Forfatterarkiv: Steen

Sandarter i solskin

En lyssky jæger går amok…

Sandarten er en mærkelig fisk – dertil en af de mest velsmagende af søens fisk. Sandarten er en langsom og lyssky jæger, der i ly af mørket sniffer sig ind på sit bytte og griber det bagfra – stik modsat geddens pludselige udfald, der gerne sker fra siden.

Denne opførsel gør sandarten til en lidt vanskelig fisk for lystfiskeren, der enten må ty til naturlig agn for at appellere til fiskens veludviklede lugtesans – eller trolling, som giver fisken den fornødne tid til at registrere og indhente wobleren bag båden.

Almindeligt spinnefiskeri går ofte for hurtigt til den langsomme sandart. Og fluefiskeren kan kun undtagelsesvis komme i kontakt med sandarten, som i regelen går længere ude eller dybere nede, end grejet magter. I hvert fald i dagtimerne.

Heldigvis er der markante undtagelser – tider og steder, hvor sandarten faktisk er inden for bekvem rækkevidde af fluegrejet. Det sker om foråret – i forbindelse med gydningen, som herhjemme normalt finder sted i løbet af maj måned. Det er i hvert fald i maj, at sandarten er fredet. Men det er ikke altid, at klimaet tilslutter sig lovgivningen. Lange og kolde isvintre kan udsætte gydningen – milde vintre fremskynde den.

Alt dette ændrer imidlertid intet på juraen, som gør sandarten til frit bytte i april og juni måneder – før og efter legen, der sker på lavt vand over stenet bund. Her samler fiskene sig før gydningen, hvor de venter på varmere vand.

Og her bliver især hanfiskene stående efter gydningen – for aggressivt at beskytte gydestedet og afkommet mod indtrængende ægrøvere. I gamle dage kendte man til og benyttede sig af denne viden. Da stak man helt enkelt en pind ned til bunden for at se, om der var sandart. Var det tilfældet, skubbede fiskene mærkbart til pinden – for at jage den væk!

Vi fluefiskere behøver ikke at gå helt så dramatisk til værks. Vi kan fint nøjes med at vide, at de lavvandede stengrunde meget ofte holder fisk før og umiddelbart efter gydningen. Efter gydningen er sandarten i et par uger et relativt letfanget bytte for fluefiskeren, som her og nu nemt kan nå den på det lave vand. Det samme er tilfældet før gydningen, hvor fiskene i sagens natur er i endnu bedre foderstand.

Fra svenske undersøgelser ved vi, at gydningen i regelen finder sted ved en vandtemperatur omkring de 8 grader. De mindre hanfisk har imidlertid svært ved at vente så længe, og de indfinder sig derfor på gydepladserne i flere uger før selve gydningen.

Først noget senere kommer de store og rognfyldte hunfisk til – en klar pendant til gedderne, der blot gyder en måned tidligere. Her er det også de mindre “scoregedder” – hanfiskene – der ankommer tidligst. De store hunner arriverer først, når vandet er varmt nok!

Sandarten er normalt en meget lyssky fisk, som fortrinsvis jager i ly af mørket. Dagtimerne tilbringer den derfor på dybere vand, hvor i hvert fald fluefiskeren ikke kan nå den.

Først efter solnedgang dukker sandarterne op på lavere vand for at jage. I sommertiden sker dette ofte ude over søens største dybder, hvor fiskene gradvis nærmer sig overfladen for at jage i sommernatten.

Til formålet er sandarten udstyret med meget lysfølsomme øjne, der i den rette belysning ligner glasøjne. Dette skyldes et lysreflekterende lag inde i øjet, som giver sandarten et bedre nattesyn end de fleste andre fisk. Det er dette lag, som reflekterer kameraets blitzlys – med de karakteristiske glasøjne som resultat!

Men der er undtagelser fra denne regel. Specielt op til gydningen er sandarten det modsatte af sit normale jeg. Den opsøger da det lave vand over gydepladserne, hvor den på godt nydansk er en “sucker efter solskin”. Den søger varmen og har pludselig ikke noget mod højt og klart solskin længere. Og tilsyneladende kan dens ellers meget lysfølsomme øjne godt håndtere skarpt sollys på lavt vand.

For fluefiskeren er dette idealsituationen. Specielt, da det er en kendsgerning, at sandarten gerne tager føde til sig herinde – trods den forestående gydning. Der findes dog dem, som mener, at huggene mere skyldes aggression på gydepladserne, hvor der jo er rivaliserende hanner til stede – aggression mere end sult.

Som fluefisker kan man dog være ligeglad med årsagen – så længe kendsgerningerne er, at fiskene villigt tager ens fluer!

Og det gør de. Det har imidlertid vist sig, at nogle fluetyper er markant bedre end andre til dette specialiserede fiskeri. Sandarten er en langsom fisk, der næppe formår at skynde sig. Dens teknik er langsomt at snige sig ind på byttet og bemægtige sig det bagfra. Derfor de karakteristiske store tænder længst fremme i munden – modsat geddens store hjørnetænder, der signalerer lynangreb fra siden.

Alle store fluer kan fange sandart inde på det lave vand – blot de fiskes langsomt lige over bunden. Men fangstevnen øges markant, hvis de farvestrålende fluer samtidig forsynes med en “woblerkrave” i blød og klar plast. Denne krave er beskrevet i artiklen om “Juletræet” andetsteds her på siden.

Man kan folde kraven fremefter, så fluen virkelig flytter vand under indtagningen. Eller bagud, så vandmodstanden mindskes.

Specielt under kastet er det rart, hvis man ikke skal løfte en halv liter vand fri i bagkastet. Og det skal man næsten med en fuld fremadrettet krave, som dog kan studses ned med en saks til mindre størrelse og mindre vandmodstand. Et par store øjne klistret fast fortil på fluen skader bestemt heller ikke fangstevnen!

Fluen kastes ud og får lov at synke næsten helt til bunds. Herefter tages den langsomt hjem i korte, men kraftige træk, som virkelig får fluen til at pulsere i vandet og kaste godt med vand ud til siderne. Det er noget, fiskene både kan høre og se i det lave vand. Lad gerne fluen stå stille et sekund eller to mellem trækkene. Det giver sandarten tid til at indhente fluen og bide sig fast i de flagrende fjer.

Huggene er forsigtige, som det altid er tilfældet med sandarter. Fluen sidder i regelen blot fast – tilsyneladende i bunden – og linen bliver stille og roligt stram. Sandarter er som sagt langsomme fisk, der skal have tid til både forfølgelse og hug. Derfor skal man heller ikke forhaste sig med tilslaget, men blot vente, til linen er stram. Og da har sandarten i regelen kroget sig selv solidt og godt i mundvigen!

Så giv sandarten en chance – gerne i solskin. Her først i juni står de stadig på gydepladserne og venter på den rette flue!

Natmænd i natmørke

Mørkets gerninger…

Natfiskeri er ikke for svage sjæle – og da slet ikke for dem, der måtte være mørkerædde. Natfiskeri er for dem, der er villige til at forsage den varme stue og lænestolen derhjemme – for i stedet at blive kolde og våde i jagten på nattens dronning – ørreden!

Ørreder er nemlig så lyssky, som nogen fisk kan være. Og det gælder ikke mindst de helt store eksemplarer, der ikke er blevet store ved ingenting. De har livet igennem forstået at gemme sig godt i dagtimerne – i dybe høller og under udhulede brinker – til mørket faldt på. Først da har de vovet sig ud og har slået til.

Det samme må fluefiskeren gøre, hvis han eller hun ønsker nærkontakt med en af de store ørreder i åen eller ved kysten. Og det er lige meget, om fiskeriet gælder bækørred, søørred eller havørred: De er alle ørreder for Vorherre og dermed nataktive. Chancen for at fange en stor ørred er derfor mange gange større, hvis man vover sig ud i natmørket med fluestangen!

Men det kræver planlægning og en god teknik, hvis man skal have held med sit natfiskeri. Hvis man ikke skal give op i utide og glemme alle ambitioner om store fisk, der kan prales af og om.

Den første regel er aldeles indlysende: Man skal kende sit fiskevand. Det gør man bedst ved hyppige besøg i døgnets lyse timer, hvor man mærker sig de forskellige faldgruber, der måtte være – i form af dybe grøfter, bundløse huller og høje hegn. Det er aldrig rart at falde i vandet, men det er rigtig meget værre at gøre det i bælgravende mørke…

Den anden regel er, at man skal “keep it simple”. Drop alle de lange og flotte kast, man kan slippe afsted med i fuldt dagslys. Kort linelængden af og skær antallet af blindkast ned til et absolut minimum. Det er i blindkastene, de fleste problemer opstår – her, vindknuderne indfinder sig, og her, at krogen fanger line eller forfang. Som for øvrigt skal være ganske kort til natfiskeri. Gerne kun 6 fod.

Brug kraftigt grej

Den tredje regel er, at grejet skal være mindst ét nummer kraftigere til fiskeri om natten end om dagen. Bruger man eksempelvis et 9 fod langt forfang med 0.30 mm i spidsen til normalt dagfiskeri i samme vand, da bør man korte forfanget ned til 6 fod og øge tykkelsen til 0.35 mm. Så er man rustet til det meste – og de største!

Fisker man efter havørred i åen, er der lutter fordele ved at bruge en lang tohåndsstang. Med den kan man nå ud over sumpede bredder, og med den kan man eksekvere kast efter kast med eksakt den samme linelængde ude og kun et enkelt eller ingen blindkast. Ofte klarer man sig ved at switche eller rullekaste linen ud igen – med stærkt nedsat risiko for problemer med line, forfang og flue.

Og lyt så altid efter i natmørket. Har fluen fanget line eller forfang, lyder kastet markant anderledes end ellers og bør derfor straks kontrolleres. Ellers fisker man måske i bedste fald videre med et forfang, hvis brudstyrke er halveret. Eller i værste fald – med en flue, der har hægtet linen og derfor intet kan fange. Da har man totalt forspildt sine chancer.

Natfluer, der duer

Natfiskeriet har sin egen teori. Der fiskes normalt med flydeline og fluer, som går lige under overfladen – fuldt synlige op mod den altid lysere nattehimmel. Teorien går derfor på, at man skal vælge en fluetype med den størst mulige kontrast og silhuet – en flue, der syner af mest muligt set nedefra.

Det betyder i praksis, at man vælger store og sorte fluer á la Muddlers og Zonkers. Mønsteret betyder intet, blot fluen er stor, sort og fyldig. Så skal den nok fange fisk – hvis ellers den fiskes rigtigt. Når mørket har sænket sig, har de store fisk forladt det dybe vand og er søgt ind på ofte ganske lavt vand – i åen det lave vand i svingenes inderside.

Her er de i sagens natur lette at skræmme, hvis man ikke nærmer sig med forsigtighed. Fiskene mærker tydeligt, dersom man tramper rundt på de gyngende åbrinker i natmørket. Og da fanger man heller ikke drømmefisken den nat…

Tag gerne Månen i ed, når der skal natfiskes. Fuldmåne giver både fisk og fiskere perfekt lys til at jage i – ved kysten. I åen er det anderledes. Fuldmåne er ofte ensbetydende med en god opgang, da tidevandet i havet da løber stærkest. Men fiskemæssigt er der intet godt at sige om fuldmånen. Det skarpe lys gør de sky havørreder endnu mere sky…

Storfinnede Stallinger

Bare en Blåmand…

Er der noget, som kan dele vandene i fluefiskeriets moderland, England, så er det stallingen.

Denne storfinnede laksefisk, der ganske vist har fedtfinne som ørreder og laks, men som på mange måder ellers minder mere om en helt eller sågar en skalle. En fisk, som meget rammende er blevet kaldt “vandenes dronning”, da den er blid af udseende og gemyt – stik modsat den mere bastante ørred, den ofte deler vandløbet med.

Mange ser i England ned på stallingen og betragter den som en skidtfisk, der bør fjernes. En næringskonkurrent til ørreden, som langt flere værdsætter, og som derfor fjernes med alle til rådighed stående midler. Ofte forlænger man sæsonen helt ind i november i de klassiske sydengelske kalkstrømme og tillader et målrettet fiskeri effter stallinger, som så fjernes. Er det ikke nok, griber man nogle steder sågar til at trække vod efter flokkene af stalling!

Stallinger med status

Men sådan ser man heldigvis ikke på stallingen alle steder. Mange steder har den en helt anden status, og for mange fluefiskere er det fluefisken par excellence. Kulturhistorisk har den også altid haft en høj stjerne. Eksempelvis har det i flere århundreder langs den tyske Rhin heddet sig, at “Asch ist der Rheingraf – Salm nu ein Herr”:

– At stallingen er Rhingreven, mens laksen kun er en simpel herremand. Sådan. Så blev det sat på plads af de gæve Germanere!

På samme måde betragtes stallingen ofte som den fineste og mest attråværdige fisk i det høje nord – i Finnmarkens og ikke mindst Lapplands krystalklare elve. Her har stallingen en status, der tiltrækker fluefiskere fra hele Europa, for heroppe bliver stallingerne større end gennemsnittet. Heroppe er det ikke umuligt at kroge et monster på den anden side af de magiske 2 kg!

For mange fluefiskere er den storfinnede stalling den fineste af alle laksefiskene – ikke mindst på grund af den meget store rygfinne, som især de stor hanstallinger – herhjemme kaldet “blåmænd” på grund af deres farve – er forsynet med.

Rygfinnen er stallingens adelsmærke, som adskiller den fra samtlige andre laksefisk. Dens funktion er ukendt, men fra akvarieforsøg ved man, at stallingerne bruger den under gydningen. Og det er vel en fair forklaring?

Stallingerne lever ofte side om side med ørreden, men deres krav til levested er ganske forskellige. Således graver den blide stalling ikke sine æg ned mellem bundens sten, som den robuste ørred gør det. I stedet lægger den sine klæbrige æg på steder, hvor de kan fæstne sig til sand eller planter, inden de klækkes.

Invasion i Gudenåen

Det betyder, at stallingen i regelen har gode betingelser i sandede vestjyske vandløb, hvor der ofte mangler stenede gydepladser til ørrederne. Er det tilfældet, vil stallingerne hurtigt kunne udkonkurrere bækørrederne, som derfor forsvinder.

Det så man tydeligt ved Gudenåen, som fra naturens hånd aldrig har huset stallinger. Gudenåen er nemlig østvendt, og kun vestvendte vandløb har haft en naturlig indvandring af stallinger sydfra, da Vesterhavet stadig var skovdækket land med afstrømning sydfra.

Men da Gudenåen og Skjernå begge udspringer blot få hundrede meter fra hinanden – i Tinnet Krat på den jyske højderyg – var det for fristende for nogle engagerede jyske lystfiskere at flytte en håndfuld stallinger fra den vestvendte Skjernå over i den østvendte Gudenå.

Faunaforurening ville vi kalde det i vore oplyste dage. Det skete i to omgange, i mælkejunger og på cykelanhænger i 1940‘erne. De medbragte cykelpumper sørgede for, at der hele tiden kom frisk luft i jungerne!

De vestjyske stallinger kvitterede for transporten ved at slå overmåde godt an i den østjyske Gudenå. Her var der langt mere føde end i det karske Vestjylland, og stallingerne voksede sig hurtigt store i både størrelse og antal. I så høj grad, at de helt forviste den ellers naturligt forekommende bækørred til en skyggetilværelse under trærødderne…

Tandløs gourmet

Stallingen er markant ved kun at forekomme i to arter på verdensplan. Som alle andre laksefisk findes den kun naturligt på den nordlige halvkugle, hvor den forekommer som europæisk stalling vest for Uralbjergene og som arktisk stalling over resten af polkalotten.

I Alperne betragter man stallingen som en karakterfisk i bjergenes forland. Her, hvor strømmen er svagere, erstatter den ørreden, som trives langt bedre i den hårdere strøm længere oppe. Stallingen lever således op til sit blide image og gemyt, der passer bedre ind i forlandets stille strømme!

Den arktiske stalling ligner vor europæiske ganske meget, men har en større rygfinne og små tænder i munden. Den er da også langt mere aggressiv end vor egen stalling og angriber ofte selv store blink og spinnere. Hvad kun de allerstørste europæiske stallinger kan finde på. De er nemlig mest til små insekter, som de kan suge ned fra overfladen med deres lille og tandløse mund. Måske derfor stallingen er den perfekte tørfluefisk?

Fluefiskere i mange lande har længe funderet over stallingen og dens udprægede forkærlighed for insekter på overfladen. Faktisk er stallingen så glad for overfladeføde, at den gerne stiger mere end et par meter fra sit strømlæ på bunden – blot for at tage et lille insekt på overfladen.

Denne karakteristiske adfærd har ført til spekulationer og historier om, at stallingen skulle være specielt langsynet – noget, der imidlertid intet belæg er for at påstå. Faktum er imidlertid, at man kan bruge denne adfærd til at fiske med tørflue, selv om der ingen insekter er overhovedet. Ved man, hvor fiskene holder til, kan man ofte starte et kunstigt “rise” ved gentagne kast med tørfluen over samme plads.

Hidsige høstfisk

Engang oplevede jeg i Gudenåen ved Voervadsbro, hvordan stallinger tilsyneladende helt uden grund steg til store flager af nyfalden tøsne. Det kan der ikke have været megen næring i. Det var der bestemt heller ikke i de af mine tørfluer, som fiskene villigt tog mellem sneflagerne!

I det hele taget trives stallingen i koldt vand og vejr, hvorfor den ofte forbindes med sent høstfiskeri, hvor ørrederne enten er gået i hi eller er begyndt på legen. Det oplevede jeg for nogle år siden i den sydskotske River Wear, som mest er kendt for sine laks og havørreder, men som også huser en fin bestand af stallinger.

Det var en råkold novemberdag med sne i luften. Vandet løb iskoldt omkring mine skridtstøvler og målte sølle 3 grader. Der var ingen insekter på vandet overhovedet, men alligevel steg stallingerne villigt til mine små blindt fiskede tørfluer. En enkelt plump halvkilos stalling var fuldstændig balstyrig under fighten i det kolde vand og sprang højt ud af vandet flere gange!

Jo, stallinger er ikke nemme at blive kloge på, men de er fantastiske fluefisk. Så meget står klart. Det er også en kendsgerning, at de gerne ser rødt. I så høj grad, at man rent faktisk ikke behøver andre fluer end den evigt unge Red Tag – fisket tørt eller vådt!

BioLine

– fremtidens 100% biologisk nedbrydelige fiskeline

Alene her i Danmark er vi – ifølge både Gallup fra 1996 og COWI fra 2009 – mere end 600.000 mere eller mindre aktive lystfiskere. Mere end 10% af den danske befolkning fisker således en eller flere gange om året.

Antager vi nu, at hver lystfisker skifter sin line blot én gang om året, og at han hver gang skifter de yderste 100 meter line ud, så bliver det til 60.000.000 m ny line hvert år. 60.000 km eller halvanden gang rundt om Jorden – hvert eneste år. Læg hertil de mange millioner lystfiskere, der findes i andre lande verden over…

Det er således ufattelige mængder fiskeline, der hvert år forbruges verden over. Det meste havner forhåbentlig i skraldespanden og ryger til destruktion eller deponering. En alt for stor del havner dog ude i naturen, hvor det er aldeles uønsket og sågar livsfarligt for de dyr og fugle, der måtte komme i i kontakt med det. Der er masser af eksempler på ikke mindst fugle, som er blevet fanget i kasseret fiskeline – med døden til følge.

Nedbrydelighed

Alt nedbrydes efterhånden ude i naturen, men nogle ting og stoffer er længere om det end andre. Meget længere. Mange radioaktive stoffer skal bruge i tusindvis at år på blot at nedbrydes delvis, mens andre materialer – bananskræller og æbleskrog for at nævne et par gode eksempler – blot skal have dage til det. Så er de nedbrudt til de samme stoffer, som de blev til af.

Men fiskeliner da? Rådner de ikke op i naturen? Desværre nej. I hvert fald ikke moderne syntetiske liner. De forsvinder ikke inden for en normal menneskealder, som datidens liner af bomuld, hør og silke jo gjorde. De rådnede såmænd op, mens de endnu sad på hjulet…

Værst er de nye superliner, som er fremstillet af stoffet polyethyleneller Dyneema, der er beslægtet med materialet kevlar. Heraf navnet PE-liner. De fleste ved vel, at kevlar er et næsten ufattelig stærkt materiale, som derfor bruges til både skudsikre veste og pumkterfri dæk. Men de færreste ved sikkert, at Dyneema er næsten lige så uforgængeligt – at det tager en moderne superline mange tusinde år at nedbrydes i naturen. I praksis er den således uforgængelig.

På andenpladsen kommer liner af fluorocarbon, som netop er lavet til at være bestandige og modstandsdygtige over for snart sagt alle kemikalier. Fluorocarbon blev jo oprindelig udviklet som materiale til rør og slanger, der skal kunne ligge på havbunden i årevis uden at nedbrydes det mindste. Nedbrydning af fluorocarbon i naturen tager derfor i hundredvis af år – med mere end tusinde år som alment accepteret. Vi kan jo ikke vide det med sikkerhed, da vi jo kun har haft stoffet i årtier!

Jamen, så nylonliner da? De mørner jo op på hjulet og må da hurtigt forsvinde ude i naturen. Det er jo derfor, vi skifter linen regelmæssigt – fordi den svækkes af vand og sollys og eventuelle kemikalier.

Nylonliner er ganske rigtigt klart nedbrydelige, men det tager ihundrevis af år, førend de er helt væk. Kasserede nylonliner kan således forårsage skade i naturen i adskillige menneskealdre, efter at vi har smidt dem der. En total nedbrydning af almindelig nylon tager typisk 600 år…

BioLine på banen

Enter et helt nyt produkt fra amerikanske BioLine. En fiskeline, der har næsten samme egenskaber som almindelige nylonliner, men som nedbrydes i naturen på blot 5 år!

Der er i sagens hverken tale om polyethylen, fluorocarbon eller nylon. BioLine er i stedet udviklet på basis af stoffet polybutylensuccinat – i daglig tale blot kaldet PBS. En medfødt fordel ved dette materiale er, at BioLine er klar som fluorocarbon og dermed mindre synlig i vandet end de gængse superlner af polyethylen.

PBS er ikke nyt, men kendt som ingrediens i den biologisk nedbrydelige tråd, som kirurger bruger til lukning af operationssår. Den forsvinder helt i kroppen efter nogle måneder.

Det samme gælder BioLine, som bibeholder sin oprindelige styrke i det første lille års tid. Herefter begynder line at selvdestruere, kunne man sige. Under påvirkning af ikke mindst sollys begynder nedbrydningen af PBS til H2O, CO2 og biomasse. Trækstyrken svækkes hurtigt, så dyr og fugle har en god chnce for at komme fri igen, hvis de skulle blive fanget i efterladt line. Det er således meningen, at man skal skifte sin BioLine mindst en gang om året. I den lufttætte forpakning, BioLine leveres i, er levetiden ifølge producenten 5 år.

Efter 5 år i naturen skulle BioLine være 100% nedbrudt, hvilket jo er en meget smuk tanke. Og helt klart fremtiden. Flere af verdens store lineproducenter har naturligvis kig på konceptet, men meldingen er desværre ganske tydelig:

Verden er endnu ikke klar til en biologisk nedbrydelig fiskeline, så længe den koster mere end en almindelig nylonline. Eller så længe myndighederne ikke stiller krav om det.

Et argument, som klinger hult og vækker mindelser om jægernes modstand mod stålhagl i stedet for bly…

Bombarda-fri zone

Der kommer en tid i enhver mands liv, hvor han har fanget fisk nok! En tid, hvor han begynder at se sig om efter nye udfordringer og grønnere græsgange.

Sådan gik det med makkerparret Dan og Claes, som mødtes i skovbruget og blev venner ved vandet. Det var Claes, der først lokkede Dan ud til kysten – med spinnestang og Bombarda-flåd. Begge fiskede de ihærdigt og med den fornødne indlevelse, og fisk kom der også på land. Efterhånden mange, endda. Til sidst så mange, at en ny fiskeform begyndte at trække: Det “ægte” fluefiskeri!

Det var i hvert fald det, jeg fik at vide af Claes – først på mail og siden i telefon. Enden blev, at de bookede sig ind på et weekend-ophold, hvor de ville lære at fluefiske på rigtig facon. Fra spinnefiskeriet vidste de jo, at fluer kan være overmåde velfangende – i hvert fald fisket efter et Bombarda-flåd. Nu skulle det blot gøres “rigtigt” – med linen direkte i hånden.

Her er, hvad Claes efterfølgende skrev til fluefiskesiden.dk:

“Dan og jeg havde besluttet at få lidt intensiv undervisning ud i fluefiskeriet ved kysten. Derfor aftalte vi i marts måned med Steen Ulnits (introduktion vist ikke nødvendig), at vi skulle komme op i hans sommerhus på Mols i weekenden 14. 16. maj. Vi kunne selv bestemme, hvad der skulle være på programmet, hvilket gav mulighed for et meget fleksibelt ophold.

Da vi begge tidligere havde øvet lidt på græs, bestemte vi, at temaet for dette ophold skulle være det praktiske fluefiskeri med særlig fokus på kasteteknik. Den plan var Steen Ulnits helt indforstået med.

Vores lille, private kursus var en stor succes. Vejret var ikke særlig velegnet til fluefiskeri, men Steen var en mester til at finde egnede pladser til to utrænede fiskere. Lørdag eftermiddag og aften var vejret dog så modbydeligt, at vi valgte at nyde lidt vin og god mad (suppleret med fiskehistorier) i hans hyggelige sommerhus, i stedet for at blive gennemblødte og blæste ved vandet.

Søndag var vejret mere roligt, så Dan og jeg startede med en morgentur til en helt fantastisk plads, som Steen havde vist os fredag aften. Og det utrolige skete: Først fik jeg hug. En ørred lige under målet, som jeg dog mistede.

Fem minutter efter var det Dan’s tur. En flot ørred på 46 cm kommer efter lidt tumult på land. En flot debut for Dan, og en fluefisker er vistnok født. Begge fisk, samt en del hornfisk, blev taget på en meget flot udgave af Slagteren, som Ove Monrad stod fader til. Den er lidt mere robust end den traditionelle udgave og dertil forstærket med kobbertråd.

Søndag eftermiddag sluttede vi efter en fantastisk tur i den “bombardafri zone”. Steen Ulnits er en meget dygtig fisker og instruktør og ikke “fedtet” med at vise sine gode pladser frem. Ydermere er han en lun og flink fyr at være i selskab med. Under hele opholdet blev vi af Steen’s kæreste opvartet på bedste vis med mad og drikke.

Vi har endnu masser at lære før vi kan kalde hos velgående fluefiskere, men vi kan nu kaste nogenlunde (hvis vinden ikke driller for meget), og så kan vi fange fisk! For andre som ønsker lidt intensiv instruktion tilsat vand, kan et weekendophold hos Steen Ulnits varmt anbefales.”

Så meget for skamrosen, der naturligvis glæder. Men Dan og Claes er ikke alene om gerne at ville prøve det “ægte” fluefiskeri – efter mange og fangstrige år med spinnestangen. Men mangler en hjælpende hånd til at komme godt i gang.

Det er som at blive født igen, når den første havørred tager fluen og rykker løslinen ud af hænderne på én. Så er en ny fluefisker altid født!

Dan sendte senere ovenstående foto af tre fine flueørreder fra hans sydfynske hjemmevande. Det bliver aldrig mere det samme…

DK lakseåer

Laksen tilbage til Danmark!

En succeshistorie baseret på gamle dyder og moderne opdagelser – og så et antal meget kostbare naturgenopretningsprojekter…

Det er ikke ret mange år siden, at vi regnede atlanterhavslaksen for uddød her i Danmark. Årtiers utérlig omgang med den danske natur – primært forårsaget af et mere og mere intensivt landbrug – havde trukket tæppet væk under de førhen så stolte danske laksebestande. De få laks, der trods alt fangedes, var blot resultatet af de sporadiske udsætninger, som blev gjort rundt omkring. Troede man i hvert fald.

Men så skete der ting og sager. En undersøgelse af hele Skjernå vandsystemet resulterede nemlig i en overraskende fangst af lakseyngel, som måtte stamme fra naturlig reproduktion i åen. Stedet var tilløbet Karstoft Å, hvis nederste få hundrede meter før sammenløbet med Skjernå husede velegnede gydepladser for laksene.

Da DNA skælanalyser samtidig var på vej ind i den danske fiskepleje, kunne det snart dokumenteres, at lakseyngelen stammede fra Skjernåens oprindelige laksestamme. En stamme, man længe havde anset for uddød. Nu viste det sig altså, at der stadig fandtes rester på en ganske lille strækning af en ganske lille å, hvis nederste få hundrede meter længe havde været tilholdssted for de sidste rester af Skjernå-laksen.

Den fornyede fokus på den danske laks medførte til sidst, at en revideret “laksehandlingsplan” blev udarbejdet – med det ene formål at genskabe oprindelige danske laksebestande, hvor de engang havde været – og styrke de bestande, som der stadig var rester af.

Indtil 2001 troede man, at der kun fandtes én tilbageværende oprindelig laksebestand i Danmark, nemlig i Skjern Å. Analyser af DNA fra gamle skælprøver fra de oprindelige bestande (tilbage til 1910’erne) og analyser af de nuværende laks i vandløbene viste imidlertid, at der også fandtes rester af oprindelige laksebestande i Varde, Ribe Å og til dels også i Storåen.

For at gøre en meget lang historie urimelig kort, så lykkedes den nye laksehandlingsplan over al forventning – med det resultat, at Danmark i dag byder på laksefiskeri i europæisk topklasse. Måske ikke altid hvad antallet af fisk angår, man størrelsen på de enkelte fisk har nået norske højder!

Skjernå

Skjernå er Danmarks laksevand par excellence. Om ikke andet så fordi det var her, tobakshandler Dinesen i 1954 fangede sin imponerende blanklaks på 26,5 kg – i påsken, som det sig hør og bør. Så bliver fiskene ikke finere. Med den nye Danmarksrekord sikkert i hus gik det imidlertid støt, men sikkert nedad for landets vandrigeste å.

Helt galt gik det imidlertid først i 1960’erne, hvor Skjernå blev genstand for Danmarks hidtil største afvandingsprojekt – gennemført på snedigste vis af Hedeselskabet, der trumfede projektet igennem – trods masser af advarsler fra naturinteresserede og modstand fra flere lokale bønder. Resultatet lod da heller ikke vente på sig – i form af heltbestande, der svandt ind til en brøkdel af det tidligere, og en Ringkøbing Fjord, der blev ræverød af okker fra afvandingen. Det så kort sagt rigtig skidt ud for Skjernå.

Men så skete der det fantastiske, at en lokalt forankret miljøminister i 1986 forfattede følgende korte status over hans elskede Skjernå:“Fuglene er væk, fiskene er væk”. Og det kan nok være, at dette fyndige udsagn vandt genklang på Christiansborg, som hurtigt og enstemmigt besluttede, at den til ukendelighed regulerede Skjernå skulle føres tilbage til sit oprindelige slyngede leje – så åen og fjorden atter kunne blive sunde levesteder for fiskene.

Det skulle imidlertid tage mere end et årti, inden alting endelig var på plads, og Skjernå atter kunne ledes tilbage til det oprindelige løb. Men så gik det også hurtigt fremad. År for år voksede laksebestanden, og andelen af naturligt reproducerende vildfisk steg markant. Ved premieren i 2010 var således mere end 80% af fangsterne nedfaldslaks, som havde gydt den forgangne vinter. Et godt tegn på, at Skjernå-laksene har det godt.

Men mens kæmperne vælter op af den nærliggende Varde Å, venter man stadig på, at Skjernå disker op med tilsvarende mængder rekordlaks. Antallet af fangede laks er godt og støt stigende, men de virkelige kæmper er der ikke mange af. Forårets største blanklaks fra Skjernå vejedes således “blot” 18,4 kg…

Læs mere på www.skjernaasam.dk

Gudenå

Fra naturens hånd er der kun laks i de vestvendte danske åer – med Gudenåen som undtagelsen, der bekræfter regelen. Oprindelig var Gudenåen nemlig ikke østvendt, men mundede ud mod nord i det, der i dag er Limfjorden, men dengang var Skagerak. Det var før, isen trak sig tilbage og Nordjylland løftede sig af havet.

Tangeværket er uløseligt forbundet med Gudenåen og dens fiskebestand. Tangeværket er Danmarks største vandkraftværk – bygget i 1920’erne, hvor landet fattedes elektricitet til ikke mindst det nye sygehus i Århus. Uheldigvis afskar værket de sidste Gudenålaks fra deres sidste gydepladser, som i dag ligger på bunden af den kunstige Tange Sø – begravet under flere meter mudder. Gudenålaksen kvitterede da også for bygningen af værket med at uddø totalt i 1928, hvor den sidste oprindelige Gudenålaks blev fanget.

Tangeværkets koncession på brugen af Gudenåens vand udløb i 2001, men der er givet dispensation og forlængelse i flere omgange – uden nogen saglig begrundelse. Sagen er derfor endt ved EU-domstolen, hvis svar ventes med største spænding. Det er de nye Vandrammedirektiver, som søges defineret og lagt til grund for Tangeværkets fortsatte eksistens.

Indtil videre er Gudenå-laksen derfor helt afhængig af de massive og kostbare udsætninger, som tilbage i 200I bragte Gudenåen op på Top Ti listen over Europas bedste laksevande – med en samlet fangst på over 1.000 laks. En meget stor del af disse laks blev taget helt oppe ved Bjerringbro, hvilket skyldtes de store udsætninger heroppe. I dag er udsætningerne spredt ud over større dele af åen end dengang.

I 2009 skete der så en sensationel begivenhed på Langå foreningens stykke af Gudenåen. Da blev nemlig den største danske laks i 75 år landet og vejet til imponerende 21,1 kg. I 2010 satte Bjerringbro foreningen længere opstrøms ny klubrekord med en flot og lynende blank majspringer på 17,9 kg – også den med oprindelse i udsatte laks fra Storåen.

Læs mere på www.langaa-sf.dk og www.bjerringbro-sportsfisker.dk

Varde Å

Fra naturens hånd har der været laks i alle de større tilløb til Vadehavet, men den største bestand har givet Varde Å længst oppe i Ho Bugt haft. Gennem årene er mange storlaks da også stedt til hvile langs denne å, hvis største stangfangede fisk vejede 23,5 kg og blev taget af legendariske skomager Møller tilbage i 1920’erne.

Senest har DNA-undersøgelser vist, at der stadig findes en oprindelig og dermed bevaringsværdig stamme af vildlaks i Varde Å – en opdagelse, der for alvor vakte glæde blandt lokale sportsfiskere, som længe har kæmpet for en retablering af den mange steder til ukendelighed regulerede å. Ikke mindre end en tredjedel af de fangede laks i Varde Å er således vildlaks, og andelen er stigende.

Mens de øvrige store sydvestjyske åer alle er reguleret med en kammersluse ude ved Vadehavet, er Varde Å unik ved i stedet at have et åbent afløb til Ho Bugt. Varde Å er også unik ved at være det eneste store vandløb hernede, som er belemret med et vandkraftværk – Karlsgårdeværket.

Karlsgårdeværket er Varde Å’s svar på Gudenåens Tangeværk – en impassabel opstemning med vandkraft for øje. Med modsat den obsternasige bestyrelse for Tangeværket, så ser bestyrelsen for Karlsgårdeværket mere realistisk og fremtidsorienteret på tingene. Det har betydet, at man her velvilligt er kommet den truede laksefisk snæbelen til undsætning og har engageret sig i det store EU-snæbelprojekt med mange millioner dejlige EU-tilskudskroner i kassen. Det er snæbelen, der er brækstangen, men hele vandsystemet og alle fiskene, der er de store vindere.

Helt konkret har det resulteret i, at der nu for første gang i 65 år er fri adgang til de hidtil lukkede gydebanker i Grindsted og Ansager Åer. Det er sket med nedlæggelsen af Ansager Kanal, som tidligere ledte vand til kraftværket. Den anden store tilløbskanal til Karlsgårdeværket – Holme Kanal – planlægges nu også nedlagt inden for ganske få år. Hermed er Varde-laksen bedre stillet, end den har været på noget tidspunkt, siden værket blev udbygget under Anden Verdenskrig.

Men allerede nu har Varde Å-laksen kvitteret for de hidtidige restaureringsarbejder ved åen. Mest imponerende er naturligvis Laurids Meldgaards nye rekordlaks på 20,4 kg – en smuk blankfisk taget den 17. april 2010. Men den var ikke ene kæmpe i den sydvestjyske å. Det bevistes 2. påskedag, hvor fiskeriet gik helt amok. Den dag blev der således landet hele tre sølvblanke giganter på henholdsvis 17, 18 og 18,7 kg – den største på en gulorange rørflue.

Læs mere på www.varde-sportsfiskerforening.dk

Storå

Den vestjyske Storå lever virkelig op til sit navn, idet den er mere end 100 km lang fra udspringet i Ulkær Mose sydøst for Ikast til udløbet i Nissum Fjord ved Felsted Kog. Helt eksakt er der 104 km vand at fiske i. Og med etableringen af omløbet ved Holstebro Kraftværkssø har laks og havørreder fået frit løb stort set overalt.

Storåen er altså længere end selv Skjernå, men den er alligevel langt fra så vandrig som denne. Skjernå afvander nemlig næsten en tiendedel af hovedlandet – med masser af store tilløb fra både nord og syd. Storåen har – trods sin længde – langt færre og mindre tilløb. Således modtager den stort set ikke tilløb af nævneværdig størrelse fra nord. De kommer alle fra syd.

Få kilometer opstrøms Holstebro – midt i den opstemmede kraftværkssø ved byen – udmunder den lille Tvis Å, der især på sit nedre løb byder på rigtig mange fine sving og høller. Og mange fine gydestrækninger for fiskene.

Efter de mange sving omkring Hodsager flader Storåen mere og mere ud, indtil den til sidst opfanges ganske af den kunstige kraftværkssø ved Holstebro. En 5 km lang opstemning af Storåens vand med det ene formål at producere elektricitet via et vandkraftværks turbiner.

Et kraftværk, der med sin opstemning i 1940-41 afskar vandrefisk som laks, havørred og helt fra deres livsvigtige gydepladser længere opstrøms. Og som i sit lave, stillestående og opvarmede vand byder algerne på ideelle vækstbetingelser – med det resultat, at Storåen nedstrøms søen og hele vejen ud til Felsted Kog i Nissum Fjord er farvet brun af algerne. Til stor irritation for såvel lokale som tilrejsende lystfiskere.

Men der er stadig laks i Storåen – endda af den oprindelige slags, som der nu avles videre på. Dels naturligvis til Storåen selv, men også til den østvendte Gudenå. Storåen kaster ikke laks af sig i samme grad som de øvrige vestvendte lakseåer, men der er stadig mange flotte blankfisk imellem – flere i 10 kg’s klassen. Der er dog langt til forgangne tiders rekordlaks på 22 kg…

Læs mere på www.svstoraa.dk

Ribe Å

Ribe Å er mere kendt for sine store havørreder end for sine laks. Flere havørreder på mere end 15 kg er således rapporteret fra den store sydvestjyske å, selv om det har skortet på kæmperne de seneste år. Traditionelt fanges de fleste havørreder længere oppe i vandsystemet – i den nederste del af tilløbet Gelså, som hører under Ribe Sportsfiskerforening.

Men der er til gengæld godt med laks i vadehavsåen. Således er der i skrivende stund og i 2010 landet ikke færre end 377 laks i Ribe Å. Heraf er de 338 genudsat, så de kan være med til at retablere en sund og stærk bestand af laks i åen. Kun 39 er hjemtaget.

Langt størsteparten af laksene landes i den nederste del af åen – Vesteråen kaldet – som hører under Ribe Vesterå Konsortiet, Her var fiskeretten tidligere underlagt en lokal erhvervsfisker, hvis gamle kongebrev fra 1751 – gældende fra Ribe by til kammerslusen ude ved Vadehavet – imidlertid blev købt ud af Skov- og Naturstyrelsen. Det skete i 2006 formedelst 0,8 mio. kroner. I flere år indtil da havde den lokale sportsfiskerforening købt fiskeretten for kr. 375.000 årligt, men kunne ikke få det til at løbe rundt, da fangsterne begyndte at svigte.

Det var derfor meget kærkomment, da Skov- og Naturstyrelsen gik ind i projektet – med den konkrete begrundelse, at erhvervsfiskeri i åen ikke var foreneligt med “tilstrækkelig beskyttelse for snæbel, laks og stavsild, som indgår i udpegningsgrundlaget for EF-habitatområdet “Vadehavet” – som det så smukt lyder i teksten. Vadehavet er så siden blevet udpeget som regulær dansk nationalpark.

I Ribe Å var der omkring 10% vildlaks blandt fangsterne, da man første gang undersøgte det. Procentsatsen er givet højere i dag, men slet ikke på højde med åerne længere nordpå, hvor der er flere og bedre egnede gydepladser til de krævende laks.

Årets hidtil største forårslaks i 2010 fra Ribe Å systemet vejede 10 kg.

Læs mere på www.ribe-vesteraa.dk og www.ribeaasystemet.dk

Kongeå

Kongeåen er primært kendt for sine havørreder. I gamle dage har der dog også været laks i åen, men som laksevandløb har Kongeåen aldrig gjort så meget væsen af sig som naboerne Ribe og Varde Å. Kongeåen har altid været mest kendt for sine mange og flotte havørreder, der dog som nævnt ikke når nær samme imponerende størrelser som artsfællerne fra Ribe Å. Uvist af hvilken grund.

Trods sine mange sving i ikke mindst Kongeådalen har Kongeåen meget få egnede gydepladser og derfor en meget ringe smoltproduktion – faktisk den allermindste af Vadehavsåerne. Det dokumenterede den store Vadehavsundersøgelse, som til fulde også viste, at udsatte, opdrættede tamfisk klarer sig endog meget dårligt i det barske Vadehav – med en dødelighed på omkring 100%!

Tamfiskene har helt enkelt ikke det instinkt eller den DNA, der kræves for at klare sig i det farefyldte Vadehav. De kan blandt andet ikke navigere sikkert rundt i det stærke tidevand, og de formår ikke at holde sig fri af sælerne i Vadehavet. Mange års kostbare udsætninger af tamfisk havde derfor ikke resulteret i blot nogenlunde acceptable genfangster. Vildfisk skal der til, og dem er Kongeåen nu atter blevet leveringsdygtig i.

Kongeåens øvre løb er kendt for sine mange og smukke sving. Kongeåens nedre løb har ikke mange sving at prale af, men til gengæld fanges der her rigtig mange havørreder. Dette fiskeri gælder fortrinsvis den nedre del af åen op til Jedsted Mølle nær Gredstedbro.

Her har fiskene i mange år haft store vanskeligheder med at forcere opstemningen ved dambruget, men dette problem hører nu fortiden til. I dag har man nemlig bygget et af landets længste omløb ved møllen, som sikrer fiskene fri adgang til Kongeåens øvre løb.

Omløbet ved Jedsted Mølle kostede en lille halv million kroner og stod færdigt i 1995. Siden da har havørredfiskeriet i Kongeåen forbedret sig meget – så meget, at op mod en tredjedel af Kongeåens havørreder nu fanges opstrøms omløbet. Det samme gælder laksene.

Hidtil største Kongeå-laks fra 2010 vejede 10,8 kg.

Læs mere på www.sydvestjydsk.dk

Sneum Å

Lidt nord for Kongeåen ligger den noget mindre og langt mindre kendte Sneum Å, som dog også på sit nedre løb med mellemrum kaster en og anden storørred af sig. Dertil fine bækørreder og regnbuer længere opstrøms og i tilløbet Holsted Å.

Tidligere var der også mange laks i Sneum Å – efter sigende flere end i selve Kongeåen. Sneum Å’s laksebestand søges nu som Kongeåens genskabt med laksehandlingsplanen fra 1993, der som nævnt måtte revideres i 1999. Da fandt man nemlig – via DNA-undersøgelser – frem til, at der efter alt at dømme stadig fandtes spinkle rester af en oprindelig laksestamme i Sneum Å.

Bestanden af laks i Sneum Å er i klar fremgang, men stadig lille. Der hersker endnu tvivl om, hvorvidt der overhovedet er oprindelige vildlaks tilbage i åen. Faktum er imidlertid, at der i 2010 er landet blanklaks i 10 kg’s klassen i den lille Sneum Å.

Læs mere på www.sydvestjydsk.dk

Konklusion

Som tilrejsende lystfisker skal man være opmærksom på, at laksefiskeriet løbende justeres, så fangsterne passer til den aktuelle gydebestand. Det betyder flere steder, at man har indført fangstkvoter, som lukker fiskeriet, når kvoten er fanget. Her gælder det således om løbende at følge med i de lokale medier, som altid er opdateret.

Afslutningsvis må man sige, at det er meget længe siden, det har set lysere ud for den danske laks end netop nu. Ikke mindst Skjernå, Varde Å og Gudenå kaster i dag laks af sig i et antal og af en størrelse, som placerer dem højt på listen over europæiske laksevande. En sjælden, men så meget mere kærkommen konstatering i en tid, hvor det danske vandmiljø generelt har det dårligere end i meget lang tid.

Dette på grund af en Venstre-regering, hvis primære interesser – landbruget – går stik mod miljøets. Der er dog håb forude – også på dette felt. 2011 er nemlig valgår, og den borgerlige regering er mere end slidt efter snart ti år ved magten. Miljøfolk og laksefiskere har således mulighed for at krydse af ud for en langt mere miljøvenlig opposition og give den siddende regering fingeren for at have skåret ned på alt, der minder om miljø.

Således er overvågningen af de danske vandløb og deres vandkvalitet reduceret til noget nær ingenting under den siddende regering. Der nu senest også har fået en skriftlig reprimande fra EU for at have sløset på netop dette felt…

Gone Phishing!

Et af de helt klassiske skilte i Amerika er det med teksten “Gone Fishing”. Det er skiltet, man hænger uden på sin butiksdør, når trangen til en fisketur er blevet for stærk.

Når rygtet om, at laksen løber, har nået det lille hus på prærien. Eller herhjemme: Når makrellerne har indfundet sig mellem høfderne, og at der derfor skal arbejdes hurtigt, inden de er ude igen!

I de seneste år er der imidlertid kommet en variant til, som ikke er nær så hyggelig. Som i hvert fald ikke har noget med fisk og fiskeri at gøre. Betegnelsen for dette fænomen er “phishing” og hentyder til en trist, men udbredt praksis på vores allesammens internet.

“Phishing” så første gang dagens lys i 2005, hvor smarte IT-kriminelle forsøgte at franarre godtroende internetbrugere deres værdifulde oplysninger om kreditkort og netbank. Formålet var naturligvis, at de så kunne logge sig ind på disse konti og lænse dem – enten helt og aldeles med risiko for øjeblikkelig afsløring. Eller mere diskret: I mange, men små portioner, som ingen opdagede, før nettyven var væk og havde slettet sine spor.

Der sker typisk det, at man modtager en mail fra en ukendt adresse, som angiver at være ens bank eller kreditkortudbyder. I regelen kan man dog af e-mail adressen se, at det ikke er den ægte vare, men falskneriet kan være så godt, at selv adressen kan være ægte nok – i hvert fald udadtil og i ens mail-program.

I denne mail bedes man opgive sine data – typisk under påskud af, at banken eller udbyderen er ved at opdatere sine systemer og derfor ønsker, at kunden godkender projektet. Han ahr kort sagt snøren ude!

Og er man så dum eller naiv nok til at sluge krogen, kan det hurtigt blive en bekostelig affære. Ikke nok med, at pengene fosser ud af den private statskasse. Penge, som banken sandsynligvis kommer til at erstatte. Nej, der skal helt nye konti og kreditkort til – med helt nye passwords – for at komme videre. Og det er et forfærdeligt bøvl.

Derfor: Hold altid munden godt lukket, når din computer pludselig disker op med lækre tilbud – tilsyneladende fra institutioner, du tror på og har et godt forhold til.

“Gone phishing” er desværre den nye og digitale version af det kære gamle “Gone fishing” skilt, vi alle holdt så meget af…!

Handsker

Handsker må der til, når der skal vinterfiskes. Men hvilke er de bedste til formålet?

Jeg fryser let om fingrene, og det kan godt gøre fiskeri i de kolde måneder til lidt af en prøvelse. Specielt da, hvis man fisker med fllue. Så har man jo konstant den våde flueline mellem fingrene, og det bliver hurtigt en kold fornøjelse – specielt i blæst.

Dette har medført, at jeg gennem årene har prøvet og testet stort set allle slags handsker. Her kommer et lille udpluk af erfaringerne:

I gamle dage var der ikke andre muligheder end gode, gammeldaws uldhandsker – gerne fingerløse. De var langt bedre end ingenting, da uld stadig varmer, når det er vådt. Men uld suger vand og er derfor ikke ideelt til formålet. Der måtte et andet materiale til.

Enter fleece – et moderne helsyntetisk produkt, der ikke kan suge vand. Vandet lægger sig blot mellem fibrene, hvorfor det er let at vride våde fleece-handsker tørre. Og så er de varme igen.

Det betyder også, at fleece-handsker er lette at skylle op, når de er blevet beskidte – eksempelvis af blod og fiskeslim. Skyl dem blot under den varme hane og læg dem til tørre på radiatoren. Så er de klar til indsats næste morgen!

En anden god ting ved fleece-handsker er, at de fylder ganske lidt. Det betyder for mig, at der altid er plads til et ekstra par i en af vadejakkens lommer – klar til indsats, når det første par allligevel er blevet for våde.

Fleece-handsker skal være fingerløse, så man kan håndtere agn, kroge og knuder selv med handsker på. De skal også have en håndflade belagt med et gribevenligt materiale. Rene fleece-handsker giver nemlig et rigtig dårligt greb om fiskestangen.

Vi må bare erkende det: Der er tidspunkter og ikke mindst temperaturer, hvor selv de bedste fleece-handsker må give op. Hvor de ikke længere kan holde ens fingre varme.

Ikke mindst fluefiskere løber hurtigt ind i dette problem, når de skal slås med såvel våde handsker som isnende vind. En god ven er helt konsekvent og gider slet ikke tage ud med fluestangen, hvis temperaturen er under 5 grader. Så fryser han om fingrene.

Neopren

Dette kan dog undgås ved brug af eksempelvis neopren-handsker som dem, dykkerne også bruger. Vælger man dem tykke nok, skal de nok holde fingrene varme. Til gengæld har man så et forrygende dårligt greb om fiskestangen – for slet ikke at tale om fluelinen.

Vælger man handsker i lidt tyndere neopren, får man naturligvis et bedre greb – men på bekostning af den varmeisolerende effekt…

Tykke neopren-handsker bør altid have fingerspidser, der kan vippes op – så man kan håndtere agn, kroge og knuder.

Uanset tykkelsen så har neopren én uundgåelig ulempe: Der dannes altid kondens mellem neopren og hånd. Det kan undgås ved at bruge tynde inderhandsker af svedtransporterende materiale – eksempelvis polypropylen.

Til gengæld er man nu mest af alt en formummet astronaut på rumvandring – iført handsker så tykke, at man stort set ikke kan bruge fingrene længere…

En af de mest forrygende kystfisketure, jeg nogensinde har oplevet, var en tidlig dag i april for en del år siden. Vinden kom hylende ind fra øst, og der var ikke læ endsige land i syne nogetsteds. Kun med mine tykke Glacial Gloves neopren-handsker kunne jeg lige akkurat holde varmen.

Men jeg måtte have dem af, hver gang jeg skulle fiske fluen ud af munden på endnu en sølvblank havørred. Og dem var der rigtig mange af den dag. Jeg fangede vel omkring 20 stykker og tog fem flotte blankfisk med hjem. Men fingrene – dem havde jeg nær mistet derude…

SealSkinz

Der er løbet meget forurenet vand i havet siden da, men heldigvis er der også sket mange teknologiske landvindinger. Til de mere vigtige hører i mine øjne lanceringen af nogle helt nye handsker fra engelske SealSkinz, som både er vandtætte, åndbare og gribesikre. En meget sjælden kombination.

SealSkinz har specialiseret sig i sokker og handsker til aktive udøvere af ekstreme sportsgrene som bjergbestigning, mountain biking, sejlsport og beslægtede aktiviteter. Og så lystfiskeri.

Her er det specielt deres “Ultra Grip Gloves”, som er relevante. De føles næsten som almindelige handsker, men de er både vandtætte og åndbare. Og så er der gribesikre gummibelægninger på håndfladen, så man har et godt greb om fiskestangen.

Jeg er mildt sagt begejstret. Mine nye SealSkinxz Ultra Grip Gloves har gjort det muligt for mig at fluefiske vinteren igennem uden at få kolde fingre.

Anbefales på det kraftigste – trods prisen, der også er helt i top!

UV jagt – eller fiskeri?

Det er blevet moderne at gå på jagt – under vandet. Nu skal fiskene opsøges direkte i deres eget vandige miljø.

Det er blevet moderne, at sportsdykkere iført varmende neopren og tyngende blybælte nu også medbringer harpun, når de skal ud at dykke. Nu er det ikke længere nok at kigge på undervandslivet. Nu skal der også noget med hjem. Helt på linje med landjagt, hvor man også slår dyrene ihjel for at spise dem. Og helt legitimt – når man altså vel at mærke holder sig inden for lovens rammer.

Det er det, denne artikel handler om, for UV jagt befinder sig ofte i lidt af en gråzone rent juridisk. Og når man så tager i betragtning, at UV jagt kan være uhyre effektivt i de rigtige/forkerte hænder, ja, så er grunden lagt til endnu en diskussion om, hvem der ejer eller i hvert fald har ret til fiskene. Den klassiske debat om jægernes anskydninger af de dyr, de jager, er nu pludselig også aktuel i fiskenes verden. Og er fiskeri om natten – med håndvåben og brug af lys – lystfiskeri eller krybskytteri?

En dejlig sommerdag var vi taget til Glatved Strand for at fiske fladfisk. Dem fangede vi nu ikke mange af, men fjæsingerne kunne vi slet ikke holde fra krogene. Og da de jo er aldeles velsmagende – når de altså er befriet for de giftige pigge – så var det jo slet ikke så dårligt endda. Aftensmaden var hjemme.

Faktisk hyggede vi os gevaldigt, indtil en dykker pludselig svømmede ret ind foran os, så vi ikke længere kunne fiske frit. I hvert fald ikke uden risiko for at kroge dykkeren. Og det havde vi naturligvis ikke lyst til. Vi fulgte ham i stedet med øjnene, mens han i en halv times tid afsøgte bassinet foran os i jagten på fisk. Hvorfor han lige skulle fiske dér, hvor vi i forvejen sad – så vi ikke længere kunne fiske – er svært at forstå.

Sporten

Jeg har selv flere sportsdykkere i min omgangskreds, hvoraf flere regelmæssigt dyrker undervandsjagten. Hvad jeg ved om undervandsjagt, ved jeg således fra samtaler med dem – førstehånds, men ikke af egen erfaring, for jeg har aldrig skudt på noget under vandet.

Der er næppe tvivl om, at undervandsjagt er lige netop det – jagt under vandet. Undervandsjagt tiltrækker derfor mange jægere, som måske ikke har adgang til jagt på landjorden, men som har fri jagt under vandet. Præcis som havjægerne har det oven vande. Hvilket er meget forståeligt.

Det er også meget forståeligt, at de fascineres af pürschen på deres bytte. At skulle snige sig ind på en sky multe på ganske lavt vand, mellem tangbuske og søsalat, er ingen let opgave. Og krones pürschen så med held, forstår man så udmærket glæden og tilfredsstillelsen.

På det felt er vi jægere og fiskere ikke så forskellige. Men det kan være svært at glæde sig over den 9 kg’s blanke havørred, som sidste sommer faldt for en velrettet harpun – blændet som den var af det stærke lys fra lampen i det natsorte vand. Der var intet ulovligt i det, og den pågældende dykker var da også stolt som en pave. Han holdt sig heller ikke for god til at nævne de to andre havørreder, han havde skudt forbi til den samme nat…

Anskydningerne

Jeg må derfor ærligt indrømme, at jeg blev noget overrasket, da jeg åbnede nummer 06-2010 af et kendt dansk fiskemagasin. I den var der nemlig en stor 4-siders artikel om – UV jagt med harpun.

– Det er da løgn, tænkte jeg. – Aner man da intet om det omfattende natfiskeri, der forgår med harpun efter trækkende høstørreder på vej mod åerne? – Med lys og batterier på drivende flåder, så man kan fiske i timevis, mens ørrederne trækker? – Med skamskudte gydefisk til følge?

Åbenbart ikke, for så ville man næppe have trykt en så stor artikel og sat den så indbydende op med flotte solnedgangsfotos af glade UV jægere. Ikke et ord om de mange anskydninger, som sker under dette fiskeri. Ikke et ord om skamskudte fisk, som stikker af med bugen flået op af en fejlskudt harpun. Ikke et ord om det vanskelige i at komme på korrekt skudhold af en multe, hvis skælpanser er svært at trænge igennem med almindelige harpuner – hvis vinklen ikke er helt perfekt. Med mange fatale anskydninger til følge.

Heller ikke et ord om, hvor banalt simpelt det er at stikke intetanende fladfisk, som ligger stille på havbunden. En af mine UV-jagende fiskekammerater rystede engang på hovedet, da vi så en garnfisker komme ind med sine garn.

– Jeg fatter det ikke, sagde han. – Jeg kan på et par timer spidde flere fladfisk, end han kan fange i sine lovlige garn på et helt døgn.

Og det er ikke tom tale. Han henter simpelhen alle de fladfisk, han vil have – også store og flotte pighvarrer, som vi andre kun sjældent får på krogen. Så effektivt er UV jagt i de rigtige eller forkerte hænder. Derfor florerer den ulovlige handel med skudte fisk da også enkelte steder i landet. Efter sigende, i hvert fald. De pågældende dykkere er næppe uvidende om det ulovlige i at sælge deres fangst.

Lovligheden

Og så er der lige det med lovligheden, som i mine øjne slet ikke er klart belyst. For er UV fiskeri med harpun jagt eller fiskeri?

Jeg greb telefonen og ringede til Fiskeridirektoratet under Fødevareministeriet. Her blev jeg stillet om til en venlig jurist, som ikke umiddelbart kunne besvare mine spørgsmål. Hun ville dog vende tilbage senere, når hun havde fået sagerne belyst og talt med sine overordnede.

Det gjorde hun så – med beskeden om, at harpunjagt som udgangspunkt er forbudt i henhold til ferskvandsfiskerilovgivningen, men at det er helt legalt på søterritoriet, dersom man blot overholder gældende regler om mindstemål, fredningstider og fredningsbælter. Og så vel at mærke er indehaver af et gyldigt statsligt fisketegn.

Også våbenloven kommer på bordet – men henvisning til, at håndspyd med én spids samt harpuner, som lades med gummisnore eller stålwirer, ikke er omfattet af våbenloven og derfor ikke kræver våbentilladelse. Harpuner, som drives frem af trykluft eller gaspatroner er derimod omfattet af våbenloven og kan ikke købes og bruges uden våbentilladelse. Harpuner med mere end én spids er ulovlige – uanset fremdriftsmetode.

Et nøglepunkt i debatten om undervandsjagt, som altså kan være både jagt og fiskeri, er brugen af lys om natten. Undervandsjagt er i sagens natur umuligt om natten, hvis man ikke bruger lys. Og som det vil være jagende læsere af dette bekendt, så er det meget forbudt at bruge lys og jage om natten – på landjorden. Det er rent krybskytteri og straffes strengt.

Men tilsyneladende forholder det sig anderledes med undervandsjagt om natten. Ifølge min kilde i Fiskeridirektoratet er det således helt legalt at bruge lys til UV jagt om natten – blot det ikke sker i de områder, hvor der er forbud mod at blusse ål og bruge lys til det. Da bliver jagten nemlig til fiskeri og pludselig ulovlig…

En sidste ting blæser stadig i vinden. For er der ikke tale om jagt, når man bruger våben, der kræver våbentilladelse? Eksempelvis en gasdrevet harpun. – Kan man godt bedrive fiskeri med jagtvåben, der kræver våbentilladelse – uden gyldigt jagttegn? – Eller er der så tale om jagt i juridisk forstand?? Og er det så stadig tilladt at bruge lys – til jagt om natten???

Det spørgsmål kunne jeg ikke få noget konkret svar på hos Fiskeridirektoratet. Konklusionen på flere samtaler blev, at det skulle der nok en domstolsafgørelse til for at få besvaret. Måtte vi derfor få en sådan snarest.

Det var sommernummeret af omtalte fiskeblad. Da jeg åbnede de følgende efterårsnumre, ventede jeg hver gang at se en tilsvarende forherligende og romantiserende artikel om garnfiskeri, som i mine øjne rangerer på højde med harpunjagt.

Heldigvis har garnartiklen ikke været der. Endnu da. Men man kan aldrig vide. Den kan stadig komme…

Efterskrift:

I det hele taget kan det være svært at skelne skarpt mellem jagt og fiskeri. Det bevidnes af nedenstående foto, som er taget ved Roskilde Fjord. Her har lokale fritidsfiskere fundet en smart ny måde at kamuflere ulovlige garn på – med lokkeænder af plast i stedet for de traditionelle plastdunke.

Menneskets opfindsomhed er stor, når det gælder om at overskride love og bestemmelser. – Er det ulovlig jagt -med garn? – Eller er det ulovligt fiskeri – med lokkeænder?

Svaret blæser i vinden, som Bob altid sagde…

Foto: Niels Riis Ebbesen

Økonomi

Ny stor undersøgelse af dansk lystfiskeris samfundsøkomomiske værdi

Her i Danmark har vi meget længe ventet på resultatet af Fødevareministeriets store undersøgelse om den økonomiske værdi af dansk lystfiskeri. En undersøgelse, som tidligere fødevareminister Eva Kjær Hansen nåede at sætte i gang, inden hun blev fyret af statsministeren. Inspirationen var ikke mindst en stor svensk undersøgelse over samme emne et par år tidligere.

Vi har efterspurgt en sådan undersøgelse i flere år – ja, faktisk har det været hele udgangspunktet for etableringen af Dansk Videncenter for Sportsfiskeri og dets aktiviteter. I flere år har vi desværre måttet henvise til udenlandske undersøgelser, når der skulle sættes tal på værdien af dansk lystfiskeri og dansk fisketurisme. VisitDenmark formåede ikke at gøre noget ved sagen selv – trods de mange millioner skattekroner, der ellers hvert år tilflyder dem fra statskassen.

Men nu er undersøgelsen foretaget, og nu ligger resultatet klar til beskuelse og evaluering. Vi skal indledningsvis blot præsentere nogle af nøgletallene og vil siden komme med mere udførlige evalueringer af dele af undersøgelsen. – So stay tuned for more on this later!

Fødevareministeriet valgte rådgivningsfirmaet COWI A/S til at forestå opgaven i samarbejde med Fødevareøkonomisk Institut. De overordnede konklusioner af undersøgelsen er følgende:

Største fritidsaktivitet

Næsten hver femte voksne dansker har dyrket lystfiskeri inden for det seneste år. Det svarer til 616.000 mennesker og gør dermed lystfiskeri til en af de helt store fritidsaktiviteter i det danske samfund.

I international sammenhæng er andelen af lystfiskere i Danmark lavere end i lande som Finland og Sverige, hvor naturen er tættere på mennesket – men højere end i tætbefolkede industrilande som Holland og Tyskland. Vi ligger sågar et par procent højere end vore kolleger i USA, der må regnes som det moderne rekreative fiskeris moderland. Englænderne opfandt det, men amerikanerne udviklede og kapitaliserede det!

Den danske lystfisker er i gennemsnit på fisketur 10 gange om året, og han eller hun bruger i gennemsnit godt 4.000 kroner på sin hobby. Disse tal dækker dog over store forskelle de enkelte lystfiskere imellem. Fire ud af fem lystfiskere ville således gerne bruge mere tid på deres hobby – hvis ellers de kunne af hensyn til familie og arbejdsliv. Det kan mange vist nikke genkendende til?

Undersøgelsen opgør dansk lystfiskeris samlede økonomiske værdi til 2,85 milliarder kroner. Af disse dejlige penge betegnes 1,31 milliard som såkaldt “aktivitetsskabende forbrug” – forbrug, der direkte påvirker produktion og beskæftigelse i danske virksomheder. Resten af forbruget udgøres af moms og afgifter samt import og handel med brugt udstyr. Alt i alt bringer dette lystfiskeriet på højde med golfsporten, der jo normalt forbindes med velhavende mennesker, dyrt udstyr og mange penge i omløb.

Arbejdspladser og skattekroner

Effekten på beskæftigelsen i forbindelse med dansk lystfiskeri anslås til 2.500 arbejdspladser, hvoraf godt 500 alene skyldes udenlandske fisketurister. Mest glæde har man ikke uventet af lystfiskeriet i Syddanmark – tilsvarende mindst i Norddanmark. Det er naturligvis afstanden til det store tyske marked, som gør forskellen.

Sammenlagt indkasserer den danske stat årligt 568 millioner kroner på skatter og afgifter afledt af lystfiskeriet i Danmark.

Se det var jo positive tal, der virkelig tæller til fordel for det rekreative fiskeri med stang og line. Tal, som fremover kan være med til at fremme forståelsen af lystfiskeri blandt danske politikere.

Desværre indeholder den nye store undersøgelse ikke et om det erhvervsmæssige fiskeri i Danmark – stik modsat den svenske, som netop turde tage handsken op og sammenlignede de to former for udnyttelse af den samme ressurse. Med den ikke uventede konklusion, at det rekreative fiskeri er mange gange mere værd i samfundsøkonomisk henseende – end det stærkt ødelæggende og statssubventionerede erhvervsfiskeri.

En tilsvarende sammenligning er blevet efterspurgt mange gange undervejs, men samtaler med konsulentbureauet afslørede allerede på et meget tidligt tidspunkt, at dette var både tys-tys og no-no. Fødevareministeriet og den danske regering skulle ikke nyde noget af tal og oplysninger, der på nogen måde kunne sætte spørgsmålstegn ved det rimelige og rentable i dansk erhvervsfiskeri. Man er vel liberal!

Præcis på samme måde som regeringen på alle tænkelige måder og med alle tænkelige midler undgår oplysninger og undersøgelser, der på nogen mulig måde kunne sammenligne værdien af det højt besungne danske landbrug – og så det miljø, som det ødelægger…

Så på det område er konklusionen på nærværende undersøgelse ganske klar:

– Det er en ommer!