Forfatterarkiv: Steen

OKUMA

Danmark har netop haft besøg af direktøren for verdens 5. største fiskegrejsproducent. Her bringes et eksklusivt interview med fabrikkens direktør og eneejer!

Charlie Chang hedder han, en vaskeægte og vennesæl “kineser” fra Taiping i Taichung på Taiwan!

Charlie er ejer af Okuma-fabrikkerne, der idag er verdens 5. største leverandør af fiskegrej – og i kraftig vækst. Han startede virksomheden op for 12 år siden, da han løb ind i en tidligere ingeniør fra en af Daiwa’s fiskehjulsfabrikker.

Charlie Chang, der selv er ingeniør af uddannelse, havde pengene – den tidligere Daiwa ingeniør den fornødne viden om fremstilling af fiskehjul. Sådan var starten på den virksomhed, der idag beskæftiger omkring 1.000 mand fordelt på fabrikker i både Taiwan og Kina.

Mr. Chang var fra starten af internationalt orienteret. Han mente, at skulle hans firma blomstre og gøre sig på verdensmarkedet, måtte medarbejderne nødvendigvis kunne tale engelsk.

Han ansatte derfor Douglas, som er vaskeægte amerikaner, og som taler kinesisk. Douglas fik til opgave at lære både Charlie og hans medarbejdere det for en kineser så vanskelige sprog engelsk!

Først fluehjulene…

De første fem år lå produktionen på Taiwan, hvor man i starten udelukkende satsede på fluehjul. Af flere årsager. Dels er fluehjul relativt simple af konstruktion, og dels kræver de ikke samme store volumen som fastspolehjul. Endelig var konkurrencen ikke så hård på verdensmarkedet netop her.

Det blev til en serie fluehjul i kulfiber composite, som hurtigt blev kendt verden over – enten under Okuma’s eget navn eller med andre firmanavne. Faktisk var det i starten de allerfærreste, der blev solgt under fabrikkens eget navn. Langt størsteparten blev leveret som såkaldte “OEM” hjul – med andre firmaers logo på.

Da man følte, at man havde styr på fluehjulene, gik man langsomt i gang med fastspolehjulene, som har et langt større potentiale på verdensmarkedet.

Så fastspolehjulene…

– Det er her, det helt store volumen er, fortæller Mr. Chang. – Vel omkring 90% af alle hjul på verdensplan er fastspolehjul, så her er konkurrencen naturligvis hårdest. Til sammenligning udgør fluehjulene på verdensplan sølle 2-3%…

Til gengæld er det også i produktionen af fastspolehjul, at konkurrencen er suverænt størst og hårdest – og profitten på det enkelte hjul tilvarende lavest. Men den forskel opvejes til fulde af den kolossale volumen, som populære fastspolehjul kan produceres i.

Hertil skal så lægges de nærmest astronomiske udviklingsomkostninger, der er forbundet med produktionen af en ny serie fastspolehjul. Således tager det omkring 6 måneder at udvikle en ny hjulserie på seks størrelser “from scratch”. Fra de første streger tages på tegnebordet, til de første hjul løber af samlebåndet.

Alene støbeformen til et enkelt hjul koster ikke mindre end US$ 400.000 – mere end 2,5 million kroner – at udvikle og fremstille. Til gengæld kan man så være heldig, at denne ene støbeform kan bruges til én million hjul…

Siden multihjulene!

Okuma startede med billige “low end” fastspolehjul, der havde bremsen placeret bagtil. Det er en produktion, der ikke er så krævende som hjul med bremsen fortil. Og man red med på bølgen af hjul, som havde både hjulhus, rotor og spole fremstillet i kulfiber composite – med de fordele og ulemper, som det nu engang medfører.

Siden udviklede man nye hjul med metalspole og bremsen placeret fortil. Fordelen ved denne konstruktion er spolerne, som dels bliver mekanisk stærkere – dels kan fremstilles mere præcist. Endelig er der plads til langt større bremseskiver her end i bremser placeret bagtil.

Næste skridt på vejen var så multihjul, som kræver en totalt anderledes produktionsform. Her skal der ikke støbes så meget. Her skal der i stedet drejes og fræses.

Resultatet er indtil videre blevet en lang række multihjul til trolling og havfiskeri – de største med avancerede Lever Drag bremser. Det amerikanske marked for små multihjul til spinnefiskeri har man endnu ikke villet kaste sig ud i. – Men det kommer, forsikrer Charlie Chang med et bredt smil! – Det kommer!

Og så tilbage igen til fluehjulene…

Okuma har som de øvrige producenter af fiskegrej mærket, at specielt fluefiskeriet har boomet i de seneste år.

Man har derfor udvidet sit udbud af prisbillige fluehjul i kulfiber composite med helt nye serier af metalhjul. Hjul, som først er støbt, og som siden fræses ud til eksakte tolerancer. Dernæst monteres de med slidstærke rullelejer og intet mindre end en magnetisk skivebremse!

– Vi har helt enkelt overført en del af teknologien fra vore spinnehjul til vort nye fluehjul, fortæller Mr. Chang. Og hvad værre er – set med konkurrenternes øjne – så kan disse nye hjul sælges til priser, der får tilsvarende hjul til at se ufatteligt dyre ud.

Typisk sælges de nemlig til langt under halvdelen af, hvad konkurrerende hjul koster…

Fra Taiwan til Kina

For syv år siden åbnede Kina sine grænser for investorer udefra. Og da Taiwan jo – i hvert fald set med kineserøjne – stadig er en del af Kina, gav man straks taiwanesiske virksomheder lov til at etablere sig.

Det attraktive ved Kina er naturligvis den lave arbejdsløn, som stadig findes her. I Kina koster almindelig arbejdskraft således typisk 15 gange mindre end på Taiwan…

Man skal dog tage i betragtning, at der så også er tradition for, at fabrikkerne i vid udstrækning tager sig af sine arbejdere – også efter arbejdstid. Alligevel er de totale omkostninger i Kina langt mindre end på Taiwan, og derfor er kinesiske fabrikker naturligvis uhyre konkurrencedygtige på verdensmarkedet – når vel at mærke kvaliteten holder!

Hos Okuma er man til fulde klar over det nødvendige i og vanskelige ved at opretholde en stabilt høj kvalitet, når produktionen hele tiden vokser. Derfor har man ansat konsulenter udefra, som skal sørge for en samlet strategi for kvalitetskontrollen.

Det har indtil videre medført, at Okuma – som den første fiskegrejsproducent i Kina – i 1997 fik tildelt det eftertragtede ISO 9002 certifikat. Så er der styr på kvaliteten.

Fra kopister til eget design

Idag beskæftiger Okuma omkring 1.000 medarbejdere på sine fabrikker. Heraf arbejder de 200 på Taiwan, hvor også Okuma’s udviklingsafdeling ligger – de resterende 800 i Kina, hvor alle fastspolehjulene fremstilles. Multihjulene kommer tilsvarende fra Taiwan.

I starten var Okuma de rene kopister. Det indrømmer Charlie Chang gerne. Men han er stolt ved at fortælle, at Okuma idag har sin egen R&D afdeling, som konstant arbejder med at udvikle nyt design og nye modeller. Her sidder således 40 ingeniører, som til stadighed vrider deres hjerner for at gøre vore fiskehjul endnu bedre!

Man holder naturligvis et vågent øje med, hvad konkurrenterne sender på markedet af nyheder. Og man tester bestandigt nye materialer, der kunne komme på tale.

Men man udvikler også egne nye ideer, hvortil blandt andet hører “Oval Oscillating System” (OOS), der sikrer et bedre lineoplæg og en større slidstyrke end det konventionelle snekkedrev til spolevandringen. OOS systemet findes indtil videre kun på de helt store fastspolehjul med høje Long Cast spoler.

En anden nyskabelse er Okuma’s “Rotor Equalizing System” (RES), der sikrer en jævn og afbalanceret indspinning – selv ved høj hastighed.

Fra hjul til stænger

Det seneste skud på Okuma stammen er fiskestænger. Også her er man startet langsomt op og skræver ikke mere, end bukserne kan holde.

Idag fremstilles mange millioner fiskestænger årligt i Kina. Stangfremstilling er en ganske arbejdskrævende proces, og prisen på arbejdskraft er derfor altafgørende, når man vælger sted til stangproduktion. Kina står således meget højt på listen, når man vil oprette en ny stangfabrik.

Kina er imidlertid først kommet med på stangvognen inden for de allerseneste år. Kina har nemlig længe været blacklistet af de kulfiber-producerende lande USA og Japan. Kulfiber er jo idag en vigtig ingrediens i fremstillingen af jagerfly og rumraketter, og den produktion havde man ikke ligefrem lyst til at hjælpe kineserne – længe atommagt og nu også rumfartsnation – alt for meget med.

Men da så embargoen blev løftet, væltede det ind med firmaer, der ville oprette egne stangfabrikker i den kinesiske folkerepublik. Imidlertid blev de allerfleste fabrikker startet op på gammelt materiel fra andre lande i området. Forældet udstyr med forældede mandreller og andet. Men billigt til salg fra konkursramte konkurrenter i ikke mindst Korea…

Den vogn ville Charlie Chang ikke være med på. I stedet investerede han i splinternyt udstyr fra Japan, så nye Okuma stænger ikke fra starten af skulle være forældede!

Resultatet er indtil videre blevet et fåtal stangserier, der lever op til Okuma’s filosofi: At kvalitetsgrej ikke skal koste en formue! Og indtil videre har man satset på stænger til det amerikanske marked, som – trods sin enorme størrelse – er meget homogent, hvad stænger angår. En lille håndfuld stangserier dækker således hele det store kontinent!

– Sådan er det desværre ikke med Europa, sukker Mr. Chang. – Her har næsten hvert eneste land sine egne specielle stangtyper, hvilket gør livet besværligt for storproducenter som os. Men vi skal nok være der om et par år, forsikrer han. – Mr. Svendsen skal nok fortælle os, hvad der er brug for i jeres del af verden!

Fremtiden i fiskegrej

Det skal “Mr. Svendsen” nok. Han hentyder naturligvis til Lars Svendsen – manden bag Svendsen Sport, der har markedsført Okuma i Danmark siden 1990. Som siden blev generalagent for Skandinavien. Og som nu senest har overtaget hele Europa!

Det er i høj grad Lars Svendsens fortjeneste, at Okuma atter har vendt blikket mod fluehjulene. Hvor fluehjul på verdensplan kun udgør et par procent af alle solgte hjul, udgør de nemlig hele 10% her i Skandinavien.

Og sådan kunne man blive ved. Da jeg afslutningsvis spørger Charlie Chang, om Okuma har noget specielt budskab til sine danske kunder, siger han følgende:

– Hos Okuma lytter vi til vore kunder. Vi er meget åbne over for input fra vore agenter, som hele tiden skal have fingeren på pulsen på de lokale markeder. Og så er vi 110% “committed to quality”,slutter den gæstende kineser.

Fra den spæde start i Taiwan for 12 år siden er det da også støt og roligt gået fremad for Okuma fabrikken, hvis motto er “Feel the Power!”.

Det gør ikke kun kunderne, som fisker med produkterne. Det gør også de store konkurrenter, som nu kan mærke Okuma’s hede ånde i nakken – med en samlet årsproduktion på mere end 5 millioner enheder! Heraf går de 700.000 alene til Europa, og 40.000 af dem er fluehjul.

Omkring 55% af alle enheder sælges idag under Okuma’s eget navn – de resterende 45% under alle mulige andre. Så det kan meget vel være, at du fisker med et Okuma-hjul – uden at vide det!

Sand & Surfcasting

Det var amerikanerne, der opfandt det. Englændere og tyskere, der bragte det til Europa. Nu er vestjyderne for alvor ved at opdage det!

Solnedgang ved Hvide Sande
© foto Steen Ulnits

Det startede – som så meget andet – i USA i årene efter Anden Verdenskrig. Hovedaktøren var den stribede bars, der – igen som så meget andet i USA – er ganske meget større, end kystnære fisk de fleste andre steder normalt bliver. Direkte fra den amerikanske østkyst tages der nemlig regelmæsigt fisk på 10-30 kg!

Det var tilstedeværelsen af disse kæmper – helt inde under land på visse tider af året – som satte gang i udviklingen af det, vi idag betegner “surfcasting”. Og som betød noget nær et kvantespring fremad i udviklingen af moderne fiskegrej, som vi kender det her på tærsklen til årtusindskiftet.

Der blev fisket med lange og tunge splitcane stænger forsynet med store “beach casting” multihjul fra Penn samt flettede cuttyhunk liner. Ingen avancerede bremsesystemer her – kun en følsom tommel til at kontrollere den vildt roterende spole! Overløb og fuglereder hørte derfor til dagens orden, når man surfcastede…

Udviklingen tog for alvor fart, da man fik lettere stænger i først glasfiber og siden kulfiber samt multihjul med specielle bremsesystemer. Vigtigst var dog fremkomsten af den monofile nylonline.

Idag er surfcasting andet og mere end blot det ekstra tunge bundsnørefiskeri, som mange forbinder denne fiskemetode med. Surfcasting er – eller kan i hvert fald være det – noget nær en kunstart, hvis man alene ser på kastet. Med godt surfgrej kan de allerfleste let nå ud over de første 100 meter, og rekorden ligger på den anden side af 200 m stregen!

Stangen

Surfstangen skal være 12-15 fod lang og kunne håndtere kastevægte på op til 250 g. Stangens længde holder linen fri af den tang, der ofte driver sammen under land. Den muliggør også lange kast selv i hård blæst. Generelt kan man sige, at jo længere en stang, man kan håndtere effektivt, desto længere kast opnår man.

I gamle dage var glasfiberstænger enerådende. Idag har de lette og spændstige kulfiberstænger også vundet indpas her – ofte indblandet en smule glasfiber for at gøre dem mere robuste.

Stangringene skal være ganske store, hvis man bruger fastspolehjul. Af praktiske årsager bør den nederste – og største – stangring derfor kunne klappes sammen under transport.

Hjulholderen skal være af bedste kvalitet – saltvandsbestandig og i stand til at fastholde hjulet i et jerngreb under kast og fiskeri. Det er store kræfter, der skal holdes styr på her.

Hjulet

Multihjulet er det oprindelige hjul til surfcasting. Og det er stadig multihjulet, der giver de længste kast. Men det er også – trods alskens raffinerede kastebremser – stadig det vanskeligste hjul at håndtere under kast. Specielt skal man være forsigtig med knuden, som danner overgang mellem hovedline og slagline. Ligger den forkert på spolen – inde midtpå – kan man være ganske sikker på at få tommelfingeren skåret op under kast…

Fastspolehjulet er det letteste at håndtere – ikke mindst i natmørke, hvor man ikke kan se til at blokere multihjulets roterende spole efter loddets nedslag. Så kan man godt leve med de kortere kastelængder, som fastspolehjulet uvægerligt giver.

Fastspolehjulet er samtidig suverænt til hurtig indtagning af line og forfang – noget, der kan have stor betydning, når en kroget fladfisk skal kanes ind over tangen i strandkanten.

Linen

En god 0.35-0.40 mm nylonline er ideel som hovedline. Meget gerne fluorescerende. Man kan få specielle liner, hvor forskellige farver angiver kastelængden. Det kan være uhyre praktisk at vide, om man nu kaster 100, 125 eller 150 m, idet man så ved, hvor forfanget befinder sig mellem revler og render.

Hjulet skal i sagens natur have plads til mindst 300 m af hovedlinen – helst mere. Har det plads til mindre, vil man under kastet nå for langt ind på spolen – med stærkt forøget friktion og mindskede kastelængder til følge.

10-20 m “slagline” af 0.50-0.70 mm nylon knyttes for enden af hovedlinen, som ikke i sig selv kan tåle de store kræfter under kastet. Man kan også her få specialtaperede slagliner, som er tykke i den ene ende og taperer ned til en tykkelse som hovedlinen i den anden. Det giver en jævnere overgang mellem hovedline og slagline – en mindre knude.

Forfanget

Det er som sagt meget store kræfter, der kommer til udløsning under surfcastet, og specialdesignede forfang er derfor nødvendige. Der skal kunne kastes,“uden at luften er tyk af pulveriserede sandorm” , som en af landets førende surfcastere så rammende har udtrykt det!

På forfanget har man derfor små hægter (såkaldte “relay” clips), i hvilke man hænger den agnede krog. I nedslaget går krogen så fri af hovedlinen og hænger frit i vandet. Man kan også indbygge såkaldte “impact shields” på forfanget til yderligere sikring af den agnede krog.

Kulørte lokkeperler – gerne selvlysende til natfiskeri – og flydende opdriftkugler er andre måder at gøre forfangene endnu mere sofistikerede og effektive på.

Man kan købe forfangene færdige eller “bygge dem selv”.

Lodder, agn og andet

Såkaldt “ankerbly” er bydende nødvendigt, da lodderne ellers ruller med strømmen langs kysten på rekordtid. Et typisk ankerbly har fire folde-ud ben, der sikrer et solidt fæste i bunden, og som kipper/slipper bunden ved indtagning.

Ankerlodder kan fås i alle tænkelige udgaver og størrelser – som modulbly, der kan vokse med opgaven, med forlængere til stenet bund etc. Et solidt udvalg af ankerbly er således alfa og omega for den seriøse surfcaster!

Her bruges de sædvanlige agn, som gennem årene har fristet ål, fladfisk og torsk over evne: Sandorm og sandigler, hele tobiser og stykker af sildefileter. Går man specielt efter torsk, kan krabbekød – indsyet i en nylonpose – være overmåde velfangende.

Surfcasting ved Sletterhage Fyr
© foto Steen Ulnits

Stangholderen er næsten lige så nødvendig som stang, hjul og line. Bedst er en stor trebens model til det ustabile underlag i brændingen – med “mulepose”, som kan fyldes med forhåndenværende sten og dermed give stangholderen den fornødne tyngde til at holde de to store surfstænger.

Herudover skal der naturligvis være agnnål og krogløser med flere andre småting i grejboksen. Der for øvrigt gerne må være så stor og stabil, at man kan sidde på den, mens man venter på hug!

Kastet

Der findes flere forskellige former for surfcast – nogle mere indviklede end andre. Som begynder står man sig bedst ved at starte med det simple surfcast, hvor loddet blot placeres på sandet længst bagude – i direkte forlængelse af den lange stang. Dette for at forlænge vægtstangen og spænde surfstangen mest muligt under kast.

Vil man gøre det hele ekstra dramatisk – der er måske beundrende tilskuere på stranden i form af let klædte badegæster af det modsatte køn – kan man spænde grejet yderligere ved at løbe et par meter under selve kastet! Det ser dog nok mere dramatisk ud, end det rent faktisk forøger kastelængden…

Når kastet er afsluttet og loddet har forankret sig på bunden, strammes linen godt op og stangen sættes i stangholder. Klar til næste stang, for man fisker i regelen med to surfstænger pr. mand. Så har man hele tiden noget at se til.

Fiskene

Andre steder i verden surfcastes der efter hajer og rokker, som jo kan blive ganske store. Her hos os er det dog torsk og fladfisk i mere beskedne størrelser, der bliver surfcasterens fangst.

Satser man på fladfisk, kan man ud fra bundforholdene selv vælge, om der fortrinsvis skal rødspætter, skrubber, isinger eller pighvarrer med hjem. Rødspætterne holder af ren sandbund på relativt dybt vand. Skrubberne er mere til blød bund i fjordområder, mens isingerne ofte er at finde på sandbund over lavt vand. Pighvarren derimod kræver gruset bund.

Dyrker man fiskeriet om natten og i de mørke vintermåneder, kan kysttorskene nå anselige vægte. 5 kilos torsk er således ingen umulighed for den surfcaster, der trodser natmørket og vinterkulden. Da hører fine 2-3 kilos torsk til de normale fangster.

Med en sprælsk og velkonditioneret tipunder for enden af den lange stang er man sikret en spændende fight, der nok skal få én til at glemme alt om frosne fingre, manglende søvn og den varme seng derhjemme!

UL år 2000!

Grejet bliver bedre og bedre. Det, vi kaldte for “UL” for blot nogle få år siden, er i dag ved at være standarden. Og lettere grej giver både flere hug og et mere behageligt fiskeri!

Hvis du ikke selv er trolling-fisker, så har du måske undret dig, når du stod og vippede med en downrigger-stang i grejbutikken. – Så blød og “slatten” en stang til så store laks?

Hvis du selv er trolling-fisker, så ved du, at disse “slatne” stænger fint klarer selv den største laks. Du ved også, at den bløde og eftergivende klinge faktisk er en decideret fordel, når kræfterne skal suges ud af fisk i 10-20 kg’s klassen.

Vi husker sikkert alle “Light Line” hysteriet for blot nogle få år siden. Dengang det var fint og “sportsligt” at drage på marlin-fiskeri efter en ny linerekord – at fiske målrettet efter 100 kg’s fisk med 0.20 liner.

Det var et fiskeri, der resulterede i masser af hug og næsten lige så mange sprængte liner efter timelange fights, der truede med at trætte de krogede fisk næsten til døde – førend linen så med nærmest usvigelig sikkerhed knækkede i slutspurten…

Den slags er vi vist ved at være vokset fra her på kanten til år 2000. Det er ikke længere “in” at lege i timevis med store fisk på sytrådstynde liner. Det er nærmere det rene dyreplageri, vil sikkert de fleste indrømme.

Den slags “leg” er også at skyde sig selv i foden i disse tider, hvor “grønne” organisationer i stigende omfang har rettet skytset mod os jægere og fiskere, der ind imellem og sågar for fornøjelsens skyld formaster os til at gå i clinch med naturens skabninger.

Disse mennesker har mere end svært ved at forstå endsige acceptere, at vi sådan “leger” med andre levende væsener – efter først at have plantet en sylespids krog i kæften på dem…

Overkill og kystørreder…

For blot nogle få dage siden var jeg ude på det skønne Mols at svinge fluestangen. Da vandet var på sit højeste, kom en flok havørreder ind i badekarret, hvor de fint kunne fanges på blot et fem meters kast.

En fin grønlænder på 45 cm tog mit fluorescerende røde Juletræ kun få meter fra stangspidsen og blev så overrasket, at jeg blot stille og roligt kunne kane fisken op på land med min klasse 7-8 stang. Nogen egentlig fight var der slet ikke tale om. Og det er der jo – hånden på hjertet – kun yderst sjældent med de kystørreder, vi i 99% af tilfældene får på krogen.

Havørredens skønhed og øvrige kvaliteter ufortalt, så er der jo himmelvid forskel på tropernes tarpon og bonefish, der virkelig formår at sætte grejet på prøve – og så de hjemlige laksefisk, der ikke har nær de samme mængder krudt i halen.

En 9-10 fods stang klasse 7-8 er vel noget nær standarden i vore dages kystfluefiskeri. Grej, hvis vægtklasse fortrinsvis er bestemt af vejret og en vind, der næsten altid blæser. Og grej, hvis sværelse bestemt ikke matcher de 40-50 cm’s havørreder, som vi fanger flest af!

Samtidig er det jo en kendsgerning, at vi oftest tager på kysten med den lange fluestang, når vejret mager sig. Når ingen eller kun en svag vind gør fiskeriet til en fornøjelse. Men vi medbringer og bruger stadig vort klasse 7-8 stang og line – grej, der jo slet ikke er brug for i sådant magsvejr. Rent overkill, altså.

Som en konsekvens af dette har jeg oftere og oftere en klasse 5-6 udrustning med på kysten i stedet – om altså vejret arter sig. Det er grej, som jeg tidligere altid reserverede til regnbuerne i Mariager Fjord – æret være for øvrigt deres minde, nu hvor fjorden er død.

Og grej, der gør fighten med en havørred på 40-50 cm til en sand fornøjelse. Udstyr, hvis sværelse yder fiskene fuld retfærdighed.

“Kyststangen”…

Det er ikke så frygtelig mange år siden, at en typisk “kyststang” var af glasfiber, 9 fod lang og havde en kastevægt på 10-30 g. Og så vejede den typisk 4-500 g, hvilket med et fastspolehjul i samme vægtklasse gjorde en lang dag på kysten til hårdt arbejde for ryg og skuldre.

– Hvem husker ikke ABU’s “Atlantic” stænger, der i en årrække var så godt som enerådende ved de danske kyster? Det var kraftige kæppe af ovennævnte kaliber – stænger, vi idag kun tager i anvendelse, når der skal fiskes laks i store, norske elve.

Idag klarer vi os med ultralette kulfiberstænger på 8-9 fod og med en noget lavere kastevægt. Stænger, der selv kun vejer godt 200 g. Idag har vi endda fået de nye, supertynde og helt uelastiske PE-liner, der uden videre tillader brug af 0.16 liner til almindeligt kystfiskeri.

Faktisk kan vi nu fint gå helt ned til 7-8 fods stænger, når vi tager på kysten efter en sølvblank havørred. Det lettere grej giver helt enkelt flere hug, større fornøjelse og mere behageligt fiskeri!

Det samme gør sig gældende på havet, hvor 10-20 kg’s torsk idag uden videre kan hales til overfladen på en 0.30 mm tyk PE-line. En line, der idag er mindst lige så stærk, som en 0.60 mm nylonline var for blot nogle få år siden. Ja, faktisk kan flere 0.25 mm PE-liner idag gøre rent bord over for mange af markedets monofile 0.60 liner.

Tynde liner med stor styrke

I det hele taget har jo linerne udviklet sig med forrygende hast i de allerseneste år. Kigger man i et 25 år gammelt ABU katalog fra 1973, så havde en typisk Abulon 0.30 line en brudstyrke på godt 4 kg. En dobbelt så tyk Abulon 0.60 kunne klare 16 kg.

Idag klarer en PE-line på blot 0.25 mm således det samme, som en 0.60 mm nylonline gjorde tidligere. Og idag skal man blot vælge en 0.10 mm PE-line, hvis man har brug for en line med en brudstyrke på omkring 4 kg – det, der tidligere skulle en 0.25 monofil nylon til for at holde!

Geddefiskeren, som gerne trækker eller kaster med store woblere forsynet med to eller sågar tre trekroge, har ofte problemer med at kroge fiskene. Der er jo rigtig mange krogspidser, som skal bankes ind i geddens hårde og tandbesatte kæft. Mange kræfter at fordele over de 6 eller sågar 9 krogspidser.

Det problem kan geddefiskeren nu fint løse ved at bruge en lidt tykkere PE-line, end han ellers ville have gjort. Måske en 0.20-0.25 mm PE, der har kræfter til virkelig at banke de mange krogspidser på plads – vel at mærke uden at blive så tyk, at det går mærkbart ud over kastelængderne.

Det er et trick, som amerikanske bass-fiskere længe har benyttet sig af. De har nemlig brug for liner, der lynhurtigt kan trække selv store bass væk fra forræderiske vandplanter. De har derfor taget PE-linerne til sig med kyshånd og spoler dem nu på deres multihjul i kilometervis!

Og Put & Take fiskeren, som tidligere havde svært ved at nå ud til fiskene i de store P&T vande, kan idag spole 0.10 mm PE-liner på spolen og dermed nå ud til søens store regnbuer.

Faktisk er P&T fiskeren idag den alle alle fiskere, der har størst chance for at fange en 10 kg’s fisk på en 0.10 mm line! Og dermed blive et eksklusivt medlem af “10/10 klubben” – vel at mærke uden derfor at bedrive dyremishandling på klassisk Light Line vis.

Tyndere liner – større følsomhed

De tyndere liner har flere fordele, end man i første omgang måske skulle antage. De er naturligvis tyndere og kaster i mange tilfælde længere. Samtidig gør deres mangel på elasticitet det muligt at kroge fisk selv med 100 m line ude – et uhørt forhold, hvis man bruger elastiske nylonliner.

Den mindre diameter giver mindre strømpres på linen og dermed mindre opdrift på agnet. Det betyder virkelig noget, når der pirkes torsk på dybt vand og i hård strøm. Da har man fuld kontrol med en langt længere line end normalt.

Også laksefiskeren, der skal ned under den hårde hovedstrøm i en frådende norsk elv, vil have stor fordel af PE-linerne. Det samme gælder spinnefiskeren, der forsigtigt nøkker en lille jig hjem hen over bunden. Han er aldrig længere i tvivl om, hvorvidt der er interesserede fisk i farvandet eller ej!

Selv har jeg med kyshånd taget en 0.10 mm FireLine til mig, når der skal jigges efter de store brakvandsaborrer på Randers Fjord. Med en så tynd og samtidig uelastisk line kan jeg på det nærmeste mærke det, hvis en aborre så meget som kigger på min lille jig!

Det resulterede sidste år i en pragtfuld oktoberaborre på 1,5 kg – min hidtil største fra Randers Fjord. Jeg var ikke et sekund i tvivl, da den først skubbede forsigtigt til den lille Vibro Tail – for siden at suge de fluorøde lækkerier ind i den store støvsugermund. Jeg var så at sige “online” hele tiden og kunne derfor sætte et korrekt tilslag ind, før den spyttede ud igen.

Tyndere liner – mindre hjul og lettere stænger!

Men ikke nok med det. De tyndere liner fylder i sagens natur meget mindre, og lige præcis det gør, at man nu kan benytte mindre og lettere hjul end tidligere. Og tyndere liner på mindre hjul gør det lige så naturligt at bruge lettere stænger end normalt – uden at vi derfor har bevæget os ind på det usportslige “Light Line” fiskeri.

Selv den blødeste kyststang har ingen problemer overhovedet med at udtrætte selv den største kystørred. Tænk blot på de meget bløde downrigger-stænger, som uden at kny tapper kræfterne af selv en 20 kg’s laks. Eller se på de lange tohånds laksefluestænger, der – hvis man måler efter – kun er i stand til at lægge et ganske minimalt pres på fisken. Og som alligevel er i stand til at bakse storlaksen i land i selv den strideste strøm.

Tænk også på de lange og ombyggede fluestænger, der for nogle år siden var “in” til UL-fiskeri efter havørreder fra kysten. De havde heller ingen problemer med at håndtere selv velvoksne kystørreder på både 5, 6 og 7 kg. Det er nu engang hverken fisker eller fiskestang, der udtrætter fisken under den slags fiskeri. Det er fisken selv, der skal gøre arbejdet. Holder man den blot i gang, skal den nok sørge for selv at løbe kræfterne af sig.

Grejet er således blevet lettere end tidligere – uden derfor at have mistet det mindste i styrke. Til gengæld har det vundet stort, hvad kontakt med og hug af fiskene angår.

Den samlede fiskeoplevelse bliver helt enkelt større, når og hvis vi gearer lidt ned på grejet – til det, der for blot få år siden ville være rent UL. Men som idag rent faktisk passer til de fisk, vi normalt går og fanger.

Så derfor kan moderne sportsfiskere nu med sindsro sige “Nej tak til Light Line, men ja tak til UL!”

OTG: ABU Garcia

Som en anden fugl Phønix har svenske ABU Garcia – efter en omtumlet tilværelse – rejst sig af asken med nye hjul i verdensklasse. Vi har besøgt fabrikken, der nu ejes af grejgiganten OTG.

Efteråret ’96 bød på spændende nyt for lystfiskere verden over. Det skete, da den amerikanske grejgigant OTG (“Outdoor Technologies Group”) købte svenske ABU Garcia.

ABU var i flere årtier på svenske hænder – ejet af den legendariske Borgström familie, som grundlagde virksomheden. Lidt efter lidt blev fabrikken afhændet til det gamle og ærværdige kryolitselskab Incentive, som producerer fødevareautomater, rengøringsmaskiner og cykeludstyr med mere. Incentive var fra 1981 og frem til 1988 enejer af ABU.

Siden blev ABU Garcia solgt til Aritmos koncernen, der beskæftiger sig med sportsudstyr og fritidstøj. I disse år blev ABU barberet ned til et minimum og næsten hele produktionen flyttet til Fjernøsten, hvor arbejdskraften er mange gange billigere end i Sverige. Ledelsen ønskede, at produkterne skulle være konkurrencedygtige på prisen og så ikke anden udvej.

Desværre fulgte kvaliteten også prisen, og ABU’s velfortjente renommé som en af verdens førende producenter af kvalitetsgrej til lystfiskere dalede betydeligt. Samtidig gjorde store japanske firmaer som Daiwa og Shimano for alvor deres indtog på såvel verdensmarkedet som det rent skandinaviske. I starten med rene kopier, men siden med egen nyudvikling.

I 1994 gik ABU Garcia så på børsen, hvor man oplevede et positivt år med stor interesse for aktierne. Det følgende år besluttede man så helt at afhænde ABU. Blandt flere interesserede købere var amerikanske Berkley, som i forvejen selv fremstillede fiskeliner og fiskestænger. Berkley ejede og ejer også hæderkronede Fenwick – verdens første producent af kulfiberstænger.

Alt i fiskegrej

Berkley var naturligvis interesseret i også at få en kompetent hjulproducent under sine beskyttende vinger og købte derfor ABU Garcia i 1995. Den nye koncern var og er nu leveringsdygtig i stort set alt til den moderne sportsfisker – stænger, hjul, liner og agn og øvrigt udstyr.

Konstellationen af Berkley, Fenwick og ABU Garcia blev kaldt “Outdoor Technologies Group” – en koncern, der idag beskæftiger mere end 1.300 medarbejdere over hele verden.

I hovedsædet Iowa, USA arbejder godt 650 mennesker med fremstilling af primært den gamle Trilene nylonline og den nye FireLine samt naturligvis bestselleren Power Bait. I Wisconsin – ligeledes USA – fremstiller man de dyreste Fenwick stænger (idag “CoFi”, tidligere “Iron Feather”) og samler en stor del af Ambassadeur hjulene til det amerikanske marked. I Taiwan har man en arbejdsstyrke på knap 300 mennesker, som fremstiller Berkley stænger samt de billigere Fenwick modeller.

Endelig er der så idag fabrikken i Svängsta, hvor omkring 350 mennesker udelukkende arbejder med fremstilling af Ambassadeur hjul. Det er ligeledes her, de nye svensk-fremstillede Cardinal hjul er ved at blive til – indtil videre omgærdet af megen mystik og stor spænding!

Det nye samarbejde får til følge, at ABU fremover i stigende grad får mulighed for at koncentrere sig om udviking af nye Ambassadeur og Cardinal hjul. Der vil dog stadig være ABU spinnestænger på programmet, men fluestængerne hos OTG vil fremover domineres af Berkley og Fenwick, som sidder inde med stor ekspertise på netop dette område.

Kunstagn vil der også fremover være mange af under ABU navnet. Vi kommer således ikke til at savne hverken Toby, Droppen, Reflex, Koster eller andre af de svenske klassikere! Flere af dem kommer endog i en ny “Flash” udgave, som ser meget lovende ud. De “tyngsta och längsta” tages således også fremover på “grejor från Svängsta”!

Altid Ambassadeur!

Én ting blev der dog aldrig ændret på i ABU fabrikkens omskiftelige år: De hæderkronede Ambassadeur hjul blev og bliver stadig fremstillet “hjemme” i Svängsta ved Mörrumsåns bredder!

Det sikrede og sikrer, at der aldrig nogensinde er blevet gået på kompromis med kvaliteten i disse finmekaniske præcisionsprodukter. Det kræver helt enkelt en kolossal teknisk indsigt og højt uddannede medarbejdere at producere disse hjul – en produktion, som derfor aldrig ville kunne flyttes til Fjernøsten.

Og selv om de japanske grejgiganter også begyndte at producere multihjul – endda med magnetbremse – så har interessen for et svensk fremstillet Ambassadeur aldrig været større end idag. Der findes helt enkelt ikke andre hjul end Ambassadeur, der kan holde til hårdt slid dag ud og dag ind. Det ved alverdens multientusiaster af erfaring. Andre multihjul kan se godt ud og fungere fint. Men på distancen må de altid se sig slået af svenskerne!

Dagens Ambassadeur hjul ligner ganske meget de første Ambassadeur hjul, som så dagens lys i 1954, og som først blev præsenteret på verdensudstillingen i New York i 1954. Men kigger man ind under det runde og på visse modeller stadig knaldrøde ydre, gemmer der sig en afgrund af forskelle.

Ikke mindst hvad gearing, spoleophæng og kastebremse angår, er der sket utroligt meget, siden de første Ambassadeur hjul så dagens lys.

Nye Ambassadeur hjul

“Ultra Cast” er navnet på en af årets helt nye Ambassadeur serier. Det er en serie multihjul, som kendetegnes af et nyt system ved navn “ADS” – en forkortelse for “Anti Distortion Spool”. Det nye ved denne hjulserie er i al sin enkelhed, at konstruktørerne har flyttet hjulets kuglelejer tættere ind mod spolen, hvilket giver større stabilitet og dermed mindre friktion og tilsvarende længere kast i en rutineret fiskers hænder.

“Ultra Cast” hjulene er beregnet på brug af de nye og helt uelastiske superliner såsom Berkley’s egen “FireLine”. Til dette formål er lineføreren belagt med titaniumoxid, som kan holde til sliddet fra de jernhårde liner. Mindre tolerancer mellem spole og hjulhus gør det samtidig muligt at anvende endnu tyndere liner end før – en vigtig detalje nu, hvor superlinerne ofte ikke er tykkere end 0.10 og 0.15 mm.

Spolen er endvidere forsynet med udfræsede riller på spolekernen, som sørger for, at linen ikke kan skride. Det har en hel del fiskere nemlig oplevet med de nye liner, og det umuliggør jo ganske fiskeriet, hvis hele linepakken begynder at rulle på spolen.

“T-serien” er en anden af årets nyheder fra ABU Garcia. Det er hjul, som kendetegnes af en helstøbt hjulramme i aluminium – en konstruktion, som sikrer, at hjulet ikke vrides det mindste under kast eller fight af selv de største fisk.

Men ikke nok med det. T-seriens hjul kendetegnes endvidere af en meget smuk hjulgavl, hvori et fiskemotiv er præget. Et oplagt samlerobjekt og dejligt at se på under fiskeriet!

Nyt helsvensk Cardinal!

Dagens fastspolehjul fra ABU Garcia fremstilles uden undtagelse i Fjernøsten. Konstruktørerne hjemme i Svängsta arbejder dog ihærdigt på at udvikle det ultimative fastspolehjul, som vil lægge sig klart i spidsen blandt markedets mange, mange japanske, koreanske og taiwanesiske konkurrenter.

Endnu holder ABU dog kortene tæt ind til kroppen, så vi må pænt vente, til de første seriefremstillede modeller ruller af samlebåndet. Indtil da kan man tage et kig på de nye “Pro” hjul, som kun vil kunne ses i udvalgte ABU “Pro Shops”.

Fugl Phønix har rejst sig af asken. Svenskerne er på banen igen til glæde for de mange, gamle ABU fans! – Hvem husker ikke drengeårenes utålmodige venten på grejkataloget over alle grejkataloger – “Nap & Nyt”? – Forårsbebuderen nummer ét?

Det er på banen igen og fås nu hos grejforhandleren!

OTG: Fenwick – The Eagle has landed!

Den amerikanske ørn flyver igen – nu højere end nogensinde før. Læs her om firmaet, der “opfandt” kulfiberstangen i 1973, og som idag satser på kompromisløs topkvalitet!

Det var Rolls Royce, der i samarbejde med Royal Air Force i England fandt frem til kulfiberen. Det skete i slutningen af 60’erne.

Engelske Hardy eksperimenterede derfor tidligt med den nye kunstfiber, men opgav lige så hurtigt at få noget fornuftigt ud af den til bygning af fiskestænger. Richard Walker, datidens flueorakel og samtidig konsulent for Hardy, karakteriserede engang de nye prototyper som “aldeles ubrugelige”…

Amerikanske Fenwick, som faktisk allerede da havde arbejdet sammen med Hardy – om udvikling af “Jet” fluestængerne i glasfiber – gav imidlertid ikke op så let. De vidste, at man her havde en ny fiber med helt nye muligheder – når først man lærte at bruge den rigtigt.

Det lærte man sig i løbet af 1972, hvorefter man i 1973 kunne sende verdens første serieproducerede kulfiberstænger på markedet – under det nu verdensberømte navn “HMG”, der står og stod for “High Modulus Graphite”.

Fenwick var allerede da et legendarisk navn inden for bygning af fiskestænger i glasfiber. Ikke mindst deres gule stænger i tætvævet glasfiber havde venner verden over. Det var da også til disse stænger, at Fenwick udviklede verdens første glas-til-glas ferrule – “sleeve” samlingen, som var et stykke glasrør lagt uden på overdelene med underdelen passende ind i.

Det var også Fenwick, som siden udviklede “Feralite” samlingen, der var mere krævende at fremstille, idet stangen nu bestod af to separate klinger, hvor underdelen passede direkte ind i overdelen.

I nogle år leverede Fenwick da også klinger til ABU’s fluestænger af samme navn. Nu, hvor ABU er sammen med Fenwick i OTG gruppen, kan man således sige, at ringen er sluttet. To gamle samarbejdspartnere har fundet sammen igen!

Den første prototype

Den første kulfiberstang var omgærdet med megen mystik, hvilket illustreres på glimrende vis af følgende lille historie fra det virkelige liv:

Den første Fenwick prototype så dagens lys i 1972, hvor den skulle “field testes” ved den afsides beliggende steelhead-flod, Dean River i British Columbia, Canada.

Jim Green, dengang Fenwick’s dynamiske leder, var fader til prototypen. Han var netop ankommet og i færd med at rigge stangen til – da en larmende jet boat kom susende op ad den ellers øde flod. Båden tog land, og ud sprang en vildt fremmed mand.

– Jim Green, I presume? – Jeg hører, at De netop har bygget verdens første kulfiberstang. – Må jeg se den?!

Så stor var forhåndsinteressen altså, og de nye kulfiberstænger tog da også verden med storm. De nye stænger var lettere, stærkere og tyndere end noget tidligere. At de så også var langt dyrere, holdt ikke fluefiskerne tilbage. Ville man være med helt fremme på det sidste beat, måtte man have sig en Fenwick “HMG”!

De var som sagt ikke billige – end ikke i USA og da slet ikke herhjemme. Da de første Fenwick stænger nåede lille Danmark i 1974, var vi mange, der nærmest stod i kø for at prøve dem hos daværende Sport Centrum i Odense.

– Sikke nogle kastemaskiner, når man nu var vant til langsomme og tunge fluestænger i glasfiber og splitcane! Men prisen – på den forkerte side af kr. 1.000,-…

Fenwick red højt på kulfiberbølgen i nogle år, indtil konkurrenterne fik indhentet forspringet. Fenwick blev siden solgt til Woodstream koncernen og produktionen flyttet til først Mexico og siden Fjernøsten. Jim Green forlod firmaet og gik sammen med sin gamle kollega Don Green, der flere år tidligere var gået solo for at starte Sage. Hermed røg Fenwick ud på sin første nedtur nogensinde.

I en årrække koncentrerede Fenwick sig i høj grad om at udvikle beklædning til udendørs brug – specielt naturligvis med sigte på lystfiskere. Den politik blev så atter lagt på hylden i 1994, hvorefter man igen satsede fuldt ud på det, man for alvor kunne – nemlig fremstille førsteklasses fiskestænger.

På banen igen

Vi sidder i den rustikke “Fenwick-hytte” hos OTG-CANI i Randers, hvor Ib Andersen fortæller om Fenwick’s nye produkter og forestående markedsføring i Danmark. Faktisk er det CANI, der fremover skal produktudvikle Fenwick til ikke bare Skandinavien, men også det øvrige Europa!

Da Berkley købte Fenwick fra Woodstream i 1988, gled Fenwick i nogle år ud i glemslen. Stangproduktionen, som Fenwick havde startet op i Cancun, Mexico, blev lukket og flyttet til Outdoor Technologies International (OTI) på Taiwan. Hos OTI rådede man over den fornødne ekspertise til avanceret stangkonstruktion. Her har man nemlig fremstillet fiskestænger i mere end 30 år!

For det er avancerede stænger, som fremstilles hos Fenwick. Stænger, som ikke bare bygger på de nyeste kulfibre fra fly- og rumfartsindustrien. Men stænger, hvis komplicerede opbygning slet ikke fremgår af den blanke og glatte overflade. Stænger, som for den uindviede kan ligne hinanden til forveksling.

I den dyreste ende ligger de eksklusive “Iron Feather” stænger, der i en kort periode blev markedsført som “CoFi” stænger. De lanceres nu igen under “Iron Feather” navnet – til priser op imod kr. 5.000,-. Det er stænger, som er bygget af de bedste og dyreste kulfibre, der er lagt op om specialdesignede stålmandreller i separate lag og forskellige vinkler. Finish’en er selvfølgelig i top, men det er altså under det glatte ydre, den virkelige sensation befinder sig…

“World Class” er næste skridt i rækken – stænger, som har været på markedet i nogle år nu og der vundet mange tilhængere i USA. “World Class” har lånt navn fra de meget kostbare fluehjul, som Fenwick producerede engang i 80’erne, da man endnu var ejet af Woodstream.

Lidt billigere endnu er den klassiske “HMG” serie, der bærer arven fra 1973 videre mod årtusindskiftet. Stænger, som stadig kan tilfredsstille selv den mest krævende fluefisker. Billigst er “Black Night Hawk” fluestængerne, hvor der ikke er gået på kompromis med aktion og kasteegenskaber – blot er der anvendt mindre kostbare kulfibre til klingerne og billigere fittings. Flere af stængerne fås også som 4-delte, hvilket der er stigende interesse for.

Men Fenwick er ikke kun fluestænger, selv om de stadig fylder mest hos den amerikanske producent. Fenwick er også spinnestænger og havstænger i verdensklasse, hvilket dokumenteres af de dyre, men hypersensitive og superlette “Iron Feather” stænger, de råstærke “River Runner” i radial kulfiber samt arbejdshestene fra “Black Night Hawk” serien.

Kræsne havfiskere vil i “Sea Hawk” serien finde meget smukke og råstærke havstænger, der for alvor kan håndtere de nye uelastiske liner á la Berkley’s “FireLine”. Disse havstænger har nemlig nyudviklede AFTCO rulleøjer med så små tolerancer, at selv sytrådstynde FireLines ikke kan komme i klemme. Endda øjer, hvis ruller kan udskiftes på et øjeblik!

“Salt Stick” er en helt ny stangserie baseret på den engelske “uptide” tradition. Det er lange og lette havstænger, som fint kan kaste selv tunge havpirke. Stænger, der kan bruges til såvel det traditionelle pirkefiskeri på pirkesiden som til det mere aktive kastefiskeri på spinnesiden.

Fenwick VIP Customer Goldcard

Ib Andersen fortæller, at man satser på at etablere omkring 25 Fenwick forretninger landet over – butikker, hvis personale og generelle indstilling er kvalitet og service frem for alt. Butikker, hvor man kan se mest muligt af det store sortiment, og hvor man kan få en kvalificeret rådgivning omkring de dyre produkter.

Ib Andersen fortæller også, at man agter at gøre noget specielt ud af de kunder, der investerer i de dyreste Fenwick grejer. De bliver VIP kunder og får et Goldcard samt løbende info om spændende nyt fra Fenwick.

I den forbindelse lancerer Fenwick snart en serie fluehjul i prisklasser, der matcher de forskellige serier af fluestænger. – Det bliver kræs for kendere, lover Ib Andersen. De nye hjul bliver markedsført under navnet “Eagle River”.

Men Fenwick er ikke kun fiskestænger og -hjul. Fenwick er også fiskeliner – spinneliner og flueliner. Således regner man med, at de nye TechnaBraid flueliner med uelastiske Dyneema kerner lanceres på næste Fly Tackle Dealer Show i Denver, Colorado, USA. De har været under opsejling i efterhånden flere år, men Fenwick vil være sikker. Sporene fra engelske Airflo skræmmer stadig.

Når Fenwick forhåbentlig snart lancerer TechnaBraid, er den gennemtestet til mindste detalje. Ingen uheldige overraskelser her!

TechnaAV

Moderne kulfiberstænger er uhyre lette – så lette, at en fluestang af virkelig kvalitet ofte vejer under 100 gram!

Det hele er imidlertid ikke rosenrødt. De stedse lettere og stivere kulfibre gør, at der skal mindre og mindre materiale i klingerne. De bliver derfor så tyndvæggede, at de ofte kan knække – trods en meget høj pris. En vildfaren, vægtbelastet flue kan let gøre uoprettelig skade på den tyndvæggede klinge.

Fenwick har længe eksperimenteret med at blande små kevlarfibre i det færdige kulfiberklæde. Kevlar bruges som bekendt til skudsikre veste, punkterfri dæk og lignende. Klinger fremstillet på denne måde bliver derfor markant stærkere – tåler bedre stød og slag og vildfarne fluer – uden samtidig at blive tungere.

Udviklingen er nu så langt fremme, at Fenwick kan lancere en helt ny serie stænger bygget efter dette koncept. Det er “Techna AV” serien, som i den amerikanske fiskepresse markedsføres under brug af skudsikre veste og rå mountain bikes – for at markere de nye stængers robusthed.

Vi har imidlertid ikke turdet teste de nye Techna stænger “to the limit”, som amerikanerne selv siger. Men det står klart, at der er tale om en meget vellykket og velkastende stangserie. Klingerne er spændstige og meget slanke. De yder derfor minimal luftmodstand under kastet.

Man ser tydeligt de små kevlarfibre, der ligger som papirfibre mellem kulfibrene – altså de fibre, som skal gøre Techna stængerne ekstra robuste over for stød og slag, der ellers let kan tage livet af en moderne, tyndvægget kulfiberstang. Ifølge Fenwick er TechnaAV stængerne fire gange som robuste over for stød og slag som almindelige kulfiberstænger.

Alt tyder således på, at den amerikanske ørn flyver igen!

PENN – fluekræs til salte vover

Amerikanske Penn er ikke kun til trolling efter havets giganter. Penn er også fluekræs i verdensklasse!

Er der noget, verdens øvrige grejproducenter misunder amerikanske Penn, så er det de mange, mange verdensrekorder, som gennem årene er taget på Penn’s legendariske havhjul.

For mange er navnet Penn på det nærmeste et synonym for Big Game fiskeri efter marlin, tun og kæmpehajer. Her har Penn ry for en kvalitet og en slidstyrke, der er second to none. Uundværligt, når fisk på måske flere hundrede kilo skal bringes sikkert til båden på åbent hav.

Men Penn er andet og mere end blot Big Game hjul. Penn har nemlig kastet sin kærlighed på fluefiskeriet, som jo er vokset kolossalt i det seneste tiår. Ikke mindst saltvandsfluefiskeriet er vokset med utrolig hast.

Penn har set lyset og udviklet en række stænger og hjul til de allermest kræsne fluefiskere. Grej, som er baseret på Penn’s årelange erfaringer med fight af store fisk under barske forhold.

Resultatet er blevet to serier af fluestænger, nemlig “International” og “Gold Medal”. De førstnævnte er rendyrkede saltvandsstænger forbeholdt de flere og flere fluefiskere, som vil forsøge sig med havets virkelige storvildt. Stænger i AFTM klasse 8-14.

Gold Medal er i stedet fremstillet til det mere klassiske fluefiskeri efter ørreder og laks. Det er en serie, som omfatter 6 enhånds modeller fra AFTM klasse 4 til 8 – en serie, som er perfekt til danske forhold ved både å, sø og kyst.

Vi har testet en 2-delt Gold Medal på 9 fod klasse 7 med et af Penn’s allerede nu klassiske “International” fluehjul størrelse 1.5 G. “G’et” fortæller, at hjulet er holdt i samme fornemme guldfinish som de velkendte International Big Game havhjul. Det kan også fås helt i sort.

Hjulet rummer en WF 7 F line samt 100 m 20 lbs. bagline – nok til almindeligt kystfluefiskeri herhjemme. Eneste ulempe ved dette dejlige hjul er vægten, som er ganske høj – 200 gram. Og den ringe spolediameter, som nok kan få billige flueliner til at krølle noget. Men dem sætter man næppe på så dyrt et hjul!

Skiver så store som tekopper…

Hjulet er forsynet med en overdimensioneret skivebremse, som benytter sig af Penn’s egne HT100 bremseskiver. Det er et materiale, som benyttes i skivebremserne på supersoniske jetfly – og i Penn’s egne International Big Game hjul. Modsat de korkskiver, som findes i næsten alle konkurrerende luksushjul, så er HT100 materialet upåvirkeligt af vand og smuds.

Skiverne er så store, at de fylder det meste af hjulhuset, som er fræset ud af en blok massiv flyaluminium. En konstruktion, der med garanti ikke vrider sig, og som derfor tillader meget snævre tolerancer i fremstillingen. Klart overdimensioneret til småfisk som laks og ørreder!

Skivebremsen justeres med en dejligt stor bremseskive på hjulets bagside. Nok den bedste og lettest tilgængelige justeringsmekanisme af samtlige på markedet. Spolen, som naturligvis har udvendig bremsekant i tilgift til skivebremsen, hviler på ikke mindre end tre indkapslede og rustfri kuglelejer!

Vi testede hjul og stang med en Cortland WF 7 intermediate line, som er ideel til det meste fluefiskeri på åben kyst. Det viste sig at være en ganske overbevisende kombination, som alle faldt pladask for. Stangen, som er fremstillet i en speciel IMS kulfiber, har en behageligt rolig, men kraftfuld kasterytme, som hver gang sendte flue og flueline mod fjerne horisonter.

Mellem kastene kunne vi så glæde os over en meget smuk og gennemført finish holdt i diskret brune farver. Hjulholderen, som er af nysølv, har indlæg af imprægneret rosentræ. Hvorvidt den tåler saltvand i længere tid, kan vi i sagens natur ikke vide. Skyller man den blot godt efter hver fisketur, skulle det dog næppe blive noget problem.

Håndtaget på hjulet er for øvrigt fremstillet i imprægneret ædeltræ, som matcher hjulholderen på bedste vis.

Stang og hjul leveres begge i smukke rustrøde cordura- og nylonklædte etuier. Vejledende pris for hjulet ligger omkring kr. 3.000,-. Stangen kan tilsvarende erhverves for omkring kr. 2.000,-.

Begge dele er fuldt på højde med det dyreste, der kan opdrives på markedet. Kræs for kræsne fluefiskere, der ikke skeler til prisen, men som blot vil have det bedste!

Efterskrift:

Desværre fremstilles Penn International fluehjulene ikke længere.

Diamondback

“Diamondback” er navnet på en af de giftigste nordamerikanske slanger. Det er også navnet på nogle af verdens fineste – og dyreste – fluestænger!

Jeg glippede lige en ekstra gang med øjnene: 4.999,- kroner stod der på prisseddelen!

Så speciel så den nu heller ikke ud, den diskret sorte 4-delte klasse 6-7 fluestang fra amerikanske Diamondback. Men skindet bedrager som bekendt. “Diamondback” er navnet på en giftig nordamerikansk slange. Det er imidlertid også navnet på nogle af verdens fineste – og dyreste – fluestænger, som Hunter’s House nu præsenterer for kræsne danske fluefiskere.

Navnet skyldes det specielle mønster i klingen, som leder tankerne hen på den frygtede giftslange – et mønster, der skyldes klingens meget omstændelige og tidskrævende opbygning.

REC, som i mange år stod bag de altid hundedyre Diamondback stænger, er nok mest kendt for deres eksklusive fittings til stangbygning. I den forbindelse skal det nævnes, at hjulholderen på den testede stang ikke passer til alle slags fluehjul – kun til de dyrere fabrikater med en meget smal og flad hjulfod. Hjul á la Ross og Lamson.

REC udviklede til eget brug en klinge, der er meget speciel af opbygning. En konstruktion, som ikke egner sig til masseproduktion, da alt for mange trin indgår i fremstillingen af hver enkelt klinge.

Man kan sige, at Diamondback lagde grunden til den konstruktion, som alle moderne high tech stænger idag benytter sig af – blot anvendte man polyesterfibre i stedet for kulfibre, når man “flettede” sine klinger.

Diamondback var således de første til at bruge en konstruktion, der ikke blot bestod af langsgående, aktionsgivende kulfibre og tværgående afstivende glasfibre. Men som også benyttede sig af fibre, der var vinklede mere eller mindre.

Avanceret konstruktion

Fordelen ved den flettede opbygning er, at man kan ændre på flettevinklen og dermed fintune stangens aktion på fornem vis.

Således kan man flette mere vinkelret omkring samlingerne, hvorved man opnår styrke uden at det påvirker aktionen. Det gør, at man kan bruge den elegante spigot-samling på stængerne – vel at mærke uden at det giver døde punkter i aktionen. Omvendt kan man flette mere i længderetningen, hvor klingen ønskes stivet af.

Eneste ulempe er som sagt, at det kræver håndarbejde, som igen betinger en høj pris. Og at ikke alle forstår at værdsætte den teknologi og det arbejde, der ligger bag hver enkelt Diamondback stang. Det er ikke industriel masseproduktion af højkvalitetsstænger, som tilfældet idag er med Loomis, Orvis og Sage.

De ældre Diamondback stænger var kendetegnet af en ganske langsom, men utroligt kraftfuld helaktion, som ikke alle kunne lide. Men som var og er helt uden sidestykke til eksempelvis speykast.

Diamondback har imidlertid set tidens trend mod stedse stivere, lettere og hurtigere fluestænger. Det har de taget konsekvensen af i deres nyeste “Western” serie, som er langt hurtigere end de gamle Diamondbacks. Men som stadig er roligere og mere velafbalancerede end mange af vore dages “hysteriske” top end stænger.

Diamondback har simpelthen formået at bibeholde den gode fornemmelse, som et roligt og velovervejet fluekast nu engang giver. Og så appelerer man åbenlyst til de fluefiskere, som efterhånden er ved at være lidt trætte af, at alle – selv konfirmander – nu har fået sig en Sage eller Loomis stang.

Med en Diamondback i hånden kan man nemlig stadig skille sig ud fra mængden. Og vide, at man har det bedste af det bedste! Noget, som ikke mange andre har.

Det betyder tydeligvis meget for mange…

ATH: Verdenshjul fra provinsen!

Verdenshjul fra Provinsen! De er dyre, men dejlige. De er designet i Holland, og de sælges fortrinsvis i USA. Men nu fremstilles de midt i Århus by!

Jeg mødte ham første gang i 80’erne, hvor jeg afholdt et kursus i kystfluefiskeri på Als – med deltagere fra England, Tyskland, Holland og Belgien.

Jeg kunne helt enkelt ikke undgå at lægge mærke til ham. Dels var han en dygtig fisker, som allerede på førstedagen kunne lande sin første kystørred nogensinde. Og dels brugte han et fluehjul, jeg aldrig før havde set. Et hjul, der så radikalt anderledes ud.

På andendagen fandt jeg så ud af, at manden var fra Holland og hed Ari’t Hart. Og at han allerede dengang var en anerkendt industriel designer, maler, billedhugger og så naturligvis fluefisker!

Ari’t Hart blev født i den hollandske by Delft, hvor han voksede op omgivet af teknologi. Det var derfor helt naturligt, at han uddannede sig til maskiningeniør – en uddannelse, der gjorde det muligt for ham at forene det kunstneriske design med virkelig funktionalitet.

Det gjorde han tidligt brug af som fluefisker, idet han allerede i 1959 fremstillede sit første fluehjul – til eget fiskeri, naturligvis. Det blev til adskillige prototyper, inden de første ATH hjul blev sat i produktion – og solgt.

Rygtet spredte sig hurtigt, at der i Holland var en mand, som byggede unikke fluehjul. En støt stigende efterspørgsel blandt liebhavere gjorde, at Ari’t Hart i 1984 påbegyndte en reel serieproduktion af udvalgte modeller. Først med Europa som den vigtigste aftager, men snart med USA på førstepladsen.

Men selv om man er en dygtig designer og fluefisker, er det jo ikke sikkert, at man også er en god forretningsmand. Det lykkedes således Ari’t Hart at gå konkurs med sin ATH virksomhed hele fire gange, inden han måtte sælge det hele – prototyper, tegninger, stumper og produktionsret – til højstbydende.

Fra Holland til Danmark

Ude i kulissen stod en mand fra Danmark og ventede. Det var fluefiskeren Thorkild Damm, som med 25 års erfaring inden for maskiner og metal allerede havde konstrueret adskillige fluehjul til sig selv og vennerne.

Sammen med sin svoger købte Thorkild nu hele ATH og flyttede produktionen til et kælderlokale i Århus midtby. Thorkild havde ekspertisen og de rette kontakter – svogeren de fornødne kroner til overtagelsen.

Thorkild Damm anslår, at der pt. findes mellem 18.000 og 20.000 ATH hjul rundt omkring ved alverdens fluefiskevande. Hjul, som fremover alle vil blive serviceret gennem det nystiftede ATH International Design Aps.

Han regner med, at årsproduktionen af ATH hjul fra Århus fremover vil ligge på godt 2.000 hjul, der typisk vil blive solgt til priser mellem 2.000 og 3.000 kroner.

De nye Århus modeller vil stadig blive bygget ud fra samme grundlæggende design som de oprindelige ATH hjul. De vil således i videst mulig udstrækning bibeholde det unikke design, som Ari’t Hart gav dem fra fødselen i Delft, Holland.

Hertil hører en overdimensioneret énvejs skivebremse, som er integreret i den tykke spoleaksel via et kostbart rulleleje. Et bagstykke, som i flere tilfælde er minimeret til en let trekantet plade. Samt en karakteristisk ring af rustfrit stål, der effektivt beskytter aluminiumsspolen mod stød og slag.

Alle dele er fræset ud af massiv aluminium, som siden poleres og overfladebehandles, alt efter formålet. ATH hjul består således udelukkende af maskinfræsede metaldele, som skrues sammen. En konstruktion, som er dyr i fremstilling, men som samtidig sikrer noget nær ubegrænset levetid. Alt kan udskiftes og repareres, hvis det skulle blive nødvendigt.

Klassiske modeller

Thorkild Damm har lagt produktionen af enkeltdele ud til en håndfuld danske underleverandører, som hver især er specialister på netop deres felt. Stumperne ankommer således til Århus, hvor Thorkild selv samler de allerfleste ATH hjul.

At pasningen er utroligt præcis, kan jeg ved selvsyn konstatere under besøget hos ATH. Stumperne bare glider sammen som i slow motion, inden skruerne strammes og sikres med en dråbe industrilim.

Så kommer hjulene i en lille papkasse, hvori ligger et beskyttende læderetui. Det kan sidde om hjulet, mens dette er monteret på stangen. Den bedste måde at undgå ridser og skrammer på et hjul, der kun bliver mere værd med årene. Et typisk samlerobjekt, som naturligvis er graveret med serienummer. Ejerens navn kan naturligvis også indgraveres.

Thorkild Damm har udvalgt et antal af de gamle og klassiske ATH modeller, som fortsat vil blive produceret. Dog eksperimenterer han løbende med nye materialer og nye overfladebehandlinger, som kan gøre hjulene både bedre og kønnere at se på. Han arbejder også på at rationalisere produktionen, så flest mulige stumper er de samme i flest mulige modeller.

Til de klassiske ATH hjul hører “S” serien, som med sine anodiserede materialer og store linekapacitet er beregnet til brug i saltvand. Og så “F” serien til det lettere og mere klassiske fluefiskeri i ferskvand. Sidstnævnte er med sin karakteristiske diamantformede hjulgavl blandt de mest efterspurgte ATH modeller overhovedet.

Nye modeller

Thorkild tog F-seriens hjul og kiggede grudigt på, hvor der kunne rationaliseres i produktionen, uden at det på nogen måde gik ud over kvalitet og materialer. Resultatet blev “Gallatin” seriens tre modeller, som på flere måder er forenklede og forbedrede udgaver af de klassiske F-hjul. Og det til priser, som typisk ligger en lille tusindlap under forbilledet!

Med i produktionen er også “Remco” hjulet, der som det eneste fluehjul kan beskues på “Museum of Modern Art” i New York, USA. En lille juvel af et fluehjul i den lette klasse, kendetegnet af en forskudt hjulfod i titanium. Samme forskudte hjulfod finder man på “anti-reverse” modellen AR2, hvor håndtaget står stille, når fisk eller fisker trækker line af spolen.

Spændende nytænkning finder man også på “Salmon” og “Sea Trout” hjulene, der er vaskeægte Århus-modeller udviklet specielt til 2-håndsfiskeri. De har en dobbelt bremse, hvor man først grundjusterer bremsekraften med en centerskrue. Herefter kan man fin- og lynjustere bremsen ved ganske enkelt at dreje på hele hjulgavlen. Den grundindstillede bremsekraft kan således ikke overskrides, og forfanget burde derfor ikke kunne sprænges af selv den vildeste fisk.

Thorkild Damm arbejder konstant på nye prototyper i eget design. De første seriefremstillede Århus-hjul nogensinde er allerede ude på verdensmarkedet og nye på vej – alle med det karakteristiske ATH logo på “kølerhjelmen”!

Efterskrift:
Produktionen af ATH hjul er nu desværre ophørt, da Thorkild Damm er gået på pension for at få mere tid til fiskeri!

The SAGE / LOOP story

Historien om et spændende samarbejde på tværs af Atlanten!

Det var i årene efter Anden Verdenskrig, at højteknologien for alvor holdt sit indtog i stangbygningen. Den netop overståede krig havde medført en sand revolution, hvad nye syntetiske produkter angik. Således var glasfiberen født og med den en helt ny generation af både – og fiskestænger! Hidtil havde splitcane været næsten enerådende, hvad kvalitetsstænger angik.

Amerikanske Shakespeare lancerede den massive glasfiberstang i 1947, og hurtigt fulgte den rørbyggede efter. Glasrørsstangen krævede en helt ny teknologi – en teknologi, der grundlæggende har holdt sig helt frem til idag.

Glasfiberen dominerede markedet totalt helt frem til 1970’erne – primært på grund af sin lave pris sammenlignet med splitcane. Men så kom kulfiberen og revolutionerede stangbygningen endnu en gang. Med helt nye egenskaber, idet kulfiberen var både langt lettere og mere spændstig end glasfiberen. Den var dog også mange gange dyrere…

Fra glasfiber til kulfiber

Skønt kulfiberen blev opfundet af af Rolls Royce hos Royal Air Force i Farnborough, England i slutningen af 1960’erne, blev det amerikanske Fenwick, der løb af med sejren. Fenwick kunne nemlig i 1973 lancere vardens første seriefremstillede fiskestænger i kulfiber – “HMG” fluestængerne.

De nye kulfiberstænger tog markedet med storm – trods en enormt høj pris. Den høje pris skyldtes råvaren, som dengang blev fremstillet i små mængder – primært til luft- og rumfartsindustrien – og som derfor var meget kostbar. Men de nye fluestænger var mange gange lettere end de gamle af splitcane og glasfiber, og de kunne kaste meget længere. Trods en meget højere pris vandt de alligevel hurtigt en stor del af markedet for fluestænger.

Fenwick, som havde base i det varme og solrige Californien, red højt på bølgerne og dominerede i lang tid markedet. Chefdesigner var Jim Green, som stod bag de radikalt nye HMG stænger.

Bag Jim Green stod en anden meget dygtig designer, som havde konstrueret rørbyggede stænger siden slutningen af 1950’erne. Det var Don Green, der – trods samme efternavn – ikke er det mindste i familie med Jim Green. Don Green var således manden bag de engang så berømte “Grizzly” klinger.

Don Green havde lidt andre ideer end Jim Green. Han besluttede sig derfor til at gå solo. Han ville selv bestemme, hvordan fremtidens fiskestænger skulle se ud! Han sagde derfor op og flyttede nordpå til Bainbridge Island i staten Washington – i det, amerikanerne kalder “Steelhead Country”. I Washington findes nemlig et utal af fornemme floder med en god bestand af store steelheads. Et perfekt sted at teste nye stænger i praksis, mente Don Green!

Graphite II, III og IV

Don Green kaldte sin nye fabrik for “Sage”, hvilket på amerikansk betyder “vismand”. Han barslede snart med sit første radikalt nye udspil – “Graphite II” stængerne, som brugte en helt ny og stærkere kulfiber udviklet af flygiganten Hercules. Graphite II er siden blevet kendt under sit rigtige navn, nemlig IM6.

Men udviklingen står aldrig stille. Der kom stedse bedre kulfibre på markedet – til sidst så gode, at den gamle teknik ikke længere kunne følge med. Indtil da havde man nemlig altid kun brugt de stive kulfibre som langsgående fibre i klingerne. De tværgående, som holder stangen sammen, var stadig af smidig glasfiber.

Fenwick lancerede nu deres “World Class” stænger, som kun brugte kulfiber, og som derfor var endnu lettere. Hurtigt fulgte Gary Loomis efter med sine “IMX” stænger, der også bygges i Washington. Sage introducerede deres nye “Graphite III” stænger, som bygges efter samme koncept, og som lynhurtigt blev meget efterspurgte blandt fluefiskere verden over.

Graphite III stænger bruger en kulfiber med en såkaldt “modulus” på 50 mio. psi, hvilket er et udtryk for kulfiberens stivhed og styrke. Graphite III stænger er derfor uhyre hurtige, hvilket kræver en hel del af kasteren.

Senest har Sage lanceret sine “Graphite IV” stænger, som er endnu lettere – og umanerligt dyre… Til gengæld benytter de en helt ny kulfiber, som – trods en modulus på hele 64 mio. psi – alligevel tillader bygning af stænger med en mere moderat aktion. En aktion, der passer såvel erfarne som mindre erfarne fiskere.

Ringen sluttes…!

Fenwick blev i mellemtiden købt op af en stor koncern, som også ejer både Berkley og Lamiglas. Jim Green blev hængende lidt endnu, men stod af, da produktionen af Fenwick stænger af økonomiske årsager blev flyttet til Fjernøsten. Han kunne ikke leve med, at hans fine stænger ikke længere skulle være “Made in the US with pride”!

– Og hvad bruger så Jim Green sin store viden om stangbygning til idag? Jo, han er såmænd ansat som chefdesigner hos – Sage! Nu arbejder Don Green og Jim Green side om side som i gamle dage. Tilsammen råder de vel nok over verdens største indsigt i konstruktion af førsteklasses fluestænger.

Tidligere var den fleredobbelte verdensmester i fluekast, Steve Rajeff, ansat som “testpilot” hos Sage. Han fik imidlertid et bedre tilbud fra Loomis og skiftede derfor hest. Det var dog ikke nogen katastrofe for Sage, der straks satte ingen ringere end Lefty Kreh på lønningslisten. Så var man med helt fremme igen!

I Sverige sad samtidig en fluefisker, som ikke var tilfreds med de almindelige fluehjul. Han mente, at de kunne gøres bedre – af ham selv! Han rådede nemlig over både computerstyret drejebænk og den fornødne ekspertise til at bruge den.

Hjulet, han udviklede, er det nu så berømte “Loop”. Ideen bag dette hjul er, at spolen skal have så stor en diameter som muligt. Dels af hensyn til fluelinen, som da ikke forlader hjulet som en anden sofafjeder. Men mere af hensyn til bremseeffekten. Med et konventionelt fluehjul stiger bremsekraften nemlig ganske voldsomt, når spolen tømmes for line. Det sker ikke med Loop hjulet, som derfor har vundet mange tilhængere i specielt Skandinavien.

Men også amerikanerne havde øje for det nye hjul. Ingen ringere end Sage tog nemlig Loop hjulet med i deres program og lancerede dermed det svenske hjul på det enorme amerikanske marked.

USA – Sverige tur-retur

Hjælpen gik dog også den anden vej. I USA var de lange tohånds fluestænger netop ved at vinde indpas, men her havde man ingen traditioner at falde tilbage på. Amerikanske fluefiskere havde nemlig altid fisket med korte enhånds fluestænger og havde derfor ikke englændernes mangeårige erfaringer med de lange tohånds.

Sage allierede sig derfor med Göran Anderson, som også var en stor tilhænger af Loop hjulet. Og som samtidig var og er en eminent kaster med stor erfaring i netop lange tohåndsstænger. Mange af dagens tohåndsstænger fra Sage er derfor “fintunet” af Göran.

Ringen er således sluttet. Amerikanske Sage og svenske Loop har indgået et frugtbart samarbejde til gavn og glæde for alle parter. Det er nemlig Loop, der nu importerer Sage stænger til Skandinavien!

Steen Ulnits

CORBOSS – fra tyske Cormoran

Interessante nye havhjul, der vender alting på hovedet!

Cormoran er et tysk firma, som kun har været på det danske marked i nogle få år, og som derfor endnu er ret ukendt herhjemme.

Sådan er det ikke i Tyskland, hvor Cormoran idag må ligestilles med ligeledes tyske DAM – et firma, der i mange år har været repræsenteret på det danske marked.

Cormoran gør, som DAM og langt størsteparten af dagens europæiske grejfirmaer: Man udvikler selv de nye stænger og hjul, hvorefter man får dem produceret billigst muligt i Fjernøsten. Nogen egen produktion har Cormoran derfor ikke.

Dette gælder således også årets spændende nyskabelse fra Cormoran – “Corboss” havhjulet, som bogstavelig talt vender alting på hovedet.

Havhjul skal være multihjul – det har vi vidst længe. Kun multihjul kan i længden modstå presset fra tykke liner, tunge pirke, vægtige fisk – og solide bundhug! Selv de største fastspolehjul klarer ikke mosten, selv om de ofte ses anvendt til formålet – fortrinsvis af tyske lystfiskere. Presset på fastspolehjulets linebøjle er alt for stort, da linen jo her drejer 90 grader på sin vej mod spolen. På et multihjul går linen i stedet direkte på spolen.

Men multihjul er ikke lutter lagkage. De er nemlig konstrueret til at sidde oven på stangen – modsat fastspolehjulet, som hænger naturligt balanceret under stangen. Da havhjul samtidig er tunge, er der altid en dårlig balance i det kraftige havgrej – mens man fisker, naturligvis, men især når man fighter. Da vrider og vrikker stang og hjul fra side til side, om man da ikke bruger et fightbælte og en havstang med krydsdup i bunden.

Det har Cormoran nu gjort noget virkelig konstruktivt og radikalt anderledes ved. De har nemlig vendt havhjulet på hovedet – konstrueret det, så det skal hænge under stangen, som var det et fastspolehjul. Herved får man en god balance i grejet under fiskeri og fight. Samtidig bibeholder man alle fordelene ved multihjulet, som nu er forsynet med en pegefingertangent til nem frikobling af spolen.

Eneste ulempe ved denne konstruktion er, at man mister noget af den fine kontrol med spole og line, som man har med tommelfingeren på et konventionelt havhjul. Den kontrol, der gør det muligt at pirke med frikoblet spole og så give line i takt med bådens drev, så man hele tiden holder bunden. Og den kontrol, der gør det muligt at lade pirken suse til bunds med maksimal fart – og så alligevel kunne stoppe den vildt roterende spole i samme sekund, bunden nås.

Men kan man leve med dette, så er det nye Corboss havhjul så afgjort et kig værd. Det er gedigent forarbejdet i aluminium, messing og rustfrit stål. Såvel hjulramme som spole er fræset ud af en blok aluminium, hvilket sikrer stor stabilitet selv under hårdt pres. Lineføreren, der er af rustfrit stål, er godt beskyttet af en metalkappe på hjulets underside.

Corboss hjulet findes indtil videre kun i en enkelt størrelse, nemlig model SL30, der vejer 590 gram, har 3 kuglelejer og kan rumme 300 m 0.45 line.