Tag-arkiv: Monsanto

“Landbrugets Forsvarsværker”


“Landbrugets Forsvarsværker”

Sådan kaldte Miljøstyrelsens daværende underdirektør Jørgen Henningsen de fem på hinanden følgende skanser, som landbrugslobbyen dækkede sig ind bag. Og stadig gør:


“Der er ikke noget problem”

“Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.”

“Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.”

“Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar.”

“Vi vil have fuld erstatning”


Det er disse fem forsvarsværker, som Havets nye Minister Magnus Heunicke (S) skal erobre i 2023. Og det bliver ikke nemt, for dansk landbrug har brugt årtier på at grave sig ned i dybe og stærkt befæstede skyttegrave.

Men først en lille tidsrejse 50 år tilbage i tiden. Til et andet århundrede i et andet årtusinde. Tilbage til 1973, hvor Danmark jo fik verdens første miljølov. Det var vi berettiget stolte af. Nu skulle der ryddes op i det beskidte danske miljø. Det stod der jo i loven, at vi var pligtige til.

Samme år fik vi også civilingeniør Jørgen Henningsen, der tiltrådte stillingen som kontorchef i det nyoprettede miljøministerium. Blot tre år senere var han avanceret til underdirektør i Miljøstyrelsen, hvor han gjorde god brug af sin baggrund som civilingeniør. Året var nu 1976.

Det var i de år, hvor man altid ansatte folk med konkret kendskab til og viden om deres arbejdsområder. Det gør vi desværre ikke i dag, hvor fagligt uvidende akademikere og politiske beslutningstagere har sejlet miljøskuden seriøst i sænk. 

“Ét er søkort at forstå. Et andet skib at føre” 

Det vidste Ludvig Holberg allerede i 1724, hvor han skrev sin krasse, men realistiske komedie “Den politiske Kandestøber”. Synd bare, at vi ikke har taget ved lære i de forgangne snart 300 år…



Sammenstød med landbruget

Som underdirektør i Miljøstyrelsen stødte Henningsen hurtigt hovedet mod det hæderkronede danske landbrug, der i 1970’erne var i fuld gang med omlægning fra traditionelt landbrug til moderne industriproduktion.

Landbruget havde allerede da og med velvillig hjælp fra Hedeselskabet fået afvandet de fleste vådområder og i den forbindelse rettet de fleste større vandløb ud til snorlige afvandingskanaler. De mindre bække var i stedet rørlagt, så man kunne køre hen over dem i sine stedse større maskiner.

Men med miljøloven havde dansk landbrug ikke længere monopol på og uindskrænket råderet over det danske land og den danske muld. Nu skulle der pludselig tages skyldigt hensyn til en helt ny størrelse – miljøet – hvilket ikke bekom det danske landbrug vel. Det var man bestemt ikke vant til at gøre. 

Jørgen Henningsen havde i de følgende år travlt med at få landbruget til at rette ind og overholde den nye lov. Det holdt hårdt, og det var i denne periode, at Henningsen definerede “Landbrugets Fem Forsvarsværker”. Jævnfør ovenstående.

Henningsen nåede undervejs at være med til udarbejdelsen af den første vandmiljøplan i 1987. Den, der blev udløst af de døde hummere i Kattegat. “Sorte hummere på rødt fjernsyn”, som det hed sig i de gode gamle DR-dage. Blå og borgerlige TV2 gik jo først i luften året efter.

Henningsen begyndte med tiden at interessere sig mere for klimaet end blot miljøet. Med en solid fortid i den fossile branche vidste han bedre end de fleste, hvilket klimakaos vi var på vej imod og i dag befinder os i.  

Og den viden brugte han i bedst i EU, hvor han slog sine folder i sine sidste erhvervsaktive år. Det var han fuldt bevidst om. Der skulle samarbejdes internationalt, hvis der skulle opnås væsentlige resultater.


Jørgen Henningsen døde i 2021, 80 år gammel.

Men Landbrugets Fem Forsvarsværker lever desværre videre i bedste velgående. Nu er de blot samlet i ét enkelt fæstningsværk:

“Axelborg” inde på stenbroen i København.

Herfra bremses konsekvent alle tiltag, der kunne hjælpe vandmiljøet og potentielt koste landbruget penge.



Kom Hviledagen i hu…

Jeg har dejlige minder om varme sommerdage på mine bedsteforældres gård Engholm i nordjyske Thy. Jens Hansens bondegård i sen Morten Korch-stil. Med køer og grise, høns og heste.

Min morfar var bomstærk. Kørte med mælk ved siden af sit eget  landbrug og vandt næsten altid, når han stillede op i konkurrencer om at bære tunge kornsække op på loftet. 

Det var min elskelige mormor svært fascineret af – trods ellers en dydig indremissionsk opvækst i det karske Vestjylland, hvor man ikke ustraffet skulkede fra kirkegang om søndagen. 

Præsten fra vor familiekirke i Vestervig kunne finde på at dukke op ude i marken søndag eftermiddag, hvis hans sognebørn ikke var dukket op til gudstjenesten om formiddagen. Fibiger hed han.

Så fik sognebørnene en reprimande og formaninger om at komme hviledagen i hu og holde den hellig. Naturligvis i kirken, hvor han selv prædikede. Og ikke ude i marken, hvor han fandt dem hårdt arbejdende. Til dagen og vejen.

Præsten og sognebørnene

Det var selvsamme præst, det først viede mine forældre og siden døbte mig. Længere siden er det ikke, men selv er han der selvfølgelig ikke længere. Mine forældre heller ikke. Jeg er som enebarn den sidste mohikaner fra Thy.

Det lille husmandsbrug voksede støt, og min morfar købte jord fra proprietæren ved siden af, så han kunne avancere fra husmand til gårdejer. Det gik faktisk rigtig godt, selv om min morfar døjede med brok. Det var ungdommens tunge kornsække, der havde indhentet ham og sat sine spor.

Han døde faktisk af det, da han efter endnu en brokoperation faldt ud af hospitalssengen. Personalet havde glemt at sætte sengegærdet for under opvågningen.

Min ene morbror, som slægtede sin far og min morfar på, var maskimekanisk interesseret. Så da hestespandet blev udskiftet med den første traktor, var han i marken tidligt og sent. Med plov og harve. Med såmaskine og selvbinder. 

Indkøbt kunstgødning erstattede snart naturgødning fra egen stald. Og kort efter kom de første giftstoffer, som kunne sprøjtes ud over markerne, holde skadedyr og ukrudt i skak samt højne høstudbyttet yderligere.

Min ældste morbror kørte gerne med giftsprøjten, der indvarslede en ny og bedre fremtid for landbruget. Min yngste morbror havde til gengæld tjansen at starte den gamle sorte Ford T, når vi skulle være standsmæssigt kørende.

Det var manuel start med håndsving. Her gjaldt det om at få hånden væk i en fart, når der var kontakt. Ellers risikerede man en brækket arm.



Femdobling af pesticidforbruget

Udviklingen gik herefter sin skæve gang. Men da min ældste morbror døde af en ondartet kræftsygdom, begyndte vi andre at spekulere over fremskridtets mulige pris. Var der en sammenhæng? 

Man var først lige begyndt at forstå, at sprøjtegifte måske kunne virke begge veje – direkte mod ukrudtet selv og indirekte mod manden bag sprøjten. Det var i efterkrigsårene, hvor hele USA sang med på melodien “DDT is good for me-e-e!”.

I dag er vi heldigvis blevet klogere – på den dyre måde. DDT er forlængst forbudt. Det samme vil ske med glyphosat, som er aktivstoffet i Roundup. Vi ved det godt, men vi skal lige have de sidste milliarder med i graven.

Da landbrugets strukturudvikling mod stedse færre, større og mere specialiserede bedrifter for alvor tog fart fra 1960’erne og frem, gjorde forbruget af blandt andet kunstgødning og pesticider det også. 

Fra midten af 1950’erne til begyndelsen af 70’erne femdobledes forbruget af pesticider. Toppunktet nåede man i 1984, hvor der blev solgt 7.500 ton virksomt stof i de anvendte pesticider. Over dobbelt så meget som de knap 3.000 ton, der blev solgt i 2021.

Nu er forbruget af pesticider i landbruget nemlig på vej nedad igen. Det siger i hvert fald landbrugets evige forsvarer, Jørgen E. Olesen, som er professor og institutleder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, til Dagbladet Information:

– Der er jo sket det, at flere hundrede pesticidmidler er udfaset fra brug. I de nordiske lande har vi været mere restriktive med at få udfaset pesticider, end man har været andre steder, især baseret på risikoen for udvaskning til grundvandet, siger han.

Jørgen E. Olesen nævner dog ikke noget om de nye pesticider, der er kommet til i mellemtiden. Deres effekt på vandmiljøet kender vi jo først om adskillige år, når eventuelle giftrester fra også dem er nået ned i grundvandet. 

Jævnfør plantegiften Glyphosat, der jo ifølge producenten Monsanto slet ikke kunne nå ned i grundvandet. Men som alligevel godt kunne det efter nogle år. Og flere andre stoffer vil givet følge efter.

Den skæve strukturudvikling

De stedse færre og større industrilandbrug beskæftiger færre og færre arbejdere, hvoraf flere og flere stammer fra Østeuropa. Billig, men sjældent veluddannet arbejdskraft, der ikke stiller kritiske spørgsmål til produktionen. Og som heller ikke stiller samme krav til løn og faciliteter, som dansk arbejdskraft gør.

Samtidig bliver der længere og længere mellem landmanden, den jord han dyrker, og de dyr han producerer.



Storbonden tilbringer i dag mere og mere tid bag skærmen. Med at udfylde gødningsskemaer og søge hektarstøtte til driften. Han tilbringer derfor mindre og mindre tid blandt sine dyr og maskiner. Han ser ikke og ved derfor ikke altid, hvad der sker ude i stald og mark.

Måske han slet ikke interesserer sig for andet end tal og tilskud. Og i den forbindelse ikke skænker dyr og drift en tanke. Han er blevet fabriksbestyrer i stedet for dyreholder. Dansk landbrug er i dag reduceret til industri, hvor ingen længere har tid til at klø dyrene bag ørerne. Med mindre da TV er på besøg.

Blandt andet derfor dør et tocifret antal millioner grise hvert år i danske svinestalde. Blandt andet på grund af billig, men dårligt uddannet østeuropæisk arbejdskraft, som ikke har tid til eller evner at passe ordentligt på de mange millioner grise. Disse ender så i stedet deres liv som kød- og benmel på DAKA og lignende steder.

Marker og maskiner bliver samtidig større og større, selv om lille Danmark jo ikke bliver det. Nu så store, at gamle markhegn må pløjes op og enkeltstående træer fældes. Ellers er der ikke plads til, at de gigantiske tankvogne kan komme omkring på marken med deres last af giftig gylle.

Et andet resultat af denne udvikling er nedkørte vejkanter og ødelagte rabatter, der påfører kommunerne store ekstraudgifter. Den skæve strukturudvikling, som vi ser den i dag. Hver dag. Året rundt.

Jeg føler trang til at runde af med den landbrugskyndige og miljøbevidste rock’n’roller Neil Young fra den politiske sang “Alabama”:


”Your Cadillac

Has got a Wheel in the Ditch 

And a Wheel on the Track”


Det gælder i høj grad også dansk landbrug anno 2023. Cadillac’en er blot udskiftet med en grøn John Deere traktor i overstørrelse.

Giftiggrøn, fristes man til at sige. Jævnfør solskins- og energiøen Samsø, som senest desværre har vist sig at huse den mest giftspredende og -sprøjtende landbrugsvirksomhed i hele Danmark. Trods ellers et selvpåtaget grønt image af det stik modsatte.

Ovennævnte Neil Young har for øvrigt dedikeret et helt album til netop det giftige industrilandbrug, som kvæler ikke blot planter og natur, men også de små farmere i USA og Canada. Ja, resten af verden med.



Udgivelsen har den præcise titel “The Monsanto Years”. Monsanto er nemlig navnet på giftproducenten, der har taget landbrugere over hele verden som gidsel.

Anbefales på det kraftigste, om man så musikalsk er til Neil Young eller ej. Og sørgeligt aktuelt netop nu, hvor landbruget og giftlobbyen i EU – sågar også lille Danmark med – kæmper for tilladelse til yderligere ti års brug af plantegiften RoundUp med det skadelige aktivstof glyphosat.

Dette til trods for, at “vi alle pisser glyphosat”, som en EU-parlamentariker udtrykte det for et par år siden. Alle testede EU-parlamentarikere havde nemlig vist sig at have glyphosat i deres urin.

Med Løkke (M) og Ellemann (V) ved det reelle ror på giftsprøjten og Frederiksen (S) på den militante sidelinje kan man absolut frygte et dansk ja.

© 2023 Steen Ulnits


Introbillede: Væltet gylletankvogn med knækket aksel på Djursland.



“Der er ikke noget problem”

“Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.”

“Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.”

“Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar.”

“Vi vil have fuld erstatning”


“Landbrugets Fem Forsvarsværker” ifølge 

tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen

Jørgen Henningsen

 

Foder, føde og fiskeopdræt

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop fiskeopdrættet, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen.

Nu vidste de fleste af os jo godt, at det ikke er rigtigt. At det er en løgn af gigantiske dimensioner. At det rent faktisk er det stik modsatte, som er tilfældet. At vore dages fiskeopdræt i stedet trækker tæppet væk under de vilde fiskebestande, som netop kunne have brødfødet en stor del af del sultende befolkning.

I gamle dage fodrede man med mere eller mindre friske skidtfisk fra industrihavne rundt omkring i Danmark. Dem, der nu lå tættest på dambruget, så transporten blev kortest mulig. Man brugte da typisk mellem 4 og 7 kg skidtfisk for at producere 1 kg ørred. I tilgift fik man en masse organisk forurening, der flød fra dambrugene og ned ad åerne, efterladende en tydelig lugt af rådden fisk og en glinsende oliefilm på overfladen.

Siden begyndte man at fremstille foderpiller, som var mere hygiejniske, lettere at håndtere og mere effektive. Disse foderpiller kunne nu tilsættes en masse hjælpestoffer, der uundgåeligt havnede i vandmiljøet med det overskydende foder. Læs gerne artiklen om “Ethoxyquin

Som årene gik, blev disse foderpiller bedre og bedre. Til sidst så gode, at man i dag i grove træk kan producere 1 kg fisk af 1 kg foder. Et faktum, der i meget vid udstrækning misbruges af branchen til at fortælle forbrugerne, hvor effektive man er blevet til at opdrætte fisk, og hvor godt fiskeopdræt er blevet for natur og miljø…

Men det er naturligvis ikke tilfældet. Træerne vokser heller ikke her ind i himlen. For at nå frem til dette helt usandsynlige 1:1 forhold fjerner man nemlig alt vandindhold i foderet, hvilket gør det lettere – at transportere og håndtere. Fjernede man ikke vandindholdet, ville tallene se ganske anderledes ud. Og ikke være i fiskeopdrætternes eller foderproducenternes favør.

Man kan sammenligne det med slagteren, der pumper sit kød med saltholdig væske for at få det til at suge vand og dermed gøre det tungere. Her blot i omvendt forstand, da foderproducenterne i stedet fjerner vandet for at gøre foderet lettere.

Fra animalsk til vegetabilsk

Indtil for relativt få år siden brugte man udelukkende animalsk protein til fremstilling af fiskefoder. Det er jo det, fiskene spiser ude i naturen. Og derfor også det, der giver det bedste slutprodukt. Det er alle forskere enige om. Også norske lakseopdrættere. Fiskefoder fremstillet af fiskemel indeholder nemlig som udgangspunkt alt, hvad rovfisk som laks og ørreder naturligt har brug for til at vokse sig store.

Forskerne er også enige om, at fiskeopdrættet i lang tid ikke havde kunnet vokse, hvis foderet udelukkende skulle bestå af animalsk protein i form af fiskemel. Der er simpelthen ikke nok “skidtfisk” som sild, brisling, sperling, tobis og ansjoser i selv de store verdenshave.

Man ville have støvsuget også de allersidste “skidtfisk” op af verdenshavene for at skaffe foder nok til de uendeligt mange millioner tamlaks, der findes i havbrug verden over.

Derfor har man længe eksperimenteret med at tilsætte vegetabilsk protein – i form af primært rapsolie, soya og hvede. Hertil mindre mængder ærter, majs, bønner og solsikke.

Animalsk protein i form af fiskemel udgør i det her analyserede tilfælde godt 28% af det samlede proteinindhold. Knap 72% af moderne fiskefoder udgøres i dag af vegetabilsk protein med følgende sammensætning:

Solsikke: 17.95 kcal 

Bønner: 34.88 kcal 

Majs: 45.14 kcal 

Ærter: 50.38 kcal 

Hvede: 220.22 kcal 

Soja: 221.18 kcal 

Ansjos: 424.03 kcal 

Rapsolie: 475.62 kcal

⌘: Vegetabilsk protein: 72%

⌘: Animalsk protein: 28%

I alt spist af fisken: 1.489.4 kcal

I alt leveret af fisken: 281.25 kcal

Altså leverer laksen blot en femtedel af de kalorier, der er brugt til at fodre den op med. 281 ud af 1.489 kilokalorier. En rigtig dårlig forretning set i et sult- og hungersnødperspektiv.

Det ser ud til, at vi indtil videre har nået smertegrænsen for, hvor meget vegetabilsk protein man kan blande i fiskefoderet – hvis det ikke skal gå smagbart ud over kvaliteten. Dette regnstykke viser således, at opdræt af laks i dag blot leverer en femtedel af de kilokalorier, man opfodrer fiskene med.

Det skal ses i forhold til, at de øvrige fire femtedele går til spilde under produktionen. Vel at mærke fødevarer, der udmærket kunne have været brugt direkte som menneskeføde. Norske www.framtiden.no konkluderer derfor ganske rigtigt, at man i opdræt af laks og ørreder spilder fire femtedele af de mulige fødevarer.

Det uundgåelige resultat bliver, at verdens sultende befolkning sulter endnu mere, end de ellers ville have gjort. Svinebranchens massive behov for foder har haft samme effekt på verdens fødevaresituation. Også den har øget mangelen på fødevarer til fattige og sultende befolkninger verden over. I stedet for at give dem noget at spise.

Kort sagt haler det moderne opdræt af luksusfisk maden ud af munden på sultende mennesker i mange lande. Værst er det, hvor internationale fiskeflåder har bestukket korrupte regeringer og politikere, så de fra deres kæmpestore skibe kan fiske skidtfisk til fiskemel til fiskeopdræt. Skidtfisk, som ellers kunne have brødfødet befolkningen, der nu i stedet må sulte.

Men desværre heller ikke nok med det. Det kan lyde fint og rigtigt og miljøbevidst, at man skåner de vilde bestande af “skidtfisk” ved at blande stedse mere planteprotein i foderet. Men, men, men. Vi har allerede nu set den grimme bagside af også denne medalje.

Flere rapporter har kunnet fortælle og med fotos dokumentere, hvordan indfødte beboere i Amazonas regnskove er blevet fordrevet af industrialiserede storbønder og træfirmaer, som fælder træerne i regnskoven og brænder resterne af, så den blottede jord i stedet kan bruges til dyrkning af – soya og raps til foderfremstilling.

GMO-soya i foderet

Men heller ikke nok med det. For at øge produktionen og fremme indtjeningen bruges i regelen genmodificerede (GMO) sorter, som sprøjtes fra luften med dedikerede sprøjtegifte fra Monsanto. Det være sig RoundUp eller tilsvarende pesticider, som er meget lidt bæredygtige.

Det moderne fiskeopdræt i vor vestlige verden baserer sig således for en meget stor og stigende dels vedkommende på ryddet regnskov og giftsprøjtede afgrøder.

Endnu et godt eksempel på, at moderne fiskeopdræt af laks og ørreder og andre luksusfisk ikke bare ikke er bæredygtigt. Nej, det er i høj grad med til at øge forskellene på rig og fattig, forværre forholdene for sultende befolkninger samt forgifte miljøet i fattige lande. På én og samme gang. Det er prisen, og den er høj.


Brasiliansk regnskov ryddes og nedbrændes til GMO-soyaproduktion. 


Vi løser ikke verdens fødevareproblemer ved at opføde fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist. Det konkluderer norske “Framtiden i våre hender” snusfornuftigt. Og da slet ikke, når vi kun får en femtedel ud af det, vi fodrer fisken med.

Endnu værre og mere grotesk bliver det, hvis man ser på den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer rigtig gode priser.

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år sender de deres egne japanske specialister til Danmark for at gøre arbejdet.

“Kun hunner”

Almindelige hunfisk vokser markant hurtigere end hanfiskene, der bliver tidligere kønsmodne. Hos mange arter et år før hunnerne. Ved at varme- eller trykbehandle befrugtede ørredæg kan man skabe triploide hunner, som er sterile. Og triploide hunner vokser halvanden gange så hurtigt som almindelige hanner og hunner.

Det er noget, fiskeopdrætteren kan bruge. Til at dyrke større fisk på kortere tid med mindre foderforbrug. Men hvordan sikrer man sig nu, at det kun er hunner, man dyrker? Hvis det udelukkende er den kostbare rogn, man er ude efter?

Man tyr til hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Til at producere røde rognkorn i lange baner.

Det er i princippet sådan, “All Females” bliver til. “Kun Hunner” må det nok hedde oversat til dansk, når man kun fremstiller og opdrætter hunfisk.

Rene rognmaskiner til eksport til Japan.

Den Opgående Sols Land.

Tekst og flag © 2018: Steen Ulnits

Illustrationer © 2018: “Framtiden i våre hender”


Efterskrift: Den norske opdrætsindustri kunne naturligvis ikke sidde dokumentaren fra Framtiden i våre hender” overhørig. Man barslede efterfølgende med undersøgelser, som når frem til, at det næppe er fem gange, nøgletallet er. Men noget mindre.

Alt afhængig af, hvor stor en del af fiskefoderet der rent faktisk vil kunne omsættes direkte til menneskeføde. Man erkender dog problematikken – at man ikke kan brødføde en sultende befolkning med luksusfisk som laks, der er dyre i foder.

 

 

Ethoxyquin

Et nyt stof er kommet frem i pressen, som slet ikke burde være til stede i hverken fiskefoder eller opdrætslaks. Men som alligevel er det – endda i høje doser. Stoffet hedder “ethoxyquin”.

I 2016 viste en rapport fra Greenpeace, at laks i tyske supermarkeder inderholder langt mere af stoffet ethoxyquin (EQ), end gældende EU-lovgivning tillader. Myndighederne påstår dog, at det ikke er farligt for mennesker at spise de forgiftede laks…

Det er tilladt at tilsætte EQ til fiskefoder, som ellers er kendt for at kunne eksplodere under transport. På samme måde tilsætter man stoffet til kød, korn og frugt. Det gør man, da stoffet blandt andet hindrer harskning af fedt under længere tids opbevaring.

EU har fastsat grænseværdier for EQ i nævnte fødevarer, men af uransagelige årsager er der ingen grænseværdier for indholdet i fisk. Det mener Greenpeace naturligvis er helt forkert og presser derfor EU til at fastsætte grænseværdier her også.

Grenpeace Tyskland var på indkøb i supermarkederne Aldi, Kaufland, Netto, Marktkauf, Real, Lidl, Rewe og Edeka. En bred vifte af supermarkedskæder, som findes over hele Tyskland. De her indkøbte laks blev sendt til laboratorier, hvor de blev testet for kødets indhold af EQ.

Tyske EQ-værdier

Analyserne viste, at de norske laks i gennemsnit indeholdt tre gange så meget ethoxyquin, som det er tilladt i kød, frugt og grønt. Greenpeace Tyskland orienterede straks de europæiske fødevaremyndigheder i European Food Safety Authority (EFSA), som er ansvarlige for salget af norske laks i Tyskland.

Her kunne man fortælle, at der ikke er lavet langtidsstudier over effekten af EQ på mennesker – blot korttidsstudier på rotter. Sidstnævnte indikerer, at stoffet kan være skadeligt.


Den norske sagkundskab supplerer med følgende:

– Der er ikke påvist nogen effekt af ethoxyquin på mennesker, men at stoffet har givet skader på lever og nyrer hos rotter. Men desværre ved vi intet om effekten af nedbrydningsprodukter fra EQ.

Det norske dagblad VG har sendt de tyske analyseresultater til de norske fødevareinstanser Nifes og Mattilsynet, der her kommenterer på fundene:

De værdier, som Greenpeace har fundet i Tyskland, stemmer godt overens med de værdier, vi selv finder i vore egne undersøgelser af opdrætslaks, siger forskningsschef for sikkert foder hos Nifes, Robin Ørnsrud, til VG.

Norske ADI-værdier

På spørgsmålet, om ikke de fundne værdier ligger langt over de tilladte grænser for kød, korn og frugt, svarer Ørnsrud:

– Jo, men det drejer sig da om en grænseværdi, som kun gælder, når EQ er brugt som planteværnsmiddel. De relevante tal omhandler det “acceptable daglige indtag” (ADI) for en enkelt person. 

– Det er denne mængde af stoffet, som en person uden risiko kan indtage hver dag hele livet igennem uden risiko for helbredet. Og de værdier, som Greenpeace har fundet, overstiger ikke ADI-tallene.

– Ethoxyquin tilsættes fiskemel af to årsager: For at undgå, at fedtet harskner. Og for at undgå spontan selvantænding under transport. EQ er derfor påbudt ved lov i fiskefoder. Lovlig brug af EQ vil uundgåeligt føre til restkoncentrationer af stoffet i de færdige fødevareprodukter, som Greenpeace har fået testet.

– Selv om disse værdier langt overstiger det tilladte for kød, korn og frugt, tyder intet på, at disse koncentrationer er skadelige for mennesker. Men EU har for en sikkerheds skyld besluttet, at stoffet fases ud inden 2020. Problemet er blot at finde brugbare alternativer.

Undersøgelsen viste, at det var blandt de såkaldte “økologiske” (:organic) opdrætslaks, at indholdet af ethoxyquin var højest. 


Nifes: Tyske fund ikke farlige

Den statslige norske fødevareorganisation Nifes udtaler, at de tyske fund ikke giver anledning til bekymring eller reaktion:

– Der er ikke grundlag for at sige, at den fundne mængde af EQ kan være farlig for mennesker, siger seniorrådgiver i Mattilsynet, Mette Kristin Lorentzen til VG. Hendes kollega, seniorrådgiver Ann Cecilie Hansen, har tidligere arbejdet i den del af EU, som arbejder med udfasningen af EQ:

– EU ønsker at udfase EQ for en sikkerheds skyld. Udfasningsprocessen vil tage nogen tid, da der først må findes en erstatning, som kan hindre selvantænding under transport. En stor del af det anvendte fiskemel kommer med skib fra Sydamerika, hvorfor risikoen for selvantænding undervejs må fjernes. Vi regner med, at EQ vil være udfaset med udgangen af 2020.

Norske Marine Harvest, som er verdens største producent af opdrætslaks, stiller sig ikke uventet undrende over for udspillet fra tyske Greenpeace. Kommunikationsditektør Ola Helge Hjetland forklarer, at Greenpeace blander tallene sammen:

– Greenpeace har slået niveauerne af ethoxyquin og nedbrydningsprodukter herfra sammen. Det reelle niveau af EQ er derfor langt mindre end det, Greenpeace angiver i deres rapport, skriver Ola Helge Hjetland i en svar-mail. Han påpeger, at de reelle værdier således ikke overstiger førnævnte ADI-værdier.

– Man kan derfor trygt indtage 25 portioner Marine Harvest opdrætslaks hver dag livet igennem – uden at overskride de grænseværdier, som sundhedsorganisationen WHO anbefaler. Det norske sundhedsdirektorat anbefaler sågar alle, også ammende kvinder, at spise mere laks, slutter kommunikationsdirektøren fra verdens største lakseproducent.

Det er herefter op til enhver mand eller kvinde, ammende eller ikke-ammende, om stoffet ethoxyquin nu også er så harmløst, som den norske lakseproducent og de norske fødevaremyndigheder påstår. Norge er som bekendt ikke medlem af EU. Og EU har altså valgt at fase Ethoxyquin helt ud inden 2020. Det gør de næppe for sjovs skyld…

Afslutningsvis må vi ikke glemme, at det anvendte ethoxyquin ikke blot ender i de opdrættede fisk og i supermarkedernes frysediske. Det ender også i frivandet via det uundgåelige udslip af foderrester gennem de åbne bures netmasker. Og herfra går det direkte videre til vildfiskene og vandmiljøet.

© 2016 Steen Ulnits


Efterskrift: Året efter, i 2017, udførte svenske Testfakta en undersøgelse af de tamlaks, der blev solgt i svenske supermarkeder. Prøvematerialet blev indsamlet i Stockholm. Samtlige testede produkter indeholdt rester af ethoxyquin. I enkelte tilfælde var indholdet op til seks gange så højt som det, der er tilladt i kød.

Den tyske professor Edmund Maser, som forsker i toksikologi ved universitetet i Kiel, henviser i den forbindelse til studier, hvor ethoxyquin har haft kromosomskadelige effekter, der ikke kan udelukke en senere kræftfremkaldende virkning.

– Gad vide, hvordan det mon står til med de norske tamlaks, der sælges i danske supermarkeder? I den svenske undersøgelse lå tamlaks fra Lidl i top, hvad indholdet af ethoxyquin angår. Og Lidl har vi jo også herhjemme.


Efterskrift 2: Tilbage i 2013 fastsatte den japanske fødevarestyrelse nye grænser for tilsætning af ethoxyquin. De nye grænser kommer til at vedrøre produktionen af rejer og rejeprodukter i Indien og Vietnam.

For Vietnam, der eksporterer 27% af landets rejeproduktion til Japan, er Japan naturligvis et vigtigt og værdifuldt marked.

I kølvandet på den japanske regulering anbefalede de vietnamesiske myndigheder derfor landets skaldyrseksportører (organisationen VASEP) at nedsætte den tilladte grænse for ethoxyquin fra 150 ppm til angiveligt blot 0,5 ppm. I praksis en total udfasning af stoffet.

Også i EU diskuteres anvendelsen af syntetiske antioxidanter som ethoxyquin. Her ligger standardgrænsen dog stadig på 150 ppm.


Efterskrift 3: Den 31.12.2020 er ethoxyquin ikke tilladt mere som tilsætningsstof / antioxidant i al slags foder til dyr. Kravet er gældende i alle EU lande, men det er tvivlsomt, om ikke-EU lande som Norge, Færøerne og Island vil følge EU’s direktiv.

Der er nemlig ikke fundet noget alternativ til etoxyquin, som er lige så effektivt og billigt. Her har opdrætsindustrien således en udfordring, som muligvis vil blive omgået af de nævnte tre lande udenfor EU.


Info: Teknisk set er stoffet ethoxyquin en såkaldt quinolin-baseret antioxidant. Som sådant bruges det til at undgå pærer, der bliver brune; fedtstoffer, der harskner, samt foderstof, der selvantænder. Den kemiske formel er C14H19NO.

Ethoxyquin fremstilles – ikke overraskende – af amerikanske Monsanto. Det er dem, der også har udviklet glyphosat, som er aktivstoffet i verdens mest anvendte pesticid – RoundUp.


Relaterede artikler om havbrug: