Forfatterarkiv: Steen

“Suverän” nyhed fra ABU Garcia

Så er det her langt om længe – det første svenskproducerede fastspolehjul i efterhånden mange år. Avancerede hjul, der byder på banebrydende nytænkning. Men også hjul, hvis svenske rødder kan føres mange år tilbage i tiden.

Svenske ABU Garcia, som for et par år siden blev opkøbt af den amerikanske fiskegrejsgigant OTG (“Outdoor Technologies Group” med Berkley som grundlægger), har brugt megen tid og mange penge på at genoplive det svensk fremstillede fastspolehjul.

– Hvem husker ikke de hæderkronede Cardinal 33, 44, 66 og 77 hjul, som i 70’erne tog verden med storm på grund af deres elegante design, silkebløde gang og uopslidelige snekkedrev?

Siden da blev Cardinal til et noget udvandet begreb. ABU Garcia førte i nogle år en omtumlet tilværelse, hvor man blev købt og solgt af pengestærke investeringskoncerner, hvis eneste formål var at få pengene til at yngle her og nu. Med det resultat, at fabrikationen af de populære fastspolehjul blev flyttet til Fjernøsten. Hvilket desværre betød, at kvaliteten gik ned og i det hele taget svingede meget.

Banebrydende teknologi

Nu er svenskerne imidlertid på banen igen med et helsvensk fastspolehjul, som lever op til alle de gamle dyder. Og da “Cardinal” navnet ikke længere er ganske synonymt med absolut topkvalitet – som navnet “Ambassadeur” altid har været og stadig er det for multihjulene – droppede man det til fordel for det nye og ikke specielt beskedne navn “Suverän”.

Der er virkelig også blevet tænkt i suverænt nye baner, da “Suverän” hjulene blev designet. Intet blev taget for givet. Alt blev revurderet. – Hvad kunne gøres bedre? – Og hvordan kunne det gøres?

Resultatet blev et hjul, som hverken har bremsen placeret fortil eller bagtil, men i stedet en fremragende centerplaceret bremse. Det blev også et hjul, hvis drev er placeret i et helstøbt metalhus, som sikrer perfekt pasning af aksel og drivhjul. Endelig blev det et hjul med en rotor, hvis linebøjle er fastgjort internt i stedet for eksternt.

Men lad os kigge nærmere på de enkelte dele, som virkelig skiller “Suverän” hjulene ud fra samtlige andre fastspolehjul, der er på markedet idag:

Centerbremsen

De fleste fastspolehjul har bremsen placeret bagtil, hvor den er let at nå og eventuelt justere under fighten. En banebrydende placering, som ABU lancerede med sine første “Cardinal” hjul sidst i 60’erne.

De fleste luksushjul – dem til flere tusinde kroner – har idag bremset placeret fortil, hvilket giver mulighed for at montere langt større bremseskiver end med bremsen bagtil. Større bremseskiver giver en blødere bremse med en jævnere opstart. Vigtigt ikke mindst til tynde liner.

ABU’s nye “Suverän” hjul har bremsen placeret på samme sted som en fuldblods racerbil. Den er nemlig centerplaceret, hvilket har muliggjort brugen af endnu større bremseskiver end i selv en fortil placeret bremse. Faktisk er bremseskiverne i et “Suverän” hjul dobbelt så store som skiverne i en fortil placeret bremse. Og hele fire gange så store som i en bagtil placeret bremse!

Men ikke nok med det. Placeringen muliggør også en meget bekvem justering af bremsen under fight. Faktisk kan man justere den uden at flytte fingrene fra hjulfoden. Den store bremsekant kan nemlig nås med en udstrakt pegefinger!

Hjulhuset

Enhver, der har skilt et almindeligt kulfiberhjul ad, ved, at det ikke altid er lige nemt at samle det igen. Skruerne, der på billige hjul er selvskærende i hjulhusets kulfiberforstærkede plast, passer aldrig helt på samme måde, når de skrues i igen…

Dyre fastspolehjul har derfor fået metalhuset tilbage igen efter nogle års fravær, hvor det hele skulle være kulfiber – uanset de ulemper, det måtte medføre i form af dårlig pasning.

Den slags pasningsproblemer har man naturligvis ikke med “Suverän”. Her er drevet nemlig placeret i en helstøbt bøsning, der fastholder tandhjul og aksel helt eksakt. Faktisk kan delene slet ikke sidde forkert i dette ophæng, som tilsammen udgør et let udskifteligt modul.

Bøsningen er samtidig støbt i intet ringere end 6061-T6 flyaluminium, der er næsten dobbelt så stærkt som den aluminium, der bruges til almindelige fastspolehjul i den dyre ende.

Drevet

Her er ABU tilbage ved det klassiske snekkedrev, som gjorde de tidlige Cardinal hjul verdensberømte. Snekkedrevet er nemlig det drev, der giver den mest silkebløde gang af alle drevtyper – dertil en legendarisk slidstyrke, der næsten sikrer hjulet evigt liv. I hvert fald hvad drevet angår.

Snekkedrevet medfører ganske vist et beskedent krafttab i sammenligning med det konventionelle helicaldrev, som idag anvendes på stort set alle fastspolehjul. En drevtype, der – modsat snekkedrevet – er ganske let at samle og montere industrielt.

Drevet på de nye “Suverän” hjul er fremstillet maskinskåret messing (tandhjulet) og rustfrit stål (akslen) – en velkendt og velprøvet kombination, der giver optimal slidstyrke. Fire rustfri kuglelejer hjælper også godt til.

Bagstoppet

Et bagstop i overstørrelse sikrer en længere levetid end almindelige bagstop. Bagstoppet på de nye “Suverän” hjul er placeret mellem hjulhus og rotor, hvor det er let at komme til. Og så har det en vandring på ikke mindre end 300 grader.

Det er naturligvis et bagstop af den trinløse type, som muliggør stop på et hvilket som helst sted. En uundværlig detalje, når man eksempelvis hægter blinkets krog fast i en stangring og strammer op. Intet irriterende slør her.

Komponenter i rustfrit stål sikrer, at selv det salteste saltvand ikke kan gøre nogen skade på bagstoppet.

Rotoren

Rotoren, hvorpå linebøjlen er fastgjort, er naturligvis afbalanceret, så man får en jævn indspinning uden rystelser. Det er der ikke noget epokegørende i.

Det er der til gengæld i placeringen og monteringen af linebøjlen, som her sidder på rotorens inderside. Det sikrer ikke blot et mere elegant udseende. Det betyder også en mindsket risiko for, at løs line fanges af linebøjlens kanter.

Endelig er bøjlen monteret med en roterende lineførerrulle i overstørrelse. Friktionsfri rotation sikres af endnu et rustfrit kugleleje!

Lineoplægget

Det er her, man for alvor kan se forskel på gode og dårlige hjul. Det er lineoplægget på spolen, der virkelig viser, om ingeniørerne har gjort deres arbejde godt nok.

Det må man konstatere, at ABU’s ingeniører har. Lineoplægget er intet mindre end perfekt på de relativt små spoler, som “Suverän” hjulene er forsynet med. Oplægget er asymmetrisk, hvilket sikrer, at linen ikke kan grave sig ned selv under ekstraordinært stort pres. Linen vil derfor altid løbe ubesværet af spolen under kast.

Spolerne er små, da de sidder noget nær direkte på rotoren. De fylder ikke meget og leveres samtidig med en praktisk beskyttelseskappe til linen. Der er jo ingen grund til at udsætte nylonlinen for solens skadelige UV stråler, når man alligevel ikke fisker!

Alle “Suverän” hjul leveres naturligvis med ekstraspole i aluminium.

Godt at se ABU på banen igen med et helsvensk topprodukt. Det har vi savnet længe. Desværre har ABU fabrikken i Svängsta slet ikke kunnet følge med efterspørgselen. I flere måneder måtte masser af såvel forhandlere som lystfiskere derfor gå utålmodigt rundt og vente på det eller de hjul, de bestilte for lang tid siden.

Ikke helt så suverænt som hjulene selv…

© Steen Ulnits 1999

BUCK

BUCK knive er verdensberømte i hjemlandet USA, hvor de sælges i millioner. Nu kan de også fås i lille Danmark. En bedre følgesvend på fisketuren fås ikke!

Cowboys til hest med rygende Colts i næverne og støvede Stetsons på hovedet – det er Amerika, som vi alle kender det. Det Vilde Vesten med dets renvaskede US marshalls og sortsmudskede lovløse på evig flugt mod grænsen til Mexico.

Men Nordamerika eller rettere USA, som vi kender det idag, er andet og mere end Colt og Winchester. Dengang mænd var mænd og kvinderne holdt sig hjemme på ranchen eller inde i byerne, var det ikke nok med en Colt i patronbæltet og en Winchester i saddelhylsteret. Der måtte også en stor og solid kniv til – ikke sjældent en tung Bowie med blodrille og det hele. En kniv, der kunne klare alt det, som skydejernet ikke kunne!

Det Vilde Vesten blev imidlertid tæmmet omkring århundredskiftet, og det frie liv på prærien blev efterhånden forbeholdt færre og færre comboys. Samtidig blomstrede industrien op med masseproduktion på samlebånd i bedste Ford-stil. Det er på denne tid, historien on Buck knivene egentlig begynder.

Hoyt H. Buck

Den startede langt ude på prærien i 1902, hvor en ung smedelærling ved navn Hoyt H. Buck fik en genial idé, der siden skulle danne grundlag for en fremtidig produktion. Han opfandt nemlig en hærdningsmetode, der fik de færdige knive, økser og leer til at holde æggen meget længere end hidtil.

Hoyt fandt ud af, at skulle den færdige æg virkelig holde, så måttehele knivsbladet have eksakt den samme temperatur under hærdningen – ellers opstod de markante “døde” punkter, der hurtigt gjorde kniven sløv.

Hoyt var kun 13 år, født i 1889 nær Kansas City, da han begyndte at eksperimentere med de nye tanker og ideer. Han gik ud af skolen efter kun fire år, men lærte siden sig selv at læse engelsk og endda lidt matematik oven i!

Prærien syntes ikke at byde på nogen spændende fremtid længere, så i en alder af kun 18 år drog han vestpå til Tacoma i staten Washington. Her hutlede han sig gennem tilværelsen som savværksarbejder på forskellige savmøller og måtte undervejs flytte hele tre gange, da der regelmæssigt gik ild i de store tømmerstakke…

I 1909 møder Hoyt så sin tilkommende kone Daisy, der er ud af en velhavende sømandsfamilie. Trods højlydte protester fra Daisy’s familie gifter de sig og får året efter sønnen Al – den første af en børneflok på hele syv.

I 1918 arver Daisy hele 4.000 dollars – et meget stort beløb i de dage. Hoyt og Daisy køber formedelst 1.000 dollars et dejligt landsted, som de imidlertid ikke kan få til at løbe rundt. Resultatet bliver konkurs, og Hoyt må atter ty til savmøllerne for at få arbejde.

Alfred C. Buck

I 1927 beslutter sønnen Al sig for at stikke til søs. Der er ingen fremtid, hvor han befinder sig – det har han for længst gjort sig klart. Han vil ikke ende som sin far. Derfor overtaler han sin mor til at skrive under på, at han er 18 år – selv om han rent faktisk kun er 17 og dermed for ung til at søge ind i flåden!

Al tog til San Diego i Californien, hvor han lod sig uddanne som signalgast i flåden. Hurtigt fik han hyre på en U-båd – lokket af et stort risikotillæg på hele 25 dollars om dagen! Han måtte dog hurtigt erkende, at der var en god grund til tillægget – at risikoen under vandet i de dage var ganske stor…

Men han overlevede dog fire trange år under vandet og gik ud af flåden i 1931. Det var trange tider med stor arbejdsløshed. Men kystvagten – U.S. Coast Guard – søgte erfarne søfolk, og Al kom dermed ind i varmen igen. Det vil nu i realiteten sige kulden, for Al blev i 1934 sendt på patrulje i det iskolde Alaska, hvor de skulle beskytte fredede pelssæler mod krybskytter.

I mellemtiden havde Al fundet sig en kone, Ida, som han havde giftet sig med i New York. Da han vendte tilbage fra Alaska og forlod kystvagten, flyttede de straks tilbage til San Diego i det solbeskinnede Californien.

Al følte sig rig, for under tjenesten i Alaska havde han sparet hele 400 dollars op – et beløb, som straks blev brugt til køb af et lille hus. I San Diego ernærede Al sig selv og sin familie ved først at drive et lille vaskeri og siden tage arbejde på en fabrik. Her var han lige ved at miste hånden efter en arbejdsulykke, men reddede den på mirakuløs vis. Med Guds hjælp, naturligvis.

Herefter fik han et godt job som buschauffør – en tjans han havde helt frem til 1945, hvor hans far Hoyt og mor Daisy besluttede sig for også at flytte til San Diego.

“H. H. Buck & Son”

Far Hoyt havde efter nogle år på savværkerne fået etableret sig som præst i en lille kirke. Troen havde altid været stærk i Buck familien, og nu blev den altså også til en levevej.

Da japanerne overrumplede USA ved at bombe Pearl Harbor i 1941, appellerede militæret til det amerikanske folk om hjælp. De bad således alle donere deres knive til militæret, der på denne måde blev tilført et hav af gamle og brugte knive.

Hoyt havde ingen knive at give væk af – men han vidste til gengæld, hvordan man lavede dem! Han investerede derfor i hammer, ambolt, esse og slibesten, så han atter kunne producere knive – nu udelukkende til det hungrende militær.

Han oprettede helt enkelt en lille smedie i kirkens kælder, hvorfra en lind strøm af funklende nye knive tilflød militæret. Her blev knivene hurtigt kendt og skattet. Dels fordi de jo i modsætning til alle de gamle var nye og ubrugte – dels fordi de som alle Buck knive var usædvanligt gode til at holde sig skarpe.

Da krigen var slut, lå Hoyt derfor inde med bestilling på et stort antal knive til private militærfolk. De blev leveret med skaft af plexiglas og i håndsyede læderskeder og var meget eftertragtede.

Imidlertid flyttede den lokale militærforlægning fra byen, og med den forsvandt også en stor del af byens arbejdspladser. Hoyt og Daisy besluttede derfor også at flytte – ned til sønnen Al i San Diego. De pakkede derfor bil og trailer med alle deres ejendele – heriblandt alt smedegrejet.

Vel ankommet til San Diego gik Hoyt så atter i gang med at fremstille knive. Det skete først i en lille tilbygning til Al’s garage. Om formiddagen var han på salgsturné til lokale slagtere og slagterier, til restauranter og sportsbutikker. Om eftermiddagen eksekverede han dagens bestillinger!

Omsætningen steg, så der måtte bygges et nyt værksted. Og Hoyt bad Al kvitte bussen til fordel for knivene – noget, som Al kun tøvende gjorde for at gå i lære som knivsmed.

Al lærte sig så smedekunstens færdigheder og faderens hemmelige hærdningsproces, der stadig var altafgørende for knivenes kvalitet og holdbarhed. Knivene blev fremstillet af nedslidte file fra en nærliggende flyfabrik og blev markedsført under navnet “H. H. Buck & Son”.

“Buck Knives, Inc.”

Far Hoyt led af fremskreden mavekræft og flyttede tilbage til Washington for at leve sine sidste år heroppe, hvor han havde startet sin karriere. Han døde i 1949 – 59 år gammel.

Al fortsatte virksomheden, men havde ingen åbenlyse talenter som forretningsmand. Knivene fejlede intet og var ganske efterspurgte blandt mere velhavende mennesker. De var nemlig 100% håndgjorte og derfor ganske dyre. Publikum var således begrænset og måtte opsøges via annoncer i aviser og blade.

Desværre gik salget så dårligt, at Buck til sidst ikke længere kunne betale for annoncerne. Firmaet var på randen af en fallit, da en lokal præst tog initiativ til en alvorlig snak med Al. Han foreslog, at de skulle finde nogle samarbejdspartnere, der havde kapital og forstand på markedsføring.

Præsten foreslog, at han nok skulle finde frem til egnede emner blandt sin egen menighed, og Al accepterede. Han havde helt enkelt ikke noget valg.

I 1960 var det derfor så vidt, at en lille gruppe håndplukkede forretningsfolk – alle naturligvis faste kirkegængere! – kunne holde det første møde om en mulig fusion. Året efter var alle formaliteter på plads, og et nyt firma så dagens lys under navnet “Buck Knives, Inc.”

Al Buck blev naturligt nok den nye formand for bestyrelsen, der udstedte i alt 50.000 aktier. Og som fortrinsvis bestod af familie og nære venner – heriblandt også præsten, der fostrede ideen til den nye virksomhed!

Buck på børsen

Det lykkedes på denne måde at rejse hele 35.000 dollars i risikovillig kapital udefra. For første gang i firmaets mere end 20 år gamle historie havde man penge i lommen – penge til forskning og udvikling.

Uheldigvis stod nye kunder ikke ligefrem i kø. Og selv om man nu begyndte at fremstille knive i 440C stål, som var langt mere rustfast end det traditionelle knivstål, så tog det længere tid end forventet at overbevise kunderne om Buck knivenes suveræne kvalitet.

Så længe, at det lykkedes det nystiftede “Buck Knives, Inc.” at sætte 34.000 ud af de rejste 35.000 dollars over styr i løbet af det allerførste år. Kunderne kunne helt enkelt ikke forstå, at de skulle give 10-20 dollars for en kniv, når de nu var vant til at kunne få en til 2 dollars!

Salgskurven begyndte først for alvor at stige i 1962, da Al og Ida satte sig ind i deres gamle VW bus og kørte USA tyndt i deres to måneder lange “ferie”. På denne tur tværs over kontinentet besøgte de 250 butikker fra Portland, Oregon i vest til Portland, Maine i øst.

Og resultaterne lod ikke vente på sig. 100 af de besøgte butikker indvilligede i at forhandle Buck knive – med det resultat, at Buck Knives, Inc. kom ud af 1962 med et nettooverskud på 7.000 dollars – og med hele 400 forhandlere under fanerne.

En anden medvirkende årsag var en aggressiv markedsføring, hvor man viste, hvorledes en Buck kniv kunne hamres ind i en stålbolt – så hårdt hærdede var de, og så godt holdt de den skarpe æg! Livstidsgaranti var derfor en helt naturlig ting, omend man hos Buck ganske vist var lidt nervøse ved at give den i starten.

Siden gik det slag i slag. I årene 1963-68 steg omsætningen og fortjenesten med omkring 1.000% – efterfulgt af aktiekursen, der steg til mere end 900!

Man måtte derfor flytte til nye og større lokaler i1969. Buck Knives, Inc. valgte denne gang at købe egen grund og bygge den nye fabrik selv. Resultatet blev en moderne fabrik, der husede Buck, indtil også den blev for lille.

I 1980 måtte man så flytte endnu engang – denne gang til El Cajon, der den dag idag stadig huser Buck Knives. Al Buck havde nu overladt roret til sønnen Chuck, der forestod opførelsen af en kolossal fabriksbygning med hele 4,5 acres under tag – 18 hektar eller 180.000 kvadratmeter! Af hensyn til skeptiske naboer har valgte man at udforme hele den lange facade som én stor jagthytte… Amerikansk, når det er bedst!

Klassiske knive

Buck har altid nummereret deres knivmodeller, selv om de fleste også har et navn. Nummeret er dog i mange tilfælde det bedst kendte – ikke mindst hvad angår den klassiske #110, model “Folding Hunter”. Det er en kniv, som i sin første udgave kom på markedet i 1964, og som allerede i 1966 var verdens mest solgte kniv overhovedet. Til dato er der således solgt langt over 11 millioner eksemplarer af denne model alene!

Til de senere succes’er hører modellerne #118, 119, 120 og 121, der alle er klassiske knive: Fra den lille og handy 118’er “Personal” over allroundkniven 119 “Special” til den store 120’er “General” med blad i bedste Bowie-stil til den lange og smalle121’er “Fisherman”- forgængeren til vore dages filetknive. Disse fire klassikere kendes verden over, hvor de skattes for deres enkle funktionalitet og kolossale slidstyrke.

Selv havde jeg en “Special”, som fulgte mig i tykt og tyndt. Den blev indkøbt før en tre måneders telttur til Alaska i 1982, hvor den blev brugt til alt – fra at smøre knækbrød og filettere fisk til at fælde mindre træer og buske med! Det var derfor en sorgens dag, da en SAS medarbejder i 1985 forelskede sig så meget i den, at han fjernede den fra min rygsæk – et eller andet sted mellem Søndre Strømfjord og Kastrup Lufthavn…

1985 var for øvrigt et mærkeår for Buck. Det var nemlig året, hvor man satsede på produktion af en kraftig specialkniv til militærets elite-soldater – #184 “BuckMaster”. Det var også året, hvor den ultraamerikanske “Rambo” film med Sylvester Stallone i hovedrollen gik over de amerikanske biograflærreder som en hvirvelvind. Alle skulle pludselig også være Rambo, og til det formål måtte man naturligvis have et eksemplar af den store “Rambo” kniv – en “BuckMaster”!

Det år solgte man alene i USA mere end 50.000 af denne kolossale potensforlænger – med en forøget indtjening på næsten 5 millioner dollars!

I 1988 fik man endvidere en ordre i hus på mere end 300.000 nye hi-tech M9 bajonetter til det amerikanske hær – en ordre, der i 1991 blev fulgt op af tilsvarende ordrer til den amerikanske flåde og den australske hær. Buck havde nu for alvor fået tag i militæret!

“Buck Tool”

Siden da er adskillige nye og mere “menneskelige” modeller kommet til. Foldeknivene udgør stadig omkring halvdelen af den samlede omsætning, da markedet for de små og handy foldeknive naturligvis er langt større end markedet for Rambo-knivene.

Seneste succes er Buck’s version af den amerikanske “survival tool”, som også har militære aner. Et sådant instrument har nemlig længe indgået som standard i det amerikanske militærs overlevelsesudstyr.

Buck’s udgave af denne mangesidede sag hedder “Buck Tool” og rummer et hav af værktøjer til jagt, fiskeri og camping – eller ren og skær overlevelse! Buck Tool fås nu også i en “Lite” udgave, der kunhar 13 værktøjer at byde på – kniv, tang, skruetrækker, fil, øloplukker, dåseåbner med flere, der alle er noget nær uundværlige på fisketuren.

Det er idag en tredje generations Buck – Chuck – der sidder som præsident for det gamle familieforetagende. Og fjerde generation – i form af Charles B. Buck, der blev født i 1960 – er under oplæring!

Efter nogle lidt magre år er Buck nu atter tilbage på det danske marked. Tag godt imod dem – de fortjener det!

OKUMA

Danmark har netop haft besøg af direktøren for verdens 5. største fiskegrejsproducent. Her bringes et eksklusivt interview med fabrikkens direktør og eneejer!

Charlie Chang hedder han, en vaskeægte og vennesæl “kineser” fra Taiping i Taichung på Taiwan!

Charlie er ejer af Okuma-fabrikkerne, der idag er verdens 5. største leverandør af fiskegrej – og i kraftig vækst. Han startede virksomheden op for 12 år siden, da han løb ind i en tidligere ingeniør fra en af Daiwa’s fiskehjulsfabrikker.

Charlie Chang, der selv er ingeniør af uddannelse, havde pengene – den tidligere Daiwa ingeniør den fornødne viden om fremstilling af fiskehjul. Sådan var starten på den virksomhed, der idag beskæftiger omkring 1.000 mand fordelt på fabrikker i både Taiwan og Kina.

Mr. Chang var fra starten af internationalt orienteret. Han mente, at skulle hans firma blomstre og gøre sig på verdensmarkedet, måtte medarbejderne nødvendigvis kunne tale engelsk.

Han ansatte derfor Douglas, som er vaskeægte amerikaner, og som taler kinesisk. Douglas fik til opgave at lære både Charlie og hans medarbejdere det for en kineser så vanskelige sprog engelsk!

Først fluehjulene…

De første fem år lå produktionen på Taiwan, hvor man i starten udelukkende satsede på fluehjul. Af flere årsager. Dels er fluehjul relativt simple af konstruktion, og dels kræver de ikke samme store volumen som fastspolehjul. Endelig var konkurrencen ikke så hård på verdensmarkedet netop her.

Det blev til en serie fluehjul i kulfiber composite, som hurtigt blev kendt verden over – enten under Okuma’s eget navn eller med andre firmanavne. Faktisk var det i starten de allerfærreste, der blev solgt under fabrikkens eget navn. Langt størsteparten blev leveret som såkaldte “OEM” hjul – med andre firmaers logo på.

Da man følte, at man havde styr på fluehjulene, gik man langsomt i gang med fastspolehjulene, som har et langt større potentiale på verdensmarkedet.

Så fastspolehjulene…

– Det er her, det helt store volumen er, fortæller Mr. Chang. – Vel omkring 90% af alle hjul på verdensplan er fastspolehjul, så her er konkurrencen naturligvis hårdest. Til sammenligning udgør fluehjulene på verdensplan sølle 2-3%…

Til gengæld er det også i produktionen af fastspolehjul, at konkurrencen er suverænt størst og hårdest – og profitten på det enkelte hjul tilvarende lavest. Men den forskel opvejes til fulde af den kolossale volumen, som populære fastspolehjul kan produceres i.

Hertil skal så lægges de nærmest astronomiske udviklingsomkostninger, der er forbundet med produktionen af en ny serie fastspolehjul. Således tager det omkring 6 måneder at udvikle en ny hjulserie på seks størrelser “from scratch”. Fra de første streger tages på tegnebordet, til de første hjul løber af samlebåndet.

Alene støbeformen til et enkelt hjul koster ikke mindre end US$ 400.000 – mere end 2,5 million kroner – at udvikle og fremstille. Til gengæld kan man så være heldig, at denne ene støbeform kan bruges til én million hjul…

Siden multihjulene!

Okuma startede med billige “low end” fastspolehjul, der havde bremsen placeret bagtil. Det er en produktion, der ikke er så krævende som hjul med bremsen fortil. Og man red med på bølgen af hjul, som havde både hjulhus, rotor og spole fremstillet i kulfiber composite – med de fordele og ulemper, som det nu engang medfører.

Siden udviklede man nye hjul med metalspole og bremsen placeret fortil. Fordelen ved denne konstruktion er spolerne, som dels bliver mekanisk stærkere – dels kan fremstilles mere præcist. Endelig er der plads til langt større bremseskiver her end i bremser placeret bagtil.

Næste skridt på vejen var så multihjul, som kræver en totalt anderledes produktionsform. Her skal der ikke støbes så meget. Her skal der i stedet drejes og fræses.

Resultatet er indtil videre blevet en lang række multihjul til trolling og havfiskeri – de største med avancerede Lever Drag bremser. Det amerikanske marked for små multihjul til spinnefiskeri har man endnu ikke villet kaste sig ud i. – Men det kommer, forsikrer Charlie Chang med et bredt smil! – Det kommer!

Og så tilbage igen til fluehjulene…

Okuma har som de øvrige producenter af fiskegrej mærket, at specielt fluefiskeriet har boomet i de seneste år.

Man har derfor udvidet sit udbud af prisbillige fluehjul i kulfiber composite med helt nye serier af metalhjul. Hjul, som først er støbt, og som siden fræses ud til eksakte tolerancer. Dernæst monteres de med slidstærke rullelejer og intet mindre end en magnetisk skivebremse!

– Vi har helt enkelt overført en del af teknologien fra vore spinnehjul til vort nye fluehjul, fortæller Mr. Chang. Og hvad værre er – set med konkurrenternes øjne – så kan disse nye hjul sælges til priser, der får tilsvarende hjul til at se ufatteligt dyre ud.

Typisk sælges de nemlig til langt under halvdelen af, hvad konkurrerende hjul koster…

Fra Taiwan til Kina

For syv år siden åbnede Kina sine grænser for investorer udefra. Og da Taiwan jo – i hvert fald set med kineserøjne – stadig er en del af Kina, gav man straks taiwanesiske virksomheder lov til at etablere sig.

Det attraktive ved Kina er naturligvis den lave arbejdsløn, som stadig findes her. I Kina koster almindelig arbejdskraft således typisk 15 gange mindre end på Taiwan…

Man skal dog tage i betragtning, at der så også er tradition for, at fabrikkerne i vid udstrækning tager sig af sine arbejdere – også efter arbejdstid. Alligevel er de totale omkostninger i Kina langt mindre end på Taiwan, og derfor er kinesiske fabrikker naturligvis uhyre konkurrencedygtige på verdensmarkedet – når vel at mærke kvaliteten holder!

Hos Okuma er man til fulde klar over det nødvendige i og vanskelige ved at opretholde en stabilt høj kvalitet, når produktionen hele tiden vokser. Derfor har man ansat konsulenter udefra, som skal sørge for en samlet strategi for kvalitetskontrollen.

Det har indtil videre medført, at Okuma – som den første fiskegrejsproducent i Kina – i 1997 fik tildelt det eftertragtede ISO 9002 certifikat. Så er der styr på kvaliteten.

Fra kopister til eget design

Idag beskæftiger Okuma omkring 1.000 medarbejdere på sine fabrikker. Heraf arbejder de 200 på Taiwan, hvor også Okuma’s udviklingsafdeling ligger – de resterende 800 i Kina, hvor alle fastspolehjulene fremstilles. Multihjulene kommer tilsvarende fra Taiwan.

I starten var Okuma de rene kopister. Det indrømmer Charlie Chang gerne. Men han er stolt ved at fortælle, at Okuma idag har sin egen R&D afdeling, som konstant arbejder med at udvikle nyt design og nye modeller. Her sidder således 40 ingeniører, som til stadighed vrider deres hjerner for at gøre vore fiskehjul endnu bedre!

Man holder naturligvis et vågent øje med, hvad konkurrenterne sender på markedet af nyheder. Og man tester bestandigt nye materialer, der kunne komme på tale.

Men man udvikler også egne nye ideer, hvortil blandt andet hører “Oval Oscillating System” (OOS), der sikrer et bedre lineoplæg og en større slidstyrke end det konventionelle snekkedrev til spolevandringen. OOS systemet findes indtil videre kun på de helt store fastspolehjul med høje Long Cast spoler.

En anden nyskabelse er Okuma’s “Rotor Equalizing System” (RES), der sikrer en jævn og afbalanceret indspinning – selv ved høj hastighed.

Fra hjul til stænger

Det seneste skud på Okuma stammen er fiskestænger. Også her er man startet langsomt op og skræver ikke mere, end bukserne kan holde.

Idag fremstilles mange millioner fiskestænger årligt i Kina. Stangfremstilling er en ganske arbejdskrævende proces, og prisen på arbejdskraft er derfor altafgørende, når man vælger sted til stangproduktion. Kina står således meget højt på listen, når man vil oprette en ny stangfabrik.

Kina er imidlertid først kommet med på stangvognen inden for de allerseneste år. Kina har nemlig længe været blacklistet af de kulfiber-producerende lande USA og Japan. Kulfiber er jo idag en vigtig ingrediens i fremstillingen af jagerfly og rumraketter, og den produktion havde man ikke ligefrem lyst til at hjælpe kineserne – længe atommagt og nu også rumfartsnation – alt for meget med.

Men da så embargoen blev løftet, væltede det ind med firmaer, der ville oprette egne stangfabrikker i den kinesiske folkerepublik. Imidlertid blev de allerfleste fabrikker startet op på gammelt materiel fra andre lande i området. Forældet udstyr med forældede mandreller og andet. Men billigt til salg fra konkursramte konkurrenter i ikke mindst Korea…

Den vogn ville Charlie Chang ikke være med på. I stedet investerede han i splinternyt udstyr fra Japan, så nye Okuma stænger ikke fra starten af skulle være forældede!

Resultatet er indtil videre blevet et fåtal stangserier, der lever op til Okuma’s filosofi: At kvalitetsgrej ikke skal koste en formue! Og indtil videre har man satset på stænger til det amerikanske marked, som – trods sin enorme størrelse – er meget homogent, hvad stænger angår. En lille håndfuld stangserier dækker således hele det store kontinent!

– Sådan er det desværre ikke med Europa, sukker Mr. Chang. – Her har næsten hvert eneste land sine egne specielle stangtyper, hvilket gør livet besværligt for storproducenter som os. Men vi skal nok være der om et par år, forsikrer han. – Mr. Svendsen skal nok fortælle os, hvad der er brug for i jeres del af verden!

Fremtiden i fiskegrej

Det skal “Mr. Svendsen” nok. Han hentyder naturligvis til Lars Svendsen – manden bag Svendsen Sport, der har markedsført Okuma i Danmark siden 1990. Som siden blev generalagent for Skandinavien. Og som nu senest har overtaget hele Europa!

Det er i høj grad Lars Svendsens fortjeneste, at Okuma atter har vendt blikket mod fluehjulene. Hvor fluehjul på verdensplan kun udgør et par procent af alle solgte hjul, udgør de nemlig hele 10% her i Skandinavien.

Og sådan kunne man blive ved. Da jeg afslutningsvis spørger Charlie Chang, om Okuma har noget specielt budskab til sine danske kunder, siger han følgende:

– Hos Okuma lytter vi til vore kunder. Vi er meget åbne over for input fra vore agenter, som hele tiden skal have fingeren på pulsen på de lokale markeder. Og så er vi 110% “committed to quality”,slutter den gæstende kineser.

Fra den spæde start i Taiwan for 12 år siden er det da også støt og roligt gået fremad for Okuma fabrikken, hvis motto er “Feel the Power!”.

Det gør ikke kun kunderne, som fisker med produkterne. Det gør også de store konkurrenter, som nu kan mærke Okuma’s hede ånde i nakken – med en samlet årsproduktion på mere end 5 millioner enheder! Heraf går de 700.000 alene til Europa, og 40.000 af dem er fluehjul.

Omkring 55% af alle enheder sælges idag under Okuma’s eget navn – de resterende 45% under alle mulige andre. Så det kan meget vel være, at du fisker med et Okuma-hjul – uden at vide det!

Sand & Surfcasting

Det var amerikanerne, der opfandt det. Englændere og tyskere, der bragte det til Europa. Nu er vestjyderne for alvor ved at opdage det!

Solnedgang ved Hvide Sande
© foto Steen Ulnits

Det startede – som så meget andet – i USA i årene efter Anden Verdenskrig. Hovedaktøren var den stribede bars, der – igen som så meget andet i USA – er ganske meget større, end kystnære fisk de fleste andre steder normalt bliver. Direkte fra den amerikanske østkyst tages der nemlig regelmæsigt fisk på 10-30 kg!

Det var tilstedeværelsen af disse kæmper – helt inde under land på visse tider af året – som satte gang i udviklingen af det, vi idag betegner “surfcasting”. Og som betød noget nær et kvantespring fremad i udviklingen af moderne fiskegrej, som vi kender det her på tærsklen til årtusindskiftet.

Der blev fisket med lange og tunge splitcane stænger forsynet med store “beach casting” multihjul fra Penn samt flettede cuttyhunk liner. Ingen avancerede bremsesystemer her – kun en følsom tommel til at kontrollere den vildt roterende spole! Overløb og fuglereder hørte derfor til dagens orden, når man surfcastede…

Udviklingen tog for alvor fart, da man fik lettere stænger i først glasfiber og siden kulfiber samt multihjul med specielle bremsesystemer. Vigtigst var dog fremkomsten af den monofile nylonline.

Idag er surfcasting andet og mere end blot det ekstra tunge bundsnørefiskeri, som mange forbinder denne fiskemetode med. Surfcasting er – eller kan i hvert fald være det – noget nær en kunstart, hvis man alene ser på kastet. Med godt surfgrej kan de allerfleste let nå ud over de første 100 meter, og rekorden ligger på den anden side af 200 m stregen!

Stangen

Surfstangen skal være 12-15 fod lang og kunne håndtere kastevægte på op til 250 g. Stangens længde holder linen fri af den tang, der ofte driver sammen under land. Den muliggør også lange kast selv i hård blæst. Generelt kan man sige, at jo længere en stang, man kan håndtere effektivt, desto længere kast opnår man.

I gamle dage var glasfiberstænger enerådende. Idag har de lette og spændstige kulfiberstænger også vundet indpas her – ofte indblandet en smule glasfiber for at gøre dem mere robuste.

Stangringene skal være ganske store, hvis man bruger fastspolehjul. Af praktiske årsager bør den nederste – og største – stangring derfor kunne klappes sammen under transport.

Hjulholderen skal være af bedste kvalitet – saltvandsbestandig og i stand til at fastholde hjulet i et jerngreb under kast og fiskeri. Det er store kræfter, der skal holdes styr på her.

Hjulet

Multihjulet er det oprindelige hjul til surfcasting. Og det er stadig multihjulet, der giver de længste kast. Men det er også – trods alskens raffinerede kastebremser – stadig det vanskeligste hjul at håndtere under kast. Specielt skal man være forsigtig med knuden, som danner overgang mellem hovedline og slagline. Ligger den forkert på spolen – inde midtpå – kan man være ganske sikker på at få tommelfingeren skåret op under kast…

Fastspolehjulet er det letteste at håndtere – ikke mindst i natmørke, hvor man ikke kan se til at blokere multihjulets roterende spole efter loddets nedslag. Så kan man godt leve med de kortere kastelængder, som fastspolehjulet uvægerligt giver.

Fastspolehjulet er samtidig suverænt til hurtig indtagning af line og forfang – noget, der kan have stor betydning, når en kroget fladfisk skal kanes ind over tangen i strandkanten.

Linen

En god 0.35-0.40 mm nylonline er ideel som hovedline. Meget gerne fluorescerende. Man kan få specielle liner, hvor forskellige farver angiver kastelængden. Det kan være uhyre praktisk at vide, om man nu kaster 100, 125 eller 150 m, idet man så ved, hvor forfanget befinder sig mellem revler og render.

Hjulet skal i sagens natur have plads til mindst 300 m af hovedlinen – helst mere. Har det plads til mindre, vil man under kastet nå for langt ind på spolen – med stærkt forøget friktion og mindskede kastelængder til følge.

10-20 m “slagline” af 0.50-0.70 mm nylon knyttes for enden af hovedlinen, som ikke i sig selv kan tåle de store kræfter under kastet. Man kan også her få specialtaperede slagliner, som er tykke i den ene ende og taperer ned til en tykkelse som hovedlinen i den anden. Det giver en jævnere overgang mellem hovedline og slagline – en mindre knude.

Forfanget

Det er som sagt meget store kræfter, der kommer til udløsning under surfcastet, og specialdesignede forfang er derfor nødvendige. Der skal kunne kastes,“uden at luften er tyk af pulveriserede sandorm” , som en af landets førende surfcastere så rammende har udtrykt det!

På forfanget har man derfor små hægter (såkaldte “relay” clips), i hvilke man hænger den agnede krog. I nedslaget går krogen så fri af hovedlinen og hænger frit i vandet. Man kan også indbygge såkaldte “impact shields” på forfanget til yderligere sikring af den agnede krog.

Kulørte lokkeperler – gerne selvlysende til natfiskeri – og flydende opdriftkugler er andre måder at gøre forfangene endnu mere sofistikerede og effektive på.

Man kan købe forfangene færdige eller “bygge dem selv”.

Lodder, agn og andet

Såkaldt “ankerbly” er bydende nødvendigt, da lodderne ellers ruller med strømmen langs kysten på rekordtid. Et typisk ankerbly har fire folde-ud ben, der sikrer et solidt fæste i bunden, og som kipper/slipper bunden ved indtagning.

Ankerlodder kan fås i alle tænkelige udgaver og størrelser – som modulbly, der kan vokse med opgaven, med forlængere til stenet bund etc. Et solidt udvalg af ankerbly er således alfa og omega for den seriøse surfcaster!

Her bruges de sædvanlige agn, som gennem årene har fristet ål, fladfisk og torsk over evne: Sandorm og sandigler, hele tobiser og stykker af sildefileter. Går man specielt efter torsk, kan krabbekød – indsyet i en nylonpose – være overmåde velfangende.

Surfcasting ved Sletterhage Fyr
© foto Steen Ulnits

Stangholderen er næsten lige så nødvendig som stang, hjul og line. Bedst er en stor trebens model til det ustabile underlag i brændingen – med “mulepose”, som kan fyldes med forhåndenværende sten og dermed give stangholderen den fornødne tyngde til at holde de to store surfstænger.

Herudover skal der naturligvis være agnnål og krogløser med flere andre småting i grejboksen. Der for øvrigt gerne må være så stor og stabil, at man kan sidde på den, mens man venter på hug!

Kastet

Der findes flere forskellige former for surfcast – nogle mere indviklede end andre. Som begynder står man sig bedst ved at starte med det simple surfcast, hvor loddet blot placeres på sandet længst bagude – i direkte forlængelse af den lange stang. Dette for at forlænge vægtstangen og spænde surfstangen mest muligt under kast.

Vil man gøre det hele ekstra dramatisk – der er måske beundrende tilskuere på stranden i form af let klædte badegæster af det modsatte køn – kan man spænde grejet yderligere ved at løbe et par meter under selve kastet! Det ser dog nok mere dramatisk ud, end det rent faktisk forøger kastelængden…

Når kastet er afsluttet og loddet har forankret sig på bunden, strammes linen godt op og stangen sættes i stangholder. Klar til næste stang, for man fisker i regelen med to surfstænger pr. mand. Så har man hele tiden noget at se til.

Fiskene

Andre steder i verden surfcastes der efter hajer og rokker, som jo kan blive ganske store. Her hos os er det dog torsk og fladfisk i mere beskedne størrelser, der bliver surfcasterens fangst.

Satser man på fladfisk, kan man ud fra bundforholdene selv vælge, om der fortrinsvis skal rødspætter, skrubber, isinger eller pighvarrer med hjem. Rødspætterne holder af ren sandbund på relativt dybt vand. Skrubberne er mere til blød bund i fjordområder, mens isingerne ofte er at finde på sandbund over lavt vand. Pighvarren derimod kræver gruset bund.

Dyrker man fiskeriet om natten og i de mørke vintermåneder, kan kysttorskene nå anselige vægte. 5 kilos torsk er således ingen umulighed for den surfcaster, der trodser natmørket og vinterkulden. Da hører fine 2-3 kilos torsk til de normale fangster.

Med en sprælsk og velkonditioneret tipunder for enden af den lange stang er man sikret en spændende fight, der nok skal få én til at glemme alt om frosne fingre, manglende søvn og den varme seng derhjemme!

UL år 2000!

Grejet bliver bedre og bedre. Det, vi kaldte for “UL” for blot nogle få år siden, er i dag ved at være standarden. Og lettere grej giver både flere hug og et mere behageligt fiskeri!

Hvis du ikke selv er trolling-fisker, så har du måske undret dig, når du stod og vippede med en downrigger-stang i grejbutikken. – Så blød og “slatten” en stang til så store laks?

Hvis du selv er trolling-fisker, så ved du, at disse “slatne” stænger fint klarer selv den største laks. Du ved også, at den bløde og eftergivende klinge faktisk er en decideret fordel, når kræfterne skal suges ud af fisk i 10-20 kg’s klassen.

Vi husker sikkert alle “Light Line” hysteriet for blot nogle få år siden. Dengang det var fint og “sportsligt” at drage på marlin-fiskeri efter en ny linerekord – at fiske målrettet efter 100 kg’s fisk med 0.20 liner.

Det var et fiskeri, der resulterede i masser af hug og næsten lige så mange sprængte liner efter timelange fights, der truede med at trætte de krogede fisk næsten til døde – førend linen så med nærmest usvigelig sikkerhed knækkede i slutspurten…

Den slags er vi vist ved at være vokset fra her på kanten til år 2000. Det er ikke længere “in” at lege i timevis med store fisk på sytrådstynde liner. Det er nærmere det rene dyreplageri, vil sikkert de fleste indrømme.

Den slags “leg” er også at skyde sig selv i foden i disse tider, hvor “grønne” organisationer i stigende omfang har rettet skytset mod os jægere og fiskere, der ind imellem og sågar for fornøjelsens skyld formaster os til at gå i clinch med naturens skabninger.

Disse mennesker har mere end svært ved at forstå endsige acceptere, at vi sådan “leger” med andre levende væsener – efter først at have plantet en sylespids krog i kæften på dem…

Overkill og kystørreder…

For blot nogle få dage siden var jeg ude på det skønne Mols at svinge fluestangen. Da vandet var på sit højeste, kom en flok havørreder ind i badekarret, hvor de fint kunne fanges på blot et fem meters kast.

En fin grønlænder på 45 cm tog mit fluorescerende røde Juletræ kun få meter fra stangspidsen og blev så overrasket, at jeg blot stille og roligt kunne kane fisken op på land med min klasse 7-8 stang. Nogen egentlig fight var der slet ikke tale om. Og det er der jo – hånden på hjertet – kun yderst sjældent med de kystørreder, vi i 99% af tilfældene får på krogen.

Havørredens skønhed og øvrige kvaliteter ufortalt, så er der jo himmelvid forskel på tropernes tarpon og bonefish, der virkelig formår at sætte grejet på prøve – og så de hjemlige laksefisk, der ikke har nær de samme mængder krudt i halen.

En 9-10 fods stang klasse 7-8 er vel noget nær standarden i vore dages kystfluefiskeri. Grej, hvis vægtklasse fortrinsvis er bestemt af vejret og en vind, der næsten altid blæser. Og grej, hvis sværelse bestemt ikke matcher de 40-50 cm’s havørreder, som vi fanger flest af!

Samtidig er det jo en kendsgerning, at vi oftest tager på kysten med den lange fluestang, når vejret mager sig. Når ingen eller kun en svag vind gør fiskeriet til en fornøjelse. Men vi medbringer og bruger stadig vort klasse 7-8 stang og line – grej, der jo slet ikke er brug for i sådant magsvejr. Rent overkill, altså.

Som en konsekvens af dette har jeg oftere og oftere en klasse 5-6 udrustning med på kysten i stedet – om altså vejret arter sig. Det er grej, som jeg tidligere altid reserverede til regnbuerne i Mariager Fjord – æret være for øvrigt deres minde, nu hvor fjorden er død.

Og grej, der gør fighten med en havørred på 40-50 cm til en sand fornøjelse. Udstyr, hvis sværelse yder fiskene fuld retfærdighed.

“Kyststangen”…

Det er ikke så frygtelig mange år siden, at en typisk “kyststang” var af glasfiber, 9 fod lang og havde en kastevægt på 10-30 g. Og så vejede den typisk 4-500 g, hvilket med et fastspolehjul i samme vægtklasse gjorde en lang dag på kysten til hårdt arbejde for ryg og skuldre.

– Hvem husker ikke ABU’s “Atlantic” stænger, der i en årrække var så godt som enerådende ved de danske kyster? Det var kraftige kæppe af ovennævnte kaliber – stænger, vi idag kun tager i anvendelse, når der skal fiskes laks i store, norske elve.

Idag klarer vi os med ultralette kulfiberstænger på 8-9 fod og med en noget lavere kastevægt. Stænger, der selv kun vejer godt 200 g. Idag har vi endda fået de nye, supertynde og helt uelastiske PE-liner, der uden videre tillader brug af 0.16 liner til almindeligt kystfiskeri.

Faktisk kan vi nu fint gå helt ned til 7-8 fods stænger, når vi tager på kysten efter en sølvblank havørred. Det lettere grej giver helt enkelt flere hug, større fornøjelse og mere behageligt fiskeri!

Det samme gør sig gældende på havet, hvor 10-20 kg’s torsk idag uden videre kan hales til overfladen på en 0.30 mm tyk PE-line. En line, der idag er mindst lige så stærk, som en 0.60 mm nylonline var for blot nogle få år siden. Ja, faktisk kan flere 0.25 mm PE-liner idag gøre rent bord over for mange af markedets monofile 0.60 liner.

Tynde liner med stor styrke

I det hele taget har jo linerne udviklet sig med forrygende hast i de allerseneste år. Kigger man i et 25 år gammelt ABU katalog fra 1973, så havde en typisk Abulon 0.30 line en brudstyrke på godt 4 kg. En dobbelt så tyk Abulon 0.60 kunne klare 16 kg.

Idag klarer en PE-line på blot 0.25 mm således det samme, som en 0.60 mm nylonline gjorde tidligere. Og idag skal man blot vælge en 0.10 mm PE-line, hvis man har brug for en line med en brudstyrke på omkring 4 kg – det, der tidligere skulle en 0.25 monofil nylon til for at holde!

Geddefiskeren, som gerne trækker eller kaster med store woblere forsynet med to eller sågar tre trekroge, har ofte problemer med at kroge fiskene. Der er jo rigtig mange krogspidser, som skal bankes ind i geddens hårde og tandbesatte kæft. Mange kræfter at fordele over de 6 eller sågar 9 krogspidser.

Det problem kan geddefiskeren nu fint løse ved at bruge en lidt tykkere PE-line, end han ellers ville have gjort. Måske en 0.20-0.25 mm PE, der har kræfter til virkelig at banke de mange krogspidser på plads – vel at mærke uden at blive så tyk, at det går mærkbart ud over kastelængderne.

Det er et trick, som amerikanske bass-fiskere længe har benyttet sig af. De har nemlig brug for liner, der lynhurtigt kan trække selv store bass væk fra forræderiske vandplanter. De har derfor taget PE-linerne til sig med kyshånd og spoler dem nu på deres multihjul i kilometervis!

Og Put & Take fiskeren, som tidligere havde svært ved at nå ud til fiskene i de store P&T vande, kan idag spole 0.10 mm PE-liner på spolen og dermed nå ud til søens store regnbuer.

Faktisk er P&T fiskeren idag den alle alle fiskere, der har størst chance for at fange en 10 kg’s fisk på en 0.10 mm line! Og dermed blive et eksklusivt medlem af “10/10 klubben” – vel at mærke uden derfor at bedrive dyremishandling på klassisk Light Line vis.

Tyndere liner – større følsomhed

De tyndere liner har flere fordele, end man i første omgang måske skulle antage. De er naturligvis tyndere og kaster i mange tilfælde længere. Samtidig gør deres mangel på elasticitet det muligt at kroge fisk selv med 100 m line ude – et uhørt forhold, hvis man bruger elastiske nylonliner.

Den mindre diameter giver mindre strømpres på linen og dermed mindre opdrift på agnet. Det betyder virkelig noget, når der pirkes torsk på dybt vand og i hård strøm. Da har man fuld kontrol med en langt længere line end normalt.

Også laksefiskeren, der skal ned under den hårde hovedstrøm i en frådende norsk elv, vil have stor fordel af PE-linerne. Det samme gælder spinnefiskeren, der forsigtigt nøkker en lille jig hjem hen over bunden. Han er aldrig længere i tvivl om, hvorvidt der er interesserede fisk i farvandet eller ej!

Selv har jeg med kyshånd taget en 0.10 mm FireLine til mig, når der skal jigges efter de store brakvandsaborrer på Randers Fjord. Med en så tynd og samtidig uelastisk line kan jeg på det nærmeste mærke det, hvis en aborre så meget som kigger på min lille jig!

Det resulterede sidste år i en pragtfuld oktoberaborre på 1,5 kg – min hidtil største fra Randers Fjord. Jeg var ikke et sekund i tvivl, da den først skubbede forsigtigt til den lille Vibro Tail – for siden at suge de fluorøde lækkerier ind i den store støvsugermund. Jeg var så at sige “online” hele tiden og kunne derfor sætte et korrekt tilslag ind, før den spyttede ud igen.

Tyndere liner – mindre hjul og lettere stænger!

Men ikke nok med det. De tyndere liner fylder i sagens natur meget mindre, og lige præcis det gør, at man nu kan benytte mindre og lettere hjul end tidligere. Og tyndere liner på mindre hjul gør det lige så naturligt at bruge lettere stænger end normalt – uden at vi derfor har bevæget os ind på det usportslige “Light Line” fiskeri.

Selv den blødeste kyststang har ingen problemer overhovedet med at udtrætte selv den største kystørred. Tænk blot på de meget bløde downrigger-stænger, som uden at kny tapper kræfterne af selv en 20 kg’s laks. Eller se på de lange tohånds laksefluestænger, der – hvis man måler efter – kun er i stand til at lægge et ganske minimalt pres på fisken. Og som alligevel er i stand til at bakse storlaksen i land i selv den strideste strøm.

Tænk også på de lange og ombyggede fluestænger, der for nogle år siden var “in” til UL-fiskeri efter havørreder fra kysten. De havde heller ingen problemer med at håndtere selv velvoksne kystørreder på både 5, 6 og 7 kg. Det er nu engang hverken fisker eller fiskestang, der udtrætter fisken under den slags fiskeri. Det er fisken selv, der skal gøre arbejdet. Holder man den blot i gang, skal den nok sørge for selv at løbe kræfterne af sig.

Grejet er således blevet lettere end tidligere – uden derfor at have mistet det mindste i styrke. Til gengæld har det vundet stort, hvad kontakt med og hug af fiskene angår.

Den samlede fiskeoplevelse bliver helt enkelt større, når og hvis vi gearer lidt ned på grejet – til det, der for blot få år siden ville være rent UL. Men som idag rent faktisk passer til de fisk, vi normalt går og fanger.

Så derfor kan moderne sportsfiskere nu med sindsro sige “Nej tak til Light Line, men ja tak til UL!”

OTG: ABU Garcia

Som en anden fugl Phønix har svenske ABU Garcia – efter en omtumlet tilværelse – rejst sig af asken med nye hjul i verdensklasse. Vi har besøgt fabrikken, der nu ejes af grejgiganten OTG.

Efteråret ’96 bød på spændende nyt for lystfiskere verden over. Det skete, da den amerikanske grejgigant OTG (“Outdoor Technologies Group”) købte svenske ABU Garcia.

ABU var i flere årtier på svenske hænder – ejet af den legendariske Borgström familie, som grundlagde virksomheden. Lidt efter lidt blev fabrikken afhændet til det gamle og ærværdige kryolitselskab Incentive, som producerer fødevareautomater, rengøringsmaskiner og cykeludstyr med mere. Incentive var fra 1981 og frem til 1988 enejer af ABU.

Siden blev ABU Garcia solgt til Aritmos koncernen, der beskæftiger sig med sportsudstyr og fritidstøj. I disse år blev ABU barberet ned til et minimum og næsten hele produktionen flyttet til Fjernøsten, hvor arbejdskraften er mange gange billigere end i Sverige. Ledelsen ønskede, at produkterne skulle være konkurrencedygtige på prisen og så ikke anden udvej.

Desværre fulgte kvaliteten også prisen, og ABU’s velfortjente renommé som en af verdens førende producenter af kvalitetsgrej til lystfiskere dalede betydeligt. Samtidig gjorde store japanske firmaer som Daiwa og Shimano for alvor deres indtog på såvel verdensmarkedet som det rent skandinaviske. I starten med rene kopier, men siden med egen nyudvikling.

I 1994 gik ABU Garcia så på børsen, hvor man oplevede et positivt år med stor interesse for aktierne. Det følgende år besluttede man så helt at afhænde ABU. Blandt flere interesserede købere var amerikanske Berkley, som i forvejen selv fremstillede fiskeliner og fiskestænger. Berkley ejede og ejer også hæderkronede Fenwick – verdens første producent af kulfiberstænger.

Alt i fiskegrej

Berkley var naturligvis interesseret i også at få en kompetent hjulproducent under sine beskyttende vinger og købte derfor ABU Garcia i 1995. Den nye koncern var og er nu leveringsdygtig i stort set alt til den moderne sportsfisker – stænger, hjul, liner og agn og øvrigt udstyr.

Konstellationen af Berkley, Fenwick og ABU Garcia blev kaldt “Outdoor Technologies Group” – en koncern, der idag beskæftiger mere end 1.300 medarbejdere over hele verden.

I hovedsædet Iowa, USA arbejder godt 650 mennesker med fremstilling af primært den gamle Trilene nylonline og den nye FireLine samt naturligvis bestselleren Power Bait. I Wisconsin – ligeledes USA – fremstiller man de dyreste Fenwick stænger (idag “CoFi”, tidligere “Iron Feather”) og samler en stor del af Ambassadeur hjulene til det amerikanske marked. I Taiwan har man en arbejdsstyrke på knap 300 mennesker, som fremstiller Berkley stænger samt de billigere Fenwick modeller.

Endelig er der så idag fabrikken i Svängsta, hvor omkring 350 mennesker udelukkende arbejder med fremstilling af Ambassadeur hjul. Det er ligeledes her, de nye svensk-fremstillede Cardinal hjul er ved at blive til – indtil videre omgærdet af megen mystik og stor spænding!

Det nye samarbejde får til følge, at ABU fremover i stigende grad får mulighed for at koncentrere sig om udviking af nye Ambassadeur og Cardinal hjul. Der vil dog stadig være ABU spinnestænger på programmet, men fluestængerne hos OTG vil fremover domineres af Berkley og Fenwick, som sidder inde med stor ekspertise på netop dette område.

Kunstagn vil der også fremover være mange af under ABU navnet. Vi kommer således ikke til at savne hverken Toby, Droppen, Reflex, Koster eller andre af de svenske klassikere! Flere af dem kommer endog i en ny “Flash” udgave, som ser meget lovende ud. De “tyngsta och längsta” tages således også fremover på “grejor från Svängsta”!

Altid Ambassadeur!

Én ting blev der dog aldrig ændret på i ABU fabrikkens omskiftelige år: De hæderkronede Ambassadeur hjul blev og bliver stadig fremstillet “hjemme” i Svängsta ved Mörrumsåns bredder!

Det sikrede og sikrer, at der aldrig nogensinde er blevet gået på kompromis med kvaliteten i disse finmekaniske præcisionsprodukter. Det kræver helt enkelt en kolossal teknisk indsigt og højt uddannede medarbejdere at producere disse hjul – en produktion, som derfor aldrig ville kunne flyttes til Fjernøsten.

Og selv om de japanske grejgiganter også begyndte at producere multihjul – endda med magnetbremse – så har interessen for et svensk fremstillet Ambassadeur aldrig været større end idag. Der findes helt enkelt ikke andre hjul end Ambassadeur, der kan holde til hårdt slid dag ud og dag ind. Det ved alverdens multientusiaster af erfaring. Andre multihjul kan se godt ud og fungere fint. Men på distancen må de altid se sig slået af svenskerne!

Dagens Ambassadeur hjul ligner ganske meget de første Ambassadeur hjul, som så dagens lys i 1954, og som først blev præsenteret på verdensudstillingen i New York i 1954. Men kigger man ind under det runde og på visse modeller stadig knaldrøde ydre, gemmer der sig en afgrund af forskelle.

Ikke mindst hvad gearing, spoleophæng og kastebremse angår, er der sket utroligt meget, siden de første Ambassadeur hjul så dagens lys.

Nye Ambassadeur hjul

“Ultra Cast” er navnet på en af årets helt nye Ambassadeur serier. Det er en serie multihjul, som kendetegnes af et nyt system ved navn “ADS” – en forkortelse for “Anti Distortion Spool”. Det nye ved denne hjulserie er i al sin enkelhed, at konstruktørerne har flyttet hjulets kuglelejer tættere ind mod spolen, hvilket giver større stabilitet og dermed mindre friktion og tilsvarende længere kast i en rutineret fiskers hænder.

“Ultra Cast” hjulene er beregnet på brug af de nye og helt uelastiske superliner såsom Berkley’s egen “FireLine”. Til dette formål er lineføreren belagt med titaniumoxid, som kan holde til sliddet fra de jernhårde liner. Mindre tolerancer mellem spole og hjulhus gør det samtidig muligt at anvende endnu tyndere liner end før – en vigtig detalje nu, hvor superlinerne ofte ikke er tykkere end 0.10 og 0.15 mm.

Spolen er endvidere forsynet med udfræsede riller på spolekernen, som sørger for, at linen ikke kan skride. Det har en hel del fiskere nemlig oplevet med de nye liner, og det umuliggør jo ganske fiskeriet, hvis hele linepakken begynder at rulle på spolen.

“T-serien” er en anden af årets nyheder fra ABU Garcia. Det er hjul, som kendetegnes af en helstøbt hjulramme i aluminium – en konstruktion, som sikrer, at hjulet ikke vrides det mindste under kast eller fight af selv de største fisk.

Men ikke nok med det. T-seriens hjul kendetegnes endvidere af en meget smuk hjulgavl, hvori et fiskemotiv er præget. Et oplagt samlerobjekt og dejligt at se på under fiskeriet!

Nyt helsvensk Cardinal!

Dagens fastspolehjul fra ABU Garcia fremstilles uden undtagelse i Fjernøsten. Konstruktørerne hjemme i Svängsta arbejder dog ihærdigt på at udvikle det ultimative fastspolehjul, som vil lægge sig klart i spidsen blandt markedets mange, mange japanske, koreanske og taiwanesiske konkurrenter.

Endnu holder ABU dog kortene tæt ind til kroppen, så vi må pænt vente, til de første seriefremstillede modeller ruller af samlebåndet. Indtil da kan man tage et kig på de nye “Pro” hjul, som kun vil kunne ses i udvalgte ABU “Pro Shops”.

Fugl Phønix har rejst sig af asken. Svenskerne er på banen igen til glæde for de mange, gamle ABU fans! – Hvem husker ikke drengeårenes utålmodige venten på grejkataloget over alle grejkataloger – “Nap & Nyt”? – Forårsbebuderen nummer ét?

Det er på banen igen og fås nu hos grejforhandleren!

OTG: Fenwick – The Eagle has landed!

Den amerikanske ørn flyver igen – nu højere end nogensinde før. Læs her om firmaet, der “opfandt” kulfiberstangen i 1973, og som idag satser på kompromisløs topkvalitet!

Det var Rolls Royce, der i samarbejde med Royal Air Force i England fandt frem til kulfiberen. Det skete i slutningen af 60’erne.

Engelske Hardy eksperimenterede derfor tidligt med den nye kunstfiber, men opgav lige så hurtigt at få noget fornuftigt ud af den til bygning af fiskestænger. Richard Walker, datidens flueorakel og samtidig konsulent for Hardy, karakteriserede engang de nye prototyper som “aldeles ubrugelige”…

Amerikanske Fenwick, som faktisk allerede da havde arbejdet sammen med Hardy – om udvikling af “Jet” fluestængerne i glasfiber – gav imidlertid ikke op så let. De vidste, at man her havde en ny fiber med helt nye muligheder – når først man lærte at bruge den rigtigt.

Det lærte man sig i løbet af 1972, hvorefter man i 1973 kunne sende verdens første serieproducerede kulfiberstænger på markedet – under det nu verdensberømte navn “HMG”, der står og stod for “High Modulus Graphite”.

Fenwick var allerede da et legendarisk navn inden for bygning af fiskestænger i glasfiber. Ikke mindst deres gule stænger i tætvævet glasfiber havde venner verden over. Det var da også til disse stænger, at Fenwick udviklede verdens første glas-til-glas ferrule – “sleeve” samlingen, som var et stykke glasrør lagt uden på overdelene med underdelen passende ind i.

Det var også Fenwick, som siden udviklede “Feralite” samlingen, der var mere krævende at fremstille, idet stangen nu bestod af to separate klinger, hvor underdelen passede direkte ind i overdelen.

I nogle år leverede Fenwick da også klinger til ABU’s fluestænger af samme navn. Nu, hvor ABU er sammen med Fenwick i OTG gruppen, kan man således sige, at ringen er sluttet. To gamle samarbejdspartnere har fundet sammen igen!

Den første prototype

Den første kulfiberstang var omgærdet med megen mystik, hvilket illustreres på glimrende vis af følgende lille historie fra det virkelige liv:

Den første Fenwick prototype så dagens lys i 1972, hvor den skulle “field testes” ved den afsides beliggende steelhead-flod, Dean River i British Columbia, Canada.

Jim Green, dengang Fenwick’s dynamiske leder, var fader til prototypen. Han var netop ankommet og i færd med at rigge stangen til – da en larmende jet boat kom susende op ad den ellers øde flod. Båden tog land, og ud sprang en vildt fremmed mand.

– Jim Green, I presume? – Jeg hører, at De netop har bygget verdens første kulfiberstang. – Må jeg se den?!

Så stor var forhåndsinteressen altså, og de nye kulfiberstænger tog da også verden med storm. De nye stænger var lettere, stærkere og tyndere end noget tidligere. At de så også var langt dyrere, holdt ikke fluefiskerne tilbage. Ville man være med helt fremme på det sidste beat, måtte man have sig en Fenwick “HMG”!

De var som sagt ikke billige – end ikke i USA og da slet ikke herhjemme. Da de første Fenwick stænger nåede lille Danmark i 1974, var vi mange, der nærmest stod i kø for at prøve dem hos daværende Sport Centrum i Odense.

– Sikke nogle kastemaskiner, når man nu var vant til langsomme og tunge fluestænger i glasfiber og splitcane! Men prisen – på den forkerte side af kr. 1.000,-…

Fenwick red højt på kulfiberbølgen i nogle år, indtil konkurrenterne fik indhentet forspringet. Fenwick blev siden solgt til Woodstream koncernen og produktionen flyttet til først Mexico og siden Fjernøsten. Jim Green forlod firmaet og gik sammen med sin gamle kollega Don Green, der flere år tidligere var gået solo for at starte Sage. Hermed røg Fenwick ud på sin første nedtur nogensinde.

I en årrække koncentrerede Fenwick sig i høj grad om at udvikle beklædning til udendørs brug – specielt naturligvis med sigte på lystfiskere. Den politik blev så atter lagt på hylden i 1994, hvorefter man igen satsede fuldt ud på det, man for alvor kunne – nemlig fremstille førsteklasses fiskestænger.

På banen igen

Vi sidder i den rustikke “Fenwick-hytte” hos OTG-CANI i Randers, hvor Ib Andersen fortæller om Fenwick’s nye produkter og forestående markedsføring i Danmark. Faktisk er det CANI, der fremover skal produktudvikle Fenwick til ikke bare Skandinavien, men også det øvrige Europa!

Da Berkley købte Fenwick fra Woodstream i 1988, gled Fenwick i nogle år ud i glemslen. Stangproduktionen, som Fenwick havde startet op i Cancun, Mexico, blev lukket og flyttet til Outdoor Technologies International (OTI) på Taiwan. Hos OTI rådede man over den fornødne ekspertise til avanceret stangkonstruktion. Her har man nemlig fremstillet fiskestænger i mere end 30 år!

For det er avancerede stænger, som fremstilles hos Fenwick. Stænger, som ikke bare bygger på de nyeste kulfibre fra fly- og rumfartsindustrien. Men stænger, hvis komplicerede opbygning slet ikke fremgår af den blanke og glatte overflade. Stænger, som for den uindviede kan ligne hinanden til forveksling.

I den dyreste ende ligger de eksklusive “Iron Feather” stænger, der i en kort periode blev markedsført som “CoFi” stænger. De lanceres nu igen under “Iron Feather” navnet – til priser op imod kr. 5.000,-. Det er stænger, som er bygget af de bedste og dyreste kulfibre, der er lagt op om specialdesignede stålmandreller i separate lag og forskellige vinkler. Finish’en er selvfølgelig i top, men det er altså under det glatte ydre, den virkelige sensation befinder sig…

“World Class” er næste skridt i rækken – stænger, som har været på markedet i nogle år nu og der vundet mange tilhængere i USA. “World Class” har lånt navn fra de meget kostbare fluehjul, som Fenwick producerede engang i 80’erne, da man endnu var ejet af Woodstream.

Lidt billigere endnu er den klassiske “HMG” serie, der bærer arven fra 1973 videre mod årtusindskiftet. Stænger, som stadig kan tilfredsstille selv den mest krævende fluefisker. Billigst er “Black Night Hawk” fluestængerne, hvor der ikke er gået på kompromis med aktion og kasteegenskaber – blot er der anvendt mindre kostbare kulfibre til klingerne og billigere fittings. Flere af stængerne fås også som 4-delte, hvilket der er stigende interesse for.

Men Fenwick er ikke kun fluestænger, selv om de stadig fylder mest hos den amerikanske producent. Fenwick er også spinnestænger og havstænger i verdensklasse, hvilket dokumenteres af de dyre, men hypersensitive og superlette “Iron Feather” stænger, de råstærke “River Runner” i radial kulfiber samt arbejdshestene fra “Black Night Hawk” serien.

Kræsne havfiskere vil i “Sea Hawk” serien finde meget smukke og råstærke havstænger, der for alvor kan håndtere de nye uelastiske liner á la Berkley’s “FireLine”. Disse havstænger har nemlig nyudviklede AFTCO rulleøjer med så små tolerancer, at selv sytrådstynde FireLines ikke kan komme i klemme. Endda øjer, hvis ruller kan udskiftes på et øjeblik!

“Salt Stick” er en helt ny stangserie baseret på den engelske “uptide” tradition. Det er lange og lette havstænger, som fint kan kaste selv tunge havpirke. Stænger, der kan bruges til såvel det traditionelle pirkefiskeri på pirkesiden som til det mere aktive kastefiskeri på spinnesiden.

Fenwick VIP Customer Goldcard

Ib Andersen fortæller, at man satser på at etablere omkring 25 Fenwick forretninger landet over – butikker, hvis personale og generelle indstilling er kvalitet og service frem for alt. Butikker, hvor man kan se mest muligt af det store sortiment, og hvor man kan få en kvalificeret rådgivning omkring de dyre produkter.

Ib Andersen fortæller også, at man agter at gøre noget specielt ud af de kunder, der investerer i de dyreste Fenwick grejer. De bliver VIP kunder og får et Goldcard samt løbende info om spændende nyt fra Fenwick.

I den forbindelse lancerer Fenwick snart en serie fluehjul i prisklasser, der matcher de forskellige serier af fluestænger. – Det bliver kræs for kendere, lover Ib Andersen. De nye hjul bliver markedsført under navnet “Eagle River”.

Men Fenwick er ikke kun fiskestænger og -hjul. Fenwick er også fiskeliner – spinneliner og flueliner. Således regner man med, at de nye TechnaBraid flueliner med uelastiske Dyneema kerner lanceres på næste Fly Tackle Dealer Show i Denver, Colorado, USA. De har været under opsejling i efterhånden flere år, men Fenwick vil være sikker. Sporene fra engelske Airflo skræmmer stadig.

Når Fenwick forhåbentlig snart lancerer TechnaBraid, er den gennemtestet til mindste detalje. Ingen uheldige overraskelser her!

TechnaAV

Moderne kulfiberstænger er uhyre lette – så lette, at en fluestang af virkelig kvalitet ofte vejer under 100 gram!

Det hele er imidlertid ikke rosenrødt. De stedse lettere og stivere kulfibre gør, at der skal mindre og mindre materiale i klingerne. De bliver derfor så tyndvæggede, at de ofte kan knække – trods en meget høj pris. En vildfaren, vægtbelastet flue kan let gøre uoprettelig skade på den tyndvæggede klinge.

Fenwick har længe eksperimenteret med at blande små kevlarfibre i det færdige kulfiberklæde. Kevlar bruges som bekendt til skudsikre veste, punkterfri dæk og lignende. Klinger fremstillet på denne måde bliver derfor markant stærkere – tåler bedre stød og slag og vildfarne fluer – uden samtidig at blive tungere.

Udviklingen er nu så langt fremme, at Fenwick kan lancere en helt ny serie stænger bygget efter dette koncept. Det er “Techna AV” serien, som i den amerikanske fiskepresse markedsføres under brug af skudsikre veste og rå mountain bikes – for at markere de nye stængers robusthed.

Vi har imidlertid ikke turdet teste de nye Techna stænger “to the limit”, som amerikanerne selv siger. Men det står klart, at der er tale om en meget vellykket og velkastende stangserie. Klingerne er spændstige og meget slanke. De yder derfor minimal luftmodstand under kastet.

Man ser tydeligt de små kevlarfibre, der ligger som papirfibre mellem kulfibrene – altså de fibre, som skal gøre Techna stængerne ekstra robuste over for stød og slag, der ellers let kan tage livet af en moderne, tyndvægget kulfiberstang. Ifølge Fenwick er TechnaAV stængerne fire gange som robuste over for stød og slag som almindelige kulfiberstænger.

Alt tyder således på, at den amerikanske ørn flyver igen!

PENN – fluekræs til salte vover

Amerikanske Penn er ikke kun til trolling efter havets giganter. Penn er også fluekræs i verdensklasse!

Er der noget, verdens øvrige grejproducenter misunder amerikanske Penn, så er det de mange, mange verdensrekorder, som gennem årene er taget på Penn’s legendariske havhjul.

For mange er navnet Penn på det nærmeste et synonym for Big Game fiskeri efter marlin, tun og kæmpehajer. Her har Penn ry for en kvalitet og en slidstyrke, der er second to none. Uundværligt, når fisk på måske flere hundrede kilo skal bringes sikkert til båden på åbent hav.

Men Penn er andet og mere end blot Big Game hjul. Penn har nemlig kastet sin kærlighed på fluefiskeriet, som jo er vokset kolossalt i det seneste tiår. Ikke mindst saltvandsfluefiskeriet er vokset med utrolig hast.

Penn har set lyset og udviklet en række stænger og hjul til de allermest kræsne fluefiskere. Grej, som er baseret på Penn’s årelange erfaringer med fight af store fisk under barske forhold.

Resultatet er blevet to serier af fluestænger, nemlig “International” og “Gold Medal”. De førstnævnte er rendyrkede saltvandsstænger forbeholdt de flere og flere fluefiskere, som vil forsøge sig med havets virkelige storvildt. Stænger i AFTM klasse 8-14.

Gold Medal er i stedet fremstillet til det mere klassiske fluefiskeri efter ørreder og laks. Det er en serie, som omfatter 6 enhånds modeller fra AFTM klasse 4 til 8 – en serie, som er perfekt til danske forhold ved både å, sø og kyst.

Vi har testet en 2-delt Gold Medal på 9 fod klasse 7 med et af Penn’s allerede nu klassiske “International” fluehjul størrelse 1.5 G. “G’et” fortæller, at hjulet er holdt i samme fornemme guldfinish som de velkendte International Big Game havhjul. Det kan også fås helt i sort.

Hjulet rummer en WF 7 F line samt 100 m 20 lbs. bagline – nok til almindeligt kystfluefiskeri herhjemme. Eneste ulempe ved dette dejlige hjul er vægten, som er ganske høj – 200 gram. Og den ringe spolediameter, som nok kan få billige flueliner til at krølle noget. Men dem sætter man næppe på så dyrt et hjul!

Skiver så store som tekopper…

Hjulet er forsynet med en overdimensioneret skivebremse, som benytter sig af Penn’s egne HT100 bremseskiver. Det er et materiale, som benyttes i skivebremserne på supersoniske jetfly – og i Penn’s egne International Big Game hjul. Modsat de korkskiver, som findes i næsten alle konkurrerende luksushjul, så er HT100 materialet upåvirkeligt af vand og smuds.

Skiverne er så store, at de fylder det meste af hjulhuset, som er fræset ud af en blok massiv flyaluminium. En konstruktion, der med garanti ikke vrider sig, og som derfor tillader meget snævre tolerancer i fremstillingen. Klart overdimensioneret til småfisk som laks og ørreder!

Skivebremsen justeres med en dejligt stor bremseskive på hjulets bagside. Nok den bedste og lettest tilgængelige justeringsmekanisme af samtlige på markedet. Spolen, som naturligvis har udvendig bremsekant i tilgift til skivebremsen, hviler på ikke mindre end tre indkapslede og rustfri kuglelejer!

Vi testede hjul og stang med en Cortland WF 7 intermediate line, som er ideel til det meste fluefiskeri på åben kyst. Det viste sig at være en ganske overbevisende kombination, som alle faldt pladask for. Stangen, som er fremstillet i en speciel IMS kulfiber, har en behageligt rolig, men kraftfuld kasterytme, som hver gang sendte flue og flueline mod fjerne horisonter.

Mellem kastene kunne vi så glæde os over en meget smuk og gennemført finish holdt i diskret brune farver. Hjulholderen, som er af nysølv, har indlæg af imprægneret rosentræ. Hvorvidt den tåler saltvand i længere tid, kan vi i sagens natur ikke vide. Skyller man den blot godt efter hver fisketur, skulle det dog næppe blive noget problem.

Håndtaget på hjulet er for øvrigt fremstillet i imprægneret ædeltræ, som matcher hjulholderen på bedste vis.

Stang og hjul leveres begge i smukke rustrøde cordura- og nylonklædte etuier. Vejledende pris for hjulet ligger omkring kr. 3.000,-. Stangen kan tilsvarende erhverves for omkring kr. 2.000,-.

Begge dele er fuldt på højde med det dyreste, der kan opdrives på markedet. Kræs for kræsne fluefiskere, der ikke skeler til prisen, men som blot vil have det bedste!

Efterskrift:

Desværre fremstilles Penn International fluehjulene ikke længere.

Diamondback

“Diamondback” er navnet på en af de giftigste nordamerikanske slanger. Det er også navnet på nogle af verdens fineste – og dyreste – fluestænger!

Jeg glippede lige en ekstra gang med øjnene: 4.999,- kroner stod der på prisseddelen!

Så speciel så den nu heller ikke ud, den diskret sorte 4-delte klasse 6-7 fluestang fra amerikanske Diamondback. Men skindet bedrager som bekendt. “Diamondback” er navnet på en giftig nordamerikansk slange. Det er imidlertid også navnet på nogle af verdens fineste – og dyreste – fluestænger, som Hunter’s House nu præsenterer for kræsne danske fluefiskere.

Navnet skyldes det specielle mønster i klingen, som leder tankerne hen på den frygtede giftslange – et mønster, der skyldes klingens meget omstændelige og tidskrævende opbygning.

REC, som i mange år stod bag de altid hundedyre Diamondback stænger, er nok mest kendt for deres eksklusive fittings til stangbygning. I den forbindelse skal det nævnes, at hjulholderen på den testede stang ikke passer til alle slags fluehjul – kun til de dyrere fabrikater med en meget smal og flad hjulfod. Hjul á la Ross og Lamson.

REC udviklede til eget brug en klinge, der er meget speciel af opbygning. En konstruktion, som ikke egner sig til masseproduktion, da alt for mange trin indgår i fremstillingen af hver enkelt klinge.

Man kan sige, at Diamondback lagde grunden til den konstruktion, som alle moderne high tech stænger idag benytter sig af – blot anvendte man polyesterfibre i stedet for kulfibre, når man “flettede” sine klinger.

Diamondback var således de første til at bruge en konstruktion, der ikke blot bestod af langsgående, aktionsgivende kulfibre og tværgående afstivende glasfibre. Men som også benyttede sig af fibre, der var vinklede mere eller mindre.

Avanceret konstruktion

Fordelen ved den flettede opbygning er, at man kan ændre på flettevinklen og dermed fintune stangens aktion på fornem vis.

Således kan man flette mere vinkelret omkring samlingerne, hvorved man opnår styrke uden at det påvirker aktionen. Det gør, at man kan bruge den elegante spigot-samling på stængerne – vel at mærke uden at det giver døde punkter i aktionen. Omvendt kan man flette mere i længderetningen, hvor klingen ønskes stivet af.

Eneste ulempe er som sagt, at det kræver håndarbejde, som igen betinger en høj pris. Og at ikke alle forstår at værdsætte den teknologi og det arbejde, der ligger bag hver enkelt Diamondback stang. Det er ikke industriel masseproduktion af højkvalitetsstænger, som tilfældet idag er med Loomis, Orvis og Sage.

De ældre Diamondback stænger var kendetegnet af en ganske langsom, men utroligt kraftfuld helaktion, som ikke alle kunne lide. Men som var og er helt uden sidestykke til eksempelvis speykast.

Diamondback har imidlertid set tidens trend mod stedse stivere, lettere og hurtigere fluestænger. Det har de taget konsekvensen af i deres nyeste “Western” serie, som er langt hurtigere end de gamle Diamondbacks. Men som stadig er roligere og mere velafbalancerede end mange af vore dages “hysteriske” top end stænger.

Diamondback har simpelthen formået at bibeholde den gode fornemmelse, som et roligt og velovervejet fluekast nu engang giver. Og så appelerer man åbenlyst til de fluefiskere, som efterhånden er ved at være lidt trætte af, at alle – selv konfirmander – nu har fået sig en Sage eller Loomis stang.

Med en Diamondback i hånden kan man nemlig stadig skille sig ud fra mængden. Og vide, at man har det bedste af det bedste! Noget, som ikke mange andre har.

Det betyder tydeligvis meget for mange…

ATH: Verdenshjul fra provinsen!

Verdenshjul fra Provinsen! De er dyre, men dejlige. De er designet i Holland, og de sælges fortrinsvis i USA. Men nu fremstilles de midt i Århus by!

Jeg mødte ham første gang i 80’erne, hvor jeg afholdt et kursus i kystfluefiskeri på Als – med deltagere fra England, Tyskland, Holland og Belgien.

Jeg kunne helt enkelt ikke undgå at lægge mærke til ham. Dels var han en dygtig fisker, som allerede på førstedagen kunne lande sin første kystørred nogensinde. Og dels brugte han et fluehjul, jeg aldrig før havde set. Et hjul, der så radikalt anderledes ud.

På andendagen fandt jeg så ud af, at manden var fra Holland og hed Ari’t Hart. Og at han allerede dengang var en anerkendt industriel designer, maler, billedhugger og så naturligvis fluefisker!

Ari’t Hart blev født i den hollandske by Delft, hvor han voksede op omgivet af teknologi. Det var derfor helt naturligt, at han uddannede sig til maskiningeniør – en uddannelse, der gjorde det muligt for ham at forene det kunstneriske design med virkelig funktionalitet.

Det gjorde han tidligt brug af som fluefisker, idet han allerede i 1959 fremstillede sit første fluehjul – til eget fiskeri, naturligvis. Det blev til adskillige prototyper, inden de første ATH hjul blev sat i produktion – og solgt.

Rygtet spredte sig hurtigt, at der i Holland var en mand, som byggede unikke fluehjul. En støt stigende efterspørgsel blandt liebhavere gjorde, at Ari’t Hart i 1984 påbegyndte en reel serieproduktion af udvalgte modeller. Først med Europa som den vigtigste aftager, men snart med USA på førstepladsen.

Men selv om man er en dygtig designer og fluefisker, er det jo ikke sikkert, at man også er en god forretningsmand. Det lykkedes således Ari’t Hart at gå konkurs med sin ATH virksomhed hele fire gange, inden han måtte sælge det hele – prototyper, tegninger, stumper og produktionsret – til højstbydende.

Fra Holland til Danmark

Ude i kulissen stod en mand fra Danmark og ventede. Det var fluefiskeren Thorkild Damm, som med 25 års erfaring inden for maskiner og metal allerede havde konstrueret adskillige fluehjul til sig selv og vennerne.

Sammen med sin svoger købte Thorkild nu hele ATH og flyttede produktionen til et kælderlokale i Århus midtby. Thorkild havde ekspertisen og de rette kontakter – svogeren de fornødne kroner til overtagelsen.

Thorkild Damm anslår, at der pt. findes mellem 18.000 og 20.000 ATH hjul rundt omkring ved alverdens fluefiskevande. Hjul, som fremover alle vil blive serviceret gennem det nystiftede ATH International Design Aps.

Han regner med, at årsproduktionen af ATH hjul fra Århus fremover vil ligge på godt 2.000 hjul, der typisk vil blive solgt til priser mellem 2.000 og 3.000 kroner.

De nye Århus modeller vil stadig blive bygget ud fra samme grundlæggende design som de oprindelige ATH hjul. De vil således i videst mulig udstrækning bibeholde det unikke design, som Ari’t Hart gav dem fra fødselen i Delft, Holland.

Hertil hører en overdimensioneret énvejs skivebremse, som er integreret i den tykke spoleaksel via et kostbart rulleleje. Et bagstykke, som i flere tilfælde er minimeret til en let trekantet plade. Samt en karakteristisk ring af rustfrit stål, der effektivt beskytter aluminiumsspolen mod stød og slag.

Alle dele er fræset ud af massiv aluminium, som siden poleres og overfladebehandles, alt efter formålet. ATH hjul består således udelukkende af maskinfræsede metaldele, som skrues sammen. En konstruktion, som er dyr i fremstilling, men som samtidig sikrer noget nær ubegrænset levetid. Alt kan udskiftes og repareres, hvis det skulle blive nødvendigt.

Klassiske modeller

Thorkild Damm har lagt produktionen af enkeltdele ud til en håndfuld danske underleverandører, som hver især er specialister på netop deres felt. Stumperne ankommer således til Århus, hvor Thorkild selv samler de allerfleste ATH hjul.

At pasningen er utroligt præcis, kan jeg ved selvsyn konstatere under besøget hos ATH. Stumperne bare glider sammen som i slow motion, inden skruerne strammes og sikres med en dråbe industrilim.

Så kommer hjulene i en lille papkasse, hvori ligger et beskyttende læderetui. Det kan sidde om hjulet, mens dette er monteret på stangen. Den bedste måde at undgå ridser og skrammer på et hjul, der kun bliver mere værd med årene. Et typisk samlerobjekt, som naturligvis er graveret med serienummer. Ejerens navn kan naturligvis også indgraveres.

Thorkild Damm har udvalgt et antal af de gamle og klassiske ATH modeller, som fortsat vil blive produceret. Dog eksperimenterer han løbende med nye materialer og nye overfladebehandlinger, som kan gøre hjulene både bedre og kønnere at se på. Han arbejder også på at rationalisere produktionen, så flest mulige stumper er de samme i flest mulige modeller.

Til de klassiske ATH hjul hører “S” serien, som med sine anodiserede materialer og store linekapacitet er beregnet til brug i saltvand. Og så “F” serien til det lettere og mere klassiske fluefiskeri i ferskvand. Sidstnævnte er med sin karakteristiske diamantformede hjulgavl blandt de mest efterspurgte ATH modeller overhovedet.

Nye modeller

Thorkild tog F-seriens hjul og kiggede grudigt på, hvor der kunne rationaliseres i produktionen, uden at det på nogen måde gik ud over kvalitet og materialer. Resultatet blev “Gallatin” seriens tre modeller, som på flere måder er forenklede og forbedrede udgaver af de klassiske F-hjul. Og det til priser, som typisk ligger en lille tusindlap under forbilledet!

Med i produktionen er også “Remco” hjulet, der som det eneste fluehjul kan beskues på “Museum of Modern Art” i New York, USA. En lille juvel af et fluehjul i den lette klasse, kendetegnet af en forskudt hjulfod i titanium. Samme forskudte hjulfod finder man på “anti-reverse” modellen AR2, hvor håndtaget står stille, når fisk eller fisker trækker line af spolen.

Spændende nytænkning finder man også på “Salmon” og “Sea Trout” hjulene, der er vaskeægte Århus-modeller udviklet specielt til 2-håndsfiskeri. De har en dobbelt bremse, hvor man først grundjusterer bremsekraften med en centerskrue. Herefter kan man fin- og lynjustere bremsen ved ganske enkelt at dreje på hele hjulgavlen. Den grundindstillede bremsekraft kan således ikke overskrides, og forfanget burde derfor ikke kunne sprænges af selv den vildeste fisk.

Thorkild Damm arbejder konstant på nye prototyper i eget design. De første seriefremstillede Århus-hjul nogensinde er allerede ude på verdensmarkedet og nye på vej – alle med det karakteristiske ATH logo på “kølerhjelmen”!

Efterskrift:
Produktionen af ATH hjul er nu desværre ophørt, da Thorkild Damm er gået på pension for at få mere tid til fiskeri!