Forfatterarkiv: Steen

Dyrlægen død

“Den tovlige dyrlæge” alias Preben Torp Jacobsen døde den 12. marts 2004 efter længere tids sygdom, 81 år gammel.

I løbet af sine otte årtier lykkedes det den tovlige dyrlæge at opdrage en hel generation af fluebindere og fluefiskere – ikke blot i Danmark, men også i det øvrige Skandinavien. Det lykkedes ham til sidst også at få sit helt eget TV-program, hvilket glædede ham meget og for alvor gjorde ham landskendt som den “den tovlige dyrlæge”.

Fluebinderen Preben Torp Jacobsen er nok ham, de fleste danske lystfiskere kender. Det var i hvert fald ham, jeg først stiftede bekendtskab med. Sirlige finesser og finurlige materialer – dem var Torp altid god for. Blandt de mere eksotiske materialer var uld fra køer med kobbermangel, hvilket jo ikke sådan lige er at skaffe fra postordrefirmaerne. Men Torp havde som dyrlæge direkte adgang til de sjældne råvarer og gjorde god brug af dem!

Interessen for fluebinding resulterede i 1976 i udgivelsen af “Fluebinding”, som er et absolut must for fluebindere med hang til binding af klassiske fluer med klassiske materialer. Den har et herligt aflangt format, som tillader, at bogen kan ligge åben, mens man binder. Den oprindelige paperback blev i 1978 erstattet med en hardcover udgave.

Torp var mest til naturens egne materialer, og det fik ham til i en årrække at opdrætte egne høns, så han altid havde hackler i de rette farver og den rette kvalitet. Som uddannet dyrlæge med speciale i fjerkræ lå hønseavl da også lige for.

Bogudgiveren Preben Torp Jacobsen kender vi nu fra flere udgivelser fra “Flyleaves” – Torps eget forlag. Hans første bog “Tørfluefiskeri” fra 1965 udkom ganske vist på Grafisk Forlag, men siden var det “Flyleaves”, der udgav bøgerne – alle illustreret med Torps egne sirlige og instruktive tuschtegninger.

Nogen stor kunstner som forbilledet Svend Saaabye var han definitivt ikke, men han kunne formidle, hvad han ville med sin spinkle streg. I 1978 genudgav han “Tørfluefiskeri” på eget forlag – i en stærkt revideret udgave, som er blevet en klassiker på området.

Torps interesse for at skrive og udgive bøger stammede fra hans egne bibliofile tilbøjeligheder. Han havde således gennem årene opbygget en stor samling af fiskelitteratur og garnerede ofte både artikler og bøger med velvalgte citater fra disse. At kalde ham belæst inden for den klassiske fluefiskelitteratur er en stærk underdrivelse.

Stangbyggeren Preben Torp Jacobsen er der ikke så mange, der kender til. Torp var livet igennem fascineret af håndbyggede splitcanestænger, og i en relativt høj alder gik han i gang med at bygge sine egne stænger selv. Han indrømmede dog, at de aldrig blev i verdensklasse, men han havde det sjovt og eksperimenterede med alskens taperinger, hærdninger og meget mere.

En enkelt lille bog kom der sågar også ud af stangbyggeriet, og man må formode, at Prebens hjemmebyg fremover vil blive guf for samlere med hang til håndbyggede splitcanestænger bygget af kändiser som PTJ.

Bladudgiveren Preben Torp Jacobsen er relativt ukendt, men nok så vigtig. Således var vi en halv snes skandinaver – to danskere og otte svenskere – der en forårsdag for efterhånden mange år siden samledes i Prebens hus i Nørager. Han var netop blevet skilt, men savnede nu ikke kvindeligt selskab af den grund. I forbindelse med skilsmissen spøgte han med, at det heldigvis var lykkedes ham at holde sine to elskede, amerikanske og flammehærdede Paul Young-stænger helt uden for bodelingen. Heldigvis, for det var dem, han holdt mest af, og dem, der nok var mest værd i hele boet!

Under denne skandinaviske weekend grundlagde vi det, der i dag er tidsskriftet “Flugfiske i Norden”. Et interskandinavisk blad om fluefiskeri, der er enestående ved at have alle artikler trykt på et af originalsprogene dansk, svensk eller norsk. Noget, som vi danskere måtte kæmpe hårdt for i det stærkt svensk dominerede forum!

I lang tid herefter havde Preben sin egen faste spalte i FiN, som det kaldes i daglig tale – i form af hans “Brev fra Preben”. Han blev dog grundigt sur på en af de første redaktører og trak sig efterfølgende tilbage fra det faste medarbejderskab. Men “Flugfiske i Norden” er nu på vej til sit 25 års jubilæum – stronger than ever – og det kan vi ikke mindst takke den tovlige dyrlæge for.

Charmøren Preben Torp Jacobsen kendte vi alle til – fiskere såvel som ikke-fiskere, mænd som kvinder. Torp var en livsnyder af de store. Ud over fluefiskeriet holdt han af god mad, gode vine, single malt whisky – og gammelost. Jo ældre desto bedre!

Faktisk var kærligheden til gammelost så stor, at han gerne kørte mange kilometer for at få en bid, hvis han havde vejret en ny Gamle Ole hos venner og bekendte med samme svaghed som ham selv. Altid ledsaget af en passende dram, forstås!

Torps livsglæde gav sig også udslag i, at han var forelsket til det sidste. Han besøgte sin udkårne, så tit det var muligt, og tog på lange udlandsrejser med hende. I det hele taget opførte han sig som en nyforelsket teenager, og det var netop det, der kendetegnede Torp: Et evigt engagement. Han brændte for alt, han beskæftigede sig med, og gjorde aldrig noget halvt.

Lapsen Preben Torp Jacobsen var af nyere dato. På det sidste blev Preben lidt eksotisk i sit tøjvalg. Storternede bukser og skjorter i bedste amerikanske stil dukkede op ved festlige lejligheder – gerne specialsyede, så de passede til hans tiltagende korpus og pondus. Sidste skud på stammen var en afrikansk hat, som man ikke kunne undgå at lægge mærke til. “Jeg elsker opmærksomhed”, sagde han da også til sit forsvar, og tøjvalget sikrede ham al den opmærksomhed, han måtte ønske.

Nogle kunne ikke lide den tovlige dyrlæges facon og misforstod ham derfor. Men de skal vide, at der under en til tider lidt brysk facade bankede et hjerte af guld. En mand med meninger, som han altid stod ved og kunne argumentere for.

Den tovlige dyrlæge blev begravet med stil – iført sin elskede fiskevest og klar til nye eventyr ved de evige fiskevande.

Der kommer aldrig en anden som ham.

Militært fiskeri

Forsvaret råder i Danmark over store arealer, som offentligheden kun sjældent udnytter. Heriblandt adskillige gode fiskevande. Tænk blot på Skjern Å ved Borris, Oksbøl-lejren med Omme Å og Karup Å ved Skive og Karup.

Skjernå ved Borris

Imidlertid tror de fleste, at der aldrig er adgang på disse arealer, som bruges til blandt andet skydeøvelser. Men det er der rent faktisk. For militæret har pligt til at åbne arealerne for offentligheden i det omfang, man ikke selv skal bruge dem. Der er dog ikke adgang, dersom arealerne huser radarstationer, våbenlagre, landingsbaner, nedslagsområder på skydeterræner og tilsvarende. Det siger sig selv.

Men en meget stor del af forsvarets mere end 33.000 hektar er der regelmæssigt fri adgang til. For på forsvarets militære områder gælder nemlig samme adgangs- og færdselsregler som i statsskovene heriblandt at man naturligvis ikke har adgang, når der er jagt, skydeøvelser eller andre potentielt farlige aktiviteter.

Mange af militærets arealer har været i forsvarets eje i årevis, og de er derfor blevet friholdt for det hårdhændede moderne landbrug og dets brug giftige sprøjtemidler. Resultatet er, at der i dag er et rigt dyre- og planteliv på mange af forsvarets øvelsesarealer, hvor man blandt andet kan finde sjældne orkideer.

Ny strategi for naturbeskyttelse

I 2003 anlagde Forsvarsministeriet en helt ny strategi for den samlede indsats på miljø- og naturbskyttelsesområdet. Således skal der nu udarbejdes drifts- og plejeplaner for samtlige af forsvarets områder. Faktisk er det danske forsvar så langt fremme på dette felt, at det amerikanske militær har forhørt sig om vores erfaringer på området med henblik på at gøre noget tilsvarende i USA. Det er da lidt af en cadeau til det danske forsvar, må man sige.

Den ansvarlige kommandant på det enkelte militærareal har pligt til at udarbejde et ordensreglement, så offentligheden har noget konkret at rette sig efter. Nogle arealer har allerede en hjemmeside, man kan klikke sig ind på andre er under udarbejdelse. Vil man være helt sikker, ringer man direkte til kommandanten og spørger til fiskemulighederne.

Herunder følger en alfabetisk oversigt over de mange forskellige militærområder i Danmark:

Jylland:

Albæk
Bangsbo
Borris
Brinkhus
Finderup
Flyvestation Skagen
Haderslev
Halk
Hanstholmlejren
Hevring
Holstebro
Karby Odde
Karup
Klitmøller
Kær Vestermark
Nymindegab
Nørre Uttrup
Oksbøl
Rømø
Skive
Skrydstrup
Sødring Kær
Søgårdlejren
Tranum
Varde
Vorgod Skov
Ålborg

Fyn:

Aborg
Hyby Fælled
Højstrup

Sjælland:

Aflandshage
Antvorskov
Bredetved
Høvelte/Sandholm
Jægerspris
Melby
Næstved
Sjællands Odde
Sjælsmark
Stold
Svælgsgård/Tune
Vedbæk
Vester Egesborg
Vordingborg/Kulsbjerge
Værløse

Bornholm:

Almegård
Raghammer

En NOBEL fisker

Jeg har besøgt den danske Nobelpristager fra Århus, Jens Christian Skou, som med sine 85 år stadig er en meget aktiv lystfisker.

Det er de færreste danskere forundt at få en vej opkaldt efter sig – i levende live. Nogle har forsøgt at købe sig til det, men uden held.

Men for én mand er det lykkedes – i levende live og endda uden at gøre noget målrettet for det. Det er naturligvis Jens Christian Skou, som for seks år siden modtog den fornemste pris, nogen forsker kan få – Nobelprisen.

Det var i biokemi, som Skou har forsket i siden de tidlige år som hospitalslæge. Det lykkedes ham nemlig at identificere den universelle Natrium-Kalium (Na-K) pumpe, der findes i alle levende celler, og som står for reguleringen af cellens indre miljø – det osmotiske tryk, hvis man vil bruge det korrekte udtryk.

Det var Skous store interesse for lokalbedøvende midler, der ledte ham på sporet af Na-K pumpen. – Hvad var det dog, der skete på celleniveau, når man bedøvede væv før en operation? Som ung læge kom Skou nemlig i turnus på Hjørring Centralsygehus, hvor han hurtigt fik lov til at operere. Og bedøvelsen fascinerede den unge Skou.

Det blev til omkring 25 blindtarmsoperationer, da stedets kirurgiske overlæge nemlig havde mange andre gøremål. Det var i 1944, hvor englænderne kastede våben ned over Nordjylland, og de skulle jo samles op. Imens måtte den unge kandidat så operere på livet løs. De betændte blindtarme skulle jo ud!

Detektivarbejdet

Det vil føre alt for vidt at komme nærmere ind på forskningen, der førte til Nobelprisen. Den tog adskillige år og lader ikke detektivarbejdet i CIA, FBI og KGB det mindste efter. Blot skete forskningen på molekylært plan og i laboratoriet.

Mange var kikserne, og flere gange var Skou på nippet til at opgive. Men hver gang dukkede der nyt op, som fik ham til at gå videre. Og efterhånden dannede der sig et billede af mekanismen bag den lille Na-K pumpe, som efterhånden blev identificeret. I 1957 fik han så publiceret den artikel i et anset hollandsk videnskabeligt tidsskrift, der for alvor placerede Jens Christian Skou i den forskningsmæssige verdenselite.

Men der skulle gå rigtig mange år, førend opdagelsen havde bundfældet sig og dens konsekvenser for senere forskning fremstod klart. I mellemtiden forskede Skou ufortrødent videre, raffinerede metoder og kortlagde yderligere sammenhænge.

I 1997 kom så telefonopringningen fra Nobelkomitteen, der skulle forandre Skous fremtidige liv og virke. Han var blevet tildelt den fornemme pris og gik nu ind i en lang periode med masser af virak om hans person – noget, der slet ikke passer den lidt sky Skou. De mange, mange interviews og forelæsninger, han fremover kom til at give og holde, gik også ud over den aktive forskning.

Men det er prisen for prisen, og i dag – knap syv år senere – har Skou da også pensioneret sig selv som forsker på eliteplan. Han har dog stadig sit kontor på Århus Universitet, og han kommer da også næsten hver dag. Men med 85 år syntes han efterhånden godt, han kunne tillade sig at gå på pension at bruge mere tid på andre interesser og hobbies end lige netop biokemien.

Livet som lystfisker

En af de helt store interesser er lystfiskeriet. Jens Christian Skou er dog ikke lystfisker fra barnsben af, selv om han allerede i en meget ung alder fangede sine første makreller fra den jyske vestkyst. Familien havde nemlig sommerhus ved Vesterhavet nær Lemvig, og hver sommer kom store stimer af fede makreller helt ind under land i deres jagt på sild og brislinger.

– Da kunne man fange alle de makreller, man orkede, med bambusstang, snøre og en krog omviklet med sølvpapir, husker Skou.

Interessen for lystfiskeri kom dog først til langt senere – da han sammen med sin nuværende hustru købte en sommerhusgrund på Mols. En pragtfuld grund direkte ud til Ebeltoft Vig. Det var i 1970, hvor der på grunden stod en lille beskeden jagthytte.

Året efter søgte de om tilladelse til at bygge et sommerhus på grunden. Tilladelsen var nødvendig, da grund og hus jo lå inden for den byggefri 100 meter zone, der gjaldt dengang. Tilladelsen kom i hus – underskrevet i selveste statsministeriet. En skriftlig tilladelse, som familien Skou passer endog meget godt på!

Et dejligt træhus med en bedårende udsigt over vandet blev bygget, og en lille sejlbåd kom også til. Livet igennem havde Skou været meget til friluftslivet – til blandt andet sejlsport, som han dyrkede fra barnsben. Således havde han sammen med sin broder haft en sejlbåd helt fra 1940.

Det samme gjaldt skisporten, som også tog megen tid. Først i 1998 – efter 70 år på brædderne og løjperne – lagde Skou skiene på hylden. Et brækket ben i den alder var ikke lige det, han havde mest brug for. Det ville ikke mindst hustruen Ellen-Margrethe vide, der har en baggrund som sygeplejerske.

Sejlsporten var tidligere blevet stillet i bero, da samme hustru let bliver søsyg. Men med det nye sommerhus og vandet lige uden for døren stak Skou atter til søs. Her var et nyt revir – en helt ny verden, der skulle udforskes med båd og fiskestang.

Fisk var der masser af i 1970’erne. Man kunne fange alle de torsk, man ville, og der var krabater imellem. Ikke mindst var der dengang store torsk på dybderne ud for Sletterhage. Og satte man garn i Ebeltoft Vig, manglede der aldrig rødspætter til middagsbordet – hverken ens eget eller naboernes.

– Flere gange måtte pigerne rundt i nabolaget for at afsætte alle de fisk, vi fangede, husker Skou, der i parentes har to døtre sammen med hustruen.

Fisk på pumperne

Det kan være svært for almindelige dødelige at fatte, hvilken opdagelse Jens Christian Skou egentlig fik prisen for: Natrium-Kalium pumpen.

Som fiskeinteresserede må vi nøjes med at konstatere, at lige netop de små Na-K pumper er altafgørende for fisk, der skal kunne opretholde en konstant indre saltbalance i havvand af højere koncentration end deres egen kropsvæske.

Således oplever de små laks og havørreder en massiv opblomstring af netop Na-K pumper i gællevævet, førend de som færdigudviklede smolt er rede og i stand til at klare skiftet fra ferskvand til saltvand.

Det var da også fisk, der blev brugt i arbejdet med at identificere og forstå denne universelle pumpemekanisme. Jagten var nu gået ind på stoffet acetylcholinesterase, der findes i elektriske ål fra Amazonas. De var i sagens natur ikke lette at få fat i, men Jens Christian Skou fik en god kontakt i USA. Som ung læge tog han derfor til USA i 1953 for at mødes med en forskerkollega.

Han sejlede over Atlanten fra Amsterdam, hvilket dengang tog hele 11 dage, hvoraf skibet lå underdrejet i en storm i et helt døgn. Fra New York gik turen til Boston – nærmere betegnet til det verdensberømte Woods Hole Oceanographic Institute, hvor forskere fra hele verden allerede dengang flokkedes.

Et af stedets trækplastre var adgangen til friske blæksprutter, hvis gigantiske nervefibre – kæmpeaxoner – gav og stadig giver enestående muligheder for vævsundersøgelser i en størrelsesorden, der er bekvem at håndtere. Opholdet på Woods Hole var en stor oplevelse for den unge og håbefulde dansker, som her ivrigt studerede det store bibliotek og mødte mange spændende kolleger.

Krabber i kog

Hjemme igen i lille Danmark måtte Skou se sig om efter nye forsøgsdyr. Blæksputter var ikke lette at få tag i, men krabber var der til gengæld mange af. Uheldigvis var de ikke lette at aflive. Slog man dem med noget tungt, løb de enten videre – eller sad i knust tilstand helt oppe på loftet…

Kogende vand viste sig som den hurtigste og bedste måde at aflive krabberne på, men Skous eksperimenter fik mange kommentarer med på vejen. Ingen var således det mindste i tvivl om, hvornår den kommende Nobelpristager var i gang med sine forsøg. Stanken på instituttet var ikke til at overse…

Hurtigt samlede interessen sig dog om nyrevæv, som har en meget stor koncentration af netop Na-K pumper. Men nyrevæv er stærkt sammenfoldet og dermed svært at håndtere i laboratoriet. Det fik Skou til at kigge sig om efter forsøgsdyr med dårligt udviklede nyrer – dyr, som derfor måtte have andre mekanismer til regulering af saltbalancen.

Her faldt han over den store sildehaj, der kompenserer for sine dårligt udviklede nyrer med et speciel gatkirtel, som udskiller overskydende salte. Her var et let håndterbart væv med masser af Na-K pumper.

Jens Christian Skou holder som nævnt af livet udendøre og på havet. Det var derfor helt naturligt for ham at tage til Skagen, hvor han fik kontakt til en professionel hajfisker. Sammen tog de ud på havet, satte kilometerlange krogliner og fyldte efterfølgende båden med store sildehajer, hvis gatkirtler snart havnede i Århus!

Skou havde nu væv til mange forsøg, men det stod klart, at sildehajen ikke altid var lige let at få fat i. Han fandt da ud af, at en anden hajart – den lille pighaj, der hos fiskehandlerne sælges som “kongeål” – forekom i langt større mængder og altid var til at få fat i. Han tog derfor til Agger på den jyske vestkyst og sikrede sig stabile leverancer af gatkritler fra pighajer til sin forskning.

Det er således i høj grad fisk, der har bragt Jens Christian Skous forskning så vidt, at den til sidst belønnedes med Nobelprisen!

Den Permanente havørred

Er man århusianer, kender man også Den Permanente – badeanstalten lige nord for havnen. Et sted, som året rundt tiltrækker mange storbyboere. Nogle dyrker vinterbadningens glæder – andre svinger fiskestangen fra stensætningerne langs kystbanen.

Da Jens Christian Skou med frue i sin tid købte hus i Risskov, fik han let adgang til vandet ved Den Permanente. Det var nu inden for gåafstand og blev ofte udforsket med fiskestangen. Dengang kunne man endnu være alene om fiskeriet, og dengang kunne man næsten altid fange sig en ret torsk fra stranden.

Så en dag rykkede det lidt hårdere end sædvanligt. En fisk kæmpede iltert for sit liv, og da den kom ind, gik det op for Skou, at han havde fanget sit livs første havørred!

Fisken var halvmeterlang og sølvblank. Hjertet hamrede i brystet på den nybagte havørredfisker, som skyndte sig til nærmeste telefon for at ringe til sin kone og fortælle hende om bedriften.

– Hun var imidlertid ikke hjemme, men besøgte venner ude på Fødselsstiftelsen, husker Skou. Ellen-Margrethe Skou bekræfter i baggrunden, at begejstringen var aldeles ægte, og supplerer med, at fisken siden blev spist sammen med gode venner. En værdig afslutning for en ellers permanent havørred!

Det skulle ikke blive den sidste havørred, som Jens Christian Skou blev banemand for. Efterfølgende var det i høj grad havørrederne i Ebeltoft Vig, der måtte holde for, og af dem havnede mange siden oppe på køkkenbordet i sommerhuset ved Fuglsø.

Tidlig trolling-fisker

Her tog Skou sin videnskabelige indfaldsvinkel til tingene og trang til eksperimenter med ud på vandet:

– Jeg havde en idé om, at havørrederne skulle søges ude på dybt vand, når vandet var varmt om sommeren.

– Jeg riggede derfor en stang til med en af mine store torskepirke, som kunne komme ned i dybet. Efter pirken bandt jeg et stykke line med en lille Mepps spinner. Det hele trak jeg siden efter båden.

Teknikken virkede, hvilket Skou dokumenterer med et billede af en flot havørred i 4 kg’s klassen – en af hans første fisk fanget under trolling, hvilket dengang var et næsten helt ukendt fænomen herhjemme.

Siden fattede han interesse for åfiskeri og fluebinding. Tidligt fascinerede det ham, at man af hår og fjer kunne frembringe fluer, der kunne lokke fisk i fordærv, og tidligt begyndte han derfor at binde sine egne fluer.

Hurtigt kom selve fluefiskeriet til. Skou købte sågar en fluestang med tanke på at bruge den i saltvand, hvilket i 1960’erne også var et næsten ukendt fænomen herhjemme. Senere tog han kurser i fluefiskeri på først Bornholm og siden Samsø, hvor jeg selv havde fornøjelsen at undervise ham på højskolen for et par år siden.

Ellen-Margrethe Skou var efterhånden ikke så begejstret ved tanken om, at hendes mand med sin relativt høje alder skulle rende alene omkring ved vandet. Sæt nu, han faldt og ikke kunne komme op igen! Bedre blev det ikke, da Skou fik lidt småproblemer med hjertet. Da blev fruen for alvor nervøs.

Jens Christian Skou konsulterede efterfølgende en hjertelæge på Skejby, som moniterede ham og fandt problemet harmløst. Faktisk mente han, at det nok mest var fruen, der havde et problem. Hjertelægen løste derfor sagen ved at udskrive en recept på en mobiltelefon, så Skou kunne ringe hjem fra fisketuren!

“Gråsejen”

En dag midt i 1990’erne sad Skou og læste avisen. Han faldt da over en meget interessant annonce, hvor man søgte pensionister til en fiskeklub, så man sammen kunne tage ud at fiske.

– Det var lige noget for mig, husker han og reflekterede straks på annoncen. En håndfuld interesserede mødtes og stiftede det, der i dag er “Gråsejen” – en fiskeklub for pensionister, der er både grå og seje. Hver onsdag om vinteren mødes man og binder fluer, reparerer grej, snakker fisk eller kigger fiskebilleder. Hver onsdag om sommeren tager man ud at fiske!

Det var på en af disse fisketure, som gik til Gudenåen i efteråret 2002, at de gråseje fiskere fra Århus løb ind i et sandt fiskeeventyr:

– Vi var tre mand afsted til Jernbanesvinget ved Langå, og mine to medfiskere havde allerede landet henholdsvis en laks og en havørred.

– Så blev det min tur, og mit held var, at denne laks var større end de andres fisk, smiler Jens Christian Skou med slet skjult tilfredshed.

Fisken vejede flotte 5,3 kg – en hunfisk fyldt med rogn. Sæsonen lakkede jo mod enden, og gydetiden nærmede sig.

– Den skulle nok have været sat ud igen, men jeg så først de store rognsække, da jeg kom hjem med fisken.

Fisken tog en hjemmebundet Mickey Finn flue og gav for alvor smag på mere laksefiskeri. I 2003 gik turen så til Norge, hvor den store lakseelv Namsen måtte lægge vand og laks til 10 personers fiskeri i 14 dage.

Solen bagte ned, så de korte bukser måtte frem og tiden mellem fiskepassene tilbringes på skyggefulde steder langs elven. Det lykkedes Skou at tabe en stor laks i den hårde strøm, inden han fik en mindre grilse på 1,5 kg sikkert på land og med hjem i fryseren.

En ny laksefisker var født – endda en Nobel én af slagsen!

Skou-skilt

Danske Nobelpristagere gennem tiden

Som det fremgår af nedenstående liste, så har vi her i Danmark stolte traditioner for Nobelpristagere. Ikke mindst på områderne medicin, fysik og litteratur er vi stærkt repræsenteret:

1903: Niels Finsen, medicin
1908: Fredrik Bajer, fredsarbejde
1917: Karl Gjellerup, litteratur
1917: Henrik Pontoppidan, litteratur
1920: August Krogh, medicin
1922: Niels Bohr, fysik
1926: Johannes Fibiger, medicin
1943: Henrik Dam, medicin
1944: Johannes V. Jensen, litteratur
1975: Aage Bohr, fysik
1975: Ben Mottelson, fysik
1984: Niels Kaj Jerne, medicin
1997: Jens Chr. Skou, kemi

Jens Christian Skou til venstre – Steen Ulnits til højre

Kystfluekursus – Højskolen på Samsø

April 2002

Lomborg-sagaen fortsat…

Gengivet med tilladelse fra Mette Dreyer

20. februar 2004:

Det kan blive svært at finde kvalificerede forskere, der vil sidde i bestyrelsen for regeringens og Bjørn Lomborgs miljøinstitut. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Flere forskningsråd overvejer nemlig, om de overhovedet vil indstille nye kandidater til bestyrelsen. Den faglige troværdighed i Institut for Miljøvurdering (IMV) er nu for alvor truet.

Det er landets forskningsråd, som typisk udpeger kandidater til bestyrelsen. Det er dem, der skal være garanter for den faglige kvalitet. Men disse forskningsråd overvejer nu, om de i fremtiden overhovedet vil indstille nye medlemmer. IMV’s ry er efterhånden så blakket, at mange seriøse forskere ikke længere vil forbindes med dette politisk udtænkte institut.

Tre medlemmer, som forsknings rådene tidligere har indstillet, valgte således at forlade bestyrelsen for det omstridte miljøinstitut i protest. Tidligere i år trak nu afdøde professor Poul Harremoës sig ligeledes i protest fra bestyrelsen i IMV.

“De medlemmer af bestyrelsen, vi har indstillet og har haft tillid til, kan øjensynlig ikke længere stå inde for, hvad der sker på instituttet”, sagde formanden for Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd, professor lic.scient. John Renner Hansen fra Københavns Universitet, til Morgenavisen Jyllands-Posten. Derfor vil han nu bede om en skriftlig forklaring fra de afgående bestyrelsesmedlemmer, inden rådet tager stilling til, om det vil indstille andre.

“Som det ser ud lige nu, føler vi ikke, at forskningsdelen er i orden. Der skal måske foretages ændringer på instituttet, inden vi kan pege på nogle nye bestyrelsesmedlemmer”, sagde John Renner Hansen til Jyllands-Posten.

Formanden for Statens Jordbrugs- og Veterinærvidenskabelige Forskningsråd, Per Kudsk, er af samme opfattelse:

“Vi er nødt til at vurdere, om det overhovedet giver nogen mening, at vi er repræsenteret i bestyrelsen. Hvis forskerne føler, at man går langt ud over, hvad der er beskrevet i instituttets formål, så er det væsentligt. Derfor må vi revurdere vores holdning, før vi eventuelt indstiller nye medlemmer til bestyrelsen”, fastslår Per Kudsk. Han henviser til, at de tre angiveligt forlod bestyrelsen i protest mod, at der bruges alt for store ressourcer på at afholde en konference om klodens største problemer.

IMV’s hidtidige formand, Ole P. Kristensen, der i sin tid blev udpeget af regeringen som bestyrelseformand i en bestyrelse uden medlemmer og som siden enerådigt udvalgte sin egen gamle elev Bjørn Lomborg til leder af instituttet – uden mulige modkandidater – agter nu også selv at udtræde af bestyrelsen. Han giver ingen begrundelse, men afviser dog kritikken fra forskningsrådene:

“Det er ganske enkelt noget sludder. De statslige forskningsråd er forpligtet til at indstille tre medlemmer til bestyrelsen. Det kan de ikke undslå sig for. Så er det fuldstændig irrelevant, hvad der tidligere er sket”, udtalte Ole P. Kristensen sidste år til Jyllands-Posten.

Exit Rasmus Modsat

18. juli 2004:

Dansk miljøpolitiks enfant terrible og Rasmus Modsat, den politisk bestilte og uden mulige modkandidater ansatte statistiklektor Bjørn Lomborg, har nu kastet håndklædet i ringen. Angiveligt fordi han “hellere vil tilbage til sit gamle job som underviser på Århus Universitet”, har Lomborg nu sagt stillingen op som direktør for Institut for Miljøvurdering (IMV).

Det skete på årets længste dag og efter kun to år på den omstridte post. To år, hvor IMV udfærdigede et antal tvivlsomme rapporter om, hvordan man får “mest muligt miljø for pengene” – regeringens populistiske slogan, som jo selv menigmand kan forholde sig til. Men også et slogan, der let og bekvemt springer hen over kendsgerningen, at alt i miljøet hænger sammen. Og at man derfor ikke kan vælge, hvad man vil gøre noget vil, og hvor man bare vil lade stå til.

Der skal nødvendigvis gøres noget ved alle miljøproblemer, og det har statistikeren Bjørn Lomborg aldrig fattet eller villet fatte. Der findes som bekendt tre slags løgne: Hvide løgne, sorte løgne – og så statistik.

Statistik er en kunstart, hvor man – ved at vælge de rette forudsætninger og det rette talmateriale – altid kan nå præcis de konklusioner, man måtte ønske. Vil man lave holdbar statistik på biologi og natur, er det bydende nødvendigt, at man også kender til alle sammenhængene, og det gør kun fagfolk på miljøområdet. Hvis nogen overhovedet. Det er jo også derfor, man eksempelvis ikke satte arbejdsløse sygeplejersker – hvis der ellers fandtes sådan nogle – til at tegne og bygge Storebæltsbroen. De manglede jo lissom forudsætningerne, ikk’?

På præcis samme måde manglede Bjørn Lomborg helt forudsætningerne for at lave miljøundersøgelser, og derfor blev han da også kendt “videnskabeligt uredelig” af Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU). Omend UVVU ikke kunne bevise, at Lomborg havde gjort det bevidst og med vilje. Men blot skønnede, at han gjorde det af inkompetence – på grund af manglende indsigt i de komplekse problemstillinger.

Nu er vi så heldigvis sluppet for Bjørn Lomborg, der fremover vil hellige sig sine studerende på Institut for Statskundskab. Hvad han sikkert er ganske udmærket til.

Måtte han blive der til evig tid.

Nordsøen ved at kollapse

Nordsøens bestande af fugle og fisk decimeres i takt med den stigende vandtemperatur. Forskere frygter, at et regulært kollaps i økosystemet er nært forestående. Og danske erhvervsfiskere hyler…

Nordsøen er på vej mod det, forskerne kalder en “økologisk nedsmeltning” – resultatet af den globale opvarmning, som i hvert fald delvis skyldes vor udledning af drivhusgasser.

Nordsøens økosystem er nu ved at kollapse, idet stigende havtemperaturer dræber mange af de planktonorganismer, som fødekæderne i havets økosystem starter med og derfor er helt og aldeles afhængig af.

Videnskabsmænd fra “Sir Alistair Hardy Foundation for Ocean Science” i Plymouth, England har studeret Nordsøens plankton i mere end 70 år. De kan nu konstatere, at den stigende vandtemperatur har fortrængt flere af de vigtige koldtvandsarter, som mange af Nordsøens koldtvandsfisk traditionelt har været afhængige af i det vigtige yngelstadium. Disse koldtvandsarter erstattes nu af varmtvandsarter, som typisk har mindre næringsværdi.

Fisk

Resultaterne kan blandt andet ses på erhvervsfiskernes fangster. Således er mængden af eksempelvis torsk og laks kraftigt nedadgående, og de enkelte fisk er blevet mindre. Man kan dog ikke udelukke, at overfiskning fra erhvervsside også er en del af problemet. Således ligger det et massivt pres på ikke mindst de torskefisk, som har stor værdi som spisefisk – torsk og kuller, ikke mindst. Sidstnævnte er hovedingrediens i englændernes elskede “fsih & chips” måltider.

Forskerne spår nu, at koldtvandsarter som torsk og kuller helt enkelt vil være forsvundet fra Nordsøen om nogle få årtier. I hvert fald i den sydlige del af udbredelsesområdet – syd for England. I 2003 var rekrutteringen af torsk den laveste i 20 år, og fiskeribiologerne anbefalede derfor et totalt torskestop. Et stop kom som bekendt ikke, da man fra politisk hold (EU) ikke kunne enes om et sådant stop. I stedet indgik man et kompromis, der skulle reducere fiskepresset.

På samme måde erfangsten af atlanterhavslaks halveret igennem de seneste 20 år, hvilket dog også kan skyldes indenlands problemer – ikke mindst omkring gydepladserne i elve, åer og floder. Faktum er imidlertid, at laksen i sin første sommer i havet er meget afhængig af mindre fødeorganismer, som igen er afhængige af planktonforekomsterne.

I samme tidsrum er varmtvandsarter såsom multer, hestemakreller, sardiner og blæksprutter blevet hyppigere fangster i Nordsøen, hvis klima nu minder mere og mere om det, man finder i Atlanterhavet ud for Spanien. I Nordsøen fisker man nu erhvervsmæssigt efter arter, der ellers kun fiskes i Middelhavet. På samme måde er delfiner set langt inde i danske farvande, hvilket heller ikke er normalt.

Fugle

Undersøgelser foretaget af organisationen “Royal Society for the Protection of Birds” har fastslået, at fuglekolonier ud for Yorkshire og Shetlandsøerne har oplevet en dårlig ynglesæson. Mange af de voksne fugle har helt enkelt måttet forlade deres æg og unger på grund af fødemangel.

Organisationen giver nedgangen i Nordsøens tobisnestand en stor del af skylden for den dårlige ynglesucces blandt fuglene. Tobiserne forekommer normalt i millioner på gydebankerne, hvor de er fødegrundlaget for mange arter af både fisk og fugle. Tobiserne er afhængige af de koldtvandsarter blandt Nordsøens plankton, som nu er på retur – presset mod nord af det stedse varmere vand.

I 2003 lykkedes det således kun den danske industrifiskerflåde – Europas største – at fange 300.000 tons tobiser ud af den tilladte 950.000 tons kvote. Et rekordlavt fangstudbytte.

Dansk erhvervsfiskeris nedtur

Danske erhvervsfiskere klager sig og synes, det er synd for dem. Imidlertid ligger fiskerne jo, som de selv har redt. Overfiskning på grund af overinvestering i stedse større fartøjer har fået dem til at save den gren over, de selv sidder på. Nu kvitterer fiskebestandene så med svigtende fangster.

I 1970’erne, da dansk fiskeri var på toppen, var der 6.000 fartøjer, som beskæftigede 14.000 fiskere. I 1990’erne var der 3.500 fiskere med egne fartøjer. I 2004 var der blot 2.300 registrerede danske fiskefartøjer…

2003 bød på en 30% nedgang i fiskeriindtægterne, hvilket skyldtes 368.000 tons færre fisk landet i forhold til 2002. Kvoten for torsk er konstant blevet reduceret – trods biologernes krav om et totalt og øjeblikkeligt stop. 25.000 tons torsk blev kvoten i 2004 – halvdelen af 2001, som igen var halvdelen af kvoten for 2000.

350.000 mennesker her i landet er mere eller mindre afhængige af fiskeri, så de nedsatte kvoter er meget mærkbare også på land. Således er der ikke længere nogen fiskeriauktion i Esbjerg, hvor man i dag kun beskæftiger sig med kun industrifiskeri, mens man stadig har en fiskeriauktion for konsumfisk i Hvide Sande.

Fiskerne hyler, men de er da også – som landmændene – et forkælet folkefærd, som gennem årene har fisket utrolige mængder fisk op af havet og tjent ustyrlige summer.

Forkælede fiskere

I et radioprogram for nylig på DR P1 fortalte en auktionsmester om de glade 1970’ere, hvor fiskerne kom ind med lasten fuld og bad om forskud for fangsten. De fik op til 60.000 i forskud – penge, som efterfølgende blev drukket op på nærmeste beværtning. Og ufaglærte dæksdrenge kunne på en enkelt tur tjene mere, end man inde på land kunne tjene på flere måneder.

På Grønland har jeg personligt oplevet danske rejefiskere, der – når de var kommet i havn og havde fået deres hyre – chartrede et fly og fløj til Island for at gå på natklub. Da de kom tilbage til Grønland igen, havde de ikke en øre på lommen. Hvad vi andre naturligvis ikke kan have ondt af. Folk må vel gøre med deres penge, som de vil.

Men det er sådanne oplevelser, der gør, at man kun vanskeligt kan have medlidenhed med danske erhvervsfiskere, når de klager deres nød. Ynk er den bedste beskrivelse. Fiskerne har ikke lært at sætte tæring efter næring. De påberåber sig, at de er et liberalt erhverv, men de vil ikke acceptere de spilleregler, der gælder for det øvrige samfund – for andre liberale erhverv. Her går en virksomhed konkurs, hvis man har brugt mere, end man tjener.

Fiskerne derimod vil have lov til at fiske mere, når de selv har investeret i for store og dyre skibe. De vil ikke acceptere, at problemet er selvforskyldt, og at de er underlagt samme regler som alle andre mennesker i dette land.

Men det er de, og det vil de komme til at forstå i årene fremover – om ikke andet så via nye EU-direktiver.

Grej 2003

Årets nye fiskegrejskataloger er kommet eller er lige på trapperne. Vi har set nærmere på, hvad der tilbydes danske lystfiskere af spændende nyt grej til den nye sæson.

Vi lystfiskere elsker fiskegrej – måske mere end så mange andre idrætsudøvere elsker deres redskaber.

Vi elsker vort fiskegrej, fordi det bringer os i kontakt med de attråede fisk. Vi elsker det, fordi det helt enkelt er vejen til de gode oplevelser ved vandet, som lystfiskeri dybest set går ud på. Fisk skal der til, javel. Men det er de gode oplevelser ved fiskevandet, der bliver lagret på den mentale harddisk. Med undtagelse af de største går de fleste fisk i glemmebogen.

For mange fiskere hører sæsonens nyheder på grejfronten da også til årets absolutte højdepunkter. Radikale nyheder tiltrækker sig naturligvis altid stor opmærksomhed. Men selv garvede fiskere kan få julelys i øjnene, når en gammel og elsket favorit relanceres efter flere års fravær – måske endda i en opdateret udgave. Det vækker straks minder – og købelyst!

Det ved grejbranchen, som derfor er omhyggelige med altid at have spændende nyheder parat. Vi har her kigget lidt på nogle af årets mest spændende nyheder for lystfiskeren. Både for ham eller hende, der har alt, men som alligevel vil have mere. Og for dem, der endnu mangler det mest essentielle.

Abu Garcia

I en tid, hvor langt størsteparten af verdens fiskegrej fremstilles i Fjernøsten, kan vi godt være lidt stolte her i Skandinavien. Vi har nemlig i broderlandet Sverige en af verdens fineste fabrikker, når det gælder fremstilling af fiskehjul af allerhøjeste kvalitet.

Det er naturligvis Abu Garcia, der er tale om – den svenske grejgigant, der ligger idyllisk ved bredden af den ligeledes verdenskendte sydsvenske Mørrumså. Et ideelt testvand med storlaks og havørreder lige uden for døren.

Ambassadeur Eon Sport

Abu Garcia har til 2003 flere lækkerier på programmet. Det var Abu Garcia, som for alvor gjorde multiplikatorhjulet til det, det er i dag. Derfor er det heller ikke underligt, at samme producent nu har ført denne hjultype endnu et stort stykke videre.

Det har de gjort med den nye Ambassadeur Eon Sport, der fås i to udgaver til højre eller venstre hånd. Fælles for de to modeller er Eon-konstruktionen, som lanceredes sidste år – med brug af planetdrev i stedet for det konventionelle drev. Det giver flere nye fordele – en bedre kraftoverføring, ikke mindst.

Fabrikken siger selv, at hjulenes stærke bremse kombineret med en generøs linekapacitet gør disse hjul egnet til stærke fisk som laks og gedder. Den opgivne linekapacitet er dog ikke mere end godt 200 m 0.20 mm line, så skal hjulene bruges til store fisk, er man nødt til at bruge de nye, supertynde PE-liner.

Pris 2.499,- kroner.

Cardinal 600, 500, 300 & 100

Svenskerne er godt klar over, at multihjul ikke er for alle. Såvel prisen som brugen stiller nemlig visse krav til udøveren. Det store flertal af lystfiskere bruger derfor fastspolehjul, som er billigere i anskaffelse og lettere i brug.

Til disse fiskere lancerer Abu Garcia i år hele fire nye hjulserier baseret på et nyt koncept. Topserien Cardinal 600 byder på rigtig mange finesser til en så fornuftig pris som kr. 699,-. Heriblandt det avancerede centerbremsesystem, som ellers kun findes på de tre gange dyrere Suverän-hjul.

For kr. 599,- kan man i stedet få et Cardinal 500, der leveres med bremsen fortil (største bremseskiver) eller bagtil (lettest justering). Begge i et smukt design holdt i stål, alu og guld og begge med 5 rustfri kuglelejer.

Cardinal 300, der ligeledes fås med bremsen enten fortil eller bagtil, koster kr. 499,- og byder på en lidt enklere konstruktion med færre lejer. Billigst er Cardinal 100 til kr. 399,-.

Berkley

Amerikanske Berkley, der hører til blandt verdens største producenter af fiskegrej, satser mest på liner og endegrej – dér, hvor det store og kontinuerte forbrug ligger.

Whiplash Pro & IronSilk

Til 2003-sæsonen har Berkley hele to nye liner at byde på. Det er “Whiplash Pro”, der er en videreudvikling af den gamle Whiplash-superline. En ny fletningsproces har gjort Pro-linerne endnu tyndere ved samme brudstyrke, så man kan have mere line på sit hjul – eller bruge et mindre og lettere hjul.

Er man ikke til de tynde superliner, kan man i stedet kaste et blik på den ligeledes nye “IronSilk”. En helt ny fremstillingsproces har ifølge Berkley selv skabt “verdens første molekylært forstærkede nylonline”. Intet mindre.

Linen er blød og smidig, hvilket gør den ideel til brug på fastspolehjul. Dertil kommer så, at den i tests har vist sig at være dobbelt og i nogle tilfælde sågar tre gange så robust over for slid som almindelige nylonliner. Ikke uvæsentligt, dersom man fisker på steder med mange grene, sten eller meget tang.

Er man til havørreder i åen, gedder i søen eller torsk ved kysten, kunne IronSilk derfor være et godt bud på en ny line.

PowerBait

Er der noget, som Berkley er verdenskendt for, er det PowerBait – en kunstigt fremstillet erstatning for naturlig agn, som kan være svær at skaffe, når man står og skal bruge det. PowerBait kan derimod altid fås eller skaffes, og ikke mindst blandt Put & Take fiskere er PowerBait derfor noget nær enerådende.

Til disse fiskere har Berkley lanceret to spændende 2003-nyheder. Den første er “Power Naturals”, der er amerikanernes svar på naturtro kopier af naturens egne agn – det være sig fluelarver, regnorm eller majskorn.

I den modsatte ende af spektret og med et imponerende langt navn finder vi “Select Glitter Turbo Burst Nuggets”, som i år er opgraderet med en gelékugle i midten. Det skulle sikre en hurtigere spredning af duft og smag i vandet. Små glitrende sølvflager sikrer dette agn ekstra opmærksomhed.

“Scent Vent” er navnet på endnu en nyhed, som gør brug af Berkley’s mange forskellige slags PowerBait. Det er en bladspinner, hvis krop er en kurv, der kan fyldes med PowerBait. På denne måde skulle den roterende bladspinners fangstevner sættes markant i vejret. – Prøv selv efter!

Fenwick

Det var amerikanske Fenwick, der i 1973 lancerede verdens første fiskestænger i det dengang revolutionerende nye materiale kulfiber. Indtil da havde glasfiberen været noget nær enerådende.

Fenwick har altid været nært forbundet med fremstilling af fluestænger af højeste kvalitet – med HMG-serien som gammel fabriksstandard. Der er dog ingen nyheder i fabrikkens topserie Techna AV, der var banebrydende med brug af kevlar til forstærkning af kulfiberklingen.

IronFeather II

Ny er til gengæld relanceringen af den lynhurtige Ironfeather-serie af fluestænger i en opdateret Mark II version. Serien byder på 8 modeller, heraf to 2-håndsstænger og to 4-delte énhånds til rejsebrug.

Mest interessant for danske fluefiskere er dog tre nye modeller på 9 1/2 fod klasse 6, 7 og 8. deres længde gør dem ideelle til kystfluefiskeri, hvor der ofte vades dybt, og hvor man derfor har brug for et ekstra højt bagkast – hvad disse lange og superhurtige stænger virkelig kan levere. Af samme årsag er de et ideelt valg, dersom man fisker fra flydering og sidder lavt i vandet.

De gamle IronFeather-stænger var kendt for deres hurtige og kompromisløse aktion, der stillede store krav til kasteren. Den nye IronFeather II er ingen undtagelse og er derfor ikke tiltænkt mindre erfarne fluefiskere og -kastere. Der skal “tempo og timing” til, som C. V. Jørgensen synger, hvis man skal have det optimale ud af disse stænger. Men så har man også ressurser til de længste kast i den hårdeste vind!

Pris fra kr. 2.499,-.

Eagle GT

Hører man til de mere dødelige fluekastere, kan man til gengæld finde passende modeller i Fenwick’s nye stangserie “Eagle GT”, som tæller fire modeller – to énhånds og to 2-hånds, der tilsammen dækker næsten alt fluefiskeri i Danmark og Skandinavien.

Klingerne er fremstillet af IM7-kulfiber, og danske kystfluefiskere bør ofre modellen på 9 fod og 9 tommer klasse 7/8 speciel opmærksomhed. Den er noget nær idealet, når det gælder dansk kystfluefiskeri.

Pris fra kr. 1.199,-. Prismæssigt matches Eagle GT af de nye “Nighthawk LA” fluehjul i massiv, fræset aluminium, hvor prisen også starter ved kr. 1.199,-.

Endelig lancerer Fenwick i år to nye fluesæt, hvor fabrikken har sammensat stang, hjul og line med forfang og fluer, så alt passer perfekt sammen. Noget af det sværeste ved at vælge fluegrej er netop sammensætningen, så her kan nye fluefiskere med stor fordel begynde et livslangt forhold til fluestang og line.

Pris kr. 1.999,- for “Trout” sættet klasse 6 og kr. 2.299,- for “Sea Trout” sættet klasse 8.

Hjulene i disse sæt er Fenwick’s nye “Eagle”, der er moderne storspolehjul fremstillet af kulfiberforstærket polymer. Lette, stærke og saltvandsbestandige.

Mitchell

Det var franske Mitchell, som i 1948 lancerede verdens mest solgte fastspolehjul nogensinde – det nu legendariske Mitchell 300, som sidste år blev relanceret i en kraftigt opdateret udgave. Det var et hjul, der hurtigt blev samlerobjekt for mange dertil nyt brugshjul for gamle 300-tilhængere, hvis originale hjul for længst var slidt op.

I år tilbyder Mitchell så en mindre model med betegnelsen 308 X og en linekapacitet på 100 m 0.25 mm. Hertil kommer, at både 300 og 308 X nu også kan fås i en “Gold Edition” for de helt kræsne. Til forskellene hører, at Gold-modellerne har hele 10 kugle-/rullelejer mod 300-seriens 5. dertil et fornemt guld-look.

Pris kr. 899,- for Gold og kr. 599,- for standardudgaven.

Copper hjul

Franske Mitchell har flere års erfaring med fremstilling af fastspolehjul end nogen anden producent i denne verden. Det mærker man tydeligt i den nye “Copper” hjulserie, der kompletterer den ligeledes nye “Copperstick” stangserie.

Der er tale om fastspolehjul med bremsen placeret bagtil, hvor den er let at nå og justere selv under fight af fisk. Der er trinløst bagstop, så man ikke mister en centimeter line, når der skal gives et hurtigt tilslag. Og der er tale om hjul med i alt 6 kuglelejer og 1 rulleleje. Endelig får man hele 2 ekstraspoler med i købet den lille UL-model dog undtaget.

Der fås 3 almindelige “Copper” modeller og 2 “Copper Pro” med hele 8 kuglelejer og håndtag i ædeltræ. Alle er monteret med Mitchell’s ekstra store lineførerrulle, der mindsker slitage på linen.

Prisen er kr. 399,- for de almindelige “Copper” modeller og kr. 699,- for “Pro” serien.

Copperstick stænger

Franske Mitchell er mest kendt for sine fornemme fastspolehjul – med klassikeren 300 som det mest solgte fastspolehjul i verden nogensinde.

Men nu er Mitchell også gået ind på markedet for fiskestænger. Det har de gjort med lanceringen af “Coppersticks” – en omfattende serie af spinnestænger på hele 9 forskellige modeller. Fra 5 fod med en kastevægt på op til 10 gram og videre op til 12 fod med en kastevægt på op til 60 gram. Der er således uden overdrivelse en Copperstick til alle tænkelige former for spinnefiskeri i Danmark.

Der er tale om 3-delte stænger, som er lette at transportere. Der er samtidig tale om stænger, som hele vejen igennem er monteret med de superlette og meget slidstærke SS304 Titanium stangringe, Klingen er fremstillet af IM6 kulfiber, hvilket giver stængerne lav vægt og høj følsomhed.

Det mest imponerende ved denne nye franske stangserie er nok prisen: Fra kr. 299,- for 5 fods modellen til kr. 899,- for 12 fods modellen. Den pris skal nok gøre stængerne populære herhjemme.

© Steen Ulnits 2003

50 år med Abu Garcia Ambassadeur

I 2002 fyldte Ambassadeur hjulet 50 fremgangsrige år, og få er de svenske industriprodukter, som i så lang tid har skænket så mange mennesker over hele verden så megen glæde.

I den forbindelse føles det dog lidt forkert at sammenligne med svensknøglen eller dynamitten – to andre verdenskendte produkter fra Sverige…

Ambassadeur hjulet kan ikke påstås at være verdens fineste. I udlandet fremstilles der nemlig hjul, hvor der ikke er smålig skelen til omkostningerne, og hvis aftagere hører til den økonomiske elite. Derimod er Ambassadeur uden tvivl verdens mest berømte hjul og dertil ude for konstant benhård konkurrence. Det er ikke så let at forklare, men mange ting har været medvirkende.

Mærkeligt nok bød det første Ambassadeur hjul ikke på revolutionerende tekniske løsninger. Den patenterede centrifugalbremse var kommet til verden flere år tidligere på konkurrencehjulet Record Sport 2100.

ABU-direktøren selv, forretningsgeniet Göte Borgström. udviklede sammen med sine dygtige medarbejdere et multiplikatorhjul, hvor alt var rigtigt: Tidspunktet for lanceringen, konstruktionen, designet, kvaliteten, prisen, ja, selv valget af farve. I begyndelsen af 1950’erne fandtes der således flere hjul, som kastede mindst lige så langt, var af samme høje kvalitet og lige så lette at vedligeholde.

Men alle havde de en eller anden svaghed. Ambassadeur blev derimod det perfekte brugsredskab uden egentlige svagheder, og det var baggrunden for hjulets succes. Ingen er tjent med et hjul, som ikke er pålideligt, eller som er svært at håndtere.

Et halvt århundrede med Ambassadeur

Ambassadeur hjulet blev præsenteret i sommeren 1952 – efter godt et års hårdt testfiskeri. Og hvad var vel mere naturligt end at gøre det i ABU’s eget nyhedsbrev til detailhandlerne: “Fisken vid Disken”.

Levering blev lovet til december samme år. Hjulet skulle hedde Record Ambassadeur 5000, og prisen, som blev sat til 150 svenske kroner, gjorde, at det ikke var helt billigt. Det var da næppe heller tænkt som et hjul for alle.

Følgende finesser blev dengang fremhævet: Frikoblingsbar spole, slirebremse, automatisk knarre, lydløs indspinning og automatisk bagstop, patenteret centrifugalbremse, trinvis mekanisk bremse, selvcentrerende lejer, indkapslet evighedsskrue, enkel smøring, lejer af nylon, spole af letmetal, som kunne skiftes uden værktøj, korrosionssikker overfladebehandling samt pakket i en elegant skindpose. I dag måske indlysende ting, men for 50 år siden noget, som Record Ambassadeur var ene om.

En vigtig sag var desuden ABU’s efterhånden veludbyggede servicenet, som indebar, at tekniske problemer hurtigt kunne løses. Her havde sportfiskeren fået et udmærket redskab, som med den rette pleje kunne holde mindst et helt fiskerliv.

Så var der det med farven. Hjulet blev rødt, men ved præsentationen var dette endnu ikke afgjort. I presentationen står der følgende at læse: ” I mitten av augusti (1952) reser vi upp till Stockholm för att på S:t Eriksmässan deltaga med vår hittills största sportfiskeutställning. Där anordnar vi en rolig pristävling, där det gäller för allmänheten att bestämma färgen på vår nya rulle Record Ambassadeur 5000.”

På messen skete der imidlertid følgende: Blandt publikum var der flertal for en sort farve, som gav et mere sobert indtryk. Men Göte Borgström ville det anderledes og bestemte selv, at den skulle være rød.

En klog beslutning, for i 1950’erne fandtes der næppe andre røde fiskehjul. Og da der ikke var tale om noget begynderhjul, blev det sædvanligvis købt af erfarne fiskere. Den mindre erfarne, som drømte om at kunne kaste længere, var derfor aldrig i tvivl om, at den dygtige fisker på den anden side af vandet fiskede med netop et Ambassadeur. Det røde hjul kunne genkendes på langt hold.

Ambassadeur vokser

I Nap og Nyt blev hjulet første gang præsenteret i 1953 udgaven, men allerede dengang havde ABU fået henvendelser om, at der var behov for et større hjul til eksemplevis laks og torsk. Record Ambassadeur 6000 blev derfor lanceret det følgende år. Det ligner 5000, men har en bredere spole med større linekapacitet. Dertil udbalanceret enkeltgreb i stedet for det traditionelle dobbeltgreb.

Samme år, i 1954, indtraf en af de vigtigste begivenheder i Ambassadeur hjulets, ja, hele ABU’s historie. Da deltog Göte Borgström med sønnen Lennart og stab nemlig i den store, årlige sportsfiskemesse i Chicago, USA.

ABU var den eneste udenlandske udstiller, og interessen for ABU’s produkter – specielt Ambassadeur hjulene – var kolossal. Det største problem på så stort et marked var ikke at sælge mere, end man kunne fremstille. Hensigten blev derfor i første omgang kun at sælge relativt få hjul til de mere kendte butikker.

The Garcia Corporation, som dengang blot var repræsentant for ABU spinneren, udviste ikke nogen større interesse for Ambassadeur hjulene. Men efter et års tid fik også Garcia øjnene op for Ambassadeur hjulenes store potentiale. Meget passende havde ABU i mellemtiden udbygget fabrikken i Svängsta og havde dermed øget sin kapacitet tilstrækkeligt til at møde den store efterspørgsel fra USA.

Andre udenlandske markeder fulgte i kølvandet på Nordamerika, og fremover kom 80-90% af ABU’s produktion da også til at gå til eksport. En ikke uvæsentlig ændring skete omkring 1959, hvor hjulenes betegnelse skiftede fra Record Ambassadeur til ABU Ambassadeur. Nap og Nyt katalogerne fra dengang giver ingen forklaring på dette skifte. I de ti første år blev der således udelukkende fremstillet røde 5000 og 6000 modeller.

Guldhjulet fødes

I Nap og Nyt fra 1963 blev det næste Ambassadeur hjul introduceret. Det var Ambassadeur De Luxe, en luksusvariant af Ambassadeur 5000. Ud over at den blev leveret med ekstraspole og i en kostbar kasse af teaktræ, fik ejeren et livsvarigt medlemsskab af “International Ambassadeur Club”.

Medlemsskabet er personligt og indebærer livstidsgaranti på hjulet. Den største tekniske nyhed var en kuglelejret spole, mens den af udseende adskilte sig fra standardmodellen ved, at alle forkromede detaljer var forgyldt med 24 karat guld. Den var samtidig sort- i stedet for rødelokseret.

Når det gælder De Luxe modellen, får man her et godt eksempel på, at introduktionstidspunktet kan være svært at fastslå. Amerikaneren Simon Shimomura angiver i sin udmærkede bog “The Ambassadeur and I”, at den blev lanceret i USA 1962. Men det er meget tænkeligt, at den også da blev lanceret i Sverige, selv om den først var med i Nap og Nyt 1963.

Herefter kom der nye modeller med kortere og kortere intervaller. I 1964 kom der en variant af 5000-hjulet med udbalanceret enkeltgreb og ekstra stor linekapacitet – under betegnelsen 5000B. Året efter, i 1965, kom så det første store Ambassadeur hjul.

Det var en model tiltænkt havfiskeri og bærende betegnelsen Ambassadeur 8000 – rødelokseret og altså med glidelejer. Den var forsynet med nye finesser såsom nedgearing af udvekslingen fra 5:1 til 2,5:1under fight af fisk. Samtidig var det arbejdende indre vandtæt adskilt fra spolen.

Den første C-model, det vil sige den første standardmodel med kuglelejer, kom i 1968 og er egentlig blot et Ambassadeur 5000 med kuglelejer. Bogstavet “C” betyder altså kuglelejer. For lettere at kunne adskille disse hjul fra de sædvanlige røde med glidelejer, gjorde man C-modellen sort. Den sorte kuglelejemodel blev hurtigt en succes, selv om den egentlig ikke kaster længere, og den dag i dag fremstilles de fleste Ambassadeur hjul både med og uden kuglelejer.

Den frikoblingsbare linefører

ABU arbejdede ufortrødent videre med at udvikle passende hjul til lystfiskere verden over. Når vi kommer til 1970’erne, er der ganske meget at vælge imellem: Små, rigtigt store, højrehånds, venstrehånds, med direkte drev, med høj udveksling, konkurrencemodeller, modeller i forkromet messing, farvevarianter med meget mere. Og inkluderer man de specielle eksportmodeller, som også fremstilledes, mister man let overblikket.

En teknisk detalje, som ABU – i lighed med mange andre producenter – arbejdede hårdt for at udvikle, var den perfekte løsning på problemet med den frikoblingsbare linefører. Mange gode løsninger har været på banen, men problemet består i at nå en teknisk god og samtidig holdbar opbygning. Jeg er dog overbevist om, at ABU på et tidspunkt finder frem til den optimale konstruktion.

Én ting er sikker, eller rettere usikker, hvad angår Ambassadeur hjul: Ingen ved, hvor mange varianter der findes, fra det første Record Ambassadeur hjul forlod Sverige. Det er sikkert flere tusinde, hvoraf mange givet kun adskiller sig ved farven. Bestiller du i dag tilstrækkeligt mange, kan du i princippet få hjulene leveret i en hvilken som helst farve.

Ambassadeur hjulet er via sine mange varianter og sin store udbredelse naturligvis blevet et populært samlerobjekt verden over. Men at samle på Ambassadeur hjul er på én gang både let og besværligt.

Let, da der altid findes en eller anden i nærheden, som har og kan overtales til at sælge sit gamle Ambassadeur hjul. Og svært, da ingen – absolut ingen – nogensinde kan få samlet alle de mange varianter, der gennem årene har forladt Sverige. Visse varianter er fremstillet i meget små serier, måske blot nogle få hundrede eksemplarer, og de skifter nu ejere til priser, som Göte Borgström næppe nogensinde havde forestillet sig.

Sjældne varianter

Enkelte sjældne varianter kan i dag næppe købes for penge, da de er så fåtallige. Størsteparten af alle Ambassadeur hjul er samtidig solgt i udlandet, hvilket gør det endnu sværere for skandinaviske samlere.

Her et bud på et halvt dusin modeller, som man kan finde, dersom lykkens fe er med én. Men det gælder også om at være stædig og vedholdende.

Record Ambassadeur 5000 Model SG. “SG” står muligvis for “Självcentrerande Glidlager”. Har altid et gråt stjernehjul og betragtes som den første af alle varianterne.

Record Ambassadeur 5000, sortelokseret i stedet for den normale røde. Fremstillet i en lille prøveserie.

Record Ambassadeur 5000, grønelokseret. Fremstillet i en endnu mindre prøveserie. Desuden findes der prøvekollektioner med varianter i blåt, gult og lilla.

Record Ambassadeur 6000. Betydligt vanskeligere at finde end 5000-modellen.

Ambassadeur 5000, rød. I perioden mellem betegnelserne Record og ABU, omkring 1959, fremstilledes en lille serie, hvor hverken den ene eller den anden betegnelse bruges.

En tilsvarende 6000-variant kendes ikke, men ville naturligvis være en sensation, dersom den pludselig dukkede op.

ABU Ambassadeur De Luxe. Den første variant med hvidt dobbelthåndtag. Helst med originaletui i teaktræ.

Absolutte rariteter

Dernæst har vi alle de usandsynlige varianter, som en sjælden gang dukker op, og som kan få alle ABU-samlere til at dirre af ophidselse:

ABU Ambassadeur 6000, sort, med grå spole og gråt stjernehjul – en model, som efter alt at dømme må være samtidig med den første Record Ambasssadeur. Hvorfor denne er betegnet ABU i stedet for Record, vides ikke.

Endvidere en ABU 5500C, sølvgrå med forgyldte i stedet for som normalt forkromede detaljer. Begge er eksporthjul og fremstillet i et meget ringe antal. Men de er fremstillet i Svängsta og af svenske arbejdere.

Følger man med på samlermarkedet, vil man givet have bemærket, at alle tidlige Ambassadeur hjul er meget eftertragtede af især udenlandske samlere. Og på det område har man i Sverige en stor fordel, idet eksporten – i hvert fald frem til 1956 – var ganske lille.

Det kompenserer i en vis udstrækning for svenske samleres besvær med at finde frem til eksportmodellerne.

Et godt råd til dig, der er ny som samler: Køb ingen dyre hjul, førend en erfaren samler har kigget nærmere på den. Det er nemlig ikke svært at sammensætte en mærkelig variant – af gamle dele – som nok kan være sjov at bruge, men som er uden værdi blandt samlere.

Specielle modeller

Ambassadeur 8000: Dette hjul lanceredes allerede i 1965 og var det første store havfiskehjul fra ABU. Det havde en række spændende finesser, heriblandt et automatgear med to udvekslinger, som reguleredes af presset fra linen.

Ambassadeur 30: Denne Big Game model var den første ud af en serie på tre LeverDrag havhjul, som kom i efteråret 1975. De øvrige to modeller var 12 og 20 lbs. hjul.

Ambassadeur 1500 C: dette lille hjul blev præsenteret i 1978 i det amerikanske Garcia-katalog som “A fresh new Look”.

Ambassadeur 6500 CS Rocket: Dette hjul blev for første gang præsenteret i Nap og Nyt 1997. En bestseller, hvis fantastiske kasteegenskaber forbliver uantastede i mange år fremover.

Ambassadeur Mörrum: Det ultimative udtryk for svensk perfektion, håndværkstradition og erfaring. Inde i det helstøbte huseaf ekstruderet aluminium sikrer overdimensionerede kuglelejer af rustfrit stål de længst mulige kast.

Ambassadeur Mörrum 6600 CL, som kom i 1999, er allerede et klassisk Ambassadeur hjul. 6600 størrelsen kom et år efter lanceringen af 3600, 5600 og 7700 hjulene.

Ambassadeur UltraCast: Med UltraCast systemet mærker man ADS (Anti-Distortion System) -teknikkens præcision og smidighed. De ekstremt høje tolerancer, som kendetegner ADS, sikrer hjul, der kaster længere end noget andet. Man slipper samtidig for, at tynde superliner kommer i klemme mellem spole og hus.

Ambassadeur Anti-Backlash: ABU Garcias anti-backlash system hindrer tidkrævende fuglereder på hjulet. Dette revolutionerende system reagerer øjeblikkeligt, når der ikke er træk på linen, og bremser umiddelbart efter – før et overløb. Skal ses og oplves, før man tror på det!

Ambassadeur Eon: En helt ny hjulserie, som med sit revolutionerende planetgear redefinerer begrebet multiplikatorhjul. Men det er ikke kun de ekstra kraftoverføringspunkter, der gør disse hjul så revolutionerende. Egenskaber som den letjusterede centrifugalbremse, den helt frit flydende linefører, CamLock™ for hurtigt spoleskifte og den let tilgængelige slirebremse gør tilsammen Ambassadeur Eon til en unik nyskabelse.

Man kan således – med ovenstående in mente – roligt sige, at Abu Garcia med sine mange Ambassadeur hjul har gjort det overmåde godt gennem de sidste 50 år.

Et stort tillykke med det!

EON – et helt nyt Ambassadeur fra Abu Garcia

Ambassadeur Eon er en helt ny hjulserie, som med sit revolutionerende planetgear og hele 5 kraftoverførselspunkter redefinerer begrebet multiplikatorhjul.

Hvor andre multiplikatorhjul gør brug af et dobbelt gearsystem til overførsel af kraft fra håndtag til spole, dér udnytter EON hele fem, hvilket mere end fordobler kraften under indspinning. Kombineret med syv rustfri kuglelejer giver planetgearet en uforligneligt blød gang, som skal mærkes for at forstås.

EON er det første multihjul nogensinde, hvor håndtag, bremse og spole ligger på en ret linje. Det gør ophænget mere stabilt, hvilket resulterer i en utroligt frit løbende spole og endnu længere og mere præcise kast. Det muliggør også et totalt redesign af nøglekomponenterne.

Mellem alle egenskaberne er en helt ny bremse. Den er placeret, så den kan nås uden problemer, og den er inddelt i trin. Samtidig byder den på bremseskiver, som er 75% større end på den traditionelle stjernebremse – med blødere opstart og jævnere bremsekraft til følge. Maksimal bremsekraft – dobbelt så meget som på almindelige multihjul – giver fuld kontrol over store fisk under vanskelige forhold.

Placeret på linje med håndtagsakslen sidder en mekanisk bremse, der styrer friktionen på spolen i forhold til vægten på agnet. Bedre kontrol – færre overløb.

På den modsatte side af den mekaniske bremse er der placeret en let tilgængelig, 5-trins centrifugalbremse, som yderligere forbedrer kontrollen af spolen under kastet. Dette gælder ikke mindst kast med tunge vægte under blæsende forhold.

I modsætning til de fleste hjul, som bruger adskillige skruer, er EON forsynet med en unik CamLock hjulgavl, som popper op, når der skal skiftes spole. En stor fordel, når der veksles mellem nylonliner og superliner.

EON’s lave profil og ergonomiske greb med soft touch finish føles perfekt i hånden under alle forhold. Duralite 6™ konstruktionen gør EON både lettere, stærkere og mere korossionssikkert end noget andet hjul på markedet.

Eon – for den prisbevidste

Ambassadeur Eon er en helt ny generation af multiplikatorhjuljul. De tekniske løsninger i Eon medfører en række fordele, som virkelig er til gavn ude ved fiskevandet.

Planetgearet er den vigtigste nøgle til Eons unikke egenskaber. Det er det, som gør, at Abu Garcias teknikere har kunnet centrere håndtaget på gavlen. Det er også det, der har gjort det muligt at forbedre slirebremsen. Bremsens placering gør den utroligt let at justere. Bremseskiverne er også større, hvilket medfører en både stærkere og blødere bremse.

Da håndtaget sidder midt på gavlen, er justeringsskruen til den mekaniske bremse placeret midt på håndtaget. Kastebremsen er lettere at justere samt mere nøjagtig, hvilket giver bedre kastelængder.

Bag hjulgavlen, som let løsnes med CamLock™, sidder bremsevægtene til centrifugalbremsen. Ved at dreje på låseringen kan du selv vælge, hvor mange vægte der skal aktiveres, når du kaster. Eon’s CamLock betyder også hurtigere spoleskift.

Ambassadeur Eon har et stativ, som er fremstillet af Duralite 6™, et råstærkt letvægtsmateriale, der giver et let, stærkt og rustfrit hjul. Ambassadeur Eon har tilmed en pris, der er lige så folkelig som hjulet selv.

Når man første gang prøver Eon, eller måske blot holder det i hånden, da forstår man, hvor anderledes et multihjul kan konstrueres!

Eon Pro – til søfiskeren

Med det nye Ambassadeur Eon Pro har Abu Garcia taget endnu et skridt i udviklingen af den nye Ambassadeur generation. Et nært samarbejde med SKF, en af verdens førende producenter af rullelejer, har blandt andet resulteret i den nye og patenterede InfiniSpool teknologi

Med denne teknologi får du en spole, som har markedets uden sammenligning bedste friløb. Frikobl spolen, sæt fart på den og læn dig tilbage, mens du lader dig imponere!

Men det er ikke kun lejerne, som giver dette fantastiske friløb. Det er også den V-formede spole. Rent praktisk kan man kaste længere end nogensinde, hvilket især gælder med de mindste og letteste agn.

Bremsevægtene til centrifugalbremsen sidder lettilgængeligt bag sidegavlen. Triple Cross lineoplæg sikrer, at linen ikke skærer sig ind i den underliggende line.

Eon Pro har naturligvis det stærke planetgear og den ekstra store slirebremse, du kender fra Eon. Den stærke bremse kombineret med en generøs linekapacitet gør hjulet egnet til store fisk som laks og gedde.

Ud over lejer til et øjeblikkeligt bagstop har Eon Pro hele ti velplacerede kuglelejer, der tilsammen giver den blødeste gang, du kan forstille dig.

Eon Pro er bygget efter japanske fiskeres ønsker og er derfor et uhyre let hjul. Magnesiumgavlene reducerer vægten, men gør dog også, at hjulet ikke bør bruges i saltvand.

Eon Sport – til kystfiskeren

Med en linekapacitet på godt 200 m 0.20 mm line er det nye Eon Sport perfekt til dansk kystfiskeri efter havørred. Med en af de nye superliner på spolen kan selv ikke den største havørred tømme det lille og lette hjul for line.

I modsætning til Eon Pro, hvis sidegavle af magnesium ikke tåler saltvand, har Eon Sport gavle af kulfiberforstærket plast, der tåler selv det salteste saltvand. Og så kan man vælge mellem to modeller til henholdsvis højre- og venstrehånds indspinning.

Eon Sport kunne meget vel være den seriøse kystfiskers nye favorithjul.

Crescent “Hanö” 535

En “rigtig” fiskebåd

Det er de allerfærreste fiskebåde, der er skabt udelukkende til lystfiskeri. De allerfleste fiskebåde er i stedet en slags kompromiser. De er alle skabt til sejlads, men har en ganske bred brugergruppe som mål.

De skal kunne sejle med hele familien. De skal kunne trække vandski. De skal kunne bruges til picknick med vennerne, til overnatning med kæresten og meget mere. De fleste både bliver derfor en slags kompromiser mellem mange ting kun sjældent ideelle til hardcore lystfiskeri, der stiller specielle krav til båden.

JP har testet en af de få specialister en fuldblods fiskemaskine skabt til fiskeri og kun fiskeri. Dette helt klart på bekostning af den brede brugergruppe, som producenten da heller ikke har tænkt på med denne båd en Crescent “Hanö” fra det vestsvenske værft Cremo i Varberg.

Cremo har i mange år været kendt for at producere glasfiberbåde af høj kvalitet og efter den gamle skole med skrog af håndoplagt glasfiber i modsætning til vore dages gængse masseproduktion af både i sprøjtestøbt glasfiber. En metode, der ganske vist er billigere, men som samtidig også giver tungere både ved samme styrke.

Navnet “Hanö” stammer fra Hanöbugten, hvor den sydsvenske Mørrumsån udmunder i Østersøen. Få andre steder tages så mange storlaks ved trolling som netop her, og denne lokalitet har derfor meget passende lagt navn til Cremo’s nye fuldblods fiskemaskine.

Sødygtigt skrog

Skroget på Crescent “Hanö” er ingen årsunge, men testet gennem adskillige år på Crescent “Classic” en klassisk hardtop-båd, som Cremo har produceret i mange år. Det er et skrog, som sejler stabilt i selv ganske hård sø et skrog, man som småbådsfisker kan føle sig tryg i selv langt ude på åbent hav.

Det konstaterede vi ved selvsyn sidste år, hvor Østersøen ved Bornholm måtte holde for i nogle blæsende dage. Ikke på noget tidspunkt følte man, at der var fare på færde, eller at det lille skib ikke var opgaven voksen. Jeg har været ude i væsentligt større både, som man ikke kunne sige det samme om. Når Østersøen viser tænder, er den mere et hav end en sø!

Det klinkbyggede skrog er 5,5 meter langt og sejler som en drøm i blikstille såvel som i meterhøje bølger. Skibet er godkendt til sejlads i op til 2 meter høje bølger, og dem klarer den som en mis. Faktisk er båden så søstærk, at jeg ikke ville betænke mig på en langtur til Anholt i den. Designet oser ikke af fart og år 2000, men af gennemtestet driftssikerhed.

Er skroget stort set det samme som på en “Classic”, så er overdel og indmad ganske anderledes på en “Hanö”. Her er der tænkt på fiskeren, der mere har brug for plads til at røre sig på end bløde hynder til at hvile sig i.

Stort agterdæk

Agtersofaen er fjernet helt, så man får et pragtfuldt åbent agterdæk med plads til det hele, lidt til og meget mere. Når linerne skal sættes ikke mindst med downrigger og når fiskene skal landes, er det guld værd at kunne stå helt ude ved rælingen og læne sig op af denne. Det samme gælder under både kaste- og pirkefiskeri. Kun et helt åbent agterdæk dur her til noget.

Til gengæld er der så ikke noget til familie og venner at slænge sig i, hvis der skal slikkes sol på en sommerdag. De må i stedet søge ind under halvtaget i kahytten, hvor der er både en bænk at sidde på og en kort sofa at ligge ned på i bagbords side.

Bænken er tiltænkt fiskeren, der sammen med sin makker skiftes til at passe fiskeri og sejlads. Skal der trolles 12-14 timer på en lang fisketur og det er ikke usædvanligt – er der god brug for at ligge lidt ned ind imellem. Da skiftes man til at passe grejet og teste sofaen!

Til føreren er der en robust drejestol, der kan indstilles på mange måder. Foran stolen er der en stor konsol, hvor instrumenter fint kan placeres. Ekkolod er standard i dag søkortplotter efterhånden også i de lidt større småbåde. Dels øger de effektiviteten under fiskeriet, og dels øger de sikkerheden markant langt til havs.

Elektronik til vands og i luften

Den testede båd var monteret med et Simrad CE 32 kombiinstrument et lille elektronisk vidunder, der dels fortæller alt om vand og fisk under båden, dels viser bådens nøjagtige position på et elektronisk søkort.

En lille tallerkenformet GPS-antenne på taget sørger for kontakten til tre af de 24 satelllitter, der konstant hænger over Jorden, og som bruges til at beregne bådens nøjagtige position med. En fældbar transducer på hækken formidler data fra vandet og er beregnet til at vippe op, hvis den skulle støde på noget under vandet.

Båden var ligeledes monteret med Sportpilots nye autopilot “Sportpilot Plus”, som er aldeles uundværlig, når først man har fisket med den i nogle få timer. “Plus” modellen er at anbefale ikke mindst til trolling, da den har mere overskud til styring i hård sø end standardmodellen. Konsollens udformning gør det let og ligetil at montere autopiloten.

Med et lille vip på armen overtager autopiloten straks styringen, når og hvor der er brug for det. Er der blot en smule vind og bølger, når linerne skal sættes, klarer autopiloten styringen som en mis. Et lille vip med armen eller et drej på det rustfrie stålrat, og man har selv overtaget styringen igen når man skal lægge til eller fra eller blot vil sætte en ny kurs.

Masser af stuveplads

Batteriet er gemt rigtig godt af vejen midtskibs i et lille rum, hvor det hverken er i vejen eller er med til at ødelægge bådens balance. Her er det samtidig meget let at komme til, når elektronikken skal tilsluttes. Ledningsføring er en smal sag i denne båd.

I det hele taget er der masser af stuveplads ombord vel at mærke plads, der er let at komme til. Under sofaens hynde er der god stuveplads under passagerbænken ligeledes. Denne bænk tjener for øvrigt det 3-dobbelte formål, at man dels kan sidde på den, dels opbevare ting i den og endelig bruge den som dam, hvis den fyldes med vand. Der er nemlig lænsehul ud til siden, så den kan tømmes igen.

Desværre er der dårlige hægter på agterdækkets tre låger, bag hvilke ikke mindst benzintanken(e) gemmer sig. De er svære at dreje, og vi har set flere andre “Hanö” både, hvor hægterne helt enkelt er knækket af efter nogen tids brug. Denne detalje bør snarest ændres fra fabrikken, da disse hægter faktisk er det eneste virkelige ankepunkt på denne ellers så fortræffelige fiskemaskine.

Skulle man endelig finde mere at klage over, må det være ankerboksen fortil. Her er lænsehullet ganske lille og kan let stoppe til, hvis man ikke regelmæssigt tilser det. Skulle hullet stoppe, kan man opleve det uheldige, at vand kommer ind i kahytten fra ankerboksen. Der er nemlig ikke noget vandtæt skod imellem.

Indstøbte forstærkninger

Flere detaljer gør Crescent “Hanö” til den perfekte fiskemaskine. I glasfiberskroget er der nemlig indstøbt metalforstærkninger på de steder, hvor trolling-udstyret skal monteres. Således er der indstøbt forstærkninger bagtil, hvor downriggerne skal eller kan placeres.

Det betyder, at man ikke behøver montere en hel trollingbar bagtil, men kan nøjes med at lave gevind til beslagene, som da kan skrues direkte i uden besværlig brug af møtrikker på undersiden af bådens overdel.

På samme måde er der forstærkninger fortil på fordækket, så man her kan montere en mast til brug med “planer board”. Det er en slags paravaner, der i overfladen skærer ud til siden, så man effektivt dækker et større område og ikke skræmmer fiskene ved at sejle direkte hen over dem.

Store planer boards er dog noget, kun de færreste danske trolling-fiskere vil få brug for eller har lov til. Men muligheden er der altså. Ikke mindst på åben Østersø eller på store svenske søer som Vänern og Vättern bruges der ofte planer boards sat fra mast.

Høj eller lav kaleche

En kaleche er altid en god investering. Under den kan man finde læ for vind, regn og bølger, og samtidig lukker den agterdæk og kahyt effektivt af fra omgivelserne under trailerkørsel og opbevaring.

Som standard leveres “Hanö” med en speciel inderkaleche af hvid PVC, der lukker kahytten af fra agterdækket og førersædet. På denne måde kan man gå i ly for elementerne og tage sig en lille lur i kahytten, mens vinden raser udenfor.

Vil man have en rigtig kaleche til total afdækning af agterdækket, skal der investeres i en heldækkende kaleche. Der er flere valgmuligheder. Cremo tilbyder selv to muligheder, der af form og funktion er identiske blot er den ene af PVC og den anden af akryl. Begge er de blå.

Skal man opholde sig meget i båden med hyppig overnatning bør man vælge akryl, som kan ånde. Til gengæld er akryl sværere at holde ren, skal imprægneres årligt og i det hele taget plejes. Det skal kalechen af PVC ikke. Den er nem at holde ren, men ikke helt så rar at være under i længere tid, da den ikke ånder.

Der er endnu en kaleche, man kan overveje, og som vi testede under tre dages fiskeri på Bornholm. Den er uoriginal og fremstillet i akryl af Kalechesmeden fra Helsingør. Den er høj, så man opnår stor komfort indenfor. Samtidig dækker den ikke agterdækket, som derfor er helt frit til fortsat fiskeri. Man kan således fint montere agterdækket med en stor trollingbar, hvis det er det, man ønsker.

Ulempen ved denne høje kaleche er imidlertid, at den er meget vindfølsom. Det skal ikke blæse ret meget, førend båden bliver svær at styre. Dette kan blive et problem under fiskeri, hvor afdriften bliver stor, eller når man skal lægge til kaj. På samme måde yder denne kaleche stor vindmodstand, når man kører med båden på trailer. Det gør de originale kalecher fra Cremo ikke, da de er noget lavere.

Fældbare lanterner

En meget fiks og yderst praktisk detalje er den fældbare agterlanterne, som tit sidder i vejen. Men ikke på en “Hanö”, der nemlig er monteret med en fældbar lanterne, som med et enkelt greb kan foldes ned af vejen for stænger og liner under fiskeriet.

Taglanternen er imidlertid ganske høj givet af sikkerhedsmæssige årsager, så den synes længst muligt. Til gengæld skal man passe på, hvis man bakker båden ind gennem en lav dør eller port. Da kan den høje lanterne let gå på.

30 knob med 60 HK

Båden var monteret med Yamaha’s nyeste 4-takter på 60 HK den maksimale størrelse, som båden må sejle med i henhold til godkendelsen. Og lad det være sagt med det samme: Større motor er der ikke brug for. I tilkørt stand og med fuld skrue går en “Hanö” med to mand ombord sine 30 knob. Mere har ingen småbådsfisker brug for.

Med en marchhastighed på 20 knob føler man næsten ikke, at man sejler, men man kommer hurtigt frem uden at bruge ret meget benzin. Moderne 4-taktere er utroligt økonomiske og støjsvage. I tomgang må man næsten hen og kigge efter indikatorstrålen for at se, om motoren nu overhovedet kører. Pragtfuldt, når man skal være ude en hel lang dag og lytte til motorstøjen.

Power trim og tilt sikrer en perfekt trimning af båden, og en elektronisk indikator på omdrejningstælleren viser hele tiden trimindstillingen – hvordan båden er trimmet. Så behøver man ikke kigge bagud hele tiden for at checke motorvinklen.

Info

Priser
Crescent “Hanö”: kr. 96.150,-
Yamaha 60 HK 4-takt ELPTO: kr. 63.524,-
Sætpris, båd + motor: kr. 148.500,-

Importør
Yamaha Motors, Danmark, tlf. 63 10 95 00 angiver nærmeste forhandler af Crescent både og Yamaha motorer

“FLEX 18” – skræddersyet, dansk fiskebåd!

Det er ikke mange fiskebåde, der fremstilles i Danmark. Vi har prøvesejlet den nye “Flex 18” – en pæredansk fiskebåd, der tilmed på bestilling kan leveres i flere forskellige udgaver.

Der blæste en strid vind fra vest, da vi søsatte den spritnye Flex 18 kabinebåd i Egå Marina. Ganske vist fralandsvind, men blot nogle få hundrede meter ude var der allerede godt med skum på bølgerne. – Ideelle forhold til test, for næsten alle både sejler jo godt i magsvejr!

Vi er næppe nået ud til bøjen, der markerer indgangen til “Det forbudte område”, førend skummet blæser af bølgerne. Men båden har magt over tingene. Den er nemlig forsynet med en kraftig 70 HK 4-takts Johnson, der uden problemer og med et vip af gashåndtaget får Flex 18 ud af vandet og op at plane.

Da vi har et barn med ombord, får den ikke alt, hvad båd og motor kan holde. Det ville være uansvarligt. Men der mangler hverken kraft eller fart, og helhedsindtrykket er klart: Båden har ingen problemer med vind, vand eller bølger – hverken ved hurtig opstart eller hård nedbremsning.

Den tager heller ikke nævneværdigt med vand ind i motorbrønden, når man bakker båden op mod bølgerne. Til gengæld virker den ikke helt så letstyret som markedets bedste både, men det er en gradsforskel og absolut acceptabelt for en båd i denne klasse.

Åben eller lukket båd

Båden har lånt sit navn fra Søværnet, hvis nye både også er bygget efter “Flex”-princippet – at de skal kunne bruges til mange forskellige formål og let kunne tilpasses nye.

Således kan man få Flex 18 som åben styrepultbåd eller lukket kabinebåd. Den åbne hedder “Flex 18 Open” – den lukkede “Flex 18 Cabin”. Skroget er det samme i begge tilfælde – i sidste fald monterer man blot en hardtop over på skroget. Man kan således i første omgang købe en åben båd og siden – hvis man vil ud på længere ture og familien også skal med – få eftermonteret hardtoppen.

Dette konstruktionsprincip giver samtidig en ankerbrønd fortil, som er usædvanligt stor og rummelig. Her er der rigeligt med plads til såvel anker som kæde og ankertov samt andre småting, der ellers kun vanskeligt får plads indenborde.

Robust skrog

Langt de fleste både fremstilles i dag i Polen, hvor arbejdskraften endnu er billig. Men der er tale om masseproduktion, hvor man naturligvis sparer, hvor spares kan. Der skal jo være fortjeneste til såvel producent som importør og forhandler, og konkurrencen mellem de forskellige producenter er benhård.

Sådan er det ikke med Flex 18, som er fremstillet i Skjern, og som sælges i Skjern. Den er ikke lagervare, men laves på bestilling. Det tager typisk fire hele dage at støbe en Flex 18, hvor man i Polen ofte klarer en båd om dagen. Alt laves i hånden i Skjern, hvilket gør det muligt rigtig at kæle for detaljerne.

Yderst ligger der således hele to lag Gelcoat, hvilket sikrer god slidstyrke, førend man er nede ved selve glasfiberen. På mange andre af dagens både skal man blot skrabe lidt i den hvide overflade – og den gule glasfiber titter straks frem.

Bunden har dobbelt tykkelse, hvilket er et meget stort plus, hvis båden skal på trailer. Og det skal langt de fleste af denne størrelse både. På traileren hviler en god del af vægten på rullerne, hvilket giver stor punktbelastning. Dårlig glasfiber krakelerer i Gelcoat’en under dette pres, og i værste fald revner glasfiberen sågar.

Ideelt skal trailerbåde dog altid hvile på kølen, hvorfor der i kølen på en Flex 18 er indstøbt plastrør for ekstra styrke.

Stor sikkerhed

Der er også indstøbt vandfast krydsfiner, så man får et lufttæt hulrum, der sikrer opdriften – selv hvis bådens skrog skulle revne ved en voldsom kollision. Til sikkerheden hjælper også, at der er indstøbt skumplader mellem inder- og yderskrog. Producenten har bevidst valgt ikke at bruge påsprøjtet skum, der med tiden kan opløses, suge vand og synke ned i gamle både.

– Flex 18 skal også sejle sikkert om 30 eller 40 år, lyder det selvbevidst fra Skjern Bådene.

Skumpladerne er højt placeret. Det giver en høj opdrift, så båden ikke vender ved bordfyldning. De indstøbte skumplader giver samtidig større stivhed og mindre resonans under sejlads, hvilket var meget mærkbart og hørbart under vor testsejlads. For at sikre ekstra styrke og stivhed har man valgt et klassisk klinkbygget skrog, hvis mange profiler i sig selv stiver skroget af.

Lav planingsfart

Skrogformen giver næsten ingen mærkbar planingstærskel – modsat de fleste planende både, som pludselig går op og lægger sig – og pludselig er nede i vandet igen efter endt planing. Det giver en behagelig sejlads. Flex 18 planer ned til 8-9 knob og har en maxfart på 30 knob med 70 heste på hækken.

Enhver, der har prøvet at trække ledninger og kabler i en båd, vil vide, at det kan være et stort problem. Pladsen er for trang, og ofte kan stikkene ikke komme igennem åbningerne. Det problem har man ikke med en Flex 18, hvor der er indstøbt rummelige plastrør til de nødvendige ledninger og kabler.

Vælger man kabinebåden i stedet for den åbne model, får man vinduer fremstillet i Lexan, der ikke er så udsat for ridser og skrammer som det gængse Plexiglas. Man får også et uhyre komfortabelt førersæde, der gør selv lange ture til en ren fornøjelse.

Stort agterdæk

Som lystfisker bliver man umiddelbart begejstret, når man ser det store og rummelige agterdæk – helt frit for hindringer af enhver slags. Her er der et helt dansegulv til at fiske fra – om det så er med kastestang fra en frit drivende båd eller med downrigger fra en sejlende. Agterdækket måler således hele 145 x 95 cm fra styrestol og agterud. Tilsvarende er målet 145 x 200 cm fra kistebænken og agterud i bagbords side.

Downrigger kan uden besvær monteres på overdækket bag agterdækket – let at komme til såvel ovenfra som nedenfra via de store agterluger. Montering af downrigger er således en smal sag, hvilket langt fra altid er tilfældet med denne bådtype.

Fribordet er højt – 75 cm – så man kan læne sig komfortabelt op af bådsiden under fiskeriet. Polstrede puder her ville være en god idé for yderligere komfort, men sådanne kan man let selv montere efterfølgende.

Megen stuveplads

Er der noget, man aldrig kan få for meget af i en båd, så er det stuveplads. Her udmærker Flex 18 sig ved rigtig meget af slagsen. Vælger man den åbne model, er der op til 3 stænktætte luger til kistebænkene, to stænktætte luger til agterrum samt én stænktæt luge i styrepulten.

Vælger man i stedet kabinebåden, får man to store stuverum agter og tre i kistebænkene. Læg hertil en bordplade med aftagelig konsol, der kan omdannes til en tredje soveplads. Eller ekstra god plads til to. Ryghynderne passer hen over bordpladen, så man her slår to fluer med ét smæk.

Der er flere muligheder, som man skal tage stilling til, når man bestiller sin båd. Farven er hvid – hvis man ikke vælger noget helt andet. Er man specielt langbenet, kan det være en god idé i stedet for et lukket stuverum at få lavet en udskæring til benene i styrepulten. Det giver ekstra siddekomfort, hvilket man vil sætte stor pris på under lange ture.

Alt i alt må man sige, at Flex 18 er en meget vellykket båd – resultatet af 40 års vestjysk erfaring med konstruktion af både i glasfiber. Først små skydepramme til Ringkøbing Fjord – siden større, planende både til resten af Danmark!

Specifikationer

Længde: 550 cm
Bredde: 200 cm
Fribord: 75 cm
Dybgang: 30 cm
Vægt: 530 kg
Max pers: 6
Max motor: 70 HK
CD kategori: C

Priser

Flex 18 Open: 74.900,- kr
Sætpris med 50 HK Johnson 4-takt: 107.892,- kr

Flex 18 Cabin: 97.500,- kr
Sætpris med 70 HK Johnson 4-takt: 156.825,- kr

Yderligere oplysninger:

Skjern Bådene
Ringkøbingvej 20
6900 Skjern

Tlf. 97 35 08 95
E-mail: sb@skjernbaadene.dk
Website: www.skjernbaadene.dk