– Død over filtsålerne!
Tænk, at det kunne komme så vidt: At vi fluefiskere uforvarende kan komme til at sprede farlige fiskesygdomme og uønskede arter fra ét fiskevand til et andet…
Men det kan det, og det har vi givet allerede gjort mange gange. Flere steder i New Zealand har man fået invasive planter indført fra fremmede lande og vande. Planter, som straks overtager det pågældende øksosystem – med katastrofale følger for det pågældende fiskevand.
Fra Norge ved vi kun alt for godt, at snylteren Gyrodactylus nemt spredes fra eé vandsystem til et andet – via vore beskidte waders eller ditto fiskegrej. Derfor har man mange steder indført tvungen desinficering af grej og waders – ofte dog mest for et syns skyld. Som biolog kan jeg kun ryste opgivende på hovedet af proceduren, der ofte kun indbefatter sprøjtning af tingene med et desinficerende middel.
Det virker nemlig overhovedet ikke. Skal en desinficering virke, skal den foretages med skrappe midler, ved høje temperaturer eller i lang tid. Ingen af delene er tilfældet, og virkningen er derfor i bedste fald tvivlsom – sandsynligvis helt uden effekt. Og derfor mest for et syns skyld. Men altid til stor irritation for fiskeren, der får sit kostbare udstyr svinet til med ildelugtende væsker, der tørrer mærkeligt op.
Værst af alt er under alle omstændigheder vore filtsåler. Her sker der med garanti absolut intet med de organismer – bakterier eller virus – som er flyttet ind i denne fantastiske mikrohabitat. Dybt inde i de tykke filtsåler lever de et godt og beskyttet liv. Her tørrer de kun ud efter meget lang tid, og her når desinficeringsmidlerne aldrig ind. Skulle de have nogen effekt, skulle støvlerne stå i badet i adskillige timer.
Det gør de som bekendt ikke, og derfor er der reelt tale om spil for galleriet. Enter Orvis’ nye Bogs River Guard støvler, hvis Eco-Trax såler ganske vist ikke giver helt det samme gode greb om glatte sten, som filtsåler altid gør. Til gengæld kan de hurtigt desinficeres og rengøres, og de tørrer hurtigt op. De er derfor ikke nær så risikable at bruge, når man valfarter fra et fiskevand til et andet – fra et land til et andet.
Anbefales derfor på det kraftigste!
© 2011 Steen Ulnits
Del denne artikel: