Verdens første kulfiberstænger bliver til
Det hele startede i San Francisco, Californien i 1920. Den 24. juli blev Milton J. Green nemlig født, og med ham startede en helt ny epoke for amerikansk fluefiskeri.
I sine teenage-år blev Jim Green dybt involveret i kastesporten og viste sig hurtigt at være et stort talent som fluekaster. Han blev derfor medlem i den prestigefyldte Golden Gate Casting Club (GGCC), hvor han raffinerede sit talent og sin teknik til det yderste – i hård konkurrence med nogle af nationens allerbedste kastere.
Han vandt over en årrække adskillige både nationale og internationale kastetitler, hvoraf den nok mest berømte er hans verdensrekord i tohåndsflue fra 1947. Hele 206 fod kastede han da med en Winston tohåndsfluestang af splitcane. 62,62 meter!
Golden Gate Casting Club
Jim’s rekorder og aktiviteter i GGCC førte til mange bekendtskaber – specielt naturligvis inden for grejbranchen. Han blev hurtigt tilknyttet det hæderkronede stangbygningsfirma R.L.Winston, hvor han arbejdede med fremstilling af splitcanestænger.
Herefter gik turen til linefirmaet Sunset, hvor han eksperimenterede med nye materialer og nye taperinger på flueliner. Hans arbejde her banede vejen for de syntetiske flueliner, som vi kender dem i dag. Som steelhead-fisker på vestkysten fattede han hurtigt interesse for og begyndte udviklingen af skydehoveder med tynde monofile skydeliner.
Herefter startede Jim Green sit eget firma, der hurtigt blev købt op af firmaet Sevenstrand, som også fremstillede liner. Kort efter købte Sevenstrand et lille fiskestangsfirma ved navn “Fenwick”, hvor Jim straks blev tilbudt ansættelse som production manager. Her arbejdede han sammen med en dygtig stangdesigner ved navn Don Green, som år senere forlod firmaet og startede sit eget – med det i dag så velkendte navn “Sage”.
Styr på samlingerne
Samlinger havde altid været et problem på fiskestænger, og da fluestænger er længere end de fleste andre fiskestænger, har problemet altid været ekstra stort her.
De første fluestænger i splitcane havde primitive samlinger i form af metalferruler, som i sin simpleste form blot er to rør, der passer ind over stangdelene og ind i hinanden. Metalferrulerne blev gradvis stærkere og pasningen mellem han- og hundelen bedre. Men samlingen var stadig et svagt punkt – dertil et stift fremmedlegeme, som hindrede stangens naturlige aktion.
Glasfiberen tog i efterkrigsårene over fra stål og bambus som foretrukket materiale til fremstilling af fiskestænger. Men udviklingen tog først fart, da man fandt ud af at rørbygge stængerne. Samlingen var stadig af metal, indtil Fenwick lancerede verdens første glas-til-glas samling – i form af et stykke glasfiberrør, som blev limet på overdelen, så underdelen kunne passe op i den. “Sleeve” samling kaldte man den meget passende – ”ærme” samling.
Nu havde man endelig den fleksible samling, stangbyggere havde drømt om i årtier, hvis ikke århundreder.
Feralite samlingen
Fenwick hvilede imidlertid ikke på laurbærrene, men stod selv for det næste trin i udviklingen – “Feralite” samlingen, hvor stangens bundstykke passer direkte ind i toppen. En konstruktion, som krævede to separate klinger mod tidligere, hvor man kunne nøjes med at dele en enkelt klinge på midten.
Disse kunstfiber-samlinger var et kolossalt fremskridt, som muliggjorde bygning af stærkere og mere fleksible stænger end tidligere. Slut med tidligere tiders ”flat spots”, hvor aktionen blev brudt af en stiv samling.
Men samlingen var stadig ikke helt perfekt. Der skulle computerstyrede drejebænke og helt små tolerancer til, førend man kunne fremstille den perfekte samling, hvor handelen passer ind i hundelen som fod i hose. Det kan man i dag, og det gør man på de dyreste stænger med de mindste tolerancer.
I dag råder man over en teknologi, som gør det muligt at fremstille flerdelte fiskestænger med næsten samme ubrudte aktion som gamle dages todelte. Og da vi fluefiskere samtidig rejser mere end nogensinde, er der brug for flerdelte stænger, som fylder mindst muligt.
HMG – verdens første kulfiberstænger!
Med Feralite samlingen var vejen banet for de moderne kulfiberstænger, som vi kender dem i dag. Jim Green havde længe arbejdet med den nye kulfiber, som imidlertid var svær at få styr på.
Kulfiberstangen kom ikke af sig selv, hvilket den nordengelske stangfabrikant Hardy Bros. kan tale med om. Det var nemlig engelske Rolls Royce, der i samarbejde med ligeledes engelske Royal Airforce i slutningen af 1960’erne udviklede kulfiberen, som vi kender den i dag.
Hardy Bros. havde derfor et naturligt forspring i forhold til resten af verden. Imidlertid lykkedes det ikke den gamle og hæderkronede fiskegrejsfabrikant at fremstille funktionelle fiskestænger i den nye kunstfiber. Datidens flueorakel og konsulent for Hardy, Richard Walker, gik endda så vidt som til at karakterisere de nye prototyper fra Hardy med ordene “absolutely useless”. “Aldeles ubrugelige”…
Men på den anden side af Atlanterhavet – hos Fenwick – gav man ikke op så let. Man var allerede langt fremme med sine glasfiberstænger, som hørte til verdens bedste. Men Fenwick havde indset, at hvis man fik styr på den nye og meget stivere kulfiber, var det et kvantespring frem i retningen mod lettere og endnu bedre fiskestænger.
Det lykkedes Jim Green og Fenwick at tæmme kulfiberen i 1972, og i 1973 kunne firmaet med den amerikanske ørn som logo så lancere verdens første fluestænger i kulfiber lettere og stærkere end nogen anden stang på markedet.
Mode og modulus
De nye stænger blev lanceret under det nu verdensberømte navn “HMG”, der står og stod for “High Modulus Graphite”. “Modulus” er et mål for fibrenes stivhed, og her var kulfiberen glasfiberen milevidt overlegen – med en langt højere modulus.
Rygterne gik blandt fluefiskere verden over i årene op til 1972. Den første Fenwick prototype skulle “field testes” ved den afsides beliggende steelhead-flod, Dean River i British Columbia, Canada. Jim Green var netop ankommet til floden og i færd med at rigge den nye stang til – da en jet boat kom susende op ad den ellers øde flod. Båden tog land, og ud sprang en vildt fremmed mand.
– Jim Green, I presume? – Jeg hører, at De netop har bygget verdens første kulfiberstang. – Må jeg se den?!
Så stor var forhåndsinteressen, og året efter kom så verdens første seriefremstillede kulfiberstænger på markedet. De nye “HMG” fluestænger var lettere, stærkere og tyndere end noget tidligere set. De var desværre ikke billige – hverken i USA eller herhjemme.
Da de første Fenwick stænger nåede lille Danmark i 1974, var vi mange, der valfartede til Odense for at se og prøvekaste de nye vidundere hos importøren, det nu hedengangne Sport Centrum. Stænger, der allerede dengang kostede på den helt forkerte side af 1.000-lappen…
Jim Green døde i marts 2007. Med ham døde en vigtig epoke i amerikansk fluefiskeri – den gyldne tidsalder, som startede ved kastedammene i Golden Gate Park. Men Jim’s ånd lever videre i de mange Fenwick produkter, der fremstilles den dag i dag. Produkter, hvoraf mange ville være helt utænkelige – havde det ikke været for Jim’s pionerarbejde hos Fenwick.
Det var således amerikanske Fenwick, der fostrede grundlæggeren af Sage, Don Green. Det var Fenwick, der hjalp engelske Hardy på vej med de første “Jet” fluestænger i glasfiber. Og Fenwick, der leverede klingerne til svenske ABU’s velkendte “Feralite” fluestænger fra 1969.
Så uanset om du fisker med Fenwick, Sage, Hardy, Orvis eller andre high-end fluestænger, så baserer de sig alle på grundlæggende teknikker og banebrydende udvikling foretaget af Fenwick i kulfiberens ungdom. Nok en tanke værd i disse tider, hvor nye navne skyder op som paddehatte på fluescenen – navne uden nogen som helst historie bag. Anonyme produkter, som alle stammer fra de samme få fabrikker i Fjernøsten.
Og gæt så lige engang, hvem der mon i dag stadig sidder inde med den største samlede viden om stangbygning? Rigtigt. Det gør naturligvis Fenwick – med ikke mindre end 35 års kontinuert erfaring i bygning af kulfiberstænger. Det kan ingen andre matche!
© 2012 Steen Ulnits
Del denne artikel: