Forfatterarkiv: Steen

iPhone SE (2020)

Apple gjorde det i 2016 – proppede high end komponenter fra større iPhones ind i en lille iPhone 5S skal og kaldte resultatet for iPhone SE. Den blev solgt til en for Apple usædvanligt lav pris, hvilket fik den til at gå som varmt brød og sælge i millioner.

Og nu gør Apple det så igen – propper high end komponenter fra helt nye topmodeller ind i en mindre iPhone 8 skal og kalder igen resultatet iPhone SE (2020). Denne gang med det helt nye, at processoren ikke længere er en tidligere model, men toppen af poppen i form af markedets lige nu suverænt hurtigste chip overhovedet: A13 Bionic.

Det er noget, der rykker – noget, der sikrer langtidsholdbarheden. Med A13 Bionic ombord kan man være sikker på at få opdateringer fra Apple de næste fem år. Man kan også være sikker på, at den nye iPhone SE vil være i stand til at køre alskens avancerede applikationer her og nu og i de kommende år.

Det er således en gennemprøvet strategi, der ligger bag lanceringen af den nye iPhone SE (2020). Og der er næppe tvivl om, at også den vil sælge i mange millioner eksemplarer verden over. Det skal prisen på kr. 3.699,- for basisvarianten nok sørge for.

Perfekt timing

Og timingen har været helt rigtig. Eller uhyre heldig. Den verdensomspændende Corona-krise har sendt millioner ud i arbejdsløshed, og pengene sidder derfor ikke så løst længere. Mange vælger snusfornuftigt at beholde deres velfungerende smartphone i et år mere, end de måske ellers havde planlagt.

Men de, der vil eller skal skifte, har nu pludselig fået et fuldbolds Apple alternativ til de billigere Android-modeller. Dette i form af den nye iPhone SE, der har rigtig meget at byde snusfornuftige og prisbevidste købere på.

Det kan være købere, der måske altid har set langt efter de lækre iPhones, men syntes, at de var for dyre. Nu kan de pludselig købe sig ind i Apple’s velfungerende og meget omfattende økosystem – til priser, de kan betale. Det kan også være købere, som blot gerne vil have en opdateret backup mobil til rejser og andet.

I begge tilfælde får de rigtig meget i den nye iPhone SE, der som sagt er fremtidssikret med den sidste nye og allerhurtigste chip på markedet: A13 Bionic. Den er hurtigere end selv den hurtigste Snapdragon, Exynos eller Kirin processor til Android. A13 Bionic flyver let og ubesværet gennem selv de tungeste opgaver og grafisk udfordrende spil. Hvilket den vil kunne blive ved med at gøre i flere år.

Fem års opdateret levetid

Apple er kendt for at opdatere sine mobiler i typisk fem år – mod kun to hos Android. I bedste fald tre, hvis man køber en af Google’s egne Pixel mobiler. Samtidig bliver Apple’s iOS styresystem ved med at køre godt i flere år. Det bliver ikke hakkende langsomt, som de fleste Android-mobiler desværre ender med at være.

Er man ny Apple-bruger, vil man kunne glæde sig over netop dette – at alting bare kører glat med iOS. Det sørger 3 GB indbygget RAM for. Rigeligt til det optimerede styresystem. Man vil også blive overrasket over, hvor mange apps der bare fungerer bedre på iOS end på Android. Instagram og Facebook er to rigtig gode eksempler herpå. Et forhold, der altid overrasker Android-brugere, når de oplever forskellen ved selvsyn.

Som gammel Apple-bruger vil man også blive positivt overrasket over den store Touch ID hjemknap. Den er nemlig ikke længere mekanisk, som den var på de første mange millioner iPhones. Hvilket resulterede i ganske mange hjemknapper, som gik i stykker efter nogle år.

Hjemknappen er nu i stedet med såkaldt “haptisk feedback”, hvor knappen slet ikke bevæger sig, når man trykker på den. Man får blot et haptisk feedback, som gør, at man tror knappen er trykket ned. En lille vibration, så man ved, at knappen har reageret på trykket. Det sparer mange reparationer.

Den indbyggede fingeraftrykslæser er så sikker, at den uden videre kan bruges til at autorisere betalingstjenester som Apple Pay med flere. Og så er den helt og aldeles nødvendig lige nu og i disse Corona-tider, hvor der kan være krav om eller behov for brug af ansigtsmasker. Her kommer den ellers så effektive, sikre og velfungerende Face ID på dyrere modeller totalt til kort. Face ID kan jo ikke scanne ansigtet bag masken.

Lavopløst LCD skærm

I en tid, hvor flere og flere billigere og billigere smartphones kommer med diverse OLED-skærme, er det måske nok lidt skuffende for mere krævende mobilbrugere, at den nye iPhone SE stadig leveres med en traditionel LCD-skærm. Endda uden nogen særlig høj opløsning.

Der er imidlertid flere gode grunde til dette valg – ud over en lavere produktionspris, der naturligvis har været med til at holde udsalgsprisen nede på den nye iPhone SE. En anden grund er det lavere strømforbrug, som de relativt få pixels (750 x 1.334) på den 4,7 tommer store skærm medfører. A13 Bionic kombineret med 3 GB RAM sikrer, at alt kører glat.

En pixeltæthed på 326 ppi er ikke imponerende på papiret. Men i praksis behøver man ikke mere. Det er de allerfærreste, der vil føle behov for andet. Og de kommer såmænd nok (som undertegnede) fra en Samsung Note 10 Plus, der bare vælter sig i pixels. Og de er dermed slet ikke i målgruppen for den nye iPhone SE.

Den typiske iPhone SE-køber vil også være godt tilfreds med lysstyrken på 625 nits, hvilket rækker fint – det stærkeste direkte solskin dog undtaget.

Vandtæt IP67

En ting, som længe har adskilt dyre smartphones fra billigere, er IP-certificering af vandtæthed. Det koster at gøre sin mobil vandtæt, og det koster efterfølgende at få den certificeret til en given IP-værdi. Billige mobiler er derfor ikke vandtætte, hvilket naturligvis begrænser deres anvendelsesmuligheder noget.

Den gode nyhed er her, at den nye iPhone SE er vandtæt – så meget, at den kan tåle at være nedsænket i op til 30 minutter på én meters dybde. Hvilket benævnes IP67 i fagsproget. Det betyder også, at man uden problemer kan vælte sin øl, kaffe eller anden drikkelse ud over den – uden at der sker det mindste ved det.

Rart at vide, hvis man som undertegnede har prøvet at vælte et stort glas øl ud over en mobil, der ikke kunne tåle det. Og da slet ikke efterfølgende at få skyllet det klistrede øl væk under hanen…

Man skal dog vide, at det kan være svært at få Apple til at honorere en vandskade. Der sidder små indikatorer indbygget, som sladrer om alle eventuelle vandskader. Men det er nu stadig betryggende at have sin IP67 certificering med på ferien!

Kameraet…

Vi har gemt det bedste til sidst. Det, alle altid spørger om først, nemlig kameraet. – Kan det tage gode billeder?

The answer is YES! Dette sagt af en bruger, der i det daglige aldrig er længere væk end én meter fra sin store iPhone 11 Pro Max med hele tre velfungerende kameraer. Som sover med den om natten, og som bruger den hele tiden. Næsten da.

Den nye iPhone SE råder kun over et enkelt kamera, som til gengæld gør det rigtig godt. Vi lever jo i en tidsalder, hvor såkaldt “computer aided photography” har vendt op og ned på, hvad vi kan forvente os af et kamera. Hvor fysikkens love, som vi kender dem fra klassiske fotoapparater, ikke gælder længere.

Det så vi nok tydeligst med Google’s Pixel mobiler, hvis første tre generationer kun rådede over et enkelt kamera. Men hvor elektronisk trylleri gjorde det muligt at zoome digitalt i hidtil uset omfang og med hidtil uset effekt. Først med fjerde generation hoppede Google med på multikamera vognen og forsynede sine Pixel 4 og 4 XL med to kameraer.

Alt dette betyder kort fortalt, at kameraet i den nye iPhone SE skyder langt bedre fotos, end prisen ellers lader formode. Samtidig er der ingen tvivl om, at selv ikke-fotokyndige kan tage billeder af en kvalitet, de aldrig tidligere har kunnet.

Video i verdensklasse

Apple’s iPhones er kendt for at tage de bedste video af alle mobiler på markedet. Det er der bred enighed om blandt anmeldere. Derfor var det glædeligt at se, at den nye iPhone SE går i storebrødrenes fodspor og leverer video af en kvalitet, der intet levner tilbage at ønske. Ganske enkelt imponerende, hvad den lille ny fra Apple kan levere. Uden at stille krav.

Det er hævet over enhver tvivl, at den nye SE vil kunne berige familiealbummet med flere fantastiske optagelser end nogen anden mobil i denne prisklasse. Naturligvis i 4K, hvis man skulle ønske det. Alene derfor kan man kun anbefale den lille SE’er.

Køber man den i den flotte røde “Product Red™️” farve, er den nye SE’er et festligt indslag, som vækker opmærksomhed overalt. Samtidig støtter man et rigtig godt formål, da en procentdel af prisen lige nu går til kampen mod Covid-19.

Afslutningsvis må man dog konstatere, at heller ikke her gror træerne ind i den fotografiske himmel. iPhone SE (2020) er således ikke forsynet med Night Mode, hvilket konkurrenterne fra Google er. Og det er tæt på det eneste negative, jeg kan finde på at skrive om den lille ny fra Apple.

Men vi er naturligvis nogle tusinder eller snarere millioner, som krydser fingre for, at Night Mode vil blive introduceret med en fremtidig opdatering. Det ser nemlig ud til, at såvel hardware som processor sagtens kan klare også det. SE er om nogen mobil fremtidssikret.

Trådløs opladning

Den nye iPhone SE kommer med indbygget trådløs opladning, hvilket er en sjældenhed på mobiler i denne prisklasse. Og en helt uundværlig ting i min verden, hvor alle rum, jeg færdes i, har trådløse opladere stående klar. Det betyder ganske enkelt, at der altid er godt med strøm på batteriet.

Batteriet på blot 1.821 mAh er nok det eneste svage punkt på den nye iPhone SE. Er man en helt almindelig bruger, holder batteriet fint strøm fra tidlig morgen til sen aften. Men er man på Facebook i tide og utide, og kigger man mange film på YouTube, da rækker batteriet ikke til en hel dag. Da bør man have ekstra strøm med hjemmefra.

Apple angiver selv, at batteriet holder strøm til 13 timers kontinuert videokig. Og 40 timer, når det gælder afspilning af lyd. Det er helt tydeligt, at hvis man kan nøjes med de præinstallerede Apple apps – der er 35 af dem med mulighed for download af yderligere 12 – da bliver batteritiden optimal. Det samme kan desværre ikke siges om mange af de tredjeparts apps, der kan fås i App Store…

Skulle man få brug for mere strøm i en fart, kan batteriet lades op til 50 % på blot 30 minutter. Det kræver dog en separat 18 W strømforsyning, som ikke følger med. Det gør kun den lille, men yderst handy 5W oplader, der snildt kan ligge i en bukselomme.

Hukommelse og eSIM

Som noget ret usædvanligt for en mobil i denne prisklasse har Apple givet mulighed for at have to mobilnumre på samme iPhone SE. Det ene er et såkaldt indbygget eSIM, der allerede kendes fra ikke mindst smartwatches som Apple’s egne topmodeller. Rart og praktisk, hvis man er på ferie og gerne vil have samlet privatnummer og forretningsnummer på én mobil.

Den nye iPhone SE leveres som standard med 64 GB hukommelse, hvilket vil være nok for de fleste – i hvert fald hvis man bruger Apple’s iCloud-tjenester til at lagre dokumenter, musik og fotos. Der er i vanlig Apple-stil ingen mulighed for at udvide hukommelsen med et SD-kort.

Har man brug for ekstra lagerplads – eksempelvis til offline kort, musik eller video – da bør man fra starten fordoble lageret på sin spritny iPhone SE fra 64 til 128 MB – for blot 500,-. De penge kan hurtigt være givet godt ud.

64 GB: kr. 3.699,- 128 GB: kr. 4.199,-

256 GB: kr. 5.099,-

iPhone SE (2020) er kort sagt den perfekte entry level Apple mobil. Perfekt til langt de fleste “almindelige” mobilbrugere. Eller som backup mobil til den store dyre, der normalt trækker læsset i dagligdagen.

Endelig så er den så lille, at den får plads i alle de lommer, som er for trange til eksemplevis en 11 Pro Max model. Og samtidig kan den benyttes med én hånd. Det er længe siden, man har kunnet det!

Anbefales derfor på det kraftigste til alle ovenstående målgrupper.

Suunto Traverse Alpha Stealth

Finske Suunto er kendt for sine hårdføre produkter til udendørs brug. Har man investeret sine sparepenge i et Suunto produkt, kan man forvente, at det holder til lidt af hvert – under forhold lidt ud over det sædvanlige. Ikke mindst når vand er inkluderet i ligningen.

Bag det imponerende navn “Suunto Traverse Alpha Stealth” gemmer der sig et råstærkt produkt, hvis udseende og egenskaber helt klart henvender sig til folk, der går efter det ultimative produkt, hvad robusthed angår. Et produkt, der skal kunne holde til en militær stroppetur uden at kny. Eller en tur i dybet.

Det er et produkt, hvis blotte design, udseende og tilnavn “Stealth” fortæller meget om den tiltænkte brug. Det er uret for dig, der måske er ved militæret eller sågar har en jægersoldat i maven. “Wannabe Rangers”, som de kalder dem i USA. Og kan man nu ikke klare optagelsesprøven, så kan man i hvert fald trøstekøbe sig et Suunto Stealth!

Spøg til side. Suunto Traverse Alpha Stealth er nemlig ikke til at spøge med. Designet er barsk og diskret på samme tid. “Stealth” henviser til farven, der er sort i sort – uden glimmer og dikkedarer. Designet til ikke at blive set. Selv den indbyggede baggrundsbelysning er rød, så lyset ikke ødelægger ens nattesyn eller afslører én under en vigtig og sikkert farlig manøvre i fjendeland!

Suunto Traverse Alpha Stealth er naturligvis et såkaldt “ABC” ur:

“A” for Altimeter eller højdemåler. “B” for barometer eller måling af lufttryk. Og endelig “C” for “compass”. Funktioner, som rigtig mange outdoor watches i dag byder på. Forbløffende mange dog ikke med indbygget kompas, hvilket gælder de allerfleste modeller fra såvel Apple som Samsung.

Kompasset er velfungerende – den indbyggede GPS ligeledes, selv om den begynder at forekomme lidt træg sammenlignet med nyere modeller. I hvert fald indtil den har fundet sine satellitter og beregnet positionen. Men da virker den fortrinligt og tracker både kurs, retning og fart med høj nøjagtighed.

Når man starter en rute, kan man vælge mellem vandring, jagt og fiskeri. De fungerer som udgangspunkt ens – blot kan man i jagtmode få uret til blandt andet at registrere afgivne skud, mens man i fiskemode kan plotte fiskepladser og andet af interesse. Begge dele er nu nok mest gimmicks, der skal lokke husarerne til.

Månefaserne er der også styr på, hvilket jeg personligt nok sætter mere pris på end de fleste andre. Måske fordi jeg ofte færdes på steder med tidevand, der kan begrænse ens aktiviteter på bestemt tidspunkter. Som styrer, hvor man kan færdes sikkert og hvornår.

Men lige netop på dette kritiske område viser Suunto Traverse Alpha Stealth, at det ikke er noget smartwatch. Det kan ganske vist forudsige solopgang og solnedgang samt måneopgang og månenedgang – tidspunkter, der alle kan slås op i almanakker for områder, der matcher positionen på urets GPS.

Uret kan desværre ikke forudsige tidevandet, hvilket er en langt mere kompliceret og lokal opgave, der kræver specielle apps eller specielle ure. Som eksempelvis Casio’s ProTrek ure, der kan forprogrammeres til at vise tidevandet i specielle områder – uden brug af ekstra apps. Eller Suunto 7, der bruger dedikerede apps fra Google’s PlayStore.

Suunto Traverse Alpha Stealth moniterer løbende lufttrykket og bruger det til at estimere højden over havet, hvilket nok er det mindst vigtige. Det vigtigste i denne funktion er evnen til at registrere pludselige ændringer i lufttrykket, som indikerer ændringer i vejret. Således kan uret registrere pludselige trykfald, der varsler uvejr på vej.

Ikke mindst højt oppe i bjergene eller langt ude til havs er det en meget nyttig funktion at have ved hånden – eller rettere på hånden. Vejrskift heroppe eller herude er ofte mere voldsomme end inde på land, og det er derfor vigtigt at blive adviseret om, at det nu kan være på tide at søge hjemefter igen.

Det kan være voldsomme uvejr med storm, regn eller torden, som gør det til en rigtig god idé at søge nedefter eller indefter. Og da er det, man bliver rigtig glad for dette urs indbyggede “Track Back” funktion, der leder én sikkert tilbage til udgangspunktet.

Når man starter turen, sætter man sit Suunto Traverse Alpha Stealth til at logge ruten og gemme den. Og når man så skal hjem igen, finder man ruten frem og aktiverer Track Back. Da er der ingen risiko for at fare vild – om det så er i tæt tåge eller begsort mørke. En rigtig lifesaver, når og hvis det for alvor gælder.

Suunto Traverse Alpha har ikke fået tilnavnet “Stealth” uden grund. Dels er alt det ydre holdt i en robust matsort finish, og dels kan uret køre med både sort tekst på hvid baggrund og i ægte stealth-mode med hvid tekst på sort baggrund.

Vælger man det sidste, må man skrue kontrasten helt op, så skærmen bliver lettere at læse. De fleste vil derfor nok vælge sort tekst på hvid baggrund, men selv er jeg klart mest til den sorte stealth-udgave.

Den normale baggrundsbelysning er som sagt rød, der ikke ødelægger ens natsyn. Er der brug for mere lys end det, holder man blot lysknappen inde i nogle sekunder, og uret skifter da til et stærkt hvidt orienteringslys. Praktisk, når man skal finde ting som nøgler eller nøglehul med meget mere. En rigtig god og gennemtænkt funktion. Men er du til et liv i farver, er dette definitivt ikke uret for dig!

Kommer man eksempelvis fra et Garmin Fenix ur, finder man hurtigt rundt i menuerne på Suunto Traverse Alpha. Men kommer man fra et almindeligt smartwatch, kan det være svært at finde rundt. Man skal helt enkelt vide, hvor man finder de forskellige indstillinger, og det er ikke altid helt indlysende, hvor de befinder sig. Det kræver træning og tager tid at lære sig.

Suunto Traverse Alpha Stealth er således ikke et ur for hvem som helst. Men målgruppen ved, hvem de er, og de har kunnet glæde sig i foråret 2020. Da sænkede Suunto nemlig prisen fra den ordinære på kr. 3.800,- til uhyre rimelige 2.300,-. Da var der naturligt nok mange, som slog til.

Urets kobles op på Suunto’s egen app, der virker med såvel iOS som Android. Funktionaliteten er dog ret begrænset sammenlignet med et almindeligt smartwatch. Man kan modtage notifikationer, men ikke svare på dem. Og irriterende nok bliver de liggende på uret, indtil man har fjernet dem på mobilen.

Batteritiden er ganske god: Flere dage, hvis man kan holde fingrene fra at bruge GPS funktionen. Kan man ikke det, taler vi timer i stedet. Er man på længere ture i fjeldet, bør man så absolut medbringe eller lille batteribank til at spæde uret op med. Det vil man takke sig selv for.

Samsung Note 20 Ultra

Med Galaxy S20 Ultra missede Samsung for alvor målet, der var skyhøjt, ja, nærmest astronomisk: Verdens første mobil med 100 X zoom.

S20 Ultra blev en fuser, hvis man holdt det lovede op med det leverede. Efter et utal af opdateringer måtte selv Samsung erkende, at dér havde man nok gabt for højt og over for meget. Samt endnu ikke fået styr på samtlige 108 MP i den nyudviklede sensor.

Det så man nok tydeligst erkendelsen af, da Samsung i sommer lancerede efterfølgeren til S20 Ultra – den nye Note 20 Ultra. Note-serien, der primært adskiller sig fra S-modellerne ved sin indbyggede S-Pen, lanceres typisk nogle måneder efter S-serien. Den byder normalt på det bedste af det bedste – typisk i form af endnu bedre specifikationer end de netop lancerede Galaxy S-modeller.

Men ikke sådan denne gang. Samsung havde ydmygt sænket ambitionerne fra 100 X til “sølle” 50 X i den nye Note 20 Ultra, der sågar også har langt færre pixels at tage af. Blot 12 MP på hver af de tre linser. Til gengæld kunne man nu ane, hvad der var på billedet i fuld forstørrelse. Og man kunne også bedre holde både fokus og framing ved den store forstørrelse.

Den optiske zoom var ganske vist boostet fra 4X til nu 5X på Note 20 Ultra, som tager superskarpe billeder ved netop den forstørrelse. 10 X fotos er også acceptable, blot der er lys nok. I en snæver vending og i højt klart solskin kan den sågar tage anvendelige 20X fotos. Mest til dokumentation – mindst til publikation.

En pudsig detalje, som flere tech-anmeldere har bemærket, er, at 4X zoom’en på S20 Ultra faktisk leverer bedre 10 og 20 X zoom og skarpere fotos end 5X zoom’en på Note 20 Ultra. Forklaringen ligger sandsynligvis i, at Note 20 Ultra jo må nøjes med en 12 MP sensor på sit 5X telemodul – mod 48 MP på S20 Ultra. Der er således fire gange flere pixels at tage af, når der skal hybridzoomes.

De medfødte mangler

Note 20 Ultra var mest af alt en Note 10 Plus rigget med den større 108 MP sensor fra S20 Ultra. Og så en 5X periskop zoom. En rigtig god mobil, der imidlertid havde og stadig har en del mangler. Til de mest irriterende hørte og hører stadig zoom-funktionen på Note 20 Ultra, som har det med selv at ville bestemme, hvilket kamera den bruger.

Er der eksempelvis for lidt lys til, at den ellers fremragende 5X zoom kan fungere optimalt – tage telefotos uden rystelser – da skifter kameraet automatisk om til den store og mere lysstærke 108 MP sensor, som der så blot croppes (beskæres på).

Resultatet bliver digitale 5X zoom billeder, som er rigtig meget ringere end de “rigtige” 5X zoom fotos. Og der er tilsyneladende ingen måde at tvinge mobilen til at blive på den ægte 5X zoom.

Eksempelvis hjælper det intet at sætte mobilen på et stativ. Som det gør på Google’s Pixel 4 mobiler. Det burde det også gøre her, og man burde kunne tvinge mobilen til at bruge 5X linsen, hvis det nu er det man vil og har brug for. Fordi det helt enkelt er en fremragende linse, som tager pivskarpe fotos – når den altså får lov til det.

Lidt det samme problem opstår, når man eksempelvis vil tage fotos i 3 eller 4X zoom området. Da presser man igen kameraet til at bruge 108 MP modulet, som der så zoomes digitalt på. Med langt fra optimale resultater til følge. 3 og 4X zoom fotos bliver da mindre skarpe end fotos taget med 5X.

Den “skæve” zoom

Man ser tydeligt skiftet på skærmen, når dette sker. Billedet bliver straks grynet. Og man må da leve med fotos, som ind imellem ligner noget taget med et billigt lommekamera. Der imidlertid har kostet 10.000 kroner. Problemet er tydeligt selv så tæt på de to oprindelige zoom-faktorer som henholdsvis 3,9 og 4,9X.

Så såre man er oppe på 4X eller 5X rent, er billedkvaliteten atter i top – forudsat naturligvis, at der er lys nok til, at mobilen vil bruge telelinsen og ikke i stedet beskærer på de 108 MP. Det skal man således holde et vågent øje med.

Samsung har nu brugt sine købere af S20 Ultra og Note 20 Ultra som forsøgskaniner i deres jagt på måneskuddet og 100X zoom. Begge er som udgangspunkt gode mobiler, der under de rette lysforhold kan tage endog meget gode fotos. Men som må lægge sig fladt ned og kapitulere, når der ikke er lys nok. Eller når man af beskæringsmæssige årsager er nødt til at bruge zoom, der ligger lige under de 4 faste eller 5X.

Et irritationsmoment for mig og mange andre er den lange latenstid for lukkeren. Når man trykker på udløseren, går der et lille stykke tid, før billedet tages. Nok til, at motivet kan være ude af fokus – hvis ikke helt væk. Jeg mistede i testperioden en hel del skud på den konto. Vil man undgå dette, er man nødt til at aktivere “Live View” funktionen, som så optager en lille video, man efterfølgende kan vælge stills fra.

Med Note 20 fik Samsung rettet de fleste af de fokuseringsproblemer, som S20 Ultra havde og til dels stadig har. Og nu håber vi så meget, at Samsung med den spritnye S21 Ultra også har fået løst problemet med den påtvungne digitale zoom. Måske er tredje gang lykkens gang, så vi ikke længere skal agere forsøgskaniner for Samsung…

Samsungs Service

Samsung og undertegnede kom desværre skævt ind på hinanden med Note 20 Ultra. Ikke på grund af mobilen, men på grund af den elendige service, der fulgte med.

Jeg var ude i god tid med en forhåndsbestilling af mobilen. Da den var hjemme, bestilte jeg et dedikeret Protective Cover til den kommende Note 20 Ultra – direkte fra Samsung. Også den bestilte jeg i god tid – to uger før lanceringen.

Tiden gik, og en dag lå den nye Note 20 Ultra og ventede på afhentning. Jeg havde imidlertid stadig ikke modtaget det bestilte cover, så jeg måtte ud og investere i et nyt. Man vil jo ikke risikere noget med en mobil i 10.000 kroners klassen, når man har den på prøve.

Der gik endnu en uge, før coveret fra Samsung så endelig dukkede op med posten. Jeg havde virkelig troet, at tingene ville komme samtidig – når det nu var Samsung, der stod for begge dele. Lanceringen af et nyt produkt med tilhørende nyt cover. Nu havde jeg så til gengæld to covers til samme mobil. Irriterende og fordyrende.

Men det skulle blive værre endnu. I forbindelse med lanceringen af Note 20 Ultra kørte Samsung en kampagne for dem, der forhåndsbestilte. De ville som bonus få en trådløs oplader og en game controller til en samlet værdi af kr. 1.000,-. Formedelst en symbolsk pris på kr. 79,-. Man skulle blot registrere sin nye mobil hos Samsung.

Members

Det gjorde jeg via app’en Samsung Members, som regelmæssigt byder på gode tilbud, og alt var godt. Da jeg senere ville inkassere min lovede bonus – som jo var grundlaget for, at jeg overhovedet købte mobilen – gik det helt galt. Teksten i app’en var nu på svensk, og jeg blev bedt om at bruge min Samsung Pay.

Den virker imidlertid ikke i Danmark – kun i Sverige. Så jeg blev efterfølgende bedt om at bruge min Google Pay i stedet. Og her gik systemet så i sort. Jeg fik ingen bekræftelse på, om bestilling og betaling var gået igennem. Kontakt til Samsung Danmark – mundtligt og skriftligt – gav heller ikke nogen bekræftelse. De kunne se bestillingen – ikke bekræftelsen.

Efter en masse kontakt frem og tilbage blev jeg stillet en grad højere op i hierakiet, hvor en venlig medarbejder forsikrede mig om, at jeg selvfølgelig nok skulle få min bonus. De havde haft lidt tekniske problemer over sommeren, og de indkomne bestillinger ville blive udsendt i batches.

Så vidt så godt. Herefter skete der absolut intet – trods adskilligt flere rykkere fra min side. Jeg havde løbende holdt teleselskabet CallMe, som havde leveret mobilen, orienteret om forløbet. Og da der var gået to måneder ud over returrettens ene måned – i alt tre måneder efter købet – tilbød CallMe så at sende mig en returlabel. Vederlagsfrit.

Trods det faktum, at det jo ikke var dem, der var de skyldige. Men Samsung Danmark, der havde fucket det hele totalt op. CallMe kunne ikke gøre noget fra deres side. De ydede blot en rigtig god service, som fik mig til at blive i deres fold.

Som kronen på værket modtog jeg en uge efter returnering af mobilen en mail fra Samsung Danmark. Det første tegn på liv fra den side, jeg havde fået i flere uger.

I mailen håbede man, at sagen nu var løst tilfredsstillende…

Og nu fungerer alting fint på min Members.

Samsung Galaxy S21 Ultra

Tredje gang ser ud til at være lykkens gang. I hvert fald hvis man ser på den nye Galaxy S21 Ultra, der netop er kommet på markedet. Det er en rigtigt vellykket mobil, der leverer på det allermeste.

Samsung havde som bekendt ikke den ønskede succes med sidste års Galaxy S20 Ultra, som lovede en hel masse, den ikke kunne levere på. Efterfølgeren Galaxy Note 20 havde taget ved lære af fejlene, men fjernede samtidig de store forventninger.

Med den nye S21 Ultra har koreanske Samsung skelet kraftigt til sin kinesiske konkurrent, Huawei, der jo pt. ligger underdrejet på grund af handelsblokade fra USA. Huawei kan ikke få lov at købe de amerikanske komponenter, der skal til for at fremstille de nødvendige processorer.

Samsung har valgt at udnytte lejligheden til at sparke til Huawei, mens kineserne ligger ned. Til at generobre førstepladsen som verdens største mobilproducent, mens Huawei må kæmpe for at udvikle egne erstatninger for deres hidtidige Kirin processorer. Og de kæmper stadig.

Samsung har derfor ikke ligget på den lade side, men har netop lanceret efterfølgeren til både S20 Ultra og Note 20 Ultra. Meget tidligere end normalt.

Dette i form af den nye årgang 2021 Galaxy S21 Ultra.

Med den nye S21 Ultra har Samsung samtidig kigget dybt på Huawei’s ultimative topmodel fra 2020, P40 Pro Plus, der byder på ikke blot én, men hele to telelinser. Dette i erkendelse af, at man helt enkelt ikke kan dække et stort zoom-område med én enkelt 5X zoom.

Xiaomi, der som den første producent fik adgang til Samsung’s nyudviklede 108 MP sensor, var også klar over problemet. De snød ganske vist med den optiske 5X zoom, der i virkeligheden kun var 3,7X. Men valgte så klogeligt at inkludere en ekstra 2X zoom til portrætter og lignende motiver. Samt en separat lille makrolinse.

Det gjorde Xiaomi ud fra den erkendelse, at hvis man ikke gjorde det, så ville mobilen i stedet selv gå ind og beskære på de 108 MP. Med dårlige resultater til følge.

Dobbelt telezoom

Huawei valgte tilsvarende at løse dette problem ved at erstatte 5X periskop telen på P40 Pro med henholdsvis en 10X periskop tele og en almindelig 3X tele. Med en vidvinkel, normal, tele og supertele har Huawei skabt et fornemt fotoinstrument til de kræsne brugere. Et produkt, hvor der stadig gås på kompromis enkelte steder, men ikke i nær samme omfang som tidligere.

Samsung har valgt at kopiere denne Huawei-løsning til noget nær mindste detalje. Og det skal være dem vel undt, da Huawei jo selv har lånt hvis ikke ligefrem stjålet fra konkurrenterne for at nå toppen.

Og så også fordi Huawei Danmark af uransagelige årsager valgte ikke at markedsføre den ellers så ultimative P40 Pro Plus. Mærkværdigt, når man nu havde verdens ubestridt bedste produkt på området i netop sin portefølje.

Helt mærkværdigt blev det, da Danmark var eneste nordlige undtagelse. Således kunne man købe Huawei’s topmodel i England, Tyskland, Sverige og Norge – altså i samtlige vore nabolande – men ikke i Danmark. Jeg spurgte flere gange Huawei Danmark på den, og på et tidspunkt fremgik det endda officielt af pressen, at nu – nu – ville den komme.

Men den kom aldrig, og Huawei forpassede derfor en enestående mulighed for at brillere med sin fotografiske kunnen.

Samtidig blev Huawei Danmark også dømt ude rent politisk. Dels fordi den danske kommunikationsdirektør samtidig skulle være vært for en dansk børnekanal på TV – finansieret af kinesiske Huawei. En kanal, som blev mistænkt for at være skjult kinesisk propaganda.

Og dels fordi Huawei i 2020 endnu engang kom i politisk modvind. Det viste sig nemlig, at Huawei havde udviklet et avanceret ansigtsgenkendelsesprogram, der var blevet brugt til at identificere oprørske befolkningsgrupper i Kina.

– Not good, Huawei. Not good at all….

Huawei’s imponerende og banebrydende P40 Pro Plus kom derfor aldrig rigtig ud til brugerne. I stedet blev det så ét år senere Samsung, der kunne høste anerkendelse og berømmelse med den nye Galaxy S21 Ultra, der på flere måder endda er bedre end forbilledet Huawei’s P40 Pro Plus.

Samsung har ganske enkelt taget det bedste fra Huawei og tilføjet det bedste fra sig selv. S21 Ultra benytter sig for det første af Samsungs højtopløselige 108 MP sensor. I Mark 2 udgaven. Her må Huawei nøjes med beskedne 50 MP.

Og så er S21 Ultra forsynet med en dobbelt tele, der tillader optisk periskop-zoom på helt op til 10X og 100X Space Zoom, som vi så det på forgængeren S20 Ultra. Dertil en 3X optisk zoom til portrætter og kortere telefotos.

I mine øjne udgør den nye S21 Ultra hermed markedets bedste bud på en universel kameramobil med noget nær uanede muligheder. Fra 100X Moon Zoom til skarpe makro-optagelser med vidvinklen.

Men så er der altså også tale om en kameramobil i 10.000 kroners klassen.

Bedre Exynos processor

Læg hertil, at Samsung langt om længe er kommet på omgangshøjde, hvad deres egne Exynos processorer angår. Samsung’s Exynos har længe været markant ringere end Qualcomm’s Snapdragon, hvad både hastighed og strømforbrug angår. Til stor splittelse i IT-verdenen.

For at spare penge har Samsung nemlig i flere år valgt at tilgodese det store amerikanske marked samt hjemmemarkedet med Snapdragon topmodellen, som de må købe sig til. Mens resten af verden har måttet nøjes med Samsung’s egen billigere og ringere ydende Exynos processor.

Tests har vist, at Exynos processorer hurtigere løber varme og må drosle ned på hastigheden, og at strømforbruget er så meget højere, at der der kan være mere end én times batteritid til forskel på de to processorer. Ikke uvæsentligt i løbet af en lang arbejdsdag.

Da Samsung konsekvent har brugt sine egne Exynos processorer i de allerfleste lande uden for USA og hjemlandet Korea, da har brugere i mange af disse lande med god ret følt sig snydt af Exynos og Samsung.

Faktisk blev der for ikke så længe siden lavet en underskriftindsamling, som krævede, at Samsung helt droppede sin egne langsomme Exynos processorer. Og kun benyttede amerikanske Snapdragon i sine flagskibe.

Flere end 50.000 skrev under på denne protest. Så stor var irritationen.

Det ser nu ud til, at Samsung har lyttet til den massive kritik. At de med den nyudviklede Exynos 2100 processor endelig er kommet i hvert fald nogenlunde på omgangshøjde med Qualcomm’s Snapdragon. Det tyder flere benchmark tests på. Vi venter spændt på at se en direkte sammenligning.

Samtidig har Samsung’s design-team været på overarbejde med den nye S21-serie. De har virkelig lagt sig i selen, og det klodsede telemodul er nu integreret i rammen, hvilket ser rigtig godt og futuristisk ud. Jeg er i hvert fald begejstret for denne nytænkning, der får Samsung til at skille sig markant ud fra samtlige andre mærker på markedet.

”Contour Cut Camera” kalder Samsung selv det nye S21-look. Jeg kalder det bare “3C” eller “CCC”. For nemheds skyld.

Et Reality Check

Det var teorien. Tilbage står så at se, om teori og praksis hænger sammen. Om den nye Galaxy S21 Ultra virkelig er så meget bedre end sine to forgængere S20 Ultra og Note 20 Ultra. Hvoraf den første jo fik dårlige anmeldelser og den sidste ganske gode. Efter at have brugt den nye S21 Ultra i en måned er konklusionen herfra klar:

– Det er en langt bedre mobil med et langt bedre kamerasystem end dens to forgængere. Tilsammen. Det ser ud til, at Samsung virkelig har taget ved lære af de to foregående modeller og deres tekniske fejlskud. At man har rettet fejlene og fyldt hullerne ud.

Alene den kendsgerning, at Samsungs nye Exynos 2100 processor omsider er nået på omgangshøjde med den nyeste og bedste Snapdragon, er et fremskridt af dimensioner. Slut med at ærgre sig over, at de på den anden side af dammen – i USA – fik både bedre batteritid og en hurtigere processor – end her i Europa og de fleste andre steder. Endda til en lavere pris.

Det manglede da også bare. Shame on Samsung for at have ladet os vente så længe. Og tak for, at vi nu endelig kan bruge både 120 Hz opdatering og højeste opløsning på skærmen – samtidig. Det kunne man ikke på forgængerne, hvor man måtte vælge enten 120 Hz opdatering eller 1440 x 3200 pixels.

S21 Ultra kan håndtere begge dele samtidig – endda dynamisk, så mobilen selv vælger opdateringsfrekvens efter indholdet på skærmen. Fra 120 Hz, hvis der skal spilles spil eller kigges film. Og helt ned til strømbesparende 10 Hz, hvis der er tale om statiske websider. Eksempelvis ved læsning af e-bøger.

Et af de irriterende problemer ved den seneste Note 20 Ultra var og er kameraets meget langsomme lukker. Der går nemlig et lille stykke tid, fra man trykker på lukkeren, til kameraet tager billedet.

Står motivet stille, er det intet problem. Men mange motiver står som bekendt ikke stille, og da bliver denne forsinkelse et kæmpeproblem, der kan koste vigtige skud.

Man kunne dog ty til Live View eller sågar 8K video for så i ro og mag at udvælge det helt rigtige skud fra billedserien bagefter.

Problemet med den langsomme lukker er løst på den nye S21 Ultra. Næsten da.

Mulighed for S-Pen

Samsung har i flere år forbeholdt sin eksklusive S-Pen til topmodellerne i Note-serien. Med en indbygget Wacom digitizer skriver man på skærmen, som var det på papir. Næsten da. Og med pennen kan man redigere videoer med en hidtil uhørt præcision.

På det seneste er der imidlertid sket en form for skred i denne fordeling. Det startede med, at Samsung pludselig lancerede en Galaxy Note 10 Lite, som på mange måder kunne det samme som den store Note 10 Plus, men som gjorde det til noget nær den halve pris.

Bevares, der var ikke samme hurtige processor ombord. Der var heller ikke samme høje opløsning på skærmen – ejheller mere end 6 GB RAM og 128 GB hukommelse. Mod det dobbelte i topmodellen. Der var og er også enkelte S-Pen features, der kun gælder Note 10 Plus.

Men ikke nok med, at Note 10 Lite kun kostede og stadig kun koster det halve af moderskibet. Nej, den kan regelmæssigt fås til det halve heraf – altså en fjerdedel af prisen på en Note 10 Plus. Fra 10.000,- (Note 10 Plus) over 5.000,- (Note 10 Lite) til en kampagnepris hos teleselskaberne på 2.500,-.

Et enkelt sted så jeg den sågar til så lidt som kr. 2.100,-. Det er vanvittig billigt for en mobil, der kan næsten det samme som sit forbillede, der kostede fire gange så meget som ny. Så jeg købte derfor én til denne uhørt lave pris. Bare for at have den som en rigtig god backup.

Note 10 Lite indvarslede en ny epoke for Samsung, der nu er begyndt at sprede S-Pennen og dens funktionalitet til flere og flere andre Samsung modeller. Eksempelvis den iPad-store Galaxy Tab S, der leveres med en S-Pen som fast inventar. Og nu senest S21 Ultra flagskibet, der tilbyder S-Pen som tilbehør, man kan vælge til eller fra.

Hos Samsung venter man spændt på, hvordan denne mulighed vil blive modtaget af brugere og fans. I bedste / værste fald kan modtagelsen afgøre, om Note-serien overhovedet har en fremtid som selvstændig model – med sin lille indbyggede S-Pen og dens mange (u)muligheder. Eller om serien skal stoppe helt med en eventuelt kommende Note 21.

Stor S-Pen i separat hylster

Den nye S-Pen kan ganske vist ikke helt så meget som Note S-Pennen, men den gør det ganske glimrende. Og så er den markant større og dermed lettere at holde på, da den dels er rund med en større diameter – dels måler knap 15 cm i længden.

Den S-Pen, som følger med en almindelig Note mobil, er ganske lille, da den ellers ikke kan få plads inde i mobilen. Den er blot 11 cm lang, ganske glat og tynd og ikke nær så let at holde om, som den nye er.

Samsung har således udvidet S-Pen funktionaliteten til nu også at inkludere den nye Galaxy S21 Ultra. Som eneste model i den nye S21-serie. Men da der ikke er plads til den langt større S-Pen inde i selve mobilen, har Samsung kreeret et specielt flipcover med plads til den store pen. Samt et konventionelt cover i silicone, åbent og med plads til pennen på siden.

Den løsning frigør plads til et større 5.000 mAh batteri og giver dermed en længere driftstid end på modeller med indbygget og pladsoptagende S-Pen.

Man kan stadig bruge sin lille S-Pen på den nye S21 Ultra, hvis man har en Note i forvejen. Men vil man have bedre greb om og mere styr på sin pen, da giver det god mening at investere i et af de nye covers med indbygget plads til den nye og større S-Pen. Man vil blive rigtig glad for begge dele.

Det er jeg i hvert fald blevet for mit flip cover, der passer godt på pennen. Bedre end det helt åbne. Eneste ulempe er, at det fylder ganske meget. Ikke mindst i bredden.

Intet hukommelseskort

Samsung har længe været en af verdens førende producenter af hukommelseskort. Derfor undrede det mange, at ingen af modellerne i den nye S21-serie har plads til udskiftelige hukommelseskort. På forgængeren S20 Ultra kunne man supplere den indbyggede hukommelse, så man nåede op på totalt 1,5 TB.

Det var plads nok til mange timers video-optagelse. Eller mange film på lange flyrejser. Den mulighed har man desværre ikke længere. I dag er der ikke plads til udskiftelige hukommelseskort, og den indbyggede hukommelse starter nu ved 128 GB med mulighed for at vælge 256 GB som alternativ. I begge tilfælde med 12 GB RAM.

Man kan også tage det store spring op til 512 GB, der bør række for de allerfleste. Da får man samtidig hele 16 GB RAM, hvilket gør mobilen lynende hurtig og suveræn til både multitasking og spil.

512 GB kan lyde af meget, men er det bestemt ikke, hvis man vil lege bare lidt med 8K video. 512 GB giver nemlig kun plads til 3 timers 8K video – endda uden at tælle Android styresystemet med…

Så 512 GB er slet ikke den vilde luksus, det var for blot et år siden. Har man ambitioner om at optage blot en smule 8K video med regelmæssige mellemrum, da er det en rigtig god idé at vælge den største S21 Ultra model. Med 512 GB risikerer man ikke at løbe tør midt i optagelserne. I hvert fald ikke lige med det samme.

Skulle man alligevel få brug for mere end de indbyggede max 512 GB lagerplads – eksempelvis på lange ferierejser til fjerne og utilgængelige steder, hvis det engang igen skulle blive muligt – da tilbyder Samsung ovenstående lille og yderst bærbare SSD harddisk på 1 eller 2 TB. Hver enkelt TB giver plads til knap 6 timers 8 K video.

Ny Pro Pen på vej

Da den nye og større S-Pen ikke har indbygget batteri og Bluetooth som den traditionelle Note S-Pen, da kan den ikke bruges som fjernbetjening. Ejheller til de mystiske Air Gestures, der mest af alt minder om Harry Potter viftende med sin tryllestav – når og hvis funktionerne ellers virker.

Det forlyder dog, at der senere på året vil komme en Pro-model af den store S-Pen med Bluetooth og indbygget batteri. En pen, der så kan bruges som fjernudløser til ens kamera.

Men fortvivl ikke. Har man ladet sig suge ind i Samsung’s stadigt større og bedre økosystem, da har man sikkert også investeret i et Galaxy Smartwatch – med 3’eren som den nyeste og mest avancerede model. Et lækkert smartwatch, der givet er det bedste valg til Android lige nu, hvor Google’s Wear slet ikke kan hamle op med Samsung’s eget Tizen OS.

Det nye Smartwatch 3 kan en stor del af det, som Apple Watch længe har været ene om at kunne. Og gør det med større stabilitet end Google Wear, der jo skal virke på et hav af forskellige ure fra vidt forskellige producenter. Der er en tæt integration mellem de forskellige Samsung produkter, som bare bliver bedre og bedre til at kommunikere med hinanden.

Et godt eksempel herpå er den indbyggede Kamera-app, der giver mulighed for fjernstyring af mobilen fra håndleddet. En smart detalje, hvis man har et nyt Galaxy S21 Ultra med stor S-Pen uden Bluetooth og mulighed for fjernudløser. Med den indbyggede app styrer man mobilens kamera overbevisende direkte fra håndleddet – fra sit Watch 3.

Man kan bruge denne app som simpel selvudløser. Til at undgå kamerarystelser. Man kan vælge mellem foto og video. Man kan zoome ind og ud, fokusere direkte fra skærmen og meget mere. Og så fungerer det hele langt bedre end de tredjeparts programmer, der hidtil har kunnet meget af det samme. Eller i hvert fald påberåbt sig at kunne.

– Way to Go, Samsung!

De mange indbyggede funktioner samt et mindre design gør tilsammen, at det nye Watch 3 ikke har helt den samme batteritid som forgængeren Galaxy Watch. Men hvis man ellers lader sit ur op hver nat, bliver der ingen problemer med batteritiden.

En sammenligning med Galaxy Watch 2 er uhyre vanskelig, da dette ur aldrig har eksisteret. Samsung var tydeligvis bange for, at et eventuelt Watch 2 skulle blive forvekslet med Active 2 modellen, der ikke har rotérbar urkrans. Samsung droppede derfor alle planer om en 2’er og gik direkte til 3’eren.

Rigtige mænd (og kvinder med) vil naturligvis ikke undvære drejeskiven. Så meget mere om Watch 3 i en kommende artikel. Rigtige mænd (og kvinder) har også brug for et rigtigt cover, når de drager i felten med deres nye S21 Ultra.

Ovennævnte flipcover med indbygget S-Pen er perfekt til hjemligt brug og på forretningsrejsen. Eller hvis man vil redigere video og bruge pennen til præcise klip. Men skal man ud naturen og tage en masse flotte fotos, da er det ikke ideelt. Da risikerer man også at tabe sin dyrebare S-Pen.

Herude kan man i stedet og med fordel ty til Samsungs eget snart klassiske Protective Cover, som ud over massiv beskyttelse mod stød og slag sågar også har to indbyggede kickstands. En kort og en lang, der giver to forskellige betragtningsvinkler.

De gør, at man efterfølgende i ro og fred kan se dagens flotte optagelser igennem – fra den helt rigtige vinkel. Om man nu sidder op eller ligger ned. Eller et sted midt imellem. De er utroligt praktiske at have med sig overalt.

Jeg er nu på mit fjerde Protective Cover og kunne ikke undvære det. Jeg har haft det til min Note 8, 9, 10 og 20, og det er nu fast inventar på min S21 Ultra.

Bedre anbefaling kan noget cover næppe få.

©️ 2021 Tekst: Steen Ulnits

Produktfotos: Samsung

Samsung Galaxy S20 Ultra

Der blev slået på de helt store trommer, da Samsung for nylig lancerede sin nye serie af high-end smartphones under navnet “Galaxy S20”. Med sine op til 108 MP indvarslede den ifølge Samsung en helt ny æra for fotografi.

Jeg har testet topmodellen S20 Ultra, og jeg er desværre ikke imponeret. Nærmere skuffet. Den megen hype omkring lanceringen fik forventningerne til at overstige realiteterne.

Med den nye S20-serie indvarslede Samsung som sagt en helt ny æra inden for smartphones og smartphone fotografering. Sagde Samsung i hvert fald selv. Måske var det i virkeligheden blot gået op for dem, at de var ved at sakke bagud i forhold til de mange nye konkurrenter fra Kina?

Det er producenter, der kan det samme som Samsung, men som kan gøre det til den halve pris. Ofte er der tale om mindre producenter, som er hjemmehørende i et uhyre omstillingsberedt marked, hvor man med kort varsel og korte mellemrum lancerer nye modeller – blot for at være først med det sidste.

En gigant som Samsung kan i sagens natur ikke følge med i dette hæsblæsende tempo, hvilket ærkerivalen Apple heller ikke kan. De producerer deres modeller i så høje styktal, at hele produktionsgangen er langt mere kompliceret. Og arbejdsgangen langt sværere at omstille.

Vil man derfor have en mobil, som er først med det sidste, skal man ikke vælge hverken Samsung eller Apple. Men en af de kinesiske producenter. Et godt eksempel herpå er den nyligt testede Xiaomi Mi Note 10, som var den første mobil med et 108 MP kamera. Længe før Samsung nåede op på og passerede de magiske 100 MP.

Nu er Samsung så selv hoppet på vognen med de mange megapixels, og det skaber naturligvis store forventninger. Meget store, når Samsung med sine nye S20 mobiler selv indvarsler en helt æra for den mobile fotografering.

Sammenligningsgrundlaget er sidste års flagskib, Note 10 Plus, som jeg har været en stor bruger og beundrer af. Den nye Note 20 Plus er ganske vist ikke på markedet endnu, men kamerateknologien forventes at være den samme som på S20 Ultra.

Ingen mulighed for WQHD+

En af de ting, jeg holder meget af på sidste års Note 10 Plus, er den høje skærmopløsning på hele 3040 x 1440. Alt stråler, når man kører med denne den højest mulige skærmopløsning, og selv de mindste detaljer står lysende klart.

Samsung fremstiller uden diskussion markedets bedste skærme, og den nye S20 Ultra er ingen undtagelse. Den byder også på absolut topklasse – i form af en skærm, der er næsten identisk med den på Note 10 Plus og matcher den med 3200 x 1440. Begge skærme er en fornøjelse at se på – selv i det stærkeste solskin er der ingen problemer.

I tilgift til den flotteste og mest højopløste skærm på markedet byder S20 Ultra også muligheden for 120 Hz opdatering af skærmen – altså dobbelt så hurtigt som på Note 10 Plus. Der er talt og skrevet meget om dette, som givet er den nye standard, der vil vinde indpas overalt blandt de lidt dyrere mobiler. I takt med at batteriet også følger med, for 120 Hz bruger 20-25 % mere strøm end de traditionelle 60 Hz.

Men igen: Sammenligner jeg med sidste års Note 10 Plus, der kun kører med 60 Hz, føler jeg virkelig ingen større forskel. De 12 MB RAM, som begge topmodeller leveres med, jævner det hele fint ud, så alting kører glat. Og selv om jeg skifter umiddelbart mellem de to modeller, fornemmer jeg ingen klar forskel. Faktisk så virkede One Plus 7 Pro’s McLaren Edition markant hurtigere. Og det endda til en markant lavere pris.

Enten eller – ikke både og

Men så kommer det helt uforståelige: Samsung lancerer med brask og bram en ny mobil, der med sine 120 Hz opdatering får alt andet til at ligne fortid. Med markedets klart bedste skærm.

Imidlertid kan den nye skærm ikke køre med den højeste opløsning på 3200 x 1440, hvis man også vil køre med den nye opdatering på 120 Hz. Da går den automatisk ned på beskedne 2400 x 1080. Det er en meget synlig forskel, hvis man er vant til at kigge fotos på sin mobil.

Gad vide, hvad Samsung lige har tænkt her. De har givet tænkt, at hvis man kører sin nye S20 Ultra i højeste opløsning og med hurtigste skærmopdatering, da rækker batteriet måske ikke dagen ud? I så fald er batteriet jo blot for lille, for hvem vil købe en hundedyr mobil med fornemme specifikationer, som man bare ikke kan bruge? Det er en klar ommer, Samsung.

Lidt af samme skuffe oplever man desværre med de spritnye kameraer, der er indbygget i den nye Samsung Galaxy S20 Ultra. Samsung har hidtil brugt Sony’s kameramoduler og gennem årene fintunet dem, så de tager perfekte billeder. Hver gang. Under de mest forskellige omstændigheder. Det ved jeg fra min Note 10 Plus, der repræsenterer det ypperste, som Samsung og Sony kan præstere.

Kameramodulet i den nye S20 Ultra er Samsungs eget. Selvudviklet og selvproduceret. Der er ingen tvivl om, at der gemmer sig enorme muligheder i den kæmpemæssige kameraklods, som den nye mobil er forsynet med. Den er så stor, at den gør mobilen udpræget toptung. Og den rager så langt ud, at man ubetinget må pakke sin nye mobil ind i et kraftigt etui. Ellers ligger den og rokker på bordet.

Jeg valgte Samsung’s eget “Protective Cover”, som gør det rigtig godt. Men som desværre gør en i forvejen stor mobil endnu større…

Den helt store attraktion ved S20 Ultra er naturligvis kameraet, som byder på 108 MP til ekstremt detaljerede billeder. Xiaomi var med sin Mi Note 10 den første til at passere de magiske 100 MP – endda til den halve pris af Samsung.

Samsung bruger den såkaldte “Nona Pixel Binning” teknik til at reducere antallet af pixels og dermed billedstørrelsen. Avancerede algoritmer kombinerer ni pixels til én superpixel, hvorved det færdige billede består af 12 MP baseret på 108. Det er, hvad man får, hvis man ikke beder om mere. Og det er bestemt flotte og farvemættede fotos, som vi er vant til dem fra Samsung, der kommer ud af denne teknik.

Gigantisk kameramodul

Den nye megasensor tager uden diskussion nogle utroligt flotte og detaljerige fotos, man virkelig kan zoome i. Men begejstringen aftog hurtigt, da det gik op for mig, at den ikke kan bruges i Pro Mode, som jeg ellers har vænnet mig til og er blevet rigtig glad for i min Note 10 Plus. En indstilling, hvor man selv manuelt kan vælge fokus, eksponering og meget andet, man ofte vil få brug for i krævende situationer, hvor automatikken ikke kan følge med. Eller hvor man bare ønsker et andet resultat.

Det er rigtig træls, når man som fotonørd står med markedets sikkert bedste kameramodul – som man så bare ikke kan bruge i andet end Auto Mode. Hvor man overhovedet ikke kan gå ind og finjustere de forskellige parametre, som man plejer at kunne. Det er som at køre i en Ferrari med en angivet tophastighed på 300 km/t. Men som er droslet ned til kun at kunne køre 100 km/t…

Man får heller ikke i pose og sæk, hvis man vil tage selfies. Man kan her vælge mellem en imponerende høj 40 MP opløsning uden mulighed for finjustering. Og så en lav opløsning med flere muligheder for justering af billedet.

Her er det igen fuldstændig som med skærmen: Det er enten eller og ikke, som det ellers burde være på en så dyr kameramobil som denne, både og. Samsung henvender sig ellers med S20 Ultra specifikt til fotoentusiaster, der gerne vil lege med lyset. Men det må de bare ikke her…

Men det bliver værre endnu. Én ting er de begrænsede justeringsmuligheder under fotografering. En anden er autofokuseringen, der ind imellem er helt i hegnet. Det store kamera kører frem og tilbage, mens det søger at finde fokus og holde det. På video ligner det en fuld mand på vej hjem gennem parken en mørk nat. Der kæmpes virkelig, og det lykkes sjældent. Hurtige fokusskift får ofte fokus til at låse helt, så man må ind at korrigere manuelt. I Auto Mode.

Det dur naturligvis ikke på så dyr en kameramobil som S20 Ultra, der bare skal fungere optimalt hele tiden og under alle omstændigheder. Hvis den skal kunne leve op til sit eget pompøse navn: “Ultra”.

Selv hvidbalancen roder den godt i, så man som fotograf kan blive helt rundforvirret. Jeg oplevede et par gange, hvordan skærmen pludselig viste helt psykedeliske farver, når kameraet desperat ledte efter den rette hvidbalance. Ikke betryggende.

Spacy Zoom…

Og så er der naturligvis den helt store gimmick over dem alle: 100X Space Zoom…

De tre indbyggede bagkameraer er henholdsvis en 12 MP vidvinkel, en 108 MP standard og en 48 MP tele. Det kræver noget af en processor at holde styr på og kombinere de mange pixels, billedvinkler og fokuseringer. Samt avanceret software. Tilsyneladende råder hverken Samsung eller det nye Ultra over det fornødne.

Samsung har markedsført den nye 100X zoom benhårdt, hvilket har været rigtig dumt. Det er nemlig uhyre begrænset, hvad den kan levere og bruges til. For det første er det næsten umuligt at holde en 100X zoom stille. Der skal stativ til, og hvad er så ideen med at have en “mobil”?

For det andet er det resulterende billede så grynet og uskarpt, at det ikke kan bruges til noget som helst. Højest som kikkert, hvis man vil betale så mange penge for så uskarp én af slagsen. Den nye Space Zoom burde derfor kaldes “Spacy Zoom” i stedet – for at matche de stærkt svingende ydelser.

De første mange anmeldelser af S20 Ultra har været meget positive eller i hvert fald forsigtige. De har kun i få vendinger påpeget, at der vist var noget galt med fokuseringen. Og at Samsung vistnok havde en update på vej.

Nu står det imidlertid lysende klart, at det nye 108 MP kameramodul slet ikke lever op til hverken Samsungs egne lovprisninger eller kundernes berettigede forventninger. Selv blandt Samsungs sædvanlige rygklappere er kritikken taget til. Og selv efter de seneste opdateringer er problemet der stadig.

Kloge hoveder vil vide, at problemet skyldes to ting: At Samsung bruger en ny fokuseringsmetode på sin egen nye sensor: Face Detection i stedet for Dual Pixel som på den hidtidige fra Sony. Og at den ultrastore kamerasensor i sig selv betinger en meget ringe dybdeskarphed, som stiller større krav til fokuseringen end tidligere. Margen for skarp fokusering er mindre end nogensinde.

Men når ellers elektronikken fungerer, som den skal, da leverer S20 Ultra fornemme fotos som dette.

Exynos eller Snapdragon

Når først kritikken er begyndt at hagle ned over et produkt, kommer der ofte fokus på helt nye områder. Således har det længe været kendt, at Samsung leverer sine dyre mobiler med to forskellige processorer: Det amerikanske marked får i dette tilfælde den nye Snapdragon 865 fra Qualcomm, mens resten af verden tilsyneladende må nøjes med Samsungs egen Exynos 990.

Det plejer ikke at være noget, der diskuteres på Samsungs topmodeller, men alt er tilsyneladende anderledes denne gang. Nu har kritiske tech-nørder nemlig været inde og målt nærmere på de to vidt forskellige processorer. Hidtil har der været nogenlunde enighed om, at der ikke var en verden til forskel på Snapdragon og Exynos. At de havde hver deres stærke og svage sider, men at de alt andet lige nok leverede nogenlunde samme ydelse.

Nu viser det sig imidlertid, at der er forskel. Endda stor forskel. Foretager man en Antutu Benchmark på de to processorer, kommer Snapdragon ud som cirka 10 % hurtigere end Exynos. Tester man flere gange, bliver processorerne naturligvis varmere, hvilket øger forskellen. Ikke mindst Exynos løber hurtigt rigtig varm.

Her er det så, at processorernes indbyggede og automatiske “Thermo Throttling” sætter ind. For at holde temperaturen nede, sættes hastigheden tilsvarende ned, og nu er Snapdragon pludselig hele 20 % hurtigere end Exynos. Og da går det ud over frame raten i grafiske applikationer såsom spil.

Men ser man på batteriforbruget under intensive opgaver som tunge grafiske spil, da begynder forskellen for alvor at vise sig. Hvor man kan være heldig at få 7 timers skærmtid med sin Exynos processor, leverer Snapdragon hele 9 timer. Det er en forskel, som er til at tage og føle på. Specielt da når man tager i betragtning, at den høje skærmfrekvens på 120 Hz forbruger op mod 25 % mere strøm end den normale.

I daglig brug vil man næppe mærke forskellen. Men det er på godt jysk rigtig træls at vide, at køber man den samme mobil i USA – med en Snapdragon processor indbygget – da får man en mobil, der kører op til 20 % hurtigere og 25 % længere end den, man har købt på vor side af Atlanten. Endda til en dyrere pris herovre…

Lagerpladsen

Den slags er jo aldrig rart at vide. Og så lige afslutningsvis dette til at runde denne anmeldelse af med:

Sidste års topmodel fra Samsung, Note 10 Plus, blev leveret med 256 GB som standard lagerplads. Den nye S20 Ultra leveres med blot 128 GB.

Måske man skulle overveje at få sin nye Note 20 Plus hjem fra “over there”, når Corona-krisen forhåbentlig snart er overstået og vi atter kan rejse frit igen. Med en Snapdragon 865 ombord…

Vejledende udsalgspris i Danmark:

10.500,- uden abonnement.

Prisen falder hurtigt.

Stensikkert.

Set til 7.500,- pr. 1.10.2020

“Gå altid tilbage til en fuser”

Sådan lød det i hvert fald i sangen fra Gnags’ Peter AG i mine glade studenterdage. I nogle tilfælde har det da også vist sig at være en god idé – for nu lige at se, om man havde ret eller tog fejl og havde fået det forkerte førstehåndsindtryk.

Jeg fulgte med i tech-debatten om netop Samsungs Galaxy S20 Ultra, der havde fristet og frustreret mange siden sin lancering.

Da jeg returnerede min første model, havde den ikke været på markedet i mere end et par måneder. Alligevel havde den i løbet af denne korte tid modtaget ikke mindre end otte (8) software-opdateringer, der skulle få styr på det løbske kamera med de mange (108) megapixels.

Og nu kunne et par af de “store” tech-anmeldere på YouTube så fortælle, at Samsung langt om længe havde fået styr sin Ultra-model. Samtidig var prisen i mellemtiden faldet fra kr. 10.500,- til kr. 8.500,-.

Jeg tog derfor chancen og investerede i et nyt eksemplar, der åbenbart ikke var af første sending. I hvert fald startede den fint op og hentede blot en enkelt software-opdatering ned, inden den meldte klar. Det var helt sikkert ikke den samme firmware, der sad i denne som i den foregående model.

De første timer gik det rigtig fint. Alt fungerede tilsyneladende, som det skulle. Men så gik jeg ind i PRO Mode og legede med de mange indstillinger her. Og så begyndte ulykkerne igen. Ikke med hvidbalancen som på det første eksemplar. Men med manglende fokusering og uønsket billedoptimering.

Nyt koks i kameraet…

Det gik så galt, at jeg flere gange måtte nulstille app’ens indstillinger, når den frøs. Hvilket desværre også nulstillede samtlige personlige indstillinger i menuen. Jeg oplevede sågar efter en genstart, at selv mobilens startskærm også var tilbage ved fabriksindstillinger. Det må altså ikke kunne ske.

Hvad værre var, så begyndte min Ultra at kokse helt ud, når jeg bad den tage et 108 MP billede. Disse fyldte lige så meget, som de burde, men blev af uransagelige årsager langt mindre skarpe end de normale 12 MP billeder. Faktisk så det ud til, at de havde været igennem en massiv billedbehandling, før de blev lagret. I stedet for at være de rene rå 108 MP, der var bedt om.

Det samme skete, når jeg zoomede 30, 50 eller 100X gange ind på et motiv. Her satte Ultra’en ind med en billedbehandling så massiv, at det færdige resultat mere lignede et abstrakt maleri end et eksakt fotografi. Det var smadret i en sådan grad, at man ikke længere kunne redigere i det overhovedet.

Efter nogle dage med min anden S20 Ultra måtte jeg kaste håndklædet i ringen og nødtvungent returnere også den. Det er bare for dårligt, Samsung. Med en mobil i 10.000 kroners klassen. Det er ikke bare en ommer. Det er et rap med linealen. En eftersidning af de længere.

Glæder mig til en opgraderet efterfølger.

90 Hz McLaren OnePlus 7T Pro

Apple’s iPad Pro og flere gaming mobiler fra Asus og Razer har længe haft det: Et display, der opdaterer med 120 Hz i stedet for de traditionelle 60 Hz.

Udviklingen går mod stedse hurtigere mobiler med hurtigere opdatering af skærmen. Det giver helt enkelt en mere flydende oplevelse af, hvad der sker på mobilen. Noget, som ikke mindst spilleglade mobilbrugere sætter pris på. Så ser grafikken bare bedre ud, og det bliver sjovere at spille.

Der er næppe nogen tvivl om, at vi går mod mobiler og tablets, hvis skærme opdaterer med 120 Hz – altså 120 gange i sekundet. Forskellen på 60 og 120 Hz er både synlig og mærkbar – ikke mindst når man scroller.

Men vi er der ikke helt endnu, da så hurtig en opdatering også kræver mere strøm og dermed større batterier. Og netop batteriet har jo hidtil været en stærkt begrænsende faktor for kompakte mobiltelefoner, der hidtil og med 60 Hz ofte kun lige har kunnet slæbe sig igennem en hel arbejdsdag, inden de løb tør for strøm.

Flere producenter vil gerne, men tør ikke tage det store spring til 120 Hz på én gang. I stedet vælger de at kravle over, hvor gærdet er lavest – med skærme, der opdaterer med 90 Hz. Altså lige midt imellem de traditionelle 60 Hz skærme og de lynhurtige 120 Hz displays. Da behøver man ikke helt så store batterier – endnu.

OnePlus 7T Pro McLaren Edition

Kinesiske OnePlus har gjort det rigtig godt. De startede med at lancere high-end smartphones til mellemklassepriser, og det koncept vandt de mange kunder på. I takt med succes’en blev mobilerne dog stedse dyrere, og i dag befinder de sig efterhånden oppe i de lidt højere luftlagt. Der er dog stadig langt op til Apple, men Samsung er et godt sammenligningsgrundlag.

Jeg har haft lejlighed til at teste den seneste topmodel fra OnePlus – med det imponerende fulde navn “OnePlus 7T Pro McLaren Edition”. For nemheds skyld nøjes vi med at kalde den for “McLaren” her i artiklen. Det er en model, som OnePlus har designet i samarbejde med den engelske racerbils- og sportsvognsproducent McLaren, med hvem man også tidligere har udviklet en speciel McLaren mobil.

Også denne gang er det the “Need for Speed”, der har været temaet. Men det seneste resultat er klart bedre end det første forsøg, der mest var en kosmetisk tilpasning af en allerede eksisterende model. Den nye OnePlus 7T Pro McLaren er ingen ulv i fåreklæder, men en på alle måder åbenlyst lynhurtig mobil værdig til McLaren navnet.

Der er dog stadig tale om en model bygget over 7T Pro temaet – iklædt racerdragt og McLarens ikoniske orangerøde papaya farve. Til gengæld er der tale om et gennemført tema, hvor næsten alt kan iklædes papayarødt – menuer, ikoner og sågar også notifikationer.

De sidste ankommer nemlig med et papayarødt blink på siderne af skærmen. Smart og gennemført som selve mobilens design, der på én gang er elegant, diskret – og ganske prangende. Sort – med papaya sprinklet ud over hele indholdet. Sort – med det samme kulfiberlook, som også præger bilerne.

Vi lader billederne tale for sig selv. Det ser godt ud, og det bliver man ikke træt af at kigge på i hele mobilens sikkert lange levetid. Det medfølgende cover er ligeledes en klar opgradering i forhold til den tidligere McLaren mobil, der blev leveret med et kønsløst cover i kulfiber – helt uden særlige kendetegn. Dengang var det ikke noget ved at flashe sin nye OnePlus McLaren mobil – for ingen kunne jo se eller genkende den i det hylster…

Cover me up…

Det kan man for alvor denne gang, hvor OnePlus har taget sig sammen og skabt et cover uden lige. Et cover, der oser af McLaren og som endda er holdt i samme kulfiber og Alcantara som bilerne. Nu er der for alvor noget ved at tage mobilen frem og diskret lægge den på bordet foran sig i stillekupeen på første klasse. Eneste ulempe er, at det nye McLaren Edition cover er en sand støvmagnet…

Der er således absolut intet at udsætte på mobilens ydre – hvis man altså er til slank form og sort farve med papaya og plys. Det er der bestemt heller ikke, hvad mobilens indre angår. Her har OnePlus samlet det bedste af det bedste – det hurtigste af det hurtigste og bundet det hele sammen med sit yderst velfungerende Oxygen OS, som er det næstbedste efter Googles helt rene Android OS.

Den flotte 6,7 tommers AMOLED skærm med buede kanter opdateres nu med 90 Hz i stedet for de traditionelle 60 Hz, og forskellen er til at se og føle på. Det hele glider bare som i smør, hvilket hele 12 GB RAM naturligvis også er medvirkende til. McLaren Edition kommer som standard med 12 GB RAM og 256 GB hukommelse – nok til de allerfleste.

Processoren er Qualcom’s Snapdragon 855 Plus, der klarer alt, man kan finde på at byde den – også de mest krævende spil. Der mangler hverken saft, kraft eller fart i den nye McLaren, der bare sprinter afsted, når flaget går.

Fire fine kameraer

OnePlus har aldrig haft det bedste rygte, hvad de indbyggede kameraer angår. Det har man nu for alvor gjort noget ved. Den nye McLaren Edition har nemlig de samme kameraer, som grundmodellen 7T Pro har – blot er der nu en speciel Macro Mode samt OnePlus’ egen udgave af Night Sight. Læg hertil det indbyggede popup kamera til selfies, og fotopakken lader ikke længere meget tilbage at ønske.

Vidvinklen spænder over 117 grader, så man får det meste med, og den indbyggede tele er nu på 3X. Onde tunger har dog regnet lidt på tallene og kan fortælle, at telen ikke er helt 3X – at det sidste stykke klares af den indbyggede software. Men så længe man ikke kan se forskel, er det nok ikke så vigtigt.

Hovedsensoren er Sony’s Exmoor på 48 MP, hvilket efterhånden er standard i mange mobiler i den bedre mellemprisklasse. Pixel Binning sørger for, at de 48 MP koges ned til 12 MP af høj kvalitet og stor lysfølsomhed.

Selfie-kameraet er af den sjove pop-up slags, der fungerer forbløffende godt og hurtigt. De 16 MP bruges også til Face Unlock, hvilket går lynende hurtigt. Faktisk så hurtigt, at man godt kan komme lidt i tvivl om, hvorvidt pop-up kameraet nu nåede at se og registrere brugeren, før den lukkede op for mobilen…

Det diskuteres ofte, om McLaren-udgaven er den ekstra merpris værd – når man nu for en lille tusse mindre kan få standardudgaven med stort set de samme specifikationer. Tilmed i andre farver, som man måske bedre kan lide – hvis man nu ikke er til Papaya.

30 W Warp Speed

Selv er jeg ikke et sekund i tvivl: Jeg ville til enhver tid vælge McLaren udgaven, der bare er superlækker – hvis man altså kan leve uden trådløs opladning. Det kan jeg selv kun vanskeligt. Jeg har nemlig trådløse opladere i næsten alle de rum, jeg regelmæssigt befinder mig i – det være sig hjemme eller i sommerhuset. Så heller ikke denne OnePlus passer ind i mit mobile liv.

Men det er og bliver jo en smagssag, om man er til trådløs opladning eller ej. Den medfølgende faste opladning af det 4.000 mAh store batteri er under alle omstændigheder lynende hurtig. 30W Warp Speed sørger for hele 50 % opladning på blot 20 minutter. Men vær klar over, at dette kun fungerer med den originale oplader, som følger med McLaren Edition. Ikke med den, der følger standardmodellen. Lidt hurtigere skal det jo også gerne gå i en McLaren!

OnePlus 7T Pro McLaren leveres med Android 10 installeret. Det er en fornem mobil, der kun kan anbefales. Varmt endda. Hvis man altså kan leve uden trådløs opladning. Og med den manglende IP68 certificering. Så nedsænk for en sikkerheds skyld ikke din nye McLaren i vand…

Google Pixel 4 – nu også med 90 Hz

Jeg havde fornøjelsen at teste OnePlus’ rappe McLaren samtidig med den spritnye Pixel 4 fra Google selv.

Google er jo som udgangspunkt et software-firma, der primært tjener sine milliarder på sin næsten totalt dominerende søgemaskine og dertil relaterede Google Ads. Som den sender ud til sine millioner af kunder via det gratis Android styresystem.

Google skeler dog noget til Apple, som også er et software firma, mens som samtidig har stor succes med sin hardware – ikke mindst de mange millioner iPhones. Gennem de seneste år har Google derfor selv lanceret et lille antal “Pixel” mobiler, som byder på den seneste og reneste Google oplevelse – helt uden den irriterende “bloatware”, der fylder op hos de fleste andre producenter af Android-mobiler.

Den seneste Pixel model er en sådan “ren” Google sag. Den byder på flere banebrydende teknologier, som desværre ikke er helt gennemarbejdede. Dertil samme 90 Hz opdatering af skærmen, som også McLaren benytter sig af. Når ellers Google mener, det er en god idé.

Læs meget mere herom i testen af Google Pixel 4 og 4XL.

Samsung: Galaxy Note 9

9 på 9’eren – det er, hvad man får på den stadig nye Samsung Galaxy Note 9. Android 9.0 Pie på Samsung Note 9. Og det spiller rigtig godt sammen både ude og hjemme.

Samsungs absolutte topmobil har indtil videre altid været at finde i Note-serien – med Note 9 som den seneste og mest avancerede. Her har den sydkoreanske elektronikgigant høstet sine største triumfer – og lidt de største nederlag.

Det sidste med Note 7, som jo viste sig at være et livsfarligt bekendtskab, der kunne selvantænde og sågar eksplodere, så den til sidst blev helt forbudt ombord på fly i USA. Som vistnok den første mobil, der fik den noget tvivlsomme ære…

Anyway, Note 9 er det, man kalder en “iterativ” videreudvikling. En mobil, der bygger på sin forgængers dyder, og som forbedrer dennes egenskaber, hvor teknologien tillader det. Men altså uden at bringe radikalt ny teknologi til torvs.

Da Note 9 på næsten alle måder ligner forgængeren Note 8, skal der her blot henvises til artiklen om Note 8. I denne artikel skal der kun fokuseres på de felter, hvor Note 9 er forbedret eller forandret. Og det er heldigvis tilfældet ganske mange steder.

Måleligt bedre er den nye CPU, der er hele 55% hurtigere end sin forgænger i Note 8. Det er mærkbart, og der mangler aldrig kræfter – selv ikke til krævende spil.

Batteriet

Den vigtigste grund til, at jeg skilte mig af med min Note 8, var batteritiden. Efter katastrofen med Note 7, hvis batteri var fejlkonstrueret og derfor kunne selvantænde, var Samsung naturligt nok meget forsigtige med at presse citronen – med at lade batteriet fylde for meget af mobilen. Der skal jo være plads til at komme af med varmen.

Batteritiden på Note 8 var derfor mildest talt elendig, hvilket ikke mindst viste sig, når man brugte GPS-applikationer som ViewRanger og andre, der er i konstant kontakt med satellitterne, mens data overføres til kortmateriale på mobilens skærm.

Efter blot et par timers brug i felten havde Note 8 aldeles tabt pusten og måtte give op. Den gik helt enkelt i sort og lod sin bruger (mig) i stikken ude i felten. Eller dybt inde i skoven.

Not so with Note 9. Hvor Note 8 blot havde sølle 3.500 mAh – sølle til så stor og klar en skærm – dér kommer den nye Note 9 nu med mere passende 4.000 mAh. Nu kan man klare sig igennem de fleste almindelige dage – og lidt flere timer i felten med GPS’en kørende.

Takket være en ny og avanceret metode – “Water Carbon Cooling System” kaldet – løber Note 9 heller ikke varm under brug. Det er denne metode, som sammen med kobber til varmeafledning gør, at Samsung nu igen tør presse citronen og udnytte den trange plads mellem alle de andre elektroniske komponenter optimalt.

Kameraet

Kameraet eller rettere: Kameraerne, for der er to af slagsen – er blevet opgraderet til samme kameramodul, som så dagens lys i Galaxy 9 Plus: Med “Dual Aperture”, som henholdsvis åbner og lukker for lyset alt efter forholdene. Med blænde 2.4 eller den lysstærke 1.5.

En lille ekstra og ekstern blændering går ned, hvis lyset er for stærkt, og leverer på denne måde marginalt bedre billeder. Det samme gælder ved svagt lys, hvor den samme blændering i stedet åbner op og lukker mere lys ind. Med det resultat, at man kan tage billeder ved dårligere lysforhold end før.

Lad os tage det sidste først. Det er hævet over enhver tvivl, at Note 9 kan tage billeder i dårligere lys, end Note 8 kunne. Det kan man hurtigt selv konstatere ved at snappe et par billeder i næsten mørke. Note 9 får synlige ting med, som Note 8 slet ikke kunne registrere.

Meget mere tvivlsomt er det i den lyse ende af spektret. En af de ting, jeg syntes bedst om ved Note 8, var kameraet, som tog utroligt flotte og knivskarpe fotos. Not so med Note 9, der selv i klart sollys kan have problemer med fokuseringen. Især på kort hold. Og mest udtalt i Portrait Mode, hvor der ofte kæmpes, når motivet ikke lige er et ansigt.

Testskud af samme motiv med en iPhone Xs Max viste en slående forskel på de to kameraer. Når jeg sammenligner med Note 8 fotos fra sidste år, oplever jeg tydeligt, at 8’erens kamera tog bedre fotos, end 9’eren gør. Jeg har ikke læst eller hørt om andre, der har haft samme oplevelse.

Set i det lys (!) skulle Samsung jo ikke have “opgraderet” Note 9 med kameradelen fra Galaxy 9 Plus. Det var i mine fotograføjne en ærgerlig downgrading. Note 9 plejer jo at være toppen af poppen.

Pennen

Det, der for alvor adskiller Samsung Galaxy Note-serien fra almindelige dødelige smartphones, er naturligvis den medfølgende S-Pen. Med den kan man lave rigtig mange fornuftige ting, som mange hurtigt bliver afhængige af. Undertegnede til dels inklusive.

En lange række specielle apps til S-Pennen gør det muligt at skrive direkte på en låst skærm, at oprette notes, der kan tekstes, skrives, tegnes eller males i. Der kan tages uhyre præcise screenshots, som kan flettes ind i andre programmer, og man kan få oversat udenlandsk tekst direkte.

Endelig kan man ved blot at lade pennen svæve over sin inbox få læst noget af indholdet op, så man ikke altid behøver at åbne hele mailen. Ganske smart og praktisk, hvis man får mange mails.

Nyt til S-Pennen på Note 9 var så den indbyggede Bluetooth-funktionalitet. Nu kunne man ikke blot bruge den indbyggede knap i pennen til at slette med. Nu kan den også programmeres til at udføre en lang række funktioner:

– Den kan åbne kameraet. Den kan bruges som fjernudløser, hvilket er en rigtig smart og i praksis meget brugbar funktion – ikke mindst til selfies. Og så kan den bruges til at scrolle i fotos eller sågar skifte slides i præsentationer såsom Powerpoint.

Det er rigtig smart og rigtig sjovt at lege med – de første par dage. Så glemmer man muligheden igen og bruger den ikke længere. Det var i hvert fald det, der skete for mig, som ellers er rigtig glad for pennen.

For mig var og er det samtidig et stort irritationsmoment, at den lille knap aldrig er, hvor man har brug for den. Pennens og knappens fysiske udformning gør det noget nær umuligt at vide eller mærke, hvor knappen befinder sig. Og i mørke – hvis man viser præsentationer for et publikum – er det helt umuligt.

Der bør findes en løsning, så knappen er nem at finde. Og pennen skal være så robust, så den ikke knækker. Det er nemlig sket for rigtig mange af de nye S-Penne. De knækker altid lige i overgangen mellem plast og metal. Så ofte, at man på nettet har genoplivet den gamle #spengate.

Den opstod ved Note 5, hvor pennen havde det med at sætte sig helt fast oppe i mobilen – umulig at få ud igen. Så S-Pennen er tydeligvis både styrken og svagheden ved Samsungs Note modeller.

Og hvis ellers der var plads til det, måtte S-Pen gerne være lidt større. Så ville den være lettere og mere behagelig at holde om.

Højttaleren

De store og fantastisk flotte skærme på såvel Note 8 som Note 9 egner sig rigtig godt til at se film på.

Kombineret med et behageligt fravær af den berømte eller berygtede sorte “notch” i toppen af skærmen, som Apple introducerede med iPhone X, gør størrelsen alene Note 9 til en fornøjelse at se på.

Note 9 har samtidig fået forbedrede højttalere – hele to af slagsen mod før kun én – der bedre kan leve op til den store og flotte skærm. De er udviklet af AKG, som også ejes af Samsung, og kommer nu med support for lydformatet Dolby Atmos (DA). Nogen hørbar forskel med og uden DA kunne jeg dog ikke rigtig notere mig. Andre kan dog tilsyneladende.

Vil man gerne se sine film eller arbejde på en endnu større skærm, så har Samsung indbygget sin DEX-funktion, der i år er blevet endnu en tand skarpere. Nu kan man nemlig koble sin Note 9 direkte op på en større monitor med et HDMI-kabel, som dog ikke medfølger.

Ingen irriterende ekstra DEX-box at slæbe rundt på. Man kobler blot sin Note 9 direkte til den ønskede monitor med HDMI-kablet og vælger, om skærmen skal fungere som et helt nyt skrivebord – eller blot spejle skærmen på Note 9.

Rigtig smart og velfungerende. Hatten af for den funktion, som næppe mange dog vil have brug for.

Fingeraftrykket

Note 8 fik megen kritik på grund af den uheldige placering af fingeraftrykslæseren.

Den var nemlig placeret ret ved siden af kameramodulet – øverst oppe på bagsiden af mobilen, hvor den kunne være svær at finde endsige nå. Og fandt man den endelig, havde man i regelen været inde over kameralinserne med sine fedtede fingre først…

Det problem har Samsung løst med Nye 9, hvor fingeraftrykslæseren er flyttet ned under kameramodulet. Her er den lettere at nå, og her kommer man kun undtagelsesvis i nærkontakt med kameralinserne.

Bruger man det herunder omtalte “Protective Cover” fra Samsung selv, nærmest guides fingeren hen til fingeraftrykslæseren. De er født til hinanden.

Det er dog stadig en smagssag, om man kan lide at have fingeraftrykslæseren placeret på bagsiden. Her sparer den unægtelig plads, men ofte ligger ens mobil jo med forsiden opad – og scanneren utilgængelig.

Samsung havde med Note 8 lanceret sin såkaldte “Intelligent Scan”, som man ved en kombination af forskellige biometriske genkendelsesmetoder kunne låse sin mobil op med.

Det lykkedes mig imidlertid aldrig nogensinde at få dette system til at fungere bare nogenlunde på Note 8. Det gjorde systemet til gengæld øjeblikkeligt med Note 9, så det var en meget markant og yderst brugbar forbedring.

Til gengæld viser udenlandske tests, at man relativt let kan åbne mobilen ved at vise den et foto af dens ejermand. Ikke så godt.

Etuiet

Det gælder om at beskytte sine investeringer. Og det gør man meget ofte bedst med etuier, som er fremstillet af selvsamme firma, der også har produceret mobilen.

I dette tilfælde blev det således til Samsung’s eget “Protective Cover”, der lever op til militære standarder før stød og slag. Samtidig ser det godt ud – bedre end sin forgænger – og har stadig et indbygget “bagben”, der kan klappes ud, når man skal se film.

Det fungerer bare. Eneste ulempe, som jeg noterede mig, var, at den indbyggede S-Pen bliver klart sværere at fiske ud – godt pakket ind, som den jo er, oppe i det beskyttende etui.

Det er dog en detalje, som ikke trækker fra det ellers gode indtryk af Samsung’s lille, men store ny – Galaxy Note 9.

Er man til Android, fås det næppe bedre.

The Nokia promise…

Det er svært at leve op til brugernes forventninger, når man hedder Nokia og i mange år har været hele verdens ubestridt største leverandør af mobiltelefoner.

Da finske Nokia for nogle måtte kaste håndklædet i ringen og sælge ud til amerikanske Microsoft, der holdt Iive i Nokia med deres Windows Phone, troede vi vel alle, at den hellige grav var velforvaret. For en gigant som Microsoft kunne da ikke fejle eller tage fejl?

Men det kunne de. Efter nogle svage år med ellers stærke mobiler som topmodellen Lumia 1020, erkendte Microsoft, at heller ikke de var store nok. At der tilsyneladende kun var plads til to mobile styresystemer – Apple’s iOS og Google’s Android. Man valgte derfor at lukke helt ned for mobilsiden.

Men Fugl Føniks genopstod endnu engang af asken – i form af det finske, men nu kinesisk finansierede selskab HMD Global Oy, der købte den eneste licens til at producere mobiler med Nokia som brand name.

Det varede et stykke tid, inden de første af de nye Nokia mobiler kom på banen – alle smartphones med Android som styresystem. Snart skiftede man over til Android One, der garanterer løbende systemopdateringer i to år og sikkerhedsopdateringer i tre. Noget, man som Android-bruger ikke ligefrem har været forvænt med.

Selv investerede jeg i en af de nye Nokia’er – en Nokia 6, som med sit rå, robuste og helstøbte alu-karosseri gav umiddelbare mindelser til såvel Nokias eget forsøg på en Nokia PC som nu klassiske Apple’s MacBook Pro i ren aluminium.

Hvis man følger Nokia på de sociale medier, hvoraf Twitter tilsyneladende er det foretrukne, vil man se, at Nokia har forfærdeligt mange loyale brugere i Indien, som jo er et af verdens folkerigeste lande. Nokia valgte derfor tidligt at satse på produktion af prisbillige, men højtydende mobiler, som i første omgang skulle sælges på det indiske marked.

Det er der indtil videre kommet en hel perlerække af fine mobiler ud af – fra den billigste Nokia til den dyreste Nokia 8, hvor topmodellen fik det historiske tilnavn “Scirocco”.

Jeg har som sagt selv en Nokia 6 af de allerførste, og jeg kan attestere, at den løbende er blevet opgraderet – helt som lovet og som vist her af Nokia selv:

Det har tilsyneladende taget lidt længere tid med de mindre modeller. På Twitter kunne og kan man således følge de mange trofaste Nokia-brugere, som konstant spurgte og spørger til opdateringer. Specielt op til årets store IT-messe i Barcelona, hvor der forventedes spændende nye mobiler fra Nokia, var søgningen og spørgelysten stor.

Få dage før messen kunne Nokias leder Juho Sarvikas så med glæde og stolthed annoncere, at nu var også den oprindelige Nokia 6’er også blevet opdateret. Født med Android 7.0 “Nougat” og året efter opdateret til Android 8.0 “Oreo” for så op til messen i 2019 at få sin sikkert endelige opdatering til Android 9.0 “Pie”. “The Nokia promise fulfilled”.

Det var mere, end Nokia egentlig havde lovet, men det var og er rigtig godt for loyaliteten, som er stærk blandt Nokia’s millioner af brugere i fortrinsvis udviklingslandene. Her forbinder man Nokia med høj kvalitet til overraskende lave priser. Det blev således en fin optakt til messen i Barcelona, hvor der var rigtig store forventninger.

Hele branchen havde i måneder og nærmeste også år talt om, at der da snart måtte komme en ny Nokia, som kunne bære fanen videre efter fotoklassikere som Nokia 808 og Lumia 1020 – begge verdens første kameraer med mere end 40 millioner pixels i sensoren og Zeiss på navneskiltet.

Nu måtte tiden da snart være moden til en Nokia 9 “Pureview”.

Der havde længe cirkuleret fotos og mockups af den nye Nokia, og rygterne om specifikationer har været utallige. Men pludselig blev der lækket en hel video, som viste og fortalte om det nye vidunder, der skulle have hele fem kameraer på bagsiden. Alle med Zeiss navnet som garant for kvaliteten.

Hvis fotos og specifikationer ellers talte sandt, så stod vi snart med arvtageren til Nokia 808 og Lumia 1020. Endda i et elegant design, som bærer tydelige spor af den finske oprindelse og det fine finske formsprog, hvad designet angår.

Men hvor var alle de mange millioner pixels blevet af? Dem, der havde kendetegnet Nokia 808 Pureview og Microsoft Lumia 1020 og givet dem deres berømmelse?

De var der ikke mere. I stedet var de mange millioner pixels erstattet af en hel masse kameraer efter bedste “Light” forbillede.

Det var firmaet “Light”, der med sin nu berømte L16 tog hul på at bruge ikke blot flere, men ligefrem mange separate kameraer, hvis input så blev samlet og redigeret ned til ét enkelt billede.

Og det er da også “Light”, der har leveret kamerateknologien til den nye Nokia 9 Pureview, som blev lanceret på 2019 MWC-messen i Barcelona. På licens, naturligvis – og stadig med Zeiss som leverandør af linser og kameramoduler.

Nu er Nokia 9 Pureview så en realitet – vel ankommet til Danmark, hvor den som i resten af verden har fået lidt blandede anmeldelser. Jeg har haft fingrene i den lille ny, som på flere måder har været og stadig er et ganske interessant bekendtskab. Omend et noget knibsk af slagsen.

Det kan du læse meget mere om, når jeg får samlet mine oplevelser med den nye kameramobil fra HMD i en separat artikel med den ret forudsigelige overskrift “Nokia 9 Pureview”. Vel mødt til den!

Blodets bånd

Jeg er flov over mit foretrukne politiske parti gennem mange år – SF.

Jeg er flov over, at SF har vist sig blot at være endnu et patetisk politisk parti. Præcis som alle de andre, når først de kommer i regering og skal leve op til løfterne. Flov over, at den rød-blå regering med Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti har fucket valgsejren fra 2011 op.

De lovede det hele og holdt end ikke det halve. Resterne solgte de sågar til Goldman Sachs, som var med til at starte finanskrisen med deres skrupelløse spekulationer. Blandt meget andet derfor får SF ikke min stemme mere.

I skrivende stund er SF netop trådt ud af den regering, de aldrig burde være trådt ind i. De har siden valget i 2011 til fulde bevist, hvad andre advarede imod: At SF ikke er et regeringsdueligt parti. Fadæserne er ufatteligt mange og de slugte kameler om muligt endnu flere.

På miljøfronten fik vi en selvglad Ida Auken som miljøminister. Hendes fornemste resultat var den “Wall of Fame” over miljøministre, som hun nåede at oprette. Tids nok til, at hun også selv kunne komme op på den. I anledning af Miljøministeriets “runde” 42 års fødselsdag. Tsk.

– Måske hun vidste, hvad der var under opsejling i partiet? – At ministerbilen ikke længere tændte på alle 6 cylindre? – At hun måtte skynde sig for selv at komme op på væggen? Svaret blæser i vinden.

I miljøkredse vil hun mest blive husket for, at hun – da hun som miljøminister fik en helt unik chance for at ændre radikalt på tingene – valgte vandmiljøet i Gudenåen fra til fordel for den blågrønne vandkraft fra Tangeværket. Hun svigtede helt enkelt vandmiljøet til fordel for den minimale elproduktion, da hun fik valget.

Det var da også den, som hendes morbror Svend Auken var så glad for i sin tid. Vandkraften. Vandkraften og elproduktionen. For ikke at glemme skarverne, som han jo fik totalfredet.

Blodets bånd. Det ved de bedre end mange i Nordkorea…

Farvel SF. Det blev en smertelig skilsmisse.

30. januar 2014

Steen Ulnits

– Frit Fald!

En amerikansk psykolog har engang udtalt, at der er tre ting, som pattedyr i almindelighed og mennesker i særdeleshed er bange for. Det er pludselige og høje lyde; giftigt kryb i form af slanger, skorpioner og edderkopper – og så det at falde.

Terminal Speed: Vinden flår i tøjet, og kinderne blafrer i takt med springdragten!

Faldskærmsudspring byder på hele to af disse tre frygtede ting på én gang: Larmen fra flyets motor og vindens susen samt naturligvis den indbyggede angst for at falde. “The Fear of Falling”. Til gengæld er man ganske sikker på ikke at møde giftigt kryb på vejen ned! Den kendsgerning kunne måske lokke et og andet arachnafobi-plaget menneske ind i denne besynderlige sport…

Det kan næppe komme bag på nogen, at man falder, når man giver slip på en flyvemaskine i luften. Det er derimod mere overraskende, at nogle – undertegnede inkluderet – absolut vil udsætte sig selv for disse ting. For som min gode ven Jeff fra USA så snusfornuftigt sagde, da han hørte, at jeg havde haft et grimt uheld under faldskærmsudspring:

“Why would anybody want to jump out of a perfectly good airplane???”

– Hvorfor springe ud af en flyvemaskine, der ikke fejler noget?

Et rigtig godt spørgsmål, som er både let og svært at svare på. Svaret skal måske søges i de fotos, der er vist på denne side, og som alle er taget i luften over Lake Okeechobee under et træningsophold i Florida, USA i 1994. Det ser grangiveligt ud, som om vi svæver i luften, og det føles da også som at flyve frit. Men det er selvfølgelig en illusion. Man hverken svæver eller flyver – man falder naturligvis og gør det med en hastighed, der i løbet af 12 sekunder nærmer sig 200 km i timen. Noget af en nedtur, om man så må sige…

Er man positiv over for sporten, springer man for fartens og spændingens skyld. Er man negativt stemt, er det kun en sport for adrenalin-junkies. Dyrker man den selv på højt plan, gør man det givet for sportens skyld. Adrenalin-kick’et er der skam stadig, men nu reduceret til et niveau, hvor man også magter andet end blot at sige “wauuuw!” hele vejen ned!

Der er næppe tvivl om, at mange dyrkere af den ædle faldskærmssport gør det netop for susets skyld. De savner spænding i en ellers kedelig hverdag, og med faldskærm på ryggen er de sikre på en gevaldig psykisk optur, hver gang de kaster sig ud i en lige så forrygende fysisk nedtur. Disse mennesker lever helt enkelt for at springe – præcis som andre lever for at fiske, stå på ski, surfe eller klatre i bjerge. Det går i blodet. Ja, man fristes faktisk til at sige, at de springer for livet!

Uanset motiv og baggrund er det altid en ganske speciel oplevelse at springe med faldskærm. En oplevelse, der på én gang er både stærkt skræmmende og dybt fascinerende. Noget, der både trækker og frastøder. Under alle omstændigheder naturligvis aldeles grænseoverskridende den første gang, man vover springet…

Der er drama i luften – selv nede på jorden. Spændingen opbygges langsomt, men sikkert, mens man instrueres og gennemgår alle sikkerhedsprocedurerne. Man får sin faldskærm spændt på ryggen og bliver checket grundigt af sin instruktør. Man bliver kaldt ud til flyveren, der venter med piloten ombord, og kravler møjsommeligt ind i den trange kabine.

Free Fall III

Endnu et check af højdemåleren. Der er godt en halv snes sekunder mere at flyve eller falde i!

– Nu er der ingen vej tilbage! Døren bliver lukket, og motoren startet. Flyet taxier ud på landingsbanen og venter på klarmelding fra tårnet. Under take-off er larmen så voldsom, at man knapt kan råbe hinanden op. Men man har heller ikke lyst til at råbe. I stedet spekulerer man som en gal på, hvorfor i alverden man – aldeles frivilligt – indlod sig på noget så tåbeligt som dette. – For hvad skulle man overhovedet i den flyvemaskine???

Men det er for sent nu. Flyet climber op til springhøjden med motoren i højeste omdrejninger. Nervøst checker man sin højdemåler, som uden formildende omstændigheder viser flere og flere meter over havet. Til sidst er vi oppe, og piloten giver tegn til instruktøren, som åbner døren og spotter udspringspunktet. Med tegn og fagter dirigerer han flyet, så indflyvningen bliver korrekt. Det er nemlig begrænset, hvor meget man kan korrigere, når først man har sluppet sit tag i vingestiveren.

Så giver han tegn til den første springer, som nu skal kravle ud af døren – ud, så han eller hun kan få fat i vingestiveren.

Det er altid en voldsom oplevelse at skulle ud af døren første gang. Larmen er infernalsk. Forsigtigt stikker man foden ud i vinden, som straks skubber den væk igen. Man prøver endnu en gang – nu mere determineret – og ud kommer først foden og siden benet. Så er det tid til at få hele kroppen med, og nu er der for alvor pres på.

Vinden river og flår i tøjet, mens man centimeter for centimeter arbejder sig ud i vingestiveren. Til sidst hænger man der blot i armene, kigger desperat på sin instruktør og venter på “go” tegnet, når alt er klar.

Det kommer, og man slipper. Væk er med ét den infernalske larm fra flyets udstødning og suset fra propellen. Larmen erstattes af en nærmest engleagtig og øredøvende stilhed, mens man bare falder, falder og falder. En aldeles ukendt fornemmelse, som man kan blive helt betaget af – hvis man altså ikke i stedet er ved at dø af skræk.

Det er der nogle få, som er. Men de allerfleste når end ikke at reagere, førend faldskærmen med et smæld begynder at folde sig ud på himlen over én. Trukket ud af den lange velcro-strop, som er fastgjort til flyvemaskinen. Man mærker trækket i skuldrene og griber uvilkårligt efter rygselerne, der går op til skærmen.

Og så hænger man der bare. Man gjorde det! En berusende følelse af lykke, styrke og selvtillid vælder gennem kroppen – lige indtil det går op for én, at der endnu er et godt stykke ned til Moder Jord. Lidt forvirret kigger man sig omkring og spotter til sidst det store, gule landingskryds, som klubben har udlagt på springpladsen. Nu gælder det om at få højden, vinden og skærmens drift afpasset, så man lander nogenlunde det rigtige sted.

100 dpi 100 %

Udsigt til landingsbanen og flyvepladsen, hvor vi forhåbentlig skal lande igen. Der skal snart trækkes!

Den moderne faldskærm er flad som en luftmadras og har en ganske god fremdrift samt en lav synkehastighed – når den vel at mærke flyver for fuld fart fremad. Det må den derfor ikke, når der skal landes. Da skal den styres op mod vinden som en anden flyvemaskine og bremses – ved at trække begge styreliner helt ned – umiddelbart før man når jorden. Ellers går det galt, og man lander alt for hårdt.

Men gør man det hele rigtigt, lander man blødt som et fnug – ikke langt fra det gule landingskryds. Man trækker straks den ene styreline helt ned, hvorved kalotten drejer i jorden og kollapser. Så kan man samle den op – i stedet for at blive slæbt efter den hen ad jorden!

Efter det første vellykkede spring er det tid til at overveje, om det så var det – om man blot er lykkelig for at have overvundet sig selv, have prøvet noget grænseoverskridende og overlevet det. Eller om faldskærmsudspring måske er ens nye hobby.

Om man i så fald er klar til AFF – Accelereret Frit Fald – hvor hastigheden i løbet af 12 sekunder når 200 km i timen eller mere. Hvor der springes fra 2, 3 eller 4 km’s højde. Hvor man kan ligge og manøvrere i luften, danne formationer og i det hele taget lege med hinanden. Som du ser det på disse billeder. Og hvor man naturligvis selv skal trække sin faldskærm i den rette højde.

Uanset hvad man måtte beslutte sig for, så er konklusionen altid den samme: Det er naturligvis dybt godnat at springe ud af en velfungerende flyvemaskine i flere kilometers højde. Tåbeligt og farligt – selv med en faldskærm på.

Men kors, hvor er det altså fascinerende!

Det store spring

Jeg tog mit første faldskærmsudspring tilbage i 1974, hvor jeg i et lille års tid var Danmarks yngste springer.

Dengang foregik uddannelsen på Sønderborg Sergeantskole – med militærisk disciplin og krav om fysisk formåen. Da jeg aldrig har været den store idrætsmand, var det hårdt at komme gennem nåleøjet – at bestå Hærens Broncemærke for overhovedet at få lov til at springe.

Men den militære disciplin var god og sikrede, at Danmarks Faldskærmsunion dengang kunne fejre 10-års jubilæum uden en eneste dødsulykke. Siden blev faldskærmsudspring en civil sport, og med fremkomsten af de flade og hurtigt flyvende skærme begyndte dødsulykkerne at hobe sig op.

Da jeg tyve år senere, i 1994, tog til Florida for at genoptage sporten – nu med frit fald fra 4.000 meters højde – måtte jeg da også på bedste amerikanske vis underskrive en omfattende juridisk erklæring. Med den accepterede jeg, at:

“Faldskærmsudspring er en eksakt kalkuleret højrisikosport med små marginaler og mulig dødelig udgang“…

Kik på ovenstående fotos af mit første frie fald på 60 sekunder fra 4 km’s højde. Det går forrygende hurtigt, og ind imellem ligner jeg da vist også mest en vingeskudt and…