Det hele startede i 1872, hvor to engelske brødre i den nordengelske by Alnwick gik sammen om deres fælles hobby.

De var i forvejen bøssemagere af profession og havde ry for at fremstille nogle af datidens bedste haglbøsser til det bedre borgerskab. Men selv ville de hellere fiske end jage, og de gjorde stille og roligt deres egen passion til deres nye profession.

Det var brødrene William og John James Hardy, som grundlagde det nu hæderkronede firma Hardy Brothers. Hardy Bros. var i en lang årrække synonymt med det bedste fluegrej, som kunne opdrives – endda på verdensplan. Kvaliteten var i top, og udviklingen frem mod det moderne fluegrej, vi kender i dag, skete i nordengelske Alnwick – med den nært beliggende flod Coquet som det naturlige testvand.

Det var i splitcanens og silkelinernes tid, hvor fiskegrej stadig var regulært håndarbejde. Godt grej var derfor dyrt og ikke til at komme i nærheden af for almindelige mennesker. Fluegrej var derfor forbeholdt datidens elite – de rige, de adelige og de kongelige, for hvem fiskegrej var lig med produkter fra Hardy Bros. i Alnwick.

Tidlig succes

Og succesen kom tidligt til Alnwick. Således modtog brødrene Hardy allerede i 1881 deres første udstillings-guldmedalje for de nu legendariske “Palakona” splitcanestænger, og siden modtog Hardy i tilgift adskillige kongelige udmærkelser. King George V var således en stor ynder af Hardy grej, hvilket også har været tilfældet med de sidste tre Princes of Wales – den nuværende inkluderet. Hele den engelske kongefamilie er traditionelt ivrige fiskere – naturligvis kun med flue!

I årene frem til 1967 var Hardy Bros. et 100% familiejet firma. Navne som “Perfect”, og “LRH Lightweight” med mange flere flød fra fabrikken i første halvdel af det 20. århundrede. Det var den periode, der for alvor gjorde Hardy kendt verden over – specielt for deres støbte fluehjul, som var helt uden sidestykke.

Det var også Hardy, der “opfandt” den moderne weight forward line, som vi kender den i dag – i form af “Philip” silkelinen, der ryddede bordet og tog alle verdensrekorder i længdekast i hænderne på Laurence Hardy – den nok mest kendte af alle Hardy-familiens mange medlemmer. Det var da også ham, der lagde initialer til det verdensberømte ørredhjul “LRH Lightweight”, som mange af os kender og stadig bruger.

Men tiderne skifter, og i 1967 blev Hardy Bros. opkøbt af Harris & Sheldon gruppen, der overtog hele ejerskabet. Familiens tredje William Hardy fulgte med og fortsatte som direktør, indtil han gik af i 1983. Herefter ekspanderede Hardy hurtigt under ledelse af John Holland – så hurtigt, at Hardy i 1984 oprettede eget datterselskab i USA. Eksporten blev så stor, at Hardy modtog Queens Award for Export Achievement. Endnu en kongelig fjer i hatten til den nordengelske grejproducent!

Fibatube ekspanderer

I 1983 gik også afdelingen Fibatube solo. Som en del af House of Hardy, som man nu hed, rådede Fibatube over stor ekspertise, hvad angår konstruktion af rørbyggede dele som antenner og master. Hardy havde for længst taget springet fra splitcane til glasfiber, og med god hjælp fra amerikanske Fenwick havde man med stor succes lanceret sin serie af “Jet” fluestænger – dejlige stænger, som undertegnede havde fornøjelsen af at vokse op med.

Hardy var også tidligt ude med kulfiberen, som netop var blevet udviklet hos luft- og rumfartsafdelingen af hæderkronede Rolls Royce. Hardy fandt imidlertid kulfiberen uegnet til stangbygning – “den knækker for let” lød budskabet – og det var som bekendt amerikanske Fenwick, der kom først – med “HMG” stængerne i 1973.

Hardy kom dog snart med på vognen og gjorde meget for, at deres kulfiberstænger ikke skulle knække som konkurrenternes. Til formålet iblandede man ganske meget glasfiber, hvilket gjorde Hardy’s tidlige kulfiberstænger ganske tunge i forhold til konkurrenternes. Men de knækkede til gengæld aldrig!

Fibatube eksisterer i bedste velgående og er i dag storleverandør til netop luft- og rumfartsindustrien, der i støt stigende grad bruger HighTech materialer som netop kulfiber. Til Fibatube’s aftagere hører Airbus specielt og Formel 1 branchen generelt.

I mellemtiden er også nabovirksomheden Greys kommet ind under House of Hardy’s beskyttende vinger. Greys udsprang i sin tid af Hardy og levede i flere år sit eget liv som producent af kvalitetsstænger til fornuftige priser. De to firmaer er nu samlet under navnet Hardy & Greys Limited og har delt markedet op mellem sig. Greys tager sig stadig af de lavere prissegmenter, mens Hardy også fremover leverer de dyrere produkter. Hvor de fleste Greys produkter nu fremstilles i Fjernøsten, producerer Hardy stadig det meste på fabrikken i Alnwick.

Hvor næsten alting i dag er under stadig forandring, er der dog ting hos Hardy, som stadig består. Til dem hører den hæderkronede grejbutik i Pall Mall Street, London, som ingen gæstende lystfisker må snyde sig selv for at besøge. Pall Mall butikken blev etableret helt tilbage i 1898 og ligger der stadig – mere end 100 år senere. Det kan man da kalde kontinuitet i en ellers omskiftelig verden!

Ny mand ved roret

Men på andre områder er der kommet nye boller på suppen. Således var det noget af en ændring, der skete, da den nuværende direktør Richard Sanderson fik overdraget styrepinden. Sanderson havde en fortid som chef hos Bosch Electrics og havde derfra stor erfaring i kvalitestyring specielt og management generelt. Samtidig havde han hjertet placeret på eksakt rette sted, da han selv brænder for netop fluefiskeri!

Det nyder Hardy & Greys godt af i dag, hvor der sidder ikke færre end otte fuldtids ingeniører og udvikler de nye produkter. De udvikler til både Hardy og Greys, som så siden producerer hver deres sortiment.

Et af de helt store kvantespring i produktionen har været anskaffelsen af meget kostbar software til design og simulering af stænger. “Finite Element Analysis” hedder det – forkortet “FEA”.

“FEA” går ud på, at man fodrer en superhurtig computer med data om materialer og konstruktion, hvorefter den straks fortæller, hvordan den færdige stang vil være. Man behøver således ikke fremstille et hav af kostbare og mere eller mindre tilfældige prototyper, som man hidtil har gjort og mange mindre producenter stadig gør. Nej, man sætter intet i værk, førend computeren har godkendt design og materialevalg!

Når først en ny model er godkendt, sendes den i produktion. Når så de færdige stænger ligger klar, udtages stikprøver, som spændes op og brudtestes – under High-Speed videofotografering, så man nøje kan studere, hvor og hvornår bruddet sker under de umenneskelige belastninger. Intet overlades til tilfældighederne i denne fase, som sker i en AST-maskine. Forkortelsen dækker over betegnelsen “Accelerated Stress Testing”.

Som det vist tydeligt fremgår, så har hæderkronede Hardy’s definitivt børstet støvet af sig og er gået ind i rumalderen og det nye årtusinde. Med sig har de en helt ny dansk agent, nemlig FairPoint i Allerød!

© 2007 Steen Ulnits

Det er aldrig rart at få en kurv – med mindre man da er fluefisker. Da kan man nemlig have god brug for én!

Fluegrejet er blevet stedse bedre i de senere år, og fluefiskeren kaster i dag længere end nogensinde.

Men jo længere kastene bliver, desto mere løsline er der at holde styr på. Løsline, som har den utroligste evne til at filtre sig ind i alt muligt – sig selv og omgivelserne. Og en filtret line er lig med et mislykket kast.

Dette er der ikke noget nyt i, og i adskillige år har vi fluefiskere kunnet ty til diverse linekurve til afhjælpning af problemet. Kurve, der kan rumme og holde styr på 10-20 meter løsline eller mere under kastet.

Ikke blot kaster vi i dag længere end nogensinde. Vi bruger også højt specialiserede skydeliner, som er tyndere end de konventionelle flueliner. De tyndeste skydeliner kaster nemlig længst, men er også de vanskeligste at håndtere. Til fiskeri med disse tynde skydeliner – ofte bestående af monofil nylon – er der for alvor brug for linekurv.

JP har gennem årene prøvet stort set alt, der findes på markedet ­ herhjemme og i USA. Samtidig er der netop kommet et helt nyt og pæredansk produkt på markedet. Vi præsenterer derfor en oversigt over de forskellige typer, deres fordele og ulemper.

Orvis

Amerikanske Orvis så tidligt lyset og udviklede i samarbejde med ingen ringere end Michigan Institute of Technology (MIT) en epokegørende linekurv. Så epokegørende, syntes Orvis, at man patenterede konceptet og siden har fulgt hårdt op med trusler om kostbare retssager mod kopierende virksomheder.

Orvis og MIT fandt nemlig ud af, at en æggebakke-lignende bund i kurven reducerede problemet med filtret line markant. Forhøjningerne holder lineløkkerne godt adskilt og hindrer dem effektivt i at filtre sig ind i hinanden.

Orvis har selv testet effekten og påstår, at man med en Orvis linekurv kaster mindst 6 meter længere end uden. Hvilket næppe er helt forkert. Hertil er så at føje, at også komforten under kastet højnes væsentligt. Det er helt enkelt lettere og mere bekvemt at kaste langt med denne kurv end uden.

Den testede udgave var dog en af de tidlige modeller. Den nuværende model har afrundede kanter og en udskæring i siden til styring af linen. En markant forbedring. Der er fra fabrikken stadig ingen drænhuller i kurvens bund. Dem kan man dog let selv bore, hvis man føler behov for det.

Gennem årene har jeg også haft stor glæde af Orvis’ linekurv, når mad og drikke skulle bringes med ud til fiskepladser langt fra land. Man kan da fint have frokosten i kurven, som drejes om på ryggen, hvor den ikke er i vejen. På vej ind mod land kan man tilsvarende have sin fangst liggende i kurven, der erfaringsmæssigt har plads til 3-4 havørreder i 40-45 cm’s klassen!

Strip’N Aid

Ligeledes amerikanske Strip’N Aid har “lånt” lidt af det væsentlige fra Orvis kurven, nemlig æggebakke-princippet. Forhøjningerne er blot gjort lidt højere og lidt spidsere, hvilket giver et lidt bedre greb om løslinen, der ikke så let hopper over toppen.

Strip’N Aid er åben og dermed ingen kurv med kanter. Dette giver ganske vist vinden frit spil, men i praksis holder denne model ganske godt på linen, og der er ingen høj kant til at genere under indtagningen. Samtidig har den en meget stor bundplade, som er rigtig god til at fange linen under indtagning.

Endelig kan den justeres meget mere end de andre linekurve, hvilket i nogle situationer kan være en stor fordel. Således kan man have brug for at hæve eller sænke kurven, hvad et almindeligt bælte ikke giver mulighed for.

Fly Line Tamer

Fisker man udelukkende fra båd, kan der være grund til at kigge nærmere på amerikanske Pro-Trim’s Fly Line Tamer. Der er tale om et stort rør i acryl, som placeres på båddækket, og som man stripper løslinen ind i.

Den høje model løser problemet med løslinen, der blæser ud i vandet, mens båden driver. Et problem, der kan være ganske stort, dersom man fisker fra de lave “flats” både, som er uhyre populære i Florida og lignende steder. De har et helt fladt fordæk ­ uden kanter, der kan holde på løslinen i blæst.

Til brug fra almindelige både, som vi har herhjemme, er der dog intet behov for en linekurv af denne type.

Ron Thomson

Det er danske Svendsen Sport, der står bag de populære og prisbillige Ron Thomson produkter. Til dem hører en fortrinlig linekurv, der kan foldes sammen for bekvem transport. Bunden er af net, så man selv kan se ned gennem det og dermed ved, hvor man træder. Samtidig løber vandet let af linen og ud af kurven.

Denne linekurv fungerer fortræffeligt under praktisk fiskeri, da den er smidig og let at placere korrekt på kroppen. Sågar en lille skumblok findes der til placering af nye og brugte fluer. Man kunne dog godt ønske sig, at der kunne fås en lidt større model, som gav plads til større armbevægelser under indtagningen.

Alt i alt er den dog et rigtig godt sted at starte, hvis man vil se, om linekurv er noget for én eller ej. Mange bliver så glade for denne kurv, at de ikke investerer i andet. Den er altid med på fisketuren og kommer frem, når og hvis der er brug for den. Ellers ligger den pænt og venter i ryglommen ­ sammenklappet og nedpakket!

Flexi-Stripper

Det er en anden dansker, der står bag et helt nyt produkt til håndtering af løslinen. Han hedder Bjarne Fries, er fra Randers og noget nær verdenskendt for sine håndbyggede fluestænger af splitcane – kløvet bambus. Bjarne har forladt naturmaterialerne og producerer nu en enkel linekurv i ren plast.

Flexi-Stripper er lille og dermed nem at have med. Den lille grundflade gør, at man fint kan bruge kurven i andre situationer end ved kysten ­ eksempelvis ved åen, hvor man ofte kaster fra knælende stilling i højt græs. Den lille grundflade gør det dog også mere besværligt at fange piggene med linen.

Jeg har fulgt prototypens udvikling frem til det nuværende produkt, der på mange måder fungerer fint, men som desværre også har nogle helt klare ulemper ­ ud over en meget høj pris. Det er plastpiggene, der er problemet. De er nemlig så bløde og smidige, at de ikke tåler pres ovenfra.

Under testen kom vi således til at lægge et almindeligt halstørklæde over den lille Flexi-Stripper ­ i bilen på vej ud til fiskevandet. Det var nok til at bøje piggene så meget, at linekurven fungerede meget dårligt. Piggene lagde sig helt enkelt ned og blev liggende i adskillige timer. Faktisk tog det et par dage, før de havde rettet sig blot nogenlunde op igen.

Dette tager naturligvis meget af brugsværdien, og producenten anbefaler da også, at man afmonterer de bløde pigge under transport. Hvilket vel kun de færreste vil bøvle med i praksis. Så der forestår endnu et stykke udviklingsarbejde, inden den ellers udmærkede idé er over børnesygdommene. Piggene skal kunne tåle at bøjes meget mere end nu uden at tage form.

Kunne prisen så komme ned på det halve, ville det dels sikre Flexi-Stripper en stor udbredelse ­ dels sikre mod billige piratkopier af det simple design. Så kunne det sagtens være, at Danmark kom på verdenskortet, hvad linekurve angår!

Sammenfatning:

 Konklusion

Det er sjældent, at billigst også er bedst, og det er da heller ikke tilfældet med linekurve. Og dog. Testens billigste kurv – den foldbare model fra Ron Thomson – er på mange måder det bedste bud på en løsning. En linekurv, der er billig, funktionel og nem at transportere.

Testens dyreste linekurv – klassikeren fra Orvis – er på nogle områder klart “best in test”. Det er den kurv, der har bedst styr på linen, og den er samtidig både robust og let at transportere. Til gengæld fylder den meget og koster endnu mere.

Den nye danske Flexi-Stripper viser flere gode takter, men er dels alt for dyr – dels alt for følsom under transport. Piggene er helt enkelt for lette at bøje og har svært ved at rette sig ud igen.

Strip’N Aid er på mange måder hverken det ene eller det andet, men et kuriosum midt imellem. Og Fly Line Tamer har vi slet ikke brug for i danske både!

© 2005 Steen Ulnits

Hollandske Ad Swier er en meget dygtig fluefisker, fluebinder og kunstner med hang til motiver under vandet og med fluer i munden!

Meget af hans fiskeri foregår i de hollandske kanaler, som – trods megen forurening og mange giftstoffer – stadig huser mange fisk. Naturligvis mest gedder, aborrer og sandarter samt skaller og brasen – fisk, der alle kan fanges på flue.

Fiskene i de hollandske kanaler figurerer meget ofte på Ad Swier’s smukke malerier og akvareller – på lige fod med laks, ørreder og stallinger. Specielt gedden står hans hjerte nær – så meget, at han har designet en speciel geddefluekrog til Partridge of Redditch!

Ad foretrækker at fiske gedder fra sin flydering, og allerhelst fisker han efter dem i Irlands mange søer. Herover en række eksempler på hans fluefiskeinspirerede kunst!

 Interesserede kan læse mere om Ad Swier og hans mange talenter som kunstner og fluefisker på hans egen hjemmeside:

Det kan være svært at forstå, hvorfor noget, der mest af alt ligner en tørresnor, skal koste flere hundrede kroner. Et besøg på Airflo fabrikken i Wales, England, giver noget af forklaringen.

I rigtig gamle dage kunne man ikke kaste med sine fluer. Man brugte i stedet lange og tunge stænger af greenheart ­ en hård og tung tropisk træsort ­ og liner flettet af hestehalehår. Fluen blev bundet for enden af denne line, som kunne være taperet helt ned til et enkelt hår!

Kaste kunne man ikke, men måtte i stedet nøjes med at fire sin flue ud til fiskene ­ altid med vinden som hjælper. Derfor den lange stang. De første “rigtige” flueliner ­ tunge og tilspidsede liner, man kunne kaste imod vinden med ­ blev fremstillet af silke og imprægneret med linolie. De måtte indfedtes regelmæssigt, hvis de skulle kunne flyde. Og tørres efter hver fisketur, hvis de ikke skulle rådne.

Det var derfor et kæmpe fremeskridt, da amerikanske Cortland i 1952 sendte verdens første syntetiske flueline på markedet ­ fremstillet af PVC. Slut med den nødvendige tørring af linen efter fisketuren.

Denne line blev i 1954 efterfulgt af verdens første selvflydende line med mikroskopiske glaskugler indstøbt i PVC coatingen ­ fremstillet af ligeledes amerikanske Scientific Anglers. Slut også med den besværlige indfedtning af linen for at få den til at flyde.

Enter Airflo

Men faktisk skete der ikke alverden, førend en helt ny spiller kom på banen i 1990. Grundlæggeren Philip Parkinsson, der er civilingeniør af uddannelse, var grundigt træt af PVC fluelinerne. De var elastiske, og de krakelerede. Det skulle der ændres på, og derfor stiftede han firmaet Airflo.

Jeg kendte i forvejen Philip fra den tid, hvor han arbejdede hos Alan Bramley ­ daværende ejer af krogfabrikken Partridge of Redditch. Og i et par år blev først min postkasse og siden min mail bombarderet med teknisk info om den banebrydende, nye teknologi. Der var ikke grænser for, hvor godt det ville blive, når først alle tankerne blev udmøntet i konkrete produkter.

Og Philip havde talegaverne i orden. Han fik overbevist nogle store investorer om den strålende fremtid for de nye produkter, der ville flyde i en lind strøm fra nystiftede Airflo, og penge til udviklingsarbejdet kom på bordet. Rygterne ville vide, at der var tale om diamantpenge fra Sydafrika. Men det var jo ikke politisk korrekt, så det ville Philip aldrig tale om.

Ud med PVC ­ ind med urethan

Grundideen bag det nye firma var, at hvorfor dog bruge PVC, som krakelerer, når man i stedet kan bruge polyurethan, som ikke gør det? Airflo havde nemlig valgt polyurethan som grundsubstans for sine nye liner.

Airflo kom dog meget uheldigt fra start. Ambitionerne var for store og teknikken endnu for ny. Airflo valgte nemlig at fremstille sine nye flueliner på uelastiske kerner af kevlar ­ ud fra det helt korrekte argument, at ingen kraft går tabt i kastet med en uelastisk line. Og at en kroget fisks mindste bevægelse øjeblikkeligt signaleres til fiskeren.

Det kunne jeg ved selvsyn konstatere, da jeg tilbage i 1991 krogede en hidsig lille blanklaks fra Kapisigdlit, Grønland på en af Airflo’s allerførste kevlarliner. Hugget i den hårde strøm var som et slag i ansigtet og fighten benhård!

Men, men, men Som alle andre liner tog også de nye Airflo liner form efter spolen, når de havde siddet på hjulet i et stykke tid. Og da kernen af kevlar var uelastisk, kunne man ikke strække linerne ud igen – som man kan med de klassiske PVC-liner. Linerne blev derfor noget nær ubrugelige, som de lå der og krøllede på vandet – ganske uden kontakt til fluen.

Airflo kørte på med en hård markedsføring, hvor man sablede de “gamle”, men trods alt velfungerende PVC liner ned. Dette faldt imidlertid tilbage på Airflo selv, som til sidst oplevede, at stort set alle leverede liner blev returneret

Airflo fik derfor rigtig megen rigtig dårlig PR på de første liner, og alle troede derfor, at firmaet var færdigt. Men Airflo fik tilført mere ny kapital – og styr på tingene. I dag fremstiller Airflo flueliner, der lever helt op til forventningerne – med en slidstyrke, som konkurrenterne har endog meget svært ved at hamle op med.

Airflo’s “5 Year Non-Crack Guarantee” har været svær at sluge for de relativt få konkurrenter, hvis PVC liner bestemt ikke kan leve op til dette.

PolyFuse Technology

Urethan er beslægtet med det materiale, man bruger til at isolere elektriske ledninger med. Det er hårdt og slidstærkt, hvorfor mange af de første Airflo demonstrationer blev udført på asfalterede P-pladser, som på rekordtid ville ødelægge selv den dyreste PVC line. Urethanen kunne nemlig holde til det.

Samtidig har Airflo nu udviklet en proces, hvor man kan lade coatingen bestå af to forskellige lag, som er smeltet sammen ­ den såkaldte “Polyfuse” teknologi. Altsammen ved en temperatur på 230 grader Celsius.

Inderst på kernen lægger man først det tykke lag, som indeholder enten opdriftsmiddel til flydeliner eller metalpartikler til synkeliner. Det er denne del, af linen, som arbejder mest under kastet, da de forskellige stoffer påopulært sagt “gnider” mod hinanden og dermed slider på linen.

Yderst påføres så det tynde, tætte og glatte lag, som er uden tilsætningsstoffer. Det gør linerne mere slidstærke, og de to lag smelter øjeblikkeligt sammen under processen.

Density Compensation

Samtidig muliggør urethan, at man kan binde langt mere metal I materialet, end det er muligt med PVC. Airflo er derfor kendt som fremstiller af verdens hurtigst synkende liner.

Airflo er også kendt for “Density Compensation” ­ en banebrydende teknologi, som konkurrenterne også har haft mere end svært ved at hamle op med. En almindelig synkende PVC line har det meste af vægten I den tykkeste del af linen ­ mindst I spidsen. Det betyder, at linen faktisk synker langsomst med spidsen, som jo netop er den, der skal bringe fluen ned.

Det fænomen har Airflo fjernet med “Density Compensation”, hvor man giver linen en stigende vægtfylde ud mod spidsen, hvorved den færdige flueline synker i en lige linje ­ for fuld kontrol af fiskedybden. På samme måde kan man gøre spidsen ekstra højt flydende, hvis der er brug for det – eksempelvis til nymfefiskeri.

Materialet og fremstillingsprocessen giver samtlidig Airflo helt nye og anderledes muligheder. Man kan lave slanke og integrerede løkker, så man hurtigt kan koble sine liner sammen og tilpasse sig forholdene. Og man kan sammensvejse forskellige liner med forskellig densitet til et ubrydeligt hele – uden klodsede splejsninger, der hænger fast i stangringene.

Uelastiske kerner

De allerfleste flueliner af PVC har en kerne af flettet nylon, som er ganske elastisk ­ typisk 22 %. Det medfører uundgåeligt, at en del af den tilføret kraft i fluekastet går tabt ­ med kortere kast til følge.

Det var dette krafttab, som Airflo ville undgå med sine tidlige totalt uelastiske kevlarkerner, som imidlertid ikke duede i praksis. Men tanken er rigtig, og Airflo har arbejdet videre på den. I dag producerer og markedsfører man således en speciel serie liner under navnet “Sixth Sense” ­ liner med en sjette sans. “Power Core” er en anden serie med samme idé som grundlag.

Disse liner er alle fremstillet på specielle tæt flettede kerner med en elasticitet på blot 6 %. Det er liner med en høj grad af følsomhed og stor styrke. Sixth Sense liner, som gør det lettere at registrere forsigtige hug på en lang line. Eller Power Core liner, som gør det muligt at sætte selv en stor fluekrog i eksempelvis en tarpon eller geddes benhårde kæft.

Airflo Ridge – nu også med riller!

Og nu har Airflo så gjort det igen ­ lanceret en helt ny type flueline, som aldrig er set før: The Airfo “Ridge” line.

Inspirationen til denne line kom langvejs fra ­ faktisk helt fra Japan, hvor den tidligere racerkører og nuværende fluefisker Masahara Katsumata havde tænkt nye tanker.

Han mente, at man som producent af flueliner burde studere racerdæk-teknologien nærmere. Så ville man nå frem til, at flueliner ikke skulle være glatte. Nej, de burde i stedet have riller i overfladen, da det ville reducere friktionen og forøge skydeevnen.

Som tænkt så gjort. Polyurethan-teknologien muliggør faktisk produktionen af sådanne liner, og den nye “Ridge” er resultatet af disse indledende overvejelser og mange efterfølgende eksperimenter. Teknologien er naturligvis patenteret, så Airflo har opfindelsen for sig selv i en årrække.

Jeg har haft lejlighed til at teste de nye liner gennem et halvt års tid og har kun godt at sige om dem. De kaster godt, skyder fint og glider let gennem vandet. Faktisk suger de vand op mellem rillerne ­ vand, der siden fungerer som smøremiddel under kastet.

Og så er de nye Ridge-liner forsynet med Airflo’s patenterede svejsede løkker, som gør det nemt at skifte line eller forfang. Enderne er derfor lukket og kan ikke suge vand, hvilket ofte får PVC linespidser til at synke.

“Ridge” er absolut anbefalelsesværdig nytænkning fra altid innovative engelske Airflo!

© 2006 Steen Ulnits