Historien om PENN

Fokus på de allerstørste

Det hele startede i 1922, hvor den 25-årige Otto Hentze forlod Tyskland og emigrerede til USA. Her fik han hurtigt arbejde hos Ocean City Reels, der fremstillede fiskegrej med base i Philadelphia.

Hentze så hurtigt mulighederne – ikke mindst inspireret af datidens storfisker over alle storfiskere – den stenrige cowboyromanforfatter Zane Grey, som rejste verden rundt og fangede den ene rekordstore kæmpefisk efter den anden. Grey skrev efterfølgende den nu legendariske fiskebog “Tales of Swordfish and Tuna” om sine mange fiskeeventyr.

Henze drømte om af skabe sit eget firma, der producerede fiskegrej til at sætte nye verdensrekorder med. Intet mindre! Og der var ikke langt fra tanke til handling hos den effektive og grundige tysker. Han sagde derfor op hos Ocean City Reels og startede i 1932 sit eget firma – Penn Fishing Tackle Manufacturing Company.

Penn grundlagt

Otto forblev dog i Philadelphia, hvor han lejede sig ind på 3. sal på adressen 492 North Third Street. Efter nogen tids udviklingsarbejde barslede Henze med to nye fiskehjul, der begge havde sideplader af bakelit. Det var Model F og Model K, der stod færdige allerede i selvsamme år – 1932 – givet inspireret af tiden hos Ocean City Reels!

Hjulene blev siden modificeret og omdøbt: Model F blev til det mere mundrette “Sea Hawk” og Model K til “Bayside”. Med stjernebremse blev Model K til “Long Beach”. Hjulene lignede i forbløffende grad mange af vore dages havhjul.

Henze solgte i 1933 de første af disse modeller til Miller Auto Supply Company i Harrisburg, Pennsylvania, og hermed var startskuddet for alvor gået for Penn. Hjulene kostede henholdsvis $ 1.21, $ 1.93 og $ 2.48!

Henze var klar over, at han havde fat i noget stort. For at sikre sig mod kopister ansøgte han om patent på sine hjulkonstruktioner. Det fik han den 19. december 1933, hvor patentkontoret i Washington gav ham hele 17 års patentrettigheder på sin opfindelse i USA.
Patentet holdt således helt frem til 1950 og ydede Henze en effektiv beskyttelse mod kopier. Det gav ham samtidig en næsten eksklusiv ret til det allerede dengang kolossale amerikanske hjemmemarked.

Firmaet voksede derfor støt, og i 1942 var man nødt til at finde nye og større lokaler. Det fandt man på West Hunting Park Avenue, hvor Penn har hovedkvarter den dag i dag.

 De første verdensrekorder

Den 1. september 1940 blev en mærkedag for Penn. Da lykkedes det nemlig Ernie Reid fra Galveston i Texas at lande en gigantisk savfisk på hele 1.300 pounds – det vil sige godt 590 kg. En ny verdensrekord, som blev sat med et stort Penn 16/0 Senator hjul.

En drøm var gået i opfyldelse for Henze, som nu endelig kunne kalde sig leverandør af verdensrekorder! Han sendte derfor et håndskrevet brev til fangeren, hvor han dels lykønskede Reid – dels udbad sig et foto af den fantastiske fangst.

Siden gik det slag i slag med nye verdensrekorder – den ene større end den anden. Firmaet fortsatte med at vokse, men Henze kunne ikke selv holde til presset. Han døde pludselig i 1948 og efterlod firmaet til sin hustru Martha.

Hun gjorde, hvad der dengang var meget usædvanligt: I en alder af 39 år overtog hun ledelsen af Penn. Hun vidste, hvad det drejede sig om, for ikke blot havde hun været gift med en dedikeret lystfisker – hun var selv en erfaren sådan. Det bevistes senere, da hun egenhændigt fangede en blåfinnet tun på 613 pund – knap 280 kg! Grejet fra Penn var naturligvis en god hjælp for den spinkle kvinde…

Nyt grej – nyt fiskeri

Penn ekspanderede fortsat og nød godt af det store boom i efterkrigsårene, hvor lystfiskeri for alvor blev en folkesport. Men Penn fokuserede fortsat på det salte og ignorerede det stærkt voksende marked for bassfiskeri i ferskvand. Den dag i dag leverer Penn fortrinsvis grej fremstillet til krævende brug i saltvand.

Det startede med store havhjul, og den udvikling er fortsat frem til i dag, hvor de guldskinnende Penn International stadig er toppen af kransekagen. Hjul, som givet har landet flere kæmpestore tun, marlin og hajer verden over end alle andre fabrikater tilsammen.

Men Penn har også haft et godt øje til udviklingen i retning af lettere grej – blandt andet til Stand Up udstyr, hvor fiskeren ikke længere skal sidde fastspændt i den store fightstol som i Zane Grey tiden, men nu kan stå oprejst under hele fighten.

Og ikke mindst GTi hjulene blev populære verden over – Danmark inklusive – da de egner sig til næsten alle slags middelsvært havfiskeri. Det, der er mest af næsten alle steder.

Endelig kastede man sig målrettet over fremstillingen af store fastspolehjul, som for alvor kunne håndtere havets kæmper, og som gav fiskerne helt nye muligheder for også at kaste. “SS” og “Slammer” var og er navnet på disse småt legendariske fastspolehjul, der uden at kny håndterer både tun og sejlfisk. Det er der ikke mange andre fastspolehjul, som kan gøre dem efter. De bryder helt enkelt sammen under presset.

Siden har Penn dog udviklet sortimentet af fastspolehjul til også at omfatte mindre hjul til brug i ferskvand.

 Bølgedalen…

Penn havde lige siden starten redet højt på en bølge af succes – godt beskyttet af det originale patent. Imidlertid udløb det, og samtidig gjorde de store grejproducenter fra Fjernøsten deres indtog i USA. Det var et hårdt slag for Penn, som havde svært ved at klare konkurrencen og de lave priser i udlandet. Såvel 1980’erne som 1990’erne blev hårde tider for det velrenommerede ærkeamerikanske grejfirma, der lå mere og mere underdrejet.

Hjælpen kom udefra – i form af opkøb fra den store Jarden koncern, der også opkøbte Pure Fishing. Her først i det nye årtusinde kom Penn atter ind i varmen – ind i det gode selskab af andre verdensberømte grejfirmaer. Og her var der forståelse for, at der skulle kapital og nyudvikling til for at give Penn den gule førertrøje igen. Det var ikke nok at hvile på laurbærrene. Planen lykkedes til fulde – med flere epokegørende nyskabelser, som man kan læse meget mere om på dette website.

“Torque”

Rent teknologisk har Penn bestemt ikke ligget på den lade side. Det bevises af en helt ny serie gyldne havhjul, som bærer navnet “Torque”.En dag var Penns nuværende chef og en af firmaets ingeniører på fisketur ud for Floridas kyst. Man er jo ind imellem nødt til på egen krop at afprøve det grej, man udvikler og sælger til sportsfiskere verden over!

Sidst på dagen faldt snakken på den grundlæggende konstruktion af Penn’s hjul, som indtil da alle havde baseret sig på Henze’s oprindelige idé og patent fra 1933. Tankerne fløj over den blå Atlant, og en helt ny idé fostredes. Den blev hurtigt skitseret op på bagsiden af en serviet og snart efter patenteret: Den integrerede sideplade!

Ideen er, at sidepladen absorberer en stor del af det pres, som ellers lægger sig på hoveddrevet og her forårsager et stort krafttab. Den integrerede sideplade muliggør en konstruktion med færre dele, som så alle kan gøres endnu stærkere.

Resultatet er, at drevet ikke vrides under selv det hårdeste pres. Krafttabet bliver minimalt, hvilket muliggør en højere udveksling end ellers.

Ny All Tackle World Record: 810 kg!

Rekorder fanget med Penn hjul er kommet i en lind strøm gennem årene. Ikke mindst de mange, mange IGFA lineklasser USA har givet et hav af nye rekorder.

Men toppen af kransekagen kom alligevel så sent som i 2004, hvor australieren Kevin Clapson den 28. marts fangede en hvid haj på hele 1785 lbs. og 11 oz – godt 810 kg – ud for Ulladulla i Australien.

Clapson brugte et Penn 80 TS til at lande fisken, der nu er godkendt som All Tackle World Record. Man kan således roligt sige, at Henzes gamle drøm lever videre i bedste velgående – ikke mindst i 2007, hvor Penn kunne fejre sit 75 års jubilæum!

© 2012 Steen Ulnits