Tag-arkiv: ørredrogn

Kronikken i Politiken

 

Stig Bülow

Steen Ulnits


Stop drømmen om flere danske havbrug

Japanerne får al rognen og de fleste af pengene. Men forureningen, den får vi lov at beholde i Danmark.


“I en kronik i Politiken den 5. januar slår civilingeniør Karl Iver Dahl-Madsen og havbiolog Johan Wedel Nielsen på tromme for, at Danmark går i Norges fodspor og udvider produktionen med 150 nye forurenende havbrug ved Bornholm. For herefter at ekspandere udefter og til sidst ende i Nordsøen, hvor Norge jo allerede høster “det lyserøde guld”.

I den forbindelse kan det være værd at vide, at Karl Iver Dahl-Madsen længe har været tilknyttet havbruget ved Musholm, der har den tvivlsomme ære at være den største enkeltforurener af Storebælt. Johan Wedel Nielsen har blandt andet været aktiv omkring opdræt af østers i Limfjorden.

Lad os allerførst slå fast, at åbne havbrug som dem, der her slås på tromme for, er såkaldte totalforurenere. Hermed menes, at al forurening fra fiskeopdrættet ledes direkte ud i det omgivende havområde. Uden mulighed for rensning. Det er netop denne manglende rensning af spildevandet, som gør havbrugene så attraktive for fiskeopdrætterne. Den, der muliggør en hurtig og attraktiv indtjening i millionstørrelsen.

Uundgåelig totalforurening

Al forurening i form af foderrester, fækalier, hjælpestoffer og medicin ryger direkte ud gennem netmaskerne. Direkte ud i det omgivende hav. Den billigst tænkelige måde at komme af med sit urensede spildevand på. Noget havner på bunden under og omkring anlæggene. Andet føres bort af strømmen for at fortsætte forureningen et nyt sted – med ny algeblomst, iltsvind og fiskedød. Alt afhængig af forholdene.

Tallene i den nævnte kronik er imponerende, som vi jo kender det fra akvakulturbranchen. Men som vi efterhånden også ved, så holder proportionerne ikke til en nærmere granskning. Vi har i dag en lille snes aktive havbrug i Danmark – med Musholm som det suverænt største offshore anlæg.

Da den foregående regering ville udvide antallet af havbrug med otte (8), der alle skulle ligge ud for Djursland, havde man kigget nærmere på HELCOM – en forkortelse for Helsinki Commission. Det er nemlig ikke kun Vandrammedirektivets krav om en bedre vandkvalitet, vi skal leve op til i Danmark. Hvor kun to eller tre af vore 119 vandområder lever op til kravene. Vi har også forpligtet os til at arbejde for en bedre vandkvalitet i hele Østersø-området, der også inkluderer Kattegat – gennem vort medlemsskab af netop HELCOM.

Nu var der imidlertid intet råderum til yderligere forurening i Kattegat, der i forvejen var og stadig er hårdt belastet. I hvert fald ikke ud fra Vandrammedirektivets krav om en god økologisk tilstand. Men Danmark havde ifølge den daværende borgerlige miljøminister samlet set ikke fyldt sin forureningskvote op til maks. Vi havde således udledt en smule mindre kvælstof til vandmiljøet, end vi havde lov til i henhold til HELCOM. Faktisk 800 tons mindre kvælstof.



Ingen nye havbrug ved Djursland

Og det går jo ikke. De 800 tons var lige akkurat nok til otte nye havbrug ud for Djursland. Havbrug, som socialdemokratiet imidlertid dømte ude i 2019. Først af miljøordfører Christian Rabjerg Madsen med disse ord:


– Den seneste tids afsløringer af rod i havbrugssektoren har bestyrket os i, at det ikke er tiden til nye og større havbrug.

I Socialdemokratiet tager vi konsekvensen af afsløringerne. Derfor kan vi ikke længere bakke op om aftalen om udvidelser i havbrugssektoren.


Og siden af den nyslåede miljøminister Lea Wermelin:


– Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt.

Vi skal være et grønt foregangsland, også når det gælder fiskeopdræt, og derfor skal vi satse på en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren.

Jeg ser et potentiale i at satse på de mest miljøvenlige salt– og ferskvandsdambrug på land, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med miljølovgivningen.


Såvidt Lea Wermelin. Ministeren lukkede og slukkede således ikke for alt fremtidigt fiskeopdræt. Det skal blot forgå på land – i lukkede anlæg, hvor man kan undgå den massive forurening, der ellers uundgåeligt kommer fra de traditionelle åbne havbrug. På denne måde kan fiskeopdrættet øge produktionen uden at komme i konflikt med hverken EU’s Vandrammedirektiv eller HELCOM.

Og branchen har rigeligt råd til det. I stedet for hvert år at sende millioner af overskudskroner til Japan og blot beholde forureningen selv, kunne man jo investere i nye, forureningsfrie og landbaserede anlæg herhjemme. Et enkelt dansk firma har således næsten en kvart milliard stående på kontoen, så mon ikke der kunne blive råd til nogle fremtidssikrede anlæg på land?

Mangedoblet forurening af Østersøen

Vi er spændt på, hvordan EU og HELCOM vil se på forureningen fra de 150 nye totalforurenende åbne havbrug, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen plæderer for i deres kronik. Det er mange gange så megen ny forurening, som de planlagte otte ud for Djursland ville have leveret til Kattegat. Men som altså nu skal tilføres den endnu hårdere belastede Østersø ved Bornholm.

Dahl-Madsen og Wedel Nielsen påstår, at “hvis man ser på Østersøen, Kattegat og Nordsøen tilsammen, er de eksisterende og eventuelt nye danske havbrug næringsstofneutrale”. Som argument for at lægge 150 nye havbrug ved Bornholm.



Hvis det var så vel, at de mange millioner ørreder skulle eller kunne fordres med fisk fanget i samme Østersø, da kunne man tale om en vis “næringsstofneutralitet”. Men det kan man desværre ikke og vil næppe heller kunne i mange år fremover. Østersøen er nemlig et af de mest belastede farvande, hvad giftstoffer som DDT, PCB og dioxin angår.

Den 31. marts 2004 måtte fødevareministeren med øjeblikkeligt varsel indføre forbud mod alt garnfiskeri efter laks i den danske del af Østersøen – farvandet omkring Bornholm. Årsagen var, at de fangede laks havde et alt for højt indhold af giftstoffet dioxin i kødet. Overskridelsen af EU’s grænseværdi varierede fra 5-85 %.

Dioxinet stammede fra de sild og brislinger, som laksene voksede sig store på. Da sild og brislinger fanget i Østersøen en overgang blev brugt til fremstilling af fiskemel, endte en hel del dioxin også i det færdige fiskefoder. Foderet indeholdt langt mere dioxin end tilladt i EU og måtte derfor ikke sælges her. Det fandt man dog en løsning på:

Dioxin i fiskefoderet

I 2009 var dioxin i dansk fiskefoder således oppe til debat på Christiansborg. Plantedirektoratet havde nemlig givet tilladelse til eksport af dioxin-forurenet foder til fattige tredjeverdenslande. Foder med et så højt indhold af dioxin, at det ikke måtte handles inden for EU.

Men de fattige lande udenfor måtte gerne købe det. Og efterfølgende opdrætte fisk eller andet, der uundgåeligt også ville få et højt indhold af dioxin i kødet. Det faldt forståeligt nok flere politikere for brystet.

Så skal man opdrætte massive mængder regnbueørreder i 150 planlagte nye havbrug ved Bornholm, da kommer det således næppe til at ske med foderfisk fanget i Østersøen. Foderet vil primært skulle hentes udefra – i form af industrifisk fanget langt ude i Nordsøen eller importeret endnu længere herfra.

Og da vil stort set alt foderforbrug ved Bornholm være en direkte øget forurening af den i forvejen stærkt forurenede Østersø. Det vil da være så langt fra den næringsstofneutralitet, Dahl-Madsen og Wedel Nielsen ellers påberåber sig, som man overhovedet kan komme. Det vil også påføre klimaet en stor ekstrabelastning fra de oceangående og brændstofslugende både i industrifiskeriet.

Danskproducerede regnbueørreder fra Østersøen kommer på intet tidspunkt til at konkurrere med norskproducerede laks fra Nordsøen. I hvert fald ikke på kødet. Det “lyserøde guld”, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen omtaler i kærlige vendinger, er derimod en konkurrenceparameter over for nordmændene. Den virkelige årsag til drømmene om flere forurenende havbrug i danske farvande.

Den lyserøde ørredrogn har længe været det virkelige guld for danske havbrugere, som eksporterer alt, de overhovedet kan producere, til Japan. Det drejer sig om den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer høje priser.

Hormonbehandlede rognmaskiner

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Men japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år flyver de deres egne specialister til Danmark for at gøre arbejdet. Det er der således ingen danske arbejdspladser i. Og når japanerne er taget hjem igen, står vi danskere så tilbage med al forureningen fra fiskeopdrættet.

Fremstilling af ren ørredrogn starter med hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Rene rognmaskiner til produktion af røde rognkorn i lange baner. Til den opgående sols land.

Det er i princippet sådan, de såkaldte “All Females” bliver til. En produktion, der er så lidt bæredygtig, som noget kan være. Med rognen som det lyserøde guld. Og moderfiskene som et udsultet restprodukt med en kødkvalitet, der ikke egner sig til menneskeføde.

I det hele taget kan der stilles meget store spørgsmålstegn ved, om fiskeopdræt i det hele taget er klimavenligt, som de to forfattere ellers påstår. Det kniber allerede i dag med at skaffe industrifisk nok til den hastigt voksende fiskeproduktion. Vi må derfor se i øjnene, at vi ikke fremover kan fortsætte med at importere industrifisk fanget ud for Chiles stillehavskyst – blot for at fremstille fiskefoder i Danmark, som så bruges til at fodre fisk med, hvis rogn siden eksporteres til Japan. Tilbage i Stillehavet.

Madspild i verdensklasse

Det er en absurd tanke, at dette skulle være nogen klimavenlig produktion. At det skulle kunne afhjælpe noget fødevareproblem at dyrke rognen selektivt til kapitalstærke markeder som Japan. I stedet øger det blot sultproblemet, når rige nationer opfisker de fattige landes industrifisk til fremstilling af egne laks og ørreder med flere. Eller ligefrem rendyrket ørredrogn.



Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop akvakulturen, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen. Som FAO tidligere troede.

Organisationen har set på indholdet i moderne fiskefoder, som i dag kun indeholder godt en fjerdedel animalsk protein. Resten er vegetabilsk, da man simpelthen ikke kan skaffe industrifisk nok og derfor allerede nu bruger slagteriaffald til foderet. På den måde kan Østersøen blive en lukrativ losseplads for den industrielle produktion af husdyr, der jo heller ikke spås nogen stor fremtid rent klimamæssigt.

Framtiden i våre hender” har regnet videre og et nået frem til, opdrættede fisk blot leverer en femtedel af de kalorier tilbage, som er brugt til at opfordre dem. Vel den dårligst tænkelige forretning set i et sult- og hungersnødsperspektiv. Vi løser jo ikke verdens fødevareproblemer ved at opfodre fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist, konkluderer norske Framtiden i våre hender. Mange af de ingredienser, som indgår i fiskefoder, kunne langt mere effektivt være brugt som føde i områder med sult.

I det hele taget ser det ud til, at vi med omkring tre fjerdedele har nået grænsen for, hvor meget vegetabilsk protein vi kan tilsætte fiskefoderet. Laks og ørreder er rovfisk, som ude i naturen kun indtager animalsk protein. Det er deres fordøjelse indrettet til – ikke til store mængder plantefibre.

Ufordøjelig fiskeføde

Det norske Havforskningsinstituttet har kigget nærmere på, hvad fiskene egentlig kan og ikke kan fordøje. Og resultaterne er beskæmmende: En typisk opdrætslaks på 4,5 kg lukker således omkring to kg ufordøjet mad ud igen, som samler sig på bunden under netburene. Jo mere plantemateriale man tilfører foderet, desto mere vil passere ufordøjet gennem fiskene. Jo mere forurening vil opdrættet således bidrage med lokalt.

Det samlede billede bliver, at en udvidet havbrugsproduktion som den af Dahl-Madsen og Wedel Nielsen anbefalede netto vil tilføre det i forvejen nødlidende farvand omkring Bornholm en massiv ny forurening, som slet ikke var der før.

Det har Østersøen ikke brug for, og det får danske havbrugere næppe lov til af EU.

Det håber vi i hvert fald ikke.”


Af Stig Bülow og Steen Ulnits, medlemmer af henholdsvis “Stop Havbrugssvineriet i Danmark” og Miljøforeningen Blak


Denne kronik blev bragt i Dagbladet Politiken den 23. februar 2022


© Fotos af havbrug: “Gearløs”

30 år med fiskeopdrættet

– Fremtid eller forurening?

Tiden går, og så længe den går godt, er jo alt, som det skal være. Og klogere skulle man jo også gerne blive med alderen – siger i hvert fald vor rockpoet CV Jørgensen.

Men det kan ind imellem være forstemmende at kigge tilbage og se, at verden på mange måder overhovedet ikke er blevet klogere. At vi overhovedet ikke har lært af vore utallige fejl. Den anden dag faldt jeg således over en af mine tidlige bøger udgivet på forlaget Munksgaard. Den har titlen “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”.

Det er en forfærdende fremsynet bog skrevet for snart 30 år siden. En skolebog dedikeret til datidens undervisning i faget “Samfundsbiologi”. Det var dengang, man stadig underviste i natur og miljø på vore skoler. Emner, der siden er droslet voldsomt ned. Det ved jeg, for vi har flere folkeskolelærere i min familie, end jeg næsten kan tælle. Og de kan fortælle den samme historie. 

FAO og foderet

Anyway, jeg skrev skolebogen i en tid, hvor FAO – FN’s fødevareorganisation – netop havde udråbt fiskeopdrættet til at være fremtidens redning for de sultende befolkninger i primært Afrika. FAO havde dog ikke set, hvad fremtiden ville bringe – hvordan fiskeopdrættet ville udvikle sig. FAO havde set for sig, hvordan fattige mennesker i Den Tredje Verden skulle opdrætte fisk, som de så skulle spise selv.

Vi ved i dag alle, hvordan udviklingen i stedet er kørt helt af sporet. Hvordan et næsten eksponentielt voksende fiskeopdræt nu i stedet er ved at trække tæppet helt væk under de selvsamme og stadigt sultende befolkninger. 

Vi ved, hvordan deres korrupte regeringer er blevet bestukket til at lade udenlandske rederier fange alle de lokale fisk, som de fattige U-lande selv skulle have spist. Fangsten bliver siden til fiskemel og fiskefoder, som omdannes til luksusfisk til de i forvejen rige I-lande. Til laks og ørreder, ål og rejer. For øvrigt med et kolossalt foderspild undervejs. I dag ved vi således, at fire femtedele af foderet går til spilde, når man opdrætter laks. Kun en femtedel bliver til spisefisk.

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening” for snart 30 år siden, så vi det da spirende lakseopdræt i havbrug som vildlaksens redning. Produktionen af billige tamlaks ville gøre det urentabelt fortsat at drage helt til Davisstrædet mellem Danmark og Canada for at fange vildlaksene på opvækstpladserne her. En spådom, der desværre gik i opfyldelse.

Vildlaksens redning?

Desværre, da lakseopdrættet i stedet udviklede sig til at være den nok største trussel mod vildlaksen nogensinde. Dels gør fiskeopdrættet masssive indhug i de bestande af fisk og rejer, som vildlaksen skal leve af under sin opvækst i havet. Og dels tiltrækker havbrugene millioner af havlus, som behandles med giftige kemikalier, så de slipper tamlaksene. 

Men havlusene dør ikke af denne aflusning. De slipper blot ud til vildlaksene, der som små smolt må passere forbi på deres vej mod fiskebankerne ude på åbent hav. Og det møde dør de meget ofte af. Der skal kun en halv snes voksne havlus til for at gøre det af med en lille laksesmolt. Og for havørrederne går det ligeså.

Men ikke nok med det heller. Ud over at efterlade de dybe tærskelfjorde som stendøde mudderpøle så kvitterer tamlaksene med regelmæssige udslip.

Ofte er der tale om 6-cifrede antal tamlaks, der slipper ud efter storme eller påsejlinger. Laks, der naturligvis er sultne, og som derfor tolder hårdt på de forhåndenværende fødeemner. Men desværre også laks, der på et tidspunkt bliver kønsmodne og da søger op i de nærmeste vandløb for at gyde. 

Det gør de sammen med de vilde laks, som ofte er i undertal på gydepladserne. Med det ulyksalige resultat, at der sker en genetisk udvanding af den arvemasse, som vildlaksene har været mere end 10.000 år om at udvikle. DNA, som er optimeret til de forskellige vandløb og deres karakteristika, går tabt på denne måde.

Vi ved i skrivende stund ikke, hvilken skade undslupne regnbueørreder forretter på vore hjemlige ørreder. Vi ved blot, at undslupne regnbueørreder normalt gyder senere end vore hjemlige havørreder. Og at de derfor kan grave allerede lagte ørredæg op fra brugte gydebanker.

Truslen fra dambrugene

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”, var det de hjemlige dambrug, som udgjorde det suverænt største problem i danske vandløb. Havbrugene var endnu kun i sin vorden. Dengang havde regnbueørreden netop fejret sit 100 års jubilæum i danske dambrug, og det skrev jeg fire artikler om i Jyllands-Posten, som var ganske progressive, hvad miljøet angik. Disse artikler kan du læse her under “Biologi”.

Også dengang var der problemer med dette erhverv, som mente, at de havde en gudgiven ret til at bruge alt vand i de danske åer. Alt vandet. Til at stemme åerne op og tage vandet ind i dammene, så vildfiskene ikke kunne passere forbi på deres vej mod gydepladserne.

I dag snart 30 år senere har vi fået løst langt de fleste problemer med dambrugerne ved de jyske åer. Efter flere års retssager måtte erhvervet sande, at de alligevel ikke havde retten til at bruge alt vand i de danske åer. Mange dambrug blev købt op og nedlagt af miljømyndighederne, så man ad den vej både kunne sikre vildfiskene frie passage og reproduktion. Og samtidig reducere kvælstofudslippet til åer, søer og fjorde.

Nu er det bare så meget mere ærgerligt, at problemerne blot er flyttet ud i havet – ud i åbne havbrug, som ikke har nogen som helst mulighed for at begrænse deres forurening.

Det ligger i hele princippet bag åbne havbrug, at vandstrømmen skal sikre rent og iltrigt vand til de tæt pakkede fisk, mens alle affaldsstofferne bekvemt fjernes med samme vandstrøm. Totalforurening kalder man det. En åben kloak direkte ud i vort fælles badevand og fiskevand. 

Flugten til Amerika

Vi så, hvordan danske svineproducenter – med økonomisk støtte fra staten og ofte med velkendte Venstre-politikere bag – flyttede dele af produktionen til først Polen, siden Rusland og Ukraine, hvor der stadig kunne forurenes frit. Hvor man kunne have gigantiske åbne laguner til opbevaring af de enorme mængder gylle, som grisene jo konstant leverer.

Nu senest oplever vi så, at danske havbrugere vil gøre svineproducenterne kunsten efter. De vil følge samme sti mod mere forurening og øget indtjening ved at flytte produktionen til steder som Lithauen, hvor myndighederne stadig er til at snakke med. Hvor det ser ud til at være lettere at slippe afsted med øget forurening fra et udvidet fiskeopdræt.

Vi lever i sandhed stadig i grådighedens tidsalder. Vi ved bedre, men vi vil bare ikke. Som nu landflygtige Esben Lunde så smukt og let forståeligt formulerede det, inden han selv stak af til Amerika…

2019 Steen Ulnits


Efterskrift: Jeg har stadig en kasse stående med et skolesæt af bogen. Skulle nogen være historisk interesserede, er de velkomne til at kontakte mig. Bøgerne kan naturligvis også købes enkeltvis, hvis man nu ikke lige er historisk interesseret skolelærer!

Foder, føde og fiskeopdræt

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop fiskeopdrættet, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen.

Nu vidste de fleste af os jo godt, at det ikke er rigtigt. At det er en løgn af gigantiske dimensioner. At det rent faktisk er det stik modsatte, som er tilfældet. At vore dages fiskeopdræt i stedet trækker tæppet væk under de vilde fiskebestande, som netop kunne have brødfødet en stor del af del sultende befolkning.

I gamle dage fodrede man med mere eller mindre friske skidtfisk fra industrihavne rundt omkring i Danmark. Dem, der nu lå tættest på dambruget, så transporten blev kortest mulig. Man brugte da typisk mellem 4 og 7 kg skidtfisk for at producere 1 kg ørred. I tilgift fik man en masse organisk forurening, der flød fra dambrugene og ned ad åerne, efterladende en tydelig lugt af rådden fisk og en glinsende oliefilm på overfladen.

Siden begyndte man at fremstille foderpiller, som var mere hygiejniske, lettere at håndtere og mere effektive. Disse foderpiller kunne nu tilsættes en masse hjælpestoffer, der uundgåeligt havnede i vandmiljøet med det overskydende foder. Læs gerne artiklen om “Ethoxyquin

Som årene gik, blev disse foderpiller bedre og bedre. Til sidst så gode, at man i dag i grove træk kan producere 1 kg fisk af 1 kg foder. Et faktum, der i meget vid udstrækning misbruges af branchen til at fortælle forbrugerne, hvor effektive man er blevet til at opdrætte fisk, og hvor godt fiskeopdræt er blevet for natur og miljø…

Men det er naturligvis ikke tilfældet. Træerne vokser heller ikke her ind i himlen. For at nå frem til dette helt usandsynlige 1:1 forhold fjerner man nemlig alt vandindhold i foderet, hvilket gør det lettere – at transportere og håndtere. Fjernede man ikke vandindholdet, ville tallene se ganske anderledes ud. Og ikke være i fiskeopdrætternes eller foderproducenternes favør.

Man kan sammenligne det med slagteren, der pumper sit kød med saltholdig væske for at få det til at suge vand og dermed gøre det tungere. Her blot i omvendt forstand, da foderproducenterne i stedet fjerner vandet for at gøre foderet lettere.

Fra animalsk til vegetabilsk

Indtil for relativt få år siden brugte man udelukkende animalsk protein til fremstilling af fiskefoder. Det er jo det, fiskene spiser ude i naturen. Og derfor også det, der giver det bedste slutprodukt. Det er alle forskere enige om. Også norske lakseopdrættere. Fiskefoder fremstillet af fiskemel indeholder nemlig som udgangspunkt alt, hvad rovfisk som laks og ørreder naturligt har brug for til at vokse sig store.

Forskerne er også enige om, at fiskeopdrættet i lang tid ikke havde kunnet vokse, hvis foderet udelukkende skulle bestå af animalsk protein i form af fiskemel. Der er simpelthen ikke nok “skidtfisk” som sild, brisling, sperling, tobis og ansjoser i selv de store verdenshave.

Man ville have støvsuget også de allersidste “skidtfisk” op af verdenshavene for at skaffe foder nok til de uendeligt mange millioner tamlaks, der findes i havbrug verden over.

Derfor har man længe eksperimenteret med at tilsætte vegetabilsk protein – i form af primært rapsolie, soya og hvede. Hertil mindre mængder ærter, majs, bønner og solsikke.

Animalsk protein i form af fiskemel udgør i det her analyserede tilfælde godt 28% af det samlede proteinindhold. Knap 72% af moderne fiskefoder udgøres i dag af vegetabilsk protein med følgende sammensætning:

Solsikke: 17.95 kcal 

Bønner: 34.88 kcal 

Majs: 45.14 kcal 

Ærter: 50.38 kcal 

Hvede: 220.22 kcal 

Soja: 221.18 kcal 

Ansjos: 424.03 kcal 

Rapsolie: 475.62 kcal

⌘: Vegetabilsk protein: 72%

⌘: Animalsk protein: 28%

I alt spist af fisken: 1.489.4 kcal

I alt leveret af fisken: 281.25 kcal

Altså leverer laksen blot en femtedel af de kalorier, der er brugt til at fodre den op med. 281 ud af 1.489 kilokalorier. En rigtig dårlig forretning set i et sult- og hungersnødperspektiv.

Det ser ud til, at vi indtil videre har nået smertegrænsen for, hvor meget vegetabilsk protein man kan blande i fiskefoderet – hvis det ikke skal gå smagbart ud over kvaliteten. Dette regnstykke viser således, at opdræt af laks i dag blot leverer en femtedel af de kilokalorier, man opfodrer fiskene med.

Det skal ses i forhold til, at de øvrige fire femtedele går til spilde under produktionen. Vel at mærke fødevarer, der udmærket kunne have været brugt direkte som menneskeføde. Norske www.framtiden.no konkluderer derfor ganske rigtigt, at man i opdræt af laks og ørreder spilder fire femtedele af de mulige fødevarer.

Det uundgåelige resultat bliver, at verdens sultende befolkning sulter endnu mere, end de ellers ville have gjort. Svinebranchens massive behov for foder har haft samme effekt på verdens fødevaresituation. Også den har øget mangelen på fødevarer til fattige og sultende befolkninger verden over. I stedet for at give dem noget at spise.

Kort sagt haler det moderne opdræt af luksusfisk maden ud af munden på sultende mennesker i mange lande. Værst er det, hvor internationale fiskeflåder har bestukket korrupte regeringer og politikere, så de fra deres kæmpestore skibe kan fiske skidtfisk til fiskemel til fiskeopdræt. Skidtfisk, som ellers kunne have brødfødet befolkningen, der nu i stedet må sulte.

Men desværre heller ikke nok med det. Det kan lyde fint og rigtigt og miljøbevidst, at man skåner de vilde bestande af “skidtfisk” ved at blande stedse mere planteprotein i foderet. Men, men, men. Vi har allerede nu set den grimme bagside af også denne medalje.

Flere rapporter har kunnet fortælle og med fotos dokumentere, hvordan indfødte beboere i Amazonas regnskove er blevet fordrevet af industrialiserede storbønder og træfirmaer, som fælder træerne i regnskoven og brænder resterne af, så den blottede jord i stedet kan bruges til dyrkning af – soya og raps til foderfremstilling.

GMO-soya i foderet

Men heller ikke nok med det. For at øge produktionen og fremme indtjeningen bruges i regelen genmodificerede (GMO) sorter, som sprøjtes fra luften med dedikerede sprøjtegifte fra Monsanto. Det være sig RoundUp eller tilsvarende pesticider, som er meget lidt bæredygtige.

Det moderne fiskeopdræt i vor vestlige verden baserer sig således for en meget stor og stigende dels vedkommende på ryddet regnskov og giftsprøjtede afgrøder.

Endnu et godt eksempel på, at moderne fiskeopdræt af laks og ørreder og andre luksusfisk ikke bare ikke er bæredygtigt. Nej, det er i høj grad med til at øge forskellene på rig og fattig, forværre forholdene for sultende befolkninger samt forgifte miljøet i fattige lande. På én og samme gang. Det er prisen, og den er høj.


Brasiliansk regnskov ryddes og nedbrændes til GMO-soyaproduktion. 


Vi løser ikke verdens fødevareproblemer ved at opføde fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist. Det konkluderer norske “Framtiden i våre hender” snusfornuftigt. Og da slet ikke, når vi kun får en femtedel ud af det, vi fodrer fisken med.

Endnu værre og mere grotesk bliver det, hvis man ser på den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer rigtig gode priser.

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år sender de deres egne japanske specialister til Danmark for at gøre arbejdet.

“Kun hunner”

Almindelige hunfisk vokser markant hurtigere end hanfiskene, der bliver tidligere kønsmodne. Hos mange arter et år før hunnerne. Ved at varme- eller trykbehandle befrugtede ørredæg kan man skabe triploide hunner, som er sterile. Og triploide hunner vokser halvanden gange så hurtigt som almindelige hanner og hunner.

Det er noget, fiskeopdrætteren kan bruge. Til at dyrke større fisk på kortere tid med mindre foderforbrug. Men hvordan sikrer man sig nu, at det kun er hunner, man dyrker? Hvis det udelukkende er den kostbare rogn, man er ude efter?

Man tyr til hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Til at producere røde rognkorn i lange baner.

Det er i princippet sådan, “All Females” bliver til. “Kun Hunner” må det nok hedde oversat til dansk, når man kun fremstiller og opdrætter hunfisk.

Rene rognmaskiner til eksport til Japan.

Den Opgående Sols Land.

Tekst og flag © 2018: Steen Ulnits

Illustrationer © 2018: “Framtiden i våre hender”


Efterskrift: Den norske opdrætsindustri kunne naturligvis ikke sidde dokumentaren fra Framtiden i våre hender” overhørig. Man barslede efterfølgende med undersøgelser, som når frem til, at det næppe er fem gange, nøgletallet er. Men noget mindre.

Alt afhængig af, hvor stor en del af fiskefoderet der rent faktisk vil kunne omsættes direkte til menneskeføde. Man erkender dog problematikken – at man ikke kan brødføde en sultende befolkning med luksusfisk som laks, der er dyre i foder.

 

 

Havmøllegaarden – siden 1677

IMG_2949

Havmøllegaarden set indefra – 1 ud af 6


IMG_2950

Havmøllegaarden set indefra – 2 ud af 6


IMG_2951

Havmøllegaarden set indefra – 3 ud af 6


IMG_2952

Havmøllegaarden set indefra – 4 ud af 6


IMG_2953

Havmøllegaarden set indefra – 5 ud af 6


IMG_2954

Havmøllegaarden set indefra – 6 ud af 6


IMG_7168

Lushage nogle kilometer syd for Havmøllegaarden

Her er der planlagt otte forurenende havbrug i åbne netbure

Havbrugene her skal producere ørredrogn til det japanske luksusmarked


IMG_1619

En stille stund ved Jernhatten lidt nord for Havmøllegaarden


Havbrugs Rock kopi

Havbrugsprotestbandet Havlyd spiller op ved Glatved


IMG_0819

Lushage set mod Sletterhage – sydspidsen af Helgenæs


DSC_0082

Planlagte havbrug vil tilføre Kattegat yderligere 800 tons kvælstof


Havbrug truer kystturismen

“Massive udvidelsesplaner for havbrugsindustrien med 37 ansøgninger om havbrug ud for Djursland, Anholt og Gilleleje truer både havmiljø og turisme.

I zone A, som den udpegede zone ud for Gilleleje hedder, ligger der pt fire ansøgninger fra fire havbrug om etablering. Samlet set vil de udlede 500 ton kvælstof og 50 ton fosfor samt medicin- og foderrester direkte og urenset ud i havmiljøet.

Bæltet i Kattegat, hvor de i alt otte zoner er udpeget, ligger præcis ud for landets suverænt største sommerhusområder. Områder, hvor tusindvis af gæster hvert år strømmer til. Regeringen og støttepartierne gambler således ikke blot med havmiljøet, men også med tusindvis af arbejdspladser.

På Djursland udtaler turismedirektør Flemming Rasmussen, at han frygter, at turister fravælger Djursland som feriemål, hvis der etableres havbrug ud for kysten:

“Der er ikke nogen turister eller gæster, der tager på ferie eller vil bade, hvis vandet er grønt.”

På Djursland genererer turismen hvert år omkring 2.500 arbejdspladser, der resulterer i indtægter i omegnen af to milliarder kroner. Lægger man hertil landets største sommerhusområder, som Nordsjælland huser, spilles der hasard med enorme summer og potentielle tab af arbejdspladser, som langt overstiger de henimod blot 50 nye arbejdspladser, vækstplanerne for akvakultur-sektoren lover.


“Syddjurs’ største rensningsanlæg udleder under én procent af det, ét stort havbrug gør.”


Som djurslænding kender jeg ikke de eksakte tal for udledninger og spildevandsrensning fra Gribskov, men jeg kan fortælle, at Syddjurs’ største rensningsanlæg udleder under én procent af det, ét stort havbrug gør. Hertil kommer havbrugenes udledninger af medicin- og foderrester, kobber med videre.

Tre vandmiljøplaner har siden midten af 80’erne kostet samfundet over ni milliarder kroner, og i spildevandsplanen for Gribskov 2018-2020 fortsætter man de store investeringer for

“at sikre en miljørigtig, målrettet og langsigtet planlægning af indsatsen og udgifterne på spildevandsområdet til gavn for miljøet og kommunens borgere”.

Havbrugsplanerne gør dermed også grin med samfundets milliardinvesteringer i spildevandsrensning fra landsiden for netop at skåne vand- og havmiljøet.

De udpegede zoner dækker et areal på op imod 100 kvadratkilometer og vil få store konsekvenser også for det marine liv. Havbunden under havbrugene slammer til og dør, og forarmningen vil sprede sig til de omkringliggende områder. I ansøgningerne fra havbrugene formulerer de selv risikoen således:

”Påvirkningen vil variere over året med peak i sommer- og efterårsmåneder. Alt efter strømforholdene i et givent år, vil påvirkningen kunne måles op til ca. 20 km fra projektets lokalitet.

Havbrug

Havbrugsdrift i Kattegat sker primært med henblik på ørredrognen Sujiko, som sælges til det japanske luksusmarked. Ørrederne opfedes sommeren over og “høstes” til efteråret, hvor japanske gæstearbejdere flyves ind for at udtage rognen. Det tør man ikke overlade til dansk arbejdskraft.

Der er således et sammenfald mellem højsæsonen for turister og maksimal produktion og maksimal udledning fra havbrugene, som yderligere forværrer forholdene.

Spørgsmålet om rimeligheden i, at Kattegat skal lægge havmiljø til japanske luksusprodukter og japanske arbejdspladser, presser sig også naturligt på. Fremfor en blomstrende kystturisme risikerer vi at ende med blomstrende algesuppe i de berørte områder. For sommerhusejere og fastboende betyder det både tab af rekreative områder og tab af værdier.

En lang række organisationer og enkeltpersoner lige fra landbruget og erhvervsfiskerne til Greenpeace, DOF, Jægerforbundet og Danmarks Sportsfiskerforbund, FSK, Levende hav og naturligvis også vores lokalt udsprungne havbrugsforening BLAK, som jeg her repræsenterer, er aktive for at bevare et rent Kattegat uden havbrug.

Vi takker for invitationen til borgermødet i Gilleleje og ser frem til et endnu bredere samarbejde for at bevare havmiljøet, vores Blå Flag og rene kystvande.”

Nina Bjarup Vetter

Formand for havbrugs-modstandsgruppen BLAK på Djursland


Artiklen er et debatindlæg i Gribskov Lokalavis den 27. juni 2018


Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

 

Ti Hurtige om Havbrug

OLYMPUS DIGITAL CAMERA


Råderummet – der blev væk

Regeringen opfandt sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet et såkaldt ”råderum” til forureningen fra de planlagte havbrug.

Et sådant findes imidlertid ikke. Således opfylder 117 ud af vore 119 områder, der indgår i EU’s Vandrammedirektiv, slet ikke direktivets krav om “god økologisk tilstand”.

Det var døde hummere fra netop Kattegat, der i 1980’erne førte til den første vandmiljø-handlingsplan. Med den gik man i gang med at rense det spildevand, som ofte urenset udledtes i de indre danske farvande.

Samfundet har siden brugt milliarder af skattekroner på at rense spildevandet til de kystnære områder. Derfor mener et flertal af vore politikere, at vi nu har ret til at forurene i det mere åbne Kattegat. Selv om det stadig er forurenet.


Strømforhold – frem og tilbage

Netto sker der en transport af ferskvand fra Østersøens mange tilløb – op gennem de danske sunde og bælter til Kattegat og videre ud i Nordsøen gennem Skagerak. Vandet bliver mere og mere salt, desto længere nordpå det kommer.

Imidlertid sker der en langt større brutto vandtransport – i begge retninger. Længere tids vestenvind holder vandet tilbage og sender det i perioder sågar sydover igen. Faktisk fører vind, strøm og tidevand ofte den udledte forurening frem og tilbage flere gange, før det sidste er nået ud i Nordsøen.

Inden da har meget slam fra denne forurening derfor lagt sig på dybe og strømstille steder i Kattegat. Områder, der efterlades som golde ørkener af sort slam – blottet for liv.

Så havet sletter slet ikke alle spor.


Rogn og regnbuer

Havbrugerne påstår, at der uden akvakultur ikke vil være fisk nok til en voksende global befolkning.

Helt forkert. For det første kan danske luksusprodukter som ørreder og ørredrogn eksporteret til Japan naturligvis ikke brødføde sultende mennesker i den fattige del af verden.

For det andet er produktionen af laks og ørreder ofte skadelig for netop de sultende lande. Deres fiskebestande må i stedet lægge ryg til vort fiskeri efter småfisk – til fremstilling af fiskefoder. Der skal nemlig bruges flere kilogram småfisk til fremstilling af ét kg luksusfisk.

Opdræt af luksusfisk som laks og havørreder er således regulært resursespild, der kun er med til at gøre verdens fattige lande endnu fattigere – og mere sultne.

Med mulige folkevandringer sydfra som den værst tænkelige konsekvens.


Udslip af tamfisk

Fra netburene i de åbne havbrug sker der regelmæssigt større eller mindre udslip af tamfisk. Der går hul i nettene, eller de flydende netbure påsejles. Udslippenes størrelse skal regnes i tusinder af fisk.

Mange af fiskene er kønsmodne regnbueørreder, som opsøger ferske åer og bække, hvor de kan gyde. Det tilsiger deres natur dem. Mange er ganske vist gjort sterile, så de vokser bedre, mens kønsdriften har de ofte alligevel.

Desværre er det de samme vandløb og de samme gydebanker, som vore hjemlige havørreder bruger til deres gydning. Hvor havørrederne gyder om vinteren, gyder regnbueørrederne så igen om foråret.

De vintergydende danske havørreder vil da få deres allerede lagte æg gravet op af uønskede regnbueørreder undsluppet fra nærliggende havbrug.


Havkolera og resistens

Havkolera er en livstruende sygdom, som skyldes en virus ved navn Vibrio vulnificus. Den blomstrer op i varmt sommervand og overvintrer efterfølgende i blandt andet muslinger.

Det siger derfor sig selv, at havkolera har optimale betingelser nær havbrug med kompenserende muslingeopdræt. Så jo varmere vandet bliver, og jo mere lyst man får til en dukkert. Desto større er risikoen for, at der også er havkolera i badevandet.

Med fiskeopdrættets store forbrug af antibiotika stiger risikoen tilsvarende for, at havkolera udvikler resistens, så patienter bliver vanskelige at behandle. En ond spiral, for havkolera er en livsfarlig sygdom – ikke mindst hvis man har et nedsat immunforsvar.

I den varme sommer 2006 resulterede havkolera således i tre dødsfald herhjemme. Patienterne døde en smertefuld død af blodforgiftning.


Helcom-modarbejdet

Helcom” er et samarbejde mellem landene omkring Østersøen til og med Kattegat. Medlemslandene forpligter sig til at skabe et renere vandmiljø i disse farvande – heriblandt de danske sunde og bælter.

Helcom mener imidlertid ikke, at man kan flytte rundt på “opsparet forurening” fra ét vandområde til et andet. Helcom mener derfor ikke, at Danmark kan forurene et i forvejen forurenet Kattegat, der slet ikke lever op til målsætningerne – blot fordi Danmark har renset sine kystnære farvande bedre end aftalt.

Den danske miljøminister har udtalt, at han “af principielle årsager ikke vil godkende dette princip”. Han “mener ikke, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”


Det kemiske havbrug

Moderne havbrug er åbne, flydende netbure uden mulighed for rensning af spildevandet fra de mange tusinde fisk. De går tæt sammen og bliver derfor let syge.

For at undgå dette bruger man store mængder antibiotika, der i lighed med fækalier og foderrester ryger lige ud i vandmiljøet. Dette med en permanent risiko for udvikling af resistens hos bakterierne. Præcis som set med svine-MRSA.

Dansk fiskeindustri brugte alene i 2016 mere end 1.000 kg quinoloner. Det er bredspektret antibiotika, som står på EU’s og WHO’s liste over stoffer, man skal være særligt kritisk med at bruge.

Læg hertil ethoxyquin i foderet og giftige kobber-forbindelser til at holde nettene fri for algebegroning. Tilbage står man med et vandmiljø, som har fået det markant ringere.


Havbrugene op på land

Vore dages havbrug er åbne, flydende netbure uden nogen som helst mulighed for at rense spildevandet fra de mange fisk. Fækalier og foderrester ryger ret ud gennem de åbne netmasker – sammen med medicinrester og diverse kemikalier.

Herude er det vildfiskene, der får glæde af forureningen. Samt bundmiljøet under netburene, der bliver kvalt i et tykt slamlag. Og så er det endda slet ikke nødvendigt med al denne elendighed. I dag har vi nemlig afprøvet teknologi til at flytte hele produktionen op på land, hvor den kan ske i recirkulerede anlæg uden forurening.

– Hvorfor så forurene vort fælles badevand? 

Fordi der er så mange lette millioner at tjene på gratis at forurene det vand, vi andre inde på land har betalt milliarder for at rense i vore spildevandsanlæg.


Havlus og havbrug

Havlusen er et lille snyltende krebsdyr, der naturligt lever på laks og ørreder – i vand af den rette saltholdighed. Og det har Kattegat.

Havlusen generer ikke fiskene, så længe den kun er fåtallig. Men åbne havbrug tiltrækker havlusene som en magnet. Her går fiskene tæt, og herfra kan de ikke flygte. Havlusene strømmer følgelig til og kan sætte sig på fiskene i dødbringende antal. Derfor må man fjerne lusene – på kemisk eller biologisk vis.

Endnu værre er det for vilde ungfisk af laks og ørreder – de såkaldte smolt. De angribes og dør, når de passerer forbi netburene på deres vej ud i havet. Specielt sker det, når havbrugsfiskene netop er afluset. Da er frivandet fyldt med lus, som blot venter på et let offer. Og da er dødeligheden meget høj blandt de små ørreder.


Kompenserende muslinger

Muslinger lever af at filtrere vandet for bakterier og organisk materiale. Derfor vil man fjerne noget af forureningen fra havbrugene ved at opdrætte muslinger, som siden skal bruges til grisefoder.

Men muslingeopdræt har tre store ulemper. For det første ved man slet ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre. Det er ikke tidligere prøvet så langt til havs.

For det andet så udskiller muslingerne selv affaldsstoffer, og disse stoffer havner på bunden under muslingefarmene. Muslingerne bidrager således selv til forureningen.

For det tredje fylder muslingeopdræt uforholdsmæssigt meget. Skal man kompensere for et havbrug, der hvert år udleder 600 kg kvælstof per hektar, skal der ifølge forskere på KU dyrkes muslinger på et 4 km2 stort område.

Til kolossal gene for alle, der færdes på havet.


Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her: