Eller den moderne udgave af “Kejserens Nye Klæder”: – Han har jo ikke noget på…

Den 7. januar 2003 fældede Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) så den endelige dom over tidligere lektor ved Institut for Statskundskab og nuværende direktør for regeringens Institut for Miljøvurdering (IMV).

Dommen var klar: Bjørn Lomborg kan ikke bedømmes som videnskabeligt uredelig, da man ikke kan bevise, at han har handlet bevidst og i ond hensigt. Til gengæld konkluderede et enigt udvalg, at Bjørn Lomborgs meget omdiskuterede bog “Verdens Sande Tilstand” (på engelsk “The Sceptical Environmentalist”) ikke holder vand. UVVU konkluderede nemlig enstemmigt, at indholdet er

---

“i klar strid med normerne for god videnskabelig skik”.

---

 Denne dom vakte voldsom opstandelse overalt. Miljøministeren, som ellers tidligere havde undsagt Bjørn Lomborg flere gange, sluttede 100% op om direktøren for IMV. Statsministeren, som i praksis selv havde bestemt, at det nye institut skulle oprettes, og at Bjørn Lomborg skulle være direktør, bakkede ligeledes 100% op om Lomborg.

Siden fulgte en underskriftindsamling fra et stort antal fortrinsvis samfundsfvidenskabelige forskere, som mente, at UVVU’s dom var usaglig og udokumenteret. Efterfulgt af dobbelt så mange underskrifter for UVVU indsamlet blandt naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige forskere.

Endelig resulterede det hele i, at Forskningsstyrelsen lagde op til en nærmere præcisering af UVVU’s opgave og rolle. Samtidig skal alle IMV’s hidtidige rapporter evalueres af eksterne eksperter. Ikke uventet opfordrede oppositionen til, at Institut for Miljøvurdering nedlægges og Bjørn Lomborg fyres.

– Men hvordan kom det så langt, og hvorfor strides de lærde egentlig? I det følgende gennemgås i kronologisk orden nogle af de hændelser, der førte til dagens stridigheder om miljøet og verdens sande tilstand. Det er en meget lang artikel med masser af artig læsning om det danske samfund og dets måde at fungere på!

Grønt Venstre-sving?

11. februar 1998:

Det ser nu ud til, at partiet Venstre – langt om længe – er ved at undsige deres rødder i landbruget. At det stigende antal byvælgere nu begynder at slå igennem – til fordel for miljøet.

Det har senest vist sig i forliget om den såkaldte ” Vandmiljø-handlingsplan II”, der har måttet samle op på stumperne fra den første plan, som viste sig helt ineffektiv over for landbrugets kvælstofudledninger.

Venstres formand Uffe Elleman Jensen – selv ivrig lystfisker og bestyrelsesmedlem i Dansk Laksefond – har lidt forsigtigt udtalt, at Venstre jo også repræsenterer andre interesser end lige netop landbrugets.

Folketingsmedlem Jens Løgstrup Madsen er mere markant i sine udtalelser: “Vi har været for svage til at sige fra over for landmændene. Vi burde tidligere have krævet, at landbruget brugte de selvsamme markedsøkonomiske principper, som vi forfægter over for andre erhverv. Derfor bør de ikke længere have statsstøtte.”

“Vi er ikke længere kun bøndernes parti”, siger den nyvalgte Venstre-borgmester i København, Søren Pind. Han fortsætter:“Landbruget har selv svigtet. I en lang årrække har det ikke været dygtigt nok til at formidle, at det ikke selv har interesse i at forurene miljøet.”

Formanden for Venstres Ungdom, Troels Lund Paulsen, gør kursændringen endnu tydeligere: “Det er fornuftigt, at vi nu viser, at vi er for en offensiv miljøpolitik. Landbruget har ikke vetoret i Venstre og derfor heller ingen særstatus.”

Kursskiftet i Venstre skyldes i høj grad frygten for et snarligt valg, hvor vælgerne ellers ville stå over for valget mellem en grøn venstrefløj og en miljøfjendsk højrefløj. Eller som Søren Pind udtrykker det i Jyllands-Posten: “Socialdemokratiets valgkampstrategi er at udstille Venstre og bønderne som de største miljøsvin.”

Medvirkende årsag er sikkert også, at bønderne i dag kun udgør 3% af vælgerne. Og at landbrugets andel af den samlede danske eksport i løbet af de sidste 40 år er faldet fra små 65% til knap 15%.

Under alle omstændigheder var det tiltrængt med et grønt Venstre-sving fra et parti, der længe har kørt over for rødt i spørgsmålet om det danske vandmiljø!

Lomborg og logikken?

5. marts 1998:

I den seneste tid har Århus-lektor i statskundskab Bjørn Lomborg bragt alarmerende “nyheder” til torvs. Han har nemlig – sammen med sine trofaste studerende – studeret internationale miljøstatistikker og fundet frem til sensationelt nyt:

Miljøet har det helt fint – bedre end nogensinde. Problemerne er minimale, og der er på det nærmeste ingen grænser for vækst. Al snak om syreregn, skovdød og forurening af vandmiljøet er bragesnak fra forskere, der blot søger øgede bevillinger til deres egen forskning!

Men den gode Lomborg, som fik stillet uanede mængder af spalteplads til rådighed for sine sensationelle “nyheder”, har måttet æde det hele i sig igen. I hvert fald har han nu fået læst og påskrevet af de forskere, der til daglig sidder med problemerne helt inde på livet. Han har fået at vide, at han skulle have læst lidt mere på lektierne og sat sig en hel del mere ind i problemstillingerne, før han erklærede fred og ingen fare.

Lomborgs argumenter lyder typisk sådan her: For et antal år siden blev der råbt vagt i gevær. Sur regn fra industriområderne fik træerne til at dø og mange søer til at gispe efter vejret. Skovhugst i Sydamerika truede med at udrydde den livsvigtige regnskov og reducere antallet af nulevende dyre- og plantearter.

Med særligt udvalgte statistikker fra store og verdensomspændende organisationer viste Lomborg, at vi i dag har mere skov på verdensplan end dengang. At skovdød slet ikke er det problem, det engang blev udråbt til. Lomborg kunne til og med læse sig frem til, at den svovlsure regn faktisk gøder skoven, som så giver mere udbytte! Og at vandmiljøet i dag har det bedre end nogensinde…

Lomborg havde blot glemt én meget vigtig ting: At havde ingen råbt vagt i gevær på et tidligt tidspunkt, og havde ingen gjort noget ved problemerne i mellemtiden, så var det hele endt i den forudsagte katastrofe. Underligt, at han ikke kunne eller kan tænke så langt. – Eller havde og har han en skjult dagsorden med sine “nyheder”?

Tvivlen bør som altid komme den anklagede til gode – i dette tilfælde miljøet. Hellere for lidt gift end for meget.

En RedakThøger ser lyset

1. oktober 1998:

Dagbladet Politiken, som ellers plejer at være ret fremsynet på miljøområdet, har lidt et voldsomt tilbageslag.

Chefredaktør Thøger Seidenfaden, som nok er mest kendt for sine udførlige prøvesmagninger og tests af sommerens isprodukter, er konverteret. Han har droppet sin tro på biologer og økologer til fordel for en samfundsforsker, der maner til besindighed:

Al den snak om miljøet er gas og gejl fra en bunke videnskabsfolk, der blot vil skaffe arbejde til sig selv. For miljøet har det nemlig bedre end nogensinde, og naturen er ikke sådan at slå ihjel. (- Hvem sagde forresten Mariager Fjord?)

RedakThøger, som Politikens eget vittige organ ATS altid kalder chefredaktøren, er nu faldet for den folkelige forfører Bjørn Lomborg og promoverer sågar hans nye bog om miljøets fortræffelige tilstand. RedakThøger har set lyset og Lomborg gå på vandet. Som ællinger efter en andemor adopterer han og mange andre den nemme og bekvemme holdning, at der slet ikke er noget problem at forholde sig til. Miljøet har det fint, så hvorfor dog spendere penge på det?

Vi lever åbenbart i en tid, hvor alle kan have en kvalificeret mening om alt – lige fra økonomien bag (og behovet for) en ny Storebæltsforbindelse til rimeligheden i at bruge penge på et bedre miljø. Faggrænserne er for alvor brudt ned. Så meget, at selv biologer åbenbart ville være bedre og mere saglige til at redigere Politiken end faguddannede journalister.

Ny enhed: En “Lomborg”

4. oktober 1998:

Studieleder og lektor ved Internationale Studier, RUC, Mogens Buch-Hansen, foreslår i dag i dagbladet Politiken, at der indføres en ny enhed i det danske samfund: En “Lomborg”.

En “Lomborg” er defineret som “nedgang i livskvalitet som følge af en fortsat ubekymret økonomisk vækst”. Denne nedgang kunne måles i antallet af kræftsyge på grund af forurening af jord, luft og vand. Den kunne også måles i antalet af kronisk syge på grund af støjforurening eller fejlernæring for de fattigste befolkningsgrupper. Der er masser af muligheder.

Buch-Hansen skriver videre i Politiken, at “når Bjørn Lomborg fremhæver, at det går stadigt bedre i verden og blandt andet bruger nedgangen i luftforureningen i Europas storbyer som eksempel, så glemmer han at nævne, at dette jo netop skyldes en ihærdig indsats fra miljøfolk. Miljødebatten har medvirket til, at vi har fået blyfri benzin, lidt mere kollektiv transport, og at det endelig er ved at være en konkurrenceparameter at producere miljørigtigt. Men det er netop disse miljøfolks arbejde, Bjørn Lomborg med sine statistiske manipulationer lægger gift for.” Citat slut.

Det har Buch-Hansen desværre fuldstændig ret i. Så måske man i stedet for at gøre en “Lomborg” til en ny statistisk enhed skulle gøre den til en anti-miljøpris, der uddeles hvert år. Til den, der i det forgangne år har gjort mest for at bremse udviklingen mod et renere samfund.

Der findes allerede en del personer i industri og landbrug, som aspirerer til en sådan pris. Og som helt sikkert ville være meget stolte af at modtage den…

Lomborg og lommeregneren…

16. november 1998:

I dagbladet Politiken har geolog, lic. scient Claus Heinberg den 12. november 1998 en ordentlig svada til Bjørn Lomborg. I en kronik med titlen “Lomborg og lommeregneren” giver han konkrete eksempler på, hvordan Lomborg har manipuleret sig frem til sit glade budskab om klodens sande tilstand – at det hele bare går så ufattelig godt, hvad miljøet angår…

Kronikken er et “must” for enhver, der ønsker at have argumenterne mod Lomborgs lal i orden. Som vil vide, hvordan han helt konkret er nået frem til sine opsigtsvækkende konklusioner om miljøets fortræffelige tilstand. Lomborg har helt enkelt kun sigtet efter de mål, han med sikkerhed kunne ramme ud fra statistikkerne. Og så har han valgt en logaritmisk skala til sine grafer, når det var gavnligt for den grafiske fremstilling. Blot et enkelt eksempel ud af mange i kronikken.

Heinberg får også sagt, at statistik såmænd er meget godt. Det kræver blot, at den, der bruger tallene, dels har forstand på statistik – dels har en faglig indsigt i emnet. Og det sidste har Lomborg ikke. Han har en økonomisk baggrund – ikke en naturvidenskabelig.

Det fører blandt andet til glade konklusioner om, at kloden slet ikke er ved at blive tømt for livgivende skove. De tørre tal viser ganske rigtigt det stik modsatte. Trist blot, at Lomborg overhovedet ikke tager højde for skovenes karakter. Men blindt accepterer, at tabt tropisk regnskov, som aldrig kan genskabes, blot erstattes med tempereret løv- og nåleskov.

Typisk for bogen er, at den totalt mangler “kvalitet” som begreb. Den fokuserer kun på kvantiteten – på pengene og den samlede økonomi.

– Måske det også er den sande baggrund for bogens udgivelse?

Lomborg og lagkagen

15. september 2001:

Århuslektor Lomborg er en falsk miljøprofetier. For det første har han ingen forstand på miljøproblemer, men behandler blot statistisk materiale fra store internationale undersøgelser. For det andet kan man ikke behandle statistik uden samtidig at have faglig indsigt i det pågældende område. Da kan man let komme til at sammenligne Rundetårn og et tordenskrald: – Hvad er højest?

Det er som at sætte en elektriker til at bage brød. Eller en sygeplejerske til at bygge Storebæltsbroen. Der findes som bekendt hvide løgne, sorte løgne – og så statistik. Statistik er derfor både farligt, fristende og forførende.

Men Lomborg fremturer i sit soloprojekt og egotrip, der ganske enkelt går ud på at modsige alverdens miljøeksperter – med publikumsvenlige konklusioner om, at verdens miljø faktisk har det bedre end nogensinde. Eller noget nær. At det derfor er totalt spild at investere millioner og milliarder af kroner i et bedre miljø med renere luft, jord og vand.

Men pressen elsker det, og selv det normalt miljøbevidste dagblad Politiken har bidt på lektor Lomborgs krog – i form af redaktør Seidenfaden, der har taget Lomborg ind som fast skribent på miljøsiden. Her går det bare så ufattelig godt – når man altså læser Lomborg i Politiken. Eller læser en af hans bøger om samme emne.

Nu har Lomborg så netop udgivet en ny bog om selvsamme emne, og den har fået uventet stor bevågenhed i pressen verden over. Så stor, at den nu oversættes til engelsk. Og så stor, at Lomborg for nylig blev inviteret til en gæsteforelæsning på det ansete Oxford University i England. Her ville man gerne teste Lomborgs luftige påstande ved at lade ham selv fortælle om dem.

Men ikke alle var på forhånd villige til at lytte til Lomborgs populistiske og ikke underbyggede påstande om det sunde globale miljø. Knap var Lomborg kommet inden for i foredragssalen, førend en forfatterkollega smed en lagkage i synet på ham. Kagen var en “Baked Alaska” bagt af Mark Lynas, som “ønskede at smide kagen ind i Lomborgs selvtilfredse ansigt – i solidaritet med amerikanske indianere og Alaskas eskimoer, der rapporterer om stigende temperaturer, om isen, der forsvinder fra havene, og om de forfærdende effekter, dette har på dyr, fugle og fisk”.

Lynas udtalte videre, at Lomborg giver multinationale oliefirmaer som Esso (Exxon) en ren foræring med sin afvisning af tidens og jordens miljøproblemer. “Jeg kan ikke se, hvorfor det skal gå ud over miljøet, hver gang en totalt ukendt akademiker keder sig og får lyst til at kaste sig ud i et egotrip. Hans nye bog er fuldstændig forvrøvlet”, sluttede Lynas.

Det kan man kun give ham ret i. Men man må samtidig også tage afstand fra den infantile debatform á la lagkagekomik. Lomborgs Lyksaligheder er et reelt problem for løsningen af verdens miljøproblemer. Verden labber Lomborgs Lyksaligheder i sig, som katten gør det med fløden. Sandheden er jo som bekendt ilde hørt, og et bedre miljø koster penge. Mange penge. Det gider ingen derfor høre om. Og derfor er Lomborg en mediesucces.

– Men hvor dum har man lov til være?

Lomborg under luppen

24. februar 2002:

Lektor Lomborg, der med base i Århus Universitet længe har spillet rollen som kageklovn og Rasmus Modsat, er nu selv sat under luppen. Og det i en tid, hvor den nye borgerlige regering vil oprette et nyt Miljøøkonomisk Institut – foreslået af Lomborg selv, der netop også har søgt stillingen som direktør for det…

Siden udgivelsen af sin første bog “Miljøets Sande Tilstand” og den efterfølgende engelske udgave har Lomborg været Dagbladet Politikens og erhvervslivets kæledægge og nye leder, som talte netop deres økonomiske sag. Lomborgs imponerende konklusioner var jo netop, at miljøet havde og har det fint – at der ingen grund er til fortsat at bruge penge på det, hvis man kan få mere for sine penge andetsteds.

Lomborg baserede sine opsigtsvækkende teorier og konklusioner på tal, som han selektivt havde plukket ud af store internationale undersøgelser – tal, som han siden lavede statistik på. Som mange sikkert ved, så findes der tre slags løgne: Hvide løgne, sorte løgne – og så statistik. Sidstnævnte kan man nemlig få til at vise, præcis hvad man ønsker – hvis man altså er kynisk nok og tilsidesætter enhver videnskabelig ansvarsfølelse.

Det er, hvad Lomborg i rigt mål har gjort. Og det er, hvad en enig verdenspresse nu anklager ham for. Således er hans bog og dens epokegørende konklusioner om verdens velvære blevet kritiseret sønder og sammen af verdens førende tidsskrifter på det naturvidenskabelige område. Alle anklager de ham for selektivt at have udvalgt de kilder, der kunne bekræfte hans allerede valgte konklusioner. Og for lige så selektivt at have udeladt de kilder, der kunne modbevise dem.

Lomborg er nu oppe mod så kompetente og internationalt anerkendte kræfter som tidsskrifterne Nature, Science og Scientific American, som kun publicerer artikler, der først er blevet endevendt og godkendt af anerkendte videnskabsfolk inden for de respektive forskningsområder. At få sine artikler trykt her, er enhver seriøs naturvidenskabsmands drøm.

Som bekendt er Lomborg blot en statistiker, der ikke har den mindste smule forstand på naturvidenskab. Som derfor kun kan lave statistik på tilfældige tal, som han selv har valgt ud. Og som derfor når frem til de konklusioner, han i forvejen havde udset sig. Imidlertid kræver det stor faglig indsigt i et bestemt område, førend man er i stand til overhovedet at lave forsvarlig statistik på netop det område. Og det har en lektor i statskundskab naturligvis ikke. Han ved det tilsyneladende bare ikke selv.

Alt dette har nu ført til en officiel klage over Lomborgs “videnskabelige uredelighed” fra en række prominente internationale forskere. Klagen blev i første omgang stilet til Århus Universitet, hvor Lomborg er ansat. Universitetet sendte imidlertrid aben derhen, hvor den hører til – til den statslige klageinstans og dermed den borgerlige regering, der påtænker at lade Lomborg blive direktør for det nye Miljøøkonomisk Institut…

Allerede Holberg vidste, hvordan det forholdt sig: “Et er søkort at forstå – et andet skib at føre.” Lomborg magter ingen af delene, men er – som professor Henning Sørensen for nylig skrev det i Politiken – intet andet end en “manipulerende opportunist”. Selvsamme professor sluttede sit indlæg med følgende:

“Han har gjort sig selv umulig i den internationale forskningsverden. Hvor længe kan han blive ved, før boblen også brister i det hjemlige miljø?”

Borgerligt kammerateri

28. februar 2002:

Så lykkedes det alligevel Venstre af få udnævnt statistikeren Lomborg til leder for det nye Institut for Miljøvurdering. Eller Miljøøkonomisk Institut. Eller hvad det nu kommer til at hedde. Lomborg var den eneste ud af 16 ansøgere, som ikke havde nogen naturvidenskabelig baggrund. Og det var altså kvalifikation nok. Eller lige præcis det, der ønskedes.

Selvsamme Venstre, som i hele valgkampen med rette har punket Socialdemokratiet for dets kammerateri og pampervælde. Hvor socialdemokrater, der nu tilfældigvis stod for tur til forfremmelse, fik de nye gode ben – uanset om kvalifikationerne så manglede.

Nu har Venstre så selv gjort nøjagtig det samme. På direkte opfordring af lektor Lomborg fra Institut for Statskundskab ved Århus Universitet besluttede den nye regering, at der skulle oprettes et helt nyt Institut for Miljøvurdering. Trods lukningen af masser af andre råd, nævn og institutter.

Regeringen besluttede, at det nye Institut for Miljøvurdering skulle have en bestyrelsesformand. Det blev en tidligere leder ved – selvsamme Institut for Statskundskab ved Århus Universitet. Han valgte så sin tidligere kæledægge og yndlingselev – Bjørn Lomborg – til jobbet. De øvrige i bestyrelsen var slet ikke udvalgt, så han kunne selv vælge…

Velbekomme. Det velkendte socialdemokratiske pamperi blegner helt ved sammenligning med disse landbrugets mafiametoder, som kun er mulige, da regeringen – med støtte fra Dansk Folkeparti – har absolut flertal i Folketinget. I Folketingssalen blev der da også brugt ophidsede ord og vendinger som “svinestreg” og “absurd teater” om udnævnelsen.

I dagspressen udtalte en ansat ved Danmarks Naturfredningsforening, at det nye institut retteligen burde benævnes “Institut for Miljøafvikling”.

Tegneserien “Egoland” kommenterede i Politiken udnævnelsen med denne nye definition af dansk miljøpolitik: “Miljøpolitik blir nu et spørgsmål om hva slags svineri der bedst betaler sig”

Fra Roskilde Universitetscenter kom følgende svada, også i Politiken:

“Med udnævnelsen af Bjørn Lomborg til direktør har regeringen ført sit opgør med ekspertvældet helt til bunds. Den regering gider simpelt hen ikke høre mere vrøvl fra folk, der ved, hvad de taler om…”

Men spændingen er ikke udløst endnu. Som den sande Rasmus Modsat Lomborg er, så kan han meget vel vælge at nå frem til konklusioner, der er stik modsat regeringens ønsker. Han skal bare først lige finde ud af, hvad regeringen egentlig mener – før han så mener det modsatte. I så fald er der håb forude for det danske miljø.

Vi mangler imidlertid stadig, at regeringen også udnævner en ny integrationsminister eller leder af Institut for Menneskerettigheder. Det må så nødvendigvis blive Mogens Glistrup.

Lomborg ned ad bakke

14. marts 2002:

I Tyskland har man allerede fået det første billede af Bjørn Lomborgs visioner for miljøet. I et interview i dagbladet Der Spiegel foreslår Lomborg således i ramme alvor, at man overdækker lossepladser og bruger dem som skibakker…

Han er dog straks blevet undsagt af miljøminister Hans Chr. Schmidt, der bestemt ikke bryder sig om tanken. “Hvis Bjørn Lomborg er citeret korrekt, nemlig at det generelt er en god idé at deponere affald frem for at udnytte ressourcerne i affaldet, er jeg ikke enig i dette synspunkt”, siger ministeren.

Pudsigt, at tyskerne skulle blive de første til at høre et konkret bud på Lomborgs visioner for miljøet. Men typisk, at han bruger enhver lejlighed til at eksponere sig selv i medierne. Det er han dygtig til – meget dygtig endda. “Medieliderlighed” kalder man det også i fagsproget.

Dommen

7. januar 2003:

Boblen brast den 7. januar, hvor Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) nåede frem til følgende enstemmige udtalelse om Bjørn Lomborgs bog:

“Objektivt findes udgivelsen af den omhandlede publikation at falde ind under begrebet videnskabelig uredelighed. Under hensyn til de subjektive krav, der stilles om forsæt eller grov forsømmelighed, kan Bjørn Lomborgs udgivelse imidlertid ikke falde ind under denne karakteristik. Derimod findes udgivelsen at være i klar strid med normerne for god videnskabelig skik.”

Og så brød helvedet ellers løs – i medierne såvel som på Christiansborg. Alle havde en mening om UVVU’s dom. Miljøministeren, som ellers tidligere og på helt konkrete punkter flere gange har undsagt Bjørn Lomborg, bakkede 100% op om direktøren for IMV. Statsministeren, som jo i praksis selv havde bestemt, at det nye institut skulle oprettes, og at Bjørn Lomborg skulle være dets direktør, bakkede ligeledes 100% op om Lomborg.

Alt dette resulterede i, at Forskningsstyrelsen lagde op til en præcisering af UVVU’s opgave og rolle. Ikke uventet opfordrede oppositionen straks til, at Institut for Miljøvurdering nedlægges og Bjørn Lomborg fyres som smagsdommer.

Siden fulgte en underskriftindsamling fra et stort antal fortrinsvis samfundsfaglige forskere, som mente, at UVVU’s dom var usaglig og udokumenteret. Helt eksakt var der 290 samfundsfaglige underskrivere.

Kort efter startede naturfagene en tilsvarende underskriftindsamling til fordel for UVVU, der opnåede hele 640 naturvidenskabelige forskeres underskrifter – alle endda med en Ph.D som minimumskvalifikation for at kunne skrive under. Der var godt 120 professorer samt over 200 universitetslektorer på listen.

Blandt de prominente og internationalt anerkendte underskrivere til fordel for UVVU var den danske Nobelprismodtager i biokemi, Jens Christian Schou; professor Poul Harremoës, som tidligere var gået fra IMV’s bestyrelse i protest mod Bjørn Lomborgs aktiviteter, samt tidligere rektor for Københavns Universitet, Kjeld Møllgård.

Forskningsleder ved Rigshospitalet, Henrik Leffers, havde følgende kommentar til denne underskriftindsamling:

“Tallet viser, at danske forskere fra det natur- og sundhedsvidenskabelige område i meget stort omfang slutter op om videnskabelig redelighed. Det er samtidig de folk, der selv er underlagt de hårdeste krav om redelighed, men på trods af det er der altså opbakning til en uafhængig kontrolinstans”.

UVVU:

“Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed”

 9. januar 2003

For et få en bedre forståelse for UVVU’s dom over Bjørn Lomborg må man kende lidt til udvalgets sammensætning. Det består nemlig i praksis af langt flere medlemmer end de fem, der stod for afleveringen af den endelige dom.

UVVU blev nedsat i 1992 som en sundhedsvidenskabelig instans, der skulle efterforske sager om videnskabelig fup som plagiering af andre forskeres resultater, brug af fiktive data og tilegnelse af æren for andres forskning. Det var ikke mindst sager i udlandet, der førte til oprettelsen af UVVU, der i dag er den danske garant for videnskabelig redelighed over for udlandet.

Succesen med UVVU fik i 1998 Forskningsministeriet til at udvide ordningen, således at UVVU i dag består af tre selvstændige udvalg:

1) Udvalget for sundhedsvidenskabelig forskning

2) Udvalget for samfundsvidenskabelig og humanistisk forskning

3) Udvalget for naturvidenskabelig, jordbrugs- og veterinærvidenskabelig samt teknisk-videnskabelig forskning.

Hvert udvalg består af en formand og fire medlemmer. Medlemmerne er anerkendte forskere, som er beskikket af Forskningsforum efter høring af de seks statslige forskningsråd. Formanden, der er landsdommer og fælles for de tre udvalg, er pt. landsretsdommer Hans Henrik Brydensholt.

Forskningsstyrelsen kunne efter UVVU’s sdom over Bjørn Lomborg fortælle, at aldrig tidligere havde UVVU givet en sag så grundig en behandling. Således deltog samtlige tre udvalg i bedømmelsen, og samtlige 12 suppleanter har ligeledes siddet med ved bordet for at sikre en fair bedømmelse fra alle sider. I alt har således 25 personer – heraf 24 videnskabelige – været med til at nå konklusionen og sikre, at sagen blev belyst fra alle sider.

Der har undervejs i sagsbehandlingen været fuld enighed om alt – med den ene undtagelse, at man ikke kunne blive enige om, hvorvidt Bjørn Lomborgs bog overhovedet kunne betragtes som et videnskabeligt værk. Til sidst besluttede man dog, at den måtte betragtes som et sådant – da Bjørn Lomborg selv havde opført den på listen over videnskabelige publikationer fra Århus Universitet. Det problem løste Lomborg således selv for UVVU.

Dekan for det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Århus Universitet, Tom Latrup-Larsen, havde følgende kommentar til dette:

“Vi er naturligvis meget opmærksomme på, om der bliver forsket nok på universitetet, ligesom vi er opmærksomme på, hvilke publikationer vore forskere udgiver. Og der foregår en løbende kvalitetsvurdering ved ansættelser, forfremmelser og lønforhøjelser – samt når man udefra konstaterer alvorlige fejl ved det forskningsmæssige arbejde.”

Alligevel havnede altså Bjørn Lomborgs bog på universitetets liste over videnskabelige publikationer, og dermed var Bjørn Lomborgs skæbne endeligt beseglet. UVVU’s 25 medlemmer erklærede som nævnt bogen for at “være i klar strid med normerne for god videnskabelig skik”.

 

Oppositionen: 

Bjørn Lomborg ny smagsdommer

8. januar 2003

UVVU’s bestyrelsesformand, landsretsdommer Hans Henrik Brydensholt, kommenterede dommen over Bjørn Lomborg med, at sagens parter jo altid har mulighed for at indbringe sagen for videnskabsminister Helge Sander, hvis de mener, der er begået retlige fejl i sagsbehandlingen.

Det lod en enkelt forurettet professor sig dog ikke nøje med. Peter Pagh fra Københavns Universitet indklagede nemlig sagen for Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen. Denne afviste dog straks sagen med henvisning til – hvad UVVU også selv tilkendegav – at sagen jo kan indklages for videnskabsministeren, hvis man er utilfreds med behandlingen.

“Med afgørelsen om Bjørn Lomborgs bog er det endeligt bevsit, at Bjørn Lomborg er ansat som smagsdommer og meningsmager – ikke som videnskabsmand”.

Sådan lød i hvert fald tolkningen fra oppositionen i Folketinget, da UVVU havde fældet sin dom. Jørn Jespersen fra SF fortsatte med følgende:

“Instituttet har intet med forskning og videnskabelighed at gøre. Det er et meningsmageri og et smagsdommerinstitut. Det burde regeringen have sagt fra starten, men man vidste jo godt, at folk havde grinet en vis legemsdel ud af bukserne, hvis man havde sagt det blot to måneder efter statsministerens nytårstale om opgøret med smagsdommerne”.

– Debat eller videnskab?

9. januar 2003

Nyheden om, at Bjørn Lomborgs internationalt kendte bog nu var blevet kendt i “klar strid med normerne for god videnskabelig skik”, blev fyldigt refereret i internationale aviser. Også i dem, der i sin tid roste Lomborg til skyerne for hans visionære arbejde og hans økonomiske i stedet for økologiske synspunkter.

Men vennerne faldt hurtigt fra, da den internationale forskningsverden endelig slog hånden af Lomborg. Således Washington Post, der i sin tid kaldte bogen en “fantastisk bedrift”. Nu kvitterede de gamle venner på den anden side af Atlanten med at bringe et læserbrev fra 11 fremtrædende amerikanske forskere. Heri stod blandt andet følgende om Bjørn Lomborgs bog “The Sceptical Environmentalist”:

“Selv blandt vore førsteårsstuderende støder vi sjældent på en sådan skødesløs og manipulerende opgaveskrivning”.

I New York Times skrev formanden for Det Amerikanske Selskab for Videnskabens Fremme, Peter Raven, følgende:

“Miljøet er et forskningsområde, hvor det er let at argumentere for det-skal-nok-gå-altsammen-teorier, men den slags må blot ikke fremstå som forskning”.

I et andet læserbrev i samme avis stod der, at Bjørn Lomborg “er en veltalende mand uden velfunderede argumenter”. Hvilket sikkert er en ganske god sammenfatning af Bjørn Lomborg og hans evne til hurtigt at skaffe sig proselytter ved at fortælle dem, hvad de inderst inde gerne vil høre: At det slet ikke står så galt til med verdens miljøtilstand, som mange forskere påstår.

Perfide personangreb fra politimoster

18. januar 2003

Lomborg-sagen har været et studie i, hvordan følelser og facts kan være svære at skille ad. Selv en tidlligere kvindelig vicepolitimester – af Politikens vittige ATS-redaktion altid kaldet “politimostre” – er som nuværende Venstre-politiker plumpet i og har givet følelserne frit løb. Således skrev MF Gudrum Laub (V) i et læserbrev i Jyllands-Posten følgende meget interessante og tankevækkende:

“Det var absolut nødvendigt for VK-regeringen at få sorteret skidt fra kanel på miljøområdet under oprydningen efter Svend Auken. Det førte til oprettelse af Institut for Miljøvurdering. Instituttets arbejdsopgave er at vurdere de forskellige miljøtiltag og se på, hvordan vi får mest miljø for pengene”.

Dette var vel i sig selv ikke nogen kontroversiel udtalelse, for hvem ønsker sig ikke mest muligt miljø for de surt tjente skattekroner? Men Gudrun Laub lod politikken og følelserne løbe af med sig i følgende del af læserbrevet, der blev et veritabelt politisk motiveret personangreb på UVVU’s formand, landsretsdommer Hans Henrik Brydensholt:

“For mig som mangeårig vicepolitimester er det som at møde et fortidsspøgelse. Brydensholt var i årene 1973-1980 direktør for Kriminalforsorgen. Det var i den periode, da den danske kriminalpolitik var domineret af Ole Espersen (S) og Bernhardt Baunsgaard (R) med stor forståelse for de kriminelles vanskelige opvækstvilkår og samfundets medansvar og mindre forståelse for ofrenes lidelse og behov for hjælp og oprejsning.

I dette politiske landskab gav Brydensholt som øverste ansvarlige for kriminalforsorgen ved administrative forskrifter de indsatte i landets fængsler store frihedsgrader. Så megen frihed, at politiet jævnligt under efterforskning af forbrydelser måtte ringe til fængslerne for at høre, om de personer, der ifølge de officielle registreringer skulle opholde sig i fængslerne, faktisk også fysisk var til stede og befandt sig i fængslet”.

Man kan med rette spørge sig selv, hvad det nu har med UVVU’s afgørelse i Lomborg-sagen at gøre. Det er svært at se sammenhængen, men ikke meningen:

Gudrun Laub er som Ventre-politiker tydeligvis ikke glad for UVVU’s dom over lederen af Venstres nye miljøpolitiske flagskib, Institut for Miljøvurdering. Og det kom så til at gå ud over UVVU’s formand i det, der siden i dagspressen blev kaldt for et perfidt “personangreb og forsøg på karaktermord”.

Men sådan er det åbenbart, når man som tidligere vicepolitimester og nuværende Venstre-politiker løber tør for saglige argumenter. Trist i et moderne samfund, der jo gerne skulle optræde lidt mere civiliseret end som så.

Lomborg og lærerne

1. februar 2003

Nu skal man ikke – trods de knap 300 samfundsfaglige underskrifter for Bjørn Lomborg – tro, at alle samfundsforskere er enige med Lomborg og modstandere af UVVU. Det er heldigvis ikke tilfældet.

Mange samfundsforskere har måske blot fået sved på panden ved tanken om, at de selv kunne blive dømt på samme hårde måde som Bjørn Lomborg – at deres egen forskning måske er baseret på samme spinkle og useriøse grundlag. Og at de derfor har skyndt sig i samlet flok at protestere over UVVU’s dom over Lomborg for uredelig videnskab. I rent selvforsvar, altså.

Selv inden for sit gamle instituts mure er der folk, som er aldeles ueninge med Bjørn Lomborg. Således kollegaen Martin Enevoldsen, som til Jyllands-Posten sagde følgende:

“Jeg synes, det er meget rigtigt, at udvalger (UVVU, red) har udtalt sig kritisk overfor Bjørn Lomborg, fordi han ikke lever op til kravet om videnskabelig diskurs. Når man ikke er villig til at lede længere end til den første kilde, så har man et problem. Ligesom en af de videnskabelige spilleregler jo er at deltage i konferencer, diskutere og være parat til at modtage kritik og flytte sig – og dér er han stået fuldstændig af”.

Mener altså adjunkt Martin Enevoldsen, som adspurgt om sin personlige mening om Bjørn Lomborgs bog udtrykte det ganske klart:

“Han er jo utrolig selektiv”.

Ledelsen af såvel Institut for Statskundskab specielt som Århus Universitet generelt har dog besluttet, at UVVU’s dom over Lomborg ikke vil få indflydelse på, hvorvidt Lomborg kan vende tilbage til sit gamle job, hvorfra han nu har orlov. Senest har Lomborg nemlig selv udtrykt, at han næppe gider blive som leder af IMV ret længe. Nu er det åbenbart ikke sjovt længere.

Rektor ved Århus Universitet, Niels Christian Sidenius, har dog følgende kommentar til sagen og formaning til den fremtidige forskning:

“Jeg går da ud fra, at Bjørn Lomborg og alle andre har lært af det her. UVVU skal ikke bare være en gabestok, men bør være en institution, hvis praksis vi alle kan lære noget af og i betydelig udstrækning respektere.

Universitetet havde nok været gladere, hvis der ikke havde været en Lomborg-sag, og det havde Bjørn Lomborg formentlig også. Men udvalgets afgørelse er under alle omstændigheder en nyttig reminder til Lomborg og andre om, at der er nogle ting, man skal være opmærksomme på, hvis det videnskabelige arbejdes autoritet skal bevares.”

Rapporterne fra IMV

6. februar 2003

IMV har i sin korte levetid udgivet en håndfuld rapporter om emner, som instituttet selv har udvalgt. Flere af dem var – ikke uventet – kontroversielle i deres indhold og konklusioner. Faktisk kunne man ind imellem få det indtryk, at der for alt i verden skulle nås frem til netop nye og anderledes konklusioner i gamle problemstillinger.

Eksemplerne er talrige. Således konkluderede en af raporterne, at Danmark vil komme til at betale alt for dyrt for overholdelsen af Kyoto-aftalen, som vi jo har underskrevet for at undgå klimaændringer. Der i parentes bemærket ikke primært vil gå ud over os selv, men højere grad blive et problem for U-landene.

En anden rapport konkluderede, at det næppe svarer sig at genbruge aluminiumsdåser og anden éngangsemballage – at det er bedre at brænde den. Uagtet, at aluminium kun vanskeligt lader sig forbrænde i dagens forbrændingsanlæg.

Mindst lige så kontroversiel var rapporten om genbrug af papir, hvor Danmark ellers er førende. IMV konkluderer her, at vi i stedet burde afbrænde en god del af papiret i stedet for at genanvende det. Denne rapport udløste stor kritik fra faglig side, idet IMV totalt tilsidesatte uvildig kritik af rapporten for publicering.

Dette udløste en forespørgsel til videnskabsminister Helge Sander (V) fra miljøordfører Pernille Blach Hansen (S) om, hvorvidt “det er i overensstemmelse med sædvanlig og god videnskabelig fremgangsmåde for faglige rapporter, der skal ligge til grund for politiske beslutninger, ikke at medtage eller gøre opmærksom på en væsentlig faglig kritik fra en officielt bestilt faglig reviewer af en sådan rapport?”

Venstres videnskabsminister måtte krybe til korset med følgende klare svar:

“I anledning af spørgsmålet har ministeriet taget kontakt til Sektorforskningens Direktørkollegium (SEDIRK)

SEDIRK oplyser, at det ikke er i overensstemmelse med sædvanlig og god videnskabelig praksis ikke at medtage eller gøre opmærksom på væsentlig faglig kritik fra en officielt bestilt faglig reviewer af en rapport”.

Nogle af konklusionerne i IMV’s rapporter var dog ikke helt så opsigtsvækkende, men til gengæld fagligt holdbare. Faktisk var de næppe andet og mere, end de fleste godt vidste i forvejen. Således konkluderede en af rapporterne, at knallerter forurener uforholdsmæssigt meget – de har jo 2-takts motorer – og er involveret i uforholdsmæssigt mange trafikuheld. En anden rapport konkluderede, at det ville være en samfundsøkonomisk fordel, hvis alle dieselkøretøjer fik monteret partikelfiltre og luftforureningen dermed mindskedes.

 

Venstre: 

DMU’s tal om iltsvind skal checkes

6. februar 2003

I kølvandet på Lomborg-sagen og givet som indirekte følge heraf har der været rejst kritik af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og deres data omkring kvælstofudledning og efterfølgende iltsvind i de indre danske farevande.

Rent politisk mener mange Venstre-folk, at DMU har været tidligere miljøminister Svend Aukens forlængede arm, og at Vandmiljø-handlingsplan I og II i alt for høj grad har lagt sig op af DMU anbefalinger. Dette ikke mindst til skade for landbruget – Venstres kernevælgere – som har måttet punge op med midler til begrænsning af kvælstofudledningen fra de dyrkede og overgødskede marker.

Kritikken har ikke mindst været rejst efter sidste års rekordstore iltsvind, der lagde store dele af de indre danske farvande øde, og hvor landbruget af blandt andet DMU fik størsteparten af skylden.

Nu har formanden for Folketingets Miljøudvalg, Venstres Eyvind Vesselbo, så taget initiativ til, at DMU’s hidtidige arbejde tages op til vurdering. Det skal evalueres udefra, så man kan være sikker på, at DMU har ret i sine tal – tal, der i så fald vil blive vigtige for udformningen af den kommende Vandmiljø-handlingsplan III, der snart skal vedtages.

Set udefra kan det se betænkeligt ud, som om regeringen nu vil hævne sit forsmædelige nederlag i Lomborg-sagen – ved at søge DMU’s iltsvindsrapporter miskrediteret. Lykkes det, vil regeringen så meget bekvemt kunne spare samfundet generelt og sine landbrugere specielt for yderligere udgifter til reduktion af kvælstofudledningen…

Silkesnoren ved roret

8. februar 2003

Som nævnt øverst i denne artikel var det Dagbladet Politiken, hvis redaktør Thøger Seidenfaden i 1998 som den første gav Bjørn Lomborg og hans kontroversielle synspunkter om verdens sande tilstand fast spalteplads i dansk dagspresse.

Thøger Seidenfaden har lige siden bakket Lomborg op – senest med kraftig kritik af UVVU’s kendelse om Bjørn Lomborgs “videnskabelige uredelighed”. Og man må sige, at han gjorde det med vægt og magt bag. Først på side 4 i avisens første sektion, hvilket flere læsere reagerede negativt på. Siden på hele forsiden af 2. sektion – sågar med fortsættelse inde i sektionen.

Dette resulterede i endnu flere kritiske indlæg fra læserne, der ikke ville finde sig i at blive påduttet Thøger Seidenfadens personlige mening om Bjørn Lomborg. Som to af dem skrev, før de opsagde deres abonnement efter 30 års trofast læsning af Politiken:

“Enhver har naturligvis ret til sin egen mening i denne sag, men problemet er, at du ved at anvende spalteplads i din egen avis har blandet din personlige mening sammen med avisens mening. Vi har ikke behov for at abonnere på chefredaktørens personlige sym- og antipatier.”

Såvidt de utilfredse læsere. Selv Politikens egne journalister tog afstand fra Seidenfadens misbrug af sin position som chef for avisen. Således beskrev “Læsernes Redaktør” Kim Faber sin chefs brug af spalteplads i avisen med følgende ordlyd:

“Et omfang, en placering og en opsætning af et personligt statement, som det kun bliver få forundt.”

“På Politikens interne efterkritik har flere journalister ment, at avisens troværdighed i Lomborg-sagen er væk. Den professionelle bekymring, som tilsyneladende deles af mange læsere, er, om et så voldsomt chefredaktionelt engagement i avisens splater ikke uvilkårligt påvirker den journalistiske dækning.”

Læsernes Redaktør sluttede sin klumme af med følgende formaning til sin egen chef:

“Politikens redaktionelle ledelse har fri adgang til en af landets vigtigste talerstole. Denne adgang bør administreres med stor nænsomhed”.

Hvad den altså ikke er blevet med Thøger Seidenfaden – Silkesnoren – ved roret. Men det er sikkert også svært at skulle erkende, at man har taget grueligt fejl – at man har ladet sig forføre af en veltalende mand ganske uden velfunderede argumenter.

Det er om noget Kejserens Nye Klæder om igen: “Han har jo ikke noget på”…

– Skomager, bliv ved din læst!

13. februar

Sagen om lektor Lomborgs letfærdige og lemfældige omgang med andres forskning har medført mange spinoff-effekter. Der er blevet tænkt over tingene i den videnskabelige verden, hvor Bjørn Lomborg virkelig fik sat fokus på nogle hidtil helt oversete problemstillinger.

“Danske forskere blander i stigende grad egne holdninger sammen med videnskabelig forskning, når de udtaler sig som eksperter i medierne”.

Det var konklusionen på en undersøgelse, som tre danske professorer fra blandt andet Ålborg Universitetscenter publicerede sidste år. Her konstaterede man, at der op gennem 1990’erne havde været en eksplosiv stigning i brugen af forskere som såkaldte “eksperter”. Undersøgelsen viste videre, at især samfundsvidenskabelige forskere (som Bjørn Lomborg, red.) i højere grad udtalte sig om andre emner end deres egen forskning. Og det kan skabe problemer.

“Når en forsker accepterer at deltage i mediecirkuset, så er det svært at huske på, hvornår man udtaler sig på baggrund af sin holdning, og hvornår man blot siger sin mening som samfundsborger”, siger formanden for Statens Humanistiske Forskningsråd, professor Poul Holm. Han fortsætter:

“Det er klart, at det kan give en berusende følelse, når man både kan sætte dagsordenen og påvirke beslutningstagerne. Men det er vigtigt, at man som forsker holder tungen lige i munden”.

Hvem sagde Lomborg. Man sætter jo ikke en sygeplejerske til at bygge Storebæltsbroen. Eller en tømrer til at udføre avanceret hjernekirurgi. Men den nuværende regering kunne altså fint bruge en samfundsfaglig statistiker til at lede et nyt institut for miljøvurdering. Målet helliger midlet, som allerede apostlen Paulus mente og vidste…

 

Sissel-Jo Gazan: 

“Bjørn Lomborg gør folk ligeglade”

1. marts 2003

Forfatteren Sissel-Jo Gazan skrev følgende tankevækkende indlæg til “Klummen” i gratisavisen Metro Express:

“Jeg har aldrig forstået folk, der undlader at involvere sig i miljøproblematikken med den begrundelse, at deres indsats alligevel er en dråbe i havet. I mine ører er en sådan argumantation ikke alene en stiltiende accept af klodens tilstand, men også en ikke specielt beundringsværdig accept af, at man ikke orker at forsøge at ændre på den.

Ligegyldigt om vi taler økologi, genbrug eller energibesparelser, er den gængse holdning den samme: “Det hjælper alligevel ikke, når alle andre er ligeglade”.

Hvad i alverden er det for en vattet holdning? Det skræmmende er, at netop denne vattede holdning legitimeres af en af tidens mest eksponerede eksperter, direktør Bjørn Lomborg, hvis synspunkter giver befolkningen grønt lys til at læne sig tilbage i deres magelige mangel på engagement.

Man kan se det for sig: Ungt menneske hører Lomborg udtale sig om genbrug i nyhederne. Skal man tro ham, er papirgenbrug overvurderet, og vi kan lige så godt destruere hele molevitten, for i virkeligheden tabes der færre ressourcer ved at destruere papir og pap, end det koster at opbygge og drive avancerede genbrugscentraler.

Konsekvensen er oplagt: Næste gang ungt menneske skal ned med sine aviser, er det, hvad han eller hun husker. Et uangribeligt synspunkt, legitimeret i en dansk nyhedsudsendelse, og inden man når at blive irriteret over størrelsen på sprækken i genbrugscontaineren, er avisstakken røget i skraldespanden.

Faktum er bare, at virkeligheden ikke er så unuanceret. I den specifikke situation, hvor der lades hånt om begrebet genbrug, skal man huske at tage højde for, at i det øjeblik træ og papir afbrændes i stedet for at genbruges, opstår behovet for nyproduktion, hvis denne verden vel at mærke fortsat vil have papir at skrive på.

En lille omkostelig mellemregning, der ud over at glimte ved sit fravær i Lomborgs argumentation for, hvorfor genbrug er unødvendigt, får debatten til at handle mere om Lomborgs sande tilstand end klodens.

Med Bjørn Lomborg som direktør for Institut for Miljøvurdering er selv dansk politik blevet invaderet af amerikanske tilstande, hvor det i årevis har været normal kutyme, at eksperterne ud over at være eksperter også er politikere.

Og hvad er der så galt i det? Når en ekspert ikke er uvildig, hvad skal folk så tro på? Vores nuværende regering har både under deres valgkamp og gennem deres regeringsperiode forsøgt at overbevise befolkningen om deres optimisme. Råd og nævn, ud til højre! Ikke mere klynkeri fra blødsødne socialdemokrater og deres venstreorienterede kor. Nu er det bare lige frem efter næsen, og så skal det nok gå.

Tankevækkende er det, at Bjørn Lomborg i årevis har gjort sig bemærket med samme udglattende synspunkter. Miljøproblemer? Det er noget, Greenpeace har opfundet. Vagt i gevær? Ozonlaget har aldrig haft det bedre! Ingen ved, om Lomborg ganske enkelt blev ansat med det formål at mane enhver form for skepsis i jorden, ja, personligt fristes jeg til en sådan konklusion.

Som sagerne står nu, er Lomborgs afsmittende slapstick holdning til miljøproblematikken, den mest seriøse trussel mod vores miljø”:Citat slut.

Kritik af DMU forstummet

26. maj 2003

Efter hård kritik fra landbruget og den borgerlige regering, som mistænkte Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) for at overvurdere landbrugets skyld i iltsvindsproblematikken, lod DMU først i 2003 et uvildigt udenlandsk forskerpanel vurdere sit arbejde med iltsvind i de indre danske farvande.

Den efterfølgende evaluering, der blev forestået af tre professorer fra USA og en fra Norge, gav DMU det blå stempel for dets arbejde. Det internationale panel af forskere bakkede således op om DMU’s opfattelse af, at landbruget bar hovedskylden for det rekordstore iltsvind, vi oplevede i 2002.

DMU’s forskning og rådgivning omkring iltsvind er af høj international standard og et godt grundlag for politiske beslutninger. Det konkluderer de udenlandske eksperter. Sikkert til stor fortrydelse for regeringspartiet Venstre, hvis formand for Folketingets miljøudvalg, Eyvind Vesselbo, først såede tvivl om DMU og derfor foreslog en uvildig vurdering.

Det skete umiddelbart efter, at Venstres egen smagsdommer, Bjørn Lomborg, af Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) blev vurderet som værende “i klar strid med normerne for god videnskabelig skik”.

Det kunne Venstre ikke have siddende på sig og måtte straks ud med riven. Valget faldt på DMU, som havde formastet sig til at pege på landbruget – Venstres kernevælgere – som hovedansvarlig for iltsvindskatastrofen i 2002. Venstre fik imidlertid ikke andet ud af sit korstog end en international bekræftelse af landbrugets skyld.

Det internationale forskerpanel udtrykte dog en vis undren over, at DMU havde indladt sig på personlige stridigheder i dagspressen. Dertil er iltsvindsproblematikken alt for kompleks, mente de udenlandske professorer. Sagen skulle hellere drøftes på videnskabeligt plan – i den videnskabelige litteratur, hvor den slags diskussioner retteligen hører hjemme.

Nu venter vi så blot på, at Institut for Miljøvurdering kommer med sinudlægning af iltsvindsproblematikken. Det har Bjørn Lomborg givet også en mening om – som samfundsforsker…

En halv milliard mindre til miljøet

28. juni 2003

Miljøminister Hans Christian Schmidt er minister for et svindende ministerium. Et ministerium, der tilsyneladende er ved at nedlægge sig selv. I hvert fald kunne ministeren her for nylig meddele, at der fra 2001 til 2006 samlet vil blive sparet en halv milliard kroner – 500 millioner – på det danske miljø. Det svarer til en besparelse på godt 25%.

Således er der skåret 120 millioner på diverse råd og nævn, og samtidig er der sparet hele 350 millioner på forskellige institutioner og deres drift. Endelig er der brugt 50 millioner mindre på anlægsarbejder. Miljøministeren regner med, at Miljøstyrelsen mister godt en tredjedel af sit budget og mere end 100 ansatte, inden sparerunden er slut i 2006. I det lys forstår man godt, at Miljøstyrelsens direktør Steen Gade, valgte at tage sit gode tøj og gå.

Til gengæld har regeringens eget Institut for Miljøvurdering (IMV) i samme ombæring ansat nye medarbejdere. Instituttets bevilling blev nemlig fra den 1. januar 2003 øget med 5 mio. kr., og instituttet har efterfølgende ansat 7 nye medarbejdere. Dette trods en dom over IMV direktør Bjørn Lomborg for videnskabelig uredelighed. Og trods en massiv kritik af instituttets mildest talt useriøse og dårligt gennemarbejdede rapporter om emballage og dåsepant.

Så med den ene hånd sparer regeringen altså 500 millioner på miljøet, mens den med den anden giver 5 til IMV, der bestemt ingen planer har om at redde det danske miljø…

IMV-rapporter fulde af fejl

28. august 2003

Lektor Bjørn Lomborg, direktør for regeringens eget smagsdommerinstitut, Institut for MiljøVurdering (IMV), er netop blevet evalueret af en uvildig instans. Det uvildige panel bestod af følgende eksperter fra Skandinavien:

Professor Christian Hjorth-Andersen fra Økonomisk Institut ved Københavns Universitet; profesor Lars Hagmar fra Yrkes- och Miljømedicinska Kliniken ved Universitetssjukhuset i Lund; professor Peter Bogetoft, Instituttet for Økonomi, Skov og Landskab; professor Øystein Hov, Norsk Institut for Luftforskning samt professor Aage Heie fra Institut for Vann- og Miljøteknikk ved Norges Teknisk-Videnskapelige Universitet i Trondheim.

Dette ekspertpanel kom i en 16 sider lang konklusion frem til følgende om IMV’s meget omdiskuterede otte rapporter:

Panelet valgte helt at se bort fra de tre første rapporter, da man ikke anerkender deres faglige kvalitet, men blot ser dem som et forsøg på at markere det nye institut i offentligheden. Så meget for dem altså.

Panelet fandt heller ikke, at man kunne være “tryg ved konklusionerne i to af de andre rapporter”, som omhandlede henholdsvis prisen for reduktion i CO2-udledningen og rentabiliteten af papirgenbrug.

Ingen af rapporterne er så klare, at de kan bruges politisk, og de er alle behæftet med fejl af forskellig karakter. Ingen af rapporterne kan således bruges af politikerne til at “give mere miljø for pengene”.

Panelet konkluderede endvidere, at skal IMV bevare sin troværdighed, så må det sikres, at der ikke fremover kan sættes faglige spørgsmålstegn ved dets rapporter. Det har der jo i høj grad kunnet hidtil. Således har en forsker på Danmarks Tekniske Institut (DTU), der leverede materiale til IMV, udtalt følgende om to af de rapporter, han havde været involveret i: At de end “ikke havde bestået som et studenterprojekt på DTU”…

IMV’s direktør, Bjørn Lomborg, havde i Jyllands-Posten følgende kommentar til det uvildige ekspertpanels evaluering af instituttets rapporter:

“Men ork Gud – det er ikke det sidste, I har hørt fra mig. Vi skal nok komme på banen igen.”

En udtalelse, der mere end meget andet fortæller, hvad IMV egentlig drejer sig om og Bjørn Lomborg virkelig står for: Et egotrip af hidtil usete dimensioner. Fagligheden er aldeles underordnet, hvad ekspertpanelet jo også nåede frem til.

Ikke uventet bakkede miljøminister Hans. Chr. Schmidt op om Lomborg og IMV, som jo er Venstres helt egen opfindelse og helt nye smagsdommerinstitut. Og meget forudsigeligt mente oppositionen, at IMV må lukkes efter den uvildige kritik.

Så nu er der atter gang i den hjemlige sandkasse..

Konklusionen

Hele denne artikel er skrevet ud fra Lomborg-metoden – med selektiv udvælgelse af de kilder, der bedst kunne understøtte den konklusion, der allerede var nået. Nemlig én af de to følgende:

1) At regeringen har været så håbløst dum og naiv, at den vitterlig har troet på Bjørn Lomborgs jongleren med facts om verdens sande tilstand. Siden man nu oprettede et helt nyt Institut for Miljøvurdering til ham og ansatte ham som direktør for det. Eller…

2) At den nuværende regering helt kynisk har etableret Institut for Miljøvurdering med det ene formål at så splid og tvivl om hele miljødebatten. For kan man først så tvivl om, hvorvidt det overhovedet er den hjemlige danske kvælstofudledning, der er hovedårsag til sidste års rekordstore iltsvind i danske farvande, da kan man også lettere slippe fra nye udgifter til vandmiljøet. Da kan man nemmere forsvare at lade stå til.

Og kan man undgå disse nye og store udgifter til miljøet, så kan regeringen jo langt lettere nå frem til de skattelettelser, den blev valgt på. Med tilsvarende gode odds for at blive genvalgt næste gang…

– Hvem sagde noget om Bush og krigen i Irak? – Og hvilken Venstre-politiker kan i dag huske, hvad man sagde i 1998 før valget?

Det grønne venstresving er droppet og den gamle landbrugsfundamentalisme listet ind ad bagdøren igen: Skråt op med miljøet.

Mange Venstre-vælgere er blevet snydt groft af et parti, der sagde ét og mente noget helt andet…

© 2003 Steen Ulnits

 

Det er et emne, der regelmæssigt optager pressen og dyreværnsforeningerne. Sidstnævnte ønsker at forbyde lystfiskeri med stang og line, da de mener, det påfører fiskene smerter…

Et ofte stillet spørgsmål er, om fisk overhovedet er i stand til at føle smerte.

Det er såvel naturbevidste lystfiskere som engagerede dyreværnsforeninger, der stiller sig selv og videnskaben dette uhyre relevante spørgsmål. For kan fisk føle smerte, bliver det jo mere end svært for lystfiskerne at argumentere for Catch & Release, hvor fangede fisk genudsættes efter en måske udmarvende og i så fald pinefuld fight.

Fiskefysiologernes svar er indtil videre, at fisk ikke kan føle smerte i menneskelig forstand. Det er nemlig en veldokumenteret kendsgerning, at fisk mangler den del af hjernen – neocortex – der hos pattedyr er sædet for smerteoplevelsen. Fjerner man denne del af hjernen hos et pattedyr, er det ikke længere i stand til at opfatte smerte.

Det er også en kendsgerning, at fisk ikke har en bevidsthed som vor egen. En bevidsthed, der sætter os i stand til at registrere smerte, tænke over den og reagere bevidst på den.

Fisk reagerer naturligvis på påvirkninger udefra – ellers kunne de jo slet ikke eksistere. Men det er ikke bevidste handlinger – det er i stedet ubevidste reaktioner, som fiskene har indbygget i deres arvemasse gennem årtusinder af naturlig udvælgelse og tilpasning til bestemte miljøer.

Man ved da også, at fisk, som netop er fanget og genudsat, i mange tilfælde atter er gået til biddet. Efter få minutter i deres genvundne frihed og tilsyneladende uberørte af hændelsen. I flere situationer har man iagttaget fisk svømme omkring og æde videre med en krog i munden – åbenlyst upåvirkede af den fremmede genstand.

En ny undersøgelse, hvor man har sprøjtet stoffer som bigift og eddikesyre ind i læberne på tamfisk i akvarier, stiller imidlertid spørgsmålstegn ved den gamle opfattelse – at fisk ikke kan føle smerte. I hvert fald registrerede de britiske forskere, som udførte forsøgene, at fiskene reagerede tydeligt på indsprøjtede stoffer som gift fra bier og eddikesyre. Hvorefter forskerne straks konkluderede, at fisk må kunne føle smerte…

– Måske dyreværnsforeningerne i stedet skulle koncentrere deres anstrengelser om og mod de forskere, der jo tilsyneladende bevidst og med alle midler søger at påføre fiskene målelige smerter?

Det er jo dem, der er de virkelige skurke i dette spil. Dem, hvis konklusioner er både tynde, interessante og perspektivrige. Bruger man nemlig denne argumentation, så har edderkoppen, der spinder indviklede spind, jo tilsvarende en intelligens på højde med en bygningsingeniør. For hvordan kan den ellers gøre det?

Vælg selv, om det lyder som holdbar argumentation…

Nyttige links

Vil du vide mere om, hvad der rører sig i hovedet på lystfisker-hadende dyreværnsgrupper, så klik ind på denne hjemmeside:

http://www.fishinghurts.com/

Hvis du vil høre, hvad Linda McCartney (afdød hustru til Paul McCartney fra The Beatles) mener om samme, så se dette klip:

http://www.youtube.com/watch?v=c7UQQmG42WM&feature=related

Så ved du, hvad vi er oppe imod…

© 2003 Steen Ulnits

Vi har besøgt en af verdens største lystfiskerorganisationer, International Game Fish Association (IGFA), som har til huse i Dania Beach, Florida, USA. IGFA registrerer rekordfisk.

Alt er større i USA – landet, vandet og fiskene. Og samtidig er amerikanerne et folkefærd, der holder af at have styr på størrelserne.

Dette til trods for, at de endnu ikke har fået indført det metriske system, men selv her i det tredje årtusinde stadig regner i tommer, fod, yards, grains, pounds og gallons – og mærkelige brøkdele heraf

Det kan man godt undre sig lidt over, men sådan er det altså, og amerikanerne klarer sig jo endda – opfandt den første atombombe, kom først til Månen og gravede Panamakanalen, da andre nationer havde givet op, samt mange andre imponerende ting.

Det var også amerikanerne, der “opfandt” det moderne lystfiskeri – som gjorde fiskeriet til en folkesport af de helt store. Indtil da havde lystfiskeri enten været forbeholdt børn og landsbytosser – eller det engelske aristokrati, der jo havde “opfundet” lystfiskeri som en sport på lige fod med jagt.

I begge tilfælde talte udøverskaren ikke mange mennesker, og nogen folkesport var der i hvert fald ikke tale om. Men det lavede amerikanerne om på – endda i en sådan grad, at lystfiskeri i dag årligt omsætter for over 250 milliarder danske kroner og danner grundlag for flere end 1,2 millioner fuldtidsjobs i USA.

Arbejdspladser og skattekroner

Intet under, at nordamerikanske politikere har stor respekt for lystfiskeriet – for de mange stemmer, arbejdspladser og skattekroner, som fiskeriet med stang og line indebærer.

Set i det lys er det heller ikke så underligt, at flere værdifulde sportsfisk i USA har fået status af “Game fish”, som ikke må fiskes kommercielt, men kun med stang og line. At fange disse fisk i garn ville simpelthen være spild af penge.

Det rekreative fiskeri med stang og line boomede for alvor i årene efter Anden Verdenskrig, men opblomstringen var så småt begyndt før krigen. Det var ikke mindst i staten Florida, at denne udvikling startede – og herfra, det siden spredte sig til andre stater og provinser i Nordamerika og Canada.

Flere steder er lystfiskeriet i dag “a multi-billion dollar business”, som tages endog meget alvorligt fra politikerside. Det gælder ikke mindst stater som Florida og Alaska, og det gælder hele området omkring De Store Søer på grænsen mellem USA og Canada. I Canada er det specielt den smukke stillehavsprovins British Columbia, der lokker lystfiskere fra nær og fjern.

Flere amerikanske præsidenter – senest Jimmy Carter samt både Bush Senior og Junior – har da også haft lystfiskeri som deres foretrukne fritidsbeskæftigelse. Et forhold, der bestemt har været medvirkende til at gøre dem populære i befolkningen og i sidste ende give dem præsidentposten.

Registrering af rekordfisk

I 1939 så “International Game Fish Association” – i daglig tale blot IGFA – så dagens lys. IGFA er en amerikansk organisation, som fastsætter regler for det moderne sportsfiskeris etik og moral.

Mest kendt er IGFA imidlertid for sin forvaltning af de internationale sportsfiskerrekorder. De er inddelt efter lineklasser, så hver enkelt lineklasse har sin egen rekordfisk.

Typisk er der klasser i alle de populære linetykkelser, som i USA er inddelt efter brudstyrke og ikke som her i Europa efter linens diameter. Hvor vi eksempelvis taler om 0.30 mm liner, taler man i USA om 10 lbs. liner. Altså liner med en brudstyrke på 10 pounds eller 4,5 kg.

Da vi i dag har mange forskellige slags liner af forskelligt materiale og forskellig tykkelse i forhold til brudstyrken, er den amerikanske inddeling mere logisk end den europæiske. Og i hvert fald den eneste rigtige, når man vil se på det sportslige aspekt – at det kræver mere af fiskeren at lande en styr fisk på en tynd line end en lille fisk på en tyk.

Rekorderne er også inddelt efter, om de er sat ved konventionelt fiskeri – med fastspolehjul eller multihjul – eller ved rendyrket fluefiskeri. For sidstnævntes vedkommende gælder flere særregler, som skal være overholdt for at få godkendt en eventuel ny linerekord.

Linen under luppen

For alle lineklasser gælder det, at man sammen med tilmelding, vidneerklæringer om længde og vægt samt vellignende fotos også skal indsende et stykke af den anvendte line. IGFA undersøger så, hvilken lineklasse det drejer sig om.

Som europæer kan man undre sig over, at amerikanske lystfiskere finder det så vigtigt at registrere de største fisk fanget på de tyndeste liner. Ja, mange vil nok betragte det som regulært dyrplageri, for jo tyndere line man bruger, desto længere varer fighten af de store fisk jo uundgåeligt.

Men sådan er det altså i USA, og traditionen er da også ved at vinde indpas over den ganske verden, hvor lystfiskere jagter fisk for fornøjelsens skyld.

IGFA har for længe siden erkendt, at uden fisk ingen fiskere og dermed heller intet behov for organisationer som netop IGFA. I de seneste år har IGFA derfor engageret sig mere og mere i forskning og fiskeribiologi.

Ikke mindst de store Big Game fisk såsom tun og marlin har alle dage haft organisationens store bevågenhed. Disse fisk befinder sig jo i toppen af havets fødekæder og er derfor dem, der er mest sårbare for overfiskning.

Fisk og filosofi

Fiskere har ry for at være filosofisk anlagte, og IGFA har da også en klart formuleret filosofi:

“IGFA’s formål er baseret på troen om, at sportsfisk, erhvervsfisk og disses miljøer er økonomiske, sociale, rekreative og æstetiske værdier, som skal bruges fornuftigt og bæredygtigt. At sportsfiskeri er en vigtig økonomisk, social og rekreativ aktivitet, som befolkningen skal lære at dyrke på sportslig og bæredygtig vis.

Gennemsnitsfiskeren har ikke mulighed for, ej heller lyst til at forstå det komplicerede system, som administrationen af fiskerier og fiskebestande verden over drives efter. Han eller hun vil blot ud at fiske og fange nogle fisk. Derfor er det vigtigt, at en organisation som IGFA repræsenterer alle sportsfiskere og deres vitale interesser.

Det kræver meget arbejde, men hvem skal gøre det? I hvert fald ikke de 95% af verdens sportsfiskere, som ikke er organiserede eller medlem af en miljøorganisation. Det må i stedet de resterende 5%, som på de manges vegne må kæmpe for vandmiljøet og fiskebestandenes fortsatte eksistens.”

Såvidt IGFA selv og organisationens formålsparagraf, der på mange måder minder om Danmarks Sportsfiskerforbunds – blot er dimensionerne mange gange større “over here”.

Stor, større, størst

IGFA’s hovedkvarter ligger i Florida, hvor det moderne saltvandsfiskeri jo blev født. I byen med det danskklingende navn Dania Beach ligger hovedsædet, der indeholder et stort bibliotek med mere end 12.000 bøger samt et imponerende museum.

IGFA’s hovedkvarter er at ligne med et gammelt fort, der har sin egen voldgrav. Ganske vist er der hverken drager eller andre farlige dyr i vandet, og ganske vist er det hele nybygget. Men der ligger alligevel en fuldt udstyret Big Game båd og vugger på de diminutive bølger i voldgraven – langt fra den blå Golfstrøm og det store ocean, som skibet oprindelig blev designet og bygget til. I hele Skandinavien findes næppe en fiskemaskine, der blot tilnærmelsesvis er så stor som denne “demobåd”…

Inden for murene kan man gå på opdagelse i lystfiskeriets historie – fra de ældste internationale aner til de nyeste nationale koryfæer, hvoraf enkelte endnu er “alive and kicking”. Flere af dem har sågar deres eget TV show – nationalt eller på cable TV.

Man kan også prøve, hvordan det er at fighte en virkeligt stor fisk – via en af centrets flere fightmaskiner, hvor man står med en fuldt rigget fiskestang og fighter en stor fisk på en skærm. Meget livagtigt, skulle vi hilse og sige. Linen fyger af hjulet, når man har givet tilslag og sat krogen!

Fund raising og fotodatabase

I hele verden findes der flere end 30.000 forskellige fiskearter, hvoraf naturligvis kun en brøkdel er interessante for lystfiskeren. Alligevel tæller disse sportsfisk flere hundrede arter, og mange af disse er stadig ikke behørigt registrerede på fotobasis.

IGFA har derfor gjort det til en del af organisationens erklærede formål at indsamle fotos af alle disse fisk og placere dem i en stor database, som alverdens fiskere kan logge sig på via internettet. Til stadighed efterlyser IGFA derfor vellignende fotos af manglende sportsfisk på databasen, som pt. rummer 27.800 arter, og som har 7 millioner hits hver måned!

Men ikke nok med det. IGFA har udvidet sine aktiviteter så kraftigt i de seneste år, at organisationen nu skal bruge mere end 50 millioner kroner indtil år 2007 for at kunne realisere de nye planer. Pengene kommer fra private sponsorer og fra store fiskekonkurrencer samt “fund-raising dinners” for velbeslåede medlemmer.

De mange penge skal blandt andet gå til uddannelse af ikke mindst unge sportsfiskere, så de kan drive deres hobby på etisk og moralsk forsvarlig vis. Pengene skal ligeledes bruges til at udbygge det nuværende Hall of Fame and Museum i Florida.

En tredje meget stor post på budgettet er projekter til bevarelse af marine fiskebestande – til bekæmpelse af erhvervsfiskeriet, hvor det går for hårdt til værks. Hvilket er stort set overalt. IGFA har derfor rigeligt at se til i de kommende år.

IGFA på nettet

IGFA har naturligvis en hjemmeside, man kan besøge. Den har adressen www.igfa.org

Fotodatabasen ligger på webadressen www.fishbase.org

© 2003 Steen Ulnits

Miljøminister Hans Christian Schmidt mener ikke, at den danske bestand af skarver er for stor. Det samme gælder sælerne, som derfor heller ikke skal skydes. Nu dør de i stedet en langsom og smertefuld død af sælpest.

Miljøministeren har netop præsenteret en ny skarvforvaltningsplan, som klart tilkendegiver, at der ikke vil blive nogen generel jagttid for den omstridte sorte fugl. Tværtimod vil ministeren totalfrede fuglen i yngletiden fra 1. april til 31. juli.

Den seneste optælling viste, at skarvbestanden herhjemme har været oppe på knap 40.000 ynglepar. Altså 80.000 fugle, som med afkom bringer den samlede danske skarvbestand op på 150.-200.000 fugle, der hver især skal have et lille halvt kilo fisk at spise om dagen.

Nu mener miljøministeren så, at skarvbestanden herhjemme skal være på mindst 30.000 ynglepar. Det svarer til 20% af Europas samlede skarvbestand, hvoraf mange gæster Danmark, som derfor har en international forpligtelse til at bevare en vis skarvbestand.

Skarver skal ikke skydes

Selv om der fremover slet ikke må skydes skarver i yngletiden – end ikke som hidtil indenfor 500 meters afstand fra faststående fiskeredskaber – så må erhvervsfiskere dog fremover skyde fuglene inden for en afstand af 1.000 meter fra fiskeredskaberne. Problemet er blot, at det er meget svært at komme på skudhold af de intelligente fugle.

Hertil skal dog lægges, at der ved Ringkøbing og Nissum Fjorde i Vestjylland vil blive igangsat forsøg med at reducere lokale skarvbestande ved at sprøjte lagte æg med parafin. Her er det nemlig dokumenteret, at netop skarverne gør det umuligt at opretholde sunde fiskebestande. det fremtidige forsøg skal klarlægge, om en reduceret og kontrolleret skarvbestand kan genoprette fiskebestandene.

Ikke uventet er Dansk Ornitologisk Forening (DOF) godt tilfreds med, at miljøministeren nu garanterer en dansk skarvbestand på mindst 30.000 ynglepar. DOF undrer sig dog over, at ministeren ikke laver nogle økonomiske beregninger over, hvad skarvbestanden egentlig koster det danske samfund. DOF mener sågar, at de mange skarver har en direkte gavnlig virkning på fiskebestandene:

Gavnlige skarver?

Skarven tager nemlilg skidtfisk som skaller og brasen, der er med til at gøre vore overgødede søer uklare. Den holder sygdomme i skak i torskebestanden, idet den æder de syge og derfor svage fisk. Og så er den en vigtig fødekilde for den nye danske bestand af havørne… Mener altså DOF, der dog ikke har relevante videnskabelige undersøgelser at henvise til.

Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) kan til gengæld fortælle, at op mod 80% af ørrederne i vandløb ved Horsens Fjord, bliver ædt af skarver fra landets største koloni på Vorsø. Det viste fund af mærker fra mærkede fisk i skarvreder. Dugfriske DFU-undersøgelser fra Ringkøbing Fjord viser samtidig, at 36% af laksesmoltene og 21% af ørredsmoltene havner i sultne skarvmaver. Det viste radiosendere fra radiomærkede fisk, der pludselig sendte fra skarvkolonier inde på land…

Sæler skal ikke skydes

Miljøminister Hans Christian Schmidt mener heller ikke, at den danske bestand af sæler er for stor. I hvert fald ikke så stor, der skal ske en kontrolleret afskydning.

Midt i den ofte ophedede debat om, hvorvidt den voldsomt stigende danske sælbestand skal beskydes eller ej – begyndte sælerne så selv at dø. De første døde sæler blev fundet på Anholt og Læsø, hvorfra sælpesten tilsyneladende har bredt sig til bestandene i Limfjorden og nu senest også den svenske vestkyst. Indtil videre er godt 200 danske sæler døde.

Sælpesten er en slags lungebetændelse, som sælerne tilsyneladende ikke har megen resistens over for. En sygdom, der lader de ramte og afkræftede dyr lide en langsom og smertefuld død. Og en sygdom, der er dobbelt skadelig netop nu, hvor sælerne har født deres unger.

Endnu ved man ikke, om der er tale om en epidemi som den, der ramte og halverede den danske sælbestand i 1980’erne. Det vil den kommende tid vise. Men den fortæller med al ønskelig tydelighed, at sælbestanden nu har nået et niveau, hvor den ikke længere er bæredygtig. Hvor naturen selv begynder at regulere bestanden med sygdom.

Smertefuld død

Sælpesten kommer derfor på et yderst passende tidspunkt, når den nu er kommet. Den sætter nemlig fornyet fokus på debatten om afskydning af sælerne, så bestandene kan holdes nede på et bæredygtigt niveau. Modstanderne af en kontrolleret afskydning må nu se i øjnene og påtage sig et ansvar for, at sælerne i stedet dør en langsom og smertefuld død af sygdom. I stedet for en hurtig og i de fleste tilfælde smertefri død for en jægers kugle.

Under sælpesten i 1980’erne var det alligevel jægerne, der måtte træde til og aflive syge og afkræftede sæler langs de danske strande. Den danske natur er et menneskeskabt kulturlandskab og derfor ikke i balance med sig selv. Den er, som vi har skabt den, og det er derfor også os, der selv skal vælge, hvad vi vil have, hvor og hvordan.

Pr. 1. juli 2002 var der 600 døde sæler siden sælpestens start i maj. Det svarer til hver 20. danske sæl – altså 5% af den samlede danske sælbestand på 12.000 sæler. Under den store sælpest i 1980’erne døde 50% af bestanden.

– Hvorfor altid vente, til det er for sent?

© 2002 Steen Ulnits

 

2002 blev året, hvor man målte de største iltsvind og den mest omfattende fiskedød i de 25 år, der er foretaget målinger. Striden raser om, hvem der egentlig har skylden. – Er det landbruget?

“Dansk landbrug frygter panikindgreb efter iltsvind”. Sådanne overskrifter har man kunnet læse i dagspressen i den seneste tid, hvor der næsten daglig har været omtale af det mest omfattende iltsvind i 25 år – trods hele to velmenende, men ineffektive vandmiljø-handlingsplaner.

Der er ingen tvivl om, at årets iltsvind er blevet så omfattende af klimatiske årsager. dels har vi haft ekstraordinær megen nedbør i januar og februar, der gjorde det nødvendigt for landbruget at gøde ekstra meget. Og dels kom der igen i juni og juli en periode med voldsom regn – efterfulgt af en meget lang og varm sommer.

Der er til gengæld heller ingen tvivl om, at katastrofens omfang skyldes den massive belastning af de indre danske farvande med kvælstof – primært fra landbruget. Nu påstår dansk landbrug så – ganske rigtigt – at landbrugets bidrag til kvælstofudledningen kun udgør 10-20% af den samlede udledning til Kattegat.

Argumentet lyder videre, at landbruget derfor ikke skal pålægges yderligere restriktioner for kvælstofsvineriet – når de nu kun svarer for 10-20% af den samlede udledning.

De indre danske farvande

De seneste beregner fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) giver følgende billede af kvælstoftilførslen til Kattegat, som mere og mere ligner et dødt hav. Torskene er helt væk, og iltsvindet breder sig dag for dag. Tallene er fra perioden 1989-1996:

---

Danmark: 60.000 tons kvælstof (20%)

Sverige: 24.000 tons kvælstof (8%)

Tyskland: 13.000 tons kvælstof (4,5%)

Udvaskning fra Østersøen: 150.000 tons kvælstof (51%)

Atmosfærisk nedfald: 45.000 tons kvælstof (15,5%)

---

Det ses således, at Danmark er den næststørste kvælstofforurener af Kattegat. Det ses også, at godt halvdelen af al tilført kvælstof stammer fra de baltiske lande, hvis floder fører massive mængder kvælstof ud i Østersøen, hvis vand igen sluses ud gennem de danske sunde og bælter.

Landbruget “glemmer” imidlertid i sin argumentation for ikke at gøre yderligere, at selv om dette holder for Kattegat som en samlet enhed, så gælder det slet ikke vore lukkede fjordområder, hvor landbruget står for op mod 80% af den samlede kvælstofudledning. Jævnfør Mariager Fjord, der som bekendt afgik ved døden i 1997 – som følge af varmt vejr og udledning af næringssalte fra det omkringliggende landbrug. Dette ifølge beregninger foretaget af Nordjyllands Amt.

Skulle man føre landbrugets argumentation helt ud i sin videste konsekvens, så behøver landbruget vel slet ikke gøre noget ved forureningen. På verdensplan udleder dansk landbrug jo en så mikroskopisk del af den samlede kvælstofmængde, at den næppe kan måles…

Senest har man fra Odder Kommune meldt, at man her risikerer at stå uden rent drikkevand, dersom der ikke gøres noget ved landbrugets forurening af grundvandet. Således har kommunen måttet lukke hele 23 vandværker – de 17 af dem på grund af nitratforurening fra landbruget.

De ydre danske farvande

Iltsvindet i de indre danske farvande nåede i 2002 et omfang, hvor mere end 8.000 kvadratkilometer havbund var ramt af iltsvind. Det svarer til godt en sjettedel af Danmarks samlede areal. Værst stod det til i farvandet omkring Fyn, Vejle Fjord, syd for Samsø, Århus Bugten, Mariager Fjord og det sydlige Kattegat.

Fra flere sider har det som sagt været forfægtet, at landbrugets reelle bidrag til kvælstofforureningen er mindre end hidtil antaget. At langt større mængder tilføres udefra – via Østersøen og Skagerak. I den forbindelse har Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) netop offentliggjort tal for tilførslen til og fra disse vandområder. Der er tale om transport både til og fra disse områder, og tallene gælder perioden 1980-1989:

---

Fra Østersøen til Bælthavet: 367.000 tons kvælstof

Fra Bælthavet til Østersøen: 215.000 tons kvælstof

Netto tilføres der således årligt 152.000 tons kvælstof fra Østersøen til Bælthavet

---

Men vandet skal jo videre ud gennem de danske farvande. Og da ser regnestykket sådan ud:

---

Fra Kattegat til Skagerak: 567.000 tons kvælstof

Fra Skagerak til Kattegat: 394.000 tons kvælstof

Netto forsvinder der således årligt 173.000 tons kvælstof ud af Kattegat til Skagerak

---

Regner man lidt videre på disse tal, må der nødvendigvis ske en årlig reduktion af kvælstof i de indre danske farvande, nemlig differencen mellem det, der udføres til Skagerak og det, der tilføres fra Østersøen. Altså 173.000 minus 152.000 tons lig 21.000 tons.

Set i dette perspektiv er vi altså på rette vej, omend meget langsomt. Og kun hvis tallene holder vand. Imidlertid arbejder klimaet jo i modsat retning, hvorfor det alene af denne grund bliver nødvendigt med yderligere reduktion af udvaskningen.

Fra flere sider bruges store kræfter på at forklare, hvordan ekstraordinære meteorologiske forhold stod bag iltsvindene specielt i Mariager Fjord i 1997 og generelt i de indre danske farvande i 2002. Faktum er imidlertid, at vejret har forandret sig – ikke et ord om drivhuseffekt og global opvarmning her – og at vor forvaltning af vandmiljøet naturligvis må forandre sig tilsvarende.

Med mindre vi da blot accepterer, at vi med en landbrugsproduktion som den nuværende og kommende ikke også er i stand til at holde liv i vore hav- og fjordområder.

Guderne forbyde noget sådant. Tendenserne er der dog.

© 2002 Steen Ulnits

Ny uafhængig Vismandsrapport maler dystre tal på væggen for fremtidens vandmiljø. Landbrugets svineproduktion er ude af kontrol.

Den nuværende borgerlige regering er som bekendt ikke meget for smagsdommere af nogen slags – ikke hvert fald ikke, hvis de har en anden smag end regeringen eller skulle have de mindste rester af 68-generationens venstreorienterede holdninger intakte…

Et af resultaterne heraf var som bekendt nedlæggelsen af en lang række råd, der ifølge regeringen var overflødige. Samt oprettelsen af et nyt smagsinstitut ledet af dansk miljøs enfant terrible, Bjørn Lomborg.

En af de mest markante sager var nedlæggelsen af det uafhængige Naturråd, som imidlertid ikke ville lade sig nedlægge. Da pengene ikke længere kom fra regeringen, gik Naturrådets vismænd til Aage V. Jensens Fonde, som indvilligede i at finansiere rådets videre drift og projekter.

Ny Vismandsrapport

Det er der nu kommet en Vismandsrapport ud af. En rapport, der primært koncentrerer sig om landbruget og dets påvirkning af miljøet i Danmark – et emne, der som bekendt ikke rigtig interesserer den siddende Venstre-regering.

De Konservative er langt fra altid enige med Venstre og har i det hele taget meget mere til overs for miljøet. Desværre har de ikke noget at have den i, men følger blot Venstre som dikkende lammehaler i et forurenet vandløb.

I den nye Vismandsrapport fra det uafhængige Naturråd står følgende at læse: Hvert år tilfører landbruget dansk miljø knap 400.000 tons kvælstof, 5.000 tons fosfor og 75.000 tons kalium – via udledning af gylle plus brugen af kunstgødning.

For 20 år siden var der en 16% udnyttelse af kvælstof – med de resterende 84% som udslip til miljøet. I dag er der en udnyttelse på 33% – med de resterende 2/3 som udslip til miljøet. Et klart fremskridt altså, men desværre slet ikke nok. Problemet er nemlig, at svineproduktionen er steget uforholdsmæssigt meget, og at det danske vandmiljø derfor belastes hårdere end nogensinde – trods diverse velmenende Vandmiljø-handlingsplaner.

Der er tre parametre, som kan forskydes, når kvælstofudledningen skal kontrolleres og nedbringes. Det er 1) effektiviteten i kvælstofudnyttelsen; 2) det aktive landbrugsareals størrelse samt 3) størrelsen af produktionen.

Svineproduktion ude af kontrol

For at gøre en lang historie kort forventer Naturrådet, at der vil ske en yderligere effektivisering i udnyttelsen af kvælstof – op mod en 50% udnyttelse. Naturrådet forventer også, at en større del af landbrugsjorden vil blive taget ud af drift – med mindre udvaskning af kvælstof til miljøet. Naturrådet konkluderer, at vi med en kvælstofudnyttelse på hele 50% samt en svineproduktion på blot 10 millioner svin vil kunne overholde vandmiljø-handlingsplanerne.

Men det lader sig altså ikke gøre at kompensere for den massive vækst i dansk svineproduktion, der snart ventes at nå 25 millioner svin årligt. Hvis ikke denne gylle behandles på kostbar og højteknologisk vis, inden den havner i på markerne, kan vi forvente total død i de indre danske farvande i løbet af ganske få år.

Eftersommeren har allerede vist, hvor galt det står til på nuværnede tidspunkt. Aldrig i de 25 år, hvor der er blevet målt iltindhold i de indre danske farvande, har iltindholdet været så lavt. Aldrig før har så store områder været ramt af iltsvind og fiskedød som nu.

Mængden af opskyllede døde fisk ved kysterne af Als, i Vejle Fjord, Ålborg Bugt og senest Århus Bugt viser med al ønskelig tydelighed, at fiskene end ikke har haft noget sted at flygte hen, hvor der var ilt nok i vandet. Det er ikke set tidligere.

Længe leve det højt besungne danske landbrug.

© 2002 Steen Ulnits

Foto: Niels Riis Ebbesen

Efterskrift: I dag, 10 år efter denne artikel, er den danske svineproduktion nået op på 30 millioner om året. Og gylleproblemet vokset tilsvarende…

 

Nye DNA-baserede metoder gør det muligt at afsløre, hvor en fanget torsk kommer fra. Fiskerierhvervet vånder sig ved tanken, da det fremover vil blive langt sværere at snyde med fangsterne.

Torsken var engang en af verdens vigtigste fiskeressurser. Det er den ikke længere – grundet mange års overfiskeri fra en alt for stor og effektiv fiskeflåde samt måske også en klimaændring mod varmere vande, der tvinger torskene nordpå.

Fiskerierhvervet svindler som bekendt med fisk og fangster, når og hvor det er muligt. Fjorten industrifiskere i Hvide Sande fik for nylig inddraget deres licenser til industrifiskeri i en måned, da der viste sig at være alt for mange sild i deres landinger af brislinger. Således var der 50-70% sild i lasten, hvor der som bifangst kun må være 20%. Altså 2-3 gange så mange som tilladt.

To tredjedele tyvfiskere

Det kunne Fiskerikontrollen fra Esbjerg konstatere, da man i løbet af en tre dage lang kontrolkampagne kontrollerede samtlige fangster landet af 22 Hvide Sande fartøjer. “Det er det største antal overtrædelser, vi hidtil har konstateret under en sådan totalkontrol”, udtalte Fiskerikontrollen bagefter.

Og problemet var selvforskyldt, da de fjorten fartøjer blot kunne være sejlet længere ud, hvor der er færre sild og flere brislinger. Selv formanden for Danmarks Fiskeriforening havde ingen større bortforklaringer, da han blev forholdt overtrædelserne.

Overtrædelserne kom som sagt til at koste de implicerede fiskere deres licens til industrifiskeri i en måned. De måtte dog stadig konsumfiske – efter eksempelvis den stærkt truede torsk…

Desværre har man flere eksempler på, at fiskerne har indhandlet netop torsk, der stammede fra helt andre områder end dem, man selv opgav som fangstpladser. Fordi fiskene helt enkelt har været fredet, hvor man fiskede. Helt bevidst og aldeles ulovligt fiskeri på truede torskebestande.

Af samme årsag har fiskerierhvervet længe modsat sig, at skibene forsynes med GPS-udstyr, der løbende fortæller myndighederne, hvor det pågældende skib nu befinder sig og fisker.

Ikke mindst torskebestanden i Nordsøen er i dag under et meget hårdt pres fra fiskerierhvervet. Allerede sidste år slog EU’s kontrolorgan således alarm over de ringe torskemængder.

Alligevel viser de seneste tal, at der faktisk er 30% færre torsk tilbage i år 2002 end sidste år. Fra 60.000 tons sidste år til blot 40.000 tons i år. Et kommende forbud mod torskefiskeri vil ramme bredt og hårdt, idet torsken indgår som hyppig bifangst under fiskeri efter rødspætter, hvilling, kuller og jomfruhummer.

Beskyttelsesforanstaltningerne har simpelthen ikke virket som tilsigtet. Enten fordi de ikke var strenge nok. Eller fordi de ikke blev overholdt, hvilket jo desværre er et velkendt fænomen i fiskekredse. Samtidig har opvarmningen af Nordsøen heller ikke gavnet torskebestanden, som til gengæld er rykket længere nordpå – mod Grønland og Island.

Det ulovlige rovfiskeri efter torsk har således større effekt på bestandene nu end nogensinde.

Ny bevisførelse

Forskere ved Århus Universitet og Danmarks Fiskeriundersøgelser har imidlertid udviklet en metode, der gør det muligt at skelne forskellige torskebestande fra hinanden.

Forskerne har opdaget, at torsk fra Barentshavet, Nordsøen og Østersøen hver især har forskellige genetiske “fingeraftryk”, som gør det muligt at bestemme fiskenes oprindelsessted.

Retmedicinere har længe haft adgang til og gjort udstrakt brug af forskellige DNA-teknikker, når de skulle finde frem til specifikke personer – det være sig ofre for kriminalitet eller gerningsmænd til den.

Nu har også fiskeribiologerne taget den nye teknik til sig og udviklet den specielt til bestemmelse af fiskearters geografiske oprindelse. Også her kan den bruges til at finde gerningsmændene bag formodet kriminalitet – til at kontrollere, om erhvervsfiskernes oplysninger om fangststed nu også stemmer med virkeligheden…

Det har længe været kendt, at ethvert menneske har en unik arvemasse bestående af en DNA-streng kodet så specielt, at den kan bruges til at bestemme en given person og dennes slægtninge. Teknikken er så udviklet og gennemprøvet, at den nu regelmæssigt bruges som bevismateriale i retssager om voldtægt, slægtsskab og relateret kriminalitet.

Man har også længe vidst, at det forholder sig på samme måde med stort set alle levende organismer. Alle har deres helt egen DNA-sammensætning. Nogle er dog mere nært beslægtede med andre og kan derfor være sværere at skelne fra hinanden, hvad DNA-sammensætningen angår.

Nu har danske forskere imidlertid udviklet metoden, så den med stor sikkerhed kan bestemme og skelne forskellige stammer af den samme flere fiskearter fra hinanden. Stammer, som det meste af tiden lever geografisk adskilt, og som derfor kun undtagelsesvis udveksler DNA med hinanden. De har derfor udviklet deres helt egen DNA, som forskerne nu med stor sikkerhed kan bestemme.

Torsk med fingeraftryk

Den nye teknik blev udviklet på opdrag af Fødevareministeriet, hvorunder jo Fiskerikontrollen hører. Departementet under ministeriet ønskede en metode, der med sikkerhed kunne afgøre, om en given ladning fisk stammede fra et forbudt område eller ej. En metode, der kunne bruges på såvel friskfangede fisk som fersk fisk efter forarbejdning.

Udviklingsarbejdet startede i 1996 og fokuseredes hurtigt på den økonomisk vigtige torsk, der i disse år er under et stort pres fra såvel miljøet som fiskerierhvervet. I 1996 var torskefiskeriet i Nordatlanten med 1,3 millioner tons årligt verdens niendestørste fiskeri, som skabte arbejdspladser til et 5-cifret antal mennesker såvel til vands som til lands.

Fiskepresset var imidlertid så hårdt, at torskefiskeriet på bankerne ud for Newfoundland pludselig var en saga blot. Trods efterfølgende totalfredning af torskene er 30.000 mennesker stadig arbejdsløse, da torskebestanden helt enkelt ikke kan komme sig. Så langt har den været fisket ned.

Nu frygter man som bekendt for, at det samme er ved at ske i Nordsøen – forårsaget af EU’s store fiskerinationer, hvortil også Danmark hører. Fiskeriet er derfor underlagt skrappe bestemmelser, som imidlertid ikke ser ud til at være skrappe nok.

Under alle omstændigheder fik dette hurtigt interessen for den nye DNA-teknik fokseret på torskene i Nordsøen. – For hvorfra kom de? – Var der forskellige bestande, som gydede på forskellige steder? – Og blandede de sig siden som laksene på opvækstpladserne?

Det har længe været kendt, at torsken fra Island vandrer nordpå til Grønland for at gyde. Torskelarverne følger siden passivt Irmingerstrømmen tilbage til Island, hvor de siden vokser op.

Det har også længe været kendt, at der i mange norske fjorde findes meget isolerede torskebestande, som lever hele deres liv på meget afgrænsede områder. Torsk er altså ikke bare torsk, men kan opføre sig meget forskelligt og træffes på mange forskellige steder i løbet af deres livscyklus.

DNA med forskelle

Det er komplicerede forhold som disse, der gør det svært at fastsætte fiskekvoter på et solidt grundlag. Fiskere og biologer har da også i årevis skændtes om kvoternes størrelse. Fiskerne siger, at de kan fange lige så mange torsk, det skal være. Så mange er der, og derfor er der ingen grund til små kvoter.

Biologerne derimod kan fortælle, at bestanden af gydemodne fisk – dem, der skal føre slægten videre – er under det kritiske niveau, der skal til for at opretholde bestanden, og har været det længe.

Men da man hidtil ikke har kunnet fastslå, hvorfra fangsterne kommer, og hvilke bestande fiskene tilhører, har dette slagsmål været frugtesløst.

Indtil nu, forhåbentlig. Med den nyudviklede teknik er det nemlig lykkedes at isolere og identificere DNA-materiale fra de tre hovedbestande af torsk i Nordsøen. Det viste sig hurtigt, at netop torsken er meget velegnet til den nye DNA-analyse.

Under udvikling af metoden indsamlede biologerne materiale fra torskebestande i Barnetshavet, Nordsøen og Østersøen. Deres DNA er nemlig så forskellig, at man i dag – ud fra test af blot 3-5 fisk – med sikkerhed kan bestemme, hvorfra en given torskefangst stammer.

Fiskerne kan nu ikke længere påstå, at fiskene stammer fra et andet område end det, de blev fanget i. Det kan en DNA-test hurtigt fastslå.

Samtidig kan biologerne nu fastslå, om der i et givet område findes torsk af flere forskellige stammer. Torsk, hvoraf nogle måske stammer fra truede bestande, som ikke tåler befiskning. Eller torsk af en særligt livskraftig stamme, som godt kan tåle et rimeligt fiskepres.

Erfaringerne fra Newfoundland viser med al ønskelig tydelighed, at en bestand aldrig må fiskes helt i bund. Da kan den være så langt nede, at den helt enkelt ikke kan retablere sig, menmåske er tabt for altid. En værdifuld ressource er dermed gået tabt, hvilket jo på lidt længere sigt er et kolossalt spild.

Andre fiskearter

Også andre fiskearter end lige den økonomisk vigtige og økologisk truede torsk kan identificeres med den nye DNA-metode. Således har man allerede udviklet metoden til at omfatte laks, ørred og snæbel.

Man har i vid udstrækning brugt den til at skelne mellem oprindelige vildlaks og så undslupne tamlsks fra fiskeopdrættet, der blander sig med vildlaksene på gydepladserne og dermed forårsager en genetisk udvandning af den oprindelige vildlaks’ arvemateriale.

Det var også den nye DNA-metode, der for nogle få år siden kunne fastslå, at der – i modsætning til, hvad mange mente – stadig findes rester af oprindelige vildlaks i flere vestjyske vandløb. Som derfor nu er underlagt speciel beskyttelse og bevågenhed.

Man har også brugt metoden til at skelne mellem forskellige bestande af pighvar i Nordsøen og Østersøen. Netop pighvarren er kendt for at være ganske stedbundet, men alligevel finder der i grænseområderne en del opblanding af stammerne sted.

Det har da også vist sig at være omkring dobbelt så svært at skelne mellem forskellige bestande af pighvar som mellem forskellige bestande af torsk. Således kræves der et større antal pighvarrer for en sikker bestemmelse.

Alligevel kan man med 80% sikkerhed henføre en enkelt testet pighvar til dens oprindelse. Hvilket egentlig er ganske godt klaret. Det viser med al ønskelig tydelighed, at vi her står med en ny metode, der i fremtiden kan få meget stor betydning for fiskeribiologien. Som kan gøre det muligt at fastsætte kvoter for forskellige fiskearter på et grundlag, som selv erhvervsfiskerne må bøje sig for!

Det kan man da kalde et fremskridt, og det kan vi som danskere da være ganske stolte af. Fremover forventes det nemlig, at samtlige marine fiskearter af interesse vil kunne bestemmes efter den nye DNA-metode.

© 2002 Steen Ulnits