Tag-arkiv: antibiotika

Chatonella vender tilbage

“Sig goddag til Chatonella”. Sådan lød titlen på en artikel, jeg skrev tilbage i 2012, men som pludselig blev aktuel igen i december 2019. Læs gerne artiklen for baggrundsviden om denne såkaldte 10/10-alge. Link nederst på denne side.

I december 2019 og i den stærkt forurenede Horsens Fjord gik det nemlig helt galt for de mange tusinde fisk, som var indespærret i havbrugene her. De kunne ikke flygte, men døde af den genkomne dræberalge, der pludselig blomstrede op. På et uventet tidligt eller sent tidspunkt af året.

Chatonella eller Pseudochattonella, som denne vinteralge kaldes, plejer nemlig kun at blomstre op om foråret. Havbrugerne påstod, at den måtte være blæst ind fra Nordsøen i det sene efterår – med en tunge af tungt saltvand, som skal være trængt hele vejen ind fra Nordsøen og ned gennem Kattegat for til sidst at havne ud for Horsens Fjord, hvor den så slog til.

Det er dog langt fra alle, der tror på den forklaring. Et andet og langt bedre bud kunne være, at vandmiljøet i Lillebælt i forvejen balancerer på randen til en katastrofe – efter mange års forurening med næringssalte fra landbrug og havbrug.

De alt for mange næringsstoffer i vandet her giver algerne optimale forhold for vækst. Chatonella har været der hele tiden. Den har blot ventet på de rette forhold til en meget sen efterårsopblomstring. Ingen andre steder end i Horsens Fjord blev der rapporteret om tilsvarende problemer med algeblomst og fiskedød.

Det kunne man ellers med rette have forventet, hvis algerne som påstået skulle være kommet langt fra nord. Da ville de jo have passeret Djursland og Århus Bugt, før de nåede til Horsens. Men heroppe blev der ikke rapporteret om problemer. Kun i Horsens Fjord var forholdene optimale i det stærkt forurenede vand fra havbrugene.

Havnebranden i Fredericia

Vi må dog ikke glemme de knap 3.000 tons kvælstof, der slap ud i Lillebælt ved havnebranden i Fredericia tilbage i 2016. Udslippet svarede til 5 procent af det samlede danske kvælstofudslip. På ét sted og på én gang. Det måtte gå galt, og det gjorde det.

De store mængder højaktivt kvælstof – af fagfolk kaldet “gødningsvand” – drev med strømmen frem og tilbage i Lillebælt. Først den ene vej og så den anden. Esben Lunde Larsen (V) afviste efterfølgende, at dette massive udslip kunne eller skulle have nogen betydning for den samlede tilladte udledning, som regeringen allerede havde lagt sig fast på via Landbrugspakken. Det var et engangstilfælde, vi og vandet bare måtte leve med.

Også Dansk Hydraulisk Institut (DHI), der jo også udpegede “egnede” områder for Esben Lunde Larsens (V) nye planlagte havbrug i det allerede dengang nødlidende Kattegat, frikendte efterfølgende det massive udslip i Lillebælt for negative konsekvenser for vandmiljøet.

To år efter udslippet. Det er, som hvis politiet dukker op på gerningsstedet to år efter en forbrydelse. I en rapport, der myldrer med ord som modeller, estimater og vurderinger. Frikendelsen skete således på et ganske spinkelt grundlag, og prisen – den kender vi heller ikke.

Det sydlige Lillebælt og den vestlige Østersø er i dag blottet for liv mange steder. Det har fiskerne længe sagt, og det har DR for nylig dokumenteret på film. Det ses rigtig trist ud på bunden.. Om det så er dette ene udslip eller mange års konstant forurening fra landbrug og havbrug eller en kombination heraf, der er årsagen, er uvist.

Forureningen fra Hjarnø

Vi må heller ikke glemme det politianmeldte Hjarnø Havbrug, der ifølge COWI selv har udledt tre-fire gange så meget kvælstof til Lillebælt, som de havde tilladelse til. Med en 3-cifret millionprofit som resultat. Og måske har de gjort det gennem adskillige år, da der ingen kontrol har været fra Hedensted Kommune.

Branchen havde derfor desperat brug for at give et “naturfænomen” som indtrængende alger skylden for det fiskedrab, man selv har haft og stadig har en meget stor aktie i.

Præcis som det jo var et andet bekvemt “naturfænomen” – nemlig helt ekstraordinære strømforhold – der gjorde, at de 3.000 tons kvælstof fra havnebranden i Fredericia ikke resulterede i nogen “påviselig skade” på vandmiljøet i Lillebælt. I hvert fald ikke vurderet af Dansk Hydraulisk Institut (DHI).

Endelig fik vi jo rekordmegen regn i det pågældende efterår. Regnen skyller mere ferskvand ud i fjordene og ved kysterne. Regnvandet bringer kvælstof og fosfor med sig, som algerne lever af.

Imod dette taler dog, at Chatonella ikke begunstiges af store mængder ferskvand. Den er jo er en såkaldt 10/10-alge, der holder af koldt vand (max 10 grader) med en vis saltholdighed (min 10 promille).

200.000 fisk og 200 kg antibiotika

December måneds opblomstring af Chatonella ramte ikke områdets vilde fisk, der givet har kunnet flygte – modsat de indespærrede havbrugsfisk. Algen et dog lige så dødelig for vilde fisk som for tamme. Blot har vildfiskene altså muligheden for i tide at søge væk fra inficerede områder.

Det samlede tabstal fra Horsens Fjord er siden gjort op til mere end 600 tons store og slagteklare regnbueørreder. Det svarer til i omegnen af 200.000 fisk.

Til at producere disse fisk blev der – ud over det forurenende foder – brugt mere end 200 kg aktiv antibiotika. Til ingen verdens nytte.

Men til stor mulig skade for vandmiljøet, hvor farlige bakterier har fået ekstra gode chancer for at udvikle resistens over for de anvendte antibiotika.

⌘ “Sig goddag til Chatonella” ⌘

Strøm og Stille

Havet sletter desværre ikke alle spor, som man ellers plejede at sige og forlade sig på i vor forældregeneration. Og når det gælder de indre danske farvande, er der en rigtig god forklaring herpå.

Årligt løber der omkring 2.000 km3 vand gennem vore sunde og bælter – i nordgående retning på vej mod Nordsøen via Kattegat. Omkring 1.500 km3 løber den modsatte vej. Vi taler kubikkilometer, så det er store mængder, det drejer sig om.

Vandet suser altså ikke blot ud gennem vore farvande og fjerner forureningen så bekvemt, som det ofte siges eller ønskes. Det kører frem og tilbage i længere perioder – styret af vind og tidevand – og undervejs aflejres en stor del af den medbragte forurening i de indre danske farvande. Dette gælder naturligvis også udledningen fra de havbrug, der ligger her.

Da isen trak sig tilbage efter sidste istid, var Danmark landfast med både England i vest og Sverige i øst. Da isen havde trukket sig endnu længere tilbage, fyldtes den nuværende Østersø langsomt med smeltevand. På et tidspunkt var vandspejlet i Østersøen så højt, at vandet brød gennem en lavning og dannede Øresund som ny afløbsrende.

På samme måde som Storebælt formodes dannet af en gletcher-tunge under den sidste af kvartærtidens fire kendte istider, menes Lillebælt grundlæggende at være udgravet af en anden gletcher-tunge i den samme periode.

Først var Lillebælt således “afløb” for isen under afsmeltningen i slutningen af den sidste istid, der ophørte for små 10.000 år siden. Dernæst er den af isen og smeltevandet udgravede rende blevet et naturligt afløb for ferskvand fra Østersøen – i lighed med Storebælt og Øresund.

Fra Østersøen til Nordsøen

Østersøen har i dag mere end 60 større, ferske tilløb. Det er vandet fra disse større vandsystemer samt et utal af mindre vandløb, som konstant sluses ud gennem de indre danske farvande – ud gennem Øresund, Storebælt og Lillebælt.

Denne vandudskiftning, som på årsbasis omfatter ikke mindre end 470 km3 ferskvand, afhænger i vid udstrækning af vind og strøm. Således kan længere tids hård sydgående strøm – forårsaget af vinden – skubbe så meget saltvand fra Kattegat ned gennem Bælterne, at saltholdigheden i den vestlige del af Østersøen stiger markant.

Længere tids vestenvind i Nordsøen vil presse så meget vand ind gennem Skagerak og Kattegat, at der vil opstå en reel højdeforskel mellem nord og syd. Denne højdeforskel sætter gang i en sydgående strøm, som dels presser saltvand ned gennem Bælterne – dels stuver det udstrømmende ferskvand op i Østersøen.

Efter perioder med hård vestenvind kan man finde saltholdigheder på op til 10 o/oo så langt syd- og østpå som ud for Gedser Rev. Her tales om overfladevand, der normalt vil være mindre salt end det tungere bundvand.

Stor vandudskiftning

Denne indtrængen af saltvand til den brakke Østersø er af vital betydning for miljøet. Dels tilføres Østersøen iltholdigt saltvand, og dels er Østersø-torskene afhængige af en vis saltholdighed under gydningen, da deres æg ellers vil synke til bunds og dø. Det samme saltvand, som kan slå bestanden af brakvandsgedder og -aborrer ihjel i det sydsjællandske øhav, er således af vital betydning for torskebestanden længere inde i Østersøen.

Daglig bremses vandstrømmen ligeledes af de tidevandsbølger, som fra Nordsøen breder sig ind gennem de danske farvande. Tidevandet skifter to gange i døgnet, og typisk når tidevandsbølgen ned til Lillebælt med en tidsforskydning – forsinkelse – på godt 12 timer i forhold til Månens kulmination. Det er jo Månens tiltrækningskraft, der – sammen med Solens – flytter rundt på vandmasserne og skaber tidevandet.

Tidevandets styrke – forskellen mellem højvande og lavvande – mindskes på vej ned gennem de danske farvande, men er alligevel medvirkende til at henholdsvis svække og forstærke vandgennemstrømningen i Lillebælt.

Vandstanden i Lillebælt kan derfor svinge uhyre meget afhængig af vejr og vind. Men netto er vandstrømmen i Øresund, Storebælt og Lillebælt naturligvis nordgående, da det ferske vand fra Østersøens mange tilløb jo til slut skal ud gennem Bælterne – ud i først Kattegat, siden Skagerak og til sidst Nordsøen.

Store vanddybder

Vanddybden i netop Lillebælt er meget svingende og byder på de største vanddybder i de indre danske farvande – samt den stærkeste strøm. I den nordligste og smalleste del af Lillebælt kan man således finde vanddybder på over 80 meter, hvilket er aldeles unikt i Danmark. Lillebælts tærskeldybde ligger omkring 20 meter og findes syd for Fænø, hvor Lillebælt atter breder sig ud.

Trods en bredde på mindre end 1 km, hvor bæltet er smallest – i Snævringen – transporteres der årligt netto 40 milliarder m3 ferskvand fra Østersøen og op gennem Lillebælt. Men den samlede gennemstrømning – sydgående plus nordgående – er langt større end som så. Således regner man med, at der årligt og samlet løber omkring 2.000 km3 vand gennem Bælterne i nordgående retning – mod omkring 1.500 km3 den modsatte vej.

Forskellen på disse to tal bliver således en nordgående nettogennemstrømning på knap 500 km3. Helt præcis 470 km3, hvoraf altså de 40 går gennem det snævre Lillebælt. Tilsvarende går 100 km3 gennem Øresund, mens langt hovedparten – 330 km3 – løber gennem det knap 17 km brede Storebælt.

Stærk strøm

Storebælt, som med små 17 km på sit smalleste sted er mere end 25 gange bredere end Lillebælt i Snævringen, transporterer således mindre end 10 gange så meget vand som Lillebælt. Målt per tids- og arealenhed.

Tilsvarende må vandet løbe mere end dobbelt så hurtigt gennem Lillebælt som gennem Storebælt. Dette gør i sig selv Snævringen med omkringliggende farvand til noget ganske særligt på Danmarkskortet.

Udstrømningen er størst i det sene forår, hvor smeltevand fra de mange vandløb omkring Østersøen skal ud. Tilsvarende er udstrømningen om efteråret – efter en varm og tør sommer med stor fordampning – så ringe, at der ofte kan være tale om en netto sydgående strøm.

Da er der virkelig basis for, at forureningen kan bundfældes lokalt. Ellers transporteres indefter i de indre farvande – i stedet for ud af.

Den stærke strøm kan eksempelvis betyde, at op mod halvdelen af alt vand i Vejle Fjord skiftes ud på få dage. Det sker, når tungt saltvand nordfra presses ind langs fjordbunden. Et fænomen, som typisk finder sted i vintermånederne. En hård vestenvind presser da fersk overfladevand ud af fjorden, og det større vandtryk længere ude vil derefter presse saltere bundvand indefter.

På samme måde tager det i snit 20 dage at skifte alt vand ud i Kolding Fjord på billedet herunder – om vinteren. Om sommeren tager det hele 100 dage, førend alt vand i fjorden er fornyet. Igen er der rig lejlighed for udledt forurening til at bundfælde sig lokalt.

Forurening udledt i Lillebælt vil således kunne have en lang samlet opholdstid, inden det som ønsket forsvinder ud af systemet – ud til Kattegat. Naturligvis minus de stoffer, der er aflejret lokalt i Lillebælt.

Konklusionen

Årligt løber der omkring 2.000 km3 vand gennem Bælterne i nordgående retning på vej mod Nordsøen via Kattegat – mod omkring 1.500 km3 den modsatte vej.

Konklusionen af ovenstående er således, at havet langt fra sletter alle spor. At havet ikke fjerner al forurening med den netto nordgående strøm. Adskillige steder står den stille undervejs eller løber sågar baglæns. Og det giver den udledte forurening ideel lejlighed til at bundfælde sig lokalt undervejs og her skade vandmiljøet.

Forurening fra havbrugene i Lillebælt føres således frem og tilbage gennem det smalle bælt. En god del føres sydover, deponeres og skader vandmiljøet her.

Endelig skal man huske endnu en vigtig ting: Havvand er tungest ved højest saltholdighed og lavest vandtemperatur. Overfladevandet er derfor normalt mindre salt end bundvandet. Samtidig er det jo det lettere og i sommerhalvåret varmere overfladevand, som modtager spildevandet fra de flydende havbrug.

Det er således overfladevandet, som er mest påvirkeligt af vinden. Overfladevandet, som derfor kan bringe forureningen hurtigt både den ene og den anden vej. I perioder desværre også indefter mod kysterne, hvor vi ikke ønsker det blandet op med vort badevand.

Vi kan sagtens opleve perioder med en netto udgående strøm af tungt bundvand, mens den lettere overfladestrøm går den stik modsatte vej.

Havet sletter således langt fra alle spor. Forureningen fjernes således langt fra helt. En stor del af den deponeres omkring de havbrug, der udleder den. Nord, syd, øst eller vest for udledningsstedet. Alt efter hvor strømmen fører forureningen hen. Styret af vind og tidevand.

Men efter os kommer som bekendt syndfloden, og den skal nok rydde op efter havbrugene!

Det er bare dumt at vente så længe…

Strømmen i de indre danske farvande er yderst kompleks og går både nordpå og sydpå. For hver fire kubikkilometer vand, der løber nordpå, løber de tre tilbage igen. Havet sletter derfor ikke alle spor.

Samtidig skifter strømhastigheden mellem overflade og bund. Og endelig styrer vind og tidevand også strømretningen.

Kommentar fra Nej til Havbrug: Ingen tvivl om, at Dansk Hydraulisk Institut (DHI) er taknemmelige over de 3,8 millioner kroner, som Esben Lunde Larsen gavmildt tildelte dem. Med det ædle formål, at DHI skulle udpege de bedst egnede steder til de af regeringen planlagte havbrug. Med fokus på havmiljøet.

Det kom der en fin rapport ud af: 36 sider med mange diagrammer og mange referencer. Men det er alligevel ikke meget indhold, man får for 3,8 millioner skatteyderkroner. Og konklusionerne af de mange tal og grafer bliver ikke brugt til meget. På side 22 i rapporten kan man nemlig læse følgende:

“På grundlag af ministeriets kommunikation med havbrugerne er det besluttet, at et egnet område ikke må være mere end 30 km fra en havn, hvor der forventes at være tilstrækkeligt gode havnefaciliteter”. Citat slut. Miljøet kommer således klart i anden række.

Man kunne have sparet millioner af skattekroner, hvis man blot havde tegnet en 30 km cirkel rundt om eksisterende havne. Set i det lys ligner de 3,8 millioner kroner mest af alt en gavmild gave fra et ministerium, som havde brug for moralsk rygdækning, der lugter bare lidt af miljø.

Og det gør ingen af de planlagte havbrug. De lugter af maksimal forurening og simpel profit til en lille håndfuld havbrugere og deres venner i Folketinget. De lugter af groft misbrug af 9 milliarder skattekroner, som hidtil er blevet brugt på en bedre spildevandsrensning.

Til rensning af et nødlidende Kattegat, som nu så skal forurenes igen af nye havbrug.

Det giver ingen mening. Skatteborgerne er til grin for egne penge.

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande.

www.nejtilhavbrug.dk

Quinoloner på dagsordenen

Flashback: Der var forvirring til det sidste i Folketingssalen, da lovforslag 111 om kompenserende maritime virkemidler i foråret skulle 3. behandles og endte med at blive vedtaget.

Alternativets ordfører på området, Christian Poll, mente nemlig, at helt nye oplysninger i P1 Morgen omkring brugen af quinoloner – et bredspektret antibiotika, som i stor stil bruges til at behandle fisk i havbrug for sygdomme – måtte medføre, at sagen blev sendt tilbage til udvalget for yderligere behandling.

Men med stemmerne 54 imod og 51 for, så blev Polls forslag desværre forkastet, og loven om flere forurenende havbrug i Kattegat blev efterfølgende vedtaget med et klart flertal – med stemmerne 81 for og 22 imod. Regeringen plus Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet med.

Det bredspektrede antibiotika, som Christian Poll ville have undersøgt nærmere, og som også Enhedslisten Maria Reumert Gjerding nævnte i sin tale ved 3. behandlingen af L111, er i følge Hans Jørn Kolmos, professor og overlæge ved Odense Universitetshospital, til fare for folkesundheden:

– Den største mængde af den her antibiotika kommer ikke i fiskene, men havner i stedet på bunden, hvor det bliver optaget i snegle og meget andet. Her lever der også bakterier, som er farlige for mennesker, og hvis de bliver resistente overfor antibiotika, så kan vi ikke behandle folk, som bliver syge med de her bakterier, udtalte Hans Jørn Kolmos til P1 Morgen.

Resistens-skabende

Netop quinoloner er på både EU’s og WHO’s liste over stoffer, som man skal være særlig kritisk overfor at bruge. Fiskeindustrien i Danmark brugte i følge P1 Morgen over 1.000 kg af stoffet sidste år, mens landbruget blot brugte omkring 4 kg.

Ét helt ton antibiotika, som er potentielt resistensskabende.

– Når havbrugene får lov til at bruge de her stoffer, så ligger der også en miljøvurdering forude for brugen, og vi kan ikke genkende de her problemer, som bliver beskrevet. Men jeg er ikke enig i, at forbruget af de her stoffer er steget, men der kan komme udsving afhængigt af årene.

Sådan lød det ikke overraskende fra Brian Thomsen, direktør for brancheorganisationen Dansk Akvakultur, til P1 Morgen. Ham har vi siden fået mange “usande påstande” fra, når den kommende forurening af Kattegat skulle retfærdiggøres. På et yderst tvivlsomt grundlag.

Vi kunne endnu engang konstatere, at der i Folketinget er et overvældende flertal for at sætte folkesundheden over styr – så en lille håndfuld havbrugere kan blive endnu rigere. Og miljøet tilsvarende fattigere.

Selv i Socialdemokratiet er man uvist af hvilken årsag begejstrede for denne omfordeling af goderne i det danske velfærdssamfund, som er under systematisk nedbrydning i disse år.

Relaterede artikler om havbrug: