Eutrofiering

Klarvandede søer i lavlandsområder som Danmark er sjældne idag. De lider nemlig under en tiltagende “eutrofiering”.

De fleste søer i lavlandet er i regelen stærkt påvirkede af deres omgivelser. De modtager næringsrigt drænvand fra omkringliggende kunstgødede marker, og de modtager mere eller mindre urenset spildevand fra byerne. Endelig modtager de idag store mængder kvælstof fra atmosfæren ­ kvælstof, som kommer fra ikke mindst bilernes udstødningsgasser, og som af regnen bringes ned i søen.

Resultatet af alt dette er en stærkt stigende primærproduktion ­ en stærkt forøget mængde af planktonalger, som lever højt på de tilførte næringssalte, og som samtidig gør vandet grumset og ugennemsigtigt. De mange alger skygger for lyset, som i mange tilfælde kun trænger få centimeter ned i vandet.

Søen forsvinder

Bundvegetation og den livsvigtige rankegrøde forsvinder ­ de kvæles af lysmangel ­ og rørsumpen breder sig. Samtidig hæver mudderbunden sig på grund af de mange døde alger, og til sidst ophører søen med at eksistere. Er søen lille og lavvandet, går det hurtigt. Er den stor og dyb, tager det længere tid.

Denne kunstigt fremskyndede ældning af søen kaldes eutrofieringog er til stor skade for søens dyre- og planteliv. Når bundvegetationen og rankegrøden forsvinder, forsvinder også grundlaget for søens produktion af smådyr, som er knyttet til disse planter. Det får betydning for de af søens unge fisk, der er blevet for store til at leve af dyreplankton. De sulter, og deres vækst går derfor mere eller mindre i stå. Resultatet bliver de såkaldte “tusindbrødre”.

I takt med, at vandet bliver mere og mere uklart på grund af de mange alger, går også søens rovfisk tilbage. De er nemlig i regelen afhængige af deres syn, når de jager, og i det grumsede vand ser de dårligt. Rovfiskene vantrives derfor også i den eutrofierede sø. De kan ikke længere fange deres bytte og holde bestanden af småfisk nede på et passende niveau. Disse florerer derfor ­ trods fødemangel.

Men ikke nok med det. Søen er nu inde i en ond cirkel, idet de mange småfisk græsser så hårdt på bestanden af dyreplankton ­ hjuldyr, vandlopper og dafnier ­ at disse ikke længere kan holde algerne nede. Algerne florerer derfor yderligere, hvilket igen fremskylder søens ældningsproces.

Restaurering

Er søen lille, og har den en ringe vandudskiftning, er den et let offer for eutrofieringen. Er den omvendt stor med en stor vandudskiftning måske indgår den i et stort vandsystem ­ er den ikke så sårbar.

En eutrofieret sø kan reddes på forskellig vis. Man kan gribe direkte om ondets rod og først lukke af for yderligere tilførsel af næringssalte, dernæst skære bredvegetationen og så til allersidst fjerne en stor del af søens bundslam. Det er en effektiv, men meget kostbar metode, som derfor sjældent anvendes.

Idag sætter man derfor sin lid til en mere langsommelig, men også meget billigere løsning, nemlig bio-manipulation. Det er en moderne form for fiskepleje, som fortrinsvis egner sig til mindre og ikke alt for store søer.

Biomanipulation er en metode, hvor man aktivt griber ind i søens fødekæder og giver dermed søen hjælp til selvhjælp.

Biomanipulation

Man kan eksempelvis bortfiske nogle af de mange småfisk, som holder søens dyreplankton nede. Herved får hjuldyr, vandlopper og dafnier mulighed for formere sig til et niveau, hvor de bedre kan holde algerne i skak. Vandet bliver herved mere klart, hvilket hjælper søens rovfisk til bedre at kunne kontrollere småfiskene.

Når vandet er blevet rimelig klart, kan man også supplere bestanden af rovfisk ved udsætning. Det kan være gedder og aborrer, men ofte vil en fisk som sandarten klare opgaven bedst, idet den mere bruger sin lugtesans end sit syn, når den jager. Den kan med fordel udsættes i selv de mest uklare søer, blot de har en vis størrelse. Sandarten kræver nemlig plads og vantrives i moser og småsøer.

Bio-manipulation er en billig og spændende løsning på mange eutrofieringsproblemer, men den griber ikke direkte om ondets rod. Det er nemlig det tykke slamlag, der ligger på bunden. Det indeholder store mængder ophobede næringsalte, som til stadighed frigives til vandmassen under de ofte iltfri forhold.

En radikal ændring af søens miljø kræver derfor, at dette bundslam fjernes helt eller delvis. Eller at bundvandet iltes kunstigt, så næringssaltene holdes bundet.

Steen Ulnits