Tag-arkiv: Japan

En “mærkelig” regering

En “mærkelig regering”. Sådan kaldte statsminister Mette Frederiksen (S) selv den sammenskuds-regering, hun valgte at danne med Venstre og Moderaterne efter sidste valg.

Dette efter bevidst at have fravalgt en fortsat rød regning med grønne mærkesager og håb forude. Hvorefter miljøet endnu engang blev kørt ud over afgrunden.

Moderaternes klovnebus kører igen-igen

Det er bestemt ikke kedeligt i dansk politik.

Faktisk er det så sjovt, at Lars Trier Mogensen, journalist på Information og fast mand på TV2 News, tidligere på året omdøbte Lars Løkke Rasmussens kaotiske parti Moderaterne til “Klovnebussen”.

Det var et begreb, der lynhurtigt fandt fodfæste i såvel pressen som den danske folkesjæl. Et begreb, som udløste flere satiretegninger af den slags, der allerede er gået over i historien. Udenrigsministeren bag rattet i ny klovnepåklædning viste sig nemlig at være et uhyre taknemmeligt offer for karikaturtegnere med en skarp streg.

I takt med, at skandalerne bare fortsatte internt i Moderaterne, gik partiets egen medstifter Jeppe Søe skridtet videre og opgraderede firmabilen til intet mindre end en “sexistisk klovnebus”. Og Søe havde adskilligt at have den nye version 2.0 i:

Først var det jo tidligere teaterchef Jon Stephensen, som i august 2023 måtte forlade partiet – efter en række upassende beskeder til unge partimedlemmer af det modsatte køn. Senere blev Stephensen sågar anklaget for at have terroriseret teaterbranchen samt angiveligt forfalsket en underskrift.

I november måtte så Mike Fonseca forlade partiet – grundet sit forhold til en 15-årig pige i 9. klasse. Ifølge partichef Lars Løkke Rasmussen var det et klokkeklart brud på partiets såkaldte “adfærdskodeks”, der ikke tillader medlemmer at have seksuelle relationer til personer under 18 år.

Men heller ikke nok med det:

Medstifter trækker nødbremsen

I september 2024 var det så selveste medstifter af Moderaterne Jeppe Søe, der valgte at forlade partiet – frivilligt og angiveligt på grund af dårlige arbejdsforhold i sekretariatet. En undersøgelse af forholdene her viste efterfølgende, at partiet slet ikke havde nogen reel arbejdsmiljørepræsentant, som loven ellers kræver.

BT kunne efterfølgende afsløre, at den pågældende person slet ikke var arbejdsmiljørepræsentant valgt af de ansatte, men direkte udpeget af partiledelsen. Han var samtidig Moderaternes økonomichef. Medarbejderne havde således ikke nogen lovpligtig arbejdsmiljørepræsentant.

Tidligere ansatte og nuværende medarbejdere forfattede en fem sider lang indberetning til Arbejdstilsynet, hvor de klagede over mobning og sexisme. Til sidst følte medstifter af Moderaterne Jeppe Søe sig nødsaget til at forlade partiet og den “sexistiske klovnbus”, som han lige nåede at omdøbe partiet til.

Partiledelsen i Moderaterne havde efterfølgende mistet tilliden til de ansatte i den politiske afdeling og gennemførte nu en række fyringer. Flere af dem ifølge dagspressen fagligt ubegrundede.

Tre medarbejdere blev fyret på gråt papir, mens yderligere syv ansatte sagde ja til en frivillig fratrædelse. Chefen for den politiske afdeling valgte som Søe at gå frivilligt.

EkstraBladet har spurgt lektor Claus Elmholt, der forsker i ledelse på Aalborg Universitet, om Løkkes ledelsesmetoder:

“Med sin brutalitet har partileder Lars Løkke Rasmussen manifesteret ledelsesproblemerne i Moderaterne. Og samtidig har han vist omverdenen, at de ikke er løst. Det er fuldstændig brutalt, og det er meget opsigtsvækkende.”

“Tilgangen, hvor topledelsen ikke tager ansvar, ikke siger tydeligt undskyld og ikke tager deres del af ansvaret, bekræfter, at der er tale om et råt og brutalt arbejdsmiljø. Jeg kan ikke komme i tanke om tilsvarende skandaler, hvor man har gjort det på den måde.”

Så vidt Claus Elmholt. Men mytteriet stoppede ikke her. Moderaternes partisekretær Kirsten Munch Andersen smed efterfølgende også sit håndklæde i ringen.

Hun overlod posten til konstitueret partisekretær Morten Brautsch, der midlertidigt måtte forlade sit job som særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen i Udenrigsministeriet.

Hvilket imponerende kaos i Klovnebussen. Og intet under, at man kort efter kunne læse følgende overskrift Altinget:

“Ny måling: Vælgerne vælter ud af Løkkes bus”

Løkke trøster sig med, at der jo er hele to år til næste valg. Og til den tid er alting sikkert glemt igen. Sådan plejer det at være i politik. Kun Fedtemøget bliver hængende.

Landbrugspakkens og Fedtemøgets Fader

Nu er dette ikke nogen politisk blog. Det er derimod en upartisk, men så meget mere miljøpolitisk én af slagsen. Jeg interesserer mig ikke meget for partipolitik – kun for miljøpolitik.

Det er imidlertid nødvendigt at kende baggrunden for den person, der stiftede Moderaterne. Som lancerede den Landbrugspakke, der nu har resulteret i danske strande fyldt op med slimet fedtemøg og danske fjordområder, der hvert eneste år lider af algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger. En person, som derfor af websitet Gylle.dk har fået ærestitlen “Fedtemøgets Fader”.

Det var nemlig statsminister Lars Løkke Rasmussen (dengang V, i dag M), som med Landbrugspakken tilbage i 2016 gav danske landmænd lov til at bruge 20-30% mere gødning end hidtil.

Dette trods mange advarsler fra faglig side og den kendsgerning, at Danmark indtil da slet ikke havde formået at leve op til kravene om en “god økologisk tilstand” i danske vandområder. Noget, vi ellers havde forpligtet os til med EU’s Vandrammedirektiv tilbage i 2000.

Lars Løkke Rasmussen kom efterfølgende på kollisionskurs med sit eget parti og blev i 2019 vraget som leder af Venstre. I 2021 grundlagde han så sit nye protestparti “Moderaterne”, der skulle favne bredere end det tidligere Venstre.

Samtidig fralagde Løkke sig bekvemt ansvaret for den Landbrugspakke, han jo ellers selv havde lanceret. Han gav nu sit gamle parti Venstre hele skylden for, at landbruget ikke havde levet op til de aftalte forudsætninger i pakken. Han havde jo selv stiftet et nyt.

Han glemte også helt, at det jo var netop ham, der havde aflivet amterne. Dem, som indtil 2007 havde været en besværlig, men effektiv garant for vandmiljøet. Besværlig for landbruget og Venstre, som var godt trætte af al den snak om vandmiljøet.

Det var også under Løkkes regering, at daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod et ødelæggende muslingeskrab langt ind i fjorde, som tidligere havde været friholdt for det hårdhændede fiskeri. Næppe nogen anden dansk politiker har som Løkke haft så megen negativ indflydelse på vandmiljøet i Danmark.

Trods sin politiske deroute efter Venstre lykkedes det alligevel Lars Løkke Rasmussen at kravle til tops igen. Denne gang godt hjulpet på vej af Socialdemokraternes Mette Frederiksen, hvis fatale håndtering af minkskandalen gav Venstre & Co de bedst mulige kort på hånden.

Tanken om en mulig Rigsretssag som den, Inger Støjberg måtte igennem, blev luftet. Oppositionen krævede hver en sten i sagen vendt. Hvis altså statsministeren ikke makkede ret.

“Det danske vandmiljø har det hamrende godt”

“Man burde i lovforslaget starte med at konstatere, at det danske vandmiljø har det hamrende godt. Vi har rent drikkevand, vi har stigende mængder drikkevand, vores vandløb får det bedre og bedre – og kystvandene har det sådan set også ganske godt.“

Morten Messerschmidt, MF, Dansk Folkeparti

Ovenstående sagt i en Folketingsdebat om ny lovgivning for vandmiljøet. Man må undre sig over, hvilken planet den gode mand mon kommer fra. Årets iltsvind i de danske farvande tegner til at blive større end sidste års, der allerede var rekordstore.

Morten Messerschmidt blev naturligvis hurtigt citeret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, for hvem hans udtalelse jo var rent vand på giftmøllen.

Det Store Svigt

Og det gjorde hun så, Mette. Makkede ret. Til sidst var det statsministeren selv – nu bedre kendt som “Slette Mette” efter mystisk forsvinden af en række kritiske SMS’er i minkskandalen – som vendte. Omend ikke den berømte sidste sten, men så på en tallerken.

Hun vendte nemlig ryggen til det røde flertal, som ellers havde båret hende igennem en hel valgperiode og ført Danmark nogle vigtige skridt i retning af et grønnere miljø.

I stedet lancerede hun den nuværende blåsorte SVM-regering. Trods ellers et rødt flertal blandt vælgerne for at fortsætte den så småt påbegyndte grønne kurs. Denne handling vil gå over i historien som “Det Store Svigt” – af vælgernes tillid og det danske vandmiljø.

For SVM-regeringen trak desværre Danmark langt ned i dyndet igen. Bogstavelig talt og helt som forventet. Droppet som det første blev det forbud mod den skadelige brug af bundslæbende redskaber – bundtrawl og muslingeskrab – som ellers stod på kanten til indførelse. Og den nye regering barslede som bekendt i 2024 med den allerede nu så berømte “Grønne Trepart”.

Esben Lunde Larsen (V) var i 2016 miljø- og fødevareminister for Lars Løkke Rasmussen og stod som sådan for den praktiske udarbejdelse af den forkætrede Landbrugspakke.

Han valgte at drage i landflygtighed efter lanceringen af den, men fra sit skatteyderbetalte eksil hos Verdensbanken i Guds Eget Land forkynder han nu, at Danmark med Den Grønne Trepart har fundet en god model – “et interessant reguleringsinstrument”:

“Et interessant reguleringsinstrument, der sagtens kan bruges andre steder i verden. Danmark har fundet en vej til at nå klimamål samtidig med, at der stadig produceres mange fødevarer.”

Esben Lunde Larsen, tidligere miljø- og fødevareminister

Ikke alle var eller er enige med Esben Lunde Larsen. Den Grønne Trepart blev derfor hurtigt omdøbt til “Den Sorte Syvpart” – af Alternativets Torsten Gejl. Navngivet efter de syv organisationer, der havde udarbejdet planen. Danmarks Naturfredningsforening deltog endda aktivt i det nye fænomen i dansk politik – uvist hvorfor som eneste “grønne” deltager.

Kvælstofaftalen fra 2021 blev genbesøgt og genoplivet, hvad også Vejle Fjord blev. Den havde miljøorganisationerne ellers officielt begravet i foråret 2024. Under pomp og pragt og stor mediebevågenhed.

Regnedrengene i Finansministeriet havde i mellemtiden været tallene igennem en ekstra gang og var nu nået frem til, at Vejle Fjord slet ikke var så død alligevel. Den blev derfor gravet op igen og nu potentielt tildelt lempeligere vilkår for det omgivende landbrug.

Klovnebussen var atter spændt for den store gyllespreder. Som i 2016, da Løkke jo selv lancerede Landbrugspakken.

Den danske hvalfangst

Den dysfunktionelle SVM-regering, som statsministeren jo selv har kaldt “mærkelig”, havde imidlertid andre, flere og større ambitioner end blot at sprede mere gylle på markerne og forurene vandmiljøet yderligere med nitrat.

Sommeren 2024 bød nemlig på hidtil uhørte og aldeles uventede muligheder for på én gang at fremme dansk hvalfangst, styrke det nordiske samarbejde i Rigsfællesskabet og atter nyde de internationale mediers udelte opmærksomhed. Noget, mange danske toppolitikere sætter højere end virkeligheden.

Den helt store mulighed kom i forgangne sommer, da den amerikansk-canadiske hvalforkæmper og grundlægger af miljøorganisationen Sea Shepherd, Captain Paul Watson, lagde kursen ind om Nuuk på Grønland for at proviantere. Han var med sit skib på vej gennem Nordvestpassagen for at hindre japansk hvalfangst i Stillehavet.

Efter nogle års pause under internationalt pres havde japanerne nemlig bygget et spritnyt og kæmpestort fabriksskib til fornyet hvalfangst. Samtidig havde Japan givet sig selv tilladelse til fangst af mere end et halvt hundrede finhvaler – den næststørste af alle hvalerne, kun overgået af blåhvalen.

SVM-regeringen var ikke sen til at gribe den uventede mulighed. Her var en gigantisk mulighed for at udvise international handlekraft og sætte de besværlige miljøorganisationer eftertrykkeligt på plads. Der måtte statueres et eksempel til efterfølgelse, skræk og advarsel.

Det helt store magtapparat blev sat i gang. To af forsvarets orlogsskibe blev sendt til Grønland og en halv snes kampklædte danske politibetjente sat i flyveren med kurs mod Nuuk.

Captain Paul Watson skulle anholdes og om muligt udleveres til hvalfangernationen Japan, hvis illegale hvalfangst ved Antarktis Watson jo tidligere havde obstrueret. Han havde sågar fået TV-kanalen Animal Planet til at lave en hel serie dramadokumentarer om de illegale japanske aktiviteter i Sydhavet.

Det var serien “Whale Wars”, der i flere år har kørt på TV-skærme over hele verden. Som satte Japan og den illegale japanske hvalfangst i det dårligst tænkelige internationale lys. Så dårligt, at Japan fik Interpol til at udstede en såkaldt “Red Notice”, hvor man anmodede om anholdelse af Watson og udlevering af ham til retsforfølgelse i Japan.

Dette angiveligt på baggrund af hændelser, der skulle have fundet sted tilbage i 2010. Hændelser, der ifølge dansk lov maksimalt kan udløse bødestraf og derfor ikke føre til nogen udlevering. Og så har Danmark for øvrigt slet ikke nogen udvekslingsaftale med Japan, hvilket man nu tilsyneladende gerne vil have.

Japan reaktiverede derfor, fjorten år efter hændelsen ved Antarktis, anmodningen til Interpol. Nu med hjælp fra Danmark, Grønland og Færøerne, hvoraf sidstnævnte jo selv hører til verdens hvalfangernationer. De små øer i Nordatlanten er jo ofte i det internationale søgelys for deres blodige grindedrab.

Færøerne pådrog sig senest international vrede og opmærksomhed tilbage i 2021, hvor man slagtede ikke færre end 1.428 delfiner i én fangst.

De lokale grindeformænd undskyldte sig efter blodrusen med, at de kun troede, der var 200 delfiner i flokken. Ikke syv gange så mange.

Det vides ikke, hvor meget delfinkød der måtte destrueres.

Vi ved ikke, hvilken rolle vor færøsk gifte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har spillet i sagen. Blot at miljøorganisationen Sea Shepherd er meget upopulær på Færøerne; at Paul Watson var en af organisationens grundlæggere, og at Lars Løkke som udenrigsminister var første mand til at kommentere på den japanske anmodning om udlevering.

Rigsfælleskabet stod sammen i nødens stund, og Paul Watson har netop fået forlænget sin fængsling på Anstalten i Nuuk Grønland med yderligere tre uger.

Det danske retsvæsen tager sig således rigtig god tid – på Grønland.

Der er hvaler og delfiner, som skal fanges og aflives.

Og nu en SVM-regering til at føre kniven.

©️ 2024 Steen Ulnits

Læs hele historien her:

⌘ Storpolitik om Kæmpehvaler ⌘

Storpolitik om kæmpehvaler

Fra babysæler til kæmpehvaler

Lige nu i sommeren 2024 foregår der et storpolitisk magtspil i lille Danmark. Vi har rodet os ind i slagsmålet om udlevering af miljøaktivisten Paul Watson – kendt fra TV-serien “Whale Wars” på Animal Planet kanalen – til hvalfangernationen Japan.

Via Interpol har Japan bedt den danske regering om at anholde og fængsle Paul Watson, som japanerne nu kræver udleveret til retsforfølgelse i Den Opgående Sols Land. Her risikerer Paul Watson op til 15 års fængsel for at have obstrueret japansk hvalfangst i internationalt farvand ved Antarktis.

Det er en praksis, den Internationale Hvalkommision IWC siden har dømt ulovlig. Det gjorde de for ti år siden – i 2014. Alligevel har Danmark accepteret den japanske anmodning, som stammer tilbage fra 2012 og baserer sig på hændelser sket i internationalt farvand ud for Antarktis i 2010.

Vi har således sendt et helt hold kampklare danske betjente til Nuuk Godthåb for at anholde den 73-årige Paul Watson og lægge ham i lænker. Bogstavelig talt. Og vi har sat to danske orlogsskibe på sagen – det ene i havnen i Nuuk, det andet ventende udenfor.

Paul Watson blev første gang anholdt i Tyskland i 2012 – dengang på anmodning fra Costa Rica – men han forlod landet og undgik derfor udlevering. Paul Watson blev så anholdt 12 år senere på sit nye skib. Det skete den 21. juli 2024, hvor det lagde til i Nuuk for at tanke op.

Watson blev hårdhændet ført bort i håndjern og sidder nu fængslet i “Anstalten”, som den lokale detention hedder. Her venter han på, om Danmark vil udlevere ham til retsforfølgelse i hvalfangernationen Japan. Med risiko for en dom på 15 år i et af verdens mest brutale fængselssystemer. I et land, der stadig praktiserer dødsstraf.

Læs herunder hele historien, der førte til anholdelsen, som har vakt stor international opmærksomhed. Ikke mindst fordi japanerne netop har genoptaget deres egen tvivlsomme hvalfangst og sågar bygget et helt nyt og kæmpestort fabriksskib til fangsten – formedelst 47 millioner dollars.

Den første finhval er allerede harpuneret og bragt ombord i det nye fabriksskib. Der skal fanges ikke så få hvaler for at få en investering på 320 millioner kroner hjem igen. Og derfor vil japanerne have Watson udleveret til retsforfølgelse i Japan.

Så han ikke fremover kan hindre eller genere en genoptaget japansk hvalfangst. I nationalt eller internationalt farvand.

Men først lidt historie:

Brigitte Bardot og babysælerne

Tilbage i 1985 tilbragte jeg hele sommeren hos svigerfamilien i Nuuk / Godthåb på Grønland. Jeg var der fra forsommerens isgang til efterårets rensdyrjagt. Fiskede og jagede, til den første sne lagde sig, og jeg måtte tilbage til studierne i Aarhus.

Dengang tilbragte man typisk tid på den amerikanske base i Søndre Strømfjord, mens man ventede på forbindelse til sin endelige destination. Der var ikke mange fastvingede fly, da de fleste bygder manglede landingsbaner. Det var derfor de rød-hvide Sikorsky helikoptere, der varetog det meste af transporten. En Heliport var der altid plads til.

Ventetiden i Søndre Strømfjord kunne man så fordrive med at se på de dengang mange F-16 jagere, der kom ned for at tanke op – på vej mellem Europa og Nordamerika. Canadiske Goose Bay på den anden side af Davisstrædet var et vigtigt knudepunkt. Det var den russisk-afghanske krig, der havde sat NATO i Red Alert.

Til Nuuk kom jeg dog til sidst. En dag var der uro i hele byen. En 12 meter lang finhval var netop bragt ind til havnen – totalfredet og således ulovligt nedlagt. 12 meter er ikke meget for en finhval, der som den næststørste af alle hvaler kan blive dobbelt så lang. Kun blåhvalen kan blive større.

Det viste sig senere, at dens spæklag var fyldt med projektiler – lige fra små kaliber .22 til store .30-06 kugler. Selv om det næppe var dem, der havde dræbt den store finhval. Hvem der egentlig havde nedlagt hvalen, blev aldrig helt afklaret. Island blev dog nævnt flere gange, for på vulkanøen havde man en organiseret hvalfangst.

Den lokale politichef var klar over situationens alvor. Han var derfor den allerførste til at forlade scenen. Han fortrak hurtigt til lystbådehavnen, hvor hans egen båd lå. Ombord på den forsvandt han i al hast ind i den lange Godthåbsfjord. Væk fra balladen.

Han skulle ikke nyde noget i en så speget sag som denne. Og vendte derfor først tilbage, da der atter var faldet ro over gemytterne.

Det var i de år, hvor man på Grønland stadig havde franske Brigitte Bardot og hendes kamp mod jagten på bedårende babysæler i frisk erindring. Hendes kampagne imod denne jagt kom nemlig til at koste de grønlandske fangere dyrt. Ingen ville købe deres ellers fine sælskind længere. Af ren og skær misinformation.

Det var nemlig slet ikke de grønlandske fangere, der aflivede de små nyfødte sælunger med de store runde øjne og den superbløde pels – med tunge køller i hovedet for ikke at ødelægge det fine skind. Det gjorde de i stedet på den anden side af Davisstrædet – i Canada.

Men kampagnen gik alligevel ud over uskyldige grønlandske fangere og deres fangst af voksne sæler. Tilsyneladende kunne ingen kende forskel på canadiske babysæler og voksne sæler fra Grønland. Eller ville i hvert fald ikke.

Derfor vil franske Brigitte Bardot for altid stå som en miljøterrorist i grønlandske fangeres opfattelse. Fuldt forståeligt.

“Rainbow Warrior” sænket

Frankrig havde som atommagt et anstrengt forhold til miljøaktivister generelt og miljøorganisationen Greenpeace specielt.

Den 10. juli i 1985 lå Greenpeace-skibet “Rainbow Warrior” således i havnen i Auckland, New Zealand. Dette i forbindelse med organisationens fredelige protester mod Frankrigs fortsatte atomprøvesprængninger på Mururoa-atollen, som er del af øgruppen Fransk Polynesien. Atollen ligger nordøst for New Zealand – meget langt fra Frankrig.

Her gik den franske efterretningstjeneste i hidtil uhørt grad over stregen. De placerede to bomber – dog ikke nukleare – under vandlinjen på “Rainbow Warrior” og detonerede begge. Den første udrettede kun materiel skade og lavede et stort hul i skroget. Den anden slog den portugisiske fotograf Fernando Pereira fra Portugal ihjel.

Han var besætningsmedlem og netop gået tilbage til skibet for at hente sit fotoudstyr, da den anden bombe detonerede. Fernando Pereira druknede, og fire minutter senere var Rainbow Warrior helt under vand. Pereira var far til to børn og havde netop fejret sin 35 års fødselsdag.

I første omgang benægtede den franske regering ethvert kendskab til den fatale sabotage af Greenpeace-skibet. Senere måtte den franske premiereminister Laurent Fabius dog indrømme, at regeringen faktisk havde givet efterretningstjenestens agenter ordre til at gennemføre operationen.

De var dog ikke klar over, at der var nogen ombord på skibet på det tidspunkt. Det skulle der ikke have været.

Der skulle gå yderligere to år, førend der faldt dom i sagen. I 1987 blev Frankrig så af en international domstol dømt til at betale 8,1 millioner dollars i erstatning til Greenpeace og den portugisiske fotografs efterladte.

To franske agenter blev samtidig idømt henholdsvis syv og ti års fængsel på en militærbase i Fransk polynesien, men løsladt efter mindre end to år. Hvis de nogensinde reelt havde været fængslet.

En symbolsk dom, hvor de to franske agenter pligtskyldigt påtog sig ansvaret.

Fra Greenpeace til Sea Shepherd

Miljøorganisationen “Greenpeace” blev officielt grundlagt i 1971. Blandt de første medlemmer var en nu velkendt aktivist ved navn Paul Watson, der i dag er let genkendelig med sit store hvide hår og skipperskæg.

Mindre kendt er det, at der var flere kvinder blandt grundlæggerne af Greenpeace-organisationen tilbage i 1960’erne. Blandt disse er Marie Bohlen, som skabte det første Greenpeace-logo. Dorothy Metcalfe, der som journalist stod for kommunikationen udadtil. Samt Zoe Hunter og Dorothy Stowe. Fire stærke kvinder, hvis hjerter bankede for miljøet. Mere end de fleste mænds.

Ved sænkningen af “Rainbow Warrior” havde nævnte Paul Watson for længst selv droppet Greenpeace, som han fandt for passiv i kampen mod de illegale hvalfangere.

Han havde allerede i 1977 stiftet en helt ny organisation med navnet “Sea Shepherd”, der gik anderledes bastant til værks i kampen mod de kontroversielle hvalfangere og deres granatudstyrede harpunkanoner.

Millioner af TV-seere verden over har gennem flere år kunnet følge Paul Watson og hans kollegers utrættelige kamp mod den illegale japanske hvalfangst fra det store hvalfangerskib “Nisshin Maru“ og dets mindre følgebåde.

De har kunnet følge kampen i den populære TV-serie “Whale Wars” på kanalen Animal Planet. På én gang fascinerende og skræmmende optagelser af fysiske konfrontationer nær Antarktis mellem Watson’s miljøaktivister og japanske hvalfangere fra deres store moderskib.

Programmet kørte på Animal Planet i syv sæsoner fra 2008-2015. Japan stoppede sin hvalfangst i internationalt farvand i 2016 – klart presset af verdensopinionen og de mange tusinde seere fra Whale Wars-føljetonen.

De fleste troede derfor, at Japan nu endegyldigt havde opgivet sin kontroversielle hvalfangst i internationalt farvand. At hvalerne fremover ville få fred i det mindste ved Antarktis.

Japan genoptager hvalfangsten

Men otte år senere viste det sig alligevel ikke at være tilfældet.

Netop nu i 2024 har Japan søsat et nyt og kæmpestort hvalfangerskib ved navn “Kangei Maru”. Et fabriksskib, der fungerer som ledsagerbåd og slagteri for et antal mindre hvalfangerbåde. Kangei Maru skal afløse det gamle Nisshin Maru og genoptage fangsten af store hvaler til det evigt hvalkød-hungrende japanske marked.

Japanerne har givet sig selv lov til at fange et stort antal finhvaler, rethvaler, brydeshvaler og sejhvaler. Uden om anbefalingerne fra IWC, den internationale hvalfangstkommitté.

Det satte Paul Watson og hans nyeste organisation sig for at stoppe, og derfor stævnede han i forgangne sommer mod Grønland for at tanke op og forberede sig på en tur gennem Nordvestpassagen – med det erklærede mål at konfrontere det nye japanske hvalfangerskib i Stillehavet.

Turen skulle gå fra Nordatlanten ved Grønland nord om Canada til Stillehavet ved Alaska. Paul Watson var i mellemtiden raget uklar med Sea Shepherd, som havde sat ham uden for døren i hans egen virksomhed. Lidt som Steve Jobs blev det i Apple.

Han havde derfor startet en helt ny organisation ved navn “Captain Paul Watson Foundation” – praktisk forkortet CPWF – der opererer fra det isgående skib “M/Y John Paul DeJoria. Navngivet efter den amerikanske milliardær og velgører af samme navn.

I det 33 meter lange sponsorskib var Watson stævnet til Grønland for at tanke op til fornyet kamp. Angiveligt med 24 mand ombord. Han havde offentligt erklæret, at man ville konfrontere det nye japanske hvalfangerskib i Stillehavet.

I den grønlandske hovedstad Nuuk blev han imidlertid anholdt af det danske politi, som havde fået en officiel anmodning herom fra Japan. De havde reaktiveret en såkaldt “Red Notice” fra 2012 via Interpol.

Anholdelsen skete den 21. juli. Pudsigt nok eksakt det samme sted, hvor man tilbage i 1985 landede den illegale finhval, som er nævnt i indledningen. Det virkede næsten symbolsk.

En halv snes udsendte danske politifolk bordede straks efter anløbet M/Y John Paul DeJoria, lagde Paul Watson i håndjern og placerede ham i “Anstalten”, som detentionen i Nuuk så malerisk hedder.

I skrivende stund sidder den hvidskæggede miljøaktivist så her og venter på, om Danmark vil udlevere ham til retsforfølgelse i Japan. Det har japanerne officielt bedt Danmark om.

Paul Watson risikerer som tidligere nævnt op til 15 års fængsel for at have reddet truede hvaler og chikaneret japanske hvalfangere tilbage i 2010.

Hvalfangere, som selv bedrev illegal hvalfangst i internationalt farvand ved Antarktis.

Diplomatisk krise

Blot en uge efter arrestationen af Paul Watson i Grønland harpunerede Japan så sin første truede finhval i over 50 år.

Det skete ikke uventet fra det spritnye “Kangei Maru” fabriksskib og bekræftede mistanken om, at åben havslagtning af verdens største pattedyr hele tiden havde været hensigten med det nye skib. Uanset hvad man ellers officielt havde sagt og skrevet. Et skib, der har kostet ikke mindre end 47 millioner dollars af bygge.

Japan har bekræftet, at man vil tillade fangst af op til 59 finhvaler i den kommercielle jagt. Dette i tilgift til et antal mindre hvalarter, som allerede var på dødslisten: Sejhvaler, minkehvaler og brydeshvaler.

“Kyodo Senpaku”, som er Japans statsejede hvalfangstselskab, meddeler, at den enlige og hidtil første finhval blev fanget ud for østkysten af Hokkaido, Japans nordlige ø. Altså i nationalt japansk farvand. Det var en knap 20 meter lang han, der vejede 55 tons.

Finhvaler anses stadig som en truet art, der på grund af sin størrelse har været efterstræbt gennem århundreder. De kan blive op til 90 år gamle og mere end 25 meter lange. Japan har i mange år jagtet disse hvaler, primært i internationalt farvand i det sydligste Stillehav nær Antarktis.

En yderst kontroversiel aktivitet, som i 2014 blev dømt illegal af Den Internationale Domstol i hollandske Haag. Japanerne havde længe dækket sig ind under, at der skam var tale om hvalfangst til “videnskabelige formål”, hvilket også Island tidligere har gjort. “Research” rimer jo lidt om “Rescue”, hvis man ikke er engelskkyndig…

Japan var imidlertid ikke fuldgyldigt medlem af den Internationale Hvalfangstkommission IWC og fortsatte derfor uanfægtet den kontroversielle hvalfangst i internationalt farvand. Trods dommen Haag.

Stigende pres fra Australien og New Zealand, der jo ligger ikke så lidt nærmere Antarktis, end Japan gør, satte dog til sidst en stopper for hvalfangsten. Den ophørte i 2016. International fordømmelse er ikke uden virkning. Massiv mediedækning bestemt heller ikke.

I mellemtiden har Japan så bygget et spritnyt fabriksskib til 47 millioner dollars og påbegyndt hvalfangsten igen. Japan har derfor brug for, at Paul Watson sættes effektivt ud af spillet, så japanerne uhindret kan efterstræbe de attraktive finhvaler. Måske også igen i internationalt farvand.

Paul Watson skal tilsyneladende straffes for de japanske brud på reglerne fra IWC, og det skal vi danskere så hjælpe dem med. Han er fortsat varetægtsfængslet i et afsides beliggende fængsel i Nuuk, Grønland, som bærer det sigende navn “Anstalten”.

Her afventer han nu en afgørelse fra Danmarks Justitsministerium om Japans udleveringsanmodning. I så fald risikerer den nu 73-årige miljøaktivist 15 års fængsel i den opgående sols land.

De internationale protester

Blandt de mange prominente støtter, som kræver Paul Watson’s løsladelse, er selveste den franske præsident Macron. Han har nok stadig dårlig samvittighed efter den franske sænkning af “Rainbow Warrior” og drabet på den portugisiske fotograf.

Blandt støtterne er også rockmusikeren Bryan Adams, filminstruktøren James Cameron, primatologen Dr. Jane Goodall og oceanografen Dr. Sylvia Earle med mange flere modstandere af den illegale eller i bedste fald kontroversielle hvalfangst i nationalt og internationalt farvand.

Typisk støtter mange kendte skuespillere Paul Watson og har gjort det igennem flere år. Såvel i regi af Greenpeace som Sea Shepherd og nu senest Captain Paul Watson Foundation (CPWF), hvis flagskib “M/Y John Paul DeJoria” er doneret af og opkaldt efter forretningsmanden, milliardæren og filantropen af samme navn.

Seneste stemme i protestkoret er ingen ringere end Agent 007 alias James Bond alias skuespilleren Pierce Brosnan, der personligt har skrevet og sendt et langt brev direkte til statsminister Mette Frederiksen.

Det er ikke så lidt af en kattepine, Japan har sat Danmark i, og som Danmark selv har sat sig i. Ellers havde vi jo ikke valgt at anholde ham.

Vi kunne blot have henvist til, at den modtagne “Red Notice” fra Interpol ikke er nogen international arrestordre, men blot en anmodning udelukkende baseret på oplysninger fra Japan. Udsendt i 2012 og skjult bedt reaktiveret her i 2024, hvor det nye japanske hvalfangerskib jo blev søsat.

Der er ikke faldet nogen dom, og Paul Watson ser således ud til at være gået i en fælde sat af den danske stat i nært samarbejde med japanske myndigheder.

Vi kunne også have henvist til, at beskyldningerne mod Watson er forældede og næppe holder vand, da Den Internationale Domstol i Haag jo allerede i 2014 erklærede den japanske hvalfangst ved Antarktis ulovlig.

Men det valgte den nuværende danske SVM-regering altså ikke at gøre. Vi takkede ja til anmodningen og anholdt Paul Watson den 21. juli.

Anholdelsen har tilsyneladende været planlagt længe og hænger nært sammen med, at Japan nu vil genoptage deres hvalfangst med et helt nyt hvalfangerskib.

Måske også ved Antarktis, hvor man ellers stoppede den illegale hvalfangst tilbage i 2016.

Den japanske analyse

Man skal derfor ikke blive overrasket, hvis Danmark som stolt hvalfangernation – med et internationalt fordømt grindedrab ved Færøerne – vælger at udlevere Paul Watson til retsforfølgelse i Japan.

Dette under dække af at kalde ham en miljøterrorist fra Nordamerika, der skal anholdes i Grønland af udsendte politifolk fra Danmark. For at have generet illegale hvalfangere fra Japan i internationalt farvand ud for Antarktis. For fjorten år siden.

Altsammen uagtet, at hele EU som organisation er modstander af hvalfangst. Og at Danmark er et af de ældste medlemmer i det europæiske fællesskab. Hvad Grønland jo ikke har været siden 1985, hvor de selv valgte EU fra. Virkelig en speget international affære, vi her har rodet os ud i. Som en flok glade amatører med en slet skjult dagsorden.

Vi ved jo, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen naturligvis vægter den danske eksport til Japan højt. At han selv er færøsk gift, og at Færøerne mange gange har været mål for Sea Shepherds kampagner mod de årlige grindedrab.

Det forhold er japanerne naturligvis helt på det rene med. Det har de indkalkuleret i deres politiske analyse og kravet om anholdelse og udlevering af Watson. Det er klappet af både nationalt og internationalt.

Det er ligeledes velkendt, at Lars Løkkes tidligere parti Venstre i mange år har haft nære personlige relationer til det japansk-ejede havbrug Musholm, som er den største enkeltforurener af danske Storebælt og har været det i mange år.

Danmark har af uransagelige årsager og i årevis tilladt japansk fiskeopdræt at storforurene i Storebælt, der i forvejen er hårdt belastet med næringssalte og andre skadelige stoffer. Blot for eksportens skyld.

Endelig har vi jo statsminister Mette Frederiksen, der som resten af regeringen gerne vil holde sig gode venner med de berømte nordatlantiske mandater. Dem kunne hun jo få god brug for efter næste valg. Lige nu kniber det i hvert fald gevaldigt med populariteten.

Med økonomisk bistand fra milliardæren John Paul DeJoria sker en eventuel udlevering af Paul Watson til retsforfølgelse i Japan dog næppe uden langvarige sværdslag og massiv juridisk modstand.

For slet ikke at tale om den megen negative omtale, Danmark vil få i alle de mange lande, der er imod fortsat hvalfangst. Det kan komme til at koste dyrt.

Før turen til Grønland havde Paul Watson opholdt sig i Frankrig og Irland, som jo også er medlemmer af EU – men uden at blive anholdt her som i Danmark. I juridisk forstand er Grønland næsten lige så internationalt som Antarktis.

Paul Watson’s danske advokat er den kendte jurist Jonas Christoffersen. Han har til Danmarks Radio denne kommentar:

“Den her sag bliver pustet op af Japan til et niveau, den slet, slet ikke kan holde til, og det er det, vi nu skal til at forklare den danske regering.

Han er sigtet for at stoppe det her hvalfangerskib, som reelt er et slagtehus, hvor man tager ud og fanger hvaler og hugger dem op for at sælge dem til Japan. Det stopper man, og man kaster også en stinkbombe på skibet.

Jeg tror, Danmark skal tænke grundigt over, hvilken galej man er hoppet på.”

Såvidt advokat Jonas Christoffersen, som er dr. jur og tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder. Vi må formode, at Paul Watson er i de bedst mulige hænder.

Læs mere på freepaulwatson.org, hvor man også kan skrive under på en protest mod anholdelsen, der af mange betragtes som både forældet og rendyrket politisk forfølgelse.

Flere end 175.000 (oktober ’24) har skrevet under siden anholdelsen af Watson i Nuuk den 21. juli. Og tallet stiger hastigt.

Skidt for et land, der som vort bryster sig af at være forkæmper for retssikkerhed og menneskerettigheder.

©️ 2024 Steen Ulnits

Efterskrift

Paul Watson blev anholdt i Nuuk den 21. juli 2024. Ved retsmødet i Nuuk den 15. august blev fængslingen af Watson forlænget indtil den 4. september.

Der var ingen tolk til stede ved det første retsmøde, hvor retten af uransagelige årsager nægtede at se videooptagelser fra hændelsen tilbage i 2010.

Dem, der tidligere er vidt på TV af Animal Planet i serien “Whale Wars”.

Det var disse optagelser, der for alvor satte fokus på den illegale japanske hvalfangst, og som udløste den japanske vrede og en såkaldt “Red Notice” fra Interpol.

Ved retsmødet i Nuuk den 4. september blev fængslingen af Paul Watson forlænget endnu engang. Næste retsmøde er berammet til den 2. oktober.

Watson vil da have siddet fængslet i Nuuk i 73 dage – uden mulighed for at se sin hustru og deres to børn. Gad vide, hvad de mange dage i fængsel skal være godt for?

Paul Watson’s danske advokat Jonas Christoffersen har senest udtalt, at Watson kun er fem sekunder fra løsladelse:

De fem sekunder, det vil tage den grønlandske dommer at se de omtalte videoklip.

Som de fremmødte tilhørere i Nuuk straks bemærkede, så var Paul Watson denne gang ikke iført håndjern, da han ankom til det seneste retsmøde.

Der var tilsyneladende kun en enkelt grønlandsk og kvindelig politibetjent i bilen, da denne ankom til retten med Watson ombord.

Man frygter ham tilsyneladende ikke helt så meget som ved anholdelsen.

Men heller ikke ved dette retsmøde fik Paul Watson lov til at vise sin videodokumentation fra hændelsen. Det fik japanerne til gengæld.

Vi må formode, at Watson’s TV-optagelser vil blive vist næste gang. (PS: Det blev de ikke)

Watson udtalte til pressen i Nuuk, at det jo burde være Japan, der blev stillet for en domstol. Dem, der brød loven med deres illegale hvalfangst ved Antarktis.

Watson og Sea Shepherd prøvede blot at hindre det.

Sagen er nu så international, som nogen kan være. For at citere engelske Shakespeare’s “Hamlet”, der jo udspillede sig på danske Kronborg:

“There’s something rotten in the State of Denmark”

I hvert fald på Christiansborg.

🇯🇵 🇦🇺 🇬🇱 🇩🇰 🇬🇱 🇦🇺 🇯🇵

“Prosecuting Fucking Legends”

Se lidt svidende sarkasme om den japanske hvalfangst i dette australske indslag på Instagram.

Det var Paul Watson og TV-serien “Whale Wars” på Animal Planet, der fik sat en stopper for den illegale japanske hvalfangst “Down Under”.

https://www.instagram.com/reel/C_bzWVsvs0C/?fbclid=IwY2xjawFGg_pleHRuA2FlbQIxMAABHSS7cHPL8A5JW6EQq44f-mIASHNeJoVFzhrJXfq43uwEqgtRiyKXoEdFUQ_aem_9ahMFmV6szs461CGcMR73w

Nyd også de mange australske spydigheder og deres afsluttende “tak-tak” til Mette Frederiksen og den danske hvalfanger-regering.

For at have anholdt Paul Watson, så Japan nu uhindret kan genoptage deres hvalfangst.

– Godt gået, Danmark…

🇯🇵 🇦🇺 🇬🇱 🇩🇰 🇬🇱 🇦🇺 🇯🇵

Paul Watson blev løsladt den 17. december 2024 på direkte ordre fra den danske justitsminister Peter Hummelgaard.

Læs hele historien her

Kronikken i Politiken

“Drop drømmen om flere danske havbrug”

Japanerne får al rognen og de fleste af pengene. Men forureningen, den får vi lov at beholde i Danmark.

Af Stig Bülow og Steen Ulnits

“I en kronik i Politiken den 5. januar slår civilingeniør Karl Iver Dahl-Madsen og havbiolog Johan Wedel Nielsen på tromme for, at Danmark går i Norges fodspor og udvider produktionen med 150 nye forurenende havbrug ved Bornholm. For herefter at ekspandere udefter og til sidst ende i Nordsøen, hvor Norge jo allerede høster “det lyserøde guld”.

I den forbindelse kan det være værd at vide, at Karl Iver Dahl-Madsen længe har været tilknyttet havbruget ved Musholm, der har den tvivlsomme ære at være den største enkeltforurener af Storebælt. Johan Wedel Nielsen har blandt andet været aktiv omkring opdræt af østers i Limfjorden.

Lad os allerførst slå fast, at åbne havbrug som dem, der her slås på tromme for, er såkaldte totalforurenere. Hermed menes, at al forurening fra fiskeopdrættet ledes direkte ud i det omgivende havområde. Uden mulighed for rensning. Det er netop denne manglende rensning af spildevandet, som gør havbrugene så attraktive for fiskeopdrætterne. Den, der muliggør en hurtig og attraktiv indtjening i millionstørrelsen.

Uundgåelig totalforurening

Al forurening i form af foderrester, fækalier, hjælpestoffer og medicin ryger direkte ud gennem netmaskerne. Direkte ud i det omgivende hav. Den billigst tænkelige måde at komme af med sit urensede spildevand på. Noget havner på bunden under og omkring anlæggene. Andet føres bort af strømmen for at fortsætte forureningen et nyt sted – med ny algeblomst, iltsvind og fiskedød. Alt afhængig af forholdene.

Tallene i den nævnte kronik er imponerende, som vi jo kender det fra akvakulturbranchen. Men som vi efterhånden også ved, så holder proportionerne ikke til en nærmere granskning. Vi har i dag en lille snes aktive havbrug i Danmark – med Musholm som det suverænt største offshore anlæg.

Da den foregående regering ville udvide antallet af havbrug med otte (8), der alle skulle ligge ud for Djursland, havde man kigget nærmere på HELCOM – en forkortelse for Helsinki Commission. Det er nemlig ikke kun Vandrammedirektivets krav om en bedre vandkvalitet, vi skal leve op til i Danmark. Hvor kun to eller tre af vore 119 vandområder lever op til kravene. Vi har også forpligtet os til at arbejde for en bedre vandkvalitet i hele Østersø-området, der også inkluderer Kattegat – gennem vort medlemsskab af netop HELCOM.

Nu var der imidlertid intet råderum til yderligere forurening i Kattegat, der i forvejen var og stadig er hårdt belastet. I hvert fald ikke ud fra Vandrammedirektivets krav om en god økologisk tilstand. Men Danmark havde ifølge den daværende borgerlige miljøminister samlet set ikke fyldt sin forureningskvote op til maks. Vi havde således udledt en smule mindre kvælstof til vandmiljøet, end vi havde lov til i henhold til HELCOM. Faktisk 800 tons mindre kvælstof.

Ingen nye havbrug ved Djursland

Og det går jo ikke. De 800 tons var lige akkurat nok til otte nye havbrug ud for Djursland. Havbrug, som socialdemokratiet imidlertid dømte ude i 2019. Først af miljøordfører Christian Rabjerg Madsen med disse ord:

– Den seneste tids afsløringer af rod i havbrugssektoren har bestyrket os i, at det ikke er tiden til nye og større havbrug.

I Socialdemokratiet tager vi konsekvensen af afsløringerne. Derfor kan vi ikke længere bakke op om aftalen om udvidelser i havbrugssektoren.

Og siden af den nyslåede miljøminister Lea Wermelin:

– Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt.

Vi skal være et grønt foregangsland, også når det gælder fiskeopdræt, og derfor skal vi satse på en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren.

Jeg ser et potentiale i at satse på de mest miljøvenlige salt– og ferskvandsdambrug på land, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med miljølovgivningen.

Såvidt Lea Wermelin. Ministeren lukkede og slukkede således ikke for alt fremtidigt fiskeopdræt. Det skal blot forgå på land – i lukkede anlæg, hvor man kan undgå den massive forurening, der ellers uundgåeligt kommer fra de traditionelle åbne havbrug. På denne måde kan fiskeopdrættet øge produktionen uden at komme i konflikt med hverken EU’s Vandrammedirektiv eller HELCOM.

Og branchen har rigeligt råd til det. I stedet for hvert år at sende millioner af overskudskroner til Japan og blot beholde forureningen selv, kunne man jo investere i nye, forureningsfrie og landbaserede anlæg herhjemme. Et enkelt dansk firma har således næsten en kvart milliard stående på kontoen, så mon ikke der kunne blive råd til nogle fremtidssikrede anlæg på land?

Mangedoblet forurening af Østersøen

Vi er spændt på, hvordan EU og HELCOM vil se på forureningen fra de 150 nye totalforurenende åbne havbrug, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen plæderer for i deres kronik. Det er mange gange så megen ny forurening, som de planlagte otte ud for Djursland ville have leveret til Kattegat. Men som altså nu skal tilføres den endnu hårdere belastede Østersø ved Bornholm.

Dahl-Madsen og Wedel Nielsen påstår, at “hvis man ser på Østersøen, Kattegat og Nordsøen tilsammen, er de eksisterende og eventuelt nye danske havbrug næringsstofneutrale”. Som argument for at lægge 150 nye havbrug ved Bornholm.

Hvis det var så vel, at de mange millioner ørreder skulle eller kunne fordres med fisk fanget i samme Østersø, da kunne man tale om en vis “næringsstofneutralitet”. Men det kan man desværre ikke og vil næppe heller kunne i mange år fremover. Østersøen er nemlig et af de mest belastede farvande, hvad giftstoffer som DDT, PCB og dioxin angår.

Den 31. marts 2004 måtte fødevareministeren med øjeblikkeligt varsel indføre forbud mod alt garnfiskeri efter laks i den danske del af Østersøen – farvandet omkring Bornholm. Årsagen var, at de fangede laks havde et alt for højt indhold af giftstoffet dioxin i kødet. Overskridelsen af EU’s grænseværdi varierede fra 5-85 %.

Dioxinet stammede fra de sild og brislinger, som laksene voksede sig store på. Da sild og brislinger fanget i Østersøen en overgang blev brugt til fremstilling af fiskemel, endte en hel del dioxin også i det færdige fiskefoder. Foderet indeholdt langt mere dioxin end tilladt i EU og måtte derfor ikke sælges her. Det fandt man dog en løsning på:

Dioxin i fiskefoderet

I 2009 var dioxin i dansk fiskefoder således oppe til debat på Christiansborg. Plantedirektoratet havde nemlig givet tilladelse til eksport af dioxin-forurenet foder til fattige tredjeverdenslande. Foder med et så højt indhold af dioxin, at det ikke måtte handles inden for EU.

Men de fattige lande udenfor måtte gerne købe det. Og efterfølgende opdrætte fisk eller andet, der uundgåeligt også ville få et højt indhold af dioxin i kødet. Det faldt forståeligt nok flere politikere for brystet.

Så skal man opdrætte massive mængder regnbueørreder i 150 planlagte nye havbrug ved Bornholm, da kommer det således næppe til at ske med foderfisk fanget i Østersøen. Foderet vil primært skulle hentes udefra – i form af industrifisk fanget langt ude i Nordsøen eller importeret endnu længere herfra.

Og da vil stort set alt foderforbrug ved Bornholm være en direkte øget forurening af den i forvejen stærkt forurenede Østersø. Det vil da være så langt fra den næringsstofneutralitet, Dahl-Madsen og Wedel Nielsen ellers påberåber sig, som man overhovedet kan komme. Det vil også påføre klimaet en stor ekstrabelastning fra de oceangående og brændstofslugende både i industrifiskeriet.

Danskproducerede regnbueørreder fra Østersøen kommer på intet tidspunkt til at konkurrere med norskproducerede laks fra Nordsøen. I hvert fald ikke på kødet. Det “lyserøde guld”, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen omtaler i kærlige vendinger, er derimod en konkurrenceparameter over for nordmændene. Den virkelige årsag til drømmene om flere forurenende havbrug i danske farvande.

Den lyserøde ørredrogn har længe været det virkelige guld for danske havbrugere, som eksporterer alt, de overhovedet kan producere, til Japan. Det drejer sig om den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer høje priser.

Hormonbehandlede rognmaskiner

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Men japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år flyver de deres egne specialister til Danmark for at gøre arbejdet. Det er der således ingen danske arbejdspladser i. Og når japanerne er taget hjem igen, står vi danskere så tilbage med al forureningen fra fiskeopdrættet.

Fremstilling af ren ørredrogn starter med hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Rene rognmaskiner til produktion af røde rognkorn i lange baner. Til den opgående sols land.

Det er i princippet sådan, de såkaldte “All Females” bliver til. En produktion, der er så lidt bæredygtig, som noget kan være. Med rognen som det lyserøde guld. Og moderfiskene som et udsultet restprodukt med en kødkvalitet, der ikke egner sig til menneskeføde.

I det hele taget kan der stilles meget store spørgsmålstegn ved, om fiskeopdræt i det hele taget er klimavenligt, som de to forfattere ellers påstår. Det kniber allerede i dag med at skaffe industrifisk nok til den hastigt voksende fiskeproduktion. Vi må derfor se i øjnene, at vi ikke fremover kan fortsætte med at importere industrifisk fanget ud for Chiles stillehavskyst – blot for at fremstille fiskefoder i Danmark, som så bruges til at fodre fisk med, hvis rogn siden eksporteres til Japan. Tilbage i Stillehavet.

Madspild i verdensklasse

Det er en absurd tanke, at dette skulle være nogen klimavenlig produktion. At det skulle kunne afhjælpe noget fødevareproblem at dyrke rognen selektivt til kapitalstærke markeder som Japan. I stedet øger det blot sultproblemet, når rige nationer opfisker de fattige landes industrifisk til fremstilling af egne laks og ørreder med flere. Eller ligefrem rendyrket ørredrogn.

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop akvakulturen, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen. Som FAO tidligere troede.

Organisationen har set på indholdet i moderne fiskefoder, som i dag kun indeholder godt en fjerdedel animalsk protein. Resten er vegetabilsk, da man simpelthen ikke kan skaffe industrifisk nok og derfor allerede nu bruger slagteriaffald til foderet. På den måde kan Østersøen blive en lukrativ losseplads for den industrielle produktion af husdyr, der jo heller ikke spås nogen stor fremtid rent klimamæssigt.

Framtiden i våre hender” har regnet videre og et nået frem til, opdrættede fisk blot leverer en femtedel af de kalorier tilbage, som er brugt til at opfordre dem. Vel den dårligst tænkelige forretning set i et sult- og hungersnødsperspektiv. Vi løser jo ikke verdens fødevareproblemer ved at opfodre fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist, konkluderer norske Framtiden i våre hender. Mange af de ingredienser, som indgår i fiskefoder, kunne langt mere effektivt være brugt som føde i områder med sult.

I det hele taget ser det ud til, at vi med omkring tre fjerdedele har nået grænsen for, hvor meget vegetabilsk protein vi kan tilsætte fiskefoderet. Laks og ørreder er rovfisk, som ude i naturen kun indtager animalsk protein. Det er deres fordøjelse indrettet til – ikke til store mængder plantefibre.

Ufordøjelig fiskeføde

Det norske Havforskningsinstituttet har kigget nærmere på, hvad fiskene egentlig kan og ikke kan fordøje. Og resultaterne er beskæmmende: En typisk opdrætslaks på 4,5 kg lukker således omkring to kg ufordøjet mad ud igen, som samler sig på bunden under netburene. Jo mere plantemateriale man tilfører foderet, desto mere vil passere ufordøjet gennem fiskene. Jo mere forurening vil opdrættet således bidrage med lokalt.

Det samlede billede bliver, at en udvidet havbrugsproduktion som den af Dahl-Madsen og Wedel Nielsen anbefalede netto vil tilføre det i forvejen nødlidende farvand omkring Bornholm en massiv ny forurening, som slet ikke var der før.

Det har Østersøen ikke brug for, og det får danske havbrugere næppe lov til af EU.

Det håber vi i hvert fald ikke.”

Af Stig Bülow og Steen Ulnits, medlemmer af henholdsvis “Stop Havbrugssvineriet i Danmark” og Miljøforeningen Blak

Denne kronik blev bragt i Dagbladet Politiken den 23. februar 2022

Foder, føde og fiskeopdræt

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop fiskeopdrættet, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen.

Nu vidste de fleste af os jo godt, at det ikke er rigtigt. At det er en løgn af gigantiske dimensioner. At det rent faktisk er det stik modsatte, som er tilfældet. At vore dages fiskeopdræt i stedet trækker tæppet væk under de vilde fiskebestande, som netop kunne have brødfødet en stor del af del sultende befolkning.

I gamle dage fodrede man med mere eller mindre friske skidtfisk fra industrihavne rundt omkring i Danmark. Dem, der nu lå tættest på dambruget, så transporten blev kortest mulig. Man brugte da typisk mellem 4 og 7 kg skidtfisk for at producere 1 kg ørred. I tilgift fik man en masse organisk forurening, der flød fra dambrugene og ned ad åerne, efterladende en tydelig lugt af rådden fisk og en glinsende oliefilm på overfladen.

Siden begyndte man at fremstille foderpiller, som var mere hygiejniske, lettere at håndtere og mere effektive. Disse foderpiller kunne nu tilsættes en masse hjælpestoffer, der uundgåeligt havnede i vandmiljøet med det overskydende foder. Læs gerne artiklen om “Ethoxyquin“

Som årene gik, blev disse foderpiller bedre og bedre. Til sidst så gode, at man i dag i grove træk kan producere 1 kg fisk af 1 kg foder. Et faktum, der i meget vid udstrækning misbruges af branchen til at fortælle forbrugerne, hvor effektive man er blevet til at opdrætte fisk, og hvor godt fiskeopdræt er blevet for natur og miljø…

Men det er naturligvis ikke tilfældet. Træerne vokser heller ikke her ind i himlen. For at nå frem til dette helt usandsynlige 1:1 forhold fjerner man nemlig alt vandindhold i foderet, hvilket gør det lettere – at transportere og håndtere. Fjernede man ikke vandindholdet, ville tallene se ganske anderledes ud. Og ikke være i fiskeopdrætternes eller foderproducenternes favør.

Man kan sammenligne det med slagteren, der pumper sit kød med saltholdig væske for at få det til at suge vand og dermed gøre det tungere. Her blot i omvendt forstand, da foderproducenterne i stedet fjerner vandet for at gøre foderet lettere.

Fra animalsk til vegetabilsk

Indtil for relativt få år siden brugte man udelukkende animalsk protein til fremstilling af fiskefoder. Det er jo det, fiskene spiser ude i naturen. Og derfor også det, der giver det bedste slutprodukt. Det er alle forskere enige om. Også norske lakseopdrættere. Fiskefoder fremstillet af fiskemel indeholder nemlig som udgangspunkt alt, hvad rovfisk som laks og ørreder naturligt har brug for til at vokse sig store.

Forskerne er også enige om, at fiskeopdrættet i lang tid ikke havde kunnet vokse, hvis foderet udelukkende skulle bestå af animalsk protein i form af fiskemel. Der er simpelthen ikke nok “skidtfisk” som sild, brisling, sperling, tobis og ansjoser i selv de store verdenshave.

Man ville have støvsuget også de allersidste “skidtfisk” op af verdenshavene for at skaffe foder nok til de uendeligt mange millioner tamlaks, der findes i havbrug verden over.

Derfor har man længe eksperimenteret med at tilsætte vegetabilsk protein – i form af primært rapsolie, soya og hvede. Hertil mindre mængder ærter, majs, bønner og solsikke.

Animalsk protein i form af fiskemel udgør i det her analyserede tilfælde godt 28% af det samlede proteinindhold. Knap 72% af moderne fiskefoder udgøres i dag af vegetabilsk protein med følgende sammensætning:

Solsikke: 17.95 kcal ⌘

Bønner: 34.88 kcal ⌘

Majs: 45.14 kcal ⌘

Ærter: 50.38 kcal ⌘

Hvede: 220.22 kcal ⌘

Soja: 221.18 kcal ⌘

Ansjos: 424.03 kcal ⌘

Rapsolie: 475.62 kcal ⌘

⌘: Vegetabilsk protein: 72%

⌘: Animalsk protein: 28%

I alt spist af fisken: 1.489.4 kcal

I alt leveret af fisken: 281.25 kcal

Altså leverer laksen blot en femtedel af de kalorier, der er brugt til at fodre den op med. 281 ud af 1.489 kilokalorier. En rigtig dårlig forretning set i et sult- og hungersnødperspektiv.

Det ser ud til, at vi indtil videre har nået smertegrænsen for, hvor meget vegetabilsk protein man kan blande i fiskefoderet – hvis det ikke skal gå smagbart ud over kvaliteten. Dette regnstykke viser således, at opdræt af laks i dag blot leverer en femtedel af de kilokalorier, man opfodrer fiskene med.

Det skal ses i forhold til, at de øvrige fire femtedele går til spilde under produktionen. Vel at mærke fødevarer, der udmærket kunne have været brugt direkte som menneskeføde. Norske www.framtiden.no konkluderer derfor ganske rigtigt, at man i opdræt af laks og ørreder spilder fire femtedele af de mulige fødevarer.

Det uundgåelige resultat bliver, at verdens sultende befolkning sulter endnu mere, end de ellers ville have gjort. Svinebranchens massive behov for foder har haft samme effekt på verdens fødevaresituation. Også den har øget mangelen på fødevarer til fattige og sultende befolkninger verden over. I stedet for at give dem noget at spise.

Kort sagt haler det moderne opdræt af luksusfisk maden ud af munden på sultende mennesker i mange lande. Værst er det, hvor internationale fiskeflåder har bestukket korrupte regeringer og politikere, så de fra deres kæmpestore skibe kan fiske skidtfisk til fiskemel til fiskeopdræt. Skidtfisk, som ellers kunne have brødfødet befolkningen, der nu i stedet må sulte.

Men desværre heller ikke nok med det. Det kan lyde fint og rigtigt og miljøbevidst, at man skåner de vilde bestande af “skidtfisk” ved at blande stedse mere planteprotein i foderet. Men, men, men. Vi har allerede nu set den grimme bagside af også denne medalje.

Flere rapporter har kunnet fortælle og med fotos dokumentere, hvordan indfødte beboere i Amazonas regnskove er blevet fordrevet af industrialiserede storbønder og træfirmaer, som fælder træerne i regnskoven og brænder resterne af, så den blottede jord i stedet kan bruges til dyrkning af – soya og raps til foderfremstilling.

GMO-soya i foderet

Men heller ikke nok med det. For at øge produktionen og fremme indtjeningen bruges i regelen genmodificerede (GMO) sorter, som sprøjtes fra luften med dedikerede sprøjtegifte fra Monsanto. Det være sig RoundUp eller tilsvarende pesticider, som er meget lidt bæredygtige.

Det moderne fiskeopdræt i vor vestlige verden baserer sig således for en meget stor og stigende dels vedkommende på ryddet regnskov og giftsprøjtede afgrøder.

Endnu et godt eksempel på, at moderne fiskeopdræt af laks og ørreder og andre luksusfisk ikke bare ikke er bæredygtigt. Nej, det er i høj grad med til at øge forskellene på rig og fattig, forværre forholdene for sultende befolkninger samt forgifte miljøet i fattige lande. På én og samme gang. Det er prisen, og den er høj.

Brasiliansk regnskov ryddes og nedbrændes til GMO-soyaproduktion.

Vi løser ikke verdens fødevareproblemer ved at opføde fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist. Det konkluderer norske “Framtiden i våre hender” snusfornuftigt. Og da slet ikke, når vi kun får en femtedel ud af det, vi fodrer fisken med.

Endnu værre og mere grotesk bliver det, hvis man ser på den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer rigtig gode priser.

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år sender de deres egne japanske specialister til Danmark for at gøre arbejdet.

“Kun hunner”

Almindelige hunfisk vokser markant hurtigere end hanfiskene, der bliver tidligere kønsmodne. Hos mange arter et år før hunnerne. Ved at varme- eller trykbehandle befrugtede ørredæg kan man skabe triploide hunner, som er sterile. Og triploide hunner vokser halvanden gange så hurtigt som almindelige hanner og hunner.

Det er noget, fiskeopdrætteren kan bruge. Til at dyrke større fisk på kortere tid med mindre foderforbrug. Men hvordan sikrer man sig nu, at det kun er hunner, man dyrker? Hvis det udelukkende er den kostbare rogn, man er ude efter?

Man tyr til hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Det er i princippet sådan, “All Females” bliver til. “Kun Hunner” må det nok hedde oversat til dansk, når man kun fremstiller og opdrætter hunfisk.

Rene rognmaskiner til eksport til Japan.

Den Opgående Sols Land.

Efterskrift: Den norske opdrætsindustri kunne naturligvis ikke sidde dokumentaren fra Framtiden i våre hender” overhørig. Man barslede efterfølgende med undersøgelser, som når frem til, at det næppe er fem gange, nøgletallet er. Men noget mindre.

Alt afhængig af, hvor stor en del af fiskefoderet der rent faktisk vil kunne omsættes direkte til menneskeføde. Man erkender dog problematikken – at man ikke kan brødføde en sultende befolkning med luksusfisk som laks, der er dyre i foder.

Havmøllegaarden – siden 1677

Havmøllegaarden set indefra – 1 ud af 6

Havmøllegaarden set indefra – 2 ud af 6

Havmøllegaarden set indefra – 3 ud af 6

Havmøllegaarden set indefra – 4 ud af 6

Havmøllegaarden set indefra – 5 ud af 6

Havmøllegaarden set indefra – 6 ud af 6

Lushage nogle kilometer syd for Havmøllegaarden

Her er der planlagt otte forurenende havbrug i åbne netbure

Havbrugene her skal producere ørredrogn til det japanske luksusmarked

En stille stund ved Jernhatten lidt nord for Havmøllegaarden

Havbrugsprotestbandet Havlyd spiller op ved Glatved

Lushage set mod Sletterhage – sydspidsen af Helgenæs

Planlagte havbrug vil tilføre Kattegat yderligere 800 tons kvælstof

Fucked up by Fukushima…

Udslip af radioaktivt stof fra det skibbrudne Fukushima atomkraftværk i Japan er nu nået tværs over Stillehavet. Resultatet er forstemmende. Vilde laks får store kræftbylder. Og det hele var kun et spørgsmål om tid. For så stort er Stillehavet nemlig heller ikke.

Det gik helt galt for japansk atomkraft, da værket i Fukushima den 15. marts 2011 blev ramt af en altødelæggende tsunami. Værket var forældet og sikkerhedssystemerne ikke opdateret.

Der skete herefter det værst tænkelige, nemlig at værket “smeltede ned”, som det hedder, når atomprocessen ikke længere kan kontrolleres. Atomprocessen løb løbsk, og den ekstreme varme fik den højradioaktive kerne til at smelte ned. Mere end 300 tons radioaktivt vand lækkede hver eneste dag ud i Stillehavet, hvor de radioaktive stoffer straks blev optaget i fødekæden og sendt videre til fiskene.

Førende forskere var hurtige til at konkludere, at det kun ville være et spørgsmål om tid, førend den radioaktive forurening fra Japan ville være nået tværs over Stillehavet, hvor den ville ramme den nordamerikanske kyst. Det sørger de velkendte og fremherskende havstrømme nemlig for:

Det radioaktive udslip fra Fukushima atomkraftværket i Japan nåede hurtigt tværs over Stillehavet – til Nordamerika, hvortil det dog ankom i fortyndet tilstand.

Lystfiskere ved Hydeburg River i Alaska fangede efter udslippet flere sølvlaks (coho), der udviste sjældne deformiteter.

Lokale fiskere ved Hydeburg River i Alaska berettede til miljøorgnisationen Local Envioronmental Observers (LEO), at de havde fanget sølvlaks (coho), som havde store hvide pletter i kødet (herover) samt mærkelige svulstlignende udvækster på hovedet (introbilledet).

Det kunne dog ikke fastslås med sikkerhed, hvorfra skaderne stammede, og hvordan de var opstået. Det er dog nærliggende at antage en sammenhæng efter det radioaktive udslip på den anden side af Stillehavet – ikke mindst fordi stillehavslaks som coho jo strejfer meget og langt omkring i det store ocean.

Så forstår man måske lidt bedre, hvorfor vi her i lille Danmark skal opdrætte en luksusspise som ørredrogn til det gigantiske og evigt hungrende japanske fiskemarked. Japanerne har jo selv svinet deres egne farvande til.

Nu er det så vores tur til at svine danske farvande til. For deres skyld…

Radioaktivitet

Fire år efter Fukushima-katastrofen i Japan kunne der måles stærkt forhøjede koncentrationer af de radioaktive isotoper Caesium-137 og Strontium-90 i såvel fisk som skaldyr fanget i Stillehavet ud for Nordamerika.

Et stof som Strontium-90 efterligner Calcium og optages i krop og knogler i stedet for dette. Det kan forårsage skader i rygmarven og føre til kræft i knogler og blod.

Efterskrift: I 2017 barslede TEPCO, der ejer og driver Fukushima atomkraftværket, med planer om at udlede op mod 770.000 tons tritium-forurenet vand fra 580 store tanke på værket. Det er vand, som allerede er renset for flere andre radioaktive isotoper – hele 62 af slagsen. Men altså ikke Tritium.

Lokalt frygter man naturligvis for konsekvenserne af en så massiv radioaktiv udledning.

Ethoxyquin

Et nyt stof er kommet frem i pressen, som slet ikke burde være til stede i hverken fiskefoder eller opdrætslaks. Men som alligevel er det – endda i høje doser. Stoffet hedder “ethoxyquin”.

I 2016 viste en rapport fra Greenpeace, at laks i tyske supermarkeder inderholder langt mere af stoffet ethoxyquin (EQ), end gældende EU-lovgivning tillader. Myndighederne påstår dog, at det ikke er farligt for mennesker at spise de forgiftede laks…

Det er tilladt at tilsætte EQ til fiskefoder, som ellers er kendt for at kunne eksplodere under transport. På samme måde tilsætter man stoffet til kød, korn og frugt. Det gør man, da stoffet blandt andet hindrer harskning af fedt under længere tids opbevaring.

EU har fastsat grænseværdier for EQ i nævnte fødevarer, men af uransagelige årsager er der ingen grænseværdier for indholdet i fisk. Det mener Greenpeace naturligvis er helt forkert og presser derfor EU til at fastsætte grænseværdier her også.

Grenpeace Tyskland var på indkøb i supermarkederne Aldi, Kaufland, Netto, Marktkauf, Real, Lidl, Rewe og Edeka. En bred vifte af supermarkedskæder, som findes over hele Tyskland. De her indkøbte laks blev sendt til laboratorier, hvor de blev testet for kødets indhold af EQ.

Tyske EQ-værdier

Analyserne viste, at de norske laks i gennemsnit indeholdt tre gange så meget ethoxyquin, som det er tilladt i kød, frugt og grønt. Greenpeace Tyskland orienterede straks de europæiske fødevaremyndigheder i European Food Safety Authority (EFSA), som er ansvarlige for salget af norske laks i Tyskland.

Her kunne man fortælle, at der ikke er lavet langtidsstudier over effekten af EQ på mennesker – blot korttidsstudier på rotter. Sidstnævnte indikerer, at stoffet kan være skadeligt.

Den norske sagkundskab supplerer med følgende:

– Der er ikke påvist nogen effekt af ethoxyquin på mennesker, men at stoffet har givet skader på lever og nyrer hos rotter. Men desværre ved vi intet om effekten af nedbrydningsprodukter fra EQ.

Det norske dagblad VG har sendt de tyske analyseresultater til de norske fødevareinstanser Nifes og Mattilsynet, der her kommenterer på fundene:

– De værdier, som Greenpeace har fundet i Tyskland, stemmer godt overens med de værdier, vi selv finder i vore egne undersøgelser af opdrætslaks, siger forskningsschef for sikkert foder hos Nifes, Robin Ørnsrud, til VG.

Norske ADI-værdier

På spørgsmålet, om ikke de fundne værdier ligger langt over de tilladte grænser for kød, korn og frugt, svarer Ørnsrud:

– Jo, men det drejer sig da om en grænseværdi, som kun gælder, når EQ er brugt som planteværnsmiddel. De relevante tal omhandler det “acceptable daglige indtag” (ADI) for en enkelt person.

– Det er denne mængde af stoffet, som en person uden risiko kan indtage hver dag hele livet igennem uden risiko for helbredet. Og de værdier, som Greenpeace har fundet, overstiger ikke ADI-tallene.

– Ethoxyquin tilsættes fiskemel af to årsager: For at undgå, at fedtet harskner. Og for at undgå spontan selvantænding under transport. EQ er derfor påbudt ved lov i fiskefoder. Lovlig brug af EQ vil uundgåeligt føre til restkoncentrationer af stoffet i de færdige fødevareprodukter, som Greenpeace har fået testet.

– Selv om disse værdier langt overstiger det tilladte for kød, korn og frugt, tyder intet på, at disse koncentrationer er skadelige for mennesker. Men EU har for en sikkerheds skyld besluttet, at stoffet fases ud inden 2020. Problemet er blot at finde brugbare alternativer.

Undersøgelsen viste, at det var blandt de såkaldte “økologiske” (:organic) opdrætslaks, at indholdet af ethoxyquin var højest.

Nifes: Tyske fund ikke farlige

Den statslige norske fødevareorganisation Nifes udtaler, at de tyske fund ikke giver anledning til bekymring eller reaktion:

– Der er ikke grundlag for at sige, at den fundne mængde af EQ kan være farlig for mennesker, siger seniorrådgiver i Mattilsynet, Mette Kristin Lorentzen til VG. Hendes kollega, seniorrådgiver Ann Cecilie Hansen, har tidligere arbejdet i den del af EU, som arbejder med udfasningen af EQ:

– EU ønsker at udfase EQ for en sikkerheds skyld. Udfasningsprocessen vil tage nogen tid, da der først må findes en erstatning, som kan hindre selvantænding under transport. En stor del af det anvendte fiskemel kommer med skib fra Sydamerika, hvorfor risikoen for selvantænding undervejs må fjernes. Vi regner med, at EQ vil være udfaset med udgangen af 2020.

Norske Marine Harvest, som er verdens største producent af opdrætslaks, stiller sig ikke uventet undrende over for udspillet fra tyske Greenpeace. Kommunikationsditektør Ola Helge Hjetland forklarer, at Greenpeace blander tallene sammen:

– Greenpeace har slået niveauerne af ethoxyquin og nedbrydningsprodukter herfra sammen. Det reelle niveau af EQ er derfor langt mindre end det, Greenpeace angiver i deres rapport, skriver Ola Helge Hjetland i en svar-mail. Han påpeger, at de reelle værdier således ikke overstiger førnævnte ADI-værdier.

– Man kan derfor trygt indtage 25 portioner Marine Harvest opdrætslaks hver dag livet igennem – uden at overskride de grænseværdier, som sundhedsorganisationen WHO anbefaler. Det norske sundhedsdirektorat anbefaler sågar alle, også ammende kvinder, at spise mere laks, slutter kommunikationsdirektøren fra verdens største lakseproducent.

Det er herefter op til enhver mand eller kvinde, ammende eller ikke-ammende, om stoffet ethoxyquin nu også er så harmløst, som den norske lakseproducent og de norske fødevaremyndigheder påstår. Norge er som bekendt ikke medlem af EU. Og EU har altså valgt at fase Ethoxyquin helt ud inden 2020. Det gør de næppe for sjovs skyld…

Afslutningsvis må vi ikke glemme, at det anvendte ethoxyquin ikke blot ender i de opdrættede fisk og i supermarkedernes frysediske. Det ender også i frivandet via det uundgåelige udslip af foderrester gennem de åbne bures netmasker. Og herfra går det direkte videre til vildfiskene og vandmiljøet.

Efterskrift: Året efter, i 2017, udførte svenske Testfakta en undersøgelse af de tamlaks, der blev solgt i svenske supermarkeder. Prøvematerialet blev indsamlet i Stockholm. Samtlige testede produkter indeholdt rester af ethoxyquin. I enkelte tilfælde var indholdet op til seks gange så højt som det, der er tilladt i kød.

Den tyske professor Edmund Maser, som forsker i toksikologi ved universitetet i Kiel, henviser i den forbindelse til studier, hvor ethoxyquin har haft kromosomskadelige effekter, der ikke kan udelukke en senere kræftfremkaldende virkning.

– Gad vide, hvordan det mon står til med de norske tamlaks, der sælges i danske supermarkeder? I den svenske undersøgelse lå tamlaks fra Lidl i top, hvad indholdet af ethoxyquin angår. Og Lidl har vi jo også herhjemme.

Efterskrift 2: Tilbage i 2013 fastsatte den japanske fødevarestyrelse nye grænser for tilsætning af ethoxyquin. De nye grænser kommer til at vedrøre produktionen af rejer og rejeprodukter i Indien og Vietnam.

For Vietnam, der eksporterer 27% af landets rejeproduktion til Japan, er Japan naturligvis et vigtigt og værdifuldt marked.

I kølvandet på den japanske regulering anbefalede de vietnamesiske myndigheder derfor landets skaldyrseksportører (organisationen VASEP) at nedsætte den tilladte grænse for ethoxyquin fra 150 ppm til angiveligt blot 0,5 ppm. I praksis en total udfasning af stoffet.

Også i EU diskuteres anvendelsen af syntetiske antioxidanter som ethoxyquin. Her ligger standardgrænsen dog stadig på 150 ppm.

Efterskrift 3: Den 31.12.2020 er ethoxyquin ikke tilladt mere som tilsætningsstof / antioxidant i al slags foder til dyr. Kravet er gældende i alle EU lande, men det er tvivlsomt, om ikke-EU lande som Norge, Færøerne og Island vil følge EU’s direktiv.

Der er nemlig ikke fundet noget alternativ til etoxyquin, som er lige så effektivt og billigt. Her har opdrætsindustrien således en udfordring, som muligvis vil blive omgået af de nævnte tre lande udenfor EU.

Info: Teknisk set er stoffet ethoxyquin en såkaldt quinolin-baseret antioxidant. Som sådant bruges det til at undgå pærer, der bliver brune; fedtstoffer, der harskner, samt foderstof, der selvantænder. Den kemiske formel er C₁₄H₁₉NO.

Ethoxyquin fremstilles – ikke overraskende – af amerikanske Monsanto. Det er dem, der også har udviklet glyphosat, som er aktivstoffet i verdens mest anvendte pesticid – RoundUp.

Relaterede artikler om havbrug: