Forfatterarkiv: Steen

– Gi’ linen en kurv!

Det er aldrig rart at få en kurv – med mindre man da er fluefisker. Da kan man nemlig have god brug for én!

Fluegrejet er blevet stedse bedre i de senere år, og fluefiskeren kaster i dag længere end nogensinde.

Men jo længere kastene bliver, desto mere løsline er der at holde styr på. Løsline, som har den utroligste evne til at filtre sig ind i alt muligt – sig selv og omgivelserne. Og en filtret line er lig med et mislykket kast.

Dette er der ikke noget nyt i, og i adskillige år har vi fluefiskere kunnet ty til diverse linekurve til afhjælpning af problemet. Kurve, der kan rumme og holde styr på 10-20 meter løsline eller mere under kastet.

Ikke blot kaster vi i dag længere end nogensinde. Vi bruger også højt specialiserede skydeliner, som er tyndere end de konventionelle flueliner. De tyndeste skydeliner kaster nemlig længst, men er også de vanskeligste at håndtere. Til fiskeri med disse tynde skydeliner – ofte bestående af monofil nylon – er der for alvor brug for linekurv.

JP har gennem årene prøvet stort set alt, der findes på markedet herhjemme og i USA. Samtidig er der netop kommet et helt nyt og pæredansk produkt på markedet. Vi præsenterer derfor en oversigt over de forskellige typer, deres fordele og ulemper.

Orvis

Amerikanske Orvis så tidligt lyset og udviklede i samarbejde med ingen ringere end Michigan Institute of Technology (MIT) en epokegørende linekurv. Så epokegørende, syntes Orvis, at man patenterede konceptet og siden har fulgt hårdt op med trusler om kostbare retssager mod kopierende virksomheder.

Orvis og MIT fandt nemlig ud af, at en æggebakke-lignende bund i kurven reducerede problemet med filtret line markant. Forhøjningerne holder lineløkkerne godt adskilt og hindrer dem effektivt i at filtre sig ind i hinanden.

Orvis har selv testet effekten og påstår, at man med en Orvis linekurv kaster mindst 6 meter længere end uden. Hvilket næppe er helt forkert. Hertil er så at føje, at også komforten under kastet højnes væsentligt. Det er helt enkelt lettere og mere bekvemt at kaste langt med denne kurv end uden.

Den testede udgave var dog en af de tidlige modeller. Den nuværende model har afrundede kanter og en udskæring i siden til styring af linen. En markant forbedring. Der er fra fabrikken stadig ingen drænhuller i kurvens bund. Dem kan man dog let selv bore, hvis man føler behov for det.

Gennem årene har jeg også haft stor glæde af Orvis’ linekurv, når mad og drikke skulle bringes med ud til fiskepladser langt fra land. Man kan da fint have frokosten i kurven, som drejes om på ryggen, hvor den ikke er i vejen. På vej ind mod land kan man tilsvarende have sin fangst liggende i kurven, der erfaringsmæssigt har plads til 3-4 havørreder i 40-45 cm’s klassen!

Strip’N Aid

Ligeledes amerikanske Strip’N Aid har “lånt” lidt af det væsentlige fra Orvis kurven, nemlig æggebakke-princippet. Forhøjningerne er blot gjort lidt højere og lidt spidsere, hvilket giver et lidt bedre greb om løslinen, der ikke så let hopper over toppen.

Strip’N Aid er åben og dermed ingen kurv med kanter. Dette giver ganske vist vinden frit spil, men i praksis holder denne model ganske godt på linen, og der er ingen høj kant til at genere under indtagningen. Samtidig har den en meget stor bundplade, som er rigtig god til at fange linen under indtagning.

Endelig kan den justeres meget mere end de andre linekurve, hvilket i nogle situationer kan være en stor fordel. Således kan man have brug for at hæve eller sænke kurven, hvad et almindeligt bælte ikke giver mulighed for.

Fly Line Tamer

Fisker man udelukkende fra båd, kan der være grund til at kigge nærmere på amerikanske Pro-Trim’s Fly Line Tamer. Der er tale om et stort rør i acryl, som placeres på båddækket, og som man stripper løslinen ind i.

Den høje model løser problemet med løslinen, der blæser ud i vandet, mens båden driver. Et problem, der kan være ganske stort, dersom man fisker fra de lave “flats” både, som er uhyre populære i Florida og lignende steder. De har et helt fladt fordæk uden kanter, der kan holde på løslinen i blæst.

Til brug fra almindelige både, som vi har herhjemme, er der dog intet behov for en linekurv af denne type.

Ron Thomson

Det er danske Svendsen Sport, der står bag de populære og prisbillige Ron Thomson produkter. Til dem hører en fortrinlig linekurv, der kan foldes sammen for bekvem transport. Bunden er af net, så man selv kan se ned gennem det og dermed ved, hvor man træder. Samtidig løber vandet let af linen og ud af kurven.

Denne linekurv fungerer fortræffeligt under praktisk fiskeri, da den er smidig og let at placere korrekt på kroppen. Sågar en lille skumblok findes der til placering af nye og brugte fluer. Man kunne dog godt ønske sig, at der kunne fås en lidt større model, som gav plads til større armbevægelser under indtagningen.

Alt i alt er den dog et rigtig godt sted at starte, hvis man vil se, om linekurv er noget for én eller ej. Mange bliver så glade for denne kurv, at de ikke investerer i andet. Den er altid med på fisketuren og kommer frem, når og hvis der er brug for den. Ellers ligger den pænt og venter i ryglommen sammenklappet og nedpakket!

Flexi-Stripper

Det er en anden dansker, der står bag et helt nyt produkt til håndtering af løslinen. Han hedder Bjarne Fries, er fra Randers og noget nær verdenskendt for sine håndbyggede fluestænger af splitcane – kløvet bambus. Bjarne har forladt naturmaterialerne og producerer nu en enkel linekurv i ren plast.

Flexi-Stripper er lille og dermed nem at have med. Den lille grundflade gør, at man fint kan bruge kurven i andre situationer end ved kysten eksempelvis ved åen, hvor man ofte kaster fra knælende stilling i højt græs. Den lille grundflade gør det dog også mere besværligt at fange piggene med linen.

Jeg har fulgt prototypens udvikling frem til det nuværende produkt, der på mange måder fungerer fint, men som desværre også har nogle helt klare ulemper ud over en meget høj pris. Det er plastpiggene, der er problemet. De er nemlig så bløde og smidige, at de ikke tåler pres ovenfra.

Under testen kom vi således til at lægge et almindeligt halstørklæde over den lille Flexi-Stripper i bilen på vej ud til fiskevandet. Det var nok til at bøje piggene så meget, at linekurven fungerede meget dårligt. Piggene lagde sig helt enkelt ned og blev liggende i adskillige timer. Faktisk tog det et par dage, før de havde rettet sig blot nogenlunde op igen.

Dette tager naturligvis meget af brugsværdien, og producenten anbefaler da også, at man afmonterer de bløde pigge under transport. Hvilket vel kun de færreste vil bøvle med i praksis. Så der forestår endnu et stykke udviklingsarbejde, inden den ellers udmærkede idé er over børnesygdommene. Piggene skal kunne tåle at bøjes meget mere end nu uden at tage form.

Kunne prisen så komme ned på det halve, ville det dels sikre Flexi-Stripper en stor udbredelse dels sikre mod billige piratkopier af det simple design. Så kunne det sagtens være, at Danmark kom på verdenskortet, hvad linekurve angår!

Sammenfatning:

*Orvis* Pris kr. 500,-
🙂 Høje kanter sikrer linen mod blæst Keglerne i bunden hindrer linefilter Kan bruges til transport af grej Pakkes let i bagage	🙁 Man kan ikke se gennem bunden Ingen drænhuller i bund Høj pris

***Fly Line Tamer*** Pris ukendt
🙂 Holder godt styr på linen	🙁 Dur kun til bådfiskeri

***Strip’N Aid*** Pris kr. 500,- (i USA)
🙂 Spidse kegler holder linen rigtig godt Stor grundflade griber linen godt Mange justeringsmuligheder	🙁 Stor og uhandy Man kan ikke se gennem bunden Åben for vind Høj pris

***Ron Thomson*** Pris kr. 200,-
🙂 Holder linen godt – også monofil i blæst Man kan se gennem bunden Let at transportere og pakke Fylder meget lidt Billig	🙁 Mangler kegler i bund

***Flexi-Stripper*** Pris kr. 450,-
🙂 Fylder ikke meget Nem at placere på kroppen Kan fint bruges knælende ved åen	🙁 Høj pris Lille grundflade fanger ikke linen så nemt Holder ikke linen så godt i stærk strøm Piggene for bløde under transport

Konklusion

Det er sjældent, at billigst også er bedst, og det er da heller ikke tilfældet med linekurve. Og dog. Testens billigste kurv – den foldbare model fra Ron Thomson – er på mange måder det bedste bud på en løsning. En linekurv, der er billig, funktionel og nem at transportere.

Testens dyreste linekurv – klassikeren fra Orvis – er på nogle områder klart “best in test”. Det er den kurv, der har bedst styr på linen, og den er samtidig både robust og let at transportere. Til gengæld fylder den meget og koster endnu mere.

Den nye danske Flexi-Stripper viser flere gode takter, men er dels alt for dyr – dels alt for følsom under transport. Piggene er helt enkelt for lette at bøje og har svært ved at rette sig ud igen.

Strip’N Aid er på mange måder hverken det ene eller det andet, men et kuriosum midt imellem. Og Fly Line Tamer har vi slet ikke brug for i danske både!

Ad Swier

Hollandske Ad Swier er en meget dygtig fluefisker, fluebinder og kunstner med hang til motiver under vandet og med fluer i munden!

Meget af hans fiskeri foregår i de hollandske kanaler, som – trods megen forurening og mange giftstoffer – stadig huser mange fisk. Naturligvis mest gedder, aborrer og sandarter samt skaller og brasen – fisk, der alle kan fanges på flue.

Fiskene i de hollandske kanaler figurerer meget ofte på Ad Swier’s smukke malerier og akvareller – på lige fod med laks, ørreder og stallinger. Specielt gedden står hans hjerte nær – så meget, at han har designet en speciel geddefluekrog til Partridge of Redditch!

Ad foretrækker at fiske gedder fra sin flydering, og allerhelst fisker han efter dem i Irlands mange søer. Herover en række eksempler på hans fluefiskeinspirerede kunst!

Interesserede kan læse mere om Ad Swier og hans mange talenter som kunstner og fluefisker på hans egen hjemmeside:

www.adswier.com

AIRFLO – nu også med riller!

Det kan være svært at forstå, hvorfor noget, der mest af alt ligner en tørresnor, skal koste flere hundrede kroner. Et besøg på Airflo fabrikken i Wales, England, giver noget af forklaringen.

I rigtig gamle dage kunne man ikke kaste med sine fluer. Man brugte i stedet lange og tunge stænger af greenheart en hård og tung tropisk træsort og liner flettet af hestehalehår. Fluen blev bundet for enden af denne line, som kunne være taperet helt ned til et enkelt hår!

Kaste kunne man ikke, men måtte i stedet nøjes med at fire sin flue ud til fiskene altid med vinden som hjælper. Derfor den lange stang. De første “rigtige” flueliner tunge og tilspidsede liner, man kunne kaste imod vinden med blev fremstillet af silke og imprægneret med linolie. De måtte indfedtes regelmæssigt, hvis de skulle kunne flyde. Og tørres efter hver fisketur, hvis de ikke skulle rådne.

Det var derfor et kæmpe fremeskridt, da amerikanske Cortland i 1952 sendte verdens første syntetiske flueline på markedet fremstillet af PVC. Slut med den nødvendige tørring af linen efter fisketuren.

Denne line blev i 1954 efterfulgt af verdens første selvflydende line med mikroskopiske glaskugler indstøbt i PVC coatingen fremstillet af ligeledes amerikanske Scientific Anglers. Slut også med den besværlige indfedtning af linen for at få den til at flyde.

Enter Airflo

Men faktisk skete der ikke alverden, førend en helt ny spiller kom på banen i 1990. Grundlæggeren Philip Parkinsson, der er civilingeniør af uddannelse, var grundigt træt af PVC fluelinerne. De var elastiske, og de krakelerede. Det skulle der ændres på, og derfor stiftede han firmaet Airflo.

Jeg kendte i forvejen Philip fra den tid, hvor han arbejdede hos Alan Bramley daværende ejer af krogfabrikken Partridge of Redditch. Og i et par år blev først min postkasse og siden min mail bombarderet med teknisk info om den banebrydende, nye teknologi. Der var ikke grænser for, hvor godt det ville blive, når først alle tankerne blev udmøntet i konkrete produkter.

Og Philip havde talegaverne i orden. Han fik overbevist nogle store investorer om den strålende fremtid for de nye produkter, der ville flyde i en lind strøm fra nystiftede Airflo, og penge til udviklingsarbejdet kom på bordet. Rygterne ville vide, at der var tale om diamantpenge fra Sydafrika. Men det var jo ikke politisk korrekt, så det ville Philip aldrig tale om.

Ud med PVC ind med urethan

Grundideen bag det nye firma var, at hvorfor dog bruge PVC, som krakelerer, når man i stedet kan bruge polyurethan, som ikke gør det? Airflo havde nemlig valgt polyurethan som grundsubstans for sine nye liner.

Airflo kom dog meget uheldigt fra start. Ambitionerne var for store og teknikken endnu for ny. Airflo valgte nemlig at fremstille sine nye flueliner på uelastiske kerner af kevlar ud fra det helt korrekte argument, at ingen kraft går tabt i kastet med en uelastisk line. Og at en kroget fisks mindste bevægelse øjeblikkeligt signaleres til fiskeren.

Det kunne jeg ved selvsyn konstatere, da jeg tilbage i 1991 krogede en hidsig lille blanklaks fra Kapisigdlit, Grønland på en af Airflo’s allerførste kevlarliner. Hugget i den hårde strøm var som et slag i ansigtet og fighten benhård!

Men, men, men Som alle andre liner tog også de nye Airflo liner form efter spolen, når de havde siddet på hjulet i et stykke tid. Og da kernen af kevlar var uelastisk, kunne man ikke strække linerne ud igen – som man kan med de klassiske PVC-liner. Linerne blev derfor noget nær ubrugelige, som de lå der og krøllede på vandet – ganske uden kontakt til fluen.

Airflo kørte på med en hård markedsføring, hvor man sablede de “gamle”, men trods alt velfungerende PVC liner ned. Dette faldt imidlertid tilbage på Airflo selv, som til sidst oplevede, at stort set alle leverede liner blev returneret

Airflo fik derfor rigtig megen rigtig dårlig PR på de første liner, og alle troede derfor, at firmaet var færdigt. Men Airflo fik tilført mere ny kapital – og styr på tingene. I dag fremstiller Airflo flueliner, der lever helt op til forventningerne – med en slidstyrke, som konkurrenterne har endog meget svært ved at hamle op med.

Airflo’s “5 Year Non-Crack Guarantee” har været svær at sluge for de relativt få konkurrenter, hvis PVC liner bestemt ikke kan leve op til dette.

PolyFuse Technology

Urethan er beslægtet med det materiale, man bruger til at isolere elektriske ledninger med. Det er hårdt og slidstærkt, hvorfor mange af de første Airflo demonstrationer blev udført på asfalterede P-pladser, som på rekordtid ville ødelægge selv den dyreste PVC line. Urethanen kunne nemlig holde til det.

Samtidig har Airflo nu udviklet en proces, hvor man kan lade coatingen bestå af to forskellige lag, som er smeltet sammen den såkaldte “Polyfuse” teknologi. Altsammen ved en temperatur på 230 grader Celsius.

Inderst på kernen lægger man først det tykke lag, som indeholder enten opdriftsmiddel til flydeliner eller metalpartikler til synkeliner. Det er denne del, af linen, som arbejder mest under kastet, da de forskellige stoffer påopulært sagt “gnider” mod hinanden og dermed slider på linen.

Yderst påføres så det tynde, tætte og glatte lag, som er uden tilsætningsstoffer. Det gør linerne mere slidstærke, og de to lag smelter øjeblikkeligt sammen under processen.

Density Compensation

Samtidig muliggør urethan, at man kan binde langt mere metal I materialet, end det er muligt med PVC. Airflo er derfor kendt som fremstiller af verdens hurtigst synkende liner.

Airflo er også kendt for “Density Compensation” en banebrydende teknologi, som konkurrenterne også har haft mere end svært ved at hamle op med. En almindelig synkende PVC line har det meste af vægten I den tykkeste del af linen mindst I spidsen. Det betyder, at linen faktisk synker langsomst med spidsen, som jo netop er den, der skal bringe fluen ned.

Det fænomen har Airflo fjernet med “Density Compensation”, hvor man giver linen en stigende vægtfylde ud mod spidsen, hvorved den færdige flueline synker i en lige linje for fuld kontrol af fiskedybden. På samme måde kan man gøre spidsen ekstra højt flydende, hvis der er brug for det – eksempelvis til nymfefiskeri.

Materialet og fremstillingsprocessen giver samtlidig Airflo helt nye og anderledes muligheder. Man kan lave slanke og integrerede løkker, så man hurtigt kan koble sine liner sammen og tilpasse sig forholdene. Og man kan sammensvejse forskellige liner med forskellig densitet til et ubrydeligt hele – uden klodsede splejsninger, der hænger fast i stangringene.

Uelastiske kerner

De allerfleste flueliner af PVC har en kerne af flettet nylon, som er ganske elastisk typisk 22 %. Det medfører uundgåeligt, at en del af den tilføret kraft i fluekastet går tabt med kortere kast til følge.

Det var dette krafttab, som Airflo ville undgå med sine tidlige totalt uelastiske kevlarkerner, som imidlertid ikke duede i praksis. Men tanken er rigtig, og Airflo har arbejdet videre på den. I dag producerer og markedsfører man således en speciel serie liner under navnet “Sixth Sense” liner med en sjette sans. “Power Core” er en anden serie med samme idé som grundlag.

Disse liner er alle fremstillet på specielle tæt flettede kerner med en elasticitet på blot 6 %. Det er liner med en høj grad af følsomhed og stor styrke. Sixth Sense liner, som gør det lettere at registrere forsigtige hug på en lang line. Eller Power Core liner, som gør det muligt at sætte selv en stor fluekrog i eksempelvis en tarpon eller geddes benhårde kæft.

Airflo Ridge – nu også med riller!

Og nu har Airflo så gjort det igen lanceret en helt ny type flueline, som aldrig er set før: The Airfo “Ridge” line.

Inspirationen til denne line kom langvejs fra faktisk helt fra Japan, hvor den tidligere racerkører og nuværende fluefisker Masahara Katsumata havde tænkt nye tanker.

Han mente, at man som producent af flueliner burde studere racerdæk-teknologien nærmere. Så ville man nå frem til, at flueliner ikke skulle være glatte. Nej, de burde i stedet have riller i overfladen, da det ville reducere friktionen og forøge skydeevnen.

Som tænkt så gjort. Polyurethan-teknologien muliggør faktisk produktionen af sådanne liner, og den nye “Ridge” er resultatet af disse indledende overvejelser og mange efterfølgende eksperimenter. Teknologien er naturligvis patenteret, så Airflo har opfindelsen for sig selv i en årrække.

Jeg har haft lejlighed til at teste de nye liner gennem et halvt års tid og har kun godt at sige om dem. De kaster godt, skyder fint og glider let gennem vandet. Faktisk suger de vand op mellem rillerne vand, der siden fungerer som smøremiddel under kastet.

Og så er de nye Ridge-liner forsynet med Airflo’s patenterede svejsede løkker, som gør det nemt at skifte line eller forfang. Enderne er derfor lukket og kan ikke suge vand, hvilket ofte får PVC linespidser til at synke.

“Ridge” er absolut anbefalelsesværdig nytænkning fra altid innovative engelske Airflo!

Det smager jo altid lidt af fisk…

– forhåbentlig da. Ind imellem kan man desværre opleve, at fisk smager forfærdeligt – af alt andet end fisk. Det er der i regelen en god forklaring på.

Mange har oplevet, at ørreder fra et Put & Take vand smager af mudder. Et fænomen, som for øvrigt er kendt fra mange andre ferskvandsfisk – fortrinsvis fanget i små og mudrede vande såsom moser og damme.

Alger kan forårsage bismag hos ferskvandsfisk

Men det er nu ikke mudderbunden, som giver muddersmagen, hvad man jo ellers kunne tro. Denne smag hos ferskvandsfisk skyldes ofte de kemiske stoffer geosmin og methylisoborneol, som dannes på forskellig vis i fiskevandet. Det kan enten ske ved vækst af Streptomyces bakterier eller via algen Fossombronilla pusilla.

Blågrønalger – cyanobakterier også kaldet – er storleverandører af disse ubehagelige og bestemt ikke usmagelige stoffer, som således er naturligt tilstede i vandmiljøet. De har i sig selv intet med forurening at gøre. I så fald kun indirekte, dersom forurening med næringssalte forårsager algeblomst, som så igen producerer smagsstofferne.

Alger med en bismag

Alger er en af de hyppigste årsager til dårlig smag i fiskekød. De ophobes ofte i fødekæden via eksempelvis snegle og muslinger, som æder algerne, og disse ædes igen af fiskene. Herved opkoncentreres stofferne i fiskekødet, som til sidst får en dårlig og mudret smag.

Fossombronilla algen lever kun i stillestående ferskvand og forekommer derfor ikke i hverken vandløb, brakvand eller saltvand. Muddersmagen forekommer derfor også kun i søfisk – aldrig i saltvandsfisk.

I dambrug oplever man alligevel periodisk problemet, hvis og hvor der tages vand ind fra vandløb umiddelbart nedstrøms søer med algeblomst. Problemet opstår her normalt i forårsmånederne. Da fiskene ikke umiddelbart kan sælges til konsum, går de ofte videre til Put & Take søer i stedet

Fjernelse af bismagen

Muddersmagen kan udmærket optræde i fisk fra ellers rene og klarvandede søer. Det kendes fra mange steder i New Zealand. Her er det velkendt, at ørreder fra visse søer smager endog meget dårligt.

Down under bruger man det lille trick at salte ørredfileterne i 2-3 timer før tilberedning – noget, der fjerner den dårlige smag helt eller i hvert fald en meget stor del af den. Fiskene bliver i hvert fald spiselige.

Herhjemme er det bedst, hvis man kan lade fangede fisk gå levende i rindende vand i nogle dage. Alt afhængig af bismagen skal fisken gå fra 2-7 døgn i rent og rindende vand. Så vaskes de uheldige smagsstoffer populært sagt ud af fiskekødet.

Man er aldrig i tvivl om, hvorvidt bismagen er væk eller ej. Det viser sig tydeligt under tilberedningen, hvor eventuel dårlig smag også kan lugtes. Duften i bageriet indikerer klart smagen af brødet…

Permanent bismag

Man kan også komme ud for fisk, hvor den dårlige smag ikke kan fjernes på denne måde. Det kan være tilfældet, hvor der er sket forurening med diverse fenoler, som er organiske giftstoffer, der både lugter og smager fælt. Sådan forurenede fisk bliver derfor totalt uspiselige.

Denne forurening af fiskekødet kan være direkte eller indirekte. I sidste tilfælde har det vist sig, at visse alger kan bruge fenol som energikilde. De indbygger derfor fenolerne i kroppen og bliver siden ædt af andre organismer, som siden opkoncentrerer stofferne i fiskene.

Det har også vist sig, at fisk efter en olieforurening kan få afsmag. Her er det stoffer i eller nedbrydningsprodukter fra råolien, der enten dræber fiskene eller giver dem en bismag, som gør dem usælgelige. Også her er problemet størst, hvis olien indeholder mange fenoler.

Den gigantiske olieforurening fra Deep Water Horizon i Den Mexikanske Golf reducerede således i tusindvis af tons uspiselige fisk.

Karpelus

Daglig irritation og sommervarm trussel mod søens fisk

I sommeren 2006 blev der på nordjyske Glenstrup Sø fanget adskillige gedder med blødende sår på siderne. – Var de syge eller hvad? Det spekulerede fiskerne på søen meget over den sommer.

En nærmere undersøgelse viste imidlertid, at der var tale om angreb af Argulus – på dansk karpelus – som underde rette betingelser kan være til meget stor gene for søens fisk. Det er temperaturen, som er den afgørende. Stiger den til 20 grader eller mere, stortrives karpelusen og formerer sig i et tempo, som søens fisk har svært ved at klare. Resultatet kan blive massive angreb på enkelte fisk, som kan få store blødende sår på kroppen.

– Men hvad er Argulus egentlig for en fyr? Karpelusen er lige som havlusen, vi alle kender fra laks og havørreder, et snyltende krebsdyr. Den tilhører klassen Branchiura, hvis medlemmer alle lligner hinanden og alle er snyltere.

Karpelusen bliver 5-10 mm stor, hvilket gør den synlig med det blotte øje. Den er lettest at se på en transparent baggrund – eksempelvis fiskenes finner – og spottes naturligvis umiddelbart andre steder, når og hvis den bevæger sig. Karpelusene kravler rundt på fiskene og kan svømme fra fisk til fisk. De er mørke, flade og ovale og holder fortrinsvis til steder, hvor de sidder beskyttet og i læ for vandstrømmen.

Skadevirkning

Zoomer man ind på Argulus, ser den ganske frygtindgydende ud:

To sugeskiver sørger for, at karpelusen har et godt greb om sit offer. En stiletagtig brod stikker hul på fiskens hud og sender fordøjelsesenzymer ind i fisken. Bag denne stilet sidder en udskydelig mund, som siden bruges til at suge kropsvæske ud af den angrebne fisk. Angrebet forårsager irritation og kan resultere i betændelsagtige tilstande i huden – i svære tilfælde store åbne sår.

I sidstnævnte tilfælde er det ofte bakterier såsom Aeromonas or Pseudomonas, der forårsager skaderne. Forskere mener også, at karpelusens angreb endvidere kan overføre bakterier og virus til fiskenes indre og dermed måske forårsage andre og mere livstruende sygdomme.

Fiskene irriteres af karpelusene og søger ofte at gnubbe dem af sig, hvis de kan komme til det. Svært angrebne fisk udsættes for en høj grad af stress, hvilket gør dem til et let offer for andre sekundære sygdomme og parasitangreb. Alt i alt er karpelusen således en kedelig karl og farlig fætter, som ikke vil søens fisk noget godt…

Reproduktion

Som de fleste andre pæarasitter har også karpelus et meget stort reproduktionspotentiale. På godt dansk betyder dette, at de yngler som kaniner – ofte og i stort antal. Karpelusene parrer sig på fiskene, og hunnerne lægger siden de befrugtede æg på sten, planter og andre genstande, hvor æggene udvikler sig indtil klækning.

Som alle andre krebsdyr gennemgår den klækkede luselarve flere stadier, inden den blot fire dage gammel begynder at lede efter en værtsfisk. En hel livscyklus varer typisk 1-3 måneder – alt afhængig af vandtemperaturen. Jo varmere vand desto hurtigere livscyklus.

Æggene kan overvintre og klækkes så om foråret, når vandtemperaturen atter er blevet høj nok. Voksne karpelus kan overleve i adskillige dage uden en værtsfisk. Alt i alt er karpelus således ganske hårdføåre – noget, der gælder stort set alle parasitter.

Behandling

På samme måde som havlus kan være skadelig for laksene i et intensivt havbrugsopdræt, så kan også karpelus være til stor gene og skade i ferskvand. Specielt ved vandtemperaturer omkring og højere end 20 grader kan de være kritiske og kræve behandling. Erfaringen viser, at tre behandlinger med diverse organofosfater i løbet af en livscyklus kan holde karpelusene effektivt nede.

Imidlertid er disse organofosfater så giftige for det øvrige miljø, at de er forbudt i stort set alle vesteuropæiske lande. De smugles derfor ofte ind fra lande uden for EU – til skyhøje priser.

Imens eksperimenteres der videre med andre mulige virksomme stoffer uden samme skadelige bivirkninger, og her samler interessen sig pt. om de såkaldte “chitin-inhibitorer”, hvortil et stof som dimilin hører. Sådanne inhibitorer umuliggør effektivt karpelusenes skifte fra et larvestadie til et andet.

Minken et mareridt

Det kan godt være, at de ser søde ud med deres røde snude med de karakteristiske, hvide pletter på underlæbe og hals.

Men de ti-tusindvis af mink, der lever i den danske natur, udgør rent faktisk en alvorlig trussel mod mange ynglende fugle, padder og mindre pattedyr.

For at løse problemet tager Skov- og Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund i denne uge for alvor hul på en landsdækkende kampagne mod minken, der også skaber problemer i mange danske havne. Et af formålene med kampagnen, der løber frem til og med 2008, er at indsamle mere viden og erfaringer på området:

“Vores medarbejdere på distrikterne bekæmper allerede minken lokalt. De gør deres bedste, men hvis vi skal være endnu mere effektive har vi behov for mere viden og erfaring – bl.a. om minkens levesteder og de forskellige fældetyper. Når kampagnen er ovre vil vi stå med en stor mængde viden, som vil gøre os i stand til at udarbejde en effektiv handlingsplan for bekæmpelse af mink”, siger vicedirektør i Skov- og Naturstyrelsen, Anne-Marie Rasmussen.

Kampagne i gang

Kampagnen skal også afdække, hvordan andre parter bedst kan inddrages i arbejdet med at holde bestanden nede. Opgaven er så stor, at det er tvingende nødvendigt at samarbejde med andre for at kunne opnå et tilfredsstillende resultat, påpeger Anne-Marie Rasmussen:

“Det er bare endnu et eksempel på, at samarbejde er vejen frem, når det gælder naturforvaltning. I det konkrete tilfælde ønsker vi et tæt samarbejde med jægere, havnefogeder, lodsejere, naturgæster og andre, som kan hjælpe os – f.eks. ved indberette observationer af mink, sætte en fælde op eller – hvis man har jagttegn – aflive mink. Vi har lavet målrettede foldere til netop de grupper, ligesom vi møder op i relevante forsamlinger, f.eks. på havnefogedernes årsmøde”.

I forbindelse med kampagnen er der udpeget fire indsatsområder, hvor der sættes ind med en særlig høj grad af bekæmpelse: Bornholm, Læsø, Vejlerne i Thy og ved Ringkøbing Fjord.

Kampagnen får aktiv støtte af en række organisationer og institutioner: Dyrenes Beskyttelse, Dansk Pelsdyravlerforening, Dansk Ornitologisk Forening, Fødevarestyrelsen, Zoologisk Museum, Københavns Universitet og Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet.

Flydeplatforme og fælder

Skov- og Naturstyrelsen er allerede i gang med at teste de særlige SMS-fælder, som allerede har vist sig effektive til at bekæmpe mink. I forbindelse med kampagnen vil styrelsens medarbejdere afprøve et nyt redskab, nemlig de såkaldte flydepladeplatforme, der placeres i vandløb og søer.

“Flydeplatformene fungerer som en slags tømmerflåde, som mink godt kan lide at kravle op på. Man lægger et fint lag sand på, og kan derefter se om der er fodspor. På den måde kan vi afsløre om der er mink i et bestemt område. Der er også mulighed for at sætte fælder op på selve platformene”, siger vildtkonsulent Sandor Hestbæk Markus fra Skov- og Naturstyrelsen.

I øjeblikket bruger styrelsen smækfælder på Bornholm på forsøgsmæssig basis. Og som et led i kampagnen vil styrelsen også sætte ind med denne fældetype på Læsø. På de to pågældende øer er der nemlig ikke andre dyr fra mårfamilien, som minken tilhører. På den måde mindskes risikoen for, at andre dyr utilsigtet går i fælderne.

Og for yderligere at mindske risikoen er størrelsen på indgangshullet tilpasset til mink.

Minken på Top Ti

Minken optræder på Skov- og Naturstyrelsen officielle Top Ti-liste over uønskede dyr i den danske natur, og det er ikke en tilfældighed.

F.eks. ugør den en stor trussel mod blishøns, padder og andre smådyr i søer og vandløb, som er nogle af minkens foretrukne levesteder.

To eksempler er Farum Sø og Furesøen nord for København, hvor en truet frøart nu er ved at forsvinde. Og lappedykkerne i området får stort set ikke nogle ællinger på vingerne længere. Minken jager de rugende fugle væk og tømmer rederne for æg – og æder i øvrigt alle de fugleunger den kan komme til.

“Der er tale om en meget aggressiv og tilpasningsdygtig art. Den er samtidig en rigtig god svømmer, hvilket gør den til en effektiv jæger. Dens egenskaber gør den til et meget mobilt rovdyr, som i øvrigt æder stort set alt, der bevæger sig. Den klarer sig så godt, at den er ved at blive en regulær trussel mod især vandfugle og padder”, forklarer vildtkonsulent Jens Peter Bundgaard fra Skov- og Naturstyrelsen.

Invasiv art

Minken er på samme måde som f.eks. dræbersnegle og bjørneklo en såkaldt invasiv art, dvs. en art der ikke er hjemmehørende i den danske natur. Minken stammer fra USA, og blev indført til Danmark i 1930´erne med henblik på pelsavl. Siden er mange af dem enten sluppet løs fra farme eller bevidst sat ud i naturen.

“En invasiv art som minken har nogle fordele som dens konkurrerenter ikke har. Dermed bliver der mindre føde tilbage til f.eks. oddere og ildere. Samtidig har de naturligt hjemmehørende arter af byttedyr udviklet sig under forudsætning af, at der ikke er svømmende rovdyr som mink til stede. F.eks. har nogle fugle vænnet sig til at bygge reder på øer i søerne. Det er mere sikkert der, fordi andre rovdyr fra mårfamilien ikke er gode svømmere. Men det er minken altså – og så får vi problemet”, siger Jens Peter Bundgaard.

Mink skaber problemer i flere og flere havne, hvor de kan ødelægge fiskernes garn – og i mange tilfælde stjæler af fangsten. Samtidig fungerer havneområderne, hvor der er masser af føde og skjulesteder, som en perfekt udklækningsanstalt. Og herfra spreder minken sig så i ind landet, fortæller vildtkonsulent Sandor Hestbæk Markus fra Skov- og Naturstyrelsen:

“Derfor vil vi meget gerne samarbejde med havnefogederne, som kan deltage ved at stille fælder op. De kan lånes gratis hos os. Vi opfordrer alle, der observerer mink i havneområder om at indrapportere det til os og/eller havnefogeden. Vi har fået meldinger om, at der bevidst er blevet sluppet mink løs i havne med henblik på at bekæmpe rotter. Men undersøgelser viser, at rottebekæmpelse rent faktisk er en af de ting, som minken ikke er effektiv til”.

Fiskeplejen 2007

Formål

Fiskeplejen har til formål at fremme den naturlige reproduktion af fiskebestandene (§ 61 i fiskeriloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 372 af 26. april 2006).

Indsatsen omfatter udsætning af fiskeyngel, sættefisk og forbedring af fiskenes leveforhold (biotopforbedringer) samt foranstaltninger og forskning, der i øvrigt har betydning for den naturlige reproduktion, vækst mv. af fiskebestandene.

Midlerne anvendes endvidere til administration og information om Fiskeplejen og fisketegnsordningen for lyst- og fritidsfiskere. Det er desuden muligt at anvende midlerne til kontrol med overholdelse af reglerne for lystfisker- og fritidsfiskertegn.

Med henblik på at fremme den naturlige reproduktion af fiskebestandene indeholder Handlingsplanen for Fiskepleje 2007 projekter vedrørende udsætning af fisk, vandløbsrestaurering samt målrettede og konkrete forskningsprojekter, som medvirker til at fremme mulighederne for fiskeri og forbedre fiskenes gydeforhold og opvækstmuligheder.

Autenticitet

Indsatsen i fiskeplejen har udviklet sig løbende i takt med samfundets ændringer i natursyn. Begreber som bærekapacitet (hvor mange fisk kan der være på en given lokalitet), autenticitet (hvilke fiskearter er oprindeligt hjemmehørende i det pågældende område) og forsigtighedsprincippet (udsætninger suspenderes pga. usikkerhed omkring de miljømæssige effekter) er vigtige værktøjer for at undgå at fiskeudsætninger medfører varige skader på naturen og de vilde fiskebestande.

De ansvarlige for fiskeplejen har siden starten i 1987 i stigende grad været opmærksom på disse krav. Det vidensgrundlag, der er nødvendigt for fiskeplejen sikres løbende gennem forskningsaktiviteter. Fiskeplejens opfattelse og praktiske gennemførelse af udsætninger er i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet, således at der ikke foretages udsætninger, der risikerer at resultere i utilsigtede forandringer i det naturlige miljø.

I planlægningen for 2005-2007 er det forudset, at der anvendes flere midler til restaurering af vandløb end hidtil.

Rådgivning

Rådgivning omkring fiskeplejen sker i Udvalget for Rekreativt Fiskeri, Ferskvandsfiskeri og Fiskepleje – det såkaldte § 7-udvalg. Udvalget er bredt sammensat af “brugere”, dvs. lystfiskere, fritidsfiskere, bierhvervsfiskere og erhvervsfiskere. Desuden er Amtsrådsforeningen, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Landbrug repræsenteret samt de myndigheder, der er ansvarlige for fiskeri og natur- og miljøforhold, dvs. Miljøministeriet v/Skov- og Naturstyrelsen og Fødevareministeriet.

Udvalget rådgiver om anvendelse af fiskeplejemidlerne. Desuden drøftes, hvorledes hensynet til sunde fiskebestande varetages bredt i de øvrige dispositioner, der gennemføres i henhold til fiskeriloven. Herudover formuleres der ønsker til relevante miljøforanstaltninger mv.

Der er en bred erkendelse af, at fiskeplejens formål – at fremme den naturlige reproduktion af fiskebestandene – ikke kan opnås alene ved udsætninger af fisk, hvorfor fiskeplejen i høj grad må baseres på andre aktiviteter end alene udsætninger.

§ 7-udvalget bestræber sig på, via sin brede sammensætning at være med til at formulere forventningerne til andre aktiviteter i samfundet, som berører fiskebestandene på samme måde, som samfundet i øvrigt har forventninger til fiskeplejen.

Handlingsplanen for Fiskeplejen 2007 beskriver, hvilke midler der afsættes til bestandsophjælpning, tilskud til biotopforbedring (vandløbsforbedring), monitering (undersøgelser i forbindelse hermed), rådgivning, forskning og administration.

Fiskeplejen var indtil 2002 hovedsageligt baseret på 1-årige handlingsplaner. På baggrund af drøftelser i § 7-udvalget valgte man herefter fremover at arbejde med flerårige programmer inden for hele fiskeplejens aktivitetsområde.

Økonomi

Fiskeplejeordningen er selvfinansieret via indtægterne fra lystfisker- og fritidsfiskertegnene. I medfør af tidligere beslutning reduceres budgettet med 400.000 kr. årligt med baggrund i det arbejde, som Fiskeridirektoratet udfører for Fiskeplejen. I Handlingsplanen benævnes denne aktivitet budgetreduktion.

I 2007 forventes indtægterne fra lystfisker- og fritidsfiskertegn at beløbe sig til ca. 31,4 mio. kr. Hertil kommer overførte, dvs. udisponerede midler fra 2006 på ca. 2,46 mio. kr. Det maksimale økonomiske grundlag for aktiviteterne i 2007 bliver således i alt ca. 33,86 mio. kr.

Indtægt i mio. kr.:	2006	2007
Lystfiskertegn	24,7	23,0
Fritidsfiskertegn	8,4	8,4
Overførte midler	3,6	2,46
Finanslovsmidler i alt	36,7	33,86

Aktiviteter

Med baggrund i forslag fra bl.a. § 7-udvalget gennemføres der i perioden 2005-2007 en række forsknings- og undersøgelsesaktiviteter, ligesom en række nuværende aktiviteter fortsættes.

Vandløbsrestaureringen har til formål at forbedre vandrefiskenes passagemuligheder samt gydeforholdene og de fysiske forhold i mindre vandsystemer, således at den naturlige reproduktion forbedres.

Der afsættes 2,5 mio. kr. under Fiskeplejen som tilskud til kommuners vandløbsrestaureringsaktiviteter i 2007. Midlerne er på samme niveau som i 2005 og 2006, hvor beløbet blev forøget med 500.000 kr. i forhold til 2004.

Derudover afsættes 260.000 kr. til mindre restaureringsprojekter, der gennemføres med indsats fra lokale fiskeriforeninger. Tilskud til disse mindre projekter skal alene dække materialer.

Med baggrund i drøftelse i det rådgivende § 7-udvalg vil der desuden fortsat være åbenhed overfor, at midler afsat til bestandsophjælpning i enkelte vandløbssystemer i løbet af året vil kunne konverteres til vandløbsrestaurering.

Fiskeplejekonsulent-ordningen, der har til formål at yde rådgivning inden for hele det rekreative fiskeris område, videreføres i sin nuværende form.

Danmarks Fiskeriundersøgelser har etableret en internetbaseret “Håndbog i Fiskepleje”. Håndbogen opdateres løbende med den nyeste viden inden for fiskeplejerelaterede emner. Adressen er www.fiskepleje.dk.

Ferskvand

Den hidtidige Fiskeplejeindsats på ferskvandsområdet er gennemgået og videreføres i sin nuværende form, hvor bl.a. alle udsætningsplaner opfyldes fuldt ud, hvad angår yngel, 1/2-års, 1-års og mundingsfisk.

Anvendelsen af dambrugsfisk blev udfaset i 2005, så alt udsætningsmateriale nu er baseret på afkom af vildfisk.

Nedenstående tabel viser det samlede aktivitetsbudget for ferskvandsområdet i 2006 og 2007. Tallene er mio. kr.

Aktivitet	2006	2007
Bestandsophjælpning	10,2	10,2
Projekter	3,6	4,5
Laksefisk i alt:	13,8	14,7
Bestandsophjælpning	2,2	1,3
Projekter	3,8	3,3
Søer i alt:	6,0	4,6
Vandløbsrestaurering:	2,7	2,7
Samlet indsats:	22,5	22,0

Udsætningsaktiviteterne for ørred fortsættes i 2007 i deres nuværende form. Priserne på udsætningsmaterialet (ørred) er forøget lidt i forhold til 2006 i takt med den almindelige prisudvikling.

Udsætninger ifølge udsætningsplanerne (yngel, 1/2-års, 1-års, og munding) opfyldes. Ligeledes fortsættes de ekstra mundingsudsætninger ved Sjælland, Fyn og i Århus-bugten med uændret økonomisk omfang.

Anbefalingerne vedrørende udsætninger af laksefisk opfyldes fortsat som foreskrevet i den reviderede Laksehandlingsplan (FFI 1999 (1998)).

Bestandsophjælpningen af gedder i søer og saltvand er reduceret i 2007, idet den hidtidige udsætningsmetodik i stort omfang har virket utilfredsstillende. I stedet øges de økonomiske ressourcer med henblik på at forklare den manglende succes med udsætninger i brakvand. De største ressourcer anvendes på udsætning af gedder, ørred, ål, krebs og sandart, nævnt efter økonomisk prioritet. Der foretages fortsat bestandsophjælpning i søer ned til 3 ha.

Åleudsætningerne i søer og vandløb fortsætter med en mindre reduktion i forhold til 2005, idet det for 2007 og 2008 er besluttet at yde økonomisk støtte til åleundersøgelser i relation til Galathea 3-ekspeditionen. Der ydes fortsat krone – krone tilskud til udsætninger i søer, hvor der primært er erhvervsinteresser (ca. 160.000 kr.). Udsætningerne forudsætter dog at det lykkes at hjemtage glasål i tilstrækkeligt omfang, hvilket har været et problem i både 2004 og 2005.

Som tidligere nævnt afsættes der 2,5 mio. kr. til vandløbsrestaurering i 2007 med det formål at forbedre vandrefiskenes passagemuligheder samt gydeforholdene og de fysiske forhold i mindre vandsystemer over hele landet. Ordningen med en særlig “lystfiskerpulje” fortsættes.

Projekter – vandløb:

Revision af udsætningsplaner for vandløbene fortsættes. Den enkelte plan revideres med 6-7 års intervaller.
Afrapporteringen af de hidtidige mærkningsforsøg fortsættes
Effekten af habitatsforbedringer evalueres
Undersøgelserne af post-smoltens (ørred) adfærd og dødelighed fortsættes
Karakteristika ved havørredopgangen i Hadsten Lilleå vurderes fortsat i samarbejde med lokale sportsfiskere
Genetiske undersøgelser i forbindelse med bestandsophjælpningen af vestjyske laksebestande fortsættes.
Årlig overvågning af et antal ørredbestande fordelt i hele landet
Effekten af lakseudsætningerne i Skjern Å afrapporteres og udsætningslaks i Storåen mærkes med henblik på undersøgelse i 2007.
Projektet med fokus på laksefiskenes vandløbshabitater og effekten af vandløbs-vedligeholdelse fortsættes.
En langtidsundesøgelse af genflow fra udsatte laksefisk til vilde laksefiskebestande fortsættes.

Projekter – søer:

Udviklingen i fiskebestanden i restaurerede søer følges.
Der iværksættes flere undersøgelser med henblik på at følge geddebestandens udvikling i nyetablerede vandløbsnære søer (VMPII-projekter).
Undersøgelsen af sæsonmigrationen hos karpefisk fortsættes.
Projektet der fokuserer på betydningen af de fysiske og biologiske forhold, ex. sigtbarhed på de forskellige rovfiskebestande fortsættes.
Der fokuseres på en aktiv forvaltning af fiskebestanden i menneskepåvirkede søer
En undersøgelse af den populationsgenetiske baggrund for gedder, der anvendes som udsætningsmateriale i søer og brakvand fortsættes og intensiveres.
Moniteringen af glasål-indvandringen fortsættes, ligesom undersøgelserne af ålens vækst og overlevelse på lokaliteter i forskellige vandløb og søer fortsætter.
Undersøgelserne af ålens populationsdynamik i ferskvand og saltvand fortsættes.
Moniteringen af Anguillicolaens udbredelse fortsættes.

Saltvand

Den hidtidige fiskeplejeindsats på havområdet fortsætter med fokus på fladfisk i kystnære områder og med vægt på aspekter som bærekapacitet og miljøfaktorer, og hvordan disse influerer vækst og overlevelse af fladfiskeyngel og ungfisk i forskellige opvækstområder. Der foretages enkelte udsætninger af pighvar og skrubber på udvalgte lokaliteter. Hvor det er muligt, købes fiskeyngel fra kommercielle anlæg, hvor det tilstræbes at moderfiskene er indhentet på udsætningslokaliteten.

De foreløbige resultater fra forsøgsfiskeri og dykkerundersøgelser i Vejle Fjord, på det område, hvor der er habitat restaureret ved at udlægge sække med muslingeskaller, der er fæstnet sammen tre og tre, tyder på, at de udlagte strukturer har en positiv påvirkning på både bundlevende dyr og fiskefauna.

“Nøgle-fiskere”

Arbejdet vedrørende fangstregistrering blev i 2005 afløst af “nøgle-fiskere” – fiskere med hvem, det er aftalt, at der fiskes med bestemte redskaber på en forudbestemt position og at fisketiden og fiskehyppigheden ligeledes er forudbestemt. Dette vil give mere sammenlignelige data. De første års registreringer er foretaget uden større problemer. Der er sat temperaturloggere ud på alle stationer.

Den første del af arbejdet med en model over Limfjorden, som beskriver Limfjordens struktur og funktion med fokus på top-prædatorers indflydelse på systemet er afsluttet.

Resultaterne viste, at data over især fiskebiomasserne i fjorden var alt for spinkelt og usikkert, hvilket fjorde det vanskeligt at tolke resultaterne fra modellen. Det er foreslået, at der i samarbejde med amterne/de nye marine centre, forsøges at forbedre datagrundlaget for fiskeforekomsterne i fjorden. Man afventer dog først resultaterne fra et lignende arbejde over Ringkøbing Fjord for at se om man kan overføre de erfaringer, der er opnået i Ringkøbing Fjord med at få overblik over fiskebiomasserne til Limfjorden.

Skarven

To studier omkring skarvens indflydelse på fiskebestande kystnært blev gennemført i 2006, og resultaterne afrapporteres i DFU rapporter i begyndelsen af 2007.

Det ene studium omfattede en ECOPATH model af Ringkøbing Fjord med specielt fokus på skarvens indflydelse på fiskebestande i systemet. Det andet studium omfattede en undersøgelse af, om skarvkoloniens udvikling ved Toft Sø har haft betydning for forekomsten af yngel af især fladfisk ud for kysten. Resultaterne heraf forventes at kunne inddrages i drøftelserne omkring revidering af Skarvforvaltningsplanen i 2007.

Et 3-årigt projekt vedr. skrubbegenetik er afsluttet ultimo 2006. Resultaterne bruges til at rådgive omkring lokaliteter for skrubbeudsætninger og omkring eventuelle planer med skrubbeomplantninger.

Nedenstående tabel viser det samlede aktivitetsbudget for saltvandsområdet i 2006 og 2007. Tallene er mio. kr.

Aktivitet	2006	2007
Bestandsophjælpning	3,9	2,2
Projekter	0,8	1,6
Ål, helt og laks i alt:	4,7	3,8
Køb af fisk	0,8	0,8
Projekter	2,5	2,5
Marine arter i alt:	3,3	3,3
Samlet indsats	8,0	7,1

Der foretages åleudsætninger ved kysten og i vandløbene for i alt ca. 1,5 mio. kr.

Heltudsætningerne fortsætter i det nuværende omfang i Limfjorden, Nissum Fjord og Ringkøbing Fjord, samt Randers Fjord.

Der foretages enkelte bestandsophjælpende udsætninger. Der afsættes et fast maksimalt beløb til indkøb af pighvar- og skrubbeyngel, der indkøbes fra kommercielle anlæg.

Projekter – saltvand:

Rådgivning inden for Marin Fiskepleje
Bestandsophjælpning og administration
Optimering af fisks overlevelse (fortsættelse af tidligere projekt)
Undersøgelse af skarvs prædation på skrubber i Ringkøbing Fjord
Habitatrestaureringsprojekt i Vejle Fjord (fortsættelse i større skala)
Fangstregistrering i de indre kystnære farvande (via “nøgle-fiskere”)
Effekt af åleudsætninger i saltvand (de officielle ålefangster er stadigt faldende – trods en betydelig udsætningsaktivitet)

Basisdrift af Fiskeplejen

Aktivitet	2006	2007
Rådgivning Ferskvand	1,1	1,2
Rådgivning Marin	0,3	0,3
DFU i alt	1,4	1,5
Adm. Registre og udsalg	1,7	1,3
Porto, gebyrer mm.	1,4	1,3
Øvrige	0,2	0,1
Fiskeridirektoratet i alt	3,3	2,7
Samlet basisdrift	4,7	4,2

Basisdriften vedrører bl.a. Fiskeridirektoratets betalinger for varer og ydelser i forbindelse med administration og opkrævning af lyst- og fritidsfiskertegn. Aktiviteten er udliciteret og omfatter bl.a. registrering og genudsendelse af girokort til såvel lystfiskertegn som fritidsfiskertegn. Trykning af girokort, genudsendelse, edb-administration, PBS-indbetaling samt diverse PR-tiltag indgår også.

Skjernå – fisk og vand, før og nu

Skjernå i Vestjylland er Danmarks vandrigeste å. Det er også den å, der har kostet det danske samfund flest penge – og en konge livet!

Skjern Å-dalen og dens enge har igennem mange hundrede år været et vigtigt aktiv for befolkningen langs åen. Ådalens frodige enge gav græs til kreaturerne om sommeren og godt hø til vinterens foder.

Åen gik om vinteren og foråret ofte over sine bredder. De næringsstoffer, som åvandet medbragte opstrøms fra, blev aflejret på engene når vandet igen trak sig tilbage til ålejet. På den måde blev åvandet renset inden udløbet i Ringkøbing Fjord, og engene blev samtidig gødet og blev til gode græsningsarealer.

Et gammelt ordsprog siger, at “eng er agers moder”. Engene dannede grundlag for et kreaturhold, der igen leverede staldgødning. Denne gødning blev siden brugt til at gøde afgrøderne på de næringsfattige og sandede heder.

Åen var dog ofte uberegnelig. Det skete, at den selv om sommeren gik over sine bredder og ødelagde græs og hø på markerne. Derfor havde man længe søgt at styre åens vand. Der blev bygget diger, som skulle forhindre oversvømmelser om sommeren, og der blev etableret vandingskanaler og grøftesystemer. Men først i 1960’erne lykkedes det for alvor at tæmme åen.

Kongedød

Til Skjern Å knytter der sig flere spændende, historiske fortællinger. En af de mere kendte er historien om Kong Hans, der en vinterdag i 1531 var på vej fra en præstevielse i Ribe til Ålborghus.

På sin vej måtte han krydse Skjernåen, hvor vandet stod højt. Hesten snubler, og kongen falder i det kolde vand. Hurtigt bliver han ført til en nærliggende gård i Skjern, får tørt tøj på og bliver godt beværtet. Han insisterer dog på at rejse videre allerede næste dag.

Det skulle han ikke have gjort. Åens kolde vand har nemlig sat sig spor, og kongen pådrager sig en ondartet lungebetændelse, der bliver hans død bare en måned senere.

Landets vandrigeste å havde kostet en dansk konge livet!

Danmarks største afvanding 1962-1968

I takt med landbrugets øget effektivitet og industrialisering havde der været planer om at omdanne de store engarealer langs Skjernå til dyrkbar agerjord, der kunne pløjes, harves og tilsås med korn. Staten indvilligede i, at betale 2/3 af projektet, der kostede 30 mio. kr. – hvad der i nutidens priser svarer til langt over 200 mio. kr.

Projektet blev indledt i 1962 og omfattede den nederste og bredeste del af ådalen fra Borris til Ringkøbing Fjord. En strækning på 20 km. Samlet skulle ca. 4.000 hektar drænes og omdannes til dyrkbar agerjord.

Afvandingen gik i korthed ud på, at vandet blev styret i inddigede kanaler, så den omkringliggende jord ikke længere blev oversvømmet. Der blev etableret pumpestationer, som kunne pumpe 7.000 liter vand i sekundet. Man kunne på denne måde regulere grundvandsstanden på markerne.

Seks år senere, i 1968, stod hele projektet færdigt – den største afvanding i Danmarkshistorien. De ferske enge var omdannet til store produktive kornmarker og blev hurtigt en økonomisk gevinst for landbruget.Selve Skjern Å blev ført over i en nygravet, snorlige kanal, der hurtigt kunne lede vandet ud i fjorden. Den uregerlige å var endelig blevet tæmmet.

Men med tiden stod det efterhånden klart, at der også var en bagside af det imponerende ingeniørarbejde og det større produktionsudbytte i Skjern Å-dalen. Planter, dyr og fugle, der før levede på de ferske enge, forsvandt. Vandsænkningen betød at jernforbindelser i jorden nu kom i kontakt med luftens ilt og dannede okker-orurening, der tog livet af vandløbene.

Danmarks største naturgenopretning 1999-2003

Forureningen af Ringkøbing Fjord tog til i takt med, at Skjern Å’s selvrensende effekt var ophørt og åen i stedet modtog næringsstoffer fra de omkringliggende marker og ledte dem ud i fjorden.

Ønsker om at Skjernå skulle føres tilbage til sit gamle, snoede leje tog til i 1980’erne. I årene efter fulgte mange politiske og offentlige debatter og diskussioner. I 1998 vedtog et bredt Folketing så, at omkring halvdelen af de enge, der i 1960’erne blev drænet og omdannet til agerjord, skulle genskabes. Skjern Å skulle igen sno sig dynamisk gennem landskabet.

I 1999 begyndte så Danmarkshistoriens største og dyreste naturgenopretningsprojekt, der både havde stor opbakning og modstand. Projektet blev økonomisk støttet af EU, da genskabelsen ville tilvejebringe et værdifuldt naturområde af international betydning.

Den lokale modstand mod projektet mindskedes dog, efterhånden som det stod klart, at landbruget blev tilbudt erstatningsjord, og at det var muligt at indgå frivillige aftaler med staten. Flere lodsejere valgte at beholde jorden i ådalen, mod at staten udbetalte erstatninger for den tabte dyrkningsmulighed og offentlighedens færdsel.

Fra 1999 til slutningen af 2003 blev ca. halvdelen af det gamle naturområde atter genskabt. Den slyngede å og de våde enge er nu vendt tilbage på den nederste del af Skjern Å. Det har resulteret i et enestående naturområde af international betydning.

Et historisk tilbageblik

Ved den lille Karstoft Å ligger Clasonsborg. Det er en tidligere skovbrugsejendom, der i 1995 omfattede 300 hektar skov.

Clasonsborg blev anlagt af slesvigeren Nis Clason (1806-1881), som i 1839 fik kongelig bevilling på “at farve og apretere indenlandsk ulden Tricotage”, som der står i de gamle papirer. Clason oprettede her en spindefabrik, senere klædefabrik, der blev omdannet til pap- og papirfabrik 1893. I 1841 fik Clason lov til at kalde stedet Clasonsborg – efter sig selv. Beskedenhed var ingen dyd i de dage.

Clason lod den lille Karstoft Å stemme op, så han fik vandkraft til at trække maskinerne og vand til den egentlige produktion. Ingen anede dengang, at nogle af Skjernå-laksens vigtige gydepladser lå netop her. Eller kerede sig om det.

I 1845 havde fabrikken 86 og i 1846 139 beskæftigede. Det svarede til en fjerdedel af sognets indbyggere, og Clason var derfor en vigtig mand i det vestjyske. I 1863 arbejdede 70 mand i døgndrift med fremstilling af klæde til den danske hærs uniformer. I 1893 blev fabrikskomplekset overtaget af en Janus Schmidt, som omdannede Clasonsborg til en papirvarefabrik, der fungerede indtil 1913.

Omkring 1920 blev de oprindelige fabriksbygninger revet ned, og avlsgården frasolgtes 1962. Den trefløjede hovedbygning i parken i nyklassicistisk stil er tegnet af Århus-arkitekten Axel Høeg-Hansen og opført 1918-19 for Frederik Lausen, som var direktør for Aarhus Oliefabrik. Den genopførtes efter en brand i 1927.

Skjernå-laksens genfødsel

Frederik Lausen testamenterede Clasonsborgs hovedbygning til en forening eller institution med kulturelt eller samfundsmæssigt sigte. Men efter flere forgæves forsøg på et etablere sig i hovedbygningen måtte forskellige interessenter give op, og bygningen blev solgt til nedrivning.

Ejendommen blev købt af Danmarks Lærerforening i 1962.

I mange år efter reguleringen af Skjernå troede man, at åens berømte laksestamme var uddød. Den, som havde leveret rekordlaksen på 26,5 kg til tobakshandler Dinesen fra København. Helt tilfældigt stødte biologer fra Ringkøbing Amt under elfiskeri ind i nogle små fisk, som ikke lignede de sædvanlige ørreder.

En nærmere undersøgelse godtgjorde, at der var tale om ægte laks. Moderne DNA-undersøgelser, som netop havde set dagens lys i de dage, bekræftede senere, at der sågar var tale om ægte vildlaks af den oprindelige vestjyske stamme. De var født og opvokset i den allernederste del af Karstoft Å, som først var stemmet op ved Clasonsborg / Skarrildhus.

Denne opdagelse satte skub i den statslige laksehandlingsplan, som har været en kæmpesucces. I dag regner man således med, at der hvert år går flere tusinde laks op i Skjern Å.

International opmærksomhed

Skjern Å-projektet har således skabt opmærksomhed langt udenfor Danmarks grænser. Senest har et hold forskere og naturforvaltere fra Japan været på besøg for at studere projektet.

Tillige har lokalsamfundet fået nye indtægter i form af øget turisme. Mange tusinde turister fra ind- og udland årligt besøger årligt naturområdet og gør brug af egnens handelsmuligheder og overnatningsfaciliteter.

Orkan-kategorier

Der er forskel på storm, kuling og orkan. Læs herunder hvilken!

Vindstille
Vindhastigheder på under 1 km/t og 0,2 m/s. Røgen stiger lige op, og havet ligger spejlblankt hen.

Svag vind
Vindhastigheder på mellem 6-11 km/t og 1,6-3,3 m/s. Små blade bevæger sig, og vimpler løftes. Småkrusninger på vandet.

Let vind
Vindhastigheder på mellem 12-19 km/t og 3,4-5,4 m/s. Blade og kviste bevæger sig, og flag løftes. Småbølger brydes med glasagtigt skum.

Jævn vind
Vindhastigheder på mellem 20-28 km/t og 5,5-7,9 m/s. Kviste og mindre grene bevæger sig. Mindre bølger med hyppige skumtoppe.

Frisk vind
Vindhastigheder på mellem 29-38 km/t og 8,0-10,7 m/s. Småtræer begynder at svaje. Topppede småbølger på søer og hvidtoppede mellemstore bølger på havet – evt. med skumsprøjt.

Hård vind
Vindhastigheder på mellem 39-49 km/t og 10,8-13,8 m/s. Store grene bevæger sig. Store bølger med hvide skumtoppe og skumsprøjt overalt.

Stiv kuling
Vindhastigheder på mellem 50-61 km/t og 13,9-17,1 m/s. Større træer svajer. Høje og lange bølger, der brydes. Skumsprøjt med begyndende skumstriber i vindretning.

Hård kuling
Vindhastigheder på mellem 62-74 km/t og 17,2-20,7 m/s. Kviste og grene brækkes af træerne. Skumsprøjt med markante skumstriber i vindretning.

Stormende kuling
Vindhastigheder på mellem 75-88 km/t og 20,8-24,4 m/s. Store grene brækkes af, og tagsten falder ned. Høje bølger, der vælter, og tætte skumstriber.

Storm
Vindhastigheder på mellem 89-102 km/t og 24,5-28,4 m/s. Træer rives op med rode, og skader sker på bygninger. Høje bølger med hvidt skum overalt på havet. Sigtbarheden nedsættes.

Stærk storm
Vindhastigheder på mellem 103-118 km/t og 28,5-32,6 m/s. Store ødelæggelser. Vanskeligt at stå oprejst og holde sig fast. Meget høje bølger dækket af hvidt skum. Sigtbarhed stærkt nedsat.

Orkan – kategori 1
Vindhastigheder på mellem 119-153 km/t. Ingen betydelige skader på bygninger. Flest skader på mobile homes, mindre skure og træer.

Orkan – kategori 2
Vindhastigheder på mellem 154-177 km/t. Tagsten begynder at ryge af, og der opstår skader på døre og vinduer. Betydelig skade på mindre huse og træer begynder at blive revet op. Vandstanden stiger.

Orkan – kategori 3
Vindhastigheder på mellem 178-209 km/t. Væsentlige skader på bygninger, og både små og store træer bliver revet op. Skilte og mobile homes bliver ødelagt. Vandstanden begynder at stige betydeligt og lavtbeliggende områder ved kystlinien kan forvente oversvømmelse langt ind i landet.

Orkan – kategori 4
Vindhastigheder på mellem 210-249 km/t. Hustage begynder at flyve af husene. Buske, træer og skilte bliver blæst væk. Mobile Homes bliver fuldstændig raserede, og på almindelige huse smadres døre og vinduer. Lavtbeliggende områder oversvømmes helt op til kilometer inde i landet.

Orkan – kategori 5
Vindhastigheder højere end 249 km/t med ødelæggende karakter for alle bygningskonstruktioner. Stort set alt blæses væk og dertil kommer massive ødelæggelser på træer, buske, skilte, huse, bygninger, både – stort set alt. Orkanen medfører ofte store oversvømmelser, der kan have voldom effekt for lavtbeliggende ormåder som kystlinierne ved de amerikanske stater ud til den Mexicanske Golf.

Nordborg Sø under behandling

Der skal nye boller på algesuppen. Nordborg Sø er med sine 54,6 hektar den suverænt største sø på Als i det sønderjyske. Den stærkt eutrofierede sø søges nu kemisk renset ved udlægning af aluminiumklorid.

Den største vanddybde i Nordborg Sø er 8,5 meter og middeldybden 5 meter. Søen rummer 2,78 mio. m3 vand med et fosforindhold på 0,1-0,55 mg/liter. I sommerhalvåret er sigtedybden helt nede på 0,1 meter, mens den i vintermånederne kan nå ned på 4 meter. En rigtig “vintersø”, altså.

Biologerne har beregnet, at søen rummer omkring 34 tons fisk – primært skidtfisk i form af skaller, brasen og aborrer. Rovfisk som gedde, aborre og sandart har trange kår i det uklare vand, som skyldes algeblomst i de overgødskede sø.

Årligt tilføres søen omkring mellem 330 og 530 kg fosfor fra omgivelserne – primært fra de omliggende landbrugsarealer. Man skønner, at søen i dag samlet rummer omkring 25 tons fosfor, hvilket giver anledning til regelmæssigt tilbagevendende algeblomst og iltsvind.

Millioner til miljøet

Kort sagt: Nordborg Sø er stærkt eutrofieret (næringssalt-belastet) og aldeles ude af økologisk balance.

Nordborg Byråd frigav 3 mio. kroner til forbedring af vandkvaliteten i søen, og samtidig blev 2 mio. kroner sat af til bedre rensning af spildevand – i form af kloakering af tilstødende områder.

Kloakeringen var færdig til sommeren 2006, og i løbet af efteråret gik man så i gang med anden fase, nemlig udlægning af aluminiumklorid i søen. Den udlagte aluminiumklorid reagerer med søens fosfor, som så fælder ud og lægger sig inaktivt på bunden. Samme metode bruges i princippet til fjernelse af fosfor i kemiske rensningsanlæg.

Metoden er brugt med held i den fynske Sønderby Sø ved Assens, hvor man har fået klarere vand siden udlægning af aluminiumklorid for snart tre år siden.

Ofte bruges “biomanipulation” til bedring af eutrofierede søer som Nordborg Sø. Da opfisker man store mængder af de skidtfisk, som æder søens zooplankton op – de mikroskopiske smådyr, som i en naturlig sø holder algerne i skak og vandet klart.

Det forsøgte man med Haderslev Dam for nogle år siden. I tonsvis af skaller, brasen og småaborrer blev fisket op af dammen, men effekten var til at overse. Samme nedslående resultat har man haft de fleste andre steder, hvor metoden har været afprøvet.

Tysk grundighed

Derfor ønsker man ikke at prøve denne relativt kostbare metode i Nordborg Sø. Man sætter i stedet sin lid til udlægning af aluminiumklorid, som skal spredes via hullede slanger fra en sejlende båd – lidt á la landbrugets gyllespredning, men altså forhåbentlig med den stik modsatte effekt!

I den 6 hektar store Sønderby Sø på Fyn har man med stort held anvendt metoden. Før behandling med aluminiumklorid i 2001 indeholdt søvandet hele 1.000 mikrogram fosfor per liter – 1,0 mg/l. Tre år efter behandlingen var årsgennemsnittet helt nede på 100 mikrogram per liter – 0,1 mg/l eller en tiendedel af det tidligere. Man håber nu på en tilsvarende reduktion i Nordborg Sø.

Nordborg Kommune allierede sig med det tyske firma Institut für angewandte Gewässerökologie GMBH, som har erfaring med tilsvarende projekter i Sydtyskland, og som råder over det fornødne udstyr til spredning af aluminiumklorid.

340 tons aluminiumklorid blev spredt ud over søen i efteråret 2006, og effekten var næsten øjeblikkelig – dertil synlig med det blotte øje. Således havde søen en sigtedybde på 1,08 meter før behandlingen, og allerede efter den første spredning af aluminiumklorid var sigtedybden steget til 1,20 meter.

Behandlingen med aluminiumklorid kombineres nu med etablering af to mindre søer – én på hver side af søen – hvor næringsrigt drænvand fra markerne kan renses i en form for rodzoneanlæg, før det løber ud i Nordborg Sø. Samtidig har man ledt andre spildevandstilløb uden om søen – direkte ud i Lillebælt i stedet.

Sønderjyllands Amt har pålagt Nordborg Kommune at reducere udledningen af fosfor til Nordborg Sø med 150 kg årligt – et krav, man fra kommunens side mener at kunne honorere.

Kommunale kroner og kæmpekarper

Trods næringssaltforureningen har Nordborg Sø ofte besøg af både lokale og tilrejsende sportsfiskere. De fleste er tyske medefiskere, men også københavnske specimen-fiskere har ofte gæstet Nordborg Sø.

For en del år siden kunne man fange pænt med mindre sandarter i søens stenede nordende nær det smukke Nordborg Slot, men det fiskeri er ebbet næsten helt ud. Til gengæld har man i dag et spændende fiskeri efter velvoksne karper, hvoraf den største til dato har vejet imponerende 16 kg.

Det er fisk, som stortrives i selv det mest uklare vand, og det skal blive spændende at se, hvordan fiskebestandens sammensætning vil ændre sig i takt med, at søen bliver mere klarvandet.

Udviklingen følges af forskere fra Syddansk Universitet i Odense, mens lokale fiskere fra Nordborg Sportsfiskerforening ligeledes holder et vågent øje med søen og dens mange fisk.

Karper i krise

Et af Danmarks bedste karpevande vånder sig i sommervarmen. I hvert fald har fundet af 20 døde karper på op til 20 kg i juni 2007 skræmt både lokale karpefiskere og miljøfolk, som nu frygter for en virusepidemi i Nordborg Sø.

Nordborg Idrætscenter, som søen sorterer under, har derfor med omgående virkning forbudt alt fiskeri i Nordborg Sø og stoppet salget af fiskekort.

De døde karper kan skyldes en frygtet virus, som måske allerede hærger i de lidt nordligere Harte-Dons Søer. Dødsfaldene kan måske også skyldes et utilsigtet udslip af spildevand i søen – måske kombineret med det usædvanligt varme vejr.

Endelig mener nogle, at det måske kan være en ukendt bivirkning af den behandling med aluminiumklorid, som søen undergik sidste år for at gøre den renere og mere klarvandet.

Faktum er nemlig, at en af prammene til udlægning af aluminiumklorid ved et uheld sank med hele sin last – et uheld, hvis konsekvenser på længere sigt ingen kender til. De lokale myndigheder ville naturligvis gerne skyde skylden over på virus, når de nu selv havde været skyld i alu-ulykken.

Man må dog antage, at en så stor mængde kemikalier dumpet ét enkelt sted i søen næppe har været befordrende for søens vandmiljø eller karpernes immunsystem. Virus eller ej.

Svaret blæser i vinden, men ét er sikkert: Fremtiden er usikker for et af landets bedste karpevande!

Sagt om biomanipulation

– Det generelle billede, vi har set i forbindelse med biomanipulation gennem årene er, at det kan forbedre vandkvaliteten i en kortere årrække, men også, at det kun sjældent har en effekt set over en længere årrække.

Endvidere – når man fjerner rovfiskenes fødegrundlag, er det helt forventeligt, at det vil begrænse deres biomasse.

Kaj Sand-Jensen, professor på Ferskvandsbiologisk Laboratorium ved Københavns Universitet.

– Biomanipulationen har været en katastrofe for vores predatorfiskeri i Sjælsø og Søndersø. Og ikke nok med at rovfiskebestandene er kollapset. De få fisk, vi fanger, er i ekstremt dårlig kondition på grund af fødemangel.

Bent Laursen, formand for Lystfiskeriforeningen, Danmarks ældste lystfiskerforening, til lystfiskermagasinet Fisk & Fri.