Tag-arkiv: Helcom

Kronikken i Politiken

“Drop drømmen om flere danske havbrug”

Japanerne får al rognen og de fleste af pengene. Men forureningen, den får vi lov at beholde i Danmark.

Af Stig Bülow og Steen Ulnits

“I en kronik i Politiken den 5. januar slår civilingeniør Karl Iver Dahl-Madsen og havbiolog Johan Wedel Nielsen på tromme for, at Danmark går i Norges fodspor og udvider produktionen med 150 nye forurenende havbrug ved Bornholm. For herefter at ekspandere udefter og til sidst ende i Nordsøen, hvor Norge jo allerede høster “det lyserøde guld”.

I den forbindelse kan det være værd at vide, at Karl Iver Dahl-Madsen længe har været tilknyttet havbruget ved Musholm, der har den tvivlsomme ære at være den største enkeltforurener af Storebælt. Johan Wedel Nielsen har blandt andet været aktiv omkring opdræt af østers i Limfjorden.

Lad os allerførst slå fast, at åbne havbrug som dem, der her slås på tromme for, er såkaldte totalforurenere. Hermed menes, at al forurening fra fiskeopdrættet ledes direkte ud i det omgivende havområde. Uden mulighed for rensning. Det er netop denne manglende rensning af spildevandet, som gør havbrugene så attraktive for fiskeopdrætterne. Den, der muliggør en hurtig og attraktiv indtjening i millionstørrelsen.

Uundgåelig totalforurening

Al forurening i form af foderrester, fækalier, hjælpestoffer og medicin ryger direkte ud gennem netmaskerne. Direkte ud i det omgivende hav. Den billigst tænkelige måde at komme af med sit urensede spildevand på. Noget havner på bunden under og omkring anlæggene. Andet føres bort af strømmen for at fortsætte forureningen et nyt sted – med ny algeblomst, iltsvind og fiskedød. Alt afhængig af forholdene.

Tallene i den nævnte kronik er imponerende, som vi jo kender det fra akvakulturbranchen. Men som vi efterhånden også ved, så holder proportionerne ikke til en nærmere granskning. Vi har i dag en lille snes aktive havbrug i Danmark – med Musholm som det suverænt største offshore anlæg.

Da den foregående regering ville udvide antallet af havbrug med otte (8), der alle skulle ligge ud for Djursland, havde man kigget nærmere på HELCOM – en forkortelse for Helsinki Commission. Det er nemlig ikke kun Vandrammedirektivets krav om en bedre vandkvalitet, vi skal leve op til i Danmark. Hvor kun to eller tre af vore 119 vandområder lever op til kravene. Vi har også forpligtet os til at arbejde for en bedre vandkvalitet i hele Østersø-området, der også inkluderer Kattegat – gennem vort medlemsskab af netop HELCOM.

Nu var der imidlertid intet råderum til yderligere forurening i Kattegat, der i forvejen var og stadig er hårdt belastet. I hvert fald ikke ud fra Vandrammedirektivets krav om en god økologisk tilstand. Men Danmark havde ifølge den daværende borgerlige miljøminister samlet set ikke fyldt sin forureningskvote op til maks. Vi havde således udledt en smule mindre kvælstof til vandmiljøet, end vi havde lov til i henhold til HELCOM. Faktisk 800 tons mindre kvælstof.

Ingen nye havbrug ved Djursland

Og det går jo ikke. De 800 tons var lige akkurat nok til otte nye havbrug ud for Djursland. Havbrug, som socialdemokratiet imidlertid dømte ude i 2019. Først af miljøordfører Christian Rabjerg Madsen med disse ord:

– Den seneste tids afsløringer af rod i havbrugssektoren har bestyrket os i, at det ikke er tiden til nye og større havbrug.

I Socialdemokratiet tager vi konsekvensen af afsløringerne. Derfor kan vi ikke længere bakke op om aftalen om udvidelser i havbrugssektoren.

Og siden af den nyslåede miljøminister Lea Wermelin:

– Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt.

Vi skal være et grønt foregangsland, også når det gælder fiskeopdræt, og derfor skal vi satse på en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren.

Jeg ser et potentiale i at satse på de mest miljøvenlige salt– og ferskvandsdambrug på land, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med miljølovgivningen.

Såvidt Lea Wermelin. Ministeren lukkede og slukkede således ikke for alt fremtidigt fiskeopdræt. Det skal blot forgå på land – i lukkede anlæg, hvor man kan undgå den massive forurening, der ellers uundgåeligt kommer fra de traditionelle åbne havbrug. På denne måde kan fiskeopdrættet øge produktionen uden at komme i konflikt med hverken EU’s Vandrammedirektiv eller HELCOM.

Og branchen har rigeligt råd til det. I stedet for hvert år at sende millioner af overskudskroner til Japan og blot beholde forureningen selv, kunne man jo investere i nye, forureningsfrie og landbaserede anlæg herhjemme. Et enkelt dansk firma har således næsten en kvart milliard stående på kontoen, så mon ikke der kunne blive råd til nogle fremtidssikrede anlæg på land?

Mangedoblet forurening af Østersøen

Vi er spændt på, hvordan EU og HELCOM vil se på forureningen fra de 150 nye totalforurenende åbne havbrug, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen plæderer for i deres kronik. Det er mange gange så megen ny forurening, som de planlagte otte ud for Djursland ville have leveret til Kattegat. Men som altså nu skal tilføres den endnu hårdere belastede Østersø ved Bornholm.

Dahl-Madsen og Wedel Nielsen påstår, at “hvis man ser på Østersøen, Kattegat og Nordsøen tilsammen, er de eksisterende og eventuelt nye danske havbrug næringsstofneutrale”. Som argument for at lægge 150 nye havbrug ved Bornholm.

Hvis det var så vel, at de mange millioner ørreder skulle eller kunne fordres med fisk fanget i samme Østersø, da kunne man tale om en vis “næringsstofneutralitet”. Men det kan man desværre ikke og vil næppe heller kunne i mange år fremover. Østersøen er nemlig et af de mest belastede farvande, hvad giftstoffer som DDT, PCB og dioxin angår.

Den 31. marts 2004 måtte fødevareministeren med øjeblikkeligt varsel indføre forbud mod alt garnfiskeri efter laks i den danske del af Østersøen – farvandet omkring Bornholm. Årsagen var, at de fangede laks havde et alt for højt indhold af giftstoffet dioxin i kødet. Overskridelsen af EU’s grænseværdi varierede fra 5-85 %.

Dioxinet stammede fra de sild og brislinger, som laksene voksede sig store på. Da sild og brislinger fanget i Østersøen en overgang blev brugt til fremstilling af fiskemel, endte en hel del dioxin også i det færdige fiskefoder. Foderet indeholdt langt mere dioxin end tilladt i EU og måtte derfor ikke sælges her. Det fandt man dog en løsning på:

Dioxin i fiskefoderet

I 2009 var dioxin i dansk fiskefoder således oppe til debat på Christiansborg. Plantedirektoratet havde nemlig givet tilladelse til eksport af dioxin-forurenet foder til fattige tredjeverdenslande. Foder med et så højt indhold af dioxin, at det ikke måtte handles inden for EU.

Men de fattige lande udenfor måtte gerne købe det. Og efterfølgende opdrætte fisk eller andet, der uundgåeligt også ville få et højt indhold af dioxin i kødet. Det faldt forståeligt nok flere politikere for brystet.

Så skal man opdrætte massive mængder regnbueørreder i 150 planlagte nye havbrug ved Bornholm, da kommer det således næppe til at ske med foderfisk fanget i Østersøen. Foderet vil primært skulle hentes udefra – i form af industrifisk fanget langt ude i Nordsøen eller importeret endnu længere herfra.

Og da vil stort set alt foderforbrug ved Bornholm være en direkte øget forurening af den i forvejen stærkt forurenede Østersø. Det vil da være så langt fra den næringsstofneutralitet, Dahl-Madsen og Wedel Nielsen ellers påberåber sig, som man overhovedet kan komme. Det vil også påføre klimaet en stor ekstrabelastning fra de oceangående og brændstofslugende både i industrifiskeriet.

Danskproducerede regnbueørreder fra Østersøen kommer på intet tidspunkt til at konkurrere med norskproducerede laks fra Nordsøen. I hvert fald ikke på kødet. Det “lyserøde guld”, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen omtaler i kærlige vendinger, er derimod en konkurrenceparameter over for nordmændene. Den virkelige årsag til drømmene om flere forurenende havbrug i danske farvande.

Den lyserøde ørredrogn har længe været det virkelige guld for danske havbrugere, som eksporterer alt, de overhovedet kan producere, til Japan. Det drejer sig om den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer høje priser.

Hormonbehandlede rognmaskiner

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Men japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år flyver de deres egne specialister til Danmark for at gøre arbejdet. Det er der således ingen danske arbejdspladser i. Og når japanerne er taget hjem igen, står vi danskere så tilbage med al forureningen fra fiskeopdrættet.

Fremstilling af ren ørredrogn starter med hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Rene rognmaskiner til produktion af røde rognkorn i lange baner. Til den opgående sols land.

Det er i princippet sådan, de såkaldte “All Females” bliver til. En produktion, der er så lidt bæredygtig, som noget kan være. Med rognen som det lyserøde guld. Og moderfiskene som et udsultet restprodukt med en kødkvalitet, der ikke egner sig til menneskeføde.

I det hele taget kan der stilles meget store spørgsmålstegn ved, om fiskeopdræt i det hele taget er klimavenligt, som de to forfattere ellers påstår. Det kniber allerede i dag med at skaffe industrifisk nok til den hastigt voksende fiskeproduktion. Vi må derfor se i øjnene, at vi ikke fremover kan fortsætte med at importere industrifisk fanget ud for Chiles stillehavskyst – blot for at fremstille fiskefoder i Danmark, som så bruges til at fodre fisk med, hvis rogn siden eksporteres til Japan. Tilbage i Stillehavet.

Madspild i verdensklasse

Det er en absurd tanke, at dette skulle være nogen klimavenlig produktion. At det skulle kunne afhjælpe noget fødevareproblem at dyrke rognen selektivt til kapitalstærke markeder som Japan. I stedet øger det blot sultproblemet, når rige nationer opfisker de fattige landes industrifisk til fremstilling af egne laks og ørreder med flere. Eller ligefrem rendyrket ørredrogn.

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop akvakulturen, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen. Som FAO tidligere troede.

Organisationen har set på indholdet i moderne fiskefoder, som i dag kun indeholder godt en fjerdedel animalsk protein. Resten er vegetabilsk, da man simpelthen ikke kan skaffe industrifisk nok og derfor allerede nu bruger slagteriaffald til foderet. På den måde kan Østersøen blive en lukrativ losseplads for den industrielle produktion af husdyr, der jo heller ikke spås nogen stor fremtid rent klimamæssigt.

Framtiden i våre hender” har regnet videre og et nået frem til, opdrættede fisk blot leverer en femtedel af de kalorier tilbage, som er brugt til at opfordre dem. Vel den dårligst tænkelige forretning set i et sult- og hungersnødsperspektiv. Vi løser jo ikke verdens fødevareproblemer ved at opfodre fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist, konkluderer norske Framtiden i våre hender. Mange af de ingredienser, som indgår i fiskefoder, kunne langt mere effektivt være brugt som føde i områder med sult.

I det hele taget ser det ud til, at vi med omkring tre fjerdedele har nået grænsen for, hvor meget vegetabilsk protein vi kan tilsætte fiskefoderet. Laks og ørreder er rovfisk, som ude i naturen kun indtager animalsk protein. Det er deres fordøjelse indrettet til – ikke til store mængder plantefibre.

Ufordøjelig fiskeføde

Det norske Havforskningsinstituttet har kigget nærmere på, hvad fiskene egentlig kan og ikke kan fordøje. Og resultaterne er beskæmmende: En typisk opdrætslaks på 4,5 kg lukker således omkring to kg ufordøjet mad ud igen, som samler sig på bunden under netburene. Jo mere plantemateriale man tilfører foderet, desto mere vil passere ufordøjet gennem fiskene. Jo mere forurening vil opdrættet således bidrage med lokalt.

Det samlede billede bliver, at en udvidet havbrugsproduktion som den af Dahl-Madsen og Wedel Nielsen anbefalede netto vil tilføre det i forvejen nødlidende farvand omkring Bornholm en massiv ny forurening, som slet ikke var der før.

Det har Østersøen ikke brug for, og det får danske havbrugere næppe lov til af EU.

Det håber vi i hvert fald ikke.”

Af Stig Bülow og Steen Ulnits, medlemmer af henholdsvis “Stop Havbrugssvineriet i Danmark” og Miljøforeningen Blak

Denne kronik blev bragt i Dagbladet Politiken den 23. februar 2022

Mere varm luft i tomme skaller?

Mens Hedeselskabet med sit danske datterselskab Blå Biomasse forsøger at sælge “miljø-muslinger” til at rense op efter landbrugets kvælstof-forurening af danske fjorde, så vil svenskerne nu også være med på muslingevognen. For alvor. I rigtig stor skala.

De vil nemlig også sælge varm luft i tomme skaller. Endda rigtig meget varm luft. De vil sågar redde hele Østersøen fra alt det kvælstof, der er ophobet her, og som løbende tilføres. Intet mindre. Et gigantisk projekt, som de har undersøgt ganske lidt, men regnet rigtig meget og længe på. Og nu præsenterer resultaterne af.

Et hold bestående af Kotta og otte andre muslingeforskere fra indland og udland (såmænd også danske Orbicon) når frem til, at der årligt skal fjernes godt 75.000 tons kvælstof og knap 10.000 tons fosfor fra Østersøen, hvis man skal opnå den ønskede status, som Helcom-samarbejdet omkring Østersøen og Kattegat ønsker.

Baseret på det indhold af kvælstof og fosfor, som kendes fra blåmuslinger i Østersøen, kræves der, at man årligt høster og fjerner knap 15 millioner tons muslinger fra Østersøen. Det er 15.000.000.000 kg. Kotta & Co. regner sig på vanlig muslingevis frem til, at dette vil kunne opnås, hvis man intensivt dyrker muslinger på blot 900 km2 af Østersøens overflade.

Et årligt udbytte, der så vil skulle ligge på imponerende 163 tons per hektar per år. En hektar er som bekendt 100 gange 100 m2, og høsttallet er 16 gange højere end dem, man selv har fra forsøgsanlæg i undersøgelsen…

På vanlig muslingevis…

Med “på vanlig muslingevis” menes, at man tager afsæt i et ganske lille projekt og måler på det. Herefter ganger man blot op til ønsket størrelse og håber på, at nogen vil tro på resultatet. Præcis som Dansk SkaldyrCenter gør det med sine postulater fra Limfjorden, hvor de reelle og registrerede høsttal af dyrkede blåmuslinger jo udgør mindre end 5% af de påståede.

En svensk kollega med sans for sarkasme var hurtigt ude med følgende analogi, da han læste om det svenske muslingeeventyr, der skal redde hele Østersøen:

“Der er én kilometer ned til bageren. Det koster én krone i benzin at køre derned, og det tager fem minutter.”

“Der er 400.000 km til Månen. Altså koster det 400.000 kroner at komme derop. Og tager to millioner minutter. Eller 3,8 år.”

Altså: – Hvor svært kan det lige være at regne den ud, hvis bare man får Erasmus Montanus til foretage udregningerne inden opsendelsen?

Men nu er det jo ikke ligefrem raketvidenskab, at det i virkelighedens verden nok koster rigtig meget mere end 400.000 kroner og går ret meget hurtigere at komme til Månen end små 4 år. Vi kan vist så rigeligt nå til Mars og længere på samme tid. Mens de 400.000 end ikke rækker til at fylde reservetanken på rumraketten op…

På samme måde fungerer det heller ikke helt så smertefrit at dyrke og høste og transportere muslinger i de enorme mængder, der her er tale om. Det er ikke bare at gange et tilfældigt lille tal op og vupti – Østersøen er reddet!

Der er oceaner af problemer undervejs. Vejr og vind er et af dem. Sultne edderfugle et andet. Potentiel fødemangel for muslingerne et tredje. Iltsvind og frigivelse af fosfor fra sedimentet et fjerde. Svigtende indhold af næringsstoffer et femte. Og så videre. Og så videre.

Men værst af alt så er der ingen undersøgelser overhovedet over, hvordan muslingeopdræt i så stor skala vil påvirke den øvrige del af økosystemet. Ingen overhovedet. Det kan derfor udvikle sig til et økologisk eksperiment med katastrofal udgang. Det advarer svenske forskere allerede imod.

Ingen erfaringer med storskala

Fra udlandet kendes adskillige uheldige konsekvenser af stordrift, der ikke engang er i den her planlagte størrelsesorden. Hvor hele økosystemer er tiltet, når de dygtige muslinger har været i gang et stykke tid. Myreflittige bio-ingeniører, som de jo er – placeret øverst oppe i fødekæden i et unaturligt højt antal.

Andre og mindre fantasifulde forskere end Kotta & Co. har regnet videre på de imponerende tal, som nu lægges til grund for Østersøens snarlige redning med “miljø-muslinger”. Således påpeger de, at Kottas model vil kræve, at der hver eneste dag året rundt høstes og bringes 40.000 tons muslinger i land til videre brug. 40.000.000 kg muslinger. Hver eneste dag. Året rundt.

Det tror de næppe selv på. Det er 1.000 lastvogne fulde af muslinger, som skal transporteres til videre brug herinde. Hver dag. Året rundt. 365.000 lastvogne om året. – Er det overhovedet muligt? Hvor skal de køre fra og til hvad?

De små og tyndskallede “øko-muslinger” fra Østersøens brakke vand egner sig ikke til konsum, men muligvis til svinefoder. Hvis de ikke indeholder for mange af de giftstoffer, som netop Østersøen er fyldt med. Eksempelvis dioxin, som jo har lagt en dæmper lakseeventyret i netop Østersøen.

Det regner man dog ikke med vil blive noget problem. Muslingekød er magert og bør derfor ikke ophobe giftstoffer som dioxin og PCB på niveau med fede fisk som netop østersølaksen.

Blot en fjerdedel af det filtrerede kvælstof og fosfor fjernes ved høst af muslinger fra Østersøen. Lidt mere fra saltere farvande.

Knap halvdelen går til respiration og reproduktion eller udskilles som let tilgængelige næringssalte, der kan booste algevæksten

Næsten en tredjedel deponeres som ny forurening under muslingefarmen.

Fra “øko-muslinger” til svinefoder

Det er svinefoderet, der for alvor har fået det danske Hedeselskab til at fatte interesse for dyrkning af muslinger. Så meget, at man nu har etableret et eget datterselskab udelukkende hertil.

Det er virksomheden Blå Biomasse, som i de foregående måneder har været på salgsturné hos danske kommuner med ondt i kvælstoffet.

Så der hos de besøgte kommuner fremover kan høstes milliarder af “miljø-muslinger” og produceres mængder af muslingemel, så der kan dyrkes endnu flere svin, der kan bidrage med endnu mere gylle, som kan skabe grobund for endnu flere alger, der kan blive til føde for endnu flere muslinger etc. etc.

“Gylletrekanten” kaldes dette ulyksalige, men selvskabte fænomen også. Eller evighedsmaskinen, som det jo bliver. Eller dødsspiralen, som det jo er. For det vandmiljø, de såkaldte “øko-muslinger” ellers var sat til at redde…

Hedeselskabet og Skjern Å

Lad os afslutningsvis minde om, hvor galt det gik, da Hedeselskabet senest gjorde sin indflydelse gældende i det danske vandmiljø. Der tænkes her på afvandingen og kanaliseringen af Danmarks mest vandførende vandløb, Skjern Å, som efterfølgende sendte næringssalte fra et stort opland direkte ud i den lavvandede Ringkøbing Fjord. Til massiv skade for vandmiljøet her.

Det skete så sent som i 1960’erne, og det kostede efterfølgende danske skatteborgere 280 millioner kroner – mere end en kvart milliard – at rydde op efter Hedeselskabet og lægge åen tilbage i dens oprindelige folder, så den igen kunne holde på sine næringssalte.

Med baggrund i udenlandsk fagkundskab og i bagklogskabens altid ulideligt klare lys kan vi kun håbe, at noget tilsvarende ikke gentager sig. At vore politikere ikke lader sig forføre af Hedeselskabets nyindkaldte “miljømuslinger” til endnu et ødelæggende indgreb i det danske vandmiljø.

Nu under dække af at ville redde vandmiljøet fra selvsamme landbrug, der har ødelagt det. Endda med samme Hedeselskabets hjælp.

Man har da lov at blive klogere.

Foto: Sven Hørup

Efterskrift:

Forskere fra universiteterne i Stockholm, Lund og Helsinki har opponeret mod Kotta & Co og deres beregninger i en officiel skrivelse. Det skal derfor blive spændende at følge muslinge-debatten i den kommende tid.

40 år med Flugfiske i Norden – SE

1979 – 2019

40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder og for at læse teksten

1979 – 2019: 40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder

1979 – 2019: 40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder

1979 – 2019: 40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder

1979 – 2019: 40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder

Klik for større billeder og for at læse teksten

40 år med Flugfiske i Norden

1979 – 2019

Læs artiklen på dansk her

Havbrug – nu også på TV!

I miljøgruppen BLAK Djursland drømmer vi om en maritim nationalpark, hvor natur og miljø er i højsædet. Hvor naturen får et tiltrængt pusterum efter mange års brug og misbrug.

Men indtil en sådan nationalpark er en realitet, da fortsætter oplysningskampagnen om de forurenende havbrug, der jo bare ikke kan gøre noget for at hindre deres totalforurening af de indre danske farvande. De åbne netbure garanterer, at al forurening fra de mange tusinde fisk – foderrester, fækalier, antibiotika og kemiske hjælpestoffer – havner direkte i havet uden for burene. Til glæde for vandmiljø og vildfisk.

Det har hidtil holdt hårdt med at få gjort pressen interesseret i denne nok sidste middelalderlige produktionsmetode, hvor man tillader udledning af totalt urenset spidevand til det havmiljø, som skatteborgerne inde på land har investeret milliarder af kroner i at rense.

Men nu lysner det, og pudsigt nok startede det med intern uro blandt de politiske partier, som selv var med til at beslutte lov L111 om flere forurenende havbrug.

Først kom Liberal Alliances ungdomsafdeling i Aarhus, som var blevet skeptiske med hensyn til deres “voksne” MF’eres beslutning på tinge om tilladelse til flere forurenende havbrug. De unge indkaldte derfor til debataften om emnet. Det var jo deres fremtid, det drejede sig om – deres badevand og fiskevand. Ikke de allerede etablerede og vellønnede folketingspolitikeres.

Dernæst kom så den konservative byrådsgruppe i Aarhus, som bestemt ikke var glade for deres folketingsmedlemmers bytten sorte ministerbiler ud med flere forurenende havbrug lige uden for døren. De indkaldte derfor til en stor konference om fremtiden for Aarhus Bugt – med havbrug som første punkt på dagsordenen. Det fremsyn skal alle implicerede parter have stor tak for. Det kom der nemlig informativt fjernsyn ud af:

Den lokale ITV station var på pletten og forevigede hele konferencen, der for øvrigt blev afholdt i den spritnye og moderne Sydhavn – med direkte udsigt til Marsk Stigs gamle ø Hjelm, hvor regeringens planlagte havbrug jo skulle ligge. Det var således meget passende rammer for emnet, som den konservative byrådsgruppe havde valgt til dagen.

ITV mente efterfølgende, at der var så meget godt stof i emnet – i nogle få havbrugeres voldsomme forurening af vore fælles havområder – at det krævede hele to separate TV-programmer for bare at få emnet dækket så nogenlunde.

Det første af de to halvtimes programmer kan nu ses her på ITVs egen Vimeo-kanal. Klik på billedet herover for at blive generelt klogere på havbrug.

Og klik på billedet herunder for at se det andet mere specifikke ITV program om havbrug:

Af de 800 tons kvælstof, som den nye lov L111 giver tilladelse til udledning af, vil Nordsjællands sommerhuskyster modtage 127 tons med vind og strøm. Anholt og Læsøs sandstrande vil modtage 109 tons, mens Djursland og Aarhus Bugt vil få tilført 98 tons. Kvælstof, der uundgåeligt og med usvigelig sikkerhed vil resultere i øget algeblomst og efterfølgende iltsvind. Og vel at mærke kvælstof, der tilføres kystområder, som er underlagt Vandplanerne og dermed i sidste ende EU’s Vandrammedirektiv. Områder, hvis miljøtilstand derfor ikke må forringes.

Læs gerne artiklen “Strøm og Stille” for yderligere information om vind og strøm i de indre danske farvande. Det kan nemlig godt være, at vandstrømmen netto går fra den ferske Østersø og op gennem Øresund, Storebælt og Lillebælt, inden vandet havner i først Kattegat og siden Skagerak. Inden det til allersidst når ud i den salte Nordsø.

Men inden da er vandstrømmen med vind og strøm og tidevand gået frem og tilbage rigtig mange gange. Og hver gang er der aflejret forurening, som forbliver permanent i de indre danske farvande – med Aarhus Bugt som et godt eksempel. Havet sletter slet ikke alle spor. Langt fra. En stor del af forureningen beholder vi selv – til vore efterkommere, der må slås med forurening, algeblomst, iltsvind og bundvendinger, som vi har skabt til dem.

Det danske vandmiljø har det generelt så dårligt, at 117 ud af 119 definerede områder stadig ikke lever op til Vandrammedirektivets krav om “god økologisk tilstand”. En sådan skulle være opnået allerede i 2015, men har nu måttet udsættes til 2021. Kattegat er ligeledes omfattet af Helcom-konventionen, der forpligter medlemslandene til at forbedre vandmiljøet i Østersøen og Kattegat. Helcom tillader ikke, at man flytter rundt på forureningen og på den måde kan opfinde “råderum” til ny forurening.

Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) følte sig imidlertid ikke forpligtet af de konventioner, som Danmark ellers selv for længst havde tiltrådt. Han mente, at Danmark selv måtte bestemme over sin del af det farvand, som Helcom omfatter. Esben Lunde Larsen måtte dog efterfølgende tage flugten over Atlanten til et skatteyderbetalt eksil i USA.

Lad os derfor håbe, at vor helt nye og heldigvis genoprettede miljøminister Lea Wermelin (S) føler sig mere forpligtet af aftalen og har et bedre moralsk kompas end sin nu flygtede forgænger. Og lidt mere interesse for miljøet.

Så meget vil L111’s planlagte havbrug forurene kystområderne langs Kattegat med kvælstof

Grafik: Dagbladet Information

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

https://www.skrivunder.net/nej_til_havbrug_i_kattegat__ja_til_maritim_nationalpark

Nej til havbrug – v. Nina Bjarup Vetter – fmd. BLAK – Jægergårdsvej 4 – 8400 Ebeltoft

Mobil 6139 4064 – Mail: blaknejtilhavbrug@gmail.com

Tilbage til indholdsfortegnelsen

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande i Danmark.

Alle indlæg står for de enkelte forfatteres egen regning.

Teksterne må frit citeres og anvendes

mod behørig kildeangivelse.

Kampen om Kattegat

Tirsdag den 20. november gæstede fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen (V) den kendte naturlokalitet Jernhatten på østspidsen af Djursland. Formålet med besøget var at indvie den smukke Jernhatten som en del af regeringens nye naturkanon.

Mødet og indvielsen blev imødeset med stor interesse fra lokalbefolkningen, der længe har protesteret mod de nye forurenende havbrug, som regeringen har planlagt – med daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i spidsen, sekunderet af partifællen MF Jacob Jensen (V), der har en lønnet bestyrelsespost i det storforurenende Musholm Havbrug – en af ansøgerne til yderligere forurening af Kattegat ud for Djursland.

Den lokale miljøforening BLAK benyttede naturligvis lejligheden til at fortælle ministeren om planerne for en ny marin / maritim nationalpark i farvandet ud for Jernhatten og Marsk Stigs gamle ø Hjelm. En nationalpark, der vil kunne booste kystturismen i hidtil uset omfang. Med kroner og ører i stedet for alger og iltsvind. At noget sådant ikke vil være foreneligt med en stærkt forurenende fiskeproduktion fra kilometerstore havbrug tydeligt synlige fra land.

Lokalt er der derfor massiv modstand mod nye havbrug, som vil forurene kystvandet og ødelægge mulighederne for den kystturisme, som de fattige kommuner på Djursland er så afhængige af. Ikke mindre end 2.000 arbejdspladser er der her, og de trues nu af blot et halvt hundrede nye arbejdspladser i forbindelse med de nye havbrug. Kystturismen på Djursland omsætter årligt for 2,5 milliarder kroner.

Den lokale modstand mod havbrugene er derfor massiv og énstemmig, men det har regeringen skam taget højde for. De planlagte havbrug er nemlig placeret, så de lige akkurat er uden for den 1-sømilegrænse, der markerer kommunernes jurisdiktion. Kommunerne kan således intet selv gøre for at hindre forurening af deres livsvigtige kyster. Det bestemmer regeringen suverænt. Og der vil komme forurening ind til land fra de planlagte havbrug. Masser af forurening.

Der står dog en kattelem åben rent juridisk. De selvsamme modeller, som Dansk Hydraulisk Institut brugte til at udpege egnede lokaliteter ud for Djursland, kan nemlig også bruges til at udregne spredning af forureningen fra havbrugene – i form af foderrester, fækalier, antibiotika og kemikalier. Det kom der nedenstående nedslående kort ud af:

Af de 800 tons kvælstof, som den nye lov L111 giver tilladelse til udledning af, vil Nordsjællands sommerhuskyster modtage 127 tons med vind og strøm. Anholt og Læsøs sandstrande vil modtage 109 tons, mens Djursland og Aarhus Bugt vil få tilført 98 tons.

Kvælstof, der uundgåeligt og med usvigelig sikkerhed vil resultere i øget algeblomst og efterfølgende iltsvind. Og vel at mærke kvælstof, der tilføres kystområder, som er underlagt Vandplanerne og dermed i sidste ende EU’s Vandrammedirektiv. Områder, hvis miljøtilstand derfor ikke må forringes.

Læs gerne artiklen “Strøm og Stille” for yderligere information om vind og strøm i danske farvande.

Kattegat er ligeledes omfattet af Helcom-konventionen, der forpligter medlemslandene til at forbedre vandmiljøet i Østersøen og Kattegat. Helcom tillader ikke, at man flytter rundt på forureningen og på den måde kan opfinde “råderum” til ny forurening.

Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) følte sig imidlertid ikke forpligtet af de konventioner, som Danmark ellers selv har tiltrådt:

Esben Lunde Larsen (V) om Helcom:

“Jeg vil af principielle årsager ikke godkende dette princip, da jeg ikke mener, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”

Det blev understreget af følgende spørgsmål i Folketingssalen – Spørgsmål nr. S 593:

– Vil Danmark fortsat insistere på retten til at øge forureningen med næringsstoffer i Østersøen på trods af modstand fra de andre Østersølande, eller vil Danmark som det sidste land nu tilslutte sig det såkaldte »allokeringsprincip 8« i HELCOM og opgive det selvopfundne »miljømæssige råderum«?

Svaret fra Esben Lunde Larsen:

“Spørgsmålet om den konkrete betydning af HELCOMs reduktionsmål for udledning af næringsstoffer i relation til havbrug, vil blive fastlagt i forbindelse med et kommende administrationsgrundlag.”

Berømte sidste ord. Esben Lunde Larsen (V) må i dag nøjes med at se på fra sit eksil i Amerika. Det skal blive spændende at se, om hans efterfølger Jacob Ellemann-Jensen (V) vil “sætte miljøet før fødevarerne”, som han jo lovede ved sin tiltræden. Eller om hensynet til havbrugsbranchen vil vægte højere end hensynet til de mange arbejdspladser i kystturismen på Djursland.

Massiv lokal modstand mod havbrug ved Jernhatten

Det skal også blive spændende at se, hvad EU siger til Danmarks planer om at øge forureningen af Kattegat – i stedet for at reducere den i henhold til Vandrammedirektivet. Hvad vi jo har forpligtet os til. EU har allerede sendt en såkaldt pilotskrivelse til Danmark i forbindelse med Landbrugspakken, som også tillod et markant øget forbrug af gødning. Dette på baggrund af fiktive modeller, der overnight reducerede kvælstofudledningen til vandmiljøet med adskillige procent.

De første faktiske målinger af Landbrugspakken har imidlertid vist, at man i stedet for en reduktion på forventede 600 tons kvælstof om året har fået en øget udledning på 2.500 tons. En forskel på mere end 3.000 tons, der ikke er i vandmiljøets favør. Så er det naturligvis det helt rigtige at øge udledningen yderligere – med 800 tons fra kystnære havbrug i Kattegat.

Lad os derfor håbe, at det var miljøminister Jacob Ellemann-Jensen, der gæstede Jernhatten. Og ikke havbrugsminister Jacob Ellemann-Jensen…

Jacob Ellemann-Jensen (V) er nuværende miljø- og fødevareminister. Han har overtaget ansvaret for at gennemføre sin forgængers planer om at etablere otte nye havbrug i Kattegat ud for Djurslands kyster. Med en tilladt merforurening på 800 tons kvælstof. Han har netop besøgt Jernhatten på Djursland, som skal indlemmes i regeringens kommende naturkanon.

Esben Lunde Larsen (V) var tidligere miljø- og fødevareminister, men tog pludselig flugten til USA og blev afløst af Jacob Ellemann-Jensen (V). Esben Lunde Larsen stod bag den omdiskuterede L111 lovgivning, der lancerede et fiktivt “råderum” til yderligere forurening af Kattegat. Det har senere vist sig ikke at eksistere og samtidig være i strid med Helcom-konventionen.

Jacob Jensen (V) har en lønnet bestyrelsespost i Musholm havbrug, som er blandt ansøgerne til de nye forurenende havbrug ud for Djurslands kyster. Det nu japansk ejede Musholm er tidligere af de lokale miljømyndigheder blevet betegnet som “den største enkeltforurener af Storebælt”. Jacob Jensen er nuværende finansordfører for Venstre og aktiv lobbyist for Musholm havbrug.

Placeringen af de 37 indkomne ansøgninger om nye havbrug i henhold til L111. Der er tale om otte store havbrug med en samlet udledning på 800 tons kvælstof og 50 tons fosfor med urenset spildevand til Kattegat. Hertil skal lægges medicinrester og tungmetaller.

Ti Hurtige om Havbrug

Råderummet – der blev væk

Regeringen opfandt sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet et såkaldt ”råderum” til forureningen fra de planlagte havbrug.

Et sådant findes imidlertid ikke. Således opfylder 117 ud af vore 119 områder, der indgår i EU’s Vandrammedirektiv, slet ikke direktivets krav om “god økologisk tilstand”.

Det var døde hummere fra netop Kattegat, der i 1980’erne førte til den første vandmiljø-handlingsplan. Med den gik man i gang med at rense det spildevand, som ofte urenset udledtes i de indre danske farvande.

Samfundet har siden brugt milliarder af skattekroner på at rense spildevandet til de kystnære områder. Derfor mener et flertal af vore politikere, at vi nu har ret til at forurene i det mere åbne Kattegat. Selv om det stadig er forurenet.

Strømforhold – frem og tilbage

Netto sker der en transport af ferskvand fra Østersøens mange tilløb – op gennem de danske sunde og bælter til Kattegat og videre ud i Nordsøen gennem Skagerak. Vandet bliver mere og mere salt, desto længere nordpå det kommer.

Imidlertid sker der en langt større brutto vandtransport – i begge retninger. Længere tids vestenvind holder vandet tilbage og sender det i perioder sågar sydover igen. Faktisk fører vind, strøm og tidevand ofte den udledte forurening frem og tilbage flere gange, før det sidste er nået ud i Nordsøen.

Inden da har meget slam fra denne forurening derfor lagt sig på dybe og strømstille steder i Kattegat. Områder, der efterlades som golde ørkener af sort slam – blottet for liv.

Så havet sletter slet ikke alle spor.

Rogn og regnbuer

Havbrugerne påstår, at der uden akvakultur ikke vil være fisk nok til en voksende global befolkning.

Helt forkert. For det første kan danske luksusprodukter som ørreder og ørredrogn eksporteret til Japan naturligvis ikke brødføde sultende mennesker i den fattige del af verden.

For det andet er produktionen af laks og ørreder ofte skadelig for netop de sultende lande. Deres fiskebestande må i stedet lægge ryg til vort fiskeri efter småfisk – til fremstilling af fiskefoder. Der skal nemlig bruges flere kilogram småfisk til fremstilling af ét kg luksusfisk.

Opdræt af luksusfisk som laks og havørreder er således regulært resursespild, der kun er med til at gøre verdens fattige lande endnu fattigere – og mere sultne.

Med mulige folkevandringer sydfra som den værst tænkelige konsekvens.

Udslip af tamfisk

Fra netburene i de åbne havbrug sker der regelmæssigt større eller mindre udslip af tamfisk. Der går hul i nettene, eller de flydende netbure påsejles. Udslippenes størrelse skal regnes i tusinder af fisk.

Mange af fiskene er kønsmodne regnbueørreder, som opsøger ferske åer og bække, hvor de kan gyde. Det tilsiger deres natur dem. Mange er ganske vist gjort sterile, så de vokser bedre, mens kønsdriften har de ofte alligevel.

Desværre er det de samme vandløb og de samme gydebanker, som vore hjemlige havørreder bruger til deres gydning. Hvor havørrederne gyder om vinteren, gyder regnbueørrederne så igen om foråret.

De vintergydende danske havørreder vil da få deres allerede lagte æg gravet op af uønskede regnbueørreder undsluppet fra nærliggende havbrug.

Havkolera og resistens

Havkolera er en livstruende sygdom, som skyldes en virus ved navn Vibrio vulnificus. Den blomstrer op i varmt sommervand og overvintrer efterfølgende i blandt andet muslinger.

Det siger derfor sig selv, at havkolera har optimale betingelser nær havbrug med kompenserende muslingeopdræt. Så jo varmere vandet bliver, og jo mere lyst man får til en dukkert. Desto større er risikoen for, at der også er havkolera i badevandet.

Med fiskeopdrættets store forbrug af antibiotika stiger risikoen tilsvarende for, at havkolera udvikler resistens, så patienter bliver vanskelige at behandle. En ond spiral, for havkolera er en livsfarlig sygdom – ikke mindst hvis man har et nedsat immunforsvar.

I den varme sommer 2006 resulterede havkolera således i tre dødsfald herhjemme. Patienterne døde en smertefuld død af blodforgiftning.

Helcom-modarbejdet

“Helcom” er et samarbejde mellem landene omkring Østersøen til og med Kattegat. Medlemslandene forpligter sig til at skabe et renere vandmiljø i disse farvande – heriblandt de danske sunde og bælter.

Helcom mener imidlertid ikke, at man kan flytte rundt på “opsparet forurening” fra ét vandområde til et andet. Helcom mener derfor ikke, at Danmark kan forurene et i forvejen forurenet Kattegat, der slet ikke lever op til målsætningerne – blot fordi Danmark har renset sine kystnære farvande bedre end aftalt.

Den danske miljøminister har udtalt, at han “af principielle årsager ikke vil godkende dette princip”. Han “mener ikke, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”

Det kemiske havbrug

Moderne havbrug er åbne, flydende netbure uden mulighed for rensning af spildevandet fra de mange tusinde fisk. De går tæt sammen og bliver derfor let syge.

For at undgå dette bruger man store mængder antibiotika, der i lighed med fækalier og foderrester ryger lige ud i vandmiljøet. Dette med en permanent risiko for udvikling af resistens hos bakterierne. Præcis som set med svine-MRSA.

Dansk fiskeindustri brugte alene i 2016 mere end 1.000 kg quinoloner. Det er bredspektret antibiotika, som står på EU’s og WHO’s liste over stoffer, man skal være særligt kritisk med at bruge.

Læg hertil ethoxyquin i foderet og giftige kobber-forbindelser til at holde nettene fri for algebegroning. Tilbage står man med et vandmiljø, som har fået det markant ringere.

Havbrugene op på land

Vore dages havbrug er åbne, flydende netbure uden nogen som helst mulighed for at rense spildevandet fra de mange fisk. Fækalier og foderrester ryger ret ud gennem de åbne netmasker – sammen med medicinrester og diverse kemikalier.

Herude er det vildfiskene, der får glæde af forureningen. Samt bundmiljøet under netburene, der bliver kvalt i et tykt slamlag. Og så er det endda slet ikke nødvendigt med al denne elendighed. I dag har vi nemlig afprøvet teknologi til at flytte hele produktionen op på land, hvor den kan ske i recirkulerede anlæg uden forurening.

– Hvorfor så forurene vort fælles badevand?

Fordi der er så mange lette millioner at tjene på gratis at forurene det vand, vi andre inde på land har betalt milliarder for at rense i vore spildevandsanlæg.

Havlus og havbrug

Havlusen er et lille snyltende krebsdyr, der naturligt lever på laks og ørreder – i vand af den rette saltholdighed. Og det har Kattegat.

Havlusen generer ikke fiskene, så længe den kun er fåtallig. Men åbne havbrug tiltrækker havlusene som en magnet. Her går fiskene tæt, og herfra kan de ikke flygte. Havlusene strømmer følgelig til og kan sætte sig på fiskene i dødbringende antal. Derfor må man fjerne lusene – på kemisk eller biologisk vis.

Endnu værre er det for vilde ungfisk af laks og ørreder – de såkaldte smolt. De angribes og dør, når de passerer forbi netburene på deres vej ud i havet. Specielt sker det, når havbrugsfiskene netop er afluset. Da er frivandet fyldt med lus, som blot venter på et let offer. Og da er dødeligheden meget høj blandt de små ørreder.

Kompenserende muslinger

Muslinger lever af at filtrere vandet for bakterier og organisk materiale. Derfor vil man fjerne noget af forureningen fra havbrugene ved at opdrætte muslinger, som siden skal bruges til grisefoder.

Men muslingeopdræt har tre store ulemper. For det første ved man slet ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre. Det er ikke tidligere prøvet så langt til havs.

For det andet så udskiller muslingerne selv affaldsstoffer, og disse stoffer havner på bunden under muslingefarmene. Muslingerne bidrager således selv til forureningen.

For det tredje fylder muslingeopdræt uforholdsmæssigt meget. Skal man kompensere for et havbrug, der hvert år udleder 600 kg kvælstof per hektar, skal der ifølge forskere på KU dyrkes muslinger på et 4 km2 stort område.

Til kolossal gene for alle, der færdes på havet.

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande.

www.nejtilhavbrug.dk

Relaterede artikler om havbrug: