Det var amerikanerne, der opfandt det. Englændere og tyskere, der bragte det til Europa. Nu er vestjyderne for alvor ved at opdage det!
© foto Steen Ulnits
Det startede – som så meget andet – i USA i årene efter Anden Verdenskrig. Hovedaktøren var den stribede bars, der – igen som så meget andet i USA – er ganske meget større, end kystnære fisk de fleste andre steder normalt bliver. Direkte fra den amerikanske østkyst tages der nemlig regelmæsigt fisk på 10-30 kg!
Det var tilstedeværelsen af disse kæmper – helt inde under land på visse tider af året – som satte gang i udviklingen af det, vi idag betegner “surfcasting”. Og som betød noget nær et kvantespring fremad i udviklingen af moderne fiskegrej, som vi kender det her på tærsklen til årtusindskiftet.
Der blev fisket med lange og tunge splitcane stænger forsynet med store “beach casting” multihjul fra Penn samt flettede cuttyhunk liner. Ingen avancerede bremsesystemer her – kun en følsom tommel til at kontrollere den vildt roterende spole! Overløb og fuglereder hørte derfor til dagens orden, når man surfcastede…
Udviklingen tog for alvor fart, da man fik lettere stænger i først glasfiber og siden kulfiber samt multihjul med specielle bremsesystemer. Vigtigst var dog fremkomsten af den monofile nylonline.
Idag er surfcasting andet og mere end blot det ekstra tunge bundsnørefiskeri, som mange forbinder denne fiskemetode med. Surfcasting er – eller kan i hvert fald være det – noget nær en kunstart, hvis man alene ser på kastet. Med godt surfgrej kan de allerfleste let nå ud over de første 100 meter, og rekorden ligger på den anden side af 200 m stregen!
Stangen
Surfstangen skal være 12-15 fod lang og kunne håndtere kastevægte på op til 250 g. Stangens længde holder linen fri af den tang, der ofte driver sammen under land. Den muliggør også lange kast selv i hård blæst. Generelt kan man sige, at jo længere en stang, man kan håndtere effektivt, desto længere kast opnår man.
I gamle dage var glasfiberstænger enerådende. Idag har de lette og spændstige kulfiberstænger også vundet indpas her – ofte indblandet en smule glasfiber for at gøre dem mere robuste.
Stangringene skal være ganske store, hvis man bruger fastspolehjul. Af praktiske årsager bør den nederste – og største – stangring derfor kunne klappes sammen under transport.
Hjulholderen skal være af bedste kvalitet – saltvandsbestandig og i stand til at fastholde hjulet i et jerngreb under kast og fiskeri. Det er store kræfter, der skal holdes styr på her.
Hjulet
Multihjulet er det oprindelige hjul til surfcasting. Og det er stadig multihjulet, der giver de længste kast. Men det er også – trods alskens raffinerede kastebremser – stadig det vanskeligste hjul at håndtere under kast. Specielt skal man være forsigtig med knuden, som danner overgang mellem hovedline og slagline. Ligger den forkert på spolen – inde midtpå – kan man være ganske sikker på at få tommelfingeren skåret op under kast…
Fastspolehjulet er det letteste at håndtere – ikke mindst i natmørke, hvor man ikke kan se til at blokere multihjulets roterende spole efter loddets nedslag. Så kan man godt leve med de kortere kastelængder, som fastspolehjulet uvægerligt giver.
Fastspolehjulet er samtidig suverænt til hurtig indtagning af line og forfang – noget, der kan have stor betydning, når en kroget fladfisk skal kanes ind over tangen i strandkanten.
Linen
En god 0.35-0.40 mm nylonline er ideel som hovedline. Meget gerne fluorescerende. Man kan få specielle liner, hvor forskellige farver angiver kastelængden. Det kan være uhyre praktisk at vide, om man nu kaster 100, 125 eller 150 m, idet man så ved, hvor forfanget befinder sig mellem revler og render.
Hjulet skal i sagens natur have plads til mindst 300 m af hovedlinen – helst mere. Har det plads til mindre, vil man under kastet nå for langt ind på spolen – med stærkt forøget friktion og mindskede kastelængder til følge.
10-20 m “slagline” af 0.50-0.70 mm nylon knyttes for enden af hovedlinen, som ikke i sig selv kan tåle de store kræfter under kastet. Man kan også her få specialtaperede slagliner, som er tykke i den ene ende og taperer ned til en tykkelse som hovedlinen i den anden. Det giver en jævnere overgang mellem hovedline og slagline – en mindre knude.
Forfanget
Det er som sagt meget store kræfter, der kommer til udløsning under surfcastet, og specialdesignede forfang er derfor nødvendige. Der skal kunne kastes,“uden at luften er tyk af pulveriserede sandorm” , som en af landets førende surfcastere så rammende har udtrykt det!
På forfanget har man derfor små hægter (såkaldte “relay” clips), i hvilke man hænger den agnede krog. I nedslaget går krogen så fri af hovedlinen og hænger frit i vandet. Man kan også indbygge såkaldte “impact shields” på forfanget til yderligere sikring af den agnede krog.
Kulørte lokkeperler – gerne selvlysende til natfiskeri – og flydende opdriftkugler er andre måder at gøre forfangene endnu mere sofistikerede og effektive på.
Man kan købe forfangene færdige eller “bygge dem selv”.
Lodder, agn og andet
Såkaldt “ankerbly” er bydende nødvendigt, da lodderne ellers ruller med strømmen langs kysten på rekordtid. Et typisk ankerbly har fire folde-ud ben, der sikrer et solidt fæste i bunden, og som kipper/slipper bunden ved indtagning.
Ankerlodder kan fås i alle tænkelige udgaver og størrelser – som modulbly, der kan vokse med opgaven, med forlængere til stenet bund etc. Et solidt udvalg af ankerbly er således alfa og omega for den seriøse surfcaster!
Her bruges de sædvanlige agn, som gennem årene har fristet ål, fladfisk og torsk over evne: Sandorm og sandigler, hele tobiser og stykker af sildefileter. Går man specielt efter torsk, kan krabbekød – indsyet i en nylonpose – være overmåde velfangende.
© foto Steen Ulnits
Stangholderen er næsten lige så nødvendig som stang, hjul og line. Bedst er en stor trebens model til det ustabile underlag i brændingen – med “mulepose”, som kan fyldes med forhåndenværende sten og dermed give stangholderen den fornødne tyngde til at holde de to store surfstænger.
Herudover skal der naturligvis være agnnål og krogløser med flere andre småting i grejboksen. Der for øvrigt gerne må være så stor og stabil, at man kan sidde på den, mens man venter på hug!
Kastet
Der findes flere forskellige former for surfcast – nogle mere indviklede end andre. Som begynder står man sig bedst ved at starte med det simple surfcast, hvor loddet blot placeres på sandet længst bagude – i direkte forlængelse af den lange stang. Dette for at forlænge vægtstangen og spænde surfstangen mest muligt under kast.
Vil man gøre det hele ekstra dramatisk – der er måske beundrende tilskuere på stranden i form af let klædte badegæster af det modsatte køn – kan man spænde grejet yderligere ved at løbe et par meter under selve kastet! Det ser dog nok mere dramatisk ud, end det rent faktisk forøger kastelængden…
Når kastet er afsluttet og loddet har forankret sig på bunden, strammes linen godt op og stangen sættes i stangholder. Klar til næste stang, for man fisker i regelen med to surfstænger pr. mand. Så har man hele tiden noget at se til.
Fiskene
Andre steder i verden surfcastes der efter hajer og rokker, som jo kan blive ganske store. Her hos os er det dog torsk og fladfisk i mere beskedne størrelser, der bliver surfcasterens fangst.
Satser man på fladfisk, kan man ud fra bundforholdene selv vælge, om der fortrinsvis skal rødspætter, skrubber, isinger eller pighvarrer med hjem. Rødspætterne holder af ren sandbund på relativt dybt vand. Skrubberne er mere til blød bund i fjordområder, mens isingerne ofte er at finde på sandbund over lavt vand. Pighvarren derimod kræver gruset bund.
Dyrker man fiskeriet om natten og i de mørke vintermåneder, kan kysttorskene nå anselige vægte. 5 kilos torsk er således ingen umulighed for den surfcaster, der trodser natmørket og vinterkulden. Da hører fine 2-3 kilos torsk til de normale fangster.
Med en sprælsk og velkonditioneret tipunder for enden af den lange stang er man sikret en spændende fight, der nok skal få én til at glemme alt om frosne fingre, manglende søvn og den varme seng derhjemme!
© 1998 Steen Ulnits
Del denne artikel: