestykket giver svineproducenten et privatforbrug på kr. 277.000 i det pågældende indtægtsår.

Udviklingen mod stedse færre, men så meget større landbrug har været undervejs i flere år, men har for alvor taget fart i det seneste årti. Siden 70’erne er antallet af landbrug i Danmark således halveret. De små husmandsbrug har måttet give op over for storbrugene, der sprøjter markerne med pesticider, overgøder dem med gylle og pumper deres svin med penicillin.

Det danske landbrug skylder idag staten omkring 20 miliarder kroner i skat og afskrivning på driftsmidler – penge, som de blandt andet undgår at betale via omtalte gårdslagtninger. Samtidig modtager hvert landbrug idag omkring 200.000 kroner fra diverse landbrugsfonde i EU. Hertil skal så lægges forskellige subsidier fra den danske stat. Vi er således alle med til at betale det danske landbrug for at svine vort miljø til, som de gør idag.

Landbrugsrådets præsident og formand for De Danske Landboforeninger Peter Gæmelke afviste da også over for medierne på det kraftigste, at landbruget skulle spekulere gårdslagtninger for at undgå udskudt skat.

Hvorefter dagbladet Politiken få dage senere – den 13. november 1997 – kunne offentliggøre en fortrolig rapport fra selvsamme Danske Landboforeninger, hvori man direkte opfordrer medlemmerne til at spekulere i netop gårdslagtninger. Rapporten går endda så vidt som til at foreslå endnu gunstigere skatteregler for landbruget.

Selvkritik lig selvmord

Da første vicepræsident i Landbrugsraadet og formand for Dansk Familielandbrug Peder Thomsen offentligt stod frem og kritiserede sine egne for spekulation i gårdslagtninger og samtidig kaldte det “en form for selskabstømning”, havde han underskrevet sin egen dødsdom.

Peder Thomsen blev ved først givne lejlighed degraderet til anden vicepræsident, hvilket formanden for de “store” bønder, Peter Gæmelke, sørgede for. Så meget for eventuel selvkritik, der straks dræbes indefra i de store landbrugsorganisationer. Den slags kan man jo ikke have, når der skal tjenes penge…

Det eneste gode ved de igangværende gårdslagtninger er, at antallet af landmænd nu er støt faldende. På et tidspunkt vil der forhåbentlig være så få landmænd tilbage, at deres stemmer ikke længere har nogen politisk betydning. Det håbede i hvert fald en vred sjællandsk dyrlæge i et læserbrev i Jyllands-Posten. Men helt miste sin betydning vil eksporten og det deraf følgende overskud på handelsbalancen næppe nogensinde gøre…

Gunstige skatteregler som de nuværende medfører gårdslagtninger og færre, men større bedrifter med en stigende produktion af svin og dermed gylle. Hvilket så i sidste ende slagter også vore fjorde. Senest har dagbladet Politiken afsløret, at 1.264 landmænd – storbønder også kaldet – idag ejer eller forpagter flere end de fem landbrug, de ifølge loven har ret til.

Således er der eksempler på, at en landmand i Nordjyllands Amt disponerer over 27 ejendomme, mens en anden storbonde i Viborg Amt sidder på hele 39 landbrug. Og det er stordrifter som disse, der i videst muligt omfang modsætter sig økologisering af produktionen, og som dermed er med til at skubbe vandmiljøet yderligere ud mod afgrunden. De er samtidig med til at holde yngre og mere miljøbevidste landmænd ude fra erhvervet. Der er jo ingen landbrug at købe for dem.

I 1950’erne var der godt og vel 200.000 landbrug i Danmark. Her på vej mod år 2000 er antallet nede på under 50.000, hvoraf mindre end halvdelen er heltidslandbrug.

Forhåbentlig kan politikerne dog snart se skriften på væggen – omend 25 år for sent?

Politikerne

Vi danskere vil gerne se os selv som miljøbevidste. Vi fører os frem som miljøets forkæmpere i EU. Vi markedsfører Danmark som et rent feriested med et sundt vandmiljø. Vi markedsfører vore landbrugsprodukter i udlandet som sunde og “mejerigtige”.

– Men hvad vil udlandet ikke fremover tænke om de beskidte danskere, som nu har dræbt alt liv i den første af de mange danske fjorde?

– Vil de fremover respektere et land, som med den ene hånd kan lade en hel fjord afgå ved døden, mens det med den anden kæmper en drabelig og fuldstændig betydningsløs kamp mod aluminiumsdåser i Bruxelles?

– Vil de fremover ønske at besøge vore fjorde og søer, som længe har været blandt de mest belastede i hele Europa, hvad næringssalte angår? – Med eller uden fiskestang?

– Hvordan vil det gå med de højt besungne danske landbrugsprodukter, når miljøbevidste udlændinge får øjnene op for den pris, det danske vandmiljø har måttet betale for produktionen af smør og bacon? – Vil de så købe dem længere? – Eller vil de boykotte danske varer af hensyn til miljøet?

– Ender Danmark med prædikatet “Europas største mijøsvin”?

Miljøkommissær Ritt Bjerregård:

“Generelt er det ikke lykkedes regeringerne i medlemslandene at gå op imod de magtfulde landbrugsorganisationer, der har store økonomiske interesser på spil i spørgsmålet”.

En reprimande fra EU-kommissionen venter nu – kun Irland har indtil videre afrapporteret sin måde at gribe kvælstof-spørgsmålet an på. Danmark kan til gengæld nu dokumentere, at den første fjord er afgået ved døden – på grund af manglende handling fra myndighedernes side.

EU’s regler til landbruget siger, at der kun må bruges 170 kg husdyrgødning pr. hektar landbrugsjord. Det blev besluttet i det såkaldte “nitratdirektiv” allerede i 1991. Imidlertid tillader den gældende danske lovgivning stadig, at der bruges 230 kg pr. hektar. Man har derfor måttet søge om dispensation hos EU for det nuværende overforbrug på 35%.

EU kommissionen har afvist den danske ansøgning om dette overforbrug og truer nu med millionstore bøder, hvis EU reglerne ikke overholdes. Grækenland, Italien og Tyskland har allerede fået bøder i denne størrelsesorden. Det danske landbrug vil gerne beholde sin store EU støtte, men det vil altså ikke overholde reglerne.

Direktør Lone Johnsen fra Danmarks Naturfredningsforening udtalte i forbindelse med EU kommissionens beslutning følgende til dagspressen:

“Det er fantastisk, at Danmark kan opretholde en ansøgning om at bruge mere kvælstof efter døden i Mariager Fjord. Kommissionens beslutning er utrolig vigtig for både grund- og overfladevand.”

Da miljøminister Svend Auken langt om længe havde set EU-skriften på væggen, trak han den 25. november ’97 diskret sin egen og det danske landbrugs ansøgning om tilladelse til større nitratforurening tilbage. Godt, men samtidig trist, at han overhovedet kunne få sig selv til at forsøge…

En dejlig sommer…?

Det, der var en dejlig sommer for badegæsterne, blev en meget dårlig sommer for vandmiljøet i de indre danske farvande. Allerede i juli var der således problemer med giftige blågrønalger. I august døde Mariager Fjord, og der konstateredes massive iltsvind i Limfjorden, Isefjorden og det sydlige Lillebælt. I september kom så de giftige furealger på åbent hav. Tilsammen tre sikre tegn på massiv ubalance i de indre danske farvande.

Og så har vi endda i de sidste to år haft en rekordlav nedbør, der har bevirket mindre udvaskning af kvælstof end normalt. Derfor konkluderer Miljøstyrelsen efter sensommerens mange og store iltsvind følgende:

“Det generelle niveau for næringsstoftilførslerne til de danske havområder er så højt, at selv i situationer med relativt lav belastning vil ugunstige vejrforhold kunne give anledning til alvorlige iltsvindshændelser i fjorde og kystnære områder”.

Udtrykket “manden med leen” fik således en ny betydning her i 1997.

Steen Ulnits

(september ’97)

– er trist læsning for miljøbevidste danske lystfiskere.
Hvad forurening af vandmiljøet angår, rangerer Danmark på højde med østeuropæiske lande…

I 1995 lykkedes det endelig – efter mange og lange sværdslag – at få det eftertragtede EU miljøagentur hentet hjem til Danmark. Her ligger det så, fornemt placeret i en af de gamle bygninger i det indre København.

Men vi fik ikke kun det eftertragtede og velfortjente agentur. Med i købet fik vi desværre også det berømte og frygtede EU bureaukrati. Det oplevede jeg på egen krop, da jeg prøvede at få fat i agenturets første og hidtil eneste publikation – den, der sort på hvidt fortæller, hvor skidt det egentlig står til med de danske vandløb og søer.

Allerførst ringede jeg til oplysningen for at få nummeret på EU’s nye miljøagentur. – Det er der ikke, fik jeg at vide, – men prøv i stedet EU parlamentets kontor i samme by. Det gjorde jeg, og her kunne man da også fremskaffe det ønskede nummer.

Dernæst ringede jeg glad og forventningsfuld på det nye nummer – som man i parentes havde glemt af få i telefonbogen! – og fik fat i omstillingen.

– Kunne jeg få et eksemplar af den nye rapport?

Dyb tavshed. – Hvilken rapport? – Vi har rapporter i tusindvis, lød det i den anden ende af telefonen? Lettere forundret måtte jeg gøre omstillingen opmærksom på, at de altså endnu kun havde publiceret en enkelt, og at det derfor måtte være ret enkelt at finde frem til den…

– Et øjeblik, lød det så. – Jeg spørger lige en anden. Heldigvis var der i hvert fald én på miljøkontoret, der kendte til den enlige rapport, de indtil videre selv har produceret – “European Rivers and Lakes”.

– Du skal lige faxe navn og adresse over med angivelse af, hvilken rapport du ønsker, sagde den rare omstillingsdame. – Så hører du fra os.

Det gjorde jeg, efterhånden lettere irriteret over den langsommelige behandling. To dage efter kom så et stort brev fra EU’s miljøagentur i København – et brev indeholdende en formel ansøgningsblanket, som jeg skulle udfylde og returnere med samt en check på kr. 180,-!!

Nu gik så den vilde jagt på en, der havde et checkhæfte, så jeg ikke skulle stå i kø i banken for at bestille en check på det imponerende beløb. Det lykkedes heldigvis, og afsted kom checken.

Få dage senere dumpede så den digre og med farver forsynede rapport ind gennem brevsprækken. Endelig!

Beskæmmende læsning

Rapporten er beskæmmende læsning. Her gik man og troede, at Danmark på miljøsiden havde en førerposition. Det har vi jo gået og bildt os selv ind siden vi – som de første i verden – fik en vaskeægte miljølov. Det var i 1974, for mere end 20 år siden.

Siden da er meget forurenet vand løbet ud i havet. Også i Danmark. Og på trods af en miljølov, der er blevet kaldt “verdens bedste”. Problemet med miljøloven er helt enkelt, at den er en såkaldt “rammelov” – en lov, der ikke indeholder tekniske specifikationer af nogen art. I stedet udsender Miljøstyrelsen jævnligt vejledninger til amter og kommuner, men disse vejledninger er ikke bindende.

Den endelige fortolkning af miljøloven er således i høj grad overladt til amter og kommuner, som derfor i mange tilfælde administrerer loven meget forskelligt. Nogle amter er typisk mere “grønne” og progressive end andre, hvad miljøet angår. Miljøstyrelsen udsender dog også bindende cirkulærer og bekendtgørelser, som alle må efterleve.

Miljørapporten er baseret på analyse af mere end 500 vandløb og 1.500 søer fordelt over hele EU.

Af denne rapport fremgår det, at Danmark hører til den mest beskidte fjerdedel i Europa. Sammen med lande som Polen og Tjekkiet har vi de mest forurenede fiskevande! Fælles for disse lande – hvortil vi altså selv hører nu – er, at omkring halvdelen af vandløbene her får prædikatet “ringe” eller “dårlige”.

I Danmark er hele to ud af tre søer idag så forurenede, at de ikke kan leve op til EU-kravene. Vi er således kommet i skidt selskab – overhalet indenom af vore nabolande, der ikke taler store ord om miljøet, men som handler i stedet. Faktisk er der idag bedre fiskevande i Ruhr Gebiet end i vort lille og fredelige Danmark…

– Hvordan i alverden kan det være, at vi er kommet i så dårligt selskab?

Faktisk sidder der idag mange velmenende biologer og ingeniører og administrerer vandmiljøet i vore 14 amter. Men har de ikke den fornødne politiske opbakning, får de ingen penge at gøre godt med. Og får politikerne ikke af deres vælgere at vide, at de vil have et rent miljø, ja, så kommer sparekniven frem. Og da bliver miljøet taberen. Ris til egen røv, om man så må sige…

Der er dog i flere tilfælde en god forklaring på de dårlige resultater – menneskeskabte eller naturgivne forudsætninger, som ikke sådan lige er til at ændre, trods millionstore investeringer i nye og bedre rensningsanlæg. Okkerforurening i forbindelse med afvanding er et af disse problemer – gylle fra den voksende svineproduktion et andet.

Vandmiljøet afhænger af andet og mere end blot en effektiv spildevandsrensning. Vandmiljøet er mindst lige så afhængigt af et bæredygtigt landbrug.

Og et sådant har vi desværre ikke i dagens Danmark.

Steen Ulnits

Adskillige undersøgelser dokumenterer, at skarven er en hård belastning for vore fiskebestande. – Hvorfor gør myndighederne så intet ved sagen?

Skarven er en fugl, som har levet i Danmark siden stenalderen. En primitiv, men meget dygtig fisker, der trives godt i de lavvandede danske kystområder.

Mennesket har altid set skarven som en uønsket konkurrent, hvorfor bestanden gennem årene har været holdt hårdt nede. Så hårdt, at man i 1980 totalfredede fuglen herhjemme. Som værtsnation for en stor del af Europas samlede skarvbestand kunne man ikke bare se til, at der blev drevet jagt på en i andre lande udryddelsestruet fugl.

Skarven reagerede uhyre positivt på fredningen og blev igen en hyppig ynglefugl i Danmark. Desværre nærmest eksploderede bestanden i de følgende år. Fra at være borte som ynglefugl voksede den danske skarvbestand til 60.000 ynglende fugle. Hertil kommer et stort antal trækgæster sydfra, som får det samlede tal op på 150.000 skarver.

En så stor bestand er der ikke plads til i Danmark – det er både jægere, fiskere og mange andre mennesker, som har deres gang ved vore vande, enige om. De fleste ornitologer mener dog det modsatte.

Dygtige bundgarnstømmere

De mange skarver kan ses siddende overalt på landets bundgarnspæle, hvor de tørrer deres vinger. Og spejder efter mad! Netop fiskernes bundgarn har vist sig at være det rene tag-selv bord for skarverne, som er i stand til at tømme selv overdækkede bundgarn på forbløffende kort tid.

IFF i Silkeborg udførte i 1991 og 1992 undersøgelser, der viste, at 50-100 skarver er i stand til at tømme et bundgarn for 50 kg ørreder på mellem et og tre kvarter! En voksen skarv vejer omkring 2 kg, men kan alligevel fange og sluge ørreder på over 1 kg!

Men ikke nok med, at skarverne tømmer garnene for fisk, de kan spise. Skarven hugger også efter fisk, den slet ikke kan sluge. Således er det almindeligt at se torsk og ørreder på op til 4-5 kg med tydelige mærker i ryg og sider efter skarvens skarpe næb. Fisk, som ofte går til grunde af deres skader. Og fisk, som er usælgelige på markedet.

Det kan man ikke klandre skarven for. Sådan er dens natur – som en mår i et hønsehus. Skarven har et stærkt overlevelsesinstinkt, der får den til at hugge efter alt inden for rækkevidde. Og som altså kan udarte i en blodrus, når den udsættes for noget så kunstigt som et fyldt bundgarn.

Erhvervsfiskerne er derfor rasende over den store og støt voksende skarvbestand. Man kan regne sig frem til, at de mange skarver vægtmæssigt fanger flere fisk, end erhvervsfiskerne må ifølge deres kvoter!

Og skarven nøjes ikke med at spise skidtfisk, som det ellers ofte påstås. Alt ryger ned i maven på de sultne fugle – torsk, fladfisk, ål og ørreder, som jo alle er værdifulde spisefisk. En enkelt skarv havde endda specialiseret sig i en sådan grad, at der neden for dens rede fandtes ikke færre end 80 mærker fra udsatte ørreder!

Det kniber derfor allerede nu med mad til de alt for mange fugle i Horsens Fjord, hvor landets største koloni ligger. Den ligger på den lille Vorsø på fjordens nordside.

Glade for ørreder…

Her er skarven også kommet i søgelyset som en mulig årsag til, at der ikke kommer mere ud af de store udsætninger af laks og ørreder, som er foretaget i de seneste år. Såvel erhvervsfiskere som erhvervsdykkere kan her fortælle, at skarven holder meget af de næsten tamme og nyudsatte laksefisk.

På Vorsø yngler hvert år op imod 5.000 voksne skarvpar, der i snit får små 2 unger. Alt i alt omkring 20.000 skarver årligt! Det er så mange, at det nu kan mærkes på områdets fiskebestande og ørredvande. Således har Fiskeriministeriets biologer konstateret, atman i dette område kun får 20% af de genfangster, man er vant til andre steder i landet. De resterende 80% har skarverne taget sig af…

Der er i løbet af de sidste ti år sket en decimering af bundgarnsfiskeriet på Horsens Fjord. De forringede miljøforhold har givet en del af skylden – skarverne resten. I takt med den stigende bestand af skarver må fuglene nu trække længere og længere bort fra deres redepladser for at finde føde nok. En voksen skarv æder daglig et lille halvt kilo fisk – unger under opvækst endnu mere. Der skal således uhyggelig meget mad til for at holde liv i 150.000 sultne skarver – omkring 75 tons friske fisk hver eneste dag!

Det har betydet, at skarverne nu også findes langt inde i landet – ved søer og vandløb, hvis begrænsede fiskebestande næppe tåler denne belastning. Fra Irland ved man, at skarver har været i stand til opfiske en hel bestand af lakseungfisk i et enkelt vandsystem. Det har videnskabelige undersøgelser vist.

Og fra flere danske søer forlyder det nu, at skarverne er endog meget hårde ved ikke mindst aborrerne. Denne melding lyder fra blandt andet Glenstrup Sø i Jylland og Esrum Sø på Sjælland. Sidstnævnte sted er der ikke taget højde for det indhug i fiskebestanden, som skarverne gør, da man gav den nu gældende tilladelse til trawlfiskeri på søen.

Skarvernes effekt på søernes fisk dog endnu ikke klarlagt videnskabeligt.

Dygtige ornitologer

– Hvorfor får den danske bestand af skarver da lov til at formere sig så uhæmmet, som tilfældet er? Den er jo ikke længere nogen truet art, som den var før fredningen. Idag er det jo nærmere skarven, der udgør en trussel for andre arter.

Såmænd fordi der i Skov- og Naturstyrelsens Naturovervågningskontor sidder et antal dygtige ornitologer, som dyrker deres egne interesser – fugle. Som ønsker, at skarven skal formere sig ukontrolleret som hidtil – helt uden at se på de skadelige konsekvenser af denne udvikling for det øvrige miljø.

I en pressemeddelelse udsendt sidst i 1992 lød det samstemmende fra Danmarks seks fiskeriforeninger, at man anbefaler de store marine fiskeudsætninger stoppet, så længe skarvbestanden fortsat er fredet. At man hensætter midlerne fra fisketegn og garnlicenser til senere brug, da de ellers vil være spildt.

“Skal havets rigdomme reserveres til fuglefoder i stedet for at blive anvendt som værdifuld føde for mennesker?”

Sådan sluttede de seks fiskeriforeninger deres pressemeddelelse. Og faktisk er der siden da ikke sket noget nævneværdigt for at regulere skarvbestanden. Man har ganske vist prikket nogle æg, men blot med det resultat, at skarverne lagde nogle nye. Eneste markante resultat er nogle kedelige eksempler på selvtægt – utvivlsomt forårsaget af mangelen på konkrete tiltag fra myndighedernes side.

Nu kan så sportsfiskerne også tilslutte sig koret af klagende naturbrugere, der gerne så skarvbestanden reduceret til et bæredygtigt niveau. For nu er der ikke længere tvivl om, at skarven har skylden!

Skarven skal naturligvis have lov til at være her, som den altid har været det. Men skal det være for enhver pris?

Steen Ulnits

Efterskrift: Den 30. juli 1997 blev skarven så langt om længe fjernet fra EU’s såkaldte “rødliste” over truede arter.

Skarven blev dog ikke gjort jagtbar. Der kan nu søges om dispensation til at skyde skarv, hvor det skønnes nødvendigt – eksempelvis ved udsætninger af fisk. Og skarven må stadig skydes i umiddelbar nærhed af opstillede bundgarn.

Endelig tyder de seneste tal på, at skarvbestanden i Danmark nu langt om længe har stabiliseret sig.

Mens vi snakker om havørreder og laks i den hjemlige andedam, tømmer kolossale fabriksskibe verdenshavene for fisk.

Verdens fiskeri er i dyb krise, og årsagen er enkel: For få fisk til for mange fiskere.

Danske erhvervsfiskere klager over formindskede fiskekvoter, når de nu allerede har ophugget en stor del af fiskeflåden. De glemmer blot, at selv om antallet af aktive skibe er faldet drastisk, så er den samlede tonnage samtidig steget!

Fiskerflåden består således af færre, men stedse større skibe. For ikke så forfærdeligt mange år siden så man kun hyggelige små fiskekuttere, som stævnede i havn med lasten fuld efter én eller flere dages fiskeri. Oftest kystnært – sjældnere langt til havs.

Idag sker fiskeriet fra stedse større trawlere og fabriksskibe, der arbejder længere og længere fra land. Og som stort set aldrig er i havn mere. De er nemlig blevet så store og dyre, at de nødvendigvis må fiske hele tiden. Ellers kan de millionstore investeringer ikke forrentes…

Fødekonkurrenter

Ifølge FN-organisationen FAO spiser hver enkelt at Jordens beboere årligt 13 kg fisk. I mange udviklingslande som et livsnødvendigt proteintilskud – i de fleste vestlige industrilande en ren luksusspise. Japanerne er dog en markant undtagelse, idet hver japaner årligt spiser 66,7 kg fisk…

FAO konkluderer i en ny rapport, at alt for stor en del af verdens årlige fiskefangst på omkring 100 millioner tons går til spilde eller bruges til foderproduktion. Idag går omkring 70 millioner tons til menneskeføde – et tal, der skal øges til 90 milloner tons, hvis hvert enkelt menneske også i år 2010 skal kunne få sine 13 kg årlige fisk.

FAO udtaler også, at verdens produktion af opdrættede fisk og skaldyr må stige meget, hvis verdens behov fremover skal kunne dækkes. Men FAO har ikke taget biologien i ed, for hvor skal alt fiskefoderet komme fra?

Fra selvsamme hav, der brødføder vildfiskene! I havet lever vildfiskene af ikke mindst småfisk som sild, brisling, tobis og lodde med flere, som alle fiskes kommercielt. Det er de såkaldte “skidtfisk”, der anvendes i fiskemelsindustrien til fremstilling af – fiskefoder!!

Det er fiskebestande, som idag fiskes så hårdt, at de flere steder er truede. Tænk blot på, hvordan det lykkedes erhvervsfiskeriet at udfiske en vigtig fødefisk som lodden oppe i Barentshavet.

Som tommelfingerregel bruges der 2,5 kg “skidtfisk” til produktion af 1 kg fiskefoder af høj kvalitet. Og selv om fiskeopdrætterne bliver dygtigere og dygtigere til at lave foder om til fisk, så kræves der stadig mere end 1 kg foder til at producere 1 kg fisk. Fiskeopdræt er altså ikke svaret på verdens fødevareproblemer. Tværtimod er fiskeopdræt med til at gøre problemerne større endnu!

Det er samtidig næsten tragikomisk at tænke på, hvordan vildfisk og tamfisk på denne måde konkurrerer om den samme føde. Et storstilet fiskeopdræt kræver foder, der fremstilles af selvsamme fødeemner, som vildfiskene ernærer sig af. Et støt stigende fiskeopdræt vil derfor uvægerligt tære på vildfiskenes føderessourcer og således på længere sigt underminere fiskeriet…

Flydende fabrikker

Det bliver ikke let at dække verdens fremtidige behov for fisk. Til trods for, at verdens samlede antal fiskefartøjer er noget nær fordoblet i løbet af de seneste 20 år, har den totale fangst været stedse faldende – ganske enkelt på grund af overfiskeri.

Desværre kan man ikke blot give fiskerierhvervet skylden. De enkelte landes regeringer medvirker også ivrigt til at save den gren over, de selv sidder på – via enorme støtteordninger, hvis lige kun kendes fra landbruget. Et par kolde tal fortæller alt:

Verdens erhvervsfiskere tjener årligt omkring 400 milliarder kroner på deres hverv. Uheldigvis koster det dem hele 700 milliarderkroner at tjene disse 400. De sidste 300 milliarder kommer i form af statstilskud – som subventionering af det tiltagende overfiskeri!!

Det massive statstilskud holder kunstigt live i en fiskerflåde, som er alt for stor til den nuværende fiskebestand. Det har også medvirket til udviklingen fra de små lokalsamfunds beskedne fiskerbåde og frem til industrilandenes gigantiske flydende fabrikker, som ofte er mere end 100 m lange. Som kan have op til 100 mand store besætninger. Og som slæber trawl, der i regelen er mere end 100 m brede. Eller sætter garn og langliner, der måler kilometer efter kilometer…

Disse flydende fabrikker fanger fiskene, renser dem, filetterer dem og fryser dem ned eller henkoger dem – klar til levering inde på land. Fabriksskibene kan derfor være til havs i flere måneder af gangen. Og så fisker de – helt tilfældigt – næsten aldrig i egne farvande. Dem har de jo for længst selv tømt!

I stedet indgår man studehandler med fattige U-lande, som ikke selv er i stand til at fange deres fisk. Disse landes (ofte korrupte) regeringer modtager så penge som kompensation for det rovfiskeri, der nu indledes fra de flydende fabrikker. En meget ond cirkel er i gang – en udvikling, der først stopper, når der ikke er flere fisk tilbage. Så sejler fabriksskibene videre til næste U-land…

En anden mulighed er fiskeri i internationalt farvand, hvor der jo principielt ingen love gælder. Her er der således nogenlunde frit slag, indtil man også her har fisket havet tomt og må drage videre. “Nogenlunde”, idet man for nylig oplevede noget ganske nyt, nemlig opbringning af et fabriksskib i internationalt farvand.

Det skete, da Canada i foråret opbragte et spansk skib, som fiskede helt legalt uden for den canadiske 200 sømilegrænse. Årsag: Det spanske skib drev rovfiskeri på unge hellefisk, som senere ville være indgået i det canadiske erhvervsfiskeri – som voksne og kønsmodne fisk. Dækket flød med fintmaskede net og små hellefisk, da skibet blev bordet af den canadiske kanonbåd…

Handlingen vakte international opstandelse, men Canada stod fast. Man ville statuere et eksempel til efterfølgelse – på trods af international lov og ret. Her lod man – vist for første gang i verdenshistorien – hensynet til en truet fiskebestand gå forud for juraen!

Massive bifangster

Da Det Internationale Havforskningsråd (ICES) i september ’95 holdt konference, samledes omkring 500 af verdens fremmeste havforskere i Ålborghallen for at drøfte havmiljøet. ICES en forkortelse for International Council for the Exploration of the Sea, der har eksisteret siden 1902. Rådets19 medlemslande skal fortrinsvis søges rundt om Nordatlanten og Østersøen.

Emnerne på konferencen spændte vidt – fra tømning af ballasttanke med uønskede dyr og planter til udvikling af nye og mere selektive garn. Der er nemlig en udbredt enighed om, at de nuværende garn er helt utidssvarende. De er uselektive og tager derfor alt, der måtte komme forbi – det være sig fisk, fugle eller pattedyr. Ønskede såvel som uønskede – legale såvel som illegale.

ICES, som alle årene har haft hovedsæde i København, henstillede derfor til medlemslandene, at de omgående sætter ressourcer af til udvikling af mere selektive garn, der kun fanger, hvad de skal. Som er specielt designet til at fange de fiskearter, der pt. er åbne for fiskeri jævnfør tildelte kvoter.

På vore breddegrader udgør den uønskede bifangst, som må hældes ud igen – død efter at være mast i trawlet – mindst 25%. Sandsynligvis langt mere, da det kolossale spild jo ikke er noget, erhvervsfiskerne selv ønsker at reklamere med…

I nogle former for erhvervsfiskeri er bifangsterne endog flere gange større end den ønskede hovedfangst. Eksempelvis varierer bifangsterne under rejefiskeri ofte mellem 100 og 800% af hovedfangsterne. Det vil sige, at for hvert ton ønsket fangst (rejer) får man 1-8 tons uønsket bifangst (fisk)…

Masser af marsvin…

I 1991 fandt man omkring 200 døde marsvin alene på den jyske vestkyst. Disse fund gav startskuddet til en undersøgelse af bifangsterne af marsvin i garn.

En rapport fra ’94 udarbejdet af Danmarks Fiskeri & Havundersøgelser konkluderede efterfølgende, at antallet af døde marsvin i danske garn årligt andrager mellem 5.000 og 8.000 styk! Nu regner man derfor med, at mange af de dødfundne marsvin først har været en tur i et garn, inden de er blevet smidt ud igen.

Man har i mange år regnet med, at den samlede bestand lå helt nede på 25.000 eksemplarer. Men tager man den uventet store bifangst i betragtning, må bestanden være en god del højere. Ellers var den for længst blevet udryddet af garnene, hvilket den jo ikke er.

Men det ændrer ikke på den kendsgerning, at alt, alt for mange marsvin lider druknedøden i danske garn. 6.-7.000 marsvin kvæles hvert eneste år. De tynde monofile netmasker kan marsvinet ikke registrere med sit ellers så følsomme sonarsystem. Derfor svømmer den lukt i garnene, får sig viklet ind og lider druknedøden.

Det er specielt garn, som er sat efter stenbider, pighvar, torsk og kulmule, der er farlige for marsvinene. De går ofte i garnene, når de forsøger at sætte tænderne i de fisk, som allerede sidder fast i netmaskerne. Så klapper fælden.

Man kunne fristes til at sammenligne marsvinene med delfinerne, som jo på det nærmeste reddede tunfisken i Stillehavet. Da det først blev kendt, at delfiner i tusindvis døde i de kilometerlange drivgarn – fortrinsvis sat af japanske fiskere i internationalt farvand – da blev dåsetun pludselig meget lidt populært, ja nærmest ildeset. Japansk dåsetun blev helt enkelt boykottet på grund af delfinerne!

– Kunne man forestille sig, at forbrugerne herhjemme på tilsvarende vis ville boykotte fisk fanget af danske garnfiskere?

Næppe. Det er jo ulig meget lettere at forarges over noget, der foretages af japanske fiskere langt ude på Stillehavet – mange tusinde kilometer fra Brugsens frysedisk og de sorte fisk nede på havnen…

Destruktion

Et helt andet problem, som ganske vist er relateret til garn, men som ikke drejer sig om uønskede bifangster, er den helt absurde destruktion af prima konsumfisk, der – på grund af stor tilgang – ikke opnår mindsteprisen. De bliver oversprøjtet med gul farve og ender deres dage på fiskemelsfabrikken. Fordærvede fisk oversprøjtes i stedet med rød maling.

Alt i alt blev der i ’95 destrueret 28.997 tons sild, 3.791 tons torsk, 995 tons kuller, 180 tons kulmule, 179 tons hvilling, 176 tons sej, 115 tons makrel, 85 tons lubbe, 73 tons ising, 68 tons rødspætter og 44 tons skrubber. Hertil mindre mængder af diverse arter.

Totalt blev der i ’95 destrueret 34.831 tons fisk mod “kun” 32.589 tons i ’94. Det svarer omtrentligt til mellem 1/5 og 1/6 af den samlede årsfangst…

Eneste løsning på dette problem er et totalforbud mod destruktion af fisk, der – uanset årsag – ikke opnår mindsteprisen. Alt andet vil være uanstændigt og aldeles ude af trit med det øvrige samfund her på vej mod år 2000, hvor vi snakker økologi og bæredygtighed snart sagt hver eneste dag.

Men det er langt fra sikkert, at et forbud mod destruktion vil virke på fiskerierhvervet, der efterhånden er kendt for at omgås regler og bestemmelser efter forgodtbefindende. I oktober ’97 konstaterede de norske myndigheder således, at der var dumpet omkring 1.000 makrel i Nordsøen nær en af Statoils rørledninger ved Stavanger.

De norske regler siger, at hvis en båd fanger så meget, at den ikke selv kan bringe fangsten i havn, så skal den laste fangsten på andre både. Men da makrellerne ikke havde nogen stor handelsværdi netop da, valgte de norske fiskere altså at dumpe 1.000 tons fuldgode makreller i Nordsøen – trods reglerne…

Fjernede man enhver form for statsstøtte til fiskeriet, ville antallet af og størrelsen på de enkelte fiskeskibe i løbet af få år falde til et niveau, der kan understøttes af alverdens fiskebestande. – Men kan politikerne finde ud af det?

Svaret blæser ikke i vinden. Det ligger i stedet godt gemt ude på de største havdybder – i internationalt farvand…

Steen Ulnits

Under denne titel afholdt Teknologirådet for nylig en høring
om fremtidens erhvervsfiskeri og fiskemetoder.
Et lille kig på de mange indlæg for om muligt at lodde stemningen…

Som lystfisker må man ofte tage sig til hovedet, når man ser, hvordan erhvervsfiskeriet hærger med trawl og garn. Tilsyneladende fisker man bare, til der ikke er flere fisk at fiske efter. Derefter flytter man til andre områder eller nye fiskearter.

Men sådan ser erhvervsfiskerne naturligvis ikke situationen. De mener ofte, at der er rigeligt med fisk at fiske efter – at hele problemet udelukkende skyldes fiskeribiologerne, som ikke aner, hvad de snakker om.

Fiskeribiologerne derimod undskylder sig med, at fiskekvoter i høj grad bestemmes af politikerne – og at biologerne kun kommer med råd og forslag til ressourcens forvaltning.

Beskyldningerne fyger således gennem luften med regelmæssige mellemrum, og diskussionerne er kun sjældent frugtbare. Det tog Teknologisk Råd konsekvensen af, da man i november sidste år indkaldte til en såkaldt “konsensuskonference” i Landstingssalen på Christiansborg.

I oplægget til konferencen havde Teknologirådet inviteret 10 fiskere og 10 lægfolk til at stille spørgsmål om fremtidens fiskeri. Oplægget lød: – Hvordan står det til med havmiljøet? – Hvordan kan vi i fremtiden forvalte havets fiskeressourcer? – Hvilke typer fisk og fiskeri skal vi satse på? – Hvordan skal fiskeriteknologien være? – Hvilken fremtid tegner der sig for fiskerierhvervet og de lokale fiskersamfund?

Det var spørgsmål som disse, Teknologirådet håbede at få svar på under den tre dage lange konference.

Mange indlæg

Konferencen bød på indlæg fra en lang række folk og institutioner med tilknytning til eller interesse for fiskerierhvervet.

Af deltagere kan nævnes Landbrugs- og Fiskeriministeriet, Landbrugs- og Fiskerirådet, Skov- og Naturstyrelsen, Roskilde Universitets Center, Nordsøcenteret, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks Fiskeriforening, DIFTA, Forbrugerrådet samt mange andre.

Formålet med konferencen var at søge enighed om fremtidens brug af vore fiskebestande – på et bæredygtigt grundlag, som også forbrugerne kan leve med. Som ikke kun styres af fiskerierhvervet selv.

På listen over interessegrupper finder man Danmarks Naturfredningsforening (DN), som fremkom med et vægtigt og grundigt gennemarbejdet indlæg. Netop erhvervsfiskeri (og landbrug) er noget af det, som DN tillægger stor betydning i årene fremover.

Af uforklarlige årsager var Danmarks Sportsfiskerforening (DSF) slet ikke repræsenteret i ekspertpanelet, men måtte finde sig i at sidde på tilhørerpladserne – sammen med Fisk & Fri. DSF’s manglende repræsentation kan man som lystfisker godt undre sig en hel del over.

Mange undskyldninger

Der var almindelig utilfredshed med fiskeribiologernes lange behandlingstid af resultaterne fra deres undersøgelser – dem, der siden lægges til grund for udarbejdelsen af EU’s altid omdiskuterede fiskekvoter.

Biologerne selv forsvarede sig med, at hele det politiske system fungerer uhyre trægt. Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) kunne fortælle, at EU politikerne ofte står med halvandet år gamle resultater og vurderinger, når de skal fastlægge kvoterne. Hvilket naturligvis er absolut utilfredsstillende for alle parter.

– Havbiologernes forskningsmæssige indsats er imidlertid kun en del af det samlede system – selve behandlingen af fangsttal fra fiskerne og de biologiske observationer, der foretages, kan normalt gennemføres på tre måneder.

-Men herefter skal informationerne vurderes af de øvrige EU lande samt internationale fiskerikommissioner, hvilket kan tage lang tid.

– Vil man have den biologiske rådgivning til at fungere bedre, må man vurdere hele processen under et og samtidig være klar til at stramme de forskellige administrative og politiske arbejdsgange markant op, lød forsvaret fra DFU.

Havbiologerne er også vant til bemærkninger om, at de jo bare kan tage med fiskerne ud at fiske – så skal de få fisk at se. Som om det var noget argument for, at fiskeriet burde gives frit.

Det er jo ikke nok, at der er godt med store fisk at fange, hvis ikke de yngre årgange også er til stede i rigeligt antal. Det er et af de forhold, som fiskerne gennem årene har haft endog meget svært ved at forstå. Det er jo de yngre fisk, der skal sikre fremtidens fiskeri – og de gamle fisk, der skal sørge for dem!

Endelig snydes der jo med kvoterne, så de fangstindberetninger, der er med til at danne grundlag for kommende kvoter, ikke er i overensstemmelse med sandheden og de faktiske forhold.

Det er således ikke let at være fiskeribiolog i vore dage – klemt som en lus mellem to negle. Af fiskerne på den ene side og politikerne på den anden…

Økofisk eller plukfisk?

Debatten fokuserede også på kvaliteten af de landede fisk. I den senere tid har der jo været mange eksempler på “friske” fisk, der bestemt ikke viste sig at være friske i fiskehandlerens frysedisk. Et forhold, der blandt andet skyldes lang transporttid og dårlig opbevaring.

Landbrugs- og Fiskeriminister Henrik Dam Kristensen har i et interview udtalt følgende vise ord om sagen:

– I Danmark er der ikke mange steder, hvor der er meget mere end 50 km til havet. Alligevel er det overordentlig vanskeligt at købe en frisk fisk…

Fiskerne selv ser gerne en kvalitetsmærkning af de fangede fisk – med oplysninger om fangstmetoder og behandling af fiskene ombord. Forbrugerne ser gerne dette udvidet til også at omfatte datomærkning og oplysninger om selve fangststedet. Så kan man bedre selv afgøre, om man vil købe den fangede fisk.

Man har talt om at indføre et særlig “økofisk” mærke til fisk fanget på økologisk facon – hvad så end det må indebære. Muligheden er dog til stede, idet Folketinget i efteråret ’96 netop vedtog en såkaldt økologiaftale, som gør det muligt at mærke varer, som er fanget eller fremstillet under økologisk betryggende forhold.

Problemet er imidlertid, at alle naturligt levende fisk – havets vildfisk – i princippet er økologiske. Men skal en fremtidig fisk kunne bryste sig af “økofisk” mærket, så skal også en lang række andre krav være opfyldt. Så skal den være fanget under bæredygtigt fiskeri med korrekte fiskemetoder, og den skal behandles og opbevares under klart definerede forhold.

Der bliver i så fald næppe mange “økofisk” blandt dem, der har ligget nederst i et af de kæmpetrawl, vore dages effektive erhvervsfiskere benytter. De er i regelen mast til plukfisk allerede før ombordtagningen…

Samtidig får kritiske forbrugere mulighed for at boykotte eksempelvis muslinger fisket i Limfjorden, hvor de tunge skrabere ødelægger ålegræssets muligheder for atter at etablere sig. Ikke nogen dårlig ting set med kritiske lystfiskerøjne…

Flere restriktioner, tak!

Danmarks Naturfredningsforening havde en klart formuleret politik med for fremtidens erhvervsfiskeri. Det viser blandt andet følgende uddrag fra deres indlæg på konferencen:

– Hvor man tidligere alene hørte om rundfisk og hvidfisk, dukkede der pludselig beretninger op i pressen om store landinger af sorte og grå fisk.

Kreativ omgang med fangststeder i logbøger og fiskere bragt for retten blev hverdagskost, som satte fokus på fiskeriet, og dermed også på dets vilkår og hvordan det drives.

Miljøorganisationerne begyndte at blande sig – sommerens tobisaffære fik jo om ikke andet så sat fiskeri på dagsordenen…

– Det billede, der tegner sig i offentligheden af fiskeriet, er mildest talt forstemmende:

Stort set alle konsumarter er overfiskede – adskillige, så de er uden for sikre biologiske grænser. I Nordsøen kan vi blot nævne makrel, rødspætte, sild og torsk.

Der er et enormt ressourcespild i udsmiddet (discarden), som jo omfatter uønskede bifangstarter – arter, hvor kvoten er opfisket, og små fisk, der skal give plads for store til bedre pris.

Kvoterne omgås i stor stil, og sammen med discardens størrelse bidrager det til at svække datagrundlaget for biologernes bestandsvurderinger.

– Hollandske undersøgelser har f.eks. vist, at for hvert kg salgbar fisk landet af en bomtrawler er der dæbt 10 kg ikke salgbar fisk og i snit 6 kg andre bunddyr. Det er ikke fiskeredskaber – det er ødelæggelsesredskaber, og de bør forbydes.

I almindelighed gælder, at jo mere passivt et redskab er, desto mere skånsomt og selektivt er det, og jo mindre energi kræver anvendelsen af det. Dette peger i retning af, at det er de store fartøjer, som fisker ved hjælp af stor maskinkraft, der skal ud af fiskeriet – selv om de er nok så effektive. Og at der i stedet skal satses på skånsomme fiskemetoder fra mindre fartøjer.

En sådan strategi vil samtidig bidrage til at fastholde lokale arbejdspladser og holde liv i små fiskerihavne.

Sådan sluttede indlægget fra Danmarks Naturfredningsforening, som tydeligvis er med helt fremme, når det gælder konstruktive forslag til et fremtidigt bæredygtigt fiskeri.

Som lystfisker kunne man blot ønske sig, at Danmarks Sportsfiskerforbund ville melde lige så klart ud.

Steen Ulnits