Tag-arkiv: Musholm

Klimaskadeligt regimeskifte

FN’s verdensmål 14

NB: Det her omtalte regimeskifte har absolut intet med det nylige tronskifte at gøre. Læs videre for at se, hvad det så er for et skifte, der er tale om!

Den tidligere S-regering havde ellers besluttet, at det miljøskadelige fiskeri med bundslæbende redskaber skulle forbydes i Lillebælt. I form af bundtrawl og muslingeskrab.

Det blev imidlertid et forbud, den nuværende fødevareminister Jacob Jensen (V) som en af sine allerførste ministergerninger ophævede. Den dag i dag bundtrawles og skrabes der således muslinger helt som hidtil. Som om intet var hændt.

Dette er uforståeligt, da regeringen jo selv har vedtaget en klimaplan, der skal mindske udslippet af CO2 og dermed bremse den globale opvarmning. Vi ved i dag, at netop bundtrawl er uhyre skadeligt for klimaet – via store udslip af CO2. Det blev dokumenteret af en stor undersøgelse offentliggjort i foråret 2021:

Et team på 26 forskere fra universiteter i primært USA, men også Canada, Frankrig og Tyskland satte sig for at kvantificere den øgede udledning af CO2 i områder med hyppigt bundtrawl. De ville undersøge, hvad den hårdhændede fiskemetode betød for frigivelse af CO2 fra havbunden, når denne trawles igennem igen og igen af tunge redskaber.

Klimaskadelig aktivitet

Man vidste, at der naturligvis måtte være en effekt af dette fiskeri, men man var ikke klar over størrelsen. Gentagen gennemtrawling af havbunden svarer til gentagen gravning af haven eller pløjning af marken:

Ved hver passage hen over og gennem havbunden, med tunge bundskrabende redskaber, frigives kuldioxid til først vandet og siden atmosfæren.

Kuldioxid, som heroppe bidrager til den uønskede globale opvarmning. Kuldioxid, som frigivet til vandet også bidrager til den stigende forsuring af havet. Kuldioxid, som derfor burde ligge sikkert deponeret i havbunden, hvor det ingen skade gør.

De 26 internationale forskere har beregnet, at den samlede CO2-frigivelse under fiskeri med bundtrawl i runde tal svarer til det bidrag, som den samlede flytrafik leverer. Godt og vel.

Således nåede forskerteamet frem til, at det samlede fiskeri med bundskrabende redskaber hvert år bidrager med et udslip på mellem 600 og 1.500 millioner ton CO2. Den samlede globale flytrafik blot godt 900 millioner ton.

Den samlede CO2-frigivelse ved fiskeri med bundtrawl svarer til det CO2-bidrag, den samlede flytrafik leverer.

Hertil skal så lægges den kendsgerning, at der ydes massive tilskud til brændstof til fiskerierhvervet, hvilket kun øger problemet. Droppede man blot den statslige subventionering, ville det skadelige og energikrævende fiskeri med bundtrawl og muslingeskrabere hurtigt dø ud af sig selv – grundet de høje omkostninger til brændstof.

Samtidig ville havbunden få ro til at regenere og genudvikle sin tidligere biodiversitet. Fiskebestandene ville blomstre op og det skadelige udslip af kuldioxid blive bragt til afslutning. De pågældende lande ville samtidig spare en masse kostbare tilskud til brændstof. En win-win-win situation.

Denne undersøgelse er den første af sin slags, som formår at dokumentere effekten af bundtrawl på ikke bare det lokale bundmiljø, men også klimaet, som jo er en global størrelse.

Når der bundtrawles i Kattegat, ødelægger det ikke blot bundmiljøet her. Det tilfører atmosfæren nyt CO2 og bidrager dermed til at øge den globale opvarmning.

Mudderbund med svovlbakterier

Regimeskiftet

Under normale omstændigheder – uden bundtrawl – vil en stor del af det nedsynkende kulstof lagres i bundsedimentet som inaktivt og uskadeligt. Havbunden er helt enkelt det største depot, vi råder over, til gratis uskadeliggørelse af klimagassen CO2. Kulstoffet synker til bunds og lagres her – helt uskadeligt.

Det vil sige – lige indtil der kommer en bundtrawler eller muslingeskraber forbi og hvirvler sedimentet op i vandsøjlen igen. Vandet bliver uklart, hvilket vanskeliggør tilværelsen for lyskrævende ålegræs. Og lagret CO2 hvirvles op fra bunden.

Men ikke blot frigives det lagrede kuldioxid i bunden. Man speeder samtidig den naturlige nedbrydning kunstigt op, hvilket medfører akkumulering af organisk stof, som havbundens organismer ikke længere kan nå at omsætte fuldstændigt. Kort sagt: Bunden mudrer til.

Under normale omstændigheder – under tilstedeværelse af ilt – vil der være et stort antal større dyr i havbunden, som gennem længere tid roder rundt og pumper ilt ned i en ellers iltfri havbund.

Her foregår der således en mere eller mindre fuldstændig nedbrydning af nedsynkende materiale, hvilket imidlertid er en tidkrævende proces. Dertil en proces, som kræver tilstedeværelse af større dyr i og på havbunden. Uden dem ingen fuldstændig nedbrydning. Kun mere bakteriefyldt sort slam.

Kun bakterier tilbage

Når et bundområde gennemtrawles eller skrabes gentagne gange, forsvinder først de større dyr, som er vigtige for en fuldstændig stofomsætning i havbunden. Efter gentagne gennemtrawlinger af området vil der til sidst kun være bakterier tilbage til at gennemføre denne nedbrydning.

Disse vil til gengæld kunne varetage nedbrydningen hurtigt og under stort iltforbrug, hvilket vil øge hyppigheden af iltsvind og bundvendinger. Samtidig vil man ikke få den fjernelse af kvælstof, som ellers vil ske naturligt til atmosfæren. Som naturligt damper af under en kontrolleret nedbrydning og stofomsætning.

Døden er nu flyttet ind – godt hjulpet på vej af forurening fra landbruget og bundtrawl samt muslingeskrab fra fiskeflåden. Og Døden flytter ikke frivilligt ud igen.

Først når vandmiljøet atter er blevet godt nok og bundtrawlingen igen er ophørt. Det tager typisk flere år. Hvis det nogensinde sker. Intet tyder jo på, at vandmiljøet bliver bedre.

Vi ser derfor, at områderne med iltsvind vokser i stedet for at mindske.

Slutresultatet vil være en bakteriefyldt mudderbund med hyppige iltsvind de næste mange år. Der vil ikke længere være de større organismer, som kan bringe ilt ned i sedimentet og selv udgøre fødeemner for større dyr som fisk og skaldyr.

Der er sket et regimeskifte, som man kalder denne sidste fase i en døende havbunds liv.

Bekymrede borgmestre

Sidst i 2023 gik tretten jyske og fynske borgmestre sammen om en skrivelse til miljøminister Magnus Heunicke (S). Borgmestrene vil have ministeren til hurtigst muligt at forbyde alt trawlfiskeri i Lillebælt. Det fortæller TV2 Fyn, som er kommet i besiddelse af brevet.

“Der er brug for handlekraft og tempo for at redde havmiljøet i Lillebælt”, skriver de tretten bekymrede borgmestre – herunder i alfabetisk og geografisk rækkefølge:

Jan Riber Jakobsen, Aabenraa
Søren Steen Andersen, Assens
Hans Stavnsager, Faaborg-Midtfyn
Steen Wrist, Fredericia
Mads Skau, Haderslev
Knud Erik Langhoff, Kolding
Tonni Hansen, Langeland
Johannes Lundsfryd Jensen, Middelfart
Mette Landtved-Holm, Nordfyn
Bo Hansen, Svendborg
Erik Lauritzen, Sønderborg
Jens Ejner Christensen, Vejle
Peter Hansted, Ærø

Det er værd at understrege, at trawlende både meget ofte er hjemmehørende i helt andre kommuner end de ovennævnte. De tager gerne på langfart og ødelægger således ofte andre resurser end deres egne hjemlige. Ansvarsfølelsen for havmiljøet kan derfor ligge på et meget lille sted.

Fællesskrivelsen til miljøministeren kommer efter den seneste iltsvindsrapport, som konkluderer, at niveauet af iltsvind har nået det højeste i 20 år. Borgmestrene henviser til, at vandmiljøet og fiskebestanden i Øresund har det langt bedre end andre steder, hvor der trawlfiskes.

Netop Øresund er på grund af den tætte skibstrafik friholdt for trawlfiskeri og har derfor været et fristed for fiskebestanden, som blomstrer og har det godt – trods ellers den massive udledning af næringssalte. Kombinationen af frisk strøm og manglende trawlfiskeri er forklaringen.

Det fremgår ikke af TV2’s artikel, hvorvidt der også er tale om muslingeskrab, der ligeledes ødelægger bundmiljøet. Eller kun rendyrket trawlfiskeri.

©️ 2024 Steen Ulnits

Hvad de 26 forskere fra Univerity of Washington fandt ud af

Læs mere om de forskellige fiskemetoder og deres virkning

Kronikken i Politiken

“Drop drømmen om flere danske havbrug”

Japanerne får al rognen og de fleste af pengene. Men forureningen, den får vi lov at beholde i Danmark.

Af Stig Bülow og Steen Ulnits

“I en kronik i Politiken den 5. januar slår civilingeniør Karl Iver Dahl-Madsen og havbiolog Johan Wedel Nielsen på tromme for, at Danmark går i Norges fodspor og udvider produktionen med 150 nye forurenende havbrug ved Bornholm. For herefter at ekspandere udefter og til sidst ende i Nordsøen, hvor Norge jo allerede høster “det lyserøde guld”.

I den forbindelse kan det være værd at vide, at Karl Iver Dahl-Madsen længe har været tilknyttet havbruget ved Musholm, der har den tvivlsomme ære at være den største enkeltforurener af Storebælt. Johan Wedel Nielsen har blandt andet været aktiv omkring opdræt af østers i Limfjorden.

Lad os allerførst slå fast, at åbne havbrug som dem, der her slås på tromme for, er såkaldte totalforurenere. Hermed menes, at al forurening fra fiskeopdrættet ledes direkte ud i det omgivende havområde. Uden mulighed for rensning. Det er netop denne manglende rensning af spildevandet, som gør havbrugene så attraktive for fiskeopdrætterne. Den, der muliggør en hurtig og attraktiv indtjening i millionstørrelsen.

Uundgåelig totalforurening

Al forurening i form af foderrester, fækalier, hjælpestoffer og medicin ryger direkte ud gennem netmaskerne. Direkte ud i det omgivende hav. Den billigst tænkelige måde at komme af med sit urensede spildevand på. Noget havner på bunden under og omkring anlæggene. Andet føres bort af strømmen for at fortsætte forureningen et nyt sted – med ny algeblomst, iltsvind og fiskedød. Alt afhængig af forholdene.

Tallene i den nævnte kronik er imponerende, som vi jo kender det fra akvakulturbranchen. Men som vi efterhånden også ved, så holder proportionerne ikke til en nærmere granskning. Vi har i dag en lille snes aktive havbrug i Danmark – med Musholm som det suverænt største offshore anlæg.

Da den foregående regering ville udvide antallet af havbrug med otte (8), der alle skulle ligge ud for Djursland, havde man kigget nærmere på HELCOM – en forkortelse for Helsinki Commission. Det er nemlig ikke kun Vandrammedirektivets krav om en bedre vandkvalitet, vi skal leve op til i Danmark. Hvor kun to eller tre af vore 119 vandområder lever op til kravene. Vi har også forpligtet os til at arbejde for en bedre vandkvalitet i hele Østersø-området, der også inkluderer Kattegat – gennem vort medlemsskab af netop HELCOM.

Nu var der imidlertid intet råderum til yderligere forurening i Kattegat, der i forvejen var og stadig er hårdt belastet. I hvert fald ikke ud fra Vandrammedirektivets krav om en god økologisk tilstand. Men Danmark havde ifølge den daværende borgerlige miljøminister samlet set ikke fyldt sin forureningskvote op til maks. Vi havde således udledt en smule mindre kvælstof til vandmiljøet, end vi havde lov til i henhold til HELCOM. Faktisk 800 tons mindre kvælstof.

Ingen nye havbrug ved Djursland

Og det går jo ikke. De 800 tons var lige akkurat nok til otte nye havbrug ud for Djursland. Havbrug, som socialdemokratiet imidlertid dømte ude i 2019. Først af miljøordfører Christian Rabjerg Madsen med disse ord:

– Den seneste tids afsløringer af rod i havbrugssektoren har bestyrket os i, at det ikke er tiden til nye og større havbrug.

I Socialdemokratiet tager vi konsekvensen af afsløringerne. Derfor kan vi ikke længere bakke op om aftalen om udvidelser i havbrugssektoren.

Og siden af den nyslåede miljøminister Lea Wermelin:

– Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt.

Vi skal være et grønt foregangsland, også når det gælder fiskeopdræt, og derfor skal vi satse på en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren.

Jeg ser et potentiale i at satse på de mest miljøvenlige salt– og ferskvandsdambrug på land, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med miljølovgivningen.

Såvidt Lea Wermelin. Ministeren lukkede og slukkede således ikke for alt fremtidigt fiskeopdræt. Det skal blot forgå på land – i lukkede anlæg, hvor man kan undgå den massive forurening, der ellers uundgåeligt kommer fra de traditionelle åbne havbrug. På denne måde kan fiskeopdrættet øge produktionen uden at komme i konflikt med hverken EU’s Vandrammedirektiv eller HELCOM.

Og branchen har rigeligt råd til det. I stedet for hvert år at sende millioner af overskudskroner til Japan og blot beholde forureningen selv, kunne man jo investere i nye, forureningsfrie og landbaserede anlæg herhjemme. Et enkelt dansk firma har således næsten en kvart milliard stående på kontoen, så mon ikke der kunne blive råd til nogle fremtidssikrede anlæg på land?

Mangedoblet forurening af Østersøen

Vi er spændt på, hvordan EU og HELCOM vil se på forureningen fra de 150 nye totalforurenende åbne havbrug, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen plæderer for i deres kronik. Det er mange gange så megen ny forurening, som de planlagte otte ud for Djursland ville have leveret til Kattegat. Men som altså nu skal tilføres den endnu hårdere belastede Østersø ved Bornholm.

Dahl-Madsen og Wedel Nielsen påstår, at “hvis man ser på Østersøen, Kattegat og Nordsøen tilsammen, er de eksisterende og eventuelt nye danske havbrug næringsstofneutrale”. Som argument for at lægge 150 nye havbrug ved Bornholm.

Hvis det var så vel, at de mange millioner ørreder skulle eller kunne fordres med fisk fanget i samme Østersø, da kunne man tale om en vis “næringsstofneutralitet”. Men det kan man desværre ikke og vil næppe heller kunne i mange år fremover. Østersøen er nemlig et af de mest belastede farvande, hvad giftstoffer som DDT, PCB og dioxin angår.

Den 31. marts 2004 måtte fødevareministeren med øjeblikkeligt varsel indføre forbud mod alt garnfiskeri efter laks i den danske del af Østersøen – farvandet omkring Bornholm. Årsagen var, at de fangede laks havde et alt for højt indhold af giftstoffet dioxin i kødet. Overskridelsen af EU’s grænseværdi varierede fra 5-85 %.

Dioxinet stammede fra de sild og brislinger, som laksene voksede sig store på. Da sild og brislinger fanget i Østersøen en overgang blev brugt til fremstilling af fiskemel, endte en hel del dioxin også i det færdige fiskefoder. Foderet indeholdt langt mere dioxin end tilladt i EU og måtte derfor ikke sælges her. Det fandt man dog en løsning på:

Dioxin i fiskefoderet

I 2009 var dioxin i dansk fiskefoder således oppe til debat på Christiansborg. Plantedirektoratet havde nemlig givet tilladelse til eksport af dioxin-forurenet foder til fattige tredjeverdenslande. Foder med et så højt indhold af dioxin, at det ikke måtte handles inden for EU.

Men de fattige lande udenfor måtte gerne købe det. Og efterfølgende opdrætte fisk eller andet, der uundgåeligt også ville få et højt indhold af dioxin i kødet. Det faldt forståeligt nok flere politikere for brystet.

Så skal man opdrætte massive mængder regnbueørreder i 150 planlagte nye havbrug ved Bornholm, da kommer det således næppe til at ske med foderfisk fanget i Østersøen. Foderet vil primært skulle hentes udefra – i form af industrifisk fanget langt ude i Nordsøen eller importeret endnu længere herfra.

Og da vil stort set alt foderforbrug ved Bornholm være en direkte øget forurening af den i forvejen stærkt forurenede Østersø. Det vil da være så langt fra den næringsstofneutralitet, Dahl-Madsen og Wedel Nielsen ellers påberåber sig, som man overhovedet kan komme. Det vil også påføre klimaet en stor ekstrabelastning fra de oceangående og brændstofslugende både i industrifiskeriet.

Danskproducerede regnbueørreder fra Østersøen kommer på intet tidspunkt til at konkurrere med norskproducerede laks fra Nordsøen. I hvert fald ikke på kødet. Det “lyserøde guld”, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen omtaler i kærlige vendinger, er derimod en konkurrenceparameter over for nordmændene. Den virkelige årsag til drømmene om flere forurenende havbrug i danske farvande.

Den lyserøde ørredrogn har længe været det virkelige guld for danske havbrugere, som eksporterer alt, de overhovedet kan producere, til Japan. Det drejer sig om den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer høje priser.

Hormonbehandlede rognmaskiner

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Men japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år flyver de deres egne specialister til Danmark for at gøre arbejdet. Det er der således ingen danske arbejdspladser i. Og når japanerne er taget hjem igen, står vi danskere så tilbage med al forureningen fra fiskeopdrættet.

Fremstilling af ren ørredrogn starter med hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Rene rognmaskiner til produktion af røde rognkorn i lange baner. Til den opgående sols land.

Det er i princippet sådan, de såkaldte “All Females” bliver til. En produktion, der er så lidt bæredygtig, som noget kan være. Med rognen som det lyserøde guld. Og moderfiskene som et udsultet restprodukt med en kødkvalitet, der ikke egner sig til menneskeføde.

I det hele taget kan der stilles meget store spørgsmålstegn ved, om fiskeopdræt i det hele taget er klimavenligt, som de to forfattere ellers påstår. Det kniber allerede i dag med at skaffe industrifisk nok til den hastigt voksende fiskeproduktion. Vi må derfor se i øjnene, at vi ikke fremover kan fortsætte med at importere industrifisk fanget ud for Chiles stillehavskyst – blot for at fremstille fiskefoder i Danmark, som så bruges til at fodre fisk med, hvis rogn siden eksporteres til Japan. Tilbage i Stillehavet.

Madspild i verdensklasse

Det er en absurd tanke, at dette skulle være nogen klimavenlig produktion. At det skulle kunne afhjælpe noget fødevareproblem at dyrke rognen selektivt til kapitalstærke markeder som Japan. I stedet øger det blot sultproblemet, når rige nationer opfisker de fattige landes industrifisk til fremstilling af egne laks og ørreder med flere. Eller ligefrem rendyrket ørredrogn.

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop akvakulturen, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen. Som FAO tidligere troede.

Organisationen har set på indholdet i moderne fiskefoder, som i dag kun indeholder godt en fjerdedel animalsk protein. Resten er vegetabilsk, da man simpelthen ikke kan skaffe industrifisk nok og derfor allerede nu bruger slagteriaffald til foderet. På den måde kan Østersøen blive en lukrativ losseplads for den industrielle produktion af husdyr, der jo heller ikke spås nogen stor fremtid rent klimamæssigt.

Framtiden i våre hender” har regnet videre og et nået frem til, opdrættede fisk blot leverer en femtedel af de kalorier tilbage, som er brugt til at opfordre dem. Vel den dårligst tænkelige forretning set i et sult- og hungersnødsperspektiv. Vi løser jo ikke verdens fødevareproblemer ved at opfodre fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist, konkluderer norske Framtiden i våre hender. Mange af de ingredienser, som indgår i fiskefoder, kunne langt mere effektivt være brugt som føde i områder med sult.

I det hele taget ser det ud til, at vi med omkring tre fjerdedele har nået grænsen for, hvor meget vegetabilsk protein vi kan tilsætte fiskefoderet. Laks og ørreder er rovfisk, som ude i naturen kun indtager animalsk protein. Det er deres fordøjelse indrettet til – ikke til store mængder plantefibre.

Ufordøjelig fiskeføde

Det norske Havforskningsinstituttet har kigget nærmere på, hvad fiskene egentlig kan og ikke kan fordøje. Og resultaterne er beskæmmende: En typisk opdrætslaks på 4,5 kg lukker således omkring to kg ufordøjet mad ud igen, som samler sig på bunden under netburene. Jo mere plantemateriale man tilfører foderet, desto mere vil passere ufordøjet gennem fiskene. Jo mere forurening vil opdrættet således bidrage med lokalt.

Det samlede billede bliver, at en udvidet havbrugsproduktion som den af Dahl-Madsen og Wedel Nielsen anbefalede netto vil tilføre det i forvejen nødlidende farvand omkring Bornholm en massiv ny forurening, som slet ikke var der før.

Det har Østersøen ikke brug for, og det får danske havbrugere næppe lov til af EU.

Det håber vi i hvert fald ikke.”

Af Stig Bülow og Steen Ulnits, medlemmer af henholdsvis “Stop Havbrugssvineriet i Danmark” og Miljøforeningen Blak

Denne kronik blev bragt i Dagbladet Politiken den 23. februar 2022

Kampen om Kattegat

Tirsdag den 20. november gæstede fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen (V) den kendte naturlokalitet Jernhatten på østspidsen af Djursland. Formålet med besøget var at indvie den smukke Jernhatten som en del af regeringens nye naturkanon.

Mødet og indvielsen blev imødeset med stor interesse fra lokalbefolkningen, der længe har protesteret mod de nye forurenende havbrug, som regeringen har planlagt – med daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i spidsen, sekunderet af partifællen MF Jacob Jensen (V), der har en lønnet bestyrelsespost i det storforurenende Musholm Havbrug – en af ansøgerne til yderligere forurening af Kattegat ud for Djursland.

Den lokale miljøforening BLAK benyttede naturligvis lejligheden til at fortælle ministeren om planerne for en ny marin / maritim nationalpark i farvandet ud for Jernhatten og Marsk Stigs gamle ø Hjelm. En nationalpark, der vil kunne booste kystturismen i hidtil uset omfang. Med kroner og ører i stedet for alger og iltsvind. At noget sådant ikke vil være foreneligt med en stærkt forurenende fiskeproduktion fra kilometerstore havbrug tydeligt synlige fra land.

Lokalt er der derfor massiv modstand mod nye havbrug, som vil forurene kystvandet og ødelægge mulighederne for den kystturisme, som de fattige kommuner på Djursland er så afhængige af. Ikke mindre end 2.000 arbejdspladser er der her, og de trues nu af blot et halvt hundrede nye arbejdspladser i forbindelse med de nye havbrug. Kystturismen på Djursland omsætter årligt for 2,5 milliarder kroner.

Den lokale modstand mod havbrugene er derfor massiv og énstemmig, men det har regeringen skam taget højde for. De planlagte havbrug er nemlig placeret, så de lige akkurat er uden for den 1-sømilegrænse, der markerer kommunernes jurisdiktion. Kommunerne kan således intet selv gøre for at hindre forurening af deres livsvigtige kyster. Det bestemmer regeringen suverænt. Og der vil komme forurening ind til land fra de planlagte havbrug. Masser af forurening.

Der står dog en kattelem åben rent juridisk. De selvsamme modeller, som Dansk Hydraulisk Institut brugte til at udpege egnede lokaliteter ud for Djursland, kan nemlig også bruges til at udregne spredning af forureningen fra havbrugene – i form af foderrester, fækalier, antibiotika og kemikalier. Det kom der nedenstående nedslående kort ud af:

Af de 800 tons kvælstof, som den nye lov L111 giver tilladelse til udledning af, vil Nordsjællands sommerhuskyster modtage 127 tons med vind og strøm. Anholt og Læsøs sandstrande vil modtage 109 tons, mens Djursland og Aarhus Bugt vil få tilført 98 tons.

Kvælstof, der uundgåeligt og med usvigelig sikkerhed vil resultere i øget algeblomst og efterfølgende iltsvind. Og vel at mærke kvælstof, der tilføres kystområder, som er underlagt Vandplanerne og dermed i sidste ende EU’s Vandrammedirektiv. Områder, hvis miljøtilstand derfor ikke må forringes.

Læs gerne artiklen “Strøm og Stille” for yderligere information om vind og strøm i danske farvande.

Det danske vandmiljø har det generelt så dårligt, at 117 ud af 119 definerede områder stadig ikke lever op til Vandrammedirektivets krav om “god økologisk tilstand”. En sådan skulle være opnået allerede i 2015, men har nu måttet udsættes til 2021.

Kattegat er ligeledes omfattet af Helcom-konventionen, der forpligter medlemslandene til at forbedre vandmiljøet i Østersøen og Kattegat. Helcom tillader ikke, at man flytter rundt på forureningen og på den måde kan opfinde “råderum” til ny forurening.

Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) følte sig imidlertid ikke forpligtet af de konventioner, som Danmark ellers selv har tiltrådt:

Esben Lunde Larsen (V) om Helcom:

“Jeg vil af principielle årsager ikke godkende dette princip, da jeg ikke mener, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”

Det blev understreget af følgende spørgsmål i Folketingssalen – Spørgsmål nr. S 593:

– Vil Danmark fortsat insistere på retten til at øge forureningen med næringsstoffer i Østersøen på trods af modstand fra de andre Østersølande, eller vil Danmark som det sidste land nu tilslutte sig det såkaldte »allokeringsprincip 8« i HELCOM og opgive det selvopfundne »miljømæssige råderum«?

Svaret fra Esben Lunde Larsen:

“Spørgsmålet om den konkrete betydning af HELCOMs reduktionsmål for udledning af næringsstoffer i relation til havbrug, vil blive fastlagt i forbindelse med et kommende administrationsgrundlag.”

Berømte sidste ord. Esben Lunde Larsen (V) må i dag nøjes med at se på fra sit eksil i Amerika. Det skal blive spændende at se, om hans efterfølger Jacob Ellemann-Jensen (V) vil “sætte miljøet før fødevarerne”, som han jo lovede ved sin tiltræden. Eller om hensynet til havbrugsbranchen vil vægte højere end hensynet til de mange arbejdspladser i kystturismen på Djursland.

Massiv lokal modstand mod havbrug ved Jernhatten

Det skal også blive spændende at se, hvad EU siger til Danmarks planer om at øge forureningen af Kattegat – i stedet for at reducere den i henhold til Vandrammedirektivet. Hvad vi jo har forpligtet os til. EU har allerede sendt en såkaldt pilotskrivelse til Danmark i forbindelse med Landbrugspakken, som også tillod et markant øget forbrug af gødning. Dette på baggrund af fiktive modeller, der overnight reducerede kvælstofudledningen til vandmiljøet med adskillige procent.

De første faktiske målinger af Landbrugspakken har imidlertid vist, at man i stedet for en reduktion på forventede 600 tons kvælstof om året har fået en øget udledning på 2.500 tons. En forskel på mere end 3.000 tons, der ikke er i vandmiljøets favør. Så er det naturligvis det helt rigtige at øge udledningen yderligere – med 800 tons fra kystnære havbrug i Kattegat.

Lad os derfor håbe, at det var miljøminister Jacob Ellemann-Jensen, der gæstede Jernhatten. Og ikke havbrugsminister Jacob Ellemann-Jensen…

Jacob Ellemann-Jensen (V) er nuværende miljø- og fødevareminister. Han har overtaget ansvaret for at gennemføre sin forgængers planer om at etablere otte nye havbrug i Kattegat ud for Djurslands kyster. Med en tilladt merforurening på 800 tons kvælstof. Han har netop besøgt Jernhatten på Djursland, som skal indlemmes i regeringens kommende naturkanon.

Esben Lunde Larsen (V) var tidligere miljø- og fødevareminister, men tog pludselig flugten til USA og blev afløst af Jacob Ellemann-Jensen (V). Esben Lunde Larsen stod bag den omdiskuterede L111 lovgivning, der lancerede et fiktivt “råderum” til yderligere forurening af Kattegat. Det har senere vist sig ikke at eksistere og samtidig være i strid med Helcom-konventionen.

Jacob Jensen (V) har en lønnet bestyrelsespost i Musholm havbrug, som er blandt ansøgerne til de nye forurenende havbrug ud for Djurslands kyster. Det nu japansk ejede Musholm er tidligere af de lokale miljømyndigheder blevet betegnet som “den største enkeltforurener af Storebælt”. Jacob Jensen er nuværende finansordfører for Venstre og aktiv lobbyist for Musholm havbrug.

Placeringen af de 37 indkomne ansøgninger om nye havbrug i henhold til L111. Der er tale om otte store havbrug med en samlet udledning på 800 tons kvælstof og 50 tons fosfor med urenset spildevand til Kattegat. Hertil skal lægges medicinrester og tungmetaller.

Havbrugenes placeringer

Et flertal i Folketinget har besluttet, at Kattegat skal forurenes med nye åbne havbrug. Der gives hermed gratis tilladelser til forurening af Kattegat – til en lille håndfuld havbrugere, som kan se frem til økonomiske gevinster i den tocifrede millionklasse.

De 38 planlagte havbrug skal ifølge ansøgningerne ligge som vist på kortet herover. Som det tydeligt fremgår af kortet herunder, så ligger flere af havbrugene meget tæt. Ikke af hensyn til miljøet, men af hensyn til logistikken – transport af fisk, foder, muslinger og mænd.

Det er klart mere attraktivt for et firma at ligge så tæt som muligt på en havneby med gode muligheder for af- og pålæsning af fisk og foder – end at ligge længere til havs, hvor forureningen måske fortyndes mere og miljøet derfor tager mindre skade. Det er således ikke miljøet, der styrer de ønskede placeringer af nye havbrug. I hvert fald kun i meget begrænset omfang.

Der skal sejles fisk ud til netburene. Der skal sejles foder ud til fiskene. Der skal sejles mandskab frem og tilbage, som kan servicere netburene og foderpumperne. Der skal spules net, når disse er ved at gro til i de alger, havbrugene selv fremmer med deres forurening.

Og der skal bruges algegift for at holde vedligeholdelsen nede på et minimum. Endelig skal de færdige fisk jo sejles i land til forarbejdning og videre transport til eksportmarkederne. Den megen transport frem og tilbage gør det belejligt at placere havbrugene i nærheden af større havne som eksempelvis Grenå.

Ikke mindst farvandet ud for Djursland vil derfor blive hårdt ramt af de planlagte havbrug, men heller ikke kysten ved Gilleleje vil gå ram forbi, når de i forvejen stenrige havbrugere får yderligere gratis forurening foræret af regeringen og dens trofaste støttepartier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Havbrug 2

Der planlægges hermed en massiv forurening af det Kattegat, der i forvejen gisper efter vejret, men som efter 30 års kostbar spildevandsrensning inde på land nu så småt var begyndt at få det bedre. Efter flere års fravær støder man igen på torsk og fladfisk, hvor der i årevis har været fisketomt.

Alligevel besluttede et folketingsflertal i juni 2017 at tillade en merudledning fra havbrug på 843 tons kvælstof. Udledningen fra de nuværende havbrug var i 2016 på 327 tons, og den ekstra udledning fra havbrug vil mere end 3-doble udledningen. Den samlede belastning af danske havområder med kvælstof fra havbrug vil samtidig vokse fra 5 pct. til 15 pct.

Vi har i de seneste år kunnet se en forbedring i kvaliteten i de indre danske farvande. Dette takket være samlede investeringer på 9 mia. kr. i byernes rensningsanlæg i perioden 1987-96 siden indførelsen af den første Vandmiljø-handlingsplan. Den, der som bekendt blev udløst af netop døde hummere fra Kattegat. De kom på TV og satte for alvor skub i udviklingen.

Nu vil et folketingsflertal så lade otte massive nye havbrug høste gevinsten af denne store miljøindsats. Interesseorganisationen Dansk Akvakultur mener ikke overraskende, at disse havbrug slet ikke vil påvirke vandkvaliteten.

Der henvises til Dansk Hydraulisk Instituts (DHI) beregninger. Men DHI drives på helt almindelige forretningsbetingelser og leverer derfor de rapporter, der bestilles og betales for. De er på ingen måde uvildige. DHI’s resultater og udpegning af egnede områder til nye forurenende havbrug er derfor primært at betragte som partsindlæg – ikke nødvendigvis sandheden eller blot dele af den.

En 10 pct. forøgelse af den samlede belastning med kvælstof af de danske havområder vil naturligvis kunne mærkes i havmiljøet. Uanset hvad Dansk Akvakultur så end måtte påstå. Den kvælstofudledning, som regeringen nu gratis vil give til havbrugene, vil skatteborgerne inde på land efterfølgende komme til at betale.

Havbrug 3

For vi er jo slet ikke i mål med rensningen af det Kattegat, som efter årtiers udledninger stadig har det rigtig skidt. Hvor 117 ud af 119 områder stadig ikke lever op til de krav om “god økologisk tilstand”, som Vandramme-direktivet stiller. Der skal fortsat investeres millioner af skattekroner i rensning af spildevand inde på land. Hvert eneste år. Mange år fremover.

Med tilladelser til nye forurenende havbrug tager folketingsflertallet således fra de fattige skatteydere, som også fortsat skal betale for deres spildevandsrensning inde på land. Og giver til de i forvejen stenrige havbrugere ude på åbent vand.

Det er firmaer, hvis regnskaber i forvejen ofte viser overskud på tocifrede millionbeløb. Firmaer, som har betalte lobbyister dybt inde i Folketinget. Mest kendt er Venstres finansordfører Jacob Jensen (V), der har en lønnet bestyrelsespost i et af de ansøgende havbrug, det japansk ejede Musholm.

Det hele hænger således slet ikke sammen. Heller ikke med det fantasifulde forslag om en “kompenserende muslingeproduktion”, der dels overhovedet ikke er dokumenteret i åbent Kattegat – dels vil optage flere kvadratkilometer af søterrtoriet. Dette til stor gene for skibstrafikken, der med sikkerhed før eller siden vil kollidere med havbrugene.

Med det uundgåelige resultat, at tamme regnbueørreder i hundredtusindvis vil slippe ud i frivandet. Herfra vil de så som kønsmodne søge op i vandløbene for at gyde og grave havørredernes allerede lagte æg op af gydebankerne. Det har vi allerede set på Sjælland.

Og så har vi endda slet ikke talt om havlusene, der i millionvis uundgåeligt vil blive tiltrukket af de mange tusinde fisk i de åbne netbure. Til stor skade for vildfiskene omkring havbrugene. Eller medicinresterne, som risikerer at skabe resistente bakterier i bunden under burene. Eller de giftige kemikalier, der bruges til at holde netmaskerne fri for begroning med alger. Og så videre.

Der er således kun dårligt at sige om de lavteknologiske åbne WAT (Worst Available Technology) havbrug, som blot leder alt spildevand urenset ud i Kattegat. Med mindre man da er en af de få heldige havbrugere, der får foræret gratis ret til at forurene frit og score millioner af lettjente kroner på svineriet. I vækstens og eksportens hellige navn.

Havbrugene skal derfor op på land, hvor de hører til. Teknologien og den fornødne knowhow hertil har vi allerede i rigt mål. Også herhjemme. Den er naturligvis dyrere at implementere end blot at hælde alt spildevand urenset ud i Kattegat, som planen er lige nu. Men på sigt er det billigere. Langt billigere.

Den nødvendige knowhow eksisterer som sagt og har gjort det længe. Men den beherskes ikke af de traditionelle havbrug, som derfor ikke ønsker at lægge om til landbaserede anlæg. Der skal investeres for meget up front – økonomisk såvel som læringsmæssigt.

Landbaserede havbrug med recirkulering og rensning af vandet i lukkede kredsløb går under betegnelsen BAT, hvilket betyder Best Available Technology. De kan nemlig gøres helt forureningsfri.

I modsætning til de planlagte og eksisterende åbne havbrugs WAT: Worst Available Technology. De lukker alt spildevandet urenset ud.

– En åben gylletank, som en politiker for nylig og meget rammende kaldte havbrugene.

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande.

www.nejtilhavbrug.dk

Relaterede artikler om havbrug: