Tag-arkiv: Hedensted

Klar melding fra Lea Wermelin:


EU’s Vandrammedirektiv fra 2000 trænger sig nu for alvor på: Med tre nye lovforslag vil miljøminister Lea Wermelin (S) derfor begrænse den fremtidige forurening fra danske havbrug.

En lun augustaften sidste år ringede telefonen. Lidt sent ganske vist, men det var nok vigtigt, så jeg tog den. I den anden ende af røret var en journalist fra Danmarks Radio. Han ville høre, om jeg med kort varsel kunne stille op ude på Djursland den følgende formiddag. Mandag den 26. august.

Da ville der ske noget spændende derude, som han bestemt troede, jeg ville være interesseret i. Men som han desværre ikke kunne komme nærmere ind på. Han havde nemlig fået mundkurv på af Miljøministeriet, der stod for arrangementet.

Det lød jo spændende, så jeg stillede naturligvis op. Man vil jo nødig gå glip af noget. Stedet var Jernhatten, hvor seneste medieevent var daværende miljøminister Jacob Ellemann-Jensen, som ved den lejlighed indlemmede netop Jernhatten i regeringens nye Naturkanon.

Pludselig vrimlede den normalt ellers fredelige lokalitet med biler og mennesker. Vor nye miljøminister Lea Wermelin (S) var ankommet med sit følge, der blandt andet talte præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening og formanden for Danmarks Sportsfiskerforbund. I parentes de to eneste interesseorganisationer, der er høringsberettiget i miljøsager.

Bekymring over havbrugssektoren

Bekymring over tilstanden i vandmiljøet havde fået miljøminister Lea Wermelin til at bremse de ellers påtænkte udvidelser af havbrugssektoren. I stedet skulle der satses på en bæredygtig udvikling af den danske akvakultursektor.

Danmark har nået grænsen for, hvor mange fisk der kan opdrættes på havet, uden det risikerer at gå ud over miljøet. Det var budskabet fra miljøminister Lea Wermelin, som derfor sagde stop til udvidelser af havbrugssektoren:



– Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt.

– Vi skal være et grønt foregangsland, også når det gælder fiskeopdræt, og derfor skal vi satse på en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren.

Miljøministeren havde besluttet ikke at udstede den bekendtgørelse, som skulle have udmøntet loven om kompenserende marine virkemidler (muslingeopdræt). Hun ønskede nu helt at fjerne bestemmelserne herom fra loven.

Ansøgninger om havbrugsproduktion vil fortsat skulle behandles efter gældende regler. Det vil sige uden mulighed for brug af kompenserende marine virkemidler såsom muslinger. Og det vil i praksis betyde, at den samlede havbrugsproduktion får svært ved at vokse. 

– Jeg ser et potentiale i at satse på de mest miljøvenlige salt- og ferskvandsdambrug på land, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med miljølovgivningen.

– Vandmiljøet har trænge kår flere steder, men med den rigtige teknologi kan der produceres flere fisk med mindre miljøbelastning. Det er den vej, vi skal gå, i stedet for at udvide havbrug med risiko for vandmiljøet.

En kolossal sejr for vandmiljøet 

Det var et flot kursskifte, efter at Socialdemokratiet ellers længe havde bakket op om Venstres planer om nye forurenende havbrug. Specielt måske med tanke på, at det var Lea Wermelins egen partifælle, Dan Jørgensen (S), der tilbage i 2014 selv havde lagt grunden til en udvidet akvakultur i Danmark.

Det var lige til en helflugter ind i det gabende tomme miljømål, som sammenlægningen af Miljøministeriet og Fødevareministeriet havde resulteret i. En mulighed, som Venstres Esben Lunde Larsen hurtigt så og forstod at udnytte. Men som altså blev lagt død af Lea Wermelin den 26. august 2019.



– Det er en kolossal sejr for demokratiet og de folkelige bevægelser, selv om det tager tid og kræver mange kræfter at gå op mod en regering og en lov, som med nye og store havbrug ville have forringet havmiljøet. Ikke kun ved Djurslands kyster, men også ved Samsø og Nordsjælland. 

Det sagde Nina Bjarup Vetter, primus motor i både Miljøforeningen BLAK og sammenslutningen ”Nej til havbrug”. Hun blev suppleret af Enhedslistens Søren Egge Rasmussen, der som lokal er mangeårig modstander af havbrug:

– Det er en stor dag for de mange mennesker, som længe har kæmpet mod flere havbrug. De har vundet i dag. Vi er glade for regeringens initiativ, men mener, at regeringen nu bør tage videre skridt for at rydde op på de skadelige virkninger af Venstre-regeringens landbrugspakke.

Søren Egge Rasmussen (Ø) tilføjede, at han allerede den 2. august havde spurgt den nye miljøminister Lea Wermelin (S), hvorvidt hun ville ophæve den omstridte lov L 111 om etableringen af nye havbrug. Det ville hun, forlød det senere.

Men der skete ikke rigtig noget, og mange frygtede derfor, at disse planer måske alligevel var droppet – af hensyn til den magtfulde havbrugsbranche.

Og så kom Coronaen jo også og lagde låg på det danske samfund – med nye hensyn til truede arbejdspladser.

Nye lovforslag præsenteret

Denne frygt er dog nu aflivet. Miljøminister Lea Wermelin har netop forelagt Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg ikke mindre end tre lovforslag, der vil gøre det vanskeligere for danske havbrug at fortsætte som planlagt. Og noget nær umuligt at udvide produktion og forurening, som jo hænger uløseligt sammen i åbne havbrug.

Miljøministeren holder nu, hvad hun tidligere har lovet. Det har som sagt taget tid, men nu ligger de lovede lovforslag klar. Det første har overskriften: “Ændring af lov om miljøbeskyttelse (Ophævelse af bestemmelser om kompenserende marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af havbrug)”.



Det skal ændre Lov 111, som den detroniserede miljøminister Esben Lunde Larsen (V) lige akkurat nåede at få gennem Folketinget, inden han selv tog Rejsen til Amerika, hvor han stadig befinder sig. Om alt går vel, skal Folketinget nu i gang med at annullere lov nr. 680 fra juni 2017.

Det såkaldte Lovkatalog, som Lea Wermelin præsenterede, skal også forhindre havbrugerne i at få større kvælstofkvoter til deres eksisterende produktion. Det skal ske med “Ændring af lov om miljøbeskyttelse (Udtagning af kvælstofpulje til havbrug og reduktion af samlet kvælstofpulje til miljø‐ og ressourceeffektive dambrug)”. 

Lov nr. 467 af 14. maj 2018 skulle ellers have sikret havbrugerne tilladelse til yderligere forurening. Lea Wermelin vil til februar 2021 fremsætte et nyt lovforslag, der skal hindre dette. Det bakkes allerede nu op af Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet. Hvis ellers disse partier ikke går helt i opløsning inden da.

Ny samlet kontrol med havbrugene

Lea Wermelin fremsætter også et lovforslag, der vil flytte miljøkontrollen med et antal kystnære havbrug over til Miljøstyrelsen. Indtil nu har det været kommunerne, der har haft ansvaret for de kystnære havbrug. Mens Miljøstyrelsen allerede nu har kontrollen med havbrug, der er placeret længere fra land end én sømil. Hvilket er 1,852 km.

Det første har havbrugerne ikke overraskende protesteret kraftigt mod. De har nemlig haft gode år med en mangelfuld eller helt manglende kontrol med deres drift og forurening. Men miljøminister Lea Wermelin er klar i spyttet: 

– Det giver ikke mening, at tilsynet med 19 havbrug er spredt ud på otte forskellige myndigheder, der hver især skal have eksperter på området. Her kan vi bruge kræfterne bedre. 

– Ved at samle miljø- og tilsynsmyndigheden i staten samles de faglige kompetencer, hvorved den mest hensigtsmæssige udnyttelse af viden om havbrugene sikres. Initiativet vil dermed også medvirke til at sikre et mere effektivt miljøtilsyn.



Miljøministeren har tydeligvis lyttet til Hedensteds borgmester, Kasper Glyngø (S), der siden sin tiltræden har kæmpet med at få styr på kommunens fem store og forurenende havbrug ved Lillebælt. Havbrug, som havde kronede dage under det tidligere Venstre-styre.

Man kunne også nemt forestille sig, at den massive forurening fra det højt profilerede  “Kombi-projekt” ved i Horsens Fjord kunne have være undgået, hvis der havde været blot et minimum af ekstern kontrol i de fire år, projektet løb. 

Man havde da kunnet spare de millioner GUDP-kroner, som projektet udløste i støtte til deltagerne.

Projektet skulle have muliggjort en forureningsfri 5-dobling af fiskeopdrættet. I stedet endte det med en politianmeldelse og krav om konfiskation af en fortjeneste på 190 millioner kroner. Penge, der ifølge politiet var tjent på udledning af fire gange så meget forurening som tilladt. Uden nogen form for kontrol.

Vi kan derfor kun hilse de nye lovforslag fra miljøminister Lea Wermelin velkommen. Dem har der været brug for længe.

Befriende, at Danmark igen har fået en miljøminister af gavn og ikke kun navn.

© 2020 Steen Ulnits

 

Kaninen Katrine fra Endelave

IMG_1106

“Som brødre vi dele. Lillebælt ta’r det hele”…

Mange fiskeinteresserede og miljøbevidste mennesker kender den lille, men evigt og ivrigt gravende kanin Katrine fra øen Endelave længst ude i farvandet mellem Jylland og Samsø.

Hvor de fleste kaniner er mest til friske grøntsager på overfladen, så graver Katrine gerne dybere end som så. Får hun færten af noget muggent eller sågar kriminelt, bliver hun ivrig og graver endnu dybere.

Hvor de fleste kaniner foretrækker at gnaske på en gulerod, dér spiser Katrine aktindsigter til morgenmad. Hver dag og mange af slagsen. Katrine har hele tiden bestillinger på nye aktindsigter ude hos diverse instanser og myndigheder.

Man skulle jo nødig løbe tør, og det er der næppe heller risiko for…

Ud over journalistisk tæft og indsigt, så har Kaninen Katrine fra Endelave i tilgift noget, som nok kun de færreste andre kaniner har: Humor. God humor. Eller måske nærmere: Galgenhumor.

Det har senest resulteret i en annonce, som hun har indrykket på sin egen Facebook-side. En annonce, der profilerer den lovløse Hedensted Kommune, hvor man kan forurene aldeles frit – hvis bare man vil lægge sin virksomhed i kommunen.

Og helst også har partikortet i orden. Så er der frit slaw til at hælde spildevand med fækalier, foderrester, medicin og kemikalier lukt ud i Lillebælt. Totalt urenset. Fra en produktion helt ude af kontrol og ganske uden nogen kontrol. Enhver virksomheds våde drøm om fri forurening kan blive til virkelighed i Hedensted Kommune.

Det har nu politianmeldte Hjarnø Havbrug levet højt på i årtier. I Hedensted Kommune er der nemlig ingen myndighed, som fører kontrol med, hvad man som virksomhed udleder af forurening i det smalle bælt. Selv om de ifølge loven er forpligtet til det.

Foderrester, fækalier og andet godt tager strømmen jo alligevel og fører op til Aarhus Bugt, hvor de så må slås med konsekvenserne af den organiske forurening fra de mange havbrug i syd: Algeblomst. Iltsvind. Og fiskedød.

Men Hjarnø Havbrug kunne i år notere sig for et overskud på 45 millioner kroner, hvilket bragte den samlede formue op på 222 millioner kroner. En lille kvart milliard tjent for at lede urenset spildevand ud i Lillebælt.

Så kan Århus by rense sit eget spildevand nok så meget og nok så grundigt. Hvad de jo allerede gør med det store Marselisborg Renseanlæg fra 1990.

Det hjælper bare intet, når Hedensted Kommune år ud og år ind non stop sender tonsvis af totalt urenset og ukontrolleret spildevand nordpå til Aarhus Bugt – med kærlig hilsen og strømmen i Lillebælt. Deraf den ledsagende annoncetekst:

“Der findes et sted mellem Horsens og Vejle, hvor det er tilladt at forurene”

“I Hedensted kommune tjener vi penge og overlader miljøet til andre”

“Som brødre vi dele. Lillebælt ta’r det hele”…

© fotos 2018: Kaninen Katrine fra Endelave

© tekst 2018: Steen Ulnits


Andre artikler om Havbrug:

 

 

Hjarnø Havbrug politianmeldt

Den altid flittige og evigt gravende “Kaninen fra Endelave” har igennem det seneste års tid bragt adskillige afsløringer af Hjarnø Havbrug og dettes kreative omgang med facts, fisk og foder.

Den ene aktindsigt efter den anden har vist, at havbruget selv og den tilsynsførende kommune, den Venstre-styrede Hedensted, desværre ikke overholder gældende lovgivning på området.

Mange har undret sig over, at Kaninens linde strøm af afsløringer ikke førte til politianmeldelse. Forsigtige forespørgsler herom resulterede i det svar, at man ikke kan søge aktindsigt længere, når først en sag er politianmeldt. Derfor ingen anmeldelse, mens undersøgelserne pågik.

Nu mener Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), der sammen med Danmarks Naturfredningsforening (DN) har klageret i miljøsager, så at have samlet oplysninger nok. I hvert fald har DSF nu overgivet sagen til Sydøstjyllands Politi, som skal undersøge adskillige forhold.

Sidste sommer begyndte lystfiskere i området pludselig at fange nogle fisk, de aldrig havde fanget før. Det viste sig at være sølvlaks, som er en af de fem arter stillehavslaks, der findes ved Nordamerikas og Asiens stillehavskyster. Stillehavslaksene kendes alle fra vor hjemlige atlanterhavslaks Salmo salar på deres forlængede overkæbe.

Sølvlaksen selv bærer det latinske artsnavn Oncorhynchus kisutch og ses på billedet herunder. Da man sidste sommer netop havde oplevet en invasion af pukkellaks – en anden af de fem arter stillehavslaks – så troede man i begyndelsen, at sølvlaksene nok også stammede nordfra. At de var naturligt indvandret.

14825-97

Men det var ikke tilfældet. Sølvlaksene var undsluppet fra Hjarnø Havbrug, som havde importeret æg af sølvlaks uden at have tilladelse til det efterfølgende opdræt. Man havde angivet urigtige oplysninger om produktion af såvel de importerede sølvlaks som de naturligt hjemmehørende havørreder af arten Salmo trutta trutta. Og det i både 2014, 2015 og 2016.

Da først fokus blev rettet på Hjarnø Havbrug, dukkede der flere andre ulovligheder op. Således havde man etableret og drevet Hundshage Klækkeri uden at have indhentet den fornødne miljøgodkendelse.

Endvidere opstod der mistanke om en betydelig overproduktion af fisk i både Hjarnø og Hundshage Havbrug – og med den en stor merudledning af forurenende stoffer til vandmiljøet. Dette i strid med havbrugenes miljøgodkendelser.

Endelig var der også begrundet mistanke om overproduktion i koncernens tre ferskvandsdambrug. Dette ikke mindst baseret på foderregnskabet, der ikke harmonerede med miljøtilladelserne.

Lokale klager til kommunen

Der har længe og fra flere sider været klaget til den ansvarlige Hedensted Kommune over netop Hjarnø Havbrug og dets mange aktiviteter. Men først nu sker der noget i denne sag, som har krænket mange lokales retsbevidsthed. Når nu kontrolmyndigheden Hedensted Kommune hverken har villet eller kunnet leve op til deres kontrolforpligtelse som lokal myndighed.

Derfor er det glædeligt, at DSF nu har politianmeldt Hjarnø Havbrug. Det var på høje tid, for Hjarnø Havbrug er nemlig også blandt ansøgerne til regeringens og Esben Lunde Larsens (V) planlagte nye og storforurenende havbrug i Kattegat.

Man kan kun gisne om, hvad de vil kunne udrette af skader herude på åbent hav, hvor det er langt sværere eller praktisk umuligt at kontrollere og opdage eventuelle ulovligheder – end nede i det smalle og lukkede Lillebælt. Her kan man uden videre og i øvrigt fra badestrande mærket med Blå Flag svømme ud til de forurenende netbure. Så tæt på land ligger de i Lillebælt.

Kaninen Katrine fra Endelave graver derfor ufortrødent videre i mudderbunden omkring de forurenende havbrug.

Og det skal den have tak for!


Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her: