Forfatterarkiv: Steen

Historien om AB Ur fabrikken

Fra taxameter til fiskehjul

ABU fejrede sit 50 års jubilæum i 1971. En spændende rejse, som begyndte med lommeure, telefontællere og taxametre. I 1939 var verdens mindste taxameter klar til verdensmarkedet. Bestillingerne, som man fik på rygtet alene, havde kunnet beskæftige fabrikken i adskillige år – hvis ikke krigen var kommet i september samme år.

ABU’s alternativ til taxameteret var guldpendulure og spinnehjul. Fremstilling af pendulure var ikke nogen større udfordring, men det var til gengæld spinnehjulene. Man havde jo præcisionen i fingerspidserne. Og i 1971 var ABU så verdensførende med en omsætning på 45 millioner svenske kroner og repræsentation i flere end 90 lande verden over.

Familiefirmaet AB Urfabrikken – i daglig tale blot ABU – fremstillede egentlig slet ikke fiskegrej. Man fremstillede i stedet ure og taxametre til telebranchen og hyrevognsindustrien. Trange kår under Anden Verdenskrig tvang imidlertid ABU til at omstille produktionen. Men til hvad? Det skulle jo være noget, man have ekspertisen til – og noget, man kunne sælge.

Fabrikkens beliggenhed – tæt ved Mørrumsåen, søerne og Blekingekysten – har givet været medvirkende årsag til den succesfulde omstilling, som skete. Frem for alt var det ejeren Göte Borgströms finmekaniske traditioner og unikke tekniske løsninger, som skabte en stabil og innovativ virksomhedskultur – fra AB Urfabrikken anno 1921 og helt frem til vore dages ABU Garcia og Pure Fishing.

Den tidlige succes med Ambassadeur 5000 viste, at man var på rette vej. Som en direkte følge heraf vovede man at satse helhjertet på nye produkter. Fremgang skaber helt enkelt mere fremgang. Allerede i begyndelsen af 1960’erne var ABU derfor en verdensførende virksomhed i sin branche, og Nap & Nyt kataloget blev trykt i mere end 1 million eksemplarer.

Et af de første store hits i Nap & Nyt var spinneren “Reflex”. Den blev lanceret tilbage i 1951 og var straks en stor succes. Nu havde sportsfiskerne fået en spinner, som fiskede effektivt ved både langsom og hurtig indspinning.

Det karakteristiske bølgeformede spinnerblad reflekterede lyset i alle retninger og lokkede alle slags rovfisk og ædelfisk til hug. Reflex var en videreudvikling af den i forvejen populære ABU-spinnaren, og den er stadig en af ABU’s absolut bedst sælgende agn. Efter mere end 50 år på markedet!

Ambassadeur 5000 – klassikeren

Året efter – i 1952 – præsenterede ABU så sit klassiske rødlakerede Ambassadeur 5000 på verdensudstillingen i New York. Med øjeblikkelig succes. Manden bag denne revolution blandt multihjul var konstruktøren Åke Murvall, og den store sensation var centrifugalbremsen, som effektivt hindrede overløb under kast.

Ja ikke helt, men dog så meget, at almindelige mennesker nu kunne fiske multihjul med alle de fordele, det medfører. Uden at overdrive kan man sige, at det var dette ene produkt, som grundlagde ABU’s fremtidige succes.

Det første helsvenske fastspolehjul – ABU 444 – blev introduceret i 1955. Det var da verdens eneste fastspolehjul med slirebremsen “korrekt” placeret bagtil på hjulhuset. Konstruktøren var Karl Nurmse, som til daglig gik under navnet “Haspel-Kalle” (Fastspole-Karl på dansk). Hjulet blev en stor succes og fremstilledes helt frem til 1979. ABU 444 kaldes ofte “verdensmesterhjulet”, da det hjembragte VM-guld i længdekast!

Samme år så også Hi-Lo wobleren dagens lys. En unik wobler med stilbar ske til fiskeri på forskellige dybder. Et populært kunstagn og fast inventar i enhver geddefiskers grejboks den dag i dag!

I 1956 præsenteredes så det legendariske ABU-blink med de karakteristiske røde finner bagtil – Toby. Ophavsmanden til denne evigt unge klassiker, der måske er verdens mest solgte blink, var konstruktøren Sven Åke Kullberg. Han perfektionerede en idé af Lennart Borgström – søn af legendariske Göte Borgström.

Abumatic – nybegynderhjulet

To år senere – i 1957 – blev Abumatic hjulene for første gang præsenteret i Nap & Nyt kataloget. Nu kunne selv den mest urutinerede nybegynder lære at kaste problemfrit på fem minutter. Og Abumatic er den dag i dag stadig en udmærket introduktion til sportsfiskeriets spændende verden.

Abumatic 60 var samtidig en verdenssensation med sin Syncro-bremse. Når man fører håndtaget fremefter, har hjulet stor indspinningskraft. Når fisken stikker af, fører man håndtaget baglæns og reducerer straks bremsekraften. Og når man atter drejer fremefter, får hjulet straks sin fulde bremsekraft tilbage. En værdifuld finesse, som stadig findes på udvalgte hjul i ABU Garcias sortiment.

Abulon linerne var årets nyhed i 1959. Nylonliner af høj og stabil kvalitet betød en revolution for sportsfiskeriet. De upålidelige og sarte flettede silkeliner blev nu helt erstattet af de populære og meget prisbillige Abulon nylonliner.

Året efter introducerede ABU så sin Drømmerejse konkurrence. De største fisk fanget på ABU grej vinder en fantastisk fiskerejse til et afsides sted på jorden. Med undtagelse af en kort pause i 1990’erne lever denne populære konkurrence stadig videre. Nu i nært samarbejde med svenske Fiskejournalen og danske Fisk & Fri.

Luksusklassiker med 24 karat guld

I 1963 præsenterede ABU et forgyldt medlem af sin Ambassadeur familie – Ambassadeur De Luxe. Et tidløst sort hjul med forgyldte detaljer, livstidsgaranti og fri service. Indehavere af dette hjul er berettiget til medlemsskab af “International Ambassadeur Club” – et eksklusivt selskab.

Trods sit luksuriøse udseende er det et hjul, som fungerer perfekt til praktisk fiskeri. Men naturligvis pryder langt de fleste guldhjul en hylde eller et vitrineskab derhjemme. Ambassadeur De Luxe er den dag i dag en meget attraktiv gave til fødselsdag eller andre højtider.

“Mörrumsspinneren” er, som navnet antyder, en spinner til lidt dybere eller strømmende vand. Den er et effektivt agn – specielt til større rovfisk – som så dagens lys i Nap & Nyt 1964, og som stadig er blandt vore bestsellere. Ophavsmanden var legendariske Olle Törnblom, som overlod rettighederne til ABU.

Manden bag fastspolehjulet ABU 444 – Karl Nurmse – stod også bag Cardinal 66 og 77. Det var hjul, som hurtigt blev manges favorit efter introduktionen i 1965. Tilsvarende hjul fandtes slet ikke på markedet.

Cardinal 66 og dens storebror 77 havde en silkeblød og lydløs gang, som skyldtes snekkedrev i bronze og kuglelejret spoleaksel i rustfrit stål. Slirebremsen bagtil havde delrinskiver, og hele konstruktionen var klippestabil. Selv laksefiskeri i strømvand håndterede disse hjul. Nogle år senere kom de mindre modeller Cardinal 44 og 33 til.

Kuglelejerne gør deres entré

I 1967 kom så det første kuglelejrede Ambassadeur – 5000C – som var en videreudvikling af tidligere 5000 modeller. Spolen var kuglelejret, og både sidegavle, spole, stjernehjul og håndtag fremstod i diskret sort eloksering. Øvrige synlige dele var elegant forkromede.

Samme år introduceredes også agnnyheden “Droppen” (Dråben) – en spinner, som primært var konstrueret til at kaste langt og let. Det var daværende salgschef Alf Eurenius, som udtænkte denne spinner. Det træfsikre salgsslogan i Nap & Nyt 1967 lød overbevisende: “Dråben (Droppen på svensk), som får fiskekurven til at flyde over!”

Ambassadeur 2500 får comeback

I 1976 introducerede vi en “lille” nyhed i Nap & Nyt – Ambassadeur 2500C. Det var et multihjul til det lette Fiske 1, som vi døbte det. Med kastevægte op til 15 gram. Dets konstruktører havde placeret kuglelejerne tæt på spolen, hvilket gav mindre slør mellem spole og indergavle.

Det gjorde det muligt at bruge tynde liner og lette agn – et område, hvor multihjulet hidtil ikke havde kunnet konkurrere med fastspolehjulet. I 2008 var Ambassadeur 2500C så tilbage i sortimentet. Et meget begrænset antal blev produceret i Svängsta, blandt andet i originalfarven fra 1976 – stålgrå.

To år senere – i 1978 – lancerede ABU så en af sine mest populære hjulserier nogensinde – Cardinal 54, 55 og 57. Disse sorte hjul blev hurtigt regnet blandt verdens mest raffinerede fastspolehjul, hvilket skyldtes finesser som udvendig spole af acetalplast, kuglelejret spolehus, bevægelig lineførerrulle, krydsoplægning af linen, lineær slirebremse bagtil, omstilling af indspinningsside og præcisionsfræset snekkedrev.

Ikke mærkeligt, at Cardinal 50-serien hurtigt blev fastspolefiskernes nye favoritter. En elegant matsort finish med hofleverandørens våbenskjold i guld var sikkert medvirkende årsag. En attraktiv og nærmest legendarisk serie fastspolehjul “made in Sweden”.

Dette var et lille udvalg af vigtige milepæle, som er blevet præsenteret i Nap & Nyt 1948-1978. Milepæle, som har gjort det ikke så lidt sjovere at være lystfisker på denne jord! Nap & Nyt kataloget er som bekendt fortid, nu hvor mange andre fabrikater er kommet til under Pure Fishing. Men den glædelige nyhed er, at fremtiden stadig tilhører et ukendt antal Ambassadeur og Cardinal hjul, som alle vil være bedre end nogensinde!

Historien om Berkley

Fra kælderfabrik til verdensfirma

I 1930’erne begyndte den 16-årige Berkley Bedell så småt at binde fluer hjemme i kælderen hos forældrene. Fluerne solgte han videre til lokale sportsforretninger i Spirit Lake.

Ved siden af gik han med aviser for at supplere indtægterne. Til sidst havde han fået sparet 50 dollar op, så han kunne købe stort ind af materialer og starte sin egen virksomhed i 1937. Fluerne var en succes, og for at klare efterspørgselen hyrede han flere af sine skolekammerater. Berkley begyndte også at fremstille sine egne forfang, og kundekredsen øgedes støt, mens han selv fortsatte i skolen.

Efter at have ligget i mølpose under hele Anden Verdenskrig startede firmaet op igen. Den helt store succes blev en ny type forfang – stålwire overtrukket med tynd nylon – de nu velkendte Steelon Leaders.

Berkley var en dreven forretningsmand, som til stadighed befandt sig på landevejen. Både som sælger af fiskegrej og som udvikler af nye produkter. Hele tiden forsøgte han at finde løsninger på problemer, som var til besvær i fiskeriet. Han var ikke tilfreds med acceptable løsninger, men stræbte hele tiden efter det perfekte produkt. Og her var det så, at Trilene kom til verden.

Trilene bliver til

Berkley Bedell var nu uddannet kemiker og begyndte allerede i 1950’erne at eksperimentere med fremstilling af nylonliner. DuPont havde netop lanceret nylon på efterkrigsmarkedet, men materialet var endnu for stift til at kunne bruges på fiskehjul.

I 1959 lykkedes det så Berkley at udvikle Trilene, som består af tre forskellige typer nylon. De første prøver blev uddelt gratis til udvalgte kunder, og snart begyndte bestillingerne at strømme ind. Det blev starten på Trilenes succes og Berkley’s ekspansion. Trilene er stadig den mest solgte line i USA, da den konstant produktudvikles og forbedres i takt med nye krav fra sportsfiskere verden over.

Op gennem 1960’erne opkøbte Berkley en stangproducent i Kalifornien og etablerede desuden egen fabrik i Taiwan. Berkley forsøgte sig også som producent af fiskehjul, men uden større held. Ti år senere nedlægges fabrikken i Taiwan, og Berkley lægger nu strategien om.

I stedet for selv at fremstille det hele og bruge både tid og penge på forskning og udvikling, begynder Berkley nu at erhverve markedsførende virksomheder inden for området. Det startede med købet af Fenwick i 1988 og fortsatte med Abu Garcia i 1995. Mitchell og SpiderWire kom til koncernen i 2000. De seneste to opkøb var SevenStrand i 2003 og Stren i 2004.

Sammen med Berkley indgår alle disse specialiserede sportsfiskevirksomheder i moderfirmaet Pure Fishing.

CCR: Carbon Content Rating

Berkley’s store succes skyldes ikke kun Berkley Bedells udvikling af Trilene linen. Virksomhedens strategi er langsigtet og målet hele tiden at fremstille det bedste fiskegrej, som findes.

Salgsgas og halve sandheder er ikke blandt Berkley’s redskaber. I stedet er al produktudvikling målrettet og videnskabeligt baseret. Nye produkter gennemgår omfattende laboratorietests igennem flere år, inden dygtige og erfarne testfiskere får produktet i hænderne. Derfor kan du være sikker på, at Berkley’s produkter altid holder, hvad reklamerne lover!

Berkley vakte stor opstandelse i grejbranchen, da man i 1980’erne lancerede stænger med såkaldt “Carbon Content Rating” – forkortet CCR. Berkley havde nemlig kigget nærmere på markedets mange såkaldte “kulfiberstænger”, og han havde opdaget, at mange af dem indeholdt endog meget lidt kulfiber – hvis noget overhovedet…

Det fandt han ud af på ganske radikal vis: Han indkøbte stænger fra konkurrerende firmaer og lod så et uvildigt laboratorium brænde dem af på kontrolleret vis, så man kunne fastslå det reelle indhold af den dyre kulfiber.

Der gik chokbølger gennem branchen, som var vant til at kunne påstå hvad som helst. Det kunne de ikke længere, og nogle blev taget med bukserne helt nede ved gulvet. Lidt som i Kejserens Nye Klæder: – Jamen, der er jo slet ikke kulfiber i…

PowerBait og Gulp!

De seneste tyve år har Berkley udviklet sig med forrygende fart. Det begyndte først i 1990’erne med Powerbait, som næsten alle fiskearter har meget svært ved at modstå. Enten i form af forskellige pastaer eller formet til jig-lignende agn.

Power Bait jigs har i mange år været storfangende til såvel amerikanske bass som skandinaviske aborrer. For slet ikke at tale om Power Baits totale dominans til Put and Take fiskeri efter regnbueørreder. I mange søer fiskes der næsten ikke med andet!

Seneste skud på denne stamme er Gulp!, som i modsætning til det oliebaserede Powerbait er vandbaseret. Det muliggør en langt bedre spredning af duftstoffer og afgivelse af smagsstoffer end nogensinde før. Berkley’s egne laboratorietests har således dokumenteret, at de nye Gulp! produkter faktisk fanger bedre end den ægte vare – at eksempelvis fladfisk hellere vil have en Gulp! sandorm end en ægte sandorm. Gulp! virker helt enkelt mere ægte end den ægte vare!

Samtidig er det et revolutionerende produkt, som sidder det bedre fast på krogen og er langt lettere at skaffe. Et agn, som hele tiden afgiver lokkende duft- og smagsstoffer til vandet. Og som samtidig er 100% biologisk nedbrydeligt i vandet.

FireLine fyrer op…

I slutningen af 1990’erne lanceredes så FireLine – en fantastisk superline med en styrke og følsomhed, som ingen havde set magen til. Selv efter ti år på markedet. Succes’en med FireLine er fulgt op med udvikling af nye og endnu bedre produkter.

FireLine XDS har en mere rund profil og en endnu højere brudstyrke. FireLine Crystal, som introduceres i 2007, var verdens første transparente superline. Perfekt til sky og forsigtige storfisk.

Whiplash er den flettede udgave af FireLine, og Whiplash Crystal er verdens første transparente fletline. Man kan således trygt regne med, at der også fremover vil komme en lind strøm af spændende nyheder fra Spirit Lake, Iowa, US of A!

Dr. Jones alias Doktor Duft

Spørg fiskene…

Vi lystfiskere ved ikke, hvad fisk tænker. Men vi ved med sikkerhed, at de ikke tænker. De reagerer blot på indtryk, som de modtager fra omverdenen. Vi lystfiskere har det med at tillægge fiskene menneskelige egenskaber. – Dum som en torsk, siger vi, men det er jo noget vås. For at være dum, må man nemlig kunne tænke, og det kan torsk nu engang ikke.

Men når fiskene ikke vil tage det, vi tilbyder dem, må de jo være kloge. Sådan ræssonerer vi i hvert fald – meget menneskeligt, men meget lidt fiskeligt. Og aldeles uvidenskabeligt. Denne tankegang afspejler sig ofte i udviklingen af nye agn og kunstagn. Vi udvikler, hvad vi nu tror, fiskene vil have. Nogle gange er vi heldige – andre gange ikke. Det er helt enkelt tilfældighederne, der i vid udstrækning råder, når nyt endegrej skal udtænkes.

Sådan er det ikke hos Pure Fishing. Vi har besøgt hovedkvarteret i Spirit Lake, Iowa, USA, hvor alle de nye produkter udtænkes og udvikles. Der er aftalt et interview med Dr. Keith Jones, som i de sidste snart 20 år har forestået udviklingen af nye produkter til lystfiskere verden over – endegrej, vel at mærke. Stænger, hjul og liner tager andre divisioner hos Pure Fishing sig nemlig af.

De kunstige agn, som Berkley alias Pure Fishing udvikler og producerer, kan opdeles i to kategorier: Softbaits med duft og smag. Samt hardbaits med form, farve og bevægelse. Til de bløde agn hører verdensberømte Powerbait og Gulp! Til hardbaits hører woblere af Frenzy-familien.

My Favourite Fish Freddie…

Dr. Keith Jones tager imod i sit kontor, smilende og afslappet klædt i rød skjorte og sorte jeans. Han føler sig tydeligvis hjemme her – efter en lille snes år i Berkley’s laboratorier, som han selv har opbygget. Keith Jones er da også selveste manden bag verdensomspændende succes’er som Powerbait og nu senest Gulp! Han kender om nogen sine pappenheimere – sine fisk og sine fiskere.

Dr. Jones havde den videnskabelige baggrund i orden, da han i 1986 blev headhuntet af Berkley til at forestå udviklingen af nye duft- og smagsstoffer. Han kom nemlig fra Texas A&M University, hvor han havde beskæftiget sig med lugte- og smagssansen hos fisk. Noget, han havde gjort under sin mentor og læremester, Dr. Herman Kleerekoper – USA’s dengang førende forsker på området.

Keith Jones var derfor en oplagt kandidat til stillingen, da Berkley Fish Research Center søgte en mand til at stå for en nyoprettet afdeling. Han fik straks frie hænder til at gå i gang med forskningen og indrettede som det første et fuldblods kemilaboratorium på fabrikken i Spirit Lake.

Det praktiske udviklingsarbejde startede med ørreder i det lokale dambrug lidt uden for byen. Her var der fisk i rigelige mængder til at eksperimentere med – let tilgængelige forsøgsdyr, som kunne stå model til de forskellige smagsstoffer i firmaets første produkter.

Det var sidst i 80’erne, hvor diverse lokkeolier stod højt på listen hos sportsfiskere verden over – især på det gigantiske hjemmemarked i USA. Indtil da havde udviklingen været ret tilfældig og præget af “trial and error” forsøg med tilfældige smagsstoffer.

Men Dr. Jones bragte videnskaben med sig ind i udviklingen af nye produkter. Han katalogiserede først de grundlæggende forskellige smagsstoffer og afprøvede dem så et efter et på et stort antal forskellige fisk. Det resulterede hurtigt i lokkeolien “Strike”, der i nogle år gik sin sejrsgang over den ganske verden – primært til laks og ørreder.

Keith Jones’ arbejde med ikke mindst bass og denne fiskearts reaktion på diverse duft- og smagsstoffer har dels ført til en doktorgrad (Ph.D.) – dels en bog med titlen “Knowing Bass”. Sidstnævnte indeholder megen nyttig viden for lystfiskere, men kan alligevel ikke anbefales – med mindre man da er fiskeribiolog med gode engelskkundskaber. Så svært tilgængelig er den!

I laboratoriet

– Meet my favourite fish Freddie!

Sådan introducerer Dr. Jones mig til Pure Fishing’s store laboratorium, hvor fisk i tanke året rundt udsættes for forskellige smagsstoffer. I et af akvarierne går en stormundet bass, som Dr. Jones har et særlig godt forhold til. Allerede da han går ind i lokalet, vifter Freddie forventningsfuldt med finnerne.

Keith Jones fisker en lille vatkugle og en flaske frem. Et par dråber fra flasken dryppes på vatkuglen, som derefter serveres for Freddie. Der for øvrigt begejstret sutter kuglen i sig, smager på den – og så ellers spytter den ud igen!

– Freddie er min favoritfisk, som altid reagerer prompte på mine tilbud. Kan Freddie ikke lide smagen, spytter han øjeblikkeligt ud igen. Kan han lide den, sluger han gerne hele vatkuglen!, smiler Dr. Jones.

Keith Jones gik videnskabeligt til værks – designede forskningsprogrammer baseret på hans allerede indhøstede viden om fisk og deres evne til at lugte og smage fra universitetet i Texas.

Specielle stoffer blev identificeret, analyseret og afprøvet på de altid villige forsøgsfisk, der nu var udskiftet med stormundet bass – Nordamerikas mest populære sportsfisk. De forskellige stoffer vekslede fra sure til søde, fra bitre til salte. Specielt fokuserede han på de forskellige aminosyrer, som jo er byggestenene i al protein.

Undersøgelserne var tankevækkende. Ikke overraskende havde eksempelvis laksefisk (rovfisk) og karpefisk (fredfisk) meget forskellige smagspræferencer. Langt mere overraskende var, at fiskene reagerede endog meget kraftigt på enkelte af aminosyrerne – med arginin og lysin som to af de absolutte topscorere blandt de 14 forskelige aminosyrer. Hvilket for øvrigt gjaldt såvel smags- som lugtesansen.

Resultaterne af disse undersøgelser lod ikke vente på sig. Efter Strike kom så 1990’ernes megahit “Powerbait”, der i dag på verdensplan er suverænt den mest solgte syntetisk fremstillede lokkemad. Helt uden konkurrence.

I Danmark er Powerbait noget nær enerådende, når der skal medefiskes i vore mange Put and Take vande – når der ikke lige sidder orm, majs eller andre naturlige agn på krogen.

Powerbait er et oliebaseret produkt, som derfor ikke er vandopløseligt, men som af samme grund lader sig forme til faste produkter á la jighaler og gummiorm – begge dele med indbygget lugt og smag. Pure Fishing’s “Powergrubs” er et godt eksempel på støbte jighaler med såvel form som farve, bevægelse, duft og smag.

Gulp! kommer til

Dr. Jones hvilede ikke på laurbærrene. Så mens millioner og atter millioner af glas med diverse Powerbait-produkter forlod fabrikken i Spirit Lake, Iowa, forskede han videre i nye og bedre produkter.

Han kendte alt til Powerbaits styrker og svagheder. Til styrkerne hørte og hører, at det let lader sig forme og har en medfødt holdbarhed. Til svaghederne, at det som et oliebaseret produkt ikke har så let ved at afgive duftstoffer til vandet. Der var således brug for et vandbaseret produkt, som lettere og hurtigere kunne afgive den indbyggede duft til det omgivende vand.

Man kendte i forvejen til effektive duft- og smagsstoffer, som ikke var svære at bygge ind i vandopløselige produkter. Til gengæld viste det sig at være uhyre svært at gøre disse produkter så holdbare, at de kunne formes til noget, der kunne bibeholde sin strukturelle form under fiskeriet.

Dr. Jones var flere gange ved at opgive projektet, men fik så med hjælp udefra udviklet en opskrift på et stof, der dels kunne indeholde de vandopløselige duftstoffer – dels holde på den form, det havde, da det forlod fabrikken.

Resultatet var endnu et verdenshit – nemlig produktet “Gulp!”, der herhjemme indtil videre mest kendes i form af syntetiske børsteorm med en imponerende lokkeeffekt på især fladfisk. Rent faktisk har de vist sig at fange bedre end den ægte vare, og så er de jo altid lige ved hånden. De skal ikke graves først, men kan altid ligge klar i køleskabet. Ja, de behøver ikke engang ligge rigtig koldt – blot mørkt og ikke for varmt.

Og så er Gulp! som vandbaseret produkt 100% biologisk nedbrydeligt. Samvittigheden som miljøbevidst lystfisker er derfor helt i orden!

Gigant Gedde På Gulp!

Der er gedder, og der er store gedder. Og så er der endelig gigantgedderne…

Verdenshistoriens største kendte gedde – den legendariske Loch Ken gedde fra England – vejede 72 engelske pund (over 30 kg) og blev fanget helt tilbage i 1772.

Danmarkshistoriens største gedde var Grarup-gedden fra Sønderjylland, som vejede 26,5 kg. Den blev taget på levende agn på en såkaldt “geddebrik” og måtte skydes, før den kunne tages om bord og vejes: 26,5 kg. Den kunne dog ikke anerkendes som lystfiskerrekord, da den ikke var taget på stang og line.

Der er langt mellem gedder over 20 kg i vore dage. Meget langt endda. Det sørger fiskepres og forurening for. Derfor spærrer man øjnene ekstra godt op, når der pludselig rapporteres om noget endnu større fra en klarvandet fransk sø ved navn Lac Annecy. En fisk, som endda takseres til at veje mere end eller i omegnen af 25 kg!

Men historien er ganske sand – fortalt af Pure Fishings rutinerede franske testfisker Sylvain Legendre.

Fisken blev ikke vejet på en registreret vægt, og der var ingen vidner. Men billederne taler deres tydelige sprog. En gedde på 137 cm takseres til at veje i omegnen af 25 kg – alt afhængig af dens foderstand – så der er muligvis tale om en ny verdensrekord. Blot uofficiel.

Sylvain havde rigget sin stang med et 21 grams Berkley Vertic jighoved monteret med en str. 6 Stinger krog. Linen var en Spiderwire Stealth rigget med 2,5 meter Berkley Trilene Fluorocarbon 0.30 mm line og en kort Berkley Big Game Fluorocarbon 0.60 mm shock tippet.

Agnet var Berkley’s helt nye Paddletail Shad på 14 cm i farven Molting White – et agn, du vil komme til at høre meget mere om! Som Sylvain selv udtrykker det:

– En stinkende effektiv krydsning mellem den uimodståelige Gulp! lugt og det superlokkende Paddletail bevægelsesmønster!

100% Waterproof II

Klik og kig!

Da jeg var dreng, flyttede vi fra Greve Strand syd for København til Als i det sønderjyske. Ikke så lidt af et kulturchok, jeg måtte sunde mig over i flere år. Og årsagen til, at jeg blev først lystfisker og siden globetrotter.

Mit mest brugte åndehul var fiskevandet omkring Als. Først badebroen i Sandvig, hvor jeg fangede min første fisk overhovedet – en meget smuk ulk. Og siden Stevning Næs, hvor jeg fangede min første blanke havørred nogensinde. En fisk, der skulle forme de næste mange år og sende mig dels rundt i den store verden for at fiske – dels på Århus Universitet for at blive fiskeribiolog.

Mit næstmest brugte åndehul var Stevning Vandværk. Højt beliggende og med den smukkeste udsigt over Sandvig var det et perfekt sted at drømme sig væk. Ud i den store verden. Da jeg så også fik en kikkert i fødselsdagsgave, var min lykke gjort. Når jeg ikke var hjemme at spise og sove eller gik i skole, stod jeg enten ude ved stranden med min fiskestang – eller oppe på vandværket med min kikkert. Fantastisk at kunne kigge sig længere væk, end cyklen tillod. Og stof til mange drømme.

Siden da har kikkerter fyldt meget i mit liv. Jeg har haft et hav af dem – store som små, billige som dyre. En af de kikkerter, der har gjort størst indtryk på mig, var imidlertid slet ikke min egen. Den tilhørte en rar mand, som stadig boede hjemme hos sine aldrende forældre. Han var talehæmmet og lidt til en side – sagde naboerne.

Stjernenat i New Zealand

Det var bare slet ikke tilfældet. Han havde blot svært ved at kommunikere og havde derfor lukket sig inde i sig selv. En af hans store interesser viste sig at være astronomi – noget, der også altid har interesseret mig. En dag ringede hans forældre derfor til mig på mobilen – en ganske kostbar ting i de dage, for vi befandt os nemlig på New Zealand! De spurgte, om jeg ikke ville komme forbi og kigge stjerner. Om to dage ville vejret være godt til lidt stjernekiggeri, havde sønnen forudsagt. Stjerneklart.

Lige så stjerneklart sagde jeg ja tak og tilbragte de næste dage med at fange bækørreder i en nærliggende å. Flotte fisk på op til 2 kg, der ville have helt små tørfluer, og som nok kunne få tiden til at gå. Men jeg glædede mig rent faktisk endnu mere til at studere stjernehimlen over New Zealand. Det er jo helt andre stjernebilleder hernede, hvor Sydkorset har taget over efter Nordstjernen!

Jeg blev ikke skuffet. Vejret var perfekt, og sønnen havde stillet sit største teleskop op i baghaven. Ikke en vind rørte sig, og stjernerne funklede over Sydøen. Adspurgt, hvad jeg gerne ville se, svarede jeg prompte Saturn. Saturn og dens ringe. Og tilfældet ville, at Saturn netop den aften og på det tidspunkt stod perfekt.

Få minutter senere havde han zoomet ind på målet, og jeg kunne nu ganske tydeligt se planeten og dens karakteristiske ringe i kikkerten. Fantastisk og så i de omgivelser. Tænk, at jeg skulle helt til New Zealand for at finde en rigtig stjernekikkert og en mand, der kunne styre den!

Det blev sent den nat, og til sidst frøs vi begge grundigt. Men det var svært at rive sig løs, og oplevelsen resulterede senere i, at jeg selv købte mig en stjernekikkert. Som jeg dog aldrig rigtig fik glæde af, da få steder og nætter egner sig til seriøst stjernekiggeri herhjemme.

Så er det gået anderledes godt med de minikikkerter, jeg har haft og stadig har nogle stykker af. Typisk gummiarmerede i 8 x 20, der ikke fylder mere, end at de kan ligge i en lomme. Kikkerter, som derfor altid er med og klar til indsats, når forholdene kræver det. Og det er de oftere, end man tror.

Marinekikkerter

Men nu skulle det jo handle om vandtætte kikkerter til småbådsfiskeri. Kikkerter, der kan tåle mosten ombord på en lille jolle, hvor det ofte stænker indenbords.

Nu er det så heldigt, at sejlsportsfolk aldrig går ned på udstyret. Pengene mangler sjældent i de kredse, og marinekikkerter er der mange af at vælge imellem.

De er ikke bare vandtætte og dugsikre. Nej, flere af dem flyder sågar også, hvis de ved et uheld skulle falde i vandet. Det kan man da kalde praktisk for en kikkert, som skal bruges i en åben båd, der gynger – på et hav, der ind imellem viser tænder!

Jeg havde længe været på udkig efter en sådan marinekikkert, der kunne overtage efter min gamle gummiarmerede russer, som ellers havde gjort det godt. Vandtæt havde den aldrig været, og synkefri var den bestemt ikke. Men optikken var robust og god, som russerne har for vane at lave tingene, og kikkerten havde været i brug i flere år. Nu var gummiet mørt og kikkerten tjenlig til udskiftning!

Efter lang tids søgen i diverse kataloger og på mange forskellige websites fandt jeg endelig den nye kikkert i mit liv: En Optisan High Sea 7 x 50 med indbygget Suunto kompas og afstandsmåler! Den er naturligvis gummiarmeret og fyldt med kvælstof, så den ikke tager vand ind. Der er naturligvis indbygget lys, så man også kan bruge pejlekompasset under dårlige lysforhold. En verden til forskel fra den lille 8 x 30, jeg stod med oppe på vandværket i mine drengeår…

Første gang kikkerten kom i brug, var en stille efterårsdag ud for Sletterhage. Havet lå næsten spejlblankt, da jeg pludselig var omringet af en stor flok marsvin. En hel familie, så det ud til. I hvert fald var der adskillige små marsvineunger, som fulgte deres moder tæt. Et lille kvarters tid sad jeg på første parket og nød underholdningen – gennem min nye Optisan kikkert!

Vandtætte kameraer

Det hænder da heldigvis ind imellem, at jeg fanger en fisk så stor eller smuk, at den bør fotograferes. Og et godt kamera har jeg jo altid på mig – indbygget i min smartphone. Men moderne smartphones er jo sarte sager, som ofte koster i tusindvis af kroner. Derfor er det ikke alting, man har lyst til at udsætte dem for. Og af samme årsag kommer de kun i brug i magsvejr.

Men nu fanger man jo ikke kun fisk i magsvejr. Snarere tværtimod. Jeg har derfor i mange år interesseret mig meget for vandtætte kameraer – så meget, at jeg for et par år siden skrev en stor og udførlig artikel om netop sådanne kameraer på www.ulnits.dk. Du finder artiklen ved at klikke her.

Jeg skal derfor ikke tærske yderligere langhalm på emnet, men blot omtale min seneste nyanskaffelse på feltet: Et Pentax Optio WG-1 med indbygget GPS. Det seneste i en efterhånden lang række af vandtætte Pentax kameraer, der kan tåle det meste – over såvel som under vandet. Mit seneste Pentax kan således holde til at komme ned i 10 meters dybde, hvilket jo er rigeligt.

Det er således et kamera, man roligt kan snorkle med, hvis man har de lyster. Og et kamera, der tåler stort set alt ombord på båden – også et fald på dørken fra mere end 1 meters højde.

Ikke at forglemme i al tekniksnakken: Det tager fortræffelige fotos med en opløsning på 14 millioner pixels – nok til det allermeste. Og så er det som sin forgænger forsynet med en fremragende 5-punkts makroblitz, der gør det muligt at tage flotte closeup fotos af fluer i munden på fangede fisk! – Min sjæl, hvad vil du mere?

Styr på tiden og tidevandet

Jeg har i efterhånden mange år båret rundt på store ure, der nok ser mere macho ud end deres ejermand. Ure, der kan andet og mere end blot at vise tiden. Ure, der på samme tid er små vejrstationer og navigationsapparater. Samt naturligvis 110% vandtætte!

Jeg faldt hurtigt over et af de store Casio ure, da de først blev lanceret for snart mange år siden. Dem har jeg haft nogle stykker af, som trofast har holdt styr på tiden og trykket og temperaturen, når jeg har været ude at rejse. Jeg har med stor interesse fulgt med i lufttrykkets falden og stigen i flykabiner under start og landing samt brugt den indbyggede højdemåler til at orientere mig med ude i terrænet.

En enkelt gang i Alaska var det sågar eneste mulighed for at regne ud, hvor langt vi egentlig var kommet på floden i vor gummibåd. Så kom ikke og sig, at det er overflødigt med al denne håndbårne elektronik!

Et svagt punkt ved disse ure har altid været batteriet, som med mellemrum måtte skiftes ud. Ville man efterfølgende have uret trykprøvet, så man var sikker på, at det stadig var vandtæt til 200 meter, blev det en dyr affære. Og gjorde man det ikke, tog det efterhånden en smule vand ind, når man svømmede med det…

Enter Casio’s seneste skud i den store Pro Trek serie: “Tough Solar”! Et multifunktionsur, der er drevet af en solcelle, og som derfor aldrig skal have skiftet batteriet ud. Skulle batteriet blive lidt svagt hen på vinteren, lægger man det blot et par timer under arkitektlampen, og alt er atter godt!

Pro Trek Tough Solar har alt, man kan ønske sig af et rigtigt machour. Der er naturligvis indbygget elektronisk kompas, som man dog ikke skal stole alt for meget på. Samt et barometer, der virker ganske godt. Man kan indstille det til at vise aktuelle stigninger eller fald i lufttrykket, hvilket kan være godt til at varsle pludselige vejrskift med. Ingen uvæsentlig detalje, når man er småbådsfisker – i små både…

Selv fluefiskeren kan have glæde af det, når insekternes klækninger og laksens huglyst skal forudbestemmes. Se mere om det i denne artikel.

Endelig er der en masse andre features, som også findes i en masse andre ure. Ting, man efterhånden tager for givet, at et moderne ur kan.

Men ingen gør det bedre end Casio!

Life in a Limbo

Livet i en Limbo

Min første båd byggede jeg selv – helt fra grunden og med hjælp fra min gode ven Niels, der samtidig også byggede sin egen. Det tog lang tid, men det gav en rigtig god forståelse af, hvad der skaber en båd – hvad der virker, og hvad der ikke gør.

Min anden båd var en Limbo fra Krik Marine i Agger ved Limfjorden. Det var nu en ren tilfældighed, men faktisk har jeg aner på disse kanter. Min morfar var født i netop Krik, og selv er jeg døbt i Vestervig Kirke med udsigt til Krik og Limfjorden.

Det var i 1980‘erne, hvor småbådsfiskeriet endnu var i sin vorden. Hvor bådene endnu var – små. Svend Åges Limbo både var hotte, da det var store både i en lille indpakning. Små og lette at håndtere, men utroligt rummelige, stabile og søstærke med deres to katamarankøle.

Min første Limbo var en standard 14 fods monteret med en manuel 8 HK Mariner. En kombination, der holdt i flere år, og som var let at komme omkring med på markedets mindste trailer.

Katamaranskroget var dog besværligt at få op på traileren, der jo var skabt til “normale” både med én køl i midten. Der skulle skubbes og rumsteres noget, førend Limbo’en lå stabilt på rullerne og kunne trailes hjem igen. I dag er dette heldigvis fortid. I dag findes der specielle trailere til både med katamaranskrog.

Jeg har tilbragt i tusindvis af gode timer i mine Limboer. I flertal. For gennem årene har jeg haft hele tre forskellige på trailer. Der har været lidt utroskab ind imellem – primært da bådene efterhånden skulle være større og større.

Der måtte således hele to kabinebåde og en enkelt hardtop til, førend jeg var tilbage i min tredje Limbo – en GTS med styring, elstart og fjernbetjening. Endnu en lille båd med et stort hjerte. Men inden da måtte mange feriefiskede fladfisk en tur ombord i min første Limbo!

Limboer er nemme at håndtere på vandet. De planer med små motorer og er utroligt stabile at stå op i under fiskeriet. Tryghed er det rette ord. Dette er ikke mindst vigtigt, når man er en lille dreng ved navn Kasper, der skal have sin første store fisk sikkert indenbords. En fin torsk, som naturligvis var utroligt stærk og ikke til at få op.

Men ind i Limboen kom den – sammen med en perlerække fine torsk af den slags, som Århus Bugt var kendt for i 1980‘erne og 1990‘erne.

Skal båden søsættes fra åben strand – uden nogen trailerrampe – er det vigtigt, at den er så let som muligt. Her kommer Limbo ind på førstepladsen med sit enkeltskrog og lave vægt. Den kan søsættes ene mand på åben strand, men to mand gør naturligvis alting meget lettere.

Sammen med min nabo Lars søsatte vi ofte Limboen fra Djursland, når der var flotte vintertorsk i farvandet. Det kom der rigtig mange fine fileter ud af – til stor glæde for os selv og den nærmeste familie. Samt nogle smukke solnedgange inde bag Jylland!

Der er ikke mange herhjemme, som bruger båd til fluefiskeri. Pontonbåde, jo, men ikke rigtige både med fast skrog. Og det til trods for, at netop det er den mest udbredte form for fluefiskeri på de store engelske vandreservoirer.

Selv fluefisker jeg meget og gerne fra båd, og også her brillierer Limboen. Den er så stabil, at man uden problemer kan stå op og fluekaste fra den – med det langt bedre overblik, som den højere position giver i forhold til pontonbådens lave sæde. Supplerer man så også Limboen med en lille elmotor, er ikke et øje tørt…

Medefiskeri kræver ofte megen udrustning – specielt hvis der skal fiskes med levende agn. Da må båden stuves med lange stænger, vandfyldte agnspande og elektriske beluftere, som fylder meget og samtidig også vejer godt til. Igen står Limboen distancen, da den har en næsten utrolig bæreevne i forhold til sin beskedne størrelse.

Skulle der så også komme en enkelt storgedde indenbords, behøver man ikke frygte for balancen af den grund. Den kan både blive vejet og fotograferet, uden at båden af den grund kæntrer!

Det var i de gode gamle dage, hvor der endnu var masser af torsk i Århus Bugten, og hvor man ofte kunne fylde Limboen med dejlige stegetorsk i 1-2 kilos klassen. En sjælden gang toppede vægten 5 kg, men hvad de manglede i størrelse, kompenserede de i rigt mål med antallet.

Det gode fiskeri varede ved, indtil et par store trawlere – aldeles illegalt og i den mørkeste nat – trak trawl gennem den fredede nordlige del af Århus Bugt. Ak ja. Og Fiskerikontrollen? De lukkede allerede klokken fire om eftermiddagen…

I det hele taget har mine Limboer set mange fisk i den tid, jeg har haft dem. Som vist på billedet ovenfor var datidens elektronik ikke helt på højde med vore dages. Men selv et simpelt blinklod var nok til at lokalisere de rette bundstrukturer, hvor torskene holdt til.

I dag sidder der naturligvis en avanceret Lowrance kortplotter med ekkolod i min Limbo GTS. Det er ikke til at forstå, hvor hurtigt udviklingen er gået. Men Limboen er stadig den samme klippestabile båd at fiske fra…

Guderne forbyde, at det skulle ske, men var jeg tvunget til at vælge en enkelt fiskemetode i al fremtid, så ville det nok blive fluefiskeri. Men jeg ville savne trolling-fiskeriet ganske meget. For er der noget skønnere end stille at sejle afsted med en Bomber wobler vrikkende på den ene side af båden og og en Toby på den anden stang?

Det skulle da lige være, når det rykker til og en fin sølvblank havørred lidt senere ligger på lit de parade i båden. Det er sket mange gange i mine Limboer, og det vil ske rigtig mange gange endnu!

Og så er der lige natfiskeriet, hvor en klippestabil båd er alfa og omega, når store fisk skal landes sikkert i buldermørke. Natfiskeri i de kulsorte vintermåneder er ikke for de kuldskære eller svage i troen.

Når isslag gør bådens indre til den rene skøjtebane, er der langt hjem til den varme stue og sofaen foran pejsen. Dertil brug for det varmest mulige tøj – og en stabil Limbo at fiske fra! Ovenstående 6 kg’s natsandart er beviset herpå – og min hidtidige PR.

At hænge ud over bådsiden – en mørk vinternat og med iskoldt vand under kølen – det er intet problem fra en klippestabil Limbo. Katamaranskroget krænger kun lidt. Det er da også en af grundene til, at min rekordsandart forhåbentlig stadig svømmer rundt derude – klogere efter en sikkert omtumlet tur ombord på den lille Limbo.

Mange dygtige og kendte fiskere er startet i en Limbo, og mange har den endnu. Vor verdenskendte fiskefotograf og forfatter Jens Ploug Hansen havde også én, som han fiskede meget fra og var rigtigt glad for.

Ovenstående billede stammer fra en dejlig forårsdag på Randers Fjord, hvor Limboen blev grundigt smurt ind i løse sølvskæl fra de trækkende havørreder, der nærmest gik i stimer på vej ud af fjorden. Vi havde en hel posefuld fine grønlændere med hjem fra den tur.

Faktisk blev jeg noget overrasket, da jeg kiggede mine fotoarkiver igennem for at finde billeder med Limbo og fisk. Overrasket, fordi Limboen var klart overrepræsenteret blandt alle de andre både, jeg har haft på trailer, sejlet i og fisket fra.

Forklaringen må være den enkle, at det er den båd, jeg har fisket mest fra – fordi det ganske enkelt er den båd, der egner sig bedst til det!

Jeg ser frem til mange flere gode ture af denne slags i min nye 14 GTS – den tredje Limbo i rækken!

Mr. Specimen

Rimte – 2,340 kg – 52 cm

PR i lange baner…

Jeg mødte ham første gang på et af vore efterhånden rigtig mange kystfluekurser på Samsø. Han gjorde sig straks bemærket ved at vide meget og ville vide endnu mere. En dedikeret lystfisker med en systematisk og analytisk tilgang til tingene. Det viste sig da også, at han arbejdede som Mac-supporter på Handelshøjskolen i Århus – og programmerede i fritiden, når han ikke lige var ude at fiske!

Jørgen hedder han til fornavn – med Skårup som efternavn. Han lærte mig et helt nyt ord, som jeg godt nok kendte i forvejen, men som noget helt andet. Indtil da havde jeg nemlig troet, at “PR” stod for “Public Relations” – altså reklamevirksomhed. Helt forkert. I Jørgens og mange andres verden står forkortelsen “PR” for noget langt vigtigere, nemlig “Personlig Rekord”. Altså hvor stor ens største fisk af en given art er.

Nu har jeg aldrig selv gået så meget op i rekorder, men fisker mest for fornøjelsens skyld. En af mine gode venner var derimod lige ved at besvime, da jeg engang fortalte ham, at jeg rent faktisk havde glemt at melde en stor fluefanget tigerfisk fra Zambezi floden til International Game Fish Association som mulig ny verdensrekord! Det viste sig dog efterfølgende, at den ikke ville have været verdensrekord, men blot den største fluefangede fisk nogensinde i Namibia. Det beroligede ham noget…

Fiskere som Jørgen, der går op i personlige rekorder, kalder sig selv for “specimen-fiskere”. Uanset hvad de fisker med. I regelen fisker de med naturlig agn, som normalt er det mest effektive, og det gør dem jo overordnet set til medefiskere. I hvert fald i min terminologi. Men sådan har jeg lært ikke at titulere Jørgen. Når vi fisker sammen, er vi specimen-fiskere og ikke medefiskere. Den lektie har jeg efterhånden lært!

Smelt – 91,0 gram – 23,5 cm

Det var ovenstående foto, der fik mig til at skrive denne artikel. Billedet faldt jeg over i det nye mammutværk “Atlas over danske ferskvandsfisk”, der udkom her i 2012. I afsnittet om smelt dukkede Jørgen pludselig op med et pragteksemplar af en smelt på ikke mindre end 91 gram – 23,5 cm lang! Hans PR for denne art. Jørgen har altid brevvægten med, når han er ude med snøren, så vægten skal nok passe. På gram!

Smelten er et godt eksempel på, hvad der driver værket for en rigtig specimen fisker. En smelt på 91 gram er således lige så vigtig som en gedde på 11,1 kg. Mindst. Måske er smelten endda vigtigere, da den repræsenterer et endnu større individ (specimen) inden for sin art – end gedden.

Ud over at være lystfisker om en hals er Jørgen far til to – en dreng og en pige. Ingen af børnene har arvet faderens fiskelyst, men hele tiden har Jørgen haft den aftale med sin kone Inge, at han kunne fiske, så meget han ville – når først børnene var vokset op. Det er de nu, og Jørgen fisker i dag rigtig meget – mere end de allerfleste.

Gennem årene har han prøvet det meste – det være sig flue, spin eller mede. I dag helliger han sig dog helt specimen-fiskeriet, som siger ham mest. – Jeg vil fange fisk, når jeg er ude. Mange fisk. Og man fanger altså bare mest med naturlig agn på krogen, lyder forklaringen.

Jeg kan kun give ham ret. Som fluefisker har jeg kun alt for ofte set mig totalt udfisket af medefiskere med naturlig agn på krogen. Det være sig store aborrer eller rogntunge gedder, der meget hellere vil have en levende skalle end noget dødt af fjer eller metal. Eller kræsne kystørreder, der blot kigger lidt på ens kunstfærdige flue uden at tage den. For så grådigt at kaste sig over den levende reje under naboens Bombarda-flåd. Det kan være hårdt for selvtilliden som fluefisker at stå model til…

Gedde – 12,3 kg – 110 cm

I lang tid kunne jeg prale af at have fanget både den største aborre og den største gedde. Med en aborre på 1,55 kg og en gedde på 11 kg rent lå jeg lunt i svinget, mente jeg. Men ak. Det var kun et spørgsmål om tid, førend jeg blev overhalet inden om af Mr. Specimen, som jeg kalder Jørgen. Først med en imponerende aborre på 2,12 kg og senere med gedder på først 11,1 og dernæst 12,3 kg. Sjovt nok huskede Jørgen at fortælle mig, da han han slået mig med 100 gram. Men han glemte helt at fortælle, da han rykkede yderligere 2,2 kg…

Min egen PR for sandart på 6 kg rent blev slået eftertrykkeligt i vinteren 2011-12, hvor Jørgen pludselig rykkede med hele 2,3 kg. En sandart på 8,3 kg er i sandhed en imponerende fisk! Og det eneste hug i løbet af fem iskolde timers fiskeri. Vi er siden enedes om, at det må have været min 6 kg’s PR fisk, der i løbet af de seneste år havde lagt et par kilo ekstra på vægten. Så jeg i det mindste har en lille andel i Jørgens rekordsandart. Havde jeg ikke sat den ud igen, ville den jo ikke være vokset videre. Og Jørgens nye PR dermed heller ikke blevet til noget. Siger altså jeg!

For øvrigt var det også Jørgen, der førte båden hin smukke martsdag, hvor min egen 6 kg’s PR sandart kastede sig over en gul Storm wobler. Det skete i en mørk nattetime, hvor vinterkulden atter sænkede sig over vandet. Da vi lagde til land efter nogle timers produktivt sandartfiskeri, var der is på bundbrædderne. Og koldt i de ellers tykt forede moon boots…

Sandart – 8,3 kg – 93 cm

Som næppe nogen kan undgå at bemærke, så har Jørgen et website, hvor han promoverer alle sine PR fotos: aborre.dk. Jørgen deltager hvert år i den store aborrekonkurrence i Randers, og ambitionen er naturligvis engang at blive aborrekonge. Jørgen går ofte i træningslejr før matchen for at lure fiskene, og han har har været tæt på flere gange. Mit bedste bud er, at det kun er et spørgsmål om tid, før det lykkes.

Min første entre på Jørgens aborre.dk website var lidt usædvanlig. Vi var taget på Randers Fjord efter aborrer, som vi begge sætter stor pris på. Både som sportsfisk og spisefisk. Vi sad i båden på vej ud og diskuterede, hvor let det egentlig er at fange en fisk i det berømte sidste kast: Man holder jo bare op med at fiske, når man har landet en fisk!

Vi diskuterede efterfølgende, hvor svært det til gengæld er at fange fisk i dagens allerførste kast. Det har jeg dog gjort flere gange, og ved et lykketræf lykkedes det også denne dag. En fin aborre på godt et halvt kilo tog jiggen og beviste påstanden om, at det ganske vist er svært – men alligevel godt kan lade sig gøre, hvis man bare kender sit vand og sine fisk.

Jørgens PR aborre bliver rigtig svær at slå: 2,11 kg taget på en død skalle fisket på en bundsnøre en mørk nat. Det er et fiskeri, som Jørgen gerne dyrker – ofte hele natten, hvor de store aborrer godt kan være aktive. Fiskeriet foregår i et lille smørhul, som Jørgen naturligvis hæger om, men det er langt fra altid, der overhovedet er hug. Fiskene er ikke mange, men de er til gengæld store!

Aborre – 2,110 kg – 49 cm

Men nu er der jo en Verden uden for Verona, som salig Svend Methling så rigtigt skrev. En verden uden gedder, aborrer og sandarter. Men en verden, hvor fiskene har det med at blive langt større end de hjemlige fiskearter.

Det måtte Jørgen selvfølgelig prøve af. Han tog derfor med familien til Spanien, hvor det var de rekordstore maller, der lokkede. Guf for en rigtig specimen-fisker, der jo ikke kan få fiskene store nok. Men det holdt hårdt. 14 dage i Spanien, hvor den første uge gik med, at konen blev branket af på stranden. Så først var der forhandlingsmuligheder om at indlemme et par dages fiskeri efter maller i den sidste uge!

Disse blev brugt på Lake Caspe, som er en inddæmmet sø i forbindelse med Ebro floden ved Mequinenza. Metoden var to stænger fra land – begge agnet med Halibut Pellets. Den store malle huggede klokken 22.50 den allersidste aften. En malle på 55 kilogram fighter så forrygende, at man ind imellem er nødt til at løsne bremsen for ikke at ryge med ud i vandet.

– En oplevelse for livet, slutter Jørgen. Og det kan man jo godt se på billedet:

Malle – 55 kg – 210 cm

Jørgen har en god ven, Jakob Skot-Hansen, der bor ved Andfjorden i Norge. Under et besøg heroppe forrige sommer dørgede de to rundt en hel dag uden at mærke noget. De registrerede dog en fin skrænt på loddet, som de besluttede at affiske med jig.

Efter et par drev hev Jørgen sin 150 grams Cutbait hurtigt op i vandet. Her blev den stoppet hårdt og brutalt. Stangen bukkede helt ned i håndtaget, da han satte krogen en ekstra gang. I 15-20 minutter kæmpede han med dyret, som ville blive ved bunden. Hjertet skippede et slag, hver gang fisken slog med hovedet. På et tidspunkt føltes det, som om jiggen havde mistet sit tag, men heldigvis holdt krogen.

Jakob landede fisken ved at liste fangstkrogen ind under kæben på den og fik den hurtigt løftet indenbords. Flynderen var 126 cm lang og vejede 27 kilo. Endnu en PR til Jørgen:

Helleflynder – 27 kg – 126 cm

Du har måske undret dig over, hvorfor denne artikel om specimen-fiskeri er placeret under “Småbådsfiskeri”. Forklaringen er meget enkel: Mr. Specimen har nemlig også en Limbo, som han ynder at fiske fra – en 14 GT. For øvrigt hans Limbo nummer to.

It runs in the family…

Put & Take

Fisk til folket!

Mange fluefiskere rynker på næsen af det og ville aldrig parkere deres bil endsige svinge deres fluestang ved et Put & Take vand. Det er ikke fint nok, mener de, og ind imellem kan de have ret. Nogle Put & Take vande er simpelthen så miserable, at de ikke er et besøg værd.

Andre derimod kan byde på såvel fine naturoplevelser som gode fangster af smukke fisk med hele finner. Det afhænger helt af vandet og den måde, det drives på. Som ethvert andet dyrehold kan det nemlig drives med kærlighed til dyrene – eller total mangel på samme.

Og så skal den samlede oplevelse jo blive noget skidt – i form af sumpede mudderhuller med grimme fisk og afgnavede finner. Fisk, der hverken ser godt ud eller er værd at spise. Fisk, der ofte smager af mudder eller det, der er værre.

Intensiv eller ekstensiv

Put & Take vande kan groft set inddeles i to hovedgrupper: De intensive og de ekstensive. For fluefiskeren og naturelskeren er det intensive Put & Take vand det mindst interessante. Der er ofte tale om deciderede jordhuller, hvor fiskene sættes ud for straks efter at blive halet op igen.

Turnover time for fiskene i disse vande skal ofte regnes i timer eller minutter. Og ofte er fiskene af en ringe kvalitet med afgnavede finner og blodige haler.

Langt mere interessant er derfor det ekstensive Put & Take vand, hvor fiskene i regelen overlever i længere tid og derfor når at akklimatisere sig til de nye omgivelser. Her satser man i regelen på en god naturoplevelse i tilgift til selve fiskeriet – i form af velplejede omgivelser.

Vandet er rent og klart, og fiskene stammer fra ordentlige dambrug, hvor man magter opgaven at producere smukke fisk med hele finner. Fisk, der lynhurtigt akklimatiserer sig og bliver til et spændende bytte. Og fisk, der efterfølgende lader sig fortære, uden at man får en dårlig smag i munden…

Regnbueørreden

Den nordvestamerikanske regnbueørred er den mest udbredte fisk i danske Put & Take vande. Og med god grund. Oncorhynchus mykiss hedder den på latin, hvilket hentyder til dens nære slægtskab med stillehavslaksene. Regnbueørreden er altså ingen ørred, men en laks!

Regnbuen er den ideelle dambrugsfisk, da den vokser hurtigt, kan gå tæt i dammene og herudover tåler relativt varmt vand. Samtidig skal den ikke have ret lang tid i frivand, førend regnbuen genvinder den vildskab og kampgejst, der har gjort den så kendt og skattet i sin hjemegn. Regnbuen er nok den bedste springer af alle laksefiskene, og den sælger sig altid dyrt – langt dyrere end vor hjemlige ørred, der ikke sådan lige forlader sit rette element!

Men ikke nok med det. Regnbueørreden er af natur mere overfladeorienteret, og den holder af mindre fødeemner end vor hjemlige ørred. En kombination, der gør regnbuen til den perfekte fluefisk – i dens hjemlige Alaska såvel som danske P&T vande.

Bækørreden

Bækørreden er til gengæld en vaskeægte europæer, som bærer det latinske artsnavn Salmo trutta. Den er beslægtet med atlanterhavslaksen, men optræder i tre forskellige former: Havørred, søørred og bækørred. Én og samme art, men tre forskellige former med hver deres markante levevis og levested.

Bækørreden er dyrere at producere end regnbueørreden og er derfor ikke så almindelig i Put & Take vande som denne. Samtidig holder den af koldere og mere iltrigt vand end den tolerante regnbue, som derfor dominerer overalt i danske P&T vande. Bækørreden er typisk nataktiv, hvorfor man bedst fanger den tidlig morgen og sen aften – hvis decideret natfiskeri ikke er tilladt.

Bækørreden er mere en grovæder end regnbuen og lader sig derfor gerne friste af store fluer fisket dybt. Sorte Woolly Buggers er kendt for deres fatale tiltrækningskraft på søens store bækørreder – hvide marabou streamers ligeledes. Alt stort har interesse for en sulten bækørred!

Kildeørreden

Kildeørreden er slet ingen ørred, men en ægte røding. Den stammer fra Nordøstamerika og har artsnavnet Salvelinus fontinalis. Slægtsnavnet fortæller, at den er i familie med rødingen, som også har lyse pletter på mørk baggrund – modsat ørredernes karakteristiske mørke pletter på lys baggrund.

Det latinske artsnavn fortæller, at det er en fisk, som holder af koldt vand, og som derfor ofte træffes i kildevæld. Det betyder også, at den er mest aktiv på den kolde årstid, hvor søens andre fisk måske har skruet lidt ned for blusset. Sommeren igennem træffes den kun på søens dybeste steder med det koldeste vand.

Kildeørredens store hoved signalerer, at denne fisk ikke går af vejen for selv den største godbid. I sit hjemland Canada er den da også kendt for meget gerne at æde mus og lemminger – præcis som de glubske gedder, den ofte deler søvand med.

Hybriderne

Ud over disse tre arter, som dominerer de allerfleste danske Put & Take vande, kommer man ind imellem ud for hybrider mellem disse og andre arter. Hybrider er krydsninger mellem arter, som i naturen aldrig ville mødes eller kunne krydse sig. Men som er nemme at fremstille i fiskelaboratoriet!

Til de mest almindelige hybrider hører “brødingen”, der som navnet siger er en krydsning mellem to rødinger: Kildeørreden og fjeldørreden – svenskernes “bäckröding og röding. En anden almindelig hybrid er tigerørreden, som er en krydsning mellem en bækørred og en kildeørred. Tigerørreden er blevet et populært islæt i mange Put & Take vande, hvor den eksotisk udseende laksefisk altid modtages med glæde. Dens smukt marmorerede ryg har givet den sit navn – de lange og tandbesatte kæber ligeledes.

Hybriderne er dog kostbare at producere, og derfor bliver de aldrig til andet end kærkomne bifangster under fiskeriet efter regnbuer, bækørreder og kildeørreder. Tilsammen og under de rette forudsætninger gør disse dejlige fisk Put & Take fiskeriet til en fin oplevelse, man bestemt ikke behøver rynke på næsen af.

Samtidig må man ikke glemme, at landets mange P&T vande er med til at aflaste vore hårdt pressede strømvande med deres mere eller mindre vilde ørreder og stallinger. Vi har således brug for vore P&T vande i dagens Danmark – om vi kan lide det eller ej…

Fold ud og fisk!

Med båden under armen…

Ingen anden båd er så transportabel som den amerikanske Porta-Bote foldebåd, der nu også fås her i Danmark.

Mange har kigget interesseret efter den, og endnu flere har spurgt, hvor den egentlig blev af, da fiskedagen var slut. Da lå den nemlig allerede oppe på biltaget – klar til hjemturen! Har man ikke selv set det, kan det være svært at forstå, hvordan denne geniale amerikaner folder sig ud ved vandet. Tag derfor et kig på disse fotos og bliv en smule klogere:

Let at transportere
Porta-Bote vejer kun lidt, og skroget fylder ikke mere end et surfbræt. Det gør foldebåden uhyre velegnet til transport på biltaget, hvor den ikke fylder. Skal du med færge eller blot over broen, koster den heller ikke ekstra! Og når den skal søsættes, behøver du ikke betale for brug af slæbested eller trailerrampe. Du søsætter den blot direkte på kysten – om det så er sandstrand eller klippekyst. Porta-Bote holder til det hele!

Patenteret konstruktion
På billedet herover ser du, hvordan en Porta-Bote ser ud i sammenfoldet stand. Den er ikke meget over 10 cm tyk, og den er derfor let at opbevare, når den ikke skal på vandet. Hæng den eksempelvis op under taget eller anbring den på væggen, hvor den ikke er i vejen. Du behøver således ikke have en kostbar garage til rådighed for at være lykkelig bådejer, lystsejler og småbådsfisker!

Foldebrædtet isættes
Egentlig er det forbløffende, men det tog faktisk adskillige år, førend Porta-Bote opfandt det geniale foldebrædt, som gør alting meget lettere. Åbn båden en smule, træd op i den og spænd så ellers siderne fra hinanden som vist på billedet. Med benet er det en smal sag at presse siden ud og isætte foldebrædtet, der holder båden åben og giver dig begge hænder frie – klar til montering af tofter og hækbrædt til motor.

Tofterne monteres
Nu er turen kommet til tofterne, der dels holder båden åben – dels udgør bådens komfortable siddepladser. Begynd med den store midtertofte, hvis ender placeres i beslagene på skroget og sikres med en rustfri låsepind i hver side. Gør det samme med den korte tofte fortil og slut af med agtertoften. Nu kan du fjerne foldebrædtet, der ikke længere har noget formål. Gem det væk resten af dagen – men glem det ikke. Du får brug for det næste gang!

Stiverne rettes til
Nu er det tid til at rette de rustfri stålstivere ud, der hænger under tofterne – tre i hver. De skal trækkes på plads, så de passer ind i samlingerne og gør båden endnu mere stabil. Check, at alting er på plads og sidder rigtigt, inden du går videre til sidste skridt – hækbrædtet med motorbeslaget. De yderste stivere skal pege udefter, mens de midterste skal stå lodret. På denne måde fås en meget stabil båd.

Hækbrædtet monteres
Nu skal det store hækbrædt monteres. Det placeres på indersiden af den tynde membran af polypropylene, der lukker båden af bagtil og gør den vandtæt. Hækbrædtet placeres indenfor, så pladen til motorbeslaget hænger udenfor. Hækbrædtet fastgøres dernæst med to bolte og vingemøtrikker i hver side – de nederste to med gummiringe, så det færdige skrog er helt vandtæt. Utroligt, men sandt: Du har nu en fuldt sejlklar og meget sødygtig båd foran dig!

Klar til nye eventyr!
Og det var så det hele. Med en smule rutine har du samlet din Porta-Bote på få minutter og er klar til mange spændende timer på vandet. Det er en smal sag at bære båden helt ud i vandkanten, hvor den kan flyde på blot 15-20 cm vand. Er du alene om det, trækker du den blot hen over et par oppustelige bådruller – ud i vandet og op på land igen. Bådrullerne fylder intet og koster blot et par hundrede kroner. De er aldeles uundværlige, hvis du er alene om søsætning og optagning af båden.

Læs også artiklen her om historien bag de amerikanske foldebåde.

Søkort at forstå…

Interaktive søkort

“Ét er Søkort at forstaa, andet Skib at føre”. Sådan skrev Ludvig Holberg i komedien “Den politiske Kandestøber” fra 1723.

Rigtig meget forurenet vand er løbet i havet siden da, men problemstillingen er stadig den samme. Søkortene er dog nu noget mere udførlige, præcise og stadig oftere elektroniske.

Alligevel er det fascinerende at tænke tilbage på de tidligste opdagelsesrejsende, som krydsede de store oceaner. Altid med den frygt i baghovedet, at Jorden jo var flad, og at der derfor måtte være en kant – en afgrund et sted derude i det ukendte…

Men det holdt dem ikke tilbage. De fortsatte ufortrødent i deres søgen efter nyt land, nye ting og materialer at bringe med sig hjem igen. Det kunne være krydderier eller ædle metaller. Eller slaver, for den sags skyld. Det sidste holdt vi danskere os jo heller ikke for gode til at deltage i. Slavehandel, som altid medførte lange sejlture for at hente nye varer til de altid sultne markeder.

Tegnede og trykte søkort

Datidens søkort var primitive og altid meget ufuldstændige i udkanten, hvor man måske ikke selv havde været, men måtte forlade sig på andres dubiøse gengivelser. Siden kom diverse måleinstrumenter til, og efterhånden blev søkortene mere og mere præcise. De håndtegnede måtte give op overfor de trykte, som både blev mere udførlige og mere præcise. Danske farvande blev snart kortlagt til mindste detalje. Først med simple loddeliner – siden med avanceret elektronik.

Digitale søkort

Vore dages søkort er lavet på baggrund af dybder, der er indsamlet med avanceret måleudstyr. De første elektroniske søkort var blot digitale affotograferinger af trykte papirkort. Detaljeringsgraden var derfor begrænset til opløsningen, de var trykt i.

Vektorisering af søkortene var derfor et kvantespring fremad. Nu kunne man zoome langt længere ind på søkortet og dermed afsløre langt flere detaljer, end de gamle søkort havde plads til. Samtidig kan man vælge forskellige lag til og fra, så man kun ser, hvad man har brug for at se. Så man ikke forstyrres af uvæsentlige data, man alligevel ikke har brug for. Ikke mindst på små skærme er dette en kolossal fordel.

Det var det amerikanske kortfirma Navionics, der “opfandt” det moderne, digitale søkort, som vi kender det i dag. Navionics, som også i dag er den førende leverandør af kvalitetskort til millioner af GPS’er og søkortplottere verden over.

I dag har kombinationen af GPS og digitale søkort stort set gjort de traditionelle landfyr og fyrtårne så overflødige, at de fleste i dag slet ikke fungerer mere. Eller i bedste fald er reduceret til kulturhistorisk pynt og yndede udflugtsmål for turister. De ligger jo næsten altid meget malerisk – på odder, skær eller fjerne klipper.

Skibsfarten har deres avancerede elektronik fra fabrikanter som Raytheon, Apelco og Simrad. Vi mere dødelige småbådsfiskere har i sagens natur ikke plads til store og strømslugende apparater, men må i stedet ty til mere diminutiv elektronik fra producenter som Garmin, Humminbird og sidst, men ikke mindst: Lowrance.

De fleste producenter af GPS-udstyr er i sagens natur amerikanske, da GPS jo er en amerikansk opfindelse – udviklet af militæret til krigeriske formål. Men også europæiske firmaer som hollandske TomTom har gjort det godt – med GPS’er tiltænkt ikke mindst biler på landjorden.

Sidstnævnte har dog sammen med Garmin måttet se en stor del af dette lukrative landbaserede marked glide sig af hænde – tyvstjålet af moderne smartphones med indbyggede GPS moduler, som efterhånden gør det rigtig godt.

Søkort til iPad og iPhone

Helt så galt er det ikke gået på vandet – endnu da. Herude slås man jo med, at der ikke altid er dækning. Og mange af de tidligste GPS-systemer krævede opkobling på 3G-nettet for at kunne trække de fornødne data til kortene.

Sådan er det ikke længere. Flere og flere småbådsfiskere kan nu vælge at bruge deres iPhone eller iPad offline – som rene navigationsinstrumenter. En af de allerførste og suverænt største investeringer, jeg i sin tid foretog til min iPhone 3G, var et søkortprogram fra amerikanske Navionics. Da Apple så lancerede deres iPad nogle år senere, fik jeg hurtigt fat i den opdaterede udgave af samme program hertil. Formedelst flere hundrede kroner…

Dyrt, ja – men forrygende billligt i forhold til det, man ellers må give for en “rigtig” marin GPS eller søkortplotter til båden. De løber normalt op i flere tusinde kroner, hvis man altså vil have en fornuftig kvalitet.

De elektroniske søkort fra Navionics var i en periode pludselig borte fra Apple’s App Store – til manges store fortrydelse, da de først havde opdaget eksistensen af dem – flere af dem for øvrigt gennem en af mine artikler om netop iPad på www.ulnits.dk og www.steenulnits.dk. Jeg ved det, for jeg har fået flere henvendelser fra folk og fiskere, der gerne ville have netop disse programmer til deres iPhone eller iPad.

Nu er Navionics heldigvis tilbage i butikken igen – i en stærkt opdateret udgave, som dels er mere højtopløselig – dels rummer flere interaktive features af interesse for lystsejlere og lystfiskere.

Ud over de gængse søkortfunktioner byder de nye Navionics også på nyttige oplysninger om strøm og tidevand på udvalgte steder. Og nu kan man også selv bidrage til kortenes informationsniveau. Således kan man nu som bruger sende Navionics direkte forespørgsler om konkrete ændringer i kortmateriale og features.

Uheldigvis og af uransagelige årsager kan man kun få Navionics søkort over Danmark, som også dækker Island og Grønland. Det er selvfølgelig uhyre praktisk, når man i de lange vinteraftener sidder og planlægger sommerens togt op langs den grønlandske østkyst. Hvad jeg rent faktisk tidligere har gjort.

Men det er nok de allerfærreste, der har den helt store glæde af dette. Til gengæld kan de nye Navionics kort fås til såvel iPhone som iPad. Desværre skal de købes separat til hver af de to apparater. Pris kr. 439,- til iPad og kr. 225,- til iPhone.

Sjældnere kortformater

Langt de fleste søkort fås i dag som enten C-Map eller Navionics, men der findes ganske mange flere formater at vælge imellem. Formater, som hver især kan noget specielt.

Ind i mellem støder man således på søkort i det mere sjældne filformat .kap. Man skal her bruge en applikation, der understøtter netop .kap filer – et filformat udviklet af kortfirmaet MapTech og brugt af amerikanske NOAA (National Oceanic and Atmospheric Administration).

En af de bedste apps hertil er svenske “NaviPad”, der enten er gratis eller blot koster nogle få kroner. Man opretter en konto i programmet og kan nu se andre brugere af NaviPad på sin skærm – deres position, kurs og hastighed.

Allerførst importerer man sine .kap kort til iTunes programmet på sin Mac computer. Herefter tilslutter man sin Ipad eller Iphone og starter iTunes. Under menupunktet “Programmer” finder man frem til NaviPad. Man markerer programmet og vælger kortene via “Tilføj” tasten. Herefter overføres så kortene til ens iPad eller iPhone. Og når man efterfølgende starter sit nyerhvervede NaviPad program op, kan man vælge .kap kortet og bruge det. And off you go!

Vil du gerne se dine .kap filer på en almindelig computerskærm, skal de blot konverteres til bitmap filer (BMP). Og det findes der naturligvis specielle programmer til, som nørderne nemt kan finde på nettet. For forvirringens skyld skal afslutningsvis nævnes, at .cap filer naturligvis blot er krypterede .kap filer…

Har man en bærbar PC i båden, kan de fleste søkort bruges sammen med det australske GPS mapping program “Oziexplorer”. Samtidig har man så også mulighed for at bruge “Det Levende Søkort”, som udgives af Dansk Sejlsports Union. Det er et kortprogram, som baserer sig på det såkaldte BSB-format, og som kræver Windows for at køre. Hvad Oziexplorer for øvrigt også gør.

Her er man som MacMan sat helt ud af spillet – med mindre man da vil forfalde til brugen af Windows emuleringssoftware såsom Parallels. Så er man med i spillet igen!

Ét er Søkort at forstaa, andet Skib at føre…