Et spørgsmål om proportioner

2002 blev året, hvor man målte de største iltsvind og den mest omfattende fiskedød i de 25 år, der er foretaget målinger. Striden raser om, hvem der egentlig har skylden. – Er det landbruget?

13578-6

“Dansk landbrug frygter panikindgreb efter iltsvind”. Sådanne overskrifter har man kunnet læse i dagspressen i den seneste tid, hvor der næsten daglig har været omtale af det mest omfattende iltsvind i 25 år – trods hele to velmenende, men ineffektive vandmiljø-handlingsplaner.

Der er ingen tvivl om, at årets iltsvind er blevet så omfattende af klimatiske årsager. dels har vi haft ekstraordinær megen nedbør i januar og februar, der gjorde det nødvendigt for landbruget at gøde ekstra meget. Og dels kom der igen i juni og juli en periode med voldsom regn – efterfulgt af en meget lang og varm sommer.

Der er til gengæld heller ingen tvivl om, at katastrofens omfang skyldes den massive belastning af de indre danske farvande med kvælstof – primært fra landbruget. Nu påstår dansk landbrug så – ganske rigtigt – at landbrugets bidrag til kvælstofudledningen kun udgør 10-20% af den samlede udledning til Kattegat.

Argumentet lyder videre, at landbruget derfor ikke skal pålægges yderligere restriktioner for kvælstofsvineriet – når de nu kun svarer for 10-20% af den samlede udledning.

De indre danske farvande

De seneste beregner fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) giver følgende billede af kvælstoftilførslen til Kattegat, som mere og mere ligner et dødt hav. Torskene er helt væk, og iltsvindet breder sig dag for dag. Tallene er fra perioden 1989-1996:

Danmark: 60.000 tons kvælstof (20%)
Sverige: 24.000 tons kvælstof (8%)
Tyskland: 13.000 tons kvælstof (4,5%)
Udvaskning fra Østersøen: 150.000 tons kvælstof (51%)
Atmosfærisk nedfald: 45.000 tons kvælstof (15,5%)

Det ses således, at Danmark er den næststørste kvælstofforurener af Kattegat. Det ses også, at godt halvdelen af al tilført kvælstof stammer fra de baltiske lande, hvis floder fører massive mængder kvælstof ud i Østersøen, hvis vand igen sluses ud gennem de danske sunde og bælter.

Landbruget “glemmer” imidlertid i sin argumentation for ikke at gøre yderligere, at selv om dette holder for Kattegat som en samlet enhed, så gælder det slet ikke vore lukkede fjordområder, hvor landbruget står for op mod 80% af den samlede kvælstofudledning. Jævnfør Mariager Fjord, der som bekendt afgik ved døden i 1997 – som følge af varmt vejr og udledning af næringssalte fra det omkringliggende landbrug. Dette ifølge beregninger foretaget af Nordjyllands Amt.

Skulle man føre landbrugets argumentation helt ud i sin videste konsekvens, så behøver landbruget vel slet ikke gøre noget ved forureningen. På verdensplan udleder dansk landbrug jo en så mikroskopisk del af den samlede kvælstofmængde, at den næppe kan måles…

Senest har man fra Odder Kommune meldt, at man her risikerer at stå uden rent drikkevand, dersom der ikke gøres noget ved landbrugets forurening af grundvandet. Således har kommunen måttet lukke hele 23 vandværker – de 17 af dem på grund af nitratforurening fra landbruget.

De ydre danske farvande

Iltsvindet i de indre danske farvande nåede i 2002 et omfang, hvor mere end 8.000 kvadratkilometer havbund var ramt af iltsvind. Det svarer til godt en sjettedel af Danmarks samlede areal. Værst stod det til i farvandet omkring Fyn, Vejle Fjord, syd for Samsø, Århus Bugten, Mariager Fjord og det sydlige Kattegat.

Fra flere sider har det som sagt været forfægtet, at landbrugets reelle bidrag til kvælstofforureningen er mindre end hidtil antaget. At langt større mængder tilføres udefra – via Østersøen og Skagerak. I den forbindelse har Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) netop offentliggjort tal for tilførslen til og fra disse vandområder. Der er tale om transport både til og fra disse områder, og tallene gælder perioden 1980-1989:

Fra Østersøen til Bælthavet: 367.000 tons kvælstof
Fra Bælthavet til Østersøen: 215.000 tons kvælstof
Netto tilføres der således årligt 152.000 tons kvælstof fra Østersøen til Bælthavet
Men vandet skal jo videre ud gennem de danske farvande. Og da ser regnestykket sådan ud:
Fra Kattegat til Skagerak: 567.000 tons kvælstof
Fra Skagerak til Kattegat: 394.000 tons kvælstof
Netto forsvinder der således årligt 173.000 tons kvælstof ud af Kattegat til Skagerak

Regner man lidt videre på disse tal, må der nødvendigvis ske en årlig reduktion af kvælstof i de indre danske farvande, nemlig differencen mellem det, der udføres til Skagerak og det, der tilføres fra Østersøen. Altså 173.000 minus 152.000 tons lig 21.000 tons.

Set i dette perspektiv er vi altså på rette vej, omend meget langsomt. Og kun hvis tallene holder vand. Imidlertid arbejder klimaet jo i modsat retning, hvorfor det alene af denne grund bliver nødvendigt med yderligere reduktion af udvaskningen.

Fra flere sider bruges store kræfter på at forklare, hvordan ekstraordinære meteorologiske forhold stod bag iltsvindene specielt i Mariager Fjord i 1997 og generelt i de indre danske farvande i 2002. Faktum er imidlertid, at vejret har forandret sig – ikke et ord om drivhuseffekt og global opvarmning her – og at vor forvaltning af vandmiljøet naturligvis må forandre sig tilsvarende.

Med mindre vi da blot accepterer, at vi med en landbrugsproduktion som den nuværende og kommende ikke også er i stand til at holde liv i vore hav- og fjordområder.

Guderne forbyde noget sådant. Tendenserne er der dog.

© 2002 Steen Ulnits