Forfatterarkiv: Steen

Garndøden III

Man ser ofte fiskeri delt op i kommercielt fiskeri på den ene side og rekreativt fiskeri på den anden. Men den opdeling er der ingen fremtid i!

Se video af garnafbrændingen!

Man ser ofte fiskeri delt op i kommercielt fiskeri på den ene side og rekreativt fiskeri på den anden. Kommercielt er det, når man fisker for at sælge fangsten og dermed leve af fiskeriet. Rekreativt fiskeri er i stedet det, man driver for sin fornøjelses skyld – uden at der er penge involveret.

Men rekreativt fiskeri er ikke bare rekreativt fiskeri. Det er set med fiskeribiologiske øjne uhyre afgørende, hvilke redskaber man fisker med. Ikke alle redskaber fisker ens – ikke alle redskaber kan gøre eller gør samme indhug eller skade på bestanden.

Som fiskeribiolog må man derfor se på, om der bruges faststående redskaber eller stang og line. For fiskeribiologen – og fisken for den sags skyld – er det flintrende ligegyldigt, om fisken fanges på kommerciel eller rekreativ vis!

Ikke alle redskaber er således lige farlige for vore fiskebestande, og rekreativt fiskeri bør derfor udspecificeres i stedet for at skæres over én kam. Det må skilles op i faststående og selvfiskende redskaber på den ene side og stang og line på den anden.

Fritidsfiskerne kræver ofte, at også det rekreative fiskeri med stang og line indskrænkes eller sågar forbydes, når deres garn og ruser pålægges nye restriktioner. Og vi lystfiskere har længe været indstillet på at yde vores, når fritidsfiskerne må holde igen med deres redskaber.

Sådan bør det ikke være fremover. Fremover bør redskaber og restriktioner vurderes ud fra de enkelte fiskemetoders reelle effekt på fiskebestandene. Og da vil der kun sjældent være belæg for også at forbyde det rekreative fiskeri med stang og line, når garn og ruser indskrænkes af hensyn til fiskebestandene og deres frie vandringer.

Biologisk begrundelse

Når Gudenå-smolten passerer gennem Randers Havn om foråret, er det helt naturligt at alt fiskeri med stang og line forbydes – så ungfisk af laks og havørred kan slippe uskadt ud i fjorden. Ingen kunne vel drømme om, at garn- og rusefiskere så skulle pålægges tilsvarende restriktioner i samme tidsrum? Næppe.

Det omvendte bør derfor også gælde. Ingen kunne vel heller drømme om, at alt stangfiskeri efter laks og ørred på Randers Fjord skulle indstilles, når smolten passerer og bundgarnsfiskerne må sænke deres øverste rader?

Vi lystfiskere må derfor holde op med at være tossegode og afgive vore sysler, blot fordi fritidsfiskerne – af veldokumenterede fiskeribiologiske årsager – må skære ned i deres. Vi skal naturligvis holde igen, når der er biologisk belæg for, at vore aktiviteter med stang og line skader ungfisk eller gydefisk.

Men vi skal ikke give afkald på noget, bare fordi der er et biologisk baseret behov for reduktion i antallet af faste redskaber og udvidelse af fredningszoner for samme. Det er to helt forskellige ting – noget, man længe har vidst i USA og Canada. Og noget, vi må til at indse også herhjemme – hvis altså det rekreative fiskeri skal have en fremtid for flest mulige.

Vi må i den forbindelse ikke glemme, at der ifølge Gallup idag er omkring 650.000 lejlighedsvise lystfiskere – en stigning på omkring 100.000 i forhold til en tidligere undersøgelse fra 1994. Dette skal sammenholdes med et stort set uændret tal på kun godt 30.000 fritidsfiskere, der foretrækker garn og ruser i stedet for stang og line.

Undersøgelser viser jo også, at omkring 90% af af alle havørreder idag ender deres dage i et garn – trods de relativt få garnfiskere. Det er ikke nogen rimelig eller holdbar fordeling af ressourcen.

“Udsmiddet”…

Enhver, der har været med ude at røgte garn og ruser, ved, at der er et kolossalt spild – i form af uønskede eller ulovlige bifangster, som ikke kan genudsættes i levedygtig tilstand.

De fleste kender idag til de mange ulemper ved de tynde og næsten usynlige monofile nedgarn. Undermålsfisk og fredede fisk, som har fået skadet slimlaget og som derfor bukker under for svampe- og bakterieinfektioner efter genudsætningen. Eller som har kæmpet sig selv til døde i netmaskerne.

Flere og flere kender også til de meget uheldige bifangster af fugle og havpattedyr i nedgarnene. Det såkaldt “rekreative” fiskeri med nedgarn dræber således mere – i form af uønskede bifangster eller fredede fisk – end det fanger af lovlige og ønskede fisk. Man burde derfor gøre som erhvervsfiskerne – tale om “udsmiddet”, også når det drejer sig om fritidsfiskeri.

Der bør fokuseres langt mere på dette “udsmid” fremover – på den samlede og reelle skadelige effekt ved fritidsfiskeriet med garn og ruser. Der findes idag ingen undersøgelser, som kan dokumentere, hvor stort dette spild egentlig er. Sådanne undersøgelser bør derfor iværksættes snarest!

Det er klart, at man må tolerere et større spild og en vis grad af uønskede bifangster, når det drejer sig om decideret erhvervsfiskeri – med eksport, arbejdspladser og skattekroner for øje.

Men det er ikke rimeligt at anlægge samme tolerance over for et rekreativt fiskeri, som dels ikke er nødvendigt for samfundet, dels kun udøves af relativt få mennesker og dels indebærer et stort spild. Et fritidsfiskeri med erhvervsmæssige redskaber, som tillige indebærer en ukendt, men ikke ringe grad af sorte penge og urimelig konkurrence med fiskerierhvervet.

Det er forhold, som på flere måder gør fritidsfiskeriet decideret skadeligt for samfundsøkonomien. Og forhold, der nødvendiggør et universelt omsætningsforbud for fisk fanget af andre end registrerede erhvervsfiskere. Kun fritidsfiskere, som sælger deres fisk sort, kan være imod et sådant forbud, der vil værne om fiskebestandene og dermed være til gavn for flest mulige.

– Rekreative ruser…?

Ruser betragtes i sammenligning med nedgarnene ofte som skånsomme, fordi fiskene jo blot holdes indespærret. Fordi de ikke sidder fanget direkte i netmaskerne.

Men ruser er langt fra skånsomme. Enhver, der har været ude at røgte ruser i sommerhalvåret, vil vide dette: Ruserne er fulde af små og store fisk, hvoraf mange allerede er døde – efter kun få timers indespærring. Døde af stress i det trange rum eller af iltmangel på det lave og varme vand. Eller hakket til døde af måger og skarver, når de ikke kan slippe væk.

Masser af småfisk – typisk hundestejler, kutlinger og ålekvabber – sidder fast i de små netmasker, som var det et nedgarn. Og de er døde – til ingen verdens nytte – gået totalt til spilde.

Såvel småfisk som konsumfisk bliver på kort tid ædt eller gjort uspiselige af krabber, som invaderer ruserne og tager for sig af de hjælpeløse fisk. Bliver ruserne ikke røgtet regelmæssigt, tager krabberne sig af stort set alt levende. Ét stort spild af værdifuldt fiskekød, altså.

Loven foreskriver, at ruser og garn røgtes forsvarligt – regelmæssigt og så ofte, at fredede eller undermålsfisk kan genudsættes i levende tilstand. Det forhold er der imidlertid ingen, som har en jordisk chance for at kontrollere. Ingen kan jo se, hvornår et garn eller en ruse er sat.

Endelig er der jo vejret, som også må tages i ed. Dårligt vejr med blæst og bølger kan hurtigt gøre det såvel uforsvarligt som umuligt at røgte sine redskaber, som derfor kan stå ude i flere dage uden røgtning. Alt vil da være dødt og råddent, når vejret endelig tillader, at garnene røgtes.

Ruser, der sættes i Vadehavet er værre endnu. De sættes typisk ved lavvande, hvor de kan vades ud. Og røgtes igen ved næste lavvande. Fiskene går i rusen med det indkommende højvande – og kvæles, når ruserne igen tørlægges. Her er der således ingen mulighed for genudsætning af undermålsfisk eller gydefisk eller fredede fisk i levedygtig stand. De er døde i det øjeblik, de entrer rusen…

Essensen af ovenstående må ganske enkelt være, at man ikke kan fiske rekreativt med erhvervsmæssige redskaber. De bør forbeholdes erhvervsfiskerne. Det rekreative fiskeri må fremover ske med stang og line – som det allerede sker i fremsynede lande á la USA og Canada med flere.

Først da kan rekreativt fiskeri blive til et positivt bidrag til samfundet og ikke et ensidigt negativt forbeholdt de få. Først da kan det rekreative fiskeri blive til glæde for de fleste!

Se video af garnafbrændingen!

Steen Ulnits

(november ’97)

Relaterede artikler:

Vandkraft I

Den store naturkamp er i gang. – Men er det natur eller kultur, vi taler om og ønsker at bevare? Og er vandkraft så ren en energiform, som mange tror?

De fleste danskere er idag enige om, at naturen er noget, der skal bevares for eftertiden – noget, vi har fået overladt af vore forældre, og som vi skal aflevere til vore børn i samme eller helst bedre stand.

– Men hvad er det egentlig, vi taler om, når vi siger “natur”? – Er det virkelig natur, eller er det ikke ofte “kultur” i stedet? Faktum er, at vor største interesseorganisation herhjemme – Danmarks Naturfredningsforening – regelmæssigt tager fejl af begreberne og fremmer kultur frem for den “ægte vare”, naturen.

Nu skal det først og fremmest slås fast, at vi i Danmark stort set ingen oprindelig natur har tilbage. Så Danmark ud, som naturen ville det, var hele landet dækket af tæt skov. Den skov ryddede vi i sin tid – med heden som resultat i Vestjylland.

Mange tror – måske på grund af H.C.Andersen – at netop den danske hede er et naturligt fænomen. Vor store digter skrev jo: “Skynd dig, kom, om føje år heden som en kornmark står”. Nej, heden er i stedet det synlige resultat af skovrydningen på sandede jorde. Et del af dagens danske kulturlandskab.

Danmark, som vi kender det idag, er således et kunstprodukt – formet og skabt efter danskernes forgodtbefindende. Et land, hvis nuværende udseende primært skyldes et veludviklet landbrug med et stort og næsten frem til idag stigende behov for jord til dyrkning. Det samme landbrug, som vi kan takke for vore mange og snorlige regulerede åløb. Og for den medfølgende okker-forurening i specielt det sydlige og vestlige Jylland.

Ret skal dog være ret, og vi kan ikke give landbruget skylden for al dårligdom i dette land. Tag vandkraften som et godt eksempel. Vandkraften, der alle dage er blevet betragtet som en “grøn” energiform – som noget forureningsfrit og dermed positivt. Her er der ingen svovlsur regn fra kulkraftværkernes elproduktion, ingen rygende skorstene, intet radioaktivt udslip eller forurenet spildevand at pege fingre af. Og dog…

Vandkraften

Tidligt i elektricitetens historie – i perioden mellem Første og Anden Verdenskrig – satsede man her i landet på netop vandkraften. Industrialiseringen af landet var i fuld gang, og til det formål manglede man elektricitet. Et begreb som “forsyningssikkerhed” var ganske naturligt i højsædet efter krigens magre år, og vandkraften var jo som producent af elektricitet dejligt uafhængig af forsyninger udefra.

Rundt omkring i landet skød større eller mindre vandkraftværker op – med Tangeværket ved Gudenåen og Karlsgårdeværket ved Varde Å som de største og mest kendte. Som landets længste vandløb blev Gudenåen begavet med mange mindre værker i tilgift til Tangeværket – landets største vandkraftværk.

Dengang producerede disse værker en meget stor del af landets samlede elforbrug. Tangeværket leverede således alene mere end 20% af Jyllands samlede elforbrug i 1920’erne.

Det gør værket ikke længere. Elforbruget er steget så voldsomt, at vandkraften idag udgør under 1 promille af det samlede danske forbrug. Men de er der stadig, værkerne, og smukt ser det jo ud med de opstemmede kraftværkssøer, som de ligger og glimter i landskabet. Og vedvarende CO2-fri energi er det jo stadig, der kommer ud af turbinerne.

Da elproduktionen er CO2-fri, yder den danske stat et stort tilskud til produktionen af vedvarende energi. Således blev Tangeværkets overskud i 1993 lig med tilskuddet, som hidtil er blevet delt ud til andelshaverne. I 1994 blev overskuddet 3 mio. kr – trods et statstilskud på hele 4,2 mio. kr. Isoleret set er vandkraften således et aldeles urentabelt foretagende.

Staten giver sit tilskud i bedste mening – for at støtte produktionen af vedvarende og forureningsfri energi. Vindmøllerne nyder samme begunstigelse.

De fysiske skader

Smuk ser vandkraften imidlertid kun ud på overfladen. I virkeligheden har vandkraft så mange skadelige effekter på miljøet, at det er en overmåde dyr energiform – specielt i et lavland som det danske.

Vandkraft i Danmark tåler ikke sammenligning med vandkraften, som den ser ud i vore nordiske broderlande Sverige og Norge. I disse lande influerer vandkraften – opstemningerne – nemlig primært på de fysiske forhold, hvor den i et næringsrigt lavland som Danmark i tilgift byder på alvorlige problemer med vandkemien.

I bjerglande som Sverige og Norge kan vandkraften levere store mængder energi til en billig pris. Tilsyneladende i hvert fald. I bjerglande har opstemning af vandløb og søer til magsiner for vandkraftværkerne nemlig ofte haft en katastrofal betydning for bestandene af opvoksende laks, ørreder og rødinger.

Der sker det uundgåelige, at vandstanden stiger, mens søen fyldes op. Og falder, når søen tømmes og det opsamlede vand lukkes ned gennem turbinerne. Herved opstår en fuldstændig gold bredzone, hvor bunden skiftevis tørlægges og oversvømmes. Her kan intet leve – i præcis det bredområde, som normalt er søens mest produktive, hvad planter, vandinsekter og krebsdyr angår. Dette har naturligvis en ødelæggende virkning på vandkraftsøernes bestande af laksefisk.

Mens vandreservoiret fyldes og tømmes, vil vandstanden i åen nedstrøms kraftværkets turbiner svinge tilsvarende, hvilket forstyrrer vandløbets levende organismer meget. I løbet af den lange og meget varme sommer 1995 har Tangeværket to gange lukket af for vandet – senest med det resultat, at store dele af Gudenåen nedstrøms Tangeværket blotlagdes – idet værkets betonfundament skulle udbedres.

De fulde konsekvenser af denne tørlægning kendes endnu ikke, men mange smådyr bukkede under, da åbunden blotlagdes. Og fiskene, der i forvejen var stressede i det meget varme og lave vand, måtte gispe efter vejret i det resterende vand.

Mest kendt ved vandkraften er dog den rent fysiske blokade – selve opstemningen, der kun sjældent kan passeres af vandrefiskene på vej mod deres gydepladser. Tydeligst så man dette ved Gudenåen, hvor den oprindelige laksestamme uddøde med anlæggelsen af Tangeværket og Tange Sø i 1920’erne.

Ved oprettelsen af værket mistede laksen helt enkelt adgangen til sine sidste vigtige gydepladser i Gudenå-systemet. De lå og ligger den dag idag på bunden af Tange Sø – begravet under flere meter vand og et tykt slamlag. Fisketrappen – den gamle såvel som den nye – virker efter mere end 70 år stadig ikke efter hensigten.

Søen må væk!

Idag debatteres det livligt, om Tangeværket skal afgive vand – op mod 25% af Gudenåens samlede vandføring – til et såkaldt “omløbsstryg”. Et sådant stryg vil sikre, at samtlige vandløbets fisk og smådyr får fri passage uden om Tangeværkets opstemning.

Gudenåcentralen har længe modsat sig et sådant omløb, da det – via et uundgåeligt produktionstab på 25% – vil gøre den fremtidige elproduktion endnu mere urentabel, end den allerede er.

Man skal imidlertid gøre sig klart, at et sådant omløbsstryg ikkeløser problemet med Tangeværkets opstemning af Gudenåen. Den nyetablerede Gudenå-laks vil ganske vist få adgang til Gudenåen opstrøms værket, men adgang til hvad?

Tange Søs blotte eksistens hindrer ifølge Fiskeriministeriets egne biologer genskabelsen af en selvreproducerende laksestamme i Gudenåen – helt enkelt fordi laksens allervigtigste gydepladser stadig ligger på bunden af Tange Sø, gemt under et tykt slamlag.

Så skal Gudenåen igen have en naturlig laksebestand – hvilket vi officielt forpligtede os til at sørge for, da vi som medlemsland i EU i 1981 skrev under på den såkaldte Bern-konvention – da må Tange Sø fjernes fra landkortet. Der er ikke andre muligheder. Den øvrige del af Gudenåen rummer ikke tilstrækkeligt med egnede gydepladser – den nedre del heller ikke.

De kemiske skader

Den fysiske blokade af vandrefiskenes adgang til deres gydepladser er som nævnt den mest kendte og omdiskuterede effekt af vandkraften. Langt mindre kendt, men mindst lige så vigtigt er det, at selve opstemningen af det strømmende vand til en sø har yderligere skadelige effekter i et lavland som Danmark – skader på vandkemien.

Det oprindeligt kølige åvand bliver nu til varmt søvand, som i sommermånederne kan nå temperaturer, der er kritisk høje for åens laksefisk. 15-20 grader varmt Gudenå-vand kan i værste fald blive op mod 30 grader varmt Tange Sø-vand! Gudenåen fra Tange Sø og hele vejen ud til Randers Fjord og Kattegat er derfor markant varmere, end den ellers ville være – til stor skade for vandmiljøet i sommermånederne.

I denne forbindelse skal man tænke på, at varmt vand kan indeholde langt mindre iltmængder end koldt. At varmt vand derfor i sig selv er uegnet som opholdssted for iltkrævende organismer.

Det varme og næringsrige søvand byder ligeledes på ideelle levevilkår for en lang række alger, som derfor blomstrer op. Vandet bliver uklart, og de mange alger skygger for planterne på bunden, som derfor kvæles.

Specielt i sommermånederne kan vandet ligne blågrøn maling, hvilket skyldes overproduktion af de ofte giftige blågrønalger. Og som udløser badeforbud eller i bedste fald frarådning. Det sidstnævnte fremgår af skiltning ved Tange Sø.

Vandkraft kan derfor med rette omdøbes fra grøn til “blågrøn energi” – på grund af de giftige blågrønalger, den ofte afstedkommer.

De mange alger påvirker de fysisk-kemiske forhold i vandet på negativ vis. I dagtimerne kan vandets pH-værdi (surhedsgrad) nå kritisk høje værdier på grund af algernes fotosyntese. pH-værdier på10 er almindelige og meget uheldige for fiskene, der i så fald må fortrække – eller dø. Så basisk vand kan de ikke tåle. Fra netop Tange Sø kendes da også tilfælde på massedød blandt fiskene, her specielt den kommercielt værdifulde laksefisk helt.

Samtidig kan vandets iltindhold falde så meget om natten – på grund af de kolossalt mange algers ånding, når der ikke er lys – at fiskene kan blive kvalt på grund af iltmangel.

Alt i alt svarer effekten af vandkraft herhjemme således til virkningerne af en forurening med organisk spildevand!

Endelig må man ikke glemme, at et frit strømmende vandløb har en ganske stor selvrensende effekt – jo hurtigere strøm og bedre iltning af vandet desto større selvrensning. Og netop på stræk-ningen mellem Kongensbro og Tange var Gudenåen oprindeligt meget hurtigt strømmende.

En studerende fra Silkeborg Seminarium formulerede det glimrende, da sammenhængen gik op for hende:

“I stedet for 10 km stærk selvrensning i en hurtigt strømmende Gudenå får vi nu 10 km stærk forurening i den opstemmede Tange Sø!”

Den milliard kroner, som borgerne langs Gudenåen har investeret i en bedre rensning af deres spildevand, har givet langt renere vand i Gudenåen. Men effekten kunne blive meget bedre, dersom Tange Sø forsvandt fra landkortet – som led i et naturgenopretnings-projekt ved landets længste vandløb.

Billig vandkraft dyr i drift

Gennemgående byder opstemmede vandkraftsøer på meget ustabile og derfor dårlige livsbetingelser for såvel fisk og smådyr som højere planter. Så dårlige, at kun en bestand af hårdføre såkaldte “skidtfisk” – primært skaller og brasen – kan trives året rundt.

Vandkraftsøens værdi som producent af værdifulde fisk er derfor meget lille, hvilket også skyldes, at søen er et ideelt levested for rovfisk, der kan tolde hårdt på bestanden af nedtrækkende ungfisk af laks og havørred. En meget stor del af de ungfisk, der må passere vandkraftsøen på deres vej mod opvækstpladserne i havet, bliver ædt af gedder, sandart og knuder under passage af søen. Det viser både danske og svenske undersøgelser.

På denne måde bliver den “billige” og miljørigtige vandkraft pludselig til et overmåde dyrt bekendtskab for samfundet, der her mister ressourcer i form af laks, havørred og helt. Det rene vand, som i eksempelvis Gudenåen gerne skulle være resultatet af en milliardstor investering i bedre spildevandsrensning, bliver samtidig en saga blot. Gudenåen misfarves fra udløbet af Tange Sø og helt ud i Randers Fjord, der som slutdestination belastes af de medførte alger.

Vandkraften har herhjemme kun en enkelt reel fordel – den producerer uomtvisteligt CO2-fri energi. Produktionen er dog forsvindende lille og omkostningerne for miljøet til sammenligning gigantiske. Tidligere formand for Gudenå-komitteen, Knud Erik Særkjær, udtalte engang om Tangeværkets effekt på miljøet i Gudenåen:

“Den samlede miljøpåvirkning er utvivlsomt større, end hvis den samme energimængde blev produceret ved afbrænding af kul eller olie, men af en helt anden karakter!”

Natur eller kultur?

I lyset af alt dette kan det kun undre, at en organisation som Danmarks Naturfredningsforening bakker op om vandkraften – på bekostning af de oprindelige vandløb. Vandkraften, som i denne forbindelse jo er rendyrket kultur i stedet for natur. Det har været tilfældet med Tange Sø og med Vestbirk søerne, hvor DN har stillet sig i vejen for en genskabelse af den oprindelige natur i form af det oprindelige bugtede åløb.

Og nu senest har DN været stærkt medvirkende til at forhindre retableringen af Gudenåen ved den af staten opkøbte Vilholt Mølle. Staten opkøbte i sin tid møllen for at nedlægge elproduktionen og dermed retablere en strækning af Gudenåen, der ville blive en af landets hurtigst strømmende – med en fauna, der ikke findes tilsvarende andetsteds i Danmark.

Men sådan skulle det ikke være. Naturklagenævnet vedtog, at opstemningen ved Vilholt Mølle skulle bibeholdes – trods indstilling fra Miljøministeriet og Skov- og Naturstyrelsen om det modsatte.

I ministeriet og styrelsen var man enige om, at opstemningen skulle nedlægges og Gudenåen genskabes i sin oprindelige form – som et af Danmarks få hurtigt strømmende og dermed unikke vandløb.

Med aktiv støtte fra Danmarks Naturfredningsforening lykkedes det imidlertid et fåtal lokale at forpurre en genskabelse af Gudenåen ved Vilholt Mølle. Trods det faktum, at såvel Vejle Amt som Friluftsrådet og Dansk Ornitologisk Forening også bakkede op om fjernelsen af den 130 år gamle opstemning ved møllen. Baglandet var således i orden, og Naturklagenævnets afgørelse kom derfor som et chok for de fleste.

Hermed har DN skabt sig et forklaringsproblem, for hvordan kan man kalde sig Naturfredningsforening, når det retteligen er kultur, man ønsker at fremme – endda på direkte bekostning af den ægte natur? Da burde man skifte navn til Danmarks Kultur-fredningsforening i stedet for at stikke sine mange tusinde medlemmer blår i øjnene. Medlemmer, der givetvis og desværre fejlagtigt tror, at det er naturen de støtter, når de melder sig ind i DN!

– Måske er det derfor, DN netop har spillet ud med et oplæg til sikring af de danske havørredstammer? Med en ordlyd, der stort set er identisk med det, engagerede sportsfiskere i mange år har prædiket.

– Måske det er en slags aflad for dårlig samvittighed i forbindelse med DN’s miljøfjendske holdning til vandkraften, der jo netop er med til at ødelægge de selvsamme naturlige lakse- og havørredstammer?

Udlandet viser vejen!

Den danske vandkraft synger idag på sidste vers. Bestyrelsen for Gudenåcentralen, der driver Tangeværket og Elmuseet samme sted, kæmper dog med næb og klør for deres minimale elproduktion. De har af al magt modsat sig etableringen af det omløb, som en enstemmig Gudenå-komitté ellers har anbefalet.

Forklaring: Med etableringen af et omløb vil Tangeværkets energiproduktion nemlig blive så økonomisk urentabel, at enhver kan se det. Da vil det stå lysende klart for landets politikere, at de store statstilskud til en forsvindende lille og håbløst urentabel elproduktion ikke kan fortsætte. Og da vil et fåtal lokalpolitikere miste deres attraktive bestyrelsesposter i Gudenåcentralen…

Landets næststørste vandkraftværk, Karlsgårdeværket ved Varde Å, er allerede idag under afvikling. En fortsat drift af værket er nemlig afhængig af, at der foretages store opgravninger af aflejret bundslam i Karlsgårde Sø. Og en sådan opgravning kan ikke ske, da der i søbunden findes store mængder kviksølv aflejret – kviksølv, som stammer fra Grindstedværkets udledninger i Varde Å. Esbjerg Kommune, som driver værket, har derfor meldt ud, at man ikke nærer ønske om at fortsætte en urentabel produktion.

I det store udland er man ved at være klar over, hvad vej vinden blæser. Det har man i hvert fald nu dokumenteret i både USA og Frankrig, hvor vandkraften i efterhånden mange år har været en ødelæggende faktor for miljøet i almindelighed og bestandene af vandrefisk i særdeleshed.

I USA har den amerikanske regering meldt ud, at man vil bekoste hele 209 mio. US$ på fjernelsen af to vandkraftopstemninger – dæmninger – ved den 72 km lange Elwha River i staten Washington på USA’s vestkyst. Formålet er, at stillehavslaksene igen skal have adgang til deres gamle gydepladser opstrøms dæmningerne.

En imponerende kovending i et land, hvor vandkraft i mange år har været lig med fremskridt og velstand. Tænk blot på de gigantiske Hoover og Grand Coulee Dams, der nu i mange år har leveret strøm til den amerikanske drøm!

I Frankrig har en massiv kampagne mod tilsvarende dæmninger siden 1986 nu båret frugt. Miljøorganisationen “Loire Vivante” (“En Levende Loire Flod”) har nu fået så meget vind i sejlene, at den franske miljøminister vil bremse etableringen af to planlagte nye opstemninger. Men ikke nok med det. Han vil også fjerne to af de allerede eksisterende opstemninger – ved henholdsvis Maisons Rouge og St. Etienne du Vigan.

Styr på definitionerne!

– Hvor længe skal vi så i lille Danmark acceptere, at et fåtal bestyrelsesmedlemmer i Gudenåcentralen skal holde laksen borte fra dens gydepladser opstrøms turbinerne ved Tange Sø? At et mikroskopisk kraftværk skal dele landets længste vandløb i to skarpt adskilte dele med hver sin fauna – endda med statstilskud?

Vandkraften står idag midt i et vadested. Det er nu, der skal gøres op med gamle forestillinger om en “miljøvenlig” vandkraft. Det skal derfor blive spændende at se, om Svend Auken, der jo nu er både miljø- og energiminister, kan få kabalen til at gå op:

Hensynet til både miljøet og energiforsyningen, der jo på næsten alle områder er hinandens modpoler.

Svaret blæser i vinden…

Steen Ulnits

(oktober ’96)

Andre relaterede artikler:

Vandkraft – I

Vandkraft – II

Vandkraft – III

Gudenåen – fra udspring til udløb

Vandkraft II

…er lig lange og trange løsninger. Problemet med Tange Sø kan løses på fem forskellige måder. Men kun én vil gavne vandmiljøet i Gudenåen…

Debatten om Tange Sø raser som aldrig før. Desværre er det blevet mere følelser end facts, der dominerer debatten, og det er efterhånden svært at overskue problemstillingen. Derfor bringes her en kort opremsning af fem forskellige modeller for fremtiden ved Tange Sø – deres fordele, ulemper og konsekvenser.

Til ære for nye læsere skal det kort forklarers, at Gudenå-laksen forsvandt i 1920’erne med bygningen af Tangeværket og opstemningen af Gudenåen til den mere end 10 km lange og lavvandede Tange Sø. Laksens vigtigste gydepladser lå nemlig på den opstemmede strækning af Gudenåen, hvor man havde det største naturlige fald. De ligger idag på bunden af Tange Sø – gemt under et tykt slamlag.

Tange Sø fungerer idag som vandreservoir for værket – og som storstilet algeproducent og vandvarmer. Søen sørger for, at Gudenåen nedstrøms Tangeværket i hele sommerhalvåret er grumset af alger fra søen – alger, som i sidste ende havner ude i Kattegat, hvor vi i den forgangne sommer har oplevet store iltsvind.

Ydermere er søen hjemsted for en masse rovfisk, der tager sig af nedvandrende ungfisk af laks og havørred. De få fisk, der klarer turen ned gennem søen, bliver ofte hakket til plukfisk i værkets turbiner. For finde indgangen til den mikroskopiske fisketrappe – det magter de ikke. Det er som at finde den berømte nål i høstakken…

Model 1 – Tange Sø forbliver, som den er.

Dette er den optimale løsning for Tangeværket, som så kan opretholde den nuværende produktion af elektricitet. Der for øvrigt kun er rentabel på grund af et stort statstilskud til vedvarende energi.

Fiskene kan ikke komme forbi værket, og søen vil stadig agere vandvarmer og være storproducent af alger. Gudenåen nedstrøms værket vil stadig være plumret sommeren igennem – med vandtemperaturer over 20 grader C.

Model 2 – den såkaldte “stryg-løsning”.

Dette er den løsning, som Gudenå-komiteen har foreslået nu i flere år, men som Tangeværket stædigt har modsat sig.

En sådan stryg-løsning vil kræve omkring 25% af Gudenåens vand og dermed gøre Tangeværkets elproduktion endnu mere urentabel.

Fiskene vil ganske vist kunne passere opstemningen, men laksene vil ikke få deres gydepladser tilbage af den grund. Og søen vil stadig ligge der som vandvarmer, algeproducent og ideelt hjemsted for rovfiskene.

Model 3 – et omløb langs hele søen.

Det nyeste forslag og det klart dyreste. Et kunstigt omløb af op mod 15 km’s længde vil sikkert være så dyrt, at det er urealistisk.

Men fiskene vil da kunne passere opstemningen, og det vil givet være muligt at skabe en hel del kunstige gydepladser for laksene i selve omløbet.

Men søen vil stadig være en stor algeproducent – muligvis endda større end idag, da gennemstrømningen vil blive mindre og vandets opholdstid i søen derfor længere. Vandtemperaturen i søen vil givet blive endnu højere end idag.

Men søen vil stadig være der – til glæde for lokalbefolkningen.

Model 4 – tømning af Tange Sø og genskabelse af Gudenåen.

Den optimale løsning for vandmiljøet.

I stedet for en 10 km lang opstemmet sø med en stor algeproduktion får vi i stedet en måske 15 km lang hurtigt strømmende og stærkt selvrensende strækning af Gudenåen genskabt – med laksens naturlige gydepladser liggende i det gamle åløb.

Belastningen af Gudenåen, Randers Fjord og Kattegat nedbringes til glæde for vandmiljøet. Samtidig mister lokalbefolkningen dog deres elskede kunstige sø og Tangeværket sit vandreservoir.

75 års elproduktion vil være forbi.

Model 5 – en sænkning af vandstanden.

Dette er et forslag, som Viborg Amt og Århus Amt i fællesskab fremsatte til Gudenåkomiteen allerede i 1989.

Forslaget går ud på at sænke vandstanden i Tange Sø med 2,5 m. Herved vil omkring 3 km af Gudenåen nedstrøms Kongensbro genskabes, og Tange Sø vil stadig være en realitet – blot 3 km kortere.

Men det er desværre også en løsningsmulighed, som slet ikke har været drøftet i de seneste forhandlinger.

Den politisk mest realistiske løsning er stryg-løsningen, som Tangeværket hidtil har modsat sig med næb og klør. Men som de nu er ved at være mere end villige til at acceptere.

Det er imidlertid blot en sølle lappeløsning, som ikke vil gavne vandmiljøet synderligt. Og som slet ikke vil give laksen dens livsnødvendige gydepladser tilbage.

Med den nuværende opstemning af Gudenåen til Tange Sø vil det næppe være muligt at genskabe en selvreproducerende laksebestand i Gudenåen.

Det konkluderede Fiskeriministeriets biologer i IFF rapport #7 fra 1992.

Steen Ulnits

(oktober ’96)

Efterskrift: Den invasive vandremusling viste sig i Gudenå-systemet i 2006 og har siden da formået at gøre vandet i systemet mere klart end i mange år. Tange Sø er derfor ikke længere den algesuppe om sommeren, som den var tidligere.

Det lavvandede vandkraftmagasin fungerer imidlertid stadig som den vandvarmer, det altid har været. Med sommertemperaturer, der regelmæssigt passerer de 25 grader. En temperatur, ingen laksefisk kan tåle.

Andre relaterede artikler:

Vandkraft – I

Vandkraft – II

Vandkraft – III

Gudenåen – fra udspring til udløb

Vandkraft III

I oktober 1996 tog man i Frankrig hul på at gøre fortidens synder gode igen. Da gik man nemlig i gang med at tømme en sø og bryde en vandkraftdæmning ned. For første gang!

Det meget omdiskuterede Tangeværk – og med det Tange Sø – blev etableret i årene 1920-24. Med anlæggelsen blev landets længste vandløb, Gudenåen, delt i to skarpt adskilte dele. Samtidig uddøde Gudenå-laksen, hvis sidste og vigtigste gydepladser kom til at ligge under flere meter vand – på bunden af den nye Tange Sø.

Det er interessant og tankevækkende, at franskmændene i samme tidsrum og med samme formål etablerede vandkraftværket Kernansquillec ved floden Leguer i distriktet Cotes d’Armor. Det skete i 1923 og med produktion af billig elektricitet som formål.

Interessant er det også, at de to vandkraftværker – Tangeværket og Kernansquillec – begge er ganske små og ubetydelige set med vore dages øjne. Hvor Tangeværket arbejder med en faldhøjde på små 10 meter, byder Kernansquillec på en godt 11 meters højdeforskel. Det er nærmest ingenting i vandkraftsammenhæng.

Det allermest interessante – set med miljøøjne – er dog, at franskmændene i oktober 1996 gik i gang med at tømme den kunstige sø bag dæmningen, som man nu er godt i gang med at fjerne helt. Herved befries Leguer floden, så den atter kan strømme frit. Så fisk og smådyr atter kan vandre frit i floden og gyde i den igen.

Det er tankevækkende, at den franske miljøminister allerede for længst har besluttet, at gamle dæmninger med en ubetydelig elproduktion skal nedlægges. Og meget glædeligt, at man med nedbrydningen af Kernansquillec nu har gjort ord til handling.

Seneste nyt

Edwards Dam på Kennebec River i staten Maine foreslås nu nedlagt af FERC, den amerikanske energikommission (“Federal Energy Regulatory Commission”).

Anbefalingen fra FERC blev naturligvis anket af ejerne, der ønsker at fortsætte elproduktionen. En endelig afgørelse ventes i løbet af 1998. Indtil da kan laks, laksefiskere og miljøvenner kun krydse fingre, håbe og bede. Maine er nemlig den eneste stat i USA, som endnu har en omend lille bestand af atlanterhavslaks.

Det er første gang nogensinde, at FERC har foreslået en nedlæggelse af en bestående elproduktion, som ejerne søger fortsat.

Man må meget håbe, at miljø- og energiminister Svend Auken vil mærke dette tidens pust og se på Tange Sø med miljøets øjne i stedet for energiens. Så kan søen blive tømt og Gudenåen atter få lov at strømme frit gennem det smukke østjyske landskab.

Med lidt held vil Gudenåen atter kunne huse en bestand af selvreproducerende laks. Hvilket vi for øvrigt som EU nation forpligtede os til allerede i 1981, hvor vi underskrev Bern-konventionen…

Steen Ulnits

(oktober ’96)

Efterskrift:

Denne gang lykkedes det så!

Allerede den 25. november 1997 afsagde FERC sin endelige kendelse over Edwards Dam. Med “dommerstemmerne” to mod én besluttede FERC, at tilladelsen til at producere el ved vandkraftikke fornyes. Den 160 år gamle opstemning skal i stedet fjernes helt.

Edwards Dam er den opstemning på Kennebec floden, som ligger nærmest havet og dermed den, der har størst skadevirkning på bestandene af vandrefisk. Med fjernelsen af Edwards Dam vil fiskene få adgang til næsten 30 km nyt vandløb, hvor de kan yngle med held. Den længste strækning med egnet gydevand nord for Hudson floden.

Allerede i 1986 vedtog kongressen en lov, der pålagde den amerikanske energikommission at tage skyldigt hensyn til miljøet, når man gav tilladelser til vandkraft – nye eller fornyede. Men med Edwards Dam er det altså første gang, man i USA har vægtet vandmiljøet højere end vandkraften!

Man må så håbe, at vor egen miljøminister lægger mærke til de nye vinde, når Gudenåens fremtid skal besluttes. At han ikke har så travlt med at redde verden, at han ofrer sit eget lands længste vandløb – ved at give Gudeåcentralen fornyet tilladelse til at stemme Tange Sø op…

Andre relaterede artikler:

Vandkraft – I

Vandkraft – II

Vandkraft – III

Gudenåen – fra udspring til udløb

Dambrug I

Fra karper til ørreder

Dansk fiskeopdræt kunne først i 1990’erne fejre sit 100 års jubilæum for indførelsen af den nordamerikanske regnbueørred.

Spørger man en tilfældig dansker, hvilket husdyr der er det almindeligste her i landet, da lyder svaret i regelen: – Det er svinet. Og bestemt ikke uden grund, for rundt omkring i det danske land er omkring 10 millioner svin til stadighed under opfedning.

Svinet er imidlertid ikke det almindeligste husdyr i dette land – de 10 millioner til trods. I Danmarks omkring 500 dambrug svømmer nemlig ti gange så mange regnbueørreder omkring, som der er svin i svinestaldene. Altså 100 millioner fisk! De gør Danmark til en af verdens betydeligste producenter og eksportører af opdrættede fisk – vor lidenhed til trods.

Imidlertid hører regnbueørreden slet ikke naturligt til herhjemme. Den er nemlig indført fra Nordamerika og har netop fejret sit 100 års jubilæum i fiskeopdrættets tjeneste. Men vi skal meget længere tilbage i historien for at finde den første primitive form for fiskeopdræt – og meget langt væk fra Danmark.

Karper i Kina

Idag lever der mere end 1 milliard mennesker i Kina. Så mange har der ikke altid været, men der har altid været mange kinesere i Kina og dermed et stort behov for såvel animalsk som vegetabilsk protein.

De gamle kinesere var et velorganiseret folkefærd. Hver eneste kvadrat-centimeter jord måtte dyrkes, hvis der skulle skaffes føde nok til den store befolkning. Kineserne fandt derfor på at udnytte de oversvømmede rismarker til dyrkning af fisk. Her var vandet varmt og næringsrigt, og her trivedes en fin spisefisk som karpen overmåde godt.

Kineserne opfandt altså ikke kun krudtet, men også det første egentlige fiskeopdræt. Karperne gødede risen, der igen gav større udbytte. Begge dele gav befolkningen mere at spise – i form af såvel animalsk (fisk) som vegatabilsk protein (ris). Ikke så lidt af et columbusæg, når man tager i betragtning, at alt dette skete for mere end 1.000 år siden! Kineserne gjorde allerede da brug af økologiske principper – uden dog at kende nærmere til dem.

Fra det fjerne Asien spredte fiskeopdrættet sig langsomt, men sikkert til den øvrige del af verden. Karperne kom til Sydeuropa med romerne, der havde lært karpeavl i Lilleasien. Til Nordeuropa kom karpen i det 8. århundrede. Den frankiske kejser Karl den Store var så begejstret for karpen, at han forlangte den indført overalt, hvor det var muligt! Dengang var karper nemlig en hofret af allerfineste slags.

I Danmark fandt den første karpeavl med sikkerhed sted i 1500-tallet, hvor Peder Oxe avlede karper på sit sydsjællandske gods Gisselfeld. En kunst, han havde lært under sin landflygtighed i Tjekkoslovakiet. Peder Oxe var adelsmand og derfor naturligvis interesseret i at kunne servere karper ved datidens overdådige fester.

Men karpen blev aldrig en vigtig dambrugsfisk i Nordeuropa. Karpen er ganske vist en hårdfør fisk, som er let at have med at gøre. Men den trives bedst i varmt vand og vokser kun langsomt i vort kolde nordiske klima. Her er det nemlig så koldt, at karpen kun kan yngle med held i de allervarmeste somre. Sit endelige dødsstød som dambrugsfisk fik karpen for godt 100 år siden, da man indførte først kildeørreden og siden regnbueørreden fra Nordamerika.

Allerede i 1400-tallet havde franske munke lært sig at klække ørredæg på kunstig vis. De dækkede befrugtede fiskeæg til med sand og lod frisk vand strømme henover. Men kunstig klækning bredte sig dog først, da tyskerne tog over – nu med grus i stedet for sand. Herefter tog udviklingen for alvor fart, og i 1800-tallet skød klækkerier op overalt i den vestlige verden.

Den lange rejse

I 1864 oprettede amerikanerne det første ørredklækkeri i staten New York. Her opdrættede man den naturligt forekommende kildeørred. I 1870, da jernbanenettet var fuldt udbygget, kom der gang i de første store natur-manipulationer eller fauna-forureninger. Da lykkedes det nemlig at transportere en anden ørredart, regnbueørreden, fra det øde nordvestlige USA til den mere befolkede østkyst.

De første transporter af regnbueørreder nåede Atlanterhavet i god behold. Og herfra var springet tværs over Atlanterhavet ikke så stort, som det umiddelbart kunne synes. Man havde nemlig lært sig teknikken at transportere ørredæg over store afstande ved at emballere dem mellem mos og isblokke. I det såkaldte “øjenæg-stadie” er æggene ganske robuste og tåler derfor transport af længere varighed.

Allerede i 1879 kom så de første kildeørreder til Europa, nærmere bestemt til Tyskland, og to år senere fulgte regnbueørreden trop. Fra Tyskland spredtes de nye arter til det meste af Europa. Til Danmark kom de første regnbueøreder omkring 1890 – måske et par år senere.

Vor hjemlige ørred havde allerede da været genstand for et begrænset opdræt, men den indførte kildeørred blev den første art i et egentligt opdræt med salg for øje. Den måtte dog hurtigt se sig udkonkurreret af regnbueørreden, som er langt lettere at have med at gøre. Den tåler højere vandtemperaturer, kan gå tættere i dammene og vokser hurtigere. Alt i alt den ideelle fisk til et kommercielt opdræt!

Danmarks beliggenhed og lidenhed gav ideelle betingelser for opdræt af regnbueørreder. Det var let at lede køligt og iltrigt vand fra vandløbene ind gennem de gravede jorddamme, og foder var der rigeligt af – i form af friskfanget skidtfisk fra havet omkring Danmark. Der var aldrig langt fra en fiskerihavn til et vandløb med dambrug.

I løbet af få år blomstrede det danske dambrugserhverv derfor, og nye dambrug skød op som paddehatte i fortrinsvis hovedlandet. Det var og er jo i Jylland, de fleste og største vandløb findes. Produktionen og eksporten steg – til gavn for både beskæftigelse og handelsbalance. Først senere begyndte også problemerne at melde sig…

Denne artikel var den første af fire i en artikelserie i Morgenavisen Jyllands-Posten 1993. Herunder links til alle:

Dambrug II

Dambrugenes dobbeltrolle

Vi er nu kommet til de gyldne år i dansk fiskeopdræts historie -1960’ernes opblomstring af Danmarks omkring 500 dambrug ved fortrinsvis de jyske vandløb.

Det var i efterkrigsårene, hvor ingen interesserede sig for forurening og anden miljøpåvirkning. Hvor eksportindtægter fra opdrættet af regnbueørreder figurerede flot på handelsbalancen. Dansk fiskeopdræt havde i det hele taget en høj stjerne i disse år, hvor træerne næsten voksede ind i himlen.

I sidste halvdel af 1800-tallet foretog vi de første danske forsøg med opdræt af ørreder. I begyndelsen af 1900-tallet stiger produktionen støt, indtil Anden Verdenskrig sætter en brat stopper for væksten. I 1945 kunne vi således kun producere 400 tons til eksport, hvilket ikke er meget.

Men så gik det ellers fremad med stormskridt i 1950’erne og 1960’erne, hvor lille Danmark sågar dominerede det store verdensmarked med sin produktion af “portionsørreder” – regnbueørreder på omkring 200 gram. Produktionen toppede i 1983 med omkring 25.000 tons regnbueørreder produceret i ferskvand – i de cirka 500 dambrug, der da var etableret ved primært de jyske vandløb.

Velegnede forhold

Vor dengang enestående førerposition på fiskeopdrættets område skyldtes flere faktorer. Dels havde vi let adgang til foder fra vor fiskerflåde, der dagligt landede frisk og billig skidtfisk. Og dels havde vi minimale anlægs- og driftsomkostninger sammenlignet med konkurrenter, der måtte operere i mere vanskeligt klippeterræn. I Danmark skulle vi jo blot stemme de rolige åer op og lede vandet ind gennem udgravede jorddamme.

Endelig blev Forsøgsdambruget i Brøns etableret i 1954 – med statsstøtte – hvilket var en stor hjælp til dambrugserhvervet, der her kunne hente professionel hjælp til den daglige drift.

Dambrugene spiller idag en noget besynderlig dobbeltrolle. Det er nemlig på én gang dem, der har været medvirkende til at ødelægge miljøet i vore vandløb. Og dem, der idag sørger for, at der alligevel er fisk i dem!

Dambrugsdrift har mange konsekvenser for vandløbene. Så længe der kun var få og små dambrug langs de jyske åer, gjorde de ingen nævneværdig skade. Men efterhånden blev der alt for mange af dem, og mange af dem blev alt for store til vore beskedne åer. På et tidspunkt regnede man ud, at de danske dambrug tilsammen forurenede lige så meget som det halve København!

Men dambrugene ikke bare forurener. De har ydermere en voldsom fysisk effekt på vandløbene. For at få tilstrækkeligt med vand ind gennem fiskedammene stemmes åen op ved et stemmeværk. Ofte tages der her så meget vand ind, at selve ålejet tørrer helt ud i perioder med ringe vandføring. Det sker typisk i sommerhalvåret, hvor vandløbet da vil få en “død” strækning uden vand – en strækning, åens vildfisk ikke kan passere.

Opstemningen bevirker videre, at strømhastigheden sænkes oven for stemmeværket – med det resultat, at åbunden sander eller slammer til, så vildfiskenes gydepladser ødelægges. De gydte æg kvæles helt enkelt.

Passageforholdene ved dambrugenes stemmeværker er ofte så dårlige, at laksefiskene ikke kan passere dem på deres opstrøms vandringer mod de livsvigtige gydepladser. Af samme årsag er en del dambrug blevet pålagt såkaldte “pligtudsætninger” af opdrættede ungfisk – som en slags kompensation for de mistede gydepladser. – Og hvor kommer så disse ungfisk fra? Fra de selvsamme dambrug, naturligvis…

Foder og forurening

Oprensning af dammene med påfølgende udskylning af slammet foregår stadig, men ikke i nær samme omfang som tidligere, hvor det var almindeligt, at dambrugerne ved et vandsystem advarede hinanden, inden de i nattens mulm og mørke lukkede slammet ud. Så kunne de nedenfor beliggende dambrug nå at lukke for vandindtaget til deres damme, inden slammet passerede forbi og slugte al ilten i vandet. På den måde undgik man at påføre hinanden økonomiske tab. På den måde afgik kun åens naturlige beboere ved en brat og voldsom død!

Foderspild var tidligere en anden af de store dambrugs-syndere. Før i tiden fodrede man med hakket skidtfisk, hvilket var både billigt og let at få fat i. Dengang hang der en rædsom lugt omkring dambrugene. Man kunne også iagttage en tydelig oliehinde på åens overflade neden for dambruget. Oliehinden skyldtes, at den hakkede fisk ofte var lettere fordærvet.

Dambrugene havde da et kolossalt foderspild af hakket skidtfisk, som ikke blev ædt og omsat af fiskene, men som fortsatte direkte ud i selve åløbet. Til ingen nytte for dambrugeren, men til stor skade for miljøet i åen. Typisk brugets der 4-7 kg hakket skidtfisk til produktion af 1 kg regnbueørred. Under gunstige forhold kan man opdrætte 1 kg ørred ved hjælp af omkring 3 kg hakket skidtfisk. Forskellen røg direkte ud i vandløbet.

Idag ser tallene helt anderledes ud. Idag har man nemlig foder så efektivt, at 1 kg foder kan omsættes til 1 kg fisk! Men det kan kun lade sig gøre ved brug af højt specialiseret og dermed meget kostbart tørfoder, der er inddampet – “ekstruderet”, som det hedder med et fint ord.

I lang tid var Danmark førende i fremstillingen af sådant foder, men idag har udlandet – ikke mindst USA – forlængst indhentet dette forspring. Og det er en af årsagerne til, at Danmark ikke længere indtager gamle dages lederstilling inden for opdræt af regnbueørreder.

Som gammel landbrugsnation med årelange traditioner for fremstilling af kvalitetsfoder til dyr og fjerkræ sad Danmark allerede tidligt på en stor specialviden. Det blev derfor også Danmark, der som verdens første fremstillede et såkaldt “miljø-deklareret” foder til fiskeopdræt. Næppe af kærlighed til miljøet, men snarere på grund af de stedse stigende krav om mindsket forurening fra dambrugene, som samfundet begyndte at stille fra 1970’erne og frem.

Vandmiljø-handlingsplanen

Forureningen havde da i mange år været så voldsom, at der fra mange sider var stillet krav om en mindsket forurening fra dambrugene. Sit hidtidige højdepunkt nåede disse krav medvandmiljø-handlingsplanen, der blev vedtaget af Folketinget i 1989. Det var den plan, der pålagde byerne at bygge kostbare rensningsanlæg til spildevandet. Det var også den plan, der pålagde landbruget at bygge dyre gylletanke til opbevaring af overskydende gødning.

Endelig pålagde den i den såkaldte dambrugs-bekendtgørelse de danske dambrug en lang række krav til bedre rensning af spildevandet og til et mindsket vandforbrug. Altsammen skulle dette medvirke til, at vandmiljøet i de indre danske farvande fik det bedre. De farvande, som nu var begyndt at kvittere for modtagelsen af store mængder urenset spildevand med stedse hyppigere iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Men de danske dambrugere ville ikke finde sig i, at de nu ikke længere måtte forurene og forbruge åernes vand efter forgodtbefindende: Det havde de jo gjort i mange år – med statens tilsyneladende velsignelse. De anlagde derfor sag mod Miljøministeriet om visse punkter i den nye bekendtgørelse.

Sagen havde og har sit udgangspunkt i, at dambrugerne mener at have retten til at bruge alt vand i de danske vandløb. Det bunder i vandforsyningsloven fra 1985, hvori der står, at dambrug oprettet før 1974 – før miljølovens eksistens – har ret til alt vand i et vandløb. Og da denne lov gælder frem til år 2005, har man altså valgt at anlægge sag mod Miljøministeriet.

Ifølge dambrugs-bekendtgørelsen skulle alle dambrug inden 1990 have etableret bundfældnings-bassiner og slamdepoter til det oprensede slam, der tidligere blev ledt direkte ud i vandløbene. Og inden 1993 skulle de have skaffet udstyr til tilbagepumpning af vandet, så mindst halvdelen af åens vand kunne passere uhindret forbi.

Dengang skrev vi 1993, og dambrugerne havde tilsyneladende vundet kampen mod Miljøministeriet, der havde kastet håndklædet i ringen og udsat kravet yderligere et par år. Så mens byerne måtte investere millioner og atter millioner i en bedre rensning af deresspildevand – med godt resultat – kunne danske dambrug forurene videre, som om intet var hændt. Mange udvidede endda produktionen…

Således er produktionen i det sidste årti steget markant – fra omkring 22.000 tons til hele 34.000 tons. Heraf eksporteres ca. 24.000 tons, som i 1995 havde en værdi af 675 mio. kroner.

Landets dengang 485 ferskvandsdambrug beskæftigede direkte omkring 1.000 mennesker i produktionen, mens mange andre er beskæftiget med forædling af produkterne – primært ved røgning.

Denne artikel var den anden af fire i en artikelserie i Morgenavisen Jyllands-Posten 1993. Herunder links til alle:

Dambrug III

Havbrugene og miljøet

I den tredje af fire artikler om dansk fiskeopdræt ser vi her nærmere på havbrugene – på de flydende netbure fyldt med fisk og uundgåelig forurening…

I dagens Danmark er der omkring 500 dambrug – placeret ved primært de jyske vandløb. I disse dambrug svømmer omkring 100 millioner regnbueørreder rundt hvilket gør denne fiskeart til Danmarks mest udbredte “husdyr” overhovedet.

De mange regnbueørreder lever her et kort, men hektisk liv, inden de – omkring 1 år gamle og 200 gram tunge – slagtes og sælges som portions-ørreder. Langt størsteparten af disse fisk går til eksport.

En mindre procentdel af disse ørreder er imidlertid mere heldige end som så. Det er dem, der i stedet får lov til at leve en ekstra sæson i et af landets omkring 30 havbrug. Om foråret – typisk i april måned, hvor vandet i å og hav har omtrent samme temperatur – transporteres regnbueørreder i store tankvogne fra det ferske vand i dambrugene til havbrugenes mere eller mindre salte vand.

I det friske og salte havvand stortrives regnbueørrederne. De vokser sig store og tykke på rekordtid. De fisk, der i april måned vejede 2-400 gram, vejer typisk 2-4 kg, når de slagtes i november! De er flot røde i kødet – på grund af farvestof tilsat foderet – og yderst velegnede til koldrøgning. Også størsteparten af disse fisk går til eksport. Japan er en af de store aftagere – også af den eftertragtede rogn, der i starten mest blev betragtet som et biprodukt, men som nu er et meget vigtigt produkt i sig selv.

Der er endog meget gode penge i denne produktion. Det er nemlig meget billigt at producere disse store regnbueørreder i havbrugene. Herude slipper man jo for de relativt store anlægsomkostninger, som dambrugeren ved åløbene altid vil have. Alene jorden koster jo penge. Havet derimod er frit – eller har i hvert fald været det hidtil. Herude skal der blot investeres i store, flydende netbure, som tages på land om vinteren, før et eventuelt islæg kommer og ødelægger dem.

De første havbrug

Det holdt imidlertid hårdt, før havbrugene var kommet over de første børnesygdomme. Ikke førend nylonnettet var en realitet, kom der for alvor gang i udviklingen. Og så skulle man endda først finde frem til egnede lokaliteter – til beskyttede steder med god udskiftning af vandet. Og steder, hvor vandet ikke drev med vandmænd, brandmænd, søsalat og andre ting, der kunne stoppe netmaskerne til og hindre udskiftningen af vandet.

De første forsøg fandt sted i 1950’erne – med Hjarnø i Horsens Fjord som det første egentlige anlæg. I øvrigt et anlæg, der stadig er i brug. Idag producerer Danmarks omkring 30 havbrug tilsammen kun nogle få tusinde tons store regnbuer årligt – en beskeden produktion, hvis man sammenligner med broderlandet Norge, som med sine mange havbrug idag er verdens suverænt største producent af tamlaks. Her har man forlængst rundet de 200.000 tons om året…

Danmark har masser af beskyttede fjorde og vige, som er ideelle til placering af havbrug. Scenen burde være sat for endnu et dansk erhvervseventyr. Men sådan er det imidlertid ikke gået. Dels har Danmark ikke Norges Golfstrøm til at holde vandet isfrit om vinteren. Og dels har havbrugeren – stik modat sin kollega ved åen – ingen mulighed for at rense sit spildevand.

Overskydende foder synker gennem netmaskerne ned til fjord- eller havbunden, hvor det går i forrådnelse. Affaldsstoffer fra de mange fisk forsvinder ligeledes direkte ud gennem netmaskerne. Så meget som 30% foderspild findes opgivet i faglitteraturen. Endelig er der problemet med medicin i dels de færdige fisk – dels i vandet omkring havbruget og dermed også i vildfiskene. I det traditionelle havbrug er der således ingen mulighed for at undgå forurening.

Dette uheldige forhold kombineret med Folketingets vedtagelse af vandmiljø-handlingsplanen i 1989 har gjort, at det idag er svært at få lov til at etablere nye havbrug i de indre danske farvande – dem, ovennævnte handlingsplan har til hensigt at redde fra tiltagende iltsvind, fiskedød og bundvendinger. Naturligvis er dette til stor fortrydelse for de ganske få havbrugere, der i løbet af dette erhvervs korte levetid har tjent store penge.

Indpumpnings-anlæg

Herhjemme har vi i adskillige år eksperimenteret med at opdrætte ørreder i saltvand pumpet ind fra åbent hav – fiskeopdræt i såkaldtelandbaserede havbrug. Sådanne anlæg er naturligvis langt dyrere end de flydende netbure, men har mange fordele:

Hvor man i netburene kun kan dyrke fisk i den isfri del af året, kan det landbaserede indpumpningsanlæg producere fisk hele året. Produktionen kan planlægges, så de færdige fisk kan leveres på tidspunkter, hvor udbuddet er lavest og priserne derfor højest. Stik modsat netburene, hvor man typisk må slagte alle sine fisk samtidig for at undgå isen.

Men endnu vigtigere er det, at man i et landbaseret anlæg har fuldstændig kontrol med kvaliteten af det forbrugte/udledte vand. Her kan alt vand renses efter behov, inden det igen ledes ud i hav eller fjord. Om nødvendigt kan man også rense vandet, inden det pumpes ind til fiskene. Eksempelvis kan generende alger fjernes.

Landbaserede anlæg muliggør en næsten forureningsfri fiskeproduktion, hvilket de åbne netbure jo netop ikke gør. Der burde derfor være en fremtid for denne form for fiskeopdræt i dagens forureningsplagede Danmark. De store anlægsomkostninger og den fornødne teknologi har imidlertid været en hindrende faktor for denne opdrætsform.

Danmarks første indpumpningsanlæg blev etableret i Ringkøbing Fjord i 1963, men vi skal helt frem til 1989, før landets første “rigtige” landbaserede havdambrug blev taget i brug – med en årlig produktion på 250 tons regnbueørreder. Anlægget, som ligger på Als, har imidlertid haft mere end svært ved at løbe rundt – trods stor begejstring fra selveste den daværende fiskeriminister, der indviede anlægget. Han udtrykte da en begrundet forhåbning om, at en ny epoke i dansk fiskeopdræt hermed var indledt.

Men forhåbninger alene kan ikke gøre det. Det vidste man i Norge, hvorfor den norske stat gik aktivt ind og støttede det private fiskeopdræt – med det velkendte resultat, at Norge idag er verdens suverænt største producent og eksportør af tamlaks.

Manglende statsstøtte

I Danmark har staten imidlertid ikke fundet det rimeligt eller fornuftigt at støtte fiskeopdrættet direkte, og det er synd. Synd, idet jo det forureningsfri fiskeopdræt i indpumpningsanlæg har svært ved at klare sig på egne ben i opstartsfasen. Præcis som det norske lakseopdræt havde det i begyndelsen.

Var den danske stat gået ind og havde støttet udviklingen af indpumpningsanlæg, da ville vi idag næppe have problemer med de billige og stærkt forurenende netbursanlæg. Da ville man med rette kunne stille det krav, at havbrug skulle være forureningsfri og dermed i harmoni med intentionerne i vandmiljø-handlingsplanen. Og da ville fiskeopdrættet helt naturligt ske på land – i recirkulerede indpumpningsanlæg.

Det ville ikke blot gavne både miljøet og det danske fiskeopdræt. Det ville også give Danmark en tiltrængt eksportvare – det højteknologiske indpumpningsanlæg.

Til gengæld er Danmark ganske langt fremme, når det gælder opdræt af fisk i det varme kølevand fra kraftvarmeværker såsom Asnæs-værket på Sjælland og Ensted-værket i Åbenrå Fjord. I disse værkers kølevandskanaler har man i sagens natur ingen problemer med islæg, hvorfor der kan produceres året rundt – sågar i vand så varmt, at fiskene vokser optimalt størstedelen af året. Hovedproduktionen er også her store regnbueørreder, omend mere eksotiske varmtvandsfisk fra Middelhavet er ved at vinde indpas i det varme kølevand.

Men havbrugenes flydende netbure er og bliver et problembarn, når det gælder fiskeopdræt og forurening. Det så vi senest på Nordals, hvor man først – for at efterkomme vandmiljø-handlingsplanen – pålagde borgerne udgifter i størrelsesordenen 24 millioner kroner til kloakering og rensning af spildevandet. Herefter måtte man så måbende se til, at der blev placeret et forurenende havbrug lige uden for døren…

Denne artikel var den tredje af fire i en artikelserie i Morgenavisen Jyllands-Posten 1993. Herunder links til alle:

Medicinrester og kemikalier

I denne den sidste af fire artikler om danskfiskeopdræt ser vi på, hvordan man i udlandet har tacklet havbrugenesuundgåelige forurening.

Havbrugene er og bliver problembørn, når det gælder miljøet. I de åbne og flydende netbure er der nemlig ikke mulighed for at begrænse forureningen fra de mange tusinde fisk.

Fiskenes efterladenskaber samt foderspild og medicinrester siver uundgåeligt ud gennem netmaskerne – ud i frivandet, som derved belastes mærkbart. Under havbrugene vil man således kunne konstatere et mere eller mindre tykt slamlag forårsaget af nedsynkende stoffer fra netburene.

Derfor er havbrugene – og vil givet altid være det – et problembarn i miljømæssig henseende. Det så vi senest på Nordals, hvor man først – for at efterkomme vandmiljø-handlingsplanen – pålagde borgerne udgifter i størrelsesordenen 24 millioner kroner til kloakering og rensning af spildevandet.

Siden måtte de selvsamme borgere måbende se til, at der blev placeret et forurenende havbrug lige uden for døren. Et havbrug, der alene forurener miljøet med lige så meget fosfor som de 10.000 borgere, der er tilsluttet rensningsanlægget i Himmark.

Det fik naturligvis de gæve borgere på Nordals til at fare i flint, for hvad var meningen? – Hvorfor spilde millioner af gode skattekroner på et bedre vandmiljø – blot for at se til, at en ny forurener etablerer sig inden for synsvidde?

Problemet er ikke isoleret og specifikt for Nordals. Præcis det samme er set andre steder i landet. Et af de seneste eksempler er tovtrækkeriet omkring et antal havbrug i farvandet mellem Fyn og Sjælland – et område, der administreres af hele tre amter, nemlig Fyns, Vestsjællands og Storstrøms Amt.

Fyns Amt, der i lang tid var meget kritisk indstillet over for nye havbrug i sit område, vendte på en tallerken og stillede i udsigt, at der blev givet nye tilladelser. På den anden af Storebælt – i Vestsjællands Amt – havde man omvendt besluttet at sige nej til alle ansøgninger om anlæg af nye havbrug eller udvidelse af eksisterende. Man var endda gået så vidt som til at kræve et enkelt havbrug lukket og afviklet inden udgangen af 1992. To helt forskellige holdninger til den samme ting på hver sin side af det samme Storebælt.

Dette var for to år siden. Sidste år gav så Storstrøms Amt tilladelse til anlæg af hele syv nye havbrug, hvilket både Fyns og Vestsjællands Amt straks protesterede imod. Tre af havbrugene skulle nemlig have været placeret i Langelandsbæltet og ville her have medført en miljøbelastning, der svarer til renset spildevand fra mere end 40.000 personer.

Vi har tidligere været inde på den såkaldte vandmiljø-handlingsplan, som skal redde det truede vandmiljø i de indre danske farvande fra iltsvind, bundvendinger og fiskedød. I denne handlingsplan budgetterer man med en total udledning af kvælstof på 650 tons – fra samtlige landets havbrug, vel at mærke. I Storstrøms Amt havde man alene tildelt sig selv en årlig udledning på 200 tons!

Miljøstyrelsen fandt det derfor nødvendigt at gå ind i sagen og har nu ophævet de givne tilladelser – både til de planlagte tre havbrug i Langelandsbæltet og til de fire andre, som var tænkt placeret i Karrebæksminde Bugt ved Sydsjælland. De allerede eksisterende 8 havbrug har så til gengæld fået tilladelse til at øge deres forurening – via en tilladelse til udvidet foderforbrug.

Myndighederne har således haft mere end svært ved at finde fælles fodslag – for slet ikke at tale om egne ben at stå på – i sagen om de forurenende havbrug. Det håber man nu vil ændre sig. De tre implicerede amter har nemlig besluttet sig for et nærmere samarbejde, hvor problemerne omkring havbrugene skal kulegraves.

Så fremtidige beslutninger – forhåbentlig – vil kunne træffes på basis af en dybere indsigt i de faktiske forhold omkring havbrugene og deres uundgåelige forurening. Så skulle der gerne komme enslydende meldinger fra de tre amter!

Udenlandske erfaringer

Sammenligner vi med udlandet, må man straks konstatere, at vi her i landet behandler havbrugene endog særdeles lempeligt. I udlandet ser man med langt strengere øjne på havbrugene og deres belastning af miljøet.

I Finland pålægger man eksempelvis havbrugene samtlige omkostninger i forbindelse med monitering (kontrol) af det udledte spildevand. Her har man den omvendte bevisbyrde af, hvad vi har herhjemme: Her skal havbrugeren nemlig selv bevise, at han ikke forurener. Og altså også betale omkostningerne derved.

Det beløber sig i Finland til op imod en halv krone pr. kilogram produceret regnbueørred i flydende netbure. Lægger man ovennævnte tal til grund, ville havbruget ved Nordals hvert år skulle af med mere end kr. 100.000 alene i ekstra miljøafgifter.

Men det skal man altså ikke i dagens Danmark. Her kan eksisterende havbrug fortrøstningsfuldt forurene videre, omend også de må indstille sig på stedse skrappere krav til mængden af udledte stoffer.

Men hovedspørgsmålet må alligevel være, om der overhovedet bør ligge forurenende havbrug i de indre danske farvande? Om havbrugene med deres desværre uundgåelige forurening ikke burde forvises til mere åbne og mindre følsomme områder med større udskiftning af vandet. Eller om man ikke i stedet burde tage tyren ved hornene og så helt enkelt forbyde enhver form for fiskeopdræt i åbne netbure og samtidig gå aktivt ind med støtte til de førnævnte landbaserede anlæg?

Det ville i hvert fald løse forureningsproblemet og samtidig bibringe dansk erhvervsliv et profitabelt eksportemne – det forureningsfri fiskeopdræt i højteknologiske indpumpningsanlæg. Det ville også styrke vor internationale anseelse på miljøområdet.

Imidlertid er problemet omkring havbrugene mere kompliceret end som så. Det drejer sig nemlig ikke kun om mængden af udledt kvælstof og fosfor – de næringsstoffer, som vandmiljø-handlingsplanen koncentrerer sig om. Dem, der først får algerne til at blomstre uhindret op. Og dem, der siden – via de mange døde alger – forårsager iltsvind, fiskedød og bundvendinger.

Medicinrester og kemikalier

Desværre er der nemlig endnu en faktor inde i billedet. Lad mig her citere den tyske forsker Uwe Kils fra Institut für Meereskunde ved universitetet i Kiel:

“I sig selv er disse substanser (kvælstof og fosfor, red.anm.)egentlig ikke skadelige – så længe de ikke tilføres miljøet i for store mængder. Langt farligere er efter min mening en uansvarlig omgang med såvel medicin som kemikalier til bekæmpelse af alger (på netburene, red.anm.) og snyltere (på fiskene, red.anm.).Det er nemlig stoffer, der hober sig op gennem fødekæderne, og som derved kan udgøre en fare også for mennesker”. Citat slut.

Det skal i denne forbindelse oplyses, at havbrugerne i regelen behandler deres netbure med diverse kemikalier. Disse kemikalier skal hindre begroning med alger, som vil bremse udskiftningen af frisk vand gennem netmaskerne. I værste fald vil fiskene kunne blive kvalt – et problem, der er størst i varmt sommervand.

I områder med en vis saltholdighed kan man ligeledes få problemer med havlus, som i store mængder sætter sig på fiskene og rasper løs i deres skind – med vantrivsel og i værste fald endda dødsfald til følge. Havlusene bekæmper man ved at bade fiskene i kemikalier, der får lusene til at slippe deres tag. Hvorefter de blot driver ud i frivandet, hvor de så angriber vildfiskene i stedet…

Dette har i Irland forårsaget en decimering af havørredbestanden mange steder. De udtrækkende ungfisk af havørred angribes massivt, når de passerer fiskeopdrætets store netbure, hvorefter de vantrives og bliver et let bytte for såvel rovfisk som -fugle og -dyr.

Medicinrester er et tredje problem. Igen har man ingen muligheder for at undgå, at anvendt medicin ikke når ud i frivandet – ud til vildfiskene, som gerne holder til ved netburene. Her kan de nemlig ofte få sig et nemt måltid af overskydende foder fra fiskeopdrættet. Ulovligt anvendt medicin vil derfor uundgåeligt havne i såvel tamfiskene inden for som vildfiskene uden for netburene. Og til sidst havne i de mennesker, der fortærer fiskene.

Desværre har vi ikke her i landet obligatoriske undersøgelser af eventuelle medicinrester i de opdrættede fisk. Desværre, idet regelmæssig stikprøvetagning definitivt kunne be- eller afkræfte de vedvarende forlydender om brugen af ulovlige stoffer. Medicin- og kemikalierester kan være meget skadelige for de personer, der uforvarende måtte indtage dem. Resistens og allergi er et par af komplikationerne.

Alt i alt må man således konstatere, at havbrugene – de åbne med flydende netbure – er endog særdeles kontroversielle. At de leverer en betydelig og uundgåelig forurening med næringsstoffer, som havmiljøet ikke har godt af. Og at brugen af medicin og øvrige kemikalier er et andet og hidtil meget overset problem.

Spørgsmålet om havbrugene er derfor rent politisk. – Hvor megen skade på miljø og muligvis endda mennesker vil man fra politikerside tolerere for at bevare nogle få arbejdspladser? Fra naturens hånd er netop farvandet omkring Als et af de områder, der hyppigst rammes af iltsvind, fiskedød og bundvendinger. – Er det så klogt at skubbe det følsomme havmiljø netop her endnu et stykke mod afgrunden?

Efterskrift:

Det er nu langt om længe dokumenteret fra Miljøstyrelsen, at det samlede fiskeopdræt herhjemme – i ferske dambrug og salte havbrug – hvert år udleder 145 tons formalin, 9 tons kobbersulfat samt 3 tons (!) antibiotika.

Disse ret fantastiske tal er baseret på data fra ’94 og er næppe blevet mindre i den forgange tid…

Denne artikel var den sidste af fire i en artikelserie i Morgenavisen Jyllands-Posten 1993. Herunder links til alle:

Iltsvind

– Hvorfor og hvordan opstår iltsvind i de danske farvande?

Havets planteplankton udgøres hovedsagelig af kisel- og furealger. Kiselalgerne kender vi som koldtvandselskende alger fra ikke alt for næringsrige søer. Furealgerne derimod hører havet til. De holder mere af varme end kiselalgerne og har fået navn efter de karakteristiske furer i deres skaller.

Furealgerne kan indeholde grønne, gule eller røde farvestoffer de sidste velkendte fra det “røde tidevand”, som har ramt Nordsøens kyster flere gange i de senere år. Visse af disse furealger kan udskille giftstoffer, som er dræbende for fisk og andre dyr. Eller de kan udsondre slim, som kan irritere fiskenes gæller og sågar kvæle fiskene, hvis disse alger forekommer meget koncentreret.

Til de mere behagelige af furealgerne hører Noctiluca, som er ansvarlig for sommernattens lysende morild.

Algeblomst

Når livsbetingelserne er ideelle, kan algerne formere sig voldsomt. Der opstår områder med algeblomst, hvor vandet er tykt af alger, som enten er harmløse, irriterer fiskene eller slår dem ihjel.

Ikke mindst det storstilede lakseopdræt i Norge har lidt under de seneste års algeblomst. I naturen kan fiskene normalt flygte fra sådanne områder, men det kan de indespærrede laks i de flydende netbure jo ikke. De er fanget i en fælde og dør da i tusindvis. Til stor økonomisk skade for fiskeopdrætteren.

Algeblomst er naturligt forekommende, når betingelserne er de rette. Men meget tyder på, at de idag forekommer hyppigere end tidligere. Og på, at det er vor forurening af verdenshavene, der nu slår igennem.

Når man leder spildevand ud i fjord eller hav, beriger man vandet med en stor mængde næringssalte. Disse salte optages af planktonalgerne, som blomstrer op i større eller mindre omfang præcis som ved eutrofiering af søer.

Når algerne dør, synker de til bunds, hvor de nedbrydes af iltforbrugende svampe og bakterier.

Iltsvind

Jo flere alger der skal nedbrydes, desto større bliver iltforbruget. Som i søen kan det føre til iltsvind nær bunden specielt hvis sommeren er varm og stille, og der dannes et springlag. Da vil bundvandet isoleres fra resten af vandet og hurtigt blive iltfrit.

Denne forrådnelse eller nedbrydning sker i havbunden, hvor forskellige mikroorganismer gør arbejdet. I det øverste tynde lag lever de organismer, der kræver ilt til deres arbejde. Under dette lag lever hovedparten af nedbryderne i et iltfrit miljø. I stedet for ilt bruger de nitrat eller sulfat som “brændstof”.

Vigtigst er de sulfatåndende bakterier, som nedbryder størstedelen af det organiske stof i fjord- og havbund. De nedbryder stoffet under dannelse af den giftige og ildelugtende gasart svovlbrinte, der oplagres i havbunden.

Det tynde øverste lag af bunden, som indeholder ilt, virker som en spærring for svovlbrinten, der øjeblikkeligt uskadeliggøres af ilten. Men når ilten er brugt til nedbrydning af de mange døde alger, da eksisterer denne spærring ikke længere. Svovlbrinten trænger nu op gennem slammet og bindes i første omgang på overfladen, der farves sort.

Men det er en stakket frist. Iltes vandet ikke snart, trænger svovlbrinten videre op i vandet, hvor den dræber alt liv. Svovlbrinte blokerer nemlig åndedrættet på samme vis som cyankalium.

“Bundvendinger”

Hvor de findes, er blåmuslinger gerne de første ofre for en begyndende bundvending, som fænomenet er døbt. De har et meget højt stofskifte og mærker derfor som de første den snigende iltmangel. Veludviklede muslingebanker er derfor et tegn på gode iltforhold.

Til trods for deres store iltforbrug er blåmuslingerne i stand til at “klappe i” i bogstaveligste forstand, hvis der er begyndende tegn på iltsvind. Sådan lukket i kan de overleve i flere dage, inden de må åbne igen for en mundfuld frisk vand. Er der så svovlbrinte i vandet, dør de øjeblikkeligt.

Når iltmangelen for alvor viser sig, kryber muslinger og børsteorm op af deres gange i mudderet. De store sandmuslinger, der normalt ligger nedgravet i 30-40 cm’s dybde, kravler op til overfladen og strækker deres lange ånderør op i vandet efter den livgivende ilt. Krabber, som er mere mobile, kravler ofte helt ud af vandet for at redde sig. Da kan man se dem sidde oven vande på moler og bolværker.

Man siger, at “bunden vender”, når ilten slipper op og svovlbrinten slår til. Betegnelsen hentyder til mere ekstreme tilfælde, hvor store bobler af svovlbrinte stiger op og river det sorte bundslam med sig. Områder med hyppige iltsvind vil ofte være dækket af et såkaldt “ligklæde” af hvide svovlbakterier.

Bundvendinger har altid fundet sted i naturen, men de er tiltaget i antal og udbredelse i de seneste år. Samtidig har de giftige furealger vist sig oftere og oftere langs strandene.

En del af forklaringen herpå ligger i, at vore ferske vande faktisk er blevet renere i de sidste 10-20 år. Spildevand fra byer og industri er i stort omfang ledt uden om søer og vandløb, som derfor har fået det bedre. Men en stor del af dette spildevand renses stadig ikke. Det ledes blot ud i havet i stedet ud i de kystnære områder.

Mariager Fjord død…

Man har længe troet, at havet kunne tåle denne belastning, men det viser sig nu ikke at være tilfældet. De stedse hyppigere bundvendinger og de store algeforekomster taler deres tydelige sprog. Vore indre farvande er nu så hårdt belastede, at de ikke tåler mere.

Bundvendingerne og algeforekomsterne er blot toppen af isbjerget de resterende ni tiendedele ser vi overhovedet ikke. De finder sted på bunden, der langsomt, men sikkert slammer til og bliver livløs.

I august ’97 skete så det uundgåelige – det, som biologerne længe havde frygtet og forudsagt: Mariager Fjord, af mange kaldt “landets smukkeste” afgik ved døden efter en kolossal bundvending, der startede længst ude ved Hadsund og som på kort tid arbejdede sig helt ind til Hobro.

Fiskene og den øvrige fauna havde ikke en chance. De var fanget i en fælde – en fælde, som skyldes årtiers massiv udledning af næringssalte fra ikke mindst landbruget, der idag bidrager med 77% af kvælstoftilførslen til den lange og smalle fjord.

Et skoleeksempel på, at selv de værste forudsigelser meget vel kan komme til at holde stik selv i vor egen tid. Og på, at landets politikere i årevis har siddet et utal af advarsler overhørig.

Steen Ulnits

Eutrofiering

Klarvandede søer i lavlandsområder som Danmark er sjældne idag. De lider nemlig under en tiltagende “eutrofiering”.

De fleste søer i lavlandet er i regelen stærkt påvirkede af deres omgivelser. De modtager næringsrigt drænvand fra omkringliggende kunstgødede marker, og de modtager mere eller mindre urenset spildevand fra byerne. Endelig modtager de idag store mængder kvælstof fra atmosfæren kvælstof, som kommer fra ikke mindst bilernes udstødningsgasser, og som af regnen bringes ned i søen.

Resultatet af alt dette er en stærkt stigende primærproduktion  en stærkt forøget mængde af planktonalger, som lever højt på de tilførte næringssalte, og som samtidig gør vandet grumset og ugennemsigtigt. De mange alger skygger for lyset, som i mange tilfælde kun trænger få centimeter ned i vandet.

Søen forsvinder

Bundvegetation og den livsvigtige rankegrøde forsvinder de kvæles af lysmangel og rørsumpen breder sig. Samtidig hæver mudderbunden sig på grund af de mange døde alger, og til sidst ophører søen med at eksistere. Er søen lille og lavvandet, går det hurtigt. Er den stor og dyb, tager det længere tid.

Denne kunstigt fremskyndede ældning af søen kaldes eutrofieringog er til stor skade for søens dyre- og planteliv. Når bundvegetationen og rankegrøden forsvinder, forsvinder også grundlaget for søens produktion af smådyr, som er knyttet til disse planter. Det får betydning for de af søens unge fisk, der er blevet for store til at leve af dyreplankton. De sulter, og deres vækst går derfor mere eller mindre i stå. Resultatet bliver de såkaldte “tusindbrødre”.

I takt med, at vandet bliver mere og mere uklart på grund af de mange alger, går også søens rovfisk tilbage. De er nemlig i regelen afhængige af deres syn, når de jager, og i det grumsede vand ser de dårligt. Rovfiskene vantrives derfor også i den eutrofierede sø. De kan ikke længere fange deres bytte og holde bestanden af småfisk nede på et passende niveau. Disse florerer derfor trods fødemangel.

Men ikke nok med det. Søen er nu inde i en ond cirkel, idet de mange småfisk græsser så hårdt på bestanden af dyreplankton hjuldyr, vandlopper og dafnier at disse ikke længere kan holde algerne nede. Algerne florerer derfor yderligere, hvilket igen fremskylder søens ældningsproces.

Restaurering

Er søen lille, og har den en ringe vandudskiftning, er den et let offer for eutrofieringen. Er den omvendt stor med en stor vandudskiftning måske indgår den i et stort vandsystem er den ikke så sårbar.

En eutrofieret sø kan reddes på forskellig vis. Man kan gribe direkte om ondets rod og først lukke af for yderligere tilførsel af næringssalte, dernæst skære bredvegetationen og så til allersidst fjerne en stor del af søens bundslam. Det er en effektiv, men meget kostbar metode, som derfor sjældent anvendes.

Idag sætter man derfor sin lid til en mere langsommelig, men også meget billigere løsning, nemlig bio-manipulation. Det er en moderne form for fiskepleje, som fortrinsvis egner sig til mindre og ikke alt for store søer.

Biomanipulation er en metode, hvor man aktivt griber ind i søens fødekæder og giver dermed søen hjælp til selvhjælp.

Biomanipulation

Man kan eksempelvis bortfiske nogle af de mange småfisk, som holder søens dyreplankton nede. Herved får hjuldyr, vandlopper og dafnier mulighed for formere sig til et niveau, hvor de bedre kan holde algerne i skak. Vandet bliver herved mere klart, hvilket hjælper søens rovfisk til bedre at kunne kontrollere småfiskene.

Når vandet er blevet rimelig klart, kan man også supplere bestanden af rovfisk ved udsætning. Det kan være gedder og aborrer, men ofte vil en fisk som sandarten klare opgaven bedst, idet den mere bruger sin lugtesans end sit syn, når den jager. Den kan med fordel udsættes i selv de mest uklare søer, blot de har en vis størrelse. Sandarten kræver nemlig plads og vantrives i moser og småsøer.

Bio-manipulation er en billig og spændende løsning på mange eutrofieringsproblemer, men den griber ikke direkte om ondets rod. Det er nemlig det tykke slamlag, der ligger på bunden. Det indeholder store mængder ophobede næringsalte, som til stadighed frigives til vandmassen under de ofte iltfri forhold.

En radikal ændring af søens miljø kræver derfor, at dette bundslam fjernes helt eller delvis. Eller at bundvandet iltes kunstigt, så næringssaltene holdes bundet.

Steen Ulnits