Tag-arkiv: DHI

“KOMBI” projektet

Økologi er læren om forholdet mellem levende organismer og det miljø, de lever i. Om, hvordan levende og dødt interagerer med hinanden. Hvordan organismer nedbrydes og genopstår i helt nye former.

Langt tilbage i tiderne har mennesket tænkt økologisk – også før dette begreb overhovedet var opfundet eller defineret. Man tænkte over, hvordan man kunne kombinere opdræt af forskellige organismer, så enkelte arter kunne udnytte resterne fra andre arter.

Et af de bedst kendte eksempler stammer fra Asien. Her dyrkede man karper på de oversvømmede rismarker, som blev gødet af de høns, man havde gående inde på land. Enkelt, men ganske effektivt. Og livsvigtigt for ikke mindst Kinas allerede dengang meget store og støt voksende befolkning, der jo skulle brødfødes.

Sådanne kombi-opdræt har man siden forsøgt sig med mange steder. Nu ikke nødvendigvis længere for at skaffe sig det daglige brød som i Kina. Nu oftere med øje på en mere industriel produktion af fisk, skaldyr og tangplanter. Samt en mulig vandrensning. Og altid med statsstøtte, for ellers er det slet ikke økonomisk rentabelt.

Et af de bedst kendte eksempler fra Danmark var et stort opsat og GUDP-støttet kombi-opdræt ved Horsens Fjord. GUDP står for “Grønt Udviklings- og Demonstrations Program” og finansieres af landbrugsmidler.

GUDP-midler fra landbruget

GUDP støtter projekter, som på én gang fremmer grøn og økonomisk bæredygtighed inden for landbrug, fiskeri, akvakultur og fødevareindustri, og som samtidig løser nogle af de klima- og miljøproblemer, fødevareerhvervene står overfor.

Kombi-projektet blev i 2011 af Miljøstyrelsen selv beskrevet således:

“Hjarnø Havbrug har i samarbejde med bl.a. Dansk Akvakultur og forskere fra Danmarks Teknologiske Universitet (DTU) fået støtte til et projekt, der gennem kombinationsopdræt af fisk, muslinger og tang vil sikre bedre vandmiljø og en større rentabilitet i produktionen.

Et af de store problemer ved fiskeopdræt er, at der tabes næringsstoffer til det omgivende miljø, når tusindvis af fisk går tæt og bliver fodret i forbindelse med produktionen. Ved samtidigt at dyrke tang og muslinger ved siden af havbruget, opsamles de tabte næringssalte, og næringssaltene bliver på den måde til nye sunde råvarer i stedet for at være en miljøbelastning.

Derfor vil Hjarnø Havbrug sammen med bl.a. tangdyrkere og forskere fra DTU udvikle metoder til storskala kombinationsopdræt muslinger og tang, der er både økonomisk og miljømæssigt bæredygtige.

Målet er at udvikle en måde at opdrætte fisk, muslinger og tang i samme område, så man udnytter kvælstofkredsløbet. Muslingerne og tangen lever nemlig af næringsstoffer fra fiskeproduktionen, der bl.a. indeholder kvælstof. Ved at genbruge næringsstofferne fra fiskeproduktionen vil havbruget både kunne tjene flere penge og samtidig sikre et bedre vandmiljø.

Kvælstofneutral udvidelse af produktionen

Hjarnø Havbrug vil konkret udvikle storskala opdræt af muslinger og tang til en kvælstofneutral udvidelse af havbrugsproduktionen. Det særlige kombinationsopdræt vil både give en forøget fiskeproduktion og en betydelig produktion af tang og muslinger til forbrugerne og videre forarbejdning til foder til dyr.

Produktionen skal optimeres med henblik på at opsamle næringssalte og samtidig producere attraktive råvarer til forbrugerne og til foderindustrien der i stigende grad mangler sunde, marine råvarer. Som f.eks. proteiner og de værdifulde omega 3-fedtstoffer.

Projektet er opdelt i fire aktiviteter:

• Udvikling af driftsmetoder for kombinationsopdræt

• Optimering af produktion af såliner til muslinger

• Forædling af sukkertang samt optimering af dyrkning og høsttidspunkt

• Analyse af potentialet af tang og muslinger som råvarer for foderindustri og konsum

Projektet er et samspil mellem private og offentlige virksomheder og har deltagelse af aktører inden for både havbrugs-, tang- og muslingeproduktion, foderindustrien, rådgivere og forskningsinstitutioner.

Kombinationsopdræt forventes at kunne muliggøre en femdobling af havbrugsproduktionen i Danmark uden at belaste vandmiljøet med yderligere kvælstof. Det er afgørende for at sikre havbrugenes internationale konkurrencedygtighed og for at kunne øge eksporten.

Fakta

Projekt titel: KOMBI-opdræt: Kombinationsopdræt af havbrugfisk, tang, muslinger til foder og konsum

Projektdeltagere: Hjarnø Havbrug, Dansk Akvakultur, Orbicon, Blue Food, DTU Miljø, TripleNine 999 og Dansk Hydraulisk Institut.

Projektperiode: December 2011- april 2015

Bevilget beløb: 8.917.842 kr.

Kontaktperson: Lisbeth Jess Plesner, Dansk Akvakultur, tlf.: 2282 8702

E-mail: lisbeth@danskakvakultur.dk

Citat slut.

Såvidt de flotte ord og gode intentioner fra projektstarten i 2011.

“En femdobling af havbrugsproduktionen i Danmark uden at belaste vandmiljøet med yderligere kvælstof”

Det lyder jo rigtig godt – ja, næsten for godt til også at være sandt. En sådan unik mulighed bør naturligvis undersøges.

De syv projektdeltagere

Hjarnø Havbrug: Grundlagt af faderen Alfred Petersen og siden ført videre af sønnen Anders Petersen. Base i Snaptun havn, hvor man har arbejdet med fisk og havbrug siden 1952. Efter politianmeldelse i 2019 blev firmaet overdraget til hustruen. Den tidligere ejer har nu selv etableret muslingefirmaet “The Mussel Company” i Limfjorden.

Dansk Akvakultur: En forening, hvis medlemmer repræsenterer en bred vifte af interessenter fra hele opdrætsprocessen fra vand til bord – det være sig fisk, skaldyr eller andet. På blot 12 år er antallet af akvakulturanlæg i Danmark faldet fra 347 til 203 anlæg. Alligevel er produktionen steget med 30 procent, fortæller foreningen.

Orbicon: Hedeselskabets tidligere konsulentvirksomhed, som i mellemtiden er blevet solgt fra til canadiske WSP. Orbicon har i de senere år beskæftiget sig meget med netop havbrug og muslingefarme. Tidligere har Orbicon beskæftiget sig blandt andet med retablering af vandløb, som Hedeselskabet havde reguleret og afvandet.

Blue Food: Med egne ord Danmarks eneste virksomhed, som med base i Nykøbing på Mors dyrker tang – som samtidig med egne ord er markedsførende på selvsamme område i hele Europa. Blue Food arbejder med forarbejdning og konservering af fisk, skaldyr og bløddyr – fiskemel dog undtaget, påpeger firmaet selv.

DTU Miljø: DTU Miljø er en af de største universitetsenheder i Europa. DTU Miljø har primært fokus på vand, miljøteknologi og bæredygtighed. Instituttet arbejder på at “udvikle nye miljøvenlige og bæredygtige teknologier på miljøområdet og på at formidle denne viden til samfundet og nye generationer af ingeniører.”

TripleNine 999: En fiskerejet fiskemels- og fiskeolieproducent med base i Esbjerg. Med egne ord en af verdens førende producenter og leverandører af fiskemel, fiskeolie samt diesel til fiskerierhvervet. TripleNine Group har produktionsanlæg i Danmark (Thyborøn), Norge (Langevåg) og Chile (Lota). Samt aktiviteter i Asien og Afrika.

Dansk Hydraulisk Institut: DHI var firmaet, der i Esben Lunde Larsens (V) tid som miljøminister udpegede egnede lokaliteter i Kattegat til nye forurenende havbrug. Det var også DHI, der efterfølgende frikendte landbruget for at have skadet vandmiljøet i Lillebælt efter et 3.000 tons stort gødningsudslip fra havnebranden i Fredericia.

En uvildig vurdering

Kombi-projektet afsluttedes i 2015 med en rapport, hvor deltagerne på 146 sider sammenfattede, hvad der var kommet ud af de knap 9 millioner tilskudskroner, man havde modtaget fra GUDP.

Det GUDP-finansierede Kombi-projekt var imidlertid ikke endeligt afsluttet.

Konsulentfirmaet Cowi udarbejdede derfor i 2018 en uvildig vurdering af de indhøstede resultater fra Kombi-projektet ved Horsens Fjord. Det gjorde man med baggrund i materiale fremsendt af Hjarnø Havbrug A/S til Hedensted Kommune i august 2018. Blandt Cowi’s konklusioner var følgende:

Kompensationsopdræt af muslinger og tang kan ganske rigtigt fjerne N og P fra vandmiljøet via indbygning i biomasse.
Men kompensationsbiomassen skal høstes fra vandområdet for at sikre den ønskede N og P-reducerende effekt. Det var kun sket i begrænset omfang – kun et enkelt af de fire år.
Der er ikke fremlagt dokumentation for, at genudsætning af muslinger i nærområdet har nogen kompensationseffekt, for så vidt angår N og P.
Tangdyrkningen har et meget begrænset omfang.
Edderfugle fouragerer på muslinger i området.

Til det sidste er kun at sige, at edderfuglene jo nødvendigvis må søge føde i områdets muslingefarme – når nu et intensivt muslingeskrab i blandt andet lokale Natura 2000-områder har taget deres naturlige føde fra dem.

Politianmeldelsen

Året efter, i 2019, faldt tæppet så endeligt. En af Kombi-projektets hovedaktører og tovholdere, Hjarnø Havbrug, blev da politianmeldt for at have overskredet sin forureningstilladelse med op til fire gange. Det var atter COWI, som gjorde regnskabet op – denne gang baseret på foderforbruget, der i åbne havbrug uden mulighed for rensning af spildevandet er direkte proportionalt med forureningen.

Endnu et år senere, i 2020, kom så polititiltalen mod Hjarnø Havbrug og kravet om konfiskation af den ulovlige fortjeneste opgjort til 190 millioner kroner. Samt krav om fængselsstraf til ejeren af Hjarnø Havbrug.

Hjarnø Havbrug var jo omdrejningspunkt i hele Kombi-projektet, som lovede “en femdobling af havbrugsproduktionen i Danmark uden at belaste vandmiljøet med yderligere kvælstof”. Blandt andet ved at dyrke muslinger og tang som kompenserende virkemidler, der skulle optage overskydende kvælstof fra det forurenende fiskeopdræt.

Nu ved vi så, at ingen af planerne blev opfyldt. Tangproduktionen var minimal, og der blev ifølge Cowi kun høstet en begrænset mængde muslinger et enkelt af de fire projektår. Vi ved også, at Hjarnø Havbrug i stedet brugte lejligheden til øge sin egen produktion, forurening og indtjening. Langt ud over virksomhedens miljøtilladelse.

I det samlede billede er det således tvivlsomt, om projektets indhøstede resultater kan bruges til ret meget – når nu forudsætningerne viser sig slet ikke at holde. Og de knap 9 millioner GUDP-kroner i så fald blot har været erhvervsstøtte til de ovennævnte syv virksomheder.

Man kan også let forestille sig, at den voldsomt øgede og ulovlige produktion af fisk i netop dette område har beriget farvandet så meget med næringssalte, at det udløste den katastrofale og dødbringende opblomstring af Chatonella-alger i julen 2019.

Det sker nemlig ikke uden ekstraordinært mange næringssalte.

– Årets Julegave?

77 ringbind med originale dokumenter fra Hjarnø Havbrug er i mellemtiden sporløst forsvundet fra Sydøstjyllands Politis varetægt. Politiet aner ikke, hvor de er blevet af, siger de. Men væk er de.

Det er uhyre bekvemt for Hjarnø Havbrugs forsvarere, der nu kræver sagen aflyst. De 11 ringbind, som både forsvarer og anklager stadig råder over, er kopier med uddrag af de oprindelige 77.

Men da dette materiale jo er ufældstændigt, og da de manglende ringbind jo kan rumme oplysninger, der kunne komme anklagede til gode, forlanger forsvaret nu sagen aflyst.

Forsvaret har derfor anket byrettens dom om fortsættelse af sagen til landsretten. I værste fald – i hvert fald for vandmiljøet – slipper Anders Petersen for videre tiltale.

Han kan da tage hjem til Hjarnø igen – til hustruen, der i mellemtiden har overtaget ejerskabet – med samtlige de 190 millioner sikkert på familiekontoen.

I så fald har det danske retsvæsen spillet totalt fallit, og politiet må da diske op med en rigtig god forklaring. Bedre end den nuværende, der jo mangler helt.

Sagen har ingen fortilfælde. Det er aldrig tidligere sket, at politiet har sat så meget bevismateriale over styr i én enkelt sag.

Vi venter spændt på landsrettens afgørelse, der jo kan blive årets julegave til Hjarnø Havbrug.

190 millioner kroner. Fra Sydøstjyllands Politi til Anders Petersen og frue.

Glædelig Jul…

Efterskrift

Det gik heldigvis ikke så galt. Landsretten vurderede efterfølgende, at retssagen godt kunne fortsætte – baseret på 11 kopier ud af de forsvundne 77 ringbind med foderregnskaber.

Sagen blev derfor genoptaget den 6. november med forventet afsigelse af dom den 7. december 2023.

Efter-efterskrift

Den 7. december 2023 faldt dommen så fra retten i Horsens:

Konfiskation af 125 millioner ulovligt tjente kroner samt 20 millioner kroner i bøde.

Politiets specialanklager havde krævet 191 millioner kroner konfiskeret og 48 millioner kroner i bøde.

En rabat på 66 millioner kroner, som skyldtes det manglende bevismateriale i de forsvundne 77 ringbind med foderregnskaber.

Samme forhold udløste en bøde på blot 20 millioner mod oprindeligt 48 millioner. En rabat på 28 millioner . Også den med henvisning til de forsvundne ringbind.

Sporløst forsvundet i Sydøstjyllands Politis varetægt

Det vides ikke, om dommen vil blive anket.

Fiskepleje på Afveje – 3/3

Modstanden mod miljøet

Danmarks Naturfredningsforening bad i 2007 det rådgivende firma Cowi om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:

“… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder.

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”

Citat Cowi slut.

Det rådgivende firma Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsløsninger. Rambøll anfører blandt andet:

“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er …

Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet … Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”

Citat Rambøll slut.

Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sit gamle selv igen. Fordi skærpede lovkrav og hidtidige EU-domme tilsiger det.

Det kan i den forbindelse være interessant og relevant at se nærmere på, hvorfor Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) og dets medlemsforening i Bjerringbro øverst oppe ved Tangeværket ikke arbejder målrettet for at genskabe Gudenåen med store sunde og naturlige fiskebestande. DSF kalder sig jo en miljøorganisation, men arbejder alligevel konkret for at bibeholde den kunstige og skadelige Tange Sø.

Det beskrev nyligt afdøde forbundsformand Verner Hansen således udførligt i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017. Her anbefalede han på vegne af DSF, at 95 % af den kunstige kraftværkssø skulle blive liggende – med Gudenå-laksens sidste oprindelige gydepladser stadig liggende gemt på søbunden under et tykt slamlag. Det samme har Bjerringbro Sportsfiskerforening som loyalt medlem af DSF stiltiende bakket op om.

Den holdning har undret mange lystfiskere landet over. For hvorfor kæmper en organisation, der påberåber sig at arbejde for et bedre vandmiljø, nu pludselig for bevarelse af et antikveret vandkraftværk og en miljøskadelig kunstig vandkraftsø, som deler landets længste vandløb op i to skarpt adskilte dele?

– Hvis interesser og hvilket miljø tjener man dog med det?

Fangsternes fordeling

Det giver ikke mening – med mindre man da ser lidt på de økonomiske interesser, som er involveret i fiskeriet oppe under Tangeværket:

I 2019 blev der samlet fanget 886 laks i hele Gudenåen – alle resultatet af kostbare udsætninger finansieret af kommuner, foreninger og fiskeplejemidler. Af disse laks blev 549 fanget helt oppe på Bjerringbro-foreningens vand. Mod blot 317 laks nede på Langå-foreningens vand.

Knap to tredjedele af de udsatte laks blev således fanget oppe ved Bjerringbro, hvor laksene til sidst støder hovedet mod muren ved Tangeværket – hvor fiskene ikke kan komme længere. Det er næsten dobbelt så mange fangede laks som nede ved Langå og Randers. Selv om laksene alle er passeret forbi på deres vej mod Bjerringbro og Tangeværket.

At laksene i løbet af sæsonen koncentreres mere og mere længst oppe sås måske tydeligst under sidste års (2019) Gudenå-konkurrence. Her blev ikke færre end ni ud af de ti største Gudenå-laks således fanget helt oppe ved Bjerringbro – tæt på Gudenaacentralens Tangeværk, der stopper den videre opgang.

Tangeværkets blotte eksistens garanterer således, at der altid er flest fisk til medlemmerne heroppe. Og blandt andet derfor går man i Bjerringbro ikke ind for en fjernelse af Tangeværket og en tømning af Tange Sø.

Man siger det ikke højt. Men man tænker det måske? For at tækkes Tangeværket og foreningens egne medlemmer.

Løjstrup og Lilleåen

Fra Lilleåen, hvor omkring halvdelen af Gudenåens havørreder oprindeligt gik op for at gyde, kender man også til effekten af en sådan opstemning. Musholm Havbrug købte på et tidspunkt Løjstrup Dambrug for at have en egen leverandør af regnbueørreder til udsætning i virksomhedens store forurenende havbrug i Storebælt.

Dambrugets opstemning til vandindtag blokerede havørredernes opgang, og i løbet af sæsonen koncentreredes flere og flere fisk nedstrøms dambruget, hvor lokale fiskere kunne fortælle om “løgnagtigt mange havørreder”. Fisk, der ved dambruget stødte næsen mod en mur på deres forgæves vandring mod gydepladserne længere opstrøms i Lilleåen.

Disse beskrivelser dokumenteredes til fulde af det årlige elektrofiskeri efter gydefisk. Næppe noget andet sted i Danmark fandtes der så mange og så store havørreder samlet på så kort en strækning, som netop her i de dage. I så lille et vandløb som Lilleåen.

I 2001 fik det daværende Aarhus Amt så presset igennem, at den gamle opstemning ved møllen blev fjernet og erstattet af et omløbsstryg. Gudenåens mange havørreder kunne og kan nu passere uhindret forbi dambruget og indtage de mange oprindelige gydepladser, som findes længere opstrøms i Lilleåen.

Fri adgang – færre fisk

Til gengæld reduceredes såvel fiskemængde som fiskepres på den tidligere så lukrative del af Lilleåen nedstrøms Løjstrup Dambrug. Her kunne venner af Musholm Havbrug i nogle år nyde det nok mest fantastiske havørredfiskeri i Danmark – på grund af opstemningen ved dambruget.

Den blev efterfølgende fjernet, og havørrederne var nu fordelt ligeligt på de mange opstrøms beliggende kilometer gydevand i åen. Til glæde for både fisk og fiskere.

Lokalt frygter man imidlertid i sit stille sind, at noget tilsvarende vil kunne ske ved Bjerringbro – hvis altså Tangeværket nedlægges. Da vil fiskene ikke længere samle sig heroppe til glæde for foreningens medlemmer. Da vil de få fri adgang til den øvrige del af Gudenåen. Da vil de ikke længere koncentreres oppe ved Bjerringbro.

Måske var det derfor, Gudenåens Ørredfond forbød Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø at deltage i Gudenå-konkurrencen 2019? Ørredfondens formand kommer i hvert fald selv fra Bjerringbro-foreningen, som lejer produktivt fiskevand af netop Tangeværket.

Kort efter sæsonstarten i 2020 blev der landet en imponerende 18 kg’s blanklaks heroppe. En pragtfisk, der naturligvis fik megen opmærksomhed i medierne og efterfølgende lokkede ekstra mange fiskere til – lokale såvel som udenbys.

Det resulterede til sidst i, at Bjerringbro-foreningen – under dække af Corona-virussens hærgen – lukkede for dagkortsalget. Herefter var det kun foreningens egne medlemmer, der fortsat kunne fiske efter de attraktive blanke påskelaks, som ellers er betalt fra flere sider.

Snakker man privat med fiskere heroppe, kan man støde på et andet og noget overraskende argument for at lade opstemningen blive:

Får man fjernet Tangeværket og tømt Tange Sø, da vil Gudenå-laksen igen kunne blive selvreproducerende. Og da må man – i lighed med i Vestjylland – ikke længere fiske med rejer på krogsæt.

Det er en yderst populær og produktiv fiskemetode, som er tilladt i Gudenåen i dag, hvor alle laksefangster skyldes udsætninger af tamfisk – af opdrættede smolt. I en Gudenå, hvor der ikke fiskes på vilde laks. De blev jo udryddet af Tangeværket i 1928.

Modstanden mod Tangeværket kan således ligge på et meget lille sted i Bjerringbro. Til stor skade for den naturlige fiskebestand i landets længste vandløb, Gudenåen.

Fremtidens Lystfiskerstrategi

Det blev en lang artikel. Konklusionen er imidlertid ganske kort:

Det fremgår med al ønskelig tydelighed – som allerede fremført af Havørred Fyns Jørgen Dan Petersen for flere år siden – at den danske natur ikke selv kan levere det fornødne antal ørreder til os lystfiskere og en lukrativ fisketurisme. Der må supplerende udsætninger til.

Det er jo en smuk og rigtig tanke at lade naturen selv producere de bedst egnede vildfisk af det helt rene stammer. Ingen kan have noget at indvende mod Wilhjelm-rapportens anbefalinger heraf. Tiden er blot løbet fra rapportens nok lidt naturromantiske forestillinger og forudsætninger.

Vi kan nøgternt konstatere, at virkeligheden har overhalet drømme og visioner om en bedre verden. Skal vi have et produktivt lystfiskeri for os selv og en fisketurisme, som den tidligere regering massivt gik ind for med millioner i statsstøtte, så skal der også investeres i fisk til lystfiskerne. I direkte udsætninger og et bedre vandmiljø. Dette i såvel vandløbene, hvor fiskene gyder, som hav og fjord, hvor de skal vokse sig store.

Fyn var ellers lige blevet så fin

Det vakte stor begejstring på Fyn, da Jacob Ellemann-Jensen (V) i sin tid gik ind i politik og åbenlyst valgte at bruge det fynske havørredprojekt på at blive valgt til Folketinget.

Men det vakte lige så stor bestyrtelse, da han som nyvalgt MF’er og som vist sin første politiske opgave fik lov at præsentere Landbrugspakken. Hermed erklærede han og Venstre kamp mod de selvsamme små vandløb, der fik ham ind i Folketinget: Partifællen Eva Kjer Hansens (V) så forhadte vandløb, der jo netop udgør de livsvigtige gydepladser for havørreden.

Mange fynske lystfiskere følte sig svigtet hvis ikke forrådt. Nogle trådte endda efterfølgende ud af det livsvigtige arbejde med Vandplejen – i ren frustration.

Det var jo i forvejen naivt eller måske bare kynisk, at netop Venstre skulle præsentere fremtidens lystfiskerstrategi. Når nu selvsamme landbrugsparti modarbejder vandmiljøet på snart sagt alle måder og ikke ville afsætte én eneste krone til ekstra fiskepleje. De skulle alle gå til markedsføring af en lukrativ fisketurisme:

“Strategi for Lystfiskeri”

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens “Strategi for Lystfiskeri” fra 2018 er nemlig bygget op på følgende vis:

• Der er afsat 22 mio. kr. til at realisere det nationale Center for Kyst- og Lystfiskerturisme.

• Der afsættes 6 mio. kr. til udviklingen af en digital platform, som skal være én indgang til lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark.

• Der afsættes 2 mio. kr. til en 3-årig branding- og markedsføringsplan, hvor de mest oplagte lystfiskerdestinationer omfattes.

• Der afsættes 1 mio. kr. til konceptudvikling inden for segmentering af lystfiskerturisme med henblik på styrkelse af turisterhvervets markedsføring af danske lystfiskerdestinationer.

• Der afsættes 1 mio. kr. til at styrke det frivillige arbejde.

Ikke én eneste af de 32 millioner kroner er således afsat til fiskepleje eller fiskeudsætninger. Til gengæld har en lille håndfuld mennesker efterfølgende tjent nogle lette penge på at sælge ud af det, andre har skabt før og for dem.

Markedsføring af manglende fisk

De 32 millioner skattekroner skal således udelukkende gå til massiv markedsføring af det fiskeri og de fiskemuligheder, som vi lystfiskere selv har betalt for og opbygget via det obligatoriske fiskegn og kommunale tilskud. På bedste Fishing Zealand-vis, hvor fiskeplejen kommer i anden række efter fisketurismen.

Det er interessant, at man som politisk parti åbenbart godt kan have dårlig samvittighed over Landbrugspakken og dens forhadte vandløb. At man måske inderst inde føler, man skylder en fynsk borgmester af samme partifarve som én selv en masse millioner – til et nyt Lystfiskeriets Hus i sydfynske Assens. Når man nu selv lige havde blæst til kamp mod de forhadte små vandløb, som netop Fyn ellers havde passet så godt på – i regi af Havørred Fyn.

I hvert fald valgte partiet Venstre efterfølgende at betale aflad til en fynsk Venstre-borgmester. I form af 32 millioner skattekroner. Måske netop for Jacob Ellemann-Jensens svigt af de fynske havørreder på sin vej mod Folketinget.

Ganske ironisk for øvrigt, når nu både lokale lystfiskere og erhvervsfiskere samtidig kunne og kan berette om et stendødt Lillebælt ret uden for døren til det kommende Lystfiskeriets Hus i Assens.

Livløst Lillebælt

Danmarks Radio dokumenterede således for ikke så længe siden i en TV-udsendelse, at farvandet mellem Fyn og Als er som blottet for liv – blandt andet efter landbrugets massive udslip af gødning ved havnebranden i Fredericia.

Knap 3.000 tons superaktivt kvælstof slap dengang ud, fordi et landbrugsejet gødningsfirma i forventning til Landbrugspakkens lyksaligheder havde overfyldt sine tanke, så disse sprang læk – med en sydgående strøm lukt ned i Østersøen mellem Als og Fyn. Det svarer til næsten 5 % af det samlede årlige danske kvælstofudslip – på én gang. På ét sted. Direkte ud i Lillebælt.

Samme Dansk Hydraulisk Institut (DHI), som i sin tid udpegede “egnede lokaliteter” til nye forurenende havbrug ud for Djursland – for Esben Lunde Larsen (V) og hans havbrugsvenlige partifæller – blev to år senere udvalgt til at vurdere effekten af det massive udslip fra Fredericia på vandmiljøet.

DHI frikendte efterfølgende udslippet for at have haft nævneværdig betydning for miljøet. Og friholdt dermed landbruget for eventuel erstatningspligt.

Museum over Dansk Lystfiskeri

Nu kan det nye Lystfiskeriets Hus så i stedet blive Museum over et Livløst Lillebælt – endda med den fineste udsigt over samme. Et museum over det lystfiskeri, vi kunne have haft, hvis vi ikke selv havde ødelagt det med gylle, kvælstof, trawlfiskeri og muslingeskrab. Hvis initiativtageren Venstre ellers selv havde forstået de aldeles simple spilleregler:

At der naturligvis skal sås, før der kan høstes. At der skal være fisk at fange, hvis man skal kunne lokke lystfiskere til fra ind- og udland.

Det burde om nogen et landbrugsparti som Venstre ellers kunne forstå. Men her har man jo desværre vænnet sig til ikke længere at skulle så, før man høster. Man hæver blot sine små 10 milliarder om året i landbrugsstøtte, graver vandløbene op, avler endnu flere svin og lukker efterfølgende endnu mere gylle ud på markerne og i sidste ende ud i vandmiljøet.

Herefter bruger man så vore fiskeplejemidler på harmløs forskning, der ikke giver flere fisk i vandet. Men som blot sparer på statens udgifter til forskerlønninger.

Det er blandt andet derfor, vi ikke længere fanger noget. Ud over laks i en håndfuld vandløb, som kun de færreste kan komme til at fiske i.

Vi er kort sagt til grin for vore egne penge.

Øvrige artikler i denne mini-serie:

Fiskepleje på Afveje – 1/3: “Fisketegnet“

Fiskepleje på Afveje – 2/3: “Virkeligheden efter Wilhjelm“

Fiskepleje på Afveje – 3/3: “Den lokale Modstand mod Miljøet“

Chatonella vender tilbage

“Sig goddag til Chatonella”. Sådan lød titlen på en artikel, jeg skrev tilbage i 2012, men som pludselig blev aktuel igen i december 2019. Læs gerne artiklen for baggrundsviden om denne såkaldte 10/10-alge. Link nederst på denne side.

I december 2019 og i den stærkt forurenede Horsens Fjord gik det nemlig helt galt for de mange tusinde fisk, som var indespærret i havbrugene her. De kunne ikke flygte, men døde af den genkomne dræberalge, der pludselig blomstrede op. På et uventet tidligt eller sent tidspunkt af året.

Chatonella eller Pseudochattonella, som denne vinteralge kaldes, plejer nemlig kun at blomstre op om foråret. Havbrugerne påstod, at den måtte være blæst ind fra Nordsøen i det sene efterår – med en tunge af tungt saltvand, som skal være trængt hele vejen ind fra Nordsøen og ned gennem Kattegat for til sidst at havne ud for Horsens Fjord, hvor den så slog til.

Det er dog langt fra alle, der tror på den forklaring. Et andet og langt bedre bud kunne være, at vandmiljøet i Lillebælt i forvejen balancerer på randen til en katastrofe – efter mange års forurening med næringssalte fra landbrug og havbrug.

De alt for mange næringsstoffer i vandet her giver algerne optimale forhold for vækst. Chatonella har været der hele tiden. Den har blot ventet på de rette forhold til en meget sen efterårsopblomstring. Ingen andre steder end i Horsens Fjord blev der rapporteret om tilsvarende problemer med algeblomst og fiskedød.

Det kunne man ellers med rette have forventet, hvis algerne som påstået skulle være kommet langt fra nord. Da ville de jo have passeret Djursland og Århus Bugt, før de nåede til Horsens. Men heroppe blev der ikke rapporteret om problemer. Kun i Horsens Fjord var forholdene optimale i det stærkt forurenede vand fra havbrugene.

Havnebranden i Fredericia

Vi må dog ikke glemme de knap 3.000 tons kvælstof, der slap ud i Lillebælt ved havnebranden i Fredericia tilbage i 2016. Udslippet svarede til 5 procent af det samlede danske kvælstofudslip. På ét sted og på én gang. Det måtte gå galt, og det gjorde det.

De store mængder højaktivt kvælstof – af fagfolk kaldet “gødningsvand” – drev med strømmen frem og tilbage i Lillebælt. Først den ene vej og så den anden. Esben Lunde Larsen (V) afviste efterfølgende, at dette massive udslip kunne eller skulle have nogen betydning for den samlede tilladte udledning, som regeringen allerede havde lagt sig fast på via Landbrugspakken. Det var et engangstilfælde, vi og vandet bare måtte leve med.

Også Dansk Hydraulisk Institut (DHI), der jo også udpegede “egnede” områder for Esben Lunde Larsens (V) nye planlagte havbrug i det allerede dengang nødlidende Kattegat, frikendte efterfølgende det massive udslip i Lillebælt for negative konsekvenser for vandmiljøet.

To år efter udslippet. Det er, som hvis politiet dukker op på gerningsstedet to år efter en forbrydelse. I en rapport, der myldrer med ord som modeller, estimater og vurderinger. Frikendelsen skete således på et ganske spinkelt grundlag, og prisen – den kender vi heller ikke.

Det sydlige Lillebælt og den vestlige Østersø er i dag blottet for liv mange steder. Det har fiskerne længe sagt, og det har DR for nylig dokumenteret på film. Det ses rigtig trist ud på bunden.. Om det så er dette ene udslip eller mange års konstant forurening fra landbrug og havbrug eller en kombination heraf, der er årsagen, er uvist.

Forureningen fra Hjarnø

Vi må heller ikke glemme det politianmeldte Hjarnø Havbrug, der ifølge COWI selv har udledt tre-fire gange så meget kvælstof til Lillebælt, som de havde tilladelse til. Med en 3-cifret millionprofit som resultat. Og måske har de gjort det gennem adskillige år, da der ingen kontrol har været fra Hedensted Kommune.

Branchen havde derfor desperat brug for at give et “naturfænomen” som indtrængende alger skylden for det fiskedrab, man selv har haft og stadig har en meget stor aktie i.

Præcis som det jo var et andet bekvemt “naturfænomen” – nemlig helt ekstraordinære strømforhold – der gjorde, at de 3.000 tons kvælstof fra havnebranden i Fredericia ikke resulterede i nogen “påviselig skade” på vandmiljøet i Lillebælt. I hvert fald ikke vurderet af Dansk Hydraulisk Institut (DHI).

Endelig fik vi jo rekordmegen regn i det pågældende efterår. Regnen skyller mere ferskvand ud i fjordene og ved kysterne. Regnvandet bringer kvælstof og fosfor med sig, som algerne lever af.

Imod dette taler dog, at Chatonella ikke begunstiges af store mængder ferskvand. Den er jo er en såkaldt 10/10-alge, der holder af koldt vand (max 10 grader) med en vis saltholdighed (min 10 promille).

200.000 fisk og 200 kg antibiotika

December måneds opblomstring af Chatonella ramte ikke områdets vilde fisk, der givet har kunnet flygte – modsat de indespærrede havbrugsfisk. Algen et dog lige så dødelig for vilde fisk som for tamme. Blot har vildfiskene altså muligheden for i tide at søge væk fra inficerede områder.

Det samlede tabstal fra Horsens Fjord er siden gjort op til mere end 600 tons store og slagteklare regnbueørreder. Det svarer til i omegnen af 200.000 fisk.

Til at producere disse fisk blev der – ud over det forurenende foder – brugt mere end 200 kg aktiv antibiotika. Til ingen verdens nytte.

Men til stor mulig skade for vandmiljøet, hvor farlige bakterier har fået ekstra gode chancer for at udvikle resistens over for de anvendte antibiotika.

⌘ “Sig goddag til Chatonella” ⌘

Kampen om Kattegat

Tirsdag den 20. november gæstede fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen (V) den kendte naturlokalitet Jernhatten på østspidsen af Djursland. Formålet med besøget var at indvie den smukke Jernhatten som en del af regeringens nye naturkanon.

Mødet og indvielsen blev imødeset med stor interesse fra lokalbefolkningen, der længe har protesteret mod de nye forurenende havbrug, som regeringen har planlagt – med daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i spidsen, sekunderet af partifællen MF Jacob Jensen (V), der har en lønnet bestyrelsespost i det storforurenende Musholm Havbrug – en af ansøgerne til yderligere forurening af Kattegat ud for Djursland.

Den lokale miljøforening BLAK benyttede naturligvis lejligheden til at fortælle ministeren om planerne for en ny marin / maritim nationalpark i farvandet ud for Jernhatten og Marsk Stigs gamle ø Hjelm. En nationalpark, der vil kunne booste kystturismen i hidtil uset omfang. Med kroner og ører i stedet for alger og iltsvind. At noget sådant ikke vil være foreneligt med en stærkt forurenende fiskeproduktion fra kilometerstore havbrug tydeligt synlige fra land.

Lokalt er der derfor massiv modstand mod nye havbrug, som vil forurene kystvandet og ødelægge mulighederne for den kystturisme, som de fattige kommuner på Djursland er så afhængige af. Ikke mindre end 2.000 arbejdspladser er der her, og de trues nu af blot et halvt hundrede nye arbejdspladser i forbindelse med de nye havbrug. Kystturismen på Djursland omsætter årligt for 2,5 milliarder kroner.

Den lokale modstand mod havbrugene er derfor massiv og énstemmig, men det har regeringen skam taget højde for. De planlagte havbrug er nemlig placeret, så de lige akkurat er uden for den 1-sømilegrænse, der markerer kommunernes jurisdiktion. Kommunerne kan således intet selv gøre for at hindre forurening af deres livsvigtige kyster. Det bestemmer regeringen suverænt. Og der vil komme forurening ind til land fra de planlagte havbrug. Masser af forurening.

Der står dog en kattelem åben rent juridisk. De selvsamme modeller, som Dansk Hydraulisk Institut brugte til at udpege egnede lokaliteter ud for Djursland, kan nemlig også bruges til at udregne spredning af forureningen fra havbrugene – i form af foderrester, fækalier, antibiotika og kemikalier. Det kom der nedenstående nedslående kort ud af:

Af de 800 tons kvælstof, som den nye lov L111 giver tilladelse til udledning af, vil Nordsjællands sommerhuskyster modtage 127 tons med vind og strøm. Anholt og Læsøs sandstrande vil modtage 109 tons, mens Djursland og Aarhus Bugt vil få tilført 98 tons.

Kvælstof, der uundgåeligt og med usvigelig sikkerhed vil resultere i øget algeblomst og efterfølgende iltsvind. Og vel at mærke kvælstof, der tilføres kystområder, som er underlagt Vandplanerne og dermed i sidste ende EU’s Vandrammedirektiv. Områder, hvis miljøtilstand derfor ikke må forringes.

Læs gerne artiklen “Strøm og Stille” for yderligere information om vind og strøm i danske farvande.

Det danske vandmiljø har det generelt så dårligt, at 117 ud af 119 definerede områder stadig ikke lever op til Vandrammedirektivets krav om “god økologisk tilstand”. En sådan skulle være opnået allerede i 2015, men har nu måttet udsættes til 2021.

Kattegat er ligeledes omfattet af Helcom-konventionen, der forpligter medlemslandene til at forbedre vandmiljøet i Østersøen og Kattegat. Helcom tillader ikke, at man flytter rundt på forureningen og på den måde kan opfinde “råderum” til ny forurening.

Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) følte sig imidlertid ikke forpligtet af de konventioner, som Danmark ellers selv har tiltrådt:

Esben Lunde Larsen (V) om Helcom:

“Jeg vil af principielle årsager ikke godkende dette princip, da jeg ikke mener, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”

Det blev understreget af følgende spørgsmål i Folketingssalen – Spørgsmål nr. S 593:

– Vil Danmark fortsat insistere på retten til at øge forureningen med næringsstoffer i Østersøen på trods af modstand fra de andre Østersølande, eller vil Danmark som det sidste land nu tilslutte sig det såkaldte »allokeringsprincip 8« i HELCOM og opgive det selvopfundne »miljømæssige råderum«?

Svaret fra Esben Lunde Larsen:

“Spørgsmålet om den konkrete betydning af HELCOMs reduktionsmål for udledning af næringsstoffer i relation til havbrug, vil blive fastlagt i forbindelse med et kommende administrationsgrundlag.”

Berømte sidste ord. Esben Lunde Larsen (V) må i dag nøjes med at se på fra sit eksil i Amerika. Det skal blive spændende at se, om hans efterfølger Jacob Ellemann-Jensen (V) vil “sætte miljøet før fødevarerne”, som han jo lovede ved sin tiltræden. Eller om hensynet til havbrugsbranchen vil vægte højere end hensynet til de mange arbejdspladser i kystturismen på Djursland.

Massiv lokal modstand mod havbrug ved Jernhatten

Det skal også blive spændende at se, hvad EU siger til Danmarks planer om at øge forureningen af Kattegat – i stedet for at reducere den i henhold til Vandrammedirektivet. Hvad vi jo har forpligtet os til. EU har allerede sendt en såkaldt pilotskrivelse til Danmark i forbindelse med Landbrugspakken, som også tillod et markant øget forbrug af gødning. Dette på baggrund af fiktive modeller, der overnight reducerede kvælstofudledningen til vandmiljøet med adskillige procent.

De første faktiske målinger af Landbrugspakken har imidlertid vist, at man i stedet for en reduktion på forventede 600 tons kvælstof om året har fået en øget udledning på 2.500 tons. En forskel på mere end 3.000 tons, der ikke er i vandmiljøets favør. Så er det naturligvis det helt rigtige at øge udledningen yderligere – med 800 tons fra kystnære havbrug i Kattegat.

Lad os derfor håbe, at det var miljøminister Jacob Ellemann-Jensen, der gæstede Jernhatten. Og ikke havbrugsminister Jacob Ellemann-Jensen…

Jacob Ellemann-Jensen (V) er nuværende miljø- og fødevareminister. Han har overtaget ansvaret for at gennemføre sin forgængers planer om at etablere otte nye havbrug i Kattegat ud for Djurslands kyster. Med en tilladt merforurening på 800 tons kvælstof. Han har netop besøgt Jernhatten på Djursland, som skal indlemmes i regeringens kommende naturkanon.

Esben Lunde Larsen (V) var tidligere miljø- og fødevareminister, men tog pludselig flugten til USA og blev afløst af Jacob Ellemann-Jensen (V). Esben Lunde Larsen stod bag den omdiskuterede L111 lovgivning, der lancerede et fiktivt “råderum” til yderligere forurening af Kattegat. Det har senere vist sig ikke at eksistere og samtidig være i strid med Helcom-konventionen.

Jacob Jensen (V) har en lønnet bestyrelsespost i Musholm havbrug, som er blandt ansøgerne til de nye forurenende havbrug ud for Djurslands kyster. Det nu japansk ejede Musholm er tidligere af de lokale miljømyndigheder blevet betegnet som “den største enkeltforurener af Storebælt”. Jacob Jensen er nuværende finansordfører for Venstre og aktiv lobbyist for Musholm havbrug.

Placeringen af de 37 indkomne ansøgninger om nye havbrug i henhold til L111. Der er tale om otte store havbrug med en samlet udledning på 800 tons kvælstof og 50 tons fosfor med urenset spildevand til Kattegat. Hertil skal lægges medicinrester og tungmetaller.

Strøm og Stille

Havet sletter desværre ikke alle spor, som man ellers plejede at sige og forlade sig på i vor forældregeneration. Og når det gælder de indre danske farvande, er der en rigtig god forklaring herpå.

Årligt løber der omkring 2.000 km3 vand gennem vore sunde og bælter – i nordgående retning på vej mod Nordsøen via Kattegat. Omkring 1.500 km3 løber den modsatte vej. Vi taler kubikkilometer, så det er store mængder, det drejer sig om.

Vandet suser altså ikke blot ud gennem vore farvande og fjerner forureningen så bekvemt, som det ofte siges eller ønskes. Det kører frem og tilbage i længere perioder – styret af vind og tidevand – og undervejs aflejres en stor del af den medbragte forurening i de indre danske farvande. Dette gælder naturligvis også udledningen fra de havbrug, der ligger her.

Da isen trak sig tilbage efter sidste istid, var Danmark landfast med både England i vest og Sverige i øst. Da isen havde trukket sig endnu længere tilbage, fyldtes den nuværende Østersø langsomt med smeltevand. På et tidspunkt var vandspejlet i Østersøen så højt, at vandet brød gennem en lavning og dannede Øresund som ny afløbsrende.

På samme måde som Storebælt formodes dannet af en gletcher-tunge under den sidste af kvartærtidens fire kendte istider, menes Lillebælt grundlæggende at være udgravet af en anden gletcher-tunge i den samme periode.

Først var Lillebælt således “afløb” for isen under afsmeltningen i slutningen af den sidste istid, der ophørte for små 10.000 år siden. Dernæst er den af isen og smeltevandet udgravede rende blevet et naturligt afløb for ferskvand fra Østersøen – i lighed med Storebælt og Øresund.

Fra Østersøen til Nordsøen

Østersøen har i dag mere end 60 større, ferske tilløb. Det er vandet fra disse større vandsystemer samt et utal af mindre vandløb, som konstant sluses ud gennem de indre danske farvande – ud gennem Øresund, Storebælt og Lillebælt.

Denne vandudskiftning, som på årsbasis omfatter ikke mindre end 470 km3 ferskvand, afhænger i vid udstrækning af vind og strøm. Således kan længere tids hård sydgående strøm – forårsaget af vinden – skubbe så meget saltvand fra Kattegat ned gennem Bælterne, at saltholdigheden i den vestlige del af Østersøen stiger markant.

Længere tids vestenvind i Nordsøen vil presse så meget vand ind gennem Skagerak og Kattegat, at der vil opstå en reel højdeforskel mellem nord og syd. Denne højdeforskel sætter gang i en sydgående strøm, som dels presser saltvand ned gennem Bælterne – dels stuver det udstrømmende ferskvand op i Østersøen.

Efter perioder med hård vestenvind kan man finde saltholdigheder på op til 10 o/oo så langt syd- og østpå som ud for Gedser Rev. Her tales om overfladevand, der normalt vil være mindre salt end det tungere bundvand.

Stor vandudskiftning

Denne indtrængen af saltvand til den brakke Østersø er af vital betydning for miljøet. Dels tilføres Østersøen iltholdigt saltvand, og dels er Østersø-torskene afhængige af en vis saltholdighed under gydningen, da deres æg ellers vil synke til bunds og dø. Det samme saltvand, som kan slå bestanden af brakvandsgedder og -aborrer ihjel i det sydsjællandske øhav, er således af vital betydning for torskebestanden længere inde i Østersøen.

Daglig bremses vandstrømmen ligeledes af de tidevandsbølger, som fra Nordsøen breder sig ind gennem de danske farvande. Tidevandet skifter to gange i døgnet, og typisk når tidevandsbølgen ned til Lillebælt med en tidsforskydning – forsinkelse – på godt 12 timer i forhold til Månens kulmination. Det er jo Månens tiltrækningskraft, der – sammen med Solens – flytter rundt på vandmasserne og skaber tidevandet.

Tidevandets styrke – forskellen mellem højvande og lavvande – mindskes på vej ned gennem de danske farvande, men er alligevel medvirkende til at henholdsvis svække og forstærke vandgennemstrømningen i Lillebælt.

Vandstanden i Lillebælt kan derfor svinge uhyre meget afhængig af vejr og vind. Men netto er vandstrømmen i Øresund, Storebælt og Lillebælt naturligvis nordgående, da det ferske vand fra Østersøens mange tilløb jo til slut skal ud gennem Bælterne – ud i først Kattegat, siden Skagerak og til sidst Nordsøen.

Store vanddybder

Vanddybden i netop Lillebælt er meget svingende og byder på de største vanddybder i de indre danske farvande – samt den stærkeste strøm. I den nordligste og smalleste del af Lillebælt kan man således finde vanddybder på over 80 meter, hvilket er aldeles unikt i Danmark. Lillebælts tærskeldybde ligger omkring 20 meter og findes syd for Fænø, hvor Lillebælt atter breder sig ud.

Trods en bredde på mindre end 1 km, hvor bæltet er smallest – i Snævringen – transporteres der årligt netto 40 milliarder m3 ferskvand fra Østersøen og op gennem Lillebælt. Men den samlede gennemstrømning – sydgående plus nordgående – er langt større end som så. Således regner man med, at der årligt og samlet løber omkring 2.000 km3 vand gennem Bælterne i nordgående retning – mod omkring 1.500 km3 den modsatte vej.

Forskellen på disse to tal bliver således en nordgående nettogennemstrømning på knap 500 km3. Helt præcis 470 km3, hvoraf altså de 40 går gennem det snævre Lillebælt. Tilsvarende går 100 km3 gennem Øresund, mens langt hovedparten – 330 km3 – løber gennem det knap 17 km brede Storebælt.

Stærk strøm

Storebælt, som med små 17 km på sit smalleste sted er mere end 25 gange bredere end Lillebælt i Snævringen, transporterer således mindre end 10 gange så meget vand som Lillebælt. Målt per tids- og arealenhed.

Tilsvarende må vandet løbe mere end dobbelt så hurtigt gennem Lillebælt som gennem Storebælt. Dette gør i sig selv Snævringen med omkringliggende farvand til noget ganske særligt på Danmarkskortet.

Udstrømningen er størst i det sene forår, hvor smeltevand fra de mange vandløb omkring Østersøen skal ud. Tilsvarende er udstrømningen om efteråret – efter en varm og tør sommer med stor fordampning – så ringe, at der ofte kan være tale om en netto sydgående strøm.

Da er der virkelig basis for, at forureningen kan bundfældes lokalt. Ellers transporteres indefter i de indre farvande – i stedet for ud af.

Den stærke strøm kan eksempelvis betyde, at op mod halvdelen af alt vand i Vejle Fjord skiftes ud på få dage. Det sker, når tungt saltvand nordfra presses ind langs fjordbunden. Et fænomen, som typisk finder sted i vintermånederne. En hård vestenvind presser da fersk overfladevand ud af fjorden, og det større vandtryk længere ude vil derefter presse saltere bundvand indefter.

På samme måde tager det i snit 20 dage at skifte alt vand ud i Kolding Fjord på billedet herunder – om vinteren. Om sommeren tager det hele 100 dage, førend alt vand i fjorden er fornyet. Igen er der rig lejlighed for udledt forurening til at bundfælde sig lokalt.

Forurening udledt i Lillebælt vil således kunne have en lang samlet opholdstid, inden det som ønsket forsvinder ud af systemet – ud til Kattegat. Naturligvis minus de stoffer, der er aflejret lokalt i Lillebælt.

Konklusionen

Årligt løber der omkring 2.000 km3 vand gennem Bælterne i nordgående retning på vej mod Nordsøen via Kattegat – mod omkring 1.500 km3 den modsatte vej.

Konklusionen af ovenstående er således, at havet langt fra sletter alle spor. At havet ikke fjerner al forurening med den netto nordgående strøm. Adskillige steder står den stille undervejs eller løber sågar baglæns. Og det giver den udledte forurening ideel lejlighed til at bundfælde sig lokalt undervejs og her skade vandmiljøet.

Forurening fra havbrugene i Lillebælt føres således frem og tilbage gennem det smalle bælt. En god del føres sydover, deponeres og skader vandmiljøet her.

Endelig skal man huske endnu en vigtig ting: Havvand er tungest ved højest saltholdighed og lavest vandtemperatur. Overfladevandet er derfor normalt mindre salt end bundvandet. Samtidig er det jo det lettere og i sommerhalvåret varmere overfladevand, som modtager spildevandet fra de flydende havbrug.

Det er således overfladevandet, som er mest påvirkeligt af vinden. Overfladevandet, som derfor kan bringe forureningen hurtigt både den ene og den anden vej. I perioder desværre også indefter mod kysterne, hvor vi ikke ønsker det blandet op med vort badevand.

Vi kan sagtens opleve perioder med en netto udgående strøm af tungt bundvand, mens den lettere overfladestrøm går den stik modsatte vej.

Havet sletter således langt fra alle spor. Forureningen fjernes således langt fra helt. En stor del af den deponeres omkring de havbrug, der udleder den. Nord, syd, øst eller vest for udledningsstedet. Alt efter hvor strømmen fører forureningen hen. Styret af vind og tidevand.

Men efter os kommer som bekendt syndfloden, og den skal nok rydde op efter havbrugene!

Det er bare dumt at vente så længe…

Strømmen i de indre danske farvande er yderst kompleks og går både nordpå og sydpå. For hver fire kubikkilometer vand, der løber nordpå, løber de tre tilbage igen. Havet sletter derfor ikke alle spor.

Samtidig skifter strømhastigheden mellem overflade og bund. Og endelig styrer vind og tidevand også strømretningen.

Kommentar fra Nej til Havbrug: Ingen tvivl om, at Dansk Hydraulisk Institut (DHI) er taknemmelige over de 3,8 millioner kroner, som Esben Lunde Larsen gavmildt tildelte dem. Med det ædle formål, at DHI skulle udpege de bedst egnede steder til de af regeringen planlagte havbrug. Med fokus på havmiljøet.

Det kom der en fin rapport ud af: 36 sider med mange diagrammer og mange referencer. Men det er alligevel ikke meget indhold, man får for 3,8 millioner skatteyderkroner. Og konklusionerne af de mange tal og grafer bliver ikke brugt til meget. På side 22 i rapporten kan man nemlig læse følgende:

“På grundlag af ministeriets kommunikation med havbrugerne er det besluttet, at et egnet område ikke må være mere end 30 km fra en havn, hvor der forventes at være tilstrækkeligt gode havnefaciliteter”. Citat slut. Miljøet kommer således klart i anden række.

Man kunne have sparet millioner af skattekroner, hvis man blot havde tegnet en 30 km cirkel rundt om eksisterende havne. Set i det lys ligner de 3,8 millioner kroner mest af alt en gavmild gave fra et ministerium, som havde brug for moralsk rygdækning, der lugter bare lidt af miljø.

Og det gør ingen af de planlagte havbrug. De lugter af maksimal forurening og simpel profit til en lille håndfuld havbrugere og deres venner i Folketinget. De lugter af groft misbrug af 9 milliarder skattekroner, som hidtil er blevet brugt på en bedre spildevandsrensning.

Til rensning af et nødlidende Kattegat, som nu så skal forurenes igen af nye havbrug.

Det giver ingen mening. Skatteborgerne er til grin for egne penge.

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande.

www.nejtilhavbrug.dk

Havbrugenes placeringer

Et flertal i Folketinget har besluttet, at Kattegat skal forurenes med nye åbne havbrug. Der gives hermed gratis tilladelser til forurening af Kattegat – til en lille håndfuld havbrugere, som kan se frem til økonomiske gevinster i den tocifrede millionklasse.

De 38 planlagte havbrug skal ifølge ansøgningerne ligge som vist på kortet herover. Som det tydeligt fremgår af kortet herunder, så ligger flere af havbrugene meget tæt. Ikke af hensyn til miljøet, men af hensyn til logistikken – transport af fisk, foder, muslinger og mænd.

Det er klart mere attraktivt for et firma at ligge så tæt som muligt på en havneby med gode muligheder for af- og pålæsning af fisk og foder – end at ligge længere til havs, hvor forureningen måske fortyndes mere og miljøet derfor tager mindre skade. Det er således ikke miljøet, der styrer de ønskede placeringer af nye havbrug. I hvert fald kun i meget begrænset omfang.

Der skal sejles fisk ud til netburene. Der skal sejles foder ud til fiskene. Der skal sejles mandskab frem og tilbage, som kan servicere netburene og foderpumperne. Der skal spules net, når disse er ved at gro til i de alger, havbrugene selv fremmer med deres forurening.

Og der skal bruges algegift for at holde vedligeholdelsen nede på et minimum. Endelig skal de færdige fisk jo sejles i land til forarbejdning og videre transport til eksportmarkederne. Den megen transport frem og tilbage gør det belejligt at placere havbrugene i nærheden af større havne som eksempelvis Grenå.

Ikke mindst farvandet ud for Djursland vil derfor blive hårdt ramt af de planlagte havbrug, men heller ikke kysten ved Gilleleje vil gå ram forbi, når de i forvejen stenrige havbrugere får yderligere gratis forurening foræret af regeringen og dens trofaste støttepartier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Havbrug 2

Der planlægges hermed en massiv forurening af det Kattegat, der i forvejen gisper efter vejret, men som efter 30 års kostbar spildevandsrensning inde på land nu så småt var begyndt at få det bedre. Efter flere års fravær støder man igen på torsk og fladfisk, hvor der i årevis har været fisketomt.

Alligevel besluttede et folketingsflertal i juni 2017 at tillade en merudledning fra havbrug på 843 tons kvælstof. Udledningen fra de nuværende havbrug var i 2016 på 327 tons, og den ekstra udledning fra havbrug vil mere end 3-doble udledningen. Den samlede belastning af danske havområder med kvælstof fra havbrug vil samtidig vokse fra 5 pct. til 15 pct.

Vi har i de seneste år kunnet se en forbedring i kvaliteten i de indre danske farvande. Dette takket være samlede investeringer på 9 mia. kr. i byernes rensningsanlæg i perioden 1987-96 siden indførelsen af den første Vandmiljø-handlingsplan. Den, der som bekendt blev udløst af netop døde hummere fra Kattegat. De kom på TV og satte for alvor skub i udviklingen.

Nu vil et folketingsflertal så lade otte massive nye havbrug høste gevinsten af denne store miljøindsats. Interesseorganisationen Dansk Akvakultur mener ikke overraskende, at disse havbrug slet ikke vil påvirke vandkvaliteten.

Der henvises til Dansk Hydraulisk Instituts (DHI) beregninger. Men DHI drives på helt almindelige forretningsbetingelser og leverer derfor de rapporter, der bestilles og betales for. De er på ingen måde uvildige. DHI’s resultater og udpegning af egnede områder til nye forurenende havbrug er derfor primært at betragte som partsindlæg – ikke nødvendigvis sandheden eller blot dele af den.

En 10 pct. forøgelse af den samlede belastning med kvælstof af de danske havområder vil naturligvis kunne mærkes i havmiljøet. Uanset hvad Dansk Akvakultur så end måtte påstå. Den kvælstofudledning, som regeringen nu gratis vil give til havbrugene, vil skatteborgerne inde på land efterfølgende komme til at betale.

Havbrug 3

For vi er jo slet ikke i mål med rensningen af det Kattegat, som efter årtiers udledninger stadig har det rigtig skidt. Hvor 117 ud af 119 områder stadig ikke lever op til de krav om “god økologisk tilstand”, som Vandramme-direktivet stiller. Der skal fortsat investeres millioner af skattekroner i rensning af spildevand inde på land. Hvert eneste år. Mange år fremover.

Med tilladelser til nye forurenende havbrug tager folketingsflertallet således fra de fattige skatteydere, som også fortsat skal betale for deres spildevandsrensning inde på land. Og giver til de i forvejen stenrige havbrugere ude på åbent vand.

Det er firmaer, hvis regnskaber i forvejen ofte viser overskud på tocifrede millionbeløb. Firmaer, som har betalte lobbyister dybt inde i Folketinget. Mest kendt er Venstres finansordfører Jacob Jensen (V), der har en lønnet bestyrelsespost i et af de ansøgende havbrug, det japansk ejede Musholm.

Det hele hænger således slet ikke sammen. Heller ikke med det fantasifulde forslag om en “kompenserende muslingeproduktion”, der dels overhovedet ikke er dokumenteret i åbent Kattegat – dels vil optage flere kvadratkilometer af søterrtoriet. Dette til stor gene for skibstrafikken, der med sikkerhed før eller siden vil kollidere med havbrugene.

Med det uundgåelige resultat, at tamme regnbueørreder i hundredtusindvis vil slippe ud i frivandet. Herfra vil de så som kønsmodne søge op i vandløbene for at gyde og grave havørredernes allerede lagte æg op af gydebankerne. Det har vi allerede set på Sjælland.

Og så har vi endda slet ikke talt om havlusene, der i millionvis uundgåeligt vil blive tiltrukket af de mange tusinde fisk i de åbne netbure. Til stor skade for vildfiskene omkring havbrugene. Eller medicinresterne, som risikerer at skabe resistente bakterier i bunden under burene. Eller de giftige kemikalier, der bruges til at holde netmaskerne fri for begroning med alger. Og så videre.

Der er således kun dårligt at sige om de lavteknologiske åbne WAT (Worst Available Technology) havbrug, som blot leder alt spildevand urenset ud i Kattegat. Med mindre man da er en af de få heldige havbrugere, der får foræret gratis ret til at forurene frit og score millioner af lettjente kroner på svineriet. I vækstens og eksportens hellige navn.

Havbrugene skal derfor op på land, hvor de hører til. Teknologien og den fornødne knowhow hertil har vi allerede i rigt mål. Også herhjemme. Den er naturligvis dyrere at implementere end blot at hælde alt spildevand urenset ud i Kattegat, som planen er lige nu. Men på sigt er det billigere. Langt billigere.

Den nødvendige knowhow eksisterer som sagt og har gjort det længe. Men den beherskes ikke af de traditionelle havbrug, som derfor ikke ønsker at lægge om til landbaserede anlæg. Der skal investeres for meget up front – økonomisk såvel som læringsmæssigt.

Landbaserede havbrug med recirkulering og rensning af vandet i lukkede kredsløb går under betegnelsen BAT, hvilket betyder Best Available Technology. De kan nemlig gøres helt forureningsfri.

I modsætning til de planlagte og eksisterende åbne havbrugs WAT: Worst Available Technology. De lukker alt spildevandet urenset ud.

– En åben gylletank, som en politiker for nylig og meget rammende kaldte havbrugene.

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande.

www.nejtilhavbrug.dk

Relaterede artikler om havbrug: