Uddeling af Bodil Pedersen Prisen

Tak for fremmødet. Mit navn er Ulnits, Steen Ulnits.  Jeg er blevet bedt om at holde denne tale ved uddeling af årets Bodil Pedersen Pris, der i år går til Landsforeningen Levende Hav.

Jeg stammer selv fra Ringkøbing i Vestjylland og er uddannet fiskeribiolog fra Aarhus Universitet. Bor i dag i Randers ved bredden af Danmarks længste vandløb, Gudenåen.

Jeg arbejdede i nogle år med opdræt af mundrugende tilapia i Mellemøsten, midt ude i Saudi Arabiens knastørre ørken, hvor der faktisk er forbløffende meget vand gemt under sandet. Jeg arbejdede siden med kæmpestore tigerrejer i Kina og til sidst med mere hjemlige regnbueørreder i Sydamerika.

I dag arbejder jeg primært med formidling af viden om natur og miljø. I den forbindelse har jeg udgivet en masse bøger – med papirbog nummer 31 netop udkommet.

Og lige nu i disse uger er mit forlag ved at lægge sidste hånd på en debatbog om akvakultur, der skal udkomme til efteråret. En bog, der forhåbentlig også vil blive brugt i undervisningen på landets folkeskoler og gymnasier.

Ringkøbing 

Men tilbage til begyndelsen – til Ringkøbing ved bredden af landets mest vandrige vandløb, nemlig Skjernå og på kanten af den store, men lavvandede Ringkøbing Fjord. Jeg blev født herude i 1956, hvor den store å stadig slyngede sig frit gennem store sivskove i det brede delta.

Jeg har stadig nogle vage erindringer om at sidde foran på et lille sæde på min fars gigantiske sorte herrecykel, mens vi kørte rundt herude i lune sommeraftener. Dertil en krydret duft af mudder og sivskov, som står ganske tydeligt. Senere, da vi var flyttet til først Samsø og siden Greve Strand, talte han ofte om netop Skjernå. 

Han var bekymret for planerne om at rette den store å ud for landbrugets skyld. En bekymring, han delte med ingen andre end kongen. Kong Frederik var nemlig heller ikke begejstret for Hedeselskabets planlagte voldtægt af det store naturområde, som han havde kongelige relationer til. 

For en lille dreng som mig var det rigtig stort, at min far og selveste kongen delte de samme bekymringer for den danske natur!

Den danske kongefamilie havde ellers et gammelt horn i siden på Skjernå, der tilbage i 1513 kostede Kong Hans livet. Han skulle dengang krydse et vadested, men vandet stod så højt og strømmede så hurtigt, at hans hest styrtede og kongen selv kom under. En efterfølgende lungebetændelse tog livet af ham…

Skjernå blev reguleret til ukendelighed så sent som i 1960’erne. Lagt i to store og snorlige vandmotorveje direkte ud i Ringkøbing Fjord. Som det sidste store afvandingsprojekt i Danmark. Trods modstand fra mange lokale.

I takt med at vandstanden faldt på markerne, væltede den rødgule okker fra de afvandede arealer ud i den lavvandede fjord. Senere brændte den afvandede jord sammen, som man siger. Den sank et par meter og var til sidst ubrugelig som landbrugsjord. Skønne spildte kræfter og enorme mængder af ødelagt natur.

Samsø 

Min far var ansat ved postvæsenet, og her kunne man kun avancere, hvis man samtidig skiftede bopæl. Derfor flyttede vi meget rundt i min barndom, hvilket bestemt ikke kan anbefales. Som barn når man lige at få nye venner, inden man rykkes op med rode igen. 

Næste stop på min barndom var Samsø, der jo ligger så midt i det danske rige, som noget kan. Midt i den sydlige del af Kattegat, som dengang stadig var rent og rigt på fisk. Vi boede oven på posthuset i Tranebjerg og havde herfra god udsigt til pladsen mellem posthuset og Flinks Hotel. 

Herfra kunne jeg tage bussen til færgen i Koldby Kaas – gratis, for man kendte vel buschauffeuren. Og hver onsdag kom den lokale fiskehandler kørende i sin gamle Nimbus motorcykel – med sidevognen fyldt op af friske rødspætter og skrubber fra det omgivende hav. De var så friske, at de stadig sprællede.

Postmesterens søn kom ofte forbi på vej hjem fra havjagt. Altid med et solidt bundt nyskudte edderfugle, som skulle flås og parteres. Jeg fik lov at mærke dem på maven, der altid var knasende fuld af muslinger. 

– De æder ikke andet, fortalte han. – Og de æder så mange, at de ofte næsten ikke kan lette fra vandet! 

Det var spændende viden for en knægt som mig, der stadig ikke var begyndt i skole. Men som ofte formåede at forsvinde på den korte tur fra posthus til børnehave. Undervejs passerede jeg nemlig brandstationen, hvor Ole Brandmand var min gode ven. Jeg var dybt fascineret af hans blanke sorte støvler og den store røde brandbil med skinnende krom overalt. Så meget, at jeg ofte helt glemte børnehaven og måtte hentes af min mor…

Vi fik friske flyndere mindst én gang i ugen på Samsø, hvilket vi alle elskede. Allerhelst  naturligvis med nye Samsøkartofler til. Min far var opfostret med fisk. Han var født på limfjordsøen Fur, hvor de dengang væltede sig i fisk af alle slags – ikke mindst ål. Der var så mange, at vi aldrig fik andet, når vi var på besøg. Det var uhøfligt, hvis man ikke spiste ål nok til, at de afgnavede fiskeben kunne nå mindst én gang rundt om tallerkenen…

En dag fik vi knægte at vide, at vi ikke måtte gå ud i bryggerset. Hvad vi så naturligvis gjorde ved først givne lejlighed. Og jeg glemmer aldrig synet:

Midt på stengulvet stod en stor spand og kogte. Bogstavelig talt. Den bare skummede af ål, som vred sig i smerte og dødskrampe. Dengang kom man de levende ål direkte ned i salmiakspiritus, hvor de så kunne vride slimen af sig, inden de selv døde. Nemt og bekvemt.

Dengang var der ål overalt. Og dyrevelfærden ikke opfundet endnu. 

Greve Strand

Fra Samsø gik turen til Greve Strand mellem Køge og København. Her var det slut med friske fisk. Og her stiftede jeg for første gang fysisk bekendtskab med begrebet forurening. Først i den lille bæk, der løb i naboens baghave. Her fandt vi knaldrøde børsteorme på den kulsorte mudderbund. Vi syntes, de var flotte, for vi vidste jo ikke bedre. I dag kalder vi dem forurenings-indikatorer. De eneste dyr, som kunne leve dér.

Og dernæst på stranden neden for Greve Badehotel. Jeg gik i klasse med Michael Gaihede, sønnen til ejeren af badehotellet, der var ganske velhavende. Hver sommer tog familien til USA og besøgte Disneyland, hvilket vi andre naturligvis kun kunne drømme om. Et år havde de sågar en splinterny og knaldrød Ford Mustang sportsvogn med sig hjem. I fuld størrelse.

Selv måtte jeg nøjes med den lille model fra Corgi Toys. Men den var jeg nu også rigtig glad for.

Der var således et fornemt badehotel i Greve Strand, men der var ingen badegæster. Aldrig nogen, som vovede at kaste sig ud i bølgerne, der rullede ind fra Sverige. Alt spildevand blev lukket direkte ud i Øresund, som i de glade tressere fik tilnavnet “Pløresund”. Sundet kvitterede med meterhøje bræmmer af skinnende proteinskum fra de mange alger i vandet, og adskillige skilte på stranden advarede mod at bade i vandet.

I Greve Strand boede der trods forureningen mange “fine” mennesker. En anden af mine klassekammerater var Michael Winkler, søn af sangeren Gustav. Og hver vinter solgte jeg som ulveunge juleneg til Bent Fabricius Bjerre og hans søde kone. De påtalte ganske vist altid, at der ikke var mange korn tilbage på de neg, jeg slæbte rundt på. Men de købte altid ét alligevel.

Jeg havde mange venner i Greve Strand og var meget glad for at være der. Men min far skulle videre i karrieren, og det betød endnu en flytning.

Als

Næste stop på min barndoms rejse rundt i det danske land blev endnu en ø, nemlig Als i det sønderjyske nær den tyske grænse. Et regulært kulturchok, hvor jeg i begyndelsen ikke engang kunne forstå, hvad mine klassekammerater sagde. Hverken til mig eller hinanden. Det var tæt på traumatisk.

Heldigvis havde jeg lærer Thomsen, der selv var tilflytter. Han kom fra øen Anholt sammen med sin søde kone, der rent faktisk hed Lone. Han tog mig med på skydebanen i Sønderborg, hvor jeg første gang stiftede bekendtskab med rigtige skydevåben. Og han vakte min interesse for fisk og fiskeri, da han altid havde nogle fiskestænger stående klar i bryggerset. Han havde selv fisket meget i sin egen barndom på Anholt. Og da var der altid fisk med hjem.

Nogle år senere blev det oversergent Petersen, som tog over fra lærer Thomsen. Som uddannede mig til landets yngste faldskærmsudspringer på Sønderborg Kaserne. I et par år så jeg det meste af Danmark sådan lidt fra oven og tænkte ikke så meget på fisk eller hav.

Et par år arbejdede jeg i produktionen på Danfoss, hvor miljøet så småt var ved at komme på dagsordenen. Vi vaskede olievædede fabriksgulve i dampende dilutin og var ofte helt øre i hovedet, hvis vejr og vind ikke tillod åbne fabriksporte. Og vi rensede emner i klorperoxid eller affedtede værktøj i iskold freon, som stod frit i åbne spande. Det var kemi, der ville noget.

Vi vidste godt, at der var noget galt ude ved Himmark Strand. Der blev snakket om det i krogene, men det var sådan lidt tys-tys. Det var vist noget med nogle tungmetaller, som var blevet dumpet herude. Noget giftigt affald fra overfladebehandling af emner. Krom, cadmium og vist også lidt kviksølv. Japanske Minamata og katastrofen her stod stadig frisk i erindringen.

Min miljøinteresse var vakt, og jeg spurgte flere gange ind til det ude på fabrikken. Ikke mindst min sikkerhedsrepræsentant fik mange spørgsmål, som han dog aldrig gav noget svar på. I dag ved vi, at Danfoss’ forurening af Himmark Strand lige ovre på den anden side af Lillebælt, var endog ganske alvorlig. Så alvorlig, at den i dag tæller som en af generationsforureningerne. På lige fod med Cheminova og Grindstedværket…

Dengang var der stadig masser af fisk i farvandet ud for Als. Vi behøvede sjældent sejle langt fra land for at finde fisk. Men skulle det være ekstra godt, og var vejret ellers til det, da søsatte vi den store Kegnæsjolle ved netop Himmark Strand og satte kursen østover mod Hesteskoen.

Herude var der altid masser af torsk. Hvert år i maj kunne vi opleve de såkaldte “springtorsk”, når massive stimer af hundestejler blev presset op i overfladen af jagende torsk. De var så ivrige i deres jagt, at de ofte glemte, hvor vandet sluttede og himlen begyndte!

En dag besøgte jeg Peter, en lokal fritidsfisker, som supplerede sine fangster med et deltidsjob på Danfoss. Han boede i et lille hus helt ud til Lillebælt, næppe mere end en halv snes meter fra havstokken.

– Jeg har noget, du garanteret gerne vil se, sagde han en dag. Og ganske rigtigt. Længst ude ved Hesteskoen havde han om morgenen fået en kolossal pighvar i sit garn: 11 kg rent. En gigantisk fladfisk. Kulsort og cirkelrund med store spidse tænder.

Det var også i de år, hvor Sønderjyllands Amt for alvor begyndte at rense de sønderjyske vandløb op. Under betegnelsen “vedligeholdelse” og for at sikre landbrugets drænvand fri passage væk fra markerne, blev åerne gravet fuldstændig op. Man nøjedes ikke med at skære grøde. Nej, man gravede hele vandløbet op og placerede materialet oppe på brinkerne. 

Så kunne de lokale knægte gå og samle de ørreder og ål op, som lå sprællende mellem sand og grøde. Det var det år, jeg besluttede mig for at blive biolog. For i det mindste at have et våben i form af viden og indsigt i Kampen mod det Onde: Amtsvandvæsenet.

Aarhus

Min fars karriere var toppet som postmester på Als – min egen som håbefuld biolog kun lige begyndt. Jeg måtte derfor flytte til Aarhus for at læse biologi på universitetet, der netop havde fået sin egen linje – så man ikke længere var nødt til at flytte til København for at blive færdig som biolog.

Det var i 1976, hvor der stadig var masser af torsk i Aarhus Bugt – trods massiv forurening med urenset eller i hvert fald næsten urenset spildevand fra landets andenstørste by. Vi kunne altid fylde en båd med spisestore torsk, og der var fisk nok til at lokke lystfiskere fra hele Europa – til den årlige Sletterhage-konkurrence, som næsten altid blev vundet af flotte torsk i 10 kg’s klassen. Altid fanget i dybet ud for Sletterhage Fyr.

Fiskeriet svingede meget. Ikke med forureningen, men med hvorvidt der blev trawlet i Bugten eller ej. Havde der været blot et par illegale natlige trawlere forbi hele vejen op gennem Kalø Vig, var det slut med fiskeriet. Fiskene indvandrede dog hurtigt igen, og allerede året efter var der atter fisk at fange. 

Men så begyndte muslingeskraberne at trænge længere og længere nordpå i samme Kalø Vig, og da begyndte nedturen for alvor for fiskeriet i Aarhus Bugt. Hvor man før kunne sejle fra Egå i vest til Skødshoved i øst – med sit primitive ekkolod kørende og visende masser af kuperet bund med muslingebanker – dér blev skærmbilledet nu til en monoton ørken planeret af de tunge skrabende redskaber.

Og selv om Aarhus kommune investerede 3-cifrede millionbeløb i det store Marselisborg rensningsanlæg, hvilket resulterede i en bedre vandkvalitet og færre iltsvind, så hjalp det intet. Bundmiljøet var ødelagt, og torskene vendte derfor aldrig tilbage. For hvorfor skulle de det? Der var jo intet at komme efter længere.

Djursland

Kattegat ud for Grenå havde længe lidt under en massiv kemisk forurening fra De Danske Spritfabrikker, BASF og andre kemiske virksomheder. Den nye miljølov fra 1973 havde heldigvis gjort det sværere og sværere at være forurener, og til sidst var forureningen reduceret til et acceptabelt niveau. Fiskene vendte så småt tilbage. 

Torsk og hummere var der igen pænt med, og fladfiskene var atter begyndt at vise sig. Til gengæld var næringssalt-forureningen fra dansk landbrug steget til et faretruende niveau, som resulterede i algeblomst og stedse både flere og større iltsvind. Det var i de år, hvor kunstgødningen kom på markerne i overdosis. Hvor kystvandet kunne være gulgrønt af alger efter regnskyl, når der var spredt NPK-gødning fra Superfos på markerne.

Døde hummere dukkede op på TV-skærmen i den bedste sendetid, og dygtige folk som netop afdøde David Rehling fra Danmarks Naturfredningsforening og Dagbladet Information var ikke sen til at udnytte situationen. De ansvarlige politikere blev taget på sengen og lovede straks bod og bedring – med den første Vandmiljøplan som det konkrete resultat. 

Danmark var atter på rette spor – med en nødvendig reduktion i udledningen af næringssalte. Land og by kvitterede med milliardstore investeringer i bedre rensning af deres spildevand. Og Skjernå blev formedelst 280 millioner skattekroner lagt tilbage i sine gamle slyngninger, så den atter kunne holde på næringssaltene – i stedet for at lukke dem direkte ud i Ringkøbing Fjord.

Land- og vandbrug kvitterede derimod med planer om øget udledning. Senest med Venstre-regeringens Landbrugspakke, som blot øgede forureningen. Trods kravene om det stik modsatte fra EU’s Vandrammedirektiv.

Omstrukturering inden for fiskeriet – med større og større skibe på færre og færre hænder – trak den sidste stump tæppe væk under de svindende fiskebestande. De små provinshavne blev for små til de stedse større skibe og affolkedes derfor. Tunge bundtrawl støvsugede bunden for fisk, mens de samtidig ødelagde bundmiljøet, så der ikke længere var noget at vende tilbage til for fiskene. 

Bådene blev større og større – motorkraften langt mere massiv, end loven tillader. Til sidst var der ikke flere fisk tilbage, og nu rykkede muslingeskraberne ind for the Final Kill. Også de med flere hestekræfter, end loven tillod. For nu skulle man endnu længere ned for at nå de allersidste muslinger – de små, men lukrative hjertemuslinger. 

Som situationen er i dag, så er der ikke flere fisk at fange i de engang så fiskerige indre danske farvande. Bunden er død og pløjet op. De sidste bundfisk fanget. Nu er der kun overfladevandet tilbage. Til forurenende fiskeopdræt eller urentable muslingefarme. Med den afgående Eva Kjer Hansen og den nu flygtede Esben Lunde Larsen som de store arkitekter.

Esben Lunde Larsen opfandt sågar et økologisk “råderum” til yderligere forurening af det Kattegat, der ellers allerede gispede efter vejret. Til udledning af yderligere 800 tons kvælstof fra kommende havbrug planlagt af vennerne i Venstre. Et råderum, der dog hurtigt blev dømt ude og ulovligt af EU.

Lillebælt

Muslingeanlæggene søges nu gjort rentable med statstilskud – under dække af at skulle fjerne næringssalte fra vandet. Hvad de reelt ikke magter. Trods ellers gigantisk størrelse med hele 38 km tykke plastrør i blot en enkelt “smartfarm”.

Det virkelige formål er i stedet produktion af såkaldt “spat” – muslingeyngel – til udlægning på de såkaldte “kulturbanker”, der så skal skrabes hvert eller hvert andet år. Igen og igen. I al evighed. Som garanti for, at sunde og naturlige fiskebestande aldrig nogensinde vil kunne retablere sig.

Det er her, vi står nu. Vi kigger direkte ud på og ned i et Lillebælt, der er kvalt i forurening fra landbrug og havbrug – pløjet til døde af tunge trawlskovle og muslingeskrabere. Vel dokumenteret af og på landsdækkende TV.

Da myndighederne helt klart ikke (m)agter at gøre noget ved problemet, er det så meget desto vigtigere, at visionære private aktører som Bodil Pedersen Fonden går aktivt ind i kampen for et bedre vandmiljø. Med økonomisk bistand.

Så organisationer som Levende Hav kan fortsætte deres utrættelige indsats for de sidste rester af det danske havmiljø. Tusind tak for det.

Levende Hav, Fåborg, den 6. juni 2021

Steen Ulnits