Forfatterarkiv: Steen

Foldebåde

Fold ud – og fisk!

Du har sikkert drømt dig derud mange gange: Derud, hvor du ikke kan nå fra land. Derud, hvor fiskene springer uden for kastehold. Derud, hvor tangbælterne lokker under den blinkende overflade.

Well, dream no more. Den amerikanske Porta-Bote er kommet til Danmark, og med Porta-Bote har du nu alle muligheder for at realisere dine drømme – endda til overkommelige priser. Samtidig får du en fantastisk lille båd, som brillierer med sin stabilitet og sødygtighed, og som stort set intet fylder i sammenfoldet tilstand.

Man skal se det for at tro det. Ud af noget, der mest af alt ligner et surfbræt, vokser pludselig en fuldt færdig fiskebåd frem, der kan ros med årer eller sejles med motor. Læs videre og lad dig fange af det geniale koncept, der nu har mere end 20 år på bagen – og hele 10 års garanti på skroget! Verden over er der solgt næsten 100.000 af slagsen…

Den originale Porta-Bote må ikke forveksles med billige kopier fra syd for grænsen. De når ikke originalen til sokkeholderen!

Mennesket har altid drømt om både, der var lette at transportere fra sted til sted, men det kneb noget med materialer og muligheder i de første årtusinder. Det var simpelthen ikke til at gøre den udhulede træstamme så lille og let, at man nemt kunne bære den fra det ene vand til det andet!

Faktisk skulle vi helt frem til sidste årtusindes sidste århundrede, før mennesket var så vidt. Da havde den amerikanske runmfartsorganisation NASA nemlig udviklet et helt nyt materiale med helt nye egenskaber: Polypropylen.

Materialet

Polypropylen er et kunststof, som i modsætning til alle andre materialer ikke svækkes af at blive bøjet og strukket gentagne gange. Et enestående materiale, der rent faktisk bliver stærkere af det!

Polypropylene har i det hele taget mange spændende egenskaber. Dels er det lettere end vand, så materialet flyder. Og dels er det resistent over for de allerfleste kemikalier, det måtte komme i kontakt med. Endelig vil det slet ikke brænde – stik modsat glasfiber, som brænder forrygende godt – og man kan slå på det med en hammer, uden at det kan ses!

Et sådant materiale måtte kunne bruges til fremstiling af både! Det mente i hvert fald en amerikaner, som gik til tegnebordet med sine ideer om en båd, der kunne foldes sammen, så den var let at samle og let at transportere og opbevare.

Den første foldebåd kom til verden i 1993 og fik navnet “Porta-Bote”. Den var spids i begge ender og mindede derfor på mange måder om en bred kano eller en sejlende banan!

Den spidse hæk resulterede imidlertid i en begrænset bæreevne – med mindre motorer og lavere fart til følge. Det var således ikke muligt at få den oprindelige Porta-Bote ud af vandet og op at plane. Det var heller ikke muligt at stå op i bådens agterende.

Enter Sandy Kaye, som havde en fortid i noget så båd-fjernt som forlagsbranchen. Sandy købte vennens firma op og gik straks i gang med at forbedre konceptet.

Det helt store gennembrud kom, da Porta-Bote fik en flad hæk i stedet for en spids. Det gav en langt bedre stabilitet og mulighed for brug af større påhængsmotorer. Nu var Porta-Bote pludselig en ægte båd med alle de fordele, det medfører i form af stabilitet, bæreevne og sejlhastighed.

Samlingerne

Næste problem var samlingerne, der krævede en hel del udvikling, før de var perfekte. Men så kunne man også tage patent på konstruktionen, der meget forenklet gør brug af et antal rustfri stålclips og et syntetisk tætningsmateriale mellem de fire plader, der udgør den færdige foldebåd.

Man skulle tro, at det ikke kunne lade sig gøre at lave en sådan vandtæt samling, men det kan det altså. Endda i så høj grad, at Porta-Bote tør give 10 års garanti på skroget. Den bedst tænkelige sikkerhed for, at tingene bare virker. – Og hvor mange andre producenter af andre ting tør gøre det? Faktum er da også, at der stadig sejler Porta-Botes af første generation rundt, som er 25 år gamle!

Materialet er gennemfarvet og hele 6 mm tykt. Farven kan derfor ikke slides af, og det er ikke praktisk muligt at lave hul i skroget. For at kunne flexes i tusindvis af gange uden nævneværdig maganvendelse er de fire polypropyleneplader falset i samlingerne. Er båden ny og materialet koldt, kan det kræve lidt magt at få foldet båden ud. De første gange er det derfor rart at være to mand om projektet.

For et par år siden var Porta-Bote helt på toppen – bogstavelig talt. Det skete, da medlemmer af det engelske Royal Air Force team af bjergbestigere – under protektion af ingen ringere end Prince Charles – besteg Mount Everest medbringende en lille 8 fods Porta-Bote. I den krydsede de en lille smeltevandsø i 6 kilometers højde – den største højde nogen båd nogensinde har sejlet her på denne jord. Med sneskovle som padler. Over skyerne. Guiness Book of Records blev naturligvis informeret om bedriften!

Stabiliteten

For at beskytte selve samlingerne er disse dækket af en tyk og meget slidstærk plastslange, der samtidig udgør bådens køle – hele tre af slagsen, hvilket gør Porta-Bote meget let at styre og uhyre retningsstabil. Stik modsat gummibåde, som blot blæser hen over vandet i stedet for at ligge nede i det. Det er noget, man hurtigt vil forstå at værdsætte, hvis man troller afsted med blink eller wobler bagude. Porta-Bote styrer stabilt med sine tre køle – selv i sidevind, hvor gummibåde er helt ude af kontrol.

Man skulle tro, at netop samlingerne var Porta-Bote’s Akilleshæl – en medfødt svaghed. Men samlingerne er forbløffende stærke. Således har den japanske kystvagt testet en 8 fods Porta-Bote på værste vis: Båden blev fyldt op med knap 300 kg betonblokke, hvorefter den med en kran blev løftet op i 6 meters højde og herfra droppet ned på vandet. Porta-Bote klarede testen og det frie fald uden én eneste læk! Endnu en grund til, at fabrikanten tør give 10 års garanti på skroget.

Endelig må vi ikke glemme vægten, der er med til at gøre Porta-Bote uhyre let transporteret. Færdigsamlet vejer en 10 fods Porta-Bote således ikke mere end 37 kg, hvilket gør båden nem at håndtere. Let at få i vandet på uvejsomme steder. Og nem at få op på biltaget, når man skal hjem igen.

Den færdige foldebåd stikker blot 11,4 cm ulastet, hvilket muliggør sejlads på meget lavt vand. Og giver helt nye fiskemuligheder. Med en Porta-Bote kan du komme frem, hvor almindelige både ikke kan: Til jomfruelige fiskepladser, hvor gammelgedden eller storørreden lurer!

Læs meget mere og se, hvordan en Porta-Bote folder sig ud i artiklen her.

Steen Ulnits

100% waterproof

Vandtæt, når det gælder…

Det siger egentlig sig selv, men er desværre ikke nogen selvfølgelighed:

Når det gælder gælder livet til søs – i en lille båd, der næsten altid gynger – da skal udstyret naturligvis være vandtæt. 100% waterproof! Hverken mere eller mindre.

Men elektronik holder ikke af vand, og udvalget af absolut vandtætte produkter er ikke stort. Megen elektronik er tiltænkt større både, hvor det kan sidde lunt og godt og ikke mindst tørt indendøre – beskyttet mod elementernes rasen. Men vore småbåde er lige netop det – små. Små og mere eller mindre åbne, så vi kan komme til at svinge vore elskede fiskestænger. Og det skærper kravene til elektronikken ombord ganske meget. Den skal helt enkelt kunne tåle direkte kontakt med selv det salteste vand.

Mobiltelefon

Mobiltelefonen er i dag hvermands eje, og moderne smartphones er faktisk smartere, end de fleste tror. Man kan naturligvis ringe fra dem og sms’e, men det er kun toppen af isbjerget. Under overfladen lurer i tusindvis af såkaldte “apps”, som sætter din smartphone i stand til at gøre de mest forunderlige ting.

Selv har jeg haft diverse iPhones fra Apple siden deres undfangelse, og det er utroligt, hvad de kan udrette for én – som bilist eller søfarende. Den seneste udgave – model 4S – er naturligvis både hurtigere og bedre end sine forgængere, og så har den i tilgift fået “Siri”, der er til at tale med – i bogstaveligste forstand.

Siri er en form for kunstig intelligens, der intet har med almindelig stemmekontrol at gøre. En intelligens, der er på vej til at revolutionere smartphone-teknologien endnu engang. En intelligens, der om få år vil tillade fuld stemmestyring af de fleste af telefonens funktioner – til stor glæde for ikke mindst os småbådsfiskere, der jo ikke altid har ledige fingre til at håndtere touch skærmen. Eller kun kolde og våde fingre, som ikke fungerer optimalt.

I en tidligere artikel har jeg gennemgået nogle af de tusindvis af apps, som kan være af speciel glæde for lystfiskere. Derfor skal jeg her nøjes med at konstatere, at selv om iPhone 4S i mine øjne er verdens i særklasse bedste smartphone, så er den ikke vandtæt. Den flyder heller ikke, hvis man taber den…

Men fat mod. Kan man ikke undvære sin iPhone til søs, kan man investere i en lille vandtæt boks, som med få klik gør din iPhone absolut vandtæt. Faktisk i så høj grad, at du kan svømme med den. Der er tale om et hylster fra amerikanske “LifeProof”, der udelukkende laver denne boks. Anbefales på det kraftigste, hvis man har tænkt sig at være rigtig ond mod sin elskede iPhone!

Er du mere til Android – et styresystem, som er videreudviklet, lånt eller direkte stjålet fra Apple af en tidligere Apple-ansat ingeniør og siden købt op af Google – er der lidt flere muligheder. Specielt er der grund til at kigge på Sony Ericssons lille og ganske fikse Xperia active, der er så vandtæt, som man nu kan få brug for det i en båd.

Sony anbefaler dog, at man ikke søsætter den helt, men den tåler fint en kort dukkert. Og så er den forsynet med en touch skærm, der lader sig betjene selv med våde fingre. Ingen dårlig detalje for en sejlende lystfisker!

Læs mere om opsætningen af denne lille og fikse “Fisk-O-Fon” i artiklen her.

VHS radio

Hvor mobiltelefonen må give op – på grund af manglende dækning eller et drænet batteri, tager VHF radioen over. Når dækningen er tynd, bruger din smartphone rigtig meget strøm på at lede efter og fastholde signalet. Faktisk, så meget, at det nemt kan halvere batterilevetiden. Med det uundgåelige resultat, at man løber tør for strøm efter få timer og står uden smartphone.

Jeg har selv stået i den situation så mange gange, at jeg til sidst tog konsekvensen af det og investerede i en Sonim XP3 mobiltelefon, der er lige netop det – og kun det: En mobiltelefon, man kan ringe til og fra og sms’e med. En mobiltelefon med et kolossalt batteri, som holder strøm til flere dage, da den ikke bruger strøm på at fange 3G signalet eller har nogen stor og strømslugende touch skærm. Og så kan den holde til det mest utrolige, hvilket utallige videoer på internettet vidner om.

Det er ikke småting, diverse medier har udsat netop Sonim’s XP3 for – med det ædle og ene formål at få den til at give op. Den er blevet sænket ned på søens dybeste steder. Den er blevet smidt ud fra høje broer. Og den er blevet frosset ind i en blok is. Uden at den er gået død af den grund. Man kig selv, hvad der ligger på YouTube. Der er underholdning til flere timer…

Men det var egentlig slet ikke mobiltelefoner, det skulle handle om her. Det var i stedet VHF radioen, der altid kan komme igennem – også længe efter at selv den smarteste smartphone har mistet grebet om signalet. VHF står for “Very High Frequency”, hvilket fortæller, at der er tale om en radio, som sender og modtager på meget høje frekvenser, der altid trænger igennem – selv langt til havs.

I mange år var VHF radioer noget, der kun hørte skibsfarten og de største lystbåde til. Helt enkelt fordi udstyret var så tungt, fyldte så meget og brugte så meget strøm, at det nødvendigvis måtte være fast installeret ombord.

Sådan er det heldigvis ikke længere. I dag er batteriteknologien så højt udviklet, at et godt lithiumbatteri fint kan drive en VHF radio. Med det resultat, at VHF’en nu er blevet bærbar og dermed en reel mulighed i selv den småeste småbåd. Jeg har gennem årene haft forskellige modeller ombord og er i dag nået til en bærbar Lowrance LHR-80, som lever op til alle mine behov.

Den er let, den er 100% vandtæt, og så flyder den, hvis den skulle falde i vandet. En sjælden kombination af gode features i et og samme produkt! Og så kan man endda vælge mellem en sendestyrke på 1 eller 5 Watt – alt efter hvor presserende det måtte være at komme i kontakt med andre både.

Ekkolod og kortplotter

Man skal ikke have tilbragt ret mange timer på havet, førend man indser nødvendigheden af et ekkolod, der dels kan oplyse om dybden under båden – dels spotte eventuelle fisk. Men et godt ekkolod kan fortælle meget mere end bare det. Et godt ekkolod giver samtidig et rigtig godt indtryk af bunden – både dens forløb og dens sammensætning. Den indbyggede GrayLine eller Colorline funktion fortæller uden omsvøb, hvorvidt bunden er blød og mudret eller hård og stenet.

Man kan i dag få glimrende ekkolodder, som er 100% vandtætte og 100% transportable. Til formålet er de forsynet med en batteripakke, som man fylder op med almindelige batterier inden fisketuren. Men sådanne lodder er i sagens natur lidt primitive, hvad skærmopløsning og øvrige features angår. Alene strømforsyningen umuliggør en stor og højtopløselig skærm. Den ville trække alt for meget strøm fra batterierne.

Men man kan få endog meget fornemme lodder, som kombinerer en stor og højtopløselig farveskærm med utallige indstillingsmuligheder – lodder, der ikke fylder ret meget, og som derfor får plads i selv den mindste småbåd. Og er man villig til at spytte lidt ekstra i kassen, kan man ofte få de samme ekkolodder med indbygget kortplotter. Sådanne multifunktionsapparater bliver hurtigt aldeles uundværlige, skulle jeg hilse og sige. Så er du advaret!

Kortplotteren er sidste skridt på vejen mod den totale digitalisering af fiskeriet – det elektroniske søkort. Da plotteren normalt har indbygget GPS antenne, kan man på et digitalt søkort følge sig selv på skærmen. Nu ved man altid, hvor man befinder sig.

Kombinerer man sin GPS position med data fra ekkoloddet, er man kommet et effektivt fiskeri meget nærmere. Slut med at gætte sig til, hvor båden egentlig sejler og agnene fisker. Nu kan man direkte se på kortplotterens skærm, om man nu følger de dybdekurver, man havde planlagt. Samtidig kan man via SplitScreen funktionen se bundstrukturer og eventuelle fisk på en anden del af skærmen.

Mit seneste apparat i båden er et Lowrance HD-S 5 med en højtopløselig farveskærm og indbygget søkortplotter. Et fantastisk instrument, der tåler en god skylle og derfor fint kan bruges i en åben båd.

Computer

Hvis smartphone og kortplotter ikke er nok, må der en computer ombord. En almindelig bærbar Mac eller PC eller en mere handy tablet á la iPad. På en almindelig PC kan man køre sit “Levende Søkort” og planlægge sejlruter med meget mere. Problemet er blot, at kun meget få bærbare computere er vandtætte. Man er derfor henvist til at bruge dem inden døre – i bådens varme og tørre kahyt.

Det begrænser jo anvendelsesmulighederne meget, hvis man samtidig skal fiske. Flere og flere er derfor gået over til iPads, som er mindre og lettere at håndtere. Samtidig kan man få hylstre, som er ganske modstandsdygtige over for stød og slag samt nogenlunde vandtætte – det, der i fagsprog kaldes stænksikre. Efterhånden er det svært at se andet end lige det “Levende Søkort”, som kræver en regulær Windows PC – som ikke kan køre på en iPad.

Det var lidt om mere eller mindre vandtæt elektronik til brug i fiskebåden. Læs meget mere om alle disse dejlige ting og deres korrekte brug på havet i min e-bog “Småbådsfisker”. Her er det hele med – på bogens godt 200 tætskrevne sider. Fås som pdf til Mac eller PC. Eller som ePub til iPhone og iPad eller anden e-bogs læser.

Hornfisk på hænger

Små fluer til lange næb…

Maj er en hektisk måned, hvor det som lystfisker kan være endog meget svært at følge med. Alt i naturen eksploderer her i maj, hvor træer og buske springer ud, mens fiskene fylder i sig, så det er en lyst.

Og så er der hornfiskene. De første og største arriverer sidst i april – ofte meterlange og håndledstykke. Mere end én gang har jeg troet, at en stor havørred havde taget fluen, hårdt og brutalt – da jeg kunne se det lange sølvglimt under vandet. Med en smule skuffelse har jeg så måttet erkende, at det “blot” var en rigtig stor hornfisk…

Og det er både synd og skam, for hornfisken er en meget spændende fluefisk helt i sin egen ret. Bevares, man kan slumpe sig til en og anden hornfisk på fluer fisket tilfældigt gennem vandet. Men rigtig effektivt og spændende bliver fiskeriet først, når man ved, hvad man gør. Når man kender sit bytte og ved, hvad det gør. Og ikke mindst hvorfor…

Småt er godt

Det er velkendt, at lange, slanke og blanke blink fisket hurtigt og højt er sagen til nyankomne hornfisk. Det er også velkendt, at man mister flere fisk, end man fanger. En kendsgerning, som har fået mange til at montere et kort linestykke mellem blinket og den lille trekrog. Når hornfisken som en anden mini-marlin slår til blinket med sit lange næb, vil den ofte blive fanget af den lille trekrog. I hvert fald oftere end med en almindelig montage.

Men denne opfattelse af hornfisken og dens foretrukne føde har intet hold i virkeligheden. Faktum er nemlig, at hornfisk stort set aldrig æder lange, slanke og blanke ting som tobiser og sild. Nej, de foretrækker helt klart små rejer og tanglopper, som de plukker mellem tangen med deres lange næb.

Yderst på underkæben er der en lille følsom hudlap, som hornfiskene bruger til denne form for tilbagelænet fødesøgning. Det afslører maveindholdet tydeligt. Sidst på sommeren begynder sildeyngel på nogle få centimeter dog at dukke op sammen med krebsdyrene, men der er stadig tale om ganske små fødeemner.

Det er noget, som fluefiskeren kan drage nytte af. Små fluer str. 10-12 er dødbringende blandt forårets og forsommerens stimer af hornfisk. Har man fiskene synligt på kastehold, kan man fejre triumfer med let grej og små fluer på tynde forfang. Men går fiskene mere spredt, kan man med fordel ty til en doublé – til en kombination af en stor glitrende flue forrest og så en lille diskret efternøler.

Min egen favorit er her et str. 4 Juletræ forrest med en str. 10 rognflue bagest. Den lille flue bindes i et kort 20 cm’s linestykke, som er fastgjort til krogbøjningen på den store flue. Den store flue skal derfor have modhage, hvilket den lille ikke skal. Modhagen på den store flue sikrer, at linestykket ikke glider af. Den manglende modhage på den lille flue sikrer tilsvarende, at man let kan få fluen fri af hornfiskens tandbesatte kæber. Muligvis også sig selv. Men mere om det senere.

Det meste af tiden vil man opdage, at hornfiskene tager den lille flue. Nogle dage er det ni ud af ti fisk – enkelte dage sågar også den tiende! Så effektiv er denne kombination: Den store flue lokker fiskene til på afstand, mens de tager den lille flue, når de får øje på den. Ser man hornfisk efter fluerne, stopper man blot kort op. Sekundet efter sidder hornfisken der – på den lille flue, som sidder sikkert i mundvigen.

Holder man af at spise hornfisk – jeg gør ikke – kan man hurtigt fange sig et solidt måltid mad på denne måde.

Dejlig doublé i badekarret

I princippet kan man fange fisk på alle de fluer, man måtte fiske med – samtidig. Det ved sildefiskerne alt om. Her er der i regelen fuldt hus på alle kroge, når man spinner ind gennem sildestimen. Det samme gælder i høj grad de mindre “sildemakreller”, som også holder meget af flashy fluer á la Juletræet.

Det er straks langt mindre almindeligt at få flere fisk på fluerne på samme tid, når man fisker ørred. Det var imidlertid, hvad der skete en forårsdag for en del år siden. Jeg fiskede i et herligt lille badekar langs en af Djurslands smukke kyster, da jeg spottede aktivitet på kanten af sandbarren længst ude. Knapt var fluerne derude, før det rykkede hårdt i linen. Ikke en, men to gange.

Det viste sig, at en ørred under målet først havde taget det store Juletræ, hvorefter en kilostor fisk havde slugt den lille, dinglende rognflue. De to ørreder fightede så efterfølgende hinanden – helt uopmærksomme på mig, der jo burde have fightet dem!

Heldigvis var det let at fjerne krogen fra undermåleren. Og heldigvis var det en fin 45 cm’s havørred, der havde taget den lille flue. Den havde totalt slugt fluen, som jeg ikke havde fået klemt modhagen ned på…

Farlige fluer 1

Det er altid mere besværligt at fiske med to fluer på forfanget end bare én, og en sjælden gang kan det endda være decideret farligt…

Således en grå majdag på Samsø, hvor jeg havde et par timers fiskeri for mig selv mellem instruktionerne på højskolen. Jeg var kørt ud til Besser Rev, hvor det efter sigende skulle vrimle med nys ankomne hornfisk. Jeg var ved at rigge den lille efterhænger til, da en forbipasserende sagde noget til mig.

Jeg vendte mig om for at se, hvem det var – og krogede i samme bevægelse mig selv aldeles solidt på den lille flue. Str. 10 krogen gik i til knoglen i min højre tommelfinger og ville absolut ikke ud. Der var ikke andet at gøre end at lægge vejen ind om det lokale hospital i Tranebjerg. Først tog jeg dog et par closeups af det på én gang fascinerende og frygtindgydende syn!

Det skulle blive en mindeværdig oplevelse. For det første kunne jeg ikke finde hverken sygeplejerske eller læge på det tomme hospital. Og da jeg endelig fandt dem, havde de ikke noget værktøj. En lokal håndværker kom forbi og tilbød en rusten tang, da krogen skulle ud…

Men først skulle jeg bedøves. Den første sprøjte hjalp intet – de næste to heller ikke. Først efter den fjerde sprøjte kunne jeg ikke mærke mere, og fagkundskaben gik nu i krig med den rustne tang og den genstridige krog. Ud kom til sidst den lille krog – med to mand og én kvindes hjælp. Men uden den rustne tang var det aldrig lykkedes. Med til historien hører, at min højrehånd var følelsesløs resten af dagen. Den vågnede først op, da jeg skulle i seng…

Farlige fluer 2

Det kan ind imellem være lige lovlig spændende at fiske med to fluer på forfanget. Det måtte jeg selv sande for et par år siden. Det var på et af vore populære kystfluekurser i maj måned på den skønne Samsø. Hornfiskene havde invaderet kysterne og i dagtimerne helt fortrængt havørrederne. Dem var vi således henvist til at fange i aften- og nattetimerne, hvor hornfiskene holdt lav profil.

I skumringen vadede jeg hen over en ujævn bund spækket med store, runde og glatte sten med store buske af bølgende blæretang imellem. Vanskelig vadning i ukendt terræn. På forfanget sad samme kombination af fluer, som havde hærget blandt hornfiskene dagen igennem – en lille rød rognflue bag et stort perlemorsfarvet Juletræ bundet på cirkelkrog. Det er en krogtype, som muliggør fiskeri på lavvandede stræk, hvor en almindelig fluekrog vil sidde fast hele tiden.

Og så skete det, som selvfølgelig ikke burde ske. En flot havørred tager fluen længst ude, springer højt ud af vandet to gange, inden den dykker ned i tangen og sætter begge fluer fast. I hvert fald var der ingen fluer tilbage på det slappe forfang, jeg slukøret måtte trække ind…

Så kan man lære det, kan man – ikke at fiske med to fluer i farligt farvand!

Løkken er lunefuld…

Vi vil alle gerne kaste lange kast, men med de lange kast kommer også problemet med at holde styr på de mange meter løsline. Der er flere løsninger på problemet – nogle bedre end andre.

Skal man kaste langt, skal der mange meter løsline til. Løsline, som er lige netop det: Løs line. Det er fluefiskerens ind imellem triste lod, for løsagtig løsline har det med at blive til løkker og de gebærder sig nemlig langt fra altid, som man gerne vil det…

Der er flere løsninger på problemet, som tidligere har været berørt her på siden. Den mest umiddelbare løsning er at bruge en linekurv som vist herunder. Det er en nem genvej til linekontrol, men linekurven fylder og er ofte i vejen under fiskeriet.

Jeg har altid min linekurv med – som backup i situationer, hvor den er uundværlig. Men under de fleste andre forhold bruger jeg den ikke. Jeg holder af at “travel light”, og her kvalificerer linekurven sig altså ikke. Langt bedre er “linekontrol”, som det imidlertid tager tid og disciplin at lære sig.

Det er en rigtig god idé at lære sig “nedtællingsmetoden”, som er behandlet i en anden artikel længere nede på denne side. Jeg har blot valgt at “genåbne” emnet for at kunne bringe introbilledet af en god ven, der har suveræn kontrol over sin flueline – ved netop denne metode.

Læs og lær i artiklen “Kurv eller kontrol?“

Ny fluefisker?

Det hænder ofte, at man tidligt i et menneske- eller dyrebarns liv kan se, hvilke egenskaber det pågældende individ måtte indeholde.

Opdrætter man heste eller hunde, lærer man hurtigt at se de forskellige ungers karakteristika – det være sig temperament eller fysisk formåen. Således kan en hundeavler i regelen hurtigt skille fårene fra bukken og se, hvilke hvalpe der vil egne sig til et hektisk familieliv med børn – og ikke mindst hvilke, der ikke gør.

– Øh, normalt lader jeg mig kun fotografere med en fisk…

– Bag enhver lille mand står en mor!

– For dælen da, hvor var den fisk stor…!

– Kommer der ikke snart Rex Hunt på Discovery igen…?

– Se mor, nu kysser manden fisken igen!

Min mor, der netop har passeret de 80, er stadig en aktiv kvinde, som hver dag surfer rundt på nettet, tager digitalfotos og e-mailer dem til familie, venner og bekendte. Hun sms’er også lystigt og keder sig næppe nogensinde. For nogen tid siden sendte hun mig nogle gamle fotos fra mit første leveår – fotos, hvor en rutineret fluefisker straks vil kunne spotte en ny udi sporten.

Med fare for at blive beskyldt for navlebeskuelse, selvoptagethed og anden dårligdom, vælger jeg nu alligevel at bringe dem her. Om ikke andet så for min mors skyld. Det er vel grund nok!

Der er bare gang i den kastearm! Synd blot, at man ikke kan vedlægge sådanne billeder til eventuelle jobansøgninger. For så sød har man vist aldrig været siden. Og bliver det næppe nogensinde igen…

– Farvel!

Barack Obama

– Obama for præsident!

Surprise, surprise. Det er ganske vist en kendsgerning, at rigtig mange amerikanske præsidenter har svunget fiskestangen i deres sparsomme fritid. Men vi vidste ikke, at også den nuværende præsident Barack Hussein Obama havde det i sig – lysten til at prøve kræfter med fluestang og flue i vild natur. Men det er ganske vist, som disse officielle billeder fra Det Hvide Hus viser.

Obama var i Bozeman, Montana på gennemrejse, mens han plæderede for sin sygesikring til hele det amerikanske folk. Han havde tidligere udtrykt lyst til at prøve kræfter med fluefiskeriet, og næppe noget andet sted er bedre egnet end netop Bozeman, Montana. Få kilometer nord for lufthavnen løber nemllig den berømte East Gallatin River, som er uberørt og huser en god ørredbestand.

Her guider to Vermillion brødre, som har rejst og fisket sig gennem det meste af verden og prøvet det allermeste. Men ikke at guide selveste den amerikanske præsident – før altså nu!

Det fik de mulighed for den 14. august 2009, hvor Obama havde taget fri fra sine officielle forpligtelser. Han ville holde et par dages ferie i den berømte Yellowstone National Park, men ville lige fluefiske lidt først. Vermillion brødrene blev kontaktet, og de var naturligvis mere end begejstrede for denne lejlighed til at udbrede fluefiskeriet til ingen ringere end verdens mægtigste mand!

Dan Vermillion guidede præsidenten, mens broder Pat passede på præsidentens stab. Det blev til 2 1/2 times fiskeri i smukke, men regnfulde omgivelser. Præsidenten fik seks fisk op til fluen, men havde ikke held til at kroge nogen af dem. Han er trods alt også kun et menneske! Han så imidlertid ud til at nyde sceneriet og fik hurtigt styr på fluekastet.

Dette gør de mange indvendinger på nettet om, at Obama og hans administration nu vil forbyde eller i hvert fald regulere lystfiskeriet i Nordamerika, grundigt til skamme. Præsidenten går ind for lystfiskeri som en sund aktivitet, han gerne vil fremme.

Dan Vermillion fik et godt, men også noget overraskende indtryk af præsident Obama:

– Jeg føler ofte, at politikere vil gøre alt for at blive valgt, men sådan var mit indtryk slet ikke af Obama. Han ville ikke have pressedækning af begivenheden.

– Det var mit indtryk, at præsident Obama satte pris på den uspolerede natur og det gode kammeratskab med fluestangen under en dags fiskeri i Montana. Måske er hans interesse for fluefiskeri et tegn på hans bekymring for miljøet. Hvis det er tilfældet, så er der håb forude, slutter Dan Vermillion.

Præsident Obama er i det hele taget et frisk pust blandt amerikanske politikere – eller politikere i det hele taget. Han har sunde interesser, omend han desværre stadig ryger. Han elsker sin Blackberry smartphone, som følger ham overalt.

Og så er han vild med musik – god musik, altså. Han har derfor – lige fra valgkampens start, indsættelsen i det Hvide Hus og frem til i dag – omgivet sig med dygtige musikere, som priser den nye præsident i høje vendinger.

Således også eks-Beatle Paul MacCartney, som for nylig spillede gamle Beatles og Wings numre i biblioteket i det Hvide Hus hos Obama og frue. Han afsluttede seancen med følgende tørre hentydning til den tidligere præsident Bush:

– Rart igen med en præsident, der ved, hvad et bibliotek er…

Det ved Obama, og nu ved han altså også, hvordan man kaster en flue!

Efterskrift: Har du adgang til arkiverne hos amerikanske Discovery Channel, så kan det stærkt anbefales at se den episode af serien “Running Wild”, hvor Barack Obama er taget til Alaska for at studere smeltende gletchere og diskutere miljøpolitik – med ingen ringere end Bear Grylls.

Orvis Bogs

– Død over filtsålerne!

Tænk, at det kunne komme så vidt: At vi fluefiskere uforvarende kan komme til at sprede farlige fiskesygdomme og uønskede arter fra ét fiskevand til et andet…

Men det kan det, og det har vi givet allerede gjort mange gange. Flere steder i New Zealand har man fået invasive planter indført fra fremmede lande og vande. Planter, som straks overtager det pågældende øksosystem – med katastrofale følger for det pågældende fiskevand.

Fra Norge ved vi kun alt for godt, at snylteren Gyrodactylus nemt spredes fra eé vandsystem til et andet – via vore beskidte waders eller ditto fiskegrej. Derfor har man mange steder indført tvungen desinficering af grej og waders – ofte dog mest for et syns skyld. Som biolog kan jeg kun ryste opgivende på hovedet af proceduren, der ofte kun indbefatter sprøjtning af tingene med et desinficerende middel.

Det virker nemlig overhovedet ikke. Skal en desinficering virke, skal den foretages med skrappe midler, ved høje temperaturer eller i lang tid. Ingen af delene er tilfældet, og virkningen er derfor i bedste fald tvivlsom – sandsynligvis helt uden effekt. Og derfor mest for et syns skyld. Men altid til stor irritation for fiskeren, der får sit kostbare udstyr svinet til med ildelugtende væsker, der tørrer mærkeligt op.

Værst af alt er under alle omstændigheder vore filtsåler. Her sker der med garanti absolut intet med de organismer – bakterier eller virus – som er flyttet ind i denne fantastiske mikrohabitat. Dybt inde i de tykke filtsåler lever de et godt og beskyttet liv. Her tørrer de kun ud efter meget lang tid, og her når desinficeringsmidlerne aldrig ind. Skulle de have nogen effekt, skulle støvlerne stå i badet i adskillige timer.

Det gør de som bekendt ikke, og derfor er der reelt tale om spil for galleriet. Enter Orvis’ nye Bogs River Guard støvler, hvis Eco-Trax såler ganske vist ikke giver helt det samme gode greb om glatte sten, som filtsåler altid gør. Til gengæld kan de hurtigt desinficeres og rengøres, og de tørrer hurtigt op. De er derfor ikke nær så risikable at bruge, når man valfarter fra et fiskevand til et andet – fra et land til et andet.

Anbefales derfor på det kraftigste!

Orvis Helios

Helios Zero Gravity

Amerikanske Orvis har ikke ligget på den lade side, hvad udvikling af nye fluestænger og fluehjul angår. Med nye Helios stænger og Mirage hjul har Orvis atter lagt sig helt i front.

Jeg har altid haft et specielt forhold til fluegrej fra amerikanske Orvis. Måske skyldes det, at Orvis og undertegnede er nøjgtig lige gamle – altså med eksakt 100 års mellemrum. I hvert fald blev firmaet grundlagt i 1856…

Jeg kan stadig genkalde mig lugten af min første Orvis fluestang i imprægneret splitcane. En lang og langsom Battenkill, der bare lugtede helt eminent godt – om det så var bakelitimprægneringen eller hvad. Jeg glemmer i hvert fald aldrig lugten, der lokkede og lovede fisk på fluen!

Men uanset hvor dejlig lugten var, så er splitcane altså bare ikke sagen til stænger længere end 8 fod. De bliver alt for tunge og langsomme. På det felt må de se sig slået med flere stanglængder af moderne kulfiberstænger – et område, Orvis har dyrket siden sidst i 1970’erne, hvor de lancerede deres første kulfiberstænger bygget i “LMG”, som de kaldte det – Low Modulus Graphite. Smidig kulfiber, der ikke knækkede som konkurrenternes “HMG” stænger i High Modulus Graphite…

Well, de var nu nok bare lidt sure, sagde ræven. Sure over, at Fenwick kom først med deres berømte “HMG” stænger i 1973. Siden faldt Orvis da også til samme pat som alle de andre fabrikanter og konkurrerede herefter om at komme først med nye stænger bygget af de nyeste og mest spændstige kulfibre med den højeste modulus!

I de seneste år har Orvis eksperimenteret med ikke bare nye kulfibertyper, men i mindst lige så høj grad med nye bindemidler. Målet har hele tiden været at skabe de lettest mulige stænger til alverdens fluefiskere – vel at mærke uden at gøre dem skrøbelige og sarte at fiske med.

Orvis rystede derfor grejbranchen, da de for snart en del år siden lancerede deres nu berømte 25 års “no questions asked” garanti. Uanset hvad der sker med din Orvis fluestang, så garanterer Orvis den i 25 år fra købsdatoen – for den første ejer. Uanset om det så er i bildøren, den knækker. Selvforskyldt. Om det så er din hundehvalp, der har gnavet korkhåndtaget i stykker. Eller noget helt tredje. Du er bare dækket! Kan den ikke repareres, får du en ny stang. Det kan man da kalde en garanti, eller?

Helios Zero Gravity

De senere år har set stedse lettere og stærkere kulfiberstænger fra Orvis. Fremdriften startede for alvor med de lette Trident stænger og fik teknologisk moment med T3 stængerne og deres termoplastiske bindemiddel. Nu har Orvis så lanceret afløseren for disse stænger – i form af de superlette Helios stænger, suppleret med ditto Mirage hjul. Under det velkendte Zero Gravity koncept, hvor det ikke er stængernes blotte egenvægt, der tæller, men i stedet den balancerede vægt.

Orvis har aldrig holdt sig tilbage, når de skulle beskrive deres egne nye produkter. Med typisk amerikansk mangel på beskedenhed fortæller de, hvordan de nye Helios stænger slet ikke kan sammenlignes med andre kulfiberstænger. Det ville være som at sammenligne splitcane med kulfiber!

Tjaeh, den slags postulater vækker i hvert fald opmærksomheden, og jeg var derfor mere end spændt, da de nye stænger dukkede op. Inden da havde Helios så samtidig modtaget hele to udmærkelser fra branchen – i form af tidsskriftet Field & Stream’s “2008 Best of the Best Award” samt Fly Fish America’s “Editor’s Choice Award”. Helt ringe kunne de jo ikke være!

Jeg fik tilsendt to sæt Helios / Mirage grej efter eget ønske, som det ganske rigtigt har været en udsøgt fornøjelse at fiske med. Der er tale om en 10 fods klasse 7, som primært var tiltænkt kystens havørreder. Og så en af de nye 11 fods “Switch” stænger klasse 8 – tiltænkt havørrederne i de danske åer og laksene i de islandske elve.

Jeg må indrømme, at jeg havde smugkikket lidt, inden jeg valgte grej. En af mine kursister på først Samsø og siden Mols havde nemlig investeret sine spareskilllinger i netop 10 fods modellen, som jeg derfor havde haft lejlighed til at kaste lidt med. Med ganske overbevisende resultat. Superlet og lækker med lange og ubesværede kast til følge. Langt bedre end Orvis forrige skud på stammen – T3 – der kan føles lidt tunge.

Efter at have fisket nogle måneder med 10 fods modellen, er jeg ikke bleg for at fælde dommen: Den bedste kystfluestang, jeg til dato har haft mellem hænderne! Længden er suveræn, når man vader dybt eller fisker fra pontonbåd og har brug for høje bagkast. Og vægten får den til at føles som en helt almindelig 9 fods.

Switch to – Switch!

11 fods “Switch” stangen havde jeg derimod aldrig set eller kastet med. Den valgte jeg af ren nysgerrighed i en periode, hvor alle de store producenter pludselig havde fået øje på den lille og hidtil aldeles oversete niche mellem korte enhånds stænger og lange tohånds. Faktisk utroligt, at ingen før havde set det hul i sortimentet og fyldt det ud. Næsten ligesom Apple’s iPad, som ingen anede, de ikke kunne undvære – førend de havde haft den i hænderne!

For udenforstående skal det kort forklares, at “switch” er en slags rullekast eller speykast eller underhåndskast – eller hvad man nu vælger at kalde denne form for kastestil, hvor linen aldrig kommer op i luften bag fiskeren. Personlig er jeg aldeles ligeglad med, hvad man kalder sit kast. For mig er et switch kast blot den bløde mellemvare mellem almindelige overhåndskast og så det klassiske spey kast.

Nu har jeg ikke kastet med alle de andre “switch” stænger på markedet, så jeg er ingen ekspert. Men der er alligevel ingen tvivl om dommen: En fremragende sag, der ikke sætter sig mellem to stole, men som rent faktisk byder på det bedste af begge verdener:

Enhåndsstangens mange muligheder for trick kast både opstrøms og nedstrøms. Og så tohåndsstangens suveræne muligheder for lange og kraftfulde kast under trange forhold.

Linerne

Jeg har testet 10 fods stangen med to forskellige liner, begge fra Orvis: Der er tale om en Wonderline “Striper Generation 3” WF 7 line med kort kasteklump. – En aggressiv line, som Orvis ganske rigtigt kalder den. Perfekt til kystflue, hvor lange og ubesværede kast er resultatet. Og så en almindelig Wonderline WF 7 F. Er man en mere traditionelt indstilet kaster, vil man nok foretrække den sidste.

Switch modellen testfiskede jeg med først og fremmest Orivis’ egen “Switch” line, hvis bagtapering er farvemærket, så man lettere kan se overgangen. Den fungerede fint i en WF 8 udgave. Den anden line var en “Elixir”, som er en skandinavisk inspireret line designet til det, vi herhjemme kalder underhåndskast. Denne line er også tofarvet, så man let kan se overgangen mellem kasteklump og skydeline.

De to liner er ganske forskellige. Har man tænkt sig regelmæssigt at benytte stangen enhånds, bør man så absolut bruge “Switch” linen, der er tiltænkt både enhånds og tohånds kast. Er man kun til underhåndskast med begge hænder, skal man klar vælge “Elixir”.

Konklusion

De nye Helios Zero Gravity stænger har været en meget positiv oplevelse. Funktionen er så god, som den kan blive – med kasteegenskaber i absolut verdensklasse. Finishen er i top med fleksible slangeringe af fjederstål og fittings af højeste kvalitet.

Skal man endelig kritisere noget, så er det korkkvaliteten, der ikke er helt i top. Faktisk er den på enkelte Helios stænger set så ringe, at stængerne har måttet ombyttes. Det bør ikke være tilfældet med stænger i denne prisklasse. Det kan gøres langt bedre end gennemsnittet på Helios stænger, men afspejler givet det globale problem med at skaffe tilstrækkeligt med kvalitetskork. Specielt for store producenter som Orvis med et stort forbrug af kork.

Hvis det ikke er muligt at få fat i bedre kork, så burde Orvis klart overveje at skifte til det stærkere korkgranulat i stedet. Det har mange andre producenter allerede gjort – med godt resultat. Imidlertid mister man jo i så fald det traditionelle look, som ikke mindst Orvis holder så meget af.

Men så ligger der jo også mere end 150 års kontinuerte traditioner bag alle Orvis stænger!

Orvis Mirage

Amerikanske Orvis har alle dage fremstillet fluehjul af høj kvalitet. Således var det Orvis, som “opfandt” det moderne fluehjul uden stativ i spolesiden: CFO. Nu har Orvis barslet med et nyt topprodukt: Mirage. Et hjul med bremser som en jetjager…

Der er noget fascinerende ved fluehjul. De er i principet så enkle, som noget kan være, men alligevel findes der et utal af konstruktioner. Måske er det netop enkelheden, der gør dem så attraktive. Har man blot adgang til en moderne drejebænk og en blok aluminium, kan snart sagt hvem som helst designe og fremstille deres eget fluehjul. Og derfor findes der da også et utal af små maskinværksteder verden over, som laver fluehjul.

I vore dage er størsteparten af denne produktion desværre forlagt til Kina og – for de bedre hjuls vedkommende – Korea. Her kan de samme hjul fremstilles til langt billigere priser end hjemme i England eller USA. Præcis som tilfældet er med moderne computere og anden elektronik. Vi kan stadig udtænke og designe tingene, men vi kan ikke producere dem til konkurrencedygtige priser. Og det har jo så i al stilhed resulteret i, at Kina i dag nærmest ejer USA…

Nå, men det var et sidespring af de politiske. Tilbage til de nye Mirage hjul fra Orvis, som også fremstilles i Fjernøsten. Det er de nu ikke blevet ringere af. Det er fornemme hjul, som kan fås i guld til de grådige – og sort til de mere diskrete. Jeg valgte guld, som passer til Helios’ stængernes guldfittings. Man er vel modebevidst…eller var det grådig?

Anyway, hjulene har et flot udseende med masser af udfræsninger, som gør dem lette uden at gøre dem svage. Der er så megen ventilation, at en våd flueline hurtigt tørrer igen – på hjulet.

Jeg har et Mirage størrelse 3 til min 10 fods klasse 7 Helios. Det vejer beskedne 140 gram og har plads til en WF 7 F line samt 100 yds. 20 lbs. backing. Rigeligt til formålet – kystflue efter havørred. Vil man bruge hjulet til bonefish, bør man skifte baglinen ud til en tyndere Gel Spun, som giver plads til flere meter.

Til min 11 fods Helios “Switch” klasse 8 har jeg tilsvarende et Mirage størrelse IV, der vejer 205 gram og har plads til en WF 8 F line plus 200 yds. 20 lbs. backing. Nok til alt almindeligt laksefiskeri i åer og elve. De markant højere vægt skyldes bremsen, som er langt kraftigere dimensioneret på IV’eren end på III’eren.

Bremser som en jetjager

I det hele taget er bremsen i sig selv et godt argument for at vælge et Mirage fluehjul. Orvis har det med at bruge referencer til militæret, når de vælger materialer til nye produkter. Det sås tydeligt, da Orvis i sin tid lancerede deres “Trident” stænger – opkaldt efter de amerikanske atom U-både af samme navn. Orvis benyttede dengang det samme vibrationsdæmpende materiale under håndtaget på deres fluestænger, som den amerikanske flåde brugte til at støjdæmpe skrogene på deres Trident U-både. Sagde i hvert fald Orvis. US Navy sagde ingenting…

Det så godt ud i annoncerne, men det var vist kun de allerfærreste, der kunne mærke virkningen… Nu er Orvis så stået på den militære vogn igen. Nu reklamerer man med, at bremsesystemet i de nye Mirage hjul er baseret på bremserne i det amerikanske luftvåbens jetjagere… Man mindes Scientific Anglers’ gamle reklamer for deres dengang nye System Two hjul: “Built to stop a train!” stod der med store bogstaver over hele opslag i de amerikanske fiskeblade! Vi åd det råt og købte stort ind. Nu skulle der stoppes tog!

Spøg til side. Man kan nok have sine tvivl om, hvorvidt selv det største Mirage hjul vil kunne stoppe en netop landet jetjager på dækket af et hangarskib. Men der skal ikke herske tvivl om, at de nye Mirage hjul har bremsekraft nok til at stoppe selv de største fisk – og måske et lille tog i Märklin-størrelse. Bremsen består af store skiver af henholdsvis rustfrit stål og kulfiber – jo flere desto større bremsekraft.

Orvis nye Mirage hjul fås i hele syv størrelser – fra det lille 3 tommer til det største på 5 tommer. Sidstnævnte kan endda fås med to forskellige spoler: En dyb med størst mulig linekapacitet til de virkelige kæmper på åbent hav. Og så en lav med den hurtigst mulige indtagning af linen – næsten 30 cm per omdrejning. Så skulle man nok kunne følge med selv den hidsigste tarpon!

Nu kunne man forledes til at tro, at et Mirage hjul fra Orvis måtte koste i nærheden af spidsen på en jetjager – med de bremser! Den gode nyhed er, at prisen skal regnes i nogle få hundrede dollars – ikke tusinder.

Faktisk koster det største og dyreste Mirage hjul under 500 grønne dollarsedler af mindste slags. Det er ikke dyrt for hjul i denne klasse.

Alger på vej

Alger er måske fremtidens biobrændsel. Eller i hvert fald grundlaget for den. Forskningen sker på højtryk, og store fremskridt er allerede gjort.

Det er lykkedes forskere ved Murdich University i Perth og University of Adelaide at øge udbyttet ved dyrkning af olieholdige mikroalger i åbne kar markant. Udbyttet er nået op på 50 ton alger pr. hektar – samtidig med at halvdelen af algemassen kunne konverteres til olie.

Australierne er derfor gået i gang med at bygge et multimillion-dollar stort pilotanlæg til produktion af biobrændstof fra mikroalger i det Nordvestlige Australien.

Pilotanlægget baseres på resultaterne fra dyrkningsforsøget, som indgår i et meget større forskningsprojekt, hvor alle aspekter af biobrændstof-produktion af mikroalgerne undersøges og udvikles.

»Før troede man ikke, at det var muligt at dyrke så store mængder alger til biobrændstoffer i åbne bassiner, uden at de blev forurenede, men vi har bevist at det kan lade sig gøre,« siger projektleder Michael Borowitzka fra Murdoch University ifølge Greencarcongress.com.

Michael Botowitzka regner med at opnå endnu højere produktionsrater i pilotanlægget på grund af bedre klimatiske forhold i Karratha i Nord-vest Australien.

Også den danske ekspert i biomasse, professor Claus Felby fra Københavns Universitet, kalder 25 ton olie ud af 50 ton mikroalger i åbne bassiner for ‘meget flot’:

»Det er nemlig sådan, at for at få alger til at producere olie skal de “sultes”. Det betyder, at udbyttet daler, når olieindholdet stiger, og derfor er 25 tons olie/ha i åbne bassiner meget flot,« siger han.

Den danske professor tilføjer, at man dog på grund af algernes cellevæg – ikke kan presse olien ud rent mekanisk. Derfor skal den extraheres ved hjælp af for eksempel hexan, som er meget dyrt.

Mikroalge-projektet har modtaget støtte fra den australske regering som del af et Asian-Pacific Partnership. Et indisk og et kinesisk universitet deltager også i projektet.

Danske makroalger i tanken

Et større dansk forskningsprojekt har siden april 2008 arbejdet med at afklare potentialet i søsalat, der er en naturligt forekommende makroalge i danske farvande. Og status efter det første halvandet år er, at man kan høste det forventede udbytte i store bassiner – nemlig cirka 45 ton tørstof pr. hektar, hvilket er fire gange mere end udbyttet af energiafgrøder.

Hvis man lader CO2 fra for eksempel røggassen i et kraftværk boble gennem vandet, kan man sandsynligvis endda fordoble udbyttet. Til gengæld byder den producerede biomasse på flere udfordringer ved konvertering til energi.

Et højt indhold af aske og salte gør, at søsalat ikke er specielt velegnet til forbrænding alene. I stedet skal man ifølge projektleder Lars Nikolajsen, Teknologisk Institut, i højere grad se søsalat som et additiv til andre biomasser i en forbrændingsproces.

Teknologisk Institut har tidligere undersøgt, hvordan biomasseaffald fra industrien (mask, shea-affald, pektinaffald osv.) kunne bruges som brændbart additiv i kraftværker. Her viste det sig, at den rette blanding af forskellige biomasser kan reducere indholdet af det aggressive kaliumklorid i røggassen, og her kunne søsalat eventuelt indgå.

Søsalat kan også anvendes som råvare til bioethanol-fremstilling, men selvom kulhydratindholdet er på knap 60 procent, så har forsøg med konventionelle gærtyper ikke givet nogen særlig høj ethanol-produktion – cirka tre gram pr. 100 gram tørstof.

Udfordringen er at få frigivet sukkerarterne, og hvis man tager nye mikroorganismer i brug, kan tallet forøges markant. Det arbejder forskere på Risø DTU nu videre med. De forventer, at nye gærtyper og hydrotermisk forbehandling kan gøre det muligt at producere 10 gram ethanol pr. 100 gram tørstof.

En tredje anvendelse er produktion af biogas. Her viser de foreløbige resultater, at biogasproduktionen ligger mellem det relativt høje udbytte fra energiafgrøder og det noget lavere fra kvæggylle. Risø DTU er i gang med at optimere udbyttet ved at ændre temperatur, opholdstid og forbehandlingsmetoder, og man regner med, at stort set alle kulhydrater kan omdannes til biogas.

Seniorforsker ved Risø DTU Anne Belinda Thomsen forventer desuden, at, at en stor andel kan omsættes til butanol på trods af det høje saltindhold i søsalaten.

Ifølge Lars Nikolajsen kan der altså udvindes andre energibærere end ethanol og biogas af algen. Og endelig findes der andre algetyper:

»Kemiske undersøgelser af forskellige alger viser, at der kan udvindes ikke blot energi, men også foder og værdifulde stoffer til ‘functional food’ og farmaceutiske produkter. Vi er kun ved begyndelsen af en spændende forskningsindsats,« siger han.

Ifølge biomasseekspert, professor Claus Felby fra Life Sciencies på Københavns Universitet, illustrerer det danske søsalatprojekt udmærket, at alger er en udfordrende form for biomasse. Det bunder i, at kulhydraterne i alger – som er sukkeralkoholer – fra naturens hånd er designet til at være svært omsættelige for at beskytte algen mod at blive spist:

»Derfor tror jeg, at vi skal dybere ind i selve algerne og designe dem lidt om, før alge-biomasse bliver rigtig velegnet som råvare til bioethanol eller biogas,« siger han.

Søsalat-projektet er delvis finansieret via elpriserne, og ud over Teknologisk Institut deltager Risø DTU, Danmarks Miljøundersøgelser og Dong Energy.

Algeopdræt i Grenå Havn

Grenå Havn og Kattegat-centret bliver hjemsted for landets hidtil mest avancerede forsøgsanlæg til forskning og udvikling i alger som ressource til energi-fremstilling, foder, medicin og ingredienser til fødevarer med videre.

Det nye anlæg, som i første omgang består af 6-8 stk. tanke á 2 kubikmeter, udmærker sig ved at man kan styre flow, nærigsstoffer, pH-værdi og andre dyrkningsbetingelserne for algerne, og dermed ‘manipulere’ algerne alt efter, hvad de skal anvendes til.

»Det er et meget sofistikeret anlæg og et system, som kan bruges igen og igen og hvor det er meningen, at forskere og virksomheder kan komme og lave dyrkningsforsøg« siger seniorrådgiver Michael Bo Rasmussen, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet.

Cand Scient Karin Svane Bech fra Teknologisk Institut tilføjer, at hun ser frem til at udvide algeforskningen til også at handle om alger til foder og til fødevare-industrien.

Bag anlægget står et nyt konsortium, AlgeCenter Danmark, med deltagelse af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet, Teknologisk Institut, Kattegatcentret og udviklingsprojektet Havets Hus.

Basisudgaven af anlægget finansieres af Teknologisk Institut og Danmarks Miljøundersøgelser, mens Kattegatcentret stiller et 500 m2 stort område til rådighed for anlægget.

Virksomheden AKVA group, der designer og udvikler recirkuleringssystemer til akvakultur, skal opføre anlægget. På længere sigt vil anlægget blive udbygget med flere bassiner. Et af det nye anlægs første projekter bliver at undersøge potentialet i alger som råvare i biogasproduktionen – med særlig fokus på lokal anvendelse i Region Midtjylland.

Dette projekt støttes af Region Midtjyllands Vækstforum med 2,3 mio. kroner, som gives til konsortiets parter plus Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet og Dong Energy.

Parterne skal sammen undersøge potentialet i at udvinde biogas fra alger og bruge restproduktet til gødning til økologisk planteavl.

Den første del af anlægget skal stå færdig inden sommeren 2010.

Efterskrift:

Foråret 2011 bød desværre på alger af en næsten ny slags. Det varChatonella algen, der invaderede de indre danske farvande i et hidtil uset omfang. Algen er kendt for det såkaldte “røde tidevand” i Nordsøen, hvor det senest optrådte i 1990’erne.

Chatonella er ikke giftig, men klæber til fiskenes gæller, så fiskene kvæles. Det er en koldtvandsalge, der forsvinder ved temperaturer over 10 grader C. Men som blomstrer op i forår som 2011, hvor bønderne har tonset gylle ud over de frosne marker, så det ikke har kunnet synke i jorden. Men er havnet i fjordene.

Velbekomme. Endnu et eksempel på, hvordan dansk landbrug er blevet en byrde for det danskle samfund. Også økonomisk.

På et senere tidspunkt kommer en hel artikel om netop Chatonella, som vi lige så godt kan vænne os til. Gyllemængden er støt stigende…