Tag-arkiv: Japan

Kronikken i Politiken

“Drop drømmen om flere danske havbrug”

Japanerne får al rognen og de fleste af pengene. Men forureningen, den får vi lov at beholde i Danmark.

Af Stig Bülow og Steen Ulnits

“I en kronik i Politiken den 5. januar slår civilingeniør Karl Iver Dahl-Madsen og havbiolog Johan Wedel Nielsen på tromme for, at Danmark går i Norges fodspor og udvider produktionen med 150 nye forurenende havbrug ved Bornholm. For herefter at ekspandere udefter og til sidst ende i Nordsøen, hvor Norge jo allerede høster “det lyserøde guld”.

I den forbindelse kan det være værd at vide, at Karl Iver Dahl-Madsen længe har været tilknyttet havbruget ved Musholm, der har den tvivlsomme ære at være den største enkeltforurener af Storebælt. Johan Wedel Nielsen har blandt andet været aktiv omkring opdræt af østers i Limfjorden.

Lad os allerførst slå fast, at åbne havbrug som dem, der her slås på tromme for, er såkaldte totalforurenere. Hermed menes, at al forurening fra fiskeopdrættet ledes direkte ud i det omgivende havområde. Uden mulighed for rensning. Det er netop denne manglende rensning af spildevandet, som gør havbrugene så attraktive for fiskeopdrætterne. Den, der muliggør en hurtig og attraktiv indtjening i millionstørrelsen.

Uundgåelig totalforurening

Al forurening i form af foderrester, fækalier, hjælpestoffer og medicin ryger direkte ud gennem netmaskerne. Direkte ud i det omgivende hav. Den billigst tænkelige måde at komme af med sit urensede spildevand på. Noget havner på bunden under og omkring anlæggene. Andet føres bort af strømmen for at fortsætte forureningen et nyt sted – med ny algeblomst, iltsvind og fiskedød. Alt afhængig af forholdene.

Tallene i den nævnte kronik er imponerende, som vi jo kender det fra akvakulturbranchen. Men som vi efterhånden også ved, så holder proportionerne ikke til en nærmere granskning. Vi har i dag en lille snes aktive havbrug i Danmark – med Musholm som det suverænt største offshore anlæg.

Da den foregående regering ville udvide antallet af havbrug med otte (8), der alle skulle ligge ud for Djursland, havde man kigget nærmere på HELCOM – en forkortelse for Helsinki Commission. Det er nemlig ikke kun Vandrammedirektivets krav om en bedre vandkvalitet, vi skal leve op til i Danmark. Hvor kun to eller tre af vore 119 vandområder lever op til kravene. Vi har også forpligtet os til at arbejde for en bedre vandkvalitet i hele Østersø-området, der også inkluderer Kattegat – gennem vort medlemsskab af netop HELCOM.

Nu var der imidlertid intet råderum til yderligere forurening i Kattegat, der i forvejen var og stadig er hårdt belastet. I hvert fald ikke ud fra Vandrammedirektivets krav om en god økologisk tilstand. Men Danmark havde ifølge den daværende borgerlige miljøminister samlet set ikke fyldt sin forureningskvote op til maks. Vi havde således udledt en smule mindre kvælstof til vandmiljøet, end vi havde lov til i henhold til HELCOM. Faktisk 800 tons mindre kvælstof.

Ingen nye havbrug ved Djursland

Og det går jo ikke. De 800 tons var lige akkurat nok til otte nye havbrug ud for Djursland. Havbrug, som socialdemokratiet imidlertid dømte ude i 2019. Først af miljøordfører Christian Rabjerg Madsen med disse ord:

– Den seneste tids afsløringer af rod i havbrugssektoren har bestyrket os i, at det ikke er tiden til nye og større havbrug.

I Socialdemokratiet tager vi konsekvensen af afsløringerne. Derfor kan vi ikke længere bakke op om aftalen om udvidelser i havbrugssektoren.

Og siden af den nyslåede miljøminister Lea Wermelin:

– Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt.

Vi skal være et grønt foregangsland, også når det gælder fiskeopdræt, og derfor skal vi satse på en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren.

Jeg ser et potentiale i at satse på de mest miljøvenlige salt– og ferskvandsdambrug på land, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med miljølovgivningen.

Såvidt Lea Wermelin. Ministeren lukkede og slukkede således ikke for alt fremtidigt fiskeopdræt. Det skal blot forgå på land – i lukkede anlæg, hvor man kan undgå den massive forurening, der ellers uundgåeligt kommer fra de traditionelle åbne havbrug. På denne måde kan fiskeopdrættet øge produktionen uden at komme i konflikt med hverken EU’s Vandrammedirektiv eller HELCOM.

Og branchen har rigeligt råd til det. I stedet for hvert år at sende millioner af overskudskroner til Japan og blot beholde forureningen selv, kunne man jo investere i nye, forureningsfrie og landbaserede anlæg herhjemme. Et enkelt dansk firma har således næsten en kvart milliard stående på kontoen, så mon ikke der kunne blive råd til nogle fremtidssikrede anlæg på land?

Mangedoblet forurening af Østersøen

Vi er spændt på, hvordan EU og HELCOM vil se på forureningen fra de 150 nye totalforurenende åbne havbrug, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen plæderer for i deres kronik. Det er mange gange så megen ny forurening, som de planlagte otte ud for Djursland ville have leveret til Kattegat. Men som altså nu skal tilføres den endnu hårdere belastede Østersø ved Bornholm.

Dahl-Madsen og Wedel Nielsen påstår, at “hvis man ser på Østersøen, Kattegat og Nordsøen tilsammen, er de eksisterende og eventuelt nye danske havbrug næringsstofneutrale”. Som argument for at lægge 150 nye havbrug ved Bornholm.

Hvis det var så vel, at de mange millioner ørreder skulle eller kunne fordres med fisk fanget i samme Østersø, da kunne man tale om en vis “næringsstofneutralitet”. Men det kan man desværre ikke og vil næppe heller kunne i mange år fremover. Østersøen er nemlig et af de mest belastede farvande, hvad giftstoffer som DDT, PCB og dioxin angår.

Den 31. marts 2004 måtte fødevareministeren med øjeblikkeligt varsel indføre forbud mod alt garnfiskeri efter laks i den danske del af Østersøen – farvandet omkring Bornholm. Årsagen var, at de fangede laks havde et alt for højt indhold af giftstoffet dioxin i kødet. Overskridelsen af EU’s grænseværdi varierede fra 5-85 %.

Dioxinet stammede fra de sild og brislinger, som laksene voksede sig store på. Da sild og brislinger fanget i Østersøen en overgang blev brugt til fremstilling af fiskemel, endte en hel del dioxin også i det færdige fiskefoder. Foderet indeholdt langt mere dioxin end tilladt i EU og måtte derfor ikke sælges her. Det fandt man dog en løsning på:

Dioxin i fiskefoderet

I 2009 var dioxin i dansk fiskefoder således oppe til debat på Christiansborg. Plantedirektoratet havde nemlig givet tilladelse til eksport af dioxin-forurenet foder til fattige tredjeverdenslande. Foder med et så højt indhold af dioxin, at det ikke måtte handles inden for EU.

Men de fattige lande udenfor måtte gerne købe det. Og efterfølgende opdrætte fisk eller andet, der uundgåeligt også ville få et højt indhold af dioxin i kødet. Det faldt forståeligt nok flere politikere for brystet.

Så skal man opdrætte massive mængder regnbueørreder i 150 planlagte nye havbrug ved Bornholm, da kommer det således næppe til at ske med foderfisk fanget i Østersøen. Foderet vil primært skulle hentes udefra – i form af industrifisk fanget langt ude i Nordsøen eller importeret endnu længere herfra.

Og da vil stort set alt foderforbrug ved Bornholm være en direkte øget forurening af den i forvejen stærkt forurenede Østersø. Det vil da være så langt fra den næringsstofneutralitet, Dahl-Madsen og Wedel Nielsen ellers påberåber sig, som man overhovedet kan komme. Det vil også påføre klimaet en stor ekstrabelastning fra de oceangående og brændstofslugende både i industrifiskeriet.

Danskproducerede regnbueørreder fra Østersøen kommer på intet tidspunkt til at konkurrere med norskproducerede laks fra Nordsøen. I hvert fald ikke på kødet. Det “lyserøde guld”, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen omtaler i kærlige vendinger, er derimod en konkurrenceparameter over for nordmændene. Den virkelige årsag til drømmene om flere forurenende havbrug i danske farvande.

Den lyserøde ørredrogn har længe været det virkelige guld for danske havbrugere, som eksporterer alt, de overhovedet kan producere, til Japan. Det drejer sig om den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer høje priser.

Hormonbehandlede rognmaskiner

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Men japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år flyver de deres egne specialister til Danmark for at gøre arbejdet. Det er der således ingen danske arbejdspladser i. Og når japanerne er taget hjem igen, står vi danskere så tilbage med al forureningen fra fiskeopdrættet.

Fremstilling af ren ørredrogn starter med hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Rene rognmaskiner til produktion af røde rognkorn i lange baner. Til den opgående sols land.

Det er i princippet sådan, de såkaldte “All Females” bliver til. En produktion, der er så lidt bæredygtig, som noget kan være. Med rognen som det lyserøde guld. Og moderfiskene som et udsultet restprodukt med en kødkvalitet, der ikke egner sig til menneskeføde.

I det hele taget kan der stilles meget store spørgsmålstegn ved, om fiskeopdræt i det hele taget er klimavenligt, som de to forfattere ellers påstår. Det kniber allerede i dag med at skaffe industrifisk nok til den hastigt voksende fiskeproduktion. Vi må derfor se i øjnene, at vi ikke fremover kan fortsætte med at importere industrifisk fanget ud for Chiles stillehavskyst – blot for at fremstille fiskefoder i Danmark, som så bruges til at fodre fisk med, hvis rogn siden eksporteres til Japan. Tilbage i Stillehavet.

Madspild i verdensklasse

Det er en absurd tanke, at dette skulle være nogen klimavenlig produktion. At det skulle kunne afhjælpe noget fødevareproblem at dyrke rognen selektivt til kapitalstærke markeder som Japan. I stedet øger det blot sultproblemet, når rige nationer opfisker de fattige landes industrifisk til fremstilling af egne laks og ørreder med flere. Eller ligefrem rendyrket ørredrogn.

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop akvakulturen, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen. Som FAO tidligere troede.

Organisationen har set på indholdet i moderne fiskefoder, som i dag kun indeholder godt en fjerdedel animalsk protein. Resten er vegetabilsk, da man simpelthen ikke kan skaffe industrifisk nok og derfor allerede nu bruger slagteriaffald til foderet. På den måde kan Østersøen blive en lukrativ losseplads for den industrielle produktion af husdyr, der jo heller ikke spås nogen stor fremtid rent klimamæssigt.

Framtiden i våre hender” har regnet videre og et nået frem til, opdrættede fisk blot leverer en femtedel af de kalorier tilbage, som er brugt til at opfordre dem. Vel den dårligst tænkelige forretning set i et sult- og hungersnødsperspektiv. Vi løser jo ikke verdens fødevareproblemer ved at opfodre fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist, konkluderer norske Framtiden i våre hender. Mange af de ingredienser, som indgår i fiskefoder, kunne langt mere effektivt være brugt som føde i områder med sult.

I det hele taget ser det ud til, at vi med omkring tre fjerdedele har nået grænsen for, hvor meget vegetabilsk protein vi kan tilsætte fiskefoderet. Laks og ørreder er rovfisk, som ude i naturen kun indtager animalsk protein. Det er deres fordøjelse indrettet til – ikke til store mængder plantefibre.

Ufordøjelig fiskeføde

Det norske Havforskningsinstituttet har kigget nærmere på, hvad fiskene egentlig kan og ikke kan fordøje. Og resultaterne er beskæmmende: En typisk opdrætslaks på 4,5 kg lukker således omkring to kg ufordøjet mad ud igen, som samler sig på bunden under netburene. Jo mere plantemateriale man tilfører foderet, desto mere vil passere ufordøjet gennem fiskene. Jo mere forurening vil opdrættet således bidrage med lokalt.

Det samlede billede bliver, at en udvidet havbrugsproduktion som den af Dahl-Madsen og Wedel Nielsen anbefalede netto vil tilføre det i forvejen nødlidende farvand omkring Bornholm en massiv ny forurening, som slet ikke var der før.

Det har Østersøen ikke brug for, og det får danske havbrugere næppe lov til af EU.

Det håber vi i hvert fald ikke.”

Af Stig Bülow og Steen Ulnits, medlemmer af henholdsvis “Stop Havbrugssvineriet i Danmark” og Miljøforeningen Blak

Denne kronik blev bragt i Dagbladet Politiken den 23. februar 2022

Foder, føde og fiskeopdræt

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop fiskeopdrættet, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen.

Nu vidste de fleste af os jo godt, at det ikke er rigtigt. At det er en løgn af gigantiske dimensioner. At det rent faktisk er det stik modsatte, som er tilfældet. At vore dages fiskeopdræt i stedet trækker tæppet væk under de vilde fiskebestande, som netop kunne have brødfødet en stor del af del sultende befolkning.

I gamle dage fodrede man med mere eller mindre friske skidtfisk fra industrihavne rundt omkring i Danmark. Dem, der nu lå tættest på dambruget, så transporten blev kortest mulig. Man brugte da typisk mellem 4 og 7 kg skidtfisk for at producere 1 kg ørred. I tilgift fik man en masse organisk forurening, der flød fra dambrugene og ned ad åerne, efterladende en tydelig lugt af rådden fisk og en glinsende oliefilm på overfladen.

Siden begyndte man at fremstille foderpiller, som var mere hygiejniske, lettere at håndtere og mere effektive. Disse foderpiller kunne nu tilsættes en masse hjælpestoffer, der uundgåeligt havnede i vandmiljøet med det overskydende foder. Læs gerne artiklen om “Ethoxyquin“

Som årene gik, blev disse foderpiller bedre og bedre. Til sidst så gode, at man i dag i grove træk kan producere 1 kg fisk af 1 kg foder. Et faktum, der i meget vid udstrækning misbruges af branchen til at fortælle forbrugerne, hvor effektive man er blevet til at opdrætte fisk, og hvor godt fiskeopdræt er blevet for natur og miljø…

Men det er naturligvis ikke tilfældet. Træerne vokser heller ikke her ind i himlen. For at nå frem til dette helt usandsynlige 1:1 forhold fjerner man nemlig alt vandindhold i foderet, hvilket gør det lettere – at transportere og håndtere. Fjernede man ikke vandindholdet, ville tallene se ganske anderledes ud. Og ikke være i fiskeopdrætternes eller foderproducenternes favør.

Man kan sammenligne det med slagteren, der pumper sit kød med saltholdig væske for at få det til at suge vand og dermed gøre det tungere. Her blot i omvendt forstand, da foderproducenterne i stedet fjerner vandet for at gøre foderet lettere.

Fra animalsk til vegetabilsk

Indtil for relativt få år siden brugte man udelukkende animalsk protein til fremstilling af fiskefoder. Det er jo det, fiskene spiser ude i naturen. Og derfor også det, der giver det bedste slutprodukt. Det er alle forskere enige om. Også norske lakseopdrættere. Fiskefoder fremstillet af fiskemel indeholder nemlig som udgangspunkt alt, hvad rovfisk som laks og ørreder naturligt har brug for til at vokse sig store.

Forskerne er også enige om, at fiskeopdrættet i lang tid ikke havde kunnet vokse, hvis foderet udelukkende skulle bestå af animalsk protein i form af fiskemel. Der er simpelthen ikke nok “skidtfisk” som sild, brisling, sperling, tobis og ansjoser i selv de store verdenshave.

Man ville have støvsuget også de allersidste “skidtfisk” op af verdenshavene for at skaffe foder nok til de uendeligt mange millioner tamlaks, der findes i havbrug verden over.

Derfor har man længe eksperimenteret med at tilsætte vegetabilsk protein – i form af primært rapsolie, soya og hvede. Hertil mindre mængder ærter, majs, bønner og solsikke.

Animalsk protein i form af fiskemel udgør i det her analyserede tilfælde godt 28% af det samlede proteinindhold. Knap 72% af moderne fiskefoder udgøres i dag af vegetabilsk protein med følgende sammensætning:

Solsikke: 17.95 kcal ⌘

Bønner: 34.88 kcal ⌘

Majs: 45.14 kcal ⌘

Ærter: 50.38 kcal ⌘

Hvede: 220.22 kcal ⌘

Soja: 221.18 kcal ⌘

Ansjos: 424.03 kcal ⌘

Rapsolie: 475.62 kcal ⌘

⌘: Vegetabilsk protein: 72%

⌘: Animalsk protein: 28%

I alt spist af fisken: 1.489.4 kcal

I alt leveret af fisken: 281.25 kcal

Altså leverer laksen blot en femtedel af de kalorier, der er brugt til at fodre den op med. 281 ud af 1.489 kilokalorier. En rigtig dårlig forretning set i et sult- og hungersnødperspektiv.

Det ser ud til, at vi indtil videre har nået smertegrænsen for, hvor meget vegetabilsk protein man kan blande i fiskefoderet – hvis det ikke skal gå smagbart ud over kvaliteten. Dette regnstykke viser således, at opdræt af laks i dag blot leverer en femtedel af de kilokalorier, man opfodrer fiskene med.

Det skal ses i forhold til, at de øvrige fire femtedele går til spilde under produktionen. Vel at mærke fødevarer, der udmærket kunne have været brugt direkte som menneskeføde. Norske www.framtiden.no konkluderer derfor ganske rigtigt, at man i opdræt af laks og ørreder spilder fire femtedele af de mulige fødevarer.

Det uundgåelige resultat bliver, at verdens sultende befolkning sulter endnu mere, end de ellers ville have gjort. Svinebranchens massive behov for foder har haft samme effekt på verdens fødevaresituation. Også den har øget mangelen på fødevarer til fattige og sultende befolkninger verden over. I stedet for at give dem noget at spise.

Kort sagt haler det moderne opdræt af luksusfisk maden ud af munden på sultende mennesker i mange lande. Værst er det, hvor internationale fiskeflåder har bestukket korrupte regeringer og politikere, så de fra deres kæmpestore skibe kan fiske skidtfisk til fiskemel til fiskeopdræt. Skidtfisk, som ellers kunne have brødfødet befolkningen, der nu i stedet må sulte.

Men desværre heller ikke nok med det. Det kan lyde fint og rigtigt og miljøbevidst, at man skåner de vilde bestande af “skidtfisk” ved at blande stedse mere planteprotein i foderet. Men, men, men. Vi har allerede nu set den grimme bagside af også denne medalje.

Flere rapporter har kunnet fortælle og med fotos dokumentere, hvordan indfødte beboere i Amazonas regnskove er blevet fordrevet af industrialiserede storbønder og træfirmaer, som fælder træerne i regnskoven og brænder resterne af, så den blottede jord i stedet kan bruges til dyrkning af – soya og raps til foderfremstilling.

GMO-soya i foderet

Men heller ikke nok med det. For at øge produktionen og fremme indtjeningen bruges i regelen genmodificerede (GMO) sorter, som sprøjtes fra luften med dedikerede sprøjtegifte fra Monsanto. Det være sig RoundUp eller tilsvarende pesticider, som er meget lidt bæredygtige.

Det moderne fiskeopdræt i vor vestlige verden baserer sig således for en meget stor og stigende dels vedkommende på ryddet regnskov og giftsprøjtede afgrøder.

Endnu et godt eksempel på, at moderne fiskeopdræt af laks og ørreder og andre luksusfisk ikke bare ikke er bæredygtigt. Nej, det er i høj grad med til at øge forskellene på rig og fattig, forværre forholdene for sultende befolkninger samt forgifte miljøet i fattige lande. På én og samme gang. Det er prisen, og den er høj.

Brasiliansk regnskov ryddes og nedbrændes til GMO-soyaproduktion.

Vi løser ikke verdens fødevareproblemer ved at opføde fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist. Det konkluderer norske “Framtiden i våre hender” snusfornuftigt. Og da slet ikke, når vi kun får en femtedel ud af det, vi fodrer fisken med.

Endnu værre og mere grotesk bliver det, hvis man ser på den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer rigtig gode priser.

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år sender de deres egne japanske specialister til Danmark for at gøre arbejdet.

“Kun hunner”

Almindelige hunfisk vokser markant hurtigere end hanfiskene, der bliver tidligere kønsmodne. Hos mange arter et år før hunnerne. Ved at varme- eller trykbehandle befrugtede ørredæg kan man skabe triploide hunner, som er sterile. Og triploide hunner vokser halvanden gange så hurtigt som almindelige hanner og hunner.

Det er noget, fiskeopdrætteren kan bruge. Til at dyrke større fisk på kortere tid med mindre foderforbrug. Men hvordan sikrer man sig nu, at det kun er hunner, man dyrker? Hvis det udelukkende er den kostbare rogn, man er ude efter?

Man tyr til hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Det er i princippet sådan, “All Females” bliver til. “Kun Hunner” må det nok hedde oversat til dansk, når man kun fremstiller og opdrætter hunfisk.

Rene rognmaskiner til eksport til Japan.

Den Opgående Sols Land.

Efterskrift: Den norske opdrætsindustri kunne naturligvis ikke sidde dokumentaren fra Framtiden i våre hender” overhørig. Man barslede efterfølgende med undersøgelser, som når frem til, at det næppe er fem gange, nøgletallet er. Men noget mindre.

Alt afhængig af, hvor stor en del af fiskefoderet der rent faktisk vil kunne omsættes direkte til menneskeføde. Man erkender dog problematikken – at man ikke kan brødføde en sultende befolkning med luksusfisk som laks, der er dyre i foder.

Havmøllegaarden – siden 1677

Havmøllegaarden set indefra – 1 ud af 6

Havmøllegaarden set indefra – 2 ud af 6

Havmøllegaarden set indefra – 3 ud af 6

Havmøllegaarden set indefra – 4 ud af 6

Havmøllegaarden set indefra – 5 ud af 6

Havmøllegaarden set indefra – 6 ud af 6

Lushage nogle kilometer syd for Havmøllegaarden

Her er der planlagt otte forurenende havbrug i åbne netbure

Havbrugene her skal producere ørredrogn til det japanske luksusmarked

En stille stund ved Jernhatten lidt nord for Havmøllegaarden

Havbrugsprotestbandet Havlyd spiller op ved Glatved

Lushage set mod Sletterhage – sydspidsen af Helgenæs

Planlagte havbrug vil tilføre Kattegat yderligere 800 tons kvælstof

Fucked up by Fukushima…

Udslip af radioaktivt stof fra det skibbrudne Fukushima atomkraftværk i Japan er nu nået tværs over Stillehavet. Resultatet er forstemmende. Vilde laks får store kræftbylder. Og det hele var kun et spørgsmål om tid. For så stort er Stillehavet nemlig heller ikke.

Det gik helt galt for japansk atomkraft, da værket i Fukushima den 15. marts 2011 blev ramt af en altødelæggende tsunami. Værket var forældet og sikkerhedssystemerne ikke opdateret.

Der skete herefter det værst tænkelige, nemlig at værket “smeltede ned”, som det hedder, når atomprocessen ikke længere kan kontrolleres. Atomprocessen løb løbsk, og den ekstreme varme fik den højradioaktive kerne til at smelte ned. Mere end 300 tons radioaktivt vand lækkede hver eneste dag ud i Stillehavet, hvor de radioaktive stoffer straks blev optaget i fødekæden og sendt videre til fiskene.

Førende forskere var hurtige til at konkludere, at det kun ville være et spørgsmål om tid, førend den radioaktive forurening fra Japan ville være nået tværs over Stillehavet, hvor den ville ramme den nordamerikanske kyst. Det sørger de velkendte og fremherskende havstrømme nemlig for:

Det radioaktive udslip fra Fukushima atomkraftværket i Japan nåede hurtigt tværs over Stillehavet – til Nordamerika, hvortil det dog ankom i fortyndet tilstand.

Lystfiskere ved Hydeburg River i Alaska fangede efter udslippet flere sølvlaks (coho), der udviste sjældne deformiteter.

Lokale fiskere ved Hydeburg River i Alaska berettede til miljøorgnisationen Local Envioronmental Observers (LEO), at de havde fanget sølvlaks (coho), som havde store hvide pletter i kødet (herover) samt mærkelige svulstlignende udvækster på hovedet (introbilledet).

Det kunne dog ikke fastslås med sikkerhed, hvorfra skaderne stammede, og hvordan de var opstået. Det er dog nærliggende at antage en sammenhæng efter det radioaktive udslip på den anden side af Stillehavet – ikke mindst fordi stillehavslaks som coho jo strejfer meget og langt omkring i det store ocean.

Så forstår man måske lidt bedre, hvorfor vi her i lille Danmark skal opdrætte en luksusspise som ørredrogn til det gigantiske og evigt hungrende japanske fiskemarked. Japanerne har jo selv svinet deres egne farvande til.

Nu er det så vores tur til at svine danske farvande til. For deres skyld…

Radioaktivitet

Fire år efter Fukushima-katastrofen i Japan kunne der måles stærkt forhøjede koncentrationer af de radioaktive isotoper Caesium-137 og Strontium-90 i såvel fisk som skaldyr fanget i Stillehavet ud for Nordamerika.

Et stof som Strontium-90 efterligner Calcium og optages i krop og knogler i stedet for dette. Det kan forårsage skader i rygmarven og føre til kræft i knogler og blod.

Efterskrift: I 2017 barslede TEPCO, der ejer og driver Fukushima atomkraftværket, med planer om at udlede op mod 770.000 tons tritium-forurenet vand fra 580 store tanke på værket. Det er vand, som allerede er renset for flere andre radioaktive isotoper – hele 62 af slagsen. Men altså ikke Tritium.

Lokalt frygter man naturligvis for konsekvenserne af en så massiv radioaktiv udledning.

Ethoxyquin

Et nyt stof er kommet frem i pressen, som slet ikke burde være til stede i hverken fiskefoder eller opdrætslaks. Men som alligevel er det – endda i høje doser. Stoffet hedder “ethoxyquin”.

I 2016 viste en rapport fra Greenpeace, at laks i tyske supermarkeder inderholder langt mere af stoffet ethoxyquin (EQ), end gældende EU-lovgivning tillader. Myndighederne påstår dog, at det ikke er farligt for mennesker at spise de forgiftede laks…

Det er tilladt at tilsætte EQ til fiskefoder, som ellers er kendt for at kunne eksplodere under transport. På samme måde tilsætter man stoffet til kød, korn og frugt. Det gør man, da stoffet blandt andet hindrer harskning af fedt under længere tids opbevaring.

EU har fastsat grænseværdier for EQ i nævnte fødevarer, men af uransagelige årsager er der ingen grænseværdier for indholdet i fisk. Det mener Greenpeace naturligvis er helt forkert og presser derfor EU til at fastsætte grænseværdier her også.

Grenpeace Tyskland var på indkøb i supermarkederne Aldi, Kaufland, Netto, Marktkauf, Real, Lidl, Rewe og Edeka. En bred vifte af supermarkedskæder, som findes over hele Tyskland. De her indkøbte laks blev sendt til laboratorier, hvor de blev testet for kødets indhold af EQ.

Tyske EQ-værdier

Analyserne viste, at de norske laks i gennemsnit indeholdt tre gange så meget ethoxyquin, som det er tilladt i kød, frugt og grønt. Greenpeace Tyskland orienterede straks de europæiske fødevaremyndigheder i European Food Safety Authority (EFSA), som er ansvarlige for salget af norske laks i Tyskland.

Her kunne man fortælle, at der ikke er lavet langtidsstudier over effekten af EQ på mennesker – blot korttidsstudier på rotter. Sidstnævnte indikerer, at stoffet kan være skadeligt.

Den norske sagkundskab supplerer med følgende:

– Der er ikke påvist nogen effekt af ethoxyquin på mennesker, men at stoffet har givet skader på lever og nyrer hos rotter. Men desværre ved vi intet om effekten af nedbrydningsprodukter fra EQ.

Det norske dagblad VG har sendt de tyske analyseresultater til de norske fødevareinstanser Nifes og Mattilsynet, der her kommenterer på fundene:

– De værdier, som Greenpeace har fundet i Tyskland, stemmer godt overens med de værdier, vi selv finder i vore egne undersøgelser af opdrætslaks, siger forskningsschef for sikkert foder hos Nifes, Robin Ørnsrud, til VG.

Norske ADI-værdier

På spørgsmålet, om ikke de fundne værdier ligger langt over de tilladte grænser for kød, korn og frugt, svarer Ørnsrud:

– Jo, men det drejer sig da om en grænseværdi, som kun gælder, når EQ er brugt som planteværnsmiddel. De relevante tal omhandler det “acceptable daglige indtag” (ADI) for en enkelt person.

– Det er denne mængde af stoffet, som en person uden risiko kan indtage hver dag hele livet igennem uden risiko for helbredet. Og de værdier, som Greenpeace har fundet, overstiger ikke ADI-tallene.

– Ethoxyquin tilsættes fiskemel af to årsager: For at undgå, at fedtet harskner. Og for at undgå spontan selvantænding under transport. EQ er derfor påbudt ved lov i fiskefoder. Lovlig brug af EQ vil uundgåeligt føre til restkoncentrationer af stoffet i de færdige fødevareprodukter, som Greenpeace har fået testet.

– Selv om disse værdier langt overstiger det tilladte for kød, korn og frugt, tyder intet på, at disse koncentrationer er skadelige for mennesker. Men EU har for en sikkerheds skyld besluttet, at stoffet fases ud inden 2020. Problemet er blot at finde brugbare alternativer.

Undersøgelsen viste, at det var blandt de såkaldte “økologiske” (:organic) opdrætslaks, at indholdet af ethoxyquin var højest.

Nifes: Tyske fund ikke farlige

Den statslige norske fødevareorganisation Nifes udtaler, at de tyske fund ikke giver anledning til bekymring eller reaktion:

– Der er ikke grundlag for at sige, at den fundne mængde af EQ kan være farlig for mennesker, siger seniorrådgiver i Mattilsynet, Mette Kristin Lorentzen til VG. Hendes kollega, seniorrådgiver Ann Cecilie Hansen, har tidligere arbejdet i den del af EU, som arbejder med udfasningen af EQ:

– EU ønsker at udfase EQ for en sikkerheds skyld. Udfasningsprocessen vil tage nogen tid, da der først må findes en erstatning, som kan hindre selvantænding under transport. En stor del af det anvendte fiskemel kommer med skib fra Sydamerika, hvorfor risikoen for selvantænding undervejs må fjernes. Vi regner med, at EQ vil være udfaset med udgangen af 2020.

Norske Marine Harvest, som er verdens største producent af opdrætslaks, stiller sig ikke uventet undrende over for udspillet fra tyske Greenpeace. Kommunikationsditektør Ola Helge Hjetland forklarer, at Greenpeace blander tallene sammen:

– Greenpeace har slået niveauerne af ethoxyquin og nedbrydningsprodukter herfra sammen. Det reelle niveau af EQ er derfor langt mindre end det, Greenpeace angiver i deres rapport, skriver Ola Helge Hjetland i en svar-mail. Han påpeger, at de reelle værdier således ikke overstiger førnævnte ADI-værdier.

– Man kan derfor trygt indtage 25 portioner Marine Harvest opdrætslaks hver dag livet igennem – uden at overskride de grænseværdier, som sundhedsorganisationen WHO anbefaler. Det norske sundhedsdirektorat anbefaler sågar alle, også ammende kvinder, at spise mere laks, slutter kommunikationsdirektøren fra verdens største lakseproducent.

Det er herefter op til enhver mand eller kvinde, ammende eller ikke-ammende, om stoffet ethoxyquin nu også er så harmløst, som den norske lakseproducent og de norske fødevaremyndigheder påstår. Norge er som bekendt ikke medlem af EU. Og EU har altså valgt at fase Ethoxyquin helt ud inden 2020. Det gør de næppe for sjovs skyld…

Afslutningsvis må vi ikke glemme, at det anvendte ethoxyquin ikke blot ender i de opdrættede fisk og i supermarkedernes frysediske. Det ender også i frivandet via det uundgåelige udslip af foderrester gennem de åbne bures netmasker. Og herfra går det direkte videre til vildfiskene og vandmiljøet.

Efterskrift: Året efter, i 2017, udførte svenske Testfakta en undersøgelse af de tamlaks, der blev solgt i svenske supermarkeder. Prøvematerialet blev indsamlet i Stockholm. Samtlige testede produkter indeholdt rester af ethoxyquin. I enkelte tilfælde var indholdet op til seks gange så højt som det, der er tilladt i kød.

Den tyske professor Edmund Maser, som forsker i toksikologi ved universitetet i Kiel, henviser i den forbindelse til studier, hvor ethoxyquin har haft kromosomskadelige effekter, der ikke kan udelukke en senere kræftfremkaldende virkning.

– Gad vide, hvordan det mon står til med de norske tamlaks, der sælges i danske supermarkeder? I den svenske undersøgelse lå tamlaks fra Lidl i top, hvad indholdet af ethoxyquin angår. Og Lidl har vi jo også herhjemme.

Efterskrift 2: Tilbage i 2013 fastsatte den japanske fødevarestyrelse nye grænser for tilsætning af ethoxyquin. De nye grænser kommer til at vedrøre produktionen af rejer og rejeprodukter i Indien og Vietnam.

For Vietnam, der eksporterer 27% af landets rejeproduktion til Japan, er Japan naturligvis et vigtigt og værdifuldt marked.

I kølvandet på den japanske regulering anbefalede de vietnamesiske myndigheder derfor landets skaldyrseksportører (organisationen VASEP) at nedsætte den tilladte grænse for ethoxyquin fra 150 ppm til angiveligt blot 0,5 ppm. I praksis en total udfasning af stoffet.

Også i EU diskuteres anvendelsen af syntetiske antioxidanter som ethoxyquin. Her ligger standardgrænsen dog stadig på 150 ppm.

Efterskrift 3: Den 31.12.2020 er ethoxyquin ikke tilladt mere som tilsætningsstof / antioxidant i al slags foder til dyr. Kravet er gældende i alle EU lande, men det er tvivlsomt, om ikke-EU lande som Norge, Færøerne og Island vil følge EU’s direktiv.

Der er nemlig ikke fundet noget alternativ til etoxyquin, som er lige så effektivt og billigt. Her har opdrætsindustrien således en udfordring, som muligvis vil blive omgået af de nævnte tre lande udenfor EU.

Info: Teknisk set er stoffet ethoxyquin en såkaldt quinolin-baseret antioxidant. Som sådant bruges det til at undgå pærer, der bliver brune; fedtstoffer, der harskner, samt foderstof, der selvantænder. Den kemiske formel er C₁₄H₁₉NO.

Ethoxyquin fremstilles – ikke overraskende – af amerikanske Monsanto. Det er dem, der også har udviklet glyphosat, som er aktivstoffet i verdens mest anvendte pesticid – RoundUp.

Relaterede artikler om havbrug: