Orvis Helios

Helios_Logo

Helios Zero Gravity

Amerikanske Orvis har ikke ligget på den lade side, hvad udvikling af nye fluestænger og fluehjul angår. Med nye Helios stænger og Mirage hjul har Orvis atter lagt sig helt i front.

Jeg har altid haft et specielt forhold til fluegrej fra amerikanske Orvis. Måske skyldes det, at Orvis og undertegnede er nøjgtig lige gamle – altså med eksakt 100 års mellemrum. I hvert fald blev firmaet grundlagt i 1856…

Helios

Jeg kan stadig genkalde mig lugten af min første Orvis fluestang i imprægneret splitcane. En lang og langsom Battenkill, der bare lugtede helt eminent godt – om det så var bakelitimprægneringen eller hvad. Jeg glemmer i hvert fald aldrig lugten, der lokkede og lovede fisk på fluen!

Men uanset hvor dejlig lugten var, så er splitcane altså bare ikke sagen til stænger længere end 8 fod. De bliver alt for tunge og langsomme. På det felt må de se sig slået med flere stanglængder af moderne kulfiberstænger – et område, Orvis har dyrket siden sidst i 1970’erne, hvor de lancerede deres første kulfiberstænger bygget i “LMG”, som de kaldte det – Low Modulus Graphite. Smidig kulfiber, der ikke knækkede som konkurrenternes “HMG” stænger i High Modulus Graphite…

Well, de var nu nok bare lidt sure, sagde ræven. Sure over, at Fenwick kom først med deres berømte “HMG” stænger i 1973. Siden faldt Orvis da også til samme pat som alle de andre fabrikanter og konkurrerede herefter om at komme først med nye stænger bygget af de nyeste og mest spændstige kulfibre med den højeste modulus!

I de seneste år har Orvis eksperimenteret med ikke bare nye kulfibertyper, men i mindst lige så høj grad med nye bindemidler. Målet har hele tiden været at skabe de lettest mulige stænger til alverdens fluefiskere – vel at mærke uden at gøre dem skrøbelige og sarte at fiske med.

Orvis rystede derfor grejbranchen, da de for snart en del år siden lancerede deres nu berømte 25 års “no questions asked” garanti. Uanset hvad der sker med din Orvis fluestang, så garanterer Orvis den i 25 år fra købsdatoen – for den første ejer. Uanset om det så er i bildøren, den knækker. Selvforskyldt. Om det så er din hundehvalp, der har gnavet korkhåndtaget i stykker. Eller noget helt tredje. Du er bare dækket! Kan den ikke repareres, får du en ny stang. Det kan man da kalde en garanti, eller?

Helios_Recoil

Helios_Guide

Helios Zero Gravity

De senere år har set stedse lettere og stærkere kulfiberstænger fra Orvis. Fremdriften startede for alvor med de lette Trident stænger og fik teknologisk moment med T3 stængerne og deres termoplastiske bindemiddel. Nu har Orvis så lanceret afløseren for disse stænger – i form af de superlette Helios stænger, suppleret med ditto Mirage hjul. Under det velkendte Zero Gravity koncept, hvor det ikke er stængernes blotte egenvægt, der tæller, men i stedet den balancerede vægt.

Orvis har aldrig holdt sig tilbage, når de skulle beskrive deres egne nye produkter. Med typisk amerikansk mangel på beskedenhed fortæller de, hvordan de nye Helios stænger slet ikke kan sammenlignes med andre kulfiberstænger. Det ville være som at sammenligne splitcane med kulfiber!

Tjaeh, den slags postulater vækker i hvert fald opmærksomheden, og jeg var derfor mere end spændt, da de nye stænger dukkede op. Inden da havde Helios så samtidig modtaget hele to udmærkelser fra branchen – i form af tidsskriftet Field & Stream’s “2008 Best of the Best Award” samt Fly Fish America’s “Editor’s Choice Award”. Helt ringe kunne de jo ikke være!

Jeg fik tilsendt to sæt Helios / Mirage grej efter eget ønske, som det ganske rigtigt har været en udsøgt fornøjelse at fiske med. Der er tale om en 10 fods klasse 7, som primært var tiltænkt kystens havørreder. Og så en af de nye 11 fods “Switch” stænger klasse 8 – tiltænkt havørrederne i de danske åer og laksene i de islandske elve.

Jeg må indrømme, at jeg havde smugkikket lidt, inden jeg valgte grej. En af mine kursister på først Samsø og siden Mols havde nemlig investeret sine spareskilllinger i netop 10 fods modellen, som jeg derfor havde haft lejlighed til at kaste lidt med. Med ganske overbevisende resultat. Superlet og lækker med lange og ubesværede kast til følge. Langt bedre end Orvis forrige skud på stammen – T3 – der kan føles lidt tunge.

Efter at have fisket nogle måneder med 10 fods modellen, er jeg ikke bleg for at fælde dommen: Den bedste kystfluestang, jeg til dato har haft mellem hænderne! Længden er suveræn, når man vader dybt eller fisker fra pontonbåd og har brug for høje bagkast. Og vægten får den til at føles som en helt almindelig 9 fods.

Helios_Switch

Switch to – Switch!

11 fods “Switch” stangen havde jeg derimod aldrig set eller kastet med. Den valgte jeg af ren nysgerrighed i en periode, hvor alle de store producenter pludselig havde fået øje på den lille og hidtil aldeles oversete niche mellem korte enhånds stænger og lange tohånds. Faktisk utroligt, at ingen før havde set det hul i sortimentet og fyldt det ud. Næsten ligesom Apple’s iPad, som ingen anede, de ikke kunne undvære – førend de havde haft den i hænderne!

For udenforstående skal det kort forklares, at “switch” er en slags rullekast eller speykast eller underhåndskast – eller hvad man nu vælger at kalde denne form for kastestil, hvor linen aldrig kommer op i luften bag fiskeren. Personlig er jeg aldeles ligeglad med, hvad man kalder sit kast. For mig er et switch kast blot den bløde mellemvare mellem almindelige overhåndskast og så det klassiske spey kast.

Nu har jeg ikke kastet med alle de andre “switch” stænger på markedet, så jeg er ingen ekspert. Men der er alligevel ingen tvivl om dommen: En fremragende sag, der ikke sætter sig mellem to stole, men som rent faktisk byder på det bedste af begge verdener:

Enhåndsstangens mange muligheder for trick kast både opstrøms og nedstrøms. Og så tohåndsstangens suveræne muligheder for lange og kraftfulde kast under trange forhold.

Linerne

Jeg har testet 10 fods stangen med to forskellige liner, begge fra Orvis: Der er tale om en Wonderline “Striper Generation 3″ WF 7 line med kort kasteklump. – En aggressiv line, som Orvis ganske rigtigt kalder den. Perfekt til kystflue, hvor lange og ubesværede kast er resultatet. Og så en almindelig Wonderline WF 7 F. Er man en mere traditionelt indstilet kaster, vil man nok foretrække den sidste.

Switch modellen testfiskede jeg med først og fremmest Orivis’ egen “Switch” line, hvis bagtapering er farvemærket, så man lettere kan se overgangen. Den fungerede fint i en WF 8 udgave. Den anden line var en “Elixir”, som er en skandinavisk inspireret line designet til det, vi herhjemme kalder underhåndskast. Denne line er også tofarvet, så man let kan se overgangen mellem kasteklump og skydeline.

De to liner er ganske forskellige. Har man tænkt sig regelmæssigt at benytte stangen enhånds, bør man så absolut bruge “Switch” linen, der er tiltænkt både enhånds og tohånds kast. Er man kun til underhåndskast med begge hænder, skal man klar vælge “Elixir”.

Helios_Joints Helios_Tube

Konklusion

De nye Helios Zero Gravity stænger har været en meget positiv oplevelse. Funktionen er så god, som den kan blive – med kasteegenskaber i absolut verdensklasse. Finishen er i top med fleksible slangeringe af fjederstål og fittings af højeste kvalitet.

Skal man endelig kritisere noget, så er det korkkvaliteten, der ikke er helt i top. Faktisk er den på enkelte Helios stænger set så ringe, at stængerne har måttet ombyttes. Det bør ikke være tilfældet med stænger i denne prisklasse. Det kan gøres langt bedre end gennemsnittet på Helios stænger, men afspejler givet det globale problem med at skaffe tilstrækkeligt med kvalitetskork. Specielt for store producenter som Orvis med et stort forbrug af kork.

Hvis det ikke er muligt at få fat i bedre kork, så burde Orvis klart overveje at skifte til det stærkere korkgranulat i stedet. Det har mange andre producenter allerede gjort – med godt resultat. Imidlertid mister man jo i så fald det traditionelle look, som ikke mindst Orvis holder så meget af.

Men så ligger der jo også mere end 150 års kontinuerte traditioner bag alle Orvis stænger!

© 2011 Steen Ulnits