En amerikansk psykolog har engang udtalt, at der er tre ting, som pattedyr i almindelighed og mennesker i særdeleshed er bange for. Det er pludselige og høje lyde; giftigt kryb i form af slanger, skorpioner og edderkopper – og så det at falde.
Terminal Speed: Vinden flår i tøjet, og kinderne blafrer i takt med springdragten!
Faldskærmsudspring byder på hele to af disse tre frygtede ting på én gang: Larmen fra flyets motor og vindens susen samt naturligvis den indbyggede angst for at falde. “The Fear of Falling”. Til gengæld er man ganske sikker på ikke at møde giftigt kryb på vejen ned! Den kendsgerning kunne måske lokke et og andet arachnafobi-plaget menneske ind i denne besynderlige sport…
Det kan næppe komme bag på nogen, at man falder, når man giver slip på en flyvemaskine i luften. Det er derimod mere overraskende, at nogle – undertegnede inkluderet – absolut vil udsætte sig selv for disse ting. For som min gode ven Jeff fra USA så snusfornuftigt sagde, da han hørte, at jeg havde haft et grimt uheld under faldskærmsudspring:
“Why would anybody want to jump out of a perfectly good airplane???”
– Hvorfor springe ud af en flyvemaskine, der ikke fejler noget?
Et rigtig godt spørgsmål, som er både let og svært at svare på. Svaret skal måske søges i de fotos, der er vist på denne side, og som alle er taget i luften over Lake Okeechobee under et træningsophold i Florida, USA i 1994. Det ser grangiveligt ud, som om vi svæver i luften, og det føles da også som at flyve frit. Men det er selvfølgelig en illusion. Man hverken svæver eller flyver – man falder naturligvis og gør det med en hastighed, der i løbet af 12 sekunder nærmer sig 200 km i timen. Noget af en nedtur, om man så må sige…
Er man positiv over for sporten, springer man for fartens og spændingens skyld. Er man negativt stemt, er det kun en sport for adrenalin-junkies. Dyrker man den selv på højt plan, gør man det givet for sportens skyld. Adrenalin-kick’et er der skam stadig, men nu reduceret til et niveau, hvor man også magter andet end blot at sige “wauuuw!” hele vejen ned!
Der er næppe tvivl om, at mange dyrkere af den ædle faldskærmssport gør det netop for susets skyld. De savner spænding i en ellers kedelig hverdag, og med faldskærm på ryggen er de sikre på en gevaldig psykisk optur, hver gang de kaster sig ud i en lige så forrygende fysisk nedtur. Disse mennesker lever helt enkelt for at springe – præcis som andre lever for at fiske, stå på ski, surfe eller klatre i bjerge. Det går i blodet. Ja, man fristes faktisk til at sige, at de springer for livet!
Uanset motiv og baggrund er det altid en ganske speciel oplevelse at springe med faldskærm. En oplevelse, der på én gang er både stærkt skræmmende og dybt fascinerende. Noget, der både trækker og frastøder. Under alle omstændigheder naturligvis aldeles grænseoverskridende den første gang, man vover springet…
Der er drama i luften – selv nede på jorden. Spændingen opbygges langsomt, men sikkert, mens man instrueres og gennemgår alle sikkerhedsprocedurerne. Man får sin faldskærm spændt på ryggen og bliver checket grundigt af sin instruktør. Man bliver kaldt ud til flyveren, der venter med piloten ombord, og kravler møjsommeligt ind i den trange kabine.
Endnu et check af højdemåleren. Der er godt en halv snes sekunder mere at flyve eller falde i!
– Nu er der ingen vej tilbage! Døren bliver lukket, og motoren startet. Flyet taxier ud på landingsbanen og venter på klarmelding fra tårnet. Under take-off er larmen så voldsom, at man knapt kan råbe hinanden op. Men man har heller ikke lyst til at råbe. I stedet spekulerer man som en gal på, hvorfor i alverden man – aldeles frivilligt – indlod sig på noget så tåbeligt som dette. – For hvad skulle man overhovedet i den flyvemaskine???
Men det er for sent nu. Flyet climber op til springhøjden med motoren i højeste omdrejninger. Nervøst checker man sin højdemåler, som uden formildende omstændigheder viser flere og flere meter over havet. Til sidst er vi oppe, og piloten giver tegn til instruktøren, som åbner døren og spotter udspringspunktet. Med tegn og fagter dirigerer han flyet, så indflyvningen bliver korrekt. Det er nemlig begrænset, hvor meget man kan korrigere, når først man har sluppet sit tag i vingestiveren.
Så giver han tegn til den første springer, som nu skal kravle ud af døren – ud, så han eller hun kan få fat i vingestiveren.
Det er altid en voldsom oplevelse at skulle ud af døren første gang. Larmen er infernalsk. Forsigtigt stikker man foden ud i vinden, som straks skubber den væk igen. Man prøver endnu en gang – nu mere determineret – og ud kommer først foden og siden benet. Så er det tid til at få hele kroppen med, og nu er der for alvor pres på.
Vinden river og flår i tøjet, mens man centimeter for centimeter arbejder sig ud i vingestiveren. Til sidst hænger man der blot i armene, kigger desperat på sin instruktør og venter på “go” tegnet, når alt er klar.
Det kommer, og man slipper. Væk er med ét den infernalske larm fra flyets udstødning og suset fra propellen. Larmen erstattes af en nærmest engleagtig og øredøvende stilhed, mens man bare falder, falder og falder. En aldeles ukendt fornemmelse, som man kan blive helt betaget af – hvis man altså ikke i stedet er ved at dø af skræk.
Det er der nogle få, som er. Men de allerfleste når end ikke at reagere, førend faldskærmen med et smæld begynder at folde sig ud på himlen over én. Trukket ud af den lange velcro-strop, som er fastgjort til flyvemaskinen. Man mærker trækket i skuldrene og griber uvilkårligt efter rygselerne, der går op til skærmen.
Og så hænger man der bare. Man gjorde det! En berusende følelse af lykke, styrke og selvtillid vælder gennem kroppen – lige indtil det går op for én, at der endnu er et godt stykke ned til Moder Jord. Lidt forvirret kigger man sig omkring og spotter til sidst det store, gule landingskryds, som klubben har udlagt på springpladsen. Nu gælder det om at få højden, vinden og skærmens drift afpasset, så man lander nogenlunde det rigtige sted.
Udsigt til landingsbanen og flyvepladsen, hvor vi forhåbentlig skal lande igen. Der skal snart trækkes!
Den moderne faldskærm er flad som en luftmadras og har en ganske god fremdrift samt en lav synkehastighed – når den vel at mærke flyver for fuld fart fremad. Det må den derfor ikke, når der skal landes. Da skal den styres op mod vinden som en anden flyvemaskine og bremses – ved at trække begge styreliner helt ned – umiddelbart før man når jorden. Ellers går det galt, og man lander alt for hårdt.
Men gør man det hele rigtigt, lander man blødt som et fnug – ikke langt fra det gule landingskryds. Man trækker straks den ene styreline helt ned, hvorved kalotten drejer i jorden og kollapser. Så kan man samle den op – i stedet for at blive slæbt efter den hen ad jorden!
Efter det første vellykkede spring er det tid til at overveje, om det så var det – om man blot er lykkelig for at have overvundet sig selv, have prøvet noget grænseoverskridende og overlevet det. Eller om faldskærmsudspring måske er ens nye hobby.
Om man i så fald er klar til AFF – Accelereret Frit Fald – hvor hastigheden i løbet af 12 sekunder når 200 km i timen eller mere. Hvor der springes fra 2, 3 eller 4 km’s højde. Hvor man kan ligge og manøvrere i luften, danne formationer og i det hele taget lege med hinanden. Som du ser det på disse billeder. Og hvor man naturligvis selv skal trække sin faldskærm i den rette højde.
Uanset hvad man måtte beslutte sig for, så er konklusionen altid den samme: Det er naturligvis dybt godnat at springe ud af en velfungerende flyvemaskine i flere kilometers højde. Tåbeligt og farligt – selv med en faldskærm på.
Men kors, hvor er det altså fascinerende!
Det store spring
Jeg tog mit første faldskærmsudspring tilbage i 1974, hvor jeg i et lille års tid var Danmarks yngste springer.
Dengang foregik uddannelsen på Sønderborg Sergeantskole – med militærisk disciplin og krav om fysisk formåen. Da jeg aldrig har været den store idrætsmand, var det hårdt at komme gennem nåleøjet – at bestå Hærens Broncemærke for overhovedet at få lov til at springe.
Men den militære disciplin var god og sikrede, at Danmarks Faldskærmsunion dengang kunne fejre 10-års jubilæum uden en eneste dødsulykke. Siden blev faldskærmsudspring en civil sport, og med fremkomsten af de flade og hurtigt flyvende skærme begyndte dødsulykkerne at hobe sig op.
Da jeg tyve år senere, i 1994, tog til Florida for at genoptage sporten – nu med frit fald fra 4.000 meters højde – måtte jeg da også på bedste amerikanske vis underskrive en omfattende juridisk erklæring. Med den accepterede jeg, at:
“Faldskærmsudspring er en eksakt kalkuleret højrisikosport med små marginaler og mulig dødelig udgang“…
Kik på ovenstående fotos af mit første frie fald på 60 sekunder fra 4 km’s højde. Det går forrygende hurtigt, og ind imellem ligner jeg da vist også mest en vingeskudt and…
© Steen Ulnits 2000
Del denne artikel: