Ørredbukser til folket!
Før den Amerikanske Borgerkrig i 1800-tallet var der ingen, som havde waders. Skulle der alligevel vades, måtte det ske vådt – i det tøj og de støvler, man nu engang havde på. Det kan man se på gamle afbildninger af amerikanske fiskere, der klamrer sig til grene og træer nær bredden – for ikke at blive våde, klamme og kolde. Forkølelse og lungebetændelse var mere fatalt i de dage end i vor egen tidsalder. Og decideret vadefiskeri derfor forbeholdt de varme sommermåneder!
På vore breddegader var det naturligt nok de seje nordsøfiskere, som havde mest brug for vandtætte støvler og bukser. Men materialerne var få og lod meget tilbage at ønske.
Alligevel udviklede fiskerne lange støvler og bukser, som var vandtætte – i hvert fald for en stund. De bestod af en tung og tyk læderoverdel, som var fastgjort til datidens ligeledes tunge træskostøvler. Læderet var fedtet godt ind, så det kunne holde vandet ude i kortere perioder.
Men én ting var ganske vist: Faldt man først over bord iført sådanne støvler, var man sikker på at synke til bunds som en sten. Datidens fiskere gjorde derfor også en dyd af ikke at kunne svømme. Det ville alligevel ikke kunne redde dem…
Med en rig på ryggen!
Historien om verdens første waders startede meget tidligt – helt tilbage i 1800-tallet, hvor det var ganske almindeligt, at velhavende fiskere lod sig bære tørskoet over elven – i Skotland af veltrimmede ghillies i deres traditionelle kilt! Det siger sig selv, at den skotske ghillie altid blev våd og kold – hans kostbare engelske last kun undtagelsesvis…
Det var også dengang, hvor den velhavende laksefisker gerne selv kastede sine fluer og krogede sine laks. Men han fightede dem kun, så længe han kunne gøre det tørskoet. Tog laksen et langt udløb, som gjorde det umuligt at følge den inde fra bredden, da blev stangen straks overgivet til ghillien, der så endnu engang måtte tage sig et bad under jagten på laksen. Så såre det atter var muligt, overtog vor velhaver sin stang med den nu noget mere medgørlige laks!
Hvor mange skotske ghillies, der døde af lungebetændelse efter sådan en omgang, er uvist. Men det har givet kostet nogle af dem livet, når fiskeriet foregik efter “springers” allerførst på sæsonen – ofte i en forrygende snestorm over det skotske højland…
Det forklarer måske også, hvorfor skotske ghillies altid havde en flaske god maltwhisky inden for rækkevidde. De drak, som gjaldt det livet – hvad det måske også gjorde!
På den anden side af Atlanterhavet – i USA – havde man endnu ikke samme skel mellem rig og fattig. Her måtte enhver klare sig selv, og her var der derfor tidligt fokus på at udvikle produkter, som kunne gøre livet mere bekvemt for den enkelte. Her var entreprenørånden i højsædet, og her blev mange nye ting derfor udtænkt.
Et af de helt store gennembrud kom, da man fandt ud af at udvinde rågummi fra gummitræet i Mellem- og Sydamerika. Her fandt indianerne tidligt ud af at bruge substansen fra “det grædende træ” til fremstilling af vandtætte sko, og spanske soldater lærte hurtigt at bruge materialet til imprægnering af deres hatte.
Charles Goodyear
Den industrielle udvinding af gummi begyndte dog først i starten af 1800-tallet, hvor rågummiet nåede til Europa som ballast i træskibene. En skotte ved navn Macintosh udviklede en metode til at opløse gummiet i kemikaliet naftalin, og han kunne derefter som den første påføre det opløste gummi til stof, som derved blev vandtæt.
Men rågummi var stadig blødt og ikke ret holdbart. Der var brug for en hårdere og mere stabil udgave, hvis gummiet skulle få en større udbredelse. Det blev amerikaneren Charles Goodyear, som efter mange vanskeligheder fandt frem til den rette metode: Vulkanisering. Han fandt ud af at opvarme gummiet og tilsætte svovl, hvorved gummiet stabiliseredes. Det skete i 1839, men først fem år senere, i 1844, udtog Charles Goodyear patent på den metode, der skulle revolutionere brugen af gummi.
Daniel Hodgman
Den 19. august 1808 blev en amerikaner ved navn Daniel Hodgman født i byen Mason i staten New Hampshire på den nordamerikanske østkyst. Han blev opdraget inden for landbruget, men fandt hurtigt ud af, at han hellere ville være handelsmand og have foden under eget firma.
Efter en urentabel butik i Boston lykkedes det ham, sammen med en kompagnon, at etablere et rentabelt gummihandelsfirma på Beaver Street i New York City. Deres veje skiltes dog, og Daniel Hodgman fortsatte med en ny virksomhed i NYC – nu på Duane Street og nu med egen fremstilling af gummivarer. Det var i 1838.
Den nye virksomhed fik navnet Hodgman Rubber Company og var en øjeblikkelig succes. Allerede i 1839 blev Hodgman således tildelt en sølvmedalje for deres redningsveste af gummi, og i 1842 udtog Daniel Hodgman US patent nr. 2504 på fremstilling af en gummisko med såler af ubehandlet rågummi.
Hurtigt herefter kom så det vulkaniserede gummi fra Goodyear, der tildelte Hodgman licens til at bruge den nye fremstillingsproces. Hodgman fortsatte dog med at fremstille ikke-vulkaniserede gummiprodukter, lige indtil Goodyear’s patent udløb. Nu var Daniel Hodgman ikke længere nødt til at betale dyre royalties til Goodyear, og herefter skete al fremstilling af Hodgman produkter naturligvis med vulkaniseret gummi!
Fra slavebukser til gummiwaders
Hodgman Rubber Company fremstillede mange forskellige slags gummiprodukter til lige så mange forskellige formål. Ofte var der tale om fremstilling af specialprodukter efter mål, hvilket var tilfældet i 1849. Slaveriet var endnu ikke ophørt, og ordren var en bestilling af skræddersyede, beskyttende gummibukser til navngivne sorte slaver, så disse kunne arbejde i sumpede områder uden at blive overstukket af myg…
Disse gummibelagte bukser blev forgængeren til de moderne waders, som vi kender dem i dag. Nu havde man teknikken, og springet var derfor ikke langt til at fastgøre et par vulkaniserede gummistøvler til et par vulkaniserede gummibukser.
Det står ikke helt klart, hvornår de første deciderede waders blev lanceret. Men vi ved, at Hodgman i 1853 havde vokset sig så stort, at der ikke længere var plads nok inde i NYC. Hodgman flyttede derfor til landsbyen Tuckahoe i Yonkers forstaden til New York. Her opkøbte Daniel Hodgman en godt 18.000 kvadratmeter stor tidligere stenmølle med let adgang til billig vandkraft, og her menes de første rigtige waders at være kommet til verden.
Firmaet fortsatte sin vækst i de nye lokaler, men i 1874 døde Daniel Hodgman, 66 år gammel. Han efterlod sig to sønner, Charles A. Hodgman og George F. Hodgman, som overtog den videre drift af firmaet. De fortsatte udviklingen af gummitøj og blev snart verdens suverænt største producent af regnfrakker. Så stor var efterspørgslen, at der måtte bygges en helt ny fabrik udelukkende til fremstilling af regnfrakker. Cykeldæk var en anden stor Hodgman salgsartikel i slutningen af 1800-tallet.
Vi ved, at Hodgman givet havde den fornødne teknologi til at fremstille rigtige waders, som vi kender dem idag, helt tilbage i 1840’erne. Alligevel skal vi helt frem til 1881, før vi finder de første trykte reklamer for dem. Det er i bladet “American Field and Forest and Stream”, der senere blev til det mere mundrette “Field and Stream”. Her kan man se Hodgman annoncere for de “fishing pants”, der må formodes at være verdens første rigtige waders. For øvrigt i tæt konkurrence med Goodyear’s “trouting pants”.
Omkring århundredskiftet var rigtige vadebukser og skridtstøvler i brug på begge sider af Atlanten. Den engelske udenrigsminister Viscount Grey of Fallodon beskriver i hvert fald waders og brugen af dem indgående i sin udødelige bog “Flyfishing” fra 1899. Han mente, at de var ubehagelige at have på og gå i, men foretrak dem dog til enhver tid, da de gav ham den ønskede bevægelsesfrihed. For ham var de alternativet til at fiske fra båd, hvilket han ikke holdt af.
75 år og 1.200 ansatte
I 1913 kunne Hodgman Rubber Company fejre sit 75 års jubilæum, og firmaet voksede stadig. For at fejre begivenheden inviterede firmaet alle sine 1.200 medarbejdere til en gigantisk barbecue, der for alvor understregede, at Hodgman var et firma med magt over tingene. Firmaets erklærede politik var da, at man lavede alt under eget tag. Kun sådan kunne man garantere for en stabil og altid høj kvalitet.
Hodgman familien fortsatte med at bestyre firmaet op gennem 1920’erne og var med til at forsyne amerikanske tropper i Europa med ikke færre end 750.000 regnfrakker under Første Verdenskrig. Der har således stået “Hodgman” på rigtig mange skyttegravssoldater i de dage. Hodgman leverede ligeledes mange tusinde gasmasker til de selvsamme soldater.
I 1926 måtte familien imidlertid afgive ejerskabet af Hodgman Rubber til Mitchell Kaufmann, som i 1929 også købte gummivirksomheden Converse. Udviklingen af stadig lettere waders fortsatte ufortrødent, og i 1930’erne havde Hodgman fire forskellige “vægtklasser” waders at vælge imellem: Fra de lette “Wadelite Waders””, hvor et par blot vejede 30 ounces (lige under 1 kg) til de tunge, men slidstærke “Service Waders”, der vejede 104 ounces (lige knap 3 kg). Til priser fra $13 til $24!
I 1941 lancerede Hodgman så sine velkendte “Wadewell Waders”, som blev en forrygende succes, og som dannede grundlag for de typiske amerikanske waders, som vi kender dem i dag: Gummi i midten med lærred på inder- og yderside gør disse waders både behagelige og slidstærke. Næppe nogen anden waders-model er nogensinde solgt i så stort et antal som netop Hodgman’s “Wadewell”. Med faste støvler og filtsål kostede de $24 i 1941.
Hodgman’s “Wadewell” waders er blevet fremstillet helt op i dette årtusinde – naturligvis i en konstant raffineret udgave – og har stadig mange tilhængere. Du ser dem på billedet til venstre.
Ron Foster
I 1969 blev en mand ved navn Ron Foster ansat som sælger i firmaet Converse Hodgman Outdoor Products. Converse var på daværende tidspunkt allerede verdensberømte for ikke mindst deres rødhvide gummisko og basketstøvler, som stadig findes på markedet. Man havde samtidig købt firmaet Hodgman Rubber, hvis gummistøvler og waders supplerede sportsartiklerne på bedste vis. Gummi skulle der til i de dage!
Ron, der selv var en ivrig fluefisker, kom snart til at sælge Hodgman waders og skridtstøvler, som han jo havde et nært forhold til og selv tilbragte rigtig mange timer i. Han blev derfor hurtigt firmaets specialist på feltet og var i flere år Hodgman’s absolutte topsælger. – Det er jo ikke svært at sælge noget, som man selv bruger og brænder for, var hans beskedne kommentar til dette.
Efter ti år som ansat i firmaet fik Ron Foster pludselig mulighed for at købe Hodgman Division af Converse, og han gik straks i banken for om muligt at låne pengene der. Det lykkedes, og for US$ 250.000 blev Ron pludselig ejer af og direktør for det firma, han havde været ansat i. Samtidig var han nu behageligt fri for de “company policies”, han hidtil havde været underlagt. Nu kunne han udvikle, fremstille og sælge Hodgman produkter på den måde, som han selv fandt bedst og mest produktiv.
Hodgman gennemlevede nu en eksplosiv årrække med udvikling af waders fra vulkaniseret gummi til letvægtsnylon – fra 1970’ernes og 1980’ernes neopren til vore dages åndbare hi-tech waders. Hertil et imponerende sortiment af udendørs beklædning med specielt fokus på jægere og fiskere og deres specifikke behov.
I 2005 sad Hodgman på en meget stor del af det amerikanske marked for waders – med en årlig produktion på over 100.000 neopren waders – alle fremstillet af japansk produceret neopren, men alle tilskåret og samlet i USA.
Et lidt sort kapitel oplevede Hodgman dog – i lighed med flere andre producenter – da man forsøgte sig med fremstilling af waders i åndbar og samtidig elastisk væv. “Stretchlite” var navnet på disse waders, der var baseret på en god idé og et godt materiale. Virkeligheden viste sig dog at være en noget anden, da det åndbare materiale nok kunne strækkes, men desværre ikke tålte det under praktisk brug. Efter et vist antal stræk gav de mikroskopiske porer op og lukkede vandet ind… Hodgman opgav derfor denne idé i 2005.
I hus med Pure Fishing
26 spændende og fremgangsrige år efter købet af Hodgman mente Ron Foster, at det nu måtte være nok. Han ville pensioneres og solgte derfor Hodgman til Stearns, som er verdenskendt for fremstilling af redningsudstyr til sejlsportsfolket, handelsflåden og det amerikanske militær.
Stearns blev siden opkøbt af den store børsnoterede Jarden koncern, der i dag også ejer Pure Fishing. Hodgman waders og beklædning er således kommet i samme hus som de mange andre kvalitetsprodukter, lystfiskere over hele verden bruger og efterspørger.
Som Hodgman selv udtrykker det:
– What are you wading for?
© 2012 Steen Ulnits
Del denne artikel: